ET FALSK SIGNAL.

Midt paa Leergulvet ved Siden af den flammende Arneild laa Carl den Tolvte henslængt over et bredt Knippe Grangrene, et Leie, han oftest lod indrette saa rigeligt, at han i Felten kunde dele det med udvalgte Krigsfæller. Paa dette Leie sov han »sødt som paa en Blomsterseng«.

Heltekongen laa indsvøbt i en fodsid Rytterkappe, under hvilken hans lange Sabel stak frem. Hans skaldede Hoved alene lyste forunderligt fængslende majestætisk over den mørke Skikkelse, hvis Omrids svømmede udi det usikre Skjær fra Baalet og det døsigt brændende Tællelys ved Hovedenden.

Carl den Tolvte forsmaaede Tidens Allongeparyk. Da hans Veninde Ulrikke Eleonore en Gang sendte ham en kunstfærdig lavet Paryk, fordi hun erfarede, at han led af Gigtsmerter i Hovedet, anlagde Kongen den pligtskyldigst; men da en Tilstedeværende henrykt udbrød: »Ak, hvor Maiestæten seer prægtig ud som en Frier!« sled Kongen den utaalmodig af og forsikrede, at han ikke længere kunde vænne sig til at have noget varmt om Ørene.

Her laa nu Carl den Tolvte, nær sin Skjæbnes Maal, rolig og ubekymret. Hans maiestætiske Legeme, skulderbredt, smidigt, af Middelhøide[3], hvilede paa det Friluftsleie, som hans Krigersind foretrak for den yppigste Seng i bløde Kvindearme. De efterlevende Caroliners[4] Konge, hærdet ved utrolige Savn, ved Sjælslidelser og Sjælsløftelser, hævet over Livets dagligdags Behov, saae tankefuld frem for sig i den norske Skovhytte. Hans Blik omfattede maaskee denne Nat hans Livs Oplevelser: Seiersdaad fra Narva, Düna, Klissow, Holofsin, ogsaa Nederlagene fra Ukraine, Sibirien, Bender, drømte dog vist meest om nye Erobringer her mellem Norges Klipper; det fortalte i glandsfuld Ro om sagnstore Kampeventyr — det største af dem alle laa dog der paa Granleiet, hvilende med Smil om de fyldige Læber, med en Drik Tyndtøl ved Hovedgjærdet, ventende paa det graa Morgengry under den fremmede Vinterhimmel, for at kaste sig paa Hesteryggen og lade Trommen mane til nye Bedrifter. Kongen, hvis Navn aldrig senere blev nævnet af hans Krigsfæller uden med Taarer, Henrykkelse og Længsel, og hvis Minde knyttede en usynlig Venskabslænke mellem hans Soldater, saaledes at Standsforskjel, enhver Hindring svandt, og den Menige bænkedes som Ven og Kammerat ved Høvedsmandens Side, medens Krigsheltens Aand svævede over dem Alle, — Carl den Tolvte, Blodkongen, Soldaternes Afgud, det var ham, som laa her. Han og Jorden havde opgjort Regnskab: Krig paa Sablen; Himlens og hans Regnskab var uopgjort; han krydsede endnu sin lynende Klinge mod Stjernerne og raabte: »Frisk, busser! gån på uti Herrens namn!«

Det kongelige Blik rugede nu her med Ørnero over det Svundne og Kommende. Det ramte den norske Dreng. Rygter og Sagn om Heltens Bedrifter foer som en Gysen gjennem Halvor, mens hans Fingre krampagtigt famlede om Pistolskjæftet, og en hæftig Susen lød i hans Øren. Han følte pludselig Bakkes Haand i et Jerngreb om sin Arm, og Morbroderens Stemme hviskede:

»Vil Du lægge din Faders og din Moders Huus øde, Dreng?«

»Norge leve!« svarede Halvor med mat Røst.

Bakke drog ham hastig bort fra Vinduet. Halvor lod sig lede som en villieløs Beruset ned over Fjeldstien mellem syngende og larmende Soldatergrupper omkring Baalene.

»Hei, I Nordmænd!« raabte en Soldat dem i Møde. Hans trekantede Hat og sorte Halsbind var det eneste synlige, der ragede op over en Kasse, fyldt med Halm, et genialt udspekuleret Natteleie, som blev ham misundt af hundreder af Krigskammerater, der hvilede paa Fyrretræernes gyngende Kroner, det vil sige, i afhugget Tilstand. — »Hei, Du dèr med Pelsjakken, er Du ogsaa livsalig dinglende? Det er jeg; men Ingen kan see det, for jeg sidder fast her i min Halmbøtte og svinger rundt om Jorden — singdulian — hopsasa! — Hils dem dernede i Frederikshald!« brølte han efter Klokkeren og Halvor. »I Morgen vælger jeg min Kjæreste i Jeres rigeste Kjøbmandsgaard — Gebe, gebe Gott, dasz es immer so wäre!«

Omkvædet istemmedes af de Omkringliggende, der havde klumpet sig sammen i Dynger og under Latter og Eder skiftedes til at ligge øverst.

Ved den sidste Vagtild knugede Halvor Klokkerens Haand og hviskede:

»Jeg var lige ved det, Morbror; men jeg kunde ikke gjøre for det; min Haand blev ligesom lam, da jeg vilde til at spænde Pistolen.«

»Kongemordere har ikke blivende Sted paa Jorden,« sagde Bakke.

»Men i Himmelen! — De vilde synge mit Navn i alle Dale, over alle Fjelde lige til Iishavet, om jeg havde reddet mit Land og skudt ham,« klagede Halvor. »Jeg kunde ikke, Morbroder, jeg kunde, skamfile mig, ikke! Der var noget, som krammede Kraften af mine egne Fingre — Nu kunde jeg have været den største Helt i hele Norges Land.«

Halvor rev Huen af og stampede paa den i afmægtig Sorg.

»Hør, Morbror, hvorfor kunde jeg ikke, hvad var det, som slog min høire Tommeltot i det livsalige Øieblik?«

»Du var vel feig,« svarede Bakke.

»Feig — jeg?« raabte Drengen og foer i Veiret, en levende Protest mod Morbroderens Ytring.

»Naa ja, saa var det vel Guds Haand,« gjenmælte Klokkeren. »Dersom Du havde dræbt Kong Carl, hængte de Dig nu i den høieste Gran, og jeg maatte gaa hjem og melde din Død til dine Forældre, som betroede mig deres eneste Søn og dyreste Eie.«

»Lige meget!« sagde Halvor og reiste sit lyskrøllede Hoved i Nattevinden. »Lige meget, Morbror! Saa havde jeg nu været en af Norges bedste Sønner, og Olaug! — Ak, jeg vil fortryde alle mine Dage, at jeg ikke skjød.«

Idet de kom forbi den sidste Leirpost, saae Bakke Daniel staa og tale med Vagtmester Erikson; han slog ud med Armene og pegede op mod Kongens Hytte, der endnu lyste oppe i Fjeldet. Klokkeren fremskyndede uvilkaarlig sine Skridt og drog Halvor efter sig.

»Vi have endnu en Gjerning at forrette, inden vi forlade Svenskerne,« sagde Ole Bakke og gik bort fra Hovedveien ind i Skovtykningen. De nærmede sig ad Omveie atter Leirens Yderkreds, hvor Vognparken og Hestene fandtes, bevogtet af enkelte Skildvagter. Klokkeren gjorde et Tegn til Halvor, krøb forsigtig fra Træernes Slagskygge om bag den bageste Vogn og sneg sig ind mod Vognparkens Midte, hvor Rustvogne stode ladede med Korn, Hø og Proviant. Halvor fulgte Morbroderen som en Skygge uden at spørge, først da han saae Svendsen Bakke krybe ind mellem Hjulene paa den største Vogn, sagte slaa Ild af sit Fyrstaal og holde den brændende Lunte op i Høet, begreb han Hensigten, i næste Nu gjorde han ligesaa og stak Ild paa de nærmeste Vognladninger. En kvalmende Røg steg iveiret, et Allarmskrig lød, et Skud knaldede, uden at forstyrre Svendsen, der koldblodig nærmede sig den yderste Vogn med den brændende Lunte. Først da Høet fængede, forsvandt han og Halvor imellem Træerne og ilede tilbage mod Hovedveien, hvor de roligt fortsatte deres Vandring med Kramkisterne paa Nakken, som om intet var forefaldet.

Idet de forlode Skovtykningen, bredte en viid Slette sig foran dem; den alfare Vei bugtede sig derigjennem. Om Sommeren var denne Hede dækket af Lyng og Gyvel og Krat. Hedelærken sang eensomme Triller herude, sine egne Sange i betaget Henrykkelse over den varmende Sol, over Naturen og Livet, uhørt og uforstaaet af Mennesker. Nu havde Tellen skudt i de foregaaende Dages Tøveir og frembragt »Tellegrep«, det vil sige, den tilfrosne Jord løsnes, saa at Heste og Vandringsmænd pludselig synke i dybe Huller af løs Jord og blød Leer; denne Tilstand varer ved indtil Sommer. De foregaaende Dages Frost havde ikke været tilstrækkelig til at danne en bærende Skorpe; den gav efter under Fødderne.

Klokkeren standsede og lyttede. Alt forblev stille bagved. Han besluttede derfor at fortsætte Vandringen til Frederikshald ad Alfarvei, eftersom han ikke længer behøvede at befrygte at blive standset paa Hjemveien af udstillede svenske Vagtposter.

De vare dog næppe vandrede frem i ti Minuter, før de hørte Ryttergalop og høie Raab bagved. Klokkeren saae et Parti svensk Hestfolk sprænge frem fra Skoven. Den hvide Snee frembød intet Skjul i den nærmeste Omkreds; den frelsende Skov var endnu nogle Bøsseskud fjernet for Bissekræmmerne. Midt imellem Rytterne troede Klokkeren at bemærke Daniels brede Sømandsskikkelse til Hest og forstod pludselig den Fare, som han og Halvor svævede i. For at sikre sig selv mod at blive angivet som Forræder nede i Frederikshald By, havde Daniel rimeligviis angivet Klokkeren og Halvor som Spioner. Med disse blev der som allerede omtalt gjort kort Proces i Kong Carls Leir; det nærmeste Træ blev deres Galge.

»Af Sted!« raabte Bakke, kastede sin Byldt og flygtede bort fra Veien over mod den nærmeste Skovlinie. Halvor gjorde som Morbroderen; han var bestandig nogle Skridt forud for den tungere og mere ubehjælpsomme Klokker, hvis høie og stive Støvler hindrede hans Bevægelser.

Halvor standsede, saae sig om og sendte Klokkeren smaa opmuntrende Tilraab, saasom: »Endnu et Par Hop, Morbror, saa er vi i Skoven. — Spar paa Veiret til Finalen! — Hvad siger I til en varm Øl i Aften hjemme paa Bakke? Jeg er saa forsulten.«

Ole Svendsen stønnede, standsede tilsidst og saae tilbage mod de fremstormende Ryttere, der havde Møie med at finde sikker Vei i det moradsige Terrain.

»Vi kan ligesaa godt lade os hugge til Plukfisk strax,« sagde han mismodig.

»Vist ikke nei!« raabte Halvor og sprang hen til Morbroderen, for at hjælpe ham fremad.

»Red Dig selv, af Sted, af Sted,« sagde Klokkeren.

»Hvad gjør de saa ved Jer?« spurgte Halvor og stirrede raadvild mod Rytterne, der stadig kom nærmere.

Bakke trak paa Skulderen og saae opad mod den graa Himmel. De to norske Mænds Skikkelser tegnedes tydeligt mod den lyse Snee.

»Jeg faaer vel Vesperkost deroppe i Aften sammen med andre gamle Nordmænd,« svarede han og satte sig paa en Klippeblok, der sammen med nogle andre dannede en Dysse midt paa Heden. »Støvlerne lænke mig; jeg kan ikke mere. — Af Sted!«

»Saa af med Støvlerne og videre paa Uldsokkerne!« brølede Halvor. »Endnu kan vi naae Skoven. See, hvor deres Heste steile i Veiret, mens de synke i med Bagkroppen!«

Han sled fortvivlet i Klokkerens Støvler, mens Forfølgernes Jubel stadig lød nærmere. Det lykkedes ham at faae Svendsens Fødder fri.

»Nu af Sted, Morbror! hvert Secund er kostbart,« hviskede han. »Imens skal jeg holde Svenskens Heste op med Snak; de lystre bestemt bedre end Mandskabet. — I Jesu Navn, af Sted!«

Klokkeren reiste sig og saae Halvor løbe nogle Skridt mod de fremsprængende Ryttere; derefter gjorde Drengen Holdt bag Stenene, satte trodsig Hornet for Munden og blæste Svenskernes Retraitesignal, der skingrende gjenlød over Heden, et Signal, han møisommelig havde indstuderet, mens han laa paa Luur efter Fjenden oppe i Skovene.

»Hvad er det for et falsk Sluddersignal, han dèr trutter!« brølte Sergeant Erikson, der red et Par Hestelængder foran de Andre. »Saadan er der ingen Ting, der hedder i Kong Carls Armée.«

Hans Hest havde næsten naaet Halvor; den parerede kort ved Lyden af det kjendte Signal, vrinskede urolig og vilde gjøre omkring, et Syn, der ikke er ualmindeligt paa Exerceerpladsen, hvor gamle øvede Rytterheste ofte kjende Signalerne bedre end det uøvede Mandskab. Den efterfølgende Hest fulgte dens Exempel, medens Halvor med al sin Kraft gjentog Signalet.

»Nu faaer Svensken sit eget Baglænds. Hurra!« raabte han.

Klokkeren glemte ikke senere dette Drengeansigts Udtryk: Ophidselse, Triumf, medens han bønfaldende pegede mod Skoven; saa holdt han paany Hornet for Munden.

Det tredie Signal afbrødes imidlertid, idet Erikson blev Herre over sin Hest og drev den fremad mod Halvor.

»Ingen Pardon!« raabte han til den nærmeste Rytter, som nu ogsaa sprængte frem med løftet Vaaben. »Hug de Hunde ned! Jeg kjender dem begge igjen fra Træfningen i Nat oppe ved Bjørnstads Huus.«

I samme Nu stod Klokkeren ved Halvors Side og gav Drengen et saa eftertrykkeligt Skub, at han tumlede ned bag Steendyssen, medens Sabelhugget susede over hans Hoved. Et Pistolskud lød; Rytteren vaklede og gled af Hesten.

»Fremad!« raabte Bakke, hvem Livsfaren gav fornyet Kraft, medens han paa Uldsokker i lange Spring løb mod Skoven, bugtende sig fra Klippeblok til Klippeblok, forfulgt af Rytterne. Halvor blev liggende i Sneen; han gravede sig dybere ind mellem Stenene, der dannede en Kløft, som Hyrdedrengene om Sommeren benyttede til Arnested. Et straalende Smil gled over hans Ansigt, da han fra sit Skjul, omgivet af bladløse Buske blev Vidne til, at Klokkeren fortsatte sit Løb, efter at Hestfolket havde affyret deres Pistoler. For at aflede Rytternes Opmærksomhed fra den Flygtende steg Halvor atter frem paa Veien og blæste i overstrømmende Krigermod det norske Angrebssignal. Nogle af Rytterne standsede og vendte tilbage mod Drengen. Halvor dukkede sig og forsvandt atter i Klippefordybningen. Idet Rytterne naaede Stedet, saae de et Par tynde Been skyndsomt glide ind mellem Stenene.

Trompeter Månsson sprang af Hesten og nærmede sig forsigtig til Aabningen.

»Kom frem, i Djævels Skind og Been!« befalede han, »at vi kan faae Dig hængt op paa en Jernkrog og svedet over Baalet.«

Da Ingen svarede, steg ogsaa den anden Rytter af Hesten. De stillede sig hver paa sin Side af den smalle Aabning og joge deres Landser ind under Stenen i forskjellig Retning. Et hæst og gjennemtrængende Skrig lød indefra.

»Der ramte jeg nok i Braden,« bemærkede den ene Rytter koldsindigt og sendte endnu et eftertrykkeligt Dobbeltstød i samme Retning.

Skriget inde fra Hulen gik over til en langtrukken Hylen, som forstærkedes under Landsestødet, indtil det pludselig døde hen i en smertefuld Rallen.

»Nu tuder han nok sin egen Retraite,« ytrede Månsson. »Ærlighed byder at tilstaa, at de Nordmænd har et mærkeligt Geni for Musik.«

Han skjød til Afsked sin Pistol af ind i Hulen i Retning af Klageskriget, der pludselig forstummede, steg igjen til Hest med sin Kammerat og saae ud over Sletten.

De andre Ryttere vendte tilbage fra Skovbrynet med uforrettet Sag. Klokkeren var, begunstiget af Tusmørket, Klippeblokke og uveisomme Stier, sluppet ind i Skoven, hvor enhver Forfølgelse tilhest vilde være frugtesløs. Med Eder og dybtfølte Forsikringer om, at Norge var det meest gjenstridige og rebelske Land, de havde kriget i, red Troppen tilbage til Leiren.

Inde i Klippeaabningen var Dødsskriget forstummet. En dyb Stilhed sænkede sig atter over Egnen.

Lidt senere kom en mørk Skikkelse til Syne, der forsigtigt bevægede sig frem fra Skjul til Skjul og standsede foran Steendyssen. Manden bukkede sig ned foran Aabningen og kaldte med sagte Stemme: »Halvor!«

Intet Svar lød. Klokkeren — det var ham — sank i Knæ og støttede Hovedet mod Stenen.

»Gud tilgive mig min Synd, at jeg forlod Drengen,« hviskede han sønderknust. »Mari, stakkels, lille Mari, som stolede paa mig!«

Et uredt og krøllet Hoved kom til Syne i Klippespalten; et freidigt Smil spillede om dets Læber. Halvor krøb frem, lyslevende og velbeholden og satte sit Instrument for Munden, som for at udsende en jublende Fanfare over Steenørkenen.

Klokkeren havde reist sig og stirrede paa ham med et Blik, der kæmpede mellem Tvivl og Henrykkelse.

»Du lever!« udbrød han og greb Hornet.

»Herre Jemini!« udbrød Halvor; »hele tre Flænger! See, hvor det Skarnstøi har prikket i Kræmmervarerne!«

Han holdt sin Byldt i Veiret og gjorde et Par Himmelspræt fra Hallingdandsen i livsalig Glæde over den underfulde Redning, kastede Byldten i Veiret og fangede den igjen.

Klokkeren stod taus med foldede Hænder; hans Læber bevægede sig i stille Bøn.

Halvor saae Liget af Rytteren, som Bakke havde skudt af Hesten. Et Udtryk af Skadefryd gled over Drengens Ansigt, medens han nærmede sig den Døde.

Manden laa paa Ryggen; Ansigstrækkene vare fordreiede, Munden stod aaben.

»Du gaber efter vores Jord, Svensker!« udbrød han. »Gab kun. Ulvene ville mætte sig i Nat ved dit Liig. Du kommer ikke til at hvile under norsk Jord.«

Klokkeren nærmede sig, slog Korsets Tegn over den Faldne og stak hans Landse i Jorden som Mærke for hans Kammerater. Derefter bredte han sine Arme ud mod Halvor, mens Taarerne løb ned over hans Kinder.

»Kom til mit Bryst, min flinke Redningsmand! Lad mig føle paa Dig. Jeg saae dem jo stikke Landserne herind og hørte Skuddet.«

Halvor styrtede sig i Morbroderens Arme.

»Tre Gange, Morbror, tre Gange!« Han fremviste sin Byldt som Trofæ og strøg kjærtegnende Haanden over de dybe Flænger. »Er jeg saa feig, Morbror?« spurgte han skjælmsk og lagde Hovedet tilbage.

Klokkeren knugede Halvor fastere til sit Bryst og hviskede:

»Min norske Gut, — vor tapre, norske Gut!«

Lidt efter rev Halvor sig løs og raabte:

»Vi snød dem alligevel! — Faaer jeg saa i Aften den varme Mjød med Honning og brav mange Æg i, som I lovede mig den Gang, vi hoppede af Sted for Svensken derhenne?«

»Du bliver bestemt General og blæser vore Fjender baglænds over hele Linien,« sagde Klokkeren.

»Ja, Fanden i Vold ned i deres eget Rige og et godt Stykke til, det gjør vi,« forsikrede Halvor, medens Klokkeren og han iilsomt fortsatte deres Vei nedad mod Frederikshald.