DET RØDE PARIS.

Paa den venstre Seinebred, i en af de længst bortfjernede Udkanter af Paris, ligger der mellem faldefærdige Rønner, i en mørk, ubrolagt Gade en lille, smudsig Knejpe, som man fra Centrum af Byen er over tre Kvarter om at naa i Droske. Bagved Skjænkestuen med dens grøntmalede Træborde og tilrøgede Vægge er der et større Lokale, som af og til plejer at blive brugt til Fêter af Quartier latin's Gymnastik- og Sangforeninger. Ogsaa Kvarterets "Silkekaskjetter" producerer sig der jævnligt i koreografiske Evolutioner. Salen er rummelig, ganske godt oplyst og har Plads til tusind Personer. Naar man klemmer sig sammen som Sild i en Tønde, kan der ogsaa til Nød stuves halvandet derind.

En af de sidste Dage i Juli 1880 var der her stort Halloh. Salen var bleven festlig smykket, det vil sige man havde under Loftet ophængt en vældig, med rødt Flagdug omviklet Krands af den Slags, som anbringes udenpaa Skibe for at afparere Stød, og man havde dekoreret Væggene med tre, fire visne Granguirlander samt nogle Stumper rødt Shirting, mellem hvilke der hist og her var placeret Skillingsbilleder af "Martyrer", og af Kommunarder, der var blevne skudte paa Sartorysletten. Endvidere var Klaveret paa Musiktribunen blevet trukket frem, behængt med rødt Tøj og ved Hjælp af en foran det anbragt Skammel indrettet til Talerstol. Langs Væggene stod der lange Borde af uhøvlede Brædder, bedækkede med grove Duge og store Ølglas.

Anledningen til alt dette var saare højtidelig. Tro mod Traditionerne fra den store Revolutions Dage indviede den franske Ungdom den nye Frihedens, Broderskabets og Humanitetens Æra, som skulde brede sit Lys ud over hele Europa. Saaledes hed det idetmindste paa Indbydelsen. Oversat i et mindre festligt Sprog betød det, at en Borger Lagarde og en halv Snes andre akademiske Ynglinge i den franske Ungdoms Navn, men dog naturligvis uden nogensomhelst Bemyndigelse, havde indbudt de mest notable af de nylig hjemvendte, amnesterede Kommunarder til en "Punch d'honneur".

Festen skulde tage sin Begyndelse Klokken ni, men allerede en god Stund forinden var alle Pladser omkring Bordene fuldt besatte af Ungersvende med deres Piger, der stampende og syngende forlangte Punch og Smørrebrød paa Melodien "Les lampions, les lampions". Paa Slaget Ni viste Blanqui sig, eskorteret af et halvt Hundrede amnesterede Kommunarder i hvide Blouser og sorte Silkekaskjetter. De var næppe komne til Syne, før hele Selskabet hylede: "Leve Blanqui! Leve den sociale Revolution! Leve Kommunen!" Men Ingen tænkte paa at gjøre Plads for de ankomne Gjæster; sit Glas ved Bordet havde man faaet, og det vilde man ikke forlade, før man havde erholdt den lovede Punch i det. Da nu ogsaa Blusemændene fra Ny-Kaledonien var tørstige, og da de pressede paa for at faa Plads, var der en Stund al mulig Udsigt til, at Festen kunde komme til at tage sin Begyndelse med en lille Bataille. Men Borger Lagarde fik et praktisk Indfald. Han ringede med Formandsklokken og meddelte, at Blusemændene var Æresgjæster og kunde tage Plads paa selve Tribunen, hvor man ad en reserveret Dør vilde bringe dem de dem tilkommende fyldte Glas. Da der ikke længer var nogen Fare for, at man selv skulde gaa glip af Beværtningen ved at være imødekommende, aabnede Rækkerne sig, og Festforspillet endte. Der blev en Stund forholdsvis Ro, indtil endelig høje Raab nede fra Skjænkestuen meldte Rocheforts Ankomst. Han var arriveret tilvogns, ledsaget af sin dengang stadige Adjutant, Olivier Pain, og traadte nu ind i Salen, hilst af den vildeste Akklamation og af aldrig endende Brøl: "Leve Rochefort! Leve Kommunen!" I hans Følge saaes Staben af "Martyrer": Jules Allix, Amouroux, Eudes, Johannard, Benoît Malon, Guésde og andre forhenværende Kommunechefer. De tog Plads ved et for Festens Notabileteter forbeholdt Bord umiddelbart nedenfor Tribunen. Mødet var fuldtalligt. Opvarterne præsenterede sig i Salen med langskaftede Kaffekander, hvoraf Punchen udskjænkedes samt med store Brødbakker fulde af "Sandwichs". De hilstes med endnu højere Hyldestraab end Martyrerne, sprang op paa Bordene for at kunne tilfredsstille Alle og stoppede endelig med deres Smørrebrød Munden paa Skraalhalsene. Formandsklokken ringede; den højtidelige Del af Festen tog sin Begyndelse. Det var en uendelig Række af Taler, i hvilke Essensen dog omtrent vedblev at være den samme. Ved det souveræne Folks Villie var de overvundne Helte fra 1871 vendte tilbage til Fædrelandet, fordi det republikansk-kommunistiske Frankrig satte sit sidste Haab til dem i den forestaaende Kamp, som Revolutionens Tilhængere vilde levere det kapitalistiske og opportunistiske Samfund. Fra denne Dag begyndte Kommunen igjen; næste fjortende Juli vilde hele Frankrig kun være smykket med røde Flag, og inden Aartiet var tilende, vilde hele Europa, hele Verden have fulgt Frankrigs Exempel.

Man lo i Paris meget af denne Fest og af alle dens smaa Intermezzoer. Den havde i Virkeligheden ogsaa nærmest gjort Indtryk af en Fastelavnsforestilling med dens skrigende Studenter og overgivne, halvfulde "Studentinder", med dens gamle, rødskjærfede Borgerinder, der fik Rundstykker i Hovedet, naar de blev altfor ivrige i at afbryde Talerne, med de hvert andet Øjeblik væltende Borde, med dens opstyltede Mord- og Brandfloskler, dens Pereater for Bourgeois'erne, Kongerne og "le bon Dieu", dens hele øredøvende, barokke, bindegale Virvar og Spektakel. Men ikke destomindre var Dagen en Mærkedag i det røde Paris' Historie. Det traadte paa den ind i en ny Fase af sit Liv, det holdt Rejsegilde paa den nye Bygning, som det endelig lykkelig og vel havde faaet under Tag, til Erstatning for det Kommunepalais, der var blevet skudt ned af Versaillestroppernes Kanoner.

I hele Tiaaret efter Kejserdømmets Fald havde man kun kunnet arbejde saa smaat paa denne Bygning. De kraftigste Arbejdere var blevne skudte paa Sartorysletten eller vegeterede i Ny-Caledonien, og Belejringstilstanden holdt et saa uhyggelig skarpt Tilsyn. Saa at sige hver eneste Sten, man lagde til Bygningen, maatte lægges i Smug. Men saa blev Marschallen styrtet, der kom ubegrændset Tale- og Skrivefrihed, der kom først og fremmest den almindelige Amnesti. De gamle, prøvede Arme vendte tilbage fra Landflygtigheden og fra Bagnoerne, Arbejdet kunde atter gaa for sig ved højlys Dag og med det Tryk paa sig, som var fornødent, for at det kunde blive til Noget. Efter den første "Ærespunch" for de hjemvendte Martyrer, fulgte en lang Række Banketter og lignende Festligheder, ved hvilke man søgte at gyde ny Olie i den kommunistiske Ild. Pariserne blev ved at le. De seer kun sjelden ud over den Dag, hvori de lever, og i Øjeblikket var det ganske vist mere Løjer end nogen alvorlig Samfundsfare, der var paafærde. Friheden selv, sagde man, vilde være den bedste Skranke for Udskejelserne, og dermed slog man sig til Ro. Man glemte, at der paa Bunden af al denne tragi-komiske røde Agitation laa et stort, alvorligt Samfundsspørgsmaal og ventede paa sin Løsning.

Det stod i Begyndelsen kun i Baggrunden med tætte Taager om sig. Lykkelige over igjen at kunne gjøre Spektakler, saa galt de lystede, flokkede alle Revolutionsmagerne sig sammen hulter til bulter uden andet fælles Maal end netop at gjøre Spektakler. Der kom da den første Periode i det røde Paris' nye Æra, den store Enighedstid under Banneret, som Kommunens Jeanne d'Arc rejste. Hele den sidste Halvpart af 1880, lige til hen paa Foraaret 1881, koncentrerer sig om den ligesaa pludseligt opdukkende, som pludseligt igjen forsvindende røde Helgeninde Louise Michel.

Hun er oprindelig Lærerinde og har, skjøndt hendes Forældre var Bønder, faaet en ganske god Opdragelse. Fra ganske ung paastod hun at have havt særlig Interesse for Historie. Da hun var bleven saa gammel, at hun kunde reflektere over, hvad hun havde læst, gik det op for hende, at hver Gang Frankrig havde befundet sig i en ulykkelig Periode, havde det været tilstrækkeligt "de supprimer un homme pour sauver le pays". Siden det Øjeblik har hun selv kun levet for at udføre et saadant Supprimeringsværk; hun følte det som en hellig Mission, der var betroet hende fra oven. At hun hidtil endnu ikke er kommen til at fuldføre den, er hendes tragiske Skæbnes, ikke hendes egen Skyld; hun har gjort sig Umage nok. Først var det Kejseren, der skulde være hendes Offer. Hun lod sig endogsaa, for at hendes Moder kunde have et Billede af hende, hvis hun blev henrettet, fotografere staaende ved et Bord med den ene Haand støttet paa et Dødningehoved og den anden løftet theatralsk hævnende i Vejret. Men den snu Napoleon vilde aldrig give hende den Lejlighed, som hun stadig lurede paa. Hele de ti Aar af hendes Liv, mellem Tyve og Tredive, var det hende ikke en eneste Gang muligt at trænge frem til Kejserens umiddelbare Nærhed, og følgelig kunde hun heller ikke komme til at støde Dolken i hans troløse Bryst. Da han var styrtet, kastede hun sine Øjne paa den nye "Undertrykker" Thiers. Hun tilbød Kommuneregeringen at gaa til Versailles og gjøre Brug af sit saa længe slebne Vaaben, og for at bevise, at hun var istand dertil, gjorde hun virkelig en Tour til Versailles og kom uskadt tilbage. Hun forlangte derpaa et officielt Mandat til at iværksætte sin Plan, men Ferré, den Samme, der lod Gidslerne skyde, mente overfor hende, at Revolutionen ikke burde bygges paa en Forbrydelse og forbød hende at fuldføre sit Forsæt. Stakkels Louise Michel! Hun lod sig da nøje med at iføre sig en Uniform som Nationalgardist og kæmpe ved Forposterne. Under Forsvaret af Fort Issy blev hun saaret, og da Versaillestropperne rykkede ind i Paris, meldte hun sig selv og erklærede, at hun vilde have rejst en Barriere af Flammer mod Undertrykkerne, hvis hun blot havde kunnet komme til. "Skyd mig," sagde hun til Krigsretten, "eller I er nogle Kujoner tilhobe." Men hun blev ikke skudt, hun blev sendt til Nouméa, hvor hun senere kom til at bo Dør om Dør med Rochefort, hvad der utvivlsomt ikke har bidraget saa lidt til hendes Popularitet, idet Lanterneskriveren efter sin Hjemkomst ved alle Lejligheder førte hendes Ros i Munden. Derovre skal hendes Mordlyst have valgt sig Kejserprinsen til Gjenstand. For at umuliggjøre en fremtidig napoleonistisk Restauration omgikkes hun med Planer til at myrde ham. Men for tredie Gang mislykkedes hendes Forsæt, Zuluerne gik hende i Næringen.

[Illustration: Louise Michel.]

Ved sin Hjemkomst fra Nouméa fandt hun imidlertid Gambetta i hele hans Glorie. Han var bleven den første Mand i Republiken, han stod omgivet af en Popularitet, som selv Thiers i sine mest populære Dage aldrig havde naaet, Louise Michels Supprimeringsmission havde et nyt Maal. Hun kastede sig over det med Lidenskab. Maaneder igjennem afholdt hun den ene Folkeforsamling efter den anden, snart i Batignolles, snart i Belleville eller La Villette, og overalt strømmede den røde parisiske Arbejderbefolkning til for at høre "den store Borgerinde". Rochefort havde arrangeret en højtidelig Modtagelsesscene paa Saint-Lazarebanegaarden for hende, da hun kom tilbage efter Amnestien, og i sit nystiftede Blad "L'Intransigeant" leverede han Legende paa Legende om hendes ny-caledoniske Nonnegjerning. Hun havde under Landflygtigheden vist sig som en sand kommunistisk Helgeninde. Den Bolig, man havde givet hende, indrettede hun til Hospital for alle de syge Kommunarder, som hun kunde overkomme at pleje, hun underviste gratis Børnene i Omegnen og skjænkede stadig de Honorarer, hun modtog hjemmefra, for Smaaskrifter og Bladartikler, til ulykkelige Lidelsesfæller i Exilet. Da man i Betragtning af denne Adfærd tilbød hende Benaadning, afslog hun den og erklærede, at hun vilde blive paa Nouméa, saalænge der var en eneste Landsmand derude, der trængte til hendes Hjælp. Og ogsaa efter sin Hjemkomst søgte hun at give dette Helgenindery ny Næring. Hun afviste Udbyttet af en Indsamling, Rochefort foranstaltede til Fordel for hende. Folk, der besøgte hende i den lille Landsby ved Paris, hvor hun tog Ophold for at pleje sin syge Moder, fortalte, at hun levede i den yderste Armod, og hver Gang hun gav Møde i en Forsamling, undlod hun ikke, efter at have holdt sit Foredrag, at oplyse Tilhørerne om, at hun desværre maatte forlade dem igjen, da hun paa det eller det Hospital havde en syg Veninde, som utaalmodig ventede hende. Hvor gjennemsigtig denne hendes ostentative Præsentation af sig selv som barmhjertig Søster end var, undlod den ikke at gjøre et umaadeligt Indtryk paa de parisiske Arbejdere, der ikke var vante til at se deres Førere i den Grad opoffrende og uegennyttige. Naar man talte med dem, hørte man dem idelig sige: "De seer jo, hun gjør Alt for os, Intet for sig selv." Det var det væsentlig, der gav hendes Agitation en saa overordentlig Tilslutning. Thi personlig bestikkende Egenskaber har hun ikke. Havde hun været smuk, vilde hun deri have havt en Betingelse for Herredømmet over Masserne. Men hun er tvertimod grim som de Færreste. Paa en lang, mager Hals sidder der et spidst, rottelignende Hoved med en stor, styg Næse, smaa sorte, stikkende Øjne og grove, mandlige Træk. Hendes Organ er tørt, rustent, hun taler uden Nuancer og uden Foredrag. Man faaer Indtrykket af, at hvad hun siger, er en Lektie, hun har lært udenad. Men hvert Ord siges distinkt, saa at Ingen i Salen gaar tabt af det, og hun fremsætter sine Meninger kort og fyndigt, som man ikke er vant til at høre i disse Forsamlinger. Efter hver Sætning gjør hun en lang Pause, under hvilken man i hvert Fald i hendes rigtige Popularitetsperiode var nærved at vælte Huset i endeløs Begejstring. Og naar Talen saa var færdig, var der i Regelen en lille rødklædt Pige ved Haanden, som overrakte hende en vældig, højrød Rosenbouket, Louise Michel blev rørt til Taarer, takkede i bevægede Ord og erklærede, at hun modtog disse Blomster for at lægge dem paa den store Martyr Flourens Grav. Havde Jubelen ikke været vild før, blev den det nu. Flere Gange var man lige ved at hale hende ned fra Tribunen og bære hende i Triumf gjennem Salen. Alt Sligt giver naturligvis Selvbevidsthed, og den har Louise Michel i allerhøjeste Grad, Hun staar paa Talerstolen i Stillingen fra Tyveaarsfotografiet, med fremstrakt Pegefinger og tager sig ud, saa hun virkelig uvilkaarlig vækker Tanken om en Slags Jeanne d'Arc eller saadant Noget. Hvad hun siger, er Fraser, men Fraser, der klinge, højtravende Ord om Folkefrihed fra Verdens ene Ende til den anden, om Revolutionens hellige Sag og om Pligterne mod Martyrerne, der have givet deres Blod for den, blandet med smaa, historiske Fortællinger om disse Martyrer fra Sartorys Slette, Versailles' Fængsler og Auberive. Selvfølgelig har hendes Foredrag et staaende Omkvæd, der gjælder hendes og hendes Medborgerinders Mission. Hun har mellem dem formelig skabt Skole, og hun møder stadig med en kvindelig Adjutantstab, af hvilke nogle, Paule Minck, Leonie Rouzade og Marie Cadolle jævnlig tage Ordet. "Vi Kvinder har været underkuede," siger hun, "men ogsaa vore Baand skal sprænges. Alle skal være ligeberettigede, og ogsaa vi vil være det. For at bevise vor Ret dertil, forlanger vi i den Kamp, der forestaar, at maatte føre det første Stød. Vi Kvinder vil præsentere vort Bryst. Der er flydt Blod nok, og man har nu kun Brug for nogle Faa, der kan tage Hævnens Vaaben i Haanden og offre sig selv for de Mange."

Mens hun stadig forgjæves venter paa Lejligheden til at gjøre dette, er imidlertid Popularitetens Forgyldning saa smaat begyndt at gaa af hende. Hun viser sig endnu af og til ved større, højtidelige Anledninger, men Begejstringen for hende er blegnet, ti tusind Mennesker staar ikke længer som før i Queue i og udenfor Salle Levis for at opfange et Ord af den røde Manna, der flyder fra hendes Mund, hun er bleven "usée", som det, særlig i Paris, er de fleste populære Afguders Skæbne at blive det. Hun har slaaet sig paa Romanskrivningen og udsender regelmæssig et nyt Bind hver anden Maaned. Den røde Bevægelse, som hun en Stund bidrog til at give Vind i Sejlene, har ikke længer Brug for hende; den er kommen ind i nye Faser.

[Illustration: Paule Minck.]

[Illustration: Leonie Rouzade.]

Man havde en Stund levet paa Gjensynsglæden efter Nouméaaarene og paa rene abstrakte Deklamationsnumere. Der kom en Slaphedstid efter, og den kunde rimeligvis have varet adskilligt længere, end den varede, hvis ikke den Allarmanledning, som man gik omkring og søgte uden at kunne finde den, pludselig var dukket op under Skikkelse af Tuniskrigen. Hvem end de uheldige Resultater i Afrika skyldtes, saa var Alle enige om, at Kampen derovre hverken var forberedt med den nødvendige Indsigt eller førtes med den tilbørlige Energi. Stadig vedblev der fra den anden Side Middelhavet at komme Efterretninger, som foruroligede Paris paa den sørgeligste Maade. Regeringen manglede Fasthed, en ganske naturlig Følge af, at Frankrig styredes af et Ministerium, hvis væsentligste Beskjæftigelse i længere Tid var Forhandlinger om, naar det skulde indgive sin Demission, i hele to Maaneder var Landets Repræsentation under disse alvorlige Forhold ikke samlet, den røde Agitation kunde aldrig ønske sig heldigere Betingelser for sin Virksomhed. Man var paa sin Post; de store Anklagemeetings' Periode kom. Ideen om Folkets souveræne Ret til selv at konstituere sig som uappellabelt Tribunal var netop kort forinden dukket op med den forhenværende kommunistiske Overgeneral Luiliers Proces for og Domfældelse af Folkeforsamlingen i Ballokalet Elysée Montmartre. Opflammet af det Held, de der havde havt, betoges de Røde nu af en formelig Mani for at ville sætte under Anklage. Der blev Uge efter Uge i Anledning af "de skandaløse Myrderier paa den afrikanske Befolkning" og ikke mindst i Anledning af denne "Finanskrig, der kun var en skjændig Spekulation af rovbegjærlige Bourgeois'er, som vilde plyndre Staten", holdt Ret i store, myldrende, tumultuariske Folkeforsamlinger og fældet Dom under Skikkelse af Dagsordener, der satte Alverden ligefra Gambetta til hele Samfundet under Tiltale. De Røde svælgede i Spektakelnydelser. Deres populære Dandsesale præsenterede sig i straalende Dragt. Fra Balkonen vajede der røde Flag i Mængde; foran Musiktribunen i Salens ene Ende var der rejst en stor Talerstol, betrukken med Rødt og flankeret af sorte Bannere, hvorpaa der med luerøde Tal stod "1871". Vaabenskjolde med Stokkebundter og Liktorøxer, Statuer af Republiken med den røde frygiske Hue paa Hovedet, lange, røde Silkefaner med gyldne kommunistiske Inskriptioner overalt. Ganske vist mindedes man i Regelen uhyggelig meget om Lokalets sædvanlige Anvendelse ved Skilte med Priser paa Øl og Brændevin, og ved den Lugt, der herskede derinde af disse Drikkevarer og af Hvidløg, og som ikke forbedredes ved Tobaksrøgen fra Hundreder af Kridtpiber. Men det generede ikke de selvbestaltede Dommere i Udførelsen af deres Funktioner. De talte og hvinte, brændemærkede Regeringen med samt de andre "Forrædere", som var i Pagt med den, væltede det gamle Samfund og lod Kommunen leve ret af Hjertens Lyst.

Til at ville sætte under Anklage var de Allesammen med, men saasnart der blev Tale om, hvem det i Grunden var, Anklagen skulde gjælde, hørte Enigheden mellem dem op. Rødt er ganske vist altid rødt, men den røde Farve har jo utallige Nuancer. Karmoisin og Magenta, Koquelicot og Cerise skriger paa det Gyseligste, hvis man vilde falde paa at stille dem ved Siden af hinanden. Saalænge det i Samlingsperioden under Jeanne d'Arc-fanen kun havde drejet sig om Floskler ins Blaue hinein, havde Anarkister, Kollektivister og Intransigente broderligt kunnet gaa Haand i Haand; saa saare derimod et konkret Spørgsmaal tvang dem ind paa Undersøgelse af, hvad der skulde være Maalet for deres Spektakler, kunde der ikke undgaas en Spaltning. Rocheforts "L'Intransigeant" gjorde ganske vist Kæmpeanstrengelser for at holde Enigheden vedlige, men det nyttede ikke. Der kom Meeting ved Siden af Meeting, Høg over Høg. Kollektivisterne forkjættrede de Intransigente, de rene Anarkister forkjættrede igjen baade Kollektivister og Intransigente. Disse Sidste var kun Opportunisternes Arvetagere til Magten. Selv Louis Blanc blev stemplet som en Reaktionær. Han havde jo "slikket de kejserlige Generalers skimlede Støvler", blev der sagt i en Anarkistforsamling, en Hentydning til, at han stemte for Nationalforsamlingens Takkevotum til Hæren, efter Pariserkommunens Undertrykkelse. Mens de Intransigente simpelthen vilde have Ministeriet sat under Tiltale for Domstolene, erklærede Gauthier, en af de Højrødestes Talsmænd, Sligt for ligefrem Idiotisme, Kun Forbrydere eller Stærblinde kunde fremkomme med et saadant Forslag. Nej, for Folkets Dom skulde de indstævnes, for de Mødres Dom, hvis Sønner førtes til Slagterbænken i Afrika, for de Fædres, de Brødres, hvis Støtter og kjæreste Slægtninge myrdedes uhævnede paa en fremmed Jord, Da der imidlertid var overvejende Sandsynlighed for, at Ministeriet ikke vilde vise sig saare villigt til at give Møde for en saadan folkelig, hellig og suveræn Domstol, foreslog Gauthier, at Folket efterat have drøftet Sagen og afsagt sin Dom over Ministeriet, skulde begive sig til Deputeretkammeret og forlange Forbryderne udleverede. Vilde yderste Venstres Deputerede forsøge paa at spærre Folket Vejen, skulde man gaa over deres Lig. Dommen vilde da blive exekveret og Forbryderne lide deres Straf. Af hvilken Beskaffenhed denne Straf skulde være, fik man ogsaa at vide, I Frankrig var det en gammel Skik, at Alt endte med en Sang. "Saa lad da," saaledes sluttede den unge Revolutionshelt sit Foredrag, "ogsaa de nuværende Institutioner i Frankrig, hele det nuværende Samfund ende med en Sang. Men denne Sang skal være sidste Vers af Carmagnolen: "à la lanterne! à la lanterne! à la lanterne!" Paa et af de sidste Meetings i Salle Levis gik man endogsaa endnu videre. De nys sammentraadte Deputerede, blev man enig om, havde ikke opfyldt deres Pligt og øjeblikkelig realiseret Folkets Trudsler. De var følgelig ikke Andet end en Hoben Forrædere, Menedere og Bedragere. Clémenceau havde aldrig været Andet end en forklædt Royalist af værste Sort, selv Tony Révillon, deres egen Repræsentant og Gambettas Besejrer, havde kun behøvet at sidde i Kammeret tre Dage for at blive gjennemtrængt af dets Raaddenskab. Man havde følgelig kun Et at gjøre: lade hele denne Yngleæts Hoveder falde under Guillotinen. "Folkets Justitsredskab" blev i dette Møde med rene Ord anbefalet som en Nødvendighed, og man skiltes med Løftet om snart atter at overgive Paris til Luerne og saa ikke spare, hvad man sidste Gang havde været saa ufornuftig ikke at brænde.

Man kom dog ikke til at opfylde dette Løfte. Regeringen lagde Proces an mod Hovedtalerne paa Mødet for Ophidselse til Oprør, under et tidligere Meeting havde den samlet Kavalleri og Kanoner i en umiddelbart til Forsamlingssalen stødende Kaserne for at skride ind, hvis Spektakelmagerne gik fra Ord over til Gadedemonstrationer, og da endelig Gambetta kom til Roret, fandt de Røde det endnu hensigtsmæssigere at stikke Piben ind. De vidste ganske vel, at han i fornødent Fald ikke vilde være bange for at lade dem lugte Krudtet. Men Agitationen under denne Meetingsperiode havde alligevel i en vis Henseende styrket det røde Paris meget betydeligt. Den havde løsnet Taagerne omkring det; den havde tilvenstre udskilt de vildeste Anarkister, tilhøjre de blakkede, famlende Intransigente, men den havde samtidig i Midten formet et Parti med en Fane og et Program. Dette, de rene kollektivistiske Socialister, er det, der i Fremtiden vil tage Ledelsen af den røde Bevægelse i sin Haand. Det kan under givne Forhold faa Assistance fra beslægtede Revolutionære paa begge Sider af det, men kun det har Betingelserne for nogensinde at kunne komme til at spille en virkelig Rolle.

Anarkisterne tilvenstre for det er ikke noget Parti. Kun en lille Gruppe af dem, Blanquisterne, har Noget, der ligner en Organisation. Man har under de forhenværende Kommunardchefer Eudes, Grangé, Vinant og Cournet delt hvert af Paris tyve Arrondissementer i Legioner og Batailloner med Formænd og Underformænd, der skal sørge for Udførelsen af det øverste Raads Beslutninger. Men den parisiske Arbejderbefolkning føler ingen Lyst til at indrangere sig i disse Legioner og Batailloner, thi der er Ingen af Cheferne, der kan fortælle dem, hvad man egentlig vil. Blanqui var født Konspirator. Der er Folk, der fødes til det, som der er Folk, der fødes Poeter, og Andre, der fødes Kokke. Hans Arvetagere har som han kun det ene Maal: at konspirere. Om det Program vil de aldrig kunne samle mere end nogle faa hundrede ligestemte Sjæle. Selv Hovedmassen af dem, der er tilsinds at vælte det hele Samfund omkuld ene og alene for at faa Lov til at vælte, selv de vil ikke indordne sig under det blanquistiske Frimurerselskabs strenge Disciplin. Gauthier angav under et af Meetingene deres Standpunkt. Ethvert Forsøg paa Organisation var efter hans Mening overflødigt og reaktionært, og følgelig ogsaa Dannelsen af en hvilkensomhelst Centralkomitee. En saadan kunde jo i et givet Øjeblik konstituere sig som en Slags Regering til Folkets Undertrykkelse. Al den Organisation, som behøvedes, var Arrondissementskomiteer, der kunde skaffe Lokaler tilveje, i hvilke det frie Folk selv voterede sine Love, fældede sine Domme og sørgede for deres Udførelse. Med en saaledes beskaffen Samling af Revolutionære er der under normale Forhold ingen Anledning til at regne. De kan i tumultuariske Tider forstærke Grosset af en eventuel Omvæltningshær, men de kan ikke selv hverken forberede eller fremkalde nogen Omvæltning.

Heller ikke de Intransigente er noget fast formet Parti med et Program. De existerer kun i Kraft af Alliancer, det er dem, der giver dem deres Farve. Rochefort vil paa sin Viis akkurat det Samme som Anarkisterne: gjøre Spektakel for at gjøre Spektakel. Men under Kampen mod Gambettas Opportunisme kunde hans Blad vinde en forholdsvis meget betydelig Udbredelse og hans Tilhængere synes talrige, fordi det republikanske Partis yderste venstre Fløj med Clémenceau i Spidsen gik sammen med dem. Clémenceau aspirerede oprindelig til en Ministerportefeuiile under Gambetta, og det var først, da dennes autoritære Tilbøjeligheder begyndte at stikke Bukkefoden frem, at han i de Intransigentes Lejr søgte Kadrer for den Oppositionshær, hvis Chef han haabede at blive. Han har et Program, men det bunder til syvende og sidst simpelthen i den frie, demokratiske Republik, gjennemført ud i alle dens Konsekvenser. Han vil fare med Damp, hvor de andre Republikanere ønsker en langsommere, gradevis Udvikling, men deres Endemaal er ikke forskjelligt. Der existerer i Frankrig foruden det store republikanske Parti med dets forskjellige Afskygninger og de gamle, Dag for Dag mere og mere forsvindende Konservative, i Virkeligheden kun endnu een Lejr, der har et Program. Det er Socialisterne. Vil de Intransigente fremtidig spille nogen Rolle, maa de støtte sig til dem. De indseer det ganske vel selv, og alle deres Bestræbelser gaar mere og mere ud paa at skaffe sig Farve ved at skrive det sociale Spørgsmaals Løsning paa den Fane, paa hvilken de ellers vilde have saare vanskeligt ved at indskrive Nogetsomhelst.

Gambetta har i en af sine Taler sagt, at der i Frankrig ikke existerer noget socialt Spørgsmaal. Hans Udsagn ligger et Par Aar tilbage, og han kunde muligvis dengang delvis have Ret. Lige til den seneste Tid har det i Frankrig i alt Fald langtfra existeret med samme akute Karakteer som i det Øvrige gamle Europa. For det Første er det allerede ved Revolutionen af 89 skaaret over paa Midten og den ene Part af det absolut fjernet lige siden da. Den agrariske Socialisme, saaledes som den efterhaanden med Naturnødvendighed maa udvikle sig i England, hvor Grundbesiddelsen er samlet paa nogle ganske faa Hænder, er i Frankrig en absolut Umulighed, simpelthen fordi dens Maal er naaet. I Frankrig er Jorden udstykket saa stærkt, som det overhovedet kan lade sig gjøre. Den langt overvejende Masse af Folket er i England ejendomsløse Nomader, i Frankrig er det en Nation af smaa Grundbesiddere, der sidder fast ved deres egen Jord og paa den lever, om ikke i absolut Velstand, saa dog under forholdsvis antagelige Kaar. Bag Socialismen i Englands og Tysklands store Industricentrer staar som et endnu mere truende Spøgelse det Tidspunkt, da Landbefolkningen drages med ind i Bevægelsen; den er den umaadelige Reservehær, som til Syvende og sidst giver Kampen dens solideste Støtte. I Frankrig derimod mangler denne Reserve fuldstændig; der kan der aldrig blive Tale om nogen agrarisk, men kun om den rent industrielle Socialisme. Og selv denne har ialfald lige til den seneste Tid savnet naturlige Betingelser for at kunne trives. Klimaet i Frankrig er mildt, Jorden rig, Lønnen ingenlunde knap i Forhold til Livsfornødenhedernes Pris. Den naaer aldrig ned under et Gjennemsnit af fem Francs daglig. Det er ikke blot nok til at skaffe den flittige og paapasselige Arbejder et anstændigt Udkomme, men gjør ham det ogsaa muligt, naar han er sparsommelig—og det er jo netop en af de mest fremtrædende Dyder i den franske Nationalkarakteer—at lægge til Side, saa han kan sikre sin Alderdom.

Det er da ogsaa først netop under de sidste Aars røde Agitation, at den socialistiske Bevægelse kan siges at have faaet nogen Vind i Sejlene. Der er naturligvis her kun Tale om den Socialisme, der hviler paa en økonomisk Basis og har økonomiske Maal for Øje. Lige siden Saint-Simons og Proudhons Tider har Samfundets herskende Klasser stadig frembragt dels enkeltstaaende Fantaster, hvis Doktriner ikke fandt nogen Tilslutning hos Folket, dels politiske Agitatorer, som søgte at blande socialistiske Fraser med ind i de Lokkemidler, de satte ud for Hoben, som de vilde lede. Men den egentlige, økonomiske Socialisme er hidtil ikke naaet ned til Folkets inderste Grund, den har lige til den allerseneste Tid ikke været nogen Kræftskade paa det franske Samfund. Selv Kommuneopstanden i 1871 var i Virkeligheden et politisk Fænomen, fremkaldt ved rent exceptionelle Forhold og uden Forbindelse med en Udvikling før eller senere. Først efter den almindelige Amnesti begynder de socialistiske Tendenser at stikke Hovedet frem. De Rødes Ledere søger en Formel for deres Agitation, og de finder i det sociale Spørgsmaal den eneste, paa Basis af hvilken de har Mulighed for at faa Arbejderne med til en revolutionær Bevægelse. Under Meetingsperioden fremtræder den socialistiske Centralkomitee i Paris med Benoît Malon og Jules Guesde i Spidsen og udfolder, beskyttet af den ubegrændsede Tale- og Skrivefrihed, en overordentlig energisk Virksomhed. Den faaer i Bladet "Le Citoyen" sit eget Organ, samtidig med at ogsaa Malon gjennem Artikler i Rocheforts "L'Intransigeant" søger at bearbejde de Samfundslag, hvorfra Proselyter nærmest kunde ventes. Disse Artikler, der oprindelig kun var fremkomne rent sporadisk, bliver til Slutning, da de Intransigente indser Nødvendigheden af at slutte sig tæt til det nyopdukkende Parti, daglige, og samtidig bearbejdes Arbejderbefolkningen ved et Utal af smaa billige, populære Piècer og ved Foredrag i det Uendelige. Theorierne, der prædikes, er simpelthen Carl Marx' Kollektivisme, men de fremstilles med fransk Talent til Popularisering, og den franske Arbejder, der har et naturligt Hang til kun at passionere sig for, hvad han virkelig veed, hvad er, opdager hurtigt, at Kollektivismen netop er det, der giver hans vage revolutionære Trang et fast Program. Allerede paa den socialistiske Verdenskongres i Chur i Slutningen af 81 kunde den franske Delegerede Joffrin henvise til, at hans Parti, der ved Kommunalvalgene i Begyndelsen af Aaret kun havde talt 65,000 Tilhængere, ved Valgene til Deputeretkammeret i September var mødte med en Styrke af 106,000. Om nogle Aar vilde de, tilføjede han, efter hans Overbevisning være en Million og udgjøre "et Parti, mod hvilket Bourgeoisiet og Anarkisterne vilde kæmpe lige forgjæves". Om han end har taget Munden lovlig fuld, saa vil hans Profetier dog næppe blive gjort rent til Skamme. Socialismen er i Opkomst i Frankrig; den er ikke blot den eneste røde Bevægelse, der virkelig er at frygte fremtidig, men den er tillige den, der efterhaanden vil samle alle revolutionære Tendenser om sin Fane. Det er ikke alene, fordi dens Ledelse med Centralkomiteen i Spidsen er omhyggelig organiseret, og fordi den i Modsætning til de andre røde Partier fremtræder med et bestemt Program. Man faaer ingen Sæd til at voxe og trives i en Jordbund, som nu engang ikke egner sig for den. Men Ulykken er, at de oprindelig i Frankrig ugunstige Betingelser for en socialistisk Bevægelses Udbredelse i de sidste Aar har undergaaet saa væsentlige Modifikationer, at et socialt Spørgsmaal virkelig er opstaaet, paa Basis af hvilket der kan rejses en Agitation. Kornhøsten er i flere Aar slaaet fejl, Phyloxeraen har ødelagt Vinmarkerne, og forskjellige andre Omstændigheder har yderligere bidraget til at fremkalde en gjennemgaaende Stigning paa alle Livsfornødenheder. Selv om den franske Vindyrkning ikke har faaet sit Banesaar ved den ulykkelige Epidemi, som har hjemsøgt Vinhaverne, vil der dog altid gaa Aartier, før Skaden kan være udbedret. Desuden maa der tages med i Betragtning det mærkelige økonomiske Fænomen, der endnu aldrig har slaaet fejl: at de ved forbigaaende uheldige Forhold i Vejret drevne Priser ikke synker, selv efterat Aarsagen, som fremkaldte Stigningen, er fjernet. Men samtidig med, at saaledes Dyrheden paa Alt er tiltagen og ikke kan ventes at ville forsvinde igjen, stiger ligeledes mere og mere den franske Arbejders Behov. Han er endnu betydelig heldigere stillet end sine Kaldsfæller i England og Tyskland; det rent materielle Udkomme kan han stadig faa uden Besvær. Det bliver ham imidlertid, efterhaanden som hans Intelligens udvikles, mindre og mindre tilstrækkeligt. Med den stadig voxende Følelse af Menneskeværdighed, med Nedrivningen af de selskabelige Skranker, med de tiltagende Bestræbelser for at gjøre selv den mest Ubemidlede delagtig i Videnskabens Resultater og aabne ham vid Adgang til de Kunstskatte, Civilisationen har sammenhobet, med alt det voxer ogsaa Arbejderens Trang til Noget ud over det for Livets Ophold absolut Nødvendige, han faar en Sans for Nydelse, et Behov for Komfort og Luxus, som han hidtil har manglet, men som mere og mere energisk kræver Tilfredsstillelse.

Den stadige Stigen af Arbejdslønnen, hvori et saadant Krav havner, har hidtil været mulig i Frankrig. Siden Begyndelsen af Treserne har den franske Industri taget et umaadeligt Opsving. De da afsluttede Handelstraktater, som slog Frihandelssystemet fast, gav den et mægtigt Stød fremad; Dampens Udvikling af Kommunikationsmidlerne og af Produktionsmethoderne, Nødvendigheden af at gjøre den engelske Industri Konkurrence paa selve fransk Grund i Forbindelse med forskjellige tilstødende gunstige Omstændigheder bidrog til at gjøre dette Opsving endnu stærkere; hele det sidste Tiaar af Kejserdømmet var en industriel Guldalder for Frankrig. Krigen medførte vel en uundgaaelig Stilstandsperiode paa et Par Aar, men den gav saa langtfra noget dødbringende Stød, at Fremgangen endogsaa fortsattes under Republiken, indtil den endelig henimod Slutningen af Halvfjerdserne naaede sit Kulminationspunkt. Denne Industriens Floreren frembød Betingelserne for, at ogsaa Arbejdernes stigende Fordringer kunde tilfredsstilles. Men Fremtiden vil i saa Henseende rumme Vanskeligheder, som Fortiden ikke har kjendt. Samtidig med, at Livsfornødenhederne bestandig bliver dyrere og dyrere, og at Livsbehovet hos den arbejdende Klasse bliver større og større, vil der rejse sig en saa godt som uovervindelig Hindring for, at Arbejdslønnen yderligere kan forøges. Denne Hindring er den Konkurrence, som de Forenede Stater i Amerika efterhaanden byder Europa paa alle Handelsomraader. Paa Kornmarkedet er den allerede stærkt fremtraadt. De uhyre Landstrækninger derovre af jomfruelig Jord, hvis Frodighed gjør det muligt for en Kolonist med sine egne Hænder at kultivere et ti Gange saa stort Areal som en fransk Agerdyrker, har bragt Korn i Handelen, der i Hâvres Havn kan sælges billigere end det, som kommer fra Normandiet. For mangfoldige Industriers Vedkommende har den nye Verden en ligesaa uendelig Rigdom af Materiale og en ligesaa billig Arbejdskraft. Den har end yderligere enorme Driftskapitaler og et Virksomhedsinitiativ, der lader de europæiske Industridrivende langt tilbage. Kampen, som den har aabnet paa Kornmarkedet, er den i Færd med at gjennemføre paa saa godt som alle Industriens Omraader; denne Kamp vil udvilde sig videre og videre, og det gamle Europa vil her faa en ganske overordentlig farlig Konkurrent. Priserne vil trykkes, Arbejdslønnen vil trykkes med dem.

Forholdt det sig nu som i gamle Dage, at de store industrielle Foretagender var i Hænderne paa Enkeltmand, vilde Sagen maaske endda ikke være saa betænkelig. Disse private Industridrivende vilde indse Faren for dem selv ved ikke at imødekomme deres Arbejdere saa meget, som det paa nogen Maade lod sig gjøre, de vilde finde sig i at lide nogle hundrede Francs Tab om Dagen for dog at kunne stikke et ganske smukt aarligt Udbytte i deres egen Lomme, de vilde sige sig selv, at om man end giver Afkald paa at tjene Millioner, for at Ens Medmennesker ogsaa kan leve som Mennesker, saa er Hundredetusinder heller ikke at foragte. Men en saadan, af Humanitets- eller Klogskabshensyn dikteret Imødekommen mod den arbejdende Klasse er ikke længere mulig. Thi de Tider er forbi, da den store Industri var i Hænderne paa Privatpersoner; det er nu saa godt som overalt i Frankrig Aktieselskaber, der har overtaget Driften, det vil sige et uforsonligt Administrationsraad, der ikke giver sig af med Humanitetshensyn, og hvis Klogskabshensyn udelukkende munder ud i, at Udbyttet kan blive saa stort som muligt, for at Aktierne kan stige og Aktionærernes stadig videre og videre gaaende Fordringer om Renter af deres Penge kan tilfredsstilles. Med andre Ord: man befinder sig overfor den skarpt tilspidsede, rent abstrakte og uforsonlige Kamp mellem Kapital og Arbejde.

Delvis er de her antydede Forhold endnu kun i Færd med at forme sig i Frankrig, men Udviklingen af dem kommer med Nødvendighed og synes i ethvert Tilfælde saare vanskelig at standse. Det er i Sammenstødet af dem, at den socalistiske Centralkomite i Paris vil finde den Jordbund for sin Udsæd, som hidtil har manglet, men som Omstændighederne synes hurtig at skulle opdyrke for den. Og jo flere Proselyter den hverver mellem selve Arbejderbefolkningen, desto ivrigere vil ogsaa de revolutionære Politikere blive for at gaa dens Ærinde og derved om muligt fremkalde de rørte Vande, hvori de kan komme til at fiske. Med deres Hjælp gaar Alting grumme hurtig i Frankrig. I Tydskland er man og vil sandsynligvis endnu i et uoverskueligt Tidsrum være i Stand til at holde den socialistiske Bevægelse nede ved administrative Forholdsregler. Man udsteder Love mod Socialisterne, man erklærer Belejringstilstand, man undertrykker Blade, arresterer og dømmer Partiførerne. I England har Demokratiet gjennem Aarhundreder bøjet sig saa dybt under Autoriteten, at der uden Stød udefra sikkert vilde gaa nye Aarhundreder, før det atter kunde løsgjøre sig saaledes fra den, at en Eruption blev mulig. Begge Steder mangler Befolkningen desuden det Initiativ, som Tilspidsningen af en Katastrofe fordrer. Det franske Folk derimod er iltert og hurtigt til Alt. Det vilde aldrig have kunnet finde sig i at lade et Spørgsmaal som for Exempel det irske trække ud i over firsindstyve Aar. Saa saare Spørgsmaalet har rejst sig tilstrækkelig pointeret til, at det fordrer en Afgjørelse, taaler man ikke, at denne skydes ud. Dertil kommer yderligere det, at man har Lov til fuldstændig frit at diskutere ikke blot Regeringsformens, men hele Samfundets Omvæltning og Sprængning saa bindegalt og i saa ophidsende Udtryk, som man lyster. Under saadanne Forhold kan et stort Samfundsspørgsmaal, naar det en Gang er stillet, ikke længe blive holdt in suspenso. Og der er da, tiltrods for Frankrigs oprindelig ringe Modtagelighed for den socialistiske Smitte, en overvejende Rimelighed for, at det alligevel vil blive den første Skueplads for dens Hovedengagement med det bestaaende Samfund. Det røde Paris har opdaget dette Hovedengagements Mulighed; det koncentrerer allerede og vil fremtidig yderligere koncentrere alle sine Kræfter paa Forberedelserne til det, for endelig, naar Kampens Tid er moden, at fremkalde Explosionen, saaledes som Paris under alle Revolutioner har gjort det. Det er en økonomisk, ingen politisk Omvæltning, der gaas imøde. Det sociale Spørgsmaal vil fremtidig være Indskriften paa de Rødes Banner. Det er deres Styrke. Kollektivismen er en vild, umulig Løsning paa Samtidens store Hovedspørgsmaal, men saalænge ingen anden er funden, er dens Doktriner de farligste, det røde Paris kunde bruge som Løftestang for sin Agitation.