HIMMELBJÆRGPRÆSTEN (continued 2)

Fru Blicher.

Fy, stygge Mand, at du ikke sætter større Pris paa, at du har hvilet i mine Arme!

Kristrup.

Jo, min Snut, saadan maa du ikke opta' det. Men en Soldat han skal først og fremmest møde tiltide. Og mit Navn var jo paa Programmet. Jeg vil blive frygtelig ærtet af Kammeraterne; var det sket under Tjenesten, havde den sgu staaet paa mørk Arrest.

Fru Blicher.

Og det synes du dog ikke, min Kjærlighed var værd!

Kristrup.

Gud bevares, Gud bevares! den er sgu meget mere værd — jeg tog gjerne Vand og Brød, om det forlangtes.

Fru Blicher

(hedt).

Men du skal ikke ha Vand og Brød, men du skal ha et rigtigt Smækkys (haler ham ned mod sig og kysser ham).

Blicher

(er sprungen op og staar midt imellem dem.)

Undskyld en lille Afbrydelse. (Peger paa Kristrup.)

Er De en Mand af Ære, at De forsømmer Deres Pligt for at trække Dem tilbage med min Hustru.

Kristrup.

Hr. Pastor! — Jeg beklager det skete — men —

(sniger sig ud til højre).

Blicher.

Det skete! (ser haanende paa sin Hustru).

Du gaar saa nedringet, Erneste! Husk dog paa, at Aftenluften er kold, — især i Plantager — —

Derfor var det altsaa, du vilde med til min Fest i Aar! Nu først forstaar jeg det altsammen! (Hun glider ud til venstre. Blicher synker ned med Haanden for Ansigtet): Jeg Daare! —

(Tæppe.)

FJERDE AKT.

Blicher sidder ensomt i Morgengryet ude paa Kolden med sit Aasyn vendt mod den sig nærmende Solopgang. Forgrunden bærer Mærke af en forladt Festplads.

Tyttebærkaren

(kommer ledende over Banken, standser bag ham).

Men Herregud, Blicher, sidder du her, muttersene!

Jeg kund ett begribe, hvor du var bleven af. Jeg har ledt efter dig, saa mine Knæ ryster under mig. Vognen venter; vi skulde jo til og hjem.

Blicher

(langt indefra).

Hjem! Har jeg et Hjem? Her var mit Hjem, men nu har onde Magter jævnet det med Jorden, som naar Ploven gaar hen over Lærkens Rede.

(Tyttebærkaren har stille sat sig i Lyngen ved Siden af ham.)

Blicher

(fortsætter).

Her sidder jeg nu som en Spedalsk; alle har erklæret mig Krig. Ingen kommer til mig, uden de har en Sten i Haanden. Komitteen mødte in pleno og frasagde sig ethvert Samarbejde ad Aare. Dette er den sidste Himmelbjærgfest. — Mit Navn er skjændet. Mine Idealer traadt i Skarnet. Det er forbi, Karen; forbi! Var kun ogsaa mit Liv forbi!

Karen.

Nu maa du komme med os hjem, Blicher; saa slides det vel hen.

Blicher

(heftig).

Jeg skulde sidde paa Sædebræt med hende — kanske skal ogsaa Galanen med paa Vognen.

Karen.

De er væk for længe siden; dem skal du ikke komme til at møde.

Blicher.

Aa, maatte jeg aldrig møde hende mere — før for den evige Dommer! — Hvad har jeg nu mere at miste af? Hvorved har jeg fortjent den Skæbne, at de forlod mig allesammen.

Karen.

Nu ser du for mørk paa det, Blicher.

Blicher

(heftig).

Nævn mig da blot een eneste, der blev.

Karen.

Nej, jeg er jo kuns en simpel Tjenestepige, men —

(brister i Graad).

Blicher.

Ja, du, Karen! Dig har jeg da tænkt paa hele Tiden. Du er det troeste Guld! Men det gjør de andres Falskhed endnu grellere! Min Kjærlighed, mit Hjems Forlis — ja, det er jo en gammel Skade, men Himmelbjærget, Festen heroppe i Guds Sol — hvorfor maatte jeg ikke beholde den som en Trøst for alt det, der brast, alt det, det saarede Hjærte tabte dernede! — Har jeg da røgtet mit Kald slet? Har jeg søgt mig uædel Vinding eller sunget og talt som en Fjante?

Karen.

Nej, Blicher, jeg tykkes det maatte gaa enhver til Hjærte, saadan som du har talt her i de Dage. Jeg har aldrig været med til noget skjønnere, og jeg saa da ogsaa, at der var mange, der ligefrem græd — jeg vil nu ett tale om mig selv —; men især saadan ældre Mennesker; de stod og saa snart paa dig og snart paa hinanden, og saa begyndte Taarerne at trille ned over deres Kinder; ikke fordi, at der var noget bedrøveligt i det du sa', nej, tværtimod; men de tyt vel ligesom jeg, at de var med til noget saa nyt og skjønt, ja, og saa havde de vel ikke anden Maade at vise det paa.

Blicher.

Ja, men hvorfor svigter de mig da!

Karen.

Det er vist ikke dem, der svigter dig, Blicher. Dem kan du saamænd faa i Tale igjen, naar og hvor du vil. Nej, dem i de fine Frakker, Udvalgsmedlemmerne, Festkommiteen, — der skal ha deres Navn i Aviserne, men nu er ræd for Skandalen, — med dem er det en anden Sag; det kan jo være, de bliver henne — men skulde ikke ogsaa nok et Par af dem kunne undværes?

Blicher.

Jo, det har du sandelig Ret i, Karen; de fleste af dem er ikke en Pibe Tobak værd. Jeg har baade tit og ofte løbet paa mine gamle Ben 5 Mil, 10 Mil, til et af deres Kommitémøder for at faa en Ordning, en Aftale om et eller andet, og saa har ikke een af dem gidet komme, men jeg har kunnet løbe Gravinar over det halve Jylland.

Karen.

Ja, saadan er vel den Slags, naar de vil gjælde for rigtig fine.

Blicher.

Her sidder vi da, Karen, som Noa efter Syndfloden, strandede paa vort Ararat.

Karen.

Ja, men du skal se, Blicher, der er sluppen en bitte Due med os, en af dem, der vil komme hjem med et grønt Blad i Næbet.

Blicher.

Gid jeg turde tro dig paa dit Ord, Karen, men det er som om Skæbnen arbejder paa, at ribbe mig for al Tro.

Karen

(trykkende hans Haand).

Du maa ikke fortvivle, Blicher! Du som har vist den Evne til at faa saa mange andre til at tro, tro paa det nye og det skjønne i den Tid, som snart skal komme — aa, om de Folk ikke var til — hvordan skulde det saa gaa i Verden? Men, Blicher, du er én af dem; du maa altid præke Solskin, om det saa er aldrig saa graat i dit eget Hjærte.

Blicher

(klappende hende paa Kinden).

Du kjære, lille Karen! du sidder jo her som en Marie under Korset og gyder Balsam i mit blødende Hjærte. Og det har du gjort i al din Tid, ligefra den Dag, jeg mødte dig derude mellem Tyttebærrene.

Karen.

Ja, det havde jeg nok let ved, Blicher.

Blicher.

Det er ikke alle, Karen, der har saa let til det gode, som du. Du blidnede min Mors Lidelser, til Gud gav hende en naadig Død; du har været min gamle Fars Hjælp og Trøst i hans Alderdom, mens din egen Ungdom blegned, og nu sidder du her og prøver paa at hjælpe mig over mit Livs Skibbrud —. Dersom ikke du og dine Lige var i Verden, saa blev der ingen Mulighed for at leve.

Aa, saa tit mine Hænder har været knyttede til at forbande! Men naar jeg saa saa paa dig og din stille uselviske Ofren dig for andre, ja saa skammed jeg mig, og min Forbandelse forvandled sig paa min Læbe til Velsignelse. For jeg har ikke altid haft lige let ved at tro paa de bærende Kræfter i mit Folk — men naar mit Øje saa kom til at hvile paa dig og dit stille Offer, saa svandt enhver Tvivl; for du var jo som en ny Søren Kanne, omend i Kvindeklæder, — Ofret, Daaden, den stille Given sig hen for andres Vel. Og saa sa' jeg til mig selv: Saa rigt er dit Folk nedefter, indefter; inde ved dets Rod ligger der gammelt Guld, gyldne Ringe, gyldne Spange! Og jeg løfted min Isse og sang. (La'r sin Haand glide hen over hendes Tinding.) Saa er den jydske Barde da ikke helt forladt, naar saa ren en Sjæl sidder ved hans Side!

(Gryet er efterhaanden gaaet over i gylden Solopgang.)

Blicher

(fortsætter).

Se! nu tænder Gud Lyset paa sit Højalter; saa bliver hver en forfængelig Praas overflødig.

Tit tænkte jeg paa, om ikke jeg selv var en saadan forfængelig Praas, der vilde lyse omkap med det Høje. Men saa følte jeg mod mit eget bankende Hjærte, og dets ærlige Begejstring gav mig Lov til at tro, at det, jeg vilde for mit Folk, var andet og mere end forfængelig Tant —

— — — Aa, jeg er saa træt, Karen; i to Nætter har jeg ikke sovet, første Nat af Glæde over den store Tilslutning, denne Nat af Sorg over det, der siden er hændet. Hvorfor retter min Gud saa tunge Slag imod mig! — — — (Vender sig ud mod Landskabet.) Se, der ligger nu Landet, det jydske Land, som jeg fra Barn har gjennemtravet paa min Fod. Hvor er jeg voxet sammen med dette Land! Det gav mig Kummer, men ogsaa Glæde. Se, hvor det bader sig i Morgenens Lys! Dets Møller gaar rundt, dets Kirketaarne ranker sig med mørke Glamhuller, mens Rugens Vipper sænker sig eftertænksomt mod Høsten. Ogsaa jeg nærmer mig Høstens Alvor, da den rappe Føjten omkring maa være forbi. Foran mig — over Heden — flyver snart det tavse Træk af Viber og Hjejler, og bag mig — se, Karen: Festens tomme Flagstænger!

Karen.

Aa, Blicher, nu maa du ikke igjen henfalde til din gamle Bedrøvelse.

Blicher.

Bedrøvet eller ikke. Hvad Rolle spiller mit Liv mod Slægtens Liv. Træt er jeg Karen, træt af disse evige Sylestik.

"Som en sandet Vej opad for en gammel Mands Fødder", saadan blev mig de tusinde Skuffelsers Sti.

Den Pil, der ramte i Kvæld, den kan ingen Saarlæge trække ud af mit Hjærte.

Karen, du stille og trofaste Sjæl, den eneste, som deler min Bekymring, maa jeg støtte min Tinding mod dit Knæ; saa prøver jeg at faa Samling paa en vemodig Vise, som har boret i mit Sind den ganske Nat.

Det skulde være saadan et Testamente, der kunde aabnes af mit Folk, naar jeg trætte Mand ikke er mere.

Karen

(lægger hans Hoved til Rette i sit Skjød).

Blicher

(siger):

(Tæppet gaar langsomt ned.)