IV. Den nyere danske literatur.

Romantikken. I „Oplysningstiden“ skulde alt være „til nytte“, endog poesien. Digtning hadde ikke noget værd i og for sig, men var en god maate at gi nyttig belæring paa, og den var passelig til at fylde ut ledige timer med. Men i førstningen av det 19de aarhundrede kom det til rent brud med dette syn. I Tyskland hadde alt Lessing brutt med nyttesynet. Og de store tyske digterne Goethe og Schiller hadde hævdet og vist at kunst og digtning hadde værd i og for sig selv, og kunde skape videre syn for det skjønne og det store i livet. I slutten av aarhundredet kom der en retning i Tyskland, som har faat navnet romantikken. De mest kjendte av den romantiske digterskole var Tieck, Novalis og brødrene Schlegel. Det var følelsen og fantasien romantikken vendte sig til. Og skulde en finde næring for følelseslivet, maatte en vende sig fra det prosaiske hverdagslivet. Rousseau hadde præket at man maatte vende tilbake til den oprindelige og naturlige tilstand. Den fandt romantikerne i gamle dager eller ute paa landet hos bonden. Derfor tok de tyske romantiske digterne emnene helst fra fædrelandshistorien eller fra folkedigtningen. Paa den maaten vokste det frem en sans for det nationale sammen med romantikken.

Romantikerne kjendte sig ogsaa drat mot det vidunderlige og det hemmelighetsfulde.[33] Denne trang fik de ogsaa tilfredsstillet i fortiden; eller de tok sine emner fra Orienten, som den gang var hyllet ind i meget mystik. Romantikerne priste geniet, som naadde det høieste uten stræv. Og det var bare geniet som kunde naa det høieste. Ogsaa i religiøs henseende er romantikken et tilbakeslag mot rationalismen.

Oplysningstiden hadde hat et sterkt verdensborgerlig (kosmopolitisk) præg. Den ældste romantik hadde samme præg; men snart blev digtningen mer og mer national. Den retning kalder vi for national-romantikken. Det viste sig ogsaa i videnskapen. Den tok til at granske mer den hjemlige kultur. Baade sprogvidenskapen og den historiske videnskap blev helt omskapt paa denne tid. En ny videnskap vokste frem: folkeminne-granskingen.

I Tyskland var det især Herder som hadde vakt interessen for folkedigtningen og for det nationale. Han gav ut folkedigtning fra hele verden, oversat til tysk i Stimmen der Völker in Liedern. Herder mente at et folks eiendommelighet først og fremst kom til syne i folkedigtningen. Og det gjaldt at utvikle eiendommeligheten hos hvert enkelt folk. Herder fik saaledes meget at sige for utviklingen av nationalitetstanken.

Til Danmark og Norden naadde denne retning med Oehlenschläger. Men jordbunden var ikke uforberedt til at ta mot det nye. Slaget paa Kjøbenhavns red (2den april 1801) hadde vakt nationalfølelsen. Den som kom med de nye tankene til Danmark var den norskfødte Henrik Steffens. Han var opdrat i Danmark, men var tidlig reist til Tyskland. Der var han blit grepet av romantikken. Den likesaa aandfulde som ildfulde unge filosof[34] kom i 1802 til Kjøbenhavn og holdt nogen begeistrede og vækkende foredrag om romantikken. Disse foredragene fik meget at sige for flere av Danmarks senere store mænd. Blandt dem var Oehlenschläger, som alt hadde digtet en del før. Nu blev han helt grepet av romantikken.

Adam Gottlob Oehlenschläger var født i Kjøbenhavn 1779.

Hans far var slotsforvalter ved Fredriksberg slot, og hans mor var borgerdatter fra Kjøbenhavn. „Vemodens følelse,“ siger han selv, „og en dyp alvor fik jeg fra hende, fra min far sundhet og munterhet. Indbildningskraft og ild hadde de begge, han mer for det lystige; det tragiske fik jeg i arvelod fra min mor.“ De omgivelser han levde i som barn, virket meget til at nære hans livlige indbildningskraft. Slottet var bebodd bare om sommeren, og da „vrimlet det derute av mennesker, av smukke, pyntede damer; hele hoffet var der“. Om vinteren var der tomt i slottet, og da kunde han tumle sig om i de store saler og beundre maleriene i dem. Hans forældre hadde ikke raad til at gi ham ordentlig skolegang, og like til han var 12 aar, hadde han næsten bare „proppet sig med romaner, eventyr og skuespil“. Da fik han friplads hos Edvard Storm i „Efterslegts-selskapets realskole“, hvor han gik i fire aar. Her gjorde kameratene nar av ham for hans underlige dragt, gamle saker som hans far hadde kjøpt av garderobemesteren: kronprinsens høirøde vendte kjole, kongens stive støvler og et par grønne bukser, sydd av et kassert billardklæde.

Da han var seksten aar, begyndte han at læse til artium; men da han snart blev kjed av det, vilde han bli skuespiller; han tok derfor oplæring i fegtning, dans og sang. Han prøvde en stund at være skuespiller, men blev ikke i længden tilfredsstillet ved det. Han gav det hele op, tok atter fat paa studiene og blev student i 1800. Han var meget paa Bakkehuset og blev senere gift med Kamma Rahbeks yngre søster. I 1802 blev han kjendt med Henrik Steffens og hørte hans foredrag. Han blev senere en personlig ven av Steffens som gjorde ham kjendt med det romantiske syn paa digtning. Særlig har den romantiske genilære gjort sterkt indtryk paa Oehlenschläger.

Første gang han var hos Steffens, talte de sammen fra 11 om formiddagen til 3 om natten. Det romantiske digt Guldhornene[35], hvormed vi kan sige at romantikken i den danske literatur begynder, var frugten av dette hans første samvær med Steffens; hans digtning sprang her „pludselig ut som bøkeskogen en sommernat“. Han læste det op for Steffens, som brøt ut: „Ei, min bedste, De er jo virkelig digter!“ Oehlenschläger svarte at han fast selv var av den formodning. Og han var ikke andet end digter hele sit liv. Han opgav embeds-eksamen og gav ut en større samling Digte, hvori findes den smukke dramatiske idyl St. Hansaften-spil, en livlig skildring av det brokete folkeliv i Dyrehaven i Kjøbenhavn; litt senere gav han ut to bind Poetiske skrifter, som blandt andet indeholdt Aladdin eller den forunderlige lampe, et digt i dramatisk form efter et eventyr i „1001 nat“; her lar han Aladdin, „naturens muntre søn“, ved et under finde det som „nattens grubler forgjæves grunder paa“. Dette digt var likesom hans eget livs eventyr. „Hadde jeg ikke selv,“ siger han, „i den hos mig opdagede digterevne en forunderlig lampe, der satte mig i besiddelse av alverdens skatter! Og fantasien var mig en ringens aand, som bragte mig hvorhen jeg vilde.“

I 1805 gjorde Oehlenschläger en længere utenlandsreise. I Tyskland blev han kjendt med Goethe og med førerne for den romantiske skole. Men snart kom han mer og mer bort fra de tyske romantikere, og til slut kom det til formelig brud. Han holdt allikevel fast ved det romantiske syn paa digtning, men utviklet sig selvstændig.

Fra utlandet sendte Oehlenschläger hjem en række av sine mest kjendte digterverker, og da han kom hjem, blev han utnævnt til professor i æstetik, saa han helt kunde leve for sin digtning.

Den betydeligste av hans tragedier er Hakon jarl, som fremstiller hedenskapets kamp mot kristendommen; av de andre gjorde især Aksel og Valborg stor lykke; den bygger paa en gammel folkevise og skildrer den trofaste kjærlighets styrke. Fremdeles kan nævnes Balder hin gode, Palnatoke og Væringerne i Myklagard. I sine tragedier viser Oehlenschläger sig paavirket av Schiller; ogsaa hos ham var netop den pragtfulde lyriske patos det mest fremherskende, den strengere karaktertegning mindre fremtrædende.

Likesom til tragediene finder han ogsaa til romansene emnet mest i den gamle tid. Av romansene skal vi nævne romanse-cyklene (d. e. sammenhængende rækker av romanser) Nordens guder og Helge, og de enkelte romanser Hakon jarls død, Ridderen ved kulsvierhytten o. fl. Av hans romantiske fortællinger kan nævnes Vaulundurs saga og Hroars saga, av hans episke digt Tors reise til Jotunheim.

Oehlenschlägers digtning har sin største betydning ved at den var national som ingen dansk digtning før. Oehlenschläger foldet ut det som hadde vist sig som spirer alt hos Ewald. Han hentet sine emner fra den gammelnordiske tid, fra sagn, sagaer, gudelære og folkeviser, og viste sit folk det store og skjønne i fortidens liv, slik som det hadde vist sig for hans digtersyn. Han vakte derved de historiske minder til live i folket, „slog likesom den levende bro mellem fortid og nutid“ og styrket nationalfølelsen. I Oehlenschlägers behandling av den gammelnordiske tid mangler der meget paa historisk nøiagtighet; hos ham er heltene baade mer bløte og mer veltalende end de virkelig var. Men man maa huske at kjendskapet til oldtiden den gang var litet mot nu. Senere digtere, som Ibsen og Bjørnson, har skildret fortidens liv sandere; men Oehlenschläger ryddet vei; det er hans store fortjeneste. Holberg hadde hat stor betydning for det nationales fremvekst ved at vælge emner fra sit folks liv i samtiden. Oehlenschläger aapnet nu øinene for fortidens nationale liv.

Oehlenschläger hadde alt som ung mand naadd sin høieste utvikling som digter (fra 1802-1814 hadde han skrevet alle sine ypperste arbeider); men han blev ved at skrive til sin høie alderdom. Men meget av det han skrev, staar ikke paa høide med hans første verker.

Vi har før (s. 85) nævnt den langvarige strid Oehlenschläger laa i med Baggesen (1814-1818). Den strid, siger en samtidig forfatter, var mellem det gamle og det nye, mellem „den gamle, strenge, regelmæssige form[36] med dens fattige indhold og en ny indholdsfylde, som vistnok undertiden traadte noget formløs frem, men som til gjengjæld utmerket sig ved en ulike større rigdom, friskhet og dybde.“ I denne strid stod Baggesen næsten alene, mens Oehlenschläger hadde det store publikum paa sin side og mest lot sine venner („tylvten“) føre kampen for sig. Oehlenschläger viste efter Baggesens død sin anerkjendelse av motstanderen ved at faa teatret til at feire en mindefest til hans ære, og ved selv at skrive en smuk epilog til denne fest.

Det blev ny strid da J. L. Heiberg traadte frem som en slags overdommer, og hævdet at digtningen maatte være en enhet av indhold og form. Netop fordi det var som romansedigter (episk-lyrisk digter) at Oehlenschläger efter Heibergs mening naadde denne sammensmeltning av indhold og form, satte Heiberg ham høiest i den slags digtning; derimot søkte han at paavise svakheter i hans skuespil. Trods denne kritik fra enkelte hold var Oehlenschlägers digterbane i det hele lys og skjøn. Han blev i sit liv som ingen dansk digter æret og priset av sit folk. Dette ry naadde ogsaa de to andre skandinaviske land; sit sterkeste uttryk fik det da den svenske digter Esaias Tegnér (i 1829) i Lunds domkirke kronet ham med laurbærkransen som den nordiske digterkonge:

„Skaldernas Adam är här, den nordiska sångarekungen, tronarvingen i diktningens värld; ty tronen är Goethes.“

Fire aar senere blev han ogsaa varmt hyldet paa et besøk i Norge. Av de norske digtere var især A. Munch begeistret for ham.

Paa hans 70-aarige fødselsdag blev der i Kjøbenhavn holdt en fest for ham, hvor Grundtvig talte til hans pris og overrakte ham en laurbærkrans fra de danske kvinder.

Oehlenschläger døde i begyndelsen av 1850.

Oehlenschläger var en usedvanlig vakker mand, i sine senere aar noget fyldig og svær. Han var en sund, aapen og troskyldig, men ikke meget dyp natur. Han hadde et varmt hjerte og var fuld av freidig livsmod, hadde et aapent øie for al jordens herlighet og kjendte sig umiddelbart tiltalt av det skjønne og ædle i livet hvor han møtte det. I sine Erindringer har han selv git os en livlig skildring av sit liv.

Nicolai Frederik Severin Grundtvig blev født 1783 i en prestegaard paa Sjælland. Hans forældre var alvorlige kristne, og mens han var barn, gjorde kristendommen sterkt indtryk paa ham. Bibelen var han tidlig fortrolig med. Foruten i den læste han ogsaa historiske skrifter og alleslags gamle folkebøker.

Han blev student i 1800 og tok nogen aar efter teologisk embeds-eksamen. I sine studie-aar og første kandidat-aar var han nærmest rationalist; han var, som han selv siger, „uten aand og uten tro“. Men i 1810 skedde det religiøse gjennembrud hos ham.

Han blev nu kapellan hos sin far, men kom snart tilbake til Kjøbenhavn, hvor han blev prest. Men en tid efter blev han paa grund av et skrift mot den rationalistiske teologiske professor Clausen sat under tiltale og dømt til en mulkt; han la derfor ned sit embede. I 1839 blev han atter prest i Kjøbenhavn og var det til sin død. Ved studentmøtet i 1851 gjestet han Norge og fik megen hyldning. I sine sidste aar hadde han titel av biskop. Han døde i 1872, 89 aar gammel.

„Hælvten skald og hælvten bok-orm“, som han kalder sig selv, virket Grundtvig hele sit lange liv baade som prest, digter, historiker og folke-oplysningsmand. Han begyndte tidlig og virket med kraft og begeistring baade i skrift, i tale og handling. Hans mægtige personlighet gjorde sterkt indtryk. I sine ældre aar hadde han et ærværdig, hvitt skjeg, som naadde ham ned paa brystet.

Som prest traadte han op mot rationalismen og mot den aandelige død i kirken. I sin dimispræken stod Grundtvig frem og spurte: „Hvi er Herrens ord forsvundet av hans hus?“ Senere gjorde han selv en eiendommelig religiøs opfatning gjældende; han mente at det mundtlige, levende ord i den apostoliske bekjendelse (d. e. trosartiklene) og daabsordet som tros-kilde stod over det skrevne ord i bibelen. Han mente at gudsbilledet ikke var helt tapt ved syndefaldet, og han la megen vegt paa at den kristne ogsaa maatte la det menneskelige komme til sin ret, at man ogsaa skulde glæde sig ved al jordens herlighet. Han holdt ogsaa sterkt frem glæden over evangeliet. Motstanderne har derfor kaldt hans kristendom „den glade kristendom“. Religionsfriheten hadde en varm talsmand i Grundtvig. Det religiøse parti som sluttet sig til ham, har faat navn av „grundtvigianere“ og har ogsaa hat utbredelse i Norge. Grundtvig var meget veltalende. „Hans ord og præken var som en vældig fos, som bruser ned fra en klippetind.“

Grundtvig hadde læst Shakespeare’s, Goethes, Schillers og de tyske romantikeres verker og var paavirket av dem. Det var som lyrisk digter han mest utmerket sig, først og fremst som salmedigter. Av hans mange digterverker kan merkes Salmer og aandelige sange og Optrin af kjæmpelivets undergang i nord. Av hans mange salmer og religiøse digt kan nævnes: Paaskemorgen slukker sorgen, Fred til bod for bittert savn, Kirken den er et gammelt hus og Deilig er den himmel blaa. Av hans andre lyriske digt (hvoriblandt flere fædrelandssanger) hører Modersmaalet og Det er saa yndig at følges ad til de mest kjendte.

Som historiker fordypet han sig i studiet av Nordens fortid. Likesom Oehlenschläger vilde han vække denne til live hos folket. Grundtvig har skrevet mange aandfulde historiske verker; det mest fremtrædende er Haandbog i verdenshistorien. Han har ogsaa git en fordansking av Saxo og Snorre. I Nordens mytologi forklarer han gudesagnene paa en dypsindig maate; han ruller her op en stor rigdom av syner, og i dette verk lærer man at kjende hans syn paa menneskelivet, historien og Norden.

Alt Grundtvigs arbeide, i skrift og tale, hadde til hensigt at vække kristenlivet og at opdra og forædle folket gjennem sand oplysning. Han siger selv i sin Høiskolesang:

Han arbeidet for en utbredt læsning av morsmaalet, mens han vilde ha latinlæsningen i skolene væk; han skrev mange avhandlinger i kirke- og skolespørsmaal; fremdeles arbeidet han for at almuen skulde være med i det offentlige liv, og endelig oprettet han „folkehøiskoler“ „for at samle folket om det fælles sprog og de fælles minder“, som han selv sa. I disse skoler skulde undervisningen saa meget som mulig bli git gjennem frie foredrag (det „levende“ ord) og ikke være bundet til eksamener. Det var hans tanke at der fra disse skoler skulde gro frem en ny, national kultur. Siden er der oprettet mange folkehøiskoler i alle de nordiske land. Flest er der i Danmark. Folkehøiskolene og grundtvigianismen har faat stor betydning for oplysningen.

Bernhard Severin Ingemann († 1862) var en helt igjennem romantisk digter.

Ingemanns digtning var i førstningen sterkt paavirket av det usunde i den tyske romantik, og den var derfor i høi grad sværmerisk og fantastisk, likesom emnene næsten altid var gru-opvækkende. Men han rev sig efter hvert mer løs herfra. Mest kjendt er Ingemann for sine historiske romaner (Valdemar Seier, Erik Menveds barndom, Kong Erik og de fredløse og Prins Otto af Danmark). De er i Danmark blit „til folkelæsning som ingen andre bøker saa nær som bibel og salmebok“. Ingemann digtet mange salmer, milde, barnlige og inderlige, som han selv var. Til de mest kjendte hører Deilig er jorden, Glade jul og Lover Herren, han er nær.

Ingemann fik større læsekreds end de fleste andre danske digtere, fordi han skrev saaledes at han kunde bli forstaat av barnet og den menige mand. Faa digtere har ogsaa været saa avholdt som han. Han levde et langt og lykkelig liv i sit smukke hjem i Sorø, hvor han siden 1822 var lærer i dansk sprog og literatur ved akademiet.

Carsten Hauch († i Rom 1872) blev født paa Fredrikshald. Hans far var dansk, moren norsk. Da han var tre aar gammel, kom han til Bergen, hvor faren var blit stiftamtmand, og senere blev han opdrat hos provst Hertzberg i Kvinnherred i Hardanger. I sit 13de aar flyttet han med sin far til Kjøbenhavn. Hans senere liv og hans virksomhet tilhører Danmark.

Hauch hadde tidlig sluttet sig varmt til Oehlenschläger, og i striden mot Baggesen hadde han været med i „tylvten“. Han blev professor i æstetik efter Oehlenschläger.

Hauch har skrevet lyriske digt, f. eks. Polsk fædrelandssang, romaner, f. eks. En polsk familie, som gir en gripende skildring av Polens sidste kamp, og Robert Fulton (dampskibets opfinder) og endelig nogen skuespil.

Steen Steensen Blicher († 1848) blev født i Jylland og levde det meste av sit liv der, først som adjunkt, saa som landmand og endelig som prest.

Blicher var den første nationale novelleforfatter. Han har skrevet en mængde noveller. Av dem som skildrer den jyske natur og det jyske folkeliv (f. eks. Marie og Hosekræmmeren), utmerker flere sig ved naturtroskap og stor poetisk skjønhet. Blicher har ogsaa skrevet lyriske digt, flere sanger som aander varm kjærlighet til fædrelandet, og mindekvad over historiske personer, f. eks. Snorre Sturlasson. Et bind digt og fortællinger paa jysk bondesprog har han git ut under titelen E bindstouw (En strikkestue).

Ved siden av sin digtervirksomhet arbeidet Blicher hele livet for folke-oplysning, og han var en av de første som sluttet sig til Grundtvigs folkehøiskoletanke.

Poul Martin Møller († 1838) bodde en tid paa Bakkehuset hos Rahbeks. Han var i nogen aar lektor i filosofi ved Kristiania universitet og senere professor i filosofi i Kjøbenhavn. Han har ikke skrevet meget: men hans poetiske arbeider, lyriske digt og viser, samt et brudstykke av en novelle, En dansk students eventyr, er friskt og livlig skrevet. Likesom Hauch var han med i „tylvten“. Sin fedrelandskjærlighet har han smukt uttrykt i digtet Glæde over Danmark, skrevet paa havet, ombord paa en kinafarer som han i sin ungdom reiste med som skibsprest. Han har ogsaa skrevet en del filosofiske og kritiske avhandlinger i et naturlig sprog.

Poul Møller hadde klar og skarp forstand, var aandfuld og livlig. Han var fuld av livlyst, især i sine yngre aar, aapen, likefrem og godmodig.

Poul Møllers stedbror og aandsfrænde Christian Winther var en av Danmarks mest nationale lyrikere og romanse-digtere.

Hans sprog er paa en gang farverikt og naturlig, og hans vers er ualmindelig velklingende. Det bedste han har skrevet, er Træsnit (med det bekjendte Henrik og Else), en række romanser med scener fra det danske folkeliv.

Av hans andre mindre digt skal vi nævne de vel kjendte: Flugten til Amerika, Dansen i skoven og Matrosen. Ogsaa fra den romantiske middelalder har han hentet sine emner, f. eks. i digtet Hjortens flugt, som han skrev i sin alderdom.

Hans Christian Andersen († 1875) blev født i Odense 1805. Hans forældre var fattige skomakerfolk. Det varte længe før H. C. Andersen blev anerkjendt som digter; han maatte først taale megen spot og haard kritik. Av dem som alt tidlig tok sig hjertelig av ham og forsvarte ham, var Oehlenschläger. Efter hvert slog han mer og mer igjennem; mest gjorde hans eventyr ham berømt.

H. C. Andersen har skrevet lyriske digt, romaner, reise-skisser og dramaer. Av hans skuespil staar eventyrkomediene (f. eks. Ole Lukøie) høiest. Men det som gjør ham til en stor digter, er eventyrene. De er snart lystige som Svinedrengen, lunefulde som Flipperne og Prinsessen paa erten eller satiriske som Det er ganske vist, snart rørende som Den lille pige med svovlstikkerne og De vilde svaner eller hjertegripende som Historien om en moder, som i oversættelse endog skal ha naadd helt til hinduene og særlig ha tiltalt dem.

H. C. Andersens ry er naadd langt utenfor Danmarks grænser; hans eventyr er oversat paa næsten alle europæiske sprog. Ved et besøk i Norge i 1871 blev der holdt en fest i Tøienhaven i Kristiania for ham, hvor den norske eventyr-fortæller Jørgen Moe talte varme og anerkjendende ord til ham. Sit merkelige livs historie har H. C. Andersen fortalt paa en livlig og eiendommelig maate i Mit livs eventyr.

De hittil nævnte digtere i dette aarhundrede var alle romantikere, mer eller mindre paavirket av Oehlenschläger. En anden række digtere samlet sig om J. L. Heiberg, og hos dem var refleksionen eller tænkningen mer fremtrædende, likesom de ogsaa la megen vegt paa formen. De tok mer end digterne av den oehlenschlägerske retning emnene fra livet i samtiden.

Johan Ludvig Heiberg var søn av P. A. Heiberg. Han fik tidlig sans for digtning; ogsaa for musik, filosofi, naturvidenskap, astronomi og lægekunst hadde han stor interesse. Men det blev digtningen han ofret sig for. Med offentlig understøttelse var han tre aar hos faren i Paris. Saa blev han lektor i dansk sprog og literatur i Kiel, senere teater-direktør i Kjøbenhavn og hadde titel av professor. Han døde 1860.

Heiberg var især dramatiker. Hundrede aar efter at Holberg hadde skapt den danske skueplads, vakte Heiberg den nationale komedie til live igjen ved sine vaudeviller, tildels efter franske forbilleder. I sine vaudeviller skildrer Heiberg paa en livlig maate det jevne borgerfolks liv. Der var ved opførelsen en jubel i teatret som man ikke hadde været vidne til siden Holberg. Visene i dem blev gateviser, og mange av replikkene blev gjængse talemaater. De mest kjendte av disse vaudeviller er: Kong Salomon og Jørgen hattemager, Aprilsnarrene, Recensenten og dyret, De uadskillelige, Ja og Nei. Av Heibergs andre poetiske arbeider har det historisk-romantiske skuespil Elverhøi gjort stor lykke. Heibergs værdifuldeste verk er Nye digte; her staar bl. a. hans satiriske „apokalyptiske komedie“ En sjæl efter døden.

Heiberg skrev ogsaa aandfulde filosofiske og literatur-historiske avhandlinger og hadde i det hele stor indflydelse paa samtiden som kritiker og smagsdommer. Sine kritiske avhandlinger skrev han i et ukeblad han selv gav ut, Kjøbenhavns flyvende post. Han la vind paa „at sige sin mening bestemt og fyndig, samt blande i foredraget noget salt og pepper“. I alt han skrev, viste han fin smag og stor sans for formens skjønhet.

Henrik Hertz († 1870) var juridisk kandidat, men levde bare for digtningen. Han hadde titel av professor. I striden mellem „tylvten“ og Heiberg stilte han sig paa Heibergs side i sine anonyme Gjengangerbreve, som ved sin lette og elegante form levende mindet om Baggesen. Hertz er mest kjendt som dramatisk digter. Hans dramatiske forfatterskap var især to slags: romantiske skuespil og nutidskomedier. Av den første slags er det mest kjendte: Svend Dyrings hus (som bygger paa gamle folkeviser, især paa visen om Den onde stedmor). Av nutidskomediene kan nævnes Amors genistreger og Indkvarteringen. Han har ogsaa skrevet en del mindre digt (f. eks. Fregatten Ørnens brand og Den danske soldat). I alt han skrev, la han likesom Heiberg stor vegt paa formen.

Frederik Paludan Müller († 1876) var juridisk kandidat, men ofret sig næsten helt for digtningen. Han var paavirket av den engelske digter Byron. Hans hovedverk er Adam Homo, et episk-satirisk digt i tre deler, hvori han med varme og begeistring for det sande og gode blotter al den usselhet, svakhet og egenhjærlighet som kan findes hos en saakaldt bra og skikkelig mand. Han gjør ogsaa i „Adam Homo“ nar av det meget usunde og usande som var i romantikken. Over Paludan Müllers senere arbeider hviler der et dypt religiøst alvor.

Thomasine Gyllembourg-Ehrensvärd († 1856), J. L. Heibergs mor, begyndte sin forfattervirksomhet senere end sin søn, i sit 53de aar, og blev sikkert tilskyndet av ham til det. Likesom han skildret det kjøbenhavnske hverdagsliv i sine vaudeviller, gjorde hun det samme i sine noveller. Hun skrev ikke under navn, men gik længe under navn av Forfatterinden til en hverdagshistorie, som var hendes første bok.

Blandt de mange mindre fremtrædende digtere i denne tid kan nævnes Christian Wilster, som skrev lyriske digt (som „Ludvig Holberg“) og gav ut en ypperlig oversættelse av Homers Iliade og Odyssé.

Den begeistring for frihet og fædreland som blev vakt ved juli-revolutionen (1830), og som senere end mer blev næret ved den første slesvigske krig (1848), gav ogsaa digtningen sit præg. Det var mest blandt studentene begeistringen ytret sig, og deres fører var redaktøren og digteren Carl Ploug († 1894). Han arbeidet utrættelig, baade som taler og forfatter, for Slesvigs danskhet og for skandinavismen. Han stod i spidsen for den første studentfærd til Upsala i 1843. Hans digtning, som næsten helt er lyrisk, er mest fædrelandssanger, historiske mindesanger og leilighetsdigt (Nordens enhet er især kjendt).

I høi grad knyttet til studentlivet er ogsaa Jens Christian Hostrup († 1892). Det var især det friske, muntre og ungdommelige i det han gav uttryk for i sine studentviser og studentkomedier. Flere av de sidste, som Gjenboerne og En spurv i tranedans (hvor han stiller studentene frem som bærere av aandslivet i motsætning til den jevne, prosaiske borgerstand, „filisterne“), blev ogsaa opført paa det kongelige teater i Kjøbenhavn. Baade de og hans senere komedier (f. eks. Eventyr paa fodreisen og Soldaterløier) hører til de mest nationale og mest yndede danske lystspil; de er blit sande folkekomedier. De er ogsaa ofte opført paa norske teatre. De er skrevet med liv og humør.

Hans Egede Schack († 1859) var ivrig med i studentlivet og siden i det politiske liv. Han er mest kjendt for sin fortælling Fantasterne. Her viser han den store fare ved et ensidig fantasiliv, og paa samme tid er der skarp satire over mange forhold i samtiden. Boken blev meget læst og fik meget at sige for flere av de senere forfattere, saaledes ogsaa for Bjørnson og Ibsen.

Meïr Aron Goldschmidt (av jødisk æt) gav først i lang tid ut vittighetsbladet Korsaren og siden tidsskriftet Nord og syd. Denne aandfulde forfatter har ogsaa skrevet en række noveller; av dem kan nævnes En jøde, Hjemløs, Ravnen og Kjærlighedshistorier fra mange lande. Johan Carl Christian Brosbøll skrev under navnet „Carit Etlar“. Hans mange store og smaa fortællinger vidner om megen opfindsomhet og evne til livlig fremstilling; de er som oftest temmelig eventyrlige og fantastiske. Herman Fredrik Ewald har skrevet nutidsfortællinger (f. eks. Valdemar Krones ungdomshistorie) og historiske romaner som Svenskerne paa Kronborg o. fl. Av Vilhelm Bergsøes fortællinger er Fra Piazza del popolo[37] mest læst. Foruten romaner og noveller har han ogsaa skrevet lyriske digt. Christian Richardt begyndte med at skrive studentviser, men var mest lyrisk digter. H. V. Kaalund var lyriker. (Paa det jevne). Han har skrevet mange digt for barn. Endelig kan som væsentlig dramatisk digter nævnes Erik Bøgh. Han har dels selv skrevet, dels bearbeidet en mængde (omtrent 100) vaudeviller, farcer og komedier. Han har ogsaa forfattet viser og humoristiske fortællinger. Erik Bøgh var først skolelærer og kirkesanger, saa en tid skuespiller ved et omreisende selskap, saa i tre aar portræt-tegner i Sverige og bodde saa en tid i Kristiania, hvor hans farce Nytaarsaften 1848 vakte megen røre. Senere var han teaterdirektør i Kjøbenhavn og utfoldet en stor virksomhet som avisredaktør.

Søren Kierkegaard († 1855) var en filosof som fik stor betydning for literaturen i de nordiske land, ikke mindst i Norge. I en mængde, dels filosofiske, dels opbyggelige skrifter (f. eks. Enten — eller, Stadier paa livets vei, Kjærlighedens gjerninger, Indøvelsen i kristendom og tidsskriftet Øieblikket) arbeidet han med aandfuldhet og kraft for det han holdt for sand og egte kristendom. Eiendommelig for ham er den vegt han lægger paa at den enkelte i sin kristendom skal staa alene like overfor Gud, og at man skal vende al jordisk nydelse ryggen; det kristelige liv, mente han, maatte være et liv i forsagelse.

Realisme. De danske forfattere i det 19de aarhundrede som hittil er omtalt, hører i det hele og store til den romantiske retning i poesien; men hos flere av dem var der en større eller mindre tilbøielighet til at skildre virkeligheten saaledes som den er, hvad man kalder realistisk poesi. Dette viser sig alt sterkt i Blichers jyske noveller, senere hos J. L. Heiberg og de digtere som var paavirket av ham.

De ord av „Adam Homo“[38]:

kan i det hele brukes om den evne til at finde poesien i hverdagslivet som var eiendommelig for den heibergske digter-gruppe. I femti-aarene er der meget som peker mot realismen, f. eks. Schacks „Fantasterne“. Men et avgjort omslag i retning av realisme kommer først omkring 1870. Støtet til det kom især fra den nyere franske literatur, og i spidsen for bevægelsen i Danmark gik den begavede og aandrike literaturkritiker Georg Brandes, som ogsaa fik stor betydning for utviklingen i Norge.

Vi skal i korthet nævne de mest kjendte forfattere som avgjort sluttet sig til den nye retning. Først i rækken staar Holger Drachmann († 1908). Der er en sjelden ungdommelig kraft og glød i hans digt, hvad enten de er av lyrisk eller episk natur, og hans sprog er usedvanlig kraftig og malende (smlgn. digtene I cirkus maximus og Androkles og løven). Drachmanns mest kjendte digtsamlinger er: Ungdom i digt og sang, Sange ved havet og Dæmpede melodier. Av hans fortællinger staar hans sjømandshistorier (f. eks. Paa sjømands tro og love) høiest ved sin djerve og friske naturlighet. I den senere tid skrev han ogsaa nogen dramaer; av dem har Strandby folk, Der var engang og Gurre gjort megen lykke paa scenen.

Sophus Schandorph († 1901) tok emnet til sine noveller ofte fra de lavere samfundslag. Jens Peter Jacobsen († 1885) er mest kjendt for romanene Marie Grubbe og Niels Lyhne. Herman Bang († 1912) skrev romaner og noveller fra det moderne liv. Han var paavirket av Jonas Lie og av den franske digter Zola. Henrik Pontoppidan har skrevet mange fortællinger og romaner. Mest kjendt er den store romanrække Lykkeper. Gustav Wied er satiriker; han har skrevet baade fortællinger og skuespil, mest komedier.

Fra slutten av 1880-aarene var der en række lyrikere som stillet sig i motsætning til Georg Brandes og realismen. Johannes Jørgensen er mest kjendt blandt dem. Fra først av hørte han med til kredsen om Brandes. Siden har han helt vendt sig mot den, mest i religiøs henseende; han har gaat over til katolicismen. Han har git ut flere digtsamlinger; i de sidste aar har han mest skrevet religiøse verker.

I slutten av 1890-aarene begyndte en retning som har faat navnet Den jyske bevægelse. Først og fremst vilde den skildre bondelivet, føre „landluft“ ind i literaturen. De fleste av forfatterne i denne „skole“ var fra Jylland, og de tar emnene mest derfra. De bruker mange jyske ord og vendinger. Jeppe Aakjær har skrevet lyriske digt, oftest paa jysk dialekt, og fortællinger. Johannes V. Jensen har i mange noveller og fortællinger skildret bonden og hans sans for virkeligheten. Den samme virkelighetssans mener han at finde i det moderne amerikanske liv; fra det har han ogsaa tat emnene til et par fortællinger. Fra sine reiser verden rundt har han git mange skildringer. Mest kjendt av hans verker er Bræen med myter fra istiden. Han bruker et billedrikt og formfuldendt sprog. Jakob Knudsen har git ut en række romaner fra jysk bondeliv. Mest kjendt er Den gamle prest.