VISEN.

Efter den sidste Salve, som Bjørnstad og Jørgen affyrede fra Loftslugen, droge Svenskerne sig tilbage fra Storstuen for at raadslaae.

»Djævels til Indretning med det Ovenværk, de Partigjængere har lavet dèr!« tordnede Vagtmesteren, vor gamle Bekjendt fra Olaugs Stue. »Den Rottefælde maae vi see at faae forpurret. Galgen er de Stratenrøvere vis. — Nu ned og fourageer i Kjælder og Stolpebod, Manne, og lad os see, hvad Huset har paa Tallerkenen. Bagefter hitter jeg vel paa Raad.«

Soldaterne forsvandt, efter at der var stillet dobbelte Vagter udenfor Døren til Loftslugen og udenfor Huset. Kort efter gjenlød Rummene af drukne Soldaters Drikkeviser. Kjælderens Most og Mjød skummede i Krusene, Stolpebodens Forraad blev plyndret, hver Soldat greb, hvad han kunde faae fat i; røgede og tørrede Skinker, Lammelaar og Flæskesider hængte i Pakker over Ryg og Bryst. Den vittige Trompeter Månsson mødte med et Knippe Klipfisk paa Maven, han gik og bladede deri og klaprede op med det, alt mens han puttede salte Stumper Fisk i Munden paa sig selv og Kammeraterne, for at kunne drikke saa meget mere af Hjertens Begjær.

»Jeg veed, hvor der ligger en Pigelil og venter paa mig,« raabte Vagtmesteren, der sad for Bordenden og tømte det fjerde Kruus i den samme Stue, hvor Mand og Hustru nylig havde udvexlet deres Livs Indhold. »Brystet hendes er høit, og Midien er slank som en Dalkulles, Tænderne — hu, hei! — hvide og skarpe, som om de lystede at bide i svensk Kjød! Spring nogle af Jer over i Gjenbohuset paa Skrænten hist og træk hende af Dynerne. Du dèr, Sven Månsson, og to Mand til bære hende herover, men vogt Jer — Vagtmester har Førsteretten, forstaaer I?«

Et Bifaldsraab besvarede denne Tiltale. De tre Soldater begave sig ud for at finde Vei over til Ulles Huus paa den modsatte Side af Kløften. Lidt efter vendte de tilbage. De havde fundet Hytten tom; men de medbragte en Stige.

De sidste Dages Strabadser, som de svenske Soldater havde maattet udstaa i Sneeskovene under aaben Himmel, gjorde Mosten uimodstaaelig; dens Virkninger udeblev ikke. Vagtmesterens Kinder glødede, da han reiste sig fra Bordenden, og hans Øjne havde en dyrisk Glands, idet han udbrød:

»Nu til vor Gjerning, svenske Soldater. Vel har Kongen forbudt os at brænde og slaa ihjel; men vore Kammeraters Liig heroppe raabe om Hævn. Vi drage ikke herfra, før Bondens og hans Folks Hoveder ligge her paa Tinfadet.«

»Maae jeg ikke nok faae Lov til at pille lidt ved dem først?« spurgte Månsson med et sagtmodigt Smil. »De siger, jeg har saadan et grumme Talent til at trække Tænder ud paa Folk og brække Kjæberne.«

Soldaterne eftersaae deres Geværer. Månsson viste sig kort efter i den aabne Dør med en Stabel Mælkebøtter støttet mod Brystet.

»See, her er vore Hjelme!« raabte han triumferende. »Hver Mand faaer en Bøtte paa Hovedet mod Kugleregnen.«

»Meget vel,« sagde Vagtmesteren bifaldende.

Soldaterne hvælvede leende Bøtterne over deres trekantede Hatte.

»Nu tage fire Mand fat i Bordbenene og løfter Bordet i Veiret, to Mand stiller sig under det med Stigen, I marschere ind, stiller Stigen til Loftslugen og entrer op under Bordtaget. Forstaaer I? Sikkert Sigte — løs paa dem — for Gud og Kong Carl!«

»Leve Kongen!« raabte Soldaterne og udførte Ordren.

Månsson, som for Øieblikket ikke havde noget at tage sig til, slog Bohave og Vinduer i Stykker i det underste Stokværk, derefter stak han det tunge Tinfad under Armen, kastede Skinkerne paa Ildstedet, greb en Forskjærerkniv og fulgte efter de Andre, alt medens han hvæssede Bordkniven mod sin Sabeleg.

»Skynd Jer nu lidt!« sagde han til de bageste Soldater, »for at jeg kan faae ham rettet an med et Æble mellem Tænderne; det er den eneste rigtige Maade at servere norske Vildsvinehoveder paa, at sige, naar vi har røget det bravt først i hans egen Skorsteen. Saadan serverer vi ved Hoffet.«

Soldaterne lo. Idetsamme lød to Skud og et Smæld over deres Hoveder; Loftslugen blev lukket. De Nedenforstaaende hørte Kasser blive skubbet for.

Svenskerne rustede sig til nyt Angreb.

Medens dette foregik i den underste Deel af Huset, spildte Bjørnstad og Jørgen ikke Tiden oppe paa Loftet. Stigen blev sat til en Lem, der førte ud til det flade Tag mod Afgrundssiden. Kasser og Kister bleve stablede sammen omkring Loftslugen til at skydes hen over Lemmen, naar denne lukkedes.

Bjørnstad var ukjendelig. Hans Pande lyste, hans Øine lyste, hans Bryst syntes at udvide sig, medens han af og til nikkede til Jørgen og til den sammensunkne Kvindeskikkelse, der sad paa et Kistelaag og stirrede frem for sig med opspilede Øine og slapt nedhængende Hænder.

»Ha — det er stort, det er herligt! det er reent ud livsaligt, det her!« udbrød Bjørnstad, som stod med Armene støttet til sin ladte Bøsse.

»Javist, Morbror har altid holdt af at slaaes,« ytrede Jørgen koldsindigt, »af Kamp og Strid. Det er noget for Jer.«

»Hvad snakker Du om?« spurgte Bjørnstad. »Kan man ikke faae Fred med det Gode, saa maa En kriges, til En faaer den.«

»Javist, Morbror vil Krig for at faae Fred, det er saa begribeligt,« svarede Jørgen og smaalo.

»Nei, seer Du,« udbrød Bjørnstad mere meddeelsom, end han pleiede; »det, der gjør dette saa livsaligt, det er, at her findes der endelig en lyslevende Fjende at slaa løs paa, én, der er til at see og føle. Det er noget andet end denne usynlige, sammenfiltrede Kjæde af Magtherrer dernede, denne tusindhovedede Drage, som faaer ti nye Hoveder for hvert ét, man slaaer ned. Dette her er Landets Fjende.«

»Og saa trænger Morbror til at lufte sig en lille Smule, det er saa ligefremt,« meente Jørgen.

Bjørnstad lyttede foroverbøiet. En klirrende Lyd som af ituslaaede Ruder naaede op til ham. Han skottede hen til Hustruen, der sad følesløs for alt omkring sig, grebet af en stor Rædsel, og traadte nærmere til Jørgen.

»Dersom Noget skulde hændes mig, som nok er muligt i den anstundende Krig, eftersom jeg er tilsinds at vove Livet, hvor Fare byder sig til, saa tag Dig af Mari dèr — jeg har dyb Agtelse for hende. — Hører Du, Mari?« udbrød Bjørnstad med blød Røst. »Kom lidt herhen. — Jeg har den dybeste Agtelse for Dig — lad det være mit sidste Ord til Dig her paa Jorden — og høiere kan en Kvinde ikke bringe det til.«

Bjørnstad slyngede Armen om Hustruen, der lydig og villieløs nærmede sig.

Hun foer sammen, forvildet, men med et Smil, der bad om Undskyldning for den Rædsel, der bragte hende til at sitre.

»Tak!« hviskede hun. »Men de mange Døde, de mange Døde dernede i Storstuen? — Hvad skal der nu blive af os og af Halvor?«

»Der seer Du vor Himmelstige,« sagde Bjørnstad og pegede leende paa Stigen op til Taget. »Om lidt gaaer det opad, Du.«

Jørgen saae sig om. Han aabnede Laaget paa en stor Kiste, satte den overende, saa den dannede et Skab, førte den skjælvende Mari derind og skjød Døren til paa Klem.

Bjørnstad nikkede bifaldende.

Idetsamme lød Raab fra Stuen nedenunder; de Beleirede saae Svenskerne, skjærmede under Bordtaget med Mælkebøtter paa Hovedet, myldre frem mod Loftslugen. De affyrede deres Bøsser uden synderlig Virkning. En Stige blev sat til, og dækkede af Bordet steg Svenskerne i Veiret. Bjørnstad lod Loftslemmen falde, Jørgen skjød Kister og Kasser hen over den; derefter entrede begge op paa Taget og drog Stigen efter sig, lukkede Lugen og vare foreløbig i Sikkerhed.

Et mærkeligt Syn mødte de to Mænd oppe i fri Luft. Himlen syntes at staae i Flammer, blaalige og røde Luer slikkede op bag Skovbrynet, uden dog at farve Træernes mørke Skyggerids. Et pragtfuldt Nordlys luede denne Nat over Horizonten; lydløst og ilsomt gled Farveskjær og Mørke over i hinanden, steg og sank, som om en heftig Kamp førtes, ublodig og dog som blødende Lysstrømme, heftig som jordiske Lidenskaber og dog ophøiet som overjordiske Magters Stævne.

Eftersom Nordlys og Nordpol ere et af vore Dages brændende Spørgsmaal, kan det maaskee interessere at høre, hvad høilærde Magister Jonas Ramus, Sognepræst til Norderhougs Menighed og gift med den fra Svenskekrigen saa bekjendte Anna Colbjørnsen, i hine Dage tænkte om dette Emne.

»Samme Nordlys«, skriver han, »strækker sig vidt ud i Norden og stiger undertiden saa høyt op, at det kan sees Søndenfjelds i Norrige, og Aar 1707 blev det og seet i Kjøbenhavn. Det haver en bleegagtig lys Farve, naar det staaer stille; men undertiden viser det adskillige Farver, ligesom Regnbuefarver, naar de stige høyt i Veiret, og beveger sig hastig op og ned i mange Greene, ligesom mange Orgel-Piber kunde staae hos hinanden, hvilket skeer med utroelig Hastighed, ligesom mange Pustere kunde puste dem op i Veyret, hvorefter de hastigen stiger ned igjen og blive gandske borte og igjen paa et andet Sted optendes. Samme Nordlys forsvinder saa snart det begynder at dages.

Hvorfra dette Lys kommer synes meget underligt, efterdi det kand ikke være nogen Reflex af Solens eller Maanens Lys; man kand ikke heller vide om under Nordpolen skulle findes saa store Ild-Bjerge, at Flammen deraf kunde lyse mod Iisbjergene og derfra give en Reflex i Luften og Skyerne.

Det synes ikke urimeligt, at en Jernmaterie, formedelst flammende Ild-Bjerge har sin Aabning under Nordpolen og saa rigelig imprægnerer Luften, at Magneten finder deraf sin Føde og Vederkvægelse.

Dog, lad det nu være, at under Polen findes brændende Ild-Bjerge, saa kunde man endnu tvivle, om Nordlyset deraf kunde foraarsages, uden man vilde sige, at der kand være dybe Dale mellem Iis-Bjergene, mellem hvilke Luften trænges tilsammen og deraf, som en Puster af et Hul, puster de illuminerede Skyer langt op i Veiret eller og, at Reflexen af de opstigende Flammer og deres hastige Bevægelser sig i Skyerne præsenterer ligesom i et Speil, i hvilket man seer ikke alene de reflekterede Lys og Straaler, men og deres Bevægelser.

Af disse Conjecturer og Gisninger kand enhver tage saa meget af, som hannem lyster, efterdi man derom ikke haver eller kand have nogen vis Erfarenhed.«

— Bjørnstad og Jørgen laa tause udstrakte paa Trætaget, der vendte mod Afgrunden, og vare saaledes endnu skjærmede mod Fjendens Kugler. Nu ventede de paa, hvad som komme skulde. En høitidelig, blød Stemning syntes at beherske Bjørnstad. Han havde foldet Hænderne under Nakken og saae opad mod de blinkende Stjerner.

»Lille Jørgen,« sagde han omsider; »hav Tak, Kjære. I dette Øieblik er jeg vist nærmere Gud end nogensinde. Nu skal jeg skrifte for Dig. Tak, Du lille Dreng, der saae op paa mig med dine blaa, troskyldige Øine, frygtsom og bedende, naar jeg tugtede Dig for Retfærds Sag. Husker Du: en Gang drog Du Huen af og bukkede efter Afstraffelsen? Jeg slog Dig aldrig siden. Jeg kjender Dig nu og er glad derover denne Nat, da der maaskee bliver løst op for mig og min Elende. Gud signe Norge! Gud holde sin Haand over Mari og Drengen og Dig! — Troer Du ikke, jeg veed, at Du som et Egern i dette Nu kan redde Dig,« vedblev han lidt efter, »over paa Fyrren dèr, som luder over mit Tag, og som jeg lod staae for din Skyld? Jeg saae Dig som Dreng mangen Gang svinge Dig herover, naar Mari dernede lokkede Dig med Sødsager og anden Slikvornhed. Men Du bliver denne Nat hos mig, min Gut, Du flygter ikke; det er min Stolthed: een god Nordmand bliver hos mig.«

Jørgen laa paa Albuen og saae ind i Bjørnstads Ansigt.

»Tak for Bankene, Morbror, allermeest Tak for Bankene!« hviskede han og listede famlende sin Haand ind i Bjørnstads.

»Dette her er stort, det er reent ud livsaligt!« udbrød den eensomme Mand, slap Bøssen og aabnede Armene, som om han favnede Himlen. »Jeg takker Dig ogsaa, algode Gud, for Bankene, jeg fik — de lærte mig at søge mod Dig, det har jeg aldrig kunnet takke for før.«

Han tav.

»Seer Du Aftenstjernen deroppe?« vedblev han lidt efter. »Den lyste over min Sorg og min Glæde mangen en Kvæld, meest dog i Sorg. Aldrig synes jeg, Solens Straaler har skinnet klarere over de menneskelige Loves nøgne Grusomhed end Stjernen deroppe i Aften i Evighedens Glands, Loven, forgrenet ud i dens mindste Smaalighed lige fra Herskermagten af Guds Naade, Vilkaarligheden, Standsrettigheder, Herren og Trællen, Dommer og Raad i skjøn Forening, hele denne uopløselige Urede af Voldtægt; jeg seer det hele i al dets Gyselighed. Alle mine Dages Lys var blegt; men dette i Aften er rødt indeni mig. Jeg græd Blod; nu føler jeg Solblodet i mig. — Lille Jørgen, siig dem alle og Mari, at den Dag, jeg seer mit sidste Blod flyde, faaer jeg Fred; norsk Blod flyder da for Norges Frihed. Velsignet den Kugle, som fælder mig. — Det er, som om jeg havde Festklæderne paa i Aften, — norske Nationaldragten!«

Han tav. Der glindsede noget vaadt i hans Øienkroge; men det var sikkerlig ingen Taare. Jørgen laa foroverbøiet og saae ind i Bjørnstads Ansigt.

»Du taler sært, Morbror,« hviskede han; »det er, som om jeg hører min Violin skrige inde i fremmede Skove og ingen andre Steder. — Jeg holder saa meget af Dig; jeg synes, jeg er din egen Søn.«

»Norges Søn,« svarede Bjørnstad. — »Nu nok med den Tale. — Stakkels Mari dernede! Hjertet skjælver i hende for mig; men Svensken gjør ikke hende noget; der er Ridderlighed i det Folkefærd. — Jeg beundrer Krigerhelten Carl; det er et Mandfolk, han!«

Jørgen reiste sig halvt, slog Armen om Morbroderens Skulder og drog ham til sig.

»Lad os nu bede en Bøn,« sagde han sagte. »Hvem veed, hvad dette her kan blive til.«

De to Mænd toge Huerne i Hænderne; deres Læber bevægede sig.

Lidt efter hørte de Larm nedenunder. Svenskerne vare trængte op paa Loftet og undersøgte samme. Bjørnstad kom nyt Fængkrudt paa sin Bøsse. Jørgen sad ovenpaa Loftslugen for at give den større Vægt. Nordlyset steg og sank og gav Billedet et forøget vildt og romantisk Skjær.

»Giv Jer med det Gode!« lød pludselig en Stemme i Nærheden af de Beleirede; en Skoggerlatter ledsagede Ordene.

Jørgen vendte sig. Over Husets brede Skorsteen ragede to svenske Soldater i Veiret; deres Musketløb blinkede i Maanens Lys.

»For Guds Skyld, Morbror,« hviskede Jørgen; »lad mig raade. De Mandfolk har Ret; de maa tages med det Gode.«

Bjørnstads Finger hvilede paa Aftrækkeren, beredt til at give Ild.

»Sikke noget Snyderi!« vedblev Jørgen henvendt til Svenskerne. »Vel har jeg hørt, at Kong Carls gossar gik i Støv og Røg; men jeg har aldrig hørt, at de sværtede sig i sodede Skorstene for at komme bag paa ærlige Fjender.«

»Kast Vaabnene!« befalede Vagtmester Erikson.

»Endnu er I da kun to!« meente Jørgen.

»Her er et Par til!« lød et Brøl fra Tagmønningen. Et Brag ledsagede Ordene; Træflagerne, som dannede Taget, splittedes; svenske Soldater og Musketløb kom til Syne i Aabningen.

»Kast Vaabnene!« gjentog Vagtmesteren. »Een — to —!«

»Tøv lidt, strenge Hr. Vagtmester!« sagde Jørgen sagtmodig og lod langelig sit Blik glide over mod den mørke Skov paa den modsatte Side af Kløften. »Jeg seer nok, I ere vore Overmænd; men hvad agter I at gjøre med os, naar I nu fanger os spillevende?«

»Rebet!« tordnede Vagtmesteren; — »hvis det ellers er Umage værd at gjøre saa megen Ophævelse af Stratenrøvere som Jer. — Læg an, Manne!«

En sagte Klirren lød, mens Soldaterne skiftede Haandgreb om Bøssekolberne. En uhyggelig Stilhed indtraadte. Bjørnstad stod opreist i Maanens Skjær; hans brede Pande dannede en skinnende Lysflade, hans mægtige Bryst strakte sig mod Fjendens Bøsser, roligt og værdigt, som var her blot Tale om at modtage en fyrstelig Udmærkelse for tro Tjeneste.

»Een — to —!« lød atter Vagtmesterens Kommando.

»Tøv lidt!« raabte Jørgen og sprang frem foran Morbroderen. »Er I christent Folk og sender to Mænd i Døden, uden at unde dem Tid til en Bøn?«

»Bed, men kort!« svarede Vagtmesteren utaalmodig.

»Siden de har haft saa travlt med at komme herop paa Taget, synes mig Vagtmesteren bør lette dem Nedstigningen,« ytrede Erik Månsson, der var krøbet hen til Underofficeren bag Tagmønningen, ledsaget af tre Mand.

»Hvad mener Du?« spurgte Erikson barsk.

»Eia, Huset her er jo en Ørnerede, som hænger over Afgrunden; lad os tvinge de Mandfolk ud fra Taget med vore Sabler, saa spare vi Krudtet og har nok saa megen Fornøielse af at pirke lidt ved dem, inden de vil til at hoppe.«

»Ikke saa ilde,« sagde Vagtmesteren. »Det er to slemme Misdædere, vore Kammeraters Blod raaber om mandhaftig Hævn.«

Under bedøvende Jubel sloge Soldaterne Kreds om Fangerne.

Jørgen stod rolig ved Bjørnstads Side; han syntes at lytte med spændt Opmærksomhed ud mod Skoven.

»Nuvel!« sagde han til Vagtmesteren. »Ligesaa gjerne springe i Døden som krybe i den. Blot maa I, strenge Hr. Officeer, tilstede en Døende hans sidste Bøn. I formene mig ikke endnu en Gang at spille den Vise, som jeg spillede for Kong Carl efter Slaget ved Pultava?«

»Inte det skulde være en lille Løgn for at knibe Livet?« spurgte Vagtmesteren haanlig.

»Han spillet for Kong Carl ved Pultava?« raabte Trompeter Månsson og stillede sig frem for Jørgen, idet han rev Trompeten fra Siden. »Denne her spillede jeg for vor Konge, da han kjørte fra Slaget, og aldrig saae Du herligere Helte end Svenskerne i Nederlaget!«

Han satte Instrumentet til Munden og blæste de første Strofer af den svenske Fanemarsch. Tonerne løde haarde og skingrende gjennem Natten.

Jørgen trak foragtelig paa Skuldrene.

»Gav Kong Carl Dig ogsaa sit Billede at bære for den Musik?« spurgte han, drog en Medaillon frem fra Brystet og holdt den høit i Veiret. »Du spiller jo falsk og trakterer dit Instrument som en Slagter.«

»Falsk, Slagter!« skreg Trompeteren og sprang ind paa Jørgen.

»Ræk ham dit Horn og lad os see, om han kan blæse sin egen Liigsang bedre,« sagde Vagtmesteren.

»Det Tudehorn duer ikke til Musik,« svarede Jørgen. »Der hænger en Fidel hernede paa Væggen i Storstuen; hent den, saa skal jeg spille den Vise for Jer, som bragte Taarer i Heltekong Carls Øine, da han laa saaret og forpint paa Leiet. Dermed er det Hele forbi.«

Vagtmesteren gjorde et Tegn. Månsson forsvandt gjennem Taget.

Et eget Smil foer over Jørgens Ansigt, medens han saae over mod Skoven og slog sine Hænder sammen, som for at varme Fingrene.

Lidt efter modtog han ung Halvors Violin.

»Lir Du nu din Vise af i en Fart!« sagde Månsson og lo; »bagefter skal jeg plante denne her som en ægte Slagter i dit Hjerte!«

Han svingede Sablen over Fangens Hoved.

Jørgen greb Violinen og lagde den til Kinden. En bred og skærende Tone brød løs under et Buestrøg, som aldrig syntes at skulle faae Ende; derefter gled Vuggevisen frem, blid og skjælvende. Det lød som et Barns Bøn om Hjælp, en Maning, et Angstraab om Dødsfare. Jørgen holdt inde, lyttede, som om han ventede et Svar. Da foer pludselig det samme gaadefulde Smil over hans Ansigt; han kastede Hovedet tilbage, saae op mod Stjernerne og spillede Värmelandsvisen. Blide, inderlige Toner stege frem i Tusmørket; de kom som et Savn, som en Hilsen fra Hjemlandet, som et vemodigt Minde, Skyggerigets hemmelighedsfulde Røst til de Levende; rigere og mægtigere banede Tonerne sig Vei under de stigende Buestrøg, Livets Længsel, Seirens Fryd lød tilsidst i den gamle, gribende Folkevise.

»Han kan ikke gjøre for, at det lyder saa kjønt,« hviskede Månsson; »det er Dødsdeliriet, som kriller i Fingrene paa ham.«

Jørgen stod omgivet af drukne, lyttende Soldater. Nogle følte Beruselsens let vakte Høitidelighed med Bøsserne beredte til Executionen, andre stode tause, grebne af Øieblikkets storladne Romantik og drak i dette korte Øieblik ubevidst af rene Vandaarer, af Poesiens, af Barnesindets evig sprudlende Strømme. Fædrelandet, dette halvtbegrebne Ord, dirrede i disse halvtfuldbaarne Sjæle. Der blev ganske stille. Det store Moderland, Menneskehedens, svensk, norsk eller udenlandsk var over dem alle.

Jørgen havde sænket Buen. Vagtmesteren traadte hen til ham.

»Frem med det Billede, Du siger, vores Konge gav Dig!« sagde han. »Der kan være noget i det.«

Jørgen aabnede Medaillonen. »See og gjenkjend det Alle,« udbrød han med lav Røst. Carl den Tolvtes Ansigt med de smalle Kinder og den mandige, urokkelige Ro viste sig i det hendøende Nordlys.

»Det har sin Rigtighed,« sagde Vagtmesteren og holdt Haanden hilsende til Huen, medens han betragtede Billedet. »Her mangler blot Hugværgen, vor Konge altid slæber henad Jorden. — Træd an, Manne!«

Soldaterne sluttede Geled.

»Præsenteer Gevær for denne Mand!«

Soldaternes Hilsen klirrede taktfast i den lette Frostluft.

»Den Mand bærer vor Konges Billede om sin Hals; derfor sende vi ham i Døden med Officeershonneur.«

Soldaterne adløde ivrigt og beredvilligt.

I Vest rødmede Himlen af den nedgaaende Maane, der hang som en glødende Ildkugle over de sorte Skove. To Fyrretræesfakler, der vare tændte for Executionen, kastede et grelt Lys over de arrede Krigeransigter.

»Nu ind paa dem med Sablerne og i Afgrunden med dem!« kommanderede Vagtmesteren.

»Nu blot en Bøn, svenske Mand!« sagde Jørgen; »blot en ganske lille een for Jeres egne syndige Sjæle!« raabte han med hævet Røst, slog Armen om Bjørnstads Skulder, medens Soldaternes Kreds trængte dem Skridt for Skridt nærmere mod Afgrunden.

Der lød et Glenteskrig ovre fra Skoven.

»I Knæ, Morbror!« hviskede Jørgen. »Stræk Dig fladt hen ad Taget. Ret nu skyder Klokker Bakke og hans Folk derovre.«

Bjørnstads Kæmpeskikkelse vaklede under Jørgens Tryk. Han sank i Knæ. I det samme kastede Jørgen sig over ham, knugede ham mod Jorden og raabte med sine Lungers fulde Kraft:

»Skyd, norske Mænd — i Jesu Navn, skyd!«

Lynglimt, ledsaget af skarpe Knald, brød frem fra Skovens Stammer; fem svenske Soldater straktes henad Husets Tag.

»Forræderi!« raabte Vagtmesteren og krøb med de tiloversblevne Soldater ilsomt ned gjennem Hullet i Taget. Et Jubelskrig hilste de Flygtende; Klokkeren fra Id, Halvor og deres Mænd bleve synlige mellem Træerne paa den modsatte Side af Kløften.

Men længst tilbage stod en slank Pigeskikkelse. Hun havde i Dødsangst bævende lyttet til Violinens Toner, — havde længst forstaaet, at han derovre spillede den store Lidenskabs Fest og Frelse ind i hendes Sjæl.

Bjørnstad reiste sig med et Suk.

»Saa vende vi tilbage til den graa Aldaglighed,« sagde han. »Men tilstaa, Fidelspiller: da Du spillede din Moders Vuggevise, saa troede ogsaa Du, at det stundede mod den store Hvile?«

»Lee ikke, spot ikke, Morbror,« jublede Jørgen og pegede opad med Buen. »Da jeg spillede den Vise, troede jeg saa fast, vi vilde blive hjulpne. Der er helligt Trylleri ved den. Hver Gang jeg spiller den Sang i Nød og Betryk, saa lyser det op, og jeg bliver hjulpet, — for saa er Mor med, skal jeg sige Dig.«

Det var paa den Tid, da Lys og Mørke brødes. Morgentaagen bølgede mellem de riimfrosne Grene. Da den lettede, og Solen seierrigt brød igjennem, laa ifølge et Øienvidnes trykte Beretning fem svenske Soldater paa Bjørnstads Tag, »og de glemte at gaa ned siden«.