SOMMERLIV OG FESTER.

Grand prix de Paris.

Paris har ligesaavel som London sin Saison, visse Maaneder af Aaret, da Befolkningens fine Portion er forpligtet til at lyksaliggjøre Hovedstaden med sin Nærværelse, og da følgelig Byens Liv naaer sin højeste Potens. Men man er dog ikke ganske saa rigorøs som hos de stive Britter. De kan ikke, uden at sætte deres gode Navn og Rygte paa Spil, vise sig i Westend-Palæerne en eneste Dag før den 1ste Maj, og de kan heller ikke uden Risico for, at de mest kompromitterende Rygter bringes i Omløb om dem, atter forlade disse Palæer før netop den 1ste August. Selv for den allernobleste Franskmand er derimod et Pariserophold tilladeligt paa hvilkensomhelst Tid af Aaret, det kan være ham til Behag. Paris gaar det an at foretrække, endogsaa naar "Alverden" er i Nice og Cannes, paa Jagtslotte paa Landet, eller i Badevillaer ved Kysten. Men sin Sæson har Byen alligevel. Den falder sammen med den Tid af Aaret, da Paris er skjønnest. Saasnart de første Foraarsbebudere kommer, kommer ogsaa den fornemme Verden hjem fra Rivieraen ved Middelhavskysten. Paris er da paa sit Højeste. Den svælger i Fester, den bugner af Luxus. Theatrene byder paa Sensationspremièrer, de berømte Virtuoser kommer fra alle Jordens Kanter og lader sig høre ved Koncerter, hvor den simpleste Plads er til en Louisd'or, der arrangeres straalende Velgjørenhedsmarkeder og elegante Bazarer, hvor Grevinder og Hertuginder og Fyrstinder staar i Butikerne, den officielle Verden giver sine store Galamiddage, Faubourgernes, Pengenes, Kunstens og Litteraturens, ja selv Demimondens Aristokrati kappes om at holde Soiréer og Baller hver eneste Aften. Saaledes bliver det ved at gaa tre, fire Maaneder paa Rad, indtil endelig det hele tumlende Fornøjelsesliv den første Søndag i Juni ender med en Slutnjngsfête, der stikker alle de andre, med le grand prix de Paris, Frankrigs Derbydag, de store Væddeløb paa Longchamps-Sletten.

Denne Dag er efterhaanden bleven en af Paris allerstørste Festdage. Det er i Grunden kun Nationalfesten den 14de Juli, der er mere. Og der er endda den Ting at bemærke, at ved Nationalfesten holder Ikke-Republikanerne sig tilbage for at protestere; til de store Løb derimod maa Alle med uden Menings- og uden Standsforskjel. I den fornemme Verden har det allerede under Kejserdømmet hørt til god Tone at tage Afsked med hinanden ved et Glas Champagne paa Saddelpladsen, før man lægger sig paa Landet, og denne gode Tone er med Aarene trængt ud til bestandig bredere og bredere Samfundslag. Nu er der knap en sølle Calicot længer, der ikke finder Longchampsudflugten nødvendig for at hævde sin sociale Position. Le grand prix er den Dag, da alle Parisernes Sparegrise, selv den beskedneste Arbejderfamilies, slaas i Stykker. Og har man ikke nogen Sparegris, saa har man dog altid en eller anden Gjenstand, man kan sætte paa Mont-de-Pitié for at komme med. Man skal til Longchamps, hvordan det saa gaar. Det er ikke egentlig for Løbenes Skyld; Pariserne sidder der ikke som Englænderne nogen medfødt Sportsmani i Blodet. Det er just heller ikke for at more sig; naar man vil være ærlig, veed man ganske vel, at Dagens Besvær tidt bliver større end dens Morskab, saafremt man da ikke har hele Lommen fuld af Guld. Men man maa afsted alligevel. Naboer og Gjenboer, alle mulige Bekjendte er med, saa kan man jo dog ikke blive siddende hjemme. Og saa er der ogsaa een Grund til. Man giver sine Penge ud paa Væddeløbsdagen i det stille Haab, at de skal komme ind igjen med Renter og Rentes Rente. Man vædder. Alle gjør det; Sadlepladsens Publikum sætter Tusindfrancsnoter paa Spil, Tribunernes Hundredefrancssedler og den store, vulgære Masse paa "Grønsværet" Louisd'orer og Femfrancer. Spilleraseriet er en af Kræftskaderne ved det moderne Parisersamfund. Det er ikke blot paa Børsen, at Alverden gjør Forsøg paa at tjene sig rig i en Haandevending; overalt, hvor man kan komme til det, tumler man med ind i den vilde Parforcejagt efter de rullende Guldstykker. I de parisiske "Cercles" tabes og vindes der ved Baccarat-Bordet Millioner hver eneste Aften, og den Del af Befolkningen, der ikke kan betale de Hundrede, to eller tre Hundrede Francs aarlig, som det koster at blive Medlem af en saadan Spilleklub, rangerer sig da paa anden, billigere Vis ind i Fru Fortunas Tilbederlegion. Efter Frokosttid, næsten hele Dagen igjennem, er de parisiske Kaféborde fulde af smaa grønne Klædesplader, paa hvilke de jevnere Samfundsklasser, helt ned til Arbejderen, vover deres surt fortjente Ugeløn i Ecarté; der pareres ved Billarderne, der spilles i Smug alle Slags Hasard i ethvert Beværtningslokales Bagstuer, der spilles kort sagt af Alle og overalt. Væddeløbsdagen er en velkommen, saa at sige med det Officielles Stempel paatrykt Anledning til at tilfredsstille denne uhyggelige Passion under exceptionelt fristende Forhold, i fri Luft, Menneskemylr og Sommersolskin, omgiven af Festvirvarets nervepirrende Ramme. Enhver maa til Bookmaker'nes Boder. Der er Hundreder af dem, og de gjør uhyre Forretninger allesammen. Naar det kommer til Stykket, er det maaske først og fremmest dem, der gjemmer Alruneæblet, som paa den store Væddeløbsdag drager alle Mennesker til Longchampssletten.

[Illustration: "Bookmakeren"]

Allerede tidlig paa Morgenstunden begynder Udvandringen. Da det dog alligevel skal være Feriedag, vil man gjøre den saa lang som muligt. Og desuden gjælder det ogsaa at være betids paa Pletten for at faa en Plads, hvor man nogenlunde kan se. Forsynede med appetitlige Frokostkurve sætter formelige Hære af Smaaborgerfamilier sig i Bevægelse i Retningen af Suresnes. Fra Klokken otte gaar der overfyldte Jernbanetog, Seinedampere, Sporvogne og Omnibusser hvert andet Minut. Det er, som om det gjaldt en Massestorm paa Mont Valérien. Men de mylrende sorte Striber af Menneskemyrer kravler ikke op ad Højen, de følger Trup over Suresnesbroen og spreder sig saa og besætter hver Grønsværsplet i Terrænet mellem Neuilly, Boulogneskovs-Kaskaderne og Seinen. Der pakker de Kurvene ud og holder efter Marchen Siesta i de kølige Skovskygger. De har behov at forberede sig til at kunne staa imod Eftermiddagens Trykken og Trængsel og Støv og Solhede; allerede før Et maa de sige Farvel til Træerne og foretage deres Kapløb ned til Snoren, som indhegner Væddeløbsbanen. Samtidig er ogsaa Vognene begyndt at komme rullende. Grand prix er Pariserkudskenes store Festdag. De, der nyder den Ære at throne paa aristokratiske Selvejerekvipagers Bukke, faar Lov til at stille Husets Maximum af Forspands-, Seletøjs-og Kjøretøijs-luxus paa Parade, de ordinære Hyrekudske har den Tilfredsstillelse at faa et saadant Maximum af Kjørepenge, som de ikke fortjener nogen anden Dag af Aaret. I Reglen slaar Bekjendte sig sammen allerede flere Uger i Forvejen for at leje en Vogn til de store Løb. Prisen er da noget over et halvhundrede Francs for de almindelige Droschker og for Kjøretøjer med et større Antal Pladser i Forhold dertil. Men har man ikke været forsynlig og lejet paa Forhaand, kan det meget vel hænde, at man paa selve Dagen ikke slipper under det Dobbelte. Ved den Slags Lejligheder er en parisisk Droschkekudsk grumme lidt medgjørlig. Han farter op og ned ad Boulevarderne og ryster overlegent paa Hovedet, selv om man stiller sig op paa Fortovet og holder Louisd'orer frem og viser ham. Han tør ikke standse, har engang en af dem forklaret mig. Inden den gentile Herre paa Fortovet naaede ud til Vognen, kunde en brav Bourgeois springe op og tvinge ham til at kjøre à l'heure hele Resten af Dagen. Han giver sig ganske rolig Tid, til han kan se sit Snit og faa god Ladning. Han veed, at for hver Time, der gaar paa den store Væddeløbsdag, stiger Vognene i Pris, til der til Slutning saa at sige ikke er en eneste længer at faa indenfor Paris's Fæstningsværker.

Fra Klokken to holder de i endeløse Rækker ned over alle Vejene, der fører til Longchamps. Man vilde naa et Tal af over ti tusinde, hvis man var i Stand til at tælle dem. Thi fra Klokken to, det Tidspunkt, da det første Løb begynder, er Sadlepladsen, Tribunerne, den store Grønsværsslette, Alt fuldt af hver sin forskjellige Art af Tilskuerpublikum. Der kan være indtil tre hundrede tusind Mennesker klumpede sammen paa dette Sted. Man kan overse hele Terrænet fra Tribunernes øverste Bænke; det er et Syn, som det næppe nogetsteds paa Jorden er muligt at finde et Sidestykke til. Der er her ikke Tale om spredte Grupper; det er, som om man vilde tænke sig en vældig, uoverskuelig Kornmark, bevoxet ikke med gule Straa, men med Menneskekroppe. Vrimmelen er ligesaa tæt, Fladen, der dannes af de mørke, hattebeklædte Hoveder, ligesaa sammenhængende kompakt som den, der dannes af de bugnende Ax. Hist og her stikker røde Parasoller frem som glødende Valmuer; unge Piger er sprungne op paa Vognsæderne og staar der i deres lysfarvede Sommertoiletter som blaa Kornblomster eller gule Agerkaalsstilke og sætter brogede Pletter i den sorte Mark. Hele Fladen gynger og vugger sig som kruset af Vindkast, men ind i Mylren kan Øjet ikke se, det kan kun ane derinde en mystisk, æventyrlig Uendelighed af muntre, vexlende Folkelivsbilleder, som sætter Fantasien i Bevægelse og ligesom fylder Rummet med en kondenseret Essens af Liv og Glæde. Fra denne Hovedmasse strækker sig ud, langt, langt bort i det Fjerne, langs hele Væddeløbsbanens Snor, tætte sorte Myregange af andre Tilskuerklynger; Bakker med rigt schatteret Skovbryn indfatter Billedet, over det Altsammen ligger Guldglands af den varme Junisol.

[Illustration: Paa Tribunen.]

Og saa er der Maleriets Forgrund, som man har lige ved Siden af sig. Hver af Tribunerne fortsættes forneden af en Enceinte, fyldt med Straastole. Ogsaa der er der tætproppet af Tilskuere. Det er den fashionable Part af Publikum. Allerede paa Femfrancspladserne opdager man det ene extravagante Toilette ved Siden af det andet; paa dem, hvor det koster en Louisd'or at komme ind, holder de formelige Saturnalier. Det store Finantsaristokratis, stundom den virkelige Faubourgadels Damer med, og de store Kokotter overbyder hinanden i Opfindsomhed. Deres Fantasi bryder sig ikke om at tage Skjønheden med paa Raad, det gjælder kun at vække Opmærksomhed. Om de seer ud som Paafugle og Pappegøjer, er dem ligegyldigt, naar der blot bliver lagt Mærke til dem, og de kommer i Avisen den næste Dag. De leverer Forestillingens Ouverture, og Kappestriden mellem dem kan paa sin Vis være fornøjeligere end Kapløbet inde paa Banen. Hvert Øjeblik gaar der som et elektrisk Stød gjennem Tribunepublikummet.

[Illustration: Paa "Grønsværet".]

Alle rejser sig op, Beundrings-Ah'er og Vittigheder regner ned rundt omkring, man applauderer, man hviner tidt himmelhøjt. Det er et Parasolmonstrum i Solbrandsfarver og oversaaet med Fuglereder, man har opdaget inde paa Sadlepladsen, en Frøken med Lueforgyldningsbroderier paa den hvide Atlaskeskjole eller en havfrueagtig Fremtoning i Sivgrønt: sivgrøn En-tous-cas, sivgrøn Kjole, sivgrønne Strømper og sivgrønne Sko, Altsammen bedækket fra Top til Taa med en Mylr af ganske smaabitte Sneglehuse. Det er kun i Paris, at man ser Sligt, og det er selv i Paris kun den ene store Væddeløbsdag, at disse Toilette-Orgier rigtigt kan faa Lejlighed til at slaa Gjækken løs.

[Illustration: I Enceinten.]

Signalklokken ringer, Jockeyerne farer ud paa deres stolte, fine, adelige, men gyselig magre Væddeløbere. Tribunepublikummet har studeret Programmet, det kjender Dyrene paa Jockeyernes Farver, og det raaber deres Navne for at gjælde for Sportsmænd, der veed Besked. Men nogen overdreven Enthousiasme for de første af Løbene er der dog egentlig ikke. De maa mere betragtes som en appetitvækkende Pièce de rideau før den rigtige, store Forestilling. Det drejer sig kun om fem, sex tusinde Francs, Summer, der paa en saadan Dag er altfor ubetydelige til at kunne vække nogen virkelig Spænding. Og saa er der ogsaa det, at man ikke er absolut sikker paa, om disse Løb nu ogsaa kan betragtes som rigtig alvorlige. Man fortæller om saa megen "blague" ved Smaaløbene, om bestukne Jockeyer og Ejere, der med Vilje lader deres Dyr tabe, fordi de i hemmelig Forstaaelse med en Bookmaker har store Pareer imod dem. Alle mindes Affæren fornylig ved Chantilly. En Jockey blev kastet af og kom slemt til Skade, og det oplystes da, at han var betalt af sin Herre for at holde Hesten tilbage. Men Dyret havde været stærkere end han; dets Instinkt fortalte det, at der var Noget i Vejen, og det skilte sig saa af med sin Rytter og sørgede paa egen Haand for at komme ind som Numer Et. Der skal gaa mange af den Slags Ting i Svang, veed man, og det svækker Interessen. Med "grand prix" derimod er det en anden Sag. Der gjælder det baade Æren og Prisen, og den sidste er ikke mindre end hundrede tusinde Francs. Det kan pirre.

[Illustration: I Enceinten.]

Der kommer en umaadelig Bevægelse mellem Publikum, saa saare Tallene begynder at springe frem paa den sorte Tavle, hvor de Løbendes Numere markeres. Alle rejser sig op. "Assis! assis!" brøles og hvines der fra Tribunerne, men Enceintepublikummet nedenfor dem tager ikke Notits af deres Raab. Damerne springer op paa Stolene og holder deres Kikkerter i Beredskab; selv den mest stikkende Sol har de i dette Øjeblik ingen Tanke for. "Hvem løber?" det er det første store Nysgjerrighedsspørgsmaal, det gjælder om at faae besvaret. Det ene Tal springer frem efter det andet; til "grand prix" er der altid ti, femten Konkurrenter mindst, og man trækker sig kun grumme nødigt tilbage. Selv om den ikke har nogen Udsigt til at vinde, er det dog altid en uhyre Rekommandation for en Hest, et Slags Adelsdiplom, at den har været med ved det rigtige store Løb. Man kiger paa Programmet, man henter biografiske Notitser om Dyrene hos Naboerne rundtomkring. Der er da ingen Overraskelse i Gjære? Der findes forhaabentlig ikke mellem Deltagerne i Løbet nogen af de hemmelighedsfulde Ubekjendte, som, opdragne i Smug af en Førsterangstrænør paa et eller andet fjernt, øde Sted, pludselig dukker frem og gjør alle Sportsmændenes Beregninger til Skamme? Man har set Sligt ikke saa sjældent endda. Og findes der en saadan Konfusionsmager, saa er jo alle Chancer, hvorpaa man har støttet sine Væddemaal, ikke to Sous værd. Har man derimod udelukkende med bekjendte Løbere at gjøre, saa er det i Regelen muligt at forudse Resultatet med nogenlunde Sikkerhed. Der mangler sjælden en stor Stjerne, mod hvilken der kun pareres med Enere mod Tiere.

Men hvor bliver den af, denne Dagens Helt? Dens Tal staar endnu ikke paa Tavlen. Om der var tilstødt et Uheld! Om den pludselig var bleven indisponeret og ikke kunde vise sig paa Arenaen! De store Væddeløbere er ømfindtlige som de store Primadonnaer. Ængsteligheden begynder at brede sig. De, der har været bag Kulisserne, beroliger imidlertid. Der kan umulig være hændet Noget. "Bruce" er kommen fra England med specielt for den lejet Extratog, og siden sin Ankomst har den stadig været omgiven af en Livvagt paa sex fuldt paalidelige Karle, der med ladte Revolvere har vaaget over, at ingen snedig Bandit sneg sig ind i dens Stald, beruste den med Brød, dyppet i Vin, eller paa anden Vis gjorde den uskikket til at lade sine Evner straale i det skjønneste Lys. Den er sund og frisk, glødende af Kampiver, forsikrer de; de har været i Stalden endnu om Morgenen. Herrer og Damer seer paa dem med beundrende, misundelige Blikke; Hjerterne hører op at banke i Uro. Og der er jo virkelig ogsaa dens Tal paa Tavlen. Et højt, tusindtunget Hurraraab hilser det. Men det skjæres over paa Midten, Signalklokken klemter, og der bliver i samme Nu Stilhed over den store Væddeløbsbane som i Theatret, naar Tæppet hæver sig. Alles Øjne vender sig mod Sadlepladsens Enceinte. En efter en i Række kommer Jockeyerne ridende ud derfra. De gjør en lille Galopfart for at presentere sig ned over Banen en face for Tribunerne. Saa standser de foran Dommerestraden, en ny Klemten, og Løbet begynder. Hvor der strækkes Hals, hvor der hvines, hvor der vinkes med Lommetørklæder og Hatte og Parasoller i Et uendeligt Brøl fylder hele Sletten. Hver Tilskuer raaber sin foretrukne Dystløbers Navn og bliver ved at raabe det under hele Løbet, som om Hesten kunde høre det, og som om det uvægerligt maatte føre den til Sejer, naar det blot overdøvede alle andre. Der kommer de frem ved Skovbrynet. "Invincible" er foran! Nej, "Bruce" tager den igjen! Den holder sig! Den øger Distancen! Hurra for "Bruce"! Hurra! Hurra! Hurra!

De tager ingen Ende disse Hyldestraab, medens den lykkelige Jockey, førende sig som en Heros, promenerer Dagens Sejervinder i Triumf hele Væddeløbsbanen rundt. Gommeuxherrer og Sportsmænd paa Sadlepladsen flokker sig lykønskende om Ejer og Trænør. Den Første tager ved dette ene Løb en halvandet hundrede tusind Francs ind foruden de betydelige Summer, Bookmakerne muligvis samtidig har ladet flyde i hans Kasse; den Sidste er efter denne Dag Sportsverdenens store Stjerne, til hvis Gunst hele det unge Aristokrati bejler mere end til nogen moderne Skjønheds, og hvis Tjeneste betales højere end en Adelina Pattis og en Faures Toner.

Efter "le grand prix" følger der atter andre, mindre Løb med Priser fra sex til femten tusind Francs. Det Hele ender først henimod Aftentid. Men Væddeløbsslettens Publikum tyndes ud langt tidligere. Den fornemme Part maa se itide at faa fat paa sine Kjøretøjer, der kan gaa Timer, før de findes, og den store Hob maa tilbage for fra Stolene paa begge Sider af Champs-Elyséesavenuen at være Vidne til det nye Skuespil: le rétour des cours, den uendelige Mylr af straalende Ekvipagers Hjemkjørsel i Parade. Hele den brede Allée er opfyldt af et ustandseligt Tog, det er en formelig Hær af Vogne, og det varer Timer, før Revuen tager Ende. Her holdes Hovedmønstringen over Toiletterne; hvert Minut bringer Overraskelse paa Overraskelse. Er "le grand prix". Slutningen af Parisersæsonen, saa er den ogsaa dens Apotheose. Man vil vise Udlændingene sin kjære Stad i al dens Herlighed, før man overlader den til deres Indvandring. Fra den første Mandag i Juni har de Lov til at fylde den med Rejsekostumér og røde Baedekere, men den store Væddeløbsdag skal den være sig selv, være paa Højden af sin Glands og Pragt. Og det er den.

Badeliv ved Kysten.

Sommervarmen i Paris er som oftest ingenlunde uudholdelig. Saalænge Solen befinder sig paa Himlen, er i Reglen ogsaa Vandslangerne i Bevægelse, En hel Hær af Arbejdere er fra Morgen til Aften beskjæftiget med at holde Alting vaadt, der bliver sprøjtet og sprøjtet paa Makadamiseringen, Husfacaderne overrisles, Gaardene sættes under Vand, Trottoirerne skures og vaskes i en Uendelighed. Det giver Friskhed og Kjølighed, saa den store Bys Indeklemthed ikke trykker.

Men alle Regler har desværre sine Undtagelser. Af og til, naar Temperaturen stiger særlig højt, og Sommeren bliver særlig tør, vil Dhuys og Vannes, de to smaa Floder, der forsyner Paris med Vand, ikke længer gjøre deres Skyldighed. Saa begynder Paris's Trængselstid. Byen begraves i Støv. Som en tæt, brunliggul Taage stiger det op fra de milelange Boulevarder og Avenuer. I de første Morgentimer staar denne Taage endnu lavt, som om den ikke rigtig selv vidste, hvorvidt den vilde løfte sig i Vejret eller løse sig og forsvinde. Men efterhaanden som Byen vaagner, efterhaanden som der kommer Folk og Færdsel, med hver ny Vogn og hver ny Fodgænger hæver den sig højere og højere. Den ruller ind over Byen i voxende Skyer, der breder og breder sig fra Kvarter til Kvarter. Indtil henimod Middag kan Solen endnu skinne igjennem dem, saa de tager sig ud som en fin, langsomt faldende Regn af smaa Guldatomer. Men Time efter Time fortætter de sig. Længere frem paa Dagen er det en fedtet, kvalm, okkergul Os, der hyller Alting ind, saa massiv, at man ikke kan se fra Lygtepæl til Lygtepæl. Det Hele er forvandlet til et ubegrændset askefarvet Hav, i hvilket Mennesker og Vogne, Træer og Huse glider sammen. Saa saare man stikker Hovedet ud af Døren, er i det samme Nu Hals, Lunger og Brystkasse fyldte med Støv; naar man har gaaet en halv Gade ned, seer man ud som en Melmand, vil man sætte sig ved et Kafébord paa Trottoiret, maa det først fejes rent med en Kost. De lukkede Fiakrer ruller langsomt og bedrøveligt gjennem Gaderne, som om det tommetykke graa Lag paa Taget af dem tyngede, saa de ikke kunde komme afsted, over de lange Boulevarder er der næsten ikke et eneste grønt Blad at opdage. Alle Vinduer og Skodder holdes den hele Dag hermetisk lukkede, men Støvet ude fra Gaderne trænger sig gjennem hver lille Sprække og Aabning, laver Skyer, lægger sig i Lag overalt.

Paa saadanne Dage er det, at selv de Parisere, for hvem Paris er Alt, faaer Sommerrædsel for den store Stad og flygter. De mindre enragerede Boulevardtilbedere har allerede taget Vejen afsted før dem. Under den nye atheniensiske Republik kræver Vinteropholdet i Paris stadig mere og mere enorme Udgifter Sommeren er den Tid, da man sparer op til dem. Under Foregivende af, at man har Behov for Landluft, afskaffer man hele det store Træn fra Sæsonen, sætter sig paa landlig Diæt og vegeterer i en Krog for atter, naar Selskabssalene i Paris paany aabnes, at kunne udfolde sin Pragt og Luxus i dem. Det er væsentlig dette Hensyn, der allerede strax efter "le grand prix" begynder at lægge Paris øde. Under de to følgende Maaneder forsvinder dens Beboere mere og mere. I Slutningen af Juli er den berøvet saa at sige hele sit "tout Paris", det lille Frimurerselskab af udvalgte, ægte Parisere, der til daglig Brug ligesom gjennemsyrer hele Staden og giver den dens Fysiognomi. Ikke Spor af Elegance eller Chiched; Herskabsvogne og Toiletter er blevne saa sjeldne, at de vækker Opsigt, naar de viser sig paa Boulevarderne, Droschkekudskene har saa lidt at bestille, at de endogsaa om Søndagen formelig plager Folk for at tage dem i timevis. Boulevarderne er halvt tomme, mest befolkede med Arbejdere, stønnende Forretningsfolk og langsomt drivende engelske Lorder og Misser.

Paris er paa Landet. Man tager til sit Château, naar man har enten et virkeligt Château eller en lille, afsides liggende Gaard, hvilken der med god Villie kan tillægges dette stolte Navn; man flytter til Villabyerne i Omegnen, naar man er nødt til stadig at ture ind i Forretninger, eller man rejser til Badestederne ved Bretagnes og Normandiets Kyster. Man gjør helst det Sidste; det er mest Fashion.

Disse Badesteder skyder derfor ogsaa mere og mere op som Paddehatte. I gamle Dage var der væsentlig kun Trouville; nu tælles de snart i hundredevis. Et af de yngste, der samtidig har vist sig i Besiddelse af virkelig Livskraft, er Etretat. Det er det, vi vil besøge.

Etretat er voxet meget hurtigt i Vejret. For tredive Aar siden laa der paa dette Sted kun et Par enkelte Fiskerhytter, fremskudte Forposter fra Fécamp. Men Alphons Karr kom tilfældigvis dertil og opdagede Stedet, ligesom en engelsk Lord nogle Aar tidligere havde opdaget Cannes. Karr byggede sig en Villa i den lille, lune Dal mellem to høje, hvide Skjærgaardspynter, skrev om Stedet, fik sine Venner derud og propaganderede saa godt for det, at han nu, naar han kommer dertil, kan spadsere gjennem en lang Gade, der bærer hans Navn, og hvor de Handlende i deres Butiksvinduer har udstillet alle Paris's Luxusartikler. Foruden denne Hovedgade er der et Virvar af Veje, langs hvilke der ligger prægtige Landsteder med Haver i den rigeste Mangfoldighed. Etretat og den nærmeste Omegn har snart en halv Snes Tusind Beboere. Pariserne og Badegjæsterne fra den anden Side af Kanalen, der er blevne kjede af Wight og Brighton, har kastet deres Kjærlighed paa det, og et Sted, der tages under Armene af saadanne Magter, behøver ikke mange Aar for at komme i Flor. I Virkeligheden har Etretat allerede overfløjet de fleste normanniske Badesteder. Trouville skræmmer trods de demokratiske Tider Folk bort ved et altfor blandet Selskab, og Vandet ved dets Kyst viger desuden stadig mere tilbage, saa at man tidt maa kjøre lange Strækninger ud for at naa det. Deauville er for aristokratisk og Fécamp for provinsielt. Dieppe er vel endnu i Mode, men Parisermoder skifter hurtig, og Vinden blæser ad Etretat til. Naar man vil have et Billede af ægte fransk Badeliv, skal man for Øjeblikket tage dertil.

Turisten, der kommer for et Par Dage, vil være henrykt. Det stolte Hav med dets stadig vexlende Ebbe og Flod, de hvide Skjærgaardsklipper, som springer ud i det og danner en Række af mægtige Portaler, mod hvilke de herligste Triumfbuer kun er Legeværk, det muntre, brogede Badeliv paa Bredden, den friske Luft oppe paa Toppen af de grønne Bakker, Musiken fra Kasinoet—alt det vil sætte ham i Begejstring, og han vil uden Betænkning erklære Etretat for et Paradis. Men Verden har nu engang kun sjeldent Paradiser undtagen for Turister, der kommer og gaar. Og da muligvis En eller Anden, som læser denne Skildring, kunde bygge Rejseplaner paa Grundlag af den, foretrækker jeg istedetfor Turistens Lyrik at levere et Billede af Stedet, som det virkelig er, naar man kjender det.

Ubetinget fornøjelig er selve Badningen. Er man kun vant til at gaa i Vandet fra nordiske Badehuse, vækker den Forbavselse i første Øjeblik, og det er meget muligt, at adskillige af vore Damer strax efter Ankomsten vil erklære, at Sligt kan de paa ingen Maade være med til. I sidste Instans bliver jo imidlertid alle den Slags Ting kun en Konvenienssag. Hvad alle Mennesker gjør, kan ikke i Længden vedblive at være stødende for den Enkelte. Amerikanere, Englændere, Russere og andre Folkefærd følger da ogsaa uden Betænkning Stedets Skik og blander sig uden Hensyn til Alder eller Kjøn i den brogede Vrimmel af Badende. Der er særlig to Tider paa Dagen, da denne Vrimmel præsenterer sig mest malerisk, nemlig om Formiddagen umiddelbart før Frokosten og lidt ud paa Eftermiddagen, i Timerne mellem fire og sex. Alt, hvad Etretat rummer af Badegjæster, befinder sig da paa Skrænten, som fra Kasinoterrassen fører ned til Vandet. Under Sommerparaplyer og røde Parasoller lejrer man sig i Grupper paa de smaa graalige Rullesten, hvormed Bredden er bedækket, plasker i Vandet eller slaas om en Badehytte, hvor man kan klæde sig af og paa. Disse smaa Træhuse findes i et Antal af hundrede eller saa omtrent umiddelbart nedenfor Terrassen; men i den rigtige Badetid kan man dog ofte komme til at staa og vente halve Timer ad Gangen, før man faaer fat i en ledig Badehytte. Damernes og Herrernes er ikke adskilte; at en ung Frøken staar paa Vagt, naar man kommer op af Vandet, og tinger om Hytten efter En, hører til Hverdagsbegivenhederne, ligesaa godt som at en Herre, uden at støde den gode Tone, banker paa Døren til en Dames Paaklædningsværelse og spørger, om han snart kan afløse hende. Alt gaar her paa Badeskrænten for sig fuldstændig sans gêne. En Badetur er her det Samme som et Rideparti eller en Skovudflugt andetsteds. Om Aftenen sætter man i Kasinoets Dandsesal hinanden Stævne til Badningen den næste Formiddag. En isoleret Vandgænger hører til de store Sjeldenheder; i Regelen er det hele Selskaber af Damer og Herrer, der følges ad og i deres Badedragter venter paa hinanden for at tumle i Trup og paa Parade ned ad Gangbrædtet over de smaa Rullesten og saa hoppe i Vandet.

[Illustration:]

Badekostumet er for Damernes Vedkommende Bluseliv, tidt holdt sammen af et broget Skjærf, Benklæder, hvis normale Længde er til noget nedenfor Knæerne, en stor, koket Solhat samt Sandaler.

Trods al sin Simpelhed tillader det dog en Utallighed af Variationer. Mellem den bedagede Pebermøs folderige, til Anklerne naaende Dragt af sort Merino og den unge, overgivne Amerikanerindes soignerede Trikottoilette af lysblaat Uldmusselin, kantet med Guldgaloner, stærkt nedringet, uden Ærmer og stumpende ovenfor Knæet, kan man vælge Overgangsformer nok, der blotter eller dækker alt, efter hver Enkelts Behov og Tilbøjeligheder. Herrerne møder som oftest i stribet Trikot, der ender midt paa Laaret. Anseer de sig ikke for præsentable i det Kustume, er det dog ogsaa tilladt for dem at skjule Naturens Skrøbeligheder under en Blusedragt i Smag med de gamle Jomfruers. Selv i den kan de stundom være tilstrækkeligt komiske. Under Vandringen mellem Badehytterne og Vandet plejer begge Kjøn at have en Badekappe kastet over Skuldrene; den er imidlertid ingenlunde absolut nødvendig, og det er kun Faa, der ikke under alle Betingelser lader den flagre, som den vil. Den er mest til for Vandringen opad efter Badet. Under dette lægges den helt nede ved Bredden, fortøjet med et Par af de største runde Sten, man kan faa fat paa, og saaledes, at man strax kan kaste den om sig i det Samme man kommer op af Vandet. En Parade efter Badningen forbi det talrige, inspicerende Tilskuerpublikum er af let En Bademester forstaaelige Grunde ikke hensigtsmæssig uden disse Kapper.

[Illustration: En Bademester.]

Badningen er langt mere et Fornøjelsesparti end en Sundhedsforholdsregel. Man bliver ofte indtil tre Kvarter i Vandet, og man bestræber sig for at more sig saa godt som muligt. Fra Enden af det høje Springbrædt styrter baade Damer og Herrer sig ud paa Hovedet. Herrerne springer Buk over hinanden, slaar Kolbøtter over hinandens Ryg eller under Brædtet, vælter sig undertiden ud i Klumper paa en halv Snes Stykker ad Gangen og søger i det Hele taget paa alle Maader at vise deres Dødsforagt for det vaade Element. Ved deres Kunster vil de dog sagtens ogsaa stundom tiltrække sig en eller anden badende ung Frøkens Opmærksomhed. Damerne kan i Reglen svømme, og de foretager ofte lange Exkursioner ud ad Havet til, sammen med deres Kavallerer. Undertiden tager den Skjønne ogsaa Plads i en af de smaa, kvikke Joller, der ligger ved Bredden, jager afsted i den, fulgt af Herresværmen, og styrter sig, naar hun er kommen langt ud, i Bølgerne, for saa at lade deres Favntag bære hende ind igjen. Fartøjets Bjergning overlader hun ubekymret til den, der har Lyst til at tage sig af det. De Damer, der ikke er indviede i Svømmekunstens Mysterier eller ikke dristige nok til at vove sig langt ud, holder sig paa lavt Vand, faar Undervisning af Bademestrene eller af nærbekjendte Herrer, overpjadsker hinanden med Vand og bliver hvert Øjeblik bange for Bølgerne, som ruller hen over dem og slynger dem omkuld eller vælter dem ind mod Land, Bølgegangen paa Normandiets Kyst er som oftest ganske respektabel, og de Badendes Kamp med den paa det lave Vand kan fremkalde de pudsigste Scener, naturligvis stadig ledsagede af Tilskuersværmens højrøstede Latter, Tilraab og Vittigheder. Undertiden hænder det ogsaa, at en nærgaaende Bølge skyller helt op til de nærmeste Stolerækker og over Hals og Hoved jager deres Indehavere op ad Skrænten, samtidig med, at den fører Badekapper og Sandaler, som de Badende har ladet ligge mellem Stenene, tilbage med sig ud i Havet. Naar Sligt hænder, er der ingen Ende paa Latteren, Virvaret og Tummelen. Hver søger at redde Sit, men Ingen kan naturligvis finde netop sine Ejendele.

[Illustration: Opgangen fra Badet.]

[Illustration: Paa Rejefangst.]

Den Slags Scener er morsomme. Men det er just ellers ikke let at faae Tiden til at gaa, og det er netop en af Skyggesiderne ved Opholdet i Etretat, naar det udstrækkes over et længere Tidsrum. Folk, der ligger ved et Badested, har i Regelen den Anskuelse af Tilværelsen, at Badeliv nødvendigt maa være ensbetydende med Driverliv. Hos Badegjæsterne i Etretat synes denne Opfattelse at være bleven til et Dogme. De betragter Driveriet som uafviselig Pligt, ikke blot for sig selv, men ogsaa for deres Venner og Bekjendte, Naboer og Gjenboer. I en lille Krog som Etretat hører Alverden efter en fjorten Dages Forløb uundgaaelig til en af disse Kategorier. Den, der har Trang til at bestille Noget, skal derfor blive borte fra et saadant Sted; selv om han skjuler nok saa godt, at han tager sig noget Alvorligt for, vil det dog blive opdaget, betragtet som en Forbrydelse imod den friske Luft og Landliggeriet og energisk modarbejdet baade ved theoretiske Forelæsninger og ved praktiske Forstyrrelser. Dette kunde endda gaa an, hvis det var muligt at drive Maaneder hen i Etretat uden at trættes; men dertil bliver Stedets Adspredelser og hele Liv i Længden for ensformige. Det kan være særdeles morsomt for en Gang eller to at være med til Yndlingssporten ved disse Badesteder, vade i stort Selskab med bare Ben og primitive Kostumer omkring mellem Skjærgaardsklipperne og gaa paa Jagt efter Rejer, men det er dog den Slags Fornøjelser, som ikke egner sig til at gjentages hver Dag. Krocketspillet paa de store Plæner omkring Byen synes at være et Privilegium for Englænderne, og Ture op til Bjergtoppene gjør man een Gang i tredive Graders Varme, men saa aldrig mere. Skove findes ikke i Etretats Omegn, og en Ridetur er en dyr Fornøjelse, da man ikke kan faae en taalelig Ridehest at leje under tyve Francs.

Til daglig Brug er man i Virkeligheden saa godt som udelukkende henvist til Kasinoet, det vil sige til saadan Noget som en Stump Pariserboulevard paa halvtredsindstyve Alens Længde, begrænset paa den ene Side af Badeskrænten, paa den anden af en Kafé med de højeste Priser og den sletteste Opvartning, der existerer i hele Frankrig, saavelsom af Spille-, Læse-, Koncert- og Dansesale.

Næst efter Badetimerne er det Kasinobesøgene, der spiller Hovedrollen i Badegjæsternes Tilværelse. Naar man ikke hører til de Millionærer, der paa deres Villaslotte udenfor Byen lever i fornem Ro, omgivne af parisisk Luxus og alle en storartet Kystnaturs Skjønheder, er man i Etretat ikke bedre installeret end i en hvilkensomhelst diminutiv Fiskerlejlighed andetsteds. Stundom er man endogsaa værre faren, idet man lever indestængt i en lille Kjøbstads snevre Gader, uden Haver og uden Udsigt til Havet. Komfortable Hoteller findes ikke. Etretat har endnu kun to saadanne Institutioner, der selvfølgelig ikke kan rumme meer end et Minimum af de Besøgende. Pluraliteten lejer sig en Lejlighed af den Slags, hvor man jager Benene gjennem Sovekammervæggen, naar man vil strække sig lige i Sengen. Opholde sig i den Slags Huler meer end højst nødvendigt, gjør man naturligvis ikke, og Kasinoet er og bliver derfor eneste Tilflugtssted. Hvad enten man vil eller ej drives man ned til det paa alle Tider af Dagen. Pariserne spiller Écarté, en meget høj Écarté—der tabes og vindes stundom Titusinder paa en enkelt Haand—medens Pariserinderne spadserer op og ned ad Boulevardstumpen og viser deres Toiletter, eller af og til gjør en Tour ned paa Rullestensskrænten for at hente det ikke sjeldent frugtbart forhaandenværende Stof til Railleri over, hvor gyseligt den eller den tager sig ud i Vandet, og saa sætter sig i Skyggen under Kasinokaféens Solsejl for at lade dette Smaarailleri udvikle sig til de forfærdeligste Historier om Veninder og Veninders Veninder. Englænderne gaar omkring i Jockeyjakke og har Spleen, mens Englænderinderne derimod sørge for den almindelige Morskab ved at præsentere sig i hvide Trikotkjoler med højrøde Livbaand samt alenlange Sko og sorte Strømper.

Om Aftenen paatager Direktionen sig Underholdningen. Hveranden Aften er der Komedie eller Koncert, hveranden Bal. Af og til kommer ganske vist Kunstnere som Faure og Mounet-Sully og lader sig høre ved disse Koncerter, men til daglig Brug er de hverken bedre eller daarligere end Badestedsunderholdninger i Regelen, hvilket alligevel ikke afholder Damerne fra at staa timevis i Queue for at erobre en Siddeplads i den hede Sal. Til Dandsen er Tilstrømningen ikke mindre. Tilsynet overholdes saa strengt, at Damer, hvis Rygte er slet, ikke faaer Adgang, og det hører følgelig endnu med til god Tone at indfinde sig ved disse landlige Baller. De reglementerede tre Gange om Ugen vandrer hele Ungdommen—og meget ofte ogsaa en stor Part af dem, man udenfor Frankrig vilde kalde Alderdommen—hjem fra Kasinoballet ligesaa drivvaade, som de om Formiddagen er komne op af Badet. Især paa Englænderinderne er der ingen stor Forskjel at se, da deres Bade- og deres Balkostume omtrent er ens. Naar de møder paa Ballet, sidder kun deres Trikottrøjer lidt mere stramt.

Alt det kan, som sagt, være ganske fornøjeligt at se paa og være med til nogle Dage. Men for Uger, ikke at tale om Maaneder, turde det hænde, at Adskillige vilde finde det lovlig monotont. Havet ved Normandiets Kyst er ganske vist stort og imponerende, men det er ofte trist og melankolsk som Normandiets Himmel. Luften skal være styrkende, siger man, men Alverden gaar dog omkring og klager over Vejret; paa Skjærgaardsklipperne voxer der hverken Blomster eller Blade, og de lange, grønne Bakkeskraaninger ender med at blive ensformige, naar man gaar og kiger paa dem Dag ud, Dag ind. Man skal tage til Etretat som Turist for nogle Dage. Saa morer man sig kosteligt over at se "tout Paris" gaa og tumle om mellem Rullesten paa Kysten. Men naar man har plukket Buketten af dette Kuriosum, saa skal man flyve afsted igjen. Boulevardstumpen foran Kasinoet er for lille til aldrig at blive kjedelig, men for meget Boulevard alligevel, til at man kan bilde sig ind, at man er i Naturen.

Nationalfesten.

Siden Verdensudstillingen 1878 har det republikanske Frankrig hvert Aar ved Midsommertid sin store nationale Festdag svarende til, hvad Napoleonsdagen var under Kejserdømmet. Et helt Aarti omtrent havde Paris baaret Sorg efter Krigen og afholdt sig fra alle offentlige Forlystelser. Men saa kom den stolte 1ste Maj, da Kæmpeværket paa Marsmarken stod færdigt og aabnede sine Porte for de Fremmede, der strømmede til fra alle Jordens Egne. Fredens Gjerning havde læget Krigens Saar. Paris var atter sig selv: Verdens beundrede, lokkende Metropol, Mekkastaden for Turisternes Pilgrimsfarter og Maalet for alle de Hjemmeblivendes Længsler og Drømme. Den Dag blev Sorgen lagt i Frankrigs Hovedstad og over hele Landet. Festens Faner kom frem igjen og pyntede den mylrende By, Marseillaisens Toner foer tusindstetnmigt jublende, elektriserende gjennem alle Gader. Den 30te Juni fulgte efter, Nationernes Fest, Verdensdronningens Gallaceremoni for de Hundrede-Tusinder, der havde samlet sig til Turneringen ved hendes gjenfødte Hof. Siden den Tid fejrer den franske Republik hvert Aar sin Fødselsdag. Den har valgt dertil den 14de Juli, Aarsdagen for Stormen paa Bastillen, Indvielsesdagen for den store Revolution, hvis Arv den har taget, og hvis Gjerning den fortsætter.

Denne nationale Fest holdes over hele Landet, i enhver Provindsstad og hver Landsbyflække, men hvor store Anstrengelser man end gjør sig allevegne, bliver det dog, selv Alt tilsammentaget, Ingenting mod Paris's Fest. Pariserne har en Evne til at kunne arrangere Fester som intet andet Folkefærd i hele Verden. Ingen anden By er en saa vidunderlig hurtig. Leder for Stemningens Elektricitet som Paris, ingen anden udstyret med dens Midler til at kunne pynte sig i Fest, ingen anden Befolkning først og fremmest begavet med det samme Sind som Pariserne til at kunne vælte alt Muligt af sig og fornøje sig som Børn i uskyldig, overstrømmende Glæde. Disse Egenskaber maa ved enhver ny Lejlighed føre til nye, storartede Manifestationer; de vil blive ved at gjøre det, hvor gammel end Nationalfesten bliver.

[Illustration: Lygter hænges op.]

En hel Uge allerede forinden den fjortende begyndes der baade af de offentlige Myndigheder, og af Private paa Stadens Udsmykning. Overalt tømrer og hamrer man, hænger Lygter op, bygger Æreporte, rejser Mastetræer, pynter Huse og kjøber Flag først og fremmest. Trikolorhavet voxer og voxer, indtil Byen til Slutning formelig er druknet under det. Pariserne flager ikke, som man gjør det i mindre extravagante nordlige Egne af Verden. De hænger Faner ud af hvert eneste Vindue i hvert eneste Hus, de pynter Façaderne med tætsammenpakkede Emblemer af dem, de spænder dem som Theatersoffitter tværs over Gaderne fra Tag til Tag, der hæver sig ved hvert tyvende Skridt kolossale Master, hvorfra Faner vajer i Snesevis. Selv den fattigste Arbejder i Belleville stikker sit Flag ud; de store Nouveauté-magasiner sælger dem for et Par Francs Stykket, og det er der i Paris Ingen, som ikke har Raad at betale for at kunne være med til at fejre Nationalfesten. Men for Parisernes extatiske Begejstring er ikke engang dette Flaghav nok. Butikernes Vinduer udstiller slet ikke Andet end trikolorfarvede Salgsgjenstande. Det kjøbende Publikum svælger i trikolore Kjoler, trikolore Damehatte og Herrekaskjetter, trikolore Strømper og trikolore Halstørklæder, trikolore Vifter og Lommetørklæder og Dukker for Børn; alt Muligt, hvad der sælges, maa, nåar Nationalfestdagen nærmer sig, være trefarvet, selv Herrernes Seler og Damernes Korsetter. Man er ikke nogen god Borger, naar man ikke er trefarvet indvendig saavel som udvendig. Ikke engang Heste og Vogne gjør en Undtagelse fra Regelen; de stakkels Dyr farer afsted med hele Hovedet druknet i diminutive Flag, og der er ikke en Omnibus, uden at der vajer mindst fire Nationalbannere fra dens fire Hjørner. Nogle Droschkeejere maler selve Vognene blaa, hvide og røde, pynter Kudskene med trefarvet Liberi og anskaffer sig trefarvede Dækkener til Hestene. Samtidig er Gaderne overspændte med et saadant Væv af Guirlander og Blomster, at man i de snevre af dem slet ikke kan se Himmelen. Det er netop dem, der i Regelen er de rigest pyntede, og Alt, Tage, Mure og Vinduer, er da forsvundet under Løv og Farver, ja selv Trappegange og Gaarde pynter man med trikolore Papirsstrimler og med højst primitive trikolore Vaabenskjolde. Er der et Rum paa ti Kvadratalen, hvor der ingen Flag og ingen Dekorationer findes, bliver Folk staaende stille og spørger hinanden, hvad der kan være i Vejen. Selv Sælgekonernes Frugt- og Légumevogne maa holde Nationalfest, hvis de ikke vil tabe de gode Republikanere, de har til Kunder. Paa alle Damelivstykker og i alle Herreknaphuller seer man "la fleur nationale". Arbejderne anskaffer sig trikolore Lærredshuer, og Damerne anbringer trefarvede Fjer i deres Hatte; Børnene gjør man trefarvede fra Top til Taa.

Og saa oprinder da selve den 14de Juli. Paris er underlig paa en saadan Dag. Den skifter lige fra Morgenstunden Karakter, saa at man ikke kan kjende den igjen. Det sædvanlige Liv er borte og erstattet af et helt nyt. Paa de andre Helligdage, selv paa de store af dem, gaar Handel og Færdsel sin vante Gang. Først henad Aften, naar Forstædernes Beboere gjør deres Spadseretur ned paa de store Boulevarder, kommer der lidt af Søndagspræget over Byen. Men paa Nationalfesten er det anderledes. Hvorsomhelst og paa hvilkensomhelst Tid af Dagen man sætter sin Fod i Gaderne, mærker man, at der er noget Aparte over Staden. Der er først og fremmest en ganske ejendommelig Fred. Alle Butikker uden Undtagelse er lukkede, de store offentlige Haller, hvor man flere Dage i Forvejen har gjort endnu mere omfattende Forberedelser til Festen end alle andre Steder, de er nu rømmede for deres Boder og forvandlede til vældige, guirlandebehængte Sale, hvor om Eftermiddagen Dandsen skal tage sin Begyndelse. Der arbejdes ikke paa noget Værksted, selv Posten standser sin Virksomhed fra Klokken elleve om Formiddagen. Efter den Tid tømmes der ingen Brevkasser og uddeles ingen Breve; Postbudene drager i store Klynger med hinanden under Armen gjennem Byen og synger Marseillaisen, yderlig fornøjede over Fridagen, den eneste, de har Aaret rundt. Den rastløse, travle Tummel er borte. Folk driver ganske langsomt, skikkelige, søndagspyntede Grupper med en Mylr af Børn, og de standser hvert Øjeblik for at kige paa Flagpynten og Transparentbillederne, der skal illumineres om Aftenen. Af og til flokker man sig sammen midt paa Gaden. En af de talløse Foreninger for Instrumentalmusik har stillet sig op der omkring et Stativ, der bærer et trikolordrapperet Republikhoved med frygisk Hue og flankeres af Foreningens medaillebehængte Faner. Man opfører Koncert, og unge begejstrede Mænd holder Taler til Forsamlingen mellem Numrene. Pludselig bliver en lille Pige, klædt paa som Frihedsgudinde, løftet op over Massen, og man raaber Vivat for hende. Men over det Altsammen, selv midt i Tummelen, er der den samme fredelige Søndagshøjtidelighed, en absolut Fornemmelse af, at man er ude i den dejlige Sommersol for at hvile sig efter Hverdagsslid og for at have det hyggeligt og rart. Pariserne er ganske overordentlig elskværdige paa denne Dag. Man ler til hinanden og vexler smaa gemytlige Bemærkninger med hinanden i Forbigaaende, som om man var gode Venner, der mødtes, man gaar omkring med en underkuet Trang til at sladre og til at være forekommende, og man griber med Begjærlighed den mindste Lejlighed, ved hvilken den kan give sig Luft. Man gaar saa vidt, at man rømmer sin Plads for hinanden i Queuen ved Omnibusser og Sporvogne, og det vil sige Meget.

[Illustration: Forberedelse til Nationalfesten i Hullerne.]

Thi henimod Ellevetiden skal hele Paris afsted ud ad Longchamps til, hvor den store Revue finder Sted om Eftermiddagen Klokken to i Overværelse af Republikkens Præsident og med de officielle Tribuner fyldte af alle de Notabiliteter, som Byen har kunnet holde tilbage efter grand prix. Det er, i hvert Fald for Damernes Vedkommende, ikke overdrevent mange. Der er uhyre sparsomt med Toiletter derude, Revuen er Longchampsslettens store populære Fest. Men den er ogsaa populær tilgavns. Den Part af Paris's Befolkning, som paa denne Dag undtagelsesvis kommer paa Farten, er den tarvelige Verden, som ellers hele Aaret rundt sidder flittig, hjemme ved Arbejdet, og den er altid ellevild af Begejstring over at se sine Soldater. Paa selve Revuesletten gjør den ikke synderlig Spektakel; den staar taalmodig og lader sig stege af Solen, medens de tyve, tredive tusinde Mand defilerer, og bryder kun engang imellem ud i et pænt, anstændigt Hyldesttilraab, naar en for dens Hjerte aldeles uimodstaaelig Deling drager forbi: Saint-Cyreleverne, Pompiererne eller et saadant Korps. Men paa de smaa Kaféer i Suresnes, Saint Cloud og deromkring, hvor Soldaterne trækker over, naar de har defileret forbi Præsidenttribunen, der giver man til Gjengjæld det glade Humør saa meget mere overgivent frit Løb. Parisermylren og Pariserlystigheden er i disse Timer derovre paa den anden Side Boulogneskoven.

Byens store Hovedaarer bliver tommere og tommere, jo længere man kommer ud paa Eftermiddagen. Den Part af Befolkningen, der ikke er i Boulogneskoven, klynger sig sammen paa Pladser og Squarer, hvor Orphéons-Foreningerne giver Koncert, eller i asfaltbelagte, stille Sidegader, hvor Kvadrillerne har taget deres Begyndelse allerede umiddelbart efter Frokost. Vandrer man ved Middagstid ned over de store Boulevarder, vil man knap tro, at det er dem. De ligger endeløse foran En, fejede rene for al den brogede Færdsel, som ellers tumler afsted over dem. Der er ikke en Vogn at se, saa langt Øjet kan naa. Efter Klokken sex er al Kjørsel i Gaderne forbudt, og Kudskene har sørget for at tage sig saa godt betalte om Formiddagen, at de ikke finder nogen Gene ved at holde sig Ordren efterrettelig. I de til Boulevarderne stødende Sidegader drager man sig med ægte Pariserhumør og i ægte Feststemning den sjeldne Lejlighed til Indtægt og flytter Middagsbordet midt ud paa Gadeasfalten. Der sidder hele Familien under aaben Himmel og krydrer Festmaaltidet med en Tilgift af frisk Aftenkølighed, og en Hærskare af smaa italienske, guitarspillende og dandsende Piger leverer for et Par Sous Underholdning dertil. Ingen bliver staaende og seer paa det, som man vilde gjøre andetsteds; den Slags Indfald forekommer Folk i Paris at være en ganske naturlig Ting.

Befinder man sig imidlertid et Sted paa Boulevarden, hvor man netop ikke kan kige ind til en saadan Pariseridyl, kan man let komme paa besynderlige Tanker. Foran En ligger den lange, øde, graa Vej, allevegne omkring seer man Faner og patriotiske Symboler, paa Afstand hører man Trommehvirvler, underlige uharmoniske Horntoner og en uafbrudt Knalden og Plaffen. Det er som et Bombardement; saadan, kommer man uvilkaarlig til at tænke sig, maa Paris have set ud under Belejringen. Og dette Bombardementsindtryk forstærkes kun, naar man drejer ind i en af de Gader, der fører bort fra Centrum. Politipræfekten udsteder stadig Plakater, ifølge hvilke den saa yndede Afbrænding af smaa Sprængbomber og andre Fyrværkerisager hører til de ikke engang for et Folk, der morer sig, tilladte Adspredelser. Men Pariserne anerkjender paa Nationalfesten Ingenting som forbudt og bryder sig ikke om Politiet. Dette er paa sin Side saa fornuftigt midlertidig at suspendere sine Forretninger og holde Ferie ligesom Postbudene. Kun ganske umaadelig sjældent seer man en enkelt Betjent i Gaderne, og er han der, er han ikke i Funktion. Det er blevet slaaet fast som Regel ved den parisiske Nationalfest, at Befolkningen selv agerer Politi, og hidtil har det ikke været forbundet med Ulemper. Da nu Befolkningen ikke har Noget mod Sprængbomber, tvertimod, saa faaer de Lov til at rase saa galt de vil, og det er undertiden ganske forfærdelig galt. Efterhaanden som man kommer op mod de ydre Boulevarder, op til Arbejderkvartererne, hvor Aftenfesten bestandig har sin mest støjende og overgivne Karakter, blændes og døves man fuldstændig af disse Raketter, Sole, Sværmere og Bomber, der farer ud fra hvert Vindue og hver Gadedør med Tilbehør af Artillerisalver. Her er der alt Andet end øde. Menneskeflokken mylrer som Myrer afsted midt i Ildregnen. Hvergang det plaffer og sprutter, hviner Folk himmelhøjt af Fornøjelse. Faaer de Fyrværkeriet i Ansigtet selv, bliver de jo nok yderlig fortørnede et Øjeblik og farer med vældige Eder over mod den, der har brændt det af, som skulde det gaa paa Livet løs. Men det varer kun et halvt Minut. Naar han pænt har afgivet sin Undskyldning og erklæret, at han ikke har gjort det med Villie, forsvinder Vreden igjen ligesaa hurtigt, som den kom. Godmodigheden ligger paa Bunden her som overalt paa den glade Nationalfestdag.

Hele Staden over begynder ved Mørkets Frembrud Illuminationshavet at sende sine Strømme ud i alle Retninger. Det breder og breder sig, gigantisk som Paris selv. Der er ikke den fjerneste Krog af Kæmpebyen, hvor det ikke naaer hen, selv det milevide Terræn paa den anden Side Fæstningsværkerne, over hvilket Paris spreder sine yderste Forposter, selv det har sin Part af Aftenens Feeventyrs-Fest. Men paa enkelte Steder koncentrerer Anstrengelserne sig. Snart er der over de store Boulevarder mellem Mastetræer, der følger efter hinanden for hver tredie Lygtepæl, trukket prægtige Gaskroner, fem i hver Række, snart er det en af de offentlige Pladser, hvor en ny Statue afsløres i Tusind-og-en-Nats-Glands af elektrisk Lys og bengalske Blus og trefarvede Illuminationsguirlander, slyngede mellem hinanden saa tæt som Lianer, snart atter er det Boulogne- eller Vincennesskoven, der er valgt til Festens Centrum. Inde i Krattet hænger Tusinder af røde Papirslanterner og tager sig ud, som om Buskene bar store, forunderlige, fosforiserende Frugter, paa Søerne vrimler det af Smaafartøjer, overhængte med kinesiske Balloner, Raketternes og de farvede Fyrværkeribombers uophørligt dryssende Regn falder som Myriader af Stjerneskud ned over Vandet, og det elektriske Lys, der straaler ud allevegne inde fra Træernes Tykning, lægger sit dagklare, fantastiske Skjær over det Hele og fuldender Illusionen af, at man vandrer i en fortryllet Skov. Gjennem hele Avenue de Champs-Elyssées er der mellem Træerne trukket dobbelte Rækker af Gasguirlander med mælkefarvede Kupler, og de samme hvide, skinnende Perlesnorsrader fortsætter sig som et Net ud over den umaadelige Concordeplads og oversvømmer den med Lys, mens farvede elektriske Blus kaster deres magiske Skjær ind i Fontænerne paa begge Sider af Obelisken. Tuilerianlæget er blevet en Aladdinshave med store, straalende koulørte Frugter paa alle Træerne, Kirkernes Spir rager op som flammende Kæmpefakler, om alle de offentlige Bygningers arkitektoniske Linier slynger Gasguirandolerne sig og forvandler dem til Fepaladser i Lueforgyldning. Vidunderligt er der ved Seinen. Saa langt man kan se, spænder Broerne sig over Vandet snart i gylden Gasillumination, snart i hemmelighedsfuld dæmpet Taageglands af røde orientalske Lygter, paa Floden selv glider de smaa Dampere saa tæt behængte med Illuminationspynt, som var de byggede kun af farvede Balloner, og Flammestraalerne fra Palaierne paa Quaien spejler sig i det mørke Vand som tusindslynget Guldfiligran. Overalt er Paris druknet i Lys og Flammer, allevegne krydses den mørkblaa Nathimmel af Raketter fra de sex Kæmpefyrværkerier, som Municipalraadet i Aftenens Løb lader afbrænde fra højtliggende Punkter af Byen.

Ejendommeligst og mest parisisk er dog, hvad Smaaborgerne præsterer i de snevre Handelsgader i Midten af Byen og ude ad Forstæderne til. Paa begge Sider langs Fortouget er der bygget Espalier af ganske smaa farvede Glaslygter, føjede sammen i trikolort Arrangement til en lang, løvganglignende Allée af Portal ved Portal, lukket for begge Ender med store Soldekorationer i samme brogede Lygtebygning. Eller ogsaa er der paa selve Husenes Façade hængt kulørte Papirslanterner op, der dækker hver eneste Mursten, saa det seer ud, som hele Huset var bygget af dem. Ud fra Taget skyder der samtidig lange Stænger, som bærer Buketter af illuminerede Papirsblomster, de hænger paa Snore over Gaden, og de gløder som store St. Hansorme i Laurbærbuskene, hvormed man til Overflod har fyldt Fortouget. Uafbrudt stormer Skarer af marseillaisesyngende Mænd og Kvinder med Lanterner i Form af kæmpemæssige Konvolveler afsted gjennem disse Gader, røde og blaa bengalske Blus kaster deres fantastiske Skjær over Mandfolkenes frygiske Huer og over Fruentimmernes store, trefarvede Kokarder paa Haaret, Sværmerne, der sendes ud fra Husenes Vinduer, drysser deres Ildgnister som Konfettiregn ned over Mængden. Nu mærker man, at Pariserne er i Paris igjen. Alle de to Millioner er paa Farten, og Masser af overfyldte Jernbanetog har i de sidste otte og fyrretyve Timer bragt en lille en til i Reserve ind til den festpyntede, festdrukne, fristende, forunderlige Hovedstad. Fra Ende til anden er den en tumlende, overgiven, uendelig Markedsplads. Alle Torve er blevne til Dandsesale, alle Fortouge udenfor Kaféerne til Vauxhalshaver med mylrende, lystige Gilder. Langs de ydre Boulevarder, fra Place du trône hele Kredsen rundt lige til Batignolles, paa den venstre Seinebreds Boulevarder, ja selv midt inde i den fine By, paa Théâtre-français- og Børspladsen holder man fête foraine. Hvor den er karakteristisk for Pariserne! De morer sig med Ingenting. Den blotte Bevidsthed om, at det er Fest, gaar dem til Hovedet og beruser dem med Jubel. Deres Yndlingsfornøjelse er Karusellerne. Der er en for hvert tiende Skridt over hele fête foraine-Bæltet, og man staar i Queue ved dem allesammen for at komme op paa Træ-Bucefalerne. Øjnene straaler, man leer og hviner af Glæde, mens man strækker Brystet frem og stikker efter Ringen, og mens Udraaberne hyler de fingerede Stationers Navn, som man farer forbi. Der er en vittig Kronikør, som engang har sagt, at hvis han blev Regering i Frankrig, vilde han begynde med at udstede et Dekret, lydende paa, at Karusselhestene skulde være i permanent Rotation paa alle Pladser og Squarer. Naar det var gjort, kunde han rolig lægge Hænderne i Skjødet. Intet Oprør vilde nogensinde banke paa hans Dør, thi de nationale Lirekasser vilde standse Insurgenterne, og de nationale Karusselheste vilde vide at dreje Opinionen til hans Fordel. Ved Siden af Karussellerne er der Barakker med hele Theatre, hvor man opfører store patriotiske Skuespil i mange Tableauer. Der er et af dem, "Børnene fra 93", som stadig gjør stormende Succes. Jeg har kun set de sidste Tableauer, men de er mageløse. Saavidt jeg kunde skjønne, hang Stykket ikke sammen, men fremstillede i skjønsom Afvexling Billeder af den store Revolutions Historie. Det ene var en Scene mellem en hel Bunke Østerrigere og en fransk Soldat. Østerrigerne vilde have ham til at forraade hans Generals Planer, og da han ikke vilde det, skulde han skydes. Men Franskmanden jog dem under Tilskuernes Jubel paa Flugt allesammen med et Gevær i den ene Haand og en Feltkjedel i den anden. Saa kom der et ganske lille Tableau, hvor et Barn laa paa Dødslejet; det var død, forklaredes der, fordi dets Moder ikke havde villet raabe "Leve Republikken". Og endelig endte den hele Komedie med et Tableau i bengalsk Belysning, hvor Østerrigerne og Franskmanden og den antirepublikanske Moder og det døde Barn allesammen stod og viftede med Palmegrene op til en Republikstatue med frygisk Hue paa Hovedet. Da det var forbi, fik Østerrigerne og Franskmanden Trommer om Livet og stillede sig op udenfor Theatret og raabte ind til en ny Forestilling…. Hvor man kommer hen, døves Ørerne af saadanne Svadaer, for hvert Skridt maa man standse og høre paa disse uforlignelige oratoriske Virtuosstykker af Udraabere til Menagerier og Marionettheatre og elektriske Fruentimmer og Fiskemænd og Kæmpekvinder og Somnambuler, af Markskrigere, der faaer et nyt Tandpulver til at blive en verdensomvæltende Opfindelse, eller af Kroupierer i Skjorteærmer, der byder ind til Spil, ved hvilke Ingen kan tabe og Alverden vinde Formuer. Grupperne flokker sig, man trænges og ler og siger Vittigheder. Og stadig farer der Sprængbomber ind, hvor Mylren er tættest, og syngende og trommende og trompetende Processioner drager forbi med kulørte Lygter paa Hattene. Skjænkeværterne stiller hele Fade med Vin ud paa Gaden og lader dem strømme for hvem der vil drikke, Spækhøkeren ved Siden af vil ikke staa tilbage og kaster trefarvede Æg i Grams til hvem der vil gribe. Paris holder Fest! Tre Millioner Mennesker tumler mellem hinanden med Følelsen af, at idag er Alting tilladt, idag maa man vende Verden paa den anden Ende, om man har Lyst. Man hviner og jubler og jodler, men man gjør ikke en Kat Fortræd. Hele Natten igjennem er Byen i Delirium. Men naar Morgenen kommer, er der Ingenting sket alligevel, som den Besindigste kunde ønske usket. Beruset af Fanehavets Farver og af Illuminationens Glands i deres straalende, vidunderlige Fester har Pariserne moret sig og været, hvad de er, naar de morer sig, hvad de er inderst inde paa Bunden af deres Natur: store, godmodige, elskværdige Børn.

Sommer-Søndage ved Paris,

Udenfor Fæstningsværkerne, i et Bælte, der snevrer sig ind hist og her, men vider sig ud paa andre Kanter til flere Miles Brede, strækker sig rundt om hele Paris et Overgangsdistrikt mellem Land og By, som Pariserne kalder La banlieue. Det har Landets friske Luft og grønne Sommerpynt, men det har den bymæssig arrangeret mellem Boulevarder og Alleer med Navnebrædt paa Hjørnerne, Sporvognsskinner og Gaslygter. Det er Omegnen, der i Tidens Løb er bleven inkorporeret af selve Staden. De forhenværende Smaalandsbyer er blevne til Arbejderforstæder, Markerne mellem dem stykkede ud til Byggegrunde, paa hvilke der har rejst sig Landsted ved Siden af Landsted, forbundne ved Haver og Parker til et stort, sammenhængende Villakvarter, et solbadet, farvebroget Sommerparis udenom den graa Kæmpeby.

Her er Pariserens forjættede Land. Et Hus og en Have i Banlieuen er Endemaalet for al hans Stræben, den lokkende Belønning for et Livs Slid, Lykken saa stor, som han kjender den.

For at naa den arbejder og arbejder han og paalægger sig alle Savn. Selv efterat hans Bedrift har gjort ham til en velstaaende Mand, lever han i et Hul uden Luft og Lys, under sig ingen Luxus og ingen Hvile. Saalænge "Renten" ikke er tjent indtil den sidste Hvid, er han i Arbejdsdragt fra Morgen til Aften. Men kommer saa endelig den store Dag, da han har Summen fuld og rund, siges der ogsaa for bestandig Farvel til Butik og Værksted. Han kjøber sit "Terrain" og drager med Kone og Børn til Banlieuens Kanaan. Hans Ærgjerrigheds Higen kan have stilet højere eller lavere, alt efter den Klasse af Samfundet, han hører til, men i Kubikmetre kan den altid maales.

Denne Kolonisation af en stille, vegeterende Menneskerace, for hvem Livets Uro er endt, som hygger sine Haver og poder sine Pæretræer og forresten lader Verden sejle sin egen Sø, den lægger over Banlieuebæltet en Grundstemning af stor Hvile og forunderlig Fred. Verdensstadsfeberen gaar af En i det Samme man sætter sin Fod udenfor Paris's Porte, Luften i de lange, ligesom slumrende Alleer er fyldt med noget Blødt, Bedøvende, en sind- og tankeberoligende Essens af Rentier-Velvære. Heller ikke Landliggerne gjør noget Skaar heri. De maa betale deres Sommerotium i en møbleret Banlieuelejlighed saa dyrt, at de føler sig moralsk forpligtede til at vegetere tilbunds. Men ved Siden af denne faste og fluktuerende Befolkning er der de nomadiserende Gjæster, Søndagspublikumet, som kun kommer for nogle Timer, og som kommer for at more sig, den lange Skare af smaa Bestillingsmænd, som aldrig naaer op paa "Rentens" grønne Gren, eller af smaa Haandværkere og Handlende i de unge Aar endnu, da Slidet først lige er begyndt. De er til daglig Brug bestandig ved deres Gjerning, Uger, Maaneder igjennem uden Hvile. Det er en stor Vildfarelse, naar man bilder sig ind, at Pariserne altid er paa Farten for at more sig. Tvertimod, intet andet Folkefærd er saa sparsommeligt med sine Fornøjelser som de. Kig ind i Portnerens Celle, Han er i Regelen Haandværker ved Siden af, Skrædder, Skomager eller Sligt. Man finder ham ved sit Arbejde fra Solen staar op, til han henad Midnat gaar i Seng for at unde sig den Smule Søvn, han kan faa, naar han hvert Øjeblik skal trække i Snoren, som lukker Porten op for Natte-Efternølerne. Kig ind i Blanchiseusens Stue. Hun holder ikke Kaffeselskab eller Faddersladder med Naboerne; man vil Dag ud og Dag ind til et hvilketsomhelst Klokkeslet finde hende uforanderligt paa samme Plet, ved sin Vaskebalje eller Strygebrædt. Besøg de smaa Butiker. Ejeren, hans Sønner og Døttre staar ved Disken uafbrudt, og Ingen af dem forlader maaske Maaneder igjennem deres Plads undtagen de Par Øjeblikke, da de skiftes til at gaa ind i Værelset ved Siden af og sluge Maden i sig. Man har ingen Helligdagsanordning, og man laver sig ingen selv. Hver Fridag, der tages, bliver kjøbt med Opoffrelse af Indtægt, og den tages derfor kun sjelden. Men river man sig endelig løs engang og gjør et "partie de campagne", saa skal det følgelig ogsaa være Fest tilgavns. Livslysten har sparet sig op, mens den sad stænget inde saa længe; den maa nu have Luft i en Udladning, der kan forslaa.

Saa fyldes da Banlieuebæltet i Følge med disse Landtours-Gjæster og til deres Behov med en Rummel og Tummel uden Ende. Allevegne er der fête foraine, bal champêtre, Kavalkadeoptog, Rosenbrudskroninger, Regattaer, en Invasion af Fornøjelsesvirvar og Fornøjelseslarm à grand orchestre. Men underligt nok, den glider ind i den stille Banlieuestemning uden at skurre; man er vant til Kontraster, man kommer fra deres eget souveræne Kongerige, man vilde savne dem, hvis man ikke fandt dem igjen herude under andre Former. Disse Kontraster er det just, der gjør Banlieuen saa ejendommelig parisisk. Bestandig skifter Karakteren, det er en broget Vexlen af Kaleidoskopbilleder, man bliver aldrig kjed af den.

Hovedstederne, hvortil der tures ud, har desuden i Regelen ogsaa hver sin Specialitet. Versailles og Saint-Cloud har deres grandes eaux", de vidtforgrenede Springvandssystémer, der hørte med til Le Nôtres Parkanlæg, og som endnu paa bestemte Sommersøndage sender deres taarnhøje Straaler op over de store Plæner, paa hvilke i tusindfoldigt Mylr Grupper af beundrende Smaaborgere har lejret sig. Bougival har sin Bains-mixts, hvor de smaa Kokotter og Butiksdandyerne kopierer Trouville, sine Illuminationsfester paa La Grenouillère-Øen og sine Kanotierballer. Asnières og Neuilly har deres store Sommermarkeder, der varer Maaneder i Træk, Nanterre sine Pompier-Processioner, Suresnes sine Rosenbrude, Sannois sin Mølle, Maisons-Laffitte, Auteuil, Vesinet deres Væddeløb. Man har hundrede Steder for et at tage hen. Petit Journal indeholder hver Lørdag en Fortegnelse paa flere Spalter over Punkter i Paris's Omegn, hvor der den næste Dag er Noget paa Færde. Befordringen er saa overmaade let. Fra den halve Snes Jernbanestationer, som Paris har, futter der Tog afsted som Minutraketter i alle Retninger. Ved Enden af Avenue de Villiers er der et Punkt, hvor man, naar man boer højt tilvejrs, mellem Levallois-Perret og Clichy har Udkig i Horisonten til en Stump af Saint-Lazares og Nordbanens fælles Linie. Det er mine egne Vinduer, saa jeg kan tale om det. Stumpen seer paa den lange Afstand ikke ud, som den havde meer end en Snes Alens Brede, og der er dog ikke noget Sekund fra Morgen til Aften, uden at mindst een graa Røgslange bugter sig hen over den. Paa en halv Snes Minutter og for nogle faa Sous spreder disse Tog hundrede Tusinder over Banlieuen, uden at der nogetsteds er Trængsel eller Besvær ved at komme med. Og ved Siden af dem er der saa ovenikjøbet baade Sporvognene, der gaar lige til Saint-Denis, Saint-Cloud og Versailles, og endelig Mouch'erne paa Seinen ikke at forglemme, de kvikke smaa Dampbaade-Omnibusser, en ægte parisisk Specialitet og det fornøjeligste Sommerbefordringsmiddel, der kan tænkes.

"Du côté de la Seine", er i de ni Tilfælde af ti Maalet for Landpartiet, Pariserne nærer en ganske umaadelig Kjærlighed til Seinen; deres Passion for den er næsten meer endnu, den er et Slags Kultus, de tilbeder den, som Brahminerne tilbeder deres Ganges, Alene Ordet Seinen faaer deres Hjerte til at vibrere.

[Illustration: Sommer Søndag i Saint Cloud]

Det er som Alt, hvad de elsker ved deres skjønne Land, ligger bundet i dens Flodseng. At hans Støv maatte komme til at hvile "sur les bords de la Seine" var den store Napoleons sidste Ønske. "Au milieu de ce peuple français", føjer han til. Det er netop det: Seinen er Frankrigs Midte, Frankrigs Sjæl, Frankrig selv. Jeg veed en ung Mand, der laa syg Tusinder af Mile fra Hjemmet. Han tæredes hen af en Sot, som Ingen kjendte, og som Lægerne Intet kunde gjøre ved. Saa sendte en Pariserinde ham en Flaske af Seinens Vand, og han kom sig. Lad det saa nok saa mange Gange være Afguderi, det er den Slags Afguderi, der udgjør Verdens Skjønhed.

Kun saalænge de er ved Seinen, har Pariserne den Sindsligevægt, der sætter dem i Stand til rigtigt at nyde Landturen. Kommer de blot en Smule bort fra den, bliver de strax nervøse, ubehjælpsomme, de føler sig allerede halvvejs som i et fremmed Land, hvor de tager kejtet paa Alting. Men med Seinen er de fortrolige; ved den morer de sig som i et Lag, hvor man kun er mellem sig selv, hvor man er sikker paa Alt omkring sig, og hvor man kan give sig helt hen. Der er nu det Gode ved det, at denne deres Kjærlighed til Floden bliver gjengjældt. Kan de ikke undvære den, saa kan den paa sin Side heller ikke rive sig løs fra dem og deres By. Den slynger og snor sig i Bugtning paa Bugtning frem og tilbage over det hele Banlieuebælte. Hvor man kommer hen, er den. Man har sluppet dens Løb og troer, den fortsætter det mod Nord; pludselig finder man den igjen i den stik modsatte Retning. Man har fulgt den langs Boulogneskovens ene Side, man gaar tværs gjennem Skoven og træffer den igjen paa den anden Kant ogsaa. Den er som Byens Nisse, der titter op allevegne og leer til En og siger, jeg flytter med. Den gjør En rent tummelumsk paa Banlieuens Topografi. Selv Folk, der er barnefødte i Byen, kan ikke finde Rede i de Bugtningers Labyrinth. De veed kun, at deres kjære Flod er allestedsnærværende. Men det er ogsaa Alt, hvad de forlanger at vide.

Valfarterne til dens Bredder begynder med den første Foraarssøndag i April allerede, og Pilgrimsskarerne bliver stadig tættere og tættere, jo mere Sommervarme Solen faaer. Der er Partier ved disse Bredder, der er forunderligt skjønne. Vejen, som fra Meudonskoven følger Højdedragets Kam over Sêvres og Saint-Cloud til Suresnes, giver ved hvert andet Skridt fra store, træoverskyggede Plæner aaben Udsigt over Floddalen. Mylren af Villaslotte stikker deres fantastiske Arkitektur i Vejret og ligesom klæder Bakkeskrænterne i Fest. Pynter og Øer med gamle Træer skyder sig ind i Flodløbet og laver disse hemmelighedsfulde Kroge, hvor Fantasien kan ane det Vidunderligste bag det lukkende Grønne; hele Terrænet vugger sig milevidt bølgeformigt op og ned med leende Landskaber, hvor de smaa Banlieuebyer ligger i brogede Kalejdoskopfigurer strøede ind mellem Lunde og Parker, og hvor selve Millionstadens Virvar af Tage og Taarne danner Baggrundsrammen. Allevegne er Billedet nyt, vexlende i Stemning, stort, straalende, farvefuldt og sommerfornøjet. Men det er ikke det alligevel, der drager Pariserne til Landtour ved Seinen. De har ikke nogen særlig vakt Sands for Naturskjønheder. En af deres Kronikører, der er mest "parisien", har engang ærligt skriftet, at han var ude af Stand til at forstaa nogensomhelst anden Landskabsromantik end den, han kunde tage i Øjesyn fra et Kafébord med Marmorplade, sous la tonnelle, hvor han bekvemt kunde strække sine Fødder paa Asfaltgulv. Det bredere Pariserpublikum er ikke absolut saa fordringsfuldt som han. Det kan nøje sig uden Marmorpladen og med Gruskies istedetfor Asfalten, men Kafébordet og Løvtonnellen undværer det nødigt. Det klattrer op paa Seineskræntshøjderne, men det gjør den Tour af saa hurtigt som muligt. Hvad det vil deroppe, er ikke Andet end forvisse sig om, at det kan se Paris. En saadan Kigen paa sine egne Vinduer fra et Udsigtspunkt i Omegnen hører med til et parisisk partie de campagne, som skal være fuldt tilfredsstillende. Men naar Hjertet er blevet beroliget ved Gjenkjendelsen af Triumfbuen, Trocadero og Invalidekuplen, saa har man ogsaa fyldt sig med al den Naturskjønhed, man har Behov. Man stiger ned til sin kjære Seineflod igjen og helliger Dagen til Glæderne ved dens Bredder. De Gamle lejer sig en Medestang og lover at skaffe "la friture", til Middagen, et Løfte, hvorved de dog i Regelen tilskriver sig selv mere og Fiskene mindre Kløgt, end begge Parter viser sig at besidde. De Unge dyrker Kanotiersporten, den Sommerfornøjelse, der af alle har højest Kurs hos den jevnere parisiske Befolkning. Pluraliteten er Medlemmer af en eller anden Kaproningsforening, og man møder naturligvis saa i Kostume: Skjorte med broget Sømandskrave eller Lærredsfrakke med Guldankre, Lærredsbenklæder med kulørte Striber ned langs Sømmen, hvide Gamascher og under alle Betingelser Kanotierhat, det vil sige en stor, primitiv Straakaske, forsynet med saa formidabel Skygge som muligt. Først naar den er alenbred, gjør dens Ejermand rigtig Lykke. Saaledes udstyret og med en Kjæreste eller idetmindste en "Veninde" ombord, anbringer man sig i de lange, spidse Kaproningsbaade, der er helt oversaaede med Flag. Hvor varmt end Solen brænder, roer man under Hvin og Jubel og Vittigheder omkap hele Dagen. Undertiden kæntrer Baaden, og det hele Selskab dratter i Floden. Men det bryder man sig ikke om, saa er Morskaben først rigtig. Saa lægger man sig til Tørring i Solskinnet paa Bredden, slaas med Sand og Græs og Hatte, holder Fløjtekoncert paa sine Mirliton'er, raaber Vivat for de Andre, som flyver forbi, glemmer, at der er en Verden, som er kjedelig og besværlig, og husker kun paa, at den Dag idag er viet til Ungdom og Solskin og Alt, hvad man kan finde paa af Piaseer. Bliver Humøret et Øjeblik en Smule mat, er man stadig ikke længere fra den lille, landlige Kafé, end at et Glas Absinth eller en Flaske petit bleu hurtigt kan sætte det i Aande igjen. "Tonnellen" har sit egentlige Hjem ved Seinebredden, og den trives og formerer sig der med stadig voxende Frodighed.

Festens Glandspunkt er Middagen i disse vinløvomrankede Verandaer. I selvmedbragte Madkurve og Græsplæner som Spiseborde seer Pariserne undertiden en Nødvendighed, men aldrig nogen Poesi. De vil leve højt, naar de er paa Landtour, og de forlanger en Diner, som der er Stil i. Flasker med Støv paa og i Kurv har Vorherre skabt for Poularder fra Mans, og selv de ganske smaa Seinebredsrestaurationer skiller dem ikke ad. Men den Slags Flasker—og en lille, stiliseret Middag under Tonnellen i det Hele taget—har sjeldne Gaver til at sætte Kronen paa, hvad en Dag i Sol og Sommerluft har bygget op. Naar Markedsfestens Karusseller og Udraabertrompeter—der er nemlig bestandig en Markedsfest i umiddelbar Nærhed—ovenpaa Døsigheden i de lumreste Eftermiddagstimer atter henimod Aften lader deres Musik skingre for fuldt Orkester, saa er ogsaa Seinebredsgjæsterne tilstrækkelig animerede til med fuldtaabne Arme at tage imod denne Musiks Invitation. Mirlitonfløjten bliver sat i Aktivitet af tusinde Struber, og under dens Akkompagnement marcherer man til Festen. Dandseestrader, Forevisningstelte, Karusseller, Gynger, Skydebaner og Somnambulevogne oversvømmes af støjende Skarer. Larmen stiger og stiger, kun de store Parktræer staar stille og forbausede og seer ned paa dette tumlende Virvar. Den hele Nat igjennem faaer de ikke Ro til at slumre ind. Der er kun een Allieret, der kan komme dem til Undsætning og skaffe dem Ro: "Ouragan"'en, Tordenskyllen, der aabner Himlens Sluser og jager Landtourpublikummet hjem og i Seng. Men den forbarmer sig ikke saa sjeldent over de stakkels Træer. Den hører næsten uundgaaeligt med til en parisisk Sommersøndag. Man er saa vant til at faa den som Slutning paa Plaseren, at ingen nogenlunde forsigtig Familie gjør sit partie de campagne, uden at hvert Medlem af Selskabet er forsynet med Paraplui. Og selv Ouragan'en hjælper saa med til Fornøjelsen. Den giver Festdagen en Ende med Eclat. Éclat er der tilgavns i en ægte parisisk Sommerskylle. Det er ikke Regn, den kommer med, det er Vandfald, Saa overgivent kaadt vælter den sine Strømme ned over Stimen, der klumper sig sammen og trækker til Jernbanestationen under eet sammenhængende Parapluitag, at det er umuligt at blive fornærmet over den. Man vælger da det Fornuftige, man morer sig, man leer himmelhøjt over hinandens Gjenvordigheder, og Landtouren slutter med et Virvar, et Spektakel, et Humør uden Lige.

Saaledes seer Parisernes Sommerudflugter ud næsten allesammen. Skovtoure kjender de saa at sige ikke. En Times Jernbanefart fra Byen har de Fontainebleauskoven med dens aarhundredgamle Kæmpeege, dens vildtromantiske Klippekløfter, dens Søer og Vandfald, en af de største og en af de skjønneste Skove i Europa. Men den frister dem ikke. Forvilder de sig en enkelt Gang derud, naaer de under alle Betingelser ikke længer end til Karussellerne ved Fronsardkløfterne lige i Udkanten af den. Endog Skoven ved Saint-Germain, der ikke ligger længere fra Paris end Dyrehaven fra Kjøbenhavn, er saare sparsomt besøgt. Gjennem dens prægtige Alleer ruller Herskabsvogne i Mængde, men Folkeliv er der ikke. Man kan af og til paa en af de aabne, med alenhøjt Græs bevoxede Pletter træffe et Selskab, der holder Skovtour paa nordisk Vis med Madkurv og selve Jorden til Bord, eller inde i Skovtykningen, paa Skrænten ved en lille Bæk, nogle Grupper unge Folk, der giver Fuglesangen Akkompagnement. Men man kan saa ogsaa være sikker paa, at de Første er meer eller mindre beslægtede med den adstadigere gifte Kunstnerverden, og at de Sidste for højst en Uge siden er indtraadte i den lykkelige Livsperiode, da de synger med Digteren:

Rien ne rime comme deux lèvres, Les plus doux vers sont les baisers.

Foruden Seinebredderne er der kun ganske enkelte Steder, der er virkeligt en vogue. Det mest populære er Sceaux. Der er her ingen Flod, men der er "Robinson". Sceaux's Robinson har en umaadelig høj Stjerne saavel hos Pariser-Bourgeois'en som først og fremmest hos den parisiske Student og "Studentinde". I hvilket Slægtskabsforhold Stedet staar til Eneboeren paa den øde Ø melder Historien Ingenting om. Hans Portræt i Legemsstørrelse findes over Indgangen til Beværtningshaven, Lysthusene er anbragte i Træerne og dækkede med spidsbuede brune Straatag af den Slags, som man seer paa Billederne i Campes Bog. Parisernes Fantasi har ikke Mere behov, Barndomsminderne tager dem strax fangen, og de morer sig som Børn i disse Lysthuse. Enkelte af dem har man endogsaa bygget helt i Toppen af gamle halvhundrede Fod høje Træer. En lang Vindeltrappe slynger sig op om Stammen, og øverst oppe i Kronen, med Udsigt lige til Paris, staar da Bordet, om hvilket et Selskab paa en halv Snes Personer kan spise til Middag. Maden hejses op i Kurve, Bestillingerne gjøres gjennem Raaber, det er højst originalt. Værten er bleven Millionær ved det Indfald, og den lille Banlieueby et Søndagsvalfartssted af de allermest besøgte. Den har sin egen Jernbane, en uhyre kuriøs diminutiv en, der snoer sig som en Snog ind mellem Hegn og Haver, løber rundt om Blomsterbede og bider sig selv i Halen. Den har ogsaa sin egen Sport, Søndagsrytteriet paa Heste og Æsler. Det er ikke de ædleste Exemplarer eller de mest rapfodede Gangere. Men Ungdommen paa Ryggen af dem elektriserer. I den vildeste Galop gaar det afsted gjennem Skoven; En bliver liggende i Grøfterne derude, hver anden Amazone kommer hjem uden Hat, med vildt flagrende Haar og sønderreven Kjole. Men hvad gjør det! Det løste Haar klæder godt, og til en ny Kjole bliver der sagtens Raad, før man skal i Skoven næste Gang. En skummende Tisane i Robinsonteltet kjøler de hede Kinder, men holder Temperaturen i det hede Blod. Fra Trætoppen seer man Solen lægge Aftenglands over Skoven, og naar Skyggerne stiger, vandrer man ned og plukker Roser og Kys i Haven underneden. Men mest det sidste; det er den Slags Romantik, som Pariserne bedst forstaar.

Det eneste Sommerudflugtssted, som lokker ved ren Romantik, er Enghien. Men det har derfor ogsaa sit Publikum i en Sfære, der ligger over de populære Lag. Bredderne af dets fortryllende Sø er krandsede med Villaer, hvis Ejere er store Financierer, som tæller Rentekapitalen i Millioner, og Søndagsgjæsterne paa denne Sø holder ikke deres Indtog til Musik af Mirliton'er og Kanotierhurlumhej. De glider sagte omkring mellem de sejlende Svaner, mellem Aakandekrat og drømmende Blomsterøer. Fra en stille Krog, hvor Hængepilen bygger Løvkuppel over Søspejlet, kaster de Fiskesnøren ud i det grønne Vand, eller de vugger sig, naar Solen daler ned bag Montmorencys Høje ud paa et Tæppe af Purpur og Guld og driver og drømmer og synger Serenader omkap med Sangerne derinde i Villaernes Fehaver. Det er et douce Publikum, som man i Parisertrængselen ellers kun seer lidt til, væsentlig rekruteret fra den Part af le monde, som hverken har le grand monde's Præsentationsmidler eller Præsentationstrang, Embedsmænd med unge Døttre uden Toiletter og uden Sminke, beskedne Artister, Folk, der lufter sig ud fra Studerestuer og Bibliotheker. Hele Dagen igjennem har Enghien kun grumme lidt af Banlieuekarakteren. Men naar Aftenen kommer, stikker den Hovedet frem. Der er ingen Karusseller, men der er Jardin des roses med dens Spillekottage, dens Sommertheater, dens Promenadekoncerter og dens Kokotter. Det er Seinebredsmorskaben om igjen, blot i en lidt finere og en lidt mindre morsom Forklædning. Vil man til ren Natur, skal man ud over det milebrede Sommerparis. Saa langt Banlieuen naaer, slæber Pariserne Verdensvirvarret med sig. Men paa den anden Side Banlieuen kommer hverken det eller de selv. Der, ved Fontainebleau, ved Chantilly, ved Compiègne, hvor man vil, ligger de store Skove og hyller sig i uberørt, jomfruelig Ensomhed. Der er der Naturfred og Naturstilhed saa meget man lyster.

[Illustration: Ved Seinebredden.]

[Illustration: Jean Aicard læser "Othello" højt hos Mme Adam.]