II. Folkedigtningen.

Mens den skrevne literatur i den sidste del av middelalderen liten eller ingen betydning hadde, viser „folkedigtningen“ at folkets poetiske sans og trang til digtning langtfra var utdød.

Alt i slutten av det 11te aarhundrede kom de gamle stev til Norden fra Vesteuropa. De var firlinjede lyriske vers med enderim. Men der er ogsaa nogen nye stev, som kom til Norden først 4-500 aar senere. Nystevet er ogsaa et firlinjet lyrisk vers, men det er ulikt gamlestevet og mer moderne end det baade i form og melodi. Nystevet virker mer moderne i indhold ogsaa.

Endnu lever stevdigtningen i Norge, men fuldt liv har den bare i Sætesdalen. Mange stev blir digtet i øieblikket. „Aa stevjast“ er en selskapslek, oftest kappestrid paa vers mellem gutter og jenter. Stevene gir følelsesutbrud, ofte spotter eller egger de[10].

Folkevisene hadde sin blomstringstid i Norden fra det 12te til det 15de aarhundrede. Men de blev ikke skrevet ned før længe efter. I Danmark skrev mange adelsdamer dem ned. Samlet og trykt blev mange av de danske i det 16de og 17de aarhundrede, en stor del ogsaa i den sidste tid[11]; de norske er samlet i vore dager[12]. Folkevisene har naturligvis i tidens løp undergaat flere forandringer.

I alle tre nordiske riker var der en rigdom paa folkeviser, som vældet frem „som en frisk rindende strøm“. Deres indhold er ofte beslegtet. Om de fleste kan det derfor være vanskelig at avgjøre hvor de først er blit til. Men denne likhet viser at der har været livlig samkvem mellem de nordiske folk i den tid.

Forfatterne av denne folkedigtning kjender man ikke; bare saa meget kan man slutte sig til at ialfald en stor del av de danske viser er blit til blandt de høiere stænder; for det første dreier de sig oftest om riddernes liv, og for det andet var de danske bønder den gang saa underkuet og stod saa lavt, at de i det hele var litet skikket til digtning. Folkevisene blev først sunget paa ridderborgene av omvankende sangere, siden trængte de ned til folkets hytter, hvor de i senere tider for en stor del er fundet igjen. I Norge derimot hørte forfatterne vistnok ofte til bondestanden.

Efter indholdet kan folkevisene deles i to hovedarter: sagnviser eller mytiske viser, som fortæller om overnaturlige væsener, personer og handlinger, og de historiske viser, som gir skildringer av middelalderens begivenheter og liv. Hertil kommer kristelige folkeviser.

Av sagnvisene maa først og fremst nævnes kjæmpevisene, som er de ældste. De henter emnene fra gude- og heltesagn, som altsaa har holdt sig gjennem tidene, men litt efter litt er blit ændret under paavirkning av kristendommen og den voksende kultur. De gamle æser og hedenske helter er blit til kristne kjæmper og helter. „Trymskvida“ i „Den ældre Edda“ f. eks. blev gjort om til en vise, hvori Tor blev til Torekall og Trym grimme jutulen. I Norge har man to viser om idrætshelten Heming, Hemingen og Harald kongen.

Ogsaa helter fra fremmede land (f. eks. Karl den store og hans kjæmper, ridder Roland og Holger Danske) blir ofte behandlet i visene; disse viser eller emnet til dem er da kommet til Norden fra utlandet, især fra Tyskland, et vidnesbyrd om den samfærdsel som den gang fandt sted mellem de nordiske riker og sydligere land. Ofte er flere emner smeltet sammen i én vise. Kjæmpevisene er i almindelighet fyndige, djerve og malende.

En anden art av sagnvisene er de naturmytiske, som fortæller os om de forunderlige væsener man i den tid og like til vor tid har opfyldt hele naturen med: riser og troll i bergene, alver og huldrer i skog og eng, havmænd, havfruer og nøkker i havet og elvene, og om den maate disse væsener griper ind i menneskelivet paa. En av de smukkeste og mest kjendte av de naturmytiske viser er visen om Elverhøi. Ogsaa om gjengangere handler enkelte av disse viser, f. eks. Den onde stedmoder.

De historiske viser er to slags, dels ridderviser, dels saadanne som handler om bekjendte historiske personer, de egentlig historiske viser.

Blandt riddervisene findes de skjønneste folkedigtninger; de gir et friskt, levende og farverikt billede av riddernes liv fra vugge til grav; de fortæller os om deres daader og om deres daglige færd, deres jagt og deres vennelag, om deres troskap i kjærlighet, deres tapperhet og deres ædle eller ialfald djerve tænkemaate. Som eksempler paa riddervisene kan nævnes: Axel og Valborg, Dalebu Jonson og Bendik og Aarolilja.

De egentlig historiske viser handler om historiske begivenheter eller personer som i særlig grad har gjort indtryk paa folket, som f. eks. Valdemar Seiers dronninger Dagmar og Bengjerd, og Kristjern den anden o. fl. Av de norske har vi bare faa bevart, f. eks. om jarlen Alv Erlingsson og Kungssonen av Norigsland. Ogsaa gjennem disse simple, men gripende viser faar man en levende forestilling om middelalderens liv og tænkesæt i Norden, om man end ikke kan bygge paa dem som paalidelige historiske kilder.

Av de kristelige visene er der ikke saa faa. Den mest kjendte er Draumkvæe; det fortæller om drømmene til Olav Aasteson, som sov fra julaften til trettendedagen, og da fik han se den skjæbne de onde og de gode fik efter døden.

Endelig kan nævnes de norske skjemteviser; av dem er flere av senere oprindelse, f. eks. Ramnabryllaup i Kraakelund, Han Mass og han Lasse, Truls med bogin, Mannen og kjerringi o. fl.

Eiendommelig for mange av folkevisene er omkvædet, som er med hvert vers. Oprindelig hadde omkvædet ikke noget at gjøre med den episke folkevise. Det er en levning av „stevstammen“, en indledning av lyrisk indhold („gamlestev“). Disse viser var oprindelig danseviser, d. v. s. de blev sunget under en slags dans, idet de som var med, tok hverandre i hændene og dannet en ring. Den som førte dansen, sang visen, og efter den gik ringen i takt. I Norden blev der saa til den lyriske indledning knyttet en episk vise, som ingen sammenhæng hadde med indledningen. For hvert vers blev en linje eller flere av stevstammen tat med, og omkvædet var der. Dette omkvæd sang alle med. Senere søkte man stundom at knytte omkvædet til visen, saa det i fyldig form gav det indtryk visen skulde gi (f. eks. „Ve da vorde hende Bengjerd!“ „Kjenner du Dalebu Jonsson?“) — Sangdansen, som kom fra Vesteuropa, blev utbredt over hele Norden og har holdt sig paa Færøene til vor tid. I Norge kom den i glemme ved Hardanger-felen, som førte med sig runddansene.

De egte gamle folkeviser har været kilden til ny digtning og har fundet efterlignere baade ute blandt folket og blandt digterne. Av dem som har efterlignet folkevisen, skal vi av digterne i fællesliteraturen nævne Ewald, Edvard Storm og Claus Frimann, av de nyere danske Oehlenschläger, Ingemann og Hertz og av de nyere norske Landstad og Welhaven. Folkeviser har ogsaa stundom ligget til grund for senere tiders dramatiske digtninger, f. eks. for Oehlenschlägers „Aksel og Valborg“ og Ibsens „Gildet paa Solhaug“, og for Garborgs episke digtning „I Helheim“.

Ved siden av folkevisene har vi folkesagn. De er dels mytiske (især naturmytiske), dels historiske.

De naturmytiske sagn handler om de samme overnaturlige væsener som de naturmytiske viser.

De historiske sagn er mest om Hellig Olav, og om hvorledes han gjør riser til sten og faar troll til at bygge kirker for sig (smlg. Welhavens En vise om Hellig Olav). Hellig Olav er guden Tors efterfølger, og han har Tors røde skjeg. Mange av de historiske sagn fortæller ogsaa om den sorte død, „mannadauden“, om hvorledes den la hele daler øde (Jostedalsrypa o. fl.).

Mens visene og sagnene ofte knytter sig til historiske begivenheter, er dette aldrig saa med folke-eventyrene. Det som eventyret fortæller, er ikke bundet til noget enkelt sted eller nogen bestemt tid. Her heter det oftest bare: „Det var engang.“ Personene og stedene i eventyrene har som regel ikke en gang noget navn, og hænder det, er det almindelige navn som Per og Paal, eller ogsaa er det navn som er en ren lek av indbildningskraften (Mumle Gaase-egg, Soria Moria slot, Østenfor sol og vestenfor maane o. s. v.). I eventyrene blir det overnaturlige og naturlige blandet om hinanden. Troll og trollkjærringer forekommer ved siden av konge, amtmand, prest og skriver. En stor del av dem er om Askeladden (den klodsete, fillete, som graver i asken). I dem faar man se hvorledes den som blir regnet for ringe og ubetydelig, ved egen dygtighet kommer frem til herlighet og lykke. Det gaar gjerne saa i eventyret, at klokskapen seirer over tankeløsheten og dumheten, at det gode faar sin løn og det onde blir straffet. I mange av dem er der et kostelig og eiendommelig lune, som f. eks. i Manden som skulde stelle hjemme, Far sjøl i stua, Gudbrand i Lia, Kjærringa mot strømmen, Mestertyven og Herremandsbruden.

Næsten alle sagn og eventyr er skrevet op i den seneste tid[13].