PARIS SOM THEATERCENTRUM.

I.

Hvor mange Komedier har I i Frankrig? lader Voltaire Candide spørge.—Fem, sex tusind, svarer Abbeden.—Det er mange, siger Candide, men hvor mange af dem er der gode?—Femten, sexten, lyder Svaret.—Det er mange, siger Martin.—Abbeden kunde i vore Dage trøstigt føje et Nul til begge Tallene. Sandt nok: Forholdet mellem dem blev ikke større derved. Men det behøves heller ikke; Martin har Ret, det er stort, som det er. Frodigheden i det franske Theaters Væxt er uendelig, og de gode Frugter, den sætter, i hvert Fald saa mange, at intet andet har fler at byde paa. Her mere end noget Sted kan man kun maale ved Hjælp af Paralleler.

Paris er den By i hele Verden, der har flest Theatre. Hver Aften kappes fyrretyve store Skuespilsale om at drage Publikum til sig. De er oftere helt end halvt fulde; de tager over tyve Millioner Francs ind om Aaret, det vil sige i Gjennemsnit mere end en halv Million hvert. Deres Repertoire leveres udelukkende af Frankrig selv, og der er aldrig Mangel. Er end ikke denne Syndflod af Komedier lutter Mesterværker, saa er de dog af den Beskaffenhed, at Pluraliteten fra Paris gjør Rejsen over den ganske civiliserede Jord. De bliver spillede paa de største Nationalscener og i de mindste Provindsbyer, og allevegne er det væsentlig kun dem, som Folk vil se. Rejsende kommer fra alle Kanter til Paris med det Hovedformaal at gaa paa Komedie. Selv det mindste Parisertheater har sine fremragende Kræfter, og dog bliver der saa mange betydelige Talenter tilbage, at de maa tage baade Europa og Amerika til Opland og sprede sig i rejsende Trupper der. Hvor de franske Artister kommer hen, selv i Lande, hvor deres Sprog ikke forstaas, fylder de Huset. Deres Portræter sælges i hver Flække, hvad der gaar for sig paa de parisiske Scener, bliver Begivenheder, som refereres af Alverdens Aviser, og som allevegne interesserer.

Denne den franske dramatiske Kunsts exceptionelle Position er et Resultat af mange Ting. Først og fremmest beroer den naturligvis paa særlige Anlæg hos Nationen. Germanerne med deres Tankes vide, vage Horizonter, med deres stærkt udviklede Følelsesliv og deres Trang til at spejle Tilværelsen i Abstraktioner, de bliver i deres Digtning overvejende Lyrikere. Franskmændene derimod med deres store Sands for logisk Klarhed og Koncentration, Franskmændene, hos hvem en let Esprit erstatter den fuldstændig manglende Sentimentalitet, hvis Øjne ikke ser vidt, men som opfanger den Verden, der ligger lige for dem, med Fotografobjektets Nøjagtighed, de faar ganske naturligt deres Force ikke som Poeter, men som Komedieforfattere. De er et gammelt Kulturfolk, der gjennem Aarhundreder har følt sig som en mægtig Nation, der har været vant til at træde op og gjøre sig gjældende. Det har givet dem den Sikkerhed og Smidighed over deres Person, der skaber Selskabsmænd og Skuespillere.

Saa kommer dertil den store Tradition, Sammenhængen i den franske dramatiske Kunsts Udvikling. Det er en Kjæde, der fortsætter sig med Led ved Led uden Afbrydelse. Théâtre français holdt sit Tohundredeaarsjubilæum med Grund. Det er stadig i den Grad Molières Hus, at man endnu der spiller hans Komedier med Træk opbevarede fra Lærer til Elev ned gjennem snart en halv Snes Generationer. Paris har i Konservatoriet sit Skuespilleruniversitet, hvor alle unge dramatiske Talenter maa tage deres Examiner, før de kan blive til Noget. Har de ikke gaaet den Skole igjennem, har de ikke der ved Siden af naturlig Begavelse vist, at de forstaar deres Metier, at de har lært det, som kan læres i deres Kunst, saa kan der for det Første ikke være Tale om, at de faaer Ansættelse ved nogen af Nationalscenerne, og saa tager heller ikke de nogenlunde ansete private Theatre imod dem. Baade i Skuespilkunsten og i den dramatiske Digtning forlanger Franskmændene først og fremmest teknisk Færdighed. Men det vil i Virkeligheden kun sige, at de forlanger Sammenhæng i Udviklingen. De forlanger, at hvert nyt Talent skal bygge videre paa den Grund, der allerede existerer; jo højere han kan bygge, desto bedre, men klatter hver Enkelt sine Murstumper op for sig hist og her, saa bliver det i Tidens Løb kun en Bunke spredte Ruiner. Fortsætter Efterfølgeren derimod sin Forgængers Værk, saa kommer der til Slutning en Bygning ud deraf, hvori der er Helhed og Skjønhed, som bliver staaende, og som vækker Beundring. Det er en saadan Bygning, det franske Theater er blevet til.

Ved Siden af den Betydning, Traditionen har, ved Siden af Franskmændenes Evne til at skrive og spille Komedie, er der dog ogsaa en tredie Hovedgrund til, at deres dramatiske Kunst er naaet saa højt i Vejret. Den er i endnu større Omfang end noget andet Udslag af Nationens Liv centraliseret i Paris. Tydskland har Snese af Theaterbyer, til hvilke Interessen stykkes ud, hvor Kræfterne fordeler sig, og hvor Kappestriden spredes, Frankrig samler Alt i Paris. Selv Provindsstæderne med to, tre hundrede tusind Indbyggere bliver ikke Konkurrenter. De har deres Theatre, der endogsaa tidt subventioneres af Kommunen, men det er og bliver Provindsscener uden Selvstændighed. De faaer udelukkende deres Repertoire fra Paris. Marseille har nogle enkelte Gange gjort Decentralisationsforsøg og opført nye Stykker af indfødte Forfattere, men disse Forsøg har bestandig havt det ynkeligste Resultat. Nogen virkelig fast Trup af Skuespillere findes heller ikke udenfor Hovedstaden. Selv ved de største Provindstheatre skifter Selskabet hvert Aar; de unge Talenter, der en Sæson ikke har kunnet faa Ansættelse i Paris, finder sig i at udvandre for kortere Tid, men de har altid Hjemlængsel, og saa saare Lejligheden tilbyder sig, ombytter de gjerne endog en Førsterangsposition i Provindsen med det beskedneste Engagement ved et Parisertheater. Dermed er det imidlertid endnu ikke nok. Paris er i Færd med paa Theatrets Omraade ligefrem at afskaffe Provindsen og erobre den som umiddelbart Opland under sig. Naar et nyt Stykke har gjort særlig Lykke paa en af de parisiske Hovedscener, tilkjøber en Direktør, der ligger ledig paa Torvet—og de mangler aldrig i Paris—sig af Forfatteren Eneret til Opførelse i Provindsen. Ved de forskjellige Theatre laaner han Artister, som man i Øjeblikket ikke har Brug for. Da Repertoiret som oftest er det samme Maaneder i Træk, er bestandig en Part af Personalet ubeskjæftiget, og den overlader man ham gjerne for derved at formindske sine Udgifter. Han sammensætter sig saa af disse Laan et Selskab, indstuderer Stykket, ofte under Forfatterens personlige Ledelse, og gjør med det Tournée rundt i hele Landet. Eller ogsaa er det en af de store Stjerner i Vælten, der benytter den samme Fremgangsmaade, tager nogle Maaneders Ferie ved sit Theater og i den Tid viser sig for Provindsen i sine Glandsroller. Skuespillerinder som Judic, Variétés uforlignelige Vaudevillesangerinde, har i sin Kontrakt med Theatret en udtrykkelig Bestemmelse om, at hun i to Maaneder ved Midvintertid skal være ude af Repertoiret for at kunne rejse i Provindsen. Efterat de var bragt i Mode af selve Théâtre français Senior Got, er det nu særlig hende, der har givet de moderne Rundrejser af Parisertrupper et umaadeligt Opsving. De slaar de lokale Theatre ihjel; Lyon med sine halvfjerdehundrede tusinde Indbyggere er kommen saa vidt, at Municipalraadet ikke kan finde Direktører til de to Theatre, det subventionerer. For Provindsbeboerne kan det være ubehageligt, men den dramatiske Kunst selv faaer en umaadelig Løftestang i denne stadig større og større Koncentration i et eneste straalende Brændpunkt, hvor alle Kræfterne, al Interessen, al Glandsen hobes op. Kunsten er nu engang aristokratisk. Den kan ikke føre tarvelig Borgerexistens i smaa Føderativrepubliker, den trænger til et stort Kongedømme med et glimrende Hof, hvor den er en vue, hvor dens Turneringer bliver Fester og dens Sejre Triumfer. Først da er den i sit rette Element, først da har den Solen over sig, der kan folde alle dens Evner ud i Blomst. Men et saadant Hof for Theatret er det moderne Paris og bliver det daglig mere og mere.

[Illustration: Théâtre français's Senior: Got.]

II.

Opførelsen af et nyt Stykke paa en af Hovedscenerne eller blot paa en af dem, der har Renommée som "parisiske", er en Begivenhed i Byens Liv. Saasnart en saadan "Première" nærmer sig, kommer Alverden i Bevægelse. At faa Adgang til den er næst efter Æreslegionskorset det højeste Maal, der kan sættes for en parisisk Ærgjerrighed. Ingen Anstrengelser er for titaniske, ingen Offre for enorme, naar en Première-Billet kan blive Resultatet af dem. Man bestormer Forfatter og Direktør og Skuespillere, man farter rundt og smigrer sig ind hos deres Venner og Venners Venner, man lover deres Leverandører sin Søgning, man bestikker deres Tjenestefolk, man gjør det Utrolige for at komme i Besiddelse af en saadan Billet. Den er nemlig mere end Adgangskortet til en Fornøjelse, den er et Slags Adelsdiplom, der rangerer En ind i den lille Kreds af nogle faa hundrede Privilegerede, som tæller i Millionbyens Menneskehav. Først naar man hører til Première-Publikummet, er man "Nogen" i Paris.

Til en første Forestilling er der ikke Tale om at kjøbe sin Billet. Billetkontoret lukker slet ikke op, og det modtager heller ikke Bestillinger. Theatret har sine Lister, hvorpaa man maa staa for at komme med, og det er om at blive indskreven paa dem, at det drejer sig. Først er der "la feuille du service de la presse". Bladene har i Paris ikke permanente Frikort til Theatrene. De kan til de ordinære Forestillinger indsende en af Chefredaktøren underskreven Begjæring om Pladser, der da i Regelen altid stilles til Disposition, naar de haves. Ved Siden deraf har de Medarbejdere, der staar i nærmere Forhold til Theatret, en lignende Ret, og endelig sendes der til alle Premièrer hver af Hovedaviserne en eller to "Fauteuil d'orchestre". Ugeblade og andre mindre udbredte eller mindre indflydelsesrige Blade faaer først denne "service" til den anden Forestilling. Men de større Aviser er mange i Paris, allerede Fribilletterne til dem fylder en betydelig Part af Huset. Saa er der det Publikum, hvis Nærværelse Theatret selv af andre Grunde sætter Pris paa, det vil sige de store Berømtheder i kunstens, Litteraturens og Politikens Verden. Ogsaa dem sendes der Indbydelser til Premièren som til en anden stor, offentlig Fest. De pynter Salen, og ethvert Theater, der estimerer sig selv, lader sig det ved sine første Forestillinger være magtpaaliggende at kunne fremvise "en smuk Sal". Endelig kommer de, der betaler. Man tager imidlertid heller ikke dem i Flæng. For at blive indskreven paa Listen over de Lykkelige, der mod Erlæggelsen af forhøjet Pris kan hente Billet til alle Premièrer, maa man allerede indtage en meget fremragende Stilling i det parisiske Selskabsliv eller ogsaa have særligt formaaende Protektion, og selv med den altid vente længe, ofte aarvis, til der ved Dødsfald bliver en Plads ledig. Ligesaa vanskeligt det er at komme paa de parisiske Premièrelister, ligesaa urokkelig sikkert bliver man nemlig ogsaa staaende der, naar man een Gang er der. For erhvervede Rettigheder har Franskmændene en umaadelig Respekt. Et karakteristisk Exempel paa denne Konservatisme er en lille, for faa Aar siden ved et af Boulevardtheatrene passeret Historie. Der var kommet en ny Direktør. Da Dagen nærmede sig for Sæsonens første Forestilling, gik han med sin Generalsekretær Listen igjennem over de Personer, hans Forgænger havde leveret Service. Der fandtes paa denne Liste ved Siden af Navne, som Alverden kjendte, ogsaa ikke faa andre, som man først ved at forhøre sig for hos hele Theaterpersonalet kunde faa en eller anden Oplysning om. En Frigænger, en vis Hr. Durand, vidste imidlertid slet Ingen Besked om. Man henvendte sig til Regissør, til Skuespillere, man gjennemsøgte Navnene paa alle de Forfattere, der havde leveret Stykker til Theatret; forgjæves, Hr. Durand var og blev en Gaade. Nu vel, mente Direktøren, det kunde jo muligvis være, at han engang havde været anonym Medarbejder af et eller andet Stykke, det var bedst at lade ham staa. Og han blev staaende. Saa en Dag indfinder imidlertid en Herre sig under Prøven og ønsker at tale med Direktøren. Direktøren kan Ingen modtage nu, bliver der svaret. Herren trænger paa; "sig blot, at det er Hr. Durand, for mig er han ganske sikkert tilstede." Det meldes, og øjeblikkelig farer naturligvis Direktøren bort fra Prøven for endelig at faa at vide, hvem den mystiske Hr. Durand er. "Undskyld, at jeg forstyrrer," siger en lille, soigneret Herre, der venter i hans Kontor, "men jeg staar i Begreb med at forlade Byen og vilde gjerne forinden…"—"Maa jeg bede Dem tage Plads, for Dem er jeg naturligvis altid tilstede. Hvormed kan jeg være til Tjeneste?"—"Sagen er den, at jeg har solgt min Forretning, og da jeg nu selv flytter fra Byen, ønskede jeg gjerne, at den Billet, Theatret hidtil har været saa god at sende mig, kunde gaa over paa min Efterfølger." Hr. Durand var Skrædder; han havde for en Snes Aar tilbage syet for en af Theatrets Skuespillere, der havde havt Vanskelighed ved at betale og derfor havde skaffet sin Kreditor Service til Theatret.

Ethvert Parisertheater har sine Durand'er. De har maaske sjeldent fortjent deres Service ved Naalen, men saa har de fortjent den paa anden, ligesaa ejendommelig Vis, mest ved indflydelsesrige Damebekjendtskaber. I Regelen gaar deres Tilværelse imidlertid ikke saa stille hen som Hr. Durands. Naar man hører til det stadige Premièrepublikum, har man den eneste Egenskab, der i Paris erstatter Talent og Formue: man er kjendt. Man hører til "Tout Paris", man hører til de Toneangivende. Den gamle Adel existerer ikke længer, men Premièrepublikumet er traadt i Stedet for den. Ved de rigtigt store, opsigtsvækkende Premièrer leverer endogsaa Boulevardbladene Plantegninger over Theatret med Navnefortegnelse over alle de exceptionelle Medborgere, der indtager Pladserne.

Uden tvingende Nødvendighed giver følgelig heller Ingen Afkald paa den eller de Billetter, han har Ret til efter Listerne. Til hver, der ikke afhentes, er der hundrede Ansøgere. Ved de store Theatre faaer de mest Protegerede dem, ved de mindre overlader Direktøren dem mod det Fire-Femdobbelte af forhøjet Pris til Billetsjouerne, der saa driver Handel med dem i en Vinbod ved Siden af Theatret og ikke sjeldent forlanger flere hundrede Francs for en nogenlunde ordentlig Plads. Naar undtages Théâtre français, hvor Parterret og øverste Etage altid skal sælges ved Kassen, afhændes ogsaa alle Galleribilletterne til de samme Mellemhandlere. For en eller to Louisd'orer kan de i Regelen faas tilkjøbs der. En saadan Pris betales gjerne af Pariserne. Blot at have været i Huset ved en Première, selv om man Intet har kunnet se eller høre af Stykket, det er allerede en stor Ting.

Naar Bladene den næste Dag beretter om en saadan Gallaforestilling, har de ved Siden af deres Kritik over Stykket ogsaa en særegen, udførlig Artikel om Publikum. Man faaer at vide hvem der har været i Theatret af Berømtheder, hvad Damerne har havt paa, hvem der har besøgt dem i deres Loge, hvad de har sagt i Foyeren og andre slige interessante Ting. Flere Dage efter er Premièren det, Alting drejer sig om. De Lykkelige, der har været til den, faaer Halvgudsglorie om sig i Befolkningens Øjne. De overhænges af Venner og Bekjendte, de spørges ud, de maa fortælle og fortælle om den store Begivenhed, som havde de været med til et Slag, ved hvilket Nationers Skæbne afgjordes.

Aftenen selv har over sig et umiskjendeligt Præg af Fest. Herrerne kommer i Kjole, Damerne i nedringede Selskabstoiletter. Hvor Øjet kiger ind i de lukkede Loger, glittrer det af Diamanter, store Buketter ligger paa Brystværnet og fylder Salen med en tung, duftmættet Atmosphære. Endogsaa helt oppe under Loftet er man pyntet; der er navnlig der fuldt af Tyveaarsynglinge i det ulasteligste Galla, med frisk Frisering, guldknappede Spadserestokke, Monocler og smaa Lommespejle, der omhyggeligt studeres, mens Tæppet er oppe og Klakken paa Bænkene foran med sine løftede, applauderende Arme spærrer Udsigten til Scenen. De unge Mennesker har gjort sig saa fine ikke blot af Respekt for Premièren, men ogsaa fordi der er Mellemakterne. I dem har de nemlig Lov til at gaa ned i Foyeren og stille deres Ulastelighed til Skue, mens de med den ene Tommelfinger i Vestens Ærmegab og med den anden Haand støttet tungt til den guldknappede, slæber deres smaa lakerede Sko og deres hele fine Person hen over det blankbonede Gulv, med et muggent, blaseret Udtryk, som var de dybt krænkede over af Hensyn til deres Ven Direktøren ikke at have kunnet lade deres sædvanlige Parketplads staa ledig og endelig skaffe sig en Friaften i det tumlende parisiske Festliv, der gjør det af med dem til Slutning.

[Illustration: En Première-Loge.]

[Illustration: Alexandre Dumas fils.]

Mellemakterne, der ved en Premièreforestilling altid er meget lange, giver dem Revanche for Lidelserne i Varmen og Mørket oppe under Hanebjælkerne. De føler sig uhyre. Men Foyeren er ogsaa uhyre fashionable. En almindelig Aften kommer den noble Part af Tilskuerpublikummet der ikke. Man aflægger hinanden Visit i sine Førsteetages-Loger og promenerer lidt udenfor dem i den brede, med bløde Tæpper belagte Gang, hvor man er for sig selv, men man udsætter ikke sine Koner eller Døttre for i Foyeren at blive bekiget af dubiøse Blik eller deres Toiletter for at blive klemte op ad en malproper Arbejderbluse. Ved Premièren derimod er det en anden Sag. Saa har man hele Theatret for sig, man er som et sluttet Selskab, man kan bevæge sig, hvor man vil, Foyeren seer ud som en Salon, fyldt af Gjæster. Gruppe ved Siden af Gruppe, forbundne allesammen, med Undtagelse maaske netop af Ynglingene fra Galleriet, til en Helhed ved Hjælp af ivrigt gestikulerende Herrer, der farter omkring fra den ene til den anden for at rapportere et Giftermaal, et Dødsfald, en Udnævnelse eller en Skandale, de allernyeste Begivenheder, der er passerede i den fælles exklusive Verden, som hele dette Premièrepublikum tilhører. Hvert andet Hoved kjender man igjen fra Fotografivinduerne. Det er ingen Overdrivelse, naar Bladene tidt ved en saadan Forestilling fortæller, at Alt, hvad Paris rummer af Berømtheder, var i Huset.

[Illustration: Korridoren udenfor første Etages Loger.]

Baade Forfatter og Aktører anstrenger sig af yderste Evne for at tilfredsstille dette sjeldne Areopag. Der er i mange moderne Komedier Repliker, hele Scener undertiden, som kun er skrevne for det, og som væsentlig kun forstaas af det. Et Stykke gaar i Paris aldrig saa fuldendt over Scenen som ved den første Forestilling. Man holder Prøve paa Prøve Maaneder igjennem, til Alt er saa godt, som man overhovedet kan gjøre det, og i en stor Kraftanstrengelse serverer man da Buketten af Evnernes og Samarbejdets Potensering for Premiérepublikummet. Dets Dom er absolut afgjørende og uden Appel. Falder et Theaterstykke i Paris den første Aften, saa er der ikke nogen Mulighed for, at det kan rejse sig igjen; gjør det derimod Lykke, er det aldeles uberegneligt, hvor længe det kan blive ved at spilles. Selv efterat det er blevet ombesat med Middelmaadigheder; saa det ikke er til at holde ud for Kjedsommelighed, slaas Publikum om Billetter. Det har Ryet; er man i Paris kommen op at flyve paa dets Vinger, saa flyver man svimlende højt, helt op til fem, sex hundrede Opførelser de suite endogsaa.

[Illustration: Croizette.]

III.

Strax Morgenen efter Premieren bringer de virkelig parisiske af Pariserbladene udførlige Artikler om det nye Stykke. Theatrene begynder i Paris til forskjellig Klokkeslet, halv otte, otte, halv ni alt efter Stykkets Længde, men de hører aldrig op før Midnat; en første Forestilling kan med sine lange Mellemakter tidt trække ud til et, halv to. Anmelderen har da et drøjt Stykke Nattearbejde. Det nytter imidlertid ikke; Publikum er altfor spændt paa Udfaldet af den store Aften, til at det kan vente. Lyder Parolen paa, at det er Noget, som hele Paris vil strømme til for at se, saa begynder det ogsaa at strømme ligestrax. Allerede den første Dag er Huset udsolgt til ti, tyve Forestillinger, eller til saa mange, som Billetkontoret kan naa at sælge til. En saa alvorlig Begivenhed som Overdragelsen af en Theaterbillet gaar nemlig ikke for sig uden adskillige Formaliteter. Man maa opgive sit Navn, der omhyggeligt føres ind paa Theatrets Forkjøbslister og paa Billetten selv. Ønsker man at medføre Damer, maa derom ligeledes Underretning gives. De har nemlig i Paris ikke Adgang til Gulvpladserne, det tillades dem kun at overvære Forestillingen fra Logerne. Til disse sælges ikke enkelte Pladser, man maa kjøbe en hel Loge, det vil sige mindst fem, sex Billetter. Saa skal Damen ved Kassen gjennemsøge Listerne for at se, hvad hun har ledigt omtrent ved det Tidspunkt, da man ønsker at gaa i Theatret, Kjøberen skal, hvad der ikke er mere end billigt, da det drejer sig for ham om en Udgift paa halvhundrede Francs eller derover, undersøge Theaterplanen for at se, om den paagjældende Loge konvenerer ham, kort sagt: det er en hel Historie, før man endelig har sit Bevis i Lommen for, at saa og saa mange Pladser tilhører En den og den Aften om en fjorten Dages Tid. Men Pariserne er ikke utaalmodige. Deres hele Ræsonnement er det, at det maa være en ganske mageløs Fornøjelse, der venter dem, naar der er saa megen Rift om den og saa megen Vanskelighed ved at komme til at deltage i den. De strømmer til, og de bliver ved at strømme.

Parisertheatrene prospererer da i Virkeligheden ogsaa alle, hvor mange der end er. Det kan hænde, at en Direktør beregner sit Budget galt, saa at han personlig gjør daarlige Affærer, men en mere omsigtsfuld Efterfølger bringer hurtigt Ligevægt igjen mellem Indtægter og Udgifter. De sidste er ganske vist med de stadig videre og videre udviklede Fordringer til Udstyrelsens Rigdom og Korrekthed efterhaanden blevne meget betydelige; man har set Stykker, som Feeriet "Tusind og een Nat", koste en halv Million, før de kom paa Scenen; men de Summer, der tages ind, tillader en saadan Luxus. Billetpriserne er dyre. De nogenlunde ordentlige Pladser koster mellem fem og ti Francs. Den gjennemsnitlige aftenlige Indtægt bliver paa den Maade for de Theatre, der er lidt i Velten, fire, fem Tusind, de større kan ganske vel gjøre Regning paa at have en halv Gang saa meget til. Om Operaen er her slet ikke Tale. Dens aftenlige Indtægt varierer mellem sexten og tyve tusind, men en Parketplads koster ogsaa der tretten Francs til ordinær Pris, og den kan aldrig faaes undtagen til forhøjet. Hvad Théâtre français angaar, saa har det i de sidste Aar hver Aften taget Maximum ind, det vil sige ni, ti tusind Francs. Der er heller ingen Udsigt til, at Tallet vil dale. Vanskeligheden ved at kunne tilfredsstille Riften om Billetter er saa stor, at man endog saa alvorligt har tænkt paa at indrette den ligeoverfor liggende Fløj af Palais-Royal til et nyt Theater, saa at man hver Aften kunde give Forestillinger paa to, med hinanden indbyrdes forbundne Scener.

Med Theatrene svælger ogsaa Forfattere og Aktører i Guld. De Førstes Honorar er mellem ti og femten Procent af Bruttoindtægten. Er det en stor Succès, kan de paa den Maade tage indtil en halv Million ind paa en enkelt Komedie. Ved Théâtre français, hvor de mere fremragende Skuespillere og Skuespillerinder, de saakaldte "Sociétairer", deler Theatrets Overskud mellem sig, er en aarlig Indtægt af hundrede, hundrede og tyve tusind Francs ganske almindelig, og selv ved Privattheatrene spiller de virkelige Stjerner ikke for ringere Gage. Judics Engagement ved Variétés sikrer hende en halv Million for fem hundrede Forestillinger, Jeanne Granier, den unge Sangerinde paa Renaissance, til hvem Paris's Operettekomponister kappes om at skrive Roller i Smag med "den lille Hertug", har firsindstyve tusind Francs for to hundrede Forestillinger.

Naturligvis: disse Guldfloder er ikke Kunstens Maal, og de er heller ikke Maalestokken for, til hvilken Højde den er naaet i et Land og i en given Periode. Men det kan ikke nytte at nægte det, i vore Dage er de meget virkningsfulde og saa halvt om halvt uundværlige Midler til at naa de høje Maal. Jo mere fristende Lønnen er, desto stærkere anspændes ogsaa Evner og Kræfter for at fange den; jo bedre et Arbejde betales, desto større Omhyggelighed kan der anvendes paa det. Enhver fransk Forfatter har Sigte paa Theatret; det er Valpladsen, hvor hans afgjørende Sejr skal vindes. Eet Held der er nok, saa er hans Karrière gjort, det bringer ham Ry, Position, materiel Uafhængighed. Til en saadan Valplads gaar man saa rustet, som man kan blive. For Aktørens Vedkommende er Sagen den samme. Føler den unge Mand Kald for Scenen, har han ingensomhelst Grund til ikke at følge det. Theatret er baade i Stand til at veje hans Talent op med Guld og til at byde ham en social Stilling, som han skal have stort Besvær ved at naa ad anden Vej. At de franske Skuespillere lige til for nylig ikke kunde blive Riddere af Æreslegionen, var en Anakronisme simpelthen, der var bleven staaende ind i en Tid, hvor den absolut ikke hørte hjemme. Under den tredie Republik er den dramatiske Kunstner fuldkomment lige saa anset som enhver anden Talentets Mand. Han er en feteret Gjæst i de fornemste Saloner, han omgaas paa lige Fod med Folk i Statens øverste Poster. Coquelin er nærmeste Ven med Frankrigs første Politiker og dets tilkommende Overhoved. Dupuis afslutter literære Konventioner med Rusland og indstiller franske Forfattere til russiske Ordensdekorationer, selv en udelukkende Farceskuespiller som Christian er Maire i den Kommune, hvor han har sin Sommervilla. Staten giver med sine Subventioner allertydeligst Attest for, hvilken Respekt den har for Theatret. Operaen, Opéra-comique, Théâtre français og Odéon faaer halvanden Million aarlig i Statstilskud. Det har hverken Literaturen eller de bildende Kunster. Og iøvrigt er jo nu ogsaa Skuespillernes Udelukkelse fra den nationale Dekoration hævet. Got bærer sit røde Baand, og han bærer det saa berettiget som Nogen i Landet.

Theatrets Prosperitet drager imidlertid ikke alene Talenterne til sig, den udvikler dem ogsaa. Den giver Skuespillerne, hvad der saa mange andre Steder fattes dem, den tilbørlige Tid til at udarbejde en Figur. Det er højst karakteristisk, hvilken Betydning der i Frankrig tilskrives en Rolles "Création". Allerede Ordet angiver, hvorledes der deri lægges en ikke blot reproducerende, men originalt skabende Virksomhed. Man taler om de Roller, en Skuespiller har "kreeret", som man taler om en Digters Værker. Og man gjør det tidt med megen Grund. Figurer som de, Got og Coquelin viser os i "Les Rantzau", er i Virkeligheden skabte af dem. Men den Uendelighed af fine, karakteriserende Træk, hvorved de har gjort Jean Rantzau og den gamle Skolelærer til saa levende Menneskeskikkelser, som der nogensinde er set paa en Scene, de er ogsaa kun Resultatet af et meget stort og meget samvittighedsfuldt Arbejde. Coquelin har i sex Maaneder anvendt flere Timer daglig paa at udforme det Billede, han havde tænkt sig, og i to, tre Uger umiddelbart før Stykket skulde gaa, lod han alle sine øvrige Roller doublere for ikke ved noget Andet at distraheres fra sin nye "Création". Sligt er ikke muligt, hvor Theatret skal slide for Brødet; kun naar det er situeret som i Paris, kan det tillade sig en saadan aristokratisk Soignering. Der har Talentet alle Betingelser for at kunne perfektionnere sig. Og ethvert kan komme paa sin Plads. Det er ikke der en enkelt exklusiv Scene, hvorom al Interessen samler sig, der er en hel Række af Theatre, som kan byde den dramatiske Kunstner en Position af første Rang. De største Forfattere forsyner deres Repertoire, et ligesaa intelligent som talrigt Publikum fylder deres Sale, de har Traditioner, de har Anseelse, de har Rigdom, Alt, hvad der kan stille Talentet i Relief. Derfor kommer det til dem. Palais-Royal har gjennem Aartier stadig havt og har endnu en Samling af komiske Skuespillere, der er aldeles uforlignelig, Judics Kunst er saa overlegen som nogen Skuespillerindes, og Variétés har foruden hende en Dupuis, en Baron, en Lassouche, en Léonce, det er ikke muligt at faae nogen i sin Art mere fuldendt Forestilling at se end der. Vaudeville har Blanche Pierson, Renaissance Granier, selv ved Smaatheatre som Nouveautés finder man Kræfter som Brasseur og Mlle. Ugalde. Der er knap noget eneste af samtlige Parisertheatre, som ikke i en eller anden Retning kan byde noget Udmærket.

[Illustration: Samary]

IV.

Denne Floreringstilstand er et Resultat af Paris's exceptionelle Stilling, først og fremmest som Centrum for det hele dramatiske Liv hos en Nation, der paa dette Punkt har ganske særlige naturlige Anlæg, som det umaadelige Verdenskaravanserai dernæst, i hvis Fornøjelsessvælg daglig Tusinder og atter Tusinder af Rejsende fra alle Jordens Egne øser deres Guld. Før Jernbanerne kom, var en Snes Opførelser af et Stykke det Almindelige, halvtreds det kun overordentlig sjeldent naaede Maximum; nu spilles Alt det tidobbelte Antal Gange. Sæson efter Sæson kommer man højere og højere i Vejret, Kulminationspunktet er aabenbart ingenlunde naaet endnu.

[Illustration: Dandserindernes Paaklædningsloge.]

Sine betænkelige Sider har disse Forhold imidlertid ogsaa. De ligger mindre i den Mangel paa Tilførsel af friske Kræfter, som Udslukningen af det dramatiske Liv i Provindsen kunde synes at maatte drage efter sig. Hvor de end kommer fra, myldrer det stadig med nye Talenter. Ved Théâtre français for Exempel er aldrig saasnart Madeleine Brohan begyndt at blive, gammel, før man har Sarah Bernhardt, og efter hende Croizette, for slet ikke at tale om Reichemberg og Broissat. Før Croizettes Stjerne endnu er blegnet, dukker Samary op, og næppe har hun faaet Tid til at gjøre sit Talent gjældende, før der paa Trinet under hende er en Yngre, Baretta, til at fængsle Opmærksomheden. Allesammen er de komne i ikke synderligt over en halv Snes Aar, det er ikke blot en uafbrudt Rækkefølge, det er en Succession, der formelig jager hinanden. Heller ikke den Mangel paa Plads for den dramatiske Produktion, der bliver en Følge af Masseopførelserne, har noget Ængstende ved sig. Theatrene i Paris er saa talrige, at det virkelig Gode altid vil kunne komme frem. Desuden er Komponisterne allerede begyndt at ty til London, Bruxelles og St. Petersborg; bliver Tumlepladsen paa Parisertheatrene virkelig de dramatiske Forfattere for snever, vil de hurtigt følge Exemplet. Derimod ligger der i Beskaffenheden af det Publikum, som Fremmedtilstrømningen leverer, en alvorlig Fare. Selv om det forstaar Fransk, mangler det dog Parisernes dramatiske Opdragelse. Det er tilfreds, naar det faaer en Komedie at se, der har Ry; Udførelse og Sammenspil kan saa være, hvordan det vil. Naar et Stykke er gaaet nogle hundrede Gange i Træk, og de oprindelige Kræfter ikke længer kan holde ud at spille i det, ombesættes det med andre, der er dem langt underlegne; men Udlændingene, som nu udgjør Tilskuernes Pluralitet, lægger ikke engang Mærke til det. Denne Uskik har allerede grebet saaledes om sig, at man endogsaa paa Théâtre français kan se den franske Literaturs Mesterværker gaa over Scenen paa en Maade, der er noget nær skandaløs. Meget ofte forstaar de Rejsende ikke engang Fransk. De tyer da til de Theatre, hvor der er Noget for Øjet. Udstyrsstykkerne, særlig de saakaldte pièces à femmes, bliver ved denne Tilstrømning ligesaa ængsteligt talrige som ængsteligt blottede for Alt, hvad der har det Mindste med dramatisk Kunst at gjøre. Man ser Stykker som det vanvittigt meningsløse "Tusind og en Nat" gjøre en aldeles formidabel Lykke, give ti, tolv tusind Francs hver Aften ved flere hundrede Opførelser ene og alene, fordi det vrimler paa Scenen med Heste, Hunde og Elefanter, og fordi der i Dekorationer, overlæssede med Guld og Farver og fantastiske Lysvirkninger, præsenteres Masseudstillinger af unge Kvinder i Kostumer, der som oftest allerhøjst er Antydninger af Kostume. Man kalder det Ballet, men dandse kan kun den enkelte Primadonna, og hun er forskreven fra Udlandet, idet Dandsen nemlig er en Kunst, der overhovedet ikke kjendes i Frankrig. Resten er Smaapiger fra Portnerloger og Modemagasiner, Sypiger og Kunstnermodeller, af hvilke man ikke forlanger andre sceniske Kvalifikationer, end at de kan tage sig ud i Trikot. Udvalg har man nok af altid, skjøndt en saadan Ballet er en hel lille Armee. Saa saare det rygtes, at et nyt Udstyrsstykke er paa Stabelen, strømmer de smaa theaterlystne Evadøttre i Hobetal til fra alle Kanter af Paris for at lade sig hverve, og man har Kasernen overfyldt i en Haandevending. Gagen er kun en Snes Sous pr. Aften, Tjenesten streng, Behandlingen, de faaer, rent soldatermæssig. Men de har Ungdom og Fantasi de Smaa, de har megen Livslyst som Vind i Sejlene og meget lidt Moral hjemmefra med som Ballast. Naar der er et Par Minutters Fritid fra Omklædningerne uden Ende, og de sidder oppe i Paaklædningslogerne med deres Kammerater og fortæller hinanden Fehistorier om Forgængerinderne, saa glider det snevre Rums Vægge tilside, og ude i Baggrunden dukker der det ene lokkende Billede op efter det andet. Theaterlivet har sine Changementer større, mere uforudsete endnu end de i Eventyrkomedien dernede paa Scenen. Hvad der er hændet de Andre, hvorfor skulde det ikke kunne hænde dem? De har jo nu ogsaa "deres" Theater, "deres" Loge, "deres" Prøver, og de kan anskaffe sig smaa rosenrøde Visitkort, hvor deres Navn staar i Snirkelskrift og et fint lille "du théâtre de la chose" nedenunder. Det er det første Skridt, Skridtet, der koster. Siden gaar Alting af sig selv. Før Stykket er spillet til Ende, kan de være flyttet fra Paaklædningslogen over i "deres" Hotel, un vrai petit bijou af et Hotel med Rosentræsmøbler og lyseblaat Silketapisseri. De kan kjøre i Boulogneskoven i "deres" Vogn, med "deres" Heste og "deres" egen lille søde Groom. Hvem veed, maaske kan der paa Visitkortet staa "comtesse" eller "baronne" og en Krone ovenover, som er ægte, og som har Ret til at staa der. Nede mellem Kulisserne er der ikke blot Brandfolkene til at kurtisere. Der kommer saa mange distinguerede kjoleklædte Herrer op, baade unge med Esprit og Humør og gamle med Diamanter i Brystet og Diamanter paa Fingeren. Og de er saa mageløst elskværdige, og de inviterer til Souper og sender Etuier fra Rue de la Paix og Fontana. Man spørger maman hjemme, hvad man skal gjøre. Maman siger som Mme. Bichon: "Il y a des situations dans lesquelles on est obligé de prendre quelqu'un." Og saa gjør den Lille son choix, og Alverden er tilfreds—saalænge det varer.

[Illustration: Mellem Kulisserne.]

Kun Fru Thalia har skjellig Grund til ikke at være det. Engang imellem tager en eller anden Avis sig af hendes Sag og holder Formaningstaler mod Theatrenes Forvandling til Menagerier og Fruentimmerbazarer. Men Fremmedtilstrømningens Guld har en Klang, der lyder højere og sødere i Direktørens Øren. Han stopper det i Lommen og tager de smaa Formaningstaler med paa Kjøbet, og Forholdene bliver, som de er. Nu, Noget af den Slags maa der naturligvis ganske nødvendigt altid findes i en By som Paris. Faren er kun, at det ikke breder sig. Og i saa Henseende er der et fortræffeligt Bolværk til at standse: Parisertheatrenes uhyre Konservatisme. Man møder den for hvert Skridt. Saasnart man kommer ind, finder man ved et højt Bureau tre fine Herrer i Kjole og hvidt Halstørklæde, der anmoder om Ens Billet. Det er dog ikke for at beholde den. De bytter den simpelthen om med en anden, som man saa afleverer ved den egentlige Indgang. Hvad de skal gjøre godt for, er der Ingen, der begriber. Men de har siddet der saalænge som Theatret har staaet, og derfor bliver de ved at sidde der. Hele Aftenen sidder de og pynter op i Entréen og viger ikke af Stedet. Man har en Fornemmelse, som var de Grundpiller, og som Theatret maatte styrte sammen, hvis de forsvandt. Er man kommen ind i Korridorerne, har man "Ouvreuserne" paa Halsen. De skal anvise Ens Pladser. Det vilde være langt simplere, om Billetterne bar Numer, som alle andre Steder i Verden, men saa var Ouvreuserne ingen Nytte til, og de er et gammelt Inventarium, der for enhver Pris maa bibeholdes. Saadan er det i Smaat og saadan i Stort. Det, at den franske Theaterforfatter næsten aldrig vover sig ud fra Salonerne, ud i den frie Natur mellem andre Mennesker end netop Parisere og Grever og Baronesser, det er et Udslag af akkurat det Samme. Det er, om man vil, ikke Andet end Respekt for Traditionen; Alt, hvad der er godt i vor ufuldkomne menneskelige Verden, har jo i Regelen ogsaa sin svage Side. Men hvad det end er, saa vil det bevare den virkelige, ægte Komedie paa de Pariserscener, hvor den har gammel Hævd paa at florere. Deres Antal er mange. De vil beholde Pariserne som Publikum, og de vil altid trods Udstyrstheatrene faa en saadan Forstærkning af de Fremmede, at de kan gjøre glimrende Forretninger selv med det Gode, de præsterer, og at der følgelig ingen Grund er til Forandring. Paris's Ophøjelse til Theatercentrum ikke blot for hele Frankrig, men saa halvvejs samtidig for den hele civiliserede Verden bringer da saaledes i Theatrenes forøgede materielle Velvære den franske dramatiske Kunst en stor Støtte, uden samtidig at medføre væsentlige Farer for den. I gamle Dage har Talentet muligvis kunnet leve af Kildevand og Maaneskin. Det er for vort Aarhundredes mindre primitive Mennesker vanskeligt at sætte sig ind deri. Nu kan det det i hvert Fald ikke længer; i vor Tid trænger det til god Vin og god Føde, naar det ikke skal faa Svindsot. Paris er saa heldig baade at have dramatiske Talenter nok og at kunne give dem tilstrækkelig Føde til, at de kan voxe sig store og stærke.

[Illustration: Théâtre français' Yngste: Mlle. Baretta.]