KAFÉ- OG GADELIV.
Reading edition
I.
Paris har mellem det Meget, der gjør den til en By à part, een Ting, som Alle, selv de, der nødigst vil synge dens Pris, maa indrømme er noget Mageløst: den har sine Gader. Man maa absolut Være skabt som en Kvæker for ikke at holde af dem. Og endda. Der var to—Kvækere mener jeg—, der nylig kom over fra Hendes britiske Majestæts alvorlige Land for at prædike Bod og Omvendelse i det moderne Babylon. De havde ikke været fem Minutter paa Boulevarden, før de slog Kors for sig og tog Rejsepas igjen. Det var dem for ugudeligt. Det vil sige, de mærkede, at Fristeren kom op i dem, og var de bleven fem Timer istedetfor fem Minutter, saa vilde det have endt med, at det var dem, der var bleven omvendte.
Der var ogsaa engang en Herre fra Danmark, der, da man spurgte ham, hvad han saa syntes om Pariserboulevarderne, resumerede sit Indtryk i et: Aa jo … saamænd, men de mangler Arkitektur. Det er muligt. Naar man ikke paa længere Tid har været i Kongens Kjøbenhavn, taber Ens Blik let sin kritiske Skarphed i saa Henseende. Men mangler de Arkitektur, saa har de Liv istedetfor, et Liv af en ganske ejendommelig Art. Det lokker ud som Solskin paa en Dag i Maj, og det holder fast som disse forunderlige, stille, lyse Sommernætter, i hvilke man gaar og driver med gode Venner under Armen og aldrig kan bekvemme sig til at gaa hjem. Man føler Menneskebadet i disse Gader som en Foryngelse. Tryk og Tyngder, som laa paa En, gaar væk; Livslysten begynder at krible, Humøret kommer op. Man fyldes af Velbefindende, man nyder, man lever; der er noget Æggende i Luften, en Ozon af Fest, som man aander ind, og som sætter Fart i En fra Top til Taa.
Pariserboulevarden er nemlig en Gade af fuldstændig særegen Beskaffenhed. Det er ikke blot Færdselen, Mylret, den brogede, mangfoldige Verdensstadskolorit, der gjør den til, hvad den er. Af den Slags Liv har London ligesaa meget og mere endnu. Men hvilken Forskjel er der ikke alligevel! I London er Gaden simpelthen en Forbindelsesvej mellem to Punkter, et, som man forlader, og et andet, som man skal til. At naa dette sidste i den korteste Tid og med de mindst mulige Forhindringer, bliver i det samme Øjeblik man sætter Foden udenfor Døren den eneste Tanke, man har. At være paa Gaden blot for at være der, lader sig aldeles ikke gjøre. Overalt omkring sig har man travle Mennesker, der farter afsted med lange Skridt og klemmer sig gjennem Trængselen for at komme frem. Vognene ruller og ruller, Kuskene pidsker paa, den tusindtungede Støj glider ligesom sammen i et eneste Raab: afsted, afsted, afsted! Man seer Ingenting, man sandser Ingenting, man føler kun Stimen, der er bagved, man synes, den vilde vælte over En og lukke sig og begrave En, hvis man standsede, og man tumler da med i det rastløse Jag. Man gaar og gaar og gaar og bliver først Feberen kvit og kan trække Vejret igjen, naar man er ved Maalet.
I Paris derimod er det anderledes: Selv hvor Farten og Færdselen er størst, er der ikke noget Aandeløst ved den. Folk har nok travlt hist og her, men man lægger knap engang Mærke til det, de forsvinder mellem Mængden, der ikke har det, mellem dem, der sidder paa Kaféernes Fortougsstole, staar i Gadedøre eller i Grupper paa Trottoiret og passiarer, driver langsomt op og ned for at drive. Man har en Fornemmelse, som om man var paa Fornøjelsestour, for at hvile sig, for at se og standse, hvor der er Noget at se, lukke Øjnene rigtigt op og fylde sig med Indtryk. Man er gaaet ud for en Timestid og for at besørge Et eller Andet, men uden at man veed af det, er Dagen tilende, og naar man kommer hjem, opdager man, at man har glemt det, man var gaaet ud for. Gaden har underholdt, moret En, saa man ikke har kunnet rive sig løs fra den, og saa har den lagt Beslag paa En helt. Man har ikke noget Øjeblik følt sig paa en Landevej, hvor man skulde videre, man har følt sig som i en Salon, hvor man befandt sig fortræffeligt, og hvor man følgelig blev. Og det er i Virkeligheden ogsaa det, Parisergaden er. Hjemmet kjender Pariserne kun som et Sted, hvor man arbejder; Hvilen, Adspredelsen efter Arbejdet maa hentes udenfor de fire Vægge, midt i Tummelen og Trængselen, helst hvor den er allerstørst, der er dér flest Incitamenter, som faaer Blodet til at rulle hurtigere og sætter den letpaavirkelige Fantasi i Bevægelse. Man søger til Boulevarden; den er den store Fællessalon, hvor hele Byens Befolkning strømmer hen for at tilfredsstille sin enorme Trang til Selskabelighed, hvor man mødes med Lyst til at være sammen, hvor man færdes mellem hinanden med den elskværdige Forekommenhed, den Lethed i Tilnærmelse, der er en ganske naturlig Følge af Bevidstheden om, at man gjensidig er der til hinandens Underholdning. Det parisiske Gadeliv bliver paa den Maade mere end broget og mangfoldigt; det faaer de lyse, fornøjelige Toner over sig, den Glands af Glæde, den Hvile midt i Uroen, den Harmoni midt i Farvemylren, som gjemmer Behaget, hvormed det fortryller, den Charme, der gjør Pariserboulevarden til noget ganske Andet end en hvilkensomhelst Gade i hele Verden.
II.
Uhyre betegnende for den er dens Kaféer. De ligger Side om Side, utællelige næsten, ned langs den milelange Pulsaare, der drager sig fra Bastille- til Concordepladsen. I det mindre fornemme og mindre befærdede Templekvarter, paa Strækningen fra Ghateau d'Eau til Frihedssøjlen, faaer Boulevarden en Smule Luft for dem hist og her; men fra Rue Rougemont nedefter til Madeleinekirken klemmer de sig op ad hinanden, saa der paa sine Steder knap er nogle Alens Plads imellem dem. Deres Antal vilde være latterlig overdrevent, hvis de alene havde Funktion som Beværtningssteder; ikke Tiendeparten af dem kunde bestaa, selv om Pariserne var det mest forfaldne Folkefærd i Verden. Nu er de imidlertid tvertimod det allersobreste, der kan tænkes, og samtlige Kaféejere bliver hovedrige Folk alligevel i Løbet af nogle faa Aar. Tingen er, at de har Andet at byde deres Gjæster end de Varer, der skjænkes ud. Kaféen er en reserveret Plads paa Gaden, et Slags hyggeligt Sofahjørne i den store Fællessalen. Det er som saadan, den maa betragtes, det er paa at være det, dens Existens er baseret. Udstyrelsen er uden Pragt, for en Luxusby som Paris næsten fattig. Smaa, magelige, komfortable Kroge, hvor en sluttet Kreds kunde trække sig tilbage for sig selv, mangler fuldstændig; hver lille Plads er benyttet, overalt staar der Bord ved Bord med kun akkurat saa meget Mellemrum, at en Person kan klemme sig derigjennem. Paa at sørge for Gjæsternes Underholdning har man heller ikke lagt Vægt; kun i de afsides Gader har Kaféerne Billarder, og deres Forsyning med Aviser er mere end mangelfuld. Man holder en fem, sex parisiske i et enkelt Exemplar, slet ingen fra Provindserne eller Udlandet. Hvad der serveres, er dyrt; en almindelig "Consumation". betales med en halv Franc, uanseet hvori den bestaar. I alle disse Henseender kan Pariserkaféen, ikke maale sig med, hvad man finder i andre store Byer. Men hvad den har forud, er Offentlighedens brogede Sceneri, Gadelivet rundtomkring den. Den er aaben ud mod Trottoiret, og dens Lokale fortsætter sig ud paa dette. Kaféstolene optager rigeligt dets halve Brede; de betydeligere Kaféer kan have en halvhundrede Borde derude, og det er disse, der er det Væsentlige, Salene indenfor er nærmest kun at betragte som et Slags Appendix. Naar det regner, bliver Markisen hejset ned, saa Gjæsterne kan bilde sig ind, at de sidder i Tørrevejr, og heller ikke Kulden kan jage dem bort fra deres Trottoireplads undtagen nogle ganske enkelte Dage, naar den gaar over alle Grændser. Hele ti Maaneder af Aaret er Kaféen i Sommerhabit, og selv de to andre er Vinterkostumet ikke seriøst. Fortougsstolene bliver staaende, og de store Glasruder, der skydes op for den aabne Væg, glider selv i December og Januar tidt ned i Kjælderen igjen, saafremt Temperaturen nogle Dage bliver en lille Smule mild, Pariserne er ikke kuldskjære, naar de blot kan faa Lov til at være paa deres kjære Gade.
Kun i de tidligste Formiddagstimer staar Kaféen halvvejs tom, vegeterer med morgengnavne Opvartere og bædekerstuderende Rejsende. Allerede ved Frokosttid begynder Gjæsterne at strømme til den i Masse. Den er i Regelen Restauration tillige. Pluraliteten af Forretningsfolk er nødvendigt henvist til den; de har for langt til Hjemmet og for travlt om Tiden til at kunne gjøre en Rejse til den anden Ende af Byen for at spise. Frokosten paa Kaféen, koster dem ganske vist mindst tre, fire Francs, og der gaar ogsaa dér let en Time eller to med i Løbet Men hverken de eller Pengene er spildte. Man træffer den Kreds af Mennesker, med hvilken man staar i Forbindelse, man henter Oplysninger, man slutter Handeler, Forretningerne gaar deres Gang, de betydeligste af dem afgjøres tidt netop ved Frokostbordet. Hurtig, foretagsom, resolut, som man er, klar over hvad man vil, og vant til at sige det kort, i en Fart og uden Omsvøb, føler man ingen Trang til at sidde i Kontorstole og snakke op og ned ad Væggene for at faa en Sag i Orden. Et Spørgsmaal, et Svar—<volà, c'est entendu. Garçonen bringer Pen og Papir, og Kontrakten er sluttet, inden han faaer den næste Ret serveret. Frokostkaféen er Børs ligesaameget idetmindste, som den er Spisekvarter. Men det forhindrer ikke, at den i den sidste Egenskab er uovertræffelig. Le chef de la cuisine, den imponerende, alvorlige Medborger med det store, hvide Forklæde, Hirschfængeren og Bagerhuen, er en Mand, der forstaar sin Metier. Han kan undertiden være indisponeret ved Dineren; om der ved den sniger sig en Smule Skjødesløshed ind, har endda ikke saa Stort at sige. Publikummet er det kritikløse, der kommer i Ny og Næ, som ikke har nogen selvstændig Mening, men finder Alting ypperligt, naar blot Stedet har Renommée. Ved Déjeuneren derimod er det nødvendigt at holde Ørene stive. Han arbejder da for Gjæster, hvis Tunge forstaar at grade en sauce relevé's Pikanteri, og som øjeblikkelig vilde fange den gode Homer, hvis han tog sig et Blund. Han er paa Højden af sin Kunst, og hans Kunst er stor. Boulevardkaféen vilde være uforlignelig, selv om den ikke havde andre fortræffelige Sider end sin Kjøkkenchef.
[Illustration: Le chef de la cuisine.]
Den har sin Absinthtid, den er endnu mere enestaaende end han. Fra Frokost til Midnat er Trottoirestolene stadig besatte, men i "l'heure de l'absinthe" er der ikke een tom Plads. Man kjender ikke den Time andetsteds; den passer kun for Pariseren, den hænger netop paa det Nøjeste sammen med den Rolle, Gaden og Kaféen spiller i hans Liv. Naar han henimod Aften er færdig med sit Arbejde, lægger han mellem Forretningsbryderierne og de huslige Bekymringer, som muligvis venter paa ham hjemme, et kort Otium, under hvilket Alt, hvad Tilværelsen kan have af Generende og Ubehageligt, bliver jaget ubarmhjertigt paa Porten. Han kjøber sin Aftenavis i Kiosken, gaar paa sin Kafé, sætter sig ved det lille, runde Bord, hvor han er vant til at sidde, bestiller sin Consumation og lader saa en Timestid eller halvanden hele sin Person, Legeme og Sjæl, svømme ud i et stort, roligt Velbefindende, i hvilket der kun er een Bevidsthed klar, een Fornemmelse raadende: den, at Livet dog i Grunden er en mageløs prægtig Ting. Absinthen, det halve Glas Øl, Fingerbøllet fuldt af Madeira, eller hvad det nu er, han drikker, det er kun et Skalkeskjul, en Tribut, han erlægger af sin Plads, som de to Sous, han i Parc Monceau eller Champs-Elysées betaler Madammen for sin Stol. Og Avisen! Der kunde staa i den, at Jorden imorgen skulde dumpe ned paa Solen og blive slugt af dens Flammer, før Absinthtimen var forbi, vilde hans Tanker dog ikke samle Bogstaverne til en Mening. De Øjne, hvormed han seer paa dem, er i Slægt med Papas Ører i den lille, lune Provindskrog, naar han har trukket Slobrokken paa, og hans Frue har kommet Sukker og Fløde i hans Middagskaffe, og hans lille Pige tændt den store Merskumspibe for ham, og han saa lægger sig paa Sofaen og siger: "Saa Børn, snak I kun, Fa'er hører efter." Nej, Fa'ers Pibe gaar ud, og Fa'ers Kaffe bliver kold, og Fa'er hører ikke, han holder Absinthhvil paa sin Maner. Pariserens er en anden. Han blunder ikke hen i Hjemmets Hygge, for den kjender han ikke, men i det, der er hans Kjærlighed og Stolthed. Hans Sjæl glider ud i Gadens, i hans store, elskede Bys Liv og bliver ligesom Et med den. Det er Velværet for ham, det har paa sin Viis al den lykkelige Ro, al den uendelige Tilfredshed, som et Menneske føler, naar han nogle Øjeblikke lever helt i det, han elsker.
Middagen, kommer. Ekvípagerne, som Kafégjæsten mellem Fem og Syv har siddet og seet bære al Paris's Pragt til og fra Boulogneskoven, begynder at rulle sparsommere, de Ventendes Klynger ved Omnibusstationerne og Fodgjængertrængselen paa Refugerne bliver tyndere, Vognqueuens Knuder løser sig selv paa de Hjørner, hvor Sidegaderne munder ud i Boulevarden, der er Efternølere af Promenerende endnu, men deres Skridt bliver hurtigere, Damerne er hørt op at strømme ud fra Butikerne, deres Toiletters brogede Luxus afløses af de smaa Arbejderskers sorte Merinoskjoler, Avissælgernes Raaben med de friske Aftenaviser dør hen. Paris har, solende sig i sin egen Glands, saalænge Absinthtimen varede, budt Trottoirepublikummet den højeste Udfoldning af sig selv, men Skuespillet er nu tilende, Gadelivet holder Middagspause, og Kaféstolene gjør det paa samme Tid. Synderlig lang bliver denne Pause dog aldrig. Naar Absinthen ikke længer kan bruges som Paaskud for Fortougsotiet, kommer Touren til Mazagran'en og Bock'en; atter om Aftenen er Boulevardkaféen det store Forlystelsessted, hvis Tiltrækningskraft bestandig holder sig lige lokkende. Publikum er et andet end i Eftermiddagstimerne, men det er ikke mindre talrigt. Naar en Pariserfamilie af de jævnere Samfundsklasser vil tilbringe en rigtig fornøjelig Aften, gaar den paa Kaféen, og har man Gjæster, er det næsten uundgaaelig nødvendigt, at man fører dem derhen. I Hjemmet har man hverken Plads til eller er indrettet paa eller finder nogen Morskab ved at være sammen. Om Selskabelighed inden fire Vægge har den langt overvejende Part af Pariserbefolkningen aldeles ikke noget Begreb; Kafébesøget træder i Stedet for. Skal der være exceptionelt Gilde, gaar man paa en af de store Sangerpavilloner i Champs-Elysées, hvor Publikum sidder under aaben Himmel og har dobbelt Skuespil, et omkring sig som paa Boulevarden, og saa som Tilgift det oppe paa Scenen. Til daglig Brug er den Fornøjelse imidlertid for dyr. "Entrée libre" hedder det vel paa de fristende, illustrerede Kæmpeplakater, og det er ogsaa ganske rigtigt, man kommer gratis ind, men den Consumation, man er nødt til at bestille her som paa enhver anden Kafé, koster til Gjengjæld tre Francs. Det giver Pariserne nødigt ud for at more sig, de er for forvænte med virkelig at faa den Slags Ting gratis. Paa Boulevardkaféen er Morskaben for dem omtrent den samme, og den er ulige billigere. Den halve Franc, man betaler for sit Øl, giver Ret til at beholde Fortougsstolen, saalænge man lyster. Kun Ødelande fornyer Consumationen. Man bliver siddende ved det tømte Glas og seer og seer. Boulevarden, straaler, det summer og mylrer paa alle Kanter, nye Figurer, vexlende Billeder drager forbi i ustandselig Række, Tiden gaar, uden at man mærker det. Man har ikke Behov for Kaféens Varer. Livet, Tummelen, Luften, mættet med Boulevardens Parfume af Fest, stiger En til Hovedet og gjør En ør. Naar man gaar hjem, er det, som om man havde været en Nat i Sus og Dus. Og man har dog kun siddet et Par Timer paa et Fortoug. Det er det, der er Pariserkaféens Hemmelighed.
III.
For en stor Part af Pariserne indskrænker Kaféen sig imidlertid ikke til at være Selskabssal alene. Den har ogsaa mere dagligdags Funktioner, den er for dem Kontor tillige, Arbejdsværelse, Modtagelsessalon, politisk eller litterært Klublokale og andet Sligt. Den har i saa Henseende meget gamle Traditioner. Garçonen i den lille, historisk berømte Café Procope i Rue de l'ancienne comédie paa den venstre Seinebred viser endnu med Stolthed Gjæsterne det Bord, ved hvilket Voltaire i femten Aar "har siddet og skrevet sine Breve til Kongen af Preussen". Rousseaus, d'Alemberts, Crébillons og Mirabeaus Portrætter kiger ned fra Væggen og fortæller, at ogsaa de har havt et andet Hjem i disse gamle, tilrøgede Sale; Gambetta, veed Alverden, har fulgt efter dem. Og saaledes har saa at sige hver eneste Kafé sin Biografi vævet ind med berømte Navne. Bohèmeperioden var særlig deres store Tid. Hvertandet selv af de betydelige Talenter havde bogstavelig ikke noget Hjem udenfor Kaféen. Naar man engang fandt dem døde paa et Tagkammer, i en Kasse med Bøger og Manuskripter, der tjente som Seng, fik man at vide, hvor deres Bopæl var, men lige til det Øjeblik anede selv deres intimeste Bekjendte det ikke. Den Race Mennesker er ganske vist nu forsvunden, kun nogle enkelte Exemplarer af den gaar i vor nøgterne Milliontid om som Spøgelser, hvem en driftig Impressario godt en skjønne Dag kunde falde paa at vise frem for Penge i Folies-Bergère. Men deres Betragtning af Kaféen var altfor ægte parisisk, passede altfor godt for specifik franske Nationaltilbøjeligheder, til at den kunde forsvinde med dem. Deres Efterfølgere i Kunstens, Litteraturens og Politikens Verden er satte, fornuftige Folk med Orden i deres Liv og Orden i deres Pengekasse. De mangler saa lidt Hus og Hjem, at de tidt har egne Hoteller endogsaa. Ikke destomindre er Kaféen vedbleven at være det Sted, hvor de med Forkjærlighed afgjør alle Forretninger med Omverdenen. De har en regelmæssig daglig Tid, da de kommer paa den, som paa et andet Kontor, hjemme er de kun for at arbejde, og der vil de ikke forstyrres. Selv opgiver de stadig "deres Kafé", naar man spørger, hvor de kan træffes, deres Portner har Ordre til at give Folk Anvisning paa den, de lader endogsaa deres Breve adressere til den. Man kan have kjendt hinanden i aarvis, omgaas daglig, være Dus, uden at vide hinandens Husnummer.
Litterære og artistiske Samlingssteder er Kaféerne tildels allevegne, men i Paris er de tillige politiske. Under bevægede Perioder er det dem, der bliver de store Agitationscentrer. Oppositionen fødes der og udgaar derfra. Gambetta og en Mængde andre af de Mænd, der nu i forskjellige Stillinger er ved Roret i Frankrig, har begyndt deres Karriere paa Kaféerne; har Kafédiskussioner og Kafétaler som Basis for deres Popularitet og deres Position. Under Kejserdømmets sidste Aar var Café Mazarin den hele republikanske Stabs Hovedkvarter. Kommuneopstanden er senere undfanget paa den, og mellem brogede Omgivelser af Fremmedpublikum og Boulevard-Demimonde diskuterer endnu de hjemvendte Ny-Caledonister deres Samfundsomvæltningsplaner paa dette Sted. Bonapartisterne samles paa den fornemme Café de la Paix, der indtager Hjørnet af Operapladsen og Boulevard des Capucines, i Tortonis alvorlige Sale sidder "Kong" Henriks tro Mænd og hvisker hemmelighedsfulde Konspirationer, mens de hvidhaarede Tjenere serverer dem deres petit verre de Madère. Til daglig Brug spiller Politiseringen ganske vist ikke én saa fremtrædende Rolle som i Provindsen. Der er de forskjellige Partiers Kaféer ligefremme Krigslejre, der ligger i uafbrudt Kamp. Man indskrænker sig ikke til Demonstrationer, man kommer stundom til Haandgribeligheder endogsaa, og naar det ene Parti vinder en stor Sejr, hænder det ikke saa sjeldent, at det uden videre lukker det andets Kafé. Noget saadant kan under normale Forhold ikke passere i Paris; i det mylrende Kjørind af Fremmede og tilfældigt Publikum drukner Politikerne. Men de er der liger fuldt og giver Kaféen dens absolut udprægede Farve. En Mazaringjæst vilde betragte det som en dødelig Fornærmelse, om man bød ham et Glas Øl paa Café de la Paix, og en Tortoni-gjænger vilde ikke uden evige Samvittighedsnag kunne sætte sin Fod paa en af de fuldblods republikanske Kaféer.
Et specielt Publikum i en eller anden Retning har de fleste Pariserkaféer. Naar man er kommen nogle Gange paa dem, vil man hurtigt finde en Type, der er karakteristisk for hver enkelt. Den oppustede, skvadronnerende Børsmatador har erobret Café Riche og sidder selvbehageligt solende sig i sin egen Glands og breder sig paa de Fortougsstole, der endnu for faa Aar tilbage var de nobleste paa hele Boulevarden. Paa "Néapolitain" har hver anden Gjæst den røde Roset; det er Kaféen for "les officiers superieurs". "Suéde" samler Skuespillerne, "Americain" Boulevardjournalisten, "Grand Café" de gamle Grundejere og "Helder" de unge Levemænd. Af de Fremmede har hver Nation sin særegne Kafé, hvor de, som Tydskerne paa Café de la Terrasse ved Gymnasetheatret, i Regelen indretter sig saa komplet med hjemlige Vaner og Sæder, at ingen Pariser vover at sætte Foden paa deres Enemærker. Det er kun Nordboerne paa "Régence", der er et saa fremkommeligt Folkefærd, at de kan enes om Kafé ikke blot med Polakker og Czeker, men endogsaa med Pariserne selv. Foruden for Théâtre français' Personale er Régence tillige Samlingssted for samtlige Seinestadens enragerede Schakspillere og Valpladsen, der er Vidne til alle deres store Turneringer. At de har deres særlige Kafé, er endda forstaaeligt. Men hvem har det ikke i Paris? Ligefra Akademiets Udødelige, der mødes paa "la Rotonde" i Palais-Royalhaven, helt ned til Kludesamlerne, der drikker deres Absinth med Standsfæller paa "Californie" og lignende Steder, er der ikke nogen Klasse, nogen Kreds, nogen nok saa lille Gruppe af Mennesker, hvem en fælles Interesse forbinder, uden at de maa til Kaféen for at drøfte den i Kompagni. Dertil kommer saa Hærskaren af flygtige Turister. De er ifølge Sagens Natur henviste til at leve paa Gaden og Kaféen, og de gjør det selvfølgelig efter saa meget større Maalestok, naar de kan gjøre det med et saadant Behag og et saadant Udbytte som i Paris. Resultatet bliver, at hvert tiende Hus har en Kafé i Stueetagen, og at af Byens to Millioner Beboere ganske sikkert en halvtredsindstyve tusind mindst tjener deres Brød som Skjænkeværter eller Garçoner.
[Illustration: August (se Pag. 305) serverer for Nordboer paa Café de la Régence.]
Kaféens, særlig Boulevardkaféens Publikum er imidlertid ikke Indtægtskilde for dem alene. Naturligvis kaster Reklamen sine Garn ud efter det. Det staar jo der i Fortougsdammen som Fisk i Stimer, saa velplaceret som muligt til at lade sig fange. Fotografen forvandler Partiet omkring Café Riche til en Fehave i Fuldmaaneskin for at underrette om, at han tager Billeder ved elektrisk Lys. Fornøjelsesetablissementerne spænder Gasguirlander med deres Navne ud mellem Træerne foran Kaféerne, driftige Skræddere præsenterer paa Husmuren ligeoverfor en lang Række komiske Laternamagikabilleder for at fæste Opmærksomheden paa deres Adresse, der staar som Ramme udenom, Hippodromen lader i langsomt Ridt hele Optog af udpyntede Drenge til hest passere forbi. Men selv bortset fra saadanne snilde Forretningsmænd, der søger at slaa deres Existens fast i Kafépublikummets Bevidsthed, fordi de veed, at i Paris er Ens Lykke gjort Dagen efter, at man er kjendt, selv bortset fra dem er der Hundreder, Tusinder, for hvem det hvilende, fordøjende Paris, der i ddagstimerne sidder paa Boulevardkaféernes Stole, er Kildes til hele, deres Subsistens.
De er et saare karakteristisk Træk i den store Stads Gadefysiognomi, disse altid tilstedeværende, altid ivrigt opsamlende Menneske-Spurve, der lever af Krummerne fra de Riges Bord. Hvordan de kan mættes, hvordan de stundom kan blive ganske fede endog, synes en uudgrundelig Gaade; man kan sidde timevis og kun se dem tjene et Par Sous i det Højeste. Men adskillige af dem har alligevel hjemme meer end eet Strømpeskaft fuldt af Guld og Sølv, længe før de opgiver deres halvt sælgende, halvt betlende Zigeunerexistens paa Boulevardkaféerttes Trottoirer.
Alverden, der har været i Paris blot en eneste Dag, kjender Kikkertmanden. Fra Morgen til Aften lister han sig frem og tilbage mellem Kafébordene, intet nyt Ansigt undgaar hans Opmærksomhed, han er der strax med sin Theaterkikkert, og selv om man forsikrer ham, at man har hele Huset fuldt hjemme, undgaar man ham dog ikke. Hans er noget aldeles Exceptionelt, une vraie occasion. "Vous n'en trouverez pas deux," forsikrer han med en Overbevisning i sin Stemme, der har næsten Lidenskabens Klang. Men det forhindrer paa ingen Maade, at han, naar han en enkelt Gang faaer sin Vare afsat, et Minut efter har akkurat Magen tilfals paany. Aar ud, Aar ind er der ikke ringeste Forskjel at se hverken paa ham selv eller paa hans Kikkert, paa det blankpolerede Messingbeslag og den lakerede Rem, i hvilken han transporterer sin Skat, medens hans store Sko slider Furer i det Stykke Asfaltfortoug, over hvilket han i Tidens Løb har bevæget sig Millioner og Milliarder af Gange, stadig med de samme smaa listende Skridt og de spændt aarvaagne, halvt lurende Øjne.
I sit Følge har han en Hærskare af andre ambulante Handlende. Det er en hel vandrende Bazar, der passerer forbi, naar man sidder en halv Time foran en Boulevardkafé. Men altid de samme Salgsgjenstande, altid de samme Ansigter, som man har seet den sidste halve Snes Aar. En ny Handelsartikel og en ny Handlende foran Boulevardkaféerne er en Sjeldenhed ligesaa stor som et nyt Diamantsmykke i Juvelerens Udstillingsvindue, eller en Butik, som man ikke finder igjen paa det samme Sted en Menneskealder igjennem. Intet er saa konservativt som Paris's Gadefysiognomi; maaske hjælper ogsaa netop det ikke saa lidt til Hjemligheden, man føler i disse Gader.
Født med Kaféen og absolut uadskillelig fra den er dens Stumme. De mener som saa, at intet Menneske gjør Ret i at ødsle sin Tid bort, selv ikke, naar han sidder paa et Fortoug, og de foreslaar derfor Gjæsterne paa Trottoirestolene Studiet af deres Tegnsprog som en smuk, belærende Underholdning i den ledige Time. Saasnart man har sat sig, indfinder de sig strax og lægger deres lille sammenfoldede Papir paa Ens Bord. Er man nysgjerrig, rører man blot ved Papiret, betragtes det som en stiltiende Indrømmelse af, at man gaar ind paa den Stummes Forslag og er villig til at afkjøbe ham hans Sprognøgle for to Sous; men lader man det hemmelighedsfulde Papir blive liggende ganske roligt uden med nogen Gestus eller noget Øjekast at give Interesse for det tilkjende, falder heller ikke den Stumme paa at inddrive nogen Kontribution. Naar han har endt sin Ronde og forsynet alle Bordene med Papirer, samler han sine Smaasummer ind, og han veed altid ganske nøje, hvem der har været nysgjerrige; kun de maa bøde. Da Boulevardkaféerne imidlertid stadig er fulde af Fremmede og andre debuterende Gjæster, gjør den Stumme som oftest ingenlunde daarlige Forretninger.
Stadig tilbagevendende Handlende er ligeledes Manden, der tilbyder smaa hvide Terryhvalpe og grønne Selskabsfugle, Konditordrengene med deres hvide Forklæder og deres glaserede Æbler stukne paa Pinde, Stokkehandleren, Gibsfigursælgerne, Blomsterpigerne med deres dejlige, langstilkede Roser og meget hyppigt med et ganske spædt Barn paa Armen, den geniale Kunstner ikke at forglemme med det lange graa Haar, Matrosbaretten og Gymnastikskoene samt med et stort Oliemaleri under hver Arm, hvilke Kunstværker han paa Grund af øjeblikkelig Forlegenhed ønsker afhændede til en Kjender, hos hvem hans Arbejder kan komme til at gjøre sig tilbørligt gjældende. Uendeligt talrige er den lille Pariserindustris Repræsentanter. Hvert halve Minut maa man gjøre Kæmpeanstrengelser for at slippe for at kjøbe imiterede Uhrkjeder, Ærmeknapper, Sprældemænd, Smaadjævle med Bly i Halen eller Spaanslanger, der slaar Volter ud af deres Træhylster. Det er Altsammen fænomenalt billigt, men naturligvis er Kvaliteten saa ogsaa derefter. Paris er en underlig By: for hvert Skridt Verdens vildeste Raffinementsluxus ved Siden af det allerforfærdeligste Markedskram, Millionæroverdaadigheden og Elendigheden Haand i Haand, Karusselbanen, hvor Ejeren selv er baade Hest og Udraaber og Bajads og Ringstativ, ude i Champs-Elysées klods op ad Ledoyens Restauration, Kagekonens tag- og vinduløse Bod ved Siden af Juvelerens Udstillingsvinduer med Smykker til en halv Million. Et godt Skilt for, hvordan Livet i Virkeligheden saa grumme tidt former sig i den store By: intet Svælg mellem Samfundsklasserne, ingen Afgrund mellem Rigdommen og Fattigdommen. Den pjaltede, barhovedede Dreng, der idag byder sine Svovlstikker til Salg paa Boulevardkaféen, kan om nogle Aar høre til Verdens Matadorer, der behøves dertil i en By som Paris kun Talent og Energi, og den unge Spradebasse med sine arvede Millioner, der nu skjødesløst slynger sin Havannacigar ind under Kafébordene, efterat have taget et Par Drag af den, kan muligvis ligeledes om nogle Aar, om nogle Maaneder maaske—der behøves i Paris kun nogle Fruentimmer dertil, nogle Nætter i Spilleklubben, paa Helders Restauration o.s.v.—kjendes igjen i Lazzaronen med den fidtede Voxdugspose og den lange Stok, i hvis Ende er befæstet en spids Jernkrog, Cigarstumpesamleren, ligeledes en af Boulevardkaféens ejendommeligste Menneske-Spurve.
Han kommer med de tidligste Morgengjæster og forsvinder først igjen, naar mellem Et og To om Natten den sidste Efternøler forlader Kaféens Trottoire. Ikke den mindste Stump Cigaret kan blive kastet, uden at han strax slaar ned, rager den ud med sin Hage og putter den i Posen. Han har Spurvens skarpe Øje og Spurvens Dristighed, og han bliver taalt, næsten fredet om paa Boulevardkaféen, som Spurven bliver det i Tuileriehaven. Uden Frygt arbejder han sig ind selv i den tætteste Trængsel for at hente sine Smuler under Bordene, der staar længst inde, og Folk rykker tilside og gjør Plads; det er nu engang hans Livsstilling at samle Tobaksstumper, og i Paris respekterer man alle Livsstillinger.
Saaledes er det da en hel Mylr af Mennesker, der om Aftenen vender hjem fra Boulevardkaféen med fyldte Lommer. En saadan Kafés Publikum paa en enkelt Dag er jo i Virkeligheden ogsaa større end mange Smaabyers samlede Indbyggerantal. Den store By har sin Existenskamp, mere vild, mere fortvivlet, jo større den er, men den har ogsaa en uendelig Mængde af Muligheder for at friste Livet, der aldrig lader Nogen i Stikken, som for Alvor vil leve. Det er dens Velsignelse. Skal man arbejde sig op fra Ingenting, saa er Kaféfortouget der. Meer end een Millionær er begyndt med at sælge Smaakram paa det. Thi er det den store Samlingsplads, hvor hele Paris holder Hvile, saa er det Markedspladsen tillige, hvor Byens Liv hober sig sammen med alt, hvad det har af Ejendommeligt og Typisk, Paris i Essens, Paris i den mest brogede, mest straalende, mest forunderligt fængslende Udfoldning af sig selv.
[Illustration: Cigarstumpesamleren.]
[Illustration: Den provençalske Digter Mistral.]