← Table of contents
Fra det moderne Frankrig

PARISERE EN ÉVIDENCE.

Reading edition

Mme. Adam's Salon.

Parisersalonerne har gjennem Aarhundreder spillet en uhyre Rolle. Fra Hotel Rambouillets Tid hele det gamle Kongedømme til Ende var disse smaa toneangivende Selskabscentrer i Virkeligheden Frankrigs Hjerte. Der dirigeredes med souveræn Magtfuldkommenhed Smag og Mode, der dikteredes Moralens Love, der styredes endogsaa med fine, umærkelige Drejninger Politikens Ror. Revolutionen mejede Hovedet af dem som af alt aristokratisk Konspirationsvæsen. Men de kom igjen med Kejserdømmet. Naaede de end aldrig under dette helt op til gammel Glands og Herlighed, saa var de dog paa gode Veje til det, da den tredie Republik pludselig holdt sit Indtog og atter vendte op og ned paa det bestaaende Samfund. Med den gamle Tingenes Orden forsvandt de gamle Saloner. Nye i deres Billeder er der ikke dukket op i det moderne Frankrig. Hvis der nogensinde vil gjøre det, vil det i hvert Fald vare en Stund endnu. Salonens første Livsbetingelse er en Slægt af Patriciere. Det har Paris i vore Dage ikke. Det har kun Millionens Aristokrati, og det kan pynte sig op saa straalende det vil, det bliver aldrig Andet end Plebejere alligevel.

Forsaavidt de gamle Adelsslægter virkelig existerer længer—man hører saa lidt til dem, at man har Grund til at tvivle derom —er det i hvert Fald saa godt, som om de ikke existerede. De venter paa deres hvide Faneridder i Tornerosepalaier, hvor de hviler saa blødt i Spindelvæv og sover en saa sød Søvn, at det vilde være Synd, om Vorherre ikke blidt lod den glide over til at blive evig. Men deres Samfundsposition har Ingen taget i Arv. De politiske Storheder er kun Statens første Mænd i Kraft af deres Stilling. Det er ikke engang det gamle Bourgeoisi, de er udsprungne fra. De har næsten alle uden Undtagelse svunget sig op fra aldeles Ingenting, de er uden selskabelige Forbindelser, og de har endogsaa tidt i deres Fortid Hindringer for at faa dem. De Kredse, som Ægteskabs-, Familie- og gamle Venskabsforhold knytter dem til, er langt under dem, til hvilke de selv er naaet op. Saalænge der ikke er kommen Orden i Alt det, saalænge der ikke har formet sig nye Slægter, i hvilke det er Tradition at være Nummer Et, saalænge vil de selskabelige Forhold i Frankrigs Hovedstad befinde sig i Kaos. Den vil have, hvad den har nu, sit "Tout-Paris", en Samling af enkelte Personer fra højst forskjelligartede Samfundslag, hvem Stilling, Talent, Penge eller rene Tilfældigheder for en Stund gjør til Notabiliteter, som mødes paa Gader og Stræder, i Theatre, ved Fester, overalt, hvor der er Noget paafærde, og som der skaber Opinionen, men den vil ikke have noget société, nogen fast sluttet, toneangivende Kreds, hvis Saloner er Pariserlivets Centrum.

Af alle de Mænd, der har været en vue siden Republikens Indførelse, har Ingen gjort endog blot Forsøg paa at skabe en Salon i de gamles Mønster. De har uden Undtagelse indskrænket sig til deres officielle Receptioner, denne Form for selskabeligt Liv, som den tredie Republik har Æren af at have opfundet, og som er den kuriøseste, der kan tænkes. Præsidentens Elyséefester er Modellen. I Stil med hans Bal-omnibus forvandler Ministre og Soussekretærer, Seine- og Politipræfekt, Kammerets og Senatets Formænd, hele Rækken af den store Administrations Funktionærer skiftevis deres Beboelseslejligheder til Fortsættelser af Gaden. Man udsteder ikke Invitationer, men Billetter som til en anden Revue. Har man et Koncertprogram at byde paa, der er noget exceptionelt, saa gjør man sig kostbar, men ellers staar Portene paa vid Gab for Gud og Hvermand, der vil komme. Man ønsker Intet hellere end at se sine Saloner proppede, det giver en Air af Popularitet, der i disse for politiske Magthavere saa usikre Tider ikke er at foragte. Selv kjender man ikke Tiendeparten af sine Gjæster, og man lærer dem heller aldrig at kjende. Præsentationer betragtes som overflødige. Publikum indfinder sig uden at sige Goddag, driver rundt og kiger paa Ansigter som i en Theaterfoyer, træffer maaske ved et Tilfælde, men et Tilfælde, der kun hænder sjeldent, en og anden Bekjendt, drikker et Glas Punsch med ham ved Buffeten, og gaar saa igjen uden at sige Farvel. Det er karavanseraiagtig Stimmel og Tummel, broget og mylrende nok, men med selskabeligt Liv har Alt det ikke mere at gjøre end Honningkagemarkedet paa Place du trône. Man har stærkere Fornemmelse af at være i Selskab udenfor en Kafé paa Boulevard des Italiens end i en af den officielle Verdens Receptionssale. Publikummet paa Kaféen er betydeligt mere ensartet end i disse Sale, Samtalen hundrede Procent mere animeret, den Esprit, der gives ud, tusind Gange saa stor. Der er i hele det moderne Paris kun een Salon, som uden at plumpe ud i disse Omnibusfesters Banalitet hæver sig op over at være en ren privat Stue, med hvis Liv og Tildragelser Offentligheden Intet har at skaffe. Heller ikke den er de gamle Saloner om igjen, den har væsentlige Karaktermærker, som er absolut forskjeilige fra dem, men den er dem oversatte i det Samfund, som nu existerer, og det er det netop, der giver den dens Interesse. Den er et Centralisationspunkt for Talentsiden af "Tout Paris", det første Forsøg paa at samle som i et Hovedkvarter alle de Kombattanter fra højst forskjellige Lejre, som har virkelige Evner og Kræfter at offre Udviklingen af det nye Frankrig, der er født med den tredie Republik.

Generalissimus i dette Hovedkvarter er Mme. Edmond Adam, en af de mest aand- og talentfulde Damer i det nuværende Paris, halvt Descendent af den store Revolutions Kvinder, halvt af l'ancien régimes Salondamer. Naturen har ved en Samling af Egenskaber, der kun sjeldent findes forenede hos en og samme Person, prædestineret hende til den Plads, hun indtager, og Tilfældet har redebont rakt Haanden til, at hun kom paa sin rette Hylde. Hun er i Besiddelse først og fremmest af Ungdomskildens Hemmelighed. Hverken legemligt eller aandeligt synes hun nogensinde at skulle ældes. Skjøndt hun allerede en Stund har været Bedstemoder, gjør hun Indtrykket af at være en Dame paa nogle og tyve Aar. Hun er endnu stadig en jolie femme; hendes udtryksfulde, uhyre bevægelige Ansigt, store, klare, mørkeblaa Øjne, en lille Mund med et ejendommeligt Barnesmil, rigt kastaniebrunt Haar, blændende hvide Arme og Tænder giver hende en Charme som de mest Indtagende af hendes Kjøn. Over hele hendes Person er der et Liv, i hendes Maade at være paa en ungdommelig Fart, som smitter. Hun er dernæst til Fuldkommenhed fortrolig med Kunsten at være Værtinde. Selv naar der er Hundreder i hendes Salon, forstaar hun at dele sig mellem dem allesammen, samle Grupper, hviske et intimt Ord i Øret paa En, mens hun leer med Andre, drage Folk fra alle Hjørner, og som maaske aldrig har set hinanden før, ind i en fælles Konversation, sno sig selv som Islæt ind allevegne, saa at hele Væven kommer til at hænge sammen. Skjøndt hun ikke blot er æsthetisk producerende, men halvvejs lærd Forfatterinde, er der ikke noget Øjeblik, hvor hun faaer ringeste Stænk af Blaastrømpen. Den lette Esprit, hvormed hun fører Samtalen, er de gamle Saloners Causerie, men hendes Kundskabers Omfang, hendes Dommes analytiske Klarhed fængsler en Taine, en Renan, en Pasteur ved Siden af hende alligevel. Dertil er hun en glødende Patriot, en overbevist Republikanerinde, levende interesseret for alle sociale Fremskridt, interesseret i det Hele taget for Alt, hvad der hører hendes Tid og dens Mennesker til, og heller ikke bange for selv at være aktivt handlende ved Lejligheder, hvor hun kan være det, uden at hendes Ynde som Dame lider derunder.

Selv med Alt det vilde hun dog i denne Millionens Tidsalder have manglet en væsentlig Betingelse for at skabe Salon i Paris, hvis Tilfældet ikke havde været ligesaa gavmildt mod hende som Naturen. Det har gjort hende hovedrig, og det har derved gjort saavel hende som Republiken en stor Tjeneste. Datter af en fattig Provindslæge ægtede hun, næsten Barn endnu, en af sin Faders Kollegaer, der heller ikke havde Synderligt. Ægteskabet blev ikke lykkeligt, saa lidt lykkeligt, at hun tog bort fra Hjemmet og i Paris søgte at skabe sig en Existens paa egen Haand ved Hjælp af sit Talent som Forfatterinde. En Række Noveller, og navnlig forskjellige fortræffelige, fint malende Landskabsbeskrivelser, som hun udgav under sit Pigenavn Juliette Lamber, tiltrak sig Opmærksomhed. Hendes personligt indtagende Egenskaber kom til, hun skaffede sig mange Venner, og alle Huse aabnede sig for hende. Da hun nogle Aar senere blev Enke, anholdt den bekjendte Senator Edmond Adam om hendes Haand; hun gjorde paa samme Tid et absolut Inklinations- og et glimrende Fornuftparti. Den Formue, dette Giftermaal bragte hende, var ligesaa betydelig som den Position, det gav hende, Hendes Mand var nær knyttet til alle fremragende Kapaciteter i det liberale Frankrig, den fortryllende Værtinde, han havde ført ind i sit Hjem, drog dem ganske naturligt endnu mere til dette, hun selv førte sin talrige Kreds af literære Venner med sig, og allerede dengang begyndte hendes Salon at blive et Samlingspunkt for, hvad Paris rummede af Talent og Dygtighed.

Saa kom Krigen, Belejringen og Republiken. Der er i en af hendes Bøger, en Samling oprindelig kun for hendes Datter bestemte Dagbogsoptegnelser, som hun imidlertid senere har udgivet under Titelen "Le siége de Paris", en Passus, der giver et mageløst Billede af hende i denne Periode, den maaske i hele hendes Liv, da hun har været mest sig selv. Hun taler om den Aften, da efter Budskabet om Sedan Republiken var bleven proklameret, og alle Mennesker strømmede sammen paa Pladsen udenfor Kammeret. Hun var mellem dem. "Den skjønne Statue af Strasbourg," skriver hun, "er bedækket med Blomsterpynt og omringet af tilbedende Grupper. Der behøves en Sang, en Hymne for denne Kultus; det er endnu engang Marseillaisen. Man istemmer Refrainet af denne Krigssang, der er bleven som en Psalme. Efter Refrainet holder de unge Mennesker, der smykker Statuen, og som stadig vedbliver at modtage Blomster, Løvværk og Guirlander, pludselig inde, og blivende i deres Stillinger, bevarende deres Gestus, synger de, opflammede af en ubevidst men herlig Kunsts Inspiration, den første Strofe af denne Hymne, til hvilken i sin Tid Strasbourg har begejstret Rouget de l'Isle. Ved Verset:

"Entendez-vous dans nos campagnes Mugir ces féroces soldats"

tror vi at høre Preusserne i Alsace og Lorraine. Kan jeg, Alice, gjengive Dig den Bevægelse, som denne Strofe vækker hos os, denne Strofe, der taler om vore Børn, og som disse Ynglinge synger, af hvilke den ældste ikke er tyve Aar. Ved det sidste Vers bryder den unge Alsacer, der har klamret sig til Statuens ene Arm, ud i Hulken. Mængden føler sig greben, som man kun gjør det i de store Øjeblikke af sit Liv. Der staar Taarer i Alles Øjne. Det tager Enhver af os fangen som Svimmelhed. Vore Følelser, vore Ønsker, vor Begejstring søger hinanden, blandes, forener sig og danner nu kun et eneste Ønske, en eneste Følelse, en eneste Begejstring. Vor Existens har, renset i Patriotismens Aandepust, intet Personligt længer; den bliver helt fælles, helt national. Min Stemme tilhører mig ikke mere, den klinger for mit Øre, den gaar ud af min Mund, uden at det er mig bevidst. Jeg har afført mig selv, og jeg er beruset af dette hemmelighedsfulde Væsen, der i sig forener saa mange forskjellige Kræfter, saa mange hinanden modsatte Elementer, saa mange Interesser, saa mange stridende Følelser, og jeg elsker det højere end mig selv: min Kjærlighed til Fædrelandet er stærkere end Døden! Jeg vier mig til Frankrig!"

Disse smukke Ord gjorde hun til Sandhed. Under hele Belejringen stod Mme. Adam i første Række mellem de heroiske Pariserinder, som har gjort denne Periode til en af de mest opløftende i Frankrigs Historie. Hun indrettede Lazarether, hun sørgede for Uddelingen af Livsfornødenheder til de Fattige, hun plejede personlig de Saarede, hun var allevegne, hvor hendes Hjælp gjordes nødig, og hun var ved sit Initiativ og sit Exempel paa en Maade Forsvarsregeringens højre Haand. Det stillede hende endnu nærmere til de nye ledende Mænd i hendes Land, og da der atter kom Fred og ordnede Forhold, blev hendes Salon ganske naturligt Mødestedet for den unge republikanske Verden, hvis fremragende Medlemmer saa at sige talte hinanden hos hende. Umiddelbart efter Krigen havde hun gaaet endnu en tung Prøvelse igjennem, hun havde mistet sin Mand. Men de store Naturer voxer kun større igjennem Sorger; hele hendes Tilværelse var fra nu af dobbelt viet Frankrig og dets nyvaagnende Liv.

I den første Periode efter Krigen var hendes Salon væsentlig politisk. Gambetta og hans Venner udgjorde Generalstaben, men de mødtes hos hende med Repræsentanter fra alle republikanske Lejre, og meer end een Akkord er bleven sluttet, meer end een fælles Operationsplan mod Reaktionen er bleven lagt i Mme. Adams Hotel. Hendes ugentlige Dinerer, ved hvilke hun søgte at samle de af Opinionens Ledere, som hun med sit kloge Blik saae havde Behov at finde hinanden, var længe mellem de store Begivenheder i Paris's Liv, og man debatterede, hvad der blev forhandlet ved dem, med større Interesse, end hvad der forhandledes i Ministerraadene. Først da den endelige Sejr var vunden, da Republiken ved Marechalens Fald og Grévys Overtagelse af Præsidentskabet var traadt ind i sin legitime Existensperiode, først da begynder det politiske Skjær over Hotellet paa Boulevard Poissonniére at vige Pladsen for et mere literært. Saalænge Kampen mod fælles Fjender stod paa, kunde de forskjellige Partiførere endnu arbejde sammen, men da Striden efter Sejren førtes over i Republikanernes egen Lejr, blev de selv Fjender, som end ikke den mest indtagende Værtinde var i Stand til at forene under samme Tag. Mme. Adam er kun Diplomat, saalænge Patriotismen gjør hende dertil. Hun siger det, hun tænker, seer og forudseer uden Omsvøb og uden Frygt for at støde. Hun har i alle politiske Spørgsmaal sin egen Mening, som hun ikke underordner under noget Partis; det har gjort hendes Forhold baade til Gambetta og adskillige Andre kjøligere end i den første Tid. Hun staar endnu paa en venskabelig Fod med ham, som hun i det Hele taget kan glæde sig ved Sympathi hos alle, selv de mest fremskredne republikanske Partier, men den intime Samvirken er ophørt, hver gaar nu sine egne Veje. Maaske har ogsaa det Offentlighedens grelle Lys, som Avisernes Indiskretioner mere og mere lod falde over hendes Salon, bortskræmmet fra den de tidligere Oppositionsledere, der efterhaanden selv blev de Styrende og med deres nye officielle Stilling nødsagedes til at paalægge sig selv en Reservation, som de tidligere havde kunnet sætte til Side; nok er det, Mme. Adams Salon har i de sidste Aar noget skiftet Karakter, den er nu overvejende litterær og artistisk, dog naturligvis uden derfor at stænge Døren ogsaa for andre Interesser. Ved hendes Onsdagssammenkomster finder man stadig Senat og Kammer talrig repræsenteret, og maaske er det ikke engang ved et Tilfælde, at Militæretaten under den sidste Vintersæson en efter en saae alle sine Celebriteter dukke op i Hotellet paa Boulevard Poissonniére.

Hvad selve dette angaar, udmærker det sig i Grunden kun ved sin Simpelhed. Man finder i de fem, sex jævnt store Sale, i hvilke Mme. Adam samler sine Gjæster, Intet af den moderne parisiske Luxus. Hele Hotellets Indretning er holdt i en borgerlig, noget gammeldags Stil, der er ingen skrammererede Lakajer, Betjeningen besørges af Tjenestepiger i sorte Merinoskjoler, der bydes The rundt og holdes hverken Beværtningsbuffet eller Vestiaire, hvor man faaer Nummer paa sit Tøj og betaler dets Opbevaring med en halv Franc. Allerede disse ydre Smaating hjælper paa Hyggen. Selv naar Gjæsterne hober sig sammen i hundredevis, beholder man Indtrykket af at være i et Hjem. Heller ikke de banale Koncertsoiréer existerer. Coquelin'erne siger en Monolog engang imellem; Bornier, Silvestre, Richepin eller andre Poeter læser deres Digte op; naar der er fremragende Virtuoser eller Sangerinder mellem Gjæsterne, improviseres der ogsaa af og til et lille musikalsk Intermezzo, men Paris's Stjerner lejes ikke, som det er Mode hos Finans- og Amerikanermillionærerne, for to, tre tusind Francs til at forvandle Salonen til en formelig Forestillingssal. De rent litterære Soiréer, der er Mme. Adams Specialitet, er en helt anden Sag. Digteren giver ved dem hendes Gjæster en Primeur af sit nye Værk og søger en Elitekreds's Dom om det, før han sender det ud til det store Publikum. Derouléde har paa den Maade læst sin Moabit, Aicard sin fortræffelige franske Gjengivelse af Othello hos hende, hun selv har budt sine Gjæster Premieren af forskjellige af sine Arbejder, og "Tout Paris" har med Rette betragtet disse Aftener som Sæsonbegivenheder. Til dem indbydes der kun Herrer. Hun selv samt de to bekjendte Forfatterinder Henry Gréville og Claude Vignon repræsenterer alene det smukke Kjøn, Derimod træffer man ved hendes sædvanlige Onsdagssammenkomster en talrig Kreds af Damer. Det er le vrai monde, og den Part af den til og med, i hvilken der findes ikke blot diamantoversaaede Fruer, men tillige unge Frøkener. Derfor sluttes der i Regelen ogsaa med en improviseret Dands, der varer til Morgenstunden, og som er højst animeret. Flere Gange i Vinterens Løb samles desuden alle Husets Venner til større Fester, stiliserede Kostumeballer og Sligt. Mme. Adam kan være grande mondaine som ingen Anden.

Ved Siden af alt det har hun sin Nouvelle Revue, en Konkurrent til eller rettere en Afløser af Revue des deux mondes. Buloz's gamle Tidsskrift har endnu Kurs i Udlandet, tildels ogsaa i Provindserne. Men for det moderne Paris er det altfor gammeldags, der læser kun Faa det længer. Mme. Adams har indtaget dets Plads. Den samme Kreds, hun som Værtinde samler i sin Salon, samler hun som Udgiverinde og Redaktør i Revuen. Hun dirigerer selv Alt, hvad der vedrører den. Hun læser de indsendte Artikler igjennem og sender Forfatterne Breve med motiverede Forslag til Rettelser, hun udfinder Æmnerne, som hun ønsker behandlede og, hvad der er vanskeligere, de Folk, som kan behandle dem, hun skriver endogsaa selv Oversigten over den inden- og udenlandske Politik. Ondskabsfulde Tunger paastaar, at hun altid har Halvmørke i sine Saloner for at skjule, at hun sminker sig. De gjør hende Uret. Er der en Hensigt i denne dæmpede Belysning, saa er det at skjule Øjnenes Træthed og Overanstrengthed efter Nattearbejdet. Ogsaa i sin uendelige Virksomhedstrang og Virksomhedsevne er hun en Type paa den unge Generation, hun samler omkring sig; ikke mindst i saa Henseende fortjener hun at staa som en Pariserinde en évidence.

En Aften hos Victor Hugo.

Frankrig har ikke, som man til daglig Brug troer, for Tiden kun eet Overhoved. Det har to ligesom Japan, et verdsligt og et aandeligt. Det verdslige fører Titel af Republikens Præsident og troner i Palais de l'Élysée, det aandelige hedder le grand Maitre og har sit Tempel i Avenue d'Eylau. Af disse Landets to øverste Stillinger kan der ikke være nogen Tvivl om, hvilken der er den betydeligste. Præsidentskabet varer kun et kort, begrændset Aaremaal, og selv indenfor det er det ingenlunde absolut sikkret. Grand-Maître Værdigheden derimod er given for Livstid, og ogsaa i Tilfælde af, at Titulaturens Indehaver skulde afgaa ved Døden ophører den kun for at ombyttes med en patriotisk Helgens endnu mere opløftede Position. Præsidenten maa omgive sig med et Ministerium, der "har Landets Tillid"; le grand Maître vælger selv sine Ypperstepræster, uden at spørge nogen Opinion tilraads, og de forretter Tjenesten i hans Tempel uden at være ansvarlige for Andre end ham selv. Præsidenten har Modstandere, der gjør ham Livet surt, le grand Maître hyldes af alle Partier. Fra den rødeste Radikale til den hvideste Legitimist bøjer enhver Franskmand sig anerkjendende for Victor Hugo. Han er for dem ikke nogen Samtidig længer, hvis Gjerning kan være underkastet Kritik, de seer i ham selve Personifikationen af deres Lands Geni i det nittende Aarhundrede, en endnu levende Ahne for det hele moderne intellektuelle Frankrig.

Med ærbødig Beundring vender de da Blikket mod Templet i Avenue d'Eylau. Her er det, at le grand Maître sidder i hellig Majestæt, grundende over Tilværelsesgaadernes sidste Hemmeligheder, og herfra er det, han udsteder sine dybe Profetier om Verdensfredens og Folkebroderskabets kommende Vidundere. Han grunder Dagen igjennem og nedskriver paa store Folioblade i Runer, som kun de Indviede forstaar at tyde, de Aabenbaringer, der viser sig for ham. Enkelte af disse Aabenbaringer bringes strax til Verdens Kundskab, men Pluraliteten opbevares i Templets Allerhelligste, det vil sige i le grand Maître's Skrivebordsskuffe, indtil en værdigere Efterslægt kan ansees moden for dem. Da det vides, at disse Templets skjulte Skatte saa godt som alle er i dramatisk Form, gjør stundom en ulykkelig Theaterdirektør, der ikke kan drage Publikum til sit Hus, Forsøg paa at faa en af dem udleveret. Men det er altid forgjæves. Det gaar med disse beaandede Folioblade som med den sjeldne, sekelgamle Vin, der kun maa udskjænkes draabevis til Syge og Lidende. Hele Dagen lukker le grand Maître sig inde med sit Geni. Men naar Aftendæmringen begynder at sænke sig, drejer Templets hemmelighedsfulde Port sig lydløst paa sine Hængsler, og de Troendes Skarer indfinder sig til Tilbedelse, først Præsterne og siden de mere Profane.

Som ægte demokratisk Helgen indskrænker le grand Maître sig ikke til at modtage de Andægtige een Gang ugentlig. Hans Tempel er tilgængeligt hver Aften, og Adgangen staar aaben for Enhver, der kommer i Ledsagelse af en Troende samt forsynet med et almindeligt menneskeligt Visitkort. Der bankes tre Gange med en middelalderlig Dørhammer, og en sortklædt Kvindeskikkelse med krusstrimlet Kappe og en Lygte i Haanden viser sig derpaa efter et Kvarters Forløb med en stor Jernnøgle, som aabner Indgangen til Templets Forhal. Man afleverer sit og den medfølgende Troendes Visitkort; den sortklædte Kvindeskikkelse forsvinder med dem og kommer efter et andet Kvarters Forløb atter tilbage, denne Gang for at drage et tungt Fløjlstæppe tilside og aabne en ny Dør. Man træder ind og befinder sig i selve Templet.

Det er et lille, aflangt Rum, med alle Vægge betrukne med Rødt. I Hjørnerne brænder med mat, mystisk Lys nogle faa Lampetter; det stærkeste Skjær kommer fra den monumentale Kamins Flammer. Fra denne Kamin Salens Længde nedad udgaar en dobbelt Række røde Lænestole, hvidlakerede i Ryggen og rigt forgyldte. Spredte omkring paa disse Stole sidder de Ventende, den kvindelige Part af dem tilhøjre, den mandlige tilvenstre, alle tavse, smittede af Stedets Aand, ligesom le grand Maître selv grundende over Tilværelsesgaaderne. De løfter Blikket et Sekund, naar Portièrerne for Indgangsdøren glider tilside og en Novice træder ind, men kun et Sekund, saa synker de atter tilbage i den dybe Grunden. Fra det helligere Rum paa den anden Side det mørke Kabinet, der støder op til den røde Sal, lyder i den store Stilhed en fjern Klirren som af Knive og Gafler, der bevæges mod Tallerkener. Man lytter andægtig; det er le grand Maître selv, der med sine mere Udvalgte hengiver sig til Bordets Glæder.

Portièrerne glider tilside den ene Gang efter den anden, Stolene fyldes lidt efter lidt, der gaar et Kvarter og endnu et. Saa slaar Uhret inde i det mørke Kabinet langsomt sine ti Slag. Pigen med den krusstrimlede Kappe viser sig og tænder den store Lysekrone under Loftet. Et Kvarter endnu, saa aabnes virkelig ogsaa Døren paa den anden Side af det mørke Rum, man hører Stole blive skudte tilside, et festligt Lysskjær kommer derinde langt borte fra. Alle de Andægtige rejser sig.

Langsomt, alvorlig, værdig, som det sømmer sig en grand Maître, skrider Victor Hugo ind i Salen. Han har under Armen første Ypperstepræstinde, Mme. Juliette, der har fulgt ham gjennem alle Landflygtigheder. Bagefter følger parvis de Udvalgte, i Reglen dog aldrig mere end ti i det Hele, det Antal, som daglig indbydes til le grand Maître's Bord. Processionen vandrer tavst op gjennem de tavse Rækker. Helgenen tager Plads foran den mystisk flammende Kamin, Mme. Juliette sætter sig paa Stolen tilhøjre nærmest ved ham. Hun giver samtidig et Vink til Kvinderne, og ogsaa de sætter sig, alle paa samme Side som hun, nærmere eller fjernere, alt efter deres Anciennetet. Paa Mandfolkesiden derimod bliver Alle staaende oprejste som le grand Maître selv.

[Illustration: Victor Hugos salon.]

Han begynder at tale. Alles Ansigter er spændte, Ingen vil slippe et Bogstav, en Betoning af den Stores Ord. Men selv for den Nederste i Rækken er det heller ikke svært at høre Alt, le grand Maître taler langsomt som en Mand, der veed, at det er Guld og Diamanter, der udgaar fra hans Mund. Han taler altid om ophøjede Ting, det behøver ikke at siges. De to, tre Nærmeste paa Mandfolkesiden giver Stikreplikkerne i Form af korte Spørgsmaal til lange Svar. Da Mesteren er ved at gaa ind i de Firs, følger det af sig selv, at Udødelighedsspørgsmaalet er et Thema, der behandles med en vis Fortrinsret. De Troende er ofte Tvivlere i det Kapitel. Men le grand Maître selv tror. Det kunde synes at maatte give Anledning til en Divergens, der ikke ret vilde stemme med Stedets Karakter. Det er imidlertid ikke saaledes; der kommer et Kompromis istand, som tilfredsstiller alle Parter, baade Mesteren og de Andre. At hans Sjæl er udødelig i enhver Forstand, og at den fra Graven, vil opstige paa Englevinger til Himlen, indrømmes fra den ene Side som noget Selvfølgeligt, men det indrømmes saa samtidig fra den anden, at dette muligvis kun er en Undtagelse, og at der maa gjøres en Forskjel paa, hvad der gjælder for almindelige Dødelige og for en grand Maître som Victor Hugo.

De offentlige Gudstjenester ligner alle hinanden; Spørgsmaal som det nævnte drøftes i dem alle. Efter en halv Times Forløb holder en Troende, der aspirerer til Præsteværdigheden, en kort Lovtale til le grand Maître, der hører paa den med den ene Haand paa Brystet, den anden af og til naadig takkende, samt med et permanent Smil udbredt mellem det korte, strittende, hvide Haar og det isgraa Skjæg. Naar Lovtalen er til Ende, rejser Mme. Juliette sig, og alle de Andægtige paa Kvindesiden gjør det Samme. Le grand Maître bevæger sig nogle Skridt fremad og stiller sig midt i Salen. Parvis, een fra Mandfolkesiden og een fra Kvindesiden, vandrer de Troende forbi ham og udstrækker Haanden, medens Læberne mumler Formularer, af hvilke kun Ordene Cher Maître er hørlige. Cher Maître trykker de fremstrakte Hænder, Uhret inde i det mørke Kabinet slaar langsomt elleve Slag, Portièrerne glider tilside, Udgangsdøren aabnes og bliver staaende aaben, Receptionen er tilende.

Saaledes gaar det Aften efter Aften, og man har Lov til at komme igjen saa tidt man lyster. Det bør dog udtrykkelig tilføjes, at den aandelige Vederkvægelse er den eneste, le grand Maître byder sine Gjæster. En Buffet som i almindelige Dødeliges Saloner vilde tage Gudstjenestepræget bort; her kan der fornuftigvis kun være Tale om Offergaver, bragte af de Troende. Saadanne ydes da ogsaa hyppigt. Viktualier har man, saavidt vides, endnu ikke tænkt paa at frembære; le grand Maître er flere Gange Millionær og har Raad til at anskaffe sig selv, hvad han behøver. Men derimod hengaar der ikke nogen Aften, uden at hans Lofter forøges med større eller mindre Samlinger af Samtidiges Aandsprodukter. Naar en lille engelsk Miss har faaet en halv Spalte optaget i et Penningmagasin, iler hun strax til Templet i Avenue d'Eylau og nedlægger et Mæcenatexemplar paa le grand Maître's Kaminalter. Af Alt, hvad der trykkes i Frankrig, har han snart sit reglementerede Friexemplar ligesom Nationalbibliotheket. Alene hans Samling af Foreningstidsskrifter og Aarsbulletiner er skrækindjagende. Saasnart ti Mennesker i Frankrig danner et Selskab, ligegyldigt i hvad Øjemed, er deres første Skridt at gjøre Victor Hugo til Skytspatron, anmode ham om at overtage Ærespræsidiet, som det hedder paa moderne Fransk.

Naturligvis er der ogsaa Franskmænd, som har Øjet aabent for det Overdrevne og dermed Komiske i denne afguderiske Hyldest af den gamle Digter. Men de tier; de veed, at deres opponerende Røster vilde blive knuste under et milliontunget Indignationsskrig. Victor Hugo er ukrænkelig; at røre ved hans Ry er en Formastelse i Slægt med Landsforræderi. Nu, at han tæller mellem Frankrigs Største, falder jo heller Ingen paa at nægte. Han har pustet nyt Liv i den franske Poesi paa et Tidspunkt, da den var i Færd med at dø, og han har siden da fyldt sit Aarhundrede med Værker, hvis Værd muligvis vil mindskes folde kommende Generationer, men som for det moderne Frankrig har havt en Betydning, der er uhyre. Han har lidt, og man byder ham nu Erstatning derfor. Det har ogsaa sin smukke Side. Det seer selv Skeptikerne mellem hans Landsmænd, og de finder det da ikke blot unyttigt, men tildels usømmeligt ogsaa at lade nogen Mislyd skurre ind i Lovsangene til le grand Maître's Ære. Han er en ancétre, siger han selv. Hos store Forfædre glemmer man de smaa menneskelige Skrøbeligheder og bøjer sig ærbødigt for det Store, de har udrettet. Det er Forklaringen paa Victor Hugo-Dyrkelsen.

[Illustration: Victor Hugo]

Hos Sarah Bernhardt.

Langt fra den støjende Part af Paris, i Avenue de Villiers, en rolig, træbeplantet Gade i det nye Monceauxkvarter, ligger der paa et Hjørne et indtagende lille Hotel. De røde Murstens à-la-Grecqueborter, Efeuen omkring Vinduesnicherne, de bredbladede Planter paa Balkonerne bryder det banale Husvirvar og fængsler Øjet. Over Porten kigger man ind til en pladskende Fontæne i Blomsterbusket, en Gruppe høje Popler foran Façaden giver Krogen et Præg af douce, stille Fornemhed. En Kunstnerbolig gjør Hotellet Indtryk af, og Indtrykket er rigtigt. Det er maaske endogsaa det mest udprægede Kunstnerhjem, der existerer. Sarah Bernhardt har kjøbt det, da hun dukkede op som Stjerne paa den parisiske Theaterhimmel, og hun har offret en god Part af de mange Tusinder, hendes Talent har indbragt hende, paa at arrangere det efter sit eget Hoved.

Strax naar man har passeret hendes to kjælentdovne Mynder, der holder Vagt paa Havetrappen, og Indgangsdøren aabnes, føler man, at det er en aparte Atmosfære, man kommer ind i. En stor, høj Forhal med mystisk Lys, orientalske Tæpper, Vaabendekorationer, lange Palmeblade over Malerier, paa hvilke kun enkelte fantastiske Figurer dukker frem i Halvmørket, et Kaos af de mest besynderlige Sager. Kun een Ting seer man tydelig, fordi Dagslyset fra den aabne Dør falder lige derpaa: et Slags indisk Bærestol, hvori sidder en grinende, mumieagtig Voxfigur med en udstoppet Abekat i Armen. Dyret er anbragt i en Stilling, som det var paa Spring fremad, de store, sorte Glasøjne stirrer En imøde, som var de levende, den lange Forpote strækker sig ud gjennem Bærestolen og aabner Haanden som til Goddag.

Mellem de trofæbærende Piller glider et gult kinesisk Silkeforhæng tilside, en ny Dør aabner sig, og man staar i Sarah Bernhardts Modtagelsessalon, det vil sige i en Blanding af Vinterhave, Menageri, Museum, Vaabenkammer, Maler- og Billedhuggeratelier, orientalsk Divanshal, moderne Dagligstue, og Gud veed hvad. Det er det besynderligste Beboelsesrum, nogen Hjerne har kunnet udspekulere, fyldt med mærkværdige Sager fra alle Verdens Hjørner og Kanter. Skjøndt over de Tredive har Sarah Bernhardt nemlig endnu stadig de samme tusinde, hinanden jagende Interesser, som man undertiden finder hos unge, aandslivlige Mennesker, hvis Udvikling endnu ikke er kommen ind i noget bestemt Spor, og som derfor strax er rede til at passionere sig for Alt, hvad der mellem Himmel og Jord er Interesse værd. Denne Ejendommelighed er maaske just det Centrale i hendes Væsen. Det er den, der gjør hende paa samme Tid til Skuespillerinde, Malerinde, Billedhuggerinde og Forfatterinde, den hidser hende saaledes ind i permanent Feber, at hun synker komplet sammen, naar der indtræder et Øjebliks Ro, den forklarer og undskylder hendes Extravagancer. Jeg kjender ikke noget Menneske, der i den Grad er den personificerede Nervøsitet. Selv naar hun sidder stille og taler med En, jager hendes Ord, hendes Tanker, hendes Indfald saaledes hinanden, at man har en Fornemmelse, som man foer afsted med Iltog. Indretningen af hendes Hjem er saare karakteristisk for denne uafbrudte nervøse Uro, disse tusinde extravagante Passioner. "Jeg vilde helst rejse altid," sagde hun engang til mig, "fare omkring fra den ene Ende af Verden til den anden. Der er Ingenting, der trætter mig undtagen Ro." Her i hendes Atelier kan hendes Øjne i hvert Fald fare om mellem Gjenstande fra alle Verdens Kanter, og hun har Fantasi nok til selv i Tankerne at kunne følge med.

Modtagelsesværelset har hele det treetages Huses Højde. Lyset falder ind gjennem et enkelt stort Vindu, der næsten naaer fra Gulv til Loft, men som permanent er dækket af et blaahvidt Forhæng, der dæmper Skjæret. Tilhøjre er der, i Halvmørke, en middelalderlig Trappe med Svalegang, indenfor hvilken ligger Kunstnerindens Sove-, Toilet- og Badeværelser; under denne Svalegang Døren til Spisestuen, skjult af silkebroderede indiske Tæpper. Ned over Trappegelænderet hænger, som tilfældig henkastet, et i Størrelse enestaaende Stykke solgult kinesisk Silketøj; men det hænger der altid, det draperer, dets Indtryk af varm, beboet Nonchalence er beregnet med ægte kunstnerisk Sands.

[Illustration: I Sarah Bernhardts Modtagelsesatelier.]

Tilvenstre er den monumentale Kamin, omrammet af udskaaret Egetræ og flankeret af Broncestativer til Blomster, antikke Skulpturer og antikt Porcellæn, lutter Sager, af hvilke hver enkelt repræsenterer store Summer. Paa Kamingesimsen staar der i omtrent naturlig Størrelse—man kan deraf danne sig en Forestilling om Rummets Dimensioner—en forgyldt Broncetiger paa Spring, og over denne hænger Sarah Bernhardts Portræt, malet af Clairin, den unge Maler, som i sin Tid gjorde alle hendes Ballonfarter med og illustrerede hendes Fortællinger derfra. Billedet viser hende støttet af en Mængde Puder, i halvt liggende, halvt siddende Stilling paa Divanen ved Siden af Kaminen.

Denne Divan, eller hvad man skal kalde dette Møbel, er ægte Sarah Bernhardtsk. Ovenpaa et stort Silkepolsters Underlag, der indtager hele Hjørnet mellem Kaminen og den ene Sidevæg, ligger i vild Forvirring en Uendelighed af Puder af kostbare Stoffer med indvævede Guld- og Sølvbroderier. Naar Sarah Bernhardt i sin hvide Silkekjole med det lange Slæb drukner mellem disse Puder og halvt forsvinder i det dæmpede Lys, som falder ind i Krogen, er der over dette Væsen med de slanke, næsten gjennemsigtige Former, det fine, drømmende Ansigt og det viltre, som af Solblink gjennemfarne Haar noget ejendommelig Dorésk, der gjør en ganske aparte Virkning.

Divanskrogen er Sarahs Yndlingsplads. Her ligger hun næsten altid, naar hun et Øjeblik har sluppet sine mangehaande Beskjæftigelser for at passiare lidt med Vennerne og Beundrerne, der strømmer til hendes Hotel. Der kommer mange af dem, og virkelige Venner er sikkert de Fleste. Thi ligesaa fortryllende og elskværdig en Værtinde Sarah er for dem, hun føler sig knyttet til ved gjensidig Sympathi, ligesaa stor en Evne har hun til at holde den banale Hob af Nysgjerrige tre Skridt fra Livet. Claude, hendes mangeaarige Kammertjener, er godt instrueret. Forhængene til Helligdommen glider kun til Side for dem, som han veed er velsete derinde i Kunstnerkredsen. Graden af Intimitet er der en anden Maalestok for. De almindelige Dødelige faaer en Stol ved Siden af Divanen, men de rigtig gamle og gode Venner rykker hun tilside for, saa der bliver en Plads for dem paa selve denne.

Alt i Atelieret er beregnet paa at ses fra dette fantastiske Leje, og Alt er arrangeret med udsøgt Smag. I denne Mylr af heterogene Sager findes ingen meningsløse Sammenstillinger eller uskjønne Farvevirkninger, Alt passer sammen. Og hvad findes der saa ikke i dette Rum! Store japanesiske Kummer, hvorfra Palmer og exotiske Planter skyder op, i hvis Grene der hænger udstoppede Aber; halvfuldendte Buster skjulte mellem Bregner og paabegyndte Malerier, som dækkes af indiske Shawler; Tigerskind udspændte paa Væggen mellem kinesiske Træbilleder; Marmorbuster og fantastiske Dyr i Bronce, omgivne af Paafuglehaler; Guitarer, Dolke, Pistoler, Landser og Alverdens forunderligste Vaaben hængende, liggende og staaende overalt; Trommer tagne fra de Vilde i Nykaledonien og skinnende Varmebækkener af Messing fra de ældste mauriske Tider; afrikanske Fjerbælter, der engang har været glade sorte Naturbørns eneste Klædedragt, og som nu hænger skjødesløst kastede om Halsen paa en eller anden udstoppet Papegøje; Dødningehoveder grinende fra Egetræspanelet over Svalegangen, Porcellænssager, Antikviteter og broget Nips paa Konsoller, Bogskabsgesimser og udskaarne Skabe; Menneske- og Dyrskeletter i Krogene; udstoppede Slanger, der snor sig om Fortepianobenene, og Dødningehænder, der stikker op mellem Strengene; Emaille- og Mosaikarbejder i Bunke inde i et eller andet antikt Møbel, Smyrnatæpper ovenpaa hinanden, saa Foden synker dybt ned, kort sagt, Luxus, Kunst og Excentricitet i den forunderligste Blanding, et Musæum, som man kan studere Uger igjennem uden at blive færdig med, men paa samme Tid en Kunstners Arbejdsværelse, hvor man snart befinder sig vel og hjemligt. Det er tillige et Skatkammer, rigt som en østerlandsk Fyrstes. Det er ikke blot Sager som Saint-Marceaux's Harlekin, en af den moderne Billedhuggerkunsts skjønneste Frembringelser, hvori der gjemmes Kapitaler; Alt har Værd her, lige til Trommen henne i Krogen, paa hvis Skind Detaille har malet en skotsk "Piper". Pennen, hvormed hun skriver, er en Strudsfjer af sjelden Skjønhed, og Brevpresseren, som hun lægger ovenpaa sine smaa Billetter, en Emailleslange, besat med Ædelsten. Hendes Atelier har slugt Broderparten af de kolossale Summer, hun har fortjent ved sit Talent, og naar hun længe har været ikke blot fattig, men i Gjæld næsten til op over begge Ørene, saa er ogsaa det væsentlig Skyld deri.

Efter den amerikanske Rejse er denne Gjæld imidlertid kommen ud af Verden. Millionen, som Yankeerne offrede hende, gik i de franske Kreditorer. De var saa graadige, at de tog næsten den hele. Lidt blev der dog tilovers, og Sarah vil nu spare, fortæller hun stadig sine Venner, for engang at kunne realisere sin Yndlingsdrøm. Den er ikke saa ilde, denne Yndlingsdrøm: et stort Herresæde som Adelina Pattis i Skotland, kun beliggende paa fransk Grund; det forstaar sig af sig selv. Sarah Bernhardt er ikke blot fransk i Skind og Ben, hun er den mest inkarnerede Pariserinde i hele Paris, og det er et stort Spørgsmaal, om hun i Længden vilde kunne trives paa sit Herresæde, selv om det var nok saa tusind-og-en-Natagtigt. Allerede nu har hun en lille Villa i Saint-Adrosse ved Normandiets Kyst, hvor hun ligger paa Landet om Sommeren. Men hver anden Dag er hun i Paris. Hotellet i Avenue de Villiers kan hun ikke undvære. Stadig er der ganske vist en eller anden Statue, som skal være færdig, og som faaer Skyld for Parisertouren. Sandheden er dog nok alligevel den, at der kun er een Luft, i hvilken hun rigtigt kan leve, den, der er Blod af hendes Blod, Nerver af hendes Nerver—kort sagt, Parises Luft.

Men flittig er hun imidlertid, ogsaa som Billedhuggerinde. Paa den anden Side Haven ligger en lille Tilbygning til Hotellet, hvor hun har sit egentlige Atelier, det, hvori der ikke causeres, men arbejdes. Her staar hun ofte fra den tidlige Morgenstund med Mejselen i Haanden, iført sin kokette Billedhuggerdragt, Benklæder og Blouse af hvidt Flanel. De nære Venner faaer Lov til at komme til hende her og passiare med hende under Arbejdet; mere end een kan da ogsaa give Attest for, at Sarah Bernhardt ikke blot signerer, men virkelig selv udfører sine Statuer og Basrelieffer. Hendes Mangesidighed maa ikke forundre, Som hun er Pariserinde, er hun Kunstnerinde ud og ind. I Kraft af et ejendommeligt kunstnerisk Instinkt bliver hun producerende paa alle Kunstens Omraader. Hun havde kun modelleret en tre, fire Aar, da hun sendte sin bekjendte Gruppe "Efter Stormen" til Salonen, og sex Maaneder efter, at hun havde begyndt at male i Stevens Atelier, udstillede hun Billedet "Den unge Pige og Døden".

Næsten daglig tilbringer hun nogle Timer før Frokost i Billedhuggeratelieret. Henimod Spisetid har der altid samlet sig Besøgende ovre i Modtagelsesatelieret, og i sin Arbejdsdragt løber hun da over til dem for en halv Times Tid at passiare om Literatur og Theater. Af og til hænder det, at hun bliver attrapperet paa Vejen af Paatrængende, som vil opkalde Eau-de-cologne efter hende eller Sligt. Men Blusen hjælper hende. "Tør jeg ikke spørge, om M'me Sarah Bernhardt er tilstede?"—"Nej, Mama," svarer den overgivne Kunstnerinde og smutter forbi, "er gaaet paa Prøve og kommer slet ikke hjem idag." Som bekjendt har Sarah en Søn paa atten Aar, et flinkt og dygtigt ungt Menneske, der allerede er Theaterdirektør, idetmindste af Navn. Det er ham, den ungdommelige Moder ved slige Lejligheder forestiller, og det morer hende kosteligt.

[Illustration: Sarah Bernhardt i sin Spisestuestol.]

Nogle af de Besøgende beholder den gjæstfri Værtinde altid til sit Bord. Spisesalen inde ved Siden af Modtagelsessalonen er luxuriøs og ejendommelig, om end ikke saa fantastisk udstyret som Atelieret. Den faaer Lys fra et stort Vindue, i hvis Nische et Vildnis af Slyngplanter boltrer sig, og hvor man stadig anbringer Frokosternes og Middagenes Vindruer, Ferskener, Ananas, hvis fine Farver gjør deres Virkning i den frodiggrønne Vinduesnische. Møblementet er af udskaaret mørkt Egetræ i gammeldags Stil; for Enden af Bordet staar en højrygget mægtig Stol, det er Husfruens Plads. Naar hun gaar tilbords, rykker hendes Kammertjener den frem til hende og bliver da staaende bag den under hele Maaltidet. Hun sidder der som en Dronning ved et Bord, der er rigt som en Dronnings. Slebet bøhmisk Krystal, Guld- og Sølvservice, lydløs, fornem Betjening for hver Gjæst, et udsøgt Kjøkken, kort sagt Alt, hvad der kan bidrage til at forvandle Maaltidet til en æsthetisk Nydelse. Ved dette Bord holdes altid den gamle Regel om Muser og Gratier efterrettelig; i Regelen sidder der kun en fire, fem gode Venner om det, og det er sjeldent, at der ikke er et stort Navn i den franske Kunst eller Literatur mellem dem. Alligevel føres der sjeldent nogen Konversation, i hvilken hun ikke er den Aandfuldeste, og hænder det engang, at man kommer ind paa lærde Themaer, hun ikke veed Besked om, forstaar hun hurtigt med en Elskværdighed, som er uimodstaaelig, at føre Samtalen ind paa et Omraade, hvor hun kan være med blandt de Første, helst den Første. Hun vil herske, hun vil være Dronning, omgiven af Dronningens Luxus og Hyldest; tillader man hende ikke det, saa kommer det forkjælede Barns Luner op i hende og faaer hende til at gjøre gale Streger, som dengang hun forlod Théâtre français. Men bøjer man sig for hende, saa er hun trods sine tredive Aar glad som et lykkeligt Barn, yndefuld og indtagende, saa at hun afvæbner selv de mest haardnakkede Modstandere.

[Illustration: Coquelin som "Don Cæsar".]

Coquelin i sin Loge,

Englænderne har opfundet et Slags literære Portrætskizzer, der er komne stærkt i Mode: Skildringen af berømte Personer at home. Genren har sit Værd. Man forstaar afgjort en Meissonier bedre, naar man har set ham ved hans Staffeli, eller en Edison, naar man har fulgt ham i hans Laboratorium.

Men det gjælder at finde Stedet, hvor de paagjældende Personer er virkeligt hjemme, hvor de er helt sig selv. Man lurer sjeldent en stor Taler synderligt af, fordi man seer ham i hans Spisestue, eller en stor General, fordi man gjør ham Visit i hans Families Skjød. Der er selv de Største i Regelen kun ganske almindelige Dødelige. Coquelin skal man se i hans Paaklædningsværelse, i hans "Loge", som Franskmændene kalder det. Mellem sine Malerisamlinger og Bøger i den elegante Lejlighed, han beboer i Rue Lafayette, er han Kunstven og Forfatter; naar han under Kammerforhandlingerne spadserer i Salle des pas perdus, omringet af Deputerede og Journalister, der fritter ham ud om hans Mening, er han en Politiker, der veed Besked; naar han overværer Indvielsen af en Skole, som er stiftet for hans Penge, eller naar han paa Valgdagen lægger sin Stemmeseddel i Urnen, er han en god og samvittighedsfuld Borger; naar han elegant, vittig og konversabel færdes i den store Pariserverdens Saloner, er han Selskabsmenneske par excellence, og naar han paa Havres Havnemole venter Monsieur Mayer fra London, er han en snild Forretningsmand; men i sin Loge er han alt dette accessionelt ved Siden af og samtidig med det, som han dog er først og fremmest: Théâtre français' uforlignelige Skuespiller.

Coquelins Loge svarer nu imidlertid heller ikke paa nogen Maade til det Begreb, der ellers forbindes med en Skuespillers Paaklædningsværelse. Naturligvis er Verdens første Theater fornemt ogsaa bag det Tæppe, som skiller Publikum og Aktører.

Naar man har passeret Administrationsindgangens grønne Cerberusportner, kommer man ad en hvidlakeret, forgyldt Trappe med Brysselertæpper, Marmorbuster og Spejle op paa den ene Side til Kontorlokalerne, paa den anden til det Allerhelligste, Skuespillerfoyeren, en fin Louis quatorze Salon, hvor hver Plet paa Væggene er behængt med Billeder af berømte afdøde Artister. Korridoren, som forbinder den med Scenen, er et ikke mindre imponerende Portrætgalleri, og selv hvor man ved Indgangen til Scenen drejer af og klattrer op i de øvre Lokaler, der ellers saa tidt i Thaliatempler kun plejer at være et primitivt Sammensurium af halsbrækkende Hønsestiger og Loftsrum, der minder om Marchandiser-butiker, selv der er Alt soigneret og nobelt: brede Trapper med Mahognigelænder og Bastmaatter, Couloirer, som leder Tanken hen paa Gjæstefløje i en gammel Herregaard, hvide Porcellænsplader med Kunstnernes Navne paa hver Dør. Men alligevel bliver man overrasket, naar man aabner den, paa hvilken der staar Coquelin ainé. Det er en formelig Salon, man kommer ind i. Persiske Tæpper paa Gulvet, gobelinsbetrukne Kanapeer og Causeuser, Kunstbronzer paa Kamin og Skrivebord, hyggelige Lamper med farvede Net over, der dæmper Skjæret, komfortabel Luxus, hvor man seer hen i det store Rum. Væggene er fyldte med Malerier og Akvareller, Pluraliteten forestillende Coquelin i hans forskjellige Hovedroller, andre afbildende Scener fra Mærkedage i Theatrets Historie, men alle signerede med bekjendte Navne og i Regelen forsynede med en lille Notits paa Foden, der fortæller, at de er Gave fra Maleren selv. Rundtomkring ligger nysudkomne Bøger og fintindbundne Manuskripter. Kun et monumentalt Spejl paa Væggen mellem Vinduerne, med grønskjærmede Lampetter op langs Siderne og med en Mængde smaa Glasæsker paa Marmorpladen forneden erindrer om, at man er i en Skuespillers Paaklædningsværelse.

Man er nu i Virkeligheden ogsaa ligesaa meget idetmindste i en Salon. Coquelin tager imod i sin Loge. En Pariser har ikke Dagen disponibel til at sladdre hen, allermindst en Pariser en évidence. Det paa alle Punkter optagne Liv, han fører, stiller saa mangehaande Krav til ham; naar han skal opfylde blot de Halve af dem, maa han tage vare paa Øjeblikkene. Coquelin har et sjeldent Talent dertil. Alle sine Forhold til Omverdenen gjør han af, mens han klæder sig paa. Han er visibel hos sig selv om Morgenen, naar han staar op, men efterat hans Vogn har hentet ham ved Titiden og kjørt ham hans sædvanlige Tour, hører Dagen hans Arbejde til, og han er forsvunden for Enhver til om Aftenen, da den nye Paaklædning begynder. Han sætter Folk Stævne paa Theatret, og de, der har Venskabs- eller Forretningsforbindelser med ham, søger ham der. Den grønne Portner ved Administrationsindgangen er højlig fornærmet. Tærskelen, han er sat til at vogte, er ham en Helligdom, som efter hans Mening ingen Profanes Fødder nogensinde burde have Tilladelse til at overskride. Men hvert Øjeblik, naar han strækker sin spærrende Cerberusarm ud og spørger qui cherchez vous ? lyder Passeer-Parolen Monsieur Coquelin ham i Øret, og han veed, at saa nytter der ingen Indvendinger. I sin Loge er Monsieur Coquelin hjemme for Alle.

Døren til den staar ikke noget Minut. Først kommer Vennerne, der "er i Salen" og vil aflægge ham Visit før Forestillingen. Det er Dagens politiske og mondaine Historie, der repeteres. Coquelin er au courant med Alt og interesserer sig for Alt. Ivrig, fuld af Liv vandrer han op og ned af Gulvet og diskuterer og dokumenterer med denne Stemme, der ligesom meisler hver Sætning i Marmor. Det banker. Entrez! Et lille koket Hoved titter ind, men trækker sig strax igjen tilbage. Pardon, je dérange.—Mais pas du tout, Mademoiselle, entrez donc. Hun kommer for at tale med ham om Rollen, han har lovet at indstudere med hende. Imorgen ikke, saa skal han i Kammeret, og iovermorgen maa han til Havre for at spille ved en Forestilling for Redningsmandskabet, men Dagen efter. Hun takker, hilser let paa Salonens Gjæster og forsvinder igjen. Men næppe er hun ude, før det banker paany. En ældre, ordinær Herre, der har pyntet sig op til at skulle være ung og elegant Han kommer overordentlig frejdig og selvfornøjet, men falder strax af, da han seer, at der er Folk før ham. Coquelin hilser skjødesløst; Manden faaer ham trukken hen i et Hjørne og begynder en hviskende Samtale med ham. Mais vous pouvez parler devant ces Messieurs, afbryder Coquelin efter et Øjebliks Forløb; "det er lutter Venner." Der udspinder sig saa en Forretningsdiskussion om Tournéer i Rusland, Amerika, Brasilien, Spanien. Siden Coquelin er begyndt at rejse, vil Alverdens Impressarioer have fat i ham, og allesammen har de Guld og grønne Skove at love ham. Han holder af at flakke om. Med sin Evne til at nytte Tiden faaer han Alt at se i de fremmede Lande, han besøger, og med sin hurtige Intelligens opfatter han strax selv det ham mest Fremmede. Det er en Maade at studere paa, siger han, som opvejer alle andre, og i sin Kontrakt med Théâtre français har han derfor ogsaa udtrykkelig hvert Aar forbeholdt sig to Maaneders Ferie, som han selv kan tage, naar han vil. Planen til Amerikatouren er allerede lagt, og han har Tilbud og Planer om mange andre. Disse Rejser forøger desuden de hundrede og tyve tusind Francs, Théâtre français aarlig betaler ham, med rigelig ligesaa Meget til, og han er ikke mindst en moderne Pariser i Trangen til at tage Penge ind. Allerede hans Malerisamling koster ham uhyre. Hvert andet Øjeblik er der et Billede af Millet eller Andre til en halvhundrede tusind Francs, som han ikke kan modstaa Lysten til at kjøbe. Saa ernærer han fattige Slægtninge og stifter Legater, Alt det sluger Kapitaler. Han er ligefrem nødt til at rejse. Men heldigvis forstaar han ogsaa til det at gjøre sin Tid frugtbringende. Saasnart han har nogle Dages Otium ved Théâtre français, er han i en Haandevending i Bruxelles, Lyon, Anvers, Lille for at give Gjæsteforestillinger. Hr. Perrin er ingenlunde fornøjet ved saaledes aldrig at vide, om han har ham eller ikke har ham, men han gjør gode Miner til slet Spil. Coquelin gaar det ikke an at støde, han er Theatrets Grundpille, og han er paa Basis deraf dets virkelige Herre.

Det bliver imidlertid ved at banke. Der kommer en ung, mager, gardisthøj Herre med det røde Baand i Knaphullet; det er Deroulède. Coquelin iler hen og trykker hans Haand, han hører kjendeligt til de mest Velkomne. Man har i Regelen meget tilovers for de Mennesker, for hvem man har gjort meget; det er ogsaa Kjærnen i Venskabsforholdet mellem disse To og overhovedet i Coquelins Forhold til en stor Kreds af Frankrigs yngre talentfulde Digtere, Manuel, Guiard, Delair først og fremmest. Han har saa at sige opfundet dem; de har bragt ham deres Digte, han har reciteret dem rundtomkring i Saloner og ved Soiréer og paa den Maade skabt deres første Reputation. En ung Poet har han skaffet Forlægger, en anden hans Tragedie antagen ved Théâtre français, han er efterhaanden bleven Forsyn for hele den yngre lyriske Skole. Det kunde synes at staa i Modstrid med Grundretningen i hans egen Kunst, men det er dog let forklarligt alligevel. Coquelins Mesterskab er i første Rang Kunsten "de bien dire". Derfor elsker han Verset. En af de Roller, i hvilke han er uforligneligst, og den, som han selv sætter mest Pris paa og paastaar, han spiller bedst af alle, er Don Cæsar i Victor Hugos "Ruy Blas".

Atter banker det. Denne Gang er det ingen Gjæst, men Regissøren, der kommer for at varsko første Gang. "Je serais prêt, mon ami," siger Coquelin med et Smil og en naadig Haandgestus. Han har endnu knap begyndt paa Paaklædningen, og ti Minutter efter skal han staa paa Scenen, men Regissøren kjender ham og gaar. Han er paa Pletten, naar han skal være der, men heller ikke noget halvt Sekund før. Stadig diskuterende med Vennerne, som vil rejse sig, men som han beder blive, stadig modtagende andre, der kommer, forsvindende et Øjeblik ind i det lille Toilettekabinet, men fortsættende Samtalen gjennem Portièren, klæder han sig paa og maskerer sig med taskenspilleragtig Behændighed næsten, uden at Nogen lægger Mærke til det engang. Hver Sminkestreg, han gjør, er han sikker paa som paa Alt i sin Kunst. Det giver ham den overlegne Ro paa saavel som bag Scenen, der er hans Styrke.

Ængstelse og Nervøsitet aner han ikke hvad er. Naar han rejser, bringer han stadig i de Huse, hvor man har inviteret ham til Middag, sine Værter til Fortvivlelse. Man har sat Dineren tidlig og sørget for, at den kan være endt saa betids, at han kan komme paa Theatret uden Forsinkelse. Men det er ham selv, der trækker den ud. Hele Selskabet bliver ved ængsteligt at se paa Klokken undtagen netop han. Endelig minder man ham. "Tout a l'heure,". svarer han og bliver ved at fortsætte Samtalen. Og naar man saa tilmed vidste, at dette Theater, som han nogle Minutter efter skal spille paa for første Gang, det har han aldrig set. Han har simpelthen spurgt sin Ven Dieudonné, der stadig rejser med ham, om Alt er paa sin Plads og i Orden; naar han har faaet Forsikringen derom, veed baade han selv og hans Kammerater, at han ogsaa vil være det, og at han vil spille sin Rolle ganske paa samme Maade, som han har spillet den Hundreder af Gange, uden at lade sig forstyrre i sin Ro af Nogetsomhelst.

I sin Loge holder han Diskussionen gaaende lige til det sidste Øjeblik. Regissøren kommer anden Gang og stikker Hovedet ind. "On peut annoncer," raaber Coquelin til ham. Han gjør den sidste Sminkestreg, retter Parykken foran Spejlet og rejser sig. Vennerne følger ham ned ad Trappen, og man bliver ved at tale. "A l'entreacte," bryder han endelig af; man hører Maskinkarlen slaa Slaget, der annoncerer Aktens Begyndelse. Coquelin staar paa Scenen, et Sekund, saa gaar Tæppet op, og han er i samme Nu helt og holdent den Person, han skal forestille.

Mens han spiller, et flygtigt Blik tilbage paa, hvorledes han er naaet til den Plads, hvorpaa han nu staar. Han er en Bagersøn fra Søkjøbstaden Boulogne. Familien har gjennem lange Slægtled været denne Stads og det hæderlige Bagerlaugs bedste Mænd. Der er endogsaa dem, der vil paastaa, at man intetsteds i hele Frankrig kan faa saa mageløst Hvedebrød som i Boulogne. Det er Traditioner, der daterer sig fra meget langt tilbage, Traditioner, som Slægten føler sig stolt over, og som den derfor kun med stor Bekymring saae blive brudt, da dens Yngste, den attenaarige Jules Constant, for en Snes Aar siden pludselig en skjønne Dag erklærede Papa Coquelin, at han var kjed af at spadsere omkring i Boulognes Gader med et Postejfad paa Hovedet, og at det nu var slaaet fast: han lagde den hvide Hue af, der saa langt man kunde huske tilbage havde været Coquelinernes Adelssymbol, for at drage til Paris og paa et helt andet Felt vinde ny Hæder til det gamle Navn.

Papa Coquelin var imidlertid en fornuftig Mand, han indsaa, at det selv ved en Bagerovn kun er Lysten, der driver Værket, og at man aldrig kommer nogen Vegne, naar den mangler. Jules Constant fik Lov til at gjøre, som han vilde, Han rejste. Fra en Boghandler i Boulogne fik han Anbefalingsbrev med til Regnier, der dengang var Numer Et ved Théâtre français, og hos ham præsenterede han sig da. Han vilde være Skuespiller, erklærede han, men kun, naar man troede, han kunde blive noget Udmærket. Ellers rejste han tilbage og tog den hvide Hue paa igjen. Om man nu vilde se, hvad han duede til.

De ærværdige Lærere ved Konservatoriet, til hvem dette Hverv som sædvanlig blev overdraget, fandt ikke, at han duede til Stort. Og saa fandt de ham altfor grim. "Det er jo en ren Trompetnæse, han har," sagde Augustine Brohan. "Og hvad der er det Værste, han bruger den som en Trompet," føjede Auber til. Han faldt igjennem ved Examen, og havde Regnier ikke med sit sædvanlige glimrende Blik for, hvad der boede i den unge Skuespiller, beholdt ham alligevel for at se, om han dog ikke kunde faa Noget ud af ham, saa vilde Coquelin den Dag idag have været Bager i Boulogne og ikke Regniers Efterfølger paa Thronstolen i Molières Hus.

Regnier blev hans Lærer og Opdrager. Han lærte ham først og fremmest Taalmodighed, det, som for alle Kunstnere, men for Skuespillere særlig er saa noget nær Alpha og Omega: at studere og studere og vente ganske rolig, til man virkelig har alle baade ydre og indre Betingelser samlede for at kunne præstere noget Ordentligt. Selv efterat han i 1860 havde faaet Konservatoriets første Pris for Udførelsen af en Crispinrolle og baade Regnier og adskillige Andre ganske vel indsaae, hvad der boede i ham, fik han ikke Lov til at rende af Skole, Regnier fortsatte sit Opdragelsesværk, og de smaa Roller, han i det første Par Aar kom til at spille ved Théâtre français—Gros René p "le Dépit amoureux", Bazile i "Figaros Bryllup", Dubois i "Misanthropen", Loyal i "Tartuffe", o.s.v. o.s.v.—var nærmest at betragte som en gradevis Vænnen til Ilden. Da han endelig leverede Hovedslaget, var han færdig; Sejren kunde ikke udeblive, og den udeblev heller ikke.

[Illustration: Coquelin]

En af Pariserkritikerne i Vælten har som Øjenvidne fortalt om denne Triumf. Coquelin havde faaet en Rolle i et nyt Stykke, som Theatrets daværende Direktør Thierry imidlertid af Hensyn til en ældre Skuespiller atter maatte tage fra ham. Til Gjengjæld gav han den unge Kunstner Lov til at vælge, hvilken han vilde i det gamle Repertoire. "Saa vælger jeg Figaro i "Figaros Bryllup"," sagde Coquelin strax. Det var et af de største Vovestykker, der kunde tænkes, men Thierry holdt altid sine Løfter, og Coquelin fik Rollen. Alt gik godt, fortæller den nævnte Kritiker, til han skulde ind paa Scenen. Men da han først var der, blev han overfalden af en forfærdelig Frygt. Han begyndte at ryste over hele Kroppen, Tungen klæbede sig fast til Ganen, og han spillede de første fire Akter uden at vide af, hvad han sagde, med sløvt Blik, mørkt Ansigtsudtryk og halvkvalt Stemme, som et Menneske, der føres til Retterstedet. "Men saa le dog, dit lille Dyr," hviskede Augustine Brohan ganske sagte til ham; "le dog, Du er jo Figaro." Coquelin gjorde imidlertid kun en fortvivlet Gestus, der betød, at han ikke kunde le. Heldigvis er det parisiske Publikum yderst overbærende mod Debutanter. Man ventede stadig. Femte Akt kom; det er den Akt med den berømte Monolog. Det var dengang Mode i alle det gamle Repertoires komiske Roller, særlig i Moliéres, at hælde over mod det Tragiske saa tidt, man kunde. Denne Mode behagede ved det Nye og Dristige, der laa i den. Coquelin havde i den Anledning fundet paa at gjøre noget Lignende ved Monologen. Han søgte at gjøre den bitter, mørk og irriteret. Den stærke Sindsbevægelse, hvori han befandt sig, gav hans til daglig Brug vibrerende Stemme endnu mere Udtryk, hans Mimik og Gestus endnu mere Fortvivlelse og Vildhed. Han gjorde stormende Lykke. Man applauderede uforbeholdent: man havde her en Mand for sig, der kunde være paa een Gang Scapin, Crispin og Figaro.

Han blev det hurtigt efter denne første Sejr; han blev i disse tre og i alle beslægtede Roller den mest uforlignelige Skuespiller, Théâtre français rimeligvis nogensinde har havt. Og hvilken Mængde af dem har han ikke trods sine knap fyrretyve Aar allerede spillet I Af alle Moliéres Stykker er der siger og skriver kun tre, i hvilke han ikke er optraadt, og han har i de tyve Aar, han nu har været ved Théâtre français, spillet ikke mindre end omtrent tresindstyve forskjellige Figurer alene i det gamle Repertoire. I det moderne er hans Navn knyttet til nogle og tyve Repriser af berømte Komedier, og samtidig har han skabt Hovedfigurer i en tredive, fyrretyve nye Stykker. Vilde man med nogle enkelte Roller markere Hovedpunkterne i hans Skuespillervirksomhed, maatte man først og fremmest nævne Figaro i "Figaros Bryllup", Mascarille i "les Précieuses ridicules", Gringoire i Stykket af samme Navn og Marcel i "Les Ouvriers" (Arbejderliv). Han har aldrig havt mere uimodstaaeligt smittende godt Humør, udfoldet mere ægte komisk Liv end i de to første af disse Stykker, og han har aldrig talt til Hjertet som i de to sidste. Dog jo, han har i sin sidste mesterlige Création, den gamle Skuespiller i Erckmann-Chatrians "Les Rantzau" gjort begge Dele lige uovertræffeligt paa een og samme Tid.

Det er nemlig en Hovedejendommelighed ved Coquelin som Skuespiller, at hans Talent saa at sige ikke kjender nogen Grændse. Hans Hovedstyrke er at faa Tilskuerne til at rulle sig i Latterkrampe, men den næste Aften, det næste Øjeblik kan han med samme Uimodstaaelighed lokke Taarerne af det samme Publikums Øjne. Han har den ene Dag spillet Scapin og den næste Jean Dacier, Hovedfiguren i en moderne Revolutionstragedie af samme Navn. Forbausende er det, til hvilken Grad han forstaar i Stemme, Mimik, Holdning og Alt at kaste sig selv fuldstændig bort og paa Scenen udelukkende være de Figurer, han fremstiller. Han tager dem af og paa med samme virtuosmæssige Lethed som Kostumet, der hører til dem. Det er forklarligt; hver lille Gestus, hvert Tonefald, hvert Blink med Øjnene er vejet og prøvet i Maaneder, før det blev slaaet endelig fast. Coquelin overlader i sin Kunst Intet til tilfældig Inspiration.

Saa spiller han da, og Publikum jubler og applauderer. Han er forgudet og forkjælet som en Primadonna. Og han sætter Pris derpaa. Har Bifaldet en enkelt Gang været kjøligere end sædvanlig, er han forstemt, har det rystet Huset, straaler han som en Debutant, og naar Vennerne atter kommer op i Mellemakterne, er en Samtale om, hvorledes de enkelte Repliker har slaaet an, altid det Første, hvormed der begyndes, selv om man ender med Drøftelsen af helt andre Materier. Og det gjør man tidt. Er der vigtige Forhandlinger i Kammeret, saa at Møderne er trukne ud til hen paa Aftenstunden, er Coquelins Loge det Sted, hvor man sikkrest kan hente Nyheder fra dem. Han faaer Alt berettet pr. Depesche fra selve Palais Bourbon. Man har drevet Spot med denne hans Politiseren og med hans nære Forhold til Gambetta. Man har havt Uret, det er kun tomme Vittighedsmagere, der kan gjøre det, Coquelin har vist, at man kan være en stor Skuespiller og en brav Borger ved Siden af. Han er af et andet Kuld end sine Forgjængere i Moliéres Hus. Han henter ikke sine Inspirationer paa Knejpen, han er sober som de Færreste, til sine Maaltider nyder han kun Vin og Vand og udenfor dem aldrig det Mindste. Han hører til det moderne Frankrig, det, der veed, at i vore Dage naaer man kun en Førsterangs-Position gjennem et Liv i uafbrudt Arbejde. Men det, at han i Intet er cabotin, at han i samme Øjeblik han sætter sin Fod udenfor Scenen er en homme sérieux med alsidige Kundskaber, alsidig Dannelse og Interesser for Alt, det er det netop, der har bidraget til at løfte den moderne franske Skuespillerstand ud over den halvt deklasserede Stilling, den saa længe havde indtaget. Naar man nu vil kaste den den gamle Haan i Ansigtet, rejser Opinionen sig som een Mand mod Fornærmeren. Det har vist sig saa tydelig, som ønskes kan, for nylig ved Bladet "Figaros" og Hr. Mirbeaus Angreb. Med Gots Æreslegion er den sidste Rest af Skuespillernes Undtagelsesposition forsvunden. Og det er Coquelin, der har fremtvunget dette Kors. Han har ikke blot gjort det direkte ved atter og atter at tage Ordet for sine Kammeraters Ret til at blive betragtede som alle andre Borgere, han har gjort det endnu mere indirekte ved sit eget alvorlige, hæderfulde Liv. Han er en ny Skuespillertype, og han vil faa Efterfølgere. Komédieforfatterne vil maaske have Grund til at beklage sig derover; de faaer ikke længer Figurer som Kean og Garrick at skrive om. Men ellers er det vanskeligt at se, hvem der skulde lide derunder. Næppe Kunsten, og næppe Samfundet, og Skuespillerne selv allermindst.

[Illustration: Coquelin som Florence i "Les Rantzau"]

Cherbuliez i sit Arbejdsværelse

Mens Millionen og de Fremmede breder deres Herredømme videre og videre ud over det moderne Paris, forvandler dets Fysiognomi og umærkeligt gjør det til en hel ny Stad, er der dog een Part af Byen, hvor denne Erobring synes at finde et Bolværk, som den ikke kan bryde, hvor de gamle Huse og Gader staar endnu, hvor Særpræg og Vaner, hvor Karakteren, som det hele Liv har; er saaledes, at den nuværende Generations Fædre og Bedstefædre vilde kjende sig igjen og føle sig hjemligt der, hvis de kunde staa op af Graven. Denne Part er den venstre Seinebreds Paris. Det begynder saa smaat at skrumpe ind ganske vist; det kan ikke vise noget Sidestykke til Quartier de l'Europe eller til den som af Aladdinsaander bebyggede Monceauslette, det inkorporerer ikke Dag for Dag bredere og bredere Bælter af Banlieuen, tvertimod, det er ligesom det visnede lidt i Kanten, de yderste Partier bliver folketommere, falder hist og her i Ruiner, glider over til at blive en Mellemting mellem Landsby og Stad. Men ikke desto mindre er det dog ogsaa af vore Dages Paris endnu stadig en saa væsentlig Del, at der maa regnes med det. Det er mere endnu. Det er som i den stolte katholske Kathedral det lille Kapel, der gjemmer Kisten med Helgenens Relikvier. Tinder og Taarne og Hvælvinger med deres Marmor og Guld og Lys og Billeder er kun byggede udenom dette Kapel. Til dets Forherligelse er den hele Pragt der; det er i Virkeligheden det, der har gjort Kirken stor, og det er stadig Sjælen i den, For dets Skyld kommer de rette Pilegrimme, ved det holder de sande Troende deres Andagt.

De gamle Kvarterer paa den venstre Seinebred gjemmer endnu Paris's egen særlige Individualitet, det, der har skjelnet denne forunderlige By fra alle andre og gjort den til, hvad den er. Millionærpaladserne har rejst sig, de Fremmede er komne, Verdenskaravanseraiets Stimmel og Glands er kommen, men det er som Kathedralen Altsammen kun voxet op, fordi der var Noget, som kunde bære et saadant Relief. Og dette hemmelighedsfulde, uhaandgribelige Noget fylder endnu Luften i de snevre Gader mellem Sorbonne og College de France, mellem Académie des beaux-arts og École polytechnique og den lange, lange Række af Videnskabens og Kunstens Højskoler, der klemmer sig sammen her paa en ganske lille Part af den store Bys Grund; Rastaqouairen og Amerikanermillionæren, Boulevardieren, Kokotten og Alt, hvad der er i Slægt med dem, kan ikke trives i denne Luft, den ægte Pariser derimod er først rigtig i sit Element, naar han indaander den. Af Intelligensens Paris boer ni Tiendeparten paa den venstre Seinebred.

I Rue Gay-Lussac, en af dette Kvarters venligste og aabneste Gader, og i den Del af den, hvor Sol og Blomsterduft fra Luxembourghaven frit kan strømme ind, har det franske Akademis sidstvalgte Udødelige, Victor Cherbuliez, sit Hjem. Det er helt paa den anden Side Pantheon, han boer. Han siger nok selv, at det er af Hensyn til hans Sønner, der har deres Lyceer herude, men i Virkeligheden tager man dog næppe fejl ved at søge den egentlige Grund dybere. "Man har det ogsaa fredeligere her," føjer han til; "selv ved Gadestøjen er der noget Douce, saa den ikke generer, jeg har en Fornemmelse, som om jeg ikke vilde finde Ro til at arbejde, hvis jeg kom over paa den anden Bred." Det er just Sagen. Han er instinktmæssig rykket saa langt fra Millionens Paris, som han kunde komme; Feberen i dets Liv, de skrigende Toner i dets Larm, Guldets Raslen og Reklametrompeternes Skingren har skræmmet ham. Han er saa lidt i Slægt med Alt det, som Nogen kan være. Skjøndt født Genfer har ikke blot Loven givet ham parisisk Borgerret, hans Gjerning har gjort det før den og varigere end den. Men i Verdensstadens tumlende Offentlighed er han aldrig bleven nogen Person en vue, han hører ikke til den Slags Parisere en évidence, der samler Opløb, hvor de viser sig; den store Hob kjender ham ikke, han kan spise sin Frokost paa Café Caron, uden at Nogen i Lokalet veed, hvem han er, og lægger Mærke til ham. Han staar som Repræsentant for det Paris, som man ikke seer, og som ikke gjør Spræl, men som dog er Sjælen i den store By, for Intelligensens stille, arbejdende Paris paa den venstre Seinebred.

At trænge ind til en rigtig Pariser en évidence er omtrent ligesaa vanskelig en Sag som at komme med til en Première. Han er paa sine Enemærker en Konge, der hyller sig i utilnærmelig Majestæt. Tjenestepersonalet har de strengeste Ordrer til at holde Alle paa Afstand. Lykkes det end undertiden ved Hjælp af nogle Francsstykker at passere Portneren, saa lader Forgemaklakajen sig dog ikke bestikke. Det nytter kun lidt at spørge ham, om hans Herre er tilstede. Han svarer kun med et medlidende Smil. Det er ham, der holder Forhør. Han gjør det uden Personsanseelse; selv en "Monsieur décoré", hvem der dog ellers allevegne i Paris bliver vist Hensyn, respekteres ikke. Først naar han har leveret Fyren med Silkelæggene tilfredsstillende Oplysninger om, hvad han hedder, og hvad han er, og hvad han vil, meddeles det ham naadigt, at Husets Herre tager imod mellem Elleve og Tolv den og den bestemte Dag i Ugen. Han har saa Tilladelse til at komme igjen og antichambrere. Paa den venstre Bred kjender man derimod ikke saadanne Formaliteter. "Hr. Cherbuliez," siger den gamle Portnerkone, "jo, det er her; Herren er lige kommen ind fra Landet. Anden Sal over Entresolen, Døren tilvenstre. Men De maa ringe lidt stærkt, for Pigen deroppe er noget døv." Hun er saa døv tidt, at det bliver Fruen, der lukker op. Man bedes vente et Øjeblik, mens hun underretter sin Mand om Besøget. Men maaske er han beskjæftiget, han maa paa ingen Maade lade sig forstyrre, man kan saa udmærket godt komme igjen paa en anden Tid, hvis det er mere belejligt. Man forstyrrer aldeles ikke, svarer hun venligt, det vil være hendes Mand en Fornøjelse at se En, han skal komme ligestrax. Man gaar da ind i Salonen. Det er en lille, hyggelig Stue med Mahognimøbler, Stil premier empire, Divantæppe, mange Blomster ved Vinduet, mange Malerier paa de mørkrøde Vægge, men uden nogensomhelst moderne parisisk Luxus, uden Elegance engang, en jævn, lidt gammeldags Salon, gjennemtrængt med den Parfume af pudset og skuret Renhed, som Værelser har, der staar til Stads og kun bliver brugte ved højtidelige Lejligheder. Efter nogle faa Minutters Forløb kommer den lille, venlige Frue tilbage og hilser fra hendes Mand, om man ikke vil følge med ind i hans egen Stue. Luften er en Smule klam, og der er lagt i Kaminen hos ham. Man synes næsten allerede, man mærker Varmen; det er en ganske anden Modtagelse, end man er vant til i Paris. Man har en Fornemmelse, som om man var mange Mile borte, i saadant Noget som en nordisk Præstegaard paa Landet.

Det er netop ogsaa Indtrykket, Cherbuliez' Arbejdsværelse gjør. Fuldstændig Studerekammerstil: en høj Pult, ved hvilken man skriver staaende, to store Lænestole med brunt Saffiansbetræk, en dito Sofa af gammeldags Snit og saa forresten kun Bogreoler. De er af ulige Størrelse og forskjellig Slags Træ, øjensynlig anskaffede efterhaanden som Bibliotheket voxede, men nu proppede fra øverst til nederst. Revuens orangegule Hefter ligger klemte ind allevegne, hvor der er mindste Plads over de staaende Rækker, men iøvrigt staar den hele Armee i snorlige Parade som et preussisk Regiment. Kun Uniformerne er noget brogede. Gamle Volumina i Læder og Folio skifter med smaa, kokette, røde Maroquinsbind; mellem lange Suiter af Klassikere i falmet Shirting skubber gule Calman-Levyske og blegblaa Dentu'ske Papirsrygge sig ind og drager moderne Striber. Der er i Virkeligheden Lidt af Alt i denne Samling, mest historiske Værker og Forfattere fra Encyklopedistperioden maaske, men forøvrigt hele den franske Litteratur, lige til de seneste Dage repræsenteret ved Alt, hvad den har af Fortræffeligt. Dertil tydske Filosofer, græske Poeter og politiske Brochurer i Mængde. Cherbuliez har i sin Ungdom studeret flere Aar ved tydske Universiteter, han er Sproget fuldkomment mægtig, og han har endnu Hegelianeren siddende i Blodet. Hvad Grækerne angaar, saa er de saa at sige hans Yndlingslekture. Han læser dem i Grundtexten, og han har for Vane at gjøre det hver Morgen, før han tager fat paa sit Arbejde. Det er i Athen, at han har "fundet sig selv", som man siger. Mellem Akropolis's Ruiner har han i Virkeligheden skrevet sit Debutarbejde "le cheval de Phidias", og paa Bunden af de Øjne, hvormed han seer paa Menneskene og paa Tilværelsen, ligger der stadig et Skjønhedsindtryk, som stammer derfra.

En halv Væg er tom for Reoler, og paa den hænger det Eneste, som pynter op i Stuen. Det er netop først og fremmest en Gjengivelse i Gibs af en Part af Parthenonskavalkaden, det Fragment, som har givet ham Inspirationen til "Phidias's Hest". Dernæst er det et Fotografi af den milesiske Venus, et Portræt.

[Illustration: Victor Cherbuliez.]

Cherbuliez' Haandskrift.

Dante i hans Ungdom efter en Fresko, der for nogle Aar siden er opdaget i Florents, samt endelig i Glas og Ramme et Stykke gammelt, optrevlet, graaagtigt Lærred, en Rest af Tassos Skjorte, med en Haandskrift af Lamennais, der bekræfter Ægtheden. Endnu et Par enkelte Malerier, stemningsfulde Landskabsbilleder, paa Kaminen Portræter af hans Kone og Sønner og af Buloz, "Revue des deux monde"'s Stifter, en bred Solskinsstrime faldende ind fra Vinduet, og man har hele Værelset.

Ligefrem, fordringsløs, venlig som det er Cherbuliez selv. Ved det første Øjekast har han i sit Ydre noget stærkt udpræget Militærisk, det er Infanterikaptejn-Typen, som man kjender den fra de smaa franske Provindsbyer. Men saasnart han taler, gaar det bort. Det var kun Ansigtsformen, Overskægget og den store Imperial, det skyldtes; Øjnene forandrer Udtrykket fuldstændig. De er smaa, uden Glands, af ubestemmelig Farve, men der er i dem dette ejendommelige dybe Blik, der ligesom seer igjennem den, de hviler paa. Naar man vil huske Ansigtet, er det kun dem, man mindes: det Hjertelige, næsten Bløde i dem, som dog, synes man, ved en ganske lille Nuance maatte kunne blive strengt ogsaa, deres forunderlig rolige Klarhed fremfor Alt. Disse Øjne giver Cherbuliez helt; han er, som de fortæller. Han hører ikke til Tidens nervøse, forpinte, sønderrevne Aander. Den vilde, trøstesløse Utilfredshed med Existensen, som præger Perioden, hvori vi lever, og som i hele Menneskeslægtens Historie maaske ikke har havt noget Sidestykke undtagen netop i den antike Verdens sidste Dage, ved det romerske Kejserriges Forfald, denne Utilfredshed finder ikke nogen Apostel i Cherbuliez. Han flygter ikke, som hans Kolleger paa den anden Side Rhinen gjør det i deres historiske Romaner, fra en Verden, der er dem uudholdelig, bort til helt andre Tider og helt andre Slægter, og han bærer sig heller ikke ad—hvad der tilsidst kommer ud paa det Samme—som hans Landsmand Zola med Disciple: giver det malcontente Hysteri Luft i en Fremstilling af Jorden som et Helvede, befolket af lutter Djævle. Han er for meget Franskmand til det. Han kan sin Schopenhauer og Hartmann paa Fingrene, men han har læst dem med samme Forsigtighed, med hvilken Lægen gaar til en Epidemipatient. Han har garderet sig med sin sunde romanske Optimisme, og han er ikke bleven smittet. Han skildrer de Mennesker, mellem hvilke han lever, ikke blot fordi den Digtform han har valgt til sin, Romanen, efter hans Mening aldrig kan faa blivende Værd undtagen som Gjenspejling af Forfatterens Tid, men ogsaa fordi disse Mennesker er ham meget interessante og med deres Fortrin og Fejl ganske sympathetiske. Han skildrer dem, som han seer dem, og det er hans Overbevisning, at de er, som han seer dem, det vil sige hverken helt Engle eller helt Djævle. Med Forkjærlighed vælger han just de mest sammensatte Naturer, i hvilke baade Godt og Ondt er oppe og strides om Overtaget. Han er i Fremstillingen af denne ægte menneskelige Kamp bestandig rolig og lidenskabsløs; han kan være ubøjelig haard, men han er først og fremmest uendelig human. Det absolut Hæsliges Berettigelse i Kunsten anerkjender han ikke, fordi han i Livet selv kun seer det som en Undtagelse; endog de sorteste af hans Figurer har deres sympathetiske Side. Meta Holdenis staar som et slaaende Exempel. Da hans Fortælling første Gang blev offentliggjort i Revuen, modtog han fra alle Sider Brev paa Brev, hvori man bad ham ikke lade denne unge Kvinde, om hvilken han havde forstaaet at samle saa megen Interesse, ende altfor trist, og med Revuens Udgiver var han nærved at brouillere i Anledning af Romanens Slutning. Buloz havde i den Grad forelsket sig i Meta, at han endogsaa en Stund gik omkring og drømte sig et Pendant til hende, der kunde blive hans Sekretær.

Som han sidder der og strammer den sorte, stukne Hjemmefrakke omkring sig og skyder de store Lænestole hen til Kaminilden, for at man skal sidde mere hyggeligt og passiare, er Cherbuliez netop den vindende, elskværdige Personlighed, man har forestillet sig efter hans Romaner. Han har rejst meget og seet Meget, han har læst og tænkt mere end de Fleste af hans Samtid. Valberts Artikler (det Pseudonym, hvorunder han skriver i Revuen) er der for at vise, med hvilken alsidig Sum af Kundskaber han sidder inde, og med hvilken moden, overlegen Klarhed han seer paa alle Fænomener i sin Tid. Mildere, mere overbærende i sine Domme, doucere og lempeligere i sin Maade at fremstille Alting paa, kan alligevel Ingen være end han. Han har i sin hele Form den soignerede Høflighed, den fine Delikatesse, som jo ifølge en ældre Generations Beretninger engang synes at have været typisk national hos Franskmændene, men som nu ogsaa i dette Land findes hos altfor Faa, og det er næsten, som om denne Høflighed, denne Delikatesse forbød ham at bruge et stærkt Udtryk, der kunde skurre i Samtalen, fremsætte en afgjørende Mening, som han ikke var sikker paa deltes af den, med hvem han taler. Man har undret sig over, at han, der dog ved de nævnte Valbertske Artikler har vist et Kjendskab til, en Forstaaelse af franske politiske og sociale Forhold, som Alle bøjer sig for, at han aldrig har søgt at komme til at spille nogen Rolle i det offentlige Liv. Man har undret sig, fordi man kun kjendte ham som Forfatter og ikke som Menneske. Han er den stille Studiets Mand; paa Politikens Arena, hvor der skal skubbes og puffes og skraales højt, vilde han føle sig som en Troubadourridder i Artillerikamp. Og saa har han desuden en vis Respekt for det hele moderne politiske Væsen. Han har i en af sine Romaner givet sit Syn paa Sagen. Siden Revolutionens definitive Sejr drives der efter hans Mening egentlig slet ikke Politik i Frankrig. De Revolutionære har som Program kun Agrarlove samt Afskaffelse af Staten og Vaabenmagten. For de andre Politikere, siger han, er det store Spørgsmaal kun et Spørgsmaal om Indflydelse, og hvem der skal udøve den. Enhver vil være en Allerhelvedes Fyr, det vil sige et Menneske, som man hører paa, naar han holder Taler, som man skynder sig at tilfredsstille, naar han forlanger Noget, og som skræmmer, naar han truer. Det republikanske Frankrig er en Armee; der har følt Trang til at fornye sine Kadrer: det er det, man kalder de nye sociale Lag, der skal frem. Monsieur Jourdoin efterabede Greverne og Marquierne og fandt sig yderst hædret ved at have dem tilbords; nutildags siger Monsieur Jourdoin til Seigneur Dorante: "Du er færdig, min Ven, gaa din Vej, for at jeg kan komme til."—Cherbuliez bryder sig ikke om "at komme til". Han befinder sig mange Gange bedre i sin Lænestol ved Kaminilden, end han vilde gjøre det paa en Ministertabouret, og er der Noget i denne Verden, som han kun kan se den sorte Side ved, saa er det Guldkalvsdyrkelsen. "Non, certainement, je n'aime pas le million," siger han, og der gaar gjennem de smaa Øjne et Glimt, som ikke har Spor af Blødt eller Venligt ved sig. Det supplerer Bekjendelsen og oversætter den i et mindre afdæmpet Sprog. Millionen er hans bête noire, med hele den Verden, der drejer sig om den, har han og vil han Ingenting have at bestille. Paa sin venstre Seinebred fører han med sin Hustru og sine Børn en stille, borgerlig, arbejdsom, fredsommelig Existens. Tidlig om Morgenen gaar han til sin Skrivepult, regelmæssigt, næsten paa Klokkeslet, som Kontoristen gaar paa sit Kontor. Han skriver sit bestemte Antal Timer, langsomt, formende, filende, glattende paa hver Sætning, til den er netop, som han vil have den. Det er ingen af Lidenskaber forpint og sønderreven Sjæl, der faar Luft i pludselige Improvisationer. Kjender han til Feber under Arbejdet, saa er det kun den, som selve Undfangelsen fører med sig, og dens Smerte har paa Bunden en uendelig Nydelse. Saaledes gaar hans Liv Dag efter Dag, og dette Liv giver ham den Ro og Tilfredshed, der er Alt, hvad han forlanger af Verden, den "grande tranquillité", der er Lykken for ham og hele den Race af Mennesker, for hvilken han staar som Repræsentant.

Explore with AITake your curiosity a little further.

Reading settings