DEN STORE FRED.

Der gik flere Aar. Meget forandredes i Frederikshald og Omegn. Staden reiste sig af Asken, Handelen blomstrede, Skibsfarten tog til, et freidigt, stærkt og selvfølende Folkeliv udviklede sig hurtigt i den unge Stad, der var skudt frem af Storbedrifter, omgivet af en velvillig Samtid, Gjenstand for Udlandets Beundring, Tidens Kjælebarn.

Det gik nu her, som det oftest gaaer, dèr hvor de store Storme rensende fore frem: et sundt og rankt aandeligt Liv blev Særmærket for Frederikshalds Borgere. De fordrede Retfærdighed og gave Retfærdighed, Lys og Skygge fordeeltes af den almindelige Retsbevidsthed. Og den var klarøiet i det stærke Lys, som nu laa i Luften.

Saaledes gik det til, at der blev ryddet op i meget gammelt og forgroet. Megen Overvurdering og tidligere Vrangvillie kom paa Retfærdighedens Vægtskaal, saaledes ogsaa Dommen over Bjørnstad fra Fossegaarden. Først begyndte Rygtet at fortælle om hans frivillige Kamp i Frederikshald under Svenskernes Indfald, skjøndt Borgerne haanlig havde tilbageviist ham fra deres Række; dernæst blev hans eneste Søns Fald under Forsvaret omgivet af et smukt og romantiskt Skjær; om Hustruens Ulykke og Død vidste man ogsaa meget rørende at fortælle, og endelig var det mærkelige indtruffet: efter at Bjørnstad havde forladt sin Hjemstavn og var forsvundet fra Egnen, blev Byens Tømmer borte i Elvedragene ovenfor Staden i endnu større Maalestok end i Bjørnstads Tid. Han havde saaledes baaret Skylden for Andres Ugjerninger.

Man havde nu erfaret, at Bjørnstad levede oppe i en øde Klippeegn ovenfor Sarpfossen. Han havde tilligemed sin gamle Søster Ellen opslaaet en Bolig mellem de eensomme Fjelde og boede der i en afsides Hytte. Det gamle Søskendepar var her bleven et Forsyn for Fattige og Syge, der kom langveis fra til Eneboerne, for at forlade dem trøstede og glade.

Det var dog endnu ikke disse forskjellige Kjendsgjerninger, der bevirkede Omslaget i Folkestemningen overfor Bjørnstad og gjorde hans Navn kjendt og omtalt. Der var endnu et Rygte i Omløb, et ubestemt Sagn, som satte ham i Forbindelse med Kong Carls Fald, der bragte alle Hjerter i Frederikshald til at banke stærkere, en Beskyldning, der i sig selv for Staden rummede det Høieste, en Forbrydelse, der lyste som en Fædrelandsbedrift af største Betydning, et Rygte, der ikke havde nogen bestemt Hjemmelsmand, og som dog blev ved at leve, at svulme, til det antog Karakteren af Forherligelse og Tilbedelse af sin Gjenstand.

Hvad der sagdes var slet og ret, at Bjørnstad havde fældet Carl den Tolvte.

Man vidste med Bestemthed, at Bjørnstad hiin Nat befandt sig blandt Arbeiderne i Løbegravens Sidelinie, da Kongen faldt; man vidste, at han allerede under Indfaldet 1716 havde sat sig det store Maal at fælde Kongen i aaben Kamp for at befrie sit Land, og man vidste nu fra Jørgen Halvorsen, at Bjørnstad var en syg og nedbrudt Mand, der ofte i Febersyner anklagede sig selv for at have fuldbragt den store, tragiske Bedrift.

Tilsidst var det Øieblik kommen, da den offentlige Mening slaaer over i sin Modsætning, taler høit og høiere, bliver Folkets Røst, Guds Røst, og det blev besluttet i en Forsamling af Byens Borgere, at der skulde gjøres noget for Bjørnstad, at han skulde hædres, udnævnes til Æresmedlem i det Colbjørnsenske Fricorps, hvilket han en Gang forgjæves tilbød sin Tjeneste, kort sagt: Bjørnstad skulde udmærkes med et eller andet, hvad det nu kunde blive til. Han var dog en Mand fra Frederikshald, deres egen, det maatte fremhæves nu.

Medens dette Omslag fandt Sted nede i Staden, levede Gjenstanden for al denne Velvillie sit eget Liv i en vild og skovrig Fjeldegn norden for Sarpfossen, tre Mil fra Frederikshald. Denne Fos er hverken saa høi eller bred som flere andre af Landets Fosse; men den ansees med Rette for et af Norges skjønneste og mægtigste Vandfald. Især udmærker den sig ved den overordentlige Vandmasse og forfærdelige Kraft, hvormed den skyder sig frem, beriget ved utallige Vandaarer fra det vilde og skovrige Terrain.

Bjørnstad og hans Søster Ellen levede heroppe i Ødet i uforstyrret Fred og uddeelte nu med rund Haand Udbyttet af deres Livs Indkomst til Livets trætte Arbeidere, som langveis fra tyede herop om Hjælp og Raad. Vinter og Sommer var Stien op til Hytten banet og traadt, og der gik aldrig Nogen forgjæves.

Faster Ellens forvitrede Skikkelse havde rettet sig i de forløbne Aar. Øinene lyste med bjørnstadsk Ild; en bruunrød Sundhedslød over det magre Ansigt røbede, at Livskraftens Kilde atter sprang i hendes Bryst.

Der var nok at skaffe om i Fjeldhytten. Køernes Mælk stode i lange Bøtterækker paa Sæterhylderne, Osten laa i Lager, tørrede Urteknipper hang under Loftsbjælkerne. Faster Ellen besad det skarpe Blik og den lykkelige Gjætte- og Slutteevne, der gjør forfaren i Lægekunst. Om Vinteren snurrede Rokkehjulet, Ulden kartedes, varme Sokker og Trøier og alskens andre varme Sager laa beredte for de Trængende.

Midt i al denne Travlhed fløi Faster Ellens Blik jævnlig forskende over til Bjørnstads høie og vaklende Skikkelse, naar han uddeelte milde Gaver med et Blik, der røbede, at det ikke alene var Haanden, som gav, men Hjertet, der glædede sig over at kunne give.

»Nu op med Panden, Broder!« lød det ofte barsk og opmuntrende; »Han forstod den bedste Kunst, han, som levede for en anden, levede ei sit Liv omsonst.«

Faster Ellens Tale faldt ofte i Riim, uden at hun egentlig selv vidste derom.

»Bølgeskvalpet gaaer i Takt, som Stormen det vil,« sagde hun en Gang, da Jørgen Halvorsen gjorde hende opmærksom herpaa.

»Kom nu og hjælp med, Broder,« sagde hun til andre Tider i de første Aar af deres Eneboerliv, naar Bjørnstad i Timer lukkede sig inde i sin Stue og sad og stirrede frem for sig med en knyttet Haand paa hvert Knæ, mens Tanker gravede og gravede i hans Indre og kun naaede at undergrave hans egen Kraft. Saa reiste han sig brummende, greb Karterne eller Strikketøiet og bandt Hoser, mens Vinterstormen ruskede i Hytten, og Sneeskredenes Drøn lød rundt om udenfor. Der sad de to gamle Skibbrudne, kastede op paa dette Fjeld fra Livets Brænding, graanede i Sjælens Bedrifter, medens de nu med det sløvede Høgeblik anstrengte sig for at indhente en løssluppen Uldgarnsmaske i det flakkende Lampelys, medens Mindernes Skred drønede gjennem deres Indre. Saa hændte det, at Bjørnstad utaalmodig slængte Strikketøiet over til Søsteren og forlod Hytten for at gaae ud i Vinternattens store Syner. Eller han vandrede langt over Fjeldet til de Hjem, hvor han vidste, der trængtes.

Aarene havde ogsaa i hans Sind bragt Forandring: Den store Fred var seen om at komme til ham, og den kom ikke pludselig, ikke uden Kampe. Lidt efter lidt var dog Kjærlighedens store »Du og jeg«, »Du fremfor mig« gaaet op for ham i sin Vælde, og i dette klare Lys fra oven stod hans Ungdoms Stræben og hans Manddoms Kamp for ham grelt og skjærende i den hele Selviskhed og Egenkjærlighed, »Jeg imod Dig«, »Jeg over Dig, over Eder Alle«. Hvornaar dette Lys begyndte at skinne, vidste han ikke selv. Maaskee var det Eensomheden, som maa til, for at det Store kan trives, og Læsning; thi Bjørnstad læste meget, og hans lille Bogsamling indeholdt det Bedste af udenlandske og indenlandske Værker.

Tilsidst forstod han alle disse Jordelivskampe med de store Ideer som Banner og et lille »jeg selv« som Bannerfører. En dyb Medlidenhed greb ham for de Mange, der endnu stred og led i Uklarhed dernede. Det maatte saa være; han forstod, at det hele Myretuearbeide maatte forrettes, noget for og noget imod, noget skarpt, andet blidt, noget beskt og noget sødt, for at skaffe sundt Blod til det Hele og alt, hvad der ellers maatte til, for at det kunde holde sammen. — Af og til gik han ud til det nære Fossefald og stirrede ned i de skummende Hvirvler; oftere gik han ud paa Pynten med den vide Udsigt nedover. Her blev han staaende i Timer, et sælsomt Monument, forvitret af Tiden, endnu kæmpemæssigt at skue. Saa kunde han en Gang imellem strække Haandfladen ud, vugge den sagte op og ned, som om han stedte noget til Hvile, og vendte hjem støttet til sin Stav med den skaldede Isse hævet og det hvide Skjæg og Haar bølgende i Vinden. Lidenskabernes Tid var omme; det afgjærede Stof laa klaret i hans Tanke. Det, de kaldte Stort dernede, Fremskridt, Magt, Mit og Dit, selve Landegrændsen mod det »Udenlandske«, Fædrelandets Begrændsning til en bestemt Plet Jord, altsammen blev heroppe, omgivet af den utilhugne Granit i det Eviges Lys, saa smaat, at det ikke var til at øine.

Ogsaa Sorgen over Maris Død, der havde knuget Bjørnstad til Fortvivlelse i de første Aar, var mildnet; han vidste, at nu var hun dèr, hvor hun hørte til, og forenet med sit Kjæreste. Sønnens Død var ham hovedsagelig en Kilde til Glæde. Drengen havde aldrig i Live været ham saa dyrebar som nu; det var, som om han havde ofret sit Land det Bedste, han havde, en reen, ung Kraft, en Blomst i Udspring, der aldrig vilde tørres hen i Storme.

Alene hans Livs store Gjerning, den, i hvilken hans hele Væsen higede efter at hvile ud, kunde han ikke komme til Ro med, den Hovedgjerning, der er enhver fuldbaaren Personligheds Hensigt, det store, beroligende »Derfor« paa Livets »Hvorfor« gled fra ham, hver Gang han vilde gribe den og gjøre den til sin.

Kong Carls Død var hans stadige Tanke. Javist, han var i Løbegraven hiin Nat og fast besluttet paa at dræbe sit Lands Fjende. Javist havde han hævet sin Pistol og skudt og seet Carl den Tolvte synke sammen og følt sit Land befriet i samme Nu.

Snigmorder, han? Bjørnstad? — Javist, han havde i Mulm og Mørke hævet sit Vaaben mod Kongen af Sverige; men han havde med Glæde aabenlyst bødet med sit Liv for den Bedrift. Snigmorder? — Nei, han havde gjentagne Gange søgt Heltekongen i aaben Kamp med blottet Bryst — forgjæves. For Bjørnstads Fædreland var denne Helt et farligt Kryb, der ved Nattetid gravede sig ned i dets Jord, for som en Slange Tomme for Tomme at bugte sig fastere om Fæstning og Stad. Et fjendtligt Kryb knuser man under sin Hæl, naar man seer det løfter Braaden mod Ens Kjæreste, naar og hvor man kan. Snigmorder? Nei, nei! — Bjørnstad hævede sit Hoved. Han havde i et kongeligt Nu følt sit Lands Frelse gjennem sin høire Haand; da var det, som om Fjeldene rundt ham klædte sig i straalende Farver, som om Luften, han aandede, blev stærkere og mere balsamisk.

Men i en anden Time kom andre Tanker, en Tvivl, der sjeldent lod ham i Ro, og han havde en Følelse af, at han selv gled ud i meningsløs Taage, at Klippegrunden forsvandt under hans Fødder, at han drev nedover uudforskelige Strømme, for at forsvinde, og der lød intet Svar over til ham, naar han i Nattens Time kastede sig paa Leiet og spurgte og spurgte, mens de nagende Tvivl steg.

Ja, var det ham, der havde fældet Kong Carl? — Det forekom ham, at han havde seet Kongens Hoved allerede synke ned i Kappen i det Øieblik, han hævede sin skudsikre Pistol og trykkede af. Saaret, som han nøie havde undersøgt i Ligets Tinding, kunde ingen Pistolkugle have frembragt, Kardæskregnen var forfærdelig — og dog — og dog! Han sendte Raab paa Raab efter Sandhed ud i sin Eensomhed; men der kom aldrig Svar. Tilsidst tog denne Grublen sygelig Overhaand og medførte Hallucinationer; vaagne Febersyner forfulgte ham og drev ham rastløs fra Sted til Sted.

Faster Ellens vagtsomme Øie hvilede ofte spørgende paa ham. Han undgik enhver Fortrolighed i denne Sag. De to Søskende talte overhovedet ikke meget sammen; det behøvedes ikke for at forstaa hinanden. Deres Fortid eiede ikke Ord, deres Fremtid behøvede ingen. Deres Indre var sammennittet ved det samme Livsindhold; de gave hinanden trofast Haandsrækning, og saa gik det, som naar et Heiseværk er i Gang: hvor den ene slap det seige Tag, greb den anden fat, medens Minderne lagde Opsangen til.

En Dag sad Bjørnstad sammensunken udenfor Hyttens Dør. Ellen saae gjennem den lille Rude, at han hævede Hovedet fra Brystet og stirrede over mod Klippevæggen. Hans Øine udvidedes, hans Haand strakte sig afværgende frem, medens han reiste sig. Ellen gik ud til ham og lagde Haanden paa Broderens Skulder.

»Du bærer paa en svar Hemmelighed, Bjørnstad,« sagde hun. »Betro Dig til mig. Naar tvende Venner blot enes ret, gjør fire Hænder det Tunge let.«

Bjørnstad syntes ikke at høre hende. Han vedblev at stirre mod Klippevæggen med stive, skjælvende Træk.

»Seer Du Hovedet derovre paa Klippeblokken?« hviskede han. »Hans, Kongens? Seer Du hans Øine, de klare, kongelige? De følge mig overalt, Dag og Nat. — Seer Du?« vedblev han og knugede Søsterens Arm. »Seer Du? Nu synker det ene Øie tilbage dybt i Hulingen, og det andet skyder sig frem, nedover Kinden, og stirrer herover og lyser som Ild — Vent!«

En glødende Rødme gled over Bjørnstads Pande. Han strakte Haanden om bag Døren, rev Bøssen ned fra Knagen, sigtede omhyggelig, mens de hvide Haar klæbede sig om hans Tinding. En Krudtsky bølgede over mod Klippestykket, og Bjørnstad sank sammen; store Sveddraaber perlede over hans Pande.

»Havde Du tusinde Liv, Carl af Sverige, jeg tog dem alle!« udbrød han med brudt Røst. »Hvad vilde Du her hos os?«

Ellen stod fasttryllet til Stedet. Nu forstod hun disse Skud uden synligt Maal; Kuglerne havde allerede mærket Klippen derovre, altid paa samme Sted. Hun rystede paa Hovedet; for dette Onde hjalp ingen af hendes Urter, og hun sendte Bud efter Jørgen Halvorsen.

Han kom, og de to Mænd sade ofte længe sammen, mens Bjørnstad hørte til, og Jørgen talte aabent og eenfoldigt om Tingene. Eller han tog sin Fidel og spillede af de gamle Folkesange, meest dog Moderens Vuggevise, der ogsaa havde lydt for Bjørnstad i hans Barndom. Bævende og blide Toner løde i den stille Fyrreskov. Saa hændte det, at den gamle Mands Øine sank sammen, og Jørgen sad i Timer og ventede. Men saae han Bjørnstad aabne Øinene, lod han paany nogle Takter glide frem, og Morbroderen smilede og faldt atter i Søvn.

En Aften sov Bjørnstad længe. Myggene summede om ham; Jørgen sad og viftede dem bort og betragtede sørgmodig det gamle, karakteristiske Hoved, der allerede syntes at sove den evige Søvn. Da Bjørnstad vaagnede, saae han paa Jørgen uden Overraskelse, uden Sindsbevægelse, vendte saa Blikket opad.

»Aftenstjernen er nok høit paa Himlen, ja, saamænd er den det. Saa er min Tid kommen; nu staaer min Sol op, og de komme til mig, alle dem, som ere borte, henne — Drengen er ikke død og hun ikke gammel, naar de møde mig mellem Træerne, og de blive længe hos mig. — Bøi Dig, bøi Dig, Broder! sagde Søster Ulle. Javist bøier jeg mig for Eder Alle, I Stærke og Store i Følelsen, mens jeg var saa lille i min indbildte Manddom. — Hører Du Kilden, som siver bort derhenne gjennem Mosset?« vedblev han lidt efter. »Den risler med Liv, Liv, der aldrig rinder ud ligesom mit eget og — Kongens — —«

»Hvorfor bryder Du dit Hoved med al den Tvivl og Uro, Morbroder?« spurgte Jørgen. »Jeg veed, at den Konge hviler Dig svart paa Sinde; men hvad Magt ligger der vel paa, om det er Dig eller mig eller en anden Nordmand, der skjød ham? Det var et Stykke fædrelandsk Arbeide, der maatte forrettes, for at vi kunde faae Fred — og saa fik vi Fred, og Norge blev frelst, og det var det, som det kom an paa. Der er jo ikke en levende Sjæl, som spørger efter Gjerningsmanden. Jeg siger som de Andre: det var et Stykke godt norsk Arbeide, der maatte forrettes af en Nordmand, og det blev forsvarligt besørget. Derfor synes nu mig, at Du som en gjæv norsk Mand ikke har mere Grund til at være stolt eller bedrøvet over, hvad der skete den Nat, end alle vi Andre Nordmænd, for jeg skal sige Dig: den Bedrift hører nu os Alle til; den er Fædrelandets.«

Bjørnstad lyttede til denne eenfoldige Tale, medens et forklaret Udtryk bredte sig over hans Træk, og han nikkede gjentagne Gange.

»Javist, den Bedrift hører nu Fædrelandet til,« hviskede han. »Større Maal findes ikke for nogen Mands Bedrift, og hjulpne bleve vi Alle, hvem der end fuldførte den.«

Der faldt som et Bind fra Bjørnstads Øine; det store Broderskabs, Alkjærlighedens Lys gled atter hen over dette sidste Mørke i hans Sjæl. Han reiste sig og blev seende fra samme Stund. Atter her havde det saaledes været Selviskhedens, det stærke »Jeg selv«, »Jeg« i Modsætning til »Dig«, »Jeg over Eder Alle«, der havde villet tvinge ham frem til at eie denne Storbedrift for sig selv alene; derfor havde han ikke kunnet finde Rist eller Ro; thi Anger over sin veloverlagte Handling følte den villiefaste Mand ikke; hans nagende Uro havde blot været Mistvivl om ikke at kunne tilstaa sig selv, Bjørnstad fra Fossegaarden, Stormagtsbrynden: ikke at have levet forgjæves, Følelsen af ikke at glide ud i det tomme Rum som en unyttig Ting — den selvforherligende Ret til at kunne slaa sig paa sin Personligheds Bringe, han, Bjørnstad, Martyren, og svare sig selv dette falske »Derfor« paa Evighedslivets »Hvorfor«. Som om det i det Hele taget var denne Slags Storhedssvar, det kom an paa, naar en Gang Herren kalder sin Tjener til Regnskab for, hvorledes han har forvaltet de tyve, de ti — det ene betroede Pund?

Veien til den store Fred var endelig funden for Bjørnstad, og han forlod den ikke tiere. Lyset blev ved at vælde frem. Han grublede ikke længer, han gravede ikke længer efter Gaadens Løsning i sit eget uredige Skyggerige, hvor de halvfærdige Drømme, Drifter og Haab havde koglet og kogt alle Slags dæmrende Muligheder. Det ene Menneske var jo det andets hjælpsomme Broder. Der var nu ikke noget Skyggerige længer; thi dèr, hvor dette Lys lukkes ind, dræbes al lyssky Svamp og fremmes til Fuldbaarenhed hver Spire, der fødtes til det Evige.

Mens dette Omslag fandt Sted hos Bjørnstad, og hans storttilhugne Aand i Ro og Klarhed stærkere og stærkere higede imod som en upersonlig Velgjerning at glide over i sit Folk, at gaa op i dets Velfærd, gik det jævnt ned ad Bakke med hans Kræfter. Den fordum saa mægtige Skikkelse laa nu oftest i Høstsolens skraa Straaler udenfor Huusdøren, hvorfra han kunde see Stien forsvinde i Dalen. Bjørnstad saae ofte nedover med milde Øine; oftere saae han dog langeligt opad; han begyndte nu at længes andet Steds hen.

Den slanke Birk stod allerede bladløs ude paa Skrænten; den havde givet Efteraarsvinden sin sidste Guldskilling, men svang lige let sine tynde Grene for det. Det gulnede Løv var til Høstmaneuvre; Vinden drev det rundt om Bjørnstad i stedse snevrere Svingninger: høire om — venstre om — og det kunde Exercitsen. Efteraaret og Hvilen var for Døren. Enebærbuskens mørke Spids hævede sig over Lyngen som et sørgende memento mori; tillige som et forjættende Fingerpeg mod Himlen.

Bjørnstad skyggede med Haanden for Øinene. En lille Skare Mænd kom frem paa Stien nede fra Dalen; de arbeidede sig møisommeligt op ad den stenede Vei. Nogle nysgjerrige Geder sprang fra Klippeblok til Klippeblok; Køernes dybtstemte Klokker løde gjennem den harpixsvangre Høiluft.

Det var Peder Colbjørnsen, Foged Wexelsen, Kjøbmand Wærn og flere andre af Byens ansete Mænd, som denne Høstdag havde besluttet at besøge Bjørnstad og bringe ham Stadens Tak og Udmærkelse.

Da Mændene naaede op til Hytten, havde Bjørnstad reist sig og stod støttet mod Trævæggen. Hans hvide, blottede Hoved med de furede Træk indgjød de Kommende den Ærefrygt, som omgiver Eneboeren. Da de Fremmede naaede op, traadte først Raadmand Wærn frem for Skaren, lod sit blomstrede Silketørklæde løbe rundt indeni Hatten, aftørrede Issen, rømmede sig og sagde:

»Vi Borgere fra vor gode Stad Frederikshald hilse Dig, Bjørnstad. Din store og modige Gjerning er rygtedes iblandt os, og vi mene at skylde Dig vor Tak, mens Du i Stilhed og Beskedenhed har trukket Dig tilbage fra din velfortjente Belønning. Derfor have Kvinderne i Frederikshald besluttet at sende Dig dette Udmærkelsestegn, en Orden, de ere traadte sammen for at stifte og uddele til udvalgte Mænd, der i Særdeleshed som Du have gjort sig fortjent af Kvinden og Hjemmet[8]. Alene for din Skyld have vi vandret den lange Vei herop i Ødemarken.«

Bjørnstad modtog det fremrakte Udmærkelsestegn, et skinnende Kors. Han saae længe og taus derpaa.

Faster Ellen var traadt hen ved hans Side. Hun rystede paa Hovedet.

»Er det for den Gjerning i Løbegraven, at de sende Dig et Kors?« spurgte hun barsk.

Bjørnstad nikkede sørgmodig. Ellen tog sagte Korset af Broderens Haand, kyssede det ærbødigt og holdt det over sit Hoved.

»Vor Frelsers Storkors, det skal straale klart og reent fra Himlen, det maa ei lue naglet til en Fjendes Bryst i Stimlen!« udbrød hun med skjælvende Træk og dæmpet Røst.

»Fjende, Søster?« sagde Bjørnstad bebreidende og værdigt. »Nei, ikke Fjende, kun Synder, en stor, men omvendt Synder.«

»Du dyrebare Broder!« hviskede Ellen og støttede sig til hans Skulder. »Gjør altid Ret, bliv ikke træt, sagde vor Moder. Heroppe ingen Løgne — ikke Frelserens dyre Kors for Mørkets geniale Gjerning.«

Peder Colbjørnsen, der havde opnaaet megen Anseelse og Berømmelse i sin Fædrenestad og langt udenfor, traadte nu frem med blottet Hoved.

»Saa sees vi da igjen, Bjørnstad!« udbrød han venligt og rakte Eneboeren sin Haand. »Denne Gang kommer jeg som Udsending fra vor Stad. Hilsen og Tak for dine heltemodige Kampe 1716, da din tapre Søn faldt, og for din store og uegennyttige Fædrelandskjærlighed, der i Mulm og Mørke drev Dig ud for at fælde vor Fjende og redde vort Land. Vi kalde Dig en af vore bedste Mænd. Derfor have Borgerne i deres Raad besluttet at overrække Dig dette Diplom som Æresborger i vor Stad.«

Bjørnstad hørte paa denne Tale, værdig og ubevægelig. Da Colbjørnsen tav, og han modtog Diplomet med Byens store Vildmandssegl, gled et Smil over hans Ansigt.

»Tak, I gode Mænd fra Halden,« sagde han med mild Røst. »Hav Tak, at I kom herop til mig, mens det dog er mig, som i Tanken mangen Gang kom ned til Eder. Jeg skylder Jer jo Alle Afbigt for saa meget fra mine syge Aar — den Gang, jeg var saa stærk.«

Der gled en glødende Rødme op over Bjørnstads Ansigt, mens han traadte frem; hans krogede Skikkelse syntes at voxe i Kraft og Sikkerhed. Han kastede Hovedet tilbage og strakte Borgerne begge Hænder i Møde.

»Ja, ret af Hjertet Tak, I gode Brødre, at I kom til mig, nu, det lider mod den lange Reise. Min Sjæl glædes festligt ved dette Møde. — Er denne Stund mit Livs store Opgjør, da er den velkommen. Saa hører Alle, hvad jeg nu maa vidne: Al min Kamp imod Eder var Selviskhed, alle mine Veklager over mit Lands og mit Samfunds Usseldom var et umodent Sinds utøilede Selvgodhed, saaret i sin Forfængelighed, ude af Stand til at underordne sig Eders Love, de urgamle, evigunge, der rummer Alt og Alle, og som giver Plads for Alt og Alle. Jeg gjærede og bruste over af egen Retfærd og Livskraft, troede jeg. Ak, det var blot indbildsk Overmod, min egen Storhedsfølelse, som skar mig bort fra Eder Alle, mens jeg af bare Manddom fortærede min egen og Mines Lykke. Nu ligger det Hele hen i Klarhed. Jeg kunde ydmyg knæle paa Stortorvet og udraabe min Vildfarelse for den hele Stad; men I vilde ikke forstaae mig. I leve dernede i de trange Gyder. Det er heroppe i Naturen og Eensomheden, at der bliver slig Vennefest i Sjælen.«

Bjørnstad holdt inde og strøg sig med Haanden over Panden. Han var atter det gamle Urmenneske; Røsten steg, selvtænkte Tanker søgte frem, klædte i Skum og Fraade, i egne Ord.

»I see saa vist paa mig, I Kjære? Ja, saaledes er det blevet inden i mig. Den Bjørnstad, I ere ude efter, han er ikke mere. Jeg siger Jer: ham, I søge, han er ikke mere. — Men hvem er I selv? Jeg seer iblandt Eder de Raadsherrer, som en Gang vare mig haardest. I er det Hele dernede, maaskee det bedste af det Hele; men hvad er saa det Hele? En Stump af det store Verdensrige. Jeg saae det igjen nys, da jert Tog bugtede sig herop ad den stenede Vei. Verdens Samfund er som Kæmpeslangen, Midgaardsormen, der omslynger Alt og Alle. Er en af os saa stærk, at han kan gribe Kolossen ved Struben, ryste Uhyret, holde det ud fra sig i stiv Arm en halv Menneskealder — et Secund af Evigheden, — hvad saa? — Længer holder vel ingen af os ud, mens Dragen pruster os over med sin Fraade af det tusindtungede Gab, blinder vort Syn, hidser vort Blod, kvæler vort Aandedræt, suger os til sig, Tomme for Tomme, velbehagelig. Det er af os, de Stærke, han lever sig mægtig, det er os, de Modstandskraftige, der gaaer over i hans Væsen, bliver hans nye Nakkehvirvler, blot paa en heel anden Maade, end vi i vor Ungdomsruus og Overmod drømte om, og tilsidst, naar vort Blod er drukket, og vor Sjæl er flydt ud i Handling, naar vort Livs Hovedgjerning som Sommerfuglen er flagret bort fra det fortærede Hylster for at blive Andres Eie, naar vi selv, vort Legeme, ligger hen som det knækkede Rør, naar vi endelig begribe, at netop saaledes, som det gik, maatte det gaae, kun saaledes skeer os fuld Ret, idet vi leve op i vor Bedrift, bliver en sund Bloddraabe mere i det Heles Aarer, medens Midgaardsormen voxer sig ung ved altid yngre Nakkehvirvler, aldrig bliver gammel, mens den ruller sine Ringe videre, bredere, pisker alt om sig i Skum og Fraade, roder unge Modstandslystne frem, suger ny Kraft af det sidste Nye, slænger det ældste fra sig som overlevede, visne Haleled — ja, mens det Hele ringler fremad, fremad mod Tidernes Evighed med de nyeste Stridsmænd mellem Kløerne, saa lyster det Kæmpeslangen stundom, naar halve Sekler ere svundne, at rode et eller andet Skelet frem af Glemselen; saa er dens Fagter anderledes, saa basker den med Halen, kaster sig i Støvet, pryder vort indfaldne Bryst med Udmærkelser, sætter os til allersidst i brede Steenkister og hugger vore Billeder udenpaa — for at vi selv kunne ligge Steenlig som vore store Sorger derude i det Svundnes blide Maanelys. — Ja vist, I komme til os, naar vi ikke længer have Brug for Jer. Hvor var I henne, I dèr, da jeg trængte saa haardelig til Jer Medfølelse, da jeg var ung og blød og tillidsfuld og higede ind til mit Folks Hjerte? — Hvem spyttes der nu paa dernede? Hvis Sjæl pisker Verden nu blodig? Hvem seigpines nu under Uforstand, vaander sig under Haanens Svøbe? Siig, hvem tømmer nu Livets bitreste Skaal? — En Landsmand, tænker jeg, en Broder, en Helt, der stinges ihjel, en Kraft, større end min. Jeg blotter Hovedet for ham og hilser ham velkommen heroppe i min Eensomhed.«

Bjørnstad stod opreist; mægtig og ærefrygtindgydende. Han slyngede disse sidste Sætninger ud med stigende Kraft. Hans Stemme rullede endnu en Gang som en Torden mod Fjeldvæggen; den sidste Rest af aarelang, opsamlet Bitterhed svandt maaskee bort i dette Sjælens Smerteraab. Han strakte Haanden ud som en Seer; hans Blik luede atter med Bjørnstadsk Kraft, medens Borgerne stode tause, lyttede, saae paa hinanden, nikkede og lyttede igjen.

Foged Wexelsen alene gjorde et hemmeligt Tegn mod sin Pande og rystede deeltagende paa Hovedet, medens Bjørnstad vedblev:

»Javist, jeg seer det derude i den store Verdens Fremtidstaage. Ormen bugter sig endnu dernede, almægtig, suger og veirer og finder og fortærer, groer i Kræfter, i Viisdom og Herlighed. Opad, opad, bugtes det Hele i Egenkjærlighed, Adskillelse, Fjendskab og Viisdom. — Ha, var jeg ung en Gang til, saa fik den Midgaardsorm mig at fortære endnu en Gang, ti Gange. — Javist, jeg seer det derude i Fremtidstaagen. Det er ikke længere os, de Enkelte, der fortæres. Da ordnes de store Modstandsmasser af Fremskridtsaanden, af Oprørsgeniet, for Uhyrets Gab, og Masserne knuses, forsvinde, fordøies, blive de nyeste Nakkehvirvler. Alt, alt maa med, intet udenfor. Mægtigere og mægtigere løfter den sin Nakke mod Himlen, løfter tilsidst hele Jorden, hurtigere og hurtigere, fremad, opad, til Alt er gaaet op i dens mægtige Kæmpelegeme, til den sidste Modstand er suget ud, til det Hele selv gaaer i Steenkisten. Da, først da groer maaske det store Vennemenneske frem i Freden, større i Broderskab, mere fuldkomment, end vi nu til Dags ere. — Ja, jeg synes, det er saa grumme galt fat med Jer Alle dernede i Soden og i Asken. Hør det, lær det, forstaa det, og det skal være den eneste Bedrift, jeg gider tage med herfra. Kunde jeg med fulde Fjeldlunger raabe det ud, saa det rungede over hele Verden: Luk jeres Døre og Vinduer op for Broderskab og Venskab, bøi Jer selv i Strenghed, bøi Eder i Ydmyghed for hinanden, bøj Jer i Kjærlighed ind til hinanden, først da skyde de tusinde Glæder op om Jer og blive store under den blaa Himmel, som fremkaldte dem, først da lærer Du at føle saa reent, saa stort og sandt, at vi blive de lykkeligste af alle Lykkelige, saa lykkelige, som Ingen veed det. Bøi Dig, bøi Dig mod Jorden, saa drages din Sjæl opad, for saa komme de store Syner til os med Livets Fest, den store Fred, — Guds Fred.«

Bjørnstads Hoved laa tilbagelænet; hans Arme vare udstrakte og bevægedes som en Musikanfører, der afdæmper for stærke Strengelyde i sit stormende Orkester i Lidenskabernes altomfattende mægtige Finale. De sidste Ord aandede han frem og dog hørligt af Alle. Endnu en Gang havde hans Stemme eiet Stormens Tone; nu vaklede han pludselig frem og tilbage om sin Stav. Han var synlig træt. Bjergvinden kløftede hans hvide Skjæg og Bryn, medens hans Øine flakkede, som om hans Kraft blev knuust af et Kølleslag fra oven.

Borgerne bleve tause staaende. Denne Tale kom ogsaa til dem saa underligt fraoven nedad; de norske, ranke Mænd fra den unge Stad stode nu og saae paa de Udmærkelser, de medbragte, og følte, at de ligesom vare af Papir. Manden var voxet fra dem.

Eneboeren vendte sig mod Colbjørnsen, hvis mandige, sørgmodige Træk vare prægede af hans ulykkelige Hjemliv[9]. Han havde opmærksomt lyttet til denne eensomme Sjæls Skriftemaal, der snart rullede som en bred, frigjort Strøm, snart fremstødtes som overhugget af Sindets Bevægelse.

»Uhrværket er ved at gaa istaa, Kvalhalmen venter mig nu derinde,« sagde Bjørnstad. »Tilgiv en gammel Mand, — det vilde siges. Træd indenfor. Alt, hvad jeg eier, er Eders.«

I dette Øieblik banede en besynderlig Skikkelse sig Vei mellem Borgerne. Han var iført en lang Frakke med store Metalknapper og et høirødt Tørklæde flagrende over et struttende Kalvekryds, medens han svingede sin side Hat og raabte:

»Hil være Morbror Bjørnstad, Du gamle Balte! Ja, din Storhed er gaaet over i Rygralliken paa os Allesammen. Din egen Søstersøn Daniel, Selveier af Frederikshalds Liimkogeri og gift Ægtemand med Liimkogerenke Reimer respekterer Dig. Jeg er stolt af Dig, Morbror Bamse! Alle mine Sønner skal kaldes op efter Dig. Nu flytter Du ned til mig og skal blive tilseet med Reenlighed og Proprietet; saa kommer Bymusiken og spiller op udenfor vores Dør — hva' — sa! Hip — hip — hurra!«

Det var Skipper Daniel, der nylig var traadt i Land fra den lille Færge bag ved Huset. Han havde ad en Gjenvei skyndt sig herop fra Frederikshald for at være Vidne til Familiefesten.

Ingen lagde Mærke til Liimkogeren. Alles Øine søgte Bjørnstad, hvis graanede Skikkelse skarpt aftegnedes mod Aftenhimlen. Hans mægtige Pande med de dybe Øine, hvorover Panden sprang frem som en Klippe, ragede ensomt op over Menneskene, Tiden. Dette lille Udvalg af Stadens Mænd vare i dette Øieblik et Udtryk for Folkestemningen. Her var intet bølgende Hovedhav, ingen høilydt Jubel med hundreder af fremstrakte Hænder, intet lokkende Fyrværkeri, Fakkeltog, her var blot et gammelt Menneskehoved og den store Eensomhed omkring det. Uden at Nogen vidste, hvem der begyndte, lød pludselig den norske Nationalsang fra den lille Klynge, høitidelig og fuldtonende i den dybe Stilhed, den eneste Hyldest, de vidste at bringe. Bjørnstad rettede sig ved sin Krykke, det svulmede i hans Bryst, og Taarer forsvandt i hans hvide Skjæg. Der stod den gamle Løve endnu en Gang Ansigt til Ansigt med sit Folk, mægtig og rank som et gammelt Fyrretræ, himmelstor for den Enkelte. Borgerne syntes siden hen i Dagslivet, at de havde seet Folkeaanden, nei, selve den oprindelige, herlige, lutrede og uforgjængelige Menneskeaand. De glemte ikke det Billede siden.

Den Nat sov de Alle i fredelig Forening paa friske Høleier i Hyttens Stue. Bjørnstad vilde hvile mellem sine Bysbørn; han laa stille hen med Hænderne foldede over Brystet og et mildt og forklaret Udtryk. Først henad Morgenstunden faldt han i Søvn.

Næste Dag begave Mændene fra Halden sig atter nedefter. Bagved Huset fandtes som omtalt en primitiv Færge, der over en Sidearm af den store Elv frembragte en Gjenvei ned i Dalen. Bjørnstad paastod at ville ledsage sine Gjæster over Vandet til den modsatte Bred, og man lod ham have sin Villie. Colbjørnsen og Jørgen Halvorsen ledte ham om Bord. Da Borgerne vare satte i Land, og Colbjørnsen endnu en Gang havde omfavnet Bjørnstad, blottede den Gamle sit Bryst, medens Færgen skjød fra Land, og fremviste Æresborgerdiplomet; det laa ved hans Hjerte og forlod ham ikke mere.

»Gud velsigne Jer Allesammen,« sagde Bjørnstad.

Fartøiet naaede Landgangen ved Hytten, og Jørgen sprang op paa Stenen for at fastgjøre Prammen, hvorved den gled nogle Alen fra Land tilbage i Strømmen. Ingen anede endnu nogen Fare; Bjørnstad vilde med Lethed have kunnet stage sig i Land, som han saa ofte havde gjort. Først da han lod Baadshagen falde overbord og foldede Armene over Brystet, begyndte Jørgen at ane Uraad.

»Vær god mod Faster Ellen!« lød Bjørnstads rolige Stemme indover; »hun er at stole paa. — Hils Olaug, mit Hjertes stolte Barn.«

Jørgen udstødte et Raab og søgte forgjæves at indhente de gyngende Planker, der allerede førtes med den dybe, stride Strøm, som, svulmende efter de sidste Ugers Skybrud, ilede ud mod Sarpfossen. Hurtigere og hurtigere gled Færgen af Sted. Bjørnstad syntes ikke at see eller høre noget mere omkring sig. Borgerne fulgte bekymrede og grebne Fartøiet paa den modsatte, mennesketomme Bred; de forstode, at de vare til Stede ved Bjørnstads Ligfærd.

Allerede drønede Fossefaldet i Nærheden og sendte rygende Skumhvirvler i Veiret ved Elvmundingen. Bjørnstads hvide Haar flagrede i Vinden; han stirrede opad. En Gang lød et Skrig fra Klyngen paa Land; det saae ud, som om Færgen vilde skyde ind mellem Klipperne. Den gled forbi. Maaske vilde Bjørnstad nu kun lande paa Evighedens Kyst. I næste Nu forsvandt han i Skum og Fraade.

Oppe paa en fremspringende Pynt stod Faster Ellen. Hun strakte Armene mod Himlen og udbrød:

»Store, almægtige Gud, nu forstaaer ogsaa jeg det Hele: gjennem Braad og Brænding hjem til Dig!«

Det var atter Foraar. Bjørnstads gamle Huus, Fossegaarden, laa nystrøget, rødmalet i den opgaaende Morgensol, skinnende under de rødmende Fyrrestammer. Inde fra Mormors Hytte lød en kvidrende Jubel.

»— Derfor er jeg saa glad, saa glad!« — det brød frem som et ustandseligt Væld af unævnelig Livsfryd — »derfor er jeg saa glad, saa glad!« — kun den ene Strofe, intet andet: »saa glad, saa glad!«

Døren blev revet op, og en slank, ung Kvindeskikkelse ilede ud, heelt ud, yderst paa Pynten, med et nøgent, buttet, solbrændt Drengebarn paa Armen. Hun løftede ham høit over sit Hoved, som om hun vilde vise ham al Jordens Deilighed — nei, hun vilde vist vise Himlen sin deilige Skat, den lille Bjørn Halvorsen.

Jørgen stod lykkestraalende ved hendes Side, en Menneskegruppe, der i sig selv rummede det høieste og udtrykte alt.

»Hvornaar flytte vi over i det store Huus, min Olaug?« spurgte Jørgen.

»Ikke nu, ikke endnu!« bad hans Hustru og knugede Glutten fastere mod sin høie Barm. »Her i den gamle Hytte fødtes vor Lykke. — Kys Mormor igjen!« udbrød hun pludselig og holdt den Lille henimod Træstammen, hvor det store S M endnu blødte under Fyrrebarken, fordi Sønnen bestandig holdt Saaret frisk.

Drengen slog Armene om Træet og trykkede leende Kinden derimod.

»See, Jørgen, hvor underligt!« hviskede Olaug. »Den klare Harpix drypper endnu af de Bogstaver. Det er som levende Taarer.«

Inde i Hytten i Halvmørket skimtedes Faster Ellens karakteristiske Ansigt. Hun støttede Hænderne om Rokkehovedet og saae sørgmodigt paa de Unge. I Døren stod Hønen Guru og kaglede, og søgte, rev en Fjer af sit Bryst og holdt den i Næbet op mod Huusmoderen, da hun atter traadte over Tærskelen.

»Derfor er jeg saa glad, saa glad!« jublede Olaug og kastede sit Drengebarn ned i Faster Ellens Skjød.

»Bøi Dig i Ydmyghed — bøi Dig i Kjærlighed!« hviskede den Gamle og bøiede sig selv over Drengen.

Men den lille Bjørn strakte sine smaa knyttede Hænder opad og lo himmelhøit mod Himlen.

Mangen en stille Aften lød Vuggevisens Toner oppe fra Fjeldpynten ud over Dalen, bævende og manende, en Takkehilsen til det store og Svundne, tillige en forjættende Forsikring om, at dets rige Følelsesvæld brusende brød sig i Fossefald gjennem Nuet, for velsignelsesrigt at strømme over i Fremtidens Skjød.

De Toner lyde endnu, ville altid lyde.

Ende.