LIVET PAA HEGNSGAARD (continued 2)
Reading edition
Visti.
Ja, Hr. Nørholm, De ser vistnok Sagen lidt for møj fræ Wolles Standpunkt. A næjter ett, te a holder af Trine, ogsaa mir end af nue anner Mennesk, men a er da heller ett søen en Pjalt, te a vil ha hind for enhwer Pris. Og det du gjord mæ den Daa — ja a sejer dæ, Wolle, det vild vær en mild Straf, om a lod dæ gaa i æ Towthus for æ!
Det haar pint mæ ved mi Arbed tidle og silde; der gik ett en Daa, hwor ett a tint paa'et. A kund vær saa glaad, a være vild — kam det mæ i Tanker, te du haaj javed mæ ud af di Stow som en Hund, mens kjend og ukjend, ung og gammel saa paa æ — den Præjst, der haaj komfemired mæ, og den Pig, a holdt aa som ingen anne i Verden — ja, saa kund æ Vred vild op i mæ, saa a kund ha slavn dæ i di Stjern[49], te du kund ha vælt ved æ!
Nørholm
(med sin Haand paa Vistis Skulder).
Skal vi nu ikke kaste Sand paa disse gamle Krænkelser!
Visti.
Det kan De sajtens sej, Hr. Nørholm; for den Slaw kund aldrig ramm jen af Dje's. Det blywer altid laa hen for aa bruges imud vianner, der kommer nidfræ. Vi er som prikked med Naal fræ smo aa, lig fræ wor Skueltid og op, saa læng vi løwer. Nue glemmer letter end anner. A haar aaltid hat wanskele ved æ. Og saalæng Wolle Rævsgaard ett ka byw sæ saa møj, te — — —
Wolle Rævsgaard.
A haar jo saa dæ, te a fortryder æ, hwad vil du mæ da mir?
Visti.
Kand du ett rækk mæ di Haând paa æ, saa er æ ett møj bevendt med di Fortryden.
Nørholm
(hvisker).
Rævsgaard, De maa gi ham Haanden, som han forlanger, ellers er De fortabt.
Wolle Rævsgaard
(rækker nølende Haanden ud).
Nørholm.
Lad saa alt gammelt Nag være forbi. Og lad os nu komme til den egentlige Sag.
De ved, Hr. Andersen, hvor uheldigt Hr. Rævsgaard i Øjeblikket sidder i det. Han har brugt 4000 Kroner af Mejeriets uden i Øjeblikket at være i Stand til at betale dem tilbage. Med de Fjender, han har mellem Andelshaverne, er han om en Hals, hvis ikke De hjælper ham.
Visti.
A hjælper ham?
Nørholm.
Ja, det baade maa og skal De.
Visti.
Ejer a da de 4000 Kr., som a kan dækk ham mej?
Nørholm.
De skal ikke være alene om Tabet. Jeg vil hjælpe, og jeg skal søge at formaa et Par til det samme; men De maa endnu i Aften ofre de 2000 Kr., De har staaende i vor Sparekasse. Resten skaffer jeg saa til Veje.
Visti.
De 2000 spiller osse en star Rolle for mæ end de vild spille for Dem. De er spaared sammel ved 2—3 Aars streng Arbed. Og hwad opnaar a saa for'em?
Nørholm.
Som jeg sa' før, faar De først og fremmest Hr. Rævsgaards Datter, som De jo elsker?
Visti.
Ja, det gjør a; men hind war a jo da endlemaal saa halles vis paa i Forvejen.
Nørholm.
Naa, var De det! — Ja, saa faar De Gaarden her; ikke sandt, Hr. Rævsgaard? Deri har jeg da ikke misforstaaet Dem?
Wolle Rævsgaard.
Nej, æ Gaard og æ Dætter — det skuld jo da gjan føl'es ad. Anderledes haar a aalle tint.
Nørholm.
Er det Dem endnu ikke nok, Hr. Andersen?
Visti.
Ja, hwad tho, æ Gaard — — — Hwormøj er der wal tebaag aa'en, nær enhwer kræwer sin?
Nørholm.
Aa, der er sikkert endnu et godt Bid tilbage. Ganske vist er Sagerne i Øjeblikket ikke i den bedste Gjænge, men kommer der et Par energiske Hænder til, der forstaar at spænde den rette Hest for Hamlen, saa kan Stolperne paa Hegnsgaard stives af endnu. Men det er ogsaa i den 11te Time. I Morgen er det for sent.
Visti.
Naa, er det saa en Aftaal', te a faar æ Gaard imud aa indskyd de 4000?
Nørholm.
Endnu et: Det er jo en Selvfølge, at De gi'r de gamle en hæderlig Aftægt?
Visti.
Ja, det forstaar sæ. A haar ett tint aa slaa ind paa Wolles Praxis og kyl ham og hans paa æ Dar, for det a fæk æ Gaard.
Nørholm.
Giv saa hinanden Deres Haand paa det! (De rækker atter hinanden Haanden over Bordet.) Nu har De Grund til at være glad, Hr. Rævsgaard. — Tak, Hr. Andersen!
Nu synes jeg, det kunde være paa Tide at lade gaa Bud efter Frk. Rævsgaard; hun er dog formodentlig ogsaa en Smule interesseret i Sagen.
Wolle Rævsgaard
(halvt oprømt).
Ja, da war æ sand. Hind kund vi misæl snaar ha glemt! (Kalder ud i Kjøkkenet.) Trine! Aa, kom indenfor en jenle Ywblik!
Trine
(ind; ser forbavset fra den ene til den anden; henvendt til Visti):
Men, Jøsses, hworden gaar det te, te du er her?
Visti.
Jow, a haar tawn Mud te mæ. Og a tror snaar, a er nok saa walkommen som sidst.
Wolle Rævsgaard.
Hmm!
Trine
(i stigende Undren).
Men hwad er her gavn for sæ?
Nørholm.
Sig mig, Frk. Rævsgaard, hvordan vilde De stille Dem til en lille Overraskelse?
Trine.
Jamen hwad er æ, der gaar af jer aalsammel? Faa'r sejer jo slet ingen Ting.
Nørholm
(gravalvorlig).
Deres Fæstemand Hellig Mads, født Nielsen, har hævet Forlovelsen med Dem og opsagt Dem Huldskab og Troskab!
Trine.
Det er da Løwn! (Styrter hen mod Faderen.) — Er æ sand, Faa'r?
Wolle Rævsgaard
(sagte).
Ja, vis er det!
Trine.
Saa haar a heller aalle wot saa glaad i mi Daw!
Nørholm.
Det var jo overordentlig heldigt; ellers, ifald De havde været altfor bedrøvet, havde Deres Far sørget for en til at trøste Dem. Jeg mener Visti Andersen der.
Trine
(i Jubel).
Nej, haar Faa'r gin hans Mind!
Wolle Rævsgaard.
Ja, ta I kuns hinaaen, og si om I kan ha lidt bejer Held, end a haar hat; for min haar sgu wot knowred[50].
(De unge rækker hinanden Haanden og taler sammen med lykkelige Øjne. Omsider smutter Trine ud i Kjøkkenet.)
Esper Vøvtrup
(stikker Hovedet ind ad Gangdøren).
Ja, saa tar a æ Kratt[51], Wolle; nu fand a'en endele.
Nørholm.
Aa, Hr. Vøvtrup, kom indenfor lidt!
Esper Vøvtrup.
Nørholm
(slaar ud med Haanden mod Visti).
Maa det være mig tilladt at præsentere Dem for den nye Ejer af Hegnsgaard.
Esper Vøvtrup.
Hwa ... hwa ... hwad sejer De! Er Hegnsgaard sol? Te Visti?
Visti.
Ja, a haaber te du vil blyw mæ en gued Nôbo?
Esper Vøvtrup.
Det kan a Dæwlen slaa mæ lid; søen er æ, det ska vær! Nu kommer der Skrej[54] i æ Sager!
Haar du saa gin ham æ Dætter oven i æ Handel, Wolle?
Wolle Rævsgaard.
Ja hwad, Gaard og Dætter ... de tow Ting skuld en jo ett wal skjell ad, hwor en ett haar mir end de samm.
Esper Vøvtrup.
Det er sgu rigtig Taal! Men hwad haar du da gjord med Mads? Haar du saat ham paa æ Dar?
Wolle Rævsgaard.
Aa, han gik endda sjel.
Esper Vøvtrup.
Saa møj desbejer, Fallill! Han war ett mi Ganning[55]. A kan nu jen Gaang ett med de Folk, som en kan løjt, far en kan si dem.
Nørholm.
Hør, Hr. Vøvtrup; den nye Mand her i Gaarden skal ganske ufortøvet bruge 2000 Kr. — det kan jo foreløbig være ligegyldigt til hvad — er De bange for sammen med mig i Sognets Sparekasse at kavtionere for denne Sum?
Esper Vøvtrup.
Nej Gu er a ett, nær det er te Visti. Wolle haaj a ett wot nær saa driste ved.
Nørholm.
Tak, Hr. Vøvtrup!
(Ka Rævsgaard, Trine og Bitte Fip kommer ind fra Kjøkkenet.)
Ka Rævsgaard.
Men, Wolle, hwad er æ endda for nø underle Ting, en hører! — — Og Visti — —! Aaeha endda!
Wolle Rævsgaard.
Ja, bette Muer, nu kan vi spænd fræ. Her vil ett blyw Brug for wos mir.
Ka Rævsgaard.
Og Mads, der kund opfør sæ søen! A troed æ aalle om ham!
Trine.
Nej, Muer, du vild jo aalle hør paa, hwad a saa. For a vidst nok, hwad han war for en Fillifut.
Ka Rævsgaard.
Ja tillykk da, bette Visti, nær det ett kan vær anderledes!
(Rækker Haand og græder.)
Bitte Fip.
Tillykk, Visti! Saa det er dæ, der skal haa æ Dætter.
Ja, æ Pig er gued nok; men hun vil da gjan læ enaaen gjør det streng Arbe, og en kan jo ett rigtig hold te æ, si'n en fæk dæ her Tilfald.
Visti.
Ja, vi kommer jo nok ud aa æ med hinaan, Fip.
Fip.
Ja, du war en raar Dreng, hwadfor skuld du saa blyw en ild Mand.
Og her kan sgu gjan trænges te, te der kommer ny Kwot i æ Spil her paa Hegnsgaard!
(Tæppe.)