III. Den norsk-danske literatur under rikenes forening. (Fællesliteraturen.)

1. Reformationstiden (omtrent 1500-1560).

Da tyrkerne tok det bysantinske rike, fremkaldte det en ny kulturstrømning, som alt var forberedt ved korstogene. En mængde græske videnskapsmænd flyttet til Italien, og her økte de den interesse for den gamle klassiske literatur som før var vakt. Her vokste ogsaa fra det 14de aarhundrede frem en national literatur (Dante, Petrarca, Boccaccio). Interessen for den klassiske literatur bredte sig saa til de andre landene i Europa. Den nye almenmenneskelige dannelse, som blev grundlagt ved de klassiske studier, er det man har kaldt humanismen. Den førte til renæssanse (gjenfødelse) av kunst og videnskap. Det var humanismen som mest virket til at gi pavekirken dødsstøtet i saa mange land; for den fremkaldte bibelkritikken (Erasmus fra Rotterdam) og en dypere og mer videnskabelig drøftelse av de religiøse spørsmaal. Ved dette blev veien ryddet for den lutherske reformation, som ikke længe efter Luthers egen optræden med rivende fart trængte ind i Danmark. Alt paa riksdagen 1536 blev den vedtat indført i riket, efterat den i flere aar under stor tilslutning var blit præket rundt om i landet.

Opfindelsen av boktrykkerkunsten virket ogsaa sterkt til fremme av aandslivet rundt i Europa. Nye idéer gik ved hjælp av den fortere end nogen gang før fra land til land og trængte ogsaa ned til de lavere lag av folket. I de fleste landene, ogsaa i Danmark, gav reformationen og opfindelsen av boktrykkerkunsten støtet til en literatur paa morsmaalet, som fort blomstret frem.

I Danmark var der i den senere middelalder en sterk tysk indflytning, og den fik stor indflydelse blandt alle stænder og i alle forhold. Den satte ogsaa sine dype merker i sproget, som i høi grad blev fortysket; de nu saa almindelige forstavelser an-, be-, for- (ver-) tok saaledes den gang til at trænge ind i sproget. Det tyske sprog blev i høiere lag endog ofte brukt til talesprog, mens latinen blev skriftsprog. De for resten temmelig faa skrifter Danmark har at opvise i middelalderen, var næsten alle paa latin. Selv fædrelandshistorien skrev Saxo paa latin, som vi har hørt. Rigtig nok gjorde som nævnt reformationen for en tid morsmaalet igjen til skriftsprog, for det var reformatorene om at gjøre at virke paa den menige mand og vende hans hu til den nye lære. Den latinske messe skulde overalt avskaffes og dansk gudstjeneste indføres; de katolske helgenhistorier maatte bort, og bibelen bli git menigmand i hænde. I reformationstiden blev (navnlig ved Kristiern Pedersen) den grundvold for en dansk national literatur lagt som ialfald enkelte mænd (f. eks. Vedel og Peder Syv) bygde paa i det følgende saakaldte lærde tidsrum. Først da blev den tyske indflydelse paa sproget sterk igjen.

Reformationstidens literatur var næsten bare religiøs, en naturlig følge av at det var trosskiftet som den gang mest optok sindene.

Øverst blandt forfatterne i denne tid staar Kristiern Pedersen, en trofast ven av Kristiern den 2den. Han har skrevet saa betydelige arbeider paa morsmaalet og brukt det saa dygtig at han i Danmark endog har faat navn av den danske literaturs far. Ham skyldes for en væsentlig del den første fuldstændige danske bibeloversættelse (1550), som blev kaldt Kristian den 3djes danske bibel (oversat efter Luthers tyske oversættelse).

„Ingen skal tro,“ siger han selv, „at evangelierne er helligere paa ett tungemaal end et andet; havde nogen af apostlerne skrevet evangelierne til Danmarks rige, da havde han dem visselig skrevet paa ret danske; thi hvert menneske bør at kunne dem paa sit eget maal.“ Ved siden herav gav han ut Saxos historie, som ellers let kunde gaat tapt.

Kristiern Pedersen byttet gamle uforstaaelige ord med nye brukelige og fik større fasthet i retskrivningen, „særdeles for unge folks skyld, piger og drenge, som gjerne ville lære at læse og skrive ret danske og stave hende tilbørlig, som hende bør at staves og skrives,“ siger han selv.

Kristiern Pedersen blev mer og mer optat av reformationsstriden. Hans største motstander her var en anden dansk humanist, Povl Helgesen, en elev av Erasmus fra Rotterdam. Han stod først velvillig til reformationen, men stilte sig siden ivrig mot den. Hans motstandere kaldte ham derfor „Povl Vendekaabe“. Hans stridsskrifter var mest kjendt.

Mer som taler end som skribent virket Hans Tausen († 1561 som biskop i Ribe). Han har bl. a. git ut en postil og digtet en del salmer.

Den poetiske literatur var i den tid naturlig nok mest salmer. De færreste var originale; de fleste var oversættelser av tyske (f. eks. Vor Gud han er saa fast en borg) eller omarbeidelser av latinske salmer (f. eks. Et barn er født i Betlehem).

I Norge var der i reformationstiden ingen selvstændig literatur; reformationen fremkaldte der ikke et eneste skrift. Mens boktrykkerkunsten naadde til Danmark alt under kong Hans i 1482 (den første bok paa dansk, Den danske rimkrønike, blev trykt i 1495), tryktes der i Norge ingen bok før omkring midten av det 17de aarhundrede. Men nu begyndte atter interessen at bli vakt for den gamle norske literatur, og man tok til at oversætte kongesagaene fra gammel-norsk til dansk; dette sprog blev nemlig under foreningen med Danmark og især efter reformationen fælles skriftsprog for Danmark og Norge. Dette gik naturlig for sig. I de sidste aarhundreder av middelalderen merker vi en utvikling i alle de vest-europæiske sprog. Denne utvikling griper ogsaa sprogene i Norden. Likesom gammel-dansk blev uforstaaelig i Danmark, blev gammel-norsk vanskelig at skjønne for nordmænd. I vort land hadde vi da ingen norsk overklasse som kunde skape et mer moderne skriftsprog. Magthaverne var danske; det var da deres sprog som blev vort officielle skriftsprog. Da saa reformationen kom med religionen og bibelen paa dansk, var det naturlig at de spirer som maatte være til et norsk skriftsprog, blev kvalt. Talesproget derimot blev ved at være norsk i by og bygd, og det var først i langt senere tid at den „dannede dagligtale“ mistet det meste av sit norske præg.

2. Det lærde tidsrum (omtr. 1560-1710).

I dette tidsrum blev morsmaalet efter hvert atter sat tilside i Danmark likesom i det øvrige Europa, og latinen paany det almindelige skriftsprog. Det fortælles om en prest at han endog skrev skudsmaal for sine sognefolk paa latin. Bare enkelte røster hævet sig mot dette.

Ved de lærde skoler drev man oplæringen helt paa latin. Barna maatte betale pengebøter for hvert dansk ord de talte, eller de fik ris naar de talte sit morsmaal, likesaa vel som naar de „stimede eller sloges“; de skulde ikke en gang bruke det naar de lekte. Lærebøkene var alle paa latin, ogsaa grammatikken. Det var saavidt barna overhodet fik lære at læse og skrive paa dansk. Ved universitetet gik likeledes alt, forelæsninger og samtaler, for sig paa latin. Dersom nogen paa én gang sa mer end tre ord i morsmaalet, uten i forveien av en eller anden grund at ha bedt om lov, skulde han for hver gang bøte en hvid. Almuebarna fik bare gjennem mundtlig undervisning litt kristendomskundskap. Der var ingen skoler paa landet. Hele oplæringen bestod i, „at degnen nogen ganger om uken, eller hvor flere (lands-)byer hørte til ett sogn, i det mindste én gang hver maaned, samlet landsbyens ungdom i en gaard og med høi røst læste Luthers lille katekismus for dem, samt nogen sanger og bønner, og lot barna gjenta det saa længe til noget hang ved. Fire ganger om aaret overhørte presten dem, og ved visitasen lot biskopen dem sige frem Fadervor, de tre trosartikler og de ti bud; én sa for og de andre efter“.

I denne tid blev dansken sterkt fyldt op med tyske ord, baade plattyske og høityske. Nu var det mest ord med forstavelsene ge- og er- som trængte ind. Men mens mange av de tyske ordene som trængte ind i slutten av middelalderen, endnu har fuldt liv i dansken, er en mængde av de tyske laane-ordene fra denne tiden trængt ut igjen siden, og de er aldrig blit folkelige ord. Ogsaa mange franske laane-ord trængte ind i denne tid, men de er næsten alle sammen trængt ut igjen.

Den gamle danske adel hadde nu sin glanstid; tidsrummet (indtil 1660) er derfor ogsaa blit kaldt „Adelsperioden“. Adelsmændene var oftest rike, mægtige og dannede, og de arbeidet i sit fædrelands interesse. Flere av dem var ogsaa lærde videnskabsmænd.

Et rikt videnskabelig arbeide, først og fremst i teologisk retning, blev utført i dette tidsrum, mest i den første halvdel; men trods sin store flid fik den tids lærde forfattere liten betydning for menigmand, som i det hele blev stillet utenfor paavirkning av literaturen. Det gjaldt i denne saakaldte ortodoksiens (rettroenhetens) tid fremfor alt at slaa fast den rette lære. Ja, man syslet ogsaa med slike ørkesløse spørsmaal, som f. eks. om hvad Adam og Eva spiste i paradis, hvilket sprog de salige taler o. s. v. Prestene gav fra prækestolene oftest lærde og tørre avhandlinger, som tilhørerne ikke forstod, og som derfor gjerne dysset dem i en blid søvn. Kristian 4 gav endog ut en forordning om vækkere i kirken.

Der var i det hele tilbakegang med hensyn til den folkelige literatur, som var begyndt at komme frem i reformationstiden.

Aandslivets tilstand i Norge var ikke lys i det 16de og 17de aarhundrede. De gamle stormands-ætter fra sagatiden var blit knækket i de foregaaende aarhundreder, og den nye adel Norge fik, var meget faatallig og desuten fremmed; for det var næsten bare danske indflyttere som fik adelsbrev. Borgerstanden gjorde sig vistnok fri i det 16de aarhundrede fra hanseaterne; men det var først ved slutten av det 17de aarhundrede at Norge kunde siges at ha faat en nogenlunde velhavende og oplyst handelsstand (særlig i Bergen). Embedsmændene stod dengang paa et temmelig lavt standpunkt. Bøndene var, som vi straks skal høre, oftest raa og uvidende.

Indførelsen av reformationen, som var gaat meget raskt for sig i Danmark, og som der hadde fremkaldt et nationalt aandsliv, gik det langsomt med i Norge. De nye danske prester, som efter hvert kom op til Norge, blev ofte i begyndelsen jaget bort eller slaat ihjel, da bøndene ingen forandring vilde ha i de katolske kirkeskikker. Lister-presten, forfatteren Peder Claussøn, fortæller saaledes at i somme prestegjeld var én eller to, i andre flere, ja, i et sogn endog 7 prester ihjelslaget. Han har kjendt en telemarking, siger han, „hvis fader haver ihjelslaget 3 prester, og naar denne var drukken, bad han Gud at han ikke maatte dø førend han havde slaget saa mange prester ihjel.“ Det var derfor i lang tid meget vanskelig at faa prester til at reise hit op. Rent uvidende mennesker, som saavidt kunde læse op en præken av en postil, eller studenter, som var faldt igjennem til eksamen, fik ofte norske preste-embeder paa landsbygden. Pengebegjærlighet, drukkenskap og andre laster var hyppige beskyldninger mot de geistlige i Norge i det 16de og førstningen av det 17de aarhundrede. En slik sjeldenhet var prester som hadde studert ved „svarteskolen“ i Wittenberg, at almuen holdt dem for trollmænd, som „kunde mer end sit Fadervor“ (f. eks. Røken-presten med „svarteboka“). Følgen av alt dette var, at den største vankundighet og overtro bredte sig mangesteds blandt almuen, ja, man faldt enkelte steder tilbake til hedensk vildskap. Regjeringen gjorde ikke noget for at utbrede oplysning og kundskap. Sproget la ogsaa hindringer iveien; det varte længe før bøndene lærte at forstaa det danske sprog som blev talt i kirkene, og som alle bøker var skrevet paa. Skole-oplæringen stod sørgelig lavt. Elevene ved de lærde skoler maatte to ganger aarlig gjøre tiggerreiser rundt i bispedømmet, forat de kunde holde sin skolegang ved like. Bare faa av dem kunde siden studere videre ved universitetet. Folkeoplæringen var ynkelig. Bøndene kunde oftest ikke læse. Skolelærerne „tjente mer ved at ligge og fiske“, heter det, end ved at undervise, og desuten gjorde de ofte militærtjeneste. Først i 1736, da konfirmationen blev indført, blev det paabudt at alle skulde lære at læse; men det blev likevel ikke fuldt ut fulgt.

Landet led ogsaa i den tid av mange ulykker (hungersnød, pest osv.). At den boklige sans ikke kunde trives under slike forhold, siger sig selv.

Det vigtigste literære arbeide som blev gjort i denne tid, var Peder Claussøns oversættelse av de norske kongesagaer. Denne bok gjorde ikke litet til at vække nationalfølelsen, følelsen av at være et eget folk, og denne nationalfølelse var det som i løpet av det 18de aarhundrede ved den stigende oplysning og velstand sterkere og sterkere traadte frem, ikke mindst i literaturen, og som gjorde folket modent til at staa paa egne ben.

Den prosaiske literatur.

Av lærde teologer staar professor Niels Hemmingsen, „den danske Melanchton“, høiest. Han blev endog kaldt „Danmarks almindelige lærer“. Han gav ut en mængde fremragende teologiske arbeider paa latin. Av store videnskapsmænd for resten skal først nævnes Tyge Brahe († 1601), som gjorde store opdagelser i astronomien.

Ogsaa Ole Rømer var en fremragende astronom og naturgransker. Han opdaget saaledes lysets forplantning og hastighet. Lægevidenskapen hadde betydelige dyrkere i Tomas Bartholin og Niels Steensen (Steno). Den sidste grundla ogsaa en ny videnskap, geologien. Ole Worm dyrket foruten lægevidenskapen ogsaa oldgranskningen og er blit kaldt „den danske oldgransknings far“. Han var den første som vakte opmerksomheten for de islandske haandskrifters[14] betydning for Nordens historie. Alle disse skrev paa latin. Islændingen Tormod Torfæus (Torvesen) skrev en stor Norges historie paa latin og oversatte flere islandske sagaer til latin. Han bodde i Norge.

I én gren av literaturen hævdet morsmaalet for en tid sin ret; det var i historieskrivningen. Anders Sørensen Vedel (rikshistoriograf og Fredrik den 2dens hofprest), † 1616, en vel begavet mand, som interesserte sig varmt for morsmaalet og det nationales fremgang i det hele, ryddet vei her, idet han oversatte Saxo Grammaticus’s historie i slutten av det 16de aarhundrede.

Da der manglet papir til trykningen, rettet Tyge Brahe, som var Vedels personlige ven, i et latinsk digt en opfordring til folket: „I danske kvinder! Skaane har en papirmølle; ofrer av kjærlighet til fædrelandet eders lintøi, at ikke vore herlige forfædres ros skal dølges i glemsels nat!“ Efter opfordring av den danske dronning, gav Vedel ogsaa ut hundrede danske folkeviser, som derved blev tilgjængelige for alle, og sansen for dem blev holdt levende i folket (se side 17).

Av Vedels egentlige hovedverk, en fortsættelse av Saxos historie, blev bare litet færdig; men alt hans samtidige, rikskansleren Arild Huitfeldt († 1609), gav ut paa morsmaalet en Danmarks riges krønike, som strakte sig like ned til Kristian den 3djes død. Med det 16de aarhundrede slutter næsten al historieskrivning paa morsmaalet i dette tidsrum.

Noget senere blev morsmaalet selv gjort til emne for behandling, særlig av Peder Syv († 1702), en tid rektor, senere prest paa Sjælland. Foruten danske ordsprog og danske folkeviser gav han ut en dansk grammatik, det første arbeide av den slags som kom i morsmaalet. Men hvorledes latinen var trængt igjennem, kan man se av at selv han, som for sine fortjenester av morsmaalet har faat navnet „den danske sprogforsknings far“, fandt det nødvendig „sommesteds at give en ganske mening paa latine for des bedre at blive forstaaet“.

Endelig skal vi nævne et mindeskrift, som blev skrevet paa den tid, og som er drat frem i vore dager. Det er Leonora Christina Ulfeldts Jammersminde. Hun blev uskyldig kastet i fængsel og sat der i 23 aar, utsat for de skammeligste forhaanelser av høie og lave. Da hun endelig blev fri, gav hun i „Jammersmindet“ en gripende skildring av sit kvalfulde liv i fængslet. Hvad formen angaar, er dette skrift blit kaldt „det 17de aarhundredes første danske prosa-verk“.

Som nævnt var det mest i Bergen at vi merker noget til norsk aandsliv i den tid. Bergen var den største by i Norden, og den by i Norge som stod i livligst samkvem med utlandet. Her maatte de nye idéer derfor først vise sig. Herfra gik den „første literære fornyelse“ ut. — Bispen Geble Pederssøn i Bergen var vor første humanist. Han interesserte sig især for skolen i sin by. I Bergen var det ogsaa at interessen for Norges gamle historie holdt sig. Flere arbeidet med oversættelser av de gamle sagaer. Blandt dem skal vi især merke lagmand Mattis Størssøn († 1569), som gav et utdrag av de gamle kongesagaer. Han skrev ogsaa et klageskrift mot de tyske kjøbmænd. Han var en anset mand og regjeringen brukte ham til flere vigtige hverv.

Mest kjendt av Bergens-humanistene var allikevel Absalon Pederssøn Beyer, Geble Pederssøns elev og fostersøn. Han studerte ved universitetene i Kjøbenhavn og Wittenberg, hvor han tok magistergraden. Siden blev han lektor ved stiftsskolen i Bergen og til slut slotsprest. Han døde i 1574.

I sine 14 sidste leve-aar førte Absalon Pederssøn en dagbok, som er bevart under navnet Bergens kapitelsbog. Han fortæller her de mindste smaating, som f. eks. at et par elever fra stiftsskolen en søndagseftermiddag gaar i vinkjelderen istedenfor i kirken. Men smaatingene gjør netop boken til et levende og egte kulturbillede fra Bergen i den tid. Desuten har Absalon Pederssøn skrevet en Norges beskrivelse.

Den sidste bok er merkelig ved at forfatteren viser sterk nationalfølelse og med styrke uttaler sin sorg over Norges tilbakegang og sit haap om at landet igjen maa reise sig av dvalen. Han siger om Norge i gamle dager, at da „var hun udi agt og ære; da havde hun en guldkrone paa sit hoved og en forgyldt løve med en blodøks; — — da udbredte Norige sin magt og vinger,“ og at „Noriges rige haver standet udi sin blomster og været et sterkt og mandigt rige blandt andre kongeriger; men,“ siger han senere: „Fra den dag Norige kom under Danmark og miste sin egen herre og konning, saa haver det og mist sin manddoms styrke og magt og begynder at blive gammel og graahærd og saa tung, at det ei kan bære sin egen uld. — — Idet at hun er vorden træt og gammel af seilas og formaar ikke mere at drage udenlands, haver hun i sin rasendes alderdom, i hvilken hun bliver til barn paa det ny igjen, tilbudet en stor hob af hansestæderne, at de maa ikke alene seile her i riget, men ogsaa garpe[15] plante sig fast blandt disse klipper, hvilke som haver faaet det norske sand i deres sko, at de vil ikke gjerne herud igjen, men vil dø derpaa, at bergefisk og norsk smør er udi deres hansestæder en god ret.“ Han mener om Norge, at „hun gaar paa krykker og stylter og vil snart falde omkuld. — — Dog kunde vel Norige engang vaagne op af søvne, dersom hun finge en regenter over sig; thi hun er ikke aldeles saa forfalden og forsvækket, at hun jo kunde komme til sin magt igjen. — — Udi folket er endnu noget af den gamle dyd, manddom og styrke.“

Litt senere end disse humanister i Bergen levde sogneprest til Undal Peder Claussøn Friis. Han blev sogneprest og provst paa Lister alt da han var 21 aar gammel, og det var han hele sit liv, til han døde i 70-aarsalderen (1614). Peder Claussøn har i mange maater lært av de før nævnte humanister i Bergen; men han staar over dem alle baade i fremstillingsevne og i kundskaper. Han har læst mer baade av den gamle norrøne literatur og av nyere fremmed. Størst betydning har han som saga-oversætter. Han oversatte Heimskringla og de kongesagaer som fortsætter den. Snorre Sturlasson var den gang ikke kjendt som historieskriver, saa den lærde islænding Arngrim Jonsson siger at Peder Claussøn har „utgravet Snorre av glemselens sorte nat“. Hr. Peders oversættelse blev en folkebok i Norge. Den blev i det 19de aarhundrede avløst av Jac. Aalls oversættelse. — Peder Claussøn skrev den første norske naturhistorie, Om Diur, Fiske, Fugle oc Trær udi Norrig. Han skriver her i et klart og letfattelig sprog; men han fortæller mange fabler som viser han er bundet av sin tids overtro; av og til nævner han likevel uttrykkelig at dette er „superstits“ (ɔ: overtro). Et par stykker her er oversættelse av det gammelnorske „Kongespeilet“. Likesom Absalon Pederssøn skrev han en Norrigis Bescrifuelse og desuten andre geografiske verk. Ingen av hans skrifter blev trykt før efter hans død.

Peder Claussøn var en kraftig og nidkjær prest og maatte utstaa mangen kamp med de stridige listerbønder, især om ordningen av tienden. Men han var en folkelig prest, som personlig var avholdt av sin menighet. Efter hans død har folkesagnet beskjæftiget sig med ham. Og paa Lister lever endnu hans minde.

Ogsaa i Oslo levde der nogen humanister som bispen Jens Nilssøn. Men baade han og de andre skrev paa latin og fik derfor ingen betydning for folket. Litt mer betydning fik forskjellige beskrivelser over enkelte landsdeler som Lauritz Hummers „Beskrivelse over den fordums blomstrende by Hamar“ (1565), en beskrivelse over Namdalen (1597), over Lofoten og Vesteraalen (1591) o. fl.

Den poetiske literatur.

Den poetiske literatur i det lærde tidsrum stod i almindelighet meget lavt. Der var ingen mangel paa poeter, men paa poesi. Den tids digtere var i regelen aand- og smag-løse rim-smeder uten nogensomhelst poetisk sans. En bergensk lénsmand leverte endog „den danske lov“ paa vers. Deres digtning hadde oftest ingen rot i det virkelige liv, og for at vise sin lærdom, spækket de, likesom de prosaiske forfattere, sine digt med lærde hentydninger og citater av den klassiske literatur. Det var en kunst-poesi, som næsten bare la vegt paa formen. Denne smagsretning var fra Tyskland trængt ind i Danmark. Ogsaa den opstyltede franske hyrdepoesi (hvori de høihælede hyrdinder gik omkring med lam med røde silkebaand om halsen) fik mange efterlignere.

Meget faa av disse digtere har hat nogen indflydelse paa aandslivet i sin eller følgende tider, og selv de bedste er i større og mindre grad smittet av de gjængse feil.

Anders Arrebo († 1637) blev i ung alder bisp i Trondhjem, men blev avsat paa grund av onde rygter, som blev spredt ut om hans levnet, og som han selv ved sin uforsigtighet for en del gav grund til. Siden blev han prest i Danmark. Hans betydeligste arbeider er hans oversættelse av Davids salmer paa vers, som fik sine fleste læsere i Norge, og hans digt om skabelsen Hexaëmeron (Seksdagsverk), som handler om: „Verdens første uges seks dages prægtige og mægtige gjerninger“, frit bearbeidet efter en fransk digter.

„Hexaëmeron“ er ogsaa merkelig ved at Arrebo brukte et regelmæssig versemaal, det aleksandrinske[16], og derved la grunden til den senere versekunst. Før hadde man bare brukt at tælle stavelsene. I den nyere tid har han derfor faat navn av den danske digtekunsts far.

Anders Bording var meget anset i samtiden for sin „behagelige rimkunst“. Han skrev ogsaa vers med en viss lethet og hadde et merkelig herredømme over sproget. Han gav ut den første danske politiske avis, Den danske Mercurius, skrevet paa vers.

En betydelig digter var Tomas Kingo (av skotsk æt, † 1703 som bisp over Fyn). Hans salmer lever endnu den dag idag paa menighetens tunge i Norden; hans verdslige digtning stod derimot ikke over hans samtids og har derfor delt skjæbne med den. Han fik i opdrag av styrelsen at utarbeide en ny kirkesalmebok for de forenede riker. Han gav nu ut en, hvori halvdelen var hans egne salmer; men den møtte motstand og blev ikke godkjendt. En kommission blev nedsat til at arbeide ut en ny; den fik navnet Kingos salmebok, da den ogsaa for en stor del skylder Kingo sin tilblivelse, om den end ikke er av ham. Den blev indført som kirkesalmebok i begge riker. Kingos passions- og paaskesalmer hører til hans bedste og mest kjendte. Av enkelte salmer skal her nævnes: Som den gyldne sol frembryder; Skriv dig, Jesus, paa mit hjerte og Lov og tak og evig ære (se Landstads salmebok).

Kingo hadde varm interesse for morsmaalet og utviklingen av en national literatur. Han siger ogsaa han har til hovedformaal for sin digtning at gi sine landsmænd salmer og sanger, som ikke var laant andenstedsfra. „Thi,“ siger han selv, „de danskes aand er dog ikke saa fattig og forknyt, at den jo kan stige ligesaa høit mod himmelen som andres, alligevel at den ikke bliver ført paa fremmede og udlændiske vinger.“ Herfor leverte Kingo selv det bedste bevis. Med ædel harme lastet han, med tanke paa det tyske hofparti, dem, „der maaske i tredive aar haver ædt fædrelandets brød i Hans Majestæts tjeneste og haver dog ikke villet lære tredive danske ord, fordi de ikke haver villet tage dette vadmelssprog paa sine silketunger.“

I Norge var det fra Bergen det første „poetiske“ tilskud til fællesliteraturen kom. Her blev omkring 1560 skrevet Bergens rimkrønike; man kjender ikke forfatteren til denne „krønike“, som paa vers gir Bergens historie fra de ældste tider. I Bergen levde ogsaa Dorothea Engelbrektsdatter. Men det var utenfor Bergen, helt oppe i Nordland, at den eneste virkelige digter levde. Det var Petter Dass, som har faat navnet „digteren paa Alstahaug“. Han blev født i Alstahaug paa Helgeland og døde som prest sammesteds i september 1707, 60 aar gammel. Han var utpræget folkelig digter, et særsyn i dette tidsrum. Sin meste tid levde han i Nordland, som han ogsaa har skildret i sit hovedverk, Nordlands trompet, en beskrivelse av Nordlands amt paa rim; den arbeidet han paa i 14 aar. „Nordlands trompet“ er endnu sammen med enkelte av Petter Dass’s viser (f. eks. den djerve Dalevise: Fjeldbyggen agter paa tiden),[17] hans Dr. Martin Luthers lille katekismus, forfattet i bekvemme sange under føielige melodier og hans Aandelig tidsfordriv eller bibelske visebog, en yndet folkelæsning, mest hos nordlændingen. Han skrev ogsaa en mængde leilighetsvers, mest bryllups- og begravelsesvers, „salve for rindendes øine“, „ligstøtter“, „liglagen“ eller „blæksalver“, som det hette i den tids sprog. I disse leilighetsdigt viste han sig som egte barn av sin tid og delte dens feil. Først flere aar efter hans død kom hans skrifter i trykken. Mens han levde, fandtes hans arbeider, saa nær som „Dalevisen“, bare i avskrifter. Siden er hans bøker kommet i mange oplag. Av katekismussangene er der mindst 27 utgaver.

Petter Dass.

Hans religiøse digtning er kraftig og naturlig. Av hans salmer er kanske O Jesus, for din alterfod (se Landstad), den mest kjendte. I sin verdslige digtning skrev han ofte om de mest hverdagslige ting. Han skildrer for os jevnt og simpelt, men friskt og levende Nordlands natur, nordlændingen og hans liv, hans møie, hans næring, hans hytter og hans naust, hans klædedragt, hans baater og hans garn, alt like til torsken paa hjeld og silden i tønde. Han digtet om det han selv hadde set og oplevd; derfor fik hans digtning noget for den tid usedvanlig selvstændig og eiendommelig ved sig. Over det strenge, alvorlige liv der oppe og det haarde stræv for det daglige ophold la hans digtning paa samme tid et poetisk skjær, og paa grund av det hjemlige indhold slog hans sanger saa merkelig an blandt folket og har holdt sig paa folkemunde til vore dager. Blandt de høiere klasser fik hans bøker derimot næsten ingen indgang. Den kjærlighet og varme interesse som baade hans person og hans skrifter endnu den dag idag blir omfattet med av nordlændingen, vidner om at han har hat en indflydelse som faa paa det folk han har levd og virket iblandt. Hans digtning blir sammenfattet under navnet: „Hr. Petterdigt“.

Som et eksempel paa hvor høit hans digtning staar blandt almuen, kan følgende fortælling tjene: En vefsen-væring kom ind i en boklade i Bergen og spurte om de hadde Petter-digt. Det hadde de ikke, men mange andre gode bøker. „Nei,“ sa han, „har I ikke Petter-digt, saa gir jeg det en god dag altsammen!“

Høsten 1908 blev et monument over ham avslørt paa Alstahaug.

Som gut var Petter Dass meget kvik og opvakt. Der fortælles saaledes et skjelms-stykke av ham fra gutte-aarene, da han gik paa skole i Bergen. En gang, heter det, kom han ind til en kjending, en kjøbmand, som sat i sin slaabrok ved et bord og talte penger. Kjøbmanden moret sig over gutten, som med en liten hammer banket i vægger og gulv, og la ikke merke til at han hadde listet sig til at slaa nogen smaaspiker gjennem slaabrokken, som hang ned paa gulvet. Da det var gjort, sprang Petter op, tok næven fuld av penger paa bordet og rendte ut gjennem døren. Kjøbmanden skulde sætte efter gutten, men kom ikke av flekken.

Da han blev voksen, var han temmelig liten og undersat. Han var meget livlig, talte fort og manglet aldrig et godt svar. I sine yngre aar var han en aarrække kapellan i Nordland. En slik kapellanstilling var den gang ikke meget misundelsesværdig. Han pleide at faa 12 riksdaler om aaret og en støvlehud foruten mat og drikke.

siger han selv. Men da han blev sogneprest til Alstahaug, blev hans kaar gode. Alstahaug var paa hans tid „det rigeste og formuendste kald, ikke alene i Nordlandene, men i al Trondhjems stift. En prest kunde leve der oppe som en herre.“ Som prest var Petter Dass likesaa samvittighetsfuld og nidkjær som modig, kraftig og djerv. Peder Claussøn siger om Alstahaug at kaldet for presten var forbundet „med stor livsfare til sjøs, naar han uddrager til de kirker paa øerne, som ligger to eller tre mile ude i aabenbar hav.“ Petter Dass siger ogsaa selv i sin „Nordlands trompet“:

En enkelt gang kan ogsaa et suk undslippe ham over den barske natur, som naar han siger:

Men han bevarte sin freidighet. Da saaledes hans riktladde jægt en høst gik under paa Stadhavet, utbryter han: „Mit gods er nedsjunken, men ikke mit sind.“ Og at han ikke var ræd for at finde sin grav paa havet, ser vi av følgende vers:

I sine sidste leve-aar var han plaget av haarde legemlige lidelser. Herom siger han selv saa gripende:

Der findes i folkemunde mange sagn om hr. Petter. Mest kjendt er vel det sagn, at han paa en og samme søndag skulde ha holdt fropræken i Bergens domkirke, høimesse i Kjøbenhavn og saa igjen aftensang i Bergen. — Da han døde, var sorgen saa almindelig at alle jægteskippere i Nordland da skal ha sat et stykke sort vadmel paa hver side av jægtens seil. Like til bortimot vor tid brukte nogen at gjøre det.

Dorothea Engelbrektsdatter († 1716), „Bergens sangmø“, en from prestekone i Bergen, digtet mest salmer (Sjælens sangoffer, Taare-offer), f. eks. Dagen viger og gaar bort (se Landstads salmebok). Mange av dem er endnu vel kjendte blandt de norske bønder.

Dorothea Engelbrektsdatter blev sat høit av samtiden; kravene til en digter var den gang ikke meget store. Endog Kingo siger til hendes pris:

og Petter Dass uttaler sin beundring med lignende ord:

Selv Holberg yder hende sin ros som „den første poetinde som de nordiske riker har havt.“ Av en unavngiven beundrer blev der sagt hende en mere velment end egentlig heldig kompliment i følgende linjer:

Hun hadde derimot selv ikke store tanker om sin digtergave. I fortalen til en utgave av hendes samlede digt siger hun likesaa smukt som beskedent:

I et digt til Petter Dass kalder hun sig mer beskedent end smagfuldt „en poete-unge, der byder frem hvad hun formaar“. Kingo og Dorothea traf hinanden en gang i et selskap i Kjøbenhavn; ved bordet skulde der rimes, som sedvane var paa den tid. Kingo begyndte:

Dorothea svarte straks:

Disse rim gik et helt aarhundrede fra mund til mund, og man fandt dem høist merkelige. Under hendes portræt, som pryder utgaven av hendes samlede digt, staar følgende vers, som sandsynligvis er av hende selv:

3. Ludvig Holberg og hans samtid (omtr. 1710-1750).

I det lærde tidsrum var avhængigheten av det fremmede blit større og større i Danmark, mens det langt mindre hadde været saa i Norge. Til skriftsprog brukte man næsten bare latin. Og ikke bare det; men de lærde stelte mer og mer med snurrepiperier, disputationer og gagnløse undersøkelser, som efter Holbergs ord var at ligne med „keglespil, hvorunder man nedslaar for at opsætte og igjen opsætter for at nedslaa“.

Tysk tok paa samme tid mer og mer overhaand som talesprog eller fyldte dansken op med fremmede ord og vendinger. I den mængde egenhændige brev man har fra Kristian 4, blander han tysk, dansk og latin paa den mest ugenerte maate sammen. Ved hoffet talte man oftest tysk; da Holbergs komedier blev opført, „blev der i den kongelige loge lagt en tysk oversættelse til hjælp for dem som ikke kunde forstaa den danske Holberg“. Hæren blev kommandert paa tysk. Den danske adel, som var blit knækket ved indførelsen av enevældet i 1660, blev trængt unda av en ny, tysk hofadel; den blev fulgt av en sværm tyske haandverkere og handelsmænd. Det førte med sig at tyskheten bredte sig ogsaa i de lavere samfundslag. Det tyske sprog blev talt og læst i byene, især i Kjøbenhavn, likesaa almindelig som det danske, saa morsmaalet blev stadig brukt næsten bare av bondestanden og almuen i byene. Tyske bøker var meget billigere end danske og blev derfor meget utbredt. Desuten fik i denne Ludvig den 14des tidsalder, da Frankrike var mønster for de europæiske stater, fransk sprog og franske moder indpas, til og med blandt borgerstanden. Heller ikke de danske bønder var i sin underkuede og fornedrede stilling paa nogen maate skikket til at virke noget til fremme av et nationalt liv. De tænkte bare paa sin daglige gjerning, og slog sig til ro naar de hadde maten for dagen og kunde betale skat i ret tid.

Overtroen hadde i den lærde tid faat en grænseløs utbredelse. Hekser var blit brændt i mængdevis; saaledes blev der f. eks. i kort tid paa Als og øene omkring brændt 52 hekser. I Kristiania blev i aaret 1670 paa én gang brændt 7 hekser. Kometer, formørkelser, jordskjælv o. s. v. holdt man for varsler om ulykker. En „professor i den hellige skrift“ skrev endog, at da der et aar var set en komet paa himlen, saa var der ganske rigtig ogsaa det aar tilforn i Krakau født en kalv med to hoder. Det er ikke overdrivelser naar Holberg i „Erasmus Montanus“ lar Jeronimus sige, at der 14 dager efter sidste formørkelse faldt 6 kandidater gjennem til eksamen, alle fornemme personer og blandt dem to provstesønner. Prestene var ofte ikke stort bedre end menigmand. Saaledes fortælles det at en prest stundom pleide at kaste en levende, rød hane ind i ilden for at slukke en ildebrand. Overtroen hadde ogsaa sin literatur, som blev meget læst av folket.

Overtroen, det lærde pedanteri og ringeagten for det hjemlige raadde hvor man vendte blikket hen. Danmark var, siger Holberg, „fast det eneste land paa jorden hvor man fandt folk som gjorde sig en ære av ikke at forstaa sit eget morsmaal, og som heller læste pølsesnak paa fransk end de grundigste skrifter paa sit eget sprog“. Der hadde, som vi har set, bare været enkelte lyspunkter (vi minder om navn som Vedel, Peder Syv og Kingo), som tydet paa en forandring til det bedre.

En sand skildring av denne tid har vistnok den danske digter Christian Wilster git os i sit digt „Ludvig Holberg“:

Intet under derfor at Wilster senere i digtet lægger Holberg disse ord i munden:

Det var i slike samfundsforhold folk som den lærde pedant Erasmus Montanus, den storskrytende officer Jakob von Tyboe, den forkuede bonde Jeppe paa Bjerget og den indbildske nar Per degn kunde bli til.

Der skulde mod til at ta fat her og viljekraft til at holde ut i kampen; for der var nok at rette angrep mot i alle stænder, nok at rydde av veien og bygge op for den som hadde aapent øie for det sørgelige ved tilstanden og for det man trængte for at faa den forandret. En mand med disse egenskaper kom i Ludvig Holberg, som med sin skarpe forstand og det utviklede blik paa livet han hadde faat ved læsning og reiser i utlandet, ikke kunde andet end se al denne vranghet i det rette lys. Han kunde ogsaa fremstille den saa sandt og træffende at folk maatte faa øinene op, enten de vilde eller ikke.

Ludvig Holberg blev født den 3dje december 1684 i Bergen. Hans far var oberstløitnant Christian Holberg, som vist var av trøndersk bonde-æt og kjendt fra forsvaret av Halden 1660. Da baade faren og moren døde tidlig, kom gutten i huset hos sin morbror Peder Lem. En gang hadde han her laget et satirisk vers om en slegtning av morbrorens kone. Hun blev meget sint over det og bad sin mand straffe ham. Morbroren, som var en spøkefuld mand, tok ham ind til sig og satte først et morskt ansigt op, men sluttet med at sige at naar han en anden gang vilde gjøre vers, skulde han være saa god at file dem noget bedre. Sine barne-aar levde Holberg, paa et kort ophold i Gudbrandsdalen nær, i Bergen. Denne livlige handelsby, som var saa nøie forbundet med utlandet, har sikkert faat stor indflydelse paa ham, og den har git ham en mangfoldighet av indtryk, som har været av betydning for hans senere utvikling. Han siger selv at Bergen „kan lignes med Noæ ark, hvorudi der er alleslags kreaturer; thi folk fra alle verdens kanter strømmer did hen, sætter sig ned der og forener sig med indbyggerne. Der er idelig en raaben og skrigen, som der høres saa stor at den ene ikke kan høre hvad den anden siger.“ Holberg har vistnok tat flere av typene til sine komedier fra denne by.

Ludvig Holberg.

Ogsaa en stor del av sin ungdom levde Holberg i Norge. Da han var blit student 1702, reiste han nemlig straks fra Kjøbenhavn og drog tilbake til Norge; for at tjene sit brød blev han huslærer paa Voss. Da han siden (1704) hadde tat teologisk eksamen, tok han en lignende post i Bergen. Her vaaknet nu hans reiselyst, som snart blev saa sterk at han solgte det lille han eide for 60 riksdaler; med denne sum reiste han da trøstig ut i verden. Nu begynder hans utenlandsreiser, som fik saa stor betydning for hans senere livsgjerning. I flere av Europas hovedstæder og universitetsbyer lærte han nemlig den almindelige europæiske dannelse at kjende paa nært hold; her fik han et videre, mer fordomsfrit syn. De mange ulike forhold han kom ind i, og den skare mennesker han kom til at træffe sammen med, skjærpet hans syn og gjorde hans menneske-kundskap rikere.

Paa sin første reise kom han til Holland, som hele Norges vestkyst den gang stod i livlig samkvem med. Paa denne reise gjorde han ogsaa en avstikker til Tyskland, hvor han hadde flere eventyr.

I Aachen drev nøden ham saaledes til at forsøke en gjerning „som han aldrig enten før eller siden har tænkt paa at ville gjøre“, nemlig at rømme gjennem en bakdør, da han ikke kunde betale sin vert. Men da verten længe hadde forstaat hvorledes det stod til, laa han paa lur efter ham; han blev grepet og maatte betale sin sidste skilling. „Dette,“ siger Holberg, „svævede mig en lang tid derefter for øinene, enten jeg vaagede eller sov; jeg drømte tit at jeg havde samme kromand over halsen paa mig, og over ti gange at han slæbte mig ind i vertshuset igjen.“

Endelig kom han tilbake til Norge (1705), efterat hans penger for længe siden var brukt op. Han slog sig nu ned i Kristiansand, hvor han for sine sprogkundskaper blev saa anset at folk pekte paa ham paa gaten og sa: „Der gaar den lærde kar som kan snakke baade fransk, italiensk, polsk, moskovitisk og tyrkisk“, saa han blev „ligesaa berømt som Mitridates, kongen af Ponto, hvilken, som historierne fortæller, har kunnet 22 sprog“. Han blev saaledes her langt mer paaskjønnet end under sit ophold i Amsterdam paa sin første reise. For der agtet man ikke „de lærdeste professores saa meget som en skipper“.

Da han hadde samlet en del penger, drog han ut paa sin anden utenlandsreise vaaren 1706, denne gang til England; han var to aar i Oxford og greide sig ved at undervise.

Her maatte han ta mot mange stikpiller for sit ungdommelige utseende. Saaledes hændte det ham i et vertshus hvor han tændte sin pipe og begyndte at røke, at en engelsk borger som sat ved siden av ham, brast i latter og utbrøt: „Gutten vil røke tobak!“ I Holland var det før gaat ham likedan; saaledes var han i det reisepas han fik da han skulde reise fra Amsterdam til Aachen, blit kaldt „drengen Ludvig Holberg fra Amsterdam“, et uttryk han ikke likte. Paa veien gik det ham ikke bedre. En prest gav ham en gang det spørsmaal: „Hør, min lille mand, naar rømte du av skole?“ Men Holberg bombarderte ham saa med latin, at presten snart kom paa andre tanker.

Fra Oxford drog han til London; der saa han alt det merkværdige „man kan se uten penger“. Derfra vendte han tilbake til Danmark (1708).

Holberg saa aldrig mer Norge igjen og slog sig efter sin tilbakekomst ned i Kjøbenhavn; Danmark blev saaledes hans andet fædreland. Men det norske præg han hadde faat i barne- og ungdomsaarene, blev aldrig utslettet hos ham. Man kan derfor sige at den norske indflydelse med ham begyndte at gjøre sig gjældende i fællesliteraturen gjennem hans lune, virkelighetssans, forstandsmæssige nøkternhet og naturlige sprog. Av Holbergs skrifter kan man ogsaa se at han ikke glemte Norge og nordmændene. Likesom sin far bar han for at vise sin norske herkomst „fjeld og gran“ i sit segl, og da han blev baron, likeledes i sit adelsvaaben. Med sine skrifter tænkte han ikke bare paa Danmark, men paa Norge ogsaa; det var begge „disse rigers almue“ (almenhet) han hadde for øie.

Fra Kjøbenhavn gjorde Holberg senere tre nye utenlandsreiser. Paa sin fjerde reise (1714), som var den vigtigste, var han halvandet aar i Paris; derfra tok han veien til Italien.

Han blev en tid liggende syk i Genua og hadde senere fjerdedagsfeber under næsten hele reisen. I Rom indrettet han sig for længere tid. Her var han sin egen kok og blev da saa dygtig i kokekunsten at man ikke skulde kunne sige om ham „at han kom som en dosmer til Rom og kom likesaa klok tilbake igjen“. Men forat ikke matlagingen skulde hindre ham i hans literære sysler, „hadde han pen og blæk ved ovnen og sat der med boken i den ene haand og sleven i den andre“. Da han hadde været en vinter i Rom, vendte han tilfots tilbake til Paris og var da „blit saa brun i ansigtet at man skulde tænke han var blit en morian, og saa tyk som en borgermester“.

I sit 32te aar kom han tilbake til Kjøbenhavn. Han hadde her før søkt at slaa sig gjennem ved at holde private forelæsninger for studentene; „de kom i hobetal paa mit kollegium“, siger han, „hvor de med stor flid baade hørte og optegnede alt, hvad jeg dikterede; men da jeg skulde betales derfor, fornam jeg de havde lært den kunst at gjøre sig usynlige, saa den eneste frugt jeg havde af mit arbeide, var, at jeg fik en dyb kompliment naar jeg mødte dem paa gaden, hvilket var vel kjendetegn paa taknemmelighed, men hjalp lidet paa min fattigdom.“ Nu var han saa heldig om kort tid at bli lønnet professor (1717), vistnok i et fag han foragtet, nemlig metafysik; men han blev endelig derved sat i stand til at slippe næringssorger; han var før blit utnævnt til ekstraordinær professor uten løn, nogen aar efter utgivelsen av sit første verk: Introduktion (indledning) til de europæiske rigers historie (1711). Siden blev han professor i latin, saa i sit egentlige fag, historie. Tilsidst blev han kasserer (kvæstor) for universitetet. Ved sin forfattervirksomhet tjente han efter hvert en stor formue. Da han var ugift, testamenterte han størsteparten av den til Sorø akademi. Han blev derfor ophøiet til baron. Holberg døde 1754 og ligger begravet i Sorø kirke.

Vi skal nu omtale Holbergs forfattervirksomhet som digter og som prosaisk (historisk og populærfilosofisk) forfatter.

Det var et digt som først skaffet ham ry, det store komiske heltedigt Peder Paars (1719), som blev trykt som gatevise med titel: „En sandfærdig, ny vise om Peder Paars, som gjorde en reise fra Kallundborg til Aars[19] o. s. v., af Hans Mikkelsen, borger og indvaaner i Kallundborg“. Endvidere var der blandt andet i titelen gjort opmerksom paa at i visen stod „skjønne anmerkninger nedenunder efter den nye mode“, og at den „klang vel til alle slags instrumenter, især til hakkebret eller lire“. I „Peder Paars“, det første betydelige satiriske digterverk i vor literatur, har Holberg git en parodi paa heltedigtet, idet han har brukt dettes høitidelige stil i sin skildring av de ubetydeligste personer og begivenheter. Men det som egentlig var Holbergs mening med digtet, og som gav det saa stor betydning, var de skarpe angrep han rettet i det mot feil og daarskaper i samtiden indenfor alle stænder.

„Peder Paars“ vakte vældig opsigt, og man lærte stykker av det utenad; men mange blev ogsaa harme over skriftet, da de mente at Holberg hadde sigtet netop til dem med det. Man kjendte nemlig den gang bare slike personlige satirer.

En fremragende lærd, professor Gram, tok det saaledes for avgjort, at Holberg hadde tænkt paa ham naar han i skildringen av et slagsmaal mellem de lærde fortæller at „en sølvbeslagen tyk Homerus

Han eide nemlig en slik bok, som nok for resten egentlig bare var beslaat med messing. Den mægtige etatsraad Rostgaard, som eide øen Anholt, klaget endog til kongen, Fredrik den 4de, forat forfatteren kunde bli straffet og boken brændt, da den indeholdt krænkende uttalelser om folket paa øen. Men av det blev der ikke noget, da kongen moret sig over digtet, og fandt „at det ikke bestod av andet end lutter fingeret (opdigtet) skjemt som heller kunde blit utelatt end skrevet“. Likevel var det mange som længe holdt Holberg for en farlig person, som let kunde komme til at blotte deres svakheter, om de ikke var forsigtige. Der fortælles at en mand endog en gang bad ham om at skrive en personlig satire over en bror han hadde, som førte et ugudelig liv, saa denne kanske kunde bli bedre. Men Holberg svarte med et citat: „Det er ikke mennesker, men kun deres feil vi gjennemhegler“, og la til: „Ti dersom jeg skulde gaa utenfor denne grænse og laste hver enkelt, saa maatte jeg begynde med mig selv.“

Holberg holdt frem med sin djerve kamp trods de mange fiender han fik ved det. Han skjønte at det var ved satirisk digtning han for det første hadde mest utsigt til at virke noget til gagn for folket. Det han derfor hadde begyndt i „Peder Paars“, utførte han videre i komediene, som han paa faa aar skrev mange av. Her tok han de enkelte stænder hver for sig og gav dem med deres daarskaper til pris for latteren. I „Peder Paars“ vil man finde frøet til mange av komediene.

Vi omtaler her med nogen ord skuespilkunstens utvikling i middelalderen. Likesom det antike drama fremgik ogsaa middelalderens skuespil av gudsdyrkelsen. Man fremstillet scener av den bibelske historie for at gjøre gudstjenesten saa haandgripelig som mulig. Senere blev disse forestillinger lagt utenfor kirken: paa kirkegaardene, torvene og gatene, og efter hvert blev ogsaa andre end geistlige med. Tilsidst kom den kirkelige karakter helt bort, og geistlige blev endog forbudt at være med. Skuespillene, som fra først av var paa latin, blev nu skrevet paa morsmaalet og handlet mest om verdslige emner. Efterat saaledes skuespillet var plantet om paa verdslig grund, fik man i slutten av middelalderen omreisende skuespillertrupper. Desuten opførte elevene ved latinskolene dels latinske dramaer for sprogøvelsens skyld, dels stykker, skrevet paa morsmaalet (skolekomedier). Denne skik kom ogsaa til Danmark i det 16de aarhundrede. Men de originale danske skolekomedier var baade meget faa og litet værdifulde.

I 1722 blev den første danske skueplads aapnet i Kjøbenhavn. Her blev alt samme aar flere av Holbergs komedier opført, først „Den politiske kandestøper“. Før hadde skuespilkunsten staat meget lavt i Danmark, og heller ikke nu var det store publikum, som endnu hadde mere smag for gjøglere og „den sterke mand“, utviklet nok til i længden at holde en nationalscene oppe. Vistnok gjorde komediene den første tid stor lykke; men teatret maatte likevel snart lukke, da flere andre ting ogsaa kom i veien.

Likesom „Peder Paars“ vakte komediene ogsaa paa enkelte hold harme og uvilje mot forfatteren.

Nogen holdt det for upassende for en professor og en alvorlig mand at skrive slikt „gjekkeri“ som komedier. En forfatter spurte ham saaledes: „Hvorledes kan I skrive saadan skjemt, da I dog selv er saa ærbar?“ Holberg svarte: „Hvorledes kan I skrive saadanne alvorlige ting, da I dog selv er saa komediantisk (naragtig)?“ Man opfattet den gang i almindelighet ogsaa komedier som bare morskap og tidsfordriv og satte komedieforfattere i klasse med linedansere og taskenspillere. Andre kjendte sig eller sine venner igjen i Holbergs figurer og var fornærmet over den maate han, som de mente, hadde ført dem frem paa. Men Holberg tænkte vistnok oftest ikke paa bestemte personer; men det var klart, at saasandt han tok emne til sine komedier hvor han fandt det, og saasandt disse var tro avspeilinger av det virkelige liv, maatte ogsaa mange kjende sig rammet av dem. En officer, som var blit harm over Holbergs angrep paa militærstanden i „Jacob von Tyboe“, stanset ham saaledes paa gaten med de ord: „Jeg gaar ikke av veien for en nar.“ „Men det gjør jeg“, svarte Holberg og gik til side.

Holberg hadde, som nævnt, ingen egentlige mønstre hat for sine komedier i den ældre danske literatur. Forbilledene fandt han andensteds, for det første i den klassiske lystspildigtning, særlig hos den latinske komedieskriver Plautus, saa i de italienske folkekomedier eller maskekomedier,[20] som den gang var meget yndet, og endelig fremfor alt hos den franske lystspildigter Molière. Men der er stor forskjel paa ham og Holberg. Det viser sig bedst i valget av emner. Molière var hofdigter, Holberg hentet emner helst fra det jevne, borgerlige hverdagsliv; det gjorde hans stykker i særlig grad nationale og forstaaelige for alle. Desuten forstod han, selv naar han laante av andre, merkværdig at holde paa sin eiendommelighet.

Det som især særmerket Holberg som komedieforfatter, var hans evne til karakterskildring. Hans figurer var grepet like ut av livet, saa folk saa sig selv igjen som de gik og stod, og den tids liv er skildret saa tydelig, at som Oehlenschläger har sagt, „om Kjøbenhavn sank i jorden, og man om nogen aarhundreder kun utgrov Holbergs komedier, saa vilde man saa godt kjende digterens tidsalder derav som vi kjender den romanske tid av Pompeji og Herkulanum“. De mest kjendte av hans komedier, som Den politiske kandestøper, Jean de France, Jeppe paa Bjerget, Barselsstuen, Jacob von Tyboe, Erasmus Montanus, Den stundesløse, Ulysses von Ithacia o. fl., er talende vidnesbyrd om det. Holberg har i regelen i sine stykker en række staaende figurer som den gamle spidsborger Jeronimus, den taapelige gaardskarl Arv og de overgivne og vittige tjenere Henrik og Pernille. Disse figurer blir allikevel ikke ensformige, da de er meget variert.

Holberg var en mester i at opfinde komiske scener[21]. Dialogen er fuld av træffende uttryk og vendinger fra dagligtalen; flere av dem er ogsaa blit staaende talemaater, f. eks.: „Friskt mod, Antonius!“ „Du drak som en skjelm!“ „Tal dansk, din hund!“ „Likesaa hos os!“ „Nachspillet (efterspillet) blir det artigste!“ Paa en fængslende handling la Holberg mindre vegt.

I Holbergs senere leve-aar brydde man sig ikke længer om komediene; smagen hadde tat en anden retning, saa man holdt dem for simple og grove. Vistnok kunde hans uttryksmaate stundom være noget grovkornet; men pertentligheten begyndte ogsaa paa den anden side at gaa svært vidt. Man vilde nu se bare riddere og fyrster paa scenen, ikke „gemene folk“; ja, man var blit saa fin paa det, at man endog blev støtt over at Henrik i „Den politiske kandestøber“ viste sig „med ukjæmmet haar og uten hansker“, og man taalte ikke at høre f. eks. ordet „kanalje“ paa scenen.

Blandt Holbergs digterverker maa endnu nævnes et som mer end noget andet virket til at gjøre hans navn europæisk kjendt, Nils Klims underjordiske reise (1741), som er en satire over Europas forhold i det hele; det var en av grundene til at Holberg denne gang ikke brukte morsmaalet, men latin. Nils Klim er holdt i en stil som om alt sammen skulde være ramme alvor; en tysk lærd, som fremholdt den mening at jorden var hul, lot sig endog narre til at bruke Nils Klim til bevis for at han hadde ret i sin paastand. — Mønsteret til Nils Klim hadde Holberg i de opdigtede reise-skildringer, som var meget læst paa den tid.

Holberg var ikke bare stor digter, men stod ogsaa høit som prosaisk, særlig historisk forfatter. Han var endelig i 1730 blit professor i historie, som var hans egentlige videnskap, endda han klager over at de kildeskrifter han maatte bruke, ofte var slik, „at man kunde forgi rotter med dem“. Holberg uttalte sig selv om nytten av historien paa følgende maate: „Jeg holder den historiske videnskap næst Guds ord for den nyttigste og vigtigste af alle, naar den bliver læst med de rette øine. Jeg lærer deraf at kjende lande; jeg lærer at kjende mennesker; jeg lærer at kjende mig selv; ja, jeg lærer at spaa; thi man kan af forbigangne ting dømme om tilkommende.“ Vi ser saaledes hvor stor betydning det historiske studium hadde for ham selv, og det var hans ønske at historien kunde faa samme betydning for andre. Med dette maal for øie var det han skrev sine historiske verker. Han skrev de fleste av dem efter sin „poetiske raptus“. Han siger selv i fortalen til sidste bind av komediene (1726): „Dette bliver uden tvil mit sidste poetiske skrift; thi jeg bliver nu meget alvorlig.“ Og i virkeligheten er der et vendepunkt i Holbergs forfatterliv ved denne tid. Han var træt av at skrive komedier og av de ubehageligheter han utsatte sig for ved dem. Desuten var tiden ikke god for teaterstykker. Ved Kjøbenhavns brand i 1728 brændte ogsaa teatret. Og pietismen, som fik magten især under Kristian den 6te, banlyste skuespil; først efter Kristian den 6tes død skrev Holberg atter nogen komedier for nationalscenen, som da blev aapnet igjen.

Alt før han blev professor, hadde Holberg, som nævnt, skrevet sin „Introduktion til de europæiske rigers historie“. Nogen aar efter hadde han git ut en Introduktion til natur- og folkeretten. Her gjør Holberg flere av de moderne europæiske tanker kjendt for et nordisk publikum. Men de betydeligste av Holbergs historiske skrifter var følgende: Danmark og Norges beskrivelse (1729); Danmarks riges historie i tre deler; Almindelig kirkehistorie; Adskillige store heltes og berømmelige mænds sammenlignede historier og bedrifter; Adskillige heltinders og navnkundige damers sammenlignede historier og Bergens beskrivelse. I sin historieskrivning trængte Holberg krigshistorien tilbake som den mindre vigtige del; derimot la han vegten paa det som kunde vise folkets „egenskaper“ og utvikling i forskjellige retninger, likesom han skildret fremragende personligheter, gav „berømmelige mænds portraits“, som han selv siger.

Til Holbergs populær-filosofiske skrifter hørte hans Moralske tanker (1744); en stor del av hans Epistler hører ogsaa hit. Disse avhandlinger i brevform var over 500 i tal og handler om adskillige historiske, politiske, metafysiske (oversanselige), moralske, filosofiske, item (fremdeles) skjemtsomme materier. Denne behandling av de mest ulike ting vidner om Holbergs mangfoldige interesser, alsidige kundskaper og hans merkelige evne til at skrive underholdende om alle ting. Likesom hans levnetsbeskrivelse i 3 brev paa latin („til en fornem mand“), gir de mangen oplysning om hans personlighet. Hans sidste bok var Moralske fabler. Flere av Holbergs skrifter blev oversat paa fremmede sprog, og hans ry kom saaledes til utlandet.

For det meste var Holberg selv forlægger til sine skrifter og solgte dem ogsaa selv fra sin bolig. Der fortælles en historie om en student som veddet med en anden om at han skulde faa Holberg, som just ikke utmerket sig ved høflighet, til at følge sig helt ned trappene. Studenten gik op til Holberg og bad om et eksemplar av hans Danmarks historie. Holberg lot ham selv vælge ut et eksemplar; saa gik studenten — men uten at betale. Holberg løp nu efter for at faa betaling, og dermed hadde studenten vundet veddemaalet.

Holberg blev ikke skattet efter fortjeneste av sin samtid. Hans begravelse gik for sig i al stilhet. Liket blev ført fra Kjøbenhavn til Sorø for at begraves der. Det heter i et brev herom: „Baron Holberg blev hentet herfra af fire sjællandske øg; de tvende bønder udgjorde komitaten (følget).“ Ingen sørgefest blev holdt; ingen mindestøtte blev reist til hans ære.

Det la endog utlændinger merke til. Saaledes fortælles der at en ung dansk reisende besøkte den tyske forfatter Lessing. Den reisende talte fra først til sidst bare om Danmark, dets lærde mænd, dets store genier og det danske borgersind, indtil Lessing endelig blev kjed av det og avbrøt ham: „Apropos, mein Herr, wo steht denn eigentlich die Bildsäule, die die Dänen ihrem grossen Holberg gesetzt haben?“ Den reisende tidde.

Holberg var en selvstændig og uavhængig karakter og en aapen og sand natur, som hadde avsky for alt hykleri. I det religiøse var Holberg adskillig paavirket av tidens engelske og franske tænkere. Han hævdet sterkt toleranse, og mente at de religiøse spørsmaal maatte staa under fornuftens dom. Han staar allikevel fjernt fra rationalismen slik som den mest utviklet sig i Frankrike i anden halvdel av aarhundredet. Han uttaler sig for resten altid med en viss varsomhet om religiøse spørsmaal. Han vilde utrydde al vantro og var imot al død ortodoksi, al skinhellighet og vanekristendom, likesaa vel som mot den mørke pietisme som raadde under Kristian den 6te.

Ytringsfriheten hadde ogsaa en varm talsmand i Holberg. „Bogcensuren,“ sa han, „gjør at man ikke kan vente at se andet udkomme, end hvad flaut, lavt, krybende, marvløst, mat og udpisket er.“

Mange som ikke hadde større kjendskap til ham, mente han var menneskefiendsk, fordi han hadde et tillukket og tilbakeholdent væsen. Han hatet ogsaa al paatrængenhet, vilde helst være personlig ubemerket og ønsket frihet til at greie sig som han vilde. Men paa samme tid lot han andre ha samme frihet, ja, for ham kunde folk gjerne gaa med „en porcellæns spølkum paa hodet istedenfor hat“, om de fandt nogen moro i det. De som kjendte ham bedre, delte ikke den almindelige mening om hans utilgjængelighet. Paa sine utenlandsreiser i tidligere aar blev den vittige, kvikke mand med det fint formede ansigt og det ungdommelige utseende meget yndet av dem som han kom mer sammen med. I Oxford f. eks. var han en velset gjest blandt studentene, og han fik mange venner der. Men i de senere aar tvang hans sykelighet (som blev større og større) ham til at føre et meget stille og endnu mer regelmæssig liv end før, om vinteren i byen, om sommeren paa et landgods, saa han kan sige om sig selv at hans nysgjerrighet efter at se fremmede steder, „hvilken tilforn haver gjort ham til et perpetuum mobile“, nu med alderen var forsvundet i den grad, „at om Konstantinopel laa udi næste provins Fyn, tog han udi betænkning at reise over beltet at bese samme stad.“ „Det er“, siger han alt da han sender ut sidste bind av komediene (1726), „med lystige poeter ligesom med katte, hvilke fra en overmaade kaadhed, som naturen haver indplantet i dem udi opveksten, henfalder til en overmaade alvorlighed. Mit blod, efter min barbers sigelse, begynder nu at blive temmelig flegmatisk og ser ikke nær saa levende ud iaar som ifjor, hvorudover jeg haver sat mig for at slutte en evig fred med jordens klode, saaledes, at vi lader hinanden herefter være uskaarne paa begge sider; thi jorden bliver gammel, saa der bider ingen tugt mer paa hende, jeg bliver ogsaa gammel og derfor gjerne planter gevær.“ Holberg holdt meget av landlivet; „jeg finder behag“, siger han, „i at se jordens grønt fremspire og indhøstes, at se kjør og faar gaa ligesom i procession til deres samlingsplads morgen og aften.“ Opholdet paa landet var ogsaa gagnlig for hans helse, saa han ikke var som den samme mand paa landet og i byen.

Endda Holberg syntes bedst om at leve et rolig liv, blandet han sig likevel tit med glæde i folkelivet og studerte det i vertshus og paa andre steder. Han gav sig ofte i samtale med menigmand, især paa landet, og han vilde overhodet gjerne være tilstede der hvor han kunde gjøre iagttagelser.

Holberg likte godt „fruentimmerselskap“. I mandfolkselskap fik han vin og tobak, og det var ikke efter hans smak, i fruentimmerselskap derimot te, kaffe og jevn snak, som han likte bedst i sine ledige timer. „Naar jeg haver studeret mig en hovedpine til,“ siger han, „besøger jeg ingen hellere end madame N. N., som fortæller mig intet uden hvad hun haver spist den dag, eller hvormange egg hendes høns haver udlagt den uge eller andre saadanne materier hvorved hjernen ikke brydes, eller hovedets sener strækkes.“ Dette kan synes at tyde paa en viss ringeagt for kvinden, ialfald som hun den gang var; men at han paa den anden side ikke tviler paa hendes evner og dygtighet, naar hun fik rikere anledning til at prøve sine kræfter end tilfældet den gang var, viser han bl. a. i sit Forsvarskrift for kvindekjønnet, hvori han f. eks. lar kvinden uttale:

Om kvindens stilling uttaler han sig ogsaa i „Nils Klim“ paa lignende maate.

De mange særegenheter og peppersvendvaner Holberg efter hvert la sig til, hindret ham i at gifte sig. Han satte ogsaa for store krav til en hustru, og efterat han i et av sine epigrammer har regnet op alle de egenskaper en saadan skulde ha og ikke ha, føier han til: „Kort at sige: Jeg vil ha en saadan hustru som neppe er at finde; det er at sige: Jeg vil ikke gifte mig.“ I et selskap tok en gang en dame fat paa ham og spurte ham hvorfor han ikke giftet sig; „jeg spurte hende da,“ fortæller han, „om hun snorkede i søvne, og da hun tilstod saadant, sagde jeg, at saadan ringe ting var nok for mig til at paastaa en skilsmissedom, hvorpaa jeg gik bort og efterlod hende i heftig latter.“ I en av sine satirer taler kan ogsaa paa en meget morsom maate om alle de sorger og ubehageligheter man kan bli utsat for i egteskapet. Hvorledes barneflokken kan gi grund til stadig uro, viser han i følgende ikke meget lyse skildring:

Holberg blev ofte beskyldt for gjerrighet. Selv siger han at „han holder karrighed for en ligesaa stor lyde som overdaad“. Det var vistnok nærmest hans i høi grad tarvelige og regelmæssige levevis som var skyld i at man trodde han var gjerrig. Trods sin meget omtalte gjerrighet kunde han være meget godgjørende, og „han gav aarlig de fattige saa meget som andre pleier at koste paa en dagtyv af lakei“. Dog saa han sine folk an. Derfor kunde det i én gate hete om ham: „Se, der gaar den gnier som gjør ingen mand godt!“ Men i en anden: „Gud lade den mand leve som er saa god imod fattige!“ Han gjorde ogsaa meget for bøndene paa sit landgods og hjalp dem paa en klok maate, lettet deres byrder og gjorde husene deres bedre eller bygget dem op fra grunden av. „Og da jeg saadant havde gjort,“ fortæller han selv, „kaldte jeg bønderne sammen og sa: ‚Nu har jeg gjort mit; nu maa I gjøre eders!‘“

Som nævnt hadde Holberg daarlig helse; han led meget av hodepine, hadde ofte feber-anfald og var brystsvak. Han var derfor tit opfarende og pirrelig. „En hund som gjør, en dør som tilslaaes, kan bringe mig af skik,“ siger han. Naar han skrev vers, „kostede moksen (næsten) hvert blad ham en dygtig hovedpine og tolv skilling udi kaffe at jage den paa dør med“. Hans tilstand var saadan, siger han, at „glæde, bedrøvelse, frygt, mod, mathed, hurtighed, hidsighed og koldsindighed“ idelig skiftet hos ham, „ligesom de onde væsker sætter sig nu i en del, nu i en anden del av legemet“. For at jage bort det daarlige humør tok han sin tilflugt enten til at læse lystige skrifter eller selv at skrive skjemt; det viser at tungsindet slet ikke var ham medfødt, men hitført av ytre aarsaker. At denne hans fremgangsmaate ofte hjalp, viser følgende fortælling herom av den danske digter Hauch: En mand som bodde i samme hus som Holberg i den tid han skrev sine første stykker, forsikret til en av Hauchs bekjendte at han og de andre i huset næsten hver dag hørte Holberg le høit under arbeidet. Ja, stundom naar han kom ind til ham, var han faldt ned av stolen av latter og laa og lo paa gulvet. Det er da ogsaa rimelig, mener Hauch, at „den mand fra hvem et slikt væld av lystighet er utgaat over verden, tillike selv i høieste grad maatte gripes av sine egne digtersyner, og at de komiske skikkelser han visste at fremmane, ogsaa maatte virke paa ham selv med den samme magt hvormed de endnu den dag idag likesom springer frem av hans digtninger og virker paa læserne“. Musikken, som han hadde megen sans for, var til stor opmuntring for ham. En aften i uken, fortæller han, var han „gemenligen i det musikalske collegio (forening)“. Han spilte selv fløite og fiolin; ja, i Oxford blev han holdt for en av dem „der aller bedst forstod at traktere (behandle) en fløite“. Musik kunde røre ham til taarer. Det fortælles at han engang ved en kirkekoncert gik bak en kirkepille for at skjule sine taarer hver gang et visst rørende sted blev gjentat.

Holberg var helt igjennem satirisk anlagt. I satiren og komedien, hvor han ret kan faa bruk for sit vid og lune, er han i sit rette element. Skjønt Holbergs digterbegavelse saaledes var avgrænset til et bestemt omraade, har han dog faat en betydning for den dansk-norske literatur som ingen anden. Hans digtning vil aldrig bli forældet, og vi føler ogsaa dens indflydelse utigjennem hele den følgende tid.

Men nogen egen skole av forfattere er ikke gaat ut fra ham. I sin komedie-digtning fik han for saa vidt likesaa litt nogen efterfølger som han hadde hat nogen forgjænger i den dansk-norske literatur. Overhodet har han hat mere indflydelse paa folket og literaturen i almindelighet end paa nogen bestemt forfatter.

Og ikke bare i Danmark og Norge blev hans navn kjendt og hans verker læst, men ogsaa i de fleste andre landene i Europa.

Efter sine egne uttalelser i forskjellige skrifter hadde Holberg selv et tredobbelt maal med sin literære virksomhet. Det var fædrelandets ære, morsmaalets utvikling og folkets vel han vilde fremme, og derved, som han siger, „gjøre sig vel fortjent av fædrelandet“.

Det var sit første maal, fædrelandets ære, han hadde for øie naar han taler om at han ved sine skrifter vilde utfylde manglene i de forenede rikers literatur, saa disse land ikke længer skulde staa tilskamme for fremmede nationer og faa bebreidelser av dem. Om den danske kultur hadde de saa smaa tanker at Holberg i et brev til en hollandsk lærd fandt at burde underrette ham om at „det kongerige Danmark ligger udi den part af verden, som gemenlig kaldes Europa; indbyggerne gaar paa 2 ben og har en næse mellem øinene ligesom de leydenske borgere“. Hvor ilde det før Holbergs tid stod til med en alsidig, folkelig literatur i Danmark og derfor ogsaa med den boklige sans baade blandt borgere og bønder, fremgaar f. eks. for borgerstandens vedkommende av et sted i „Den politiske kandestøber“. Henrik har fortalt Antonius at hans husbond sitter og læser; saa siger Antonius: „Da er han mere gudfrygtig end jeg.“ For bondestandens vedkommende ser vi det av „Erasmus Montanus“, hvor denne vil kaste en bok i hodet paa broren Jakob; her siger Jakob at det maa være en bibel da den er for stor til at være en evangeliebok eller katekismus. Disse eksempler viser at der blandt menigmand paa den tid neppe var tale om at læse i andre end religiøse bøker, og av dem var igjen størsteparten ikke originale, men oversatte. Av andre skrifter fandtes der meget faa som var forfattet paa morsmaalet og saaledes forstaaelige for menigmand.

Det blev derfor Holbergs anden opgave at skaffe morsmaalet dets ret, gjøre literaturen til folkets eiendom og derved vække sansen for en mer omfattende læsning. Han vilde ogsaa at de studerende skulde lære at kjende morsmaalet og bruke det i tale og skrift. „En grundig optugtelse,“ siger han selv, „bestaar derudi, at den studerende oplæres først i gudsfrygt og gode seder, dernæst i landets sprog og endelig aller sidst i fremmede tungemaal; ti det sidste er sirlig og nyttig, men det første fornødent.“ Det var som national forfatter Holberg vilde gjøre sin europæiske dannelse frugtbar, og det var hans ønske at gjøre sit til „at morsmaalet som uforskyldt lidet eller intet taltes udi store huse, med tiden kunde blive hofsproget“; han siger ogsaa selv at han skrev „for folk ei ene, men og sproget at polere,“ og han mener at „det i sig selv haver alle de behageligheder som noget sprog kan bryste sig af“. Naar man husker paa hvor litet morsmaalet til hans tid var utviklet som skriftsprog, maa man ogsaa undres over den lethet han bruker det med, og den fuldkommenhet han fører det frem til. Hans stil var jevn og naturlig. „Hvad jeg skal sige, siger jeg enfoldig og tydelig,“ siger han selv, og han følte „væmmelse ved alt det som var affekteret og ligesom sat paa stylter“.

Holberg forstod at han bare ved at gjøre literaturen folkelig og forstaaelig kunde naa sit tredje store maal: at virke paa hele folket. Sit folks vel og fremgang hadde han nemlig altid for øie med sin forfattervirksomhet. Han vilde ved sine skrifter vække folket til selvtænkning og selvkritik; han siger ogsaa selv om de studerende mænd at de heller burde „skjærpe sine hoveder ved idelig eftertanke end opfylde dem med vidtløftig læsning og med andres tanker og meninger“. Han vilde utvikle og opdra sit folk ved at faa det til at følge med i det som ute i Europa virkelig fortjente at bli lagt merke til, og ved at gi det leilighet til at se alle sine daarskaper, sin overtro og sine fordomme. Saaledes skrev han ikke engang sine komedier saa meget for at more som for at forbedre sit folk, og han uttaler at han i sine komedier vil skildre saadanne laster „som vores nation i særdeleshet inklinerer (er tilbøielig) til“. Naar han i digtningen saa et middel til at indskjærpe „en god og nyttig moral“, fulgte han herved en opfatning som paa hans tid og længe efter var den gjængse. Men det store ved Holberg var at han forstod at fremsætte moralen paa en saa fornøielig, tiltrækkende og virkningsfuld maate. At det ogsaa lyktes ham gjennem sit forfatterskap at forbedre sit folk, ser vi av de ord han selv i fuld bevissthet om sin betydning kan uttale om sine komediers virkning, „at de har omstøbt disse rigers almue som i en anden form“. Det er ogsaa sikkert at aandslivet i Danmark og Norge ved hans død i mange maater stod høiere end da han begyndte sin gjerning.

Av det som ovenfor er sagt, kan man se Holbergs tredobbelte betydning som den egentlige grundlægger av fællesliteraturen, som dyrkeren av morsmaalet og som folkets opdrager.

Andre forfattere paa Holbergs tid. Av prosaiske forfattere fra samme tid som Holberg, kan nævnes den danske teolog Erich Pontoppidan († 1764), en tid bisp i Bergen. Han var en from mand med mange kundskaper; han drev alsidige studier. Mest kjendt er han blit ved sin forklaring til Luthers katekismus, som kom ut 1737. Han gav ogsaa ut en ordsamling over det norske almuemaal,[22] over „saadanne rare (sjeldne) norske ord som gemenligen ikke forstaaes av danske folk“. Han mente at de mange fremmede ord som dansken var opfyldt av, burde bli avløst av ord fra de norske bygdemaal.

Ved siden av Holberg dyrket flere den historiske videnskap med held, saaledes Hans Gram. En anden historisk forfatter var Jacob Langebek. Baade Gram og Langebek brukte mest morsmaalet; men de skrev ikke som Holberg for folket. Det er betegnende at Langebek i fortalen til sit Danske magasin bad om undskyldning fordi han skrev paa dansk. Endelig skal nævnes islændingen professor Arne Magnusson, som ikke har skrevet stort, men han samlet mange gamle haandskrifter. Størsteparten av dem blev desværre ødelagt under ildebranden i Kjøbenhavn 1728. Med stort stræv og med hjælp av sine islandske venner fik han samlet en stor del haandskrifter paany.

De poetiske forfattere var mange den gang i Danmark; efter Holbergs utsagn var de „flere end fluer i september“[23].

Bare faa av digterne, som Brorson og Stub, har skrevet noget som eftertiden har læst.

Hans Adolph Brorson, bisp i Ribe († 1764), var som salmedigter en værdig efterfølger av Kingo. Hans salmer utmerket sig ved inderlighet og varme og ofte ved en jevn og folkelig tone. Som eksempler kan nævnes: I denne søte juletid; Den store, hvite flok vi se og Her kommer dine arme smaa (se Landstad).

Mens Brorson helt holdt sig til en enkelt gren av den lyriske digt-art, den religiøse, møter vi hos Ambrosius Stub († 1758) en lyrisk begavelse av mer omfattende natur. Men hans rike evner fik ikke utfolde sig paa grund av de uheldige vilkaar han maatte leve under. Han døde i stor fattigdom. Hans sanger og viser var usedvanlig naturlige for den tid at være. Han er blandt de sangere som fører bud om vaarens komme, er der sagt om ham. Men ynden og friskheten i hans viser var noget samtiden ikke forstod sig paa; derfor blev de litet agtet paa. Flere av hans digt er improvisationer, d. v. s. de er digtet i øieblikket.

Mens det er den norskfødte Holberg som helt fylder tidsrummet, er der litet literært liv hjemme i Norge. Fædrelandsforræderen Povel Juul har skrevet et par læredigt i tidens stil. Rundt om i landet, især i Nordland, er der flere som prøver at efterligne Petter Dass. Særlig er versemaalet fra „Nordlands trompet“ blit populært. Et par forsøk paa at skrive digt paa norsk bygdemaal blev gjort av prestesønnen Ole Camstrup fra Bergens stift og Nils Pedersen Heyberg fra Telemarken. Især et bryllupsdigt av den sidste har en viss betydning som kulturskildring.

4. Oplysningstiden (omtrent 1750-1800).

Efter Holbergs tid følger til slutten av aarhundredet Oplysningstiden med sine forskjellige brytninger, paa det religiøse omraade mellem kristendom og fritænkeri, paa det sociale mellem de høiere og lavere stillede i samfundet og endelig mellem det fremmede væsen, mest tyskheten, og det nationale.

Aarsaken til disse brytninger, som ogsaa satte sine dype merker i literaturen, maa søkes i de nye meninger, netop med hensyn til det religiøse og sociale, som kom fra utlandet, mest fra England (John Locke) og Frankrike (Voltaire og Rousseau), og som alt Holberg tildels hadde uttalt. Disse meninger (kravene paa trosfrihet, paa de almindelige menneskerettigheter, folkefrihet og likhet for alle borgere) trængte nu ogsaa mer og mer frem til Norden og grep sindene. Det var ministeren Struensee som førte retningen op paa dens høidepunkt i Danmark. Av betydning for literaturen var hans indførelse av trykkefriheten (1770). Men tre aar efter, da Ove Guldberg var blit minister, blev den meget indskrænket, og senere (1799) blev den for en tid helt ophævet, da regjeringen fandt at den blev misbrukt.

Som vi nævnte, var det oprindelig fra engelske og franske tænkere de nye meninger skrev sig. Disse tænkere begyndte alt i den sidste halvdel av det 17de aarhundrede at øve sterk kritik paa samtidens meninger og institutioner; alt skulde kunne begripes, forklares; der skulde være en „oplysning“ eller rettere „opklaring“, en „Aufklärung“, ikke rettet paa det store, menige folk, men næsten bare for en liten kreds, „de dannede“, som den store mængde skulde laane sit lys fra. Der kom ut tidsskrifter og videnskabelige arbeider i populær form av stor betydning, som økte „oplysningen“; men forstanden blev paa denne maate den eneste evne som blev dyrket, og man la bare vegt paa „det nyttige“. Tiden har faat navn av denne oplysning og dannelse som man prøvde at meddele. Man gjorde meget for „skolevæsenet“ og „almenvellet“ i det hele; men den almindelige folke-oplysning stod allikevel temmelig lavt; og der blev ikke megen selvstændig tilegnelse av oplysning, og liten evne til at bruke den. Det at alt skulde forklares, kom ogsaa frem i den tids kristendom. Prestene prækte ofte bare om rent jordiske ting, liketil „potetesavl, staldforing og koppe-indpodning“. „Held den mand som eier en bakke mot syd i hvilken han kan sætte sine poteter!“ saaledes skal en præken ha begyndt. Istedenfor de kristelige læresætninger traadte i Norden som i det øvrige Europa rationalismen med sin tro paa Gud og med sin lære om dyden (et ulastelig liv) og en med den følgende lyksalighet.

En retning, som i mange maater stod i strid med rationalismen, var pietismen, som alt paa Holbergs tid var trængt op til Norden fra Tyskland. En virkning av den hadde det været at konfirmationen var indført (1736); det hadde den store betydning, at det blev paabudt at alle skulde lære at læse. Pietismen var, likesaa vel som rationalismen, omend ut fra et rent motsat standpunkt, en protest mot det 17de aarhundredes døde rettroenhet, og den saa paa læren med likegyldighet; ved det kom den ofte til at arbeide haand i haand med rationalismen. Begge retninger arbeidet meget for humane formaal og gagnlige reformer; og begge retninger er vigtige forutsætninger for det vigtige omslag som kom ved overgangen til det 19de aarhundrede.

„Dyd“ og „nytte“ blev tidens grundkrav, dens løsen. Man dømte hver tings værd efter den nytte man mente den kunde gjøre. Et slikt syn maatte da ogsaa øve indflydelse paa literaturen, som ogsaa helst skulde være „nyttig“, gi belæring.

Men som vi siden nærmere skal se, blev der i dette tidsrum, særlig ved Rousseau, ogsaa vakt et sværmeri for naturen og for et naturliv, urørt av civilisationen.

Tyskeriet, som i Holbergs senere leve-aar var trængt noget tilbake, bredte sig igjen sterkt i denne tid. Men da Guldberg blev minister, satte han stop for den tyske paavirkning, og kronprins Fredrik, som overtok regjeringen 1784, gik helt i Guldbergs spor. De norske digtere i dette tidsrum dannet ogsaa en gagnlig motvegt mot den tyske indflydelse.

Den prosaiske literatur.

Den prosaiske literatur tok et betydelig opsving i dette tidsrum. For stilen og sproget blev gjort meget av lærere ved Sorø akademi, fremfor alt av den aandfulde, filosofiske og politiske forfatter Jens Schielderup Sneedorff, som skrev et sjelden formfuldendt sprog. Han var „sprogrenser“ og fortsatte det arbeide filosofen Eilschow hadde begyndt litt før 1750 med at lage danske kunstord, vistnok mest efter tysk mønster. Eilschow laget saaledes ord som overflade, bisag og personlighed. Av filosofiske forfattere kan fremdeles nævnes Tyge Rothe. Likesom Sneedorff interesserte han sig varmt for at de danske bønder skulde faa bedre kaar, og alle disse tre hadde en dypere forstaaelse av Holbergs store betydning end de fleste i samtiden.

Som religiøs forfatter optraadte rationalismens fremste talsmand hofprædikanten Christian Bastholm. Hans mange skrifter blev meget utbredt og læst. Bastholm var ogsaa en fremragende taler. Blandt rationalismens dygtigste motstandere kan av danske nævnes den ædle og modige biskop Nicolai Edinger Balle. Av rationalismens motstandere i Norge kan nævnes den kraftige biskop Johan Nordahl Brun (se s. 72). Brun og Balle virket baade ved taler og skrifter.

Det historiske studium blev fortsat med stor iver, og her hadde man alt fra tidligere tider en god grundvold at bygge paa. Vi skal nævne nordmanden Gerhard Schøning, som skrev Norges riges historie til aar 995, og dansken Peter Suhm, som skrev en Historie af Danmark, som gaar til aar 1400. Disse mænd grundla sammen med den norske bisp Johan Ernst Gunnerus „Det trondhjemske videnskapsselskap“ 1760. Dette selskap fik stor betydning for Norge, da landet ved det fik et literært midtpunkt, og det virket til at øke nationalbevisstheten.

Fra denne tid har vi en stor samling av beskrivelser over landskaper og steder, over almuens seder, skikker og sprog. Disse vidner om megen interesse for fædrelandet og gir os værdifulde oplysninger om tidens folkeliv. Til de bedste av dem hører presten Hans Strøms beskrivelse over Søndmør og presten Hans Jacob Willes over Seljord. Hans Strøm var ogsaa naturhistoriker.

Endelig skal det nævnes at morsmaalet blev gjort til emne for nærmere studium. Professor Jacob Baden, som ogsaa hadde et navn som klassisk filolog og literær kritiker, var den første som holdt forelæsninger ved universitetet over det danske sprog.

Den poetiske literatur.

Til at fremme den poetiske literatur blev der gjort meget i „Oplysningstiden“. Man satte saaledes ofte op præmier. Alt dette blev ofte mer til skade end til gagn for poesien, for det hindret den frie utvikling. Alt Holberg vilde bruke poesien i det „nyttiges“, i moralens tjeneste; nu la man endnu meget sterkere hovedvegten paa den likefremme belæring et digt kunde gi. Likesom Horats holdt man det for digtningens opgave at forene det nyttige med det behagelige. Poesien skulde bare være den skjønne dragt for nyttig lærdom. Det saakaldte læredigt blev derfor ogsaa en av de vanligste digtformer. Det i denne tid stiftede „Selskap til de skjønne og nyttige videnskapers forfremmelse“, det saakaldte „smagende“, skulde ogsaa ta sig av poesien, lede den i de rette spor og fastsætte smagen; men dette hadde just et slikt aandløst, prosaisk syn paa poesien og satte trange grænser baade for dens formaal, indhold og form.

Med Holberg var en national komisk poesi blit til i Danmark og Norge. Nu gjaldt det da at fylde ut manglene i de forenede rikers poetiske literatur paa andre omraader. I Tyskland var der alt begyndt et mægtig arbeide for utviklingen av den hjemlige literatur med emner som var hentet fra den dunkleste oldtid. Dette arbeide hadde vistnok trods sin svulst og famlen stor betydning for den tyske digtning; men da det blev overført til Danmark, blev det farlig for den danske poesis selvstændighet paa grund av den indflydelse tyskerne derved fik paa den. Dette blev især tilfældet da den tyske digter Klopstock, banebryteren for en national tysk digtning, kom til Danmark. Hans verker, hvorav vi nævner hans store epos Messias, hans dramaer, med emne fra den germanske oldtid, og hans oder, var vistnok storslagne, men i høi grad svulstige og unaturlige. Sproget var tungt og overlæsset. Rimet foragtet han. Han hævdet mot den gjængse mening digtekunstens selvstændige betydning. Klopstock blev ved midten av aarhundredet indkaldt til Kjøbenhavn, bodde her i mange aar og blev i den tid beundret og efterlignet.

Det var helst de norske digtere som arbeidet mot den retning Klopstock skapte. De brukte andre mønstre. Den første av dem som var upaavirket av Klopstock, var Christian Braunman Tullin (f. 1728, raadmand og told-direktør i Kristiania, † 1765). Han tok teologisk embedseksamen, men kom aldrig til at bli prest. Han slog sig ned i sin fødeby Kristiania og bodde der til sin død. Hans mønstre var ikke de tyske, men de engelske digtere. Ved sit digt Maidagen, som egentlig blev skrevet til et bryllup, brøt han nye veier for den lyriske digtning i Danmark og Norge. Han priser her naturlivet, det oprindelige, ikke av kulturen forfinede liv. Digtet vakte stor opsigt i Kjøbenhavn. Hans naturskildring hadde uvant varme og liv og hans sprog var sjelden formfuldendt. Men det var ikke den smagfulde og naturlige stil, som samtiden satte mest pris paa; den priste især at hans digtning var belærende og nyttig.

Endda Tullin var sykelig og av naturen indesluttet, blev han likevel paa grund av sin aandfuldhet og sit jevne lune drat ind i selskapslivet, og var ofte det midtpunkt alt dreide sig om. Ofte maatte han til fornøielse for selskapet improvisere vers. Da han f. eks. en gang kom paa et besøk til Bogstad, fik han ikke lov til at ta av sig reiseklærne før han hadde improvisert følgende:

Senere vandt Tullin prisen for et par pris-opgaver: Om søfartens oprindelse og virkninger og Om skabningens ypperlighed, som var stillet op av det „smagende“ selskap.

Sterkt paavirket av Klopstock var den danske digter Johannes Ewald. Han blev født i Kjøbenhavn 1743.

Ewald mistet tidlig sin far, og hans mor, som om en tid giftet sig igjen, kom nu til at staa ham mer fjernt. Ewald hadde som barn en usedvanlig livlig fantasi, og han hadde de mest eventyrlige planer. Hans lyst til eventyr mistet han heller ikke da han blev ældre. Han var en urolig natur, som let gav efter for sine indskydelser og lidenskaper. Digtning arbeidet han for det første ikke med. Han var efter eget sigende langt fra enten at ville eller at kunne skrive vers. Som student vilde han være med i den krig som den gang blev ført mellem Fredrik II og østerrikerne, saa han paa en hurtig maate kunde vinde ære. Han rømte hjemmefra og kom først i preussisk, senere i østerriksk krigstjeneste. Efterat han flere ganger hadde utmerket sig i kampen, rømte han fra tjenesten, da det efter hans mening ikke gik ham som det burde; efter mange vanskeligheter kom han hjem igjen til Kjøbenhavn. En gang maatte han staa flere timer i vand til langt op paa livet for at slippe fra sine forfølgere. Det var det vist som la spiren til den gigtsygdom som senere blev værre ved hans mindre ordentlige liv, og som tilsidst helt brøt ned hans legeme.

Det som for en stor del hadde faat ham til denne eventyrlige utflugt, var kjærligheten til en ung pike, Arense Hulegaard; for hendes skyld vilde han vinde ære. Men av sine forældre blev hun tvunget til at gifte sig med en anden. Hans livsglæde fik da et haardt støt. Endda Ewald da alt var kommet vel igjennem teologisk embeds-eksamen, gav han nu op enhver tanke om at søke noget embede og bestemte sig til „at slentre livet igjennem som han bedst kunde“. Hans sygdom tok stadig til, og for at glemme sin nød og sorg slog han sig paa flasken, og knækte ved det end mer sin helse. Lægen forbød ham at drikke punsj og paabød te, fortæller Oehlenschläger; men saa drak han punsj av en te-potte.

Ewald var den første digter i Danmark som saa poesien som sit livskald; han forberedte sig ved et grundig studium av den europæiske literatur (Shakespeare, Corneille, Klopstock) til sin digtervirksomhet, og skjønt han var syk og i de usleste kaar, forskutt av sin familie og litet paaskjønnet av sin samtid, la han ikke pennen ned før døden tvang ham til det. Og at han ikke tok arbeidet let, viser de utkast man har fundet efter ham tydelig. Likesom Klopstock tok Ewald gjerne sine emner fra det religiøse eller fra den nordiske sagnverden. Men heller ikke han kunde gjøre sig helt fri fra tidens opfatning, at digtningen først og fremst skulde være nyttig. Der gaar saaledes en dobbelthet gjennem hans poesi.

Ewald vakte første gang almindelig opmerksomhet ved sin simple, men gripende klagesang over Fredrik den femte.[24] I dette digt var han ogsaa, likesom i mange andre av sine lyriske digt, meget mer naturlig end i sin dramatiske digtning. Han stod derfor ubetinget høiest som lyriker, og i hans dramatiske arbeider er det ogsaa de lyriske partier, de indlagte romanser og viser som er bedst. Folkevisetonen har han heldig truffet i Liden Gunver. Men han maatte desværre ofte av „trang til smaapenge“ øde sine kræfter bort paa bestilte leilighetsvers. Ved slike anledninger visste han ofte ikke mer end at „bruden var 25 aar, og verset skulde trykkes in quarto“, og han fortæller om disse vers at ofte var „trang deres far og melankoli deres mor“.

I sine dramaer var han sterkt paavirket av Klopstock, som han i høi grad beundret. Han holdt det for en lykke at bli „kjendt, taalt og yndet“ av ham. Man fik ikke rigtig tak i personene i hans dramaer, og der var ingen skarp grænse sat mellem guder, helter og jevne fiskere; de talte alle paa samme høittravende maate. Men ved at ta emnet fra den gammel-nordiske tid brøt Ewald bevisst med klassicismen eller den klassiske humanisme. Ewald blev saaledes forløper for den senere romantiske digtning i Danmark og særlig for Oehlenschläger.

Ewalds første skuespil var det bibelske drama Adam og Eva, hvor han er paavirket baade av Corneille og Klopstock. Hans første nationale drama var Rolf Krage. Men dette stykke fik ikke god kritik og gjorde ingen lykke, baade fordi emnet var hentet fra den danske sagnhistorie, ikke fra den klassiske oldtid, noget man den gang krævde, og fordi stykket var skrevet i prosa, ikke i de franske tragediers vanlige versemaal, aleksandrinen. Kritikken av stykket gik Ewald meget nær. Til dette kom at hans gigtsygdom tok til.

Da Ewald i 1773 flyttet til Rungsted, et fiskerleie ved Øresund, fik han det forholdsvis godt et par aars tid; her blev han vel pleiet. Den herlige natur her virket mægtig paa hans let mottagelige sind. I Rungsted skrev han sit kjendte digt Rungsteds lyksaligheder, og her blev hans syngespil Balders død til. Stykket blev lønnet med en „overordentlig pris“ av 50 riksdaler av det „smagende“ selskap. I Rungsted skrev han ogsaa i Levnet og meninger, som er særdeles livlig og aapent skrevet, træk av sit liv; men man kan ikke altid lite paa det han fortæller.

Fra Rungsted kom Ewald til et andet fiskerleie; men her fik han det vondt. Hans sidste dager blev atter noget lysere, da han flyttet tilbake til Kjøbenhavn. Det gjorde ham ogsaa godt at man nu var begyndt at sætte større pris paa hans digtning. „Balders død“ blev endog opført paa det kongelige teater til indtægt for ham, og huset gjenlød av leverop for digteren, som var tilstede, men alt stod paa gravens rand.

Hans sidste dramatiske arbeide blev syngespillet Fiskerne, som ganske visst er hans bedste skuespil. Han tok her en virkelig begivenhet til emne. Nogen fattige fiskere hadde nemlig med fare for livet berget en engelsk skipper, men hadde avslaat løn for det. Denne daad digtet Ewald om i „Fiskerne“. Heltene i stykket var selv tilstede ved opførelsen. Sproget er let og moderne.

Det er næsten uforklarlig hvorledes han, slik han var da, idet han vel mer end nogensinde hadde det „travelt med at være syk“, som han selv en gang siger, kunde magte et større arbeide som „Fiskerne“. Alt i 1778 blir han kaldt en jammerfuld skikkelse, som „laa med knærne sammentrukket op mot brystet, ryggen konvulsivisk krummet, hænder og fingrer stive og fulde av gigtknuter, men ansigtet ædelt og herlig dannet og de store, blaa øine straalende av overjordisk glans“.

Ewalds sidste sang: Utrust dig, helt fra Golgata, vidner om hans dype religiøse følelse. Hans sang, Kong Kristian stod ved høien mast (i „Fiskerne“) viser hans varme kjærlighet til fædrelandet og dets minder. Religiøsitet og fædrelandskjærlighet, som synd og sygdom ikke magtet at slette ut hos ham, blev saaledes ved midt under hans store elendighet at danne grunddraget i hans karakter og hans digtning.

Han døde 1781 og blev fulgt til graven av et likfølge saa stort som man endnu ikke hadde set det i Kjøbenhavn.

Bredal og teaterstriden. Som før nævnt brydde man sig ikke stort om Holbergs komedier længer. Ved siden av beundringen for Klopstock og den tyske poesi var der en likesaa ensidig beundring for de franske tragedier og de italienske syngespil, som med sin unatur og sin opstyltede stil just faldt i smagen. Paa den tid optraadte netop i Kjøbenhavn et italiensk opera-selskap og en fransk skuespillertrup. Den franske tragedie, som i det 17de aarhundrede naadde sin høieste utvikling gjennem Corneille og Racine, hadde faat sit præg av Ludvig den 14des hof. Dens form var vistnok elegant, men stiv og høittravende, en feil, som efterlignernes tragedier led endnu mer av; paa fremmed jordbund blev det den rene karikatur. Fællesliteraturen fik ogsaa snart paa syngespillets og tragediens omraader sine repræsentanter i de to nordmænd Bredal og J. N. Brun og i Ewald.

Nils Krog Bredal skrev syngespil. Det mest kjendte var hans Tronfølgen i Sidon. Stykket slog gjennem hos publikum; men av kritikken blev det ilde medfaret; den 18-aarige Rosenstand-Goiske, utgiver av Den dramatiske journal, tok sterkt fat paa det. Bredal hevnet sig ved i et litet efterstykke, som han kaldte „Den dramatiske journal“, at bringe den unge kritiker paa scenen. Da stykket blev opført, kom det nu bent frem til slagsmaal mellem dets velyndere, officerene, og dets motstandere, studentene. De sidste blev kastet ut, og stykket blev spillet til ende; men slagsmaalet blev senere fortsat ute paa gaten. Begivenheten gav anledning til Ewalds stykke De brutale klappere.

Nationalfølelsen i Norge. Det norske selskap. Der hadde blandt nordmændene i løpet av det 18de aarhundrede utviklet sig en dypere og dypere nationalfølelse, baade hos borgerstanden og hos embedsstanden, hvis norske element blev sterkere og sterkere. Nordmændene tok til at kjende sig som et særskilt folk; de kom med forskjellige krav som tydelig viser det. Særlig kom frem et krav paa et universitet.[25] I krigen mot Karl den 12te hadde nordmændene tat ærefuld del ved sjøheltene Kort Adelers, Ivar Huitfeldts og Tordenskjolds bedrifter. Det var mest norske sjøfolk paa flaaten. Norske bønder dannet kongens livvakt, og da man opløste den, var nordmændene meget krænket over det. J. N. Brun synger herom:

Næringsveiene begyndte at komme op i Norge, mest handelen og skibsfarten; det førte velstand og magt med sig. Alt dette økte nationalfølelsen. Nordmændene holdt sig ogsaa for en stor del fri for tyskheten, som bredte sig saa sterkt i Danmark; de stod nemlig med skibsfart i nært samkvem med England og Frankrike. De norske kjøbmandssønner fik ofte sin utdannelse i Vesteuropa og fik derved større sprogkundskap og almendannelse end de danske.