Første Bog

I

Semestret ved Polytechnicum havde været temmelig anstrengende, og det begyndte at blive utaalelig hedt i Dresden, hvor jeg desuden boede i en af Altstadts mindre Gader, der vel var renlig og net, men ikke just synderlig luftig. Jeg følte ofte en hjemlig Længsel efter det danske Sund. Hvor smukke end Aftenerne ved Elben vare, saa bragte de dog kun ringe Afkjøling, og naar man endnu mellem ni og ti slæbte sig op paa den Brühlske Terrasse og gispede efter en Luftning, viste Thermometret endnu sine fem-sexogtyve Grader Reaumur. Dette var for saa vidt trøstende, som det godtgjorde, at man havde en utvivlsom Menneskeret til at svede, og at det var en undskyldelig Extravagance, hvis man nød en Portion Is udenfor Cafféen, hvor der var behageligt at sidde mellem Søilerne og høre Brudstykker af Concerten i »Wienergarten« hinsides Floden.

Det var paa en saadan Aften, at jeg fattede den dristige Beslutning at ligge paa Landet i den nærforestaaende Sommerferie. Mig selv forekom denne Beslutning i alt Fald temmelig dristig, da jeg baade var nødsaget og vant til at leve meget økonomisk. Jeg var strax paa det Rene med, at jeg maatte ud i Sachsisk Schweiz, og den sidste Bid Is var endnu ikke smeltet i Munden paa mig, da jeg havde bestemt mig for det lille Rathen, som havde efterladt et lokkende idyllisk Indtryk hos mig, skjøndt jeg, i Lighed med de fleste Reisende, kun havde seet det i Forbigaaende og tilmed ved Skumringstid, paa Nedveien fra Bastei.

Et Par Dage senere steg jeg, henimod Middag, ud ved den lille Station og gik mellem Frugttræshaverne ned til Færgen. Elben bugter sig her om et frodigt Agerland, der efterhaanden hæver sig i jævne Bakker, mørke af Granskov, hvorover enkelte Klippeblokke rage op, medens det løber fladt ud mod Floden. Her breder Øvre-Rathen sig med velhavende spredte Bøndergaarde, og et løst Væv af Frugttræskroner spænder sig over Kornmarkerne og de grønne Enge. Den hinsidige Bred er een stor Bjergbue, med en eneste Gjennembrydning midtveis, den lille Dal, hvor det uanselige Nedre-Rathen er klemt inde, og næsten kun præsenterer sig med de to Gjæstgivergaarde, den nøgne ny og den overgroede gamle, hver paa sin Side af Bækken, som blinkende munder ud i den store forbiglidende Flod. Tilvenstre for denne Dal hæver sig Basteis blaagraa, lodrette Klipper, som nedad skjules af Naaleskov og Bøgeløv, og derefter lyser Rækken af de store Sandstensbrud, de smukkeste i hele Landet; de danne dèr enkeltstaaende gulige Væggeflader, af hvilke nogle ere flere hundrede Fod høie. Til den anden Side af Rathen derimod strække de sig som en vedvarende Gjennemskjæring af Bakkedraget, og oppe over dets Skovbølger seiler Lilienstein som et uhyre Pantserskib. —

Færgeprammen gik paa skraa, ligesom en Hund, over Strømmen, der selv drev den frem; thi den var tøiret til en Tønde, der vippede et halvthundred Fod længer fremme, og Færgemanden havde ikke Andet at gjøre, end et Par Gange at stramme Kjæden, der løb gjennem en Tridse oppe i den lille Mast. Ikke desto mindre tørrede han bestandig med sit Skjorteærme Svedperlerne af Ansigtet, der var saa solbrændt, at han kom vor Forestilling om en Rødhud betydelig nærmere, end de Sioux-Indianere gjorde, som jeg den foregaaende Aften havde set producere sig i den zoologiske Have. Men her, midt i hans Rige, kunde man ikke undre sig derover; det blinkende Vand rundt om syntes mindre at sprede Kjølighed end Solvarme, og hele Flodbreddens Bue med sine mange nøgne Klippeflader aabnede sig mod Syd som et Hulspeil, hvis Brændpunkt laa foran Rathen. Jeg blev enig med mig selv og Færgemanden om, at det ikke var noget kjøligt Opholdssted, jeg havde udset mig. Men der var jo ikke langt ind til de svale »Grunde«; — og desuden, naar jeg en Gang har sat mig Noget i Hovedet, kommer jeg ikke saa let derfra igjen. Kan hænde, at ogsaa Skjæbnen havde sin Finger med i Spillet denne Gang. Sagen viste sig at være vigtig nok til, at den kunde have gjort sig den Uleilighed. Forresten var det da ikke Hedens Skyld, hvis jeg siden fortrød, at jeg ikke lod mig afskrække. Og har jeg da nogensinde fortrudt det? endnu den Dag idag — det er nu fem Aar siden — er jeg ikke i Stand til at besvare dette Spørgsmaal.

En eller anden Digter — det er vist forresten nok en meget berømt en, — skal have sagt, at der er Intet saa sørgeligt som i tunge Tider at mindes lykkelige Dage. Jeg tør naturligvis ikke sætte mine Ord mod hans, især da de ere gjentagne saa tidt, at de næsten ere Alverdens; men ellers vilde jeg mene, at det i saadanne Tider var endnu sørgeligere, naar man slet ingen lykkelige Øieblikke havde at se tilbage paa. Og saa vil jeg da, i denne Anskuelse, saa godt jeg kan, søge at hensætte mig til hine Rathener-Dage og til dem, der fulgte efter.

Det viste sig strax forbundet med nogen Vanskelighed at finde et Logis. De to Gjæstgivergaarde havde kun de allerringeste Værelser tilbage til temmelig dyre Priser. Jeg blev vist fra Herodes til Pilatus og maatte mangfoldige Gange gaa over den lille klare Bæk og opad de smaa Trappe-Stier — fra en Skomager paa den ene Side til Bageren paa den anden, over igjen til Vægteren og tilbage til Kjøbmanden; men enten var Værelset udleiet, eller der var to forbundne, som blev mig for kostbare. Tilsidst var Skolen levnet mig som det eneste Haab; den laa bagest, hvor Fyrreskoven begyndte.

Det var ikke Skoletid, og jeg bankede derfor trøstig paa Døren til Lærerens Privatbolig. En lille Dreng lukkede op. Han vidste ikke, om Læreren var hjemme, forsvandt et Øieblik og foer mig derpaa forbi og op ad Trappen for at vende tilbage med et Par Støvler i Haanden; derefter brød han endnu en Gang ud og holdt Indtog med en Frakke. Snart viste Skolelæreren sig, prydet med disse Eiendele, og med et halvt søvnigt, halvt polidsk Smil i det aabne, godmodige Ansigt. Han havde ganske rigtig to Værelser ledig, men de leiedes kun ud under et og kostede halvhundrede Mark om Maaneden. Jeg beklagede skuffet, at jeg til ingen Nytte havde gjort ham Uleilighed, og han trøstede mig med, og jeg sikkert kunde faa et enkelt Værelse i den nye Pensions-Villa ved Siden af.

Den Villa, som jeg nu nærmede mig til, saae meget elegant ud: den havde grønne Skodder slaaet tilbage fra Vinduerne, Espalier op ad Muren og en løvrig Loggia. Den laa lidt tilveirs, og Haven, som jeg allerede var kommen ind i, gik i Terrasser op ad Bjerget med grusbelagte Gange mellem blomstrende Buske. Hvor tiltrækkende nu end alt dette var, saa virkede det dog tillige i samme Grad afskrækkende paa en fattig Polytechniker; men jeg besluttede at tage imod det mindste Kvistkammer, selv til en overdreven Pris, hvis dette Pragthus overhovedet vilde modtage mig; for jeg var hjertelig kjed af saaledes at løbe om og banke paa alle Husdøre. Et Selskab af Herrer og Damer viste sig imidlertid i Loggiaen, — det saae mig mindre og mindre pensionsagtigt ud, og jeg følte mig lettet, da en Tjenestepige, som ved en Omdreining af Gangen nær var løbet paa mig, kunde bringe mig ud af min Forlegenhed, ganske vist paa en noget overlegen og spottende Maade: — nei, her leiede de rigtignok ingen Værelser ud; det Hus, jeg mente, kunde jeg se dèr øverst oppe paa Bakken. Det havde hidtil været skjult af den smukke Villa og tog sig ikke synderlig indbydende ud, da det nu dukkede op over den og præsenterede sig mod den blaa Himmel, med en vis ublufærdig Nøgenhed, uden saa meget som en Busk i Nærheden af sig, og saa skinnende nyt, som om det aldrig kunde beboes.

Jeg maatte ned igjen i Dalen, to Gange over Bækken, og kravle en halvandethundred Fod tilveirs ad et System af Stier og Stentrapper til Randen af Bakken. Nærved saae Huset ikke synderlig beboeligere ud; der laa Grusdynger, Stenaffald og Brædder rundt om; de fleste Vinduer manglede. Indenfor var der en afskyelig Træk. Døre smeldede i, og fra Kjelderen hørtes en grov Kjællingerøst, der ødslede med herlig lange Eder og Forbandelser, som vulgært Tysk besidder. En Mand laa og pudsede Sten-Trappen med Pibelér — aabenbart for første Gang; en ung Pige, der skurede Gulv i en Corridor, vendte Hovedet ved mit Komme og viste mig et kjønt, blegt Ansigt med en rød Plet paa den ene Kind, som om hun nylig havde faaet en vældig Ørefigen. Da jeg spurgte efter Vært eller Værtinde, løb hun hurtig bort paa sine bare Fødder, der satte vaade Spor paa Gulvets Savspaaner, og forsvandt ned i Kjelderen. Strax efter vendte hun tilbage, fulgt af en firskaaren Kjælling, hvis brede Mund aabenbart havde været Udgangsport for de omtalte Eder, og hvis store Labber, som hun tørrede i sit Forklæde, jeg strax mistænkte for at have været i nær Berørelse med Pigens Kind. Under det opkiltrede Skjørt havde hun bare Ben, der var ganske krumme, med flade og ligesom udtraadte Fødder.

— Naa, Herren vil have et Værelse her, sagde hun — ja, saa er det saamænd paa Tide, for der er kun et tilbage, — naar det skal være enkelt .... Naa, se til, du kan faa fat i Gulvskruppen, tossede Tøs! er det maaske dig, der skal vise Herren om? .... Det er oppe paa anden Sal, — vær saa god.

Vi traadte ind i et temmelig rummeligt Værelse. Lyst og navnlig luftigt kunde det sagtens være, for der var ingen Vinduer sat i; Rammerne var ikke engang malede. Derimod var der graat Tapetpapir paa Væggene, med nogle Fugtighedspletter paa; trods Luftigheden syntes jeg ogsaa, at der lugtede en Smule muggent.

Inden jeg imidlertid kunde gjøre en Bemærkning herom, begyndte hun at rose Værelsets Fortræffelighed og tale om, hvor tilfredse de tidligere Logerende havde været, — uanseet at vi begge meget vel vidste, at Huset ikke før havde været beboet. — Jeg spurgte om Prisen; den var en halv Snes Mark høiere, end jeg mente at kunne gaa. Hun forsvor sig paa, at det var Spotpris, ikke dyrere end andre Steder, trods det at her var langt bedre; der var ikke Flodtaage som nede ved Elben, eller lummert som i Dalen, man nød den rene Schweizerluft og havde en Udsigt som ingen andre Steder; og endelig var der de herlige, skyggefulde Promenader, som hørte til Huset, og hvor de Logerende kunde spadsere, naar de ikke vilde gaa længer bort. Til disse »Promenader« kom hun bestandig tilbage, idet hun roede om i Luften med sine snavsede Labber, for at antyde deres overordentlige Udbredelse, og idelig gjentog Ordene: »da'rim und dort'nim«.

Enden paa det blev, at vi mødtes paa Halvveien. Hun lovede, at Alt skulde være fix og færdig, naar jeg kom otte Dage senere, ved Feriens Begyndelse. Jeg gav hende en Thaler i Haandpenge, og gik, meget glad over at være kommen til et Resultat.

Da jeg traadte ud, maatte jeg sande Kjællingens Ord om den smukke Udsigt. Tilhøire saae man ind over et klippebegrændset, skovrigt Dalstrøg; ligefor førte en Sidevei af Byen ind til en hyggelig Savmølle i Begyndelsen af Amselgrund, der snart lukkede sig om det klare Vand med sine grønne Graner og graa Stenmasser; tilvenstre aabnede Elbdalen sin Krumning under de solede Stenbrud, der kastede deres Speilstøtter ned over Floden, hvor Tømmerflaader og et Par sorte Baade med store Seil langsomt gled bort med Strømmen. Nedenunder En laa alle de tegltækte Træhuse og Bindingsværksbygninger, der for største Delen var næsten overgroede af Vin; af Villaer fandtes der, foruden de to omtalte, heldigvis kun en, som tilmed var beskedent skjult; fra alle Skorstene krusede blaa Røg sig op og flød ud i Luften, hvor der dannedes et tyndt Slør tvers over Dalen, og langs igjennem den blinkede Bækkevandet mellem glindsende Pileblade og dunkelt Elleløv. Hvor det var idyllisk, og hvor det var tydsk! Jeg følte mig usigelig lykkelig over at skulle bo en hel Maaned ude i denne Herlighed og begyndte uvilkaarlig at synge: »Guten Morgen, schöne Müllerin!« Saa tav jeg igjen for i fulde Drag at fylde Brystet med den friske, krydrede Luft, — Schweizerluften, som Kjællingen havde kaldet den. Men jeg maatte le ved Tanken om hendes »herlige, skyggefulde Promenader«, da man heroppe kun saa spredte Frugttræer paa den høie Mark og lige ved Skrænten et Par Birke, hvis lange Vidier legende rystede deres smaa blinkende Blade i Sollyset.

Da jeg havde spist paa Elbterrassen og saa mig om efter Opvarteren, traf jeg ham i Samtale med min Bekjendt, Skolelæreren. Denne røg af en Pibe med store Kvaster og et Par Hjortetakskroner, som ingen Student behøvede at skamme sig over, og som aabenbart var hans Stolthed. Kanasteren lugtede behagelig — det var, som han siden betroede mig, af den ægte gamle Altstädter — og han drak Münchenerøl: — altsammen ubedragelige Tegn paa en Mand af finere Smag og Levemaade. Han hilste strax paa mig og lykønskede mig til at have fundet Logis. Jeg kunde ikke have valgt noget bedre Sted i hele Sachsisk Schweiz end Rathen; der var Udflugter i Mængde herfra, som var lidet kendte; jeg skulde blot se ind til ham, saa vilde han give mig Anvisning. Derpaa spurgte han mig om, hvad for Landsmand jeg var, og da han hørte, at jeg var Dansk, bemærkede han strax ganske fornøiet, at han ogsaa havde været i Danmark — i fireogtreds; og hermed var det aabenbart slet ikke hans Mening at sige mig noget Ubehageligt, men blot at bringe et Berøringspunkt tilveie, hvilket ogsaa for saa vidt fandtes, som jeg var godt kjendt i Koldingegnen, hvor han i længere Tid havde ligget i Kvarter. Nu blev han helt ivrig i at spørge, om jeg kunde huske den Gaard og det Hus, den Skov og de Bakker — han angav med Pibespidsen den gjensidige Beliggenhed paa den brogede Dug — og det var ham magtpaaliggende at faa at vide, om den tykke Ole Larsen endnu havde Gaarden med Kampestenslængerne og det grønne Stakit, eller om den var gaaet over til Sønnen Hans, der havde ligget paa Lazaret sammen med ham i Flensborg.

Saa begyndte han at tale om den Træfning, som han var bleven saaret i.

Jeg kan ikke sige, at denne Samtale var mig enten ganske behagelig eller egentlig pinlig. Der var noget Tiltalende i den Ligefremhed, hvormed Tydskeren talte om den Tid paa, og i at mærke, hvor liden personlig fjendtlig Stemning saadanne Krige efterlade — og alligevel var der en Følelse af, at Alt ikke var, som det skulde være.

Jeg benyttede derfor et Øiebliks Pause til at spørge om, hvad det var for en fin Villa, jeg havde forvildet mig op til.

— Det er Kammerherre v. Zedlitz's, sagde han; de boer her hver Sommer, naar han ikke maa være hos Kongen i Pillnitz. En fornem Familie, som man ikke ser videre til; men de bidrager godt til Skolekassen — Gud bevares .... Og de har en lille Lærerinde, — naa, ja det vil De nok selv opdage, — en nydelig Pige! Hun er lidt i Familie med mig, — ikke fordi jeg ellers kjender synderlig til hende. Det er saamænd Synd at sige, at hun er paatrængende, hun kunde være det en hel Del mer, uden at jeg just skulde tage hende det ilde op.

I det samme lød Dampskibspiben nede fra Floden. Jeg bød Skolelæreren Farvel og skyndte mig ned paa Broen.

II

En Uge derefter tog jeg afsted Klokken otte om Morgenen.

Som sædvanlig kom jeg ombord i det sidste Øieblik. Da jeg havde faaet mine Pakkenelliker anbragte og begyndte at se mig om, vare vi allerede ved Albertsbroen; Byen havde faaet sin Profil med de smukke Taarne over den Brühlske Terrasse. De ragede op mod klar Himmel, men over os var der disigt, og fremefter endogsaa temmelig mørkt. Det trak kjøligt; jeg spændte min Plaid ud af Remmen. Da vi dampede hen under de tre Slotte, var det knap, at man kunde se Byen mer, og da vi naaede Loschwitz, begyndte det at regne. Det vil sige, regne gjorde det egentlig ikke — men — —

— »Nu, — es nieselt ä Bissel«, — sagde en tyk »Dräsener« til sin Ægtehalvdel, der spørgende stak Hovedet ud af Kahytsdøren.

Da vi lagde til skraas over for Blasewitz, gik de Nyankomne strax ned i Kahytten, og Damerne forsvandt fra det vaade Dæk. Snart fortrak ogsaa Herrerne, en efter en. Den sørgelige Sandhed lod sig ikke længer skjule: det øsede ned.

Jeg tændte en Cigar og gik ned i Røgkahytten. Den var fuld baade af Mennesker og af Røg. Overalt dreiede Samtalen sig om Veiret. En langhaaret Professor, der fik sig sin »Frühschoppen«, udviklede for en Kreds Andægtige, at naar det efter en saadan Varme paa denne Tid begyndte at regne, saa blev det aldrig ordentlig Veir før til September. Imidlertid trommede Regnen paa Taget, indtil den holdt op med at tromme og begyndte at plaske. Det blev saa dunkelt om En, at man følte sig ligesom blændet af det unaturlige Mørke. Gjennem de drivende Kahytsvinduer kunde man neppe skjælne Vin-Terrasserne og Haverne paa Bredden.

Da jeg havde røget ud, gik jeg ind i Salonen. Derinde fandtes der ikke en ledig Plads, og desuden var der saa beklumret, at jeg ikke følte mig fristet til at hente en Tabouret ind. Jeg traadte ud i For-Rummet, hvorfra Trappen gik op til Dækket. En ung Dame med et Par Smaapiger havde taget Plads herude. Jeg tog en Tabouret ned fra Stablen, hyllede mig ind i Plaiden og satte mig ligeoverfor Trappen.

Det friske, fugtige Lufttræk var mig behageligt, skjøndt det ofte førte et lille Bad med sig, hvis Draaber blev hængende i Plaidens Uld. De øverste Trin vare pjask-vaade; i Hjørnet af en sort Persenning, som paa Dækket var bredt over noget Reisegods, maatte der have dannet sig en Pyt; for der sprøitede bestandig et lille Springvand op derfra.

Den unge Dame, der sad paa den anden Side af Salondøren, trak et lille Bind op af sin Taske og fordybede sig i Læsning.

Men hun fik ikke megen Ro; for den mindste af Smaapigerne, et meget pyntet lille Væsen med hørgule Lokker, gav sig til at tude, og skjøndt det paa en Maade virkelig var det mest passende, man kunde gjøre under disse Omstændigheder, maatte Gouvernanten jo tale hende til Rette. »Lisbeth vil høre mer,« sagde den ældre Pige, og den Lille bekræftede denne Formodning ved at klynke: »Videre om Peter! Videre om Peter!«

— »Skam dig dog for den fremmede Herre, Lisbeth!« hviskede den unge Pige; »troer du, han har Lyst til at høre om Peter?«

Den Lille suttede snøftende paa sin Pegefinger og betragtede mig med store misfornøiede Øine. Dette Barneblik, som saa tydelig sagde: »Hvorfor kan du ikke skrubbe af?« generede mig i høi Grad. Jeg følte mig som En, der havde trængt mig ind og frygtede for, at jeg maaske kunde gjøre Situationen vanskelig for den nette, unge Gouvernante; sandsynligvis havde hun været glad ved at være ene herude med sine forkjælede Myndlinge.

Jeg gjorde derfor Mine til at befri dem for min Nærværelse, men den unge Pige tilkastede mig i det samme et skjælmsk Blik — hvor skjælmsk, vidste hun vel neppe selv — der tydelig nok sagde, at mit Selskab var hende behageligt, skjøndt just ikke paa en for mig synderlig smigrende Maade: hun længtes ikke efter at berette »videre om Peter«. Jeg besvarede altsaa hendes forklarende Smil med et forstaaende, satte mig fastere tilrette og udholdt med stoisk Ro et langt Vredesblik fra den skuffede Lille. Det var mig meget behagelig, paa saa billig en Maade at kunne gjøre min smukke Naboerske en lille Tjeneste.

Hun var nemlig smuk, ja paa sin eiendommelige Vis endogsaa en lille Skjønhed, det havde jeg ved denne Leilighed tilstrækkelig opdaget. Hendes Ansigt hørte til den firkantede Type; det var meget regelmæssigt, og da hun var brunet, havde det, overfladisk seet, noget sydlandsk ved sig. Men Næsen var ægte tydsk: kort, lige og saare beskeden. Ved Læberne var der det Særlige, at Modellering og Farve faldt fuldkommen sammen og vare lige væsentlige, medens man ellers saa ofte ser, at Læberne enten kun ere modellerede eller kun malede, eller ogsaa at Farven træder ud over Formen eller ikke slaar til, saa at de snarere forvirre end understøtte hinanden. Hvis man kunde tvivle om, at der var tilstrækkelig Ben i Næsen, saa modsagde dette Læbepar bestemt al Sigtelse for Karakterløshed. Hagen og Kindrundingen var noget af det Fineste, som jeg har seet. —

Hun syntes at være af Middelhøide og snarere lidt mager end fyldig. Hendes Paaklædning var ikke synderlig moderne, hvilket jeg godt kunde lide; men hvad der især tiltalte mig, var hendes Hovedbedækning. Det Aar var nemlig nogle skrækkelig høie og spidse Hatte paa Moden, besatte med kunstige Blomster, og jeg havde netop inde i Salonen haft Leilighed til at forbavses over den Grad af Smagløshed, som de kunde udvikle sig til. Men hun bar en lille baret-agtig Straahat med blaat Fløil paa Skyggen og et sølvgraat Slør.

At gaa med et smukt Slør paa en Tid, da det ikke netop er Mode, viser altid en Dames gode Smag — og en Smule elskværdig Behagelyst. Jeg kan heller ikke tænke mig hos den Tilbedte nogensinde at savne Sløret, denne Livsseiladsens Festvimpel, der fra det Fjerne og i Trængsel viser, hvor man skal styre hen, som altid faar vort Hjerte til at banke, undertiden skuffer os .... Saa, nu taler jeg allerede om Forelskelse, hvad jeg dog den Gang slet ikke tænkte paa. Skjøndt — naar tænker man ikke paa det? Kvindeverdenen deler sig dog for os i to Dele: — dem, som det er mer eller mindre muligt for En at forelske sig i, — og alle de Andre, blandt hvilke man egentlig føler sig som i Mandfolkeselskab. — Og denne Gang var jeg tydelig nok i Kvindeselskab.

Vi vare seilet et godt Stykke, inden jeg havde samlet dette første Indtryk; for jeg turde naturligvis kun i Ny og Næ kaste stjaalne Blikke derhen. Alligevel gjorde jeg det dog maaske hyppigere, end der strengt taget kunde findes Paaskud til. I alt Fald bemærkede jeg, at hun blev rød paa Halsen lige under Øret og bøiede sig dybere ned over Bogen, som ingenlunde var en Foliant, skikket til at skjule sig bag.

Denne lille Tyksak af et Bind begyndte at plage min Nysgjerrighed, en ægte Reise-Regnveirs-Nysgjerrighed, der kaster sig over enhver Gjenstand i Nærheden. Gamle tydske Oversættelser af Cooper og Walter Scott have omtrent dette Format, og jeg havde allerede dømt hendes Lekture til at henhøre under denne agtværdige Kategori, da en pludselig Dreining af den røbede, at den tilhørte en endnu agtværdigere: — det var et Lomme-Lexicon.

Denne Opdagelse gav mig endnu mere Interesse for den unge Pige, og jeg betragtede hende med en vis Rørelse. Jeg forestillede mig, hvorledes trykkende Omstændigheder havde tvunget hende til at tage imod en af disse ubarmhjertige Gouvernante-Pladser, hvor der fordres alt muligt og lidt til, saa at hun var nødsaget til at benytte ethvert ledigt Øieblik til at forøge sine Kundskaber ad den korteste og tørreste Vei, og maatte indtage en vis Dosis Gloser daglig in natura, som en bedsk men styrkende Medicin under denne Torne-Vandring.

Naar en saa skjøn Ungdommelighed faar de trange Kaars dunkle Baggrund, kan den derved kun vinde i Glands og Relief; hvis hun havde været en forkjælet Frøken, som slog Tiden ihjel med en Leiebibliotheks-Roman, saa vilde hun have interesseret mig langt mindre.

Skjøndt denne Interesse burde have været saa selvfornægtende, at den ikke vilde forstyrre hende, saa pønsede jeg, oprigtig talt, ikke paa Andet end paa at gjøre det og faa en Samtale i Stand. Det er ydmygende at maatte tilstaa det, men min Opfindsomhed drev det ikke til videre end til to Gange at gaa op ad Kahytstrappen, i den Forudsætning, at den unge Pige vilde spørge mig, om det klarede (hvad det forresten absolut ikke gjorde). Da dette Spørgsmaal udeblev, var jeg lige vidt.

Jeg havde prøvet og forkastet flere Indledninger, da den mindste Pige begyndte at klynke over, at hun frøs. Den stakkels Lærerinde saae ingen anden Udvei, end at tage sit eget Shawl af og svøbe hende ind deri. Da jeg selv er temmelig kuldskjær, kunde jeg levende føle, hvad det maatte være for hende at komme af med Shawlet, især da jeg havde lagt Mærke til, hvor velbehagelig hun trak det fastere om Armene og puttede den lille Hage ned mellem de bløde Folder.

Jeg følte, at min Tid nu var kommen, og tilbød hende ridderlig min Plaid. —

Som jeg havde ventet, afslog hun det meget venlig; — jeg trængte jo selv til den og vilde sikkert forkjøle mig.

Da jeg saa meget mindre kunde benægte dette, som jeg plagedes af en Snue, der allerede et Par Gange havde faaet mig til at nyse saa voldsomt, at den lille Pige var bleven bange og den større havde haft sin Nød med ikke at briste i Latter, saa vidste jeg ingen anden Udvei, for dog ikke at slippe altfor flovt fra det, end at sige, at jeg vilde ind i Røgkahytten, hvor jeg dog ingen Brug havde for Plaiden.

Den unge Pige haabede, at det ikke var hende, der forhindrede mig i at ryge her, men jeg holdt fast ved, at jeg paa ingen Maade vilde plage hende med Tobaksrøg, hvorved jeg smykkede mig med en hensynsfuld Finfølelse, som slet ikke tilkom mig. Jeg havde desuden nu trukket frisk Luft, og det blev mig i Længden dog en Smule for kjøligt, føiede jeg til; det lykkedes mig saaledes at tiltræde mit Tilbagetog, efterladende min Plaid som — sans comparaison — Joseph sin Kjortel.

Da jeg atter sad paa den voxdugsbetrukne Bænk i det lille kvalmende Rum, havde tændt mig en Cigar og faaet et Glas Øl sat foran mig, kunde jeg ikke skjule for mig selv, at mit første Forsøg paa en Tilnærmelse egentlig ikke havde været synderlig snedigt, da en saa grundig Fjernelse var bleven dets umiddelbare Følge. En lidt dristigere Cavaler havde maaske faaet maget det saaledes, at man var enedes om Brugen af det meget lange Shawl, eller hvis det var utænkeligt, saa kunde den lille Pige være bleven sat ved Siden af mig og dækket til. Kort sagt, jeg havde baaret mig ad som en rigtig Dumrian, fandt jeg, og jeg ærgrede mig saa meget mere derover, som det forrige Opholdssted i og for sig var behageligere, og jeg mente allerede at spore Anlæg til Hovedpine.

Det gav et Stød, og vi laa stille. Ovenover slæbtes der med Kofferter og Kasser. Det var Pirna. Jeg saae ligegyldig ud paa Kjøbstadens Smaahuse med de mange grønne Træer og paa Kirkens høie, teltagtige Tegltag — og mindre følelsesløst paa dens Akropolis, Sonnenstein, tidligere en Fæstning og nu en stor Sindssygeanstalt. Canalettos Pensel har mangfoldige Gange forherliget dette Billed, men altid i bedre Belysning end det nu havde. Men som om Naturen vilde bøde paa denne Mangel, gled der netop nu et Solglimt over Slotsgavlen.

Nu, da jeg gjenkalder mig denne Scene, synes jeg, det var ligesom om en himmelsk Finger pegede paa denne Bygning for at henlede min Opmærksomhed paa den og røre mit Hjerte med en Anelse om de Følelser, med hvilke jeg senere skulde betragte den — med hvilke jeg nu, da jeg skriver dette, ser den for min Sjæls Øie, indtil mit legemlige blændes af Taarer, og jeg er nødt til at lægge Pennen fra mig. Men den Gang betød denne pegende Straale intet andet for mig end et glædeligt Tegn paa, at Veiret klarede. Dette Lys blev gradvis stærkere og bredte sig, da Mure og Gavle begyndte at bevæge sig og langsomt glide tilhøire. Jeg skimtede endogsaa en Smule blaa Luft over dem, og idet Kirketaget forsvandt, havde det en mat Blyglands. Men saa vaskede Regnen igjen ned ad Ruden.

Efterhaanden som vi kom ind i Sandstenslandet, lød Regnen mindre heftig. Af Røgkahyttens dampende Beboere forsvandt den Ene efter den Anden og hørtes trampe ovenpaa.

Ogsaa jeg gik op. Det regnede temmelig tæt, men Draaberne blinkede i et mælkehvidt Lys, der sivede igjennem, uden at man ret vidste hvorfra. Stenfladerne i de gamle lave Brud, der her ere ganske brunrøde, syntes at have faaet Fernis, og af den bakkede Bred tilhøire lyste en bleggrøn Skovtop gjennem Regntaagen — vistnok et godt Stykke borte. Regnen, der næsten var holdt op et Øieblik, blev tættere igjen, men samtidig tog ogsaa Lysningen til.

Jeg gik ned ad Kahytstrappen og traf ganske rigtig mit Selskab i Forrummet. Gouvernanten læste ikke længer, men fortalte heller ikke Historier, da hendes lille Plageaand var falden i sød Slummer. Denne Gang afventede jeg ikke Spørgsmaalet, om det klarede? men fortalte strax, at det saae ud til at blive godt Veir. Den unge Pige smilede ganske fornøiet, og takkede mig for Laan af Plaiden, som hun gav sig til at lægge omhyggelig sammen; da den var saa stor som en lille Selskabsdug, maatte jeg hjelpe hende dermed, og vakte hendes Munterhed ved at tage keitet fat; der var netop saa megen Plads, at vi kunde stramme den ud i hele dens Længde, og saa manøvrerede vi henimod hinanden paa den bekjendte Maade, til vore Hænder mødtes. Men før jeg kunde faa sagt Noget, var hun med et hurtigt »Tak« allerede sprunget op ad Trappen, overladende det til den større Pige at purre den Lille op.

Der var snart overfyldt af Passagerer paa det fugtig glindsende Dæk, hvor man endnu ikke kunde sidde paa Bænkene. Kun enkelte Draaber glimtede gjennem Luften, som var ganske fugtig varm; oventil blaanede Himlen, Floddalen stod endnu fuld af en lys Em, og Skovene paa Klippeterrasserne dampede saa stærkt, som om enhver Grantop var en lille Skorsten, hvorfra en fin blaa Røg krusede sig tilveirs og opløste sig i Solglandsen.

Forude glitrede Flodvandet skarpt og blændende. Man saae allerede et Par Smaahuse af Rathen ved Foden af Basteis lodrette Fjeldmure og bagved dem en underlig vild og sønderrevet Klippemasse, Gamrigsstenen, som jeg havde bemærket fra mit Vindue.

Jeg gav mig til at lede efter min Smule Reisegods, som endelig fandtes i god Behold under Persenningen. Saaledes havde jeg ikke faaet Tid til at se mig mere om efter den smukke Reisefælle, da Raabet lød: »Rathen, am Steuer absteigen,« og jeg fik travlt med at trænge mig agterud med mine Sager. Da jeg naaede derhen, saae jeg til min Glæde det graa Slør vimple forrest i Rækken, og strax efter gik hun over Landgangsbroen med sine Smaafolk.

Inden jeg havde faaet fat i en Drager, vare de komne mig af Syne.

III

Hvis jeg maatte raade, saa skulde der paa et af de mest fremragende Punkter i denne Egn opstilles en Skamstøtte for den Mand, som har opfundet det skrækkelige Navn: »Sachsisk Schweiz«. Sikkert er det, at Ingen har skadet den smukke lille Klippe-Egn mer, end ikke »Bjergforeningerne«. Nu kommer enhver Besøgende hertil enten med en Erindring eller et Phantasibillede af Schweiz som Maalestok, sammenligner og vrager, og gjør sig vigtig med, at han har seet eller tænkt sig noget ganske anderledes Storartet, hvad det stakkels Land jo slet ikke har bedt ham om.

Men naar man kommer herhen uden nogen Fordring og tager Landet som det er — fremfor Alt, naar man ikke tager det i Turiststormskridt, men lægger sig smukt hen for at leve og nyde, — hvilken Rigdom af Naturskjønhed byder det En da ikke, fuld af Modsætninger, som ere forsonede i en ganske eiendommelig idyllisk Landlighed: Goldhed og frodig Fylde, vild og steil Sønderrevethed og dyrkede Fladstrækninger findes Side om Side eller over hinanden, og fra lys dirrende Hede træder man umiddelbart ind i fugtig-sval Skygge. Og hvor udvider Lungerne sig i en friskere og mere sund krydret Luft end den, der stryger hen over disse Høider og fylder disse Skove og Klippedale?

Men for rigtig at finde sig til Rette, maa man sætte sig ind i denne Egns eiendommelige Natur, og forstaa, at det ikke er et Bjergland, man færdes i, men en Høislette, som ved Vandflod er bleven kløvet, gjennemgravet og udskyllet, hvorved Stenen er kommet frem snart som Furernes Vægge, snart som Ruiner midt i dem, saa at Klipperne mindre danne den ophøiede Del af Landskabet end dets Fordybninger. Derfor undres man i Begyndelsen over at se en frodig grøn Mark runde sig oppe over en brat Klippevægs ru Stenhud, som en Fløielssadel paa en Elefant, og man forbavses ved, efter at have gaaet gjennem bølgende Rugmarker, under sine Fødder at se et af disse vilde og forrevne Klippepartier med en Uendelighed af Tinder og Taarne og hundred Fod høie Sandstenskegler. I Begyndelsen ærgrer man sig næsten lidt over denne Modsætning, men man ender med at holde af den. Og ovenpaa denne Høislette med et Klippeland under sig, er saa igjen disse enkelte Bjerge skudt op, der paa Afstand væsentlig give Landet dets Physiognomi, et vortet Physiognomi, hvis jeg tør bruge et uædelt Billede; thi sete i nogle Mils Afstand ligne de mest af Alt Kjæmpevorter, disse »Stene«, enten de nu kaldes Kongestenen, Pavestenen, Liliestenen og hvad de alle hedde; ja selv det totusind Fod høie, uendelig langstrakte Snebjerg er kun en mere storartet Variation. — Enkelte, som de forbundne Vinterbjerge, emancipere sig ganske vist fra Typen men de ere ogsaa lige paa Grændsen, og efterhaanden som man kommer ind i »det Böhmiske«, bliver en almindeligere Bjergnatur fremherskende. Rigtignok ligger allerede »Schneeberg« inde i Böhmen, og overhovedet er Grændsen mellem Bjergformerne ikke trukken saa skarpt som den mellem Kaffe-Kvaliteterne: for denne er i den første bøhmiske Flække saa fortrinlig, som om man allerede var i Karlsbad, medens man i den sidste sachsiske drikker den berømte »Bliemchen-Kaffee«, et Dekogt, der skylder sit Navn den Egenskab, at man igjennem det kan se en lille Blomst, som er malet i Bunden at Koppen.

Jeg havde netop efter Middagen nydt det sædvanlige Maal af denne Drik, der paa ingen Maade truer med Hjertebanken. Den foregaaende Dag havde jeg smagt paa den bøhmiske i Prebischthor og to Dage før — — kort sagt, jeg havde rørt mig ganske godt og var ikke oplagt til nogen længere Udflugt. Jeg sad og døsede ved mit Vindue og overveiede, om jeg gad være over at gaa ned i Amselgrunden. Det var meget varmt og blikstille. De lette Skyer, der vare ligesom tværede ud i den graablaa Himmel, havde et rødligt Skjær. Det solbeskinnede Græs og Løv straalede ikke, men havde en mere intensiv grøn Farve end ellers; Skyggen mellem Klipperne var uigjennemsigtig, og Slagskyggerne, som de kastede paa hinanden, havde ingen skarpe Rande. Ovre i Grunden kukkede en Gjøg uafbrudt, hvad den allerede havde gjort i timevis, og denne regelmæssige Lyd bidrog til hele Naturens søvndyssende Virkning .... Jeg havde afgjort ikke Lyst til at gaa mange hundrede Skridt bort; — men sove kunde jeg ikke, læse gad jeg ikke, og om at skrive Breve kunde der ikke være Tale.

I denne Raadvildhed faldt de »skyggefulde Promenader« mig ind. Jeg havde hidtil ikke savnet dem, men nu vilde det nok have været mig kjært, om de havde haft en nyttigere Existens end den i Værtindens Praleri. I det samme faldt mit Blik paa en lille Allé af unge Birke; den begyndte ganske pludselig en halvhundrede Skridt fra mit Vindue, som den stilede imod; men snart bøiede den om og forsvandt bag den kratbevoxede Rand af Bakken, der temmelig brat sænkede sig ned mod en lille Kjedeldal. Jeg havde ment, at denne Birke-Allé hørte til den fine Nabovilla; men det var mig nu paafaldende, at den ikke ved nogen Art Gjærde var adskilt fra denne Jordlod, der hørte til vort Hus, og som var optaget af et Stykke med Kartofler, et Par Salatbede, nogle Rækker Ærteris og en Græsmark; denne var det, som pludselig stoppede for Alléen, og længer henne stødte den op til Krattet paa Bakkeranden, hvor man heller ikke saae noget Hegn eller Rækværk. Det var altsaa muligt, at ogsaa det øverste af Afhanget tilhørte min Værtinde, og at den saa pludselig afbrudte Allé kun ventede paa en Fuldendelse af det paabegyndte Anlæg for at forene sig med en Gang fra Huset; dernede kunde følgelig de skyggefulde Promenader befinde sig. Jeg gjorde i Tanken den brave Kone Afbigt, fordi jeg saa vantro havde spottet dem, og besluttede strax at benytte mig af min saa høit lovpriste Rettighed som Logerende til at gaa »da'rim und dort'nim«.

Jeg gik ikke hen til Birke-Alléen, men skraaede over til Krattet, der viste sig at bestaa af Hassel og Tjørn. Markgræsset, der var fuldt af Bellis og traadfligede Nelliker, trængte ind ad Aabningerne mellem de temmelig spredte Buske, men standsedes snart af en grusbelagt Gang. Paa den anden Side af denne Gang sænkede Græsskraaningen sig temmelig brat ned mod en lille Sidedal, der var fuld af ung Naale- og Birkeskov. Tilhøire afløstes Grusgangen snart af en beskeden Fodsti, der tabte sig inde mellem Granstammerne; jeg fulgte den tilvenstre for at gjøre mig bekjendt med Anlægget.

Neppe var jeg gaaet en Snes Skridt, før jeg stod foran en net lille Grotte eller snarere Klippenische. Ellers saae man paa denne Bakke kun Græstørv og Sand, men her var Stenen brudt igjennem, og idet den ludede noget fremover, som om den havde løbet Panden gjennem Jordlaget, og trængte lidt frem ved Siderne, ligesom med fremskudte Skuldre, havde den af sig selv dannet denne Siddeplads, hvor der næsten hele Dagen var Skygge. Der var anbragt et Bord og et Par Havebænke, og midt paa Stenvæggen stod malet »Sophien-Ruhe«.

Et Øieblik blev jeg staaende ganske imponeret; jeg havde ikke tiltroet Madam Richter at have saadan en Trumf i Baghaanden. Saa tog jeg Plads paa den magelige Bænk; men jeg følte mig dog ikke helt vel tilmode, og det blev mig mer og mer tvivlsomt, hvorvidt jeg nu ogsaa havde Ret til at være her. Medens jeg plagede mig med disse Tanker, fik jeg Øie paa en lille Bog, der laa paa Bænken. Jeg tog den op og bladede i den og opdagede til min Forbavselse, at det var et tydsk-dansk Lexikon. Jeg vidste ikke af, at jeg havde nogen Landsmand i »Pensionen« — hvad denne Caserne-Villa kaldtes tiltrods for, at den kun havde og kun kunde have Logerende. Hvem kunde det vel være, der havde den i Tydskland yderst sjældne Passion at studere Dansk? .... Ved det slidte Bind var der mig for Resten noget Bekjendt.

Gruset knirkede under lette, hurtige Skridt. Idet jeg hævede Hovedet, traadte en ung Pige frem paa Gangen. Det var den smukke Lærerinde fra Skibet.

Jeg havde, siden jeg kom, haft saa travlt med Ture og Udflugter, at der ikke var blevet Tid til at længes efter at forny dette flygtige Bekjendtskab, og navnlig i de sidste Dage havde jeg slet ikke tænkt paa hende. I dette Øieblik faldt det mig ind, at Skolelæreren havde talt om en smuk lille Gouvernante hos Kammerherrens i den fine Villa.

Hun havde aabenbart været sikker paa ikke at træffe Nogen, for hun udstødte uvilkaarligt et lille Skrig. Jeg var naturligvis sprunget op og krammede en hel Mængde Beklagelser og Undskyldninger ud: Yttringer af min Værtinde om vore skyggefulde Promenader havde givet mig Anledning til at tro .... men jeg mærkede nu, at jeg, meget mod min Villie havde trængt mig ind paa fremmed Grund .... jeg beklagede dette saa meget mer, som det syntes, at jeg havde voldt hende nogen Forskrækkelse.

Den unge Pige smilede forlegen:

— Deres Feiltagelse er meget forstaaelig, saa De har egentlig ikke Noget at gjøre Undskyldning for — og heller ikke at beklage — for min Skyld.

Hendes Blik faldt nu paa den lille Bog, som jeg i min Forvirring stod og dreiede mellem Fingrene. I det samme blev hun ganske rød i Hovedet.

— Maaske er det Deres Bog?

— Jeg kom netop for at hente den.

— Saa maa jeg gjøre Dem nok en Undskyldning, fordi jeg var saa næsvis at blade i den .... Det var en underlig Overraskelse, — jeg er nemlig Dansk, skal jeg sige Dem.

— Det veed jeg nok, svarede hun, jeg kunde høre det paa de første Ord, som De henvendte til mig ombord paa Dampbaaden.

Denne Erklæring var ikke just smigrende for mig, thi jeg nærede det lønlige Haab, at mit Tydsk var saa godt, at en Inden-Tydsker kunde holde mig for en fjern Landsmand.

— Saa har De vel omgaaedes Danske meget? spurgte jeg.

— Jeg har kjendt enkelte Landsmænd af Dem, svarede hun, og saae pludselig helt alvorlig ud.

— Og dette Bekjendtskab har ført til, at Frøkenen gjorde sig bekjendt med et saa lidet læst Sprog?

— Ja, svarede hun lidt langtrukkent og som om hun overveiede, hvorledes hun hurtigst kunde afslutte denne Samtale.

— Dersom jeg maaske paa nogen Maade kunde være Frøkenen behjelpelig ....

— Nei, — desværre! Det vil sige, der har nemlig været Tale om, at jeg skulde som Gouvernante til en Familie i Danmark, men det er nu opgivet.

Denne nøiagtige Meddelelse om Noget, der jo slet ikke vedkom mig, var mig overraskende, og jeg ventede allerede, at hun skulde føre Samtalen videre, da hun i en reserveret Tone sagde:

— Det vilde gjøre mig meget ondt at være den, der forjog Dem fra denne behagelige Siddeplads. Men De behøver virkelig slet ikke at gaa, for jeg kjender Husets Skik: der kommer aldrig Nogen i Haven eller Anlægget paa denne Tid. Det var ogsaa derfor, at jeg blev lidt forskrækket, da jeg saae Nogen sidde her, jeg er temmelig nerveus. Farvel!

Jeg var ved at vove et Forsøg paa at faa hende til at blive, da jeg altsaa vidste, at vi kunde være uforstyrrede; men i hendes Blik, der søgte bort, bemærkede jeg en altfor fugtig Glands, som i Forbindelse med en rød Plet paa Næsen og en Trækning ved Mundvigen overbeviste mig om, at hun var lige paa Nippet til at briste i Graad, en Opdagelse, der gjorde mig fuldstændig confus. Jeg fremmumlede Noget om hendes store Venlighed og om, at jeg dog ikke vilde misbruge den ved at blive, i alt Fald — vovede jeg at tilføie — naar hendes Selskab ikke længer ....

Men borte var hun allerede.

Forresten blev jeg dog siddende i nogen Tid, ligesom fortumlet af det uventede Møde, og forsøgte at fastholde Billedet af den unge Pige, som denne anden Gang havde gjort et endnu stærkere Indtryk paa mig. Jeg var nu ganske paa det Rene med, at hun var den nydeligste Pige, som jeg havde seet. Hun havde haft en Havehat paa, der foran aabnede sig om Hovedet med en gammeldags kalecheagtig Form, og jeg havde derved faaet at se, at hendes Pande var ualmindelig høi og velformet. Men især havde de Øine været mig paafaldende, som husedes temmelig dybt inde under denne Hvælving. Naar hun lukkede dem helt op, var der næsten ingen Afstand mer mellem Vipper og Bryn — af hvilke ingen var fremtrædende — saa skarpt og sikkert var Øienhulen skaaren ind. Øinene selv vare mere paafaldende ved deres Glands end ved deres Størrelse og havde en eiendommelig hurtig Bevægelse, som om de smuttede et andet Sted hen. Deres Iris, hvor gule og grønlige Straaler spillede over den brune Grundfarve, gjorde et Indtryk, som naar man i en skyggefuld Skovkløft ser ned i en Bæk, hvor dæmpede Solglimt lege nede paa Bunden, og Blikket vexlede ligesaa hurtig Udtryk, som et saadant Vand gjør det under Løvets og Skyernes Bevægelser.

Jeg kunde slet ikke glemme dem.

Og saa var dette Træf med det danske Lexikon mig høist paafaldende. Det forekom mig som et Fingerpeg, en Styrelse, eller kort sagt, Noget, der havde sin Betydning og ikke kunde blive staaende saaledes isoleret. Jeg troede ikke rigtig paa hendes Forklaring, at hun skulde have været som Lærerinde til Danmark; skjøndt, hvorfor skulde hun da have sagt det? Men fremfor Alt, hvorfor havde hun været lige ved at græde, uden optænkelig Grund!

Alt dette tænkte jeg frem og tilbage over, medens jeg fordybede mig ind i Kløften, og gjennem den store Naaleskov gik helt over til Polenzgrunden, hvor jeg spiste til Aften i Walthersdorfer-Møllen. Det Trykkende i Heden havde fortaget sig, og det var blevet det skjønneste Eftermiddags-Veir.

Jeg nød ogsaa Naturen, men paa en anden Maade end de foregaaende Dage, ikke med denne ligefrem modtagende Ro, men med en aandelig Prikken og Vibreren, der svarer til en lignende mere legemlig Fornemmelse, naar man har drukket en Del god Vin. Den er paa ingen Maade ubehagelig, men samtidig med, at den gjør Opfattelsesevnen lettere paavirkelig, gjør den den ogsaa mindre distinkt. Derved bliver det da lettere for den »kjære stadige Tanke« at forbinde sig med alle Indtryk.

Saae jeg ned i den hurtig og stille rindende Polenz, saa erindrede mig dens grønlig brune Skjær med gyldne Blink af Eftermiddagssolen om hendes underlige Øine. Jeg opdagede nogle smukke Blomster, og strax tænkte jeg: naar jeg nu allerede stod paa en saadan Fod med hende, at hun gjerne modtog en Buket af mig. Eller jeg laa paa en steil Skrænt og hørte Granerne suse over mig, og det faldt mig ind: hvis jeg nu var Digter, saa vilde jeg vist i dette Øieblik blive inspireret til et Digt, som kunde vække hendes Beundring, og hvori jeg ogsaa kunde lade mine Følelser komme til Orde. Jeg fandt endogsaa paa et Indhold: hun var en Gaade, som jeg bestandig maatte gruble over; og »det bares mig for« — dette Udtryk fandt jeg særdeles poetisk — at hvis jeg kunde finde Løsnings-Ordet, saa vilde det ogsaa være det, der »hævede livets Skat«. Jeg kunde imidlertid ikke faa Ordene til at rime, end sige da, at de skulde danne nogen Art rhytmisk Forbindelse.

Da jeg kom tilbage til Rathen, var der temmelig mørkt. En smal Maanestrimmel skimtedes kun dunkelt lige over Bakken, paa hvilken Villaen laa. Mellem Havebuskene og i Krattet ved Bækken sværmede Ildfluerne. Stilfærdig svævede de smaa Gnister hid og did, steg og dalede, som om det var bitte Lamper, der blev baarne af usynlige Alfer; undertiden lyste enkelte Blade af en Busk op omkring en, der var helt skjult; af og til fløi en saa høit, at man saae den op imod Himlen som en Stjerne, der bevægede sig. Andre Stjerner viste sig heller ikke; det var atter blevet lummert og stille. —

Ogsaa de foregaaende Aftener havde jeg nydt dette forunderlige ætheriske Fænomen af Natur-Erotikken, og det var vel ikke blot, fordi det var rigest denne Gang, at det nu betog mig paa en ganske anden Maade og satte mig i en ubeskrivelig Stemning. Og ærlig talt, hvad har det at betyde med disse evige Analyser af Stemninger, som moderne Forfattere føle sig forpligtede til at diske op med? Som om Nogen f. Ex. kunde gjøre sig en Forestilling om Vand, fordi han fik at vide, at det bestod af Ilt og Brint i et Forhold af en til to, om han saa nok saa godt kjendte baade Ilt og Brint! det maatte da være Vor-Herre selv, og saa havde han vel eo ipso skabt Vandet, saa det takker Pokker ham for. Kun saa meget kan jeg sige, at jeg havde Hjertebanken, mens jeg steg op ad Bakken og hyppig standsede for at se ned over Dalen, hvor de smaa Lyspunkter bevægede sig imellem hverandre; enkelte Steder lyste ogsaa Løvrammen om en lille blank Rude, og rundt om mere fornam end saae Blikket de steile Klippemasser, der alle syntes at være lige nær.

Paa Stentrinene op til Døren saae jeg endnu en lille ensom Glød sprede sit Fosfor-Lys. Jeg strøg en Svovlstik af og opdagede en lille graa og lodden Klump, der atter gav Plads for en Gnist, da Svovlstikken slukkedes. Iøvrig var jeg bange for at forstyrre den, thi jeg havde en mystisk Følelse overfor denne Sct. Hansorm, som jeg nu tre Aftener i Træk havde seet sidde nøiagtig paa den samme Plet, i det indre Hjørne af Trinet lige ved et Kjeldervindue; og jeg havde udtrykkelig forvisset mig om, at den ikke var der om Dagen. Hvad foregik der vel i et saadant lille Væsen, naar det Aften efter Aften fandt den bestemte Vei til sit Stevnemøde? eller maaske var den hver Gang bleven skuffet og kom dog trøstig med sin erotiske Diogenes Lygte, der ikke søgte, hvad den nu havde fundet: et Menneske, men en Hun, og sad dèr i Tillid til, at dens brændende Kjærlighed her paa sit ophøiede Stade nok skulde trylle sin Gjenstand til sig .... Havde maaske ogsaa hos os en saadan stille, haardnakket Lidenskab en uimodstaaelig Magt, selv om man her kun figurlig talt kan »se Hjertet brænde gjennem Vesten«?

Man skulde tro, at jeg havde haft en særlig Brug for en saadan overordentlig Kraft, for medens jeg kastede mig om paa mit Leie (der altid var en Smule klamt), tænkte jeg bestandig paa den lille forelskede Lysgiver, og saavidt jeg husker spillede den ogsaa en Rolle i mine temmelig forvildede Drømme.

IV

Da jeg den næste Morgen gik ud, saae jeg nøie efter, ikke blot paa Stentrinene, men ogsaa i den lille Vindues-Fordybning; men Sct. Hansormen var forsvunden. Jeg aftalte med mig selv, at hvis den fandtes der igjen om Aftenen, skulde det være et Varsel om, at der vilde udvikle sig et nærmere Forhold mellem mig og min smukke Naboerske.

Jeg gik lige hen til Skolelæreren, som jo havde bedet mig om at besøge ham for at faa Anvisning paa lønnende Udflugter, — og som var en fjern Slægtning af hende.

Det var Ferie, og jeg traf ham i Kjøkkenhaven foran Huset, hvor han arbeidede, med et Uhyre af en forreven Sivhat paa Hovedet. Han blev øiensynlig glad ved Besøget. Da vi havde vexlet de behørige Bemærkninger om det gode Veir, der saae ud til at ville holde sig, udspurgte han mig om, hvor jeg havde været, og fandt snart en Tour, som var mig ubekjendt, og som jeg ikke let vilde kunne gjøre alene. Jeg tog naturligvis gjerne mod hans Forslag, at vi skulde gaa sammen strax efter Middag.

Underveis var han — ja, der er ikke andet Ord derfor end det tydske »kreuzfidel«. Det viste sig, at han en lang Tid havde studeret, formodentlig mer paa Kneiperne end paa Universitetet, og Minderne fra den Tid var hans Livs Stolthed. Han sang den ene Studentervise efter den anden fra »Kommers-Bogen«, der oftest udmærkede sig ved deres fuldstændige Meningsløshed, saasom:

Senere gav Veien Anledning til at komme frem med Viser fra Krigsaarene. Naar jeg, der var lettere tilbens, under Opstigningen tog Luven fra ham, brummede han ufeilbarlig paa et sachsisk Spottevers fra attenhundred tretten og sexogtreds:

Sakkede jeg derimod agterud, saa hed det:

At denne Erindring fra fireogtreds og særlig Navnet »Hannemann« ikke kunde være helt behagelig for et dansk Øre, tog den noget tykhudede Tydsker ikke Hensyn til, og forresten saae han saa godmodig ud derved, at jeg, trods nogle patriotiske Anfægtelser, ikke kunde tage ham det ilde op.

Naar vi hvilede ud, diskede han gjerne op med Anekdoter fra sin Studentertid eller fra Krigen, hvilke sidste iøvrigt gjerne var af forholdsvis fredelig Art.

— Ja, det skal De nok have Ret i, at det er en god Tobak, sagde han, idet han tændte sin Pibe efter Aftensmaden. He, nu skal De ellers høre en pudsig Historie, som er passeret mig med den Tobak, det vil sige, den Gang var den rigtignok bedre, end som den er bleven paa de sidste Aar; — den var ligefrem berømt over hele Tydskland, den Altstädter Ziegel-Tobak. — Altsaa det var den Gang, — jeg har vist fortalt Dem, at jeg laa paa Lazarettet i Flensburg; jeg havde faaet en Kugle oppe i Skuldren. Da jeg nu var ved at komme mig, saa fik jeg Lov til at ryge mig en lille Pibe Tobak. Nu maa De vide, jeg er barnefødt i Altstadt, og min Moder, som boede der, hun sendte mig jevnlig et og andet, — vi havde jo fri Forsending, — og der var saa altid noget af denne extra Tobak med i Pakken. Naa, jeg faar altsaa Piben tændt, og neppe er Tobakken kommen i Glød, før min Sidemand, det var en Dansker, som de havde taget ved Düppel, — han var kommen en Bajonet for nær, — han reiser Hovedet saadan lidt op fra Puden og begynder at snøfte; og jeg kunde nok mærke, at Røgen ikke generede ham, for han formelig gottede sig. Naa, jeg bakker jo alt hvad Pibetøjet vil holde. Han bliver ved at snuse og saadan aande ind. »Det var som Fanden,« siger han saa. »Hvorfor det,« siger jeg, »lugter den kanske af Svovl?« »Nei, paa det Lav!« siger han paa meget ordentligt Tydsk; »men jeg vil være hængt, om det ikke er Altstädter Ziegel-Tobak, som du ryger.« »Saa bliver du ikke hængt den Gang,« siger jeg. »Hvor kjender du ellers Altstädter Ziegel-Tobak fra?« »Jo, den skulde jeg da nok kjende,« svarer han saa, »for jeg har været to Aar i Altstadt, den Gang da jeg reiste paa Professionen, for jeg er Uhrmager. Siden har jeg aldrig røget den Tobak, og nu, da jeg lugter den, er det akkurat, som jeg igjen sad dèr paa Hjørnet af Gaasetorvet og Smedestræde hos min skikkelige Mester Storch.« »Næh!« siger jeg, og var lige ved at tabe Piben. »Jo, gu min sæl er det saa,« svarer han. — »Men saa har du jo været i Lære hos min egen Fader!« Ja, vil De nu tænke Dem! og da vi kom til at snakke rigtig sammen, kunde jeg ogsaa nok huske ham, skjøndt han havde lagt sig et stort Skjæg til, et rigtigt Hannemann-Skjæg .... Naa, jeg gav ham en Kardus af Tobakken, men det kunde jo lige saa godt have hændet sig, at jeg var kommen til at give ham en varm Kugle.

Da denne Anekdote var ude, greb jeg Leiligheden — hvis man kunde sige, at der var en saadan — til at udspørge ham om hans Familieforhold, og efter at have døiet flere baade kjedelige og indviklede Kapitler af Slægtskrønniken, belønnedes jeg endelig ved, at vi naaede frem til Minna Jagemann, — »hende, den lille kjønne Lærerinde hos Kammerherren, som De vel nok har seet.« —

I Begyndelsen havde Meddelelserne om hende en meget almindelig og nøgtern Karakter.

Hun var Datter af en hæderlig Gymnasiallærer, som var død for et Aars Tid siden. Moderen leiede ud til Pensionærer, og hun selv tjente lidt ved Informationer, navnlig ved at undervise Fremmede i Tydsk, give Conversationstimer og lignende. For Tiden havde hun undtagelsesvis taget mod denne Gouvernanteplads, som var godt lønnet; ellers boede hun sammen med Moderen i en af Dresdens Smaagader.

Alt dette lød noget hverdagsagtigt, og jeg havde nu en Gang sat mig i Hovedet, at der maatte hvile en romantisk Skjebne over hende.

— Det er forresten ikke altid saa rart med disse Fremmede, navnlig til Omgang for saadan et stakkels uerfarent Pigebarn, bemærkede han og stoppede Asken ned i Pibehovedet.

— Saa —? spurgte jeg opmærksomt. Hvordan mener De det?

— Naa ja, man veed jo ikke rigtig, hvem man har at gjøre med, og det kan jo føre til et og andet, der ikke er, som det skulde være.

— Har Frøken Jagemann da oplevet noget saadant?

— Ja saamænd har hun det. Det var en ung Maler, forresten en Landsmand til Dem, en løs Fyr. Han lod hende da sidde, og det havde hun saa vist ikke fortjent af ham.

— Ja saa! De havde altsaa været forlovede?

— Nu, forlovede vil jeg just ikke sige. Forresten er jeg ikke saa nøie inde i det; — jeg har det fra Tante Sophie, hende, husker De maaske, jeg talte om, der ikke var saa rigtig heldig .... En Slags Kærresteri har der i alt Fald været imellem dem. Alverden troede, at de skulde giftes; men han reiste bort, og siden har han ikke ladet høre fra sig. Forresten undrer det mig slet ikke, for han havde været i Paris og lært at male, og Paris, det er jo det rene Sodoma. Ikke fordi Dresden heller er saadan helt — — ja, det har De Vel nok lagt Mærke til. Men Paris, Vor-Herre bevare os! det er jo forskrækkeligt — Alt hvad man læser derfra, og en Tydsker kan nu neppe være der, saadan som de hader os. Forresten maa de da forskrive vores Øl, de kan ikke engang brygge det efter, hvor gjerne de saa vilde! Nu har Franskmændene igjen lukket en stor Fabrik tæt ved Grændsen, fordi den tilhørte en Tydsker. Det kan jo aldrig gaa! De skal se, det vil ikke vare mange Aar, før vi maa dertil igjen. Pas De bare paa, — læste De, hvad Bismarck havde sagt forleden? — — —

Og han begyndte at fortabe sig i Udenrigspolitiken.

Det interesserede mig, oprigtig talt, i dette Øieblik langt mere, hvad der var passeret den smukke lille Dresdnerinde med den danske Maler, end om jeg kunde have faaet den mest authentiske Underretning om, paa hvilken Dag og Time Tydskerne vilde rykke ind i Paris. Jeg spurgte ham forgjæves, om han ikke kunde huske Malerens Navn.

Paa Tilbageveien forholdt jeg mig temmelig tavs. Den Opdagelse, som jeg havde gjort, satte mig i en eiendommelig Uro. Paa den ene Side var det mig behageligt at have faaet lidt Tilfredsstillelse for min Nysgjerrighed og at være kommen ind paa et Spor, hvor jeg anede, at der fandtes et, — men paa den anden Side syntes jeg ikke rigtig om den Historie, skjøndt den ganske vist ikke vedkom mig, — ikke det mindste — men alligevel. .... Jeg huskede nu paa det underlige lille Træk med den danske Lommebog, der syntes at være hendes Yndlingslekture og at ledsage hende baade paa Reiser og paa Spadsereture; jeg anede, at det var en Postillon d'amour, der kjørte denne lille sproglige Omnibus, hvori de ædleste og de simpleste Ord age Side om Side. Men hang hun blot trofast ved en kjær Erindring, naar hun lærte Gloser af det Sprog, som var hans Modersmaal, — eller forberedte hun sig bestandig, i det Haab, at det ogsaa skulde blive hendes ved Adoption? Maaske vidste hun det ikke selv.

Jeg kom til at tænke paa den lille Sct. Hansorm, der sad saa trolig, Aften efter Aften, paa den samme Plet og lyste ud i Natten efter en Fælle.

Da jeg nærmede mig Trappen, glødede den mig ganske rigtig imøde fra Hjørnet af Stentrinnet. —

V

For den, der elsker den tydske Musik — og hvem elsker ikke den! — eie disse skyggefulde og vandrige »Grunde« en Stemningsrigdom, der kun kan udtrykkes musikalsk. Schumanns Mandskor synes at strømme En imøde ud fra Granernes Søilestammer, »naar det aftnes tyst« i Bjergskoven, den klare forelrige Møllebæk risler en Schubertsk Melodi, og Webers Valdhorn gjenlyde i den viltre Klippe-Labyrinth fra dens »Ulvesvælg« op til dens »Høge-Tinder«, der synes En at være lutter ideale Coulisser til Jægerbruden. Men Wagner kræver Rhinegnenes større Sceneri.

Ikke destomindre standsede jeg en Dag udenfor en lille Klippeniche, hvori der var anbragt en primitiv Bænk af et Par tynde Stolper og et haandsbredt Bræt, og paa hvis ru Stenvæg der var malet den imponerende Indskrift »Wotans Ruhe«.

Om det nu var en altfor naiv Wagnerianer eller en ondskabsfuld Antiwagnerianer, fra hvem denne Indskrift hidrørte?

Dette Spørgsmaal henvendte jeg til Ingen anden end — Frøken Jagemann.

Hun sad ikke paa Bænken, paa hvilken overhovedet intet Menneske kunde sidde, men maaske nok en Gud, der vel er af et lettere Stof. Den unge Pige havde foretrukket et solidere Sæde: — en stor Klippeblok, der paa den anden Side af Stien skjød sig langt frem over den kraftige, sprudlende Bæk.

Der var en smal Kløft mellem den og Stien, saa at den dannede ligesom en lille Ø, og da der desuden groede et Krat foran, kunde jeg let være gaaet forbi, uden at bemærke hende, saa meget mer, som jeg under Betragtningen af »Wotans Ruhe« havde vendt Ryggen til hende.

Men hun røbede sig selv — om med eller mod sin Villie? — ved at blande sin friske ungdommelige Latter i den, som jeg uvilkaarlig brød ud i.

— Ligemeget, svarede hun, — i begge Tilfælde fortjener han at blive leet ud!

Hun sad opreist i Græsset, støttende sig paa den ene Arm; den anden laa i Skjødet, og Haanden holdt en Buket af de smukke Blomster, der i saa mangeartet Rigdom findes i disse Grunde.

Ærmerne paa den lyserøde Morgenkjole havde hun smøget op over Albuerne, enten for Bekvemheds eller for Kjøligheds Skyld, Armen i Skjødet saae blændende hvid ud, medens den anden imod det saftig grønne Græs viste en brunlig rød Yderside med en Linie af fine, krummede Dunhaar, der lyste i den streifende Solstraale; med sine runde, bløde Former gjorde den det barnlige Indtryk, der virker saa underlig rørende hos en voxen Kvinde.

De to Smaapiger sad ved Siden af hende og bandt Ønskekjeder af Straa; Saften af de Blaabær, som de paa Veien havde slugt, var tværet ud over det Halve af Ansigtet paa dem. Ogsaa den unge Piges Læber blaanede, og idet hun lo, lyste hendes Tænder ikke som ellers.

— De er forresten noget uforsigtig af Dem, Frøken! svarede jeg; De kan jo ikke vide, om jeg ikke er Anti-Wagnerianer? ....

— I saa Fald vilde De vel ikke tage Dem det saa nær, at blive leet ud af en ung Pige. Men De er jo ogsaa fra Danmark, og dèr kender man nok ikke synderlig til Wagner, — det har jeg da hørt sige.

Det muntre Udtryk forsvandt fra hendes Ansigt ved disse Ord, og jeg troede at kunne gjette, hvad det var for en Tanke, som bag ved dem sneg sig gjennem hendes Sjæl og kastede sin Skygge over hendes Træk.

Denne hemmelige Tanke, som hun naturligvis mindst af alt havde mig mistænkt for at vide Besked med, vakte hos mig en pludselig Misstemning, og jeg tav lige som hun.

Med eet lagde jeg Mærke til, at hun saae paa mig med et forbavset Blik, der ganske tydelig sagde: »Hvorfor gaar nu ogsaa han i Staa, og hvorfor ser han saa gnaven og ubehagelig ud?« og i det samme fornam jeg, at der ved mine Læber var noget fortrukkent i Retning af et ærgerligt og lidt spottende Smil. Det var først derved, at jeg blev opmærksom paa min egen Stemning, som overraskede mig, især da jeg snart var paa det Rene med, at den ikke kunde bero paa andet end Skinsyge; og det var da saa taabeligt som Noget, at blive skinsyg i Anledning af en ung Pige, som jeg neppe havde talt med, og sandsynligvis aldrig vilde faa Leilighed til at lære at kjende.

Medens jeg anstillede denne Betragtning, var jeg allerede begyndt at lade Munden løbe.

Jeg sagde, at jeg havde været længe nok i Dresden til at lære Wagners senere Værker at kjende, og at de havde særlig Interesse for en Dansk, da han i Niebelungen-Ringen havde behandlet et Stof fra vore egne Oldkvad.

Og da jeg saaledes var naaet til den danske Litteratur, skyndte jeg mig at spørge hende, om hun var kommen saa vidt i Sproget, at hun havde læst Noget af vore Digterværker.

— Ja, jeg har læst Aladdin af Oehlenschläger, svarede hun; den stavede jeg mig igjennem, da jeg kun kunde nogle faa Gloser og lidt Grammatik.

— Saa kan De vel ikke have haft megen Nydelse af den?

— Jo, jeg havde saamænd; jeg læste den ogsaa flere Gange; især enkelte Steder, som jeg fandt ganske deilige. Men tilsidst ærgrede det mig rigtignok, at man dog ikke kunde bryde sig videre om denne Driver med alt hans Slumpeheld.

Jeg kom med nogle Bemærkninger om Aladdin- og Faust-Typen og om den danske og tydske Nationalcharakter, — dels Noget, som jeg for lang Tid siden havde læst i et eller andet Tidsskrift, — dels ogsaa, hvad der faldt mig ind i Øieblikket, hvilket sidste sagtens ikke havde megen Værdi.

— Det er ellers ikke meget smigrende for Deres Landsmænd, det De dèr siger, bemærkede hun.

Jeg saa forundret paa hende; dette var slet ikke faldet mig ind.

— Ja, veed De hvad, begyndte jeg, — oprigtig talt, synes De egentlig, at Faust er saa tiltalende? — jeg mener, naar man ser lidt nøgtern paa hans Handlinger. At forskrive sig til Fanden, forlokke en ung, uerfaren Pige, og dræbe hendes Broder i en høist tvivlsom Duel — —

— Det veed jeg nok — men alligevel —. De er jo Protestant? spurgte hun pludselig med et triumferende Smil, som om hun nu havde fundet paa noget rigtig godt.

— Ja — ? —

— Saa véd De nok, at Mennesker ikke skal dømmes udelukkende efter deres Gjerninger.

— Men hvorefter da? jeg synes egentlig ikke, at Faust er nogen stor Helt paa Troens Omraade, skjøndt han jo rigtignok oversætter Biblen.

— Det kan være, men der er dog mer ved Faust end ved denne Herr Aladdin, svarede hun, og det glædede hende aabenbart at have indskudt dette spottende »Herr« i Mangel af et Argument. Et saadant behøvedes for øvrig egentlig ikke, da jeg i Grunden var af hendes Mening.

— Ganske ligesom Gretchen er mere værd end en Gulnare, bemærkede jeg.

Naturligvis tænkte jeg ved Gretchen paa hende selv — hvad hun ogsaa syntes at føle — endskjøndt hun, ialt Fald i sit Ydre, slet ikke svarede til den traditionelle Forestilling om dette tydske Pige-Ideal, navnlig ikke til Udlændinges. Jeg kom til at smile ved Tanken om en lille Franskmand ved Polytechnicum, som hver eneste Gang vi mødte en blond Pige puffede til mig og sagde: »Gretchen!« ligegyldig om det saa forresten var en lille Gravso eller et langt Fugleskræmsel, en fræk Gade-Tøs eller en udmeiet Frøken med impertinent Mine; bestandig: »voilà Gretchén«, med dette umulige ch!

Lignede hun ikke Gretchen, saa lignede jeg forresten endnu mindre Faust, hvad jeg strax viste ved ikke en Gang at have Resoluthed nok til at tilbyde mig som Ledsager.

Hun lod heller ikke til at tænke paa at gaa; der begyndte at blive lidt komisk ved denne Samtale om saa ophøiede Materier tvers over en Grøft, og byde mig selv til Gjæst ovre paa hendes lille Tilflugtssted, det gik dog vel heller ikke an.

Ja, det blev endogsaa ganske umuligt, da den Mindste pludselig udbrød:

— Hvorfor kommer han dèr ikke herover, naar han dog endelig vil snakke med dig?

Efter denne Bemærkning syntes jeg ikke, der var andet for mig at gjøre, end at lade, som om det var paa høie Tid for mig at komme hjemad.

Jeg ønskede hende en behagelig Tur, og mig selv, at jeg snart igjen maatte have ligesaa godt Held med mig.

Dette Ønske gik ikke i Opfyldelse. Dag efter Dag streifede jeg om, stirrende og lyttende som en Jæger, kom naturligvis atter og atter til »Wotans Ruhe« — forgjæves.

Heller ikke nyttede det, at jeg anstrengte min stakkels Hjerne for at finde et Paaskud, en Vei, et Middel — ligegyldigt hvad — til at sætte mig i Forbindelse med hende: umuligt! — jeg kunde ligesaa godt have forsøgt paa at skrive en Novelle, troer jeg. —

VI

Naar jeg ikke forvildede mig længer bort, spiste jeg hver Dag henved eet til Middag i »Erbgericht« paa en smuk Terrasse ved Floden, overskygget af prægtige Ahorntræer; deres forneden fladt klippede Kroner dannede et grønt Loft, som kastede et behageligt Skjær og lod Solpletter dirre paa Dugene og blinke i Glassenes Tin-Dæksler.

En Dag, da jeg kom lidt tidlig, syntes Alt at være optaget. Jeg saa mig raadvild om, da jeg til min Forundring hørte mit Navn blive raabt. Et Par gamle Folk, der sad ved et lille Bord for sig selv, vinkede til mig. Det var et af mine faa Dresdner-Bekjendtskaber, og tilmed et kjært. Jeg blev meget glad over paa en saa behagelig Maade at være revet ud af min Forlegenhed, og sad snart hos det hyggelige Ægtepar, foreløbig forsynet med en Couvert og et Glas Øl.

Man saae strax paa den gamle Mand, at han var Jøde. Formen af den stærkt krogede Næse var ubedragelig, og det sparsomme, lidt strittende hvide Skjæg skjulte ikke de altfor tykke Læber, af hvilke den underste var helt nedhængende; naar den bevægede sig, idet han talte, gjorde den et Indtryk, som om den søbede Noget op. Den syntes ogsaa at genere hans Tale, der var langsom og læspende. Over Øinene skyggede de stærke graa Bryn og under dem hang store rynkede Poser; deres Blik var livligt, klart og ganske overordentlig godmodigt. Hans Hustru var en statelig gammel Dame, der saae mere sydlandsk end egentlig jødisk ud; hendes friske Ansigt, der bestandig smilede — omtrent som Malerier fra Empire-Tiden smile — havde paa gammeldags Maade til begge Sider en Ophængning af staalgraa Krøller, saa faste, som om de vare af Metalspaaner.

Jeg havde lært dem at kjende gjennem Sønnen, til hvem jeg havde sluttet mig paa Polytechnicum, skjøndt han var flere Aar ældre end jeg. Han var nu ved en Fabrik i Leipzig. Jeg var strax kommen i Gunst hos den gamle, ved at nære en hyklet Interesse for hans Samlinger. Han var Bibliophil, men hans største Passion var dog Haandskrifter af berømte Mænd, og af dem havde han en stor Mængde ligefra Luther og til vor Tid, — jeg troer, at hvis Cheruskeren Hermann havde efterladt sig noget Skriftligt, saa havde han faaet fat i det. Det laa alt ordnet i Mapper, hvert Stykke numereret; og i Protokoller af Bøttepapir, beskrevne med Gaasepen og en særlig garanteret Blæksort (for Evighedens Skyld), var ved hvert Numer Alt anført vedrørende Ægtheden, samt Henvisninger til biografiske Værker, Brevsamlinger og til egne Optegnelser. Thi den grundige Mand lod det ikke være nok med at samle, men naar han havde faaet erhvervet et saadant lille Manuskript, saa hælmede han ikke, før han saa vidt muligt havde opsporet, til hvilket Tidspunkt af denne Mands Liv det hørte hen, og ved Brevene, hvor dette Spørgsmaal gjerne løses af sig selv, var der hele Commentarer at skrive angaaende de Personer, der omtaltes, de Forhold, der sigtedes til, alle paaviselige Aarsager og Følger o. s. v. Og saaledes pegede denne Passion, ligesom den var udgaaet af virkelig Kjærlighed til Litteraturen atter tilbage paa den og paa Historien, fordrede bestandig et stort Fond af Kundskaber disponibelt og lod det samtidig forrente sig til alle Sider. Den var saa langt fra at være en tom Mani hos ham, — hvad den jo ofte udarter til — at den snarere var et levende Udtryk af hans Væsen, idet den samtidig tilfredsstillede hans høieste aandelige Interesser og hans ordenskjære Forretningsvaner.

I en halv Snes Aar eller mer havde den gamle Hertz privatiseret i Dresden, »Rentiers-Krogen«, som den ikke uden Grund kaldes. Han havde været Kjøbmand i Königsberg, hvor han var født, og til hvis Handels-Aristokrati han hørte. Dette Hjem havde sat sit uudslettelige Mærke i hans Natur og Udvikling. Königsberg er en Handelsstad, som har faaet sit eiendommelige Præg af en enkelt Aandens Stormand, hvilket kan hændes mindre Byer, som ikke føde mange Berømtheder, til hvilke deres Stolthed kan klamre sig, og hvis Interesser og Produktionskraft ellers udløser sig i andre, mere ephemære Sfærer. Hvad Erasmus er for Rotterdam, det og endnu langt mer er Kant for Königsberg, dels fordi han er en større Personlighed, dels ogsaa fordi han ikke er længer fjernet i Tiden, end at de nulevende ældre Königsbergere ere Børn af de Familier, i hvilke han færdedes; og dette var netop Tilfældet med Hertz. — Den store Philosoph omgikkes gjerne med sin Fødestads Kjøbmandshuse, og disse bevare som en kostelig Arv de aandelige og litterære Interesser, som han indpodede paa den kraftige Stamme af Frisind og Bevægelighed, der er Handelsstanden egen, — en Stamme, som ydede ham selv en god Støtte under Pietismens mørke Dommedagsveir. Det følger da af sig selv, at Kant fremfor Alle var hans Helgen. Hvor dybt han stak i den kantiske Philosophi, kunde jeg naturligvis ikke bedømme, men der klang en næsten rørende Andagt gjennem den Tone, hvori han nævnede sit store Bysbarns Navn.

Dresden havde han valgt til Alderdoms-Asyl, dels paa Grund af Familieforbindelser og Bekjendtskaber, dels ogsaa for det ansete Polytechnicums Skyld, som Sønnen skulde besøge, og saa naturligvis fordi det er Tydsklands skjønneste By. Men dets aandelige Physiognomi behagede ham slet ikke. Baade i Egenskab af borgerlig Kjøbmand og af litterær Mand saae han ned paa denne uvidenskabelige og lidet vindskibelige Residentsstad, hvor et betydningsløst Aristokrati breder sig; han anførte ofte, at allerede Schiller havde kaldt Dresden for en aandelig Ørk, og den Gang var dog Körners Hus dèr — men nu? Den gamle Königsberger levede derfor ogsaa meget isoleret; mest omgikkes han med den allerede affældige Gustav Kühne, en Veteran fra »det unge Tydskland«, hvis Koryphæer Hertz næsten alle havde kjendt. — — —

Dette var omtrent, hvad jeg vidste om denne gamle, eiendommelige Gubbe, der nu hilste paa mig med en Hjertelighed, som om vi vare gamle Bekjendte. Det var iøvrig et elskværdigt Træk hos dette Ægtepar, at de holdt meget af Ungdom. Jeg lagde ogsaa Mærke til, at de Unge af begge Kjøn ligesom uvilkaarlig viste dem en ærbødig Opmærksomhed, som man ellers ikke beskylder vor Tids Ungdom for at være rundhaandet med overfor de Ældre.

Maaske hang det sammen med, at deres Væsen var yderst beskedent, ja endogsaa præget af en vis Ængstelighed for at volde Uleilighed eller lægge for meget Beslag paa Andre.

De vare ikke, som jeg formodede, blot herude paa en Tur, men havde leiet for halvanden Maaned i et af de smaa Huse nede ved Elben og boede her allerede paa tredie Dag.

Tilfældigvis havde jeg været borte paa Ture eller spist paa en anden Tid. Men jeg maatte endelig besøge dem endnu samme Dag til Kaffe.

— Og De skal ikke komme til at kjede Dem med os gamle alene.

— De skal overhovedet slet ikke komme til at kjede Dem.

— Men hvad tænker De dog paa?

— Nei, det er virkelig sandt, alene vilde vi ikke plage Dem, især herude, hvor der er saa meget andet, De kunde have Lyst til med Deres unge Ben. Men der kommer en ung Dame, hvem vi netop ogsaa gjerne vil skaffe lidt ungdommeligere Underholdning, end vi selv kan byde.

— Og De vil ikke fortryde at gjøre hendes Bekjendtskab — haaber jeg da. De sidste Ord tilføiede Fruen med et skjælmsk Blik.

— Her fra Stedet? foer det ud af mig.

Fruen misforstod mit Spørgsmaal og lo.

— Nei, De behøver ikke at være bange for altfor stor landlig Naivetet. Det er ingen Rathenerinde.

— Heller ingen Königsbergerinde.

— Hun kjender maaske meget lidt til Kant? Sig mig, Hr. Hertz, har nu virkelig alle de unge Königsberger-Damer læst »Kritik der reinen Vernunft«?

— Ak, min kjære unge Mand! De har ikke engang læst »Kritik der Urtheilskraft«, som de dog trængte saa meget til. Forresten har jeg i min Tid holdt Foredrag netop for kvindeligt Auditorium — — —

Jeg havde gjort mit lidt drillende Side-Spørgsmaal dels for at affektere en stor Ligegyldighed overfor det nærværende Emne, dels ogsaa for at vinde Tid, da jeg ligesom frygtede for at blive revet altfor hurtigt ud af det Haab, der var opstaaet hos mig. Men den gamle Dame havde gjennemskuet mig.

— Tilstaa nu ærlig, Hr. Fenger, at De sidder paa Gløder af Nysgjerrighed og langt heller vil høre noget om den unge Dame end om min Mands Foredrag.

Den Gamle lo.

— Se, De bliver jo helt rød! Ja, min Kone, det er en Menneskekjender, en ren Lavater.

Jeg skjulte min Forlegenhed i Ølkruset.

— Naa, ja, ja da? er hun kjøn?

— Kjøn!? min kjære unge Mand, hun er jo en Skjønhed! Ja, det vil sige — ikke saadan — paa den Maade, — men meget mer. Hun er en Thekla, ja, forstaa mig ret, ganske borgerlig, en Lotte, en Frederikke Brion, — skjøndt heller ikke — ikke Præstedatteren paa Landet — hvor idyllisk det forresten er — en Kätchen, allersnarest en Kätchen!

— Men kjære Mand, behøver du at tage hele den tydske Poesi tilhjælp, — du vækker jo overdrevne Forestillinger paa den Maade. —

— Tvertimod! Den tydske Poesi forslaar ikke engang! Nemlig: der er kun eet, som er bedre end den tydske Poesi —

— Det er Kants Kritik?

— Nei, det er tydske Kvinder — naar de er gode. Men Spøg til Side, det er en fortræffelig Pige.

— Naa ja, nu vil De jo selv lære hende at kjende. Det er en Slægtning af mig, rigtignok langt ude, jeg har vist sagt Dem, at jeg er Dresdnerinde.

Ved disse Ord blev jeg atter ganske ligegyldig; det kunde altsaa ikke være Frøken Jagemann, som Talen var om. Dels saae hun slet ikke jødisk ud, og desuden havde jeg jo gjennem Skolelæreren erfaret tilstrækkelig om hendes Afstamning til at vide, at hun ikke var Jødinde. Jeg lyttede høflig smilende paa Fru Hertz's Udredning af Familiebaandets Knuder uden at skjænke den nogen Opmærksomhed.

Pludselig hørte jeg ligesom i Drømme, at hun sagde:

— Men jeg glemmer rent, at De vel allerede har seet hende, for efter hvad De før sagde, maa hun jo være Deres Naboerske. Hun er for Tiden Gouvernante — — —

Der gik et Kuldejag ned gjennem Ryggen paa mig. Iøvrig var det i det første Øieblik mindre Glæde, jeg følte, end den bestemte Overbevisning: saa skal det altsaa være saaledes! Jeg manglede i den Grad Overblik over Situationen, at jeg svarede, jeg troede ikke, at jeg havde seet hende, idet jeg gik ud fra, at dette maatte være den forsigtigste Taktik. Men neppe vare Ordene ude af Munden, før det faldt mig ind, at min Usandhed næsten uundgaaelig vilde røbes, og at jeg derved vilde komme baade i et latterligt og i et mistænkeligt Lys. Jeg var endogsaa lige ved at kalde Benægtelsen tilbage, men det kunde jeg heller ikke beslutte mig til. Dette gjorde mig saa distrait, at jeg helt misforstod et Spørgsmaal fra Hr. Hertz.

Heldigvis kom Opvarteren netop med Regningen. I min Forfjamskelse gav jeg ham femogtyve Pfennig i Drikkepenge, hvilket indbragte mig et meget høfligt Buk fra Kellneren og faderlige Formaninger fra Hr. Hertz, om at være mere økonomisk overfor tjenende Aander.

VII

Hvad var der altsaa at gjøre? Skulde jeg maaske helst betro mig til Frøken Jagemann selv og anmode hende om ikke at kjende det mindste til mig? I Begyndelsen syntes dette Indfald mig ganske umuligt, snart forekom det mig mindre afskrækkende og tilsidst saa tillokkende, at jeg ikke engang længer fortrød min Dumhed.

Det var en let Sag at træffe sammen med hende paa Veien. Idet jeg hilste, bemærkede jeg, at vi vistnok skulde samme Sted hen. Da hun hørte, at jeg var indbudt til Hertz's, sagde hun muntert:

— Naa, saa blive vi da endelig en Gang præsenterede for hinanden.

— Ja, svarede jeg, og det er netop i den Anledning, at jeg har en lidt underlig Anmodning til Dem om at lade, som om De slet ikke kjender noget til mig — jeg mener, som om De aldrig har truffet mig.

— Det kan jeg gjerne — men hvorfor egentlig?

Jeg fortalte hende, hvad der var passeret. Hun lo:

— Er De altid saa distrait?

— Slet ikke. Men jeg blev saa forvirret, da det pludselig gik op for mig, at det var Dem, som jeg skulde være sammen med.

Hun saae naivt spørgende paa mig, blev saa pludselig ganske rød og vendte Blikket bort. Med alt dette var jeg saare veltilfreds.

— Paa Gjensyn altsaa, jeg maa endnu en Gang op paa mit Bjerg og hente Nøglerne, — det gik jo heller ikke an, at vi kom sammen, — — —

Det gamle Ægtepar havde leiet i det midterste af de tre Smaahuse, som ligger ved Elben, bygget tæt op ad Klippen. Da jeg gik op ad de mange smaa Stentrin, som føre derhen fra Bredden, saae jeg det lille Selskab forsamlet i et Tremme-Lysthus øverst paa Trappen, der ligesom største Delen af det kalkede Bindingsværkshus var overgroet med Vinløv. Eftermiddagssolen stod paa, men paa det Hjørne kastede Frugttræernes Kroner en tæt Skygge, i hvilken den skinnende Dug med den blanke Kjedel dannede det lysende Midtpunkt for det lille Selskab. Minna var i Færd med at lave Kaffe.

Vi udstod Præsentations-Ceremonien med den behørige stive Anstand; men idet hun derpaa bød mig en Kop, sagde hendes halvskjulte Smil mig, at hun morede sig ligesaa godt som jeg over, at vi i al Skikkelighed havde de gode Gamle en Smule til Bedste. Den lille Fortrolighed imellem os forekom mig — og maaske ogsaa hende — større end den egentlig var; den tilhviskede mig Tro paa, at vi vilde kunne bevare en langt større og sødere Hemmelighed, end dette Bekjendtskab var, for alle omgivende Blikke, og Haab om, at vi vilde komme til at gjøre det.

— Det er sandt, du kan jo ogsaa noget Dansk, nu skulde du rigtig øve dig, bemærkede Fru Hertz.

Jeg modtog denne overraskende Efterretning med saa megen Forbavselse, som jeg i en Fart raadede over.

Minna kom igen med sin Historie om den danske Familie, som »der havde været Tale om«, at hun skulde være Gouvernante hos, men i hendes Skjælmeri blandede der sig en Forlegenhed, som bestyrkede mig i min Mistanke om, at det ikke forholdt sig ganske saaledes, og tillige gav mig Grund til at tro, at Fru Hertz vidste Besked dermed.

— Saa har Frøkenen maaske endogsaa gjort Bekjendtskab med vor Litteratur? spurgte jeg.

Paa dette Stikord svarede hun flinkt med sin Replik, og vi reproducerede nu hele vor Samtale fra »Wotans Ruhe« om Faust og Aladdin, næsten Ord til Ord, kun at den som en velindstuderet Scene gik mer flydende fra Haanden og bares af en ungdommelig Kaadheds Understrøm, der hist og her førte et lykkeligt Indfald med; og en saadan Improvisation i Rollen ansporede strax den Anden til heller ikke at staa tilbage, men ligeledes foretage et Sidespring med et triumferende Smil: »Kommst du mir so, komm' ich dir so«, — saa at Diskussionen blev fyldigere, skjøndt dens Indhold nu var os ligegyldigere og egentlig kun et Middel til Koketteri. Vi imponerede virkelig vore Tilhørere saaledes, at Hr. Hertz sagde til mig: »Som De kunde faa den lille Minna til at snakke, hun er ellers ikke saadan skaaret for Tungebaandet;« og senere betroede hun mig, at Fruen havde sagt til hende: »Der har Du rigtignok fundet En, som Du kan snakke med.«

Disse Bemærkninger syntes at aande en særlig Tilfredshed, og jeg troer, at de gamle Folk allerede efter denne Samtale gjorde den ganske vist noget overilede Slutning, at vi passede godt for hinanden. Da de — som Tydskerne sige — havde »sluttet os begge i deres Hjerter«, var det derfor ikke saa underligt, at de gjerne gjorde deres, for at et nærmere Bekjendtskab kunde sluttes, — saa meget mere som de mente, at Minna trængte til at faa altfor smertelig søde Erindringer skudt tilbage af en frisk opblomstrende Følelse, — hvad jeg allerede den Gang anede, og siden fandt bekræftet. Saaledes ordnede det sig snart, at vi flere Gange om Ugen traf hinanden hos dem i det lille Hus ved Elben. Henimod Aften kunde hun temmelig let faa fri fra sine Gouvernantepligter, og hvad mig angik, saa havde jeg selvfølgelig aldrig »noget Bedre for« end at være dèr, hvor jeg traf hende.

Hver af disse Aftener forløb — fraseet den voxende Fortrolighed — omtrent som hin første, og den væsentligste Variation var, at Heden undertiden drev os ind i Grundene. Som oftest holdt vi os dog ved Floden, hvilket var bekvemmest for de Gamle. Naar Solen begyndte at stjæle sig ind i Lysthuset, var det Signal til at spadsere. Skyggerne af Liliensteins Klippeplateau blev bestandig dybere, og Stenenes Kanter traadte frem som Glandslys, der sænkede lange, vibrerende Speilstriber i Floden; — nedenunder paa Stenbruddenes lange, gule Tavler traadte alle Sprækker og Hak violette og purpurrandede frem som en underlig Kileskrift om industrielle Bedrifter. Speilet i Floden klaredes og skjærpedes. Midt paa dens Glands gled lange Tømmerflaader, som krummede sig efter dens Bugtning, og hvis mastelange Aarer, fire-fem i Rad forude og agter, bevægede sig blinkende. Eller der kom drivende et Par »Ziller«, tungtlastede Dækspramme, omtrent af en Skonnerts Størrelse, — kullede sorte Skrog, der lignede uhyre Biller, eller med et stort Seil spændt op, som lyste langt bort over de flade Marker, efter at Baaden længst var usynlig. Men op imod Strømmen arbeidede sig af og til en Kjededamper med en halv Snes af disse Fragtpramme paa Slæb, hvæsende og stønnende, medens den vandt den undersøiske Jernkjede op over sin flade Stavn med en øredøvende Raslen, der dog paa Afstand blev en behagelig Klokkeklang.

Naar saa Mørket faldt paa, blussede der paa Tømmerflaaderne et lille Baal: det syntes at flyde paa Vandet, og belyste et Par skjæggede Ansigter, eller der silhouetterede sig foran det en kraftig Skikkelse, som foroverbøiet stemmede den skraa Stang fast mod Skuldren. Men Slæber-Flotillen blev en hel Illumination, der bugtede sig om Næsset tæt ind under de mørke Bastei-Klipper, som en Procession af lodrette gyldne Stave med store Knapper foroven, anførte af en Rubin og Smaragdstok.

Heller ikke paa den modsatte Bred stod Livet stille men sendte af og til et Tog forbi, snart fra den ene, snart fra den anden Side, med Piben og Bræmsning ved den lille Station, indtil henad halvti det lille Iltog til Prag og Wien jog forbi, uden blot at mindske Farten, som en flygtig Lysning inde mellem Træerne, — og underrettede os om, at det var paa Tide at gaa hjem. Vi kunde trænge dertil, thi som det hedder — mod Sædvane rigtig citeret —: »Die Uhr schlägt keinem Glücklichen«.

Ja, vi vare lykkelige, — ikke jeg alene. Det Skjær af Tungsind, der fra først af havde hvilet over hende, veg mer og mer for barnlig aaben Munterhed, og at det endnu holdt sig i Baggrunden af Sjælen, kunde snart kun anes af de fremmedartede Reflexer, der af og til faldt over hendes lyseste Stemninger. Jeg kunde, uden at være altfor ubeskeden, tilskrive mig selv Andel i denne Forandring. Det elskværdige Ægtepars Venlighed mod os begge gjorde hende godt; den antog overfor hende Charakteren af den omsorgsfulde Deltagelse, hvormed man opmuntrer en Reconvalescent til at nyde Livet. Mig irriterede dette næsten en Smule; men hun syntes kun at føle en vis Hygge derved.

Og vi saae den store Strøm med sin eiendommelige Færdsel glide forbi os, som man i lykkelige Tider lader Livet glide forbi, uden at haabe, at det skal føre En videre eller bringe En Noget.

Den afgav ogsaa Stof for vore Samtaler. Hun fortalte mig om Flaadeførernes Liv, især oppe i Bjergfloderne, hvor deres Dagværk er en uafbrudt Kamp med Strømhvirvlerne, som end ikke levner dem Tid til at spise, før de gaa i Land om Aftenen. Til Gjengjæld maatte jeg, saa godt jeg kunde, give hende et Billede af de store Skibe, af den travle Færdsel i en Havnestad eller det stille Liv i Fiskerleierne ved Stranden. Stenbruddene, der til begge Sider speilede sig i Floden og sendte deres Blokke i Skibsladninger ned ad den, fik os til at tale om, hvad Sandstensbyen Dresden skylder det lille Stenland. Det var mig paafaldende, at i dens Pragt-Bygninger syntes de utilhugne Sten at stilisere medfødte Former fra deres vilde Klippe-Liv, saa at Rococobyen passede til Sandstenslandet, som den græske Architektur til de ædle gavlformede Marmorbjerge, og som Ægyptens Tempelkolosser til Landets uhyre Sletter og tunge, terrassebyggede Bjergmasser. Saadanne Betragtninger vare naturligvis nye for hende, ligesom hendes Kundskaber i Architektur vare meget primitive, medens jeg altid særlig havde følt mig tiltrukken af denne Kunst, som jeg vel ogsaa havde viet mig til, hvis Forholdene havde tilladt det.

VIII

En Dag, da vi efter Kaffe sad i Lysthuset, rakte Minna mig en Bog med hvide Blade og bad mig om at tegne de doriske og joniske Søilekapitæler med deres tilhørende Overlag og skrive de for hende høist mærkelige Navne ved Siden af. Medens jeg spidsede en Blyant, bladede Vinden tilbage, og jeg saae paa den forudgaaende Side en ængstelig Tegning af det samme.

— Nei, De maa ikke, raabte hun, ganske rød i Hovedet og med den bønligste Mine, idet hun rev Bogen til sig. — De ler mig kun ud! Jeg skal nok selv se efter, om det er rigtigt; det er det naturligvis ikke, og Navnene kunde jeg slet ikke huske.

Jeg lovede hende, ikke at se paa hendes Forsøg, og gav mig i Lag med mit eget, som jeg forsikrede hende vilde komme galt nok afsted, naar en Architekt skulde kritisere det. Det varede heller ikke længe, før jeg begyndte at famle; for det er godt nok at vide hvad Architraver, Triglypher og Metoper vil sige, — naar man for første Gang skal anskueliggjøre det sort paa hvidt, reiser der sig mange Detaillespørgsmaal, som det ikke er saa let at klare. Det var mig derfor ganske velkomment, at Fru Hertz bad Minna hjelpe hende med at bære Kopperne op og vadske dem af. Hun havde sat sig ved Siden af mig, aabenbart for at bevogte mig, og havde sikkert gjort Regning paa ikke at blive kaldet bort, før Tegningen var færdig. Et Øieblik tøvede hun med at efterkomme Opfordringen, og før hun fjernede sig syntes hun et Par Gange at have noget paa Læberne, som hun ikke kunde komme ud af at sige; forøvrig bad hendes ængstelige Blik tydelig nok om ikke at forske i den hemmelighedsfulde Bog, der paa sit tarvelige Shirtingsbind med meget klodsede Guldbogstaver bar Titlen »Poesie«, — og jeg beroligede hende med et Smil.

Jeg sad alene og tyggede paa min Blyant i Uvished om, hvorvidt Architraven i den doriske Orden var delt eller ikke, da Trækvinden igen bladede om, og denne Gang længer tilbage til beskrevne Egne. Baade Prosa og Strofer aabenbarede sig. Jeg havde ikke min Veninde mistænkt for selv at have spillet Forfatter, men desto større var min Lyst efter at se, hvilke Yndlingsdigte, Sentenser og Uddrag hun her havde fastholdt, og derigjennem maaske faa Bidrag til hendes Charakter og Erfaringer. Et Par Gange modstod jeg Fristelsen. Men et større Prosastykke blev liggende saa længe, at jeg halvt imod min Villie opfangede en Sætning, der altfor meget pirrede min Nysgjerrighed.

Jeg overbeviste mig om, at jeg ikke blev iagttaget og læste paa Tydsk følgende Sted, skrevet med en fin, temmelig skraa gothisk Skrift:

»Thi for et ungt Par, der af Naturen er nogenlunde harmonisk dannet, kan intet bidrage til en skjønnere Forening, end naar Pigen er lærvillig og Ynglingen belærende. Der opstaar derved et ligesaa grundigt som behageligt Forhold. Hun ser i ham Skaberen af hendes aandelige Tilværelse, og han i hende en Skabning, som skylder sin Fuldendelse ikke Naturen, Tilfældet eller en eensidig Villen men en gensidig Villie, og denne Vexelvirkning er saa skjøn, at vi ikke kunne undre os, naar der, siden den gamle og ny Abälard, af en saadan Sammentræffen af to Naturer er udsprunget de mægtigste Lidenskaber og ligesaa megen Lykke som Ulykke.«

Idet jeg læste de sidste Ord, hørte jeg en Dør ovenpaa blive lukket og hurtige Trin komme ned ad Trappen. Jeg bladede hastigt om og tegnede resolut en eendelt Architrav med Triglypherne over: Regulae glemte jeg rigtignok, og Stregerne var ikke synderlig rene, min Haand rystede. Men om min Hjertebanken skrev sig fra, hvad jeg havde læst, eller af Frygt for at blive opdaget, skal jeg ikke kunne afgjøre.

Minna satte sig med et Sytøi hos mig og lod meget tilfreds ved at se mig saa optagen af mit Arbeide. Det havde hele Dagen været trykkende Luft, nu var der kommet Skyer op, og jeg var neppe bleven færdig med de to Skitser, før det begyndte at tordne ikke saa langt borte, og snart viste der sig ogsaa spredte sorte Pletter paa Trappefliserne. Jeg hjalp Minna med at tage Dugen af Bordet, og vi gik op til de Gamle. Det var meget sjældent, at vi før Thetid opholdt os i deres Dagligstue. Thi da den var et Hjørneværelse mod Syd og Vest med et Vinduespar til hver Side, gjorde Eftermiddagssolen den i denne Sommervarme utaalelig hed. Mellem det ene Par Vinduer stod en lille haardt og høitstoppet Sofa, ved den anden Vinduesvæg et Bord. Over det hang tarvelige Olietryk af Keiseren og Kronprindsen, og under dem havde Hertz anbragt en Raritet, der fulgte ham som en Slags Penat: det var et lille Portrait af Kant, et samtidigt Königsberger-Træsnit med blege Farvetoner. Philosophen var fremstillet i hel Figur, staaende ved en langbenet Skrivepult, i den Grad duknakket og skutrygget, at man skulde tro, en usynlig Haand trykkede hans Ansigt ned mod Papiret; fra den lille graa Paryk strittede en Smule Haarpisk op over den høie kaffebrune Frakkekrave. Dette i enhver Henseende saa underlig gammeldags Billede, med sine Fugtigheds- eller Alderdoms-Pletter og den flade Mahognitræs Ramme, spredte en vis Hygge over det lave Værelse med smaa Ruder og en sand Lerbygning af en fremspringende Kakkelovn, som vistnok optog en ottende Del af Rummet.

Henne ved denne satte Minna sig snart med Ryggen mod Vinduerne for ikke at se Lynene, der næsten uafbrudt oplyste Flodens rødbrune Krumning. Naar Gjenskinnet slog altfor blændende om hende eller naar Tordenskraldet var saa voldsomt, at Huset rystede med klirrende Ruder, foer hun sammen eller udstødte endogsaa et lille Skrig, skjøndt hun øiensynlig gjorde sig al mulig Umage for at beherske sig. Fru Hertz reiste sig fra Sophaen og beroligede hende med moderlige Kjærtegn og den unge Pige smilede saa freidig, hun kunde, men dog endnu med Angst for den næste Rystelse præget paa det blege Ansigt. Den gamle Hertz saae deltagende op fra sin Avis, som han iøvrig, paa Grund af alle disse svovlblaa Blink neppe kunde læse synderlig i.

Hvad mig angaar, saa blev jeg siddende ved det lille Vindue, hvilket Regnen vadskede ned ad som et Styrtebad. Mine Tanker syslede udelukkende med, hvad jeg havde læst i »Poesiebogen«. Jeg kjendte ikke Stedet, skjøndt jeg nok syntes, det lignede Goethes Udtryksmaade; da jeg senere — for ikke saa længe siden — læste »Aus meinem Leben« og i den nydelige Episode med Gretchen pludselig stødte paa disse velkjendte Ord, hvilken Storm af Følelser brød der da ikke med dem ind over min Sjæl! I »Wahrheit und Dichtung« kom jeg ikke videre, men forsøgte at stille det smertelig-søde Oprør ved at begynde denne Nedskrivning af Erindringer, som vel kun kan gjøre Fordring paa første Led af hin betydningsfulde Titel.

Spørgsmaalet om Forfatterskabet voldte mig den Gang kun lidet Hovedbrud, men det om Anvendelsen desto mere. Jeg havde vel bemærket, at Minna i vore Samtaler undertiden røbede kunstneriske Kundskaber, som hun neppe havde fra Skole og Institut og heller ikke let direkte kunde have erhvervet sig. Desuden vidste jeg nok, hvilke Forestillinger jeg skulde gjøre mig om Kilden. Var hin Betragtning afskrevet den Gang eller nu? Der stod intet Aarstal under den; ved en temmelig stor Lakune var den skilt fra det Blad, som jeg maatte tegne paa, men det var ikke undgaaet min Opmærksomhed, at dette Prosastykke stod langt friskere i Blækket end de foregaaende Digte, som vare daterede et Par Aar tilbage. Dette kunde tydes til Gunst for mig — og det kunde være en Feiltydning.

Da Uveiret var forbi, var det henimod Thetid. Minna, der efter den forsvundne Skræk blev ganske overgiven, tog en graa Stenkrukke og gik ned for at hente Vand, og jeg fulgte hende. — Vandforsyningen paa dette Sted var meget romantisk; der var hverken Brønd eller Post, men alt Vand hentedes fra en Kilde umiddelbart ved Elbens Bred nedenfor Huset; lige hvor Enggræsset hørte op, og kun adskilt fra den rindende Strøm ved tre-fire Alen Sten og Grus, laa det lille Basin med klart Vand, i hvilket det bestandig boblede op nede fra de smaa Kiselstene og fra en Sandplet, der rørte sig, som om den var fuld af smaa levende Væsner. Vi kaldte den spøgende for Ungdomskilden, efter et Eventyr, som den gamle Hertz en Aften havde fortalt.