ULVENS SØN

(1909)

PERSONLISTE.

Enkefru Proft, Ejer af Gløttrup.

Erik Proft, hendes Søn, Gaardens Bestyrer.

Goj, Driftsleder.

Den Blinde, hans Bror.

Jens Romlen, Daglejer paa Gløttrup.

An Kjestin, hans Kone.

Dorre, deres Datter.

Laurst, Forkarl.

Per, Hjorddreng.

Villads Vedhud, Havekarl.

Gamle Anders, afdanket Røgter.

Jomfru Andersen, Kokkepige.

Fire Roepiger, deriblandt Smukke Katinka.

Hr. Grabb, deres Opsyn.

Bertel Bjat Klæppen Røgter Søren Lange Anders David og Goliath Jens Tammesen Wolle Peter Daglejere og Tyende.

Grættrup, Herredsfuldmægtig.

Oxenway, Godsejer.

Smollerup, Proprietær.

Svenningsen, Proprietær.

Handlingen foregaar i Jylland paa Herregaarden Gløttrup.

FØRSTE AKT.

Hele Baggrunden optaget af én af Ladelængerne paa Gløttrup. Midt for Scenen en aaben Indkjørsel med takket Portal. Til højre nærmest Porten to Halvvinduer, til venstre smaa Staldvinduer og en Stalddør inde i Krogen. Lidt fremme en Vandpost med Trug. Straatag, nyt paa venstre Halvdel, mosgroet paa højre; yderst paa højre Gavl en Storkerede med rugende Storkemor. Til højre for Laden, men nærmere Scenen, ses den takkede Gavl af Herskabsbygningen; en Smøge skiller de to Huse. Paa denne Gavl er der Dør ind til Folkestuen med en nedadgaaende Stentrappe. En stor Madklokke til venstre for Døren.

Til venstre for Scenen har Ladelængen en Udbygning, der springer nogle Favne frem; paa Enden af denne Udbygning en almindelig Stalddør, delt paa Midten. Til højre for Døren en Fjæl paa to Stolper op mod Muren; den tjener til Bænk. Mod Gaardsiden: en Slibesten. Et Par Grebe staar lænet mod Muren; og to River ligger paa Taget. — Middags-Sollys.

Man er i Færd med at bære Møntørv op paa den nye Tagrygning. En lang Brandstige støtter mod Hussiden, og en Bunke Møntørv er hobet op ved Stigens Fod. Oppe paa Rygningen troner Laurst og klapper Tørvene i Bunde med sin Mønningsskovl (af Form som en flad Kasteskovl); ved Stigens Fod krummer sig Jens Romlen med Gjødningssæk over Skuldrene, mens Drengen Per løfter de alenlange, grønne Græstørv op paa hans Ryg. Den Blinde staar og »ser til«.

Jens Romlen

(til Per, mens han bøjer sig dybt ned).

Jen til, mi bitte Dreng; helsen skal en jo baare gaa des tiere.

(Per er nær ved at dejse bagover med den mægtige Tørv.)

Jens Romlen

(videre).

Ja, det er ett nø Arbed for saadan en bitte Knæjt. Saadan war'et! Det war hwell! Nu haar a sgu faat det, a ka drag mej. (Rejser sig op med Hænderne paa Trinene.)

Da war det slem; no glemt a mi Skraa. Ka du ett ta'en op af mi Vestlomm og gi mæ'en?

Per.

Jow suren spark mæ kan a saa!

(Hiver Skraaen frem og hjælper ham den i Munden.)

Jens Romlen.

Aaeha, nu er'et ingen Sag! Nu kund a gaa med mi Tørv lig op i den syvend Himmel og ind for Guds Engle smaa.

Den Blinde.

Aa, vil du saa ikke ta mig med!

Jens Romlen.

Aa, din sølle Krøbel, hwad skuld Worherr snaar brug dæ te. Du er jo saa stor og stærk. Du skuld saamænd heller ta en Par Tørv for mæ.

Den Blinde.

Ja, da kan jeg saamænd godt det.

Jens Romlen.

Nej, det gaar wall ett. Du kan jo ett si.

Den Blinde.

Ja men jeg kan krybe.

(Har allerede ladet sig belæsse af Per.)

Laurst

(hamrer med Skovlen).

Hwad er det, I ligger og glyner atter dernied; faar a snaar nø flir Tørv.

Jens Romlen.

Jøsses, bette Børn, nu blywer han nok skrabajsk[56], ham deropp. Lad mæ saa kom til Dalren.

(Arbejder sig op ad Trinene.)

Den Blinde

(følger efter).

Jens Romlen

(slænger Byrden paa Tagryggen).

A—h!

Laurst.

Ja, det er Arbed, der tar paa æ Rygstrænger.

Jens Romlen.

Ja, en blywer snaar for gammel og stiv te'et. Det war ett som i æ Ungdaw, da rend en op ad en Stig som en Flu ad en Laaddar[57]. Men naar den her Hold øwer æ Lænd begynder og indfind sæ, saa er saamænd det bejst fræ wos.

Laurst.

Skal vi ta en bitte Pust?

Jens Romlen.

Aaeja! det vild endda vær gued, heropp paa det warm Taag. Her kan en jo ligg og baag sæ som en Kat for en Ovnsmund.

Laurst

(til den Blinde).

Hwad, Wolle, kommer du ogsaa hivend. Lad os si, du slaar æ Klører godt i!

Den Blinde.

Jeg er ingen Fare i. Naar en er blind, saa har en et Øje paa hver Finger.

Laurst.

Tho saa er du jo ett aa beklav; saa haar du jo ti, hwor vi anne maa hjælp wos med tow.

(Den Blinde kradser forsigtig ned igjen.)

Per

(er ogsaa søgt til Vejrs).

Laurst.

Hwad skal du her atter?

Jens Romlen.

Aa, tho lad æ bette Knæjt ha den Plasir. Det er jo saa skjøn aa kom te Vejrs i den Alder.

Per

(spankulerer videre hen ad Tagrygningen mod Storkereden).

Laurst

(holder Øje med ham).

Kom ett te æ Stork. For faar du ham te aa plukk dæ i di Bowser, tar han fandenmæ æ Skind mej!

Jens Romlen.

Nej, her war'et endda skjøn opp. Her kan en ligfrem ligg aa si æ Kow. (Peger ud, liggende paa Maven.)

Kan du ett ogsaa, Laurst, si no hwid nøj der lig forbi den sønderst Tørvskru? Jow, det er lissaa sikker, det er mi Kow! Og kan du saa ett saadan sønden om den nordest Skru si endnu en bette Prik; si! nu flytter en sæ! jow det er mi Kuen, det er An Kjestin, det er lissaa sikker!

Laurst.

Ja, det er alskjøn aa ka si si Hjemmen.

Jens Romlen.

Aaeja, endda! Saadan en bette Hysling[58], — en kan misæl kom te og hold aa'et, saa fattig det er! Og nu er a endda glaad ved, a er bleven hængend ved'et, for nu sir'et jo ud te, te en kund komm te aa ta nøj ind ved'et.

Laurst.

Ja, hwad er'et en hører! Te du vil te aa lav Tørv; saadan i det stur.

Jens Romlen.

Ihja! det er lissaa sikker! Nu vil a fandenmæ te aa lav Peng. Her haar a ga'n aa brokked læng nok. Men æ Mues — kommer det te aa gaa ... en kan jo øs Peng op med Skovl! — Det kan fandenmæ vær, en blywer Millienær! Hehehe!

Laurst.

Er det nu ham æ Goj, der laver alt det?

Jens Romlen.

Ja, det er sgu æ Goj; det er ham, der haar faat Kig paa æ Mues, jow, det er lissaa sikker! — Det er saamøj en Fandens Kaal', han er bløwen te. Haar du sit ham, si'n han kam hjem fræ Australien?

Laurst.

Nej, a haar sgu aalle sit æ Persovn; men en Del haar a jo høt om ham. Det skal jo vær en geskjæftig Fyr.

Jens Romlen.

Ja, føj en Hued der sidder paa ham! Det haaj sgu ingen drømt om, der kjend, hwad han war falden atter, te han skuld vær bløwn saamøj Kaa'l.

For æ Faa'r, — ja, det hower du ett nøj te, men ham gik'et jo da saa sølle, som det kan gaa en Mennesk. Og Goj sjel han haar jo da gavn her paa æ Gaard fræ hans bette Tid aa. Da bløw der saamænd tavn haardt nok paa ham! Ja, det war nu ligfrem for møj; for den gammel Proft det war saa møj en Røwer! Ja, den Ung er misæl ett aa rues, naar en turd sej'et; men nu taaler æ Folk jo knap nok saamøj.

Laurst.

Naa, den gammel war saa dæwels?

Jens Romlen.

Ja, han haar øj manne Mennesker. Gammel Anders herhenn han kan snakk mej om'et. Og den Blind, der gaar her, — det er jo da den gammel Herremand, han kan takk for hans Blindhied.

Laurst.

Er'et sand!

Jens Romlen.

Ja, wed du ett saamøj! Tho han ga ham jo da en Skud Hagl i æ Hued.

Laurst.

Wolle her?

Jens Romlen.

Ja, det forstaar sæ. Paa æ Jagt jo da. Tho han skuld jo staa saadan og mød for'et; og der war nok saa en Haar, der war kneben ud; tho det kan jo sajtens ski; og æ Herremand han blywer jo hwerregal, som han plejed; og han skyder jo; det skuld jo hid sæ, te det war atter æ Haar, men den der mist æ Øwnsyn, det war misæl sølle Wolle! Jow, det er lissaa sikker!

Laurst.

Sej mæ nu engaang; den her Tørvanstalt, der far bløw snakked om: haar Goj nu saa møj, te han ka bekost det rejst op?

Jens Romlen.

Ja, det war ett sær! Det stiller han an som en Røj. Han haar Peng saa det hwørmer[59].

Det vil sej, a ved sgu endda ett, om det just er ham sjel, der haar æ Skjellinger, men han ved, hwor han kan hivsk'em[60]; ja, det er en Satans Træjring[61]!

Laurst.

Ja, for det er ett Klatskjellinger, dér skal te'et.

Jens Romlen.

Nej, bette søde Børn, det er i Tusinder! Maskiner og ... Greb og Skovl ... og Værker og Sager — Anlegskapitalen, — det skal fandenmæ nok rend i æ Vejr.

Hihihihi! Der blywer dænenmæ Lyw ved æ Muesland.

Laurst.

Ja, det maa du nok sej! Og du skal jo da saa vær mej i'et.

Jens Romlen.

Ja, Gud bewaars! A skal jo ha en Stilling. Jow, det er lissaa sikker.

Laurst.

Kan en anden jen ett kom mej i det?

Jens Romlen.

Jow, forstaar sæ! Tho det er da æ Mjening aa'et, te det skal I mej te aall sammel. Ja, det maa a wal knap nok fortæl endnu, men det er jo saadan en Sprekulation han haar, te naar det her kommer i Gaang, saa skal al æ Egns Smaafolk ta te æ Mues og ingen te æ Herregaard. Saa skal I sgu si Lojer. For saa kan'et jo aalle bestaa. Det er vi anne, der holder'et opp. Ja, misyv er'et saa!

(Peger ud mod Mosen.)

Derud, derud — hæ-hæ-hæ! — ud baag mi bette Hysling, der er'et fandenmæ æ Sla ska staa! Hwa? Hwa?

Laurst.

— Men haar du nu ogsaa æ Skjød paa'et.

Jens Romlen.

Eh-nej, det haar a jo guednok ett.

Laurst.

Nej, det er jo æ Gaards.

Jens Romlen.

Nej, det er Fanden taa mæ min; det var ett sær! Men æ Skyd skal a ha. Og den haar a ogsaa wot loved læng.

Det war nøj af det sidst, æ gammel Herremand saa te mæ, far han død:

Æ Hues og æ Mues, Jens, det er din, og ska vær din. — Saa det ka de ett gaa mæ fræ. A ska snakk med den Ung om'et den Daa i Daa er. Det haar a loved æ Goj, og det skal a ogsaa nok staa ved.

(Arbejdsfolk i Træskostøvler og med Spader i Hænderne kommer fra venstre og gaar igjennem Porten.)

Gammel Anders

(er kommen ud i Solen. Sætter sig paa Bænken ved Muren).

Dorre

(ind; tumler med Mejerispandene henne bag Pumpen).

Laurst.

Dorre haar sit saa modfalden ud i den sidst Tid; nu kan en da si, hwor det stammer fræ.

Jens Romlen.

Ja, Herregud; sølle Pig! Vi saâ'et saamænd te hind baade mæ og hinne Muer: Ta ett te Gløttrup, saalæng du ka undgaa'et. For dér haar ingen fattig Pig nø godt i Vent. Men det vild hun jo ett hør om; og nu er hun, som hun er. Her haar sgu snaar aalle wot en Pig, uden hun maatt hold haran. Saadan war'et i den gammels Tid, og saadan er'et endnu. Men hwad, de plejer jo aa blyw javnhen forsørret.

Laurst.

Ja, en Par Faar og en Husend heropp i æ Hied.

Jens Romlen.

Ja, Fattigfolk stiller jo ett stur Fordringer.

Laurst.

Nej, aaenej. — War hun og Goj ett nøj Kjærrester i farom god Daw?

Jens Romlen.

Aa, hun war jo dengang ett andt end en Baaen og kald for. Det først han spurg om, da han kam hjem, war nu iløwle, om Dorre endnu war ugyvt.

Laurst.

Ja, saa haar hun jo da wot[62] nøj i hans Tanker. — Og du ved, te det er den ung Herre, som haar wot der.

Jens Romlen.

Ja, det gaar hun jo ett fræ. Men det maa du endele ett læd dæ forlyd mej.

En Stemme

(omme fra Gaarden).

Kan I kom hernied og hjælp vi anne.

Laurst.

Ja.

(De gaar ned ad Stigen og gjennem Porten.)

Dorre

(synger, mens hun tørrer Spandene):

Gammel Anders

(nærmer sig).

Aa, bitte Dorre, synger du nu ogsaa den bedrøvele Vis; den haar a saamænd hør tit i mi Daw fræ den her Plads og aalle for det bejst. Naar æ Pigger begynder aa syng den Vis, saa er der gjan jet heller andt i æ Vej med dem. Haar du nu ogsaa ladt dæ narre?

Dorre.

Hvorfor spø'rer du mæ om det, Anders?

Anders.

Nej, du ka ha Ret i'et. A haar jo ingen Adkomst te aa bland mæ i di Sager. Men a er en gammel Mand, der sjel er bløwen haardt prøved af Verden! — Æ Folk snakker møj om dæ og Herren, og han er ett en Ganning for dæ.

Dorre

(vredt).

Det ka du jo sej, du ved ett.

Anders.

Nej, du maa et blyw vred, Dorre. Du haar gjord mæ saa møj godt, te a ka aalle glemm dæ'et. Da a laa syg af Gigtfeber nu i æ Foraar og snaar hwerken ku lett Haând hæ Fued, da howed a nok, bette Dorre, hwor tit du kam te æ Dar og rat mæ en Haând. Helsen haaj a saamænd gavn te. Ja uden dæ, hwordan skuld a vær kommen igjemmel me'et, mæ gammel Hejring, der ett haar und de Krummer, gued Folk kyler te mæ.

Men derfor er'et ogsaa, bitte Dorre, te det vild gaa mæ saanær te æ Hjat, hwis nue skuld gjør dæ Fortræd. Og den ung Herremand (ser sig ængstelig omkring) han haar æ Faa'rs Sindlav, og det war en Kaa'l, som ingen fattig Mennesk skuld slaa Bund paa.

Dorre

(heftig).

Som a sejer, Anders, det er vis nøj, som du gjør klogest i aa hold dæ uden for.

Gamle Anders.

Ja, Dorre, naar du tar'et paa den Maad, saa skal a ett sej jen Urd mir; saa ved a, hwordan det er fat med dæ.

(Krykker tilbage til sit Bræt ved Muren.)

Dorre

(ind i Bryggerset).

Goj

(kommer ind fra venstre).

Godda', Gamle! De skulde vel ikke ha' set Jens Romlen for nylig?

Anders.

Jow — æh — tho han og æ Forkaa'l war ilav mej aa mønn æ Hus for lidt sin. A tinker næjsten, De ka træff ham nied i æ Stakhaw. Mæ Forlov aa spør, hwem er æ Persovn?

Goj.

Nej, hvad ser jeg, det er jo Anders Røgter, ikke sandt?

Anders.

Jow saamænd, det er mi Navn.

Goj.

Saa er vi da endelig ikke saa helt ukjendt for hinanden. Men det var jo ikke at forlange, at du skulde kjende mig efter alle de Aar. Jeg er Goj, Søn af Jens Uhl[63], som var Gartner her paa Gaarden i din Ungdom.

Anders.

Hwad sejer du, er du æ Uhls Søn. Aae Jøsses endda! Og du haar wot saa laant ud i Verdens Riger og Land, imen en anden sølle jen haar gaan og slæbt med æ Tøjrkøll øver den her jenle Firkant. Hwor kommer du saa sidst fræ?

Goj.

Fra Australien.

Anders.

Fræ Au-stra-li-en! Aae Jøsses! Saa er du da kommen øver manne Færrestejer[64]?

Goj.

Hahaha, ja, gamle Anders, det vilde blive nogen, om de taltes op.

Du er bleven mig noget graa i Toet siden sidst, vi saaes. Luften er ikke Smaafolk gunstig her i Danmark. I mister Kuløren for tidlig.

Anders.

Ja, æ Lyw skurer paa wos, men det er ett for aa gjør wos kjønner.

Goj.

Og du fungerer ikke mere som Kohyrde.

Anders.

Nej, det er a endda færdig mej.

Goj.

Sidder nu og tærer Naadsens Brød ved Gløttrups Husgavle. Det er næppe nogen helt misundelsesværdig Afslutning paa et stræbsomt Liv.

Anders.

Nej, æ Lyw blywer tit saa taangle. Men a faar jo æ Fød. Klæjer behøver a jo Gu ha Lov ett mir nøj aa[65].

Goj.

Og Herregaarden gi'er dig saa Udkommet.

Anders.

Ja, aaeja; a faar jo dje Levninger. Og tho det er a jo glaad ved; det war ett sær. A ka jo ingenting forlaang. Der er ingen, der skylder mæ nøj.

Goj.

Nej, Jøsses nej! Naar Daglejeren ikke kan mere, saa gaar det ham ikke bedre end enhver anden opslidt Kost — pfui! — et Spark hen i en Krog, og saa sætter man en ny Kost paa Skaftet og fejer videre, som om ingenting var hændet.

Naa, her sidder du altsaa, naar Solen skinner, men nu naar det regner, eller Vinteren indtræffer?

Anders.

Jow, tho saa maa a jo krykk[66] ind i æ Staald. A er jo ett forvænt.

Goj.

Du bor da formodentlig herinde? Maa jeg kige ind?

Anders.

Ja, det maa du saamænd gjan. Æ Herremand kan guednok ett lid'et, men du sladrer jo et te nue?

Goj

(ind; en lille Pavse; atter frem).

Nej, det er dog med den stiveste, jeg endnu har set! Og det er en Menneskebolig! En almindelig Kobaas med nogle uhøvlede Brædder omkring; og Sengelejet i Krybben; aaja, som selve Barn Jesus. Ja, det maa man lade dem, det er kristelige og fromme Sind, der her har truffet Ordningen! Hvor længe har du levet dér?

Anders.

Aa, det er jo endda no Aar sin. Det war jo den Gaang, a bløw saa ild medhandelt aa æ Tyr.

Goj.

Naa, det er oven i Kjøbet et Vederlag for at ha' ladet sig spidde af én af Gaardens berømte Præmietyre. Saa blev du vel ordentlig gjennemhullet?

Anders.

Ja, a laa jo saalæng og war saa møj limpele[67]. A war saamænd ett manne Firskjellinger ward. Der war ingen, der trowed, te a war kommen fræ'et; for a war jo da fræ æ Bevidsthied i laange Tider. Nej, Worherr ska ved, te a war en ring Mennesk.

Goj.

Naa, og saa blev du heven ind i Baasen dér for at komme lidt til Krylt[68].

Anders.

Ja, aaeja. En kund jo snaar forstaa, te det vild trækk læng ud. Og saa vild a jo vær i æ Vej for de anne. Og saa bløw'et jo bestemt, te a skuld ha mi egen Menasi; og saa slog de det her sammel te mæ. Ja, det war nu Frowen, der vild ha æ saadan, for hun er iløwle den bejst.

Goj.

Ja, hun maa sandelig ha' et ømt og medfølende Sind! Men her skal blive ryddet op i denne gamle Skidtkasse!

Anders.

Hwad miner du ... Du vil da wal ett ... Aah, gjør mæ endelig ett ulykkele!

Goj.

Gjør dig ulykkelig! Det lyder jo som den argeste Spot. Kan du komme dybere i Savn og Forsømthed, end du er.

Anders.

Ja, a kan endda, Goj. A ka komm ad æ Fattegaard. Det klør a endle ett atter.

Goj.

Fattiggaarden! Der kan de aldrig fure dig hen. Ved du ikke, der er noget, som hedder Alderdomsunderstøttelse?

Anders.

Nej, det er, som a sejer, Goj, a vil ett paa Kommunen nu. Her er æ Plads, hwor a haar laa mi Arbejd, her vil a ogsaa ha mi Død. Hwad, Fattefolk de maa jo ett forlaang formøj, og a kan jo godt vær tjent med'et hér. A vil gued nok sej: æ Rotter ka jo blyw nøj slemm, nu sin de laa den grimm Swinsti lig op ad mæ. Men hwad tho, kan a ett faa Lov te aa sov om æ Næt saalæng a gjan vild, saa — som ogsaa æ Herremand sejer — kan a jo ta mæ en Skrab[69] om æ Daa. A haar jo Tid te æ, bitte Faa'r.

Goj

(stirrer forfærdet paa ham).

Aa, Gud i Himlen, hvilke Bløddyr I dog er! Her tripper du omkring i et Hjørne af et Udhus som en gammel skabet Kat, der ikke fanger Mus længere, men som er taalt, nærmest fordi ingen gider klynge den op; og du synes det er farlig godt. Har I dog ikke Næver, for at I en Gang imellem skulde knytte dem i Stedet for bestandig at folde dem til Bøn!

Anders.

Ja, Goj, du er ung og stredde; du ka sajtens snakk. Men a er en gammel swag Mand, der staar jenne[70] i Verden.

(Dorre er under Slutningen af Samtalen kommen ind igjen.)

(Hyrdedrengen Per har i nogen Tid gaaet omkring Goj og bekikket ham.)

Goj

(bliver opmærksom paa ham og siger):

Hør du lille Klør, jeg bandt min Hest derude i Gaarden, kan du ikke se efter, om den staar skikkelig; den er noget urolig paa fremmede Steder.

(Rækker Drengen en Skilling.)

Per.

Maa — maa — maa a behold den?

Goj.

Javist maa du beholde, hvad jeg gi'r dig.

(Per stryger af Sted.)

Goj

(nærmer sig Dorre).

Godda, Dorre!

Dorre

(med et let)

Aaeha!

Goj

(byder hende Haanden; ser længe paa hende).

Jeg syntes, du blev bange. Vidste du da ikke, jeg var her?

Dorre

(forvirret).

Jow, men — det er iløwle saa sær aa si dæ ijen.

Goj

(mørkt).

Du er voxet godt, siden vi sidst saas.

Dorre.

Det er ogsaa manne Aar sin.

Goj

(stærkt).

Men — du voxer endnu.

Dorre

(i Graad).

Skal du nu ogsaa te aa gjør mæ Fortræd.

Goj.

Det var just ikke saadan, Dorre, jeg drømte om at møde dig, naar jeg laa derude ved Vagtbaalet paa den anden Side af Jorden, og alle mine Tanker ilede foran mig hen, hvor du var.

Dorre.

A haar aalle loved dæ nøj, saa du haar ett nøj øver mæ heller mi Handlinger aa sej.

Goj.

Nej, naturligvis har du Ret. Hvad der var mellem os, det var jo kun Barneflirt altsammen. Og det var jo ganske taabeligt af mig at tro, at jeg var andet end en lille uskyldig Episode i en ung Piges Elskovsliv — jeg var blot den elendige sølle Gaasevinge, hvori Ræveungen prøver Tænderne, før de egentlige Godbidder vanker.

Du var jo ikke større dengang, end at du med begge dine blankspændede Sko kunde staa i min Haand, naar jeg holdt dig fra mig i stiv Arm.

Aa, som du stod der paa min Haand og under Skjælmeri skubbed mig Huen ned i Øjnene, for at jeg ikke skulde kige efter dine Ben, saadan har du staaet for mig i de mange Aar, da jeg har maattet flakke omkring efter de Brødkrummer, som de fleste finder i Vuggen.

Og nu ... og nu! Aa, der bliver tilsidst ikke andet for en fattig Djævel at fæste Lid til end ens egne to staalhaarde Næver!

Dorre.

Ja, men Goj, du haar jo aalle skrøwen en Urd[71] te mæ. Kund a ved, om du war løvend heller død!

Goj.

Har du nogensinde skjænket det en Tanke?

Dorre

(stille).

A haar skinked dæ manne Tanker. Ett aalsammel lig glaad! Hworfor stak du aa fræ mæ uden aa sej Forwal te mæ?

Goj.

Aa, det er ikke fortalt med to Ord, men du kan vel ha' Ret i at forlange Besked. Saa hør da:

Du ved maaske, at min Far for mange Aar siden var Gartner her paa Gaarden, men du har næppe faaet den fulde Sandhed at vide om, hvorfor han pludselig ophørte med at være det.

Ser du, min Mor gik min Far til Haande i Haven med Lugning og Bærplukning. Hun gjaldt for at være en smuk Kone, og hun var min Fars Øjesten. Han nægted hende intet, saa langt hans fattige Løn rakte.

En Aften, da hun var færdig i Haven, var hun gaaet ned til Aaen for at bade. Det var Maaneskin og blikstille, og hun havde ladet sig drive sorgløs med Strømmen et langt Stykke. Da hun kom tilbage, var hendes Klæder borte.

Dorre.

War hinne Klæjer henn!

Goj.

Ja. Hun gik et Øjeblik fortvivlet omkring og søgte; paa een Gang blev hun grebet bagfra af et Par kraftige Mandsarme; det var Herremanden. Han havde luret bag en Høstak; derhen bar han hende trods al hendes Græden og tog sin Vilje med hende.

Dorre.

Aa Herre Jøsses!

Goj.

Da min Far hørte, hvad der var sket, blev han ude af sig selv af Harme. Min Mor bad ham saa mindelig ikke at hævne det, men min Far var døv for hendes Bønner; han rev sit Gevær ned fra Bjælken og styrted ud i Mørket. Da han naaed Herregaarden, var Dørene allerede stængede; han gik saa om i Haven og saa, at der endnu var Lys i Herremandens Kammer. Blindet af sit Raseri retted han Geværpiben mod Vinduet og fyred.

Dorre.

Jessus Krist!

Goj.

Aa, der skete kun dette, at der knustes et Par Ruder og en Lampekuppel; hele Skuddet gik i Fjæset paa et af de gamle Familieportrætter. Herremanden selv, der havde siddet paa en Stol mellem Vinduerne i Færd med at afspænde sine Gamascher, fik ikke saa meget som et Hagl. —

Saa snart Gjerningen var sket, var Far flygtet ud over Marken for at naa Hjemmet; men Herremandens Hunde indhented ham og sønderrev ham foran hans egen Dør. Bundet som et Dyr blev han trods alle min Mors Bønner ført tilbage til Herregaarden. — Det er unødigt at fortabe sig i Enkeltheder. Min Mors Beretning blev omgaaet som ond Sladder; min Far fik en umenneskelig haard Dom. Da han kom ud af Fængslet, var han aandelig og legemlig en ødelagt Mand. Mor overleved ikke Begivenheden ret mange Aar; Far drev omkring mellem Sognene som Pjaltekræmmer. Han sov i Høstakkene og stjal den Mad, der var sat ud til Hundene.

Saadan gik Tiden, indtil det Aar, da jeg rejste. Som du ved, tjente jeg selv mange Aar her paa Gaarden og døjed tit meget ondt. En Vinteraften fik jeg saa Ilbud gjennem en af Gaardens Folk, at min Far laa heroppe i Hulvejen og vistnok var i Færd med at dø. Jeg iled derhen; han kunde endnu kjende mig, men det var knapt, jeg kunde kjende ham. I den senere Tid var han bleven meget sky, og han betroed sig til ingen. Af hans forvirrede Tale fremgik det, at han i længere Tid havde omgaaedes med den Tanke at brænde Herregaarden af; han var nu paa Vej for at fuldbyrde denne Handling, der skulde være hans Livs sidste; men udmattet af Sult og Kulde var han segnet om i Sneen; jeg kunde se, han havde slæbt sig et langt Stykke paa Knæerne for at naa sit Maal. Han forbandede sin Skjæbne, der havde nægtet ham Kræfter til at naa det, som den havde nægtet ham alt andet. Med denne Forbandelse udaanded han. — Da jeg aabned hans blaafrosne Haand, faldt der en Æske Tændstikker ud af den. Den tog jeg til mig som min eneste Fædrenearv. Vil du se, jeg har passet godt paa den. (Viser Æsken frem.) Der er endnu ingen brugt af dem.

Dorre.

Men, Goj, hwad er'et endda, du haar i Sind!

Goj.

Nej, du ta'r fejl, Dorre. Det er ikke for at blive Mordbrænder, jeg er vendt tilbage. Vel har jeg ved min Fars Lig svoret at hævne ham, og Hævnen er allerede i Anmarch, men derom faar du at høre en anden Gang.

Dorre.

Ja, men Goj, du haar endnu ett saa mæ, hvorfor du rejst di Vej.

Goj.

For ikke at blive nødt til at fortsætte, der hvor min Far slap.

At være ene med sin Hævn, det er som at spærres inde i et Bur med Vilddyr. Den frygtelige Hævntanke, der forhen stjal al min Fred, den har jeg nu faaet lagt om i et andet Leje. Men nu er du jo lige ved at omstøde det hele for mig. O, Dorre, hvor skammeligt du handler imod mig!

Dorre.

Ja, du haar godt ved aa snakk, som kund rejs fræ det hile. Du sejer, a war kuns en Baaen dengaang, og det war a ogsaa. Men a bløw voxen Pig ilav a tint paa dæ.

Men æ Tid gik, og du skrøw ett, og du kam ett. Og saa kam den Daa, da a maatt ud og tjen; og saa kam a her te æ Herregaard; for vi skal jo aalsammel hérhen, og vi kommer her altid tidle nok.

Goj.

Hvorfor skal I allesammen hérhen, naar I nu ved, det gaar jer galt.

Dorre.

Det kan a ett sej dæ, Goj. Men saadan kom mi Muer hertil far mæ og hinne Muer ijen. A tinker wal, det er nøj, der ska saadan vær.

Goj.

Atter denne forbandede Skjæbnetro, der gaar al Fattigdom som Gift i Blodet. Derinde sidder gamle Anders i sin Halmrede og finder Trøst for et forspildt Liv i den samme Trællefloskel: Det skulde saadan være! Og rundt om ved andre skjæve Husgavle sidder andre arbejdsbrudte Stympere og mimrer den samme Visdom: "Gud har villet det saadan!" "Himlen har ønsket min Lykkes Forlis!" — Vi har saa megen Himmel herhjemme, at Livet er nær ved at blive os alle et Helvede!

Aa, Dorre, at ogsaa du, Mosebarnet med de taagede Øjne — at ogsaa du skulde falde for Herregaardens forbandede Koglekunster!

Sig mig, Dorre, husker du fra dengang, du gik derhjemme og drev med Koen i Mosen — jeg siger: husker du derude paa Sumpen en Plante, tydelig at se for alle, som den stod der og skinnede i Sol og Morgendug. Den udstrakte sine røde Hænder, og alle dens strittende Fingre drypped af klæbrigt Begjær. Og Smaafluerne kom og lod sig fortrylle af dens Glans, og een for een satte de sig i Blomstens aabne Haand, og de slikked dens Sødme og gned sig vellystigt mod dens Purpur. Og langsomt, ganske langsomt begyndte Haanden at lukke sig om sit Bytte; nu opdaged de Lumskeriet, vilde flyve, men hang fast ved Vinger og Ben; hen imod Aften aabned Haanden sig atter og lod Byttet falde, men da var alle de smaa Fluer kun nogle stakkels udsugede Ting.

Saadan en livsfortærende Organisme er ogsaa Herregaarden, der ligger der og skinner med alle sine pralende Gavle; og I — du og dine Lige — er de stakkels Fluer, der bare en ussel Stund vælter jer paa dens Purpur for en skjønne Dag atter at spyttes ud i jeres Lyngarmod.

Dorre, elsker du ham, Herremandsfrøet, din Forfører, Skjørtebetvingeren?

Dorre.

A er ræd for'et.

Goj.

Du er ræd for det — og har dog givet dig i hans Arme?

Dorre.

Han haar saadan en Majt øwer mæ, Goj.

Goj.

Vil du da la' mig redde dig af hans Magt?

Dorre.

Aaenej, Goj. Nu er det saamænd for læng!

(Der høres Skjænd og vrede Raab fra Baggaarden.)

Dorre.

Aa, Jøsses, nu er han kommen hjem. Det er æ Dreng, han holder saadan en Hus mej. Han er da saa haard ved den Dreng. (Man hører Pisk og Barnegraad.)

Aa, nu slaar han ham ijen!

Goj.

Ja, nu kjender jeg dig atter, min Barndoms onde Rede! Her er den samme hjemlige Stemning af Raahed og Prygl, som sidst jeg stod her.

(Ny Larm og Støj rejser sig inde fra Gaarden.)

Villads Vedhud

(farer mødende og gestikulerende med Bagen til Publikum omkring i Porten).

Hov, hov, hov, hov! (Fløjter). Men hvad Fanden i syv Sogn er'et endda, der gaar aa æ Helmis! Pas paa, pas paa, pas paa, pas paa! Vil en da lig ad æ Ansigt af Folk!

(Sætter i Favnespring lige mod Publikum.)

Aa Jøsses endda! (Atter tilbage.)

Goj

(til Dorre).

Det er nok min Hest, der er kommen løs. Saa er det bedst, jeg kommer derind.

(Dorre skurer videre; Goj op mod Porten.)

Villads

(atter paa Post).

Hov Tøs, hov Tøs! (Fløjter.) O, do—do—do—dot. Pas endle paa! — Det war ret, det war ret, det war fandenmæ ret! Du er sgu en bitte hwell Kaa'l[72]! Aaeja, aaeja! (til Goj).

Ih, det er da saamøj en flyvgal Krikk, du holder dæ. Tho den war Fanden hwint mæ lig'ved aa sætt øwer æ Laad! Aaeja, aaeja! — En forfærd'lig Dyr! En ku hwerken kom te'en fræ For heller Baag. Den vild bej, den vild slaa, den vild bej, den vild slaa; den kaast æ Herremand om i æ Mødding, aaeja, aaeja! Han bløw jo da saa hjernegal! Men der haaj han Fanden hwint mæ funden hans Øwermand!

Den der maatt klaar æ Sager, det war misæl æ bitte Dreng. Han snup'en! Han hopped op, han hopped op; han snup'en lig ved æ Mul. Stod'en ogsaa lig med det samm alstill, Fanden hwint mæ. Bitte hwelle Dreng, alstill! Aaeja, aaeja! Men — men — men det er da en underlig Kreatur aa faares mej.

Goj.

Sig mig, den rev sig løs, da Drengen fik Hug?

Villads.

Ja! A troer 'et ogsaa. Jow, det er Fanden hwint mæ rigtig nok, da stødt'en lig akkuraat æ Grimskaft. Aaeja, aaeja.

Goj.

Ja, den har det som jeg selv; den taaler ikke Uret. Denne ene Hest har mere Retfærdighedssans end ti middels Herremænd.

Villads.

Hahahaha! Nej, sejer du det; sejer du det! Hahaha! A kan da ett glemm den Herremand. Som han staar albejst og høger ad æ Dreng: Harom i æ Skidt! Han op, li'saa hjernegal! Harom igjen! Saa war æ Pip aa ham. Han knyger øver æ Gaardsplads. Æ Hejst er i æ Hæl af ham. Æ Dar den klinger i! Hahaha, der haar han Fanden hwint mæ funden hans Bussimand! Aaeja, aaeja!

Men det kan da aalle vær aa en dansk Slav?

Goj.

Nej, de er nok saa tamme i det; det er en gammel Beriderhest.

Villads.

Det maa a Fanden hwint mæ tro. Der er Kunster i den til mir end jen Daa.

Goj

(gaar ind i Porten og fløjter beroligende ad Hesten).

Villads

(ud).

Kokkepigen

(har svanset nogle Gange over Pladsen for at fange Gojs Opmærksomhed, hun er trind og bollet. Til Dorre).

Kan du saa komme ind, Dorre, og hjælpe mig med at sætte Maden paa Bordet. Nu ringer jeg til Middag.

(Trækker kraftigt i Madklokken ved Trappen.)

Gaardens Folk myldrer frem fra Baggaardene og stimer mod Døren. Enkelte ta'r Hatten af, da de gaar forbi Goj. Somme vender sig ved Indgangen og snyder Næsen ned i Stenbroen eller sender Skraaen bort med et: Ptøj!

Jens Romlen

(skiller sig ud fra Flokken; gi'r Haand).

Goj.

Godda! Naa, har du saa følt dig for hos Folkene angaaende vore Tørveplaner?

Jens Romlen.

Jow, a haar ga'n og snakked med dem. Jow, det er lissaa sikker! Men, tho a ka jo ett saadan belegg mi Taal som hwisomenstid a vil sej du sjel kam te'et. Men nøj Stemning er der nu guednok for'et; jow, det er lissaa sikker!

Goj.

Og Skjødet, — har du faaet talt med Herremanden om det?

Jens Romlen.

Æh-nej, — det haar a guednok opsaat te i Avten; da skal en jo ha si Ug'løn. A er guednok ett møj hægen atter aa komm te'et, for han blywer jo lissaa flintrende gal, det ved a jo. Men det er nu det samm, a er i mi gued Ret; det er han misæl ett i Tvivl om, æ Krabaat. Men det er saadan, Goj, forstaar du, hm! — aa faa'et saa.

Goj.

Med andre Ord, Jens Romlen, du er fejg som alle de andre. Du er bange for Trøjen.

Jens Romlen.

Nej, fandenfo, om a er! Det maa du ett sej te mæ, Goj. A skal, fandenmæ, vis den Kaa'l — æh — hwor mi Ret den er! Det lover a dæ, Goj. Det er lissaa sikker. (Løber i Uro frem og tilbage.) Det gi'r a dæ mi Urd paa. Vil han ett gi sæ paa anne Fasovner —: a skal fandenmæ slaa saadan i æ Burd for ham, te æ Ølkovs[73] ska hopp. Tro mæ nu, a sejer'et! For mi Ret den vil a ha, den staar a paa. Og vil han gaa mæ den fræ, saa er han endda en møj ring Persovn.

Goj.

Ja, men det er vel netop Sagen. Men nu vil jeg ikke opholde dig, saa de spiser al Maden fra dig. Men det er jo saa bedst, vi faar et Møde om det. Lad mig se, det er jo Søndag i Morgen; skal vi sige, vi træffes i Gaardens Karlekammer i Morgen Kl. 10. Du vil saa bringe det videre. Der forelægger jeg dem da min Plan. Til den Tid har du jo saa talt med Herremanden om Skjødet?

Jens Romlen.

Ja, a haar tal med æ Herremand! — — — A skal fandenmæ vis dæ, te a haar tal med ham, den Swissi!

A haar boved derud i den bitte Hysling i de sidst tredve Aar, a haar forbejred 'en manne Gaang si Ward[74]; og saa skuld nu nue jen prøv paa aa gaa mæ'en fræ! Nej, Goj, dersom du tror, den kan divideres og gaa lig op, saa kjender du fandenfohen ett Jens Romlen.

Nej, a skal gjør ham lissaa myg, saa han kan stryges som en Mis!

Men nu maa a skynd mæ og ind; helsen kan a misæl slikk æ Fa'. Jow, det er lissaa sikker!

(Tæppe.)

ANDEN AKT.

Dagligstuen paa Gløttrup. Empiremøbler. To Vinduer i Væggen til venstre; bag dem ses Havens Træer i Eftermiddagslys. Bord ved Bagvæggen, Familieportrætter og Vaabendekoration. Bord til højre med Stole; en Sølvopsats. Indgangen til højre.

Enkefru Proft

(i Døren).

Værsgod, gaa nu bare ind et Øjeblik, saa skal jeg strax være der.

An Kjestin og Dorre

(træder tøvende ind. Dorre er i sin daglige, rene Kjole med Forklæde. Moderen er fattig og groft, men renligt paaklædt; blomstret Hovedklæde, mangefarvet Korsklæde om Skuldrene, kort Hvergarnsskjørt, Strømpefødder (sorte med hvid Taa). Gaar omkring og gjør Smaabemærkninger til Møblerne og Pragten).

Dorre.

Ja, Muer, det er nok ett æ først Gaang, du er hérind.

An Kjestin.

Nej, er du sær! Tho her haar a da hat mi Gaang i manne Aar. Ok, nu er 'et helsen nø Daw sin! — ja, da war en nøj, saalæng det wored.

For det a war estemired, det war ett Smaating. Der war ett nue Slavs Lig i æ Hus, som ett Fruen turd betro mæ. Baade Sølvsager og Postelin, hwad det være maa. Ja, det maa du wal ogsaa ta dæ aa?

Dorre.

Ja, det hører da te mi Paart.

An Kjestin.

Det kan a wal tink. Det er sgi ett enhwer, der er det betroed.

Fruen haaj dengaang saadan en faale flot Kaffekastel —

Dorre.

Muer, det hier Kaffestel.

An Kjestin.

Ja, I er saa faale nymodens; dengaang kund vi altid sej Kaffekastel ... Det maatt der nu ingen anne legg Haând paa end mæ. Saa du skal saamænd si dæ godt for, mi Baaen, om du skal staa høtter anskrøwen, end a war.

(Ser sig om.)

Ja, tho det vender jo snaar herind lissom i mi Tid (Peger paa den pragtfulde Sølvopsats.) Den ka a guednok ett how; den er kommen te sin. Er den nu af Sølv?

Dorre.

Ja, den er ægte.

An Kjestin

(forsøger at løfte den).

Aae Jøsses, bette Børn, a ka ett engaang løvt'en fræ æ Burd. Det kan sgi vær, den haar kost øwer ti Krowner.

Dorre.

Hihihi! Ja, en kan da hør, te du haar nø Forstand paa'et, Muer.

An Kjestin.

Ja, saadan kan nue kyl med æ Peng; men hwor er'et det kommer fræ, det war'et, en skuld spør om.

Nu haar di Faa'r gan her og stridt de sidst trørre Aar, men han haar da aalle kund faat saa møj fræ endnu, te han kund faa en Par Bowser, han kund vær bekjend aa ta paa te Aalters.

Ih, hwor blywer Fruen aa? A skuld hjem og gi æ Gris. Den kan ett ret læng undvær mæ.

Enkefru Proft

(ind).

Ja, jeg blev opholdt lidt ude i Kjøkkenet. Men du An Kjestin gaar vel og opfrisker gamle Minder. Ja, du tjente jo da her paa Gaarden, dengang min Søn blev født.

An Kjestin.

Ja, a haar saamænd gin ham tar paa manne Gaang, den Kaa'l. Det tinker han vis ett ved, nær han nu møder mæ.

Fruen.

Ja, du var her jo i mange Aar.

An Kjestin.

Ja, Jøsses ja. Den sidst Gaang a saâ herind, ved Fruen, hwitte[75] det war.

Fruen.

Det kan jeg saamænd ikke huske.

An Kjestin.

Ja, da kan a gjan sej Dem det, for det behøver a misæl ett aa skamm mæ ved, nu a er bløwen saa gammel. Det war akkuraat dengang, det war gavn op med mæ, lissom nu med Dorre, te a war bløwen saadan lovle swær.

Ja, det war jo da ett ved den ung, det war jo nu ved Fruens Mand.

(Fruen gjør en vrippen Bevægelse.)

An Kjestin

(fortsætter uforstyrrelig).

Men tho det bløw a jo fornywed godt nok for, det war Synd aa sej andt.

Fruen

(strengt).

Ja, An Kjestin, nu sidder vi ikke længere og fører Faddersladder om gamle Dage; nu har vi noget langt mere nærliggende at tale om.

Kom nu herhen, lille Dorre; sæt dig nu her ved Siden af mig! Det var ret!

Og saa maa du rigtig aabne dit Hjærte for os. Det er det klogeste, du kan gjøre. Er det ikke sandt, An Kjestin?

An Kjestin

(til Datteren).

Jow, du maa saamænd heller sej æ lig ud, som det er, bette Dorre. Hwad der er ski, er ski; og det kan ett gjøres tebaag ijen. Det kan en snaar si.

Fruen.

Hvor langt er du saa henne, lille Dorre?

Dorre

(grædende).

A ved'et ett saa nyw!

Fruen.

Du ved det ikke! Naa saadan! Med andre Ord: du har haft mere end een Kjæreste?

Dorre

(i stort Oprør).

Nej, den der sejer mæ det paa, det er den største Løwner[76], Worherr haar skaft!

Fruen

(betuttet).

Naa, naa, naa! Hvordan er det, du tar paa Veje.

Dorre.

A haar aalle kjend mir end den samm, det er lissaa sand, som Gud er mi Skaber. A haar altid kund past paa mæ sjel, lig te a kam her te. Der er aalle nue, der kan sej mæ andt paa.

Fruen.

Du tar det saa altfor heftig, Dorre.

Dorre.

Ja, a ved nok, te Fruen, og dem, te Fruen, omgaaes, de tror, te en fatte Pig altid staar tered for den først den bejst, og deswarr, der er wal manne, der gjør'et; men a ved mæ fri. Den Majt er der kuns jen jenneste Mand, der haar hat øwer mæ.

Fruen

(stille).

Og den ene Mand, hvem er saa det, Dorre?

Dorre

(ser i Gulvet og tier).

Fruen.

Sig det kun, min Pige. Du skal rejse dig ved det Træ, du er falden under.

Dorre.

Ja, nær Fruen saadan trænger ind paa mæ, saa skal a heller ett fordøl'et for Dem, for saa sandt a ajter aa blyw salig, saa er'et ingen anne end den unge Herre her paa æ Gaard, der er Skyld i mi Skam.

Fruen

(bruser op).

Hvad siger du, frække Tingest! Du insinuerer, at min Søn ... her i vort Hus ... med en gemen Tjenestepige! Dersom jeg gjorde dig din Ret, saa slog jeg dig ved dit Øre, saa du trilled for min Fod.

Dorre

(har rejst sig og gjort et Par uvilkaarlige Skridt imod Døren).

Fruen

(atter behersket).

Bliv siddende! Jeg blev hidsig. Det var en Fejl af mig.

Men hvad er din Mening, An Kjestin? Kan en ung Pige tale saadan til sit Herskab, lige op i Øjnene paa det?

An Kjestin.

Nej, bette Dorre, saadan maa du jo ett sej'et, sjel om det nu ogsaa er sand nok.

Fruen.

Hører du det, Dorre! Som fornuftig Pige maa du kunne indse, at her er visse Hensyn at ta. Den Slags kan simpelthen ikke ske i vor Familie.

Dorre

(græder).

Fruen.

Saa—saa—saa—saa (stryger hende over Armen). Vær nu en forstandig Pige! Dette med den unge Herre det foreligger altsaa slet ikke. Det siger jo da ogsaa den sunde Fornuft.

Dorre

(kaster sig hulkende hen over sine Arme).

Fruen

(vredt).

Aa, lad mig blive fri for dit Skaberi! Havde du maaske sat Næsen op efter at blive min Svigerdatter? "Fruen paa Gløttrup", sandelig ingen ilde Titel for Tøsen fra Mosehytten. Men den Tand faar du slaa ud, du Smaa.

Det sømmer sig ikke den lille Bondehøne at flyve op paa de allerhøjeste Grene.

Nej, lille Dorre, jeg ved en bedre Ganning til dig, én, som vilde være himmelhenrykt, om han maatte hjemføre dig som sin Brud; skulde heller ikke undre mig, om han allerede havde friet. Gjør han det endnu en Gang, lad ham ikke gaa ubønhørt, lille Dorre. Herskabet her paa Gaarden er fra gammel Tid i Rygte for at gi' gode Brudegaver, især til fattige Piger, der er kommen for Skade i vort Brød.

Ikke sandt, An Kjestin.

An Kjestin.

Aaejow, vi fæk da æ Brød ud aa'et, og mir maa en jo ett forlaang.

Dorre.

Ja, Fruen skal nu ingen Ulejlighed gjør sæ for mi Skyld.

Fruen.

Gener dig endelig ikke, Vipstjært! Men det kunde dog gjerne komme til at svie til dig en anden Gang, at du stiller dig saa kjæphøj an.

Dorre.

A ved ett, hvor a haar vist mæ kjæphyw. Men i Kjærlighedssager — dér tinker a, te enhwer maa handl, som en kan forswaar'et for sæ sjel.

Fruen.

Py! "Kjærlighedssager", i hendes Stand og Stilling. Spørg du din Mor, om hun nogensinde har turdet slaa paa Nakken ad en Gris eller en Malkeko.

An Kjestin.

Nej, Dorre, ta du heller imud 'et, som Fruen vil ûnd dæ 'et. Mir faar du saamænd aalle. Vi er altfor fatte te' aa komm nø Vej mej aa staa paa wor Ret.

Fruen.

Se dér talte en fornuftig Kone. Og hvad har du vel egentlig imod Laurst?

Dorre.

Naa, det er ham, Fruen vil ha mæ klappet sammel mej. A haar wal heller ett andt imud ham end det, te a bryder mæ ett en Graan[77] om ham.

Fruen.

Hvornaar er da Laurst bleven dig saa ligegyldig?

Dorre.

Det haar han saamænd al si Daw wot.

Fruen

(opfarende).

Nu lyver du!

Dorre.

Hwad er 'et, Fruen sejer?

Fruen.

Jeg siger, du har haft Stævnemøde med Forkarlen baade een og flere Gange. Det skal jeg bevise dig over.

(Farer hen til Ringeapparatet.)

En Pige.

Fruen kaldte?

Fruen.

Vil du bede Jomfru Andersen og de øvrige om at komme herind.

(Pavse.)

(Ind træder Gammel Anders, Villads Vedhud og Kokkepigen.)

Fruen

(til Kokkepigen).

Hør, Jomfru Andersen, De har jo overrasket Laurst og Dorre dér i et Stævnemøde med hinanden nu for ganske nylig, ikke sandt?

Kokkepigen.

Jo, nu skal Fruen høre: Det var forrige Aften, da jeg ha'de min Udaften, saa lige som jeg gaar ind ad Døren og ned gjennem Kjøkkenhaven, saa ved Gud i Himlen om ikke der kommer et Mandfolk — li'saa livagtig — lige bums imod mig, men han har aldrig saa snart set mig, saa drejer han omkring og løber langs Ribsbuskene, alt hvad hans Ben kan bære ham. Og som jeg vender mig om, saa ser jeg — li'saa livagtig — et Skjørt, det ved den søde Gud, jeg gjør; og det var nu et ternet Skjørt, og det forsvandt li'saa livagtig bag gamle Anders's Hushjørne. Og Mandfolket kunde nu ikke være nogen anden end Laurst; jeg kjendte ham paa dette Slav her (gjør et Kast med Kroppen). Villads saa ham ogsaa.

Villads Vedhud.

Ja, aaeja, aaeja! A saa wal en Mennesk, der kam skjevlend[78], og han haaj da saamøj brøltront[79], saamøj brøltront. Saâ hwerken Goddaw hæ Faawall; han flywer lig søndenom den vejstes Granhæk og ind i æ Lukk[80] lod han ta, som war der Ild i æ Hæl af ham, aaeja, aaeja!

Men hwem kund komm te aa si paa æ Skinting[81], som han kam stormend; tho det war jo javnhen mørk, det war javnhen mørk, og hwem æ Pløg[82] war heller ett war, det ved a Fanden hwint mæ ett. Aaenej, aaenej!

Kokkepigen

(vredt).

Fy, Villads, du lofte endda, du vilde sige, det var Laurst!

Villads.

Det jennest a kan sej: det war en bitte stakked førajted[83] Mand, førajted Mand, aaeja, aaeja! Men Laurst war 'et ett; ham war 'et misæl ett. Ham plejer der Fanden hwint mæ ett aa vær den Skub i.

Kokkepigen.

Ja, Fruen kan nu godt tro, hvad jeg siger. Jeg har set Dorre ligefrem vende Øjnene i Ho'det, naar Laurst gik forbi, det ved den søde Gud, jeg har!

Dorre

(rejser sig oprørt).

Du skuld snakk mej om aa vend Øwn te æ Kaa'l, saaden en — Makkedusse!

Kokkepigen.

Sikken én! Hva' bilder den sig ind! Py, Bondemaléne!

Fruen.

Stille! Og du, Anders, hvor var du den Aften?

Gamle Anders.

A war saamænd hjemm, som a plejer aa vær.

Fruen.

Saa du da noget til Dorre?

Anders.

Ja, a gjord da saa; for lig i æ Mørkning war hun ind ad mi Dar med en Skaal Grød.

Kokkepigen.

Ja, dér kan Fruen selv høre! Det var hende!

Fruen.

Men saa du saa ogsaa Laurst?

Anders.

Nej, hwordan skuld a si ham den Tiddaws[84]? Tho han kjor jo te Møll ved Melmadstid og kam ett tebaag far ud ad æ Avten.

Fruen

(strengt).

Anders!

Villads Vedhud.

Ja! Aaeja, aaeja! Det haaj a rejn glemt. Det er Fanden hwint mæ ogsaa sand; a hjalp ham jo æ Hejst aa æ Sel[85]; aaeja, aaeja!

Fruen.

Aa, det er noget rigtigt Vrøvl tilhobe! Ud med jer allesammen!

(De fortrækker paa Dorre og An Kjestin nær.)

Fruen

(hen til Vinduet, som hun aabner).

Py, Pyh! som saadanne Folk dog stinker (til Dorre). Tag mig mit Hovedvandsæg! (Dorre bringer det.) Og kom saa ind til dit Arbejde og sid ikke længere her og driv. Men jeg vil meget indtrængende raade dig, lille Studsnæse, at lytte til mit venlige Forslag. Du kan ikke stole paa, at jeg gjentager det.

Dorre

(i Døren).

Fruen skuld ogsaa heller læd'et vær.

Fruen.

Hvad er det for nogle Tjenestefolk, der voxer op i vore Tider; de bestiller ikke andet end at sige deres Herskab imod.

An Kjestin.

Ja, saa maa a wal ogsaa gaa mi Vej; a tinker, æ Gris skriger, saa en ka høres øwer æ hil Mues. — Nu maa Fruen ett vær altfor vred, fordet mi Dætter war nø stønsk imud Dem. A skal prøv, om a ett skal faa hind ved æ Sind.

Fruen.

Lad mig se det, lille An Kjestin! Det havde jeg ventet af dig. Du ved jo, at vi her paa Gløttrup ikke forlanger den Slags Tjenester gratis.

(An Kjestin gaar. Det er nu ved Solnedgang. Rødt Lys ind gjennem Træerne.)

Den unge Proft

(i Døren med Pengekassen under Armen. Er i Ridebuxer, graa Jakke med Spændetamp).

Aa, Mor, faar jeg Lov til at udbetale Folkene deres Penge herinde, bare denne ene Gang. De Tapetserere ligger jo endnu med deres Roderi i Kontoret.

Fruen.

Ja, værsgod, min Dreng, naar du bare skaaner Møblerne.

Proft.

Tak.

(Sætter Kassen paa Bordet.)

Fruen.

Ja, Erik, nu har jeg talt med Dorre.

Proft.

Naa, hvad sa' hun?

Fruen.

Ja, man kan just ikke rose hendes Imødekommenhed. Hun er en rigtig stivsindet Proletarunge. Men Moderen er paa vor Side, saa det klares jo nok, naar du nu vil ordne Sagen med den anden Døgenigt. Men gjør det snart, lille Erik!

Proft

(med et Klask paa Hoften).

Ja, der er for Resten noget i det. Hvorfor ikke gjøre det med det samme.

(Gaar ud i Gangdøren og raaber):

Hej, du dér, vil du bede Laurst komme hérop, strax.

(Atter ind.)

Fruen.

Ja, saa er det bedst, jeg gaar min Vej. Den Art Handler maa helst være uden Vidner. Men gaa nu heller ikke hen og byd for meget. Laurst er glad, om han faar Jord til en Ko og forøvrigt knyttes fast til Gaarden. Din Far var saa brillant til at ordne den Slags Forretninger; du er lidt for flot anlagt.

(Fruen ud; lidt efter)

Laurst

(i Arbejdstøj).

Der war kaskisæ nøj, Herren vild mæ?

Proft.

Ja, begribeligvis, Fæpande. Naar din Husbond sender Bud efter dig, saa vil han dig noget. — Naa, derfor behøver du jo ikke at staa saadan og glo. Det er ikke saa slemt denne Gang. Jeg vilde bare spørge, om du ikke kunde ha' Lyst til at gifte dig.

Laurst.

Naa, Hosbond vil ha Lojer af mæ.

Proft.

Nej, saagu' om jeg vil. Det er mit Alvor. Er du kanske ikke gammel nok til at gifte dig. Hva'?

Laurst.

Jow, det mankirer der ett nøj paa.

Proft.

Og kunde det ikke ogsaa snart være paa Tide at sætte Gjordene lidt paa dine Føjtelyster. Du er jo en farlig Buk.

Laurst

(skoggerler).

Proft.

Der er jo ikke en Tøs, der kan modstaa dig. Det er disse brune Øjne (slaar ham paa Skuldrene, saa Støvet ryger). Du er en Svend, Laurst?

Laurst

(vrider sig i Latter under Husbondens Smiger).

Proft.

Men som sagt, nu har du haft din Løbetid, og du skulde jo da ogsaa engang tænke lidt paa din Fremtid.

Laurst.

Ja, det haar Hosbond faat ved den rett End aa.

Proft.

Naa, hvad saa?

Laurst.

Nej, ett for det. A kund jo godt gywt mæ, nær det skuld vær. A mangler jo ett andt end en Fruentimmer, ja, og saa da en Krumm Hjemmen aa byd hind ind paa, det forstaar sæ!

Proft.

Ja, men hvis nu jeg — i al Tarvelighed — gjør Udvej for begge Dele?

Laurst.

Ja, det war da saa Fandens nem. Saa kund a jo spaar mæ enhwer Ulejlighed.

Proft.

Sig mig, kjender du Dorre?

Laurst.

Hehehe, om a kjender Dorre? Helsen maatt a da vær tossi. Tho Hosbond ved da, te vi tow haar tjent sammel i de sidst —

Proft.

Sludder! Kunde du lide at gifte dig med Dorre?

Laurst.

Ja—a—a, det war da snaar den villerst, der kund bydes mæ te. Men hun bryder sæ aalle en Kjærn om mæ. Saa det er jo saa uheldig, som det ka vær. Nej — hæhæhæ! — hun sætter missel æ Nies saa møj høtter.

Proft.

Hvad ved du derom?

Laurst

(underfundig).

En skal ett sej aal det, en ved.

Proft.

Er det mig, du sigter til!

Laurst.

Nej, Gud bewor mi Mund!

Proft

(helt hen imod ham).

Vær du glad, du ikke sa noget. Jeg havde slaaet dig ihjel!

Laurst.

Jøsses, bette Børn endda, det var streng Snak.

Proft.

Nuvel. Du ved, at Dorre er kommen i Omstændigheder. Skylden kan ligesaa godt være din som en andens —

Laurst.

Nej, ved De nu hwa, gued Hosbond! Nu maa De Fanden gaal mæ ha mæ undskyldt. A kan ha nok aa klaar for mi egen Paart ...

Proft.

Hold Mund! Som sagt: Situationen er alt andet end morsom for hende. Jeg har ondt af Pigen. Det er Synd for hende. Hun er en flink Pige. Og vil du gifte dig med hende, saa skal jeg drage Omsorg for, at du ikke skal komme til at fortryde det.

Laurst.

Ja, men som a sejer, hun vil ett si mæ for hinne Øwn.

Proft.

Du har friet til hende! Du har maaske oven i Kjøbet spillet Kjæreste med hende; hva'? (griber ham i Halskluden). Vil du ud med Sproget, eller jeg skal ryste dig, saa Toet skal ryge af dig! — Syntes jeg ikke nok, at der ogsaa var andre, som stod Pigebarnet for Hovedet — — (sagte, ærgerlig) Aah, for Satan!

Laurst

(hvæser).

Jamen, Gud bewors, Hosbond, vil De da klemm æ Lyw af mæ! A sejer Dem jo, te hun hwerken vil hør heller si mæ.

Proft.

Jaja, saa taler vi ikke mere om Sagen foreløbig. Men ifald Dorre skulde skifte Sindelag, saa ved jeg altsaa, at du ikke er uvillig. Bækhuset bli'r jo ledigt til Oktober, og du ved, at det er anset for at være et af de bedste Lejehuse her til Gaarden.

Laurst.

Ja, som a sejer, hwis Dorre vil, kan Hosbond altid stol paa mæ.

Proft.

Vel. — Saa har jeg ogsaa lidt andet at tale med dig om: Jeg har lagt Mærke til, at der er noget i Gjære mellem Folkene. I gaar vel ikke og rotter jer sammen imod os, hva'?

Laurst.

Det faar Hosbond laant bejer aa ved af anne end af mæ.

Proft.

Med andre Ord: Du er selv med i Komplottet.

Laurst.

A ved ett af nø Komplot.

Proft.

Du lyver. Du saavel som de fleste af de andre har noget for med Goj, denne beredne Landstryger paa den halvvilde Hest — et Dyr, jeg forøvrigt misunder ham — han er kommen her til Egnen for at tude jer Ørene fulde med sine Fantasterier. Han har hele Sommeren kjøbt Jord op omkring Rundmose og har Planer om at samle alle Egnens Landarbejdere om et fælles Fabriksforetagende, en intensiv Udnyttelse af Tørven for ad den Vej at berøve Herregaarden sin Arbejdskraft.

Er jeg maaske saa ikke rigtig underrettet?

Laurst.

Jow, tho det laader næjsten te'et.

Proft.

Og saa tror I fattige Lus, at I kan agere Driftsherrer, hva'! sparke bagop til Herregaarden, hva'?

I kan Fanden brække mig ikke undvære den gamle Slavepisk og en Husbond til at træde jer paa Nakken!

(Træskolarm i Gangen.)

Naa, nu begynder de andre at trænge paa. Men det var det, jeg vilde sige dig, Laurst, du kunde gjerne staa noget paa Husbonds Parti og holde lidt igjen, naar Hvervningen til denne Gojs dødfødte Projekter nu skal til at ta' Fart.

Naa, skrup af!

(Laurst ud.)

Proft

(hen i Døren og siger):

Ja, I faar komme herind; de Svinemikler gaar jo stadig og roder paa Kontoret. Men Træskoene af, begribeligvis.

(Folkene myldrer ind og stiller sig ved Udbetalingstbordet. De er alle i Arbejdstøj; her er den Blinde, Jens Romlen, Bertel Bjat, de fire polske Roepiger og deres Opsyn Hr. Grabb, et Par Dræningskarle i store Vandstøvler etc.)

Proft

(til den Blinde).

Naa, blinde Muldvarp, hvad mon du har udrettet, at du møder her ved Pengeskuffen?

Den Blinde.

Jeg har læsset Møntørv i tre Dage!

Proft.

Saa, har du det. Det Arbejde har der vist været Skred i. Det er sært, jeg aldrig har lagt Mærke til dig, uden naar de rørte Madklokken.

Den Blinde.

Det var ogsaa for meget forlangt, at Husbond skulde lægge Mærke til saa simpels Folk som mig; men det er nu, som jeg siger. Men jeg er godt fornøjet med 75 Øre om Dagen.

Proft.

Du er sgu ogsaa fornøjet med 50. Værsgod. — Det er Dælen brække mig en Synd at gi' dig dem. For de gaar jo gjennem Halsen paa dig hver Øre. Jeg synes, det var paa Tide, at Goj tog sig af dig — han er jo dog din Bror — og ikke lod os alene om din Forsørgelse. Vi skulde med Fornøjelse gi' Afkald paa din værdifulde Assistance.

(Den Blinde ud.)

Proft

(til Dræningsmesteren).

Naa, I gaar og søler dernede endnu. Blev altsaa heller ikke færdige i denne Uge.

Dræningsmanden.

Nej, den Jurdbund er misajn hwerken te aa hugg heller stikk i.

Proft.

Deri ligner den jo udmærket dig selv. Jeg ved Dælen brække mig ikke, hvordan det kan være, for jeg synes, at I altid er dobbelt saa længe om et Stykke Arbejde hos mig som andetsteds.

Dræningsmanden.

Jamen, det maa jo da vær raar Stejer, der hwor en gjan vil blyw saa læng som mulig.

Proft.

Kun Skade, at Tiltrækningen ikke er gjensidig. Værsgod!

(Dræningsmanden ud.)

Proft

(til Bertel Bjat).

Dit er vel det sædvanlige?

Bertel Bjat.

Jow, aaejow.

Proft.

Værsgod! — Hør, Bertel, jeg har lagt Mærke til, at du har skaffet dig en Hund.

Bertel.

Ja, tho det er en bette Hwelp, som æ Bøen gaar og haar dje Kommers mej; de er da saa glaad ved 'en.

Proft.

Ja, men jeg er Dælen brække mig ikke glad ved den. Om lidt strejfer den naturligvis ud efter Harerne, og du ved, jeg ikke taaler løsgaaende Køtere her paa Herregaarden.

Bertel.

Som a sejer, det er jo baare en ussel bette Hwelp, som æ Bøen er bløwn gin — og tho de haar jo lidtajter Fornywels te davle — og den er nu ligfram bløwn dje Yw'stien.

Proft.

Ja, hvad Fanden kommer dine Unger mig ved. Jeg har forbudt mine Daglejere at holde Hunde; dermed Basta!

Bertel.

Ja, saa maa a wal hjem og ha'en laâ ød! Men det er da snaar den tungest Boj, a kund kom hjem te de Smaa mej — og mi Kuen — ja, a er da saamænd vis paa, te hun laant heller vild kyl all hinne Urtepotter ud paa æ Landvej end lægg æ Strikk om æ Hals af den bette Dyr.

(gaar.)

Proft

(faar Øje paa Polakinderne).

Naa, der har vi jo den smukke Katinka, som har afstedkommet Folkevandring blandt Egnens Karlfolk.

Hun har nogle Satans pæne Øjne, og der er nok allerede skiftet flere Knivstik for disse Øjnes Skyld, ikke sandt, Hr. Grabb?

Grabb.

Jawohl, gute Herr! Hun har geheistes Blut.

Proft.

Hvad siger De? Har hun Heste-Blod. Det tror Fanden!

Grabb.

Aber hun mache rrr-ret gut Arbejte blandt dem Roer.

Proft.

Ja, hun makker ret mellem Roerne; det er efter den gamle Bonderegel: Slem efter Mandfolk, flink til sit Arbejde.

(Ser i Regnskaberne.)

De staar for ½ Td. Kartofler, og saa har De faaet fire Halmknipper til Sengene.

Grabb.

Den Halm sollen sie gratis bekommen.

Proft.

Hvad mukker De! Skal De "bekomme" Halmen gratis! Katinka og hele hendes Regiment af Elskere skulde holdes med gratis Halm fra Herregaarden! Nej, Hr. Grabb, saadan leger vi ikke paa Gløttrups Enemærker.

Og jeg saa, at der forleden blev hevet en Hoben Gulerodstop ud af deres Wigwam. Maatte det være mig tilladt at spørge, hvem der forsyner de Damer med Gulerødder? De skulde vel aldrig stamme fra Herregaardshaven?

Grabb.

De Gulerøter bekommer de alzusammen af den Villads.

Proft.

Ho-hoh! Kald mig paa den Herre.

(Man henter Villads ind fra Haven).

(Pavse.)

Se, se, lille Villads; saa du betaler de polske Piger deres smaa Opmærksomheder in natura. Skulde vi ikke se at faa lidt at vide om den Sag, gamle Tyveknægt!

Villads Vedhud.

Aaejow, aaejow; det næjter a ett, det næjter a slet ett; aalle aa æ Stæj, te a jo haar gin æ sølle Piger — æh — en jenle Morre[86], en jenle Morre. Tho der er jo søn'en Sand[87] aa'et, te de kyrer'et for æ Høvder i Støwtfuldlas[88]. Aaeja, aaeja!

Proft.

Du har sikkert heller ikke indskrænket dine milde Gaver til Gulerødder alene; andre Havesager er nok gaaet samme Vej. Hvordan tør du understaa dig i at drive en saadan Geschæft?

Villads.

Ja tho det er jo da bløwen en Aftaal, te a sjel skal ha aa æ Haw det a ka brug, det a ka brug — æh — og nær a saa ett sjel kan faa'et fortær, faa'et fortær, tho saa sir en jo atter aa komm aa med'et te anne skikkele Folk, skikkele Folk. Aaejow, aaejow!

Proft.

Ja, du er Dælen brække mig en kjøn Plante at ha' gaaende i sin Have, hva', gamle Uglefjæs! Men du har vel snart stjaalet saa længe her paa Gaarden, at du har faaet Lovshævd for det.

Villads.

Aaeja, aaeja! Men a er da Fanden hwint'mæ hwerken bløwen tyk heller fied aa'et, hahaha!

Proft

(til Grabb.)

Ja, saa kan vi sætte det hele til fem Kroner. — Værsgod!

Grabb.

Takker saa meket, gute Herr!

(han og Polakinderne ud.)

Proft.

Naa, Jens Romlen, saa er det nok bleven din Tur. Du staar skrevet for en Fjerdingkar Byg til Hønsene.

Jens Romlen.

Naa. Det troed a endlemaal a fæk sletted den Gang a war mej i æ Lynghied.

Proft.

Betalte jeg dig ikke noget for dit Arbejde i Lyngheden?

Jens Romlen.

Jow, Gudbewors, jow, a fæk jo mi Dawløn for den jen Daa; men a war jo guednok mej i halvanden.

Proft.

I min Bog staar: "Betalt Jens Romlen for Lyngheden 1 Kr. 65"; saa det er øjensynligt, at jeg har betragtet den Sag for afgjort.

Jens Romlen.

Naa; ja saamænd, saa kan det jo ogsaa vær det samm med den halv Daas Arbed.

Men det war endda ett det jennest[89]; a haaj ogsaa en anden Ting a møj gjan vild spørg Herren om.

Proft.

Ja, det har du vel sagtens. Der er jo altid noget i Vejen med jer enhver især.

Jens Romlen.

Ja, aaeja. Men det er nu en Ting, a haar wot loved lig sin Dje Faa'rs Død og far ogsaa da — a miner æ Skjød paa mi bette Stej[90].

Proft.

Haah-Haah! Se vi det, bitte Jens! Du er da formodentlig med i dette her Mosekomplot med den store Goj som Chef.

Jens Romlen

(søger at overhøre denne Ytring).

Tho det war jo en javn Aftaal med Dje Faa'r, da a tog An Kjestin, te naar vi haaj bowed i æ Hus i tyw Aar, saa skuld'en vær wor egen. Nu haar vi saamænd bjerred ved[91] baade i tyw og i trørre, men æ Skjød haar a ett faat endnu, endda a haar pirked ved baade te jen Tid og enaan.

Proft

(stærkt).

Hvad — vil — du — med det Skjøde.

Jens Romlen.

Ja, tho hwad vil'en med en Skjød; naar en haar nøj, der er jens egen, saa vil en ogsaa gjan ved, det er jens egen.

Proft.

Der er Lumskeri under dette her.

Jens Romlen.

Ja, saa maa'et vær fræ anne dje Sider, for a ajter saamænd ett nø Lumskeri, naar a baare maa faa mi Ret.

Proft.

Din Ret, din Ret! Vover saadan en Stodder at tale til mig om Ret! Havde det været i min Fars Tid, — han havde givet dig en Omgang Hundepisk.

Jens Romlen.

Det er endda en haard Tiltaal te en Mand, der haar laâ si Arbed her paa æ Gaard i de sidst tredve Aar.

A kam her, a kund knap løvt en Køll; a haar hat ûnd Daw[92], om nue haar hat et, a er altid bløwen saat te den taang End; det er lissaa sikker! Det war i Dje Faa'rs Tid og det er i Djes[93]. — Det jennest a haaj aa gled mæ te, det war den bette Stej. A haaj jo ett andt end æ Søndæ[94] te aa pass en i; men An Kjestin haar wot mæ en gued Kuen; hun haar æsselt ved[95] lissaa wal som a sjel, og nu er vi kommen saa vidt, te vi kund faa en bitte Krumm Fornywels aa'et, nær det kund blyw jens egen.

Aae, unge Herre, De begaar en stur Synd imud mæ, om De næjter mæ mi — — ja a haar jo ette anne Urd for'et end — mi Ret, for saasandt der er en Gud i Himlen saa er'et den Ret, a haar stridt for, sin[96] a bløw woxen Mand.

Proft.

Aa, "Ret" og "Ret" og "Ret"! disse forbandede Fraser, som er kommen til Rend i disse løbske Tider. Hvad tror du, der blev tilbage af Gaarden her, om jeg lod enhver løbe med, hvad han kommer og paastaar er hans Ret? Ikke en Trævl, Fanden brække mig!

Jens Romlen.

Det er møj mulig, gued Hosbond; det kjender a jo ett. Men a er en fatte Mand, som haar opføj en stur Bøenflok. Kund a nu faa æ Skjød[97], saa kund vi tow gammel kom øwer wor Sager og betaal enhwer sin.

Proft.

Ja, og gi' Herregaarden her og Pligtarbejdet en god Dag. For naturligvis gik du saa med flyvende Fane strax over til denne Goj og bragte ham et værdifuldt Jordstykke oven i Kjøbet. Men det skal vi to dog bides lidt om!

Jens Romlen.

De vil saa ett gi mæ den Skjød, a ber Dem saa mindele om?

Proft

(fast).

Nej.

Jens Romlen

(nærmere mod ham).

Saa er De ogsaa den største — — —

Proft.

Nu mæler du ikke en Stavelse mere, eller jeg lader dig smide ud af din Ejendom som en Tigger! (peger mod Døren). Gaa!

(Jens Romlen ud.)

(Tæppe.)

TREDIE AKT.

Karlekammer paa Gløttrup. Dør ud til Stalden i Krogen til venstre. Et gabende Hul i Bagvæggen. Kalkpudset fattes allevegne. To Jernvinduer til venstre. Møblementet bestaar af seks dobbelte Træsenge (tre til hver Side) med Halmen ud gjennem Sprækkerne; et Skab med nedhængende Skidentøj ovenpaa til højre mod Bagvæggen; et lille Bord mellem Sengene til højre; et Par umalede Stole; en 4—5 lave Kufferter omkring Væggene. Mellem Vinduerne og over Sengene hænger Træskostøvler, Bringetøj og Kjørepiske. Ved Bjælken et Par sværtede Staldlygter, hist og her paa et Søm en Klynge Søndagstøj; paa Bordet svømmer det med Tobakspiber, Skraakarduser, Spillekort og Smørebørster. Mod én af Sengene, hvori to snorkende Personer, læner sig en Cykle.

Per Hjorddreng løber paa bare Ben frem og tilbage med Vand, som han henter ved Posten ude i Stalden.

Laurst og Klæppen staar vesteløse og barberer sig ved nogle Spejlstumper stillede mod Jærnvinduerne.

Røgter Søren sæber sig ind, mens han kikker i Spejlstumpen over Laursts Skuldre.

Laurst

(som støder til ham).

How, du Kopisker; rend ett te mi Aarm; ser du ett, a staar med æ Knyw!

Røgter Søren.

Da skuld a wal ogsaa gjan si. Og du spejler misæl ett godt i den Sid, du vender te mæ.

Klæppen

(vender sig om mod Per).

Aa, hent ogsaa nø Wand te mæ.

Mange Stemmer.

Og te mæ!

(Per blarper omkring og sætter de fulde Fade.)

Jens Tammesen

(tørrer sig paa Indersiden af sin Vest. Til de to snorkende):

Hov! Kunde I to nu ikke snart begynde at lette lidt paa Skinkerne. Hva'! For det er vel ikke Meningen, at I vil ligge dér, mens vi andre holder Møde.

Hører I, Murmeldyr!

Goliath

(med stort hængende Overskjæg).

Aa, gaa ad Helvede til med jeres Møde! Jeg er ligeglad!

Jens Tammesen.

Ja, du er ligeglad, naar bare du har noget at hælde paa Krukken. Din Strube er snart saa bundløs som et Støvleskaft. Nu har du igjen siddet paa Kroen den halve Nat.

(Lange Anders render uforvarende mod Cyklen, saa den med stort Rabalder dejser over mod Nabosengen.)

David

(rejser sit blonde Hoved i Sengen hos Goliath).

Hvad skal det til at vælte min Cykle, din skeløjede Abekat!

Lange Anders.

Hun slog sig inte no' videre. Hun stødte sig bare lidt paa Gummien.

Laurst

(færdig med Barberingen).

Hwad skal ogsaa det betyd aa slæb di Cykel mej ind i æ Kaalkammer. Haar vi ett Swineri nok endda.

Røgter Søren.

Han haar maaske "laant" 'en, og nu er han ræd for, de skal komm og ta'en fra ham af.

Jens Tammesen.

Den ligger ved ham om Natten.

Laurst.

Nej, det gjør Katinka; helsen tror a saamænd wal, han tog'en med sæ under æ Hylsklæd[98]!

Lange Anders.

Det maa nu alligevel være rart med saadan en Cykel, naar man har saa mange Kjærester som David, for saa kommer man immervæk saa gelassen fra den ene til den anden.

(David og Goliath snorker for ikke at høre Skoserne.)

Jens Tammesen.

Kom nu op, I Sovetryner.

(Højere Snorken.)

Jens Tammesen

(gjør Mine til Lange Anders, denne forstaar Vinket, gaar bagom Sengen og vipper den over, saa de to sovende triller hen ad Gulvet).

Goliath

(i Underbuxer, tænderskjærende foran lange Anders).

Du skulde vel ikke ha' Lyst til at faa et Par smaa Klinkæg brungen op paa Morgenkvisten, hva', for saa kan du barestens sende Bud efter ham her.

(Ryster Næven under Anders' Næse. Man samler sig om de to.)

Goliath.

Jeg skal, Satan forsyne mig, ta' Maal af nyt Gebis til jer allesammen.

(Gjør et Udfald.)

Klæppen

(gaar bag til ham, gi'er ham et beregnet Bagslag, saa han sætter sig haardt ned mod Gulvbrædderne).

Stødte du dig paa Numsen, gamle Goliath! Koldt Vand i Blodet, Kammerat.

(Tømmer Vaskefadet over Hovedet paa ham, ta'er ham i Krebsen og fører ham hen til Udgangen, slænger ham ud.)

Tør dig nu pænt under Næsen paa én af Korumperne!

(Sengen løftes atter op. Gulvet ligger strøet med afkrængede Buxer, Strømper etc. Laurst gaar omkring og gi'er det et Spark ind under Sengene. Alle er nu i Pudsen. Enkelte med skrigende Slips; de fleste med hvide Kraver uden hverken Flip eller Slips.)

Jens Romlen

(ind).

Godmaan! Ja nu haar vi karenmæ snaar æ Goj. Han kommer hernied baag æ Røgel[99] paa hans bette geswindt Hejst aal det en kan pin'spring. Jow, det er lissaa sikker!

(De sidste Pjalter faar et forsvarligt Spark ind under Sengene.)

Klæppen

(ta'r Jens Romlen hen i Forgrunden, mens han banker Piben ud i Haanden).

Hør, Jens Romlen, tror du a kan komm mej, te det her Tørvsjov?

(Kaster Udkrasningen i Munden og stikker Piben i Frakkelommen.)

Jens Romlen.

Ja, tho du kan da majt æ Spaad!

Klæppen.

Ja, for nu er a Dælen rend mæ snaar træt af de her Herregaard.

(Hestetrampen.)

Jens Romlen

(kiger ud).

Der haar vi fandenmæ lig æ Swend, det er lissaa sikker!

Klæppen.

Hwad er det for en Swedi[100], ham Goj, haar han nø Kondovitter?

Jens Romlen.

Pø! Hwor kan du sej'et! Han er aaljen lissaa klog som ti af di Starels[101].

Klæppen.

Det war Satans!

Goj

(kommer ind mellem en Klynge Karle og nytilkomne Landarbejdere; han gaar hen til Jens Romlen i Forgrunden).

Godda'; naa, hvordan forløb det saa med Skjødet?

Jens Romlen.

Ja, haar en kjend Maagen, han næjted mæ'en, æ lied Skjevl[102]; næjted mæ mi soleklare Ret lig op i mi oben Øwn.

Goj.

Ja, selvfølgelig. Det var jo saadan, jeg vidste, det vilde gaa.

Jens Romlen.

Jamen du kan fandenmæ tro, te a ga ham hans Refurium[103]! A war lig ved aa sej te ham: du er den største Kjeltring, a haar kjend!

Goj.

Men du sa' det ikke?

Jens Romlen.

Nej! for a bløw jo niest aa[104]. Han pejt ad æ stur Dar. Og saa maatt en jo gaa. Men saadan er han fandenmæ vis ett bløwen tal te far, æ Swend!

Goj.

Det er en nederdrægtig kjedelig Sag med det Skjøde. Din Lod ligger jo derinde midt i det altsammen, og Meningen var jo den at lægge Maskinhuset saa vidt muligt paa din Ejendom. Bliver han ved med at fastholde sin Vægring, er han sgu i Stand til at vælte os hele Planen, i hvert Fald som jeg oprindelig havde tænkt mig den. Hvor har du ogsaa kunnet handle saa letsindigt ikke at sikre dig Skjødet, mens den gamle levede.

Jens Romlen.

Ja, den gammel han war sgu heller ett nem aa ta Maankys[105] ved. Men det war jo dum, det skal a gjan indrømm. Men hwad, en troed jo da ett, te æ Pak vild snyd jen for si lovformele Ret lig op i Neb og Kief[106].

Goj.

Gaa hellere ud fra som en Selvfølge, at en fattig Mand altid bliver snydt. Hvordan Pokker skulde der ellers blive saa mange rige!

Men den Sag maa nærmere overvejes. Forhaabentlig viser der sig en Udvej; skjønt jeg ser den ikke i Øjeblikket.

(De andre har nu samlet sig i en samtalende Klump mod Scenens Baggrund; de fleste har faaet Piberne tændt. Efterhaanden lejrer de sig paa Kufferterne og Sengene.)

Goj

(vender sig til dem).

Ja, Kammerater, jeg har jo næppe behov at præsentere mig eller vidtløftig forklare jer, hvorfor jeg er kommen her. I ved jo allesammen, hvem jeg er, og hvorfor jeg har ønsket dette Møde med jer.

(Stemmer: Ja, ja!)

Det er jo nemlig ikke første Gang, jeg staar i denne Mindernes Hule; nej, jeg kjender den i hver dens skidneste Krog, saa ikke Rotten, der gnaver under dens Syldsten, kjender den bedre (Hør!) — Her har jeg gaaet før I og min Slægt før mig, Aar efter Aar over disse tilsølede Gulvfjæl. Gjennem det rustne Jærnvindue dér har jeg — som I nu — bestandig haft den samme Udsigt til en Mødding i Forgrunden og den takkede Herskabsgavl i Baggrunden.

(Hør, hør, Bravo!)

Goj

(afbryder).

Aa, er I ikke saa god dernede at lukke Døren op ud til Stalden, at vi kan faa — om jeg saa tør sige — lidt frisk Luft. — Tak skal I ha!

— — — Hvor jeg kjender den igjen, denne klæbrige Dunst, der sidder her rundt om paa de sværtede Bjælker som tunge Edderdryp eller gaar i Gjæring som Kager af Mugg inde i de lysforladte, spindelvævsfyldte Hjørnekroge. Denne Dunst fulgte mig i mit Tøj langt paa den anden Side Linien, og helt kvit blev jeg den ikke, før jeg en Dag smed de sidste Klude fra Hjemmet paa et Baal under Australiens Sol. Da jeg sad der foran Flammen og hørte, hvordan Knapperne sprang i Ilden, da sitred mine Nerver af en sær Glæde; jeg var pludselig som hin frigjorte Slave, der sidder og varmer Hænderne ved det Baal, som næres af hans splintrede Aag.

Og jeg rejste mit Hoved og skred som en ny Mand hen over en ny Jord. Den, som blot eet eneste Livs-Sekund har følt den Jubel ved at staa lænkefri, han har været i Guds Rige!

Kammerater, se omkring jer! Se, hvordan man mishandler jer i eders Organismes beskedneste Krav til Lys og Luft; se paa disse Vægge, disse Bjælker, dette hæslige Gulv, der har drukket alle Aarstiders Stank; alt sammen sender det sine edrede Sygdomsspirer imod jer og gjør jer gamle og sløve før Tiden.

Her mellem disse skidne Vægge har I den Form, hvori I støbes til de Smaafolk, I er. Her lærer I at krykke sammen til en Mands halve Længde, sjæleligt endnu mere end legemligt; her øver I jer i at blive fejge og svinske og sjæleraa og se med ærbødig Frygt op til de heldige, dem der som hine histovre (peger ud ad Vinduet) bor bag de takkede Gavle og de hvide Gesimser.

(Stærkt og langvarigt Bifald, under hvilket David og Goliath lidt tøvende kommer frem i Døren.)

Jens Tammesen.

Hvad har I her at gjøre. Ser I ikke, vi har Møde!

(David gaar under de andres isnende Blikke hen og ta'r Cyklen, arbejder sig atter mod Døren under Knubs og Nakkedrag og haanende Tilraab):

"Han skal ud til Tøserne!" "Vil du hilse din Mor" — — "Og Katinka!"

Goliath

(truende frem; ser ædende ond til dem alle).

Jens Tammesen.

Kan du ikke se, vi har Møde!

Goliath.

Hvad Fan'en raver det mig!

Lange Anders.

Du har nok obselveret, at Klæppen inte er tilstede. Men vi kan snart hente ham.

Goliath

(slaar Anders i Synet, saa han dejser).

Hold Kæft i Helvede! (peger mod Goj): Er det den Urangutang dér, der holder Møde? Saa er det vel ogsaa én, der skal leve af vos andre. Pø! saadan en Hundestejle, der kommer ridende som en anden Kaptajn. Du klør vel inte lidt paa Tandstellet, hva', Bændelorm! Ska' jeg række dig et frisksmurt Nyseplaster!

Goj

(der længe har maalt ham med Øjnene, siger roligt):

Nu vil jeg raade dig til at søge dig et andet Publikum for dit onde Lune. Jeg kunde maaske ellers faa Lyst til at gi' dig en lille Lexion i Selverkjendelse.

Goliath.

Mukker han!

(gjør et drabeligt Udfald).

Goj

(gi'r i det samme Goliath et Boxestød, der sætter ham paa Knæerne; Beundringsraab fra de forsamlede).

Goliath

(rejser sig skamfuld op).

Hvor har du lært det Tav?

Goj.

Aa, jeg har tæmmet Vilddyr, der var værre end du, sølle, brændevinsslatne Klud! Vil du saa se at finde Døren lidt gesvindt!

Goliath

(hugger en Brændevinsflaske og et Par gamle Støvler).

Man har vel Lov til at faa, hvad der er éns eget.

Nu kan I hilse Husbond og sige, at jeg har vaaren her, men jeg er her inte mere. Nej, inte synderlig! Nu gaar jeg Dælen storme mig ud og smører Gedakten.

(I Døren, peger paa Goj):

Saa kan du godt præke videre, Mosjø — Marekat!

(Døren smælder i.)

Goj

(fortsætter).

Kunde jeg ønske mig en bedre Illustration til de Ord, jeg før afbrødes i?

Gaarden her suger jer ind, jer selv, jeres Sønner, jeres Døtre, og den slipper jer ikke, før I har ofret den jert Hjærteblod. Rummet her smitter af paa jer Sjæl, I bærer det om med jer i jert Sind og jert Syn, og naar I en Dag gifter jer, ta'r I jer fattige Bylt under den ene Arm og Konen under den anden og vandrer ind i Lyngen, ud mod Mosen til et Hjem, som maaske til en Begyndelse er rent og lyst, men som Aarene gaar, kommer den skjulte Grundtype frem, og Grundtypen det er Hulen her!

(Bravo!)

Men som jeg brød ud og splintred det gnavende Aag, saadan kan I alle bryde ud, om I vil, og bygge jer Hjem efter en ny Type.

Mens jeg laa derude bag Faarefoldene i dette nye og stærke Land, da fatted jeg en Plan til eders Redning, efter hvilken I kan blive frie og selvstændige Mænd.

Her under Herregaards-Systemet vil der aldrig kunne ske noget til Samfundets Trivsel og Væxt. Her er Jorden gaaet i Forraadnelse, som alt raadner, der lægges i Dynge og Klump. Men histude ved Himmelranden, hvor Herregaardsmarken ender, og de store Moser ta'r fat, der ligger endnu ny og ubrugt Jord og venter paa modige Næver, der tør binde an med den.

Jeg har i denne Sommer opkjøbt en stor Flade af denne Jord, saa meget at der er mer end nok til os allesammen. Her staar Tørven favnedybt i Pytterne og venter kun paa at løftes op paa Brinken for at blive en Velstandskilde for Egnens Smaafolk milevidt omkring. Selv beregner jeg mig ikke det ringeste Overskud. Jeg er lønnet mer end tilstrækkeligt, naar jeg maa se mig omgiven af en lykkelig Arbejderstab, der hvor jeg før saa Trælle og værkbrudne Mænd.

(Bravo, Bravo!)

Klæppen.

Det war da'tt mulig, te a kund komm mej dér.

Goj.

Enhver hæderlig Arbejder, der ta'r sin Spade og melder sig, skal være velkommen; han er endda ikke blot Deltager, men ogsaa Medejer.

(Begejstret Mumlen.)

Vi har allerede taget fat paa at bygge en Række nette og sunde Hjem langs Moseranden til Arbejderne; flere vil følge efter, som Tilgangen stiger.

Naturligvis kan vi ikke modtage et ubegrænset Antal Arbejdere; de første 100 Mand skal dog ikke komme til at gaa forgjæves, og Folk hér fra Gaarden skal fortrinsvis blive foretrukne. Det eneste, der maa kræves af jer, er dette, at I betids opsiger jeres Kontrakter med eders nuværende Husbonde.

Dermed har jeg fremsat det væsentlige af, hvad jeg havde at sige jer; jeg haaber nu, at I vil gi' mig jeres Mening til Kjende.

Jens Tammesen.

Jeg synes nu, vi allesammen skal sige Goj Tak, for det han her har sagt os i Dag. Jeg ved ikke, hvordan I andre har det, men paa mig har hans Ord gjort et stort Indtryk. Der er faa, der regner os for Mennesker; det er rart, der er nogen, der gjør det. Og det, hm! saadan at høre om sit eget Menneskeværd, og sin Selvstændighed, det har jeg nu altid syntes, at det var noget af det bedste, én kunde høre om. — Jeg havde tænkt at rejse til Amerika. Men nu ved jeg, at jeg rejser til Goj.

(Mange Stemmer: Det gjør vi ogsaa!)

Skal vi saa gi' Goj et kraftigt Leve: Han leve! Hurra—a—!

Villads Vedhud

(styrter ind).

Hør Goj, hør Goj, du maa fandenmæ ud og si te di Hejst, om ett du vil ha en kwol[107] paa æ Flæk. Den haar snær sæ sjel ikold for æ Laaddar[108]. Den haar faat æ Skank i æ Bjedsel og æ Saadl[109] øver æ Ører. A ved Fanden hwint mæ ett, hwordan det er, den staar og hæfler i'et[110]. Og en kan ett komm te'en, en kan ett komm te'en; en sparker mod syv Verdenshjørner; det er da en forvoven Helmis, som nok skal faa laved Ulykker jetiddaws[111], aaeja, aaeja!

Goj

(ud til Hesten; Stemmerne fries, almindelig Passiar).

Bertel Bjat

(til Jens Romlen).

Da war det helsen ett det galest; om en saadan kund gaa hen og blyw si egen Mand.

Jens Romlen.

Nej, er'et ett ogsaa sand, Bertel, hwad vild det ett vær for vi fatte Mennesker, om vi kund faa wor Hæl[112] op og blyw selvstændige. Her haar vi gavn med æ Grim øver æ Ører fræ vi war ett and de elendigste Horker[113]; jow, det er lissaa sikker!

Bertel.

Ja, nu blywer han sgu snaar for speddelsk[114], den Ung. Du høt jo iguer, hwordan han tog afvej for æ Hund. Ja, a maatt jo hjem og hæng'en. Æ Bøen stod omkring mæ og græd, som war de pisked, og a war sgu lig ved og græd mej. — Men nær han nu ett kan und wos saa ring en Ting, fortjener han saa, en skal slid for ham!

Jens Romlen.

Nej, aalle aa æ Stej[115]. A gaar nu med Goj, om æ Herremand saa blywer saa gal som Filax[116]; jow, det er lissaa sikker!

Klæppen.

Det er en Fandens beløben[117] Fyr i æ Taal. Det er sgu lig en Ganning[118] for mæ. Det vil a sgu ha en Axi i; for æ Herremænd — dem skal en dælenmæ ha nær te æ Ild, om en skal faa nø Fjedt af dem!

Wolle Peter.

Ja—a—a, gi jer nu alstill te'et, bette Folkens, for det er nu ett bogstavret aal det, han disker op mej. Det skuld nu vær andt sær, om han ett sjel haaj en Kaag, han skuld ha fjetted.

Læg nu Mærk te, hwad a sejer; a plejer ett aa faares med Sladder!

Laurst.

A tykkes da ogsaa, det lyder saa underle, te nue Mennesk vil lav en saadan Forretning unden aa tjen paa'en. Tho nær han først haar faat wos te aa sej wor Pladser op, saa er vi jo hwerjen i hans Majt; saa kan han kyr wos, hworhen han vil. For tebaag te æ Herregaard ka vi jo ett komm, nær vi saadan haar sparked baagud te'en.

Stemmer.

Ja, Laurst skal hold med æ Herremand; hvormøj faar du for det, bette Laurst?

(Laurst forvirres.)

Wolle Peter.

Nej, det er sgu rigtig nok! Læg baare Mærk te de Urd, Laurst saâ der tesidst; der er møj om det. Der er mir Inder[119] i det Snak, end en fatter saadan lig med det samm. Det er endlemaal[120] ogsaa mi Taal. En skal ett tro Folk bejer end lig te; det er ingen Sag og træj op og taal stur Urd; men holder de i æ Uddrav[121], hm! lad wos kig atter det! Prøv nu, om a ett skal faa Ret. A plejer gjan aa kunn staa ved mi Urd.

Goj

(vender tilbage).

Naa, er der ellers nogen, der skulde ønske at gjøre en eller anden Bemærkning til mit Forslag?

Villads Vedhud.

Aaeja, aaeja! Det a kund ha aa sej — a haar jo snaar ett hør nøj aa æ Taal (Stemmer: Saa skulde du hellere tie stille!) aaeja, aaeja! Men a ved jo nok fræ anne Sider, hwad Goj faares mej. Det a sejer, det er, te du er for haard, du er fandenmæ altfor haard. Tho æ Bønder og æ Herremænd, det er da Fanden hwint mæ nøj af det villerst[122], vi haar i wor Land. Og saa vidt a kan forstaa, saa gaar al di Ajten og Trajten ud paa aa kwæl æ Bønder, aaeja, aaeja! Men det kan da Fanden hwint mæ aalle gaa an og kwæl nøj af det bejst en haar!

Goj.

Jeg vægrer mig ved at tro, at du har noget Mandat til at tale paa denne Forsamlings Vegne.

(Stemmer: Nej, nej!)

Er der andre, der har noget at bemærke?

Laurst.

Vi behøver wal ett saadan aa spring i'et. Vi kan wal faa Tid til at tænk wos om.

Goj.

Ja, fortræffeligt! Bare enhver, som ønsker at være med, vil beslutte sig saa betids, at han kan faa opsagt sin Kontrakt med Herremanden, før det er for silde.

Per Hjorddreng

(kommer forpustet ind).

A skuld hels fræ Herren, om Goj ett vild kom op te ham. Han vild snakk med Dem.

(Stor Uro i Forsamlingen.)

Goj.

Du kan hilse din Husbond og sige, at vil han tale med mig, da træffes jeg endnu i Karlekamret. Om et Kvarter er jeg gaaet.

(Per ud.)

Klæppen

(dæmpet).

Nu blywer der Satan sykk mæ Kommers!

Goj

(under Forsamlingens stigende Nervøsitet).

Ja, saa er vi vel færdige; men før vi skilles, foreslaar jeg, at vi synger en Sang, som jeg har taget i Lommen herhen. Jeg tænker, jeg har saa mange Exemplarer, at hver kan faa et.

(Deler rundt.)

Goj

(synger for, de andre falder ind efterhaanden; tilsidst er det eet rungende Kor).

Proft

(er kommen ind ved Begyndelsen af næstsidste Vers. Efter Sangen gaar han hen mod Goj).

De arrangerer Varieté for Folkene?

Goj.

Saamænd.

Proft.

Mon gratis.

Goj.

Ja, for indbudte.

Proft.

De lader til at være stærkt optaget.

Goj.

Har været. Nu er vi færdige.

Proft.

Men De havde ikke Tid til at komme op til mig.

Goj.

Nok Tid, men ikke Lyst. Jeg skal sige Dem, Hr. Proft, da jeg sidst blev kaldt op i Herskabslokalet — det er nu en lille Snes Aar siden — var det for at faa min Ryg pisket til Blods. Det var Deres elskelige Faders sidste Opmærksomhed imod mig; og De forstaar: saadant et lille kjært Barndomsminde vil man nødig ha' vækket i Utide.

Proft.

Fik De Prygl, har De sikkert fortjent dem.

Goj.

Som man ta'r det. Dog havde Deres højtærede Far visse rundhaandede Egenskaber. Naar det gjaldt Prygl tog han ingen smaalige Hensyn til Fortjeneste. — Jeg havde forøvrigt sparket en af hans Jagthunde, fordi den først havde flænget mit ene Ben.

Proft.

Og nu er De kommen her for at sætte Splid mellem mig og mine Folk, lokke Arbejdskraften bort fra Herregaarden og selv skumme Fløden.

Goj.

Aa, hvad Fløden angaar, saa er den skummet saa grundigt af Dem og Deres, at der næppe vil være levnet stort til mig. — Og naar De allerede ved saa meget, saa ved De vel ogsaa den fulde Sandhed, som jo er den, at jeg ikke selv beregner mig det allerringeste Udbytte af mit Projekt.

Proft.

Aa pyt, den Tale kan De bilde Taaber ind, saadanne Taaber som dem her (peger omkring sig; fortsætter henvendt til Folkene):

Hvad Satan staar I her og glor efter! Har I ikke hørt nok af den Herres Skvalder! Ud til jert Arbejde, den Onde gale mig! Strax! Endnu er jeg dog eders Husbond.

Jens Romlen.

Ja, men det er jo da Søndag, gued Hosbond!

Proft.

Ud med jer alligevel! Naa lad det gaa lidt villigt!

(Puffer til de bagerste.)

(Til Goj): Ser De ikke, hvor De nedbryder hver Gnist af Respekt for Husbond og Herskab ved Deres uforskammede Trængen-Dem-ind her paa Gaarden!

Goj.

Aa, jeg synes ikke, De kan klage; der var jo dog ingen, der vendte sig i Døren og spytted Dem i Ansigtet, som De havde fortjent.

Proft.

Hvad understaar De Dem i at sige!

Goj.

Med hvilken Ret jager De med voxne Mænd og Familiefædre, som var det umælende Kvæg?

Proft.

Det staar jeg ikke Dem til Regnskab for. Hvad vil De mig?

Goj.

Undskyld, Hr. Proft, det var ikke mig, der havde Bud efter Dem.

Proft.

Hvorfor kredser De uophørligt omkring denne Gaard? Hvad er det, De vil?

Goj

(lægger Armene over Kors).

Nuvel! Jeg vil — hævne mig! Hævne min Mors Skjændsel og min Fars forsmædelige Død.

Proft

(blegner; ta'r en Revolver frem).

Nu skal De Dælen brække mig forføje Dem ud af min Gaard, eller jeg skyder Dem ned som en Hund!

Goj

(har lynsnart revet sin Revolver op af Lommen, farer et Par Skridt tilbage, hæver Vaabnet mod Proft og siger):

Værsgod! De har første Skud!

Proft

(la'r sit Vaaben synke).

Goj.

Godt! Skal vi saa ikke forsøge at anslaa en mere saglig Tone.

De ved lige saa godt som jeg, hvor grusomt Deres Slægt har handlet med min, men De ved ikke, hvor tit min Haand har været knyttet til blodig Gjengjældelse.

Mon De endnu husker den Dag, De havde opført Dem raa imod en ung Pige, som jeg havde taget under min Beskyttelse. Jeg passed Dem op ude bag Granplantagen; jeg prygled Dem, saa De græd til mig, endda De alt var voxen Mand; og da De krøb for mig og omklamred mit Knæ og tilsvor mig ved de stærkeste Eder, at De intet skulde røbe for Deres Far, da jubled mit Hjærte af Hævnglæde. Men da De alligevel fortalte Deres Far om den Medfart, De havde faaet af Ulvens Søn, da vendte mit Had tidobbelt tilbage, som et Vand der er gaaet under sine Dæmninger; jeg selv kæmped haabløst i dets Hvirvler. Da følte jeg, at nu maatte jeg flygte over Hals og Hoved, hvis ikke jeg vilde blive Morder og faa en endnu forfærdeligere Skæbne end min Far.

Jeg har tit takket min Gud, at jeg ikke traf Dem den Nat, thi ingen jordisk Magt vilde ha kunnet redde Dem af min Haand.

Naa, jeg kom om Bord paa et Skib og hugged mig frem gjennem meget ondt, havned omsider i Australien, under hvis mægtige Sol Giften omsider damped mig af Blodet. Derude lærte jeg at forstaa, at det ikke er Personerne, men Systemerne, der er vore Fjender.

Proft.

Det var en noget sen Omvendelse.

Goj.

Aaja, men tidlig nok til at redde min Sjæl. De og Deres Standsfæller De lever paa raadnende Grund, derfor er De syge og degenererede Folk.

Proft.

Aa, vi er ikke de eneste, der er syge.

Goj.

Ikke de eneste, men dem der er angrebet værst. De lider af Fedt paa Hjærtet. De har hundrede Gange mere af alle Ting, end De kan anvende. De er fødte som vi andre med een Mund og een Mave, ikke flere; og da De ikke ved, hvad De skal gjøre med de Rigdomme, De vinder uden Kamp, saa bliver De blaserte og perverse; De begynder i Raffinements og ender i Forbrydelse. Det er Systemets Raaddenskab, der trænger op i Dem selv, højere og højere, indtil den naar de ædleste Centrer.

Proft.

Aa, jeg gider ikke høre paa Deres Tirader!

Goj.

Det er heller ikke saa meget Dem, de gjælder, som den Flok, De for nylig drev ud. En Dag skal De dog komme til at sande, at mine Ord var mere end Tirader. Denne Gaard skal komme til at ligge her paa sin sivende Grund som et Møllehjul, man har ledet Vandet fra.

Saa let, som De fløjter Deres Hund til Dem, skal jeg derude fra min Moseplads fløjte Egnens Arbejdsstyrke til mig. Og der skal ikke blive andet tilbage her paa Herregaarden end fire hvide Hænder og saa — Rotterne!

Mon De nu har forstaaet, hvad jeg mener med at hævne mig?

Proft.

Præk og Fantasteri! Lad os tale om noget andet.

Goj.

Om noget andet? Hvad mener De?

Proft.

De har en eneste Ting, jeg misunder Dem: Deres Hest; sælg mig den.

Goj.

Jeg handler ikke med Heste. Desuden: den og jeg er voxet sammen gjennem ondt og godt. Det er et Hittebarn. Jeg fandt den som spæd ude paa Steppen en Dag, jeg kom fra Faareklipning. En af de halvvilde Hopper, der færdes derude, havde kastet den og ikke villet kjendes ved den. Jeg tog den hjem og plejed den, og siden har den faaet Føden af min Haand. Men dens medfødte Vildskab er i den. Vil De se det! (Han gaar hen til det aabne Vindue og blæser i en Fløjte.) Se der! Strax oppe paa Bagbenene! Danser omkring sin Fortøjringspæl. (Kalder.) Meggi! Meggi! Hov, hov! — Men nu blæser jeg igjen. (Fløjter.) Hej; se hvor den rusker i sit Bidsel! Bagskoene vildt i Vejret. — Meggi, Meggi, stil-ll-le, Meggi! — Nu gaar det ikke an, jeg gaar videre.