BRÆNDETYVEN.

Nogle Dage efter at denne Begivenhed fandt Sted i Frederikshald Gjæstgivergaard, den 25de Marts, som var en Onsdag og Fruedag i Fasten, drog Mads Wærn, Lieutenant i Colbjørnsens Frikorps, op i Tistedalen, for at exercere med det nye og uøvede Compagni, samt tegne flere Frivillige blandt Dalfolket. Colbjørnsen betalte af egen Kasse hver vaabendygtig Mand tolv Skilling daglig, naar han var i Tjeneste, og otte Skilling til Underhold, naar han ikke gjorde Tjeneste, eftersom Tistedølernes daglige Næring ved Savbrugene var ophævet i denne besværlige Krigstid. Somme Folk turde dog ikke i Begyndelsen modtage disse Penge af Frygt for derved at blive hvervede som regulaire Soldater, uagtet det var deres Agt at forsvare Konge og Land, saalænge der »var varmt Blod i dem«. Charakteristisk for Folkets fædrelandskjærlige, men antimilitaire Sindelag er følgende Træk:

Fjenden sendte nogle Dage senere Colbjørnsens Fricorps den Hilsen, at dersom han fik fat paa nogen Partigjænger, vilde han flux hænge ham op eller gjøre ved ham det, som værre var, fordi en Deel af Corpset under Truel Wigs Anførsel havde skudt atten af hans Folk og gjort saadan Allarm, at den svenske General Aschenberg ved Herrebroen havde maattet lade sine Folk sidde til Hest den hele Nat. Corpset nægtede alligevel at efterkomme Fæstningskommandant Bruns Opfordring at stille for ham og aflægge Krigsed, for saaledes at faae Ret til at dømmes som Krigsfolk og ikke som løse Partigjængere. Alle som een svarede, at de vare frivillige Mænd, der kun paatoge sig Byens Forsvar af Kjærlighed til Land og Hjem; de havde svoret indbyrdes aldrig at give sig som Fanger, men gjøre Modstand til sidste Mand; det var den eneste Ed, de brød sig om at sværge, altsaa frygtede de ikke at blive tagne levende til Fange.

Det bragede og drønede oppe i Vinterskoven i de trange Bjergpas. Var det Fjeldkaststormen, denne strenge Vintervind, der sammentrænges oppe i Fjeldenes snævre Dale, hvor den tvinges og knibes sammen, til den pludselig med Magt brister ud gjennem en Aabning og i sin fulde Vælde farer ned over Fjordene til Skræk for Sømanden, der ikke i Tide har mindsket sine Seil? Hør, hvor den søger at bøie de gamle, rødstrimede Fyrretræer med deres mørke, bredpandede Kroner, der endnu med Stammen halvt begravet i Snee syntes at staae og drømme om Sommerens rosenrøde Solskin, medens Solgangsvinde blæse i Luur for dem, denne blide Vind, der hører Norge til, og som har faaet sit Navn, fordi den med det opgaaende Dagslys blæser fra Øst og trofast følger Solen, til den om Aftenen sender sin Brise fra Vest.

Denne Morgen var det imidlertid tunge og taktfaste Øxehug, der gjenløde i det snævre Skovpas, mens nu og da et Brag forkyndte, at en af Skovkæmperne sank om, opfangedes af Fosterbrødres stærke Arme, der varlig sænkede den Faldne mod Klippegrunden.

»Det var, min Tro, en Kraftgubbe, den!« raabte ung Halvor, tørrede Panden med sit Trøieærme og satte Foden paa den harpixduftende Kæmpestub, om hvilken lyse Splinter dækkede Sneen i flere Alens Omkreds.

Den ældre Bjørnstad lagde Øxen til Roden af det næste Træ.

»Veed Du hvad, Fader?« vedblev Sønnen. »Jeg læste i Aftes i Norges Kongekrønike om den svenske Bonde Thorgny, ham med det lange, hvide Skjæg, der reiste sig paa Thinge og sagde til svenske Kong Oluf: »Den Konge vi nu har, han vil ikke taale, at nogen Mand, som snakker ei ham efter Munden, mæler et Ord, og i den Heltegjerning sætter han sin hele Ære. Norge derimod, hvorefter ingen af de fremfarne svenske Konger lod sig lyste, det er han grisk efter og volder dermed til ingen Nytte mangen Mands Fortræd.« Og saa sagde Thorgny videre til Svenskekongen: »Men see nu, Kong Oluf, har vi svenske Bønder besluttet, at Du skal gjøre Fred med Kong Olav den Digre af Norge og give ham Prindsesse Ingegerd tilægte.« Og saa gav Prindsessen norske Kongen en Pelskaabe, rigt baldyret med Guld, og sit eget Hjerte, — saadan skal det være, vort eget norske Kongepar, — sippedeja!«

»Det var vel sagt,« sagde Bjørnstad og hvilede mod Øxen. »Det er en god Læsning. Bliv ved, til den Bog er slut, og læs den saa om igjen. Skal vort Land blive, hvad det fik Evne til, stateligere end noget andet viden om, da maa vort eget Herskerhuus være stateligere end noget andet heromkring, lad os saa selv om Resten, da gro vi Nordmænd iveiret, saa der skal undres og spørges Nyt over Landene.«

»Nei,« raabte Halvor, »vi vælge den stærkeste Mand i vort Land, og det er Du, Fader.«

»Snak,« sagde Bjørnstad, »det er der ingen Samlingskraft i, og uden den kan ingenting bestaa. Stridene ville strides. Kampene maa kæmpes, men vor Konge, der bærer vort Folks egen Krone, rager høit derover. Derfor vælge vi vor Hersker af det stouteste Kongehuus i Norden. Lad ham kun være svensk Kongesøn, der ruller jo Helteblod i det Folks Aarer, — lad vor Dronning kun være dansk Kongedatter, der flyder jo reent og fromt Blod i de Kvinders Hjerter, Blomsten af begge Huse, de bleve snart norske i Sind og i Tanke, dem kaare vi og bære op til vort Folks egen Trone, saa først bliver Norge vort Norge, først saa svulmer Tryghedsfølelsen frem, først da kan en Nordmand trøstig gaa frem til Tronen, først da bøie Knæ og lægge sin Sag og sig selv i sin Konges Haand og sige: »Konge, jeg er din Søn, jeg har feilet, og de andre har feilet, døm os nu imellem efter vor egen Lov, og den Dom skal være hellig.««

Bjørnstad havde ladet Øxen falde, han strakte Hænderne ud for sig og saae vidt omkring, som om han talte til et heelt Folk.

»Den Kongstanke er den eneste, som der er noget ved,« raabte Halvor og svang Øxen. — »Hvad sidder Morbror Svendsen dèr og tænker paa, mens vi Andre arbeide?«

Bjørnstads Svoger, Klokker Ole Svendsen Bakke, sad paa en Stub med Bøssen over Skulderen og saae til. Han var iført Faareskindskofte med to Pistoler fastgjordte i Læderbæltet; paa Hovedet bar han en Pelshue, under hvilken et tæt, mørkt Haar strittede frem. Han var middelhøi og undersætsig; hans milde, blaa Øine lyste frem under en tænksom Pande.

»De Tanker kommer mig i denne Tid ofte i Sinde,« svarede Klokkeren fra Id, »at ogsaa jeg, skjøndt jeg er Kirkens Mand, maa gjøre noget til Landets Nytte. Jeg gik derfor i Gaar ned til Peder Colbjørnsen.«

»Jog han ogsaa Dig bort?« ytrede Bjørnstad haanlig. »Norge har jo Sønner nok til at værge sig, mener han.«

»Han gav mig Ærinde til de Svenske for at ansee deres Leilighed, al den Stund Byfolket ikke veed Besked om, hvor Fjenden egentlig befinder sig.«

»Det veed jeg!« raabte Halvor ivrig og kastede Øxen. »Jeg kan føre Morbror midt ind i Kong Carls Kvarteer, uden at en Hund skal gjøe ad os. — Aa, tag mig med, kjære Morbror, saa skal jeg tjene Jer tro og villig alle mine Levedage!«

»Tag kun Drengen med Dig, Klokker,« henkastede Bjørnstad. »Som Du vel har hørt, kommer jeg ikke selv til at deeltage i dette Felttog; men det giver Minder, som enhver ung Nordmand har godt af at eie.«

»Du er en mærkelig Mand, Bjørnstad,« sagde Klokkeren; »Du ofrer heller dit Liv og dines Velfærd i denne frugtesløse Kamp mod Landets Øvrighed, den, Du kalder vor Voldsherre, end giver en Tomme efter, og saa banker dit Hjerte dog saa varmt for alt godt og stort.«

»Du mener maaskee, at jeg skulde gjøre Bod som en gammel Kjærling og sidde udenfor Kirkedøren og male Haandkværn eller lade mig forvise til en eller anden Landsby oppe nordenfjelds?« spurgte Bjørnstad spottende.

»Den Plads, jeg bød Dig i Gaar som Opsynsmand ved Hollen Malmgruber i Telemarken, kan ikke kaldes Landsforviisning. Tro mig, Du maa herfra, Bjørnstad; Du staaer som den Forlisende paa Vraget og seer den nære Strand, men vil ikke redde Dig over ved et Spring.«

»Det Spring skiller mig ved mig selv, derfor springer jeg ikke,« svarede Bjørnstad. »Skuden, jeg styrer, er min egen. Heroppe paa Fjeldet er norsk Frihed, og den skylder jeg alene mig selv. Her er mit Land.«

»Dit Land —,« gjentog Klokkeren tøvende med et sørgmodigt Smil. »Men hvor ere dine Landsmænd?«

»Ja, hvor er Landets andre Sønner? De er dernede i de trange Gyder; de krybe og svandse for fremmede Embedsmænd. Jeg er en Søn, der ikke har svigtet mit Land, og først gjennem saadanne Sønner faaer et Land Aande og Stenen Røst. Heroppe er nu min Kirke, her er jeg bleven eet med vor store, mægtige Natur, her er Fossen, som aldrig tørrer ud, her er jeg!« Bjørnstad greb i sit Bryst og blottede det, bredt og haarrigt. Vinden legede med hans graasprængte Haar, hans skjæggede Læber blottede to Rækker stærke Tænder; den hele Mand syntes et Udtryk for det, han sagde: en Jætte, sprungen ud af Fjeldet, Fossemanden, dukket frem af Fossen, Bjergaanden fra de Skakter, hvor Malmen hugges.

»Det staaer sørgeligt til for Dig, Bjørnstad,« sagde Klokkeren og rystede paa Hovedet. »Du alene paa denne Side Fossen, hjertebred, kneisende — javel. De staae blot Alle derovre. I drage begge i den samme Lænke; slipper Du ikke Taget, styrter Du i Fossen, gaaer til Bunds og Mari med Dig.«

»Faaer at være,« svarede Bjørnstad mørk. »Forstaaer Du, Svoger Klokker: den Kvinde hører mig til, hun følger mig, til Døden, om jeg byder. Den Tanke gjør mig stærk; hun svigter ikke, derfor staaer jeg saa støt her paa Fjeldet.«

»Mari har forandret sig meget i den sidste Tid,« bemærkede Klokkeren sørgmodigt. »Maatte hendes Kræfter række til i din Strid! — Den er en Steen, Du sigter mod Andre, den rammer hende og Dig selv. Hvis nu Byfolket dernede gjør Alvor af Truselen og fælder Dig som fredløs Mand, hvad saa?«

»Hvad saa?« svarede Bjørnstad haanligt; »saa blev de mig værst, som jeg vilde bedst, — saa er der en Nordmand mindre.«

»Og to Martyrer mere,« sagde Klokkeren og reiste sig. »Med Guds Hjælp skal det ikke komme saa vidt; Mari og jeg ville redde Dig med eller mod din Villie.«

»Mari?« spurgte Bjørnstad og studsede. »Tag Dig i Agt, Klokker! Lokker Du hende over, svigter hun, saa vogt Jer Alle!«

Ved en Omdreining af Veien, som bugtede sig ind mellem Klipperne og dannede et naturligt befæstet Pas mod Øst, kom pludselig en broget Skare Mænd til Syne; nogle bare Vaabenfrakker, andre trekantede Hatte og brede Læderbælter med Pistolhylstre; atter andre vare iførte gammeldags Rustningsstykker; men Alle havde de Bøsser over Skulderen. Anføreren, som bar Officeersuniform, traadte frem foran de andre og nærmede sig forsigtig til Brændehuggerne.

»God Dag og Gud hjælp! Har I seet noget til Svensken i Dag?« spurgte han og saae paa de fældede Træer.

»Javist, Svensken er allevegne,« svarede Halvor og skrævede udfordrende ud med Benene. »Det maa jeg sige ham paa, at han seer stateligere ud som Soldat end I brogede Bykarle. — Sikke Handsker Svensken har med Kraver af gult Læder og med Gedeskinds Hænder, og sikken rød Halskrave paa de blaa Klædesfrakker med Messingknapper baade paa Bryst og Ærmer, ikke at tale om deres Skydevaaben og Dyrendaler i Skindskede. Og sikken han dèr seer ud!« — Halvor pegede paa en svær Borger med et skægget, rødt Ansigt og klædt i en langskjødet Bluse. — »Han har jo en Fork paa Nakken og sin Oldefars Brystpantser paa. Vi maa jo skamme os, naar I nu om lidt møder Svensken heromme ved Broen.«

»Staaer han saa nær herved?« spurgte en velnæret Borger med usikker Stemme.

»Han halshuggede for en Time siden tre Tistedøler og en Kalv og lod deres Blod Løbe ud i Fossen,« svarede Halvor fripostig. »De bad gudsjammerlig for deres Liv. Det var et grufuldt Syn; Fossen saae ud som det røde Skum længe efter.«

Lieutenant Wærn pegede paa de fældede Stammer.

»Hvad er det for Hærværk I bedriver her i Frederikshalds Skove?« spurgte han barsk, henvendt til Bjørnstad. »Mens vi Andre ere ude at værge Landet, har I Tanke for at bjerge Tømmer.«

»Om kort Tid er den ganske Egn her svensk, nu er den dansk,« sagde Bjørnstad haanlig og hvilte paa Øxen; »hvem vil saa tage en norsk Mand ilde op, om han bjerger det Par norske Træer i Tide til fælles Bedste.«

»Brændetyveri er det, han har for,« sagde Kjøbmand Truelsen heftig. »Men af ham kan man ikke vente bedre Sindelag.«

Bjørnstad maalte den Talende med et spottende Blik og gav sig i Færd med et nyt Træ uden mere at ændse Byens Folk.

»Brændetyveri?« raabte Halvor. »I Diskespringere, der snyder hinanden en Søsling fra, om I seer jert Snit dertil!«

»Pas dit Arbeide, Dreng,« sagde Bjørnstad.

Halvor adlød, spyttede i Hænderne og lod sine Øxehug regne over Træstammen, saa Splinterne føg viden om. Da Fricorpset var kommet et Stykke henad Veien, slog han en høi Latter op.

»Aa Fatter, hold paa mig — see, nu trasker de Krambodkarle mod Kong Karl, — og see, hvor de holde paa deres Dyrendaler, som om de skulde til at snyde paa Maalet med deres Alenstok —! — Jeg holder det ikke ud, jeg holder det, Herren evig, ikke ud — for jeg vil saa gjerne med dem i Krigen!«

Han sukkede og saae længe efter Colbjørnsens Folk, lyttede ogsaa efter deres hendøende Skridt i Naaleskoven.

Nogle Timer senere, da Mørket faldt, hørtes en heftig Geværild i den Retning, hvor Mændene vare forsvundne. Lyden drog sig nærmere ned mod Passet; kort efter saaes de samme Folk, der om Formiddagen droge mod Svensken, skyndsomt springe fra Træ til Træ, idet de søgte Dækning for at affyre Bøsserne og ile videre. En Trop af Kong Carls Ryttere kom til Syne i Huulveien; deres Karabiner lyste i Maaneskinnet, der sitrende gled ned mellem Træernes Stammer. Pludselig gjorde den fjendtlige Trop Holdt. Midt i det snævre Pas skimtedes i Tusmørket en mørk Masse. Øverst paa denne stod Klokkerens og Bjørnstads brede Skikkelser med Bøssen i Haanden. — Det var en saakaldet Hærbraade, en Forskandsning, bestaaende af fældede Træstammer, hvis afhugne, tilspidsede Grene bleve lagte mod Fjenden og saaledes frembød en Hindring, vanskelig at overvinde, naar de norske, sikre Skytter laa paa Vagt bag Stammerne og sendte de Fremtrængende en dræbende Ild i Møde.

Bjørnstad og hans Folk havde reist denne Forhugning i Passet, hvor Veien var smallest, og hvor Fjenden paa Grund af Klippevæggen og den høie Snee langs Siderne blot kunde ride to Mand ved hinandens Side. Det var til denne Forhugning, at Bjørnstad og hans Folk om Morgenen fældede Træer, vel vidende, at Svensken tidligere eller senere maatte frem gjennem Passet.

Da Haldenserne naaede herned og tvivlraadige standsede udenfor Forhugningen, hørtes Bjørnstads dybe Røst:

»Hurtig — ind tilhøire, dèr er Gjennemgangen. Lad saa Bøsserne; men I fyrer blot een ad Gangen. Naar I hører mig skyde, saa tager Hvermand sin.«

Da Byfolkene vare komne om bag Forhugningen, stængede Bjørnstad og hans Karle efter dem med Træstammer. I det samme bevægede den fjendtlige Trop sig frem gjennem Huulveien. Maanelyset strømmede ned over Anførerens sølvtressede Hat. Hesten steilede. I det samme faldt Svendsen Bakkes Skud, den svenske Officeer tabte sin Sabel og gled ned af Hesten. Da Colbjørnsens uøvede Folk saae Fjenderne samle sig til Angreb, glemte de imidlertid Bjørnstads Formaning og fyrede alle paa een Gang med den Virkning, at de to forreste af Fjendens Flok segnede af Hestene. De Andre droge sig tilbage bag et Klippeforspring og raadsloge.

»Lad Bøsserne paany,« lød Bjørnstads Røst gjennem Stilheden.

I Stedet for at adlyde denne Befaling forlode de uvante, norske Krigsfolk skyndsomst Forhugningen, for at benytte det Forspring, som Fjendens Tøven gav dem, til at sprede sig mellem Fjeldene og ad Omveie at naae hjem til Staden.

»Vil I see, I blive!« raabte Halvor rasende og søgte at stille sig i Veien for de Flygtende, mens han pegede op mod Faderen, der stod øverst paa Forhugningen synlig for Alle i Maanelyset. »See, deroppe staaer han, som I skjældte for Brændetyv, og værger Jer Alle, mens I smøre Haser — Der har vi Svensken!«

Dette Udraab spredte Partigjængerne som Avner for Vinden. Klokkeren, Bjørnstad, Lieutenant Wærn og Halvor stode alene tilbage i Skandsen, medens Fjenden rykkede frem paany.

»Giv Agt, Manne — de bageste Geleder holde sig færdige!« kommanderede Lieutenanten med høi Røst.

De forreste Ryttere reve Tømmerne til sig og vendte om, skuffede af denne List.

»Tilbage, Gossar — Skoven er fuld af Jyder!« raabte den svenske Anfører.

Rytterne gave sig blot Tid til at tage deres Døde op paa Hestene og satte af Sted tilbage gjennem Huulveien. Skoven laa atter stille og forladt i det blege Maanelys.