← Table of contents
Bjørneæt

DET BRÆNDER, HAN RENDER — RITSCH!

Reading edition

Klokken sex om Morgenen var Fjenden omsider Herre over Frederikshald; men det blev ham ingen hyggelig Besiddelse. Fæstningen begyndte nu efter Peder Colbjørnsens og Borgernes Ønske at spy Ild over Byen, for om muligt at faae den i Brand, »efterdi de slet ikke kunde finde sig i at herbergere disse voldsomme og trodsige Gjæster, der paa en saa lurende Maade havde indtrængt sig«. Over fiirsindstyve tohundredepundige Bomber sprang i Huse og Gader, dog uden at Staden fængede Ild; thi Fjenden slukkede overalt. Desuden blev der fra Fæstningen skudt med Kanoner gjennem de lange Gader, og fra de omliggende Bjerge fyrede Borgerne med deres Flinter ned i de Tværgyder, som laa i Læ for Fæstningsskytset.

Svensken støiede og jublede i høien Sky; men deres Bryllupsnat i Frederikshald huede ikke ret de gamle, erfarne Krigere; de rystede paa Hovedet og hviskede indbyrdes, at dette kongelige Indfald var Galmandsværk. Nu begyndte de rige, krydrede Drikkevarer, som overalt fandtes i Mængde fremsat i de forladte Huse, at øve deres Virkning paa de haardføre Svenske, der i Maaneder havde sovet under aaben Himmel. Fjenden indkvarteredes overalt, selv Christi Herberg Kirke blev taget i Brug til Sovekvarteer; de fyldte den med Halm, fra Kirkestole og Sakristi stak Krigernes forsorne Hoveder frem med den opstrøgne Knebelsbart og den solbrændte Hud. Nogle sov, andre drak og slængte sig dødstrætte henover Halmleiet med Tværsækken under Nakken. Middagssolen fandt dem saaledes, da dens Straaler faldt ned gjennem de farvede Ruder over det bevægelige Halmdække paa Kirkegulvet, hvorover snart viste sig et arret Ansigt, snart en hævet Arm med en Bimpel, der endnu i Søvne hørte med til Lyksaligheden.

En grum Himmelhund løb rundt og søgte efter et lille Borgmesterliig i Gravkapellerne, for at stille det op til Maalskydning i Prædikestolen; han maatte nøie sig med en gammel Raadmandsfrue, hvis balsamerede Liig han til almindelig Fornøielse bar rundt som et Svøbelsebarn. Der var ikke Ende paa de allerplumpeste Vittigheder.

Nede i »Den forgyldte Nøgle«s Krostue havde Billedet denne Morgen vexlet fra hiin Aften, da Colbjørnsen her tog de Frivillige i Eed. Endnu sad Jonassen bag Disken og rakte fyldte Kruus frem med faderlige Smil.

»Herregud, Svensken er jo ogsaa en Slags Mennesker!« forsikrede han deeltagende.

Midt paa Gjæstebordet sad Månsson i sin Yndlingsstilling med et fyldt Kruus i hver Haand, hvormed han slog Takt i Bordpladen til den nye Krigssang, han havde digtet i Dagens festlige Anledning med Melodi til, og som gjorde umaadelig Lykke. Han skraalte den ud af fuld Hals og hjalp paa Takten med Jernsporerne i Bordskiven:

»Med Brand og med Baal vi skrive vor Lov; vi tømme vor Skaal, vi tage vort Rov — Det brænder, det brænder — ritschch! Vor Fjende er tam, han lader sig slaae from som det Bælam, vi slagte og flaae — Et Bælam, Bælam — bæ, bæ — æ! Vi drikke hans Skaal, vi skrive hans Lov, vi tænde hans Baal, vi dele hans Rov — Han render, det brænder — ritschch!«

Sangens Omkvæd blev sunget under stormende Bifald og Brægen. Det var saaledes, at Månsson høitideligholdt sin Pleiefader Eriksons Gravøl.

Ovenover Soldaterne mellem Bjælkeloftets Røgskyer flagrede den opskræmte Papegøie. Pludselig lød dens skingrende Latter: »Svensken skyderr — snyderr!«, dens nye Visdom, indprentet det lærenemme Dyr af Husets gamle Stamgjæster i de sidste Maaneders spændende Forventningstid.

Kong Carl havde virkelig taget Ophold i Raadmand Walks anseelige Kjøbmandsgaard. Idet han traadte ind i Forstuen, neiede Ulle Halvorsen mod Jorden, endnu indsvøbt i sit røde Shawl, med Armene korslagte over Brystet og med sit blideste Velkomstsmil.

Carl den Tolvte tilkastede hende et forundret og forskende Blik, idet han hilste med Haanden. Hans lange Sabel slæbte imod Trinene, idet han steg op ad Trappen og af sine to Pager lystes ind i Storstuen.

»Herre Jesus, jeg fik et Blik!« raabte Jomfru Ulle daanende. »Først i dette Øieblik føler jeg, at jeg er Kvinde. Han kommer jo som selve Guds Søn fra Himmerig ned til os i dette Fattighul!«

»Ogsaa jeg saae det kongelige Øie,« forsikrede Anea Høyer, som havde søgt Beskyttelse i Raadmandsgaarden.

»I, svære Bagerenke?« sagde Ulle medlidende. »Nei, det var mit sorte Haar, min slanke Figur og min nye Brosche, som Helten bemærkede.« —

Inde i den høie Bjælkeloftsstue med blomstrede Hynder paa Bænkene langs Væggenes udskaarede Træværk med sindrige Indskrifter over Døre og Paneelfelter stod Kong Carl bøiet over et Kort, som han med Dolken havde fæstet i Bordpladen, for at ikke Trækvinden fra de sprængte Ruder skulde feie det bort. Hans Pegefinger beskrev en Linie over Kortet; men den berørte hverken Frederikshald eller Norge; den foer frem over Europas Lande, som om han i Tankerne forfulgte et Seierstogt og de store Omvæltningsplaner i den europæiske Statsverden, med hvilke hans Yndlingsminister Gørtz gik svanger.

Her i den brunpanelede Stue mellem to brændende Voxkjærter bemærkedes, at den mandige tolvte Carl var bleven en ældre Mand. Hans blankskallede Isse lyste som det samlende Midtpunkt i den halvmørke Stue; den tynde Krands af Haar i Nakken og om Ørene var stærkt graanet, det alvorlige Ansigt bar dybe Furer; Krigeren kjendtes paa den brune Farve og den tarvelige Dragt. Kongen var her som altid iført guul Vest og Beenklæder, mørkeblaa Kjole med forgyldte Knapper og opkrammet Skjøde; hans trekantede Hat og Hjortelæders Handsker med de stive Kraver laa paa en Stol, Halsen var omviklet med et Stykke sort Flor, og omkring Livet bar han et bredt ustukket Bælte af Bøffellæder; paa Fødderne tykke Rytterstøvler med høie Hæle og Jernsporer, Kraven naaede op over hans Knæ. Han benyttede aldrig Harnisk mod Kugler eller Pelsværk mod Kulde.

Der fortaltes, at Kongen sjælden skiftede Linned, og at hans Dragt jævnlig var stiv af Pletter og Smuds paa Grund af, at han sov i Klæderne. En Præstefrue i Sverige listede saaledes, da hun bemærkede denne Mangel i Maiestætens Paaklædning, en Pakke reent Linned ned i Slæden, der skulde kjøre ham videre; men Kongen opdagede i Tide denne moderlige Omsorg og kastede leende Pakken tilbage mod Præstegaarden.

Nu stod Carl den Tolvte her og lod sin Pegefinger med et tankefuldt Herskerblik glide hen over Europakortet, medens Kanontorden, Bomber og Kamptummel omgav ham med hans Yndlingsmusik. Døren blev aabnet, en Adjutant traadte ind og slog Hælene sammen.

»Deres Maiestæt, jeg melder, at det brænder paa Nordsiden.«

»Brænder, hvor?« spurgte Kongen og strøg med Haanden over Panden, som om han hentede Tanken hjem langveis fra. »Ilden skal slukkes. Dirigeer mere Mandskab til Slukningsarbeidet — Energi, anvend mere Energi!«

Et Øieblik senere blev Døren igjen revet op. Generalmajor Delvig traadte ind.

»Stillingen her bliver uholdbar, Deres Maiestæt!« udbrød han heftig. »Ilden har fænget to Steder paa Sydsiden; det blusser som i en tør Fyrsvamp. Vore Folk sukke, at de maa vel komme ud igjen; de vente et haardt Tryk, naar de skulle tilbage over Broen, som endnu er ufarbar, ei heller er der Rolighed for dem i Byen at finde. Vi blive fanget levende i denne Rottefælde og stegte som tyrkiske Kastanier. — Hvad befaler Deres Maiestæt?«

»Sluk Ilden!« udbrød Kongen utaalmodig; »bring Fæstningens Kanoner til Taushed!«

»Javel, men hvordan?«

»Send tre Capitainer med Trommeslager og hvidt Flag derop, en halv Time mellem hver, dersom den første faaer Afslag, og begjær Stilstand til at begrave vore Døde. Imens gjøre vi Broen brugbar. Til Natten trække vi vore Regimenter fra Idde herind under Overbjerget, saa tager jeg Fæstningen.«

Delvig gik for at sende Parlamentairerne. Peder Colbjørnsen i Fæstningen lod den første svare, at saadan Stilstand var ei at forlange, saasom Fjenden ubuden var kommen herind, saa maatte de gjøre deres Bedste for at hjælpe ham ud jo før jo bedre.

De følgende Parlamentairer bleve modtagne med skarpe Skud, der forfulgte dem tilbage i Gaderne.

En Time efter, at Kong Carl havde indkvarteret sig i Walcks Gaard, gik Spisesalsdørene op til Maiestætens Kammer, og et straalende Syn viste sig for den forundrede Konge: et Bord, bugnende under Sølvservice, oplyst, skjøndt Klokken var eet om Middagen, af Voxkjærter i festlige, opadstræbende Søiler. Jomfru Halvorsen havde af Sikkerheds- og Skjønhedshensyn ladet Skodderne stænge ud mod Gaden; Vildt, Bagværk, støvede Viinflasker i Iiskjølere og midt i Døren den neiende Ulle Huusbestyrerinde, der under sit Herskabs Fraværelse meente at burde repræsentere Huset i en stærkt nedringet Dragt af lyseblaa Taft, rigt besat med Kniplinger fra en tidligere Huusfrues Garderobe. Paa Hovedet bar hun vaiende Fjer af samme Farve og lange, ru Handsker op over de spidse Albuer.

Ulle gjorde endnu et siirligt Skridt ind i Kongens Stue, løftede Kjolen høit fortil og neiede endnu dybere.

»Behager det stormægtigste Maiestæt med patience at beære vort tarvelige Bord?« sagde hun med sit blideste Smil om de skarpe Læber, der blottede sørgelige Rester af spidse Tandstumper. »Der er serveret ved Deres beredvilligste Tjenerinde i dybeste Underdanighed.«

Kongen rynkede Panden og saae forlegen efter sin gamle Kammertjener Hultmann. Carl den Tolvtes daglige Levemaade var jævnt tarvelig; hans Frokost bestod som oftest af Smør og Brød og Ølsuppe, Middagen af stærk, fed Mad, Flæskepandekage o. desl., lidt Frugt til Dessert; det var Hovedmaaltidet, hvilket Kongen oftest indtog paa staaende Fod, som han kom og gik fra Hesteryggen, støvet eller tilsølet. Han saae ned i Tallerkenen, tav, til Maden efter et Kvarteers Forløb var fortæret. Der var dem, som paastod, at Kongen i Hast spiste med Fingrene, ja, endog smurte Smør paa Brødet med Pegefingeren. Naar Kongen reiste sig, gik hans Drabanter til Bords og spiste Levningerne.

Carl den Tolvte traadte nu ind i Spisesalen, bøiede Hovedet til Bøn og spiste hurtigt uden at vælge af de Retter, der stode ham nærmest.

»Behager det ikke Kongen underdanigst at smage denne zarte Æbletærte?« spurgte Ulle med Hovedet skjælmsk paa Siden og gyngende paa Fodspidsen. »Ak, Deres Maiestæt, ak, døm os ikke Alle for strengt efter Byens fjendtlige Modtagelse; lad Naade gaa for Ret, nu vi have overgivet os paa Naade og Unaade. Mine Landsmænd vide ikke bedre, Vildmænd ere de jo Alle. O, skaan vores ringe Liv!«

I det samme exploderede en Bombe udenfor Vinduerne med et Brag, der lod Huset ryste i sine Grundvolde. Ulle udstødte et skarpt Hviin og sank i Knæ.

»Uh, det Rak!« stønnede hun og krummede Fingrene paa de oprakte Hænder. »Det ender med, at de Elendige gjøre en Ulykke paa os Alle.«

Kongen bukkede med sin sædvanlige udsøgte Høflighed mod Kvindekjønnet og gik nogle Skridt baglænds mod Døren; han ansaae det som bekjendt for stødende og uhøfligt at vende en Kvinde Ryggen.

Ulle ilede mod Bordet, greb den Gaffel, hvormed Kongen havde spiist, og gjemte den ved sin nøgne runkne Barm.

Carl den Tolvte traadte hen til det aabne Vindu. Lige overfor i Colbjørnsens Huus stod en ung, blond Kvinde. Det var Capitain Peders Søster Marie, som bestyrede hans Huus, en modig og kløgtig Pige og værdig Medbeilerinde til Søsterens, Anna Colbjørnsens Ry som tapper Kvinde. Da Marie blev Kong Carl vaer, tog hun sig den Dristighed at hilse og over Gaden at bede ham om, at hun ingen Molest skulde skee, siden hun var alene med en liden Dreng i Gaarden. Kongen befalede strax en Underofficeer med fire Mand at være hos hende til Vagt, hvilke gjorde sig saa tilgode i Viinkjælderen, at de faldt i Søvn og siden brændte med Huset under Byens Brand. Kongen spurgte derefter:

»Buldrer Eders Kommandant deroppe altid saaledes med Kanonerne?«

Marie svarede: »Ikke oftere, end naar Fremmede er i Byen.«

Tilsidst bad hun Kongen om Tilladelse til at sende en Pakke Klæder til sin Broder paa Fæstningen, da han under den hastige Retraite ikke havde faaet det Fornødne med sig.

Denne Bøn blev bevilget, og hun sendte Pakken afsted. Peder Colbjørnsen, som kjendte sin kloge Søster, sluttede strax, at det ei var Klæderne meent, lod dem sprætte op og fandt en Seddel fra hende, hvori Marie underrettede ham om, i hvilket Huus og Værelse Carl den Tolvte opholdt sig. Peder Colbjørnsen meldte øieblikkelig denne kjærkomne Efterretning til Artillericapitainen. Herom senere.

Kongens Opmærksomhed blev pludselig henledet paa to statelige Borgere, som uforsagt nærmede sig Huset i Kugleregnen. Foran dem gik en Mand, som blæste i Trompet gjennem Gaden.

»To Borgere begjære Foretræde for Deres Maiestæt,« lød Yndlingspagens bløde Røst bag Carl den Tolvte.

I de senere Aar af sit Liv holdt Helten af at have svenske Ynglinge i sin Nærhed, og med rørende Omhu tog han ofte sin egen Kappe og dækkede den sovende Dreng paa Vinterfeltleiet, medens han selv sov utilhyllet.

»Lad dem komme,« befalede Kongen og rettede sin mandige Skikkelse.

Hans Colbjørnsen og Jens Munk traadte ind med værdig Holdning og hilste høfligt. Kongen modtog dem med rynkede Bryn og hørte deres Begjæring, at Kvinder og Børn, som vare flygtede til Æskevigen og Sauøen, ikke maatte blive insulterede og til den Ende faae Fribrev.

»Hvem er I, gode Mænd?« spurgte Kongen.

»Hans Colbjørnsen.«

»Jens Munk.«

»Colbjørnsen, denne Stratenrøver, som uden at være Soldat myrder og hærger i min kongelige Hær!« udbrød Maiestæten og betragtede Colbjørnsen stift. »I ere begge mine Fanger.«

Kongen gik frem og tilbage, trak sin store Værge med det forgyldte Messinghaandtag halvt ud og stødte den haardt i Skeden igjen, kneb Læberne sammen og drog dem gjentagne Gange op under Næsen, et sikkert Kjendetegn paa, at han var vred.

»Galgen fortjene I for den Medfart, I har givet mine gode Mænd,« udbrød han og vendte sig pludselig mod de to Borgere. »Jeg beholder Jer som Gidsler. Vee Eder, I skulle undgjælde for, hvad Ondt jeres Byfolk bedrive mod os.«

Hans Colbjørnsen slog ud med sin trekantede Hat.

»Naar Fjenden er i vor Rede, er hver Mand Soldat. Vi have kun gjort vor Pligt, og jeg fortryder ikke, hvad der paafølger.«

Idet Hans Colbjørnsen sagde disse Ord med sit modige Blik fast i Kong Carls, lød et øredøvende Brag over deres Hoveder. Med et skingrende Hviin rev Ulle Halvorsen Døren op til det kongelige Gemak og segnede om for Kongens Fødder. En Bombe, dirigeret af Peder Colbjørnsen efter Søsterens Anviisning, slog ned gjennem Taget over det Værelse, hvor Kongen befandt sig, og blev liggende paa Loftet.

»Kast Jer ned, alle Mand!« befalede han rolig.

Da Alt forblev stille, reiste Kongen sig kort efter og sagde:

»Den er kreveret.«

Men idetsamme gjorde Bomben sin Skyldighed og slog tre Bjælker i Stykker, saa Splinterne føge de Tilstedeværende om Ørene, Taget fløi op, Vinduerne ud, og Gulvet sprængtes op mod Loftet. Carl den Tolvte slap med nogle Saar i Ansigtet, saa Blodet flød.

»Er Nogen kommen til Skade?« spurgte han og lo. Da han saae, at Alle vare uskadte undtagen Jens Munk, som havde et Hul i Hovedet, smilede han fornøiet:

»Jeg falder for ingen anden Kugle end den, som dertil er blevet bestemt,« sagde han til Nordmændene. »Naar den kommer, saa hjælper mig ingen Forsigtighed og mine Fjender intet Anslag. Jeg rider sikker gjennem fjendtlige Skarer, jeg gaaer ogsaa trygt gjennem Ilden, for Herren siger: »Luerne skulle ikke angribe Dig; jeg er din Gud og din Frelser.« — Seer I, norske Mænd, denne Tro har jeg modtaget gjennem utallige underbare Redninger fra større Livsfare end denne. Derfor seirer jeg over Eder Alle og skal blive Eder en naadig Herre og Hersker.«

Hans Colbjørnsen trak paa Skuldrene.

»Staden brænder i Nord og Syd, Deres Maiestæt!« lød pludselig en malmfuld Røst i Værelsets Baggrund, og General Delvigs martialske Skikkelse stod paa Tærskelen til — Evigheden.

Stuen var ved denne Tid fyldt af høitstaaende svenske Officerer, der alle med mørke Blikke betragtede det tiltagende Ildskjær paa Himlen. Kongen nikkede, som om han var yderst tilfreds med Generalens Erklæring; han slog ud med Haanden og gik ned ad Trappen. Men da han nede i Porten hørte Luernes Knitren over de spidse Huustage, bed han sig heftigt i Fingrene, som han altid gjorde i stærk Sindsbevægelse.

Kongen gik nu over i Kirkegaden til Garnisonens Feltskjær, Erik Raufn, der forbandt de svenske Saarede. General Delvig gik nogle Skridt foran Carl den Tolvte. Pludselig saae Kongen sin fuldtro Øverstbefalende og mangeaarige Krigskammerat springe i Veiret.

»Leve Kongen! Leve Sverige!« raabte Generalen og faldt, skudt gjennem Hovedet.

Carl den Tolvte standsede et Øieblik, slog Hænderne sammen og udbrød: »Au!« Gik saa efter denne karakteristiske Ytring ned ad Gaden. Der gaves efter Kong Carls Mening ingen skjønnere Død end Soldatens.

Medens dette foregik i Staden, sad Olaug endnu sammenkrøben i Wærns Have, hvor Halvor havde forladt hende. Hun lyttede til Larmen ude i den ulykkelige Stad. Det summede og hvislede som i en Hvepserede, nei, det klagede høit oppe i Luften som over et Ørnebo, hvis værgeløse Yngel bliver overfaldet af den forvovne Jæger, medens Kongeørnen fra Høiden speidende udstøder gjennemtrængende Hævnskrig. Det sydede og brusede som undertrykte Strømme, der forgjæves søge at sprænge deres Diger, og dog syntes Stadens tilbageblevne Indbyggere tause og fattede.

Dette rædselsfulde, begivenhedsrige Døgn i den unge Piges hidtidige stille Liv skulde i de nærmeste Timer endnu bringe hende betydningsfulde Tildragelser. Det var, som om hendes Skjæbne, der længe havde ligget i Dvale deroppe i Skovbunden, medens Dagene glede hen saa lige i Indhold, nu pludselig rulledes op, taarnede hendes Livs Hovedbegivenheder i Veiret, medens det store Folkedrama, der udspilledes rundt hende, indvævede hendes enkle Livstraad i sine store Optrin, saa at de kommende Aar bestandig bevarede Gløden deraf, et rigere bevæget Sjæleliv, oppe i hendes Fjeldegns Eensomhed.

»Det er mig, Olaug,« lød pludselig Halvors dæmpede Stemme nede fra Bryggen. Hans Hoved kom til Syne over Muren, blussende af Ophidselse og Begeistring.

»Jeg er Peder Colbjørnsens Udsending, ogsaa hans Broders,« vedblev han aandeløst. »Jeg skal stikke Ild paa Staden, forstaaer Du? Vi skal nu for Alvor til at ryge Svensken ud, brænde ham op spillevende, lukke alle Gader for ham med sviende Baal. Jeg har lagt en Himmerigs Plan, og Du skal hjælpe mig, Olaug. Hvad siger Du? Vi To skal redde Fædrelandet!«

Halvor var i Skjorteærmer for at bortlede Fjendens Mistanke; inde paa sit blottede Bryst bar han nogle Beegkrandse. Han fremdrog to og rakte Olaug dem.

»Hurtig — Du kan nok liste Dig hen til Høhuset derhenne og stikke det i Brand? Jeg kaster imens en anden Krands ind i Hans og Peder Colbjørnsens Gaarde, der staaer to fyldte Tjæretønder med Haandgranater rundt om. De ville endelig Begge, at vi først stikke Ild paa deres Gaarde, for at Ingen skal sige dem paa, at de vilde spare deres eget. Derefter lister Du gjennem Haverne hen til Walks Gaard og stikker ogsaa den i lys Lue. Saa gaaer Du, som ingen Ting er skeet, her tilbage under Hængepilen, til jeg kommer. — De have plyndret vore Kjældere; hele Byen futter nu af over deres Hoveder — sippedeia!«

Halvor styrtede sig med Liv og Lyst ind i denne Bedrift; det var Hævn, det var Tilintetgjørelse af den forhadte Fjende. Olaug blev staaende ligbleg med lysende Øine. For hende var ethvert Hjem en Helligdom; at tilintetgjøre det, selv efter Eierens Ønske, forekom hende en Helligbrøde, der fyldte hende med Skræk og Andagt. Hun sank i Knæ, bad en brændende Bøn; saa gik hun til den fædrelandshistoriske Gjerning med fuld Forstaaelse af det Storslaaede og Gribende i dette ophøiede Øieblik: en heel Stads Indvaanere, Fattige og Rige, ofrede af egen Drift alt, hvad de eiede, for at værne deres Selvstændighed mod fremmed Aag.

Olaug ilede over mod et stort Høhuus, der strakte sig ud bag den Wærnske Gaard. Hun slog Ild bag en Brændestabel. I næste Nu fængede Beegkrandsen, og Høstænget slog ud i røde Luer mod Broen. Derefter løb hun med en brændende Fyrrespaan under Træerne over til Walks Bygning, stak Ild i Beegkrandsen og slængte den ind gjennem et ituslaaet Vindu; det tørre Tømmer fængede, og Luerne slikkede med Lynets Fart op langs Brædevæggen.

Saaledes tændtes Frederikshalds Hædersfakkel for aldrig senere at slukkes.

Ved et underligt Skjæbnetræf blev Olaug saaledes kaldet til at afbrænde det Huus, hvori Moderen nogle Timer tidligere havde indespærret hende, for at berøve hende Fremtid, Ære og Lykke. Ved et andet besynderligt Tilfælde, der kunde henregnes til en hævnende Retfærdigheds Værk, blev det samme Kvistværelse, som Moderen nylig bestemte til Datterens Lykkes Grav, nu hendes egen. Sidste Gang, Nogen saae Ulle Halvorsen, var, da hun ilede op i sin Leilighed, endnu iført den blaa Taftes Dragt, for at redde en eller anden værdifuld Gjenstand. Luerne spærrede hende Tilbagegangen. Gjenboerne saae hende vove det samme Spring ud paa det brændende Tag som nylig Olaug for at gjenvinde Friheden. Moderen forsvandt i en Loftsluge og blev aldrig seet senere.

Da Klokken var syv, stod Frederikshald i lys Lue. Fjenden opgav ethvert Slukningsarbeide. Trommehvirvler, Hornsignaler, Kommandoraab kaldte Soldaterne sammen til Afmarch. I næste Nu bredte Paniken sig i de uordnede Masser; Gyderne bleve Ildsvælg, Husene Brandfakler; Luerne reiste sig i taarnhøie Flammesøiler, det bragede og gnistrede, og ned over det glødende Ildgab spyede Fæstningen Granater og Skraasække ind i de tæt sammenpakkede Soldaterklynger. Det var ikke længere en Kamp, det var et Myrderi uden Naade og Frelse.

Midt i denne Trængsel saaes dog endnu menneskelige og ophøiede Træk. Den stærke Skomager Kjeld kom ud af sin brændende Hytte med en svensk Saaret, der var betroet til hans Omsorg. Nordmanden bar den Syge, der havde slynget Armen om hans Nakke, med en Ømhed som en Moder sit Barn. Han talte beroligende og trøstende Ord, medens Sveden sprang frem af hans egen Pande, og hans Øine flakkede rundt for at speide efter en Udvei af Ildhavet, indtil Baalet slog sammen over dem begge.

Mamsel Jonassen vendte tilbage for at redde Papegøien af »Den forgyldte Nøgle«s brændende Krostue, fandt sig pludselig indesluttet mellem brændende Vægge. Hendes Angstskrig blev hørt. Niels Ankers skjæggede Vildmandsansigt kom fornøiet til Syne midt i Røgskyerne.

»Tak for Skjænken forgangen. Nu giver jeg Mamsellen en anden igjen.«

Dermed løftede han hende i sine Arme og bar hende i Sikkerhed ned til Elven.

Som en fredelig Idyl midt i al denne menneskelige Elendighed virkede et lille Stillelivsbillede i en Hytte udenfor Byen under Fæstningen. Her stod Skipper Daniel foran en Speilstump; en nyslagtet Høne laa paa Bordet. Han indsmurte sit Ansigt i dens varme Blod og skar imens nogle ynkelige Grimacer; derefter indviklede han sit Hoved i et rødtærnet Tørklæde og sin venstre Arm i en bloddryppende Bandage, haltede rundt paa Gulvet og ytrede medlidende:

»Sikken dog de Asener har rakket lille Daniels kjønne Ansigt til! Det maa han have sig en ægte Tokayer for fra Brasiliens varme Lande.«

Han hentede en gammel Viinflaske og satte sig saa til at skrive en Ansøgning til det danske Krigsministerium om Statsunderstøttelse »for det kjære Brød paa nogen Maade at forhverve efter al den Svie og svære Blessure, han havde hentet ude paa Prammen ved at gjøre Fjenden Modstand og Afbræk paa alle optænkelige Maader, forladt af sine Medborgere, Peder Colbjørnsen og de andre, der alle løb fra Borde og lode ham, ringe Capitain Daniel, tilbage som Øverstbefalende i den haarde Kamp som en redelig Undersaat efter sin allerunderdanigst Eed, uanseet af, at han vel kunde haft Aarsag ogsaa at forlade Prammen, da hans fattige Enkesøster, der sidder med mange smaa Børn var bleven skudt udi hendes Axel. Altsaa ydmygst begjæres Invalidepension, høiædle og velbaarne Hr. Statsraad!«

Daniel plantede sin knyttede Næve med et vældigt Dask midt i Skrivelsen og saae sig om i den tomme Stue med vidtopspilede Øine og et triumferende Smil. »Jeg gad see den, som kan sutte en delicatere Lobescowes sammen,« udbrød han og reiste sig. »Der er et Par Løgne i den, det er det eneste, der kan siges med Sandhed om den Ting. Det skal lille Daniel have sig en ægte dansk Kornsnaps for, fra Kongens Kjøbenhavn.« Udenfor farvedes Himlen blodigrød af det flammende Baal nede i Staden. Daniel traadte hen til Vinduet med Snapsglasset, rystede misbilligende paa Hovedet og udbrød: »Naada, hvor de gale Mennesker rutter med Mutters Pindebrænde!«

Denne Ansøgning blev virkelig senere afsendt, underskrevet af to afskedigede Underofficerer, der laa i Strid med Borgerne.

Mange af de tilbageblevne Borgere brændte inde; Dagen efter fandtes deres forkullede Been i de rygende Tomter.

Nu stod Fjendens hele Haab til at naae den 150 Alen lange Bro, der endnu var ufarbar. Broen blev et Haigab, som de Flygtende maatte styrte sig ind i, medens Kuglerne fra Prammen og fra Omegnen bestrøge de gyngende Planker, og medens de Bageste trængte de Forreste; det var Toppunktet af Rædsel, medens de Fremstormende under Fæstningens Lynglimt, der lød som Tordenbrag, hovedkulds styrtedes i Elven eller trampedes ned. Der stavredes hen over Stakler, der skrege af Smerte, over Døende, der bede sig fast i de Flygtendes Fødder, over Saarede, hvis knuste Lemmer vrede sig i Pine; hæse Kommandoord, som Ingen adlød, Forbandelser, Rallen og ovenover det Hele Fæstningens uafladelige Torden, — underneden Elvens Strøm farvet rød af Blod.

Det var et Mandefald.

Tre tusinde svenske Krigskarle brøde ind i Staden, næppe tusind slap levende derfra. Blandt de Døde vare flere Øverstbefalende, fjorten Capitainer og otte og tyve Lieutenanter. Rundt i Gaderne fandtes deres forbrændte Liig, der af Nordmændene bleve begravede paa Kirkegaarden.

Tilsidst, som det sømmede sig en saadan Helt, kom Carl den Tolvte, omgivet af en lille Skare trofaste Mænd, der villig gik i Døden for deres Konge. Han selv gik freidig, med spændstige Skridt midt i denne Kreds og saae sig om.

»I Morgen vender jeg tilbage og slaaer min Leir paa Brandtomten, Far min!« udbrød han og nikkede til sin Fange, Hans Colbjørnsen, der tilligemed Jens Munk gik i hans Nærhed.

»Vi faae at see, Deres Maiestæt,« svarede Colbjørnsen. »Nu skal jeg gaa hjem og underrette mine Landsmænd om Eders Besøg.«

Med disse Ord sprang han over Bolværket og naaede Land, skjøndt han under Svømningen blev ramt af en Kugle.

En graahaaret Kæmpe brød pludselig frem af Sværmen, ledsaget af Jørgen Halvorsen og nogle skindklædte Mænd, hvis bredbladede Øxer gjorde lyst omkring dem. Med ustandselig Magt trængte den graanede Bersærk frem gjennem de Rækker, der omgave Kong Carl; hans kortskaftede Øxe hævedes og sank, og hver Gang styrtede en Mand til Jorden.

»Vel mødt igjen, Kong Carl!« raabte Bjørnstad med en Røst, der overdøvede Tordenbraget rundt om.

Carl den Tolvte vendte sig sorgløs og gjenkjendte Kæmpen, der to Gange i Dagens Løb havde truet hans Liv, første Gang da han stormede Borgerskandsen, og Bjørnstad i Haandgemænget afbrændte sin Pistol mod hans Bryst, anden Gang da Kongen efter Bønnen traadte ud af Christi Herberg Kirke og to af hans Drabanter med Tabet af deres Liv havde kastet sig mellem ham og den frygtelige Kæmpe.

Et Bøsseskud oplyste i dette Øieblik Bjørnstads furede Ansigt, hvis Aarer stode spændte, idet han med ubændig Villiekraft uden Dækning hævede begge Arme for at give sig hen i det dræbende Hug.

»En herlig Kraftgubbe!« raabte Carl den Tolvte, henrevet til Begeistring ved Synet af denne kæmpemæssige Thorfigur. »Prægtige Karle, disse Nordmænd! De skulle blive mine.«

»Min skal Du blive, naar vi To næste Gang mødes, Carl af Sverige!« raabte Bjørnstad med en Steentorrøst fra fulde Fjeldlunger, medens Kongens Mænd reve deres Afgud bort, og Bjørnstads Øxe kløvede Hovedet paa den Officeer, der sprang frem og skilte ham fra Kongen. Nye Sværme brøde igjennem og trængte Bjørnstad tilbage mod Bolværket. Det var Colbjørnsens brogede Karle i vildt Haandgemæng med Dalkarlene.

Oven over Broporten saaes pludselig en ungdommelig Skikkelse ombølget af Krudtrøg, med lyst, lokket Haar om det seiersstraalende Ansigt. Han havde en Fane i sin høire Haand, Colbjørnsens Fane, der endnu opbevares hos Borgervæbningens Stadshauptmand. Han svingede den jublende og søgte at plante den ved Siden af Vaabenskjoldet med Vildmanden over de Kæmpendes Hoved, idet han af al Kraft raabte:

»Hurra, Fatter! vi slaaes nu under vort norske Flag i vor egen Stad!«

Bjørnstad slap Øxen og strakte Haanden afværgende i Veiret.

»Kom ned, kom ned, Ulykkesbarn! vil Du lægge mit Huus øde?« raabte han opefter.

»Leve gamle Norge!« raabte Halvor. Det gav et Sæt i ham. Han sank i Knæ, slyngede Armen om Fanestangen og sank ned i Faderens udbredte Arme.

»Her, de ramte mig bare her,« hviskede han.

Nogle Bloddraaber piblede frem under hans venstre Bryst. Bjørnstad løftede sin døende Dreng og bar ham ud af Kamptummelen ned mod Wærns Have, hvor Hængepilen hang ud over Vandet. Bjørnstads af Lidenskaber furede Ansigt stirrede ind i Sønnens: han saae at Døden var der med sin Stævning.

»Øie for Øie, Tand for Tand! Her paa dette Sted faldt ogsaa min ulykkelige Søn — Almægtige, uransagelige Gud, hvorfor bønhørte Du en taabelig Moder, der i sin Uforstand bad om Hævn over sit Barn?« udbrød en Stemme ved Siden af Fader og Søn.

Bjørnstad saae op.

»Søster Ellen!« udbrød han med usikker Røst og stirrede paa den forvitrede Skikkelse, hvis graa tottede Haar hang ned over Pjækkerten, medens »Stormuglen« knugede sin Hat mellem de rynkede Hænder, og Taarerne strømmede over de indfaldne Kinder.

»Faster Ellen!« udbrød Halvor og smilede; »nu bliver Du hjemme hos Far, ikke sandt? — Olaug?« udbrød han med et Sæt, reiste sig pludselig halvt i Veiret og slyngede Armene om den unge Pige, der traadte frem fra Hængepilens Skygge og støttede Barndomsvennens Hoved i sit Skjød. »Olaug, først Seiren, saa Lønnen, var det ikke saa? — Kys mig nu.«

Olaug bøiede medlidende sit Hoved og kyssede Halvors Pande og Læber. En Skjælven gjennemfoer ham, han udaandede i Seiersjubel og i sin unge Kjærligheds Morgenrøde.

Da Olaug reiste sig, stod Jørgen taus og sørgmodig ved hendes Side.

»Jørgen!« udbrød hun med et Skrig som en Druknende, der pludselig seer Frelse. »Nu, Jørgen, hjem — hjem til Dig!«

Hun kastede sig til hans Bryst og var hjemme.

Ude over Heden flygtede en Konge paa Veien til sit eget Rige, mens Ildskjæret brændte hans Nederlag ind i Norges Steengrund med ægte Farver, der aldrig blegne.

Borgernes Jubel over Seiren var isprængt med Sorg over de rygende Brandtomter og de forkullede Kammeraters Liig, tillige med Frygt for, at Svensken skulde vende tilbage. Da lød den 8. Juli om Morgenen en heftig Skyden, som hørtes mere og mere jo længere det led ud paa Dagen. Man lyttede med Frygt og Bæven; thi Ingen vidste, hvem det var, eller paa hvis Side Seiren faldt.

Om Aftenen stormede Colbjørnsens Kundskabsmand, Hans Brecke, op mod Fæstningen og meldte, at Fjenden var i fuldt Arbeide med at pakke sine Sager og trække over Grændsen. Kort efter kom Niels Anker og Halvorsen styrtende med det Seiersbudskab, at Peder Tordenskjold, den berømmelige Helt, havde i Dynekil slaaet hele den svenske Flotille, der var ladet med alt det Skyts, som Carl den Tolvte utaalmodig ventede for at kunne indtage Frederikshald.

»Og Svenskerne vare visselig blevne længere i Norgesland, om Gud ei havde omstødt hans Anslag i dette Søeslag ved Admiral Tordenskjold, den, han brugte som et fuldkomment Middel at hjælpe ved.«

Explore with AITake your curiosity a little further.

Reading settings