Anden Bog

I

Længe drev jeg om nede ved Flodbredden, mere drømmende end vaagen. —

Kun een Reflexion gjorde jeg atter og atter, og bestandig med større Glæde: Hun var ikke alene fri, men hun havde sikkert bestandig været det, ja hun kjendte maaske ikke mer til Hjertekval, end jeg selv gjorde. Det var taabeligt af mig, at jeg havde været skinsyg paa den smukke Arbeider i Smedien, men endnu langt taabeligere havde jeg dog været, da jeg følte det samme overfor hint Fantasibillede, der kaldtes »den danske Maler«. Uden Tvivl var hele denne Historie kun Familiesladder af en Tante, der efter Skolelærerens Udtryk »ikke var saa rigtig heldig«. Forresten havde hun jo selv udtalt sig om disse Tanter og deres opbyggelige Faddersladder.

Hun maatte blive min — var hun det ikke allerede? Jeg følte hendes Kys paa mine Læber, — men hvorfor havde hun saa pludselig forladt mig, hvad skulde det sige, at jeg ikke maatte følge hende? Pige-Luner, — hvo kan beregne dem, og hvem vil undvære dem?

Det mørknedes allerede. Aftenhimlens Skjær forude blændede Øiet, saa man neppe kunde skjælne Afstandene i den dunkle Forgrund. Oppe paa Klipperandene var der endnu et svagt Dagslys. Over de grønne Enge hinsides Vandet syntes der at have spændt sig et graat Spindelvæv.

Forude hørte jeg Stemmer, og jeg saae en Mand og en Dreng komme mig imøde. Det var Værten og hans Søn, der gik hjem fra Stenbruddet. Da vi vare hinanden nær, løb Drengen hen imod mig med noget Hvidt i Haanden.

— Her er Deres Brev, raabte han.

— Mit Brev?

— Ja, det er nok et, De har villet lægge i Postkassen, sagde Værk-Eieren, for det er da skrevet til Danmark.

— Jeg fandt det dèr, hvor De sad saalænge, mens der blev boret, sagde Hans.

Jeg tog med en uhyggelig Fornemmelse Brevet, som var ganske fugtigt.

Ved det døende Aftenlys kunde jeg med Besvær dechifrere den noget udflydte Udskrift: Til Hr. Kunstmaler Axel Stephensen. Jeg vilde se endnu en Gang efter, om ogsaa Haandskriften var den rigtige, — men det flimrede for mine Øine.

— Ja, det er godt, Tak skal I have. — Farvel! —

Dèr havde vi altsaa »den danske Maler«. Hvis et Spøgelse havde præsenteret sig for mig, var det ikke løbet mig halvt saa koldt ned ad Ryggen.

Altsaa Axel Stephensen! Ja, naturligvis kjendte jeg ham. Hvem af os kjender ikke vore unge Kunstnere, selv de mindste Propheter? — og det var mig foreløbig en Trøst, at jeg ikke havde med et Geni at gjøre. Kjendte ham, — det vil sige, jeg havde en Gang truffet ham paa en Café, huskede et meget net Genrebillede af ham paa Udstillingen og havde undertiden hørt Tale om ham, — ikke just altid i den bedste Mening, da han gik for at være temmelig løs paa Traaden. Men hvad der slog mig som et høist mærkelig Træf, det var den Omstændighed, at i et Brev, som jeg havde modtaget samme Dag, havde en Fætter af mig med mange burschikose Spydigheder berettet om samme Axel Stephensen, at »denne Pariserlaps gjorde frygtelig Haneben« for en ung Dame af vor Omgangskreds, en meget rig, men ikke just skjøn ung Dame, hvis Portrait han var kommen til at male, hvad han havde gjort paa en saa smigrende Maade, at Gjenstanden og Familien var meget tilfreds. Desværre for Maleren var der En, som havde særlig Grund til at finde Behag deri, det var den, for hvem det var bestemt: en nybagt Søofficer, hvis lykkelige Examen nu skulde belønnes med Declarationen af Forlovelsen.

Ham var det altsaa, som havde grebet ind i Minnas Liv, og aabenbart ikke paa en overfladisk Maade. Efter Skolelærerens Udsagn kunde jeg skjønne, at det maatte være et Par Aar siden, at Minna havde kjendt ham i Dresden, og dog stod de endnu i Brevvexling. Hvad kunde det betyde andet end en Art Kjærlighedsforhold, en hemmelig Forlovelse eller Sligt? Men saa hendes Fortrolighed med mig, hendes Koketteri, dette Kys, som hun villig nok havde ladet mig røve: hvorledes kunde det forenes med et saadant Forhold hos en Pige, der ikke havde en letsindig Charakter?

Jo mer jeg tænkte over disse Modsigelser, desto uløseligere forekom de mig.

Jeg blev endelig revet ud af min Grublen ved den klokkeagtige Lyd fra en Kjededamper.

Det var ganske mørkt.

Maanen skimtedes bag Grantoppene paa en Høide hinsides Floden; dens Lys naaede ikke endnu ned over Vandet, og man kunde ikke se Skibene; men Rækken af deres Lanterner med de lange Speilstriber bevægede sig langsomt som en Procession af gyldne Stave med store Knapper, anført af en Rubin- og en Smaragdstok.

Dette Syn, der saa levende vakte Følelsen af vort lykkelige Samliv her ved Floden, gjorde mig endnu mere beklemt om Hjertet.

Jeg gik langsomt hjem, bestandig med det skjæbnesvangre Brev i Haanden.

Saa snart jeg havde tændt Lys, gav jeg mig til at betragte det nøiere. Væden havde næsten opløst Gummien, saa at Convolutten kun klæbede fast paa et enkelt Punkt.

Det vilde være den letteste Sag af Verden at lukke den op og i, uden at det kunde sees af Nogen.

Denne Tanke gjorde mig hed og kold; jeg kastede det angst paa Bordet og blev ved at gaa rundt i Værelset og skotte til det.

Med et havde jeg Brevet i Haanden og pillede med Neglen ved Sammenføiningen; men som om det blot havde været en Distraktion, dreiede jeg det hurtig og studerede ivrig Udskriften.

Hvis jeg havde haft nogen Tvivl, om Haandskriften var »en ægte Minna Jagemann«, saa maatte den grumme snart forsvinde.

Men en særegen Omstændighed blev mig paafaldende; Adressen var skreven med lignende rødligt og lidt grumset Blæk som hint Prosastykke af Goethe i Poesibogen, — formodentlig et Fluidum, der førtes af den Rathener-Kjøbmand. I saa Fald var der ingen Tvivl om, at det var mig selv, der havde givet Anledning til, at det var blevet ført til Protokols, og denne formentlige Opdagelse gjorde mig lidt roligere stemt overfor det slemme Brev.

Jeg tog et Ark Postpapir frem og skrev til Minna, at dette Brev, som hun maatte have tabt, var blevet fundet og bragt mig, men at jeg ikke udenvidere vilde lægge det i en Postkasse, da det syntes at have lidt en Del af Fugtigheden, ja muligvis neppe længer var læseligt, saa at hun maaske vilde foretrække at afsende et andet.

Derpaa lagde jeg et stort Omslag om det Hele, adresserede det og gik strax ud for at bringe det ned i Postkassen paa »Erbgericht«, — saa havde jeg Fristeren og Urostifteren ude af Huset.

Et klart Maanelys laa paa Høiderne over den slumrende By, af hvilken kun et Par enkelte Tage naaede op i dets Region, tindrende med deres Smaaruder; — høit over dem stod Krandsen af de steile Klipper, tættere og mere sammensmeltet end ellers, med bløde, dæmrende Former.

Længst ude lyste Stenbruddene over Flodkrumningen, og jeg kunde skjelne det Sted, hvor vi havde tilbragt Dagen sammen.

Denne stille, kjølige Skjønhed virkede beroligende paa mig, og den understøttedes snart af en dødelig Træthed, som pludselig lod sig mærke, da jeg atter gav mig til at stige op imod min Bjergborg.

Hurtigere end jeg havde troet det muligt, sov jeg ind, i Forventning om »de Ting, som skulde komme.«

II

Den næste Morgen løb jeg strax ned til Kjøbmanden, og bragte en Flaske Blæk med tilbage som formentligt corpus delicti. Undersøgelsen gav det forønskede Resultat, at saavel Brevet som Afskriften i Poesibogen var begaaet med dette instrumento. Denne Vished lod mig strax se lysere paa Sagerne.

Saa gav jeg mig atter til at overveie »de Ting, der kunde komme«. Min Sendelse maatte nu være bragt hende. At der vilde følge en Redegjørelse fra hendes Side, var jeg ikke i Tvivl om, og det forekom mig sandsynligt, at hun vilde vælge den skriftlige Form. Om hun vilde sende et Bud direkte op til mig med sit Brev? Det vilde let give Anledning til Sladder, og hun kunde vel heller ikke blive saa hurtig færdig, at hun ikke ligesaa godt kunde benytte Posten. Denne Dag maatte altsaa vies til Taalmodigheden.

Hvorledes fordrive den skrækkelige Tid? Først tænkte jeg paa at foretage en lang Tur, men jeg gøs for at være prisgiven til mine egne Tanker og dømt til at skulle vende og dreie de samme Spørgsmaal i det Uendelige. Jeg foretrak at forskrive mig til et Uhyre af en tydsk Familie-Roman af de reneste Intentioner og med et Indhold, som den forbarmende Tid har udslettet af min Erindrings Tavle. — Middagsmaden lod jeg hente.

Det blev efterhaanden glubende hedt, og der kom ingen Luft gjennem de aabne Vinduer. Det ene Klædningsstykke blev kastet efter det andet, og tilsidst laa jeg i bar Skjorte paa Sengen, hvilket ikke var hensynsfuldt overfor de indtil Bunden af deres Sjæl ærbare og anstændige Romanpersoner, som omgav mig. Andet Besøg mente jeg ikke at risikere: den gamle Hertz kunde umulig vove sig saa høit tilveirs. Pludselig foer det igjennem mig: hvis hun selv opsøgte mig! Det var utroligt, men i saadanne Tilfælde maa man netop være forberedt paa det Utrolige.

Jeg var allerede i Færd med at klæde mig paa, og gjorde det med megen Omhu. Ja, jeg vilde endog have barberet mig, hvis ikke Solen havde staaet saa blændende paa. Idet mit Blik faldt paa det lille Stykke Birke-Allé, fik jeg et nyt Indfald: — Grotten »Sophien-Ruhe«. Hun havde sagt, at paa denne Tid kom der aldrig nogen af Husets Folk dèr; hvad, om hun i Tillid til min Erindring og Skarpsindighed ventede mig dèr! Hun gjorde det sikkert, — det var som en Aabenbaring! og afsted styrtede jeg.

Et Par Skridt fra Stedet standsede jeg for at blive Herre over min Bevægelse, og i det samme traadte ud af Grotten en høi Herre med Skjæg à la tydsk Souverain og misfornøiet Blik.

— Jeg beder undskylde, stammede jeg, jeg frygter — muligvis er dette et privat Anlæg — —

— Aldeles privat, min Herre, svarede den souverain-skjæggede Mand i den mest souveraine Tone, og jeg forsvandtes fra hans ophøiet-misfornøiede Blik.

Ikke i det bedste Lune af Verden styrtede jeg mig paa Hovedet i Romanens tredie Bind. Paa det mest spændende Sted fik jeg atter en Anfægtelse. Skulde hun være hos Hertz — hvorfor var det ikke faldet mig ind? Rigtig, hun havde igaar sagt, at hun vilde være forhindret. Og atter slog Roman-Sentimentalitetens Lethebølger sammen over mit urolige Hoved, indtil Lyset var brændt ned i Stagen, og jeg sov bort fra ædle Grever og endnu ædlere Præstedøtre.

Den næste Morgens Posttid kom og gik forbi —

Jeg paakaldte Romanens tredie Bind — à 500 Sider. Da det var gjennembladet, og jeg bemærkede, at Solen allerede streifede den ene Vindueskarm, skyndte jeg mig at slaa Sæbeskum; thi naar der blandt Hoved-Eventualiteterne befinder sig en øm Scene — særdeles af et ungt og sart Forhold — er en velbarberet Tilstand høilig at anbefale. Den anden og sidste Brevtermin nærmede sig stærkt; jeg turde slet ikke tænke paa, hvad jeg vilde tage mig for, hvis den skuffede mig, og dog var jeg næsten vis paa, at den vilde gjøre det.

Jeg havde faaet ryddet Stubbemarken af den høire Kind, da min Haand kom til at ryste saa stærkt, at jeg maatte lægge Kniven bort. Grunden dertil var, at jeg saa det lange, magre Postbud, der i sin Uniformsfrakke og med militær Kasket lignede slette Billeder af Moltke, skridte op ad Bakkens Zig-zag-Sti. I stakaandet Forventning blev jeg staaende ved Vinduet, og da jeg saae ham forsvinde ved Husets Hjørne, lyttede jeg efter hans Skridt paa Trappen, og lyttede endnu forgjæves, da hans Skikkelse viste sig paa Marsch nedad den steile Skraaning. En uhyre Skuffelse bemægtigede sig mig, og jeg kastede mig ærgerlig paa Sengen. Da lød der klaskende Skridt af bare Fødder i Korridoren, og der blev banket paa min Dør, som var aflaaset paa Grund af det dybe Negligé, hvori jeg under Romanlæsningen havde befundet mig. Saasnart Døren blev lukket op, stak en stor, vaad Haand et tykt Brev ind til mig.

III

Det var virkelig fra hende! Jeg rev Convolutten op og trak flere beskrevne Smaa-Ark frem; ud fra dem faldt et mindre Brev — det til Hr. Stephensen i aabnet Convolut. Denne Udlevering undrede mig, men syntes at være et godt Varsel; naturligvis gav jeg mig foreløbig ikke Tid til at undersøge det nærmere.

Hendes Brev, der som en ægte Kvindeskrivelse var udateret, lød i Oversættelse saaledes:

Kjære Hr. Fenger!

Hvad mon De egentlig tænker om mig! skjøndt, — jeg er vis paa, at De netop ikke veed, hvad De skal tænke om mig. Jeg forstaar jo ogsaa nok, at naar De ikke simpelthen sendte Brevet bort, saa var det ikke just fordi det var blevet vaadt, men det betyder saa meget, som om De holdt det hen for mig og spurgte: Hvad skal det sige? Jeg synes ogsaa selv, at De har Ret til at forlange en Forklaring af mig, eller i alt Fald til at vente den. Ogsaa uden dette Tilfælde, vilde jeg have grebet den første passende Leilighed til at lade Dem vide i alt Fald det meste af dette Brevs Indhold. Jeg har været meget i Tvivl, om det ikke var bedst at tale med Dem — her er jo ensomme Spadsereture nok, og Børnene kunde altid være med — men jeg troer dog, det vil gaa bedre at skrifte for Dem med Pennen, — for det er virkelig en Slags Skrifte. Naar det er forbi, vil De tænke ringere om mig, end De hidtil har gjort. Men netop af den Grund er det en Nødvendighed for mig, at De lærer mig at kjende, hvor tungt det end falder at forstyrre Illusioner, som komme mig til Gode.

Det var et heldigt Tilfælde, at jeg netop har fortalt Dem temmelig udførlig om mit Hjem og min Opdragelse. Et Tilfælde var det ganske vist ikke fuldt ud, da jeg, som sagt, allerede havde besluttet, at lade Dem vide, hvad jeg har oplevet, og saa maatte det nødvendigvis være Indledningen. Jeg beder Dem derfor om at samle saa Meget deraf, som De mindes; det Væsentlige vil nok have givet Dem et bestemt Indtryk, selv om ogsaa min Fremstilling har været lidt forvirret. Uden det vilde De bedømme mig langt haardere, end jeg maaske fortjener.

Saa vil jeg altsaa begynde. — Ak, gid De dog heller sad her lige over for mig! det er dog saa svært at skrive derom.

Jeg veed ikke, om jeg fortalte Dem, at min Moder havde sex Søstre. De vare Døtre af en velstaaende Gjæstgiver, hos hvem især Landfolkene tog ind. De maatte alle tage flittig Del i Husholdningen og fik derfor ingen synderlig Dannelse. Noget Samliv var der neppe, da Moderen var optagen af Husholdningen og Faderen af sin Forretning. Han pryglede undertiden Døtrene med sin Stok, det var omtrent al den Opdragelse, de fik, og den har ikke baaret gode Frugter. (Det er dog godt, at jeg skriver nu). De fem af dem havde Børn, inden de blev gifte, kun min Moder og hendes yngre Søster vare af den Mening, at Alt var tilladt, naar man ikke begik denne Forseelse.

Af denne Moder blev jeg opdraget og hang ved hende med frygtelig Kjærlighed; for allerede som lille Barn gjorde hun mig til sin Fortrolige, og jeg delte hendes Sorger, medens Fader aldrig talte med mig. Allerede som ganske lille Pige hørte jeg hende fortælle sine Kjærlighedshistorier, og jeg voxede op i den Tanke, at jo flere Tilbedere man havde, desto høiere steg man i Andres Øine.

Kort efter min Confirmation fornyede jeg Omgangen med en tidligere Skolebekjendt, som var nogle Aar ældre end jeg. Vore Haver stødte op til hinanden, og hun kaldte mig ofte over til sig. Jeg bemærkede snart, at Emilie, naar vi spadserede, sendte mange stjaalne Blikke til Huset i en Nabohave, og hun fortalte mig snart, at hendes Skat boede dèr, men det maatte jeg ikke sige til hendes Moder. En Dag saae to Herrer ud ad Vinduet, — »Skatten« og en Ven af ham, og jeg kunde neppe tro mine egne Øine, da Vennen nikkede til mig. Jeg fortalte det altsammen til min Moder, og det morede hende. Hvorledes det gik til, veed jeg ikke mer, men der blev aftalt et Stevnemøde, ved hvilket min Moder fulgte med, og jeg kan endnu ganske tydelig forestille mig den blandede Følelse af Selvforagt og Stolthed, hvormed jeg gik ved Siden af det fremmede Menneske. Derefter besøgte han os. Jeg var ikke ældre end godt fjorten Aar; saa sad han ved Siden af mig og kyssede mig vel ogsaa, eller vi gik Ture sammen. Ak, kjære Ven! det var skrækkeligt! tænk Dem, jeg gik i den Tanke, at det skulde saa være, — det Menneske var mig saa skrækkelig imod. Saa reiste han bort, og vi skrev undertiden til hinanden — Gud maa vide hvorom. Jeg levede bestandig med en usikker Følelse af, at det Hele ikke var rigtigt, især da der altid blev løiet for min Fader.

Det maa have været kort efter denne Tid, at en ung Musiker flyttede ind til os. Ligesom de andre Pensionærer maatte jeg ogsaa varte ham op. Han sluttede sig nærmere til os, end Nogen af de Andre havde gjort, og jeg fik ham — desværre — meget kjær, men dog — og nu beder jeg Dem, kjære Hr. Fenger! i Alt at skjænke mig fuldkommen Tiltro — paa en fuldstændig barnlig Maade. Naar jeg gjennem Døren kunde høre, at han var i Færd med at gaa ud, tog jeg i Hast Tøiet paa for at udrette et Ærinde for min Moder, i det Haab, at jeg kunde komme til at gaa ned ad Gaden med ham. En Dag blev der aftalt en Skovtur mellem mine Fætre og Cousiner; jeg bad om Musikeren maatte komme med. De Andre vilde ikke have det fremmede Menneske med, og jeg blev ogsaa hjemme. Han indbød mig da til at tage alene med ham ud til Loschwitz, hvad min Moder ikke nægtede mig; for min Fader blev der løiet, som sædvanlig.

Derefter blev der en Aften leget Panteleg, ved hvilken han skulde kysse mig, hvad jeg paa det Bestemteste vægrede mig ved. Han gik ind i sit Værelse, og min Moder sendte mig ind til ham under et eller andet Paaskud. Saa bad han mig gjentagne Gange om Kysset, og fik det, og fra den Dag elskede jeg ham virkelig saaledes, at jeg efter min omtrent femtenaarige Alders Begreb troede, jeg vilde aldrig kunne faa et Menneske kjærere. Nu begyndte hint andet Forhold at pine mig skrækkelig; men jeg vidste ingen Udvei. Dog gik Brevvexlingen snart i staa.

Han anholdt nu hos min Moder om min Haand, og hun svarede, jeg var endnu altfor ung til, at der kunde være Tale om Sligt. Snart efter hørte jeg sige, at han stod i Begreb med at forlove sig med en Anden — hvilket dog nok var en Feiltagelse — og min Fortvivlelse var grændseløs. Han tog imidlertid bort fra os, og fjorten Dage efter havde Hr. Stephensen leiet. Paa den Dag, han reiste bort, knælede jeg paa Gulvet og rev nogle visne Kviste til Erindring af en Guirlande, som han havde faaet ved en Skyttefest.

Saa kom Hr. Stephensen. Som han senere forsikrede, havde han kun for min Skyld leiet denne Bolig, som han egentlig ikke syntes om. Han var altsaa allerede indtagen i mig og betragtede mig, som han senere betroede mig, som et overjordisk Væsen, hvem man ikke turde nærme sig til. (Jeg maa dog, til begge disse Mænds Ære, bemærke, at Ingen af dem havde forsøgt paa nogen uhøflig Tilnærmelse, — jeg har derfor senere saa godt kunnet forstaa Mignons Lidenskab, der ogsaa er saa fuldstændig uerfaren).

Da Hr. Stephensen havde boet fjorten Dage hos os, kom Musikeren en Aften til os for at gjøre et Afskedsbesøg. Jeg fulgte ham ud til Døren. Dèr bad han mig om at kysse ham til Afsked, det gjorde jeg ogsaa, og Stephensen — [et begyndt Axel var her overstreget] — havde allerede i Skinsyge lyttet ved Døren. Senere har han fortalt mig, at han fra det Øieblik af betragtede mig som alle Andre, og nu vilde han, at jeg skulde blive hans paa den Maade, som hans Væsen forlangte det.

Ak, kjære Ven! det var fortvivlende at høre, at jeg saaledes havde forspildt en Mands Agtelse og Kjærlighed, at jeg i hint Øieblik, da jeg saa lidt var mig noget Ondt bevidst, nedsatte mig selv til et Væsen, der kun agtes for værdigt til letsindige Forhold. Aldrig saalænge jeg lever vil jeg glemme den Følelse, hvormed jeg i samme Aandedræt erfarede, at jeg havde staaet saa høit for den Mand, som jeg den Gang neppe kjendte, men siden var kommen til at elske, og saa pludselig sunket saa dybt! Tusind Gange har jeg grædt bittert fortvivlede Taarer derover. Min eneste Trøst var den, at jeg veed med mig selv, at jeg selv ikke kjendte min Forbrydelse. Ofte naar jeg har tænkt derover, er det dog forekommet mig, at naar en Mand havde faaet saa skjønt og rent et Indtryk, hvilket jo dog kun kunde komme fra hans egen Natur, saa skulde han ikke ved en eneste løsreven Iagttagelse saaledes slaa om til en næsten cynisk Modsætning, men, saasnart han var kommen lidt til Ro, undersøge, om jeg da var saa fordømmelig, som jeg saae ud; og naar han fandt nogen Undskyldning, dels i dette Forholds Barnlighed, dels ogsaa i det Forkerte ved min Opdragelse og ved Omgivelsernes Exempel: — saa syntes jeg, at en ægte Kjærlighed ikke skulde have stødt mig bort, men søgt at bevare mig for sig og at hæve mig til det, som han strax havde anseet mig for. Men det er vel en umulig Fordring, og det er maaske kun af Ubekjendtskab med Følelserne, at jeg ræsonnerer saaledes. Det kan jo ogsaa godt være, at De, idet De læser dette, bedre forstaar Hr. Stephensen end mig, og at De føler, at det i hans Sted vilde være gaaet Dem ligesaa.

Det var denne Følelse, som greb mig saa stærkt, da De havde kysset mig, og jeg havde ladet det ske. Dersom De vidste, hvem De havde kysset, og at det langt fra — ak, saa langt fra! var mit første Kys! Og selve dette Kys, var det ikke et Bevis paa, at han havde haft Ret, at jeg var letsindig? Maaske havde De ogsaa opdaget det, og det var derfor, De troede at kunne gjøre det. Nei, det kunde jeg ikke tænke om Dem efter den Maade, vi have omgaaedes; og saa kysser man heller ikke saaledes. Det var maaske barnlig legende og ubetænksomt, men ikke et af Kjærlighedens Judas-Kys. Imidlertid, jeg forstod hverken mig selv eller Dem, og jeg var bange for os begge. Da jeg var kommen hjem, græd jeg, som om Hjertet skulde briste, uden ret selv at vide hvorfor.

Men jeg maa vende tilbage til hin Tid. Hr. Stephensen talte nu meget med mig om alt dette, hvor forkert det var, om de forkastelige Anskuelser, som min Moder opdrog mig i, og han aabnede mit Blik for Meget, som jeg hidtil var gaaet blind igjennem. Han talte ogsaa med mig om sin Kunst, for hvilken han fandt megen medfødt Sands hos mig (Maleren Jagemann fra Weimar-Perioden, en Ven af Schiller, som De maaske har læst om, var af vor Familie, og min Fader havde selv, som ung, beskjæftiget sig med Maleri). Jeg gik ofte med ham omkring i vort herlige Galleri, hvor han copierede et Par Billeder. Under alt dette blev han mer og mer lidenskabelig, hvilket var mig skrækkelig imod, og jeg taalte det kun tildels, fordi jeg holdt saa meget af ham. Desuden havde jeg jo det Haab, at han vilde gifte sig med mig, hvad han dog altid søgte at faa mig snakket fra. Han havde ingen Midler, og hans Kunst vilde lide under økonomiske Sorger, sagde han, og naar jeg saa lovede at blive saa god en Husmoder, at det ikke vilde koste ham mer, end naar han var ugift, saa mente han, at et saadant Baand ikke var heldigt for en Kunstner, at han maatte reise om, helt kunne ofre sig for sit Arbeide og sine Ideer, og han vilde overbevise mig om, at alt dette var Filisteri og Egoisme fra min Side, og at et frit Forhold mellem Mand og Kvinde, under saadanne Forhold, var baade det værdigste og idealeste. Det har jeg aldrig ret kunnet gaa ind paa, og naar han med Rette var begyndt at finde min moralske Opdragelse meget ufuldkommen, saa endte jeg med at finde hans Moral noget slap; — maaske var det en Fordom, men jeg kunde i alt Fald ikke tilegne mig hans Opfattelse. Saa meget veed jeg dog, at det ikke var Beregning og Klogskab hos mig, men derimod en uovervindelig Følelse og saa den smertelige Erkjendelse, at hans Kjærlighed til mig langt fra var saa inderlig som min; ganske vist havde han jo sin Kunst, medens jeg kun havde ham alene.

Da nu hans Tid i Dresden var omme, forlod han mig i den Mening, at vi skulde blive ved at være gode Venner og skrive til hinanden. Jeg skulde se at blive godt gift, og endelig fortælle ham Alt, hvad jeg oplevede, at jeg ikke igjen skulde komme paa gale Veie.

Dèr stod jeg nu. Kan De forestille Dem, hvor forladt jeg egentlig var? Afsky for min Moder, — det Kjæreste i denne Verden, den Eneste med hvem jeg kunde tale, havde forladt mig, og jeg havde ikke engang Ret til at længes efter ham. Jeg forsøgte at optage mit Claver-Spil igjen, men enhver skjøn Melodi gjorde mig saa usigelig melankolsk, at jeg maatte holde op igjen.

Det var paa denne Tid, at min Fader døde (hvad jeg vistnok fortalte Dem om) og at jeg lærte Hr. og Fru Hertz at kjende. Hos dem fandt jeg en Aand, der var ligesaa forskjellig fra den i mit Hjem, som fra den artistiske, der var traadt mig i Møde hos Deres Landsmand, og den bidrog uendelig til, at jeg kom saa meget til Ro, som det vel var muligt for mig. Men jeg kan aldrig glemme, at det er Hr. Stephensen, som ved sin Deltagelse og Interesse for mig først ruskede min egen Værdighedsfølelse vaagen og hindrede mig i at døse hen i den usunde Luft, som vistnok var paa gode Veie til at ødelægge mig.

Hvad vor Brevvexling angaar, saa har den med større og mindre Mellemrum fortsat sig indtil nu — over halvandet Aar. Han har altid temmelig hurtig besvaret mine Breve og bedt mig om at skrive snart igjen; undertiden har han sendt mig et Blad af sin Skitsebog og til sidste Jul et smukt Maleri. For at De kan overtyde Dem om, af hvilken Art denne Korrespondance er, beder jeg Dem læse hosliggende Brev, som allerede har været i Deres Hænder. Ikke at jeg troer, De skulde nære nogen Mistanke, som jeg derved kunde rense mig for; De vil ikke misforstaa dette Indfald, selv om De maaske ikke forstaar det. Jeg forstaar det maaske neppe selv, men veed kun, at jeg ønsker, at De skal kjende det; det forekommer mig endog, som om Tilfældet har givet Dem en Slags Ret dertil, og som om jeg vilde forholde Dem den ved simpelthen at rive det i Stykker. Sende det bort, vil jeg dog ikke. Thi som De vil se af Datoen, er det snart fjorten Dage gammelt; jeg var vis paa, at jeg havde afsendt det, og ventede snarere, at Posten skulde bringe mig et Brev fra ham til mig end et fra mig til ham.

Og nu Farvel! jeg har skrevet den halve Nat og er frygtelig træt. Mit Haab er, at De ikke vil bedømme mig altfor strengt efter disse Meddelelser, men i alt Fald maa De sige mig ganske ærlig, hvilket Indtryk dette Brev har gjort paa Dem, og ikke af Skaansomhed besmykke dette, — thi hvad Gavn har jeg af denne Fortrolighed, naar jeg ikke tør stole paa, at den besvares oprigtig. At jeg sætter Pris paa Deres Dom, kan De jo nok i Forveien vide, og De vil ogsaa se det af mit Brev til Hr. Stephensen.

Deres Veninde Minna Jagemann.

Hvor fortumlet jeg end var af de mangeartede og til Dels modsatte Sindsbevægelser, som denne Læsning havde sat mig i, saa forsøgte jeg dog ikke først at komme til Klarhed, men aabnede strax dette Brev, som jeg et Par Døgn før havde været saa fristet til at forgribe mig paa. Jeg tvivlede ikke om, at det maatte indeholde Udtalelser om mig selv.

Jeg gjennemsaae flygtig Indledningen med de sædvanlige Undskyldninger for ikke at have skrevet saa længe, og de følgende Bemærkninger om Veiret og om Egnen. Lidt mere Opmærksomhed skjænkede jeg en kortfattet, ikke synderlig rosende Skildring af den kammerherrelige Familie, og jeg lagde Mærke til, at hun ikke gjorde noget Forsøg paa at være novellistisk pikant, hvilket unge brevskrivende Damer — navnlig af Gouvernante-Faget — ellers i slige Tilfælde have en stærk Tilbøielighed til. Derpaa læste jeg med bankende Hjerte følgende Linier:

»Jeg har gjort Bekjendtskab med en ung Polytechniker ved Navn Fenger, en Landsmand til dig. Det var — som du vel nok kan tænke — denne Egenskab, der først anbefalede ham hos mig og gjorde, at vi noget hurtigere stiftede Bekjendtskab, end det vel ellers havde været Tilfældet. Jeg træffer ham meget ofte hos Hertz. Han er ikke smuk, men har et af de aabne, blonde Ansigter, som man maa synes om, især naar det smiler. Af Skikkelse er han meget høi, men gaar lidt bøiet; undertiden ser det mig ud, som om hans Bryst ikke er rigtig stærkt, — det vilde gjøre mig meget ondt. Han viser mig en saadan Opmærksomhed, at jeg ikke kan skjule for mig selv, at han sætter megen Pris paa mig. Om det imidlertid er mer end et flygtigt Sommerferie-Sværmeri, det maa Tiden vise, — han er jo endnu saa ung, — fireogtyve Aar; men han gjør et langt yngre Indtryk, som om han endnu var temmelig uberørt af Livet. Hvad mig selv angaar, saa ved jeg ikke, hvorledes jeg kom til at stille mig, hvis Sagen tog en saadan Vending, og jeg kan ikke overvinde mig til at reflektere over Sligt og indtage en Position derefter; en saadan Tvang er min Natur altfor meget imod. Naturligvis, naar det kan siges En paa, at man har »opmuntret« en ung Mand, — det er jo Udtrykket — eller endogsaa koketteret med ham, — hvilket ofte kun vil sige at have været munter, naturlig, hengivet sig til en Stemning, — og saa dog, naar det kom til Stykket, har trukket sig tilbage, det vil sige, ikke har fulgt ham til Verdens Ende: — ja naturligvis, saa er man et Uhyre, i alt Fald et temmelig fordømmeligt Væsen. Men paa min Side, du gode Gud! hvor latterligt og dumt var det dog ikke, naar to Mennesker gik og ikke turde se til hinanden, af en maaske ganske ugrundet Frygt for at vække en ulykkelig Kjærlighed hos den Anden, og saa kunde de muligvis haft det største Udbytte af hinandens Selskab, eller endog Venskab — for der kan dog bestaa Venskab mellem Mand og Kvinde — og hvis der endelig var vakt Kjærlighed, er det jo heller ikke afgjort, at den var bleven saa ulykkelig. Nei, hvis jeg begyndte paa en saadan beregnet Forsigtighed, saa vilde jeg hvert Øieblik forekomme mig selv ikke blot uhyre latterlig, men tillige frygtelig indbildsk og pretentiøs. — Og kort sagt, jeg synes meget godt om denne Hr. Fenger, og Omgangen med ham er mig baade fornøielig og i mange Henseender lærerig. — Men nu synes du maaske, at jeg er, om ikke paa gal Vei, saa dog paa en lidt farlig Sti!«

Derefter fulgte afsluttende Bemærkninger og Underskrift — din Veninde — ingen Hilsener, naturligvis.

IV

Jeg greb atter Minnas Brev til mig selv, for i Ro at gjennemlæse det Ord for Ord.

Ved den første Læsning havde jeg været betaget af en knugende Angst for, at der virkelig som hun forudsagde, vilde komme Noget for Dagen, som maatte sætte hende mindre høit i mine Øine, en Angst, der jog mig rastløs fra Linie til Linie, bestandig med eet Øie forude.

Jo længer jeg kom frem, desto mere fortog denne Skræk sig; hendes næsten overdrevne Angerfuldhed over de uskyldige Forvildelser fik mig til at smile halvt medlidende, og naar mine Bryn trak sig sammen, var det af Uvillie mod denne Stephensen, — og dog følte jeg en vis Taknemlighed, fordi han ikke havde taget hende.

Samtidig med dette voxede en jublende Glæde op i mig: Bevidstheden om, at hun med dette Brev lagde sin Skjæbne i mine Hænder. Det var helt igjennem dikteret af den Følelse, at vi stod foran et afgjørende Skridt, og af den redelige Beslutning, at der intet Uopklaret maatte lades tilbage paa denne Side af det.

Hun vilde kunne sige til sig selv: jeg har sagt ham Alt, inden jeg lod det komme saa vidt.

Naar jeg altsaa nu sagde — og hvor dybt følte jeg ikke, at jeg kunde, maatte sige det: — Nu vel, efter at have hørt alt dette, tænker jeg som før, kun at De er mig endnu dyrebarere, fordi jeg kjender og forstaar Dem bedre, — hvorledes skulde hun da kunne trække sig tilbage?

Var ikke en saadan Fortrolighed en Tilladelse til at tale Kjærlighedens Sprog? —

Brevet til Stephensen viste, at hun selv havde tænkt paa en Forening, skjøndt hendes Udtalelser paa dette Punkt ikke var ganske tilfredsstillende. Men det var først i det sidste Par Uger, at vi Dag for Dag vare komne hinanden nærmere, og i hendes Fremhævelse af, at Brevet var fjorten Dage gammelt, saae jeg en Antydning af, at disse Bemærkninger ikke længer skulde betragtes som gyldige.

Jeg vilde strax skrive til hende.

Dog havde jeg Selvbeherskelse nok til først at give mig Tid til at barbere min venstre Kind, paa hvilken Sæbeskummet endnu sad ganske indtørret; thi Solen, der allerede streifede Vinduesposten, vilde ellers snart have gjort denne nødvendige Operation meget vanskelig. Under dette Arbeide ordnede mine Tanker sig noget, og jeg kunde med flyvende Pen skrive følgende Brev:

Rathen den 14de August 188..

Kjæreste Veninde!

I hvilken Grad Deres yndige Brev har rørt mig, og hvor langt det er fra, at dets Fortrolighed har aabenbaret Noget, der kunde andet end fuldstændiggjøre og uddybe det skjønne Billede, som jeg allerede havde af Dem, det har jeg kun eet Middel til at overbevise Dem om.

De vil, siger De, sende Hr. Stephensen et nyt Brev. Jeg vil foreslaa Dem at benytte det gamle som Kladde indtil Bemærkningen om, at De frygter for, at mit Bryst skulde være svagt, hvilket jeg kan forsikre Dem er ganske ugrundet.

Derpaa skulde De da — efter mit Forslag — fortsætte:

Han havde allerede viist mig saa megen Opmærksomhed, at jeg ikke godt kunde være i Tvivl om hans Følelser overfor mig. Det kom mig derfor heller ikke ganske overraskende, da han idag anholdt om min Haand. Han har ingen Formue, men vil sikkert allerede om et Par Aar kunne skaffe os et anstændigt Udkomme, rimeligvis i England, hvor han har en Onkel, som vil sætte ham i Vei. Jeg var ikke et Øieblik i Tvivl om, at jeg burde forene min Skjæbne med hans etc.

Dersom De er i Stand til at afsende et saadant Brev, saa kom idag til Hertz til sædvanlig Tid. Hvis jeg ikke seer Dem der, naar jeg kommer, betragter jeg det som et Tegn paa, at jeg skal savne Dem bestandig, og at mit Venskab med Dem i Stedet for at være Indledningen til en livsvarig Lykke kun var en flygtig, men velsignet Drøm.

I saa Fald, lev vel og gid De maa blive lykkelig.

Deres trofaste Harald Fenger.

Jeg lagde dette Brev sammen med det til Stephensen i en Convolut og sendte en lille Dreng over til Villaen med det.

V

Det var et deiligt Eftermiddagsveir, varmt og stille. — Tiden var allerede fremrykket. Jeg løb mer end jeg gik ned ad Bakken, hen ad Stien langs Smaahuse og Hækker og gjennem den lille Gyde imellem Havemurene, der mundede ud i den straalende lyse Elbdal. Men for hvert Skridt her, som førte mig nærmere til Afgjørelsen — og der var ikke mange ialt — blev min Gang langsommere, og gik helt i Staa, da jeg saae de nederste af Stentrinnene, som nede fra det smalle Engstrøg førte op til Huset. Ved den mindste Bevægelse maatte jeg nu vente at se Hus-Hjørnet med det fremspringende Tremmelysthus komme frem bag Kronen af et Frugttræ i Nabohusets Have. Det var, som om Nogen greb mig i Struben, og Benene syntes at blive borte under mig ....

Dèr var den solbelyste Kalkmur under det skinnende Skifertag — Vin-Espalieret — Slagskyggen af Trækronen med Lysthuset, hvor den graagrønne Dug havde en skraa Stribe af gult Sollys; — jeg saae paa denne Stribe meget længe — en Del af et Sekund eller et halvt Minut — for at opsætte Afgjørelsen; nogle Blade af Frugttræet skjulte Hjørnet af Dugen; over den steg Dampen fra Maskinen op. En hvidskjægget Mand havde jeg allerede opdaget — nu ogsaa den gamle Dame — Andre var der ikke.

Jeg vedblev at stirre derop, som om hun endnu kunde komme tilsyne. Trods den stærke Solvarme frøs jeg som i Aftentaage, men jeg var atter Herre over mit Legeme, hvad jeg hidtil neppe havde været. Først tænkte jeg paa at liste mig bort, for jeg tvivlede ikke om, at hvis hun vilde være kommen, saa havde hun allerede været der. Men maaske var hun gaaet op for at hente noget til Kaffebordet, eller hun havde været forhindret, og de havde en Besked, en Hilsen til mig. Dette foresnakkede jeg mig og forkastede det strax igjen som Ynkeligheder af min svage Sjæl, der ikke turde se Sagen lige i Øinene.

En Sten, der raslede, eller et ubestemt Synsindtryk af Noget, der bevægede sig, fik mig til at se til den modsatte Side, ned mod Floden. Dèr, ved den lille Kilde, neppe halvhundred Skridt fra mig, reiste en Skikkelse sig i Veiret —

Det var Minna.

Jeg vilde ile hende imøde. Men Hertz havde allerede opdaget mig og raabte efter mig: »Hr. Fenger, skynd Dem, skynd Dem dog!« Jeg saae ogsaa, at han vinkede ad mig, og skjøndt jeg ikke kunde begribe, hvad denne Iver skulde sige, adlød jeg den meget villig. Da jeg med to Trin i Springet naaede op paa Trappeafsatsen, kom et langt, knoglet Fruentimmer farende ud af Døren med en Haandkoffert og en Plaidrulle i Hænderne, saa at vi nær havde løbet hinanden omkuld.

— Endelig, det var da godt, at De kom! udbrød Hr. Hertz.

— Vi var saamænd lige ved at sende Bud efter Dem, men Minna paastod, at De kom ganske bestemt.

— Ja, vil De tænke Dem, — vi reiser til Prag i Aften, ja om et Øieblik.

— Men vi jager Dem ikke bort derfor. Tvertimod haaber vi, at De følger os lidt paa Vei. Iltoget holder jo nemlig ikke her, saa vi maa tage til Schandau, og det vil vi gjøre med Skibet, Veiret er jo nu deiligt. Saa kunde De gjerne gjøre den Tur med, — der gaar Tog tilbage Klokken ni, — Minna har allerede lovet det.

Naturligvis skyndte jeg mig at gjøre det samme.

Min frugtbare Selvplager-Fantasi havde et Øieblik tilhvisket mig den Mulighed, at mit Brev slet ikke var blevet afleveret, saa at Minnas Nærværelse var uden Betydning og Alt endnu vilde opløse sig i Skuffelse. Men Fru Hertz's Ytring, at Minna havde paastaaet, jeg kom sikkert, beroligede mig. Nu kom hun selv op ad Trappen. Hun bar den samme lette, chamoisfarvede Kjole, som hun havde haft paa, da vi vare sammen i Stenbruddet. Idet hun gav mig et usædvanligt langt og fast Haandtryk — hun havde en ejendommelig inderlig Maade at give En Haanden paa — smilede hun, men kun med Øinene, og saae mig helt ind i Sjælen med et Blik, der var ligesaa forskjelligt fra alle tidligere, som »du« er fra »De«. Alt Blodet strømmede mig til Hovedet; da hun slap min Haand, dirrede den, og ogsaa mine Knæ rystede. Først nu, da hun gav mig Vished, og jeg følte mig ganske rolig og lykkelig, kunde jeg physisk mærke, hvor stærkt Spændingen og Angsten havde taget paa mig.

Minna havde følt det og kunde ikke lade være med at smile ganske hemmelighedsfuldt og med en lidt smigret Mine, medens hun skjænkede Hr. Hertz et Glas af det kolde Kildevand, som han altid satte megen Pris paa at faa til sin Kaffe — det var ligesom i en Café. Og alt imedens han nippede snart til Kaffen, snart til Vandet, snakkede han paa sin ivrige Maade: —

— De maa nemlig vide, — ja det vil forresten interessere Dem — maaske lokker det Dem til at tage med helt til Prag — naa, ikke? Ja, ja, det er forresten ogsaa godt, at Minna faar Følgeskab tilbage, og Dem tør vi nok betro hende til. .... Altsaa der er i Prag fundet et Manuskript til Faust — til Faust, kjære, unge Mand, — det vil sige, til en Del af de første Scener — og afvigende, det er det uhyre interessante! naturligvis kun i Smaating, men alligevel; det skal iøvrigt være djærvere i Tonen og er sandsynligvis et af de første Udkast. .... Det er en gammel Særling — pensioneret Oberst — der for Gud ved hvor længe siden har arvet det efter en Grand-Tante eller noget lignende, der ved Hoffet i Weimar stod Goethe — ja, hvor nær, det veed jeg saamænd ikke, he he! og det kan jo ogsaa være det samme. Dèr har De forresten vort moderne militære Tydskland! Arver en Kiste med Breve og Papirer, blandt hvilke han, hvis han da ikke havde været saa uvidende, kunde have formodet, at der var Ting fra Goethe derimellem; gider af lutter Foragt for alt Litterairt ikke saa meget som lukke Kisten op; er i Pengeforlegenhed — Ødeland naturligvis — maa kaste sig i Armene paa Aagerkarle — og har en Skat paa sit Loft, som han kunde kjøbe et lille Fyrstendømme for. .... Og hvis han endda ingen Vink havde faaet, men vi anede jo noget saadant, om ikke just et Manuskript, saa dog Breve, Oplysninger — jeg har selv skrevet til ham — men nei: Familiepapirer, maaske kompromiterende Hemmeligheder, og de skulde udleveres til »forbandede Litterater«, saadan har han naturligvis raisonneret. Altsaa: men nøjes med Johannisberger-Dorf i sin Kjelder — det er notorisk, at han var en passioneret Vinkjender — og et Fyrstendømme paa Loftet, — det er Nemesis! Aa, saa den Karl har ærgret os! Nu er han altsaa død, Gudskelov, og Manuskriptet findes. At jeg dog ikke var tilstede. Naa, men jeg fik Brev idag, blev tilkaldt som — saa at sige — en Slags Autoritet, kjære Ven! og De kan tænke — ....

Ligesaa lidt som et eneste af Minnas Smil eller nogen af hendes Bevægelser undgik mig, ligesaa lidt tabte jeg et eneste Ord af denne Beretning. Jeg følte en Vidde og Elasticitet i Sindet, som om det paa een Gang kunde rumme alle mulige Indtryk, der blot vare tiltalende og rene. Den Gamle har aldrig haft en opmærksommere og mere deltagende Tilhører, ja, han meddelte mig endog Noget af sin egen Exaltation. Min Tilstand var som en let Opiumsrus, der lader smuk Musik tone endnu vidunderligere. Og medens jeg lykønskede ham til denne interessante og ærefulde Reise, fremsatte Spørgsmaal og besvarede hans livlige Udbrud, drak jeg min Kop Kaffe, som Minna havde skjænket og rakt mig, og langt fra at finde den »brune Nektar«, skjænket af elskede Hænder, uforlignelig, afgjorde jeg i mit stille Sind, at Minna i sin Egenskab af Sachserinde lavede »Bliemchen-Kaffee«, og at den Tid vilde komme, da hun maatte vænne sig til at omgaas mindre økonomisk med Bønnerne.

Jeg havde dog neppe haft Hjerte til at afslaa en anden Kop, hvis jeg ikke fra Floden havde hørt den dumpe Lyd af Dampmaskinens Stempelslag. De Andre paastod, at det var for tidligt, men snart efter saae vi over de grønne Marker Skibets Skorsten, der som en sort Streg rykkede frem paa den lyse Baggrund af Affaldsskraaningen under Stenbruddene. ....

Snart efter sad vi paa Dækket under Solseilet og saae Huset glide os forbi; den grønlige Dug lyste endnu inde i Skyggen af Lysthuset. Vi seilede henimod Lilienstein og dens Tvillingbroder Königstein, der nu traadte frem ligeoverfor den, med Sollys paa sin Murrand og paa de smaa Vagttaarne. Skjæret af de gule Stenbrud flammede henover Vandet, og hver rød Plet eller violet Skyggerids deroppe blev her til en lang dirrende Stribe; langs Bredderne dyppede Marker, Buske og Frugttræer deres grønne Speil i Floden. Fra den pløiende Stavn gled lange, muslingformede Bølger ud til Siden, og eftersom de naaede ind mod Bredden, flød Speilfarverne ind i deres glasurblaa Dale, — ligesom en Vædske, der pludselig finder en Kanal — og trak Billedet ud i en langstrakt Forvridning, indtil Alt blandedes i et vibrerende Mellemhverandre af tungede og spiraldreiede Farver, alle lyse og glasklare.

Den gamle Hertz var meget livlig og fortalte utrættelig om Prags Mærkværdigheder; om den eiendommelige Teyn-Kirke, hvor min berømte Landsmand Tycho Brahe laa begravet, — om det smudsige Jødekvarter med sin skumle Synagoge og den overgroede Kirkegaard, hvor de simple orientalske Gravstene, skjæve og hældende, trængte sig saa tæt op ad hinanden, som om de vilde skyde hinanden op af Grønsværet, om Hradschin, det bøhmiske Akropolis og de terrasseformige Palæhaver op ad dets Bjergside — lutter Herligheder, som jeg vilde kunne beundre den næste Dag, hvis jeg lod mig overtale til at tage med dem i Aften. Thi han lod hele Tiden, som om han haabede, at jeg tilsidst vilde give efter, og han gottede sig godmodig over, at mine Undskyldninger, trods den bestemte Forsikring om det ganske Umulige heri, ikke just havde noget synderlig overbevisende Indhold. Men bestandig endte han med at sige: »Ja, ja, det er jo ogsaa rart, at Minna faar Følgeskab, skjøndt jeg er vis paa, at hun godt turde tage alene hjem.« Saa begyndte naturligvis hun at forsikre, hvor redebon hun var til dette Vovestykke, og at jeg »endelig ikke for hendes Skyld« maatte give Afkald paa denne fornøielige Udflugt, nu, da der tilbød sig saa gunstig en Leilighed i det behageligste Selskab. Og imens hun drillede mig saadan, at jeg tilsidst ikke vidste, hvad jeg skulde svare, lo hun til mig ud af de sammenknebne, blinkende Øine. Vi morede os hjertelig over, at den skikkelige Mand, alt imens han mente at have os til Bedste, i Virkeligheden blev holdt for Nar af os, da han dog umulig kunde ane, hvor absolut jeg netop denne Aften var forhindret i at forlade hende. Men Fru Hertz, der sad paa Bænken ligefor os, rystede undertiden sine graa Krøller, idet hun betragtede os med et overbærende Smil, som om denne Snak trættede hende, men tillige med et spørgende Blik, der syntes at søge en Hemmelighed under denne Ordleg.

I Schandau var der neppe Tid til Andet end at spise til Aften i en Hotelhave ved Floden. Mørket faldt hurtig paa. Hertz mindede om Hjemtouren. Men Minna forsikrede, at Dampbaaden til Jernbanen regelmæssig gik et Kvarter før Togets Afgangstid, som vi vidste sikkert fra Reisebogen. Da Stationen nemlig ligger paa den anden Side af Floden, og godt en halv Fjerdingvei fra Hotelbyens Centrum og Landingsplads, iværksættes Forbindelsen ved en lille Dampbaad. Denne Combination foruroligede den gamle Hertz, der begyndte at faa Reisefeber og hvert Øieblik trak sit Gulduhr med Dæksel op af Lommen.

Endelig indrømmede Minna, at det kunde være paa Tiden at bryde op. —

Ved den lille Bro var der ingen Baad at se. Det sorte Vand med et Skjær over sig af Lygtelys, der samlede sig i Hvirvlerne, jog frit forbi dens tomme Bjælkelag, hvor der ikke stod saa meget som en Vadsæk eller Haandkoffert.

— Nu er vi da nok komne til den feile Bro, det maa være Dampskibsbroen, mente Fru Hertz.

— Vist ikke, vi er blot for tidlig paafærde, svarede Minna, lidt stødt over denne Mistro.

Vi drev nogle Minutter frem og tilbage, uden at der viste sig Noget eller Nogen. Hertz gik ind i det aabne Skur, der tjente til Ventesal, og satte sig. I det ene Hjørne sad en tarvelig Mand og sov med Hatteskyggen nedkrampet over Panden, for den osende Petroleumslampe lyste netop tilstrækkelig til at skjære En i Øinene. Efter endnu et Par Gange at have raadført sig med sit Uhr, stod Hertz op, nærmede sig til den Fremmede, trippede lidt omkring ham, fik et Hosteanfald — og spurgte endelig forsigtig, om Herren maaske ogsaa ventede paa Dampbaaden til Dresdener-Toget.

— Nach Brag! snøvlede den Adspurgte mekanisk, uden at se op, maaske ogsaa uden at være vaagnet.

Et Haab begyndte at dæmre for mig. Da jeg saae en Lastdrager komme slentrende ned paa Broen, gik jeg hen til ham og spurgte. — Baaden til Dresdener-Toget var gaaet for ti Minutter siden. Glædesstraalende indvendig, og saa ærgerlig som mulig at se til, gik jeg hen til Damerne med mit Budskab. De stod lige ved den lille Lampe, og jeg kunde se, at Minnas Ærgrelse over at blive beskjæmmet i sin Sikkerhed, havde en haard Kamp at bestaa med en Glæde, som lykkeligvis ikke var mig uforklarlig. Hun syntes med Villie at undgaa mit Blik.

— Der er Tid nok, den kommer ganske sikkert — han har blot ikke vidst rigtig Besked .... Se, er det ikke den derude?

En rød Lanterne nærmede sig paa Floden fra den Side, hvor Stationen maatte ligge. Snart skimtedes et Par Tovstykker, og Dampen, drevet frem af Vinden over Skibet, der langsomt gik op mod Strømmen, svævede foroven som en lille Rosensky. Man hørte Stempelslagene.

Jeg følte mig usigelig flov og kastede et ærgerligt Blik paa den gamle Hertz, der udbrød i et beroliget »Gudskelov« og ilede i Forveien ned paa Broen, som om der ingen Tid var at spilde, som om det var ham, der skulde til Dresden.

Baaden skilte sig ud fra Mørket, Piben skingrede, et Raab derudefra besvaredes af Lastdrageren, og forbi Bro-Lygten foer en Lasso, der var lige ved at fange den skikkelige Hertz, og plaskede ned nogle Alen bagved ham. Den lille Damper laa ved Broen, endnu dirrende i sit kulstøvede Skrog; paa den smudsige, lave Kahytsvæg faldt Lys fra Maskinrummet, hvor det endnu pumpede med en langsom Futten; en vamlende Varme og en branket Oliestank, blandet med Kulos, strømmede ud i den friske Natteluft.

— Til Dresdenertoget?

— Iltoget til Wien. Men der er Tid nok, vi ligger her næsten en halv Time.

— Ja, men Toget til Dresden?

— Det har vi lige sat Folk over til.

— Men der er jo Tid endnu. Kan man da ikke faa en Baad til at sætte En over?

— Her er vist ingen Baad at faa nu. Vel? Heinrich — er her nogen Baad at faae?

— Nei, naturligvis er her ingen Baad at faa, svarede Drageren og spyttede ned i Vandet, — Folk kan jo være her, naar Damperen gaar.

Den sidste Sten faldt fra mit Hjerte, og det forekom mig, at ogsaa Minna trak Veiret friere. Men Hertz saae ganske bestyrtet ud; han følte aabenbart hele Ansvaret ved saaledes at have trukket os ud i den vide Verden og forlade os der midt om Natten.

— Men det er ogsaa dig, Minna! hvorfor var du saa paastaaelig? Man skal aldrig stole paa Hukommelsen i Sligt, — og Reglementer kan jo forandres fra Aar til Aar — det burde jeg ogsaa have betænkt. Det er virkelig høist fortrædeligt.

— Naa Herregud! sagde Fruen beroligende, egentlig er vel Ulykken ikke saa stor. De kommer til at overnatte her, men Hoteller er der da nok af her i Schandau, der er jo snart ikke Andet.

Denne praktiske Bemærkning beroligede ham.

— Det er rigtignok sandt, der gaar jo tidligt Tog ind. Men maaske vil de dog savne dig.

— Aa, jeg kommer saamænd, før Nogen er oppe.

Vi gik nogle Minutter frem og tilbage, saa trak Hertz mig lidt til Side: —

— Sig mig, kjære Hr. Fenger, — De kom jo saa uforberedt med paa denne Udflugt — og desuden tænkte vi jo ikke paa at overnatte — jeg mener, har De — tilfældigvis — ikke saa mange Penge hos Dem?

Jeg skyndte mig at berolige ham i denne Henseende, da jeg — virkelig »tilfældigvis« — havde et mer end tilstrækkeligt Beløb hos mig.

Den Gamle saae forundret paa mig og stak tøvende sin Portemonnaie, som han allerede havde taget frem, ned i sin uhyre dybe Lomme, mens han bevægede sin Underlæbe, som om han endnu vilde sige Noget.

— Ja, Herskabet kommer vist til at overnatte her, raabte Styrmanden fra Damperen, — der gaar ikke flere Tog nordpaa.

— Nei, vi vil sydpaa, vi skal til Prag.

— Men De spurgte jo om Dresdener-Toget.

Hertz gav sig til at forklare de indviklede Forhold.

En Damppibe skingrede hinsides Floden, og som et lysende Leddyr gled et Tog forbi, hvæsende og bræmsende. Det var det, der skulde have ført os tilbage til Rathen. Jeg stod alene med Minna, og da jeg mente, at Ingen bemærkede os, gav jeg efter for min Kaadhed og rakte lang Næse ad Toget. Minna brast i Latter, — og en noget raa Bas, lidt til Siden for os, stemmede med i. — Jeg vendte mig næsten forskrækket; det var Drageren, der syntes at have opfattet Situationen.

— Men hvad ler I dog af? spurgte Fru Hertz.

Hertz's fik nu pludselig travlt med at indskibe sig, som om der var Fare for, at Damperen skulde gaa fra dem. De blev staaende ved Rælingen, og vi talte endnu et Kvarterstid sammen, med lange Pauser, søgende efter Ordene, Allesammen kjede af Ventetiden. Hertz anbefalede os et Hotel, der var godt og »maadeholdent« i sine Priser. Endelig ringede Signalklokken. Hertz kom i Tanker om Manden i Ventesalen.

— Lad ham komme, hvis han vil med, sagde Styrmanden.

Men den Gamle blev ivrig. Jeg løb op og vækkede Flegmatikeren, der fulgte mig brummende. Saa snart han var gaaet over Landgangsbrættet, blev det halet ind, Dampbaaden gled bort, svingede langsomt og forsvandt i Mørket. Minna blev ved at vifte med sit Lommetørklæde.

Jeg var lige ved at omfavne hende, — men udefra kunde de maaske endnu se os. Og Drageren sad et Par Skridt borte, overskrævs paa Rækværket.

VI

Vi gik langsomt tilbage. Paa Hjørnet af Skuret var der en af de store blaa Postkasser. Minna smilede, trak et Brev op af Lommen og holdt det hen for mig, saa jeg kunde se Udskriften. Og idet hun saae paa mig med et spørgende Blik, der sagde: »skal jeg?« strakte hun Haanden ud og stak den ind under Klappen. Brevet faldt med en dump Klang i den tomme Kasse. Skjøndt denne Klang var hendes Ja-Ord, vakte den hos mig en dunkel Følelse af Uro, som om der var noget Ondt varslende ved den. Denne flygtige og tilsyneladende helt umotiverede Følelse erindrer jeg endnu ganske levende, skjøndt jeg ikke et Øieblik hengav mig til den. For jeg havde allerede draget hende ind til mig og følte snart min Omfavnelse gjengjældt med en Heftighed, der mindre havde Charakter af Lidenskab end af inderlig Ømhed. Disse kraftige Pigearme syntes, idet de knugede mig ind til hende, at ville holde mig rigtig fast, saa at Intet kunde rive mig fra hende igjen. Da hun mærkede, at jeg snappede efter Veiret, slap hun mig pludselig: —

— Har jeg gjort dig Fortræd? jeg er saa voldsom? —

Hendes Ansigt havde et saa forfærdet Udtryk, — som om jeg virkelig kunde være gaaet i Stykker mellem Armene paa hende — at jeg uvilkaarlig brast i Latter og bedækkede det med Kys, indtil hun tyssede paa mig med en Forskrækkelse af en ganske anden skjælmsk og fornøiet Art tittende ud af de opspilede Øine og hviskende fra de halvaabne Læber, som hun lagde Fingren paa. Men der var ingen i Nærheden, og Hjørnet af Skuret gjemte os i en trekantet Skygge.

Endelig forlod vi den. Jeg vilde føre hende videre ud langs Floden, men dèr blev det hende for mørkt; hun vilde indad Byen til. »Vi kan jo være fornuftige,« sagde hun. Men vore Ord blev mindre Samtale end oversatte Kjærtegn.

Vi gik langsomt Arm i Arm paa den brede Quai henimod Byens Lys, der tilvenstre i spredte Gnister steg op imod Stjernerne og forrest ud imod Flodbugten samlede sig i en gyldenstraalende Bort, indlagt med Hotelhavernes grønne Emaille. Paa den anden Bred saaes intet andet Lys end et Par kulørte Signallygter, og den mørke Bjergmasse viste sig kun som en stjærneløs Del af Himlen.

Iltoget jog forbi derovre og mindede os om Tiden. Men netop nu begyndte det at lysne perlemorsagtig forude; under Lysningen traadte en mørk Bjergbue frem. Masterne af et Par Elbpramme tegnede sig paa Himlen. Glansen blev hurtig rødere som af en Ildebrand — havde man været ved Rhinen, vilde man tro, at det var Hindarfjældet lysbrændende, der hævede sig som en glødende Kuppel over Winterbergs jævne Skovaas, just hvor Hakket midtveis silhouetterede sig. Faa Minutter, og Maanen svævede frit, bestandig mindre gylden og mere krystallisk, over Bjerglandskabet med Flodens Krumning, et Landskab, som den selv syntes at skabe af Nattens Chaos og at fuldkommengjøre mer og mer.

Det var for skjønt til, at man kunde tænke paa at skilles. Og vi blev ved at gaae frem og tilbage ved Floden fra det lille ensomme Venteskur, til vi kom saa nær ved den første Hotelhave, at vi saae de sorte Frakker og brogede Damehatte bevæge sig under Løvet.

Alene paa dette fremmede Sted, forekom vi os som et nygift Par, der er paa Bryllupsreise. Jeg priste det lykkelige Tilfælde, der havde tvunget os til at overnatte.

— Jeg var ganske vist ogsaa glad derover strax, sagde Minna, men snart efter blev jeg rigtignok betænkelig, for jeg havde det jo dog paa en Maade paa min Samvittighed, — jeg burde ikke have været saa paastaaelig. Selv havde jeg kun et Par Mark hos mig. Hvis du nu ikke havde haft mer, saa havde min Letsindighed bragt os i en slem Forlegenhed. Der faldt en Sten fra mit Hjerte, da jeg saae Hertz og dig i en praktisk tête à tête, og forstod, at du ikke behøvede at laane Noget af ham. Jeg var allerede ganske hed om Ørene .... Ak, de Penge, Harald! Det var maaske en Mindelse om, hvormeget man altid bør tænke paa dem ved alle Planer.

Og vi fordybede os i de pekuniære Fremtids-Udsigter og Beregninger over, hvor Lidt der kunde gjøres tilstrækkeligt ved økonomisk Kunst, — et tilsyneladende meget prosaisk Emne, men som i Virkeligheden for unge Kjærestefolk, der er ligesaa fattige som forelskede, har større Tiltrækning end den mest ophøiede Romantik. Ja, hvor sværmeriske vi end vare, tvivler jeg dog meget om, at det Guld, som Maanen lod blinke hen over Flodmørket, forekom os mere poetisk end det, som vort Indbo skulde betales med, naar Tidens Fylde kom. Og man maa ogsaa indrømme, at begge Arter foreløbig vare lige uvirkelige og billedlige.

VII

Endelig maatte vi beslutte os til at opsøge vort Hotel. Det hørte ikke til dem, der præsenterede sig ud mod Floden, men laa med sin Façade ud til det samme Torv, som hine fornemmere Brødre vendte Ryggen til, — en aflang Plads, halvt overskygget af Kirken paa den østlige Kortside. Tolvslagene rungede netop ned fra dens Taarn, hvis smaa Teglsten tindrede som vaade Skjæl.

En døsig Lygte oplyste Porthvælvingen. Paa Trappen var der allerede slukket. En »Hausknecht« med Hanke-Øren og et Ansigt fuldt af Philippenser skelede med et Drikkepenge-vurderende Blik paa os, og med et andet efter den totalt manglende Bagage, kløede sig i et Par gullerods-røde Haartotter og svarede, idet han blinkede paa en ganske særlig uforskammet Maade med det ene Grise-Øie: —

— To Værelser? og de skal vel være sammen? — ja, jeg veed saamænd ikke —

— Saa skaf Dem det at vide — i to Etager, for mig gjerne — men hurtigt, her er Hoteller nok i Schandau, sagde jeg barsk, idet jeg betvang en mægtig Lyst til at ruske det ene Øre af ham. Minna, der var bleven ganske rød ved hans Uforskammethed, saa helt forskrækket paa mig.

Oppe i andet Stokværk bøiede et kvindeligt Ansigt sig frem i Rembrandtsk Belysning. Flere Numre tonede op og ned ad Trappegangen med den forskjelligste Betoning; derpaa antog vor Hausknecht pludselig en diplomatisk Stilling og indbød os med en naadig Haandbevægelse til at vove os op ad den med en gjennemslidt Kokusmaatte belagt Trappe og betro os til den kvindelige Genius med Lyset, som dryppede store Stearinklatter ned paa den noget rødlig-graa Skulder af hans Diplomatkjole, alt imens han i en dyb Mavetone frembragte de to udkaarne Numre. Vi fulgte denne Opfordring efter indstændig at have paalagt ham at lade os vække til Morgentoget.

Værelserne laa ganske rigtig ved Siden af hinanden, og skjøndt jeg nok saa rask havde erklæret, at de for mig gjerne kunde ligge i forskjellige Etager, blev jeg unægtelig meget fornøiet ved dette umiddelbare Naboskab; de stod endogsaa i Forbindelse. Jeg veed ikke, om det var tilfældigt, at vi begge samtidig satte vort Skotøi ud i Korridoren. Den var tom og mørk; kun langt henne ved en Omdreining var der et Skjær af en skjult Lampe. Vi listede os paa Hosesokker ud paa den neutrale Grund og gav hinanden et langt Kys til Godnat.

Da jeg igjen var i mit Værelse og gav mig til at trække Frakke og Vest af, bemærkede jeg, at Nøglen sad i Døren ind til hendes Værelse. Denne Opdagelse satte mig straks i en tiltalende nerveus Spænding, men bragte tillige Ærgrelse og Uvillie, idet jeg erindrede det ækle Opvarter-Smil med det sammenknebne Griseøie. Derved kom jeg imidlertid til at erindre, hvor rød hun var bleven den Gang, jeg saae ganske tydelig hendes fornærmede og forskrækkede Mine, og dette Billede voldte mig et kildrende Velbehag. Jeg faldt i Staver med Vesten hængende over den ene Arm og stirrede ufravendt paa denne betydningsfulde Nøgle. Var den dreiet om eller ikke? Jeg listede mig hen og rørte ved den, men turde ikke dreie den, for ikke at gjøre hende forskrækket.

Jeg gik tilbage i Værelset og fortsatte Afklædningen, idet jeg dog bestandig skelede til Nøglen, ligesom jeg to Aftener iforveien havde skelet til hendes Brev. Men jeg havde ladet det være uantastet, og allerede idag havde jeg faaet det tilsendt aabnet, med Ret til at læse det. Dette tydelige Bevis paa Dydens Belønning styrkede min Samvittighed. »Ogsaa denne Skillevæg vil jo en Gang falde af sig selv, blot jeg giver Tid, og vi ville Intet have at bebreide os.«

Lige da jeg havde slukket Lyset og lagt mit Hoved paa Puden, skræmmedes jeg op ved en sagte Banken. Jeg var ved at springe ud af Sengen, da jeg besindede mig paa, at det var paa Væggen, der blev banket, lige ved mit Hovedgjerde, og jeg huskede, at hendes Seng stod ved samme Væg. Hurtig svarede jeg, og hun gjensvarede; sagte og stærkere, med Knoen og Haandfladen, gjennem alle Tempoer og i forskjellige Rythmer, fortsatte Telegrapheringen sig, som om det var to spiritistiske »Banke-Aander«, der underholdt sig med hinanden, og denne Samtale uden Ord, der tydeligere end Ord kunde have gjort det, udtrykte vor adskilte Samværen, vort Savn og vort Haab, — efterlod mig i en rolig og lykkelig Stemning.

Jeg vidste, at paa begge Sider af denne uaflaasede og lidet klosterlig-strenge Væg, havde der rørt sig de samme Stemninger, Følelser og Tanker, — om de end ikke hos hende havde antaget Form af en Fristelse eller af bestemte Forestillinger. Denne Time forekom mig paa en hemmelighedsfuld Maade at have ført os nærmere sammen; og medens al min Glæde hidtil havde været Bevidstheden om at have Lov til at elske, gjennemstrømmedes jeg nu af den salige Følelse, at være elsket, selv at være Gjenstand for den Andens Længsler og forborgne Ønsker.

VIII

I det lille Restaurations-Cabinet traf jeg Minna ventende paa mig. Hun skjænkede Kaffen af den anløbne Kande, og vi satte os til Bords som et Par unge Ægtefolk, ganske som om de delikate Karlsbader Horn paa Bakken var et sandt Symbol paa vore Hvedebrødsdage. Det var endnu temmelig dunkelt i Værelset; Taagen blindede Vinduet som et hvidt Rullegardin. Jeg var lidt tung i Hovedet af den uvant tidlige Morgentime og noget febrilsk.

Udenfor kunde man ikke se Kirken og kun skimte Gjenbohusene som en Masse. Brostenene vare fedtede, Minna gled og tog min Arm. Et Par Gadefeiere bevægede sig grotesk i det mælkehvide Medium.

Under Barberskiltet, der syntes at være en fritsvævende Maane, klirrede en Glasdør, som blev lukket op med et Spark.

Ved Kramboden paa Hjørnet havde en paa een Gang krydret og snusket Lugt imprægneret Taagen paa et bestemt Strøg: man traadte pludselig ind i den og ligesaa pludselig ud igjen.

Vi kom i passende Tid til Damperen.

Neppe havde den lagt ud, saa var ogsaa Bredden forsvunden, og man kunde gjerne tro, at man var midt ude paa Verdenshavet.

Kun lige i Nærheden saae man de smaa Bølger blinke skjælagtig; Taagen drev henover dem som Røg. Fra Skorstenen slog den sodede Kulrøg ned over Dækket. Piben lød uafbrudt, snart med lang Hvæsen, snart i korte, stakate Hvin og Suk. Undertiden svarede en anden Piben eller et langt Raab, og et stort mørkt Legeme gled os forbi, som et Spøgelse-Skib.

Minna klyngede sig fast til mig og knugede min Arm:

»Der kan da ikke ske Sammenstød?«

»Vist ikke!«

Og forresten, hvorfor skulde ikke den lille Dampbaad kunne blive seilet i Sænk? og man drukner lige saa let midt paa Elben som midt paa Atlanterhavet.

Denne lille Fare forenede os inderligere end alle Fremtidsdrømme. Men den samme Taage, der havde fremkaldt den, forjog den snart ved at gjennemisne os. I Angsten for Snue og Hoste druknede den romantiske Frygt og Haabet om at forenes i en pludselig Død.

Saa forvirrende var denne Fart, med ligesom et Bind af Lys om Øinene, at da et Stød forkyndte, at vi vare lagt til, ventede vi Bredden paa den anden Haand og troede, at vi vare vendte tilbage til Schandau-Siden.

Og da vi stod paa Perronen, og Dresdener-Toget bruste frem, mente vi, at det maatte være et, der gik ad Bodenbach til.

Alt befandtes imidlertid at være i bedste Orden.

Takket være en velanvendt Drikkeskilling, befandt vi os snart ene i en anden Klasses Coupé. Over Vinduets hvide Tavle foer skyggegraa Billeder af Blade, Grene og Buske, og den ene Draabe efter den anden søgte Vei ned over den.

Under den rystende Bevægelse stødte vore Skuldre bestandig sammen.

Men mit Haandtryk besvarede Minna neppe, og hun var meget ordknap.

Jeg vilde drage hende til mig, men hun flyttede sig til Siden og pegede med et sky Blik paa Vinduet, der formørkedes af Conducteuren.

Da han havde taget Billetterne, og jeg efter at have lukket Vinduet vendte mig om, glad ved, at vi nu skulde være uforstyrrede, reiste Minna sig. En Dreining af Wagonen kastede mig ned paa det bløde Hynde, og i det samme laa hun paa Knæ for mine Fødder. Leende vilde jeg løfte hende op, men standsedes af et ængsteligt og bønligt Udtryk i hendes Ansigt.

— Harald! jeg har Noget, jeg maa sige dig. Men lov mig ikke at blive vred .... Nei, nei, du skal Intet love, maaske kan du ikke andet.

— Men, Minna dog! Hvad skal det sige? — reis dig, Kjære!

— Nei, nei! hør først, jeg har været saa styg igaar .... jeg har narret jer — løiet ogsaa for dig —

— Hvad mener du dog — naar da?

— Aner du det ikke — kan du ikke gjætte det?

— Nei, jeg forsikrer dig.

— Se! udbrød hun med et fortvivlet Udtryk i Ansigtet, du kan slet ikke tænke dig, at jeg kan være saa falsk .... Og naar du hører det, vil du maaske frygte, at jeg altid er saadan —

— Men hvad er det da? du har jo endnu slet ikke sagt mig det.

— Ja, det var jo igaar Aftes, da vi kom for sent til Færgedamperen, det var min Skyld — jeg vidste godt, at den gik tidligere til det Tog — og det benyttede jeg mig af.

— Og det er det Hele? udbrød jeg leende.

— Du ler mig ud! du skulde meget heller banke mig, — er det rart at faa en Kone, der saadan kan lyve og bedrage? .... Synes du da slet ikke, det er stygt?

— Men Herregud!

— Og den rare gamle Hertz, der blev saa bekymret — han følte aabenbart Ansvar ved saaledes at have faaet os ud paa Eventyr. Ja, naar det er for sent, kan man sagtens angre. Jeg havde heller slet ikke tænkt paa, at jeg uden Tilladelse disponerede over din Pung, at du maaske ikke havde Penge nok hos dig og kom i Forlegenhed. Alt det var meget urigtigt. Men det værste var dog, da du selv begyndte at tale om den heldige Feiltagelse, og jeg ikke turde bekjende det, men blev ved at lyve — for min egen kjære Ven — da blev jeg saa led ved mig selv.

— Men hvorfor turde du da ikke »bekjende det«, som du kalder det?

— Den Gang turde jeg umulig, og nu kunde jeg ikke lade være, skjøndt det egentlig var min Beslutning aldrig at sige det, eller i alt Fald meget, meget senere .... Ak, du kan maaske slet ikke forstaa det! Men — ikke sandt — det var dog saa yndigt at være uforstyrret sammen, vi havde jo slet ikke faaet talt sammen endnu — i Stedet for at skulle færges over i en Dampbaad fuld af Folk og puttes ind i et ækelt Jernbanetog — det Tog er altid opfyldt — tænk dig! — Og saa — (hendes Stemme blev ganske hviskende, og hun skjulte Hovedet i mit Skjød) — var det ikke ogsaa lidt — en ganske lille Smule — sødt, pludselig at bo saadan Dør om Dør?

Jeg bøiede mig ned til hende.

— Og da du bankede paa Væg —

— Tys! udbrød hun, idet hun lagde Pegefingeren paa mine Læber og betragtede mig med et pudsigt, forskræmt Udtryk. Men strax forandrede det sig næsten indtil Surmuleri: —

— Og du, der sagde saa koldsindig, at det var lige meget, om Værelserne kom til at ligge i hver sin Etage —

— Men overfor Opvarteren, Kjære —

— Ja — ja, jeg veed nok — —

Hun foer op og gav mig et Kys, pludselig og kort, — det var, som om jeg havde faaet en Bold i Ansigtet.

— Er du saa ikke vred mer?

Jeg løftede hende helt op paa Sophaen.

— Mer? men jeg forsikrer dig, Minna, jeg har slet ikke —

— Ja, men, du maatte jo ogsaa gjerne være vred, du skulde jo være vred paa mig —

— Aa Snak! jeg synes blot, at det er langt skjønnere nu, da jeg veed, at det ikke var et Tilfælde, men din Villie —

— Dig er der da heller slet ikke noget Udkomme med, du vil absolut forkjæle mig, hvad skal det blive til! udbrød Minna og trykkede sig ømt ind til mig. — Men se, hvor det klarer, — det bliver dog smukt Veir idag.

Udenfor, paa den hvide Taagedug, der var spændt for Vinduet, tegnede sig dunkle Kroner af Frugttræer, spidse Grantoppe, en Tagrand med en blinkende Skraarude — alt uden Grændse nedad og skyggeagtigt, ligesom Laternamagica-Billeder, der begynde at fæstne sig.

Og oppe over alt dette svævede en mørk Masse; det var Liliensteins Klippeplateau, der svømmede som en Ø i Luften, med Taagestrømmen skyllende om sine runkne Stensider med de lange dybviolette Kløfter, og med en Mylr af smaa Granspir pegende op imod Luften, der foroven blaanede igjennem med Skjær som af en Opal.

— Og hvad skal vi saa gjøre idag? spurgte jeg. — Imorgen Eftermiddag træffes vi jo hos Hertz's —, men vi maa da virkelig sees før.

— Ak ja, vi maa benytte Tiden —, »Die schönen Tage in Aranjuez —«, længer citerer jeg ikke, ellers bliver det, som bekjendt, forkert. .... Altsaa iovermorgen reiser du virkelig?

— Ja, søde Minna, — det er dog det bedste. Ferien er ude, og Værtinden har ogsaa leiet ud igjen.

— Naa, om en Uge er jeg ogsaa fri som en Fugl .... Lad mig se, jeg vil faa Børnene med ud at spadsere. Du kan — hvis dine mange Forretninger ikke hindrer dig — saa kan du vente mig paa Skovveien, du veed, som gaar af tilvenstre strax forbi Skolen. Jeg gaar hen ad den, indtil jeg træffer dig.

Toget peb og holdt. Det var allerede Rathen.

Da vi gik ned til Færgen, flagrede Taagen kun som Laser af Spindelvæv over det vaade Græs, der skinnede i Solen.

IX

Selvforstaaeligt, at jeg i mer end god Tid befandt mig paa den betegnede Vei.

Det var mit første Stævnemøde. Jeg veed ikke, om min Henrykkelse var større end min Undren, naar jeg tænkte paa, hvorledes jeg for knap fire Uger siden var streifet om baade paa denne og lignende Veie i det forgjæves Haab at møde Minna — og nu — du gode Gud! Og allerede den Gang havde Solen leet og gjennemildnet Luften, Skyggen husvalet, Bjergskoven duftet, Fuglekvidren jublet og den friske, lette Vind brust igjennem de høie Kroner — hvor maatte da ikke nu den samme Natur, der var saa sommerlig straalende som nogensinde, fortrylle mine overberuste Sandser! Jeg kastede min Hat tilveirs — den skulde som en Hilsen være fløiet op i Himlen, men naaede neppe til den underste Gren af en af disse gigantiske Graner. En lille Rødkjælk, der kvidrede paa en af Søilestammernes tørre Kviste, tilraabte jeg overmodig: »Ei, ei, du Smaa! venter du ogsaa paa Nogen? jeg venter paa min Elskede, paa min Kjæreste, paa Minnchen.«

Strax kiggede jeg lidt forskrækket tilbage, om Nogen skulde have været Vidne til min Barnagtighed. I det samme viste Minna sig med sit lille Følge ved en Bøining af Veien. Jeg ilede hende imøde, dog betydelig mere adstadig i mit Væsen.

— Her er jeg med min Sauve-Garde, sagde Minna. Og hurtig føiede hun til: husk paa at sige »De«, og hvis du bliver fristet til at sige Noget, de ikke maa høre, saa tal Dansk, jeg skal nok forstaa det.

— Smaa Krukker har nok ogsaa Øren, bemærkede jeg.

Minna lo høit og pegede paa den ældste af Smaapigerne, som gik foran os; hun var netop prydet med et Par ægte Hankeøren, der glødede i Transparent af Sollyset.

Hvor Minna var munter og freidig! Skjøndt hun ellers snarere saae lidt ældre ud, end hun var, gjorde hun nu et saa barnligt Indtryk, at jeg uvilkaarlig sagde til mig selv: er det muligt, at det er denne Pige, der elsker dig som en Kvinde elsker, ja, som — desværre! — end ikke elsker for første Gang? Hun havde den kalescheformede Havehat paa af sort Straa, som jeg kjendte fra »Sophienruhe«, en praktisk Hovedbedækning, da den kastede Skygge ned til midt paa Kinden; — fra denne rolige Skygge, der havde grønligt Skjær af Skoven, kiggede de smaa blanke Øine sorgløst ud paa Naturen og paa mig. En blaa- og hvidstribet Kjole af let Stof sluttede sig tæt til Livet og faldt i lange Folder ned under et lyseblaat Silkebaand, som erstattede det sædvanlige Belte.

Jeg havde allerede i et Par Minutter udtalt mig paa Dansk om flere temmelig neutrale Ting, da det af hende forudsete Tilfælde indtraf: — jeg blev saa overvældet af mine Følelser, at jeg udbrød: »Men Minna, hvor den Dragt dog klæder dig, hvor du er sød saadan!« Men da jeg allerede havde vænnet mig til at fremsætte mine Elskovserklæringer paa Tydsk, saa var det ogsaa iført denne klædelige Dragt at den lille Amorin »undslap mig Tændernes Gjærde«, — hvilket jeg først mærkede, da Minna greb mig voldsomt i Armen, og det ene Hankeøre foran mig forsvandt, medens det andet dreiede Bredsiden mere til.

Minna bed sig i Læben. Den mindste Pige vendte sig i det samme om og holdt sin Dukke henimod Minna.

— Frøken! kommer vi ikke snart i Skygge! ellers faar Caroline Fregner.

Vi greb med Begjærlighed denne Anledning til at lade vor Latter bryde løs. Den Lille saae dybt fornærmet paa os:

— Saa siger jeg, det er din Skyld, og saa maa Mama give Caroline af sit Toilet-Vand.

— God Dag, Cousine Minna! lød det bag ved os, — nei, hvor lystig! — Ih, se god Dag, Hr. — Hr. Fenger! Det var Skolelæreren, der havde indhentet os. Han kom marscherende i Skjorteærmer, med Frakken hængende paa sin Stok over Skuldren. Minna hilste — lidt mindre familiært.

— Ah, er det Dem, Hr. Storch! udbrød jeg med en Følelse, som om jeg var bleven grebet i Noget.

— Ja, akkurat, svarede han og blinkede med det ene Øie, der synlig sagde: »Ah, saa De har opdaget hende, den lille Lærerinde, min smukke Cousine Minna! ja, jeg sagde Dem det jo.«

— Prægtigt Veir, men varmt — puh! Det er min sidste Feriedag, føiede han til med et Suk.

— Og hvorhen gaar Reisen?

— Til Hohenstein .... Gaar De med?

— Ellers Tak, — ikke denne Gang.

— For min Skyld skal De virkelig ikke, Hr. Fenger — begyndte Minna.

— Gud bevares! Optaget er optaget, og bedre er bedre. I Deres Sted gik jeg heller ikke med .... »Warum in die Ferne schweifen, sieh' das Gute liegt so nah!« .... Gud ske Lov, man kan da sine Klassikere. Saalænge man kan citere Goethe, drikke Münchener Øl, ryge Altstädter Ziegel-Tobak, klatre op og ned ad Bjergene og een Ting endnu, som jeg ikke tør tale om, naar Cousine Minna hører derpaa, saalænge er Polen ikke fortabt, om man ogsaa sex Timer om Dagen maa tærpe Lærebog med nogle dumme Unger — hvad jeg vilde sagt: arbeide i Folkeoplysningens ædle Tjeneste. Naa, god Morgen!

Han fjernede sig hurtig, trallende paa en lystig Vise:

— Sikken En! udbrød den Mindste, og han kaldte dig Cousine! — »Bagerens Tinka siger, at han giver dem saa mange Ørefigen,« tilføjede den Ældre. — »En deilig Fætter! saadan en snavset Skjorte, han havde paa!«

— Mama siger, vi skal sige »Chemise«.

— Ikke om saadan en, Fie!

Minna kastede ikke det venligste Blik efter Ærmerne af det omtvistede Klædningsstykke, der lyste mellem Stammerne.

— Hvor kommer det sig, at du staar paa saa fortrolig Fod med min værdige Slægtning? spurgte hun.

Jeg fortalle hende om vort Bekjendtskab, om Grunden til, at jeg havde gjort en Spadseretur sammen med ham og om mit Udbytte deraf.

— Naa, du har allerede den Gang anstillet Undersøgelser om mig, sagde hun, idet hun truede med Fingeren og smilede ganske fornøiet dertil. — Det skulde jeg blot have vidst.

— Hvad saa?

Minna smaalo, slog sin Parasol ned og pegede med den ned ad en skyggefuld Sidevei, der formelig aandede et kjøligt Pust ud i Solheden. — Lad os gaa her ned ad, saa slipper Caroline for Fregner, og vi forhaabentlig for Turister.

Veien var helt overgroet af frodigt Græs, som tilslørede Hjulsporene. Grøfterne opfyldtes af en fin Mosart, der voxede saa yppig, at den dannede en løs purret Masse af grønne Smaastjerner, i hvilke Draaber af Morgentaagen endnu tindrede, og over de olivenbrune Mospuder, der svulmede paa den hinsidige Rand, bøiede sig en hel Hæk af forskjelligartede Bregner.

— Nei se, hvor nydeligt! udbrød Minna og pegede paa nogle Bregner, der kun bestod af en enkelt Ribbe med lancetformige Sideflige. Ellers saae man dem sjelden høiere end knap et Spand, men af disse vare Nogle godt og vel en Fod høie. — Gid jeg kunde faa et Par saadanne — med Rod paa — jeg har allerede mange Bregner — her staar forresten en, den er ogsaa smuk.

Hun trak sine Silkehandsker af og knælede ned. Det lykkedes mig at springe over paa den anden Side.

— Blot vi kan faa dem rigtig op! Har du en Kniv?

— Nei. Men vi siger paa Dansk: fem Fingre er ligesaa gode som en Baadshage.

Hun lo, idet hun rystede det nedfaldne Haar bort, — grov og borede. Endelig fik vi Planterne op. Jeg kom med en vaad Fod over Grøften igjen. Minna svøbte Bregnerne omhyggelig i sit Lommetørklæde for ikke at miste Noget af det Muld, der hang ved Rodtrævlerne. Vi præsenterede hinanden vore jordede Hænder og lo som et Par Børn, mens vi skyndte os efter de Smaa, der næsten var komne os af Syne og nu gav sig til at raabe.

Oppe over Granernes mørke Toppe høinede Himlen sig rødligblaa. Inde i den dybe brunlige Skygge mellem deres graa Stammer borede sig hist og her en skarp Solstraale skraat ned som en gylden Stang; dæmpet Lys skjælvede sølvglindsende paa en eller anden Bregne derinde, som lignede de udspilede Vinger af en uhyre Fugl, og der stod den guleste Flamme fra det svovlagtige Lav langs Kanten af et Klippestykke, der laa umotiveret midt imellem Træerne, ligesom et Hus, med en lille Have af Bregner og ung Bøg paa sit flade, let hældende Tag. Der duftede af Gran og af Svampe.

Jeg veed ikke, hvad det var for en længere Udvikling, som jeg kom ind paa, men hvis Emnet har været interessant, saa var det i alt Fald spildt Umage: — jeg bemærkede, at Minna ufravendt stirrede paa mig med et eiendommeligt uopmærksomt Smil, der næsten havde lidt Drilsk ved sig, og tog til, ligesom et Lys, der breder sig.

— Hvorfor ler du? spurgte jeg lidt flov. Synes du ikke?

— Hvilket?

— Naa — naturligvis —

— Jeg veed ikke, jeg har ikke hørt Noget, jeg aner ikke, hvad du talte om, jeg bryder mig heller ikke om det — (Ordene kom med en rivende Fart) — men bliv ved, bliv blot ved — jeg hører paa din Stemme — jeg har ingen Tanke til at forstaa med, jeg hører blot, og ser paa din Mund — og paa din Profil — veed du, at du har en kjøn Profil? — og din Mund er saa morsom, naar du taler, Underlæben træder frem — saadan — ved enhver Pause — ja, men det klæder dig, og Hagekløften fordybes, og Næsen krummer sig ude i Spidsen, og det er det allerbedste — det er en Schiller-Næse, og du er ogsaa saadan en Idealist som han — aa, du!

Hun skottede hurtig fremad efter Børnene og kyssede mig heftig.

— Men Minna, — det kan du dog ikke mene!

Jeg var ganske beruset af denne søde Smiger. Det var første Gang i mit Liv, at min physiske Forfængelighed blev kildret. Tværtimod havde jeg altid maattet høre for min »Snabel af en Næse«, og fordi jeg havde lidt Underbid — virkelig slet ikke meget, fandt jeg selv, — og nu! at denne smukke Pige kunde finde noget kjønt hos mig, og netop ved det — det var som et Æventyr. Jeg følte mig i den syvende Himmel, og Gud maa vide, hvor taabelig jeg havde gebærdet mig, hvis ikke Børnene vare komne løbende for at underrette os om, at der i denne syvende Himmel fandtes deilige modne Hindbær.

Det var en Lysning i Skoven med Smaakrat mellem store mossede Stenblokke. Veien, som vi havde fulgt, snevrede sig ind til en Sti. Lidt til Side for den leirede vi os i Skyggen af saadan et Klippebarn, medens Smaapigerne kravlede om imellem Buskene. Minna tog sin Hat af, lagde sig helt tilbage og saae op i den dybe Himmel. Pludselig brast hun i en kort Latter.

— Hvad er der?

Hun reiste sig halvt op, støttende sig paa den ene Arm.

— Kan du huske, Harald, — paa Zwinger, dèr er der saadan nogle smaa — Fauner, er det vist de hedder — med Bukkeben, veed du, Børn — ganske buttede, de har ogsaa en lille Hale —

— Naa?

— Det faldt mig ind: — hvis nu saadan en lille Fyr kom springende her — hvor sødt! jeg vilde tage ham paa Skjødet og kjæle for ham.

— Jo, det gad jeg nok se paa. Du er dog en komisk En!

— Er jeg? spurgte hun med et pudsigt lille Hvin paa »jeg«.

I det samme rørte der sig noget Levende inde mellem Buskene i store Sæt. Den mindste Pige gav sig til at skrige: en Hønsehunds skikkelige Hoved stak frem og aandede tørmundet med den lange Tunge dinglende ud til den ene Side. I det næste Øieblik stod en skjægget Forstmand med Bøsse over Skuldren paa Stien et Par Skridt fra os og mønstrede os med et saa vrantent Blik, at jeg strax sluttede, han maatte være blottet for menneskelig Følelse, siden han kunde se saadan paa min Minna, som hun sad dèr, med Livet strammet af de opløftede, halvblottede Arme, idet hun satte sin Hat tilrette paa Haaret, der var kommet i Ulave. En ren Skovtrold!

— Hvad skal I her? spurgte han barsk. Det er ingen Vei for Turister.

— Saa? ja, De maa undskylde, men der stod ingen Afviser med »forbuden Vei« dèr, hvor den gik ind.

— Som om De ikke kunde se, at det er en Skovvei! .... Der er saagu lavet Gangstier nok for Publikum.

— Maa man da ikke gaa et Skridt udenfor de afstukne Spadsereveie her? det er dog for galt! raabte jeg og begyndte at blive arrig.

— Nei, Gu' minsæl maa De ikke nei! brølede han, kobberrød i Ansigtet.

— Vi vidste det virkelig ikke, ellers var vi ikke gaaet her, sagde Minna venlig, men bestemt. Men jeg troer, at vi kan ikke have gjort den mindste Skade.

— Saa er det ikke Deres Skyld, brummede han — en Kjende mindre gnaven. — Et Par Skridt længere fremme staar der det ene Grantræ ved det andet, ikke større end en Negl. Ungerne dèr ser sig i alt Fald ikke for, hvor De træder, og De har vel ogsaa Andet at tænke paa. — Og ærgerlig over at have ladet sig formilde saa meget, at han nedlod sig til en Forklaring, snerrede han til mig: »Ja, nu veed De, hvad De har at rette Dem efter«.

Derpaa fløitede han Hunden til sig, spyttede og marscherede ind til Siden i Skoven, idet han et Par Gange saae over Skuldren, om vi nu ogsaa gik tilbage.

Det gjorde vi — lidt slukørede, som man altid er efter en Overhaling, enten den er beføiet eller ikke.

— Det var en deilig gammel Pan, der kom dèr og skræmmede os bort, i Stedet for den Panisk, du havde drømt om.

— Saadan en Brumbjørn! surmulede hun — og hun efterlignede vrængende hans veirslagne Bas.

Børnene lo af fuld Hals.

— Naa, forresten havde han vel Ret — skjøndt de burde sætte en Afviser, sagde hun. Hvis jeg var Skovmand, vilde jeg ogsaa blive gal i Hovedet over alle disse Folk, der kommer løbende ud i Skovene. Men egentlig maa du jo kunne føle det bedre end jeg, som Søn af en Forstmand — har din Fader været lige saadan, Harald?

— Min Fader var kongelig Skovrider, dette var jo en ubehøvlet Betjent.

— Aristokrat!

— Naa, du talte da ikke synderlig demokratisk om Folk, der tager i Skoven.

— Det er en hel anden Sag.

— Nei, slet ikke —.

Saaledes smaaskjændtes og spøgede vi hele Resten af Veien. Ja, tilsidst gav vi os endogsaa til at lege Tagfat med Børnene, saa vi kom hjem, ophedede og forpustede og i det bedste Humeur af Verden.

X

Den følgende Dag, da Fru Hertz bredte Dugen paa det lille Bord i Lysthuset, og hendes Mand netop havde sat sig tilrette med sin Avis, indfandt vi os Arm i Arm og røbede saaledes allerede langveis fra vor Hemmelighed.

Den kunde ikke være bleven modtagen med hjerteligere Glæde, om Minna havde været deres Datter, og jeg havde været Millionær. En Flaske Liebfrauenmilch blev hentet fra Hotellet og tømt paa vor Lykke i det lille Trappelysthus, hvor Aftensolen listede sig ind mellem Bladene og blinkede gyldent i de brunlig grønne Glas. Hertz talte meget om det interessante Faust-Manuscript, hvis Ægthed han ikke drog i Tvivl; derimod vare Varianterne færre og mindre betydelige, end han havde ventet. Dette førte ganske naturlig til en Drøftelse af, hvorvidt det er rigtigt at offentliggjøre saadanne tidligere og efter Digterens egen Dom ufuldkomne Udkast til et berømt Digterværk, og den Gamle fremsatte mange gode og træffende Bemærkninger imod dem, der af altfor stor Pietet mod det Fuldendte ville undertrykke Tilløbene, som dog have en dyb menneskelig Interesse og ere af saa stor Betydning for al kunstnerisk Psychologi. — Men han talte langsommere og besværligere end ellers og afbrødes ofte af en pinlig Hoste, der synlig bekymrede hans Kone. — Den Taage, som ved Elben havde været saa usædvanlig stærk, at den kom den berømte Rhintaage nær, havde heller ikke skaanet Moldau-Dalen; og dèr havde den i det snevre Prag holdt sig til høit op paa Dagen, gjennemtrængende Alt med sin klamme Kulde. Dertil kom, at Hertz i timevis havde opholdt sig paa et Loft, hvor denne Kulde havde den mest begunstigede Adgang, understøttet af en frygtelig Træk. Ingen havde endnu haft Omtanke til at befordre den mærkelige Kistes Indhold ned til beboeligere Rum, og desuden var der endnu mange Bogkasser og Skrin, som ikke lod Hertz finde Hvile, og i hvilke det ogsaa lykkedes ham at opstøve et og andet: Billetter fra Carl August og Erkehertuginde Amalia, Originaludgaver af et Par Bøger af Wieland og Herder med Tilegnelse, Theaterplakater og Lignende. Enkelte af disse Sager havde han erhvervet, og han viste os dem med stor Glæde, da vi lidt før Solnedgang gik op i Leiligheden; men man kunde ikke høre denne Hoste afbryde hans fornøiede Bemærkninger uden en Frygt for, at han havde kjøbt disse Skatte for dyrt.

Da vi gik hjemad, lidt tidligere end ellers, gav Minna sin Bekymring Luft: —

— Hertz er svag, og han taaler ikke meget. —

— Det kan nok være, men derfor behøver man dog ikke strax at frygte det Værste. —

— Ja, saadan er jeg nu en Gang, Harald! dit freidige Sind vil faa meget at udstaa med mig. Paa Sorgerne tager jeg altid Forskud, og jeg synes, Kapitalen bliver lige stor. Se, nu er jeg i Virkeligheden næsten lige saa nedslaaet, som om den kjære gamle Mand allerede var gaaet bort.

— Det vilde rigtignok være et tungt Stød ikke blot for hans gode Kone, men ogsaa for min Ven Immanuel. Jeg har aldrig set saa nydeligt et Forhold mellem Fader og Søn — der er noget saa eiendommelig patriarkalsk —

— Ak ja! mig kunde det sagtens røre, det var saa forskjelligt fra, hvad jeg fandt i mit eget Hjem.

— Kan du ikke godt lide Immanuel? han er virkelig saadan en god Fyr.

— Ja, vist saa, — rigtig rar —

Det var mig paafaldende, at hun altid udtalte sig meget kort om Hertz's Søn, ligesom det ogsaa undrede mig, at han aldrig havde fortalt mig om hende, og at jeg ikke en eneste Gang, naar jeg besøgte ham, havde set hende. Hun maatte paa den Tid være kommen mindre tidt til Hertz's eller paa bestemte Tider af Dagen. Forresten var det kun i det sidste Fjerdingaar, før han tog til Leipzig, at vort Bekjendtskab var blevet saa fortroligt.

Jeg vilde gjerne have fortsat dette Æmne, men Minna var allerede bøiet af: —

— Det er sandt, naar du nu kommer til Byen, saa besøger du jo min Moder — jeg har skrevet til hende — og hør! — bedøm hende ikke strax altfor skarpt —

— Men, kjæreste Ven, hvor kan du frygte —?

— Ja, ja, jeg har jo ikke selv — spændt dine Forventninger høit. Men der er ogsaa meget Godt ved hende — hun gjør visselig Ingen Fortræd med sin gode Villie, og hun holder meget af mig, — det gjør hun.

— Det sidste er nok for mig.

— Veed du hvad, Harald! der er een Ting, som jeg er saa glad over.

— Naa —?

— Men du skal ikke blive saa fornøiet, — det er slet ikke kjønt af mig, det er frygtelig egenkjærligt. Ser du, jeg er glad over, at du ingen Forældre har i Live.

— Aa, hvorfor? de vilde have holdt saa meget af dig —

— Nei, nei, udbrød hun i en næsten forskrækket Tone. — Hvor skulde de kunne det? de vilde have ventet sig en ganske anden Svigerdatter, og det havde de Ret til. Men nu er der ingen Andre end du, der har Krav til mig, naar du blot vil være tilfreds med mig, som jeg er —

— Min egen, elskede Hustru! Men du græder? udbrød jeg, da mine Læber blev vaade paa hendes Kind.

— Det er det samme! Men det lød saa sødt, — siig det igjen!

— Min Hustru! —

Vi vare allerede gaaet et Par Gange frem og tilbage gjennem den lille Landsby. Det var mørk Nat. Enkelte oplyste Ruder, spredte paa begge Sider af den mørke Dal, bidrog mere til Hygge end til Lys. Oppe over Høienes og Klippernes Mulm tindrede Stjernerne skarpt og uroligt, og af og til strøg et Stjerneskud hen over vore Hoveder. Vi hørte foruden vore egne Skridt kun den lille Bæk risle mellem Stenene og fra Tid til anden en forbifarende Bevægelse i Pilene paa dens Bred, som om der var et uhyre, langstrakt Dyr, der skuttede sig.

Da vi nu for tredie Gang nærmede os til de Lys, der vinkede ovre fra Kammerherrens Villa, blev vore Skridt bestandig langsommere.

— Du sukker, sagde Minna, da vi endelig, ligesom imod vor Villie, vare gaaet helt istaa.

— Det er Noget ligesom en Anelse, — jeg kan ikke gjøre for det — det falder mig saa tungt at skilles fra Rathen — jeg føler mig beklemt — jeg er bange, troer jeg.

— Vi har været lykkelige her. Men det er min egen kjære By, vi skal ind til, — dèr glæder jeg mig ogsaa til at gaa om med dig.

— Det er blot — vor Kjærlighed er ligesom en Plante, der er voxet her, — og nu skal den omplantes.

Minna lo — en mild og klog Latter: —

— Nei, den skal nok kun flyttes. For det er jo en Plante, der har Rod i Hjerterne, og ikke i en Egn.

Efter en lang — lang Omfavnelse gled hendes Skikkelse fra mig og forsvandt i Mørket, allerede mens den spinkle Spange endnu knirkede under hendes Skridt, som saa trippede paa Grusgangen. Pludselig hørte de op.

— Gute Nacht, Lieb! lød hendes klare, høie Stemme overraskende nær.

— Gute Nacht, Seelchen!

Og vel et Minut senere tonede det fjernt, som med en Aandestemme, derovre fra: —

— Gute Nacht!