Fjerde Bog (continued 2)

Paa Vindues-Brættet var den lange Urtepotte med Bregnerne stillet ud. Midt i sin Hjertekval havde Minna dog haft Omsorg for, at de skulde nyde godt af Regnen. De enkeltbladede Bregner, som vi havde fundet sammen, stod i Midten og bevægede nikkende deres slanke Plante-Legemer. — Nogle Akacieblade og et Stykke kroget Kirsebær-Gren glinsede i det udstrømmende Lys. Den tætte, fine Regn lød som en sagte Hvisken, — en Vandrende blandede sin Pludren deri. Fra den dunkle Baggrund lyste uregelmæssig spredte Ruder, mellem hvilke enkelte Trappegange byggede sig op som brudte Lyskolonner. — Jeg stirrede nedslaaet ud og fik pludselig en underlig knugende Følelse af Menneskelivets Tristhed og Kjedsommelighed; det var mig en høist besynderlig Tanke, at disse Lys vare Tegn paa lige saa mange Existenser i hvilke der maaske ikke fandtes andet Fælles end Smaakaar, Skuffelser og Tomhed, en kummerlig og glandsløs Skjæbne, lig denne ensformige Dunkelhed, der paa een Gang isolerede og samlede Lysene. — »Men« — tænkte jeg — »mon der i nogen af disse Stuer findes et saa underligt Selskab samlet som dette!«

»Gemytlig« kunde ikke egentlig være den træffende Betegnelse for Stemningen. Minna anslog adspredt nogle Akkorder, som om hun ikke havde megen Lyst til at spille, men dog vilde bidrage sit til at sprede Stilheden. Moderen, der var gaaet istaa, sukkede dybt — det var hendes Bidrag. Jeg følte trykkende Nødvendigheden af at sige Noget, men Stephensen kom mig i Forkjøbet.

Er der smukt dèr i Meissener-Egnen? spurgte han — aabenbart for at lade mig vide, at han kjendte Bestemmelsen.

— Aa nei, det kan jeg ikke sige, — det er det modsatte af sydpaa, hvor Sachsen bliver smukkere, jo længere man kommer ned. Kjender du ikke vort smukke Rim:

Hun sagde dette — trods en vis nerveus Anstrengthed — saa pudsigt, at vi Alle brast i Latter, og ikke mindst Moderen.

— Ak ja, klynkede hun, mens hun tørrede Taarerne af sin store Kindflade, hvorfor skulde du nu ogsaa faa den Flyve-Idé at besøge Wilhelmine, — nu har du været borte hele Sommeren — du maa dog have faaet Landluft nok! Jeg troer nu, at man ogsaa gjør for meget Væsen af dette med den friske Luft.

Denne naive Opfattelse af Minnas Udflugt virkede velgjørende, — skjøndt jeg har en Anelse om, at den ikke var ganske ægte. Dersom Ingen af os havde staaet udenfor Situationen, var den bleven altfor pinlig, og vi havde haft en Følelse af, at vi ligesaa godt kunde tale rent ud om, hvad vi Alle vidste. Den skikkelige Kones Nærværelse satte os i de mere selskabelige Folder, som ere saa vel skikkede til at skjule de virkelige Bevægelser.

— Og saadanne hyggelige Aftener, som vi kunde have, fortsatte Fru Jagemann .... Vi kunde jo f. Ex. faa en Whist i Stand. Kan De huske, Hr. Stephensen, hvor tidt vi morede os dermed, da De logerede her og min salig Mand endnu levede? .... Ak Gud, ja! Det var lykkelige Timer — saadan en Familiekreds, — hm! — saa at sige .... Jeg blev rigtignok altid skjældt ud af min Makker.

— Dog vel ikke af mig, haaber jeg, afbrød Stephensen hende med sit elskværdigste Smil.

— Gud, nei, Hr. Stephensen! De, som er saa hensynsfuld og fintfølende .... Men min salig Mand var tidt slem, han blev ogsaa vred, naar Spillet gik ham imod, — ja, det veed Gud han gjorde, ak ja! Modgang — det var ikke for salig Jagemann.

— Han var en dygtig Spiller, husker jeg. —

— Dygtig, ja, det maa De nok sige, — han var saamænd dygtig til Alt, hvad han foretog sig, var salig Jagemann .... Men det er ligesom i Spil — hvad hjælper det, naar man ingen gode Kort faar? — —

»Eller har en enfoldig Makker,« tænkte jeg.

— Ak Gud, ja, min salig Mand kunde nok være bleven Andet end en fattig Gymnasiallærer — hvad skal man sige — slette Mennesker, Hr. Stephensen — ak ja — og saa Skjæbnen, veed De nok, Modgang. —

Stephensen forsøgte paa at se deltagende ud. Jeg havde ikke vendt Blikket fra Minna: hun sad endnu henne ved Claveret, men halvt vendt imod os. Det var aabenbart, at denne Snak irriterede hende; Smilet om hendes Læber blev mer og mer spottende, og hun trak et Par Gange paa Skuldren: — og den »var ikke for ham«, det var virkelig Skade! udbrød hun. — Forresten har jeg aldrig hørt, hvori den bestod.

— Det er vist en god Lighed, De har faaet frem i deres Billede dèr af Jagemann, bemærkede jeg.

— Aa ja, der er kommet noget af den gamle »Biedermann« deri, skjøndt han nok kunde se venligere ud.

— Mig minder det meget levende om Fader, sagde Minna.

— Ak Gud, ja, ak ja!

— Jeg har undertiden Held med saadanne lette Blyantstegninger, men Pastellen af Minna, der kostede mig saa meget Bryderi, er rigtignok et slemt Billede — jeg burde egentlig ikke tillade, at det hang paa en Væg.

— Gud, Hr. Stephensen — hvor kan De sige — det nydelige Maleri — vi havde den Gang slet ikke noget andet med Farver — det vil sige, her var nok et med to smaa Børn i en Baad — og jeg syntes saamænd, det var rigtig kjønt, — men Minna vilde ikke tillade, at det var her, saa jeg maatte tage det ind i Sovekamret .... Naa, senere var De jo saa god at sende det deilige Billede her over Sophaen .... Men Minnas Billede, nei, det maa De ikke sige — man kan da ogsaa tydelig se, hvem det skal være —

— Men kun høist utydelig, hvem det er, sagde Minna.

— Aa, du er rigtig et stygt Barn!

Stephensen lo.

— Der kan De se, Frue! det nytter ikke, at De er saa godmodig — Billedet kan ikke reddes — men man kunde gjøre et nyt — f. Ex. netop saadan en Blyantsskitse.

— Har De faaet malet noget idag, Hr. Stephensen? spurgte jeg.

— Nei, det var altfor elendigt Lys .... Jeg kunde kun grise Lærredet lidt til, saa jeg i alt Fald ikke imorgen skal se paa det hvide Tøi.

— Bruger alle Malere altid saadanne nedsættende Udtryk om deres Kunst? spurgte Minna. Jeg synes, at man hører aldrig andet af jer, end at I »griser«, »klatter« eller, naar det kommer høit, »smører«.

— Ganske sandt, svarede Stephensen smilende, — det er en temmelig udbredt artistisk façon de parler; — der ligger lidt Selvkritik deri — og endnu mere Affektation og maaske omvendt Forfængelighed. Jeg skal se at lægge den Vane af. Forresten har I Damer noget Lignende, naar I taler om eders Klimpren — hvad du før gjorde. —

— Aa — det kan man virkelig ikke sammenligne! udbrød Minna, fornærmet paa hans Kunsts Vegne. — Det er jo at gjøre Nar af mig.

Vi bad hende begge om nu dog at lade det blive til Alvor med Spillet. Hun vendte sig strax om til Claveret, slog et Nodehefte op og begyndte paa et Præludium af Chopin. Stephensen gik ud i Forstuen og kom tilbage med sin Skitsebog i Haanden. Jeg tænkte, at han vilde tegne Minna ved Claveret — rigtignok saae han hende temmelig meget bag fra — men snart mærkede jeg, at det var mig selv, der var Gjenstanden. Denne Portraiteren uden Tilladelse ærgrede mig lidt, men Stephensen smilede — der kunde unægtelig være noget Indtagende i hans Smil — og pegede med Blyanten hen paa Minna. »Er det virkelig til hende, han vil tegne mig,« tænkte jeg, — »det var et underligt Indfald, men i Grunden ganske kjønt.« Og jeg sad saa stille som en Mus, lyttende til Tonerne.

Det ene Præludium fulgte efter det andet. Hun spillede adspredt og langtfra saa udtryksfuldt, som hun kunde. Man kunde neppe have ventet Andet, men jeg var kjed derover; for jeg var saa forfængelig paa hendes Vegne, at jeg gjerne havde seet, at hun havde glimret — selv overfor Stephensen. Forøvrig var han neppe en synderlig opmærksom Tilhører, da han tegnede ivrig, idet han af og til bøjede sig frem for at se bedre eller maalte med Blyanten i Luften.

Da Minna havde spillet en halv Times Tid, vendte hun sig imod os:

— Maa det nu være nok? — Uden at vente paa Svar, sprang hun op og udbrød: »Hvad er det I dèr har for?«

— Ja-a, det er slet ikke ilde, sagde hun, idet hun kiggede Stephensen over Skuldren, — det ligner nok. —

— Saamænd — hm.

— Ih, nei — se! Allerkjæreste! udbrød Moderen —

— Naar blot — jeg troer —

— Hvilket? spurgte Stephensen og saae op.

— Nei, maaske er det feil — og det er saa anmassende.

— Vist ikke! et frisk Øie opdager let Noget — og du kjender jo Ansigtet bedre end jeg.

— Jeg troer, at Hagen skal være større.

— Virkelig! — Stephensen maalte, viskede ud og rettede, bøiede sig frem for at se, rettede igjen. — Ja vist blev det bedre, jeg troer endogsaa, at det kan taale lidt mer endnu. Du har et godt Blik, Minna! —

— Maaske skulde du ogsaa lade Adams-Æblet træde lidt stærkere frem, det er saa karakteristisk for ham. — Se nu, hvor det har hjulpet!

Jeg reiste mig, nysgjerrig efter at se mit Contrefei. Tegningen var kun flygtig gjennemført, men sikker og let i Linierne. Da man ikke kjender sig selv i Profil, kunde jeg ikke have nogen synderlig Mening om Ligheden. Men Minna var tilfreds, og det glædede mig hemmelig, at hun havde haft en lille Del i Fuldendelsen. Stephensens Smil røbede den barnlige Glæde, som en Kunstner altid føler, naar Noget er lykkedes for ham. Han skrev Signatur og Dato paa, løsnede Bladet med sin Pennekniv og gav det til Minna.

— Tak! sagde hun hjertelig, men uden at vise nogen Overraskelse. — Det er jeg uhyre glad over! Der er dog noget mere Tilfredsstillende ved saadan en Tegning end ved et Photographi, — mere Stemning, jeg veed ikke ret, hvori det bestaar, men jeg troer, det bringer mig til at tænke paa ældre Tid, da ikke ethvert Menneske havde Photographier af sig i Dusinvis til at sprede ud blandt Venner og Bekjendte, og da Folk har været saa lykkelige, naar de opnaaede at faa saadan en Afbildning af en Person, som de havde kjær.

— Det er ikke før faldet mig ind, sagde Stephensen, — for mig ligger det nærmere at tænke paa Kunstværdien, men der er Meget i, hvad du dèr siger.

— Ganske vist, bemærkede jeg, det er den Afbildningsmaade, som altid har existeret, og den har ikke blot de mange Aners Aristokrati, men er ogsaa fri for den kjedelige demokratiske Egenskab, at Creti og Pleti har det samme Billede, der er os dyrebart.

— Ak ja! udbrød Fru Jagemann, — Verden er rigtignok gaaet frem, siden jeg var ung! Photographien er en mageløs Opfindelse, og den ligner jo ogsaa allerbedst.

Minna trak paa Smilebaandet ved dette Apropos, der ikke anede, at det stod saa lidt i Harmoni med de Betragtninger, som det mente at slutte sig til.

— Ja, det har De fuldkommen Ret i, indrømmede Stephensen med sin smidige Villighed til at opløse Dissonanser, — kun er der Noget i Photographkunsten, der hedder Retouchering, og som rigtignok kan frembringe mærkelige Resultater.

— Har du aldrig forsøgt paa at tegne dig selv? spurgte Minna.

— Endnu ikke. Der er — mærkværdigt nok — ikke kommet nogen Opfordring fra Uffici-Galleriet i Florents om at forøge dets enestaaende Samling af Selvportraiter.

— Og naar jeg nu beder dig derom?

— Saa skal jeg gjøre Forsøget — i disse ensomme Aftener, hvis da ikke Hotelspeilet gjør mig altfor skjæv .... Men nu maa jeg tage Tiden i Agt og tegne dig.

— Skal jeg virkelig sidde? det er Noget af det Værste for mig.

— I alt Fald er det længe siden, jeg har plaget dig, svarede Stephensen sagtmodig og med en sælsom vemodig Stemmeklang, der var ganske ny for mig, og som tydelig nok sagde: »og hvem veed, om jeg nogensinde mer kommer til det!«

Minna satte sig uden flere Indvendinger og ændrede et Par Gange Stillingen efter hans Anmodning. Han gav sig ivrig til at tegne. Snart holdt han inde, misfornøiet med Lyset; jeg flyttede Lampen til Rette for ham. Derved bemærkede jeg, at den gamle Kuppel med Skaaret var bleven erstattet med en ny — til Ære for Stephensen, som det syntes, men om det var Minna eller Moderen, der havde været saa øm over hans Skønhedssans, kunde der være Tvivl om. Det var sandsynligt, at Minna havde haft vigtigere Ting at tænke paa, end Skaaret i en Lampekuppel, og Fru Jagemann havde aabenbart ikke blot en dyb Ærbødighed for »Hr. Kunstmaleren«, men ogsaa en vis moderlig Ømhed fra den Tid, da han var deres Logerende. Hun tilkastede ham af og til kjærlige Sideblikke, medens hun rokkede det store Hoved over Strikkestrømpen, som om hun sagde ved sig selv: »Ak Gud, ja! sidder du nu her igjen! ja, Herregud! hvorfor kom du ikke før?« —

Jeg nærede ingen Tvivl om, at hvis Valget havde afhængt af hende, kunde jeg ligesaa godt være gaaet strax. Og skjøndt jeg vel vidste, hvor langt Minna var fra at ville raadføre sig med hende, og at hun imorgen helt kom bort fra hendes Paavirkning, saa havde jeg dog hele Tiden en pinlig Fornemmelse af denne Mangel paa Gunst.

Minna derimod fordelte sin Venlighed lige imellem os begge paa en naturlig og sikker Maade, der forbavsede mig, — som om det slet ikke voldte hende nogen Vanskelighed at færdes imellem sine to Beilere, af hvilke enhver syntes at have det samme Krav paa hendes Fremtid. Ligesom hun neppe havde ytret sin Glæde over at have en Tegning af mig, før hun bad Stephensen om at tegne en af sig selv til hende, saaledes lod hun ikke en eneste Gang den Ene faa Noget paa den Andens Bekostning, og om der end var lidt Kunst og Beregning i denne Upartiskhed, saa var der dog endnu mere naturlig Følelse og instinktiv Takt. Hun snakkede med os begge — Samtalen dreiede sig om tydsk Theater og Skuespilkunst, — men da hun blev tegnet i halv Profil, kunde hun kun sjelden se hen til Stephensen, og selv naar hun svarede ham, maatte hendes Blik og Miner for det meste henvende sig til mig. Han var meget optagen af sit Arbeide, men saae gjerne, at hun talte, for at hendes Ansigt kunde beholde sin Livlighed.

Kun da han tegnede det vigtige Parti om Munden, maatte hun sidde tavs, og hun fik saa Moderen til at lovprise den gamle Tid ved Theatret. Ganske vist lod det ikke til, at hun nogensinde havde været nogen synderlig Theatergængerske, men hun havde sværmet for Devrient, som hun havde seet mere i Faderens Restauration end paa Brædderne, og hvad hun havde hørt af Andre, der havde mere Sands for Kunst, blandede sig i hendes lidt plumrede Hjerne saaledes sammen med det Lidt, hun selv erindrede, at hun blev lige saa sentimental, som om hun havde levet og aandet i Thalias og Melpomenes Tempel.

— Ak Gud, ja! Den Gang havde vi Skuespillere! Da skulde De have seet vores Theater, Hr. Stephensen! Davison — ja, ham har De da hørt om? De veed nok, den smukke Villa, som han byggede — lige overfor den bøhmiske Banegaard — den Gang var det noget Nyt — nu er der jo saa mange. Ja, han tjente styrtende, men det var ogsaa Pengene værd. Som Mephistopheles — rystende — nu turde jeg ikke se det for aldrig det — han blev for Resten ogsaa vanvittig, veed De nok. Og saa Emil Devrient — aa! det var nu paa en hel anden Maade — ophøiet, idealsk — Max i Wallenstein — man blev løftet — det kan Nutiden slet ingen Forestilling gjøre sig om — det sagde ogsaa salig Jagemann — han vilde slet ikke meer gaa i Theatret — De husker nok, naar De roste Noget, som De havde seet her, saa sagde han altid: nei, da skulde De have seet den og den. Hans Sværmeri var nu Madam Schrøder-Devrient, — ja, hende husker jeg da ogsaa — storslaaet tragisk — Plastik — klassisk Plastik, sagde salig Jagemann, han forsømte aldrig en Aften, naar hun spillede — det var før vi blev gift — hun kom fra Theatret før halvtreds — ak Gud, ja — saadanne Kunstnere — det var rigtignok en Glandsperiode.

— Ja, det gaar overalt saadan, Fru Jagemann; i Danmark siger ogsaa den ældre Generation, at den ikke længer kan holde ud at gaa i Theatret, og at vi Stakler aldrig faa rigtigt Komediespil at se.

— Nu ja, der seer De, — daarlige Tider, Hr. Stephensen! .... Nei, det var noget Andet den Gang — da var der godt her i Dresden — da saae man ikke alt dette stive preussiske Militair — der var ikke al den Told og de mange Skatter — ak, hvad kunde man ikke faa for Pengene — Kjødet er nu blevet over en Trediedel dyrere — ej, ja, ja!

Og hun reiste sig hovedrystende, med et dybt Suk, — og gik henimod Døren.

Minna lo og reciterede: —

— Naa, du har da ikke glemt din Heine, bemærkede Stephensen.

— Ih nei, udbrød hun ivrig.

Jeg tænkte paa, hvorledes Stephensen havde viist sin Heine-Kundskab, og jeg satte vel neppe det muntreste Ansigt op dertil. Minna, der syntes at læse i mit Ansigt, sukkede hørlig. Stephensen lagde Skitsebogen paa Bordet og lænede sig tilbage med Hænderne under Nakken.

Jeg troer, at vi Alle vare overraskede ved saa uventet at være førte tilbage til os selv og vore Forhold, og at vi følte, hvor umuligt det var at konversere os fra den.

Fru Jagemann traadte ind med Dækketøi, og Minna stod op for at hjelpe hende med at dække Aftensbordet. Vi spiste ikke med saa megen Appetit, som vor Taushed kunde tyde paa. —

Der manglede endnu Noget paa Billedet, og strax efter The tog Stephensen fat igjen.

— Saa, nu faar det være godt, — det er ogsaa snart sent, og Minna skal vel tidlig op for Reisens Skyld, sagde han efter at have tegnet et Kvarters Tid.

Jeg traadte hen til ham og kunde ikke tilbageholde et Beundrings-Udbrud. Tegningen var ikke saa sikker og dristig udført som den af mig, men selve denne Ængstelighed gav det en vis elskværdig Ynde, og Udtrykket var ikke mindre heldigt, fordi det var givet næsten antydningsvis let; man anede endnu Noget foruden det Sete.

— Det kunde blive bedre — men selv om der var Tid, vilde jeg frygte for en »Besser-Machen«.

Han løsnede ogsaa dette Blad med Pennekniven.

— Og hvem skal saa have det? spurgte Minna.

Stephensen rakte hende det:

— Du, — for at give det til den af os, som du mener kommer til at trænge mest dertil.

Der var en dyb og sørgmodig Alvor i hans Stemme, der skjælvede ganske lidt med en overordentlig sympathetisk Klang. Det var den eneste Hentydning, der i Aftenens Løb var faldet til den forestaaende Afgjørelse, og Ingen havde hidtil mer end Stephensen været betænkt paa at holde Samtalen i saadanne uskadelige Spor, der løbe udenom Situationen. Den uventede Ligefremhed forskrækkede os næsten — ham selv maaske ikke mindst — men jeg i det mindste glædede mig strax derefter over, at vi dog ikke hele Aftenen havde løiet os bort fra Alvoren, men et enkelt Sekund seet den lige i Øinene: — det var som en Beroligelse af Samvittigheden. Jeg følte endogsaa en vis Taknemlighed mod Stephensen for det moralske Mod, som han havde viist. Men der blandede sig rigtignok strax en bitter Følelse deri — Erkjendelsen af hans Overlegenhed. Jeg var vis paa, at havde jeg forsøgt paa at sige noget Saadant, saa var det mislykkedes, — det var sket paa en keitet, stødende Maade og havde kun efterladt pinlig Misstemning, medens der nu ligesom fulgte et friere Aandedrag. Ligesom det baade igaar paa Terrassen og denne Aften var lykkedes ham at holde Alt indenfor det neutrale Gebet, saaledes ledsagedes han af det samme Held, da han nu traadte ud af denne Kreds og med dristig Haand rørte ved det, som vi havde ment maatte være »tabu«. Dette Held beroede kun paa hans Sikkerhed, og det var den, der afnødte mig den tause Tilstaaelse — den pinligste af alle overfor en Medbeiler —: at han var mere af en Mand end jeg. Ganske vist sagde jeg mig selv, at det var kun den ydre, tilsyneladende Mandighed, der i Virkeligheden kun vidner om større Bevandring i det selskabelige Liv; men beskjæmmende og foruroligende blev det ligefuldt.

Minna tog imod Bladet uden at svare og med sænket Blik. Hun lagde det i sin Mappe ved Siden af mit Portrait, og jeg udlagde dette Naboskab som et godt Varsel.

Jeg husker ogsaa, at jeg opsøgte hin støvleformede Plet paa Tapetpapiret — den var ved denne Belysning ikke saa let at finde — for at afvende det onde Varsel, der kunde ligge i hint Indfald, da jeg tog Afsked med Minna: »maaske faar du aldrig mere denne Plet at se«. Hvis jeg nu havde forsømt at betragte den, kunde det jo gjælde endnu! Jeg var i disse Dage saa overtroisk som en gammel Kjælling, fordi kun mine Forhold existerede, og Alt maatte have Betydning for dem.

Fru Jagemann sad i sin Stol og halvsov med aabne Øine; hun forstod Intet af, hvad der bevægede os, men mumlede mekanisk:

— Allerkjæreste — Ak Gud, ja — det kan man rigtignok kalde Talent.

Vi snakkede endnu et Kvarters Tid om ligegyldige Ting, — for at forhale Afskedsøieblikket. Endelig rev vi os løs.

Minna lyste os ud paa Trappen. Gadedøren var endnu aaben.

Jeg lod ham træde først ud. Han vendte sig, og idet han tog Hatten af, strakte han den høire Haand ud imod mig.

— De sagde igaar Aftes, Hr. Fenger, at vi skildtes som Fjender. Se, nu har vi dog tilbragt en Aften ret venskabelig sammen. Vi kan i Virkeligheden ikke hade hinanden; for hvem af os, der end bliver den Begunstigede, saa vil den Anden være det Menneske, der mest af Alle ønsker ham Lykke — for hendes Skyld.

— De har Ret, Hr. Stephensen. Men vore Veie er skilte. Farvel!

Vi gik hver til sit.

Det var hørt op med at regne. Mellem de løse Skyer tindrede hist og her en Stjerne over de blanke Tage. De vaade Brostene og Flisefortovene skinnede langt bort med en øde og trist Glands.

VIII

Den følgende Dag gik jeg som sædvanlig paa Polytechnicum. Men forinden havde jeg allerede skrevet til min Onkel.

Efter Middag besøgte jeg Hertz's, for at kunne give min Ven Efterretning om Faderens Befindende. — Den gamle Mand laa i Sengen; han hostede og havde lidt Feber.

Hertz spurgte strax efter Minna — hvorfor hun ikke var med?

— Vi mente, I var uadskillelige, tilføiede Fru Hertz.

Det var godt, at de gule Persienner vare rullede ned; den Smerte, som dette Udtryk voldte mig, vilde ellers være bleven paafaldende. Jeg syntes, jeg kunde føle, at jeg skiftede Farve, og at Veiret gik fra mig ligesom ved et Sting. I saa ligegyldig Tone, som jeg kunde overkomme, fortalte jeg, hvor hun var taget hen og hilste fra hende.

De gamle Folk blev meget forundrede over, at hun saa pludselig var reist bort uden at sige dem Farvel. Og iforgaars havde hun ikke engang vidst Noget derom!

— Hun fik først Brev derom igaar, sagde jeg. — Cousinen ønskede saa meget, at hun skulde komme strax — hun var ikke rask — Humeursyge troer jeg.

— Ja, saa kan jeg tænke, hun maatte afsted, sagde Fruen; Minna er altid saa mageløs, naar Nogen feiler Noget.

— Det er rigtignok Skade, at det skulde være netop nu, klagede Hertz. — Jeg havde glædet mig til, at hun var kommen i disse Dage, hun havde nok spillet lidt for mig, — Døren kunde staa paa Klem ind til Dagligstuen — hun spiller saa kjønt.

Jeg skyndte mig at forlade dette farlige Omraade, og fortalte om min Onkels Brev, der kaldte mig langt tidligere til England, end jeg havde ventet.

— Allerede i Løbet af Maaneden! udbrød Hertz. — Ja, Dresden er som et Hotel, hvor den Ene tager ind, og den Anden reiser. Kun saadanne gamle Folk, som vi, sidder fast, til man en Gang begraver os her. Ifjor flyttede Maleren Hoym til Berlin, og Professor Grimm, der var en meget lærd Kantianer, kom til Hamborg for et Par Aar siden .... Naa, De er jo ung og maatte ud at virke — et Aarstid før eller senere.

— Der er nok En, for hvem det Aar mindre i Dresden ikke har saa lidt at sige, bemærkede Fruen.

— Ja, Minna — stakkels —. Han afbrødes ved et Anfald af den tørre Hoste, som af og til havde besværliggjort hans Tale.

— Endnu har jeg slet ikke sagt hende det, — den Tanke allerede at skulle forlade hende gjorde mig ganske fortvivlet. Jeg har tænkt meget paa, om jeg ikke skulde se at faa min Onkel til at opgive denne Bestemmelse. —

— Nei, nei, kjære Fenger, sagde den gamle ivrig og strakte Haanden ud — ikke det — Arbeidet kan ikke rette sig efter — efter vor Tilbøielighed .... Pligten først — Virksomhed jo før jo heller — Mandens Kjærlighed arbeider — og Kvindens bier. —

— Du maa ikke tale saa meget, det anstrenger dig .... Men saaledes er det, — ja, vi to Gamle har ogsaa kjendt det i sin Tid .... Vær ikke for bekymret over det. Minna er en forstandig Pige og en trofast Sjæl, hun vil ogsaa have Tillid til Dem .... De kan tro, hun vil komme lettere gjennem Ventetiden, end De nu tænker Dem.

— Jeg vil haabe det, kjære Frue, men jeg troer rigtignok, at De altid har haft et roligere Sind og ligeligere Temperament end Minna, og at De derfor i Deres Ungdom har lidt mindre ved en saadan Adskillelse.

— Ja, det er rigtigt, sagde Hertz, — for Minna — vil det falde tungere .... Men — vi maa alle kjæmpe — hver med sit — og det bliver til vort eget Bedste. —

— I alt Fald er det ikke den Slags Kampe, som man bukker under i, sagde Fruen muntert. Saar troer jeg ikke engang der er at frygte, og Strabadserne, veed De nok, kommer man over. — Og eet kan De være vis paa, at vi skal være Alt hvad vi kan for den kjære Pige, og hun kommer ikke til at mangle Venner, for saa vidt som et Par gamle Folk som vi kan være det.

— Jeg kunde aldrig ønske hende bedre Venner, og det er mig det mest beroligende, at hun her har et andet Hjem, hvor hun altid finder Forstaaelse, og hvor der er fredet om de kjære Minder, som vi har sammen.

Jeg stod op og rakte Hertz Haanden.

— Nu skal De have Ro og ikke fristes til at tale, — jeg vilde ønske, jeg kunde spille for Dem .... Naar jeg kommer hjem, skriver jeg til Deres Søn, saa kan jeg bringe ham en frisk Hilsen.

— Ja, hils ham — og — at han ikke gjør sig Bekymringer, — jeg mener, — han er jo saadan en kjærlig Søn, — men De ser selv, det er ikke Noget — af Betydning.

Fru Hertz nikkede med sit rolige, uforstyrrelige Smil.

— Det er kjønt af Dem, at de strax tænker paa at fortælle Immanuel det, — nu faar I jo længe ikke hinanden at se, og han holder meget af Dem, — De maa besøge ham paa Veien.

— Det har jeg ogsaa besluttet .... Farvel! —

Jeg havde under denne Samtale et Øieblik glemt den frygtelige Usikkerhed, hvori min Kjærlighed nu levede. Men skjøndt denne Bevidsthed nu vendte uafviselig tilbage, forekom Faren mig dog ringere, og jeg var mere tilbøielig til at se lyst paa Fremtiden, end jeg havde været det siden min Samtale med Minna. Billedet af dette elskværdige gamle Ægtepar var saa sammenvævet med vor Kjærligheds fredelige Idyl, at blot denne korte Samværen med dem opfriskede dens Farver til et Liv, der bortlyste al Frygt for en tragisk Skygge. Jeg havde fundet dem med den samme Tillid til vor fælles Lykke som før, nu da den for mig stod saa anfægtet, og jeg tog denne Tillid for endnu bedre Varer, fordi den beroede paa Uvidenhed — hvilket ganske vist i Andres Øine vilde have forringet dens Værdi; men jeg trængte just til et Støttepunkt, der ikke engang havde følt Noget til Rystelsen. »De vil ikke blive skuffede,« sagde jeg til mig selv, »Alt vil vende sig til det Bedste, — den gamle Hertz dør ikke, og jeg mister ikke Minna.«

Denne Slutning var ikke afgjort logisk. Men selv om den havde været det, saa kunde jeg dog maaske ved dette Sygebesøg, hvis jeg havde været mindre optagen af min egen Skjæbne, have bemærket Meget, der lod befrygte, at en stærkere Disputator — den stærkeste! — vilde sige sit: Nego majorem. —

IX

Da jeg havde skrevet Brevet til Immanuel Hertz, gik jeg ud at spadsere.

Med Gaarsdagens Regn var der sket et Omslag i Veiret. Det var skyet og blæste raakoldt, som om man var i November. Jeg drev om i Villa-Kvarteret, slentrede gjennem Parken, hvor de latterlig udmaiede kolossale Ammer promenerede med Børnevogne, og gjennemstreifede Grosser-Garten, — idet jeg bestandig opsøgte de Veie og Gangstier, hvor vi havde gaaet sammen. Tilsidst sad jeg længe paa Udsigtshøien. Det var ved Solnedgangstid, ligesom hin Aften for et Par Uger siden; men alt Belysnings-Trylleriet var borte, og man øinede Intet til de fjerne Høider. Mit Hoved var tungt og uden Tanker; den sangvinske Stemning, som havde oplivet mig efter Besøget hos Hertz's var forflygtiget, uden at dog den foregaaende sørgmodige Tilbøielighed til at anse Alt for tabt havde indtaget dens Plads; jeg var opfyldt af en underlig sløv Uro.

Da jeg kom hjem, lagde jeg mig paa den umagelige Sopha — jeg maatte lægge Benene op over det ene Armlæn paa en smudsig Antimarcasse, saa lille var den. Lampen tændte jeg ikke; en Gadelygte og en Studerelampe hos Gjenboen kastede saa meget Lys ind i Stuen at man kunde skjelne Gjenstandene og ikke plagedes af Mørket; man fristedes hverken til at sove eller til at bestille Noget. Liggende saaledes i timevis gjennemgik jeg i Tankerne Alt, hvad jeg havde oplevet i de sidste Dage, idet jeg begyndte med den foregaaende Aften hos Jagemanns og saa gik tilbage til Samtalen med Minna, til den med Stephensen — længer naaede jeg ikke. Der var Stof nok; jeg gjenkaldte mig hvert Ord, der var vexlet, Tonefald, Miner, Fagter og Bevægelser saa nøiagtig og omhyggelig, som om jeg havde et bestemt Formaal dermed, — som om der f. Ex. et Sted bag ved mig havde siddet en Sekretair, hvem jeg skulde diktere det Alt i Pennen.

Da jeg endelig gik i Seng, lod denne Masse, som en Gang var sat i Bevægelse, sig ikke længer standse. Men i Stedet for som før at rykke frem i Orden, efter Række og Geled, til en overskuelig Mønstring, trængte den sig nu oprørsk frem, idet hver Enkelt vilde gjøre sig gjældende, og de Sidste vilde være de Første. Dersom alle Soldater i Kong Mithridates' Hær samtidig havde appelleret til hans berømte Personal-Hukommelse og vare styrtet frem over hinanden for at gribe fat i ham og raabe: — »Husker du ogsaa mig? — hvad hedder jeg? hvad er jeg for en Landsmand? hvor har jeg udmærket mig? hvor fik jeg dette Ar?« — saa vilde hin kongelige Huske-Kunstner have befundet sig i en lignende Overvældetheds-Tilstand, som den der holdt mig vaagen, indtil det begyndte at lysne i Værelset.

Høit op paa Formiddagen vaagnede jeg med en smertelig Tunghed i Baghovedet. Jeg vilde ikke gaa paa Polytechnicum; de sidste Ugers Studium havde jo ikke stort at sige, og desuden kunde jeg neppe huske en eneste Enkelthed af Gaarsdagens Forelæsninger. Jeg gik ud i det Haab at forjage min Hovedpine og drev om ved Zwinger og paa Theaterpladsen. Men jeg var ikke vant til at se Byen i Formiddagsbelysning sammen med Minna, og den forekom mig derfor stemningsløs og uvedkommende, Alt, hvad jeg saae, mishagede mig, ligesom det vilde have mishaget mig i denne Sindstilstand at gaa om i Berlin eller i Kjøbenhavn.

Paa en Theaterplakat stod »Kätchen von Heilbronn« — vi skulde have seet den sammen i Aften!

Jeg tyede snart til min Stue hvis logis-mæssige Uhygge ophævede Begrebet »Omgivelser« og isolerede mig i et tomt Rum. Saa laa jeg dèr paa min Seng — Sophaen var for radbrækkende — og holdt Revue over disse tæt sammentrængte utallige Minder, som en døende Alexander, der tager Afsked med sine Soldater; — de ledsagede mig som et Sørgefølge paa min Eftermiddags-Vandring, hvor nye Skarer sluttede sig til ved hver ny Gade, Vei og Gangsti, — og da jeg endelig sov ind, var det i Skyggen af Gravvagtens Faner. —

Da jeg stod op den følgende Morgen, følte jeg mig afkræftet, og modløs imødesaae jeg denne Hær af Plageaander, som jeg havde besvoret og ikke kunde mane bort igjen.

Jeg ønskede nu kun at komme ud af Tryllekredsen.

»Kunde man blot slaa Tiden ihjel i disse afskyelige Ventedage,« tænkte jeg, »eller undfly sig selv og alle sine egne Tanker.«

Jeg mindedes den ene Ventedag i Rathen, og hvorledes den Gang en bindstærk Roman havde holdt mig med Selskab.

Strax skyndte jeg mig hen til et Leiebibliothek og forlangte »De tre Musketerer«, som jeg tænkte maatte være formaalstjenlig.

Medens Udlaaneren var borte for at finde den, slog jeg en tyk Bog op, som laa paa Disken.

Jeg fik som et Stød, da mit Blik faldt paa Navnet »Minna«.

»Minnas uforlignelige Skjønhed og englelige Sind overvandt dog alle hans Betænkeligheder« — jeg husker Sætningen ordret endnu.

Jeg bladede om, slog op hist og her — næsten overalt Minna: — hun seilede paa en Bjergsø i Maaneskin — — klædte sig paa til Bal — sank grædende og sødt blussende i sin Moders Arme.

»Er denne Bog ledig?« spurgte jeg Udlaaneren, der kom med Musketererne. Han bejaede, og jeg tog begge Bøgerne med hjem. Forfatterens Navn havde jeg ikke en Gang seet efter, — baade det og Titlen har jeg nu glemt. Hvad Indhold og Stil angaar, saa var min Rathener-Roman et sandt Mesterværk i Sammenligning hermed, og jeg vilde ganske vist have slængt den bort efter at have læst en Snes Sider, dersom Heltinden havde hedt Adelheid eller Mathilde; men nu læste jeg den trolig igjennem Linie for Linie, og det bestandig tilbagevendende Navn satte mig i en vis ophidset og dog velgjørende Stemning, medens de snart trivielle snart fabelagtige Hændelser, der vederfores lutter uinteressante Personer, netop sysselsatte min Fantasi tilstrækkelig, til at holde mine egne Tanker borte.

Ud paa Eftermiddagen afbrød jeg denne Narkotisering for at gaa hen til Hertz's.

— Ligger Herren endnu i Sengen? spurgte jeg den gamle Tjenestepige, der lukkede op.

— Vist gjør han det, ak ja, saamænd ligger Herren i Sengen, svarede den Gamle og rystede paa Hovedet. Vær saa god at gaa ind i Dagligstuen, Hr. Fenger, — jeg skal kalde paa Fruen, det vil glæde hende, at De er kommet.

Dagligstuen havde det Dobbeltpræg af altfor stor Orden og af Forstyrrethed, som et Værelse faar, naar det i nogle Dage ikke benyttes. Stolene stod nøiagtig paa deres Plads, men paa en af dem var der glemt en Støveklud. Paa Hjørnet af Bordet, nærmest Entrédøren, laa Aviserne for flere Dage ovenpaa hinanden, glatte og i de samme Folder, som de have ved Afleveringen. Lufttrækket fra det aabne Vindue havde blæst et aabent Brev ned paa Gulvet. — Hvor naturligt end Alt dette var, saa forøgede det dog den uhyggelige Fornemmelse, der havde grebet mig ved det gamle Tyendes bekymrede Væsen; en øredøvende Larm fra det snævre Gadehjørne, hvor alle Slags Kjøretøier krydsedes, gjorde mig ganske fortumlet.

Jeg stod endnu op med min Hat i Haanden, da Fru Hertz efter et Par Minutters Forløb traadte ind. Hun havde forvaagede — maaske forgrædte Øine, og hendes Smil syntes kun af Vane at være paa Læberne.

— Min Mand sover, kjære Ven, sagde hun, idet hun gav mig Haanden, — det er slet ikke godt med ham. —

— Er det blevet værre?

— Ja, Feberen er taget til — han har ogsaa Smerte i Siden, naar han hoster — den ene Lunge er angrebet.

— Min Gud! — men De troer dog ikke, at der er Fare —!

Jeg blev ganske kold af Skræk — ikke saa meget, fordi den gode Oldings Liv var truet, som paa Grund af den fixe Idee, der havde konstrueret en Forbindelse mellem hans Helbred og min Kjærlighed.

»Du gode Gud,« tænkte jeg, »skulde han dog dø, og skulde jeg miste Minna?«

Fru Hertz, der ingen Anelse kunde have om en saadan Bitanke, ansaae naturligvis min iøinefaldende Sindsbevægelse for at være et rent Tegn paa Deltagelse og Venskab for hendes Mand; hun takkede mig med et inderligt Blik, idet hun svarede: —

— Fare kan der jo let være ved en saadan Sygdom hos en gammel og svagelig Mand. Jeg maa være forberedt paa det værste.

Hun satte sig i Sophaen og bad mig tage Plads ved Siden af sig.

— Jeg kan se paa Dem, at De undrer Dem over, at jeg taler saa rolig og ligefrem derom .... Noget ligger det vel til min Natur, men jeg troer ogsaa, at Dødens Skilsmisse tager sig ganske anderledes skræmmende ud for en ung Person, end for En, der dog i alt Fald kun kan have kort Tid til at overleve og savne i. De tænker nu ved Dem selv: hvis jeg stod Fare for at miste Minna, hvor ganske anderledes sønderknust vilde jeg da ikke være, — hun maa dog have et koldt Hjerte.

Jeg saae ned og syntes at Stuen løb rundt for mig. Hvorledes faldt hun dog paa det? hvorfor kom netop de Ord hende paa Læberne, Ord, som paa en ganske anden Maade, end hun kunde ane, vare lige paa Sporet af mine hemmeligste Tanker! Var det ikke som en Inspiration, en Varselstemme? Maaske betød de, at jeg burde betro mig til hende. Jeg kunde ikke blive enig med mig selv, og imedens mumlede jeg tankeløst: —

— Vist ikke — hvor kan De tro! — noget Saadant er aldrig faldet mig ind.

— Se, nu har De allerede Taarer i Øinene! udbrød hun og klappede mig moderlig, — De er meget følsom — ualmindelig, men skam Dem ikke over det, i alt Fald ikke overfor en Kvinde, De vil blive en god Ægtemand .... Hvor jeg kan tro det? Fordi det er naturligt for Dem at tænke saaledes; men hvis De havde levet et ægteskabeligt Samliv med Minna, og I begge var graanet i Kjærlighed — det kan man nemlig, uden at den tager Skade deraf — tro mig, saa vilde Døden forekomme Dem helt anderledes. De vilde i den kun se en kort Skilsmisse, ja neppe det engang, — — ja, De er vel ikke Materialist, Fenger?

— Materialist — nei, det kan man vist ikke kalde mig, — men —

— Men? De har dog Deres Tvivl om det Hinsides? Maaske har De heller ikke tænkt saa meget over Døden, og deri har De gjort Ret: Livet kan endnu længe byde Dem mer end nok at tænke over .... Hvad mig angaar, saa har jeg altid ønsket, at jeg maatte komme til at lukke min Mands Øine. Skulde jeg dø før ham, vilde den Tanke pine mig frygtelig, at jeg skulde lade ham være ene i de sidste Aar, det er meget værre for en gammel Mand, der alle sine Dage har været vant til at blive hygget om og sørget for — vi Kvinder veed nu en Gang bedre at skjøtte os, — saa har jeg jo ogsaa Immanuel — Gud ske Lov! —

— Det er kjærligt og smukt tænkt af Dem, Fru Hertz —, men I vil nok begge leve mange Aar endnu, derfor kan Deres Ønske jo endda blive opfyldt.

— Maaske. — Kommer Minna nu snart hjem?

— Jeg veed ikke.

— Har De ikke haft Brev endnu?

Jeg blev ganske forvirret og mente, at det allerede heraf maatte være aabenbart, at der var Noget i Veien. Men Fru Hertz lo:

— Det er rigtignok sandt, det er jo kun to Dage siden hun tog bort, saa det var vel for meget forlangt. Hun veed vel fra Dem, hvordan Hertz havde det, da De var her sidst?

— Nei, — jeg — har virkelig endnu ikke faaet skrevet.

— Hvad for Noget? det ligner Dem ikke, Fenger.

Den gamle Dame saae paa mig, som om hun pludselig anede, at det ikke forholdt sig ganske rigtig med denne Reise, og dersom hendes egen Bekymring ikke havde optaget hende saa stærkt, havde min Forlegenhed ganske sikkert røbet mig, og hun havde faaet Alt ud af mig.

Men nu var den kvindelige Sporsands desværre sløvet; hun glemte strax sine egne Tanker, saae forbi mig og sukkede.

— Jeg vil netop skrive iaften, — jeg opsatte det, til jeg havde været her. Og saa fortæller jeg hende naturligvis, hvad De har sagt. Men vil De ikke selv skrive, det er dog bedre, hun hører direkte fra Dem, hvorledes det staar, — hun vil sikkert strax komme — øieblikkelig. —

— Jeg ønsker meget, at hun kom, — men det er mig for pinligt at kalde hende hertil som for at tage Afsked — jeg tør ikke, det er maaske Overtro, men man skal ikke male Fanden paa Væggen. —

— Men jeg? maa ikke jeg bede hende om at komme —?

Alt mit Haab flammede op, jeg øinede en ufeilbar Vei til Frelse, naar jeg inden Afgjørelsen fik hende indenfor dette Hus. Alt vilde her tale min Sag — stumt men indtrængende, hvis hun tav, veltalende og overbevisende, hvis hun betroede sig. Hvad var Stephensen her? — En syg, maaske en døende Oldings Velsignelse vilde besegle hendes Forbindelse med mig. Min Samvittighed havde forbudt mig at faa hende til at søge Raad hos de gamle Folk i sin Hjertesag, men den tillod mig sikkert at begunstige en Omstændighed, der syntes mig at være et Fingerpeg af Skjæbnen.

— Ja, skriv, kjære Ven! Men de maa sørge for ikke at overdrive Faren, ogsaa for hendes egen Skyld, det kjære Barn! det vil gaa hende nær! Hun vil jo selv bedst kunne skjønne, hvad hun skal gjøre, træng derfor ikke for stærkt paa, at hun kommer — maaske hendes Cousine trænger endnu mer til hende. —

— Aa, det har vist ikke saa meget at sige.

— Saa forstaar jeg ikke, at De lader hende spilde flere Dage af de Uger, som I endnu har tilbage her i Dresden. De har altsaa ikke fortalt hende endnu, at De skal reise saa snart til England?

— Jeg har — iaften vilde jeg netop skrive det — jeg kunde dog ikke kalde hende hjem den næste Dag — men begge Efterretninger vil jo nu faa hende til at komme strax — iovermorgen formodentlig .... Siig mig nu, kan jeg ikke hjælpe Dem med Noget — hente Medicin — ikke? men maaske komme i Aften og hjælpe med at vaage hos ham?

— Jeg vaager dog selv den meste Tid, og der kommer en Vaagekone — en Diakonisse. Desuden ser De selv ud, som om De trængte til Hvile — De maa være overanstrengt, Kjære! det er vel for at forjage Kjedsomheden, mens Minna er borte, at De overdriver Studierne, men det maa De ikke, hører De! Farvel!

Jeg gik lige hjem for at skrive Brevet.

Hvor lykkelig følte jeg mig ikke ved atter at kunne skrive til hende!

Gjerne havde jeg fyldt det ene Ark efter det andet, men jeg tillod kun min Pen, saa kortelig som det var den muligt, at meddele hende Hertz's betænkelige Tilstand og den Forkortelse i mit Dresdener-Ophold, som min Onkels forandrede Bestemmelse medførte.

Jeg havde ganske vist helst holdt denne sidste Efterretning tilbage, indtil hun havde truffet sin Afgjørelse, og saa — naar hun havde bestemt sig for mig — fortalt hende det mundtlig.

Men det gik ikke an, at hun kom til Hertz's uden at vide det.

Skjøndt jeg havde holdt det for min Pligt ikke at give mine Følelser Luft, var der dog af sig selv kommet en eiendommelig Tone i Brevet, der røbede hele min fortvivlede og angstfulde Længsel efter hende. Det slog mig ved Gjennemlæsningen, at jeg var glad derover. —

Jeg bragte strax Brevet hen paa Posthuset, skjøndt det ikke mer kunde komme med noget Aftentog, og jeg ligesaa godt kunde have puttet det i en Brevkasse.

Det beroligede mig uendelig, at jeg nu havde sat mig i Forbindelse med Minna, og det paa en saadan Maade, at Ingen vilde kunne dadle mig derfor.

Den næste Dag gik jeg strax hen til Hertz's.

Feberen havde været temmelig stærk om Natten, men var nu stilnet af, som det ofte er Tilfældet om Morgenen. Jeg talte kun med Pigen — Fru Hertz hvilede sig. Om Aftenen vilde jeg igjen høre derhen.

Dagen tilbragte jeg vexelvis med at læse og hengive mig til Erindringernes Drømmespil samt med at variere følgende Reflexion: — »Nu maa hun da idetmindste have faaet mit Brev .... Der gaar sikkert endnu Tog hertil fra Meissen — (jeg fik Avisen hos Værtinden og forvissede mig derom) — og hun har kun en halv Mils Vei at kjøre til Stationen. — Maaske — ja, sandsynligvis — kommer hun altsaa i Aften — og det er muligt — ja, det er næsten sikkert, at jeg vil træffe hende hos Hertz's, — hun vil nok strax ile derhen .... Hun vil blive stærkt bevæget — den moderlige Fru Hertz vil behandle os som Forlovede — maaske den Gamle er ved Bevidsthed og glæder sig over at se os sammen. — Lidt ud paa Aftenen eller Natten skal hun hjem, jeg følger hende naturligvis — det er jeg jo ligefrem nødt til — og det Hele ordner sig af sig selv, som om der aldrig havde været nogen Stephensen til.

Et Par Gange opskræmmedes jeg ved Brevtiderne, — aldrig maaske har en Elsker mindre ønsket Brev fra sin Elskede, end jeg gjorde det den Dag. Men de gled sporløst forbi, — efter den sidste Termin aandede jeg op, som en Befriet.

Det var helt mørkt i Værelset, da jeg belavede mig paa at gaa hen til Hertz.

Pludselig gik Døren op paa Klem. »Her er et Brev til Dem,« sagde Pigen og stak noget Hvidt ind.

Jeg blev ganske stiv af Skræk — paa denne Tid, det er jo umuligt!

Brevet var meget stort og stift, — det beroligede mig.

Hurtig strøg jeg en Svovlstik af — og gav i det samme et Skrig fra mig: det var Minnas Haand.