V. Den nyere norske literatur. (continued 2)

Sommeren 1857 kom Synnøve Solbakken ut. Den vakte stor opsigt baade i Danmark og Norge. Paa samme tid blev det lille skuespil Mellem slagene med emne fra kong Sverres historie opført paa teatret. Baade indholdet og formen var noget nyt og ukjendt. Vistnok var bondelivet idealisert, og sagatiden kunde ikke være skildret historisk rigtig. Men det som Bjørnson først og fremst vilde, var at bruke historien „til større forklarelse av et nutidsforhold“, som han selv har skrevet. Der er stor likhet mellem personene i bondefortællingene og i sagastykkene hos Bjørnson. Det er det faamælte og indestængte hos nordmændene i sagatiden og bonden i samtiden han har skildret; og han har vist utlængselen hos ungdommen, trangen til at komme ut og prøve kræftene. Sproget er fyndig og minder om sagastilen.

Bjørnson blev nu hjemme i 3 aar, først en tid i Bergen, hvor han var direktør for det norske teater. Saa kom han til Kristiania og var med at gi ut Aftenbladet sammen med O. Richter og Ditmar Meidell. Baade i Bergen og Kristiania kom han med i den politiske strid. I denne tiden gav han ut Halte-Hulda og bondefortællingen Arne, som virket mørkere og strengere end nogen av de andre fortællingene. I disse aarene skrev han ogsaa En glad gut og flere smaa fortællinger, som f. eks. Faderen. Ofte er der flettet ind smaasanger i fortællingene, som Moderens sang og Over de høie fjelde (i „Arne“), Synnøves sang, Øivinds sang og Ingerid Sletten. Fra denne tiden er ogsaa flere av fædrelandssangene hans, saaledes Ja, vi elsker dette landet (1859), som fort seiret over alle andre fædrelandssanger.

I 1860 reiste Bjørnson ut med statsstipendium til Danmark, Tyskland, Italien og Frankrike. Han hadde giftet sig nogen aar i forveien og hadde nu kone og barn med, og de blev ute i tre aar. Det var især opholdet i Italien som fik betydning for ham; der lærte han at kjende den antikke kunst og renæssansen.

Paa utenlandsreisen skrev han sagastykkene Kong Sverre og Sigurd Slembe (en trilogi) og mange lyriske digt og romanser, som Olav Trygvason, Bergljot og Magnus den blinde. Like efterat han var kommet hjem, skrev han det historiske skuespil Maria Stuart av Skotland.

Før Bjørnson kom hjem, hadde Stortinget bevilget ham en digtergage paa 400 spd. om aaret. Nu slog han sig ned i Kristiania, og der var han teaterdirektør et par aar. Denne tiden blev en haard kamptid for Bjørnson. Han stod midt oppe i al politisk og kulturel strid. Han fandt forholdene trykkende hjemme, og han længtet ut igjen. Begivenhetene i 1864, da Danmark maatte staa alene i ulykken, gjorde et sterkt indtryk paa ham (se digtet: Da Norge ikke vilde hjælpe). Han reiste ogsaa til Danmark og var der en tid sammen med de gamle vennene sine; han kom især til at staa nær grundtvigianerne der nede. I denne tiden skrev han sit første nutidsstykke De nygifte (1865). Han hadde ogsaa begyndt at gi ut bøkene sine i Kjøbenhavn.

I slutten av seksti-aarene gav Bjørnson ut Norsk Folkeblad. Ogsaa her hjemme kom han til at staa nær grundtvigianerne og folkehøiskolen med Christopher Bruun i spidsen. Han fik stor indflydelse i studentverdenen, da han i 1869 blev valgt til formand i „Studentersamfundet“. Studentene stod nu som i Wergelands og Welhavens tid i to flokker skarpt mot hverandre.

Endda Bjørnson stod slik oppe i al strid, var det ikke saa litet han fik digtet. Han gav ut fortællingen Fisker-jenten med emnet hentet fra en vestlandsby. I den staar den varme og sterke fædrelandssang Jeg vil verge mit land. I 1870 gav Bjørnson ut et større episk digt Arnljot Gelline, en skildring fra overgangstiden mellem hedenskap og kristendom. Litt senere gav han ut sit sidste sagastykke Sigurd Jorsalfar og sin sidste bondefortælling Brudeslaatten. I Digte og sange samlet han sine digt. Fra disse aarene har vi bl. a. Norsk sjømandssang og Mit følge. Til en mængde av Bjørnsons digt er der sat melodier, baade av indenlandske og utenlandske tonekunstnere.

I førstningen av 70-aarene kom Bjørnson op i en av de kvasseste feider han har været med i, signalfeiden. Bjørnson hadde skrevet at Danmark burde forandre „signalene“ i sit forhold til Tyskland. Bjørnson fik næsten alle sine gamle venner mot sig baade i Danmark og Norge. Al striden tok tid fra hans digtning, og han længtet ut. Inde i ham gjærte nye planer; han hadde alt prøvd sig med et nutidsstykke, „De nygifte.“ Ute i Europa var der strømvending, og Bjørnson reiste ut (1873)[49].

Henrik Ibsen sendte ut digterverker før Bjørnson; men han fik sit gjennembrud senere. Han blev født i Skien (1828). Faren var kjøbmand, men gik fallit, da Henrik Ibsen bare var 8 aar. Han levde derfor sin barndom i trange kaar.

Nær ved det hus Ibsen bodde i som barn, var en gapestok (en stolpe med en jernlænke, hvori en aapen bøile); raadstuen med de uhyggelige, tilgitrede vinduer og bleke, skumle ansigter indenfor hadde han ogsaa for øie. Et rum nede i raadstuekjelderen, „Daarekisten“, blev brukt til at sperre inde gale i. Alt dette gjorde sterkt indtryk paa ham, kastet skygge over den barnlige livsglæde og vakte tidlig alvoret i hans sind. Flere av Ibsens nærmeste blev i den tid grepet av den religiøse bevægelse som blev vakt av presten Lammers, og Ibsen selv kom saaledes nær ind paa denne bevægelse[50]. I barndommen var han alvorlig og stille; han brydde sig ikke om at leke, men trak sig tilbake til et litet avlukke; her stængte han døren med en krok for at faa være i fred. „For os andre“, skriver hans søster, „var han den gang ingen hyggelig gut, og vi gjorde altid vort for at forstyrre ham ved at kaste stener og sneballer i vægger og dør; vi vilde ha ham med i leken, og naar han ikke længer kunde utholde vore angrep, styrtet han ut, og efter os bar det; men da han ingen færdighet hadde i nogen slags sport, og da voldsomhet laa langt fra hans karakter, saa blev det ikke mer av det; han gik tilbake til sit avlukke naar han hadde opnaadd at faa os langt nok bort.“ Herinde holdt han nu, fortæller Henrik Jæger, paa „med nogen gamle bøker han hadde faat fat i, eller han syslet med blyant og farveskrin. Paa pap utførte han en hel del figurer i glimrende dragter. De blev skaaret ut, fæstet til en træ-klods, saa de kunde staa paa egne ben, og saa stillet i forskjellige grupper, nogen i livlig samtale, andre i alvorlige stillinger og med miner som gav indtryk av at noget vigtig blev drøftet. Det var den vordende dramatikers første scene-arrangements.“

Da Henrik Ibsen var seksten aar, kom han paa apoteket i Grimstad. Han vakte snart opmerksomhet, men ogsaa harme ved sine satiriske vers, som gik ut over enkelte av byens borgere. „Jeg befandt mig paa krigsfot“, siger han selv, „med det lille samfund hvor jeg sat indeklemt av livsvilkaar og omstændigheter.“ Han var meget optat av februar-revolutionen og skrev flere digt som viser hans sympati med revolutionen. Han skrev ogsaa under navnet Brynjolf Bjarme et drama Catilina, som tildels blev rosende omtalt av kritikken; men der blev knapt solgt mer end 30 eksemplarer av det. Paa samme tid læste han til artium for senere at kunne studere medicin. I 1850 kom han ind til Kristiania og begyndte hos Heltberg. Han hadde det meget knapt i denne tid; han bodde sammen med en ven, og de delte det de hadde at leve av; men det var ikke saa meget at de hadde raad til at spise middagsmat; forat det ikke skulde bli kjendt, gik de ut i den tid man spiste middag, og kom tilbake om eftermiddagen og drak sin kaffe med brød til.

Henrik Ibsen.

Da Ibsen var blit student, gav han snart op planen om at studere videre. Isteden la han sig efter læsning av skjønliteratur og skrev vers. Han blev med i den arbeiderbevægelse som var vakt av Marcus Thrane og slap saavidt fra at bli arrestert sammen med lederne for den. Hos Heltberg hadde Ibsen truffet digteren Vinje. Sammen med ham og literaten Paul Botten-Hansen gav han en tid ut ukebladet Andhrimner. Og begge disse to fik i denne tid stor indflydelse paa hans aandelige utvikling.

I 1851 blev Ibsen styrer av Ole Bulls nye teater i Bergen; der var han i flere aar. Han hadde en liten stipendiereise til Danmark og Tyskland sommeren 1852. I disse aarene skrev han nogen national-romantiske skuespil, som blev opført i Bergen; men flere av dem er trykt først i senere aar. Det første han gav ut av dem, var Gildet paa Solhaug (1856) med emne fra folkevisene. Litt senere kom det historiske drama Fru Inger til Østraat.

Sommeren 1857 kom Ibsen igjen til Kristiania; der traf han igjen sine gamle venner, især var han meget sammen med Botten-Hansen og hans kreds. Han var direktør ved det „norske teater“ i Kristiania til det gik konkurs i 1862. En stund efterat Ibsen var kommet til Kristiania, sendte han ut sagastykket Hærmændene paa Helgeland med emne fra sagaene. Med dette stykke blev sagastilen ført ind paa scenen. Ibsen har selv sagt at han vilde „fremstille vort liv i den gamle tid“. I 1862 sendte Ibsen ut Kjærlighedens komedie, som er det første av hans nutidsdramaer paa vers. Satirisk behandler han samtidens syn paa egteskap og kjærlighet. Boken vakte megen strid og mest uvilje[51].

Det var trange kaar Ibsen levde i da han var i Kristiania. Og i 1862 stod han paa bar bakke. Han følte sig saaret og misforstaat av kritikken, og han fandt det uretfærdig at han ikke hadde faat noget stipendium. Mismod og tvil paa digterkaldet fyldte ham og tærte paa hans evner. I disse aarene blev Ibsen og Bjørnson gode venner, og Bjørnson hjalp Ibsen i denne tunge tid. Ibsen fik gi luft for sin egen strid i det tankevegtige historiske skuespil Kongsemnerne med motsætningen mellem den tvilesyke hertug Skule og den trygge kong Haakon. Det er „motsigelsen mellem evne og higen, mellem vilje og mulighet“ han har skildret her som han saa ofte ellers — efter sine egne ord — har gjort det i sin digtning.

Danmarks ulykke i 1864 fik endnu mere at sige for Ibsen end for Bjørnson (se s. 151), og i flere av hans verker finder vi merker av hans sorg og hans harme over at nordmænd og svensker ikke hjalp Danmark. Den saare og harmfulde stemning hos ham fik uttryk i digtene En broder i nød og Troens grund. I digtet Mindets magt uttaler han sig med skjærende skarphet om den behandling han syntes han hadde faat. Han sammenligner sig selv med en bjørn som dyretæmmeren tvinger til at danse ved at binde den fast i en bryggekjel og saa fyre under den:

Det var derfor med glæde og med en følelse av befrielse Ibsen reiste ut til Danmark, Tyskland og Italien 1864. Nu hadde han endelig faat reisestipendium. Desuten fik Bjørnson Gyldendalske forlag i Kjøbenhavn til at gi ut hans bøker. Det blev ogsaa av stor betydning for ham økonomisk; for den gangen var de norske forlagene bare smaa.

Det blev en sterk arbeidstid for Ibsen nu. I 1866 sendte han hjem Brand, et stort nutidsdrama paa vers. Her er Ibsen kommet helt bort fra national-romantikken. Stykket er vokset frem av begivenhetene i samtiden, og med skarp satire peker han paa halvheten og feigheten hos sit folk. Brand stiller op kravet „intet eller alt“, og Brand er manden med den sterke vilje som aldrig gaar „paa akkord“. „Brand“ vakte vældig opsigt og kom i 4 oplag før aaret var ute. Stortinget gav Ibsen samme digtergage som Bjørnson, og i alle aviser og tidsskrifter blev boken anmeldt og diskutert. Der var mange som rent misforstod boken og gav meningsløse fortolkninger av den. En mand som professor Monrad sa endog i sin anmeldelse i „Morgenbladet“ at mange tegn tydet paa at guldalderen i literaturen var forbi, „og at en sølvalder eller endog en kobberalder nærmer sig“.

Det varte ikke længe før Ibsen kom med et nyt opgjør med samtiden. I 1867 kom dramaet Peer Gynt ut. Peer Gynt er egoisten, som er „sig selv nok“. Det er det romantiske fantasteri hos sine landsmænd Ibsen gaar i rette med her. Der er meget som peker hen paa politiske og literære begivenheter i samtiden.

To aar efter kom Ibsen med et satirisk lystspil De unges forbund. Det er paa prosa, og i alle skuespil siden har Ibsen git avkald paa versformen. „De unges forbund“ er en satire over norsk politik. Det er det første stykke av Ibsen som helt har miljøet fra samtiden, og det betegner overgangen til realismen hos Ibsen.

Ibsen skrev mange lyriske digt i disse aarene; flere av dem staar i hans dramaer, som Agnes i „Brand“, Solveigs sang i „Peer Gynt“ og Vuggevise i „Kongsemnerne“. Han har ogsaa skrevet det kraftige episke digt Terje Viken. I 1871 gav han ut en samling av sine Digte.

I 1873 sendte Ibsen ut Keiser og Galilæer, „et verdens-historisk skuespil“. Ibsen hadde gaat med planen til det i mange aar. Her behandler han spørsmaalet om fri vilje og ansvar.

Paa smaa avbrytelser nær blev Ibsen ute (mest i Tyskland) i næsten 30 aar. Han fulgte nøie med i det som hændte hjemme. Han kom mer og mer bort fra Bjørnson, som saa „De unges forbund“ som et angrep paa sig. Da Bjørnson skrev om signalforandring like overfor Tyskland (se s. 151), skrev Ibsen digtet Nordens signaler, og der sa han om Bjørnson: „Veirhanen paa fløien har forandret signalene“. Det varte længe før Ibsen og Bjørnson blev forsonet igjen.

Ibsen gav flere ganger uttryk for sin længsel efter hjemmet, da han var ute, saaledes i digtet Brændte skibe. I et digt ved 1000-aarsfesten (1872) retter han trods al saarhet en tak for „den sunde, bitre styrkedrik“ hans folk har skjænket ham „i bitre skaaler“. Det er den som har git ham kraft til kampen, og som har modnet hans digtning.

Paavirket av Bjørnson er Magdalene Thoresen († 1903). Hun blev født i Danmark, men blev i ungdommen lærerinde i huset hos presten Thoresen i Bergen, som hun senere blev gift med. Fru Thoresen har skrevet mange fortællinger og skildringer; de fleste handler om vestlandsbonden; hun har forkjærlighet for at skildre det triste og uhyggelige; næsten altid faar hendes noveller en sørgelig avslutning. Til de mest kjendte av hendes fortællinger og skildringer hører Signes historie og Fra midnatssolens land. Hun har ogsaa skrevet nogen dramaer med emner fra bylivet.

Paa landsmaal skrev Aasmund Olavsson Vinje: han la landsmaalet meget op til maalføret i hjembygden, Telemarken. Han sluttet sig tidlig helt til landsmaalet. Han siger selv om det:

Vinje var længe skolelærer, først i hjembygden, siden i Mandal. Han kom saa ind til Kristiania og blev student. Om hans omgang med Ibsen og Botten-Hansen har vi hørt før (se s. 153). Da „Andhrimner“ var gaat ind, blev han fast Kristiania-korrespondent til „Drammens tidende“. Hans korrespondanser blev meget læst ogsaa i Kristiania. Han studerte jus og tok embeds-eksamen 1856. Fra 1858 begyndte han at gi ut ukebladet Dølen. Her skrev han paa en kvik og skjemtsom maate om alle mulige spørsmaal. Senere blev han kopist i et departement. Men da han vaaget sig til at skrive i „Dølen“ mot regjeringens unionsforslag, blev han avsat 1868. Han tok det meget haardt, og klaget over de „aandelige husmenn“ som avsatte ham fordi han talte frit. Vinje døde 1870 i Gran paa Hadeland, og tre aar efter reiste ungdommen en mindesten for ham der.

A. O. Vinje.

Vinje har skrevet en mængde lyriske digt, fremdeles livlige reiseskisser, f. eks. Ferda-minni fraa sumaren 1860; her fortæller han om en Trondhjems-reise ved kong Karl den 15des kroning. I 1862 reiste Vinje med statsstipendium til England. Han hadde vist i tanker at prøve sig som engelsk forfatter. Efter hjemkomsten gav han nemlig ut en bok paa engelsk om England, Bretland og Britarne[53]. Den begeistring han hadde næret for England, var betydelig kjølnet efter reisen til England. Dette virket igjen til at han ikke længer var saa misnøid med forholdene hjemme. Nogen aar senere gav han ut det længere episke digt Storegut, som bygger paa bygdesagn fra Telemarken og gir billeder av livet der.

Vinje var en original, vittig og livlig natur med egte norsk lune, en egte folkelig mand; han siger om sig selv:

Han var en udmerket folketaler, som førte liv og lystighet med sig ved „fesjaa“ (dyreskuer) eller „nautemøte“, som han kaldte det, og andre sammenkomster. Men Vinje var ogsaa en filosofisk, grublende aand, og denne side av hans væsen har sat sterke merker paa hans virksomhet. I sit forfatterskap og sin avis var det oftest ironiens vaaben han brukte. Vinjes „tvisyn“ var mange rædde for. Bekjendt er hans kritik over Bjørnsons bondefortællinger, som han fandt altfor romantiske. Han har selv, især i „Ferda-minni“, git nogen rent anderledes „virkelighetstro“ skildringer fra bondelivet.

Den saarhet som tit kom frem hos ham som bladskriver, har for en stor del sin grund i den miskjendelse, ja, haan og forfølgelse som ofte blev ham til del paa grund av hans djerve, men ikke sjelden uvørne maate at skrive paa.

Vinje har selv paa en meget morsom maate skrevet sin levnetsbeskrivelse. Den begyndte saa: „Jeg er født den 6te april 1818, siger daabsboken; men skal jeg tro far min, og især den kone som bar mig til daaben, saa er jeg et aar yngre. — — Merker paa kommende storhet blev ikke videre opdaget i min ungdom, undtagen forsaavidt at jeg en gang slog bunden ut av en kubbestol og steg ind i den og hermet efter presten med utbredte hænder. En gammel kone mente da: ‚Det vert ein prest av denne guten.“ Men det saa just ikke liklegt ut til det, for jeg kunde ikke læse abc, da jeg var otte-ni aar gammel, for jeg kunde ikke tale tydelig før, og saa brændte jeg op alle abc’er naar jeg ikke efter løfte fik hanen paa sidste blad til at gale. „Det vert ein heidinge av denne guten“, sa mor tit graatende. — — Men da jeg saa kom til at læse, gik det saa fort, at folk sa: „Han les vitet av seg, denne guten.“ „Men det var godt,“ sa far, „so kann du bli skulemeister og sleppa kongens teneste.‘ Jeg blev da det i mit 17de aar, efterat jeg hadde været paa hjælpeseminariet i Kviteseid i omtrent et halvt aar. Jeg var skolelærer i omkring 5 aar for 13 spd. om aaret, men la mig endda op over 100 spd. i denne tid ved sumararbeid og træskomaking og potetessaaing og brennevinsbrenning attaat.“

Vinje var en av de første som med iver og lyst tok sig av turistsaken i vort land, da interessen for den blev mer almindelig. Sine bedste stunder hadde han oppe paa fjeldet. Han siger selv:

Han bygde sig sammen med Ernst Sars et hus („Eidsbugaren“) oppe i Jotunheimen, hvis digter han nu ogsaa blev (smlgn. digtet Jotunheimen i „Storegut“). Han hadde likesom hjemme deroppe under bræene, og deroppe blandt fækarer og renskyttere var navnet hans kjendt, saa Vinje sa selv at der var mange digtere som var mer navngjetne vidt og bredt, men at ingen var naadd saa høit op som han. I sin sidste smertefulde sygdom (mavekræft), da han laa ensom paa rikshospitalet, tænkte han paa sit liv oppe mellem Telemarksfjeldene. „Solen skinte paa fjeldene, og lurlaaten klang som orgeltoner i naturens store, høitidsfulde tempel paa fjeldvidden; han laa der med nisteskreppen under hodet i den bløte mose og stirret dypt ind i den blaa himmel, indtil hans kjære, uforglemmelige ‚Blaamann, Blaamann, bukken min‘ kom og skrapte ham i ansigtet. — Og saa mindtes han fotturene i Jotunfjeldene. ‚Kann du minnast‘, sa han til en av sine venner, ‚utsynet fraa Skineggen den morgonen, du! Aajei, aajei, at eg ikkje skal koma dit i sumar! Men naar eg no er lagd i kista, so vil mi aand slaa upp sin heim der uppe millom fjelli, og so vil eg sitja paa ‚Falketind‘ og sjaa utyver Norig, og Norig skal stiga fram‘, og saa graat han som et barn. Sin kjærlighet til fjeldet har han kanske ingensteds uttrykt saa vakkert som i digtet Ved Rundane. Han mindes her barndommen, da han var gjætergut og sprang omkring i fjeld og ur:

og i sidste vers heter det:

Vinje var overordentlig glad i dyrene; med det hang hans lyst til at reise paa „fesjaa“ sammen. Han kjendte ogsaa dyrene fra barnsben av. Om sit gjæterliv fortæller han ofte. „Eg gjætte kui um vaaren“, siger han, „og braut lauv og fann det lengste graset til henne. — — Eg rødde med henne, og ho forstod meg so godt, og naar eg paa gap løynde meg burt, so kunde ho rauta etter meg, so det ljoma i nutane. Og so sleikte ho meg i hovudet, naar eg molka, so eg var, som eg skulde vera komen ut fraa den beste ‚frisøren‘. Eg leid vondt, og eg var glad med henne, og naar ho bar um vinteren, so vart det jol i huset, og eg var seint og tidleg i fjøset for aa sjaa til aa klappa den fine, reine kalven hennar.“ Hvorledes han kunde snakke med dyrene som med fornuftige væsener, fortæller han ogsaa ellers om, f. eks. i Blaamann. Og i et stykke om Geiti siger han: „Det er mest, so dei kunde tala, og anten det no var eller ikkje var, so veit eg, at eg rødde med dei og fekk liksom dei beste svar, som til var.“ Ogsaa i digtet „Storegut er bukjær“ i „Storegut“ forekommer den samme tanke.

Vinje var ikke ræd for at utsætte sig for fare, naar det gjaldt at redde et dyr. I sin bok Bretland og britarne fortæller han saaledes, hvorledes han en gang over i England berget et lam: „Eg gjekk ein dag og rangla langs Cona (en liten elv) i sellskap med ein tysk maalar. Med eitt høyrde me ned under oss i ei berg-rive eit bræktande lamb, som ikkje kunde krabba seg upp atter. Me stræva med aa faa det upp; men det vilde ikkje lukkast. — — Til slutt fann eg eit skard, som eg kraup nedigjenom, og støypte meg ut i straumen. Maalaren og hyrdingen fylgde snart etter, og me berga lambet, som ikke hadde teke annan skade, enn at det blødde lite paa nosi. Eg er viss paa at ikkje England var halvt so vel fornøgd, daa det hadde frelst Tyrkeriket.“

Ogsaa Kristofer Janson har skrevet paa landsmaal. Hans første digtning var sterkt paavirket av Bjørnsons bonde-noveller. Han siger selv om sin første fortælling Torgrim: „Ho er paa ein maate fødd av ‚Synnøve Solbakken‘. Denne forteljing tok meg so sterkt, at ho vende meg um fraa aa vera norskdomshatar til aa vera ‚Bjørnson-mann‘ og etterpaa maalstrævar; ho gav meg min gamle kjærleik til soga og bondeliv attende.“ Til de mest kjendte av Jansons bondefortællinger hører Fraa bygdom. Han har ogsaa skrevet en historisk roman Fraa dansketidi og flere lyriske digt (f. eks. den friske Paa fjellet) og den episke digtning Sigmund Brestesson. I de senere aar har han brukt riksmaal. Paa det har han blandt andet skrevet Vore bedsteforældre, en skildring av livet her oppe i slutten av det 18de og i førstningen av det 19de aarhundrede, og desuten to skildringer fra livet i Amerika: Præriens saga og Nordmænd i Amerika. Janson var en tid folkehøiskolelærer; han fik digtergage av Stortinget, men sa fra sig den da han for nogen aar siden blev prest for et unitarisk kirkesamfund i Amerika. For tiden bor han i Kristiania og har faat sin digtergage igjen.

Paa landsmaal har nordlændingen Elias Blix († 1902) skrevet salmer, saaledes Gud signe vaart dyre fedreland. Hans Nokre salmar blir nu brukt som tillæg til Landstads salmebok i mange kirker i landet. Blix var professor i semitiske sprog. Sammen med et par andre har han oversat det nye testamente til landsmaal. Han har ogsaa skrevet flere digt, f. eks. Aa eg veit meg eit land om barndomshjemmet, Nordland.

4. Realisme og naturalisme (omkr. 1870-1890).

I førstningen av 1870-aarene kom der en strømvending i den norske literatur. Vi har før set (s. 100) at det samme omslag kom til Danmark paa samme tid med Georg Brandes. Han hadde studert fransk og engelsk aandsliv, og det var det nye han hadde lært ute, han førte hjem til Norden. I England var naturvidenskapsmænd som Darwin og filosofer som Stuart Mill og Herbert Spencer kommet med idéer og resultater som førte til nyt livssyn og nyt samfundssyn. I Frankrike blev de nye idéer ogsaa drøftet, og her hadde æstetikeren Taine prøvd at skape et nyt kunstsyn som stemte overens med det nye naturvidenskabelige syn om utvikling. Digteren Victor Hugo hadde ført det nye syn ind i literaturen. Literaturen skulde skildre livet mest mulig virkelighetstro, realistisk. Derved kom man ind paa mange samfundsspørsmaal, og de blev „sat op til debat“ (problemdigtning). Der var aandelig liv og strid ute i Europa, mens det var rolig og stilt hjemme i Norden. For det nye utenfra aapnet Georg Brandes (se s. 100) døren med sine forelæsninger i Kjøbenhavn over Hovedstrømninger i det 19de aarhundredes literatur, som litt senere kom ut som bok. Han satte klart frem kravet til realisme i literaturen, og han vilde man skulde sætte problemene op til debat.

Vi har set (se s. 140) at vi hadde flere tilløp til realisme hjemme i Norge alt i 1850-aarene. Og med „Amtmandens døtre“ hadde Camilla Collett sat et samfundsspørsmaal op til debat. Siden hadde baade Bjørnson og Ibsen tat emner og problemer fra samtiden ind i sin digtning. Ibsen var blit kjendt med Brandes i seksti-aarene; og han gav Brandes mange impulser. Allikevel kom omslaget braat her hjemme. Ibsen skrev at Brandes’s „Hovedstrømninger“ satte „et svælgende dyp mellem igaar og idag“. Literaturen i de næste 20 aar er fyldt av samfundsskildringer fra samtiden. Digterne satte det ene spørsmaal efter det andre op til debat, og som oftest angrep de forholdene som de var. I 80-aarene naadde denne retning høidepunktet (naturalisme), og man skildret helst det mørke og stygge i livet.

I 1870-aarene fik man ogsaa et mer realistisk syn paa den norrøne fortid og vor historie i det hele. Sophus Bugge viste at Edda-digtningen ikke var saa gammel som man hadde ment, men at den var blit til i vikingtiden, og i meget var den paavirket av kristendommen. Ernst Sars viste i sin Udsigt over den norske historie et nyt syn paa sammenhængen i hele vor historie (se s. 124).

Bjørnstjerne Bjørnson kom hjem til Norge i 1875. Da slog han sig ned i Gausdal, hvor han hadde kjøpt gaarden Aulestad. For fremtiden hadde han sit hjem her; men han var ofte ute og reiste: en gang var han helt over i Amerika og holdt foredrag.

Fra utlandet sendte Bjørnson hjem sine to første nutidsdramaer. Det var Redaktøren (med emne fra politikken) og En fallit (med emne fra forretningslivet). Litt senere i 70-aarene kom Kongen, hvor han drøfter spørsmaalet om kongedømme eller republik, og endelig Det nye system og Leonarda[54]. I disse aarene kom ogsaa fortællingene Magnhild og Kaptein Mansana.

Som før kjæmpet Bjørnson med i alle store strids-spørsmaal som var oppe. Han var en av førerne for venstre i flagstriden og vetostriden i 70- og 80-aarene, i unionsstriden i 90-aarene. Han tok mange ganger del i striden om religiøse spørsmaal; fra slutten av 70-aarene kom han bort fra kristendommen og skilte mer og mer lag med sine gamle venner, grundtvigianerne. I maalstriden sluttet han sig til K. Knudsen (se s. 143) og fornorskingen, og arbeidet mot landsmaalet. Han skrev om opdragelsesspørsmaal og sedelighetsspørsmaal og meget mer. Han siger selv:

Han var med paa folkemøter, og han holdt foredrag, han sendte ut smaaskrifter, og han skrev en mængde blad-artikler for det han mente var ret. Som taler virket han overvældende paa tilhørerne. Han kunde bruke sterke ord i striden; men han sa selv:

Bjørnson førte ofte stridsspørsmaalene ind i sin digtning, og nogen av hans digterverker er grodd frem av striden. I 1883 kom skuespillet En hanske med krav paa samme moral for mand som for kvinde. Der blev i de følgende aar en sterk strid om „hanskemoralen“ i bok og blad. Samme aar kom skuespillet Over ævne, første stykke. Det drøftet det religiøse spørsmaal. — Aaret efter kom romanen Det flager i byen og paa havnen med Bjørnsons idéer om opdragelsen. Nogen aar i forveien hadde han skrevet fortællingen Støv og var der kommet ind paa det samme spørsmaal. Saa kom lystspillet Geografi og kjærlighet. I romanen Paa Guds veie (1889) er det igjen de religiøse spørsmaal som blir drøftet.

Efter 1890 har Bjørnson git ut nogen mindre Nye fortællinger og en stor, Mary. I 1895 kom skuespillet Over ævne, andet stykke. Her drøfter Bjørnson det sociale spørsmaal og sætter det i sammenhæng med det religiøse, som var behandlet i „Over ævne“ I. I skuespillet Paul Lange og Tora Parsberg skildrer Bjørnson den politiske partikamp og gir paa samme tid en fin menneskeskildring. Bjørnsons sidste skuespil var Laboremus, Paa Storhove, Daglannet og Naar den nye vin blomstrer (1909). Av lyriske digt fra denne tid skal vi nævne universitets-kantaten Lyset og digtet Syng mig hjem.

Bjørnson fik en stilling i folket som mindet om Wergelands. Han var digter og politiker, folkefører og folkelærer. Der var ogsaa mange træk i Bjørnsons karakter som mindet om Wergeland. Han var hjælpsom mot dem som trængte hjælp. Han sa selv: „For de smaa har jeg slaas fra min første dag i skolen; jeg tror ikke noget i min natur er sterkere end dette.“ Han hadde en lys tro paa menneskene, og paa at det gode vilde seire.

Bjørnson var hjemkjær og vennekjær. „Ogsaa naar jeg opholder mig utenfor Norge, er mine tanker paa Aulestad“, sa han en gang. I digtet „Mit følge“ siger han:

Disse ordene gjælder i grunden om hele landet. Det var hans hjem i videre forstand. En gang fortalte tyske aviser at han vilde slaa sig ned i Tyskland fordi han var lei av striden hjemme. Da skrev han: „Jeg vil bo i Norge; jeg vil pryle og pryles i Norge; jeg vil synge og dø i Norge — vær viss paa det!“

Bjørnson blev kjendt og læst langt utenfor Norge. Hans bøker er oversat paa mange sprog, og mange av hans stykker er blit spillet paa teatrene i utlandet. I 1903 fik han Nobelprisen i literatur i Stockholm.

I et hyldningsdigt til Bjørnson siger Knut Hamsun:

Bjørnson døde i Paris i april 1910, men ligger begravet i Kristiania.

Henrik Ibsen sendte hjem drama efter drama fra utlandet. Av og til var han hjemme paa korte besøk. Da han var hjemme i 1874, blev han hyldet av studentene med et fanetog. Først fra 1891 bodde han fast i Kristiania.

I 1877 sendte Ibsen ut Samfundets støtter; med dette drama gik han „over fra nationalpolemik til samfundspolemik.“ Stykket er en motsætning til „De unges forbund“ og er nærmest et angrep paa det officielle hykleri; det er et sterkt indlæg for sandhet og frihet. To aar efter kom Et dukkehjem, som drøfter kvindens stilling i egteskapet og samfundet. I 1881 kom Gengangere om slegtsansvaret, med emne fra den moderne arvelighetsgransking, en slags skjæbnetragedie og samfundstragedie paa én gang. Det vakte stor strid og „et kritisk uveir“. Teatrene i Kristiania og Kjøbenhavn negtet at spille det. Næste aar gav Ibsen svar paa angrepene i dramaet En folkefiende, hvor han som kjæmper for sandheten, blir kaldt „en folkefiende“ av „den kompakte majoritet“. To aar efter kom Vildanden, som er det første av hans egentlig symbolske dramaer. Efter det kom — altid med to aars mellemrum: Rosmersholm, Fruen fra havet, Hedda Gabler, Bygmester Solness, Lille Eyolf, John Gabriel Borkmann og Naar vi døde vaagner (1899). I alle disse stykker møter vi mer eller mindre det symbolske; der er et mystisk præg over dem, og som en kritiker siger, møter vi det „dæmonisk romantiske“ her som i hans første arbeider.

Ibsens nutidsdramaer har et naturlig og klart sprog. De følger altid en skarp og sikker plan. Ibsen hadde en merkelig sans for det som gjør virkning paa scenen. Karakterskildringene er ypperlige; især har han forstaat at fremstille forskjellige kvindeskikkelser.

Ibsen blandet sig ikke som Bjørnson direkte op i den politiske, religiøse eller kulturelle strid. Han hadde en indelukket og tilbakeholden karakter. I „Ballonbrev til en svensk dame“ siger han:

Og senere:

Han talte bare gjennem sine digterverker[55]. Ibsen svarer aldrig direkte paa de spørsmaal han satte op i sin digtning. Han siger selv:

Allikevel kan man tydelig se hvor digteren staar, især i samfundsdramaene. Han hævder altid individets ret mot samfundet, og her er han paavirket av Søren Kierkegaard.

Ibsen er mer end nogen anden norsk digter blit kjendt og læst ute i verden. Alle hans verker er oversat paa mange sprog, og de blir opført paa teatrene over hele verden. Der er kommet ut en mængde verker om ham paa mange sprog, men mest paa tysk. Han har faat betydning for den literære utvikling i de fleste landene i Europa.

Henrik Ibsen døde i Kristiania 1906. Efter hans død er hans Efterlatte skrifter kommet ut i 3 bind. I dem staar der dels nogen ungdomsarbeider, som ikke var trykt før, dels en del digt og avhandlinger, som er spredt omkring i aviser og tidsskrifter, dels endelig en del utkast til digt og dramaer. Her kan man tydelig følge Ibsens arbeidsmaate og se hvilket arbeide han har lagt paa sine verker. Ogsaa en samling Breve fra Henrik Ibsen er kommet ut i to bind.

Jonas Lie var født paa Eker 1833; men han levde barndoms-aarene sine paa Tromsø og fik derved kjendskap og kjærlighet til livet nordpaa. I tretten-aarsalderen blev han sendt til sjøkadet-institutet i Fredriksvern; men efter et aars tid maatte han slutte her fordi han var nærsynt. Han kom nu ind paa Bergens katedralskole, hvor Lyder Sagen den gang endnu var lærer. Sin sidste forberedelse til artium fik han paa Heltbergs skole sammen med Bjørnson. Samlivet med Bjørnson fik meget at sige for hans senere utvikling, da han, som han selv siger, „gik der i Kristiania som ung student, uutviklet, dunkel og uklar som en slags poetisk seer, en nordlandsk skumrings-natur, som i visse maater skimtet det som rørte sig i tiden, men utydelig, i tusmørket som gjennem en vandkikkert“.

Jonas Lie.

Da han hadde tat juridisk embeds-eksamen, var han i flere aar sakfører paa Kongsvinger, men skrev samtidig lyriske digt, mest leilighetsdigt, og avisartikler. Paa grund av pengevanskeligheter maatte han slutte med sakfører-virksomheten og flyttet ind til Kristiania. Her skrev han (1870) sin første fortælling Den fremsynte, en liten historie fra Nordland, simpelt og rørende fortalt. Den vakte stor opmerksomhet, og Lie fik navn som en betydelig digter. Han fik stipendier til reiser baade hjemme og i utlandet. Fra nu av ofret han sig helt for sit digterkald. „Skal man bli noget tilgagns her i verden“, skrev han selv i en fortale til en digtsamling han gav ut før ‚Den fremsynte‘, „maa man ofre kaldet sin hele udelte kraft“. I ham fik sjømandslivet, lodsen og fiskeren sin digter. Snart efter „Den fremsynte“ kom Tremasteren Fremtiden, Fortællinger og skildringer fra Norge (med bl. a. fortællingen Nordfjordhesten) og Lodsen og hans hustru; fremdeles kan nævnes Rutland og den friske Gaa paa. Samtidig hentet han av og til emnene til sine fortællinger fra de høiere samfundsklasser (Thomas Ross, Adam Schrader). Disse romaner er paa en maate rettet mot den realistiske retning; men i sine senere romaner slog han selv avgjort ind paa den nye problemdigtning, saaledes i Livsslaven og i Familien paa Gilje (med ypperlig tidsskildring fra embeds-gaardene paa landet i første halvdel av det 19de aarhundrede). Senere kom En malstrøm, Kommandørens døtre, Et samliv, Maisa Jons, Onde magter, Niobe, Naar sol gaar ned, Dyre Rein, Faste Forland, Naar jernteppet falder, Ulfvungerne og Østenfor sol og vestenfor maane og bagom Babylons taarn (1905). Her skildrer han hverdagslivet med slaaende sandhet; med sine varme og fine skildringer „fængsler han vor tanke og griper vor følelse.“ Oftest har hans bøker „tendens“. De er rettet mot det han fandt var uretfærdig og hykkelsk i samfundet. Til hans senere verker hører ogsaa hans to samlinger („tylvter“) eventyr: Trold. Han har ogsaa skrevet nogen dramaer (Grabows kat, Lindelin o. fl.). Jonas Lie fik som Bjørnson[56] og Ibsen en aarlig digtergage av Stortinget.

Jonas Lie levde mest i utlandet. Men derfor blev ikke landet og menneskene her hjemme fremmede for ham. Han fører frem for os med like stort mesterskap „sjøfolk og bønder og sakførere, matadorer i smaabyene, sjø-officerene paa verftet, sypiken i det daglige slit, embedsfamilien oppe i bygdene“. Han døde 1908 i Bærum kort efter sin trofaste hustru, Thomasine Lie.

Kristian Elster († 1881) viste tidlig digterevne. Men han fik ikke anledning til at dyrke sit kald. Han var journalist og forstmand og levde i tunge kaar. Sygdom kom til, og hans arbeide var slitsomt, saa han fik hverken tid eller kraft til meget literært arbeide. Han døde 40 aar gammel. — Før sin død hadde han skrevet et par fortællinger, blandt dem Tora Trondal. Kort efter hans død kom Farlige folk ut, en roman, som vakte megen opsigt. Samme aar gav Alexander Kielland ut fire fortællinger av Elster med titelen Solskyer. Da man læste disse bøker, som kom ut efter forfatterens død, hadde man „en vemodig følelse av at vor literatur paa samme tid hadde faat og mistet en betydelig digter“, siger Henrik Jæger.

Alexander Lange Kielland var født i Stavanger 1849. Han sluttet sig helt til den nye realistiske retning; hans bøker drøfter ofte tidens „problemer“. Han var omtrent 30 aar da han begyndte som digter; han viste sig at være færdig og moden fra første stund av.

Alexander Kielland.

Kielland var i høi grad satirisk digter. Og det er med satiriske vaaben han i sine noveller og romaner strider mot hykleri og fordom. Hans bøker er ofte polemiske; de vender sig direkte mot det han finder skjævt og skakt i samfundet. Men ved siden av det satiriske og polemiske har han ofte latt det poetiske faa raade helt, saaledes især i de mange naturskildringer som er flettet ind i hans verker. Han viser sig paavirket av franske forbilleder, især Emile Zola.

Av hans verker skal vi nævne de to samlinger Novelletter og av de større romaner: Garmann & Worse, Skipper Worse, Arbeidsfolk (rettet mot embedsmands- og departements-styret) og Gift (nærmest rettet mot den gamle latin-skole). Kielland har ogsaa skrevet nogen skuespil: Paa hjemveien, Tre par, Professoren o. fl. Flere av hans bøker henter sit milieu fra Stavanger. Kielland var en fremragende stilist, og han behandlet sproget med mesterskap.

I 1885 stod der en meget skarp strid om Kiellands digtning. Bjørnson og Lie søkte om digtergage for Kielland. Det blev haardt ordskifte om dette i Stortinget. Det blev den ytre grund til at regjeringspartiet kløvde sig i moderate venstre og rene venstre. Moderate og høire stemte mot digtergage, og de var i flertal.

Kielland var en tid redaktør i Stavanger, i 1891 blev han borgermester der. Senere blev han amtmand i Romsdals amt. Han døde 1906. Efter hans død er flere brev fra ham offentliggjort. De gir en god forstaaelse av hans karakter og digtning.

Arne Garborg.

Arne Garborg er født i Time prestegjeld paa Jæderen 1851. Hans far var mørkt pietistisk, og Garborg vokste op under megen tvang. Han blev omgangsskolelærer like efter konfirmationen. Siden kom han til et seminar og blev saa lærer og bladmand i Risør, og siden redaktør i Tvedestrand. Saa reiste han til Kristiania og vilde bli student. Han slet meget vondt her, men fik artium med udmerkelse i 1875. Han var nu bladmand en tid og skrev i „Aftenbladet“. Men da han helt sluttet sig til landsmaalet, opgav han sin stilling der og begyndte at gi ut et ukeblad Fedraheimen. Her skrev han om alle spørsmaal og søkte især at gjøre europæiske tanker kjendt her i landet. Han kastet sig samtidig ind i maalstriden og skrev avhandlinger om Den ny-norske sprog- og nationalitets-bevægelse.

Garborg stod i førstningen i strid med den nye retning i literaturen. Men det varte ikke længe før han slog om, og helt sluttet sig til den. I „Fedraheimen“ skrev han flere smaafortællinger og likesaa sin første større bok Ein fritenkjar.

Han blev i 1883 statsrevisor og gav samme aar ut Bondestudentar om bondegutten som vil bli embedsmand, men som i striden for det tar skade paa sin sjæl. Nu blev Garborg almindelig anerkjendt som digter. I 1880-aarene var der skarp literær strid. Den realistiske digtning gik over i den naturalistiske, som i særlig grad skildret det stygge og uhyggelige i livet. En bok av Hans Jæger var saa vidtgaaende at myndighetene konfiskerte den. Mange saa i det et brud paa aandsfriheten, og der var stor strid i avisene baade om det og om de moralske spørsmaal ellers (bohême-striden og „Hanske“-striden). Garborg sluttet sig her til de ytterliggaaende. Hans roman Mannfolk vidner om det. Denne bok vakte ogsaa strid, og Garborg mistet sin statsrevisorpost. Han reiste da fra Kristiania og flyttet til Kolbotnen i Østerdalen. Her skrev han sine Kolbotn-brev med skildringer fra livet oppe i fjeldene. Her skrev han ogsaa skuespillet Uforsonlige, som er rettet mot politikerne. Kort efter gav han ut romanen Hjaa ho mor. Baade den og flere av hans senere bøker hører til den „psykologiske“ literatur.

Garborg fik nu reisestipendium, og han reiste til Tyskland og Italien. Han beskjæftiget sig mer og mer med religiøse spørsmaal. Trætte mænd handler om den livstrætte som finder trøst i religionen. I en sammenhængende række bøker (romanen Fred, skuespillet Læraren, fortællingene Den burtkomne faderen og Heimkomin son) drøfter han indgaaende de religiøse spørsmaal og samfundsspørsmaalene. Han gir ogsaa flere skildringer fra Jæderen i dem. Det samme gjør han i Knudaheibrev, skrevet under sommerophold paa Jæderen. Her gir han ogsaa mange interessante oplysninger om sit liv. I det lyriske digt Haugtussa og fortsættelsen I Helheim er det ogsaa religiøse spørsmaal som er det centrale. I „Haugtussa“ er der mange naturskildrende lyriske digt som er kjendt og blir sunget over hele landet. Garborg har ogsaa ellers skrevet mange lyriske digt; fædrelandssangen Gud signe Norigs land er kjendt over hele landet.

Han har ogsaa skrevet mange polemiske avhandlinger, særlig i maalstriden, men ogsaa om mange andre samfundsspørsmaal.

Garborg bor nu i Asker ved Kristiania.

Amalie Skram († 1905) var født i Bergen. I ungdommen gjorde hun mange reiser til sjøs med sin første mand, som var skibskaptein. I 80-aarene stod hun paa den ytterste naturalistiske fløi. Hendes mest kjendte verk er slegtssagaen Hellemyrsfolket i 4 deler. Det er en fattig og elendig strilefamilie hun skildrer, og hun kommer meget ind paa spørsmaalet om arvelighet. Sproget er kraftig. Hun har skrevet mange flere romaner og noveller. Hun blev gift med en dansk forfatter, Erik Skram, og bodde i Kjøbenhavn de sidste 20 aar av sit liv. Hun var sterkt nervøs, og det kommer ofte frem i hendes bøker. Hun var misnøid med forholdene i Norge og vilde helst kaldes „dansk forfatterinde“.

5. Tiden efter 1890.

1880-aarene hadde været fyldt av strid om mange spørsmaal, politiske og sociale, religiøse og moralske, literære og sproglige. 1890-aarene blev en meget roligere tid. Det kom ikke mindst av at det ikke længere var problemene som blev sat op til debat i literaturen. Man var lei av de naturalistiske livsskildringer. Ogsaa i Danmark vendte man sig mot naturalismen. Her i Norge brøt Garborg med naturalismen i „Trætte mænd“; og han skrev mer „psykologiske“ verker eller lyriske digt. Ibsens dramaer fra 1890-aarene er sterkt „symbolske“ (se s. 166). Der blev mange forskjellige strømdrag i det literære liv; men endnu ligger tiden for nær vor tid til at den kan faa historisk behandling. Vi skal derfor bare gi en kort oversigt.

Knut Hamsun var en av dem som vendte sig sterkest mot problemdigtningen, som han kaldte „ukunstnerisk tendensdigtning“. Han hævdet „kunsten bare for kunsten“[57] (artisme). Hamsun er født i Lom i Gudbrandsdal 1859 av gammel bonde-æt; men han var ikke mer end 4 aar da han flyttet til Nordland med forældrene. I ungdommen var han en tid skomaker i Bodø, og da gav han ut et par bøker. Men snart reiste han ut, og da fik han prøve noget av hvert. Han var baade skolelærer og lensmandskar, stenbryter og veiarbeider. Saa reiste han til Amerika hvor han prøvde mange ting. Siden kom han hjem og begyndte at skrive i aviser og holde foredrag.

I 1890 gav han ut romanen Sult, og den skaffet ham med en gang navn som digter og stilkunstner. Den er en „psykologisk“ roman, og forfatteren gransker og skildrer sjælstilstanden og de indre oplevelser hos en forfatter som maa kjæmpe sig frem i sult og nød. Et par aar efter kom romanen Mysterier, som er fuld av mystik og lyrik og en mængde fantastiske indfald. Men ogsaa her er det sjæleskildringen forfatteren har lagt mest vegt paa. I et par mindre bøker (Redaktør Lynge og Ny jord) angrep Hamsun presseforholdene og de literære forhold i samtiden. I 1894 kom Pan med fine naturskildringer fra Nordland. Siden har Hamsun git ut mange romaner og en del skuespil. I dem alle lægger han vegt paa sjæleskildringen; i mange av dem er der polemiske utfald mot forhold i samtiden. Ofte er der lyriske naturskildringer; stilen er artistisk og fantasifuld. Hamsun har ogsaa git ut en digtsamling.

Hamsun har gjort en lang reise til Rusland og Kaukasus, og git fine skildringer fra reisen (I eventyrland). Hamsun er sterkt paavirket av russiske forfattere, især av Dostojevskij, desuten ogsaa av den tyske filosof Nietzsche. Hamsuns bøker blir læst meget i Rusland, og de er oversat til russisk alle sammen. Han bor nu paa Hamarøy i Nordland.

Gunnar Heiberg er født i Kristiania 1857. Han gav ut sin første bok i 1884; det var skuespillet Tante Ulrikke. Heiberg er først og fremst satiriker, og hans første skuespil er en samfundssatire og hører nærmest sammen med problemdigtningen i 1880-aarene. Emnet er tat fra den sociale kamp i samtiden. Først seks aar efter kom Heibergs næste bok, skuespillet Kong Midas. Det var rettet mot den moraliserende digtning og særlig mot den, slik som Heiberg fandt den repræsentert hos Bjørnson. Den er et av de verker som vidner om omslaget omkring 1890. Siden har Heiberg git ut mange skuespil, saaledes flere satiriske samfundsdramaer; mot norsk politik rettet han Folkeraadet og Jeg vil verge mit land. I en række dramaer skildrer han den magt den erotiske kjærlighet har over sjælelivet. Det mest kjendte av dem er Kjærlighetens tragedie. Flere av Heibergs stykker er blit opført paa teatrene. Heiberg har skrevet mange avisartikler. Baade i dem og i dramaene bruker han et klart og kunstnerisk sprog. Som Hamsun er Heiberg først og fremst kunstner.

Sigbjørn Obstfelder var født i Stavanger 1866. Han reiste meget omkring baade i Amerika og Europa og levde meget i Danmark. Han døde i Kjøbenhavn 1900. Obstfelder skrev ikke meget; men det han skrev, gir ham en særstilling. I 1893 kom en digtsamling ut; siden kom der flere smaa noveller (f. eks. Korset), et drama, og efterat han var død En prests dagbok. Han skildrer især smerten og sorgen ved livet, og han er altid fyldt av forundring over tilværelsen. Formen var original og ny; sproget er rytmisk og melodisk.

Thomas Krag var født i Kragerø 1868; han vokste op i Kristianssand. I 1891 kom hans første bok, fortællingen Jon Græff; som flere andre av hans bøker var emnet og miljøet hentet fra Sørlandet. Der er mystik og lyrik i hans fortællinger og romaner baade over menneskeskildringene og naturskildringene. Svært ofte er det den hjemløse og ulykkelige han skriver om. Krag bodde i mange aar i Kjøbenhavn og døde der 1913.

Johan Bojer er født i Trøndelagen 1872. Han har mest skrevet romaner, saaledes Et folketog og Den evige krig rettet mot politikken. Av hans andre romaner skal vi nævne Troens magt og Vort rike. Han har ogsaa skrevet nogen skuespil.

Nils Collett Vogt er lyriker. Han er født i Kristiania 1864; han har mest bodd i utlandet, og derfra har han sendt hjem flere digtsamlinger (den første i 1887).

Per Sivle var født i Sogn 1857, men vokste op paa Voss. Han var bladmand i Kristiania i flere aar. Han døde der 1904. Sivle har skrevet en mængde digt; i unionstiden skrev han mange politiske kampdigt og fædrelandssanger (f. eks. Vi vil os et land, Varde). Han er sterkt paavirket av den norrøne digtning, mest i Olavskvæde (der staar det kjendte digt Tord Foleson). Sivle skrev ogsaa mange Sogor og stubbar og Fortællinger. Han skrev baade paa landsmaal og riksmaal.

Hans E. Kinck er født i Finmarken 1865. Han vokste op i Sætersdalen og siden i Hardanger. Han studerte filologi og fik endog en videnskabelig pris ved Universitetet. Han har reist meget, mest har han været i Italien. I 1893 kom Kincks første bok; det var fortællingen Huldren om en stakkars halvtomset bondegut. Miljøet er fra Hardanger; og siden har Kinck stadig git folkelivsskildringer enten fra Hardanger eller fra Sætesdal. Men midt i folkelivsskildringene gir han ogsaa dyptgaaende skildringer av sjælelivet hos den enkelte. Han har ogsaa git mange naturskildringer. Bjørnson skrev en gang om Kinck: „Hans bondeskikkelser stiger lyrisk op som dalens, fjeldets, havets utløste indhold; bygdefolket er en mangestemmet forkyndelse av naturen de lever i og basker med“. Ogsaa fra Italien har Kinck ofte hentet emnene til sine verker. Kincks mest kjendte verker er novellesamlingen Flaggermusvinger, romanen Emigranter og det vældige skuespil Driftekaren. Sproget er sterkt fyldt med dialektord.

Jens Tvedt er født i Søndhordland 1857. Han har været lærer og bibliotekar i Stavanger. Tvedt har mest skrevet om folket i vestlandsfjordene. Som ingen anden har han vist os bondelivet og selve bøndene paa Vestlandet. Han fortæller alt aapent som det er. Han skriver paa landsmaal med en fin humoristisk stil, og han bruker mange ord fra hjembygden. Tvedts første bok var Inn i fjordane (1885). Av hans senere bøker nævner vi fortællingene Vanheppa, Godmenne, Briteper, Madli und’ apalen og Djup jord.

Ivar Mortensson er født i Østerdalen 1857. Han var sterkt med i den politiske strid i førstningen av 1880-aarene. En tid var han redaktør; nu er han prest. Han har skrevet baade digt og skuespil paa landsmaal. Mest kjendt er „sogespelet“ Varg i veum med emne fra vikingtiden. Han har oversat Edda-kvadene til landsmaal.

Vetle Vislie er født i Telemarken 1858; nu er han rektor i Kristiansand. Han har skrevet et par skuespil, saaledes Utan hovding med emne fra politikken; han har skrevet flere fortællinger; i Solvending vender han sig mot naturalismen.

Rasmus Løland var født i Ryfylke 1861. Han blev tidlig sykelig og kunde bare ha let arbeide. Han begyndte at sende bygdebrev til „Fedraheimen“ (se s. 171), og nogen fortællinger paa landsmaal sendte han ind til Garborg, som hjalp ham til at faa bøkene ut. I 1894 kom han selv til Kristiania. Løland skrev mange bøker; men sygdommen øket, og han døde høsten 1907. — Løland skrev mange større fortællinger; av dem skal vi nævne Paa sjølvstyr og Aasmund Aarak. Løland har ogsaa skrevet flere guttebøker, saaledes Smaagutar. Han skrev en god og klar stil.

Hans Aanrud er født 1863 i Gausdal. Han var en tid journalist i Kristiania. Han har skrevet ypperlige folkelivsskildringer fra hjembygden. Det første bind fortællinger kom ut i 1891, og siden er der kommet flere samlinger. Høiest staar han naar han fortæller om gamle eller om barn. Han har ogsaa git ut et par større fortællinger Sidsel Sidsærk og Sølve Solfeng med ypperlige barneskildringer. I fortællingene hans er der ogsaa mange fine naturskildringer. Han har en stor humoristisk evne; det kommer sterkt frem i hans skuespil Storken, Høit til hest og Hanen. Sproget er fint og friskt.

Jacob B. Bull er født 1853 i Østerdalen. Han har mest skrevet folkelivsskildringer fra Østerdalen og historiske romaner og skuespil.

Foruten dem som er nævnt, har der været flere forfattere. Alvilde Prydz og Tryggve Andersen har skrevet romaner, Vilhelm Krag romaner, lystspil og lyriske digt, Kristofer Randers og Theodor Caspari lyriske digt, Anders Hovden fortællinger og lyriske digt paa landsmaal, Peter Egge romaner og fortællinger, Mons Lie fortællinger, dramaer og lyriske digt, Bernt Lie fortællinger og guttebøker, Ragnhild Jølsen († 1908) fortællinger, Jacob Hilditch folkelivsskildringer og fortællinger, Sven Moren og Hans Seland fortællinger paa landsmaal.

I de sidste aar har mange nye digtere sendt bøker ut. Men de staar endnu vor tid for nær til at vi kan nævne dem her.