NAAR BØNDER ELSKER (continued 2)
Reading edition
Thames.
Det er a ett saa "komfetent" te aa udtaal mæ om som en an-den én (med en stor Armbevægelse hen mod Kassestablen). Nu ka du godt komm, Morlil; nu kan du karenmæ godt komm!
Kjesten
(frem, opløst i Taarer).
Anton
(slipper et Par Vadsække).
Hwad for nø nøj! Du er hér!
Kjesten.
A maatt herøwer, Anton, om saà det war mi Lyw om aa gjør. Du haar ett wot ud aa mi Tanker, sin du forlod æ Gaard, det ved Worherr i Himlen, a taaler Sandhied; a haar lejn[370] æ Nætter ud og grovelirer paa, hworden a sku faa dæ æ saà endno engaang. For du maa ett wontink[371] mæ, Anton, a fortjener æ ett af dæ, a haar aalle holdt af nue anner, som a holder af dæ.
Anton.
Maaskisæ ett sin Darling kam fræ æ Egn, men fâr —
Kjesten.
Ja, a vidst jo, det maatt komm. Men det sejer a dæ: A haar aalle brødt mæ om den Student for en Hæjt. Det er nøj, anner Mennesker haar hætted[372] paa for aa sætt ondt imell wos. Og du war sommtid saa urimele imud mæ, te a lod dæ blyw i æ Tro. Men a haar en rejn Fued aa staa paa. A haar ett hat andt med Darling aa gjør, end hwad enhwer maatt si paa.
Anton.
Det sejer du!
Kjesten.
Ja, og ingen skal nuesind kund bevis mæ andt øwer! Det gaar a aalle fræ, te a haar tavn en Dans med ham her og der; mir ett. Men det er et hans Skyld, te det ett er kommen vidter.
Anton.
Hwis er æ da?
Kjesten.
Nu maa du ett begynd forfræ, Anton. A ka ha hat mi Skyld i, te det er gavn som det er gavn. Men mon du ett ogsaa haar hat din? Mon ett vi nok kund ha snakked wor Sager ilav, hwis du imell kund ha styred di Sind?
Men a vil ett bebrejd dæ nue Ting. Du haar di Sind, og den ka vær haard som Flint.
Anton.
Ja, det er sand nok.
Kjesten.
Men a ved ogsaa, hwor gued du ka vær. Og Gud ha Lov, saa er æ det gued en hower[373], nær aal de Und[374] er glemt.
Anton.
Ja, det ska nok sæd[375]!
Kjesten.
Og sjel om du nu ogsaa vil gjør Aller aa[376], aa rejs fræ wos — a er ett kommen her for aa øwertaal dæ — saa vil a først sej dæ det: om du løwer heller du dør, der kommer aalle den, der ka faa mæ te aa glemm det Gued, du haar gjord mæ.
Anton.
Det sejer du mæ, Kjesten, imen a staar her med æ Hinner fuld af Amerika!
Kjesten.
Som a sejer dæ, Anton, du ska gjør i aalle Maader atter di egen Beram[377]. A vil ett øwertaal dæ. Men om du kund faa dæ sjel te aa blyw herhjemm, aae, hwor vild vi gjør æ godt for dæ!
A forstaar saawal, te du ett vil læ dæ nyw med en Hiedbrink — det vild a nødde[378] sjel —; men mi Muers Gaard — er det ett en gued Arrepaart? Tror du egentlig, du kommer te mir dérøwer? Og du maa ogsaa gjan ta de gammel Faar[379] te dæ.
Anton
(tier).
Kjesten
(med fremvældende Taarer).
Om a saa endno er gued nok te dæ, det ved a jo saa ett.
Anton.
Det er Allersnak[380] aal det, du der sejer mæ?
Kjesten.
A er et tavn den laang Vej for aa staa og fyld dæ med Præjk.
Anton
(smider alle sine Pakker).
Saa legger Amerika nu dér! Nu ka a si, te a haar wot en Taari[381] te den her Daa. Men Gud ha Lov, det ka gjøres godt endno. A troed aalle, a skuld blyw glaad mir her paa æ Jurd. Og saa kommer du her, mi egen bette Pig ...
(Han gaar imod hende, men de ser sig uroligt om efter de forbigaaende.)
Kjesten.
Aall de manne Mennesker!
Thames.
Bryd I jer aalle om dem. Det er vis ett æ først Gaang, der kysses paa den hér Plads!
(De unge omfavner hinanden.)
Kjesten.
Saa tar du med mæ hjem for aalle mir aa forlaad wos?
Anton.
Ja, Kjesten, nu tar a med dæ — saalaant æ Lyw vil gjæld!
Thames
(opsamler Antons Sager).
Saa er æ nok bejst, a ta "Amerika" — war æ ett søen, du kaldt det hér — for det er da Synd, te det ska legg her og flyd. Og saa vil a hen og ha mæ en bjedsk Dram, det tykkes a, a ka ûnd mæ sjel, for nu er a saa tepas, som nær a haar fanged jen af mi aall'villerst Gjejjer[382]!
Anton
(til en Drager med en Kuffert paa Nakken).
How, De dér. Læd mæ faa æ Kuffert, det er nok min!
Drageren.
Skal den inte om Bord?
Anton.
Ett den Gaang endno.
Drageren.
Maa jeg saa inte bringe den tilbages for Herren?
Anton.
Nej Tak, behøves ett. (Betaler.)
Drageren
(gaar).
(Damperen fløjter.)
Kjesten
(kaster sig ind til Anton).
Nu fløjter æ Damper atter dæ, men den ska ett ta dæ fræ mæ. (Hun griber rask Kufferten ved dens ene Hank og siger varmt og energisk): Kom nu, Anton!
Anton
(fatter Kuffertens anden Hank).
Kan du virkelig bær den!
Kjesten
(med Eftertryk).
Ja, Anton, nu kan a bær, hwad det ska vær!
(Mens Dampskibsskruen arbejder, gaar de to hurtigt ud til højre med Kufferten imellem sig. Fisker Thames bagefter med Pakkerne.)
(Tæppe.)