VRANGSIDEN AF PARIS.

Pauperismebæltet.

Som Krybet under den store Sten, saaledes samler Elendigheden sig i de store Byer. Den har været der bestandig, og den vil trods alle sociale Reformatorer blive ved at være der bestandig, indtil Kampen for Livet hører op, og Paradiset atter vender tilbage paa Jorden, Men man seer den ikke altid; det gaar med den som med Krybet under Stenen. Saalænge Stenen ligger rolig, dækket af gammelt Mos og omgroet med Græs og Blomster, tænker Ingen paa Krybet under den. Først naar den voldsomt rokkes og rykkes tilside, kommer hele den lyssky Verden, der har levet i Klamheden og Skyggen under den, frem og; vækker Afsky og Skræk.

Paris fik ved Kejserdømmets Fald et saadant voldsomt Ryk, og i de ti Aar siden da er det bleven efterfulgt, af Stød paa Stød. De har aabnet Øjet for, at den store Luxusstad gjemmer Andet end Glands og Pragt, de har bag det Paris, som leer og; straaler og blænder, røbet et, hvor Diamanterne erstattes af Taarer, og hvor den glade Livslyst viger Pladsen for lave Instinkter, for alle de onde Lidenskaber, der groer saa villigt i Læ af Fattigdom og Elendighed. Det er da gaaet, som det gaar ved Stenen, naar Krybet kommer frem. Man er bleven forskrækket; man er muligvis bleven det over Maade, men man er ikke bleven det uden Grund. Af alle store Byer er Paris ikke blot den mest glimrende og den rigeste, den er tillige den, der rummer den største Sum og de mest afskrækkende Former af menneskelig Usselhed.

Det var i gamle Dage London, der nød det triste Ry at have Forrangen i saa Henseende. Muligt har det engang været med Rette, men det er det i hvert Fald ikke længer. Velstanden er selv mellem de laveste Samfundslag langt mere udbredt i Paris end i London, men paa den anden Side er Trangen ogsaa større. Det nytter ikke, at Seinestadens Guldflod voxer og voxer, saa det snart ikke er muligt at finde Afløbskanaler for den mere; samtidig dermed vedbliver Procentantallet af dem, Samfundet maa understøtte, for at de ikke skal dø af Sult, at holde sig konstant. I London er det i Løbet af de sidste ti Aar sunket fra sex til tre, i Paris derimod er endnu som ved Kejserdømmets Fald af hundrede Beboere mellem syv og otte indskrevne paa den offentlige Velgjørenheds Lister. Det er denne Armee paa over halvandet hundrede tusinde Ulykkelige, der savner de første Betingelser for at kunne føre en menneskelig Tilværelse, som har gjort Kommunen mulig. De har Alt at vinde, men Intet at tabe, og enhver ny Rejsning vil derfor ogsaa finde dem slagfærdige paa Pletten. Naar da Gambetta har lovet at søge dem "selv i Dybet af deres Huler", har han kun aflagt et Løfte, som han vilde gjøre vel i engang at holde. Der findes i disse Huler baade meget ondt Ukrudt, som maa rykkes op, og enkelte gode Spirer, som sikkert kunde trives, naar der gaves dem af Luft og Lys, hvad de har Behov. Frankrig faar ingen Ro, før der i begge Henseender bliver gjort, hvad det er muligt at gjøre. At Kommunen og alle de Rødes Spektakler siden den maatte til, før man fik Øjet op for denne Vrangside af Paris, har iøvrigt paa en vis Maade sin ganske naturlige Grund. Man lægger under almindelige Forhold kun Mærke til det, man seer stadig omkring sig, og det Paris, der leer og glimrer, seer ikke Elendigheden. Den har, paastaas der, altid og i alle store Byer en centrifugal Tilbøjelighed. Baron Haussmanns Udluftninger af den gamle Seinestad har rakt Haanden til disse naturlige Dispositioner, og efterhaånden er da Pauperismen med samt hele dens uhyggelige Tilbehør rykket længere og længere bort fra det Paris, hvormed man til daglig Brug er vant til at regne. Den Fremmede kan Uger og Maaneder tumle sig i Luxusens Solglands uden nogensinde at se Elendigheden kaste en eneste Skygge over det brogede Virvar af leende og lokkende Billeder, der møder ham overalt. Hist og her i Nættet af travle Handelsgader, der straaler ud fra Børspladsen, er det ganske vist, naar man søger godt, endnu muligt at finde snevre, sorte, smudsige Gyder, hvor Pjalterne af den gamle Misère er bleven hængende. Men det er kun sjeldne Undtagelser, muddrede Draaber i et Hav af Krystal. Det rige Paris kan færdes roligt i sin Stad af Boulevarder og Avenuer uden Frygt for at rendes paa Ærmet af Elendigheden.

Til Gjengjæld har den rundt om Luxusens By draget et Bælte, hvor den er paa sin egen Grund, og hvor den hersker souverænt. Centrifugaltilbøjeligheden bliver ved; dette Bælte trækker sig længere og længere bort, men det breder sig samtidig. Hele det vidtstrakte Terræn mellem Fortifikationslinierne og de ydre Boulevarder er efterhaånden blevet erobret af Pauperismen, og den har de; paa de gamle Havers og Vinmarkers Plads, indstalleret et Fattig-Paris, der ingen Lighed, intet Fællesskab, ingen Berøringspunkter har med det rige. Sort og Hvidt er ikke mere forskjellige fra hinanden end de to Byer. Der ligger for Exempel ud ad Gobelinsfabrikken til, bag Boulevard de la Gare, Noget, som Folkevittigheden har døbt "Cité des Khroumirs", oprindelig en stor, ubebygget Tomt, hvor de fattigste Kludesamlere tilbringer deres Dag, sovende paa selve deres Dynger af alt Slags Affald, dels i Lerhytter uden Vinduer og Døre, dels, naar endogsaa Lejen af disse Hytter bliver dem for dyr, i gamle Menagerivogne, der er blevne for affældige til at kunne kjøre omkring længer paa de landlige Markeder. Kunde man tage denne "Cité des Khroumirs" med samt dens ynkelige Beboere, flytte dem ud i Akklimatationshaven og der vise den frem som noget Exotisk i Smag med Eskimoerne og Ildlandsfolkene, vilde hele Paris strømme derud og falde i Forbauselse og Forfærdelse over, til hvilken Degradation Menneskeslægten kan synke ned. Nu er de stakkels Kludesamlere alt Andet end generede af Nysgjerrige. Paa Place d'Italie, der kun ligger nogle faa hundrede Skridt fra Khroumirgyden, har jeg truffet Politibetjente, som end ikke kjendte dens Existens. De havde først for nylig faaet Stadion i Kvarteret, sagde de.

[Illustration: En parisisk Kludesamler]

Naturligvis er Pauperismebæltets Fysiognomi ingenlunde saaledes allevegne. Tvertimod, det har som oftest endogsaa et ganske anstændigt Udseende, der meget vel kan skuffe en overfladisk Besøgende og give ham et Indtryk af forholdsvis antagelige Kaar. Franskmændene søger altid, saa længe det paa nogen Maade er muligt, at bevare det ydre Skin. Desuden er kun de færreste Kvarterer derude stærkt bebyggede endnu, man træffer mange Partier, der har en halvt landlig Karakter. Hist og her har smaa Rentierer, der havde Lyst til at sætte Foden paa egen Grund, men hvem Terrænet, i selve Paris blev for dyrt, kjøbt sig Jord og indrettet sig det ganske hyggeligt i Smaahuse med Tonneller, Poppelgrupper og Kjøkkenhaver. Disse grønne Smaakroge liver op, Kvartererne er hyppigt gjennemskaarne af brede, tætbeplantede Alleer, for Exempel den næsten milelange Pyrenæergade, som strækker sig gjennem hele Belleville, Menilmontant og Charonne, Udsigten over Paris er fra Højdepunkterne tidt særdeles smuk, og paa mere end et Sted kan da Pauperismebæltets. Ydre Habitus forekomme nok saa venlig. Det er dog kun som Kalken udenpaa Graven; Forraadnelsen ligger bagved. Først og fremmest har selve de grønne Alleer uhyggelig; meget tilfælles med hine Dekorationstæpper og Sætstykker, som i gamle Dage blev brugte til at give rejsende russiske Kejserinder en Idée om deres Land. Forvilder man sig ad en Sidegade bort fra Alleen og Husene, som stadser op langs den, dumper man kun altfor tidt ind i et Virvar dels af smalle, stinkende Stræder, dels af øde Tomter, oversaaede med Flaskeskaar, Møddinger og alskens Urenlighed. Her er nogen Tvivl om, hvor man befinder sig, ikke længer mulig. Pjalterne, der hænger ud af de ituslagne Ruder, Kludekræmmerboderne i hver anden, tredie Bygning, Udseendet af de Folk, der trænger sig om Værtshusenes Skjænkedisk for at drikke deres Absinth staaende, af Børnene, der ligger og fisker i Rendestenen, eller af de elendige gamle Kvinder, der fra smaa Bræddeskur, som samtidig agerer Kjøkken og Butik, sælger radikale Skillingsblade, obscøne Brochurer, muggent Hvedebrød og raadne Pærer,—Alt det taler mere end tydeligt nok. Man seer, hvor man er henne, man forstaar de uhyggelige Tal, der oplyser om, at i Pauperismebæltet gjennemsnitlig hver tiende Beboer er trængende i den Grad, at de maa nyde offentlig Understøttelse.

Endnu mere afskrækkende bliver dog Indtrykket, naar man vover sig op i selve Husene. De er i Regelen smaa, sjelden mere end to Etager høje, men hvert af dem rummer dog ofte Snese af Familie Lejligheden er nemlig kun undtagelsesvis paa over to Rum, af hvilke det ene da oftest indskrænker sig til et ganske lille, mørkt Kjøkken; meget tidt har Mand, Kone og en hel Rede af Børn i alle Aldere kun et eneste Værelse til deres Disposition. Ifølge en Opgjørelse fra 1880 beboede de Fattige, som modtog stadig Understøttelse af det Offentlige, ialt henved 50,000 Lejligheder. Over Halvparten af disse indskrænkede sig til et enkelt Rum, tre tusind havde intetsomhelst Apparat til Kogning eller Opvarmning, over fem tusind fik kun Lys gjennem et Tagvindue, og halvandet tusind var fuldstændig mørke. Mange af disse Huse er meget gamle, byggede før Terrænet endnu blev. inddraget i Paris, i den Tid, da de nuværende Forstæder kun var Landsbyer, der skjød deres yderste Forposter herud. De er de værste, adskillige af dem kommer man kun ind i gjennem en lang, mørk Korridor med opbrudt Lergulv, en formelig underjordisk Gang, hvor Fugtigheden siver ud allevegne. En faldefærdig Vindeltrappe, saa smal, at en tyk Person vilde blive klemt fast i den, fører da op til Etagerne, Stanken fra disse Lokaler, hvis Døre vender ud til Trappeafsatserne, og som i Regelen staar aabne, fylder hele Huset med en Pestatmosfære af den gyseligste Art; Lys er der intet af, det enkelte Vindue, som undertiden existerer paa Trappen, kan intet bringe fra den uhumske Brønd, der fører Titulaturen Gaard. I saadanne Omgivelser skal Appetitten for Renlighed vanskelig finde Ansporelse; den er ringe i Forvejen hos Størsteparten af den lavere Pariserbefolkning, her forsvinder den komplet. Den exempelløse Uorden og Mangel paa Properhed er i Virkeligheden det, der som oftest giver disse de Fattiges Hjem deres mest uhyggelige Karakter. Bohave mangler kun sjeldnere. Det har engang været ganske tækkeligt; nu er det Meste i Stykker, Betrækket hænger i Pjalter, Alting er overtrukket med tommetykt Lag af Støv og Smuds. Det er, som hvert eneste Møbel fortalte Familiens Historie. Man har sat Bo i unge Dage med Lidt paa Kistebunden og med glade Forhaabninger til Fremtiden. Men saa er Livskampen kommen, med onde Tider uden Arbejde, med Sygdom maaske; Børnene er komne, Illusionerne er bristede, Konen er bleven utro, og Manden har slukket Sorgerne i Absinthglasset. Det er den samme Historie, der gjentager sig tusinde og atter tusinde Gange. For Hver, der svinger sig op og kommer til at svømme ovenpaa i det parisiske Menneskehav, er der Hundrede, som dukker under. Og saasnart det er begyndt at gaa ned ad Bakke, synker de i Regelen dybere og dybere. Elendigheden i den store Stad er som Edderkoppens Væv; det spinder sig tættere og tættere om den Ulykkelige, der engang er kommen indenfor det, og det ender med at knuse ham.

Hans sidste Stadium er da heller ikke det, hvortil de beskrevne Huse leverer Sceneriet. Selv i Charonne og Menilmontant, de smudsigste og tillige de fattigste Kvarterer af Pauperismebæltet—hver syvende Beboer er her understøttet af det Offentlige—koster de omtalte Lejligheder dog altid fra halvandet til halvtredie hundrede Francs aarlig, alt eftersom de bestaar af et eller to Rum. Det er endnu ikke "Dybet af Hulerne". Dem maa man søge i de saakaldte "Cité"er, smaa, snevre Gyder uden Udgang, der ikke findes afsatte paa noget Kort over Paris, men som ikke destomindre i de excentriske Fattigkvarterer afgiver Bolig for over en Snes tusind af den store Stads Befolkning. De hører paa en vis Maade ikke med til Byen; de staar udenfor den, som deres Beboere staar udenfor Samfundet, kommer og forsvinder som disse, uden at Nogen lægger Mærke dertil. En entrepenant Fyr, der har Lyst til at tjene sig rig i en Haandevending, afslutter med den paagjældende Ejer Kontrakt om Lejemaal paa et vist Antal Aar af en af de store, øde Tomter, der findes i tilstrækkelig Mængde paa den anden Side af de ydre Boulevarder. Her kliner han i en Fart nogle Hytter op af Ler og Brædder. Bygningskommissionen bliver afvist med den Besked, at det kun er midlertidige Skur, bestemte til Oplagssted for Klude, men det forhindrer ham ikke i, naar Hytterne engang staar der, at leje dem ud til Bolig for Mennesker. Det sker altid af pur og bar Filantropi. De stakkels Folk vilde ellers være husvilde, nu giver han dem dog Tag over Hovedet. Han glemmer at tilføje, at han lader sig denne Tjenstvillighed betale med fra halvtredie til fire Francs om Ugen, hvilket repræsenterer for ham mindst halvtredsindstyve Procent af hans Kapital, og det med absolut Garanti, thi han lader sig naturligvis altid betale forud. Lejere risikerer han aldrig at mangle; der er i Paris altid nok af Ulykkelige, som ikke seer sig i Stand til at opdrive en Kvartalsleje paa fyrretyve, halvtredsindstyve Francs. Har de kun sig selv at sørge for, tyer de til Logishusene; tæller Familien derimod, hvad tidt er Tilfældet, henad en halv Snes Medlemmer, saa bliver naturligvis selv de usleste af "Garnierne" for kostbare, og den eneste Udvej for at komme under Tag er da Citéerne med den forholdsvis bekvemme Ugebetaling. Det er i dem et Særsyn, naar en Lejlighed staar ledig blot enkelte Dage. Entreprenøren for denne skjønne Trafik forbinder i Regelen dermed en Virksomhed som Skjænkevært ved Indgangen til Gyden; et flittigt Besøg ved hans Disk er obligatorisk, hvis man ikke vil tabe hans Bevaagenhed og udsætte sig for at blive kastet paa Gaden. Han tager paa denne Maade ind baade i Pose og Sæk, og naar den Snes Aar er gaaet, for hvilke han har lejet Jorden, hvorpaa Citéen staar, kan han med fyldte Lommer forlade Bestillingen. Gydens Hytter har ikke været bestemte paa at gjøre Tjeneste længer, de er faldefærdige, uden Døre, uden Vinduer, uden Tage tidt. Ejeren lader dem rive ned af egen Drift, eller ogsaa bliver han tvungen dertil af Sundhedspolitiet. Citéen forsvinder sporløst, men samtidig har der paa andre Tomter af Pauperismebæltet rejst sig nye. Hvad Værten angaar, har han hurtigt aflagt Træskoene og Kyperforklædet, har kjøbt sig Jord og Villa i en af de smilende Landsbyer omkring Paris, indtager snart der den ansete Position, som følger Hundredetusinderne i Tilgift, og er han en snild Politiker, kan han meget godt ende med at blive Maire i sin Kommune.

Et prægtigt Exempel af Arten findes ved Indgangen til en af de talrige Citéer, der som en forunderlig Modsætning har bunket sig sammen i den nærmeste Omegn af Vidunderanlæget Buttes-Chaumont. Det er Typen paa en Skjænkevært: tyk, jovial, med røde Kinder, der strutter af Sundhed, smaa, snilde Øjne, der altid griner, bred og kordial i sin Façon, tilsyneladende Godmodigheden selv. Han har, som han selv udtrykker sig, "nitten hundrede Sjæle" i sine Citéer, altsaa flere end der findes i mange af vore Provindsbyer. Da der i disse Gyder, Cité Tarn, Cité Gand, Cité Philippe, og hvad de allesammen hedder, ikke er mere end i det Hele knap fire hundrede Beboelsesrum, kommer der altsaa gjennemsnitlig fem Personer paa hvert Rum. Til hvilken Klasse af Samfundet de henhører, er det Eneste, den iøvrigt særdeles meddelsomme Vært ikke ser sig i Stand til bestemt at oplyse. Der er lidt af Alleslags, siger han, de ernærer sig som de kan; forudsat de betaler, blander han sig ikke i deres private Affærer, Pengene gjælder for ham ligemeget, paa hvilken Maade hans Lejere saa har taget dem ind. Der er en meget stor Rimelighed for, at han i Virkeligheden ogsaa staar sig bedst ved ikke at undersøge det; den moralske Finfølelse hos disse nitten hundrede Sjæle er næppe af den delikateste Natur.

Hovedcitéen er ligesaalidt hos ham som andetsteds overdreven smal; kun i de smaa Siderender, som i Aarenes Løb har skudt sig ud fra den, skinner Dagslyset aldrig ind. Den selv ligner ved første Øjekast nærmest en eller anden Baggade i et lille Fiskerleje. Men seer man nøjere til, bliver Forskjellen hurtigt tydelig. Fattigdommen i den afsides Krog paa Landet har over sig et Præg af stille Resignation; dens Beboere lider ikke under den, fordi deres Fordringer til Livet aldrig gaar ud over de tarvelige Kaar, hvori de lever. I Citéen derimod er det ikke blot Armod, man møder, det er Miseren i dens mest skrigende Fortvivlelse, menneskelig Elendighed og desværre tillige menneskelig Degradation under dens mest afskrækkende Former.

Hver enkelt Hytte har Rum for en ti, tolv Familier. De, der boer ovenpaa, er de heldigst Stillede. De maa ganske vist klattre op ad en Hønsestige, der tilmed ikke er anbragt indvendig, men udenpaa Bygningen, og de maa deroppe famle s5g frem gjennem en lang, smal og bælgmørk Gang, før de kan finde Døren til deres Værelse; men de har saa til Gjengjæld den Luxus at være i Besiddelse af et Vindue. Om det end meget hyppigt har flere Ruder af Papir end af Glas, saa er det dog altid muligt gjennem det at lade lidt slippe ind af Luft og Lys. Stueetagens Beboere derimod maa ofte lade sig nøje alene med en Dør. Lukkes den, ophører enhver Udvej til at se derinde ved Hjælp af Andet end den lille Blændlygte, der hører til i alle disse Huler. Det er den, der bruges under de natlige Expeditioner, naar Citéernes Befolkning gaar paa Rov efter Klude, Cigarstumper, bortkastede Frugter og Grøntsager eller andre Gjenstande, som det er mindre tilladeligt at tage, hvor man finder dem. En Lampe derimod, selv af den tarveligste Beskaffenhed, er noget ligesaa Ukjendt her som Kamin eller Komfur. Har man en sjelden Gang nogle Sous tilovers til en Haandfuld Brænde, saa laver man sig simpelthen et Baal paa Gulvet, sætter en Kogekjedel, som man har laant hos Skjænkeværten, over det og lader Røgen flagre, som den vil. Og skulde det næsten Utænkelige arrivere, at man arbejder hjemme og kan faa saameget for dette Arbejde, at det kan betale sig at brænde Lys til det, saa rækker samme driftige og tjenstvillige Vært ogsaa i denne Henseende en hjælpsom Haand ved Udleje af Smaalamper i timevis. Til daglig Brug staar man sig sandt at sige bedst ved ikke at se; det, som Øjet kan opdage herinde, er alt Andet end hyggeligt. Hvad Bohave angaar, indskrænker det sig til et Minimum. Den forekommende Vært stiller ingen Fordringer i saa Henseende, naar han blot faar sin Leje betalt forud. For hans Skyld kan man flytte ind uden Seng engang. Men den mangler kun sjelden, og gjør den det, er den altid det første, Assistance publique leverer. Kun naar Vinteren er meget kold, forsvinder den stundom; den hugges efterhaanden itu til Pinde, som man kan varme Kaffe ved. Til Natteleje kan man tilnød tage til Takke med en Bunke Klude. Selv naar Sengen er der, maa dog en Part af Familien tidt gjøre det. Thi om man end ingen Fordomme har med Hensyn til Kjøn og Alder, saa kan dog en halv Snes Personer vanskelig faa Plads paa et og det samme Leje, og det er langtfra nogen Undtagelse, at det elendige Rums Beboere naaer op til et saadant Tal. Der er næsten altid Børn i Masse; ynkelige, smaa, gule, forkrøblede Væsener, uden Kjød og uden Klæder paa Kroppen. Man faar et Billede af dem ved at huske paa de Figurer, man i illustrerede Blade har seet af Hungersnøden i Indien. De gjør et næsten forfærdeligere Indtryk, oversaaede, som de i Regelen er, med Bylder og Udslet af enhver Art. Hvorledes de kan leve og voxe op i disse Hulers Nød og Pestasmosfære, er en Gaade. De gjør det imidlertid, man træffer femten- og sextenaars Ynglinge, der er fødte i Citéen og har tilbragt hele deres Liv der. Jeg saae et Par Stykker en Dag under et Besøg. De laa og drev paa Sengen med; en Roman af Ponson du Terrail, hvori den ene læste højt. I en Krog sad et gammelt fjollet Fruentimmer, som man vilde have anseet for gal, hvis Absinthflasken ved Siden af hende ikke havde angivet en anden Grund til den Tilstand, hvori hun befandt sig. Paa Gulvet laa en lille, syv-otte Aars Pige og legede med et Spil gjennemsigtige Kort af den Slags, som sælges i Smug paa Boulevarden. Det var Moder, Sønner og Datter. Den Lilles oprørende Legetøj forklarede, hvad der var hendes Brødres Levevej, og hvorfra, den forholdsvise Velstand i Stuen kom. Der stod endogsaa Rester af Kjød og Vin paa Bordet. Himlen skal vide, at de har været dyrt betalte.

Til daglig Brug kommer der kun sjelden saadanne Lækrerier ind i Citéen. Man er tilfreds, naar man kan kjøbe sig et "Assortiment", det vil sige en Tallerkenfuld Smaastumper af forskjellige Slags Ost, Pølser, Løg, der oprindelig har været kogte i en eller anden Ragout, samt andre Rester af Spisevarer, der ikke lader sig definere. Marseillanerne har en Ret, de kalder Bouilleabaisse; det er alle de Fisk, der drages op i samme Net, kogte sammen. Assortimentet er paa lignende Maade hele den brogede Fangst, Høkeren i Cité de Tarn bringer med i sin Pose, naar han efter Middagstid vender hjem fra de smaa Restaurationer, hvor han for nogle Sous har kjøbt de Levninger fra Gjæsternes Tallerkener, som Folkene i Kjøkkenet ikke gad spise. Hos ham gaar de af som varmt Brød; Properhed er et Begreb, man ikke kjender her, og Smagen er allenfals mere krydret end den, der endnu sidder i Kjødet paa de tørre Ben, man har samlet op, Guderne veed hvor, men som altid kappes med Klude og gammelt Jernkram om at oversvømme Borde og Gulv i disse Elendighedens Hytter.

Sligt kan man finde i Luxusstaden Paris, en Snes Minutters Vej fra Avenue de l'Opéras Millionærhoteller og fra Rue de la Paix's Diamantbutiker. Et eneste af disse Butikers Vinduer vilde være nok til at skaffe samtlige nittenhundrede Sjæle, som boer tilleje hos Skjænkeværten i Rue de Meaux, en menneskelig Tilværelse for hele Livet. Kejserdømmet bildte sig ind at forstaa, at det var galt som det var, og det gav Pauperismebæltets Stedbørn—Buttes Chaumont. Nogle faa Skridt fra de beskrevne Huler breder sig dets Tusind og en Nats Anlæg. Det er en af Paris's mest beundrede Seværdigheder, en romantisk Fedekoration, undfanget i en Digterdrøm og gjort til Virkelighed med kejserlig Rundhaandethed. Søer og Vandfald under prægtige gyngende Broer, Klippevildtnis med slyngende Roser, fløjelsbløde Plæner, stolte Træer og blomstrende Busketter, Alt er her, hvad der kan gjøre en Park uforlignelig. Alle Fremmede, der besøger Paris, slaar Hænderne sammen i Forbauselse over dette Eden. Men Citéernes Befolkning kommer der rigtignok aldrig. Den, der sulter og fryser, har ingen Sands for Blomster og Fontæner. Det er Andet, disse Ulykkelige trænger til. Elendigheden er én Kræftskade paa den store By, som aldrig helt kan ryddes ud, det er sikkert nok. Men en omhyggelig Læge, der kjender Ondet tilbunds, kan mildne det og hindre det i at brede sig. For den tredie Republik er det en Livssag, at den lægger sig efter at lære denne Kunst.

[Illustration: "Buttes-Chaumont"]

Samfundets Bundfald.

Omtrent paa Midten af sit Løb gjennem Paris deler Seinen sig i to Arme, der omslutter Øen, hvorfra den uhyre Stad engang er straalet ud. I Aarhundreder var denne Ø Byens Hjerte. Der stod dens Kongers Borg og dens stolteste Gudshus. Men Tiderne har skiftet. Det er andet Blod nu, der strømmer gjennem Kæmpestadens Aarer, end det, hvis Hjertekamre var Kirker og Kongeborge. Seineøen ligger trist og stille nu. Det Paris, som lever og stræber, har Ingenting med den at bestille; kun det, der har lidt Skibbrud i Kampen for Livet, sender en underlig Skjæbne tilbage til den gamle Moderø. Paa den ligger Hotel Dieu, de Syges store Hus, Justitspaladset og La Morgue, Boden, hvor de ukjendte Lig stilles ud, der fiskes op af Floden.

Ingen af de Bygninger er hyggelige Steder, uhyggeligst dog en, der danner Annex til Templet for den menneskelige Retfærdighed. Den er et Slags Forgaard til det, om man saa vil. Gjennem den maa smaa og store Syndere uden Forskjel, alle de problematiske Existenser, hvis Liv er saa ureglementeret, at det støder Samfundet paa Albuerne. Og deres Tal er i Verdensstaden uhyre. Tohundrede Personer om Dagen, det vil sige en Armee paa over halvfjersindstyve-tusind Individer, Mænd, Kvinder og Børn, passerer aarlig gjennem "Politipræfekturets Depot".

Saaledes lyder det ejendommelige Navn paa en ejendommelig Ting. Det klinger stygt, men det er betegnende. Bygningen er i Virkeligheden Politiets store Oplagsplads for alt det Bundfald, Seinebyens Menneskehav sætter af mellem Åar og Dag. Der sondres og sorteres det, men derind kommer det Altsammen pêlemêle, Størsteparten leveres fra Politistationerne. Alt det Vildt, Sergenterne i Løbet af Natten og Dagen fanger, bringes til disse Stationer, hvor en første Undersøgelse gaar for sig. Skyldes Anholdelsen en aabenbar Fejltagelse eller en ubetydelig Forseelse, slippes den Fangne strax igjen. Men synes Sagen at have en noget mere graverende Natur, gjemmes Vedkommende foreløbig "au violon", som det hedder, til Depotvognen kommer og tager Læs paa. Fem, sex Gange daglig kjører den rundt og henter sine Ladninger til den stygge, graasorte Bygning ved Siden af eller rettere under Justitspaladset. Panier à salade. kalder Argot-sproget en saadan Ladning, og broget er den virkelig som en Grøntkurv. Men endnu mere broget er dog selve Depotet. Thi ikke blot den store Fællesvogn bringer Gjæster til det; ved Siden af dens ordinære Rykind er der den finere Portion, som kommer enkeltvis i Fiakrer eller vel ogsaa af og til i elegante Herskabsvogne, Depotets Honoratiores, som man har gjort den Ære at anholde hjemme hos dem selv i Kraft af en personlig Arrestordre. Passagen gjennem Depotet er obligatorisk for Alle, hvem Loven lægger Haand paa. Enkelte bliver der kun Timer, Andre maa vente en hel Uge, før man oppe i Justitspaladset faaer truffet Bestemmelse om deres Skjæbne. To Dage skulde i Grunden være Maximum, men det overskrides ofte. Mange bliver sendte bort simpelthen med en Advarsel om ikke at lade sig fange igjen; Pariserpolitiet er saa humant som muligt, maaske ikke mindre af den Grund, at dets Fængsler langtfra vilde have Plads, hvis man skulde fare strengt tilværks mod det uendelige Hobetal af Vagabonder og den Slags Fyre. Kun de, mod hvem Sagsanlæggelse er nødvendig, flyttes til Mazas, det store Cellefængsel overfor Lyonerbanegaarden, hvor man gjemmer de Anklagede, saalænge Processen staar paa.

Dag og Nat er Depotet aabent, Dag og Nat er der uafbrudt Bevægelse. Greffierens Pen staar næsten aldrig stille. Det er ham, der fører de indbragte Bundfaldsladninger tilbogs, den første Forholdsregel, som den Anholdte maa underkaste sig. Han holder ikke af den; hans Navn er tidt det værste Vaaben imod ham, det giver Justitsen Mulighed i Hænde for at forfølge hans tidligere Synderegister, og det er ofte meget langt. Af den Grund, og af andre med, hører det da ogsaa til Sjeldenhederne, at han strax er ærlig og tilstaar det. Undertiden støder, man paa en Halsstarrighed uden Ende. I Slutningen af Kejserdømmets Tid blev en Mand anholdt, fordi han vilde forcere Indgangen til Saint-Cloud. Han paastod at hedde Sidi-Sahel og være overordentlig Gesandt fra Nana Sahib til Napoleon III. Da han hverken kunde tale Hinduisk eller Engelsk, indsaa man snart, at det var en Fabel. Fængselslægen erklærede ham for gal, og han blev sendt til Bicêtre. Men Hospitalslægen mente, at han havde sin fulde Forstand, og sendte ham Retour. I et Aars Tid turede han frem og tilbage mellem Depotet og Galehuset, uden at noget af dem vilde beholde ham. Saa fandt man endelig paa, at han maatte være Udlænding, og transporterede ham til Grændsen. Men nogle faa Dage efter anholdtes der for Vagabondering en Person, som kaldte sig Reybaud, og som ved nærmere Undersøgelse viste sig at være identisk med Nana Sahibs Gesandt. Det var umuligt at faa ham til at tilstaa sit rette Navn. Først efter flere Aars Forløb kom man ved et Tilfælde under Vejr med hans Hemmelighed. Han havde været i Kompagni med en Vinhandler, der var gaaet fallit, og opfundet Romanen om Nana Sahib, fordi han bildte sig ind, at enhver Falent uden Skaansel blev sendt paa Galejerne. Historien er kun et Exempel mellem utallige paa, hvilke Vanskeligheder det parisiske Opdagelsespoliti paa alle Kanter har at kæmpe med i den store Stads Myretue, hvor der kun undtagelsesvis er Naboer og Gjenboer til at give Besked. Selv for deres Vedkommende, som ikke kommer første Gang i Depotet, er en Gjenkjendelse besværlig. Man havde tidligere Forbryderalbummet som Hjælpemiddel. Men det tæller allerede over hundrede tusinde Billeder, og i en saadan Mylr er det ikke godt at hitte Rede. Ganske snildt er der da fundet paa en ny Forholdsregel. De Anholdte maales ligesom Soldaterne, og deres Højde fører Greffieren tilbogs sammen med de øvrige Oplysninger. Albummet har Afdelinger for hver Tomme og Underafdelinger for hver Linie; Eftersøgningen er paa den Maåde lettet i betydelig Grad.

Maalningen gaar for sig strax ved Ankomsten til Depotet, og samtidig finder der en Visitation Sted. Depotgjæsterne maa kverken have skarpe Redskaber hos sig, ved Hjælp af hvilke de muligvis kunde begaa Selvmord, eller Penge over et Beløb af ti Francs, Først naar hele dette Indtrædelsesceremoniel er overstaaet, foregaar Sorteringen. Thi der er Sortering; ikke engang i Politipræfekturets Depot respekterer man fuldtud den Lighed, som Franskmændene holder saa meget af at føre i Munden ved alle Lejligheder, men som hos dem er maaske endnu meget mere Mundsvejr end andetsteds. Den staar hugget ind paa alle deres offentlige Bygninger; det er det Hele, saa mener de, de har Samvittigheden fri.

[Illustration: Maalningen i Depotet]

Selvfølgelig har Depotet først og fremmest sin Mandfolke- og sin Fruentimmerside, skarpt adskilte, det var ikke godt Andet. Men paa begge Sider er der igjen forskjellige Kategorier. Man har den store ordinære Fælleshal, Rummene for les habits noirs og Cellerne. I de sidste kommer Forbrydernes og Samfundets Aristokrati, dels Morderne, de store Indbrudstyve og lignende farlige Individer, dels som Begunstigelse den socialt højtstillede Portion af de Anholdte, der vilde vække for megen Opsigt selv mellem "de sorte Kjoler". Det er nemlig kun en Eufemisme; mellem dem indregistreres Alle, hvis Kostume ikke bestaar af lutter Pjalter. At lade dem tilbringe en Nat i den ordinære Depotsal vilde i Virkeligheden være en Grusomhed slet og ret. Et mere pestbefængt Sted kan man ikke tænke sig. Det er et kryptagtigt Rum, baaret af fire Piller, med Betongulv, smaa, gittertremmede Vinduer, altid halvmørkt, klamt og hyllet i en Atmosfære, i hvilken kun de Lunger kunne funktionere, der ere vante til Forstadsgydernes Huler. Man faar nærmest Indtrykket af, at man er i en uhyre Kvægstald. Langs Væggene findes Feltsenge, som slaas op om Dagen sammen med Halmmadratserne, der tjener til Natteleje for den store Pluralitet, som maa sove paa Gulvet. Depotet er nemlig altid overfyldt, denne forfærdelige Samling af Banditter og Lazaroner ligger pressede sammen som Sardiner i en Æske, og det hænder ovenikjøbet tidt, at Korridorer og andre Lokaler maa tages til Hjælp. Man kan tænke sig, hvilken Uhumskhed der hersker i denne Menneskemødding. To, tre Gange daglig, medens Fangerne føres ud i Gaardene for at trække Noget, der kaldes frisk Luft, overskylles Senge, Gulv og Mure med Strømme af Vand. Men det hjælper kun lidt. Blev det ikke gjort, siger Fangevogteren, vilde Murene efter to Dages Forløb give sig til at spadsere alene.

[Illustration: Fællessalen i Politipræfekturets Depot.]

Det kan vanskeligt være anderledes. Hovedparten af Fællessalens Befolkning er nemlig slet og ret Vagabonder, der kun have Tag over Hovedet netop de Nætter, de befinder sig i Depotet. Til daglig Brug sover de under Concordebroens Buer, mellem Teglværksovnene ude ved Barrières d'Amérique, i Champs-Elysées Busketter, naar der er Løvværk og varme Nætter, eller i ubeboede Sommervillaers Lysthuse, naar der kommer Sne og Vinterfrost. Politiet kjender ganske vel deres Yndlingssmuthuller, og naar det engang imellem beslutter sig til at foretage Razziaer der, vender det altid tilbage med rigelig Fangst. Men det lader dem som oftest i Fred. Allerede nu er der en Snes tusind Anholdelser aarlig for Vagabondering; søgte man grundigt efter, vilde Tallet blive altfor uhyre. Paris lokker og drager saa stærkt. Fra det øvrige gamle Evropa vandrer man ud; alle de uregelmæssige Existentser, hvis Eventyrtrang ikke kan finde Tumleplads i Hjemmet, søger hinsides Havet til den store, ubekjendte nye Verden. Kun Frankrig præsterer ingen, eller i hvert Fald forholdsvis yderst faa Emigranter. Franskmændene har nu engang Rædsel for at expatriere sig. Deres Amerika er Paris; der, foregjøgler deres Fantasi dem, er der Plads for Alle, der er der Guld og grønne Skove at tjene, Rigdom, Position, Livsnydelse at hente, saasnart man blot strækker Haanden ud. Om de mange Tusinder, der gaar ynkeligt tilgrunde i den store Stads Livskamp, tier Rygtet, men om de Enkelte, hvem heldige Chancer bringer i Vejret, bærer det Beretninger ud til alle Kanter. Og disse Beretninger er en farlig Fristerinde; man tager den sjeldne Undtagelse for almindelig Regel, hvad den Ene har naaet, mener man, maa være let at naa ogsaa for alle Andre. Kunde man tælle dem, der Aaret rundt kommer til Paris uden Ressourcer, men med usvigelig Tro paa, at de kun behøver at sætte Foden paa den parisiske Stenbro for at gjøre deres Lykke, vilde man faa et rentud forfærdende Tal. Det er ikke alene fra Provindsen, de kommer; det er fra Udlandet ogsaa. Jeg har liggende for mig en Statistik over de i et enkelt Aar foretagne Arrestationer af Vagabonder; over fire Tusinde er Udlændinge. Talrigst repræsenteret er naturligvis det nære Belgien og Holland, derefter kommer, ganske karakteristisk hver paa sin Vis, Italien og Preussen, det sidste med over fire hundrede Individer. Danmark er et af de faa Lande, som ikke findes i Fortegnelsen, Sverig og Norge har kun nogle ganske faa Repræsentanter, Island derimod hele elleve. Selv de fjerneste Egne af Verden, Kina, Persien, Japan, Afrika, Tartariet og Bukariet, har sendt deres Kontingent. Tidt og mange Gange dumper disse Ulykkelige ned i den store By uden engang at kunne tale dens Sprog. Saasnart deres faa Spareskillinger er opbrugte, er der for dem intet Andet at gjøre end at lade sig samle ind af Politiet; Medlidenhed og Hjælpsomhed er Dyder, der kun findes sjeldent i Paris. Men selv om de Indvandrende ikke har denne første store Betingelse for at lide Skibbrud, selv om de kommer fra Provindsen med fyrig Arbejdslyst og robuste Kræfter, er det derfor ikke altid sagt, at de finder deres Brød i Millionstaden. Livskampen er sværere der end nogetsteds, Existensudvejene ganske vist mange, men Konkurrenterne til dem endnu mange, mange flere. De stritter imod saalænge, indtil den værste Sygdom af alle: Trang og Sult, endelig faar Bugt baade med Humør og Arbejdslyst og Kræfter. Det er uberegneligt, hvad den i Paris aarligt hverver af Rekruter til den store Vagabondhær.

Mandfolkene gaar over i den, kvinderne i en anden, der er endnu værre og uhyggeligere. Som Pluraliteten af Depotets Befolkning paa Sværdsiden er Vagabonder, saaledes er den paa Spindesiden løsagtige Fruentimmer. Politiets Runder gjør ogsaa af denne Art Sambundsbundfald hver Nat en altfor rigelig Fangst paa Paris's Gader: Kvindeafdelingens Fællessal er i Regelen ikke mindre overfyldt end den mandlige, Selskabet der er maaske tilsyneladende proprere, men i Virkeligheden sunket nok saa dybt. Silken og Fløjlet er bedragerisk som Kindernes Sminke. Jeg har i Depotet set Fruentimmerne med ægte Zobelskinds Pelsværk og Diamantsmykker til Tusinder; forhørte jeg mig om deres Historie, var den i Regelen saa omtrent den samme. Fædrene samlede Klude, og Brødrene arbejdede paa Galejerne; de diamantoversaaede Damer selv var Stamgjæster i Depotet.

Det er i det Hele taget Massen af den store Hær. Først og fremmest kommer Vagabonderne stadig igjen. For dem har Depotet intet afskrækkende; saasnart Visiteringsformaliteten er overstaaet, er det Første, man gjør, at bringe dem et Brød. Den franske Justits har den humane Betragtningsmaade, at enhver Lovovertræder, den fanger ind, kan være kommen i Konflikt med den som Følge af Sult. Den kjender sit Paris, den veed, at intet Aar gaar hen, uden at der udenfor dets Gaders straalende Butiker segner Ulykkelige, hvis Død, hvor utroligt det end klinger, ikke skyldes nogen anden Grund end Hungersnød. Den veed ogsaa, at dens Depot aldrig er saa overfyldt som i Ugerne efter Flyttedagen. De stakkels Familier, der er kastede paa Døren af ubarmhjertige Værter, vandrer om og skjuler sig, hvor de kan komme til, saalænge indtil Børnene begynder at skrige efter Brød. Saa maa Moderens Rædsel for Depotet vige, og hun melder sig selv. Straffens Forhal bliver i dette Tilfælde til Barmhjertighedens. Depotet giver de Ulykkelige Føde og Husly, indtil Politiet finder Udveje til at anbringe dem andetsteds. Men det er netop denne dets Rolle som Forsørger, som Vagabonderne saa ofte misbruger. Der er dem, der i Grunden har Depotet til regelmæssigt Standkvarter og kun fjerner sig for nogle Dage, naar Eventyrtrangen kommer over dem. Der fortælles om en saadan episk Vagabond, Victor Tuleu, at han har været anholdt ikke mindre end henved firsindstyve Gange, endnu før han naaede Trediveaarsalderen. Det var aldrig for egentlige Forbrydelser, men kun paa Grund af hans nomadiske Tilbøjeligheder. Man dømte ham, han sad sin Tid, og naar han saa slap fri, begyndte han strax igjen paa sin planløse Strejfen om. Var det stygt Vintervejr, tiltalte Friluftslivet ham ikke mere, og Politiet lod for lang Tid gaa hen, før det fandt ham paany, gik han selv til Depotet og meldte sig. "Det er mig, Tuleu," sagde han; "jeg har hverken Existensmidler eller fast Bopæl, det er bedst, I spærrer mig ind."

Han begyndte, da han var elleve Aar, og han er i saa Henseende ikke nogen Undtagelse. Gjennemsnitlig tre Tusind af de Personer, der i Paris aarlig anholdes for Vagabondering, er Børn. Hjemmet i Forstadshulerne er kun altfor tidt daarlig skikket til at holde paa dem, og Livet ligger saa lokkende lyst og let udenfor i den store, glimrende By. Forældrene gjør vel i Regelen ikke overvættes Anstrengelse for at holde paa dem; en Mund mindre at forsørge er altid saa Meget vundet. Det hænder tilmed ikke sjeldent, at de med Villie kaster de ganske Smaa ud for Vind og Vove, naar de falder dem til Besvær. Hittebørnshospitalerne, som vi kjender dem fra de ældre franske Dramaer, existerer ikke længer i Paris, men Depotet har erstattet dem.

[Illustration: Hittebørnene og deres Vogter.]

Der er i det en særegen Sal for Børn, som Politiet har fundet paa Gaden, og som endnu ikke er i den Alder, at de kan give Oplysninger om, hvor de hører hjemme. Det er et af de uhyggeligste Lokaler af dem alle. De stakkels Smaa ligger der i Rad med en stor Tavle paa Ryggen, hyorpaa staar deres Nummer og af og til et Fornavn, den eneste Oplysning om deres Existens, som de har kunnet give. De ligger og venter paa, at Forældre eller Paarørende skal komme og søge dem. Men i de ni Tilfælde af ti kommer der Ingen. Man er flyttet og har benyttet Lejligheden til, som af Vanvare, at slippe Barnet et Sted paa Gaden, hvor det selv var ganske fremmed, og hvor hverken Naboer eller Gjenboer kunde give Oplysning om det. Enkelte af de Forladte ligger paa deres smaa Senge og græder efter Fader og Moder, men Pluraliteten finder sig saare roligt i deres Skjæbne. Det gaar vel de Fleste som den lille Pige, der blev spurgt, om hun havde det godt, hvor hun var. "Ja," svarede hun, "for her faar jeg Noget at spise hver Dag."

Depotet har altsaa ogsaa sine Uskyldige. Men de findes heller ikke undtagen netop i denne Kategori eller i de med den beslægtede: Oldinge i Barndom, der er blevne samlede op paa en Bænk i Champs Elysées, Fremmede, der vandrer om i Labyrinthbyens Gader uden at kunne tale et Ord Fransk, Gale eller Folk, der har gjort Forsøg paa Selvmord og vægrer sig ved at love, at de ikke vil gjentage det. Det parisiske Politi er meget varsomt med at foretage Arrestationer uden at være ganske sikker. Hænder det i eet Tilfælde af Tusinde, at en sagesløs Person bliver spærret inde i Depotet, er det Højden. Det langt overvejende Flertal er Folk, som man har havt et vaagent Øje med længe, før man lægger Haand paa dem, eller ogsaa Misdædere, der gribes paa fersk Gjerning. Fire Femteparten af de Anholdte hører til den sidste Sort. Alleroftest er det gamle Depotgjæster, der gaar gradevis nedad; har de engang havt Foden indenfor Fængslet, hører det til Undtagelserne, at de ikke kommer igjen. Det er en Regel, der kan drages ud ikke alene af Paris's Politihefter; moderne Sociologer er i Færd med at konstatere den allevegne Verden over. Inden mange Aar vil den muligvis have ført til en total Omformning af det hele Straffevæsen. Fortiden har straffet; det er Fremtidens Opgave at finde Midlerne til at forbedre. Sagtens vil det blive en af dens vanskeligste; men det maa siges til den franske Republiks Ære, at den ogsaa paa dette Punkt seer Forpligtelsen til at gaa i Spidsen for sin Tid. De forestaaende Lovforslag mod Recidivisterne er i Virkeligheden ikke Andet end et anende Fremsyn over Vejen, der i saa Henseende er at gaa. Paris's store Fællesfængsler, disse Lære- og Opdragelsesanstalter for Forbrydelsen, er i Færd med at forsvinde. Man har endnu Saint-Pélagie og det forfærdeligere Saint-Lazare, Kvindefængslet, hvor alle de Indespærrede, ligegyldigt hvilken Kategori de tilhøre, blandes mellem hinanden uden Hensyn. Men i Mazas og La petite Roquette, Børnefængslet, er allerede Cellesystemet indført. Straffekolonierne er det næste Skridt paa Vejen.

Men det maa gjøres snart; der er periculum in mora. Med uhyggelige Tal viser Politiets Statistik, hvorledes Forbrydelsernes Antal er i stadig Stigen i Paris. Den sidste Snes Aar er ikke langtfra at have fordoblet det. En misforstaaet Seen gjennem Fingre med Meget hos Republikens Autoriteter er maaske ikke uden Skyld for de lavere Samfundslags Vedkommende, i de højere er det ganske sikkert Børssvindelens Fristelser, der spiller en væsentlig Rolle i Forøgelsen. Alverden er besat af Mani for at gjøre Forretninger. Depotets Lister er der for at vise, hvordan det kun altfor tidt hænger sammen med disse Forretninger. "Der gaar næsten ikke en Dag," sagde Fangevogteren mig, "uden at vi faar fine Herrer herind." Han har Ret; alle Stænder er repræsenterede i Samfundsbundfaldets store Pakhus. Man kan tage Listerne fra hvilketsomhelst af de senere Aar. Man finder Bankierer og Advokater, høje Embedsmænd og Officerer, Kunstnere og Forfattere, man finder Navne, der har hørt til de mest ansete i Frankrigs Historie. Politipræfekturets Depot er i videste Forstand Vrangsiden af Paris, Hjemmet for Alt, hvad Luxusbyen gjemmer af Styghed og Misère.

[Illustration.]

[Illustration: Udenfor Café de la Paix.]