NAAR BØNDER ELSKER
Reading edition
(1911)
PERSONLISTE.
Karen Mari, Enke i Hvolgaard, 60 Aar.
Kjesten, hendes Datter, 24 Aar.
Anton, Forkarl i Hvolgaard, 26 Aar.
Povl Hedemark, Antons Far, 64 Aar.
Fisker Thames, Indsidder, 65 Aar.
Store An, Høstkone.
Bette An, Høstkone.
Pastor Hansen, 60 Aar.
Holger Darling, Feriestudent, Præstens Søstersøn.
Nikoline, Pige, Datter af Bette An.
Svenske Stina.
En Bydreng.
En Drager.
Statister: Høstfolk, Vaskepiger, Byfolk.
De første 4 Akter foregaar i Vestjylland, 5te i Nærheden af Det Forenedes Dampskibsbrygge i Kjøbenhavn.
FØRSTE AKT.
Kaalgaarden paa Hvolgaard indtager hele Scenen i Forgrunden og til højre. Til venstre en Stuelænge med Endegavlen mod Tilskuerpladsen. Gammeldags Gaardtype med okkergule Vægge og sorte, krogede Stolper i Bindingsværksmuren. Tre lave Skorstene, en Storkerede, to Døre, den nærmeste paa Midten. Nedad Skraaningen foran Stuehuset et stort Bed med Grønkaal; Kaalhaven omgivet med et lavt Jorddige. Midt for Scenen ses et halmtækt Bistade; til venstre op imod Husets Stenbro en Vippebrønd med optrukken Spand; til højre mod Bagvæggen et Syrenlysthus.
Langs en snoet og stigende Vej i Baggrunden til venstre ligger Landsbyens Gaarde; øverst oppe det hvide Kirketaarn. Det er lidt før Solnedgang i Høst.
Kjesten
(kommer i huslig Dragt ud af Indgangsdøren, gaar ned gjennem Kaalgaarden og ser op ad Hulvejen til højre).
Holger Darling
(ind fra Hulvejen i hvid Studenterhue og Sommertøj).
Godda', Kirsten! Det var sgu rigtig smukt af Dem at møde mig paa Halvvejen.
Kjesten.
Det war skam ett Dem, a saá atter[133].
Darling.
Hvem var det da?
Kjesten.
Det war wor Høstfolk. De høster det sidst i Daa; og saa ska der jo gjan gjøres lidt ud af dem!
Darling.
Saa skal der vel danses?
Kjesten.
Det kan godt vær!
Darling.
Vil De saa danse med mig?
Kjesten.
Ja, hworfor ett?
Darling.
Før De danser med Anton?
Kjesten.
Det ved a skam ett saa lig. Saa blywer han wal wont[134]. Hworfor spør'er De søen?
Darling.
Aa, fordi jeg altid hellere vil være Numer eet end Numer to.
Kjesten.
Jamen ud ved æ Bønder der danser vi nu uden Numer, som æ Bjenn ka now te[135].
Darling.
De vil altsaa ikke afslaa mig en Dans?
Kjesten.
Nej, hwifor skuld a endda det?
Darling.
Nej, ikke sandt? (Pavse.) Sig mig, Kirsten, kommer De aldrig til Kjøbenhavn?
Kjesten.
Nej, det er nok ett bløwen søen skjewt[136], te a ska naa dér øwer.
Darling.
Ja, men hvis jeg nu kunde gjøre noget for det, vilde De saa komme?
Kjesten.
De er da en sær jen te aa spør! Hwad vild De endda ha mæ dér øwer atter?
Darling.
Aa, vise Dem Byen, og Kjøbenhavnerlivet, Tivoli blandt andet, Zoologisk Have og — hvad vi ellers kunde finde paa.
Kjesten.
Det kund mi Hued vis ett hold te. Og a ka heller ett søen stikk aa fræ det Hiele.
Darling.
Hvorfor ikke?
Kjesten.
Det ka en ett, nær en søen haar nøj, en holder aa.
Darling
(let foragtelig).
De har altsaa noget, De saadan holder af?
Kjesten.
Ja det war ett andt godt. Haar De ett det?
Darling.
Aa jo, — saagu! En god Cigar, en Sjus, en lækker Tøs i Ny og Næ. Saa holder jeg ogsaa nok af gode Klæder.
Hvad synes de for Resten om mit nye Slips? Jeg tog det egentlig paa for Deres Skyld.
Kjesten.
Det war virkelig alkjøn[137] af Dem, Darling. Og a haar da ogsaa sit det, der klej en Mennesk warr.
Darling
(letter paa Huen).
Maa jeg takke for Komplimenten!
Kjesten
(ler skøjeragtig).
Ett aa takk!
Darling
(ler ogsaa af fuld Hals).
De er en Satans dejlig Pige, Kirsten. (Slaar Armen om hende.) Giv mig et Kys!
Kjesten
(sætter ham en Haand for Brystet).
Er De sær, Mennesk! Gjør De søen i Kjøbenhavn ?
Darling
(bitter).
De tør kanske ikke for Anton?
Kjesten.
Det haar De ingen Ret te aa spør om.
Darling
(opgivende).
De er ikke til at fange.
Kjesten.
Nej, a render ett i enhwer Ræv'saws!
(Der høres taktfast Sang bag Scenen.)
Kjesten
(løber atter hen og ser ud til højre).
Nu er de her. Det maa a ind og sej mi Muer.
(Gaar op mod Huset.)
Darling
(efter).
De vil ikke være vred, fordi jeg gjorde dette lille mislykkede Angreb paa Deres smukke Læber?
Kjesten
(leende paa Hustrappen).
Det skal a sej Dem en naaen Gaang, nær vi er jen tow[138]!
Darling
(løfter ironisk paa Huen).
Maa jeg takke den naadige Frøken!
(Gaar op mod Lysthuset i Baggrunden.)
(Fra Hulvejen til højre kommer en Procession af Høstfolk med Leer og River; Pigerne har Kranse af Havreax om Tindingerne; én svinger en stor Dukke, formet af Havrestraa — den saakaldte »Havredreng« ɔ: sidste Neg paa Ageren. De marcherer ind imod Grønkaalen og synger):
Vi kommer fra Dalenes Fred, og Faner af Havren har vi med; den skal Høstens Gjerning rande, smykke vore Pigers Pande, naar vi gaar gjennem Landsbyens Led. Vor Le faar nu Hvil for i Aar, thi Klinte med Ax er lagt paa Baar, alle Skræntens Bær er fundne, alle Agrens Neg er bundne og lagt ud paa de vældige Skaar. Vi mejed vor Mark under Sang, saa langt rækker Strygespaanens Klang, naar blandt Havens Kaal den klinger, man os Mjød og Kager bringer, mens det dufter af Mynte over Vang.
Karen Mari
(febrilsk frem af Gangdøren).
Nej, Jøsses, bette søde Børn, faar en nu søne[139] fremmed i si Kaal! Aa, hwad ska a endda grib te og løs em mæj? Aa nej, nej, endda, bette Anton, vær mæ nu gued! Aa, træj[140] endda forsigtig og slaa mæ ett æ Hued fræ mi dejlige Kaal, som Worherr haar lædt gro saa bred og saa skjønn.
Nu skal a komm, nu skal a komm — med en bette sød Kaag te æ Pig'er djê Mund' og en Maløwtdram[141], en Maløwtdram og en stur Sukkerknald te hwer aa æ Kaal.
Aa nej, nej, nej, bette Anton, gaa endda ett vitter[142]. Aa vi, vi! Kjesten, Kjesten, Kjesten.
Kjesten
(i Døren).
Ja, ja, Muer; ta nu towle te æ[143]. A kommer jo!
Karen.
Aa, bette Kjesten, gaa endele ned og bed for æ Kaal. Du ka wal faa Anton te aa gi sæ!
Kjesten
(smutter forbi Karen Mari).
A ska prøv paa æ, Muer.
Karen Mari.
Imen a henter æ Flask og en jenle bette Kaag.
Kjesten
(frem mod Anton).
Naa, saa du hugger løs mell mi Muers Kaal!
Anton
(svinger Leen).
Ja, nu er a tesinds, te der skal høstes op fræ en End aa.
Kjesten.
Ja, aa æ Kuen[144], men da wal aalle aa æ Kaal?
Anton.
Jow, mi Muer[145]. Æ Kuen er vi færdig mej, nu er æ bejst, vi tar æ Kaal ogsaa, men[146] vi er i æ Træk.
(Et nyt, frisk Kaalhoved stegler over Ende med Skaftet i Vejret.)
Kjesten.
Nej, nu ska du Suren spark mæ ta dæ i Ajt, te du ett drywer di Lojer aa vidt. Muer blywer da rejn ud aa sæ sjel.
Anton.
Lojer, nu saa det ska kaldes Lojer, det hér!
(Nye Indhug.)
Kjesten.
Ja men primer du da, Anton! Vil du nu si, du tar dæ en Selop[147]!
(Løber bag ham, slaar Armen om Livet paa ham og haler ham bort fra Kaalene.)
Anton
(i Angst).
Ih, Jøsses, Kjesten, du ku ha skaar dæ paa mi Hjøli[148]!
Kjesten.
Saa kund du wal hør atter[149], hwad en sejer te dæ. A vild maaski gjan gi dæ Løs'peng, nær æ Kaal saa maa staa.
Anton.
Jamen, de ska vær jawn stur.
Kjesten.
Ja tho, læd wos hør di Priser.
Anton.
Jen Kys nu og flir sin!
Kjesten.
Da er du helsen ett saa fejl te aa forlaang for di Sager! — Nu ja læd gaa! (Kysser ham lige paa Munden.) Dér haar du æ, din Tordenhued! (skubber ham tilbage). Vil du saa læ mi Muers Kaal staa!
Anton
(stryger sig myg om Munden).
Tho det gik i søn en Faart, te en knap nok ved, om en fæk nøj heller en fæk ett.
Kjesten.
Ja, en skuld da ett wal vær læng om, aa betaal den Slaw[150].
Anton
(søger paany at indfange Kirsten).
A tykkes nu, det er for lidt da.
Holger Darling
(som, Anton uafvidende, har betragtet denne Scene, træder nu frem og siger):
Nej, Ret skal være Ret. De har faaet, hvad De har forlangt, hvad De kan tilkomme; det er der Vidner nok paa.
Anton
(overrasket).
Saa De gaar her og lusker! De skuld vis helst hold Dje bette Flegger[151] i. A twiler paa, te De læ Dem nyw med saa lidt, nær De er ud aa plukk Kjersbær.
Kjesten.
Still nu, Anton! Nu er æ heller ett ward aa gams altfor stærk ad en fremmed Mennesk.
Anton.
Fremmed! Hwor fremmed mon han er? I haar maaske aallered wot i æ Lysthus med hinaan.
Kjesten.
Nu ska du ti, Anton! A vil ett ha di Vringlehied hwerandt Ywblik[152]; det ka a sej dæ!
Karen Mari
(kommer ud af Indgangsdøren med en Flaske og et Kagefad i Haanden; bag hende Nikoline med Ølkovsen).
Aa bette Kjesten, haar du holdt dem ved Snak saalæng? Kom nu, Anton! Tho det er nok dæ en ska gjør sæ gued Venner mej, om en vil rej si Kaal. — Kjesten, ta æ Fad og læd endele æ Pig'er faa en Kaag. (Skjænker i Glasset og byder.) Aa, Anton, drik nu de anner te, og Lykk med æ Awl og det Hiele.
Anton og de andre.
Ja, Lykk med æ Awl.
Karen Mari.
Aa, Kjesten, da kund du da ogsaa gjan klink med Anton.
Kjesten
(som fra den anden Side byder Kager rundt).
Ja, vil han klink med mæ?
Karen Mari.
Det vil han vis heller end gjan.
Kjesten
(støder sit Glas mod Antons).
Skaal, Anton! Læd nu vær aa skott søen ud aa æ Ywend[153]. En ska da vær glaad i Høst.
Anton.
A er aaltid glaad, nær ett anner[154] gjør mæ bedrøwed.
Kjesten.
Ja, saa klinker vi paa manne glaad Timer.
(Anton fører tvivlende sit Glas mod hendes.)
(Lyden af en Skalmeje klinger ind fra venstre.)
Kjesten.
Hører I dér Fisker-Thames. Han haar Humør nok te baade sæ sjel og anner.
(Pigerne styrter op mod Baggrunden og trækker Thames ind paa Scenen.)
Fisker-Thames
(er barbenet og i Skjorteærmer, har en flad Hue paa Hovedet. En lang Medegaj har han i Haanden, og under venstre Arm slanter en Fiskepose).
Singot Folkens og walkommen te! Sikken en Held a aaltid haar! Her falder a nied i lutter Fornywels og glaad Ansigter, Ungdom og Knøvhied[155] og skred[156] Kinder. Aa, war en nu sjel ung, saa ku en nem faa sæ en Kjærest. Hwad sejer du, Karen Mari?
Karen Mari.
Nej, vi er nok for gammel te aa ha søne nøj[157] i wor Hued.
Anton.
Og du ka mied, nær vi anner maa gaa for æ Hjøliknag[158]. Hwor somm Folk haar æ godt!
Thames.
Saamænd; a misuner ingen.
Anton.
En Mied'gaj[159] det ska jo vær en Remeddi med en Worm i den jen End og en Dawdrywer i den naaen?
Thames.
Ja, aaeja, søen gaar jo æ Taal. Men a sower mæ ett aaltid te mi Fød; a maa saamænd æ Aa manne Gaang rundt, inden a haar hivsked[160] saa møj, te a ka faa æ Mund mætted.
Anton.
Nu vil æ ett anderledes bej?
Thames.
Nej, der ska affensires[161]! En ska snaar putt æ Krog i æ Gaef aa æ. Men a er ett saa begjerlig. Og saa er en aaltid si egen Mand, og det haar nu al Tider past bejst for mæ. Og nær æ Suel den skjenner og æ Engi æ grønn, og a saa ka trækk en Swissi[162] i Land, som den hér (viser en fed Lax), saa er der ett saa lykkele en Mennesk paa hiele Verdens Jurd.
(Fisken gaar fra Haand til Haand og ender omsider hos)
Karen Mari.
Det war helsen ett saa ring en bette Stegi[163], du der haar knæven[164] dæ, Thames; den er der skam en gued Bej i.
Thames
(skjælmsk).
Ja, Karen Mari, du sku ha tavn mæ, saa haaj du wot wal forsorred. Hwor der er Mad te jen blywer der ogsaa gjan Mad te tow.
Karen Mari
(fingrer videre paa Laxen).
Det er da snaar jen af di skjønnest Fisk, en ka si.
Thames.
Ja, det er jen, der braser godt paa æ Pand.
Karen Mari.
En ka snaar staa og blyw aal hægen[165].
Thames.
Nu du haar ondt ved aa aasi en[166]. Ihtho ta'en da saa med dæ, mi Muer!
Karen Mari.
Nej, tho det er da snaar Synd imud dæ. Hwad haar du saa te æ Fød?
Thames.
Aa, det haar ingen Nød. En Bej Speg'flæsk te en Stø Grovbrød det er en udmærket Fød, nær en helsen haar æ Hjelbred.
Kjesten.
Nej, Muer, du maa virkelig ett ta æ Fisk fræ ham! Det er jo det jenest, han haar. Søen gir Thames aaltid hans Sager hen.
Thames.
Snak om en Ting! A klaarer mæ nok. A haar mi Humør og med den forholder æ sæ søen, te jo mir en gir desmir en haar.
Karen Mari.
Ja, saa vil a da gi dæ en Dram med de anner.
Thames
(spytter Skraaen ud i Haanden).
Ja, den skuld en nødde sej nej te. Skaal Folkens og Gud i Wold med wos aal sammel!
Lykk med jer Høst, og en Kjærest ved jer Bryst!
Karen Mari.
Ja, du er en slem gammel Træjring[167]! (hun ind).
Thames.
Nu, hwem fæk saa iaar æ Hawerdreng[168]?
Stemmer.
Det fæk Stur'An.
(Havredrengen hives i Vejret og klasker ned for Foden af)
Thames.
Se vi det! Da er en walskaft Dreng, og slæjter han æ Muer paa, faar han ogsaa wal æ Starels[169].
Men for aa faa nø andt i Snak: hwad er æ, de fortæler om dæ, Anton, te du vil rejs aa æ Land, "forlade Danmark og de danske Møer" — a forstaar æ dæwlenmæ ett, te en ung Mennesk ka faa æ i si Tanker.
(Forbavset Mumlen mellem de andre.)
Kjesten
(imod Anton).
Det er da wal ett sand, Anton!
Anton
(tier).
Thames.
Ka nu jen begrib æ, te en ung og biel[170] Kaal, der er saa ajted og estimired som du, vil gjør di gued Venner og di gammel Faa'r den Sorre[171]. A tykkes æ Land her er saa skjøn, te en ska ha wanskele ved aa find en skjønner; og her er jo Plads nok te wos hwerjen, nær en baare ved aa find 'en.
Anton.
Ja, dér saâ du en sand Urd. Men helsen snakker du vis om nøj, du ett haar møj Ved[172] om.
Thames.
Aa, det ku endda vær, Farlill! A haar ogsaa hat mi Fristelser. — Tho det war i de ung Daw; a tjent som Forkaal i Teglgaard. Og da war der kommen nue te Rend af de her Mormoner, de kalder dem.
Stemmer.
Det war nøj for dæ!
Thames.
Nej saagu om det war, men det war no Fandens beløben[173] Kaal i æ Taal, og de haaj Klokker i dje Lomm og Kierer[174] paa æ Maw, og Guld war æ hwer Krumm[175], og æ Bivel den kund de, som en naan ka æ Kwot[176].
Stemmer.
Haha! ja du er en javn Skierer[177]!
Thames.
Naa, de haaj kaast dje Øwn paa mæ, og hwor a war heller ett war, de war aaltid i æ Hæl af mæ. Og søen som de kund legg for[178]! De fortal om dje Land derhjemm; — ja, saa skjøn der da war, søen med Søer og Sager — — og Bjærre — — og Jærnbaner og — — — ja, saa det war snaar for en aaen sølle jen, som skuld en da ha sprungen "lige ind i Paradis". Og saa de Kwindfolk de snakked om; tho det war snaar det aalvillerst[179].
Stemmer.
Haha! Ja, det vil vi tro!
Thames.
Ja, tro det forstaar sæ, en war jo ung dengaang, og det war sgu lig ved aa ta æ Snøvs fræ mæ[180]. A kund ett spis, a kund ett sow, a laa og sprekulirer om æ Nætter paa det her Præjkerads. A tyt jo hwer Tagn[181], der maatt wal vær nøj om æ Snak, nær de her Kaalsener[182] ku søen kapitelfæjst æ.
A haar aalle wot syg i mi Daw, men her war a iløwle[183] det nærest ved æ, te a haar wot nowtider[184].
Stemmer.
Nu hudden[185] gik æ dæ saa?
Thames.
Jow, a kam da fræ æ med æ Forstand i Behold. De her Swissier[186] bløw kaldt te en naaen Kant aa æ Land, saa a fæk Ro te aa besind mæ paa æ. A kam te aa tink ved de her manne Kwonner[187], og a haaj da ogsaa sit nøj af Verdens Handtiring, og søen haaj a laa Mærk te, te hwad Kwonner angik, saa haaj de flest nok aa døw[188] med jen.
Stemmer.
Hahaha!
Thames.
Kort aa fortæl: a bega æ[189], baade det gamle og det nøj Jerusalem.
Holger Darling
(der under Thomas's Replik har koketteret med Nikoline).
Det var klogt af Dem, gamle Støder; men det er naturligvis ogsaa kun en af Antons sædvanlige Flyvegriller.
Anton
(mørk).
Hwor mon De ved det fræ? De er da vistnok den sidst, a skuld betro mæ te.
Darling.
Det er mig ogsaa revnende ligegyldigt; for mig kan De rejse hvorhen Fa'nen De vil.
Anton.
Ja Tak, a ved Beskejn, det er det I pønser paa baade De og Kjesten aa faa mæ aa æ Vej, saa I rigtig uforstyrred ka find hinaan.
Kjesten.
Ja, men Anton, er du da rejn fræ Sans og Samling; tror du virkelig en Urd af det du sjel sejer?
Anton.
Gid a ett gjord! A kund godt hjælp mæ med aa tro paa nøj minder.
Darling.
Aa, hvad skal vi nu med al den Højtidelighed. Skal vi ikke hellere ta en lille Runde, mens Hønsene gaar paa Pind. De har jo Klarinetten parat, gamle Thomas?
Thames.
Ja, den er aalle laant[190] henn. (Blæser.)
Darling.
Spil os saa en Aftenvals her mellem Kaalene.
(Thomas spiller; Darling snupper i en Hast Kjesten om Livet; med en halvt undskyldende Bøjning hen mod Anton la'r hun sig føre i Dansen. De andre parvis efter. Store Ane hjanter af Sted med Havredrengen.)
Karen Mari
(i Døren).
Aa træj endda ett paa mi Skalotløg! Ta jer endele pæn iwor[191]; (forstærket) æ Bi, æ Bi! aa, kom endda ett te æ Bi!
(Anton har staaet stille første Omgang. Nu kommer)
Svenske Stina.
Finder jag her en Enkemand! Skal inte vi to slaa Pjalterne sammen for denne Omgang? Det er saa förtjusande at faa svänga sig lite Gran!
(Anton er rasende, fordi han blev narret for Kirsten; da han er kommen ud foran Bistadet, retter han et drabeligt Spark imod det, saa det trimler omkuld. Et vildt Skrig rejser sig fra Pigerne, efterfulgt af sanseløs Flugt; de fleste forsvinder bag om Stuelængen. Fisker Thames la'r sig dumpe plat ned paa Maven mellem Kaalene. Kort efter rejser han sig forvirret op og styrter med Favnespring ud af Kaalgaarden. Lidt efter kommer Anton frem, fægtende med sin afkrængede Vest, han er ophovnet i Ansigtet af Bistik, nærmer sig Vippebrønden og trækker en Spand Vand op.)
Kjesten
(kommer forpustet frem af Gangdøren).
Aa, du alstyrende, hwor sir du ud! Men hwad gik der ogsaa af dæ; du ved da, te æ Bi er ett søen aa spøg mej!
Anton.
Det er a fandenmæ heller ett! Bryd du dæ aalle om mæ. Mi Hued[192] kan snaar vær kjøn nok te det, a skal brug en te. Ta du dæ heller af Darling. Han haar maaskisæ ogsaa faat lidt aa blæs paa.
Kjesten.
Nej, Darling fækk ett en jeneste Stik.
Anton.
Nej, Fanden hytter sin!
Kjesten.
Men Anton, er du da rejn sær. Ubav endda, hwor sier du ud! Læd nu mæ hjælp dæ.
Anton
(skjærer de vildeste Ansigter).
Hwad mon du vil hjælp mej?
Kjesten.
Med aa pill æ Brojjer[193] ud. A haar da ogsaa wot stukken af Bi engaang, a ved helsen nok, hwad det er! (Hun drejer hans Kind ind i Lyset). Men du er saa laang, a ka ett ret komm te.
Anton
(blidnet).
Hworden vil du da ha mæ?
Kjesten.
Læd wos sætt wos her ved æ Kjeldramm.
(Finder Brøndskamlen; hun sidder, han ligger paa Knæ med sit Hoved i hendes Skjørt; hendes Fingre løber over hans resne[194] Ansigt.)
Kjesten.
A ska low for, te du er bløwn standed[195]!
Anton.
Er der manne Brojjer?
Kjesten.
Anton.
Da er der ogsaa en jawn Swej[198] i'æ.
Kjesten.
Anton
(løfter forfærdet Hovedet).
Men hwad vil du endda brug den te?
Kjesten.
Aa lig du nu baare still. A vil prøv, om a ett ku faa æ te aa sald[201]. (Raaber): Nikoline!
Nikoline
(i Bryggersdøren).
Kjesten.
Aa ta mæ lig den stur Stikknyw ved æ Lowtsbjælk; men taef ett nøj[202] i æ Tykmjælk.
Nikoline
(frem med Kniven, som Kjesten haandterer fra Kind til Kind i Antons ophovnede Ansigt).
Naa, gjør æ nø Gavn?
Anton.
Aa, det dolmer[203] da saa dejlig!
Kjesten.
Nu ka du godt staa op, Anton.
Anton.
Maa a ett blyw her lidt endno?
Kjesten.
A skuld jo hen aa ha æ Gjæs ind. — Det er nu det samm, men det war en gued Lær'streg te dæ. Hwad vild du spark te æ Bi for?
Anton
(oprørt).
Og hwad vild du rend aa flyv med æ Student for?
Kjesten.
Ja, a tint nok, det war derfor du maatt ud med di Gal[204]! Maa a maaske ett dans med hwem a vil, uden først aa spør dæ om Forlov? A vist forresten knap, hwem a danst mej, fâr a war mødt i æ. Og den der vil ha mæ te Makker, han maa helst vær virm[205] paa æ Sokker.
Anton
(studs).
Nej, a er jo kuns en Bûndklods, a er ett fin nok te aa ta paa dæ.
Kjesten.
Fin og fin! Du er gued nok paa di Maad, men der kund jo ogsaa vær anner, der war gued nok.
Anton.
Ja, a ved nok, hwem du nu tinker paa. A behøwer ett aa si mir, end a haar sit. Men a ska nok komm af jer Vej.
Kjesten.
Du truer jo lig'fram.
Anton.
Aa, det er vis ett nø Trusel for dæ. Her sejjer a og snakker saa angermodig[206] te dæ, saa æ Væggi ku rævn; men om a gi i æ Jurd af Sorre øwer, te du ett vil kjendes ved mæ, du vild syng og vær lig glaad.
Kjesten.
Snak om en Ting! Hwor ka du nu sejj og sej søne Pladder.
Anton
(oplivet).
Vild du ett! Ja, men, — saa ka æ jo vær, te du iløwle holder nøj af mæ?
Kjesten.
Aa, Herregud, Anton, du er da en sære Baa'n[207] af saa stur en Kaalmennesk aa vær! (mens hendes Hænder dvæler lidt ømmere paa hans svulne Kinder). Nu kan a et find flir Brojjer; tykkes du nu, det haar linned[208] nøj?
Anton.
Aa, Kjesten, nær a ligger her, med mi Kind paa di Knæ, saa er a det lykkeleste Mennesk, der ka løw paa Guds Jurd. Hworfor ka vi ett aaltid ha æ søen.
Kjesten.
Ja men, Anton, søen haar du jo aalle snakked te mæ fâr!
Anton.
Nej, en faar æ jo sjalden saa, som det skuld sejes, fâr det er forlæng.
Kjesten.
Jamen, hwad er det saa, der skuld sejes?
Anton.
Du ved æ godt, Kjesten, men du vil spøg med mæ imell Staând, og det er ett aaltid, te a taaler Spøg. Du ka gjør en gued Mennesk af mæ, men du ka ogsaa lav mæ te saa møj nø ussel nøj.
Kjesten.
Da gjør a æ saamænd ett med mi gued Villi.
Anton.
Hworfor ligger du dæ saamøj atter den Student?
Kjesten.
Du tror, der er nøj mell mæ og Darling?
Anton.
Nu ska du ett spill saa helle, bette Kjesten. A haar wal ogsaa Øwn[209] i æ Hued.
Kjesten.
Tho a ved snaar ett, hwad du haar. I æ Tid er de bløwen nøj smaa. — Saa skuld en ett kund ta en Swingom med en pæn ung Fyr, uden te det skuld udlegges paa en beskidt Maad?
Anton.
Jow Kjesten, det er ett nær søen, men her er æ, a taaler saa lidt. Ja det vil sej, hwis a vist, te du ett ment nøj med æ, men det ved i Pig'er vis ett aaltid sjel.
Kjesten.
Aa, a er da heller ett en hiel Baa'n, men du er ett aaltid lig nem aa blyw klog paa. — Hwad ska det nu smaag aa, te du truer mej aa rejs aa æ Land? Tror du ett, te der ku blyw nok aa udrett for dæ herhjemm?
Anton.
Jow, aaltfor møj maaskisæ, hwis a sku gjør det, anner vil ha mæ te aa gjør. Du ved jo, mi Faa'r vil ûnd mæ æ Stej derhjemm.
Kjesten.
Nej, det vidst a forresten ett. Men hwad sworer du te det?
Anton.
Ja, den vil a hwerken ej heller ha, for ud paa den Hied[210] vild a gaa tilgrund! det ved a; men det ka mi Faa'r ett forstaa. Og det gjør mæ saa ondt aa skuld sej ham æ, for a er ræj for, te det vil rejn knus ham. A haar ett wot hjemm i manne Tider af den Grund. A kan ett bind mæ te den Hiedbrakk[211], hwor knap en Moldhwalp ka faa æ Fød, endsej en Menneskbaa'n ...
Men hwem er det, der snakker ud paa æ Vej?
Kjesten
(ser ud).
Det er jo di Faa'r — og æ Præjst! Det er aalle ward, te de skal si wos sammel. Ska vi ett smutt ind i æ Lysthus.
(Pastor Hansen og Povl Hedemark kommer med Vejen, der løber forbi Kaalgaarddiget. Det er nu under Solnedgang.)
Præsten.
Naa, De har faaet al Sæden ind, Povl?
Povl Hedemark.
Aajow, Hr. Pastor, a haar ogsaa faat en godt ind.
Præsten.
Ja, De er en brav og stræbsom Mand, Povl, et Særsyn i disse løbske Tider.
Povl.
Aaja! En kratter jo ved, saalæng en kan.
Præsten.
De har skabt Dem et dejligt lille Hjem deroppe paa Sandet. Det er mig altid en Glæde, naar jeg kjører der forbi til Annexet at se, hvor alting er pynteligt og pænt omkring dette lille Hjem. Sandelig, Nøjsomhed med Gudsfrygt, ja, det er en stor Vinding, som Paulus siger.
Vi Præster er vel nok dem, der ser Landet mest i Søndagsklæder. Deres Hjem derude paa Heden har altid været mig saadan et Søndagshjem. Hvor tit er jeg ikke bleven mødt af denne Duft af Timian og Lavendler fra Deres lille Have, og Røgen fra Deres Skorsten fulgte min Vogn paa Vej. Thi Røgen fra saadant et lille ensomt Hus, den bærer saa langt og fortæller én saa meget om Lykke og Arnefred. Ja, De er i Sandhed lykkelig, Povl Hedemark!
Povl.
Ja, a tykkes ogsaa sjel, a haar en bette knøw[212] Hjemmen. Men, det haar jo ett wot lutter Søndaw dem a haar hat dèrud. Mi Kuen gik jo syg i manne Aar, og det war ett aaltid lig nem aa faa æ Fød ud aa æ. Der war jo ett uden den baar Lyng, da a kam derud. Men a haar laa Fur te Fur, og nu ka en Famili, der ett stiller stâr Fordringer end min, godt begynd aa løw aa æ. Men nu er a ogsaa ved aa blyw træt, Hr. Pastor.
Præsten.
Ja, det har de sandelig Lov til at være. Og hvordan har De saa tænkt Dem Fremtiden.
Povl.
Jow si, Hr. Pastor Hansen, a haar jo da en Søn, Anton, De ved. Ja, han tjener da forresten ved æ Enkikuen her i Hwolgaard. A ved ett retter, end han skikker sæ wal.
Præsten.
Anton var en opvakt Dreng ved Konfirmationen, og heller ikke siden har jeg hørt andet end godt om ham. Saa er det maaske Deres Mening at tilbyde ham Hjemmet?
Povl.
Jow, tho han er jo den nærest.
Præsten.
Sandelig en smuk Ordning!
Povl.
Det er jo den jenest Baa'n, Worherr haar levnt mæ. De anner haar a jo maatt bær op paa æ Kjerregaard, som æ Præjst vil how. Aa, hwor det gjord mæ ondt med den sidst! Han war en sær raar bette Dreng. Han kund gaa æ Daw ud og dulle alisid[213] med mæ, saa bette han war, og hold i æ Stud dje Temm[214], nær a gik og plowed. Men han maatt jo afstej — te de anner, da æ Tæring kam. Det war Numer fem. Mi Kuen war gjev for mæ, men bette Søren — det war det haard'est.
Da a haaj faat ham kaast hen, og a ijen sku ha fat paa mi Arbed — a haaj ligfram saa ondt ved aa faa æ Plov igaang; a vild hwer Yw'blik fornemm atter den her bette Haând paa æ Temm.
Haaj han løwed, saa tror a bestemt, te han haaj faat æ. Det er i Daa hans Døddaa. De sir, Hr. Pastor, a gaar med en bette Krans. Den vild a ha op paa hans Grav. Ja, han war den gjevest!
Præsten.
De er en god og ædel Mand, Povl Hedemark!
(Solen gaar ned bag Huslængerne, Kirkeklokken ringer fra det hvide Taarn.)
Præsten.
Nu i Jesu Navn, saa gik den Dag til Ende! Nu ringes Solen ned.
Povl.
Saa maa a nok si aa skynd mæ, inden de lukker æ Stett[215]. Faawal, Hr. Pastor!
Præsten.
Farvel, Povl, og Gud velsigne Dem og Deres Søndagshjem. (Gaar videre.)
(Anton og Kjesten kommer frem af Lysthuset.)
Anton.
Ved du, hwad det war, mi Muer og mi smaa Søskend død aa?
Kjesten.
Nej.
Anton.
Simpelthen: Mangel paa det tørre Brød. Og dér skuld a ta Arr atter Faa'r. En søen Ligkist er det, Pastoren kalder for en Søndagshjem.
Kjesten.
Pastor Hansen ved aaltid aa find saamanne kjønn Urd.
Anton.
Ka du saa forstaa, te a maa rejs mi Vej?
Kjesten.
Ja men ... ka du ett blyw hér?
Anton
(med Eftertryk).
Det ved du og ett a.
(Tæppe.)
ANDEN AKT.
Dagligstue i Hvolgaard.
Store An og Bette An beskjæftiget med Hovedrengjøring; den første pudser Kobbertøj helt fremme mod Publikum og vender Ryggen til Bette An, der i Baggrunden børster Stuens Kakkelovn.
Bette An
(der dypper Børsten i Sværten).
A tykkes, te Kjesten er bløwen saa bleg om æ Neb[216] i den sidst Tid?
Store An.
Ja, det er ett søen aa staa tow Kjærester i Rett paa jen Tid. Hower[217] du ett det fræ di egen ung Daw?
Bette An.
Jow, det maa du nok sej. Men den Student det er da ogsaa en slemme Pløk. Tho han ka da snaar faa æ Pig'er te aa rend atter sæ æ hiel Sovn øwer.
Store An.
Ja, tho det er snaar, lissom nær jen af vianner gaar ud i æ Baagdar[218] og kalder paa æ Høns; saasnaar vi sej'er: pylle, pylle, pylle! saa kommer æ det Hiele.
Bette An.
Hihihi! Ja, det er snaar, hwad det er mæ æ! Hwor læng mon han ska blyw ved aa gaa hér? Skal han ett tebaag te hans Løsen[219]?
Store An.
Py! tror du søne nue løser! Nej, han ska hwil hans Nerver.
Bette An.
Hyhyhyhy! Det blywer karenmæ vis en raar Hwilen! Han flywer jo af den jen Liegstow[220] og i den naaen. — De sejer endda aalsammel, te han ska vær Præjst.
Store An.
Præjst! det sku da saa vær paa en Herredskantor. Han ska jo vær Prækeraater.
Bette An.
Det tror a surenmæ ett, Kjesten ved. — Hyhyhy! Der blywer karenmæ vis manne smaa Studenter her paa æ Egn, nær han er rejst!
Store An.
De vil da faa let ved aa blyw baade døft og komfirmired, for de haar jo æ Præjst nær ved æ Haând.
(Latter.)
Bette An.
Det er sær, te æ Præjst ett holder nøj ijen med ham. Tho det er da æ Søsters Søn.
Store An.
Hwad ka han hold ijen, den Fillifut[221]! Tror du han faar no Nysmaal[222] om, hwad der gaar for sæ. Pastor Hansen er saamænd en raar sølle jen, a ska ett sej andt, men han haar ingen Ved om Verdens Fagter.
Bette An.
Men saa Anton; det er den største Synd, som han blywer behandelt. For saa kund hun sej ham rejn Beskejn[223], saa ved en, hwad en haar aa rett sæ atter. Men det aa rend og strol[224] med æ Student æ Nætter med æ Daw og iløwle hold æ opp med den naaen, — det er ett en Manir for en ordenlig Pig, det maa de godt sej, a haar saâ.
Store An.
Jamen — ordenlig Pig'er dem er der nok faa aa. Hwad tinker du om di egen Dætter?
Bette An
(alvorlig).
Nikoline? Du haar ett hør nøj om hind!
Store An
(ondskabsfuld).
Hihihihi!
Bette An.
Med æ Student! Det er Løwn!
Store An.
A ska ett rend med Sladder, men fej først for di egen Dar, Morlil, og for di Dætters mej, om du ka naa saa laant[225].
Bette An
(grædende).
A haar saâ æ te Nikoline baade jen Gaang og flir: Ta dæ i Ajt for, mi Baa'n, hwem du gi'r dæ aa mej. En æ jen Daa om aa fald men en hiel Lyw om aa fortryd. Dem Rig dje Bø'en, de haar let ved aa døl[226], om de sku komm te aa træj øwer æ Skavl[227], men den Fatte si Skam — det ska roves ud øwer all Sogn.
Store An.
Du târ saa stærk paa Vej! A haar jo ett saâ nøj.
Bette An.
Saa ka du jo læ vær aa plevver[228] om, hwad du ett ved!
(Pavse, hvor kun Skuretøjet høres.)
Store An
(indladende).
Da ka du sgi tro, te Karen Mari war ved en kjøn Sind ijaes[229], da Kjesten ett kam ind fræ æ Malken far ud ad æ Awten, for det æ Student sku hjælp hind ved æ.
Bette An.
Ja, æ Muers Hjat er æm[230].
(Karen Mari kommer nu stille ind ad Døren i Baggrunden. Bette An, der er ene om at se hende, la'r Børsten gaa i rasende Fart.)
Store An
(vejrer ingen Uraad).
Karen Mari —, den Bommerut[231]! da haar hun saamænd da aaltid kløj atter[232] aa komm i med dem Fin. Nu ka hun maaskisæ faa Held aa æ. — Ka du da lid, te hun aaltid gaar og fisler[233] rundt i de Klud'skow, saa en aalle ka hør hind, fâr en haar hind? Hwa? Det gammel Tridsværk! Hun gaar som hun smøres te. Aae, hwor er hun sød og sleg[234] i æ Taal, hæ—hæ! — men hinne Sleghied den ska en missel[235] ett slaa Bund paa. — Men hworfor sworer du mæ ett?
(Drejer sig halvt omkring og ser sin Madmor, der nu er listet helt hen til Store An's Plads.)
Karen Mari.
Naa, her ka en nok faa skrøwen i si Skudsmaalsbog, om ett en haar faat æ gjord fâr. Blyw endele ved, An, da du er saa godt i Gaang; blyw endele ved! Du haar vis ett nowed[236] æ Bund i di Pues endno. — A troed, æ Kaal[237] war hér ind.
Store An
(der har gnedet rasende paa Kobberet).
Nej, vi haar ingen Kaal ved wos. A ved saa ett, om der er anner i æ Gaard, der haar.
Karen Mari.
Da er det da sær, te Anton ett kommer ind te hans Nætter[238]. En sku da'tt tro, te der war nøj i æ Vej med æ Kreaturer?
Store An
(lige møsk).
Ja, der er jo manne Slavs Kreaturer.
Karen Mari.
Kom I nu ind te æ Burd, men æ Grød er warm.
(Hun kluder ud igjen.)
Store An
(saa snart Døren er lukket).
Hwi Fanden kund du ett sej jen, din Toj[239], te hun war kommen ind ad æ Dar, saa a ett sku sejj[240] her og læ æ Mund rend øwer!
Bette An.
Tykkes du, te a ku komm te aa sej nøj, nær hun stod og pranst[241] i æ Dar!
Store An.
Ja, nu er en da færdig mej jen Lidt[242] aa faa si Mjælkkand fyldt her paa æ Gaard. Det haar en da faat ud aa æ om ett andt.
(Ud af Døren i Baggrunden.)
Bette An.
Dér fæk a karenmæ Hæws paa hind[243] for Nikoline! Hyhyhy! (Hun ud samme Vej.)
(Et stort Spektakel rejser sig bag Gangdøren til højre. Student Darling kommer i Stormløb gjennem Stuen, forfulgt af Anton, der har et Svingeltræ i Haanden.)
Anton.
A ska Dæwlen mist mæ gi Dem, din bette Swedi[244]!
Darling
(rundt omkring Bordet og ilsom ud ad Døren til venstre, som han hugger i og holder udefra).
Anton
(kaster sig over Dørgrebet og haler til sig med Kjæmpekraft).
Nu, det tror du, din Hundstegl[245]!
(Døren hives op; baade Studenten og Kjesten hales med i Rykket.)
Kjesten
(er i Malkedragt ilet til fra Nødset, i Døraabningen bag Tærsklen ses den fyldte Malkestrippe).
Er du bløwen tossi!
Anton.
Ja, jen af wos, vis nok!
(Studenten, som ser Antons løftede Knippel, træder et Skridt tilbage, saa han snubler over Malkestrippen; baade denne og han triller rundt paa Gulvbrædderne. Anton vil kaste sig over ham, men energisk træder Kjesten ind under Antons løftede Arm og siger):
Er der nue, der ska slaaes, saa slaa mæ!
(Mens Darling rejser sig, oversprøjtet af Mælk, træder)
Karen Mari
(ind, hidkaldt af Larmen).
Men Gud spaar og bewaar jen, hwad er æ endda for en Bødlen[246] og Spetakel; skal æ Hus' da væltes! Ih søde Anton, er æ nu ijen[247] med dæ som den Daa med æ Bi? Søen ka æ da'tt blyw ved aa gaa. Kand du da'tt ta en Mask ind paa di Galsindehied og styr en bette Krumm[248] ved dæ sjel. Det er endda haadt, aa ha saa stræng en Sind, som du er kommen te Verden mej. Føj for en Vesen[249] endda! Og jen si søde Mjælk — strent[250] øwer æ Gwolfiel[251] hwer en Drip! Aae søde Ko's endda! (Hæftig til Kjesten): Men hwad vild da ogsaa din lied Sloj[252] herind i æ Stow med æ Malkstripp[253] atter!
Kjesten.
Aa ti nu still, Muer, det kan vær gal nok, uden du behøwer aa gjelster op[254].
Karen Mari
(til Darling).
Da er De helsen ogsaa bløwen danked te; det er snaar baade te og flir[255] og flæf øwer. Men a twiler ett paa, De haar wot ud om æ; gal Katt faar røwen Skind!
Darling
(ryster sig for Snavset, ta'r sin tilsølede Hue mellem to Fingre).
Bølle! (siger han og gaar ud til venstre).
Anton
(til Karen Mari):
Ja, du ka sej hwad du vil, Karen Mari, men skal a vær di Forkaal og ha æ Answar for æ Sager baade opp og nied, saa finder a mæ Dæwlen mist mæ ett i, te søen en Fløs som han gaar og forstyrrer æ Piger i dje Maiken og stikker hans Nies i al Ting.
Karen Mari.
Ih, hwad gjør da æ bette Swend?
Anton.
Ja, a ved ett, om du vil ha saat Ild paa æ Gaard?
Karen Mari.
Ih, søde Navn!
Kjesten.
Men hwad er det endda for nø Beskyldninger, du kommer mej! Det ved du da godt er jenne[256] baar Paafund.
Anton.
Ja, iguer fand a Swawlstykker i æ Kyer dje Krøef, i Daa laa der smidt en Cigarstump i æ Hejst dje Hakkels. A ved ett, i hwad Mjening han kyler æ. Men det ka ingen ordenlig Kaal find sæ i.
Karen Mari.
Men Jøsses, ligger han søen og kaaster med æ Ild!
Anton
(med et strængt Blik paa Kjesten).
Ja, nær det endda war det jennest, han saat Ild paa; men — det er nok ett bløwen dérved.
Kjesten.
Nej det laader te æ. Du er jo ligfram saa du spruder.
Karen Mari.
Nu vil a gaa. Nu haar I ijen jer Krammelurris[257]. Kund I da ett faa en bejer Skik paa æ? Der er da heller aalle Fred aa find i a Gaard mir, sin den Knæjt kam paa æ Egn.
(lister ud).
Kjesten.
Du rober aaltid med di Answar for Hejst og Kyer. Men du ska ett ha nø Huedpin for mæ. A er ingen Kow!
Anton.
Aa, a ved snaar ett, hwad du er.
Kjesten.
Men der er heller ingen der forlaanger, te du ska ved saa faale møj[258]. Det her er jo ett te aa hold ud te. Te du ligger dæ paa Lur med en Vognkjæp i den jen Haand og en Kjevop[259] i den naaen og vil slaa skikkele Folk fordærre, fordet de kommer og sir te mæ — a haar aalle kjend di Lig! Skal a gaa te dæ og spør om, hwem der haar Lov aa komm te mæ?
Anton
(i stort Oprør.)
Ja, Dæwlen mist mæ ska du saa, — hwor tow Mennesker haar hat saa møj sammel som vi!
Kjesten.
Ja, saa fortryder a, te vi haar hat saa møj sammel.
Anton
(vildt).
Du fortryder te ... te ... Vil du kald paa di Muer!
Kjesten
(rank).
Nej a vil ett.
Anton
(slaar med sit Svingeltræ i Bordskiven).
Vil du kald paa di Muer, saa vi ka faa wor Sager gjord op!
Kjesten.
Haar du nøj aa snakk med mi Muer om, saa ved du wal sjel, hwor hun er aa find.
Anton
(knækker sammen, slænger sig i Graad over Bordet; lidt efter).
Kjesten! Hworfor piner du mæ søen! Jen Daa klapper du mæ, en naan Daa træjer[260] du paa mæ.
Kjesten.
A gjør, som a vil. A vil ett ha nø Kommando øwer mæ. A er stur nok te aa pass mæ sjel.
Anton
(efter en ny Pavse, i Graad).
Du er vred paa mæ, Kjesten?
Kjesten.
Du er som en arrig Baaen. Hvad skal den Galsindehied te?
Anton.
Nej, det er maaske sand nok, men den kan a'tt gjør ved. Den er a føj mej.
Kjesten.
Hwi ka du'tt gaa alisid[261] med anner Mennesker?
Anton.
Det ved a ett, Kjesten. Men det ka a et. Ka a ett vær en Hejsthued oforved[262], saa ka a ett vær te. Og den Student — ham ka a ett vær i Baas mej, vil du ett slipp ham ... Ja, du behøwer ett aa sej nøj. A ka si paa di Øwn, te du vil ett.
Kjesten.
Du kan ett si andt paa mi Øwn, end ingen ska komm aa ta mæ med det Und[263].
Anton.
Det vil sej, te du vil ha Lov te aa ha baade jen og tow Kjærester foruden mæ ...
Kjesten.
A haar ingen Kjærester te a ved; hwerken dæ heller anner. Ett endno da. Hwad a ka faa, det staar i Guds Haând.
Anton.
Naa søen aa forstaa! (med Tordenrøst). Vil du saa endno ett kald paa di Muer!
Karen Mari
(i Døren).
Aa, i ta'r søen paa Vej, te I ka spaar jer Kalden. Hworfor ska dæ endda søen skovrobes!
Anton.
Vil du udbetaal mæ mi Løn og læ mæ rejs?
Karen Mari.
Hwad er æ endda du sejer, Anton. Di Løn ... Du vil rejs ... Mødt[264] i di Tjenest!
Anton.
Ja, du faar læ mæ rejs; her kan a ett hold æ Lyw ud.
Karen Mari
(Graaden nær).
Aa, Gud da naad mæ arme Kwind'. Hworden ska a saa faa æ Sager standed[265].
Anton.
Ja, det maa du spør di Dætter om.
Karen Mari.
Ih Kjesten, vil du da ød dæ sjel te anner?
Kjesten
(brister ud i Hulken ved Bordet).
Han er nær ved aa plaw æ Lyw af mæ med hans Paafund.
Anton.
Ja, men nu skal I faa Fred for mæ, bejtow[266] ... Faawal, Kjesten!
(Gaar hæftig mod Døren i Baggrunden.)
Kjesten
(rejser sig halvt op).
Aah, Anton!
(Tæppe.)
TREDIE AKT.
Søndag Morgen. Pastor Hansens Studereværelse. Døre i Baggrunden og i Sidevæggen til venstre. Bogreoler. Paa højre Væg et gammeldags Spejl. Præsten staar til venstre og søger efter en Bog paa nederste Hylde.
Holger Darling kommer fra Døren i Baggrunden og ta'r uden Jakke og Vest Opstilling foran Spejlet.
Darling.
Godmo'ren, søde Onkel.
Præsten.
Godmorgen, min Dreng.
Darling.
Maa jeg binde mit Slips her foran dit Spejl?
Præsten.
Værs'god. Skal du ogsaa ud i Dag?
Darling.
Ja, det skal jeg da rigtignok. Der er jo Skyttefest i Haabro!
Præsten.
Men derfor kunde du dog godt først ta' med mig i Kirke.
Darling
(rivende i Slipset).
Æh! — Nej, søde Onkel, det er aldeles umuligt. Æh — for Sat — — —
Præsten.
Men Holger dog!
Darling.
Jeg skal sige dig, Onkel, jeg loved at ordne noget ved Præmierne.
Præsten.
Ak ja, den Ungdom, den Ungdom! Tumle og danse — og lade de hvide Haar ene om at pynte op i Guds Hus. Jeg havde haabet, du var bleven hjemme i Formiddag. Anton er her jo om lidt.
Darling.
Anton, hvad skal han her?
Præsten.
Han vil sige Farvel til sin gamle Præst. Han har jo kun Amerika i Hovedet. Det er sørgeligt med dette dygtige Menneske. Men saadan gaar det altid, de dygtige stryger deres Kaas, men Skravlet — det skal vi nok faa Lov at beholde. — Jeg maa vel nok hilse Anton fra dig?
Darling.
Hilse — — Anton Povlsen?
Præsten.
Ja, du er jo kommen saa meget i Hvolgaard denne Sommer.
Darling.
Ja, rigtig meget. Jo, Onkel, det kan du godt. Og ønsk ham saa en rigtig behagelig Rejse. Farvel, Onkel!
Præsten.
Farvel, min Dreng, Herren se dine Veje!
(Darling møder i Døren):
Fisker-Thames
(med en aflang Halmpakke under Armen).
Goddaw, Hr. Pastor!
Præsten.
Goddag, gamle Thomas. Saa De lever endnu?
Thames.
Aaja, Ukrud forgaar ett saa let, som skrevet staar.
Præsten.
Da er det saamænd sjælden, man ser Dem, Thomas. Hvad skylder jeg Æren i Dag ?
Thames.
Aajow, Pastor Hansen, det skal a saamænd sej Dem. A er jo bløwen lidt baagatter med mi Poskoffer, og saa haar Worherr nu lig send mæ en bette Fisk, ret en kjøn bette Butti[267], som a vild be Dem saa pæn om ett aa forsmaa. Tho stur Gawer sworer mi Haardkuen wal ett te, men den Krumm a formaar er gi'n aa en gued Villi.
Præsten.
De maa ikke gi' mig Deres Gaver, gode Thomas. De er en fattig Mand, som kan ha Stræb nok med at klare for Dem selv.
Thames.
Nej, søen maa De ett snakk, Hr. Pastor. A er migi ingen Knyk[268] i. A ka swor enhwer sin.
A haar:
en Lam i mi Towt og en Pøls paa mi Lowt,
godt Humør og en Hjelbred af Guld, sue møj[269] mir behøwer a ett.
Præsten.
Sandelig en morsom Tale at høre i vore Tider, hvor alle jamrer sig, og det gode Humør er paa Vej til at dø helt ud.
Thames.
Ja søen er det:
Tho a kund walsajtens ogsaa ha faat nøj aa skroll øwer[272], lissom saamanne anner, hwis det kam an paa det. Men det war en Mundheld mi salig Faa'r haaj:
Godt Humør og en frisk Skraa gaar kjekke Ka'le Verden rundt æpaa.
Og de Ord laa a ved mæ. Den fatte, han maa lid møj, men ka han hold ved hans Humør, saa er han ett saa fatte endda. Haar de først tavn den fræ wos, saa Gud naad wos!
Præsten.
Jaja, gode Thomas, De har hæget smukt om Deres.
Thames.
A haar altid past paa a hold æ Hued lig mell æ Skoldre. (Vikler Halmen til Side paa Fiskepakken.) Men hér ska De nu si æ bette Kannis[273] (Ta'r Fisken paa den flade Haand.) De ka trow, en slow godt med si Haal[274], inden a fæk en te aa fald teføj.
Præsten.
Sandelig, en dejlig Fisk, rigtig en dejlig Fisk (ta'r hans Haand). Tak for Deres gode Gave, Thomas! De er en brav Mand; men hvor kan det være, at jeg ser Dem saa sjælden i Kirken?
Thames.
Jo—o—ow, a ska sej wos, Hr. Pastor, søen mødt under æ Præjken, da bejer[275] æ Fisk aaltid saa brølgodt — — og saa — — æh — — ja, saa er æ jo swær, forstaar De, aa gaa fræ æ. For Gud naad wos, vi er jo syndige Mennesker ind ad en Kant og "hænger ved det jordiske Gods".
Præsten.
Ja, det er Tidens Skjødesynd at forsømme Guds Hus. Husk dog paa, Thomas, at nu begynder Alderen at melde sig for os begge.
Thames.
Jow, aaejow, a ska ett muedsej æ Præjst i det. Kjerk er jo Kjerk, det skal aalle næjtes, men helsen haaj a jo tint, ja, blyw nu ett vred, Hr. Pastor, — te a haaj lissom mi egen Kjerk dernied ved æ Aa. Kjøn er der aaltider, men aalle kjønner end søn'en Sønda Attermejje[276] nær aalting hwiler. Saa er der en Fisk, der slaar op, saa er der en bette Fowl, der hwipper[277], og synger lidt for si Unger. Og de Blomster, de Blomster! Ja, dem ka a nu aalle blyw træt aa aa gaa imell. Og nær saa æ Klokk begynder aa ring sammel, saa maa De ett trow andt, Hr. Pastor, end det ogsaa begynder aa ring inden i mæ, sjel om a ett haar æ Degn te aa syng for. Ande[278] Kjerkgaang haar a sjalden kjend; læd en nu vær ring nok, saa haar en da aaltid hør, te det er bejer aa sejj i æ Krowr[279] aa tink paa æ Kjerk end sejj i æ Kjerk aa tink paa æ Krowr.
Præsten.
Naa, naa, naa, Thomas.
Thames.
Ja, saa taaler vi ett mier om det. Men der war da helsen ogsaa en naaen bette ring Ting a gjan vild snakk med æ Præjst om, nu men a er kommen i mi pæn Klæjer.
Præsten.
Sæt Dem, gode Thomas, og sig De kun mig, hvad De har paa Sinde.
Thames.
Ja, Hr. Pastor, a haar ett nøj aa bed om for mæ sjel —
Præsten
(indtrængende).
Sig aldrig det, Thomas, vi har alle sammen noget at bede om, enhver især. Om De vilde gaa med i Kirken i
Dag, skulde De høre min Udlægning om den Ting: "Bede, saa skulle I faa, søge, — —"
Thames
(falder ind).
— — "saa skul-de I fin-de". Jow, jow, jow, Hr. Pastor, søen aa forstaa. Det war ett sær (bogstavret): Dette maa altid ligge os paa Sin-de! Men det a vild bed Dem tink ved, Hr. Pastor, det er nu følgendes: Det staar grumme skidt te i Hwolgaard.
Præsten.
Hos Karen Marie?
Thames.
Ja, akkuraat. A ved snaar ett hworden æ sølle Kwind' ska klaar æ, for der er ett en Ting, der vil lykkes og ett en Høwed, der vil trywes, sin Anton kam aa æ Gaard. Gammel Karen Mari hun græder æ Nætter med æ Daw, hun sir grangivelig ud som en Dødning.
Præsten.
Siger De det, Thomas! Det gjør mig sandelig ondt at høre. Hvad var nu egentlig Grunden til, at Anton saa pludselig brød op fra Hvolgaard, hvor han jo dog havde tjent i saa mange Aar.
Thames.
Tho det war de Ung, de kund jo ett spændes[280].
Præsten.
Naa de kunde ikke mere lide hinanden.
Thames.
Lid hinaân! jow, det kund de endda saa møj wal; det war ett nær søen.
Præsten.
Jamen, hvad saa da?
Thames.
Aa, om a maatt sej æ. A tror ett, der war andt i æ Vej end det, te de holdt for møj af hinaan.
Præsten.
Ja, men det plejer Folk jo dog ikke at gaa fra hinanden for.
Thames.
Jow somm'tider wal; nær der kommer en Kil imell. Og det war justement det, der kam hér.
Præsten.
Men hvem var dog samvittighedsløs nok til at gaa mellem de unge Mennesker?
Thames.
Ja, det tær a wal nap[281] nok snakk om. Men helsen troed a forresten, te æ Præjst vidst bejer Beskejn om den Ting.
Præsten.
Nu maa De tale ud, min gode Thomas!
Thames.
Ja skal a sej æ, saa skal a sej æ. For den Kil a ymter om, det war nok akkuraat æ Student.
Præsten.
Holger! Min Søstersøn! De mener, at Holger har spillet ufint Spil!
Thames.
Ja-a, pæn ka en jo ett kald æ.
Præsten.
Gaaet mellem to lykkelige unge Mennesker! Uforskammede Knægt! Jeg skal sandelig lære ham!
Thames.
A er ræj for, han ogsaa anner Stejer haar wot paa Spil.
Præsten.
Jamen det er jo skammeligt! Gaar den Knægt saadan og misbruger min Godhed.
Thames.
Ja, nu er a wal kommen te aa sej nøj, som a ett maatt. A er helsen ett kræng for[282] aa bær Sladder om, men det haar gjord mæ ondt aa si, som det gaar i Hwolgaard. Og kund De, Hr. Pastor, rett en bette Graân ved æ, saa war æ saamænd Alms[283] aa gjør æ.
Præsten.
Ja, det kan De sandelig tro, jeg skal. Den Knægt skal komme paa Porten strax.
Thames.
Jaja; baare det saa ett haar drøwen forlæng. Men nu maa a nok te Pampren[284]!
Præsten.
Nu skal De ha' Tak, fordi De sa' mig det, Thomas ... Hum-hum! Uforskammede Ka'l; saadan at misbruge min Tillid! Hvad maa dog ikke hans Mor tænke om mig?
Aa, inden De gaar, Thomas, maa jeg ikke vise Dem min nye Karudsedam. Vi gaar lettest denne Vej.
(Peger ud til højre.)
(Kort efter Banken paa Døren ud til Gangen; højere Banken. Omsider)
Anton
(ind).
Naa, her er ingen!
(Gaar lidt omkring og kigger paa Bogryggene.)
Holger Darling
(styrter ind uden Banken og raaber):
Aa, mine Handsker! (Ser Anton.) Hvad, er De her?
Anton.
Ja, hér er a.
Darling.
Jeg troed, min Onkel var her.
Anton.
Det troed a ogsaa, men da han nu ett er her, saa faar vi tro om ijen.
Darling.
Er det sandt, at De rejser til Sjælland i Morgen?
Anton.
Nej, det er Løwn. Men det er sand, te a rejser iøwermaaen. (Peger.)
Dje Slips er gavn op.
Darling
(hen til Spejlet, næsten grædende).
Det er ogsaa fortvivlet, at der ikke er et Menneske her i Huset, der forstaar at binde et Slips.
Anton.
Ja, det er elendig, De ett sjel forstaar æ, nær De nu endlemaal[285] vil gaa med søen nø Kram.
Hwem ska saa vær Dje Baldame i Awten?
Darling.
Baldame?
Anton.
Ja, ska De ett te Skyttefest?
Darling.
Jo, med Deres Tilladelse: jeg skal til Skyttefest.
Anton.
Hwormanne Piger skal De egentlig ha forfør, inden De tar fræ æ Egn?
Darling
(flabet).
Aa, lad mig se, saadan en halv Snes Stykker, eller skal vi sige et Dusin, det er saadan et rundt Tal.
Anton.
Er Kjesten i Hwolgaard saa imell dem?
Darling.
Med Kirsten begyndes der paa et nyt Dusin.
Anton.
Dem ka a ett snakk mej. Der er formøj Flâf[286] i Dem. Men ved De, hwem Kjesten er? Det er den bejst Pig baade laant og nær. Gjør De hind Fortræd — ja, De ved jo, te a er ved aa pakk mi Kram for aa ta te Amerika (med sammenbidte Tænder) men ... a kund jo ogsaa gjør nø andt nøj og saa gaa ad æ Towthus! — Den Pig kan a ett aasi te nue anner ... Jow, te en alworlig Mennesk, der holdt af hind for hinne egen Skyld, og ett baare for det hun er en Frowentimmer. — Aa, Holger Darling, vis nu jen Gaang, te ogsaa De ka handel som en honnet Kaalmennesk. Rend atter all de Tøser, der render atter Dem og Dje stur Slips, men læd Kjesten vær den, hun er!
Darling.
Hvem har udnævnt Dem til Kirstens Barnepige?
Anton.
Det haar a wot, saalæng hun sjel vild. Nu maa a ett vær æ længer. A ved nok, te Kjesten tror, hun nu ka værg sæ sjel. Men det ka ingen Pigbaan. Det er skrøbele Postelin, der er i det Skaf[287]. Vil ett Mands Bravhied værg dem, saa Gud naad dem!
Gi mæ nu Dje Haând paa, te De vil læ mi Kjærest — a miner: Kjesten — te De vil læ hind gaa, nær a forlaader æ Land!
De holder Dje Haând tebaag. De vil ett! Ja, saa tar a sjel.
(Griber Darling fast om Haandleddet.)
Darling.
Men hvor bliver dog Onkel af. Ih, Menneske, De er jo ganske forrykt.
(Kaster Armen frem og tilbage.)
Anton
(holder krampagtig fast).
Nej, her blywer'en, indte De gjør, som a ber Dem. De skal trykk mi Haând! Hører De! Og lov saa, te De ett vil forfør mi ...
(De brydes stærkt, Darlings Slips ruller atter ud.)
Anton.
Nu fild ijen Dje Slips, Dje dejlige Slips; den De fanger aal de manne Piger i (med sammenbidt Raseri): Skal a ett bind Dje Slips for Dem (griber efter hans Strube).
Darling
(trænges op i en Krog mod Boghylderne).
Hjælp, han kvæler mig!
Præsten
(kommer i Døren).
Hvad er dog dette! Kjære Venner!
Anton
(behersker sig).
Aa, Hr. Pastor, a skuld hjælp Darling med aa faa bunden hans Slips, for er den i Uorden, er der et møj ved Personen dér paa Lav.
Præsten
(giver Haand).
Velkommen Anton! Som du ryster paa Haanden!
Anton.
Ja, det war jo halles uwant Arbed. A tror næjsten, det war godt, De kam og to mæ fræ æ.
Præsten
(til Darling).
Og du Holger, hvor har du kunnet nænne at gjøre mig saa bedrøvet! Jeg har hørt det om dig, jeg ikke vil nævne. Ta' en andens Kjæreste og det paa den Maade. Nu har jeg bare eet at sige dig: Gaa ind og pak din Kuffert!
Darling.
Det er dog for galt; men Onkel, maa jeg ikke forklare mig?
Præsten.
Nej, jeg kan slet ikke tale med dig efter dette. Du har gjort mig saa bedrøvet; jeg som har behandlet dig som min egen Søn og saa ... Nej, jeg kan ikke tale med dig! Og din Mor, hvad skal jeg svare hende? Gaa nu ind, som jeg siger! (Darling ud.) — Jeg gamle Mand, som viser alle og enhver Tillid. Og saa behandler man mig paa den Maade. Aa, hvor er det skammeligt! (Til Anton.) Var du ved at lægge voldsom Haand paa ham? Ja, jeg forstaar din Fortvivlelse, kjære Anton. Men kan det ikke gjøres godt endnu? Sæt dig ned og lad os tale alvorligt sammen.
Anton.
Med Kjesten blywer æ aalle godt. Hun er forgjord af den Springfyr.
Præsten.
Men er det ikke fejl saadan at flygte fra Kampen? Vil du dog ikke vente og se, hvad Virkning det kan gjøre, at Holger kommer paa Porten?
Anton.
A rejser foreløbig til Sjælland, og saa snaar æ Tjel[288] er aa æ Jurd: te Amerika. Helsen sku der ski stur Forandringer herhjemm.
Præsten.
Jaja, min unge Ven, jeg kan jo ikke hindre dig deri, men jeg tror nu, du handler altfor overilet. Tænker du heller ikke paa din gamle Far — (det banker). Kom ind!
Povl Hedemark
(ind).
Goddaw.
Anton
(svagt).
Det war det væst!
Præsten.
Goddag, gamle Povl. Er det maaske Sønnen, De søger?
Povl.
Ja, tho a hør, te han skuld vær gavn her hen, og da a læng haar hat i Ajt[289] aa søg ham, saa er det hér maaske endda ett den galest Stej, vi kund træff hinaan. Og en ska nok skynd sæ, om en vil ha ham i Taal, atter hwad a hører.
Præsten.
Ja rejse, rejse! det er de unges Parole; men vi gamle vi maa smukt blive siddende; hvad gamle Povl!
Povl
(til Anton).
Saa er æ sand, te du tinker paa aa draw fræ wos?
Anton.
Ja, det er sikker nok. Den Tank haar a hat læng.
Povl.
Ja, det er det, a er saa kid aa[290], Anton, te du haar hat det i di Tanker saa laang Tid og saa aalle snakked te di gammel Faa'r om æ. Du ved, hwor stur Pris a sætter paa dæ, du er mi jenest Baa'n[291]; a haar ingen anner aa forlid mæ te end dæ; vil du nu rejs aa æ Land, saa er æ jo snaar, som haaj a laa dæ ved æ Sid af de anner.
Anton.
Ja, Faa'r, du maa ett tro, det er nøj, a gaar let te. Saa war a nok kommen te dæ. Men a vil ett længer gaa herhjemm og gjæld for Kaast'kjæp[292] og kyl'es af det jet og i det andt og saa endda skuld vær lig'glaad. Det ka godt vær, a blywer skuffed i Amerika ogsaa, men heller det ud i det Fremmed end gaa herhjemm og ved, te en ett ka komm op; en være saa dygtig en være mô, saa er en føj te aa læ sæ indrull i "de Meniges anden Klasse".
Povl.
Ja, men, Anton, det er æ, a er kommen for aa sej dæ: du behøwer et aa rejs ud for aa blyw di egen Mand, du ka komm hen paa æ Hied te mæ og faa æ bette Hjemmen.
Anton
(ser tavs til Siden).
Præsten.
Lyt til din gamle Faders Stemme!
Povl
(indtrængende).
Du kommer saa sjalden hjem aa sir te di Faa'r, helsen skuld a ha vist dæ, hwor æ bette Stej er gavn teframm ad i de sidst Aaringer; det vil vis ogsaa æ Præjst hold med mæ i. Det er en bette gjæv Plet, det ka du lig sej aa!
Præsten.
Ja, det har jeg ofte sagt til din Far, Anton; det er mig en inderlig Glæde at se den Trivsel, der er i alting omkring dit Barndomshjem. Jeg har altid kaldt det for det lille Søndagshjem paa Heden.
Povl.
Og du ka faa æ uden Peng. Der er jo ingen anner te æ. Det er jo dæ, a haar gan aa tint paa for hwer Spaadfuld Jurd, a haar vend derud!
Anton.
Ja, Faa'r, a mistyder ett di Tilboj og den gued Mjening du haar med æ, men Faa'r — a kan ett ta imud æ[293] — — saa gjân, a ogsaa vild.
Povl
(næsten i Graad).
Naa. — Du ka ett ta imud æ! Hører De det, Pastor Hansen; han ka ett ... ta imud æ! Han forsmaar mi Gaw. Det er ett nøj for ham! Baare a saa haaj hat udstridt, for her i Verden blywer der ett mir Gled for mæ aa vent!
Præsten
(til Anton).
Knus dog ikke et stakkels Faderhjærte! Han kommer jo til dig med det bedste han ved: sit lille Søndagshjem.
Povl
(i sine egne Tanker).
Hwi gik a saa dér i aall de manne Aar og jawnt Knold paa Knold, nær han nu ett tykkes, det er nøj ward? A gjord æ, forre te[294] han sku faa æ bejr, end a haaj hat æ. A trowed, te a gik og sled for jen af mi egen; nu haar a jo saa iløwle kuns gan i Dawlej for anner. Nær Fremmed ska ha æ atter mæ, hwor er saa æ Løn for mi Sled!
Anton.
Ja, Faa'r, aal det, du dér sejer, forstaar a hwer Krumm[295], og det gjør mæ saa ondt, ja, saa forfærdelig ondt; og for ett aa hør dæ sej æ, er æ, te a er bløwen fræ dæ.
A haar den størst Beundring for di Sled. Men a kan ett trækk di Sel paa; den vild gnav mæ, saa a bløw baade vild og gal; og det miner Folk, te a haar nok aa i Forvejen. A kan ett som du pikk Guldkjanner op aa en Saândbrink; a er en naaen Tids Mennesk, der ett er tilfreds ved blot aa faa æ Fød — for den faar en Regnworm jo ogsaa. Tho æ Fød, den kund a maaske faa deropp paa æ Hied; skjønt det er nok somm'tid, Faa'r, det haar knævn dæ haadt nok; men æ Fød det er det mindst for mæ. Nej, a maa ha nøj aa prøv mi Evner paa! Og i mi Aalder og med mi Syn aa læ sæ bind te en Stump Hiedmark opp mell æ Lyngbakker — nej, Faa'r, det maa du ett forlaang; det vild vær som aa sætt en Haar i Tyr[296].
Præsten.
Nej, lille Anton, du ejer ikke det, som er bleven din fromme Far til hans Livs Velsignelse: Tilfredshedens gyldne Naadegave.
Anton.
Nej, det haar De Ret i, Hr. Pastor! Tefredshied — det er en Wor a aaltid haar kjowt i smaa Partier. Tefredshied for den Fatte forre te den Rig ka faa Ro te aa tyg aa æ Mund. Saamanne Smaafolk som mulig op paa æ Hied, saa er de ett i æ Vej for dem Stur. Men a skal ett læ mæ dryw ud i Ørkenen; skal a blyw herhjemm, saa vil a knag mæ ha en Bej[297] med de anner ... Helsen ka a rejs. Verden er stur. Der er tusind og tusind te, der er rejst fâr mæ, og det ett af de ringest!
Præsten.
Nej, det er saa sandt, saa altfor sandt, hvad du dér siger, Anton. Det hører til mit Livs sørgeligste Erfaringer at ha' oplevet det, jeg har maattet opleve, mens jeg har boet i dette Hedesogn; at se alle de dygtige, men fattige Karle, altid de dygtigste, saa snart de har naaet Modenhedsalderen, — saa se dem forlade Hjem og Arne og det elskede Fædreland for at søge Lykken i det fremmede. Naar jeg læser i min Avis, at nu er der atter én eller anden udvandret Dansk, som har udmærket sig derude — ja, jeg forsikrer jer, jeg kan sidde og skamme mig, blive saa inderlig bevæget paa mit Lands Vegne, at vi maatte vrage ham, mens de fremmede forstod at faa hans Evner til Spiring. Saadan burde det jo ikke være.
Anton.
Ja, sir De det, Hr. Pastor! De maa gi mæ Ret. En Land der ett behandler si Ungdom annerledes, den Ungdom, der haar Næv paa æ Skawt, fortjener den, te vi ska hold wos te en? Hwem vild ett gjân blyw herhjemm og ta si Torn sammel med de anner, nær en maatt arbed paa lig Velkaar, men det bejst aa æ Land er jo tavn op af Persowner, der bogstavelig aalle haar hat dje Hinner paa en Spaad, og tebaag te vi anner blywer tit ett andt end den usleste Knyg'saând[298].
Povl.
Ja, æ Saând ka ogsaa godt gi nøj, nær det helsen faar si Passen.
Anton.
Ja, Faa'r du haar slidt aall di Lyw, og hwad haar du faat ud aa æ? Mi Søskend er død hwerjen, wor Muer fæk tidle hinne Knôg[299]. Du war jen af de stærkest Mænd, da du saatt dæ nied paa æ Hied. Hwad er du nu!
Povl.
Nej, nu er æ Hjelbred jo ved aa sald[300].
Anton.
Og hwormanne ledde Timer haar du wal hat i di Løwtid?
Povl.
Aa saamænd, manne war æ jo ett.
Anton.
Og dengaang, du ga dæ i Lav med æ Lyng som ung Mennesk, mon du da haaj tint[301], te det skuld ha tavn saa haadt paa dæ og din?
Povl.
A haaj wal knap nok tint, te det war nap[302] saa taang en Stien aa trill mej. Tho det gik jo endda noweledes[303] i æ Førstning; da haaj en jo no faa Spaarskjellinger aa tær po, men da de saa gik ad, og det jet slo fejl og det andt slo fejl, saa war æ saamænd manne Gaang stræng, især den Tid da di Muer bløw tavn nied, og en stod aaljenne med æ. Ja, a haar saamænd list mæ fræ de Smaa manne Nætter og gavn ud paa æ Hied og vrejn mi Hinner te Worherr, om ett han vild kjend mæ en Raad, saa a kund skaff en Stø Brød aa gi æ Bø'en.
Anton.
Hører De det, Hr. Pastor; søen sir æ tit ud indvendig "det lille Søndagshjem paa Heden".
Præsten.
Nej, kjære gamle Povl, har De haft det saa tungt! Og det har De aldrig sagt mig?
Povl.
Aa, det kan en jo tidle nok komm te aa bekjend, te en ett wal ka reterir sæ[304]. Og det gik jo da ogsaa nok saa godt, da a først kam te nø Besætning.
Anton.
Jamen med di Sled skuld du jo ha wot jen af de rigest Mænd i æ Sovn.
Povl.
Ja, vi ka ett aalsammel blyw Herremænd.
Anton.
Nej, det er heller ett æ Mjening aa æ. Men ka du nu forstaa, hwad a saâ, te a ett ku trækk di Sel[305] paa?
Povl.
Ja, du maa ett læ dæ bind for mi Skyld. A er en gammel opsledt Mand, der nødde skuld gaa i æ Lyssen for nue.
— Men jen Ting kund du da gjân lov mæ, inden du forlaader æ Egn for aall Daw; te du vild ta med mæ hjem aa si æ; det ku da'tt skaad dæ nøj[306].
Anton.
Det vild a endlemaal[307] ogsaa gjân tjen dæ i, Faa'r, hwis a ett war ræj for, te a skuld føl mæ swag. For nær a maa sætt mæ saa bestemt imud aa komm derud aa bo, saa er der jo mir end jen Ting i æ Vej. Mæ og Kjesten — vi er færdig med hinaan.
Povl.
Ja, det haar a jo guednok lædt mæ forlyd mej.
Anton.
Derfor maa a saalaant herfræ som a ka komm. For bo en Stej, hwor en ku resikir aa mød hind hwerandt Lidt, si hind gaa paa æ Awer og flytt æ Kyer, heller maaskisæ kyr te Kjerk med en naaen Mand ved æ Sid af sæ — nej, det kund a'tt udhold. Derfor, kjere Faa'r — du maa ett frist mæ!
Povl.
Jaja da. Det skal a saa — heller ett (rejser sig langsomt og med Taarer). Naa — — maa a saa — — — sej dæ Faa — — wal, Anton. Gud vær — — — med dæ!
(Gaar mod Døren; Præsten følger ham.)
Anton
(synker ned paa en Stol).
Hwor møj mir mon a haar aa rykk øwer, fâr a ka komm afstej!
(Tæppe.)
FJERDE AKT.
Hvolgaardens Blegeplads: en Eng langs Aaen, der løber i en Bue til venstre; i Hjørnet en Spange over Aaen med Rækværk til begge Sider. Foraarsmorgen med klar Himmel, Dug, Sol og talrige gule Blomster.
Kjesten
(kommer over Spangen med en hvid Lærredsvæv under Armen; begynder at brede sin Væv ud over Grønsværet langs Aaen, mens hun synger):
Ka' Drebæk lægger sit Lat paa Bleg og nynner i søde Drømme, hun jævner hver Fold, hun glatter hvert Læg med Hænder, smygende ømme. Men dybt kan én den anden bedrøve. Rød lagde Ka' Drebæk sin Væv paa Bleg, det var ved Sankt Hansdagstide, men førend Septembers Maane steg, da var hendes Kinder saa hvide. Thi dybt kan én den anden bedrøve. Ka' Drebæk kjender ej Rist ej Ro, med Haanden dækker hun Panden, den Mand, hun for Aaringer gav sin Tro, har Bryllup i Dag med en anden. Saa dybt kan én den anden bedrøve.
(Pavse; derpaa Pigestøj og Latter til højre for Scenen fra andre Vaske- og Blegepladser):
Hallo, hallo — o — o!
Kjesten
(svarer).
Hallo — hallu — u — u!
Svenske-Stina
(leende ind fra højre; hun er høj, lys og smuk).
Goddag, søta Kjersta! Aa, det er saa rentut ryslig roligt alltihopa! Har du hørt det; har du hørt det?
Kjesten.
Hwad haar a hør.
Stina.
At han skriver saa till mig: Jag faar komme hem og gifta mig.
Kjesten.
Ih, hwem skrywer søne nøj?
Stina.
Gossan min, min Elskling forstaas.
Kjesten.
Da war det nok lig Mad for Mowns, hwa?
Stina.
Ja da! ikke sandt! Før vilde han inte alls, Tosken min; nu vil han paa sjølve Stunden.
(Ny Latter fra højre.)
Kjesten.
Hwem er det, der grinner[308] søen?
Stina.
Det er de andre Flickorna. Vi vrider Tøj derborte ved Elven. Faar jag kalde dem hit?
Kjesten.
Ja hit du dem baare.
Stina
(jodler).
Hallo, hallu — u — u!
Stemmer
(svarer langt borte).
Stina.
Aa, hvor er han søt, nej! saa utomordentlig søt! Se her, se her, se her (danser rundt). Jag har'en i Fickan. (Ta'r Kjærestens Portræt op af Lommen.)
Kjesten
(med et Suk).
Det skuld lig vær enaaen jen, der søen haaj æ Kjærest i æ Lomm!
Stina
(stikker Portrættet frem).
Titta!
Kjesten.
Tho da er æ en hil Stø bovn Kaa'l[309]. Han ligner jo ligfrem Anton.
Stina.
Mycket vakrere.
Kjesten.
"Wakre" end Anton! Nej, hold nu, Morlil! Der skal iløwle[310] mir te aa stikk Anton ud! Men det forstaar sæ: enhwer Sow tykkes wal bejst om si Gris'.
Stina.
Aa jag er saa kjær i'en, saa jag kund spis'en (griber Kjesten om Livet og danser rundt). Saa kjær, saa kjær, saa kjær!
Kjesten.
Ja, det ka a rigtignok mærk. Haar han saa nøj aa byd dæ hjem paa?
Stina.
Hvorledes? Bjude mig hem paa. Han elsker mig saa ofantlig.
Kjesten.
Ja, det forstaar a hwer Krumm. Men han haar altsaa ett søen nø Stilling.
Stina.
Det vet jag inte alls. Men en bra Gossa som min han vil inte la Allerkjæresten sin svelte førdærvat.
Kjesten
(med et Suk).
Gud gi det war mæ, bette Stine, dæ søen bløw send Boj[311] atter; men den Held ska a nok ett ha.
(Nye Hallo bag Scenen).
Kjesten og Stina
(svarer igjen).
(En Klynge leende og springende Landsbyvaskepiger med bare Arme og hvide Forklæder jubler ind fra højre; de slaar Kreds om Kjesten og Stina, slaas paa Skrømt, tumler og støjer. Et Par af dem bærer en Balje Tøj mellem sig, som de slipper ned i Engen.)
Kjesten.
Det war alkjøn af jer, te I kam. Nu tykkes a, te vi ska ha en bette Spøg for. A hører, te Swensk-Stine ska hjem aa gywtes. Ska vi saa ett vis hind, hwordan vi ka pynt Bruj' i Danmark?
Stemmer.
Jow, læ wos lav nø Kommes!
Kjesten.
Nu er æ Blomster jo ogsaa saa kjøn som de blywer. Vil I nu plukk, saa ska a pynt.
Stina.
Nej, hvor roligt!
(Pigerne spreder sig plukkende over Engen, mens Kjesten og Stina ta'r Plads midt for Scenen.)
Kjesten
(synger, mens hun pynter Bruden; de andre sætter Omkvæd til, idet de bærer Blomster til hende).
Nu er Dagen fuld af Sang, og nu er Viben kommen, Bekkasinen Natten lang haandterer Elskovstrommen. Plukke, plukke dugget Straa, plukke, plukke Siv ved Aa, plukke, plukke Blomster. Engen er nu gyldengul af tunge Kabbelejer, Søndenvinde byder op, og Dueurten nejer. Dammen ligger Dagen ud med Brudelys i Hænde, — rækker højt de ranke Skud, at Solen maa dem tænde. Nu vil Mø med Silkestik paa Brudelinet sømme, den som ingen Bejler fik, hun ta'r sig én i Drømme. Ræk mig en Forglemmigej og sidst en Krusemynte, saadan slutter vi vor Leg, saa glad som den begyndte: Plukke, plukke dugget Straa, plukke, plukke Siv ved Aa, plukke, plukke Blomster.
(Stina er nu pyntet med Blomster i Haar og Hat og Barm og Bælte; da Sangen er til Ende, siger)
Kjesten.
Nu, bette Stine; nu vild a ønsk, te du kund si dæ sjel. For nu er du saa kjøn, som du blywer.
Stina.
O, jag er saa gladt, saa gladt, saa utomordentlig gladt!
Kjesten
(klapper i Hænderne).
Kom nu her! (De danser i Kreds om Stina, mens de synger):
Munken gaar i Enge den lange Sommerdag, hvad gjør han der saa længe, aaja, aaja, aaja!
Stina.
Aa jøja mig! Jag kan inte holde Fødderne stille. Faar inte jag danse med?
(En af Vaskepigerne har listet et Stykke op af Baljen. Sangen fortsættes):
"Munken breder ud sin Kappe saa blaa"
(Pigen spreder det fremtagne Linned for Stinas Fod.)
Stina
(i Latter).
Det var Jæklen til Kappe, det. Det er jo min arrige Madmors Særk!
(Nu opløser det hele sig i Grin, gjennem hvilket man hører Takten):
"Aa se dog hvor lystigt de danser de to, som havde de stjaalet baade Strømper og Sko, Kom falderideralla."
Stemme.
Kjesten, di Muer kommer!
(Flokken forsvinder lydløst. Kjesten tilbage til Blegepladsen.)
Karen Mari
(kommer besværlig over Spangen).
Aanej, det war endda en kjøn Maa'nstûnd[312]. A kund ett dy mæ; a maatt hernied ogsaa, sjelom de gammel Bjen er bløwen nøj taang.
Kjesten.
Ska a komm aa ta ved di Haând, Muer?
Karen Mari.
Nej, mi Baâ'n, det gaar wal, nær a baare ett skal blyw hwingelsyg[313]. — Nej, saa aall æ Blomster er kommen! Si, hwor de staar med dje bette gul Huejer[314]. Aa, hwor det er skjøn! Æ Stork ska nok ogsaa vær sit[315].
Kjesten.
Ja, og Fisker-Thames kam iguer hjem med hans Lu fuld af Viefæg.
Karen Mari.
Ja, den Kaalsen[316] han ka gaa og find æ. (Er nu kommen ned paa Engen; ta'r fat i Væven.) Læd wos faa'en strammed bejer ud. Ta ved'en dér. (De strammer Lærredet.) Laa du Mærk te, om æ Kaal war kommen ad æ Mark?
Kjesten.
Nej, a saa ett te no Kaal.
Karen Mari
(næsten grædende).
Saa sejjer de nok og tygger endno. Det er endda stræng, nær en søen ska dryw dem te æ Bestilling, og ett ved, om der blywer nøj udretted i æ Gaard heller ett.
Aa vi, vi![317] — en Adskjel hér er bløwn, sin den hwelle Kaa'l kam aa æ Gaard! Hwor kund du endda faa æ øwer di Sind aa vraag Anton, vraag den bile Kaa'l, hwis Lig a aalle faar? (Ta'r i Lærredet.) Her ligger nu te di Brujlagner, ja, her ligger de. Men hwor er nu æ Kaa'l te em, det war æ, en sku spør om.
Kjesten
(bimsk).
Saa kund du jo ha tavn ham, Muer!
Karen Mari.
Hwad er det nu for nø Plevver[318] aa komm mej! Kund a ha tavn ham! Som det war mæ, han stod atter! Det er nok aa de Daw, te a render Haarer[319] ind, mæ gammel Negger[320]. Men søen er det med de ung Piger nuomtider. De véd ett dje egen Bejst. Saa vraager[321] de jen og saa vraager de tow; tesidst er de saa en Daa sjel vraaged. Men det er da mæ, det gaar ud øwer i æ Uddrav[322]. Herregud, te en nu skal sætt den skjønne Gaard øwerstyr, som haar wot i æ Familli si Værri[323] saalæng nue ka how[324]! A tror da heller, en maa tink paa aa faa æ sol, inden det gaar rejn og baar Fald paa.
Kjesten.
Hwad sejer du, Muer; vil du sæl æ Gaard!
Karen Mari.
Aa, spør mæ ett om nue Ting. A kan ett ha i mi gammel Hued. Det er mæ øwer æ Haând ihworden a vender æ. Og du vil jo ett gjør nø Aller af nue Ting. For der war saamænd saa manne, du gjân kund ha faat. To det er da'tt enhwer Pig, der staar med en Gaard paa æ Fingerender.
Ved du, om Anton endno er i æ Land?
Kjesten.
Hiel sikker ka en jo ett vær paa æ, men det hober a da, han er. Atter hwad a haar høt, kund han jo ett komm af hans nøj Plads fâr te Majdaa, og den haar vi jo først i Øwermaân.
Karen Mari.
Du haar da wal ett mir Maskepi med den Darling, sin han kam fræ æ Egn? Det maa da ha wot saamøj en slemme Klørfimsi[325]. Nu ska æ nok vær gavn op med en Pa Stykker te, atter hwad der bløw mæ fortal ved æ Kjerk. Det er da nø stræng nøj for wor Præjst. Tho det er da ham, der ska døb 'em.
Kjesten.
Ja, nu ka æ jo vær, de gir Darling Skyld for lidt mir, end han haar; nu han er kommen aa æ Vej, saa er æ jo saa nem aa vælt ham i æ.
(Store An og Bette An kommer med Sække fulde af Vasketøj over Engen fra venstre. Bette An fortsætter ud til højre med Næbbet hængende.)
Store An
(gaar hen til de to ved Blegen).
Goddaw og Gudhjælp jer!
Karen Mari.
Tak. Naa haar en dæ hér! Ih, hwad gik der af Bette An, a tyt, hun saa saa pylred[326] ud?
Store An
(hæsende).
Jow, nu er jo bløwen opped med Nikoline. Hun haar jo maatt gaa te Bekjendels øwer for æ Muer, hwad der venter. Og nu ska hun jo saa aa æ Tjenest.
Karen Mari.
Herregud, den kjønne bette Pig! Saa war æ da godt, vi anner ett beholdt hind i æ Gaard. Hwem er saa Pâtros[327] dér paa Lav?
Store An.
Ja, der er saagu kuns jen aa skyld i æ, den samm der haar wot paa Spil aall de anner Stejer.
Karen Mari.
Student Darling! Er æ saa ett forfærlig da!
Store An.
Jow, det war sgi en javn Høstkaa'l, dér war kommen te æ Egn. Hihihi! Nær de nu faar æ Bø'n tal op, saa de ved, hwor manne, der blywer, saa skuld de slaa æ sammel te jen Baselgild det Hiele, saa ka æ jo vær, te ogsaa æ Præjst kund kwitt en Gryssen[328] i hans Betaling. Hyhyhy! (gaar).
Karen Mari.
Kjesten.
A tinker, som a æ hiel Tid haar tint: den Student er en Pjalt, som a ett vild rør ved med en Ildklemm!
Karen Mari.
Sejer du, te du haar tint søen æ hiel Tid? Da kund en naaen jen da ett blyw klog paa andt, end te han ett haar spilt dæ saa lidt i æ Hued. Men det er jo godt, du saa er bløwn omsinded.
Kjesten
(harmfuld).
Aa, I er nø gued Fæpander ind ad en Kant (flæbende): A haar aalle hat anner i mi Tanker — — paa den Maad — end Anton — ett jen Ywblik, det forsikrer a ved den søde Gud, a haar ett, saasandt som a staar hér!
Karen Mari.
Men bette søde Kjesten, hwor kund æ saa fald dæ ind aa læ den bovne[331] Kaal gaa? A haar jo da aalle saat mæ imud te dæ bløw en Par af I tow.
Kjesten.
Ja men, du saa jo, hworden Anton war bløwen, inden han kam ad æ Dar. A kund jo da ett hiel læ mæ træj nied[332] af ham.
Karen Mari.
Ja, a kjender jo ett de Ung dje Handtiring, men det maa wal sajtens ha wot af Kjærlighid.
Kjesten.
Ja, det tinker a ogsaa nok det war (ny Smaaflæben). Og a skuld wal ogsaa ha funden mæ i æ; for der war nu ett saa raar en Kaal laant og nær som Anton, nær en først kommer te aa tink ved æ. Og det er jo paa en Maad mæ, der drywer ham aa æ Land[333] (stærkere Græden).
Aa, nær det kommer i mi Tanker — saa ka a legg wogen den hiele Næt uden aa faa Blûnd i mi Øwn. Baare a endda kund træff ham jen Gaang endno; der war saa møj, a skuld ha ham saâ[334].
Karen Mari.
Ja, baagatter er en aaltid klog nok, Morlil. Du skuld ha gjord nø mir ud af ham, men du haaj ham, og han war ved æ Sind. Nu ka vi ta obaag[335].
(Fisker Thames er kommen frem med sin Medestage paa Banken til højre; han slaar Trimulanter paa Klarinetten, før han kommer ned paa Engen til Kvinderne.)
Karen Mari.
Aa, Jøsses, er det din Spøgdogter; det ga da søen en Kip[336] i mæ. Men det war saamænd godt, du kam, Thames, for her gaar vi tow jenle Kwinder og græder te hinaân.
Thames.
Ih, gjør I det! Da plejer der karenmæ ett aa vær møj Græden, der hwor a faares. Hwad er der nu gavn jer paatwat[337], bette Folkens?
Karen Mari.
Ja kund a sej dæ æ, Thames! Det er ved aa skrid nied om wos.
Kjesten.
Ja, Muer er bløwn saa tungsinded, te det ett er te aa hold te. Og a ska ha æ Skyld for aal Ting.
Karen Mari.
A gir dæ kuns æ Skyld for jen Ting: te du smed mæ en hwell Kaal[338] paa æ Dar, endda æ Gaard ett kund omvær[339] ham.
Kjesten
(med ny Graad).
A ka heller ett omvær ham. Det er det, der er saa forfærdelig. Aa bette Thames, hwad ska vi tow arme Kwindfolk grief te.
Thames
(ser ud af Scenen).
Gi jer nu still te æ! Der kommer jo vis hans Faa'r[340]; a saâ, te han for lidt sin gik ind te æ Kjø'mand. Hwem ved hwad Hjælp der ku vær ved ham.
Povl Hedemark
(med en Æggekurv paa Armen; han er bleven noget duknakket).
Goddaw og Gudhjælp jer!
De andre.
Tak og dæ detsamm!
Thames.
Ja, nu er der nøj aa ta ind ved æ Høns.
Povl.
Ja aaeja. De ynder jo det her mild Vejlo.
Thames.
Sej mæ, Povl, om en maa vær saa fri aa spør: Haar du hør nøj fræ Anton i æ Sidsten?
Povl.
Jow, det war ett sær. (Med Bævren i Stemmen.) Han — — haar saamænd — — skrøwen javnhen flink te mæ i Vinter, a maa ett sej ham andt paa. Men nu hører a walsajt — — ett mir — — fræ ham.
Kjesten
(ængstet).
Da er han da'wl ett rejst!
Povl.
A tær ett sej, om han er rejst endno, men a frøjter for æ.
Det sidst a høt fræ ham, da skrøw han, te der gik en Skif paa Frejda; men han vidst ett, om han ku blyw færdig te aa ta med'en, helsen maatt han vent te Wojnsda. Se Frejda det war jo iguer. Om han saa er bløwen færdig, det er æ jo, det kommer an paa. Andt kan a saamænd ett sej jer.
Thames.
Ja, det er Urd nok. Tak ska du ha, Povl!
Povl.
Ett aa takk! Faawal (gaar mod Spangen).
Karen Mari.
Herregud, hwor han endda er kommen te aa si gammel ud!
Thames.
Ja, han hænd[341] jo søen ved den Søn. Og den Slaw det ska nok gjør jen graa baag æ Ører.
Kjesten.
Te a ett ogsaa er kommen te aa spør om det nø far! — Muer, a maa snakk med Anton endno engaang; det koste, hwad det være mô.
Karen Mari.
Ja men, Baa'n, tho do høt jo, te æ Skif maaskisæ aallered æ gavn.
Kjesten.
Aa, sej æ ett, Muer. Det er lissom det sku stemm æ Aând[342] i mæ. Og hiel sikker er æ da heller ett. A ta te Kjøvenhavn imaan den Daa. Kaski saa Worherr æ mæ gued.
Karen Mari.
Kjøvenhavn! Aa Jøsses! Det er helsen ett baag æ Laad! Og søen en jenle Kwind', hworden ska du reterir dæ[343]?
Kjesten
(ivrig).
Thames, du maa følle med mæ! Aa, vil du ett, Thames! Du haar jo wot der far? A ska nok betaal æ.
Thames
(i Jubel).
Om a vil ta med dæ! Te Kjøvenhavn! Aae, mi søde Pig, her er a! Betro du dæ baare te mæ; der ska ett blyw krummed en Haar paa de Hued, saalæng du er ved mæ.
Hahaha—a—a. (Smider Medetøjet.) Fanden nu med mi Mied'staag, nu er der andt aa tink paa for gammel Thames.
Kjesten.
Ja, for du er jo da kjend med æ Vej, Thames?
Thames.
Du skal ett vær ræj, mi bette Pig; er der nue, der kjender Kjøvenhavn for Aller[344], saa er æ visnok Fisker-Thames. A haar wot derøwer med Lamm. I kan spør Slagter Christensen i Danmarksgade, om han haar nøj aa udsætt paa mi Fremtræden. A haar wot uden for æ Gaardsled far i Daa. A haar lejen i Rendsborg for Kongens Kaal, vi marsired med fuld Oppakning til Issehow. Det er en Pa Daw sin!
Kjesten.
Og du ka rejs imaaen?
Thames.
Bette Kjesten, a er ledde[345]! A føller dæ te Verdens End, om det forlaanges; men vi maa ha en Dram og en Bid Brød i wor Lomm, for det er en javnhen laang Vej, og det koster, hwad der kyeves der paa Lav.
Karen Mari.
Ja, kund I komm hjem med Anton, saa tykkes a aal Ting kund blyw godt endno engaang, men det er wal sajtens baagatter.
Thames.
Da skal vi iløwle forsøg "at dreje Skuden", hwa, Kjesten!
Kjesten.
Ja, a vild endda vær tefreds, baare a maatt taal med ham endno engaang. Mir venter a ett. For han er naturligvis saa vred paa mæ (græder), te han ett er te aa omstemm. Og det haar han da ogsaa Grund te aa vær.
Karen Mari.
A tykkes iløwle, det sir saa forvoven ud det hér, søen laang og kostbar Rejs; og ett en ved, om I træffer ham heller ett. Ka en nu ogsaa betro dæ te æ, Thames?
Thames.
Spaar du dæ di Syllewornhied[346], bette Muer! A haar rejst med Lamm far. Spør du Slagter Christensen i Danmarksgade! I den sidst Sending haaj a øwer hunder Lamm, og fandenmæ ett jen der brækked saamøj som en Baagbien!
Karen Mari.
Jaja; læd æ saa ski — i Guds Navn da!
Thames
(snapper Karen Mari om Livet).
Hwad om du kund ha tavn mej, din gammel Peverbøss. Aae, knag'mæ, hwor skuld vi ha mored wos!
Karen Mari.
(To, tre Par Piger med Tøj og Vaskebaljer kommer ind fra Engen til højre.)
Kjesten.
Læd wos nu et kjælling[349] æ Tid hen, men komm hjem og faa æ Sager i Stand.
Thames.
Ja, kom I nu baag atter mæ (til Vaskepigerne). Saa skal I slutt op!
(Skrider gravitetisk foran, synger, mens han afvekslende trutter i Klarinetten; de andre følger ham parvis.)
Saa drager vi til Kjøbenhavn — trut — trut — trut! Og spørger nogen om mit Navn, — trut — trut — trut! saa skuldrer jeg min Medestang, — hopsa! Medestang — og blæser dem en Marsch saa lang: Trut — trut — trut!
(Tæppe.)
FEMTE AKT.
Plads i Nærheden af de Forenedes Dampskibsbrygge i Kjøbenhavn. Udvandrerskibet »Hellig Olav« skimtes fjernt i Baggrunden. Det er kort før Afgang. Trækvogne, Bybude, Politibetjente strejfer af og til over Pladsen. Til venstre ses en høj Stabel Pakkasser, til højre en Fortøjringssten.
Kjesten og Fisker Thames kommer fra højre.
Thames
(i gammeldags Mundering: lang Vadmelsfrakke, høj, skimlet Hat o. s. v. Han hinker paa Foden).
Det er da dæwels, som de Støvl gnawr mæ. A bad dem endda saa mindele om paa æ Gjestehjem aa gi em en gued Lav Fjedt. Det er en faale Pin aa vær i. Haaj der endda wot[350] en Bænk, saa a kund ha list mæ te aa trækk em aa (ser Fortøjringspælen). Død og Krown[351], her maa æ vis kund læ sæ gjør (sætter sig op og haler Støvlerne ud over de hvide Uldsokker, retter befriet Ryggen): Aaeha, hvor det suelt[352]!
Kjesten.
Naa, ga æ saa Len[353]?
Thames
(svinger med Støvlerne).
Ja, nu er æ karenmæ ingen Sag. Kom nu an, bette Kjøvenhavn!
En Dreng
(med en Trækvogn kjører bagind i Thameses lange Frakkeskjøder, saa baade Thames og Kjesten stenter til Side).
Kan han inte se sig for, Bondekvaj!
Thames
(samler sig op).
Aaeha endda! Søen en Hertug! En sku næjsten tro, han kjor atter Jurdmur, sø'n en Faart han haaj opp.
Kjesten.
Aae, Thames, a er saa hjatklemt, te a ett ka sej aa æ.
Thames.
Ja mi Pig, a war sgu klemt fàr, søen det dut nøj, men æ Støwl dem ka en træk aa, saa er det te en Sid, men æ Hjat[354] det er missel en møj æm[355] Stej. Men nu ska du'tt vær aaltfor angermodig. Vi faar jo nok Finger i gotten Swend.
A snakked med jen paa æ Gjestehjem, der war ud fræ samm Kant aa.
Kjesten.
Da kjend han da'wl ett Anton!
Thames.
Jow, han vidst gued nok af ham aa sej; og han troed nu ett — æh — te han war tavn afstej. Men han haaj wot fræ æ Hjemmen i den sidst Ug, saa hiel bestemt kund han jo ett sej nøj.
Kjesten.
Aa, a tykkes, a vild gi aal det a ejed og haaj for aa træff ham.
Thames.
Nu er æ heller ett ward[356] aa lov aaltfor møj ud. Det ka jo vær, du faar æ for slet ett. Nu snakker vi ett mir om det. Han kommer nok, — med Guds Hjælp. For det maa jo vær hér?
Kjesten
(ængstet).
Aa, Jøsses, Thames, du haar da ett før wos paa gal Vej?
Thames.
Gi dæ nu still te æ, Kjesten! Læd mæ faa Lov aa sund mæ paa æ. (Ser i Vejret og fastslaar): Jow; det ska nok sæd! Der haar vi æ Suel, og der haar vi Run-de-torn; det ka fandenmæ ett rokkes! Æ Retning er, som den ska vær. — Og dér ... og dér — hæhæhæ! ... Ja war æ ett det, a saâ dæ, Kjesten, der legger, Fanden slaa mæ, lig æ Skif, vi fraager[357] atter: "Hellig Olaw", "Hellig Olaw" — haar a saa ett Ret!
Kjesten
(forundret).
Er det æ Skif! den der! aae Jøsses endda!
Thames.
Jow, a tytt nok, te det maatt vær æ Retning; gammel Thames haar sgu ett saa ring en Snøgger[358]; det er nok ingen hiel Taari[359], du haar faat med dæ, hæhæhæ! Hwa Kjesten, Hwa!
Kjesten.
Nej, det er ett te aa forstaa, te du ka hold te æ. Det Hiele er nær ved aa skjell mi Hued ad.
Thames.
Ja vent nu, te vi faar Hold i Kalorius, saa blywer der nok Raad for den Huedpin, mi Muer.
Kjesten.
Baare han nu ett er rejst!
Thames.
Naa; hæhæ; saa du tror, han kund vær spasired lidt foraa[360]. Søen en bette Swip op forbi Kronborre, Hwa!
Kjesten
(tjatter ud efter ham).
Aa, læd nu vær aa drill mæ, din Slog[361]!
Thames.
Haar vi nu æ Skif, saa faar vi ogsaa wal æ Mand. Men nu maa vi sgu pass paa aa hold wos te hinaan, for nu begynder der aa blyw Tryngi[362]. Vil du nu kikk te den Sid (peger mod venstre) saa skal a hold Yw med æ te den naaen Sid.
(De stiller sig op hver paa sin Side af Scenen; lidt efter raaber)
Thames.
Kjesten! Kjesten! Nu behøver vi fandenmæ ett aa glyn[363] suemøj[364] længer; der haar a lig Kik paa Fyren!
Kjesten
(styrter hen mod Thames).
Det er da'tt sand! Ka du si Anton?
Thames.
Om a ka si ham! Ogsaa li'saa grangywle! Hahaha — ha! Han tror søen, han gaar og grovelirer ... i hans egen bitte Tommerumm? Nej, min kjere Ven, du er i-agt-taget, du er med Respegt at mel-de un-der Opsyn!
Kjesten.
Jamen, æ' æ[365] nu ogsaa ham?
Thames.
Ja, fandenmæ er æ ham! Ih, gudfaarebewors, ka du'tt kjend — om a saa maa sej — dit eget Kjød og Blod? Ham kund a da kjend, om det saa war mell hunder Swyn; det Kaast der med den fræens[366] Skank, det er da'tt te aa ta fejl aa. — Men nu maa vi karenmæ vær betint paa, hwordan vi vil ta imud ham. (Hurtigere.) ... Si kuns nu: Vi stiller wos lig her baag den Stavil[367] (peger paa Trækasserne), og saa lig i det sjelsamm som han gaar forbi, saa løwer du baag te ham og rover: Bøv!
Kjesten.
Nej, Thames, det tykkes a ett om. Det er en sær Maad aa ta imud ham paa, nu det er saa læng sin, en haar sit hinaân.
Thames
(lidt skuffet).
Naa. Ja, saa læ'r vi det vær. Nej, hør kuns nu: Istej for "Bøv", saa flyver du om æ Hals af ham og sejer: "Søde, kjere Anton, hwor kun-de du gjø-re mig den store Sorrig." —
Kjesten.
Nej, det ynder a heller ett.
Thames
(stødt).
Ynder du heller ett det! Søen vild a da ha gjord æ. Nøj ska du da for Fanden sej. — Gaa da saa baag æ Stavil der, te a kalder paa dæ, saa skal a ... Gaa nu! Gaa nu!
(Kjesten gaar bag Kassestablen.)
(Anton fra højre belæsset med Pakker.)
Thames
(træder ham bredt smilende i Vejen).
Goddaw, Goddaw! Hæhæhæ! Naa, der war nok jen, der haaj æ saamøj brøltront[368]. Skuld lig afstej te Amerika, lig afstej. Du kund wal ett lid aa faa Selskaf?
Anton.
Hwa? Fisker-Thames! Er du kommen herøwer? For mi Skyld? Da war det virkelig alkjøn[369] af dæ.
Thames.
Jow for gammel Bekjendtskavs Skyld; tho vi tow haar jo hat saa møj godt sammel i wor Daw, saa fæk a Lyst te aa hels paa dæ endno engaang, men du war aa faa i Taal. A kjender jo æ Vej. A haar jo fârhen wot her med Lamm.
Anton.
Hwordan staar aalting te derhjemm.
Thames.
Jow tak, tho a haar jo da saa manne Hels'ner te dæ, det war ett sær.
Anton.
Kjesten — hwordan haar hun æ?
Thames.
Jow, a takker for gued Atterspørsel; søen lig i æ Tid haar hun æ jo ett aalbejst; men en haar jo Lov te aa hôb paa Forbejring.
Anton
(ængstet).
Hwad sejer du, Thames! Er Kjesten ett rask; heller — skuld der vær nø andt i æ Vej med hind?