I. Den gamle norsk-islandske (norrøne) literatur.

Den ældste bokstavskrift de nordiske folk hadde, var runene (egl. hemmelighet, hvisken, saa skrifttegn), som nordboene har lært av goterne. Fra det 4de aarh. e. Kr. av findes rune-indskrifter i hele Norden[1]. De blev ristet paa sten eller træ; dette er grunden til at de mest er dannet av rette streker; de er egentlig en omdannelse av det latinske (og græske) alfabet. — Rune-indskriftene er korte meddelelser; paa gravhaugene blev ofte reist runestener med meddelelse om den døde og om runeristeren eller den som hadde latt stenen reise. Ofte er runene brukt til trylleformularer o. l. Runene kunde man ikke bruke til længere beretninger, saa nogen skreven literatur kunde ikke gro frem; den kom først da den latinske bokstavskrift sammen med kristendommen blev indført fra England. Før den tid var gamle sagn og kvæder overlevert mundtlig fra slegt til slegt.

Fra først av var der ett sprog i Norden; men en tid før aar 1000 er der tre forskjellige sprog, gammel-norsk (i Norge og paa Island), gammel-dansk og gammel-svensk.

Den rikeste literatur i Norden vokste frem paa Island. Grunden til det var for en stor del at mange av de mest storættede og dannede nordmænd (især fra Vestlandet), som var misnøide med Harald Haarfagres haarde styre, flyttet ut til Island, som i lange tider blev ved at være fristat. Disse mænd og deres ætlinger holdt ved like det livlige samkvem med folkene i Vest-Europa som de vestlandske høvdinger hadde hat siden det 8de aarh. Og fordi øen laa saa langt borte, hadde de større trang til at følge med i det som hændte i utenverdenen, især i Norge, som de jo fremdeles kjendte sig knyttet til ved mange baand.

Eddakvad og skaldekvad.

Av den norsk-islandske literatur i den ældste tid maa vi først og fremst nævne Den ældre Edda. Denne samling oldkvad blev fundet paa Island i midten av det 17de aarhundrede; samleren er ukjendt[2]. „Den ældre Edda“ indeholder kvæder som for størstedelen er blit til i tiden mellem 850 og 1050: de fleste av digtene handler om guder og helter. Nordmændene er det eneste germanske folkefærd som saa fuldstændig har sine gamle gude- og heltesagn opbevart i ældgamle kvæder, takket være islændingene som skrev dem ned. De viser ofte stor paavirkning av kristendommen, som nordmændene lærte at kjende i Vesten.

Gudekvædene i „Den ældre Edda“ begynder med Vǫluspá (uttales Vaaluspaa), volvens (spaakvindens) spaadom. Volven fortæller Odin hvorledes verden blev til og spaar om den skjæbne verden og æserne vil faa. Det er det mest storslagne digt i samlingen. Efter Vǫluspá kommer Hávamál (Haavamaal), den høies taler. Det er Odin selv som lægger frem visdommen sin her: han gir leveregler og moralsk lærdom. Digtet gir os god greie paa det livssyn de gamle nordboer hadde. Der er ogsaa et skjemtedigt i Edda-samlingen, Trymskvida[3] (kvadet om Trym). Det fortæller om Tor som maatte klæ sig ut som Frøya og fare til Jotunheim med Loke klædd ut som terne og hente igjen hammeren sin, som jotnen Trym hadde stjaalet. Et av de ældste gudekvædene er Rigstula, som fortæller om ophavet til de forskjellige stænder. De er alle ættet fra Rig, d. v. s. Heimdal.

Heltedigtene fortæller om de gamle sagnkjæmper. Hos alle de germanske folk var der sagn om Volsungene og den største av dem Sigurd Faavnesbane. Men i Edda har vi den bedste form av sagnene. Andre av heltedigtene fortæller om Helge Hundingsbane. Han er en særnordisk helt, og vi hører ikke om ham hos nogen andre folk.

Vi kjender ikke digteren til et eneste av Edda-kvædene; i saa maate ligner de folkevisene. Mange av dem maa være digtet av nordmænd; men det er islændingene som har skrevet dem ned.

Ved siden av Edda-digtningen gik digtning av navngivne skalder. Skaldedigtningen, som helt tilhører nordmænd og islændinger, varer til det 14de aarhundrede. Tiden var rik paa stordaad; derfor var den ogsaa rik paa digtning. I Norge og især paa Island vrimler det i denne tid av skalder; at kunne gjøre vers eller ialfald ha greie paa skaldskap var næsten likesaa nødvendig for en velopdragen ung islænding som at kunne svømme, brytes og bruke vaaben. De islandske skalder drog ofte til Norge; der var de ved hirden eller paa høvdinggaardene, blev holdt i stor ære og fik rike gaver for sine kvæder. Skaldene digtet helst om de store begivenheter, først og fremst om kongenes og høvdingenes stordaader (draapa eller flokk). Derfor blev deres digtning en av de vigtigste kilder til fædrelandshistorien, som sagaskriverne, især Snorre, bygger sin fremstilling paa. Skaldene samlet nemlig enten med megen flid underretning hos øienvidner, eller de var selv øienvidner til det de digtet om. Da saaledes Olav den hellige fylket sin hær ved Stiklestad, dannet han en skjoldborg omkring sig av de sterkeste og modigste mænd og bød saa skaldene at gaa ind i skjoldborgen. „I skal være her og se det som her gaar for sig,“ sa han, „saa trænger man ikke siden at fortælle eder det; men I skal selv fortælle det og digte om det.“

Den betydeligste av de norske skalder var Øyvind Skaldaspillir[4], som især blev navngjeten ved sit kvad Hákonarmál, digtet ved Haakon den godes død. Efter hans tid kjender vi ikke mange norske skalder, naar vi undtar kongene. Men efter alle kongene like ned til Sigurd Jorsalfarer har vi digt opbevart. Største skalden av dem var Harald Haardraade. Han samlet ogsaa mer end nogen anden konge de islandske skalder ved hirden sin.

De fleste skalder var altsaa islændinger. Skaldskapen gik næsten i arv i visse ætter. Til en slik skalde-æt hørte Egil Skallagrimsson. Hans far hadde flyttet ut til Island paa grund av uvenskap med Harald Haardraade. Hans æt fik høvdingstilling i det nye land ogsaa. Egil blev en mægtig høvding og vild viking. Han gjorde reiser baade til Rusland og England og var ofte i Norge. Alt tidlig hadde han evne for skaldskap. Og gjennem hele livet forstod han at gi baade sorg og glæde uttryk i digt. Med stolthet digtet han om sine egne bedrifter. Blandt hans kvæder skal vi merke Hǫfuðlausn, som han digtet paa en nat til ære for Eirik Blodøks, for at berge livet da han engang var kommet i kong Eiriks magt. Mest kjendt av digtene hans er Sonatorrek (sønnetapet), som gir uttryk for hans sorg da hans kjæreste søn Bodvar omkom paa havet. Der gaar en mørk og tung stemning gjennem digtet, som ved slutten blir lettere, idet skalden uttaler sin glæde over digterevnen, som skal trøste ham i sorgen. I Hærmændene paa Helgeland har Ibsen efterlignet dette kvad.

Egil døde omtrent 90 aar gammel i et av Haakon jarls sidste regjerings-aar.

Under Olav Tryggvesson levde islændingen Hallfred Vandrædeskald; han blev hirdskald hos kong Olav og sluttet sig varmt til ham. Efter hans død digtet han en draapa om Svolderslaget og Olavs død. Vi ser hans beundring for kongen i ordene: „Hele Norden er blit folketom siden Olav døde; al fred er borte.“

Sagaen fortæller hvordan Hallfred fik sit tilnavn. Kong Olav spurte ham om han vilde være hans mand. Hallfred svarte: „Jeg vil ikke gaa dig eller nogen anden høvding tilhaande, uten du lover mig at du ikke jager mig fra dig hvad der saa hænder.“ Dette kunde kongen ikke helt gaa ind paa. „Saa dræp mig da heller!“ sa Hallfred. Kongen svarte: „Du er ret en vandrædeskald (d. e. en skald som er vanskelig at raa med); men min mand skal du være likevel.“ (Se om Hallfred i Storms oversættelse av Heimskringla s. 205 f.).

Hos Olav den hellige var den djerve islænding Tormod Kolbrunarskald[5], som kvad „Bjarkemaalet“ før slaget ved Stiklestad og selv faldt i slaget. Tormods kvad er for det meste tapt.

Under Olav den hellige og Magnus den gode levde islændingen Sigvat Skald, mest kjendt ved Bersǫglisvísur (Fritaler-viser), som virket til at kong Magnus vendte om fra sin strenghet mot folket og blev mild, saa han fik tilnavnet „den gode“. Han har ogsaa skrevet flere reisedigt. Han er meget paavirket av vest-europæisk kultur.

Kong Harald Haardraade var som nævnt selv skald og glad i skaldskap: mange skalder var derfor ved hans hird. Den ypperste av dem var islændingen Arnor Jarleskald[6]. Da han kom til Norge, var Harald og Magnus den gode konger begge to. Han kvad da et digt til ære for hver av kongene.

Dette hændte en vinter da begge kongene var i Nidaros. Arnor sa først frem kvadet til kong Magnus, og i saa høie toner priste han kongens tapperhet baade paa land og sjø, at kong Harald ikke kunde bare sig for at slænge ind de ord: „Ros denne konge saa meget du vil; men last ikke andre konger for det!“ Men da Arnor kom til følgende vers:

blev kong Harald, som jo selv var skald, saaledes revet med av det skjønne kvad, at han ropte: „Sandelig helt kraftig kvæder denne mand!“ Da det var forbi, sa skalden frem kvadet til kong Harald. Da han var færdig med det, stimlet man om kong Harald for at høre hans mening om kvædene. Kongen sa: „Stor forskjel er der mellem disse kvæder; mit vil snart bli glemt; men kvadet om kong Magnus vil gaa fra mund til mund saa længe nordmænd bygger i Norge.“ Til løn for kvædene fik skalden et guldbeslaat spyd av kong Harald og av kong Magnus en guldring. „Høit skal begge kongsgavene bæres!“ sa han, drog ringen ind paa spydet og svang det i veiret. Kong Haralds spaadom gik i opfyldelse; for kvadet om ham er glemt for længe siden, mens der i sagaen er store stykker av kvadet om kong Magnus.

Under Haakon Haakonsson den gamle træffer vi paa den største forfatter i sagatiden, den islandske skald og historieskriver Snorre Sturlasson. Hans ypperste kvad er Háttatal (d. e. versmaalenes opregning)[7], digtet til Haakon Haakonssons og Skule jarls pris. Snorre tror man ogsaa er forfatter av en større del av Den yngre Edda. Her gjennemgaar han de forskjellige versmaal og bruker „Háttatal“ som eksempel paa dem, fremdeles forklarer han skaldenes eiendommelige uttryk og omskrivninger og gir endelig til veiledning for skaldene en fremstilling av den gamle gudelære. Den sidste skald av betydning var Sturla Tordsson, Snorres brorsøn. Han var knyttet til Magnus Lagabøter. Fra hans tid av er det slut med den egentlige skaldedigtning til ære for kongene og høvdingene.

Skaldedigtningen hadde i den første tid været jevn og enkel; men den blev efter hvert mer og mer kunstig og vanskelig at forstaa, overlæsset som den blev med billedlige uttryk, de saakaldte „kenningar“ (omskrivninger). Disse kunde nok i sig selv være poetiske, malende og betegnende; men skaldene brukte dem ofte paa en kunstig maate, og der skulde derfor mange forutsætninger til for at tyde dem.

En ting kunde ikke nævnes med sit rette navn; en omskrivning maatte til. Saaledes kaldtes f. eks. skibet havhesten, ilden træets bane, blodet saarets vin, taarene øienlokkenes regn, panden brynsjøhimlen ɔ: himlen som hvælver sig over brynenes sjø (øiet) o. s. v. Krigeren kaldtes sverdets svinger, sverdet skjoldets ild, skjoldet krigens dække; krigeren kunde altsaa uttrykkes ved: Krigens dækkes ilds svinger. Ofte vidner dog disse omskrivninger om et eiendommelig lune, som f. eks. naar kokkepiken kaldes grytens gudinde, pølsen kjelens orm eller skjegget kindskog. Egil Skallagrimsson kalder sit hode „den ulvegraa hattefyld“; hans haar var nemlig ulvegraat. Kenningarne krævde nøie kjendskap til de gamle gude- og heltesagn, da de ofte hentydet til dem. For saa vidt fik kenningarne ikke liten betydning, da digtningen ved dem blev et middel til at bevare de gamle sagn fra glemsel. Man kunde f. eks. ikke vite at Frøyas taarer var guldet, uten at kjende sagnet om at Frøya graat gyldne taarer da hendes husbond hadde forlatt hende, eller at Fyrisvoldenes sæd eller Faavnes leie betydde guld, uten at kjende sagnet om Rolv Krake og Sigurd Faavnesbane. Hver gang nu en saadan omskrivning forekom i digt, blev mindet om vedkommende sagn frisket op.

Eiendommelig for alle gammelnorske vers var bokstavrimet. Det er slik at i hvert linjepar to eller tre ord som der ligger vegt paa, begynder med samme konsonant eller helst med forskjellig vokal[8]. Smlgn. følgende vers av Egil Skallagrimssons „Sønnetapet“:

Lover og sagaer.

Det første som blev skrevet op med bokstavskrift, var lover. Saaledes blev Frostatingsloven skrevet op under Magnus den gode, de islandske lovene litt senere. Begge disse lovbøkene fik navnet Graagaas. Under Magnus Lagabøter blev en landslov for hele riket sat sammen paa grundlag av de gamle lovene.

Likesom det helst var islændinger som var skalder, var det ogsaa helst islændinger som skrev sagaer. Det første faste grundlag for sagaskrivningen blev lagt av islændingen Are Frode („frode“ var ofte tilnavn til sagn- og sagakyndige mænd). Are skrev i begyndelsen av det 12te aarhundrede sin Islendingabók, en kort fremstilling av Islands ældste historie. Han la grundlaget for tidsregningen til stor nytte for dem som senere skrev sagaer.

„Saga“ betyder egentlig „fortælling“, og de gik for en stor del i længere tid mundtlig fra æt til æt, før man i det 12te aarhundrede begyndte at skrive ned den mundtlige overlevering, som var samlet av „frode“ mænd alt i det 11te. Sandsynligvis er sagafortællingen først opstaat i vikingnybygdene paa de britiske øer; den viser ofte paavirkning av irsk sagafortælling. Sagaene er fulde av ypperlige karakterskildringer. Fremstillingen er git i en kort og fyndig form, stilen er ofte kunstnerisk utformet; men man merker tydelig at den er vokset frem av den mundtlige fortællekunst.

Foruten „Islendingabók“ er Landnámabók et vigtig grundlag for sagaskrivningen. Den fortæller om alle landnaamsmændene og nævner deres navn og deres ætter.

Det var mest om storættene paa Island der blev fortalt mundtlige sagaer. Og det er storættene de islandske ættesagaer særlig fortæller om. Det blir fortalt om deres flytning til Island og om livet der; ofte samler sagaen sig saa om en hovedperson i ætten, f. eks. i Egils saga, som fortæller om Egil Skallagrimsson og hans fædre et par ætled op. De fleste hændinger i ættesagaene gaar for sig 930-1030, den tid da „sagaene gjordes“, som det heter i sagaene selv. Fra denne tid har vi foruten Egils saga bl. a. den kjendte Njaals saga, som handler om hædersmanden Njaal paa Bergtorskvaal og helten Gunnar paa Lidarende, Laxdølasaga om Kjartan Olavsson og hans kjærlighet til Gudrun, Gunnlaug Ormstunges saga, en kort saga som fortæller om kampen om Helga den fagre mellem Gunnlaug og Skalderavn. Den staar ved sin faste bygning den historiske roman nær. Fra en senere tid er Sturlungesaga, som fortæller om den vilde sturlungetid 1150-1270.

Foruten om Norge og Island skrev islændingene om Færøene, Orkenøene, Grønland, til dels om Danmark og Sverige og nordboer i andre land. Vi skal især merke Færeyingasaga, som mest handler om Sigmund Brestesson.

Islændingene interesserte sig særlig for norske forhold, og de norske konge-sagaer, som der er mange av, baade sagaer om en enkelt konge (f. eks. Olav Tryggvesson og Olav den hellige) og sammenhængende rækker av sagaer, skyldes mest islændingene. Island var mest blit bygget av nordmænd, og beboerne holdt længe fast ved kjærligheten til sit gamle hjem og mindene fra det; de glemte derfor heller ikke de mundtlige fortællinger om kongene og deres færd. Ved sine langvarige og hyppige besøk i Norge, især ved hirden, fik de leilighet til at holde ved like disse fortællinger og føre dem videre.

Islændingenes lyst til at høre nyt fra Norge var meget stor. Der fortælles saaledes en gang at der var stor trætte paa tinget, og at det var umulig for høvdingene at bli enige. Da kom der bud om at en av bispene, som hadde været i Saksland og hadde tat veien hjem over Norge, var kommet til landet og nu kom ridende til tinge. Med én gang var hele striden glemt, almindelig glæde bredte sig i forsamlingen, alle gik fra tinget, og bispen maatte gaa op paa en forhøining ved kirken og fortælle alt som var hændt i Norge mens han hadde været utenlands.

Størst fortjeneste av de norske kongesagaer har den navngjetne islandske høvding og skald Snorre Sturlasson. Han var i lang tid lovsigemand paa Island og var en rik og mægtig høvding, som kunde møte paa Altinget med 800-900 mand. Han var to ganger lang tid i Norge, hvor han mest holdt sig til Skule jarl. Paa Island laa han stadig i strid med frændene sine og blev tilsidst dræpt 1241.

Snorre syslet likesom mange andre av Islands og Norges stormænd i de tider med digtning og historieskrivning. Hovedverket hans var Heimskringla (d. e. jordkloden, efter det første ord i boken), som fortæller de norske kongesagaer fra de ældste tider til slaget paa Re 1177. Snorre følger ikke mekanisk kildene. Men han øver selvstændig kritik overfor dem, og han retter endog feil hos dem. Han er saa at si moderne historieskriver i den forstand. Han har ogsaa forstaat med kunst at støpe sammen de forskjellige beretninger, sagaer og skaldekvad som har været hans kilder. Snorre var baade kunstner og videnskapsmand.

Omtrent paa samme tid som Norge hadde sin historieskriver i Snorre Sturlasson, fik ogsaa Danmark sin i Saxo Grammaticus (den boklærde). Men mens Snorre skrev sit verk paa morsmaalet, skrev Saxo paa latin. Snorres „Heimskringla“ blev derfor en folkebok; det blev Saxos historie ikke.

Alt før Snorre skrev sine sagaer, hadde den islandske abbed Karl Jonsson skrevet en større del av Sverres saga under tilsyn av Sverre selv. Den blev av en ukjendt forfatter ført videre kort efter Sverres død. Efter Snorre skrev Sturla Tordsson Haakon Haakonssons og Magnus Lagabøters sagaer, som blev de sidste av de norske kongesagaer. Grundene til det var flere. Da landet mistet sin selvstændighet, gik ogsaa de gamle stormands-ætter til grunde, og det var hos dem literaturen mest var skapt; fra deres liv hadde den ogsaa for en stor del hentet emnet, og de hadde i det hele hat størst interesse for boklig syssel. Fremdeles blev øen hjemsøkt av frygtelige ulykker (pest, hungersnød, jordskjælv o. s. v.).

Endnu kan merkes helte- og eventyr-sagaer eller de saakaldte Fornaldarsǫgur (ɔ: sagaer om oldtiden) (Volsungesaga, Rolv Krakes saga, Ragnar Lodbroks saga, Fridtjovs saga o. fl.), som var digtet over gamle, især nordiske sagn og eventyr. Ogsaa oversættelser av helgensagaer og den utenlandske romanliteratur, f. eks. romanene eller sagaene om Karl Magnus (d. e. Karl den store) og Didrik av Bern (d. e. Teodorik av Verona) vandt adskillig indgang i Norge ved det sterkere aandelige samkvem med syden.

Kongespeilet. Nedgangstid. En merkelig bok fra det 13de aarhundrede er Kongespeilet. Boken er skrevet av en norsk høvding, vistnok fra Namdalen. Den viser at nordmændene paa den tid stod høit baade i oplysning og kultur. Boken har form som en samtale mellem far og søn, og den gir greie paa hvordan en kjøbmand skal bære sig ad naar han farer utenlands, og hvorledes en mand skal skikke sig ved hirden og meget andet. Om dette skrift uttaler den norske historieskriver R. Keyser sig paa følgende maate: „Kongespeilet har altid været anset, og det ganske vist med rette, for en av den norrøne eller oldnorske literaturs største prydelser. Det fremstiller for os de sedelighetens, klokskapens og slepenhetens grundsætninger, paa hvilke nordmændene i hine tider trodde at det private liv likesaa vel som statsstyrelsen maatte bygges, og lar os i denne fremstilling spore en aandelig utvikling, en sans for religion, sedelighet, oplysning og videnskabelighet, samt en dannelse og slepenhet hos folket, i det mindste hos dets høiere klasser, som man i middelalderen, almindelig betragtet som barbariets tidsalder, og i Norge, denne utkant av Europa, vanskelig skulde vente at finde.“[9]

I den norrøne literatur er der ogsaa mange videnskabelige og lærde verk, nogen paa latin og nogen paa gammelnorsk. Mange av dem er oversat efter utenlandske bøker.

Paa den norsk-islandske og al anden literatur i den tid var der meget stor forskjel. I Norge og paa Island vokste det frem en folkelig literatur, som var skrevet paa morsmaalet av dannede læge mænd. Den norske literatur blev derved folke-eie. I de andre europæiske land derimot blev næsten alle bøker skrevet paa latin av prester og munker; det var en literatur av lærde for lærde, og folket blev saaledes stængt ute fra den paavirkning som ellers kunde kommet det til gode gjennem literaturen.

Den boklige dannelse stod i Norge og paa Island i det 12te og 13de aarhundrede meget høit. Det som virket til dette, var først at literaturen var skrevet paa morsmaalet; desuten var undervisningen, som dels var privat, dels foregik paa de skoler som var knyttet til klostrene eller til domkirkene, særdeles god. Der blev foruten i latin og fransk ogsaa ofte git oplæring paa morsmaalet i lovkyndighet, historie og skaldskap. Det bør ogsaa nævnes at hele kong Sverres æt hadde megen interesse for literatur og paa enhver maate fremmet den literære sans.

Fra førstningen av det 14de aarhundrede gik det norske folk sterkt tilbake og fik mindre og mindre at si i Norden. En nærmere utredning av de mange samvirkende grunder til det tilhører historien. Vi nævner her som de vigtigste: det sterke kongedømme under Sverres ætlinger, som hadde tat fra folket næsten al del i styret og som følge derav interessen for det offentlige liv, og som hadde knækket stormands-ættene, de væsentlige bærere av aandslivet, fremdeles hansestædenes magt, som mer og mer indskrænket nordmændenes egen sjøhandel og derved hindret ungdommen i at besøke fremmede land, og endelig den sorte døds herjing. En følge av dette landets forfald var at ogsaa den literære sans døde bort, den skrevne literatur svandt ind til næsten ingenting, og skriftsproget gik som følge derav og av den politiske forbindelse med Danmark efter hvert tapt. En stor mængde brev (mest paa gammel-norsk og mellem-norsk sprog), hvorav mange i den senere tid er blit trykt, er det som først og fremst gir os oplysning om Norges historie fra det 14de til det 16de aarhundrede. Det som ute blandt folket fremdeles blev digtet, fristet nu igjen livet ved mundtlig overlevering, likesom før den ældste literatur. Dette var tilfældet med viser, sagn og eventyr, som har holdt sig paa folketungen ned til vor tid.