De forskjellige literaturarter.

Et folks literatur (av det latinske ord literæ, egentlig bokstaver) er de skrifter som er forfattet paa folkets sprog.

Literaturen deles i poetisk literatur (skjønliteratur) og prosaisk literatur. Poesi kommer av et græsk ord som egentlig betyr frembringelse. Prosa er latinsk ord, som betyr likefrem (neml. tale). Den poetiske literatur er overalt vokset frem før den prosaiske.

Den prosaiske literatur kan vi dele i videnskabelig literatur, religiøs literatur og politisk literatur. Literaturhistorien har egentlig bare med skjønliteraturen at gjøre; fagliteraturen, som er særlig videnskabelig, særlig religiøs og særlig politisk, ligger utenfor den. Men ofte vil fagliteraturen eller visse grener av den ha stor betydning for skjønliteraturen, f. eks. den historiske literatur. Og ofte vil fagliteraturen høre ind under skjønliteraturen. Det gjælder f. eks. salmer og religiøse sanger. Literaturhistorien maa ta hensyn til det og tar derfor ofte med meget av fagliteraturen.

Den poetiske literatur eller skjønliteraturen.

Literaturen viser et folks dannelsestrin. Især er det tilfældet med skjønliteraturen; for digteren gjengir det som lever og rører sig i folket, og det folket tænker og føler:

siger Henrik Wergeland.

Digtekunsten hører likesom tonekunsten, malerkunsten, billedhuggerkunsten og bygningskunsten til de skjønne kunster. Den videnskap som handler om kunsten og dens væsen og former, kaldes æstetik.

Den poetiske literatur er dels i bundet, dels i ubundet stil. Bundet kaldes stilen naar den er avhængig av visse bestemte regler, naar tankene blir ordnet i regelmæssige avsnit (vers), og der er et regelmæssig skifte av betonede og ubetonede stavelser (versemaal eller metrum). Paa øret virker dette skifte som en slags musik (rytme), og rimet, som nu almindelig blir brukt, øker dette indtryk. Men rimet er ikke nødvendig for den bundne stil. Ubundet kaldes stilen naar den ikke er knyttet til slike faste regler. Man maa merke at poesi ikke bare er det som er skrevet i bundet stil, en sprogbruk som stundom forekommer i daglig tale, men al skjønliteratur.

Den poetiske literatur deler man i tre hovedgrener:

I. Episk digtning eller fortællende digtning.

II. Lyrisk digtning eller stemningsdigtning.

III. Dramatisk digtning eller skuespildigtning.

I. Episk digtning.

Episk kommer av det græske ord epos, egentlig ord, saa fortælling. Den episke er den ældste og oprindeligste av digtartene. Den fortæller oprindelig om stordaader eller om begivenheter som har vakt hele folkets beundring og deltagelse og saaledes virket samlende og styrkende paa folket. Den episke digtnings inddeling:

A. Ren episk eller likefrem fortællende digtning.

I den fortæller digteren almindelig bent frem forskjellige begivenheter, som enten er virkelige eller opdigtet uten at fremsætte de tanker og følelser som de vækker hos ham.

1) Det heroiske epos eller heltedigtet er den ældste av al slags digtning. Det fortæller om en række storartede begivenheter, med en enkelt person (digtets helt) eller æt eller et enkelt folk til midtpunkt. Eks. Iliaden og Odysseen, Vergils Æneide, heltedigtene i den ældre Edda, den tyske Niebelungenlied, den finske Kalevala-sangen og Tegnérs Frithjofs saga. Som eksempel paa det religiøse epos kan nævnes den italienske digter Dantes Guddommelige komedie og Wergelands Skabelsen, mennesket og Messias.

2) Idyllen (av et græsk ord, som betyr et litet billede) viser os, i motsætning til heltedigtet med dets storslagne begivenheter og et urolig, skiftende liv, det stille, jevne menneskeliv i simple, oprindelige og naturlige forhold uten større kamper og sorger. Eks. Mauritz Hansen: Lille Alvilde, Goethe: Hermann und Dorothea, Runeberg: Hanna.

3) Fortællende digt skildrer menneskelivet, som det almindelig er med stadig skifting av godt og ondt, av glæder og sorger. Eks. Jørgen Moe: Truls og Inger, Blomster-Ole, Ibsen: Terje Viken, Runebergs Fänrik Ståls sägner; eks. paa komiske fortællende digt: Wessel: Smeden og bageren.

4) Folkesagn handler dels om guder (gudesagn), dels om historiske personer (historiske sagn) og dels om overnaturlige væsener: nøk, hulder, havfruer o. s. v. (mytiske sagn). Eks. Faye: Norske folkesagn, Asbjørnsen: Huldreeventyr og folkesagn.

5) Folke-eventyret er en fri lek av indbildningskraften, som fører os ind i en trylleverden, hvor virkelig og uvirkelig, naturlig og overnaturlig gaar i ett. Eks. Asbjørnsens og Moes Norske folke-eventyr. Av utenlandske folke-eventyr er Tusen og en nat og Grimms eventyr de mest kjendte.

6) Legender eller sagn om helgener.

7) Romanen har sit navn av at den kom op hos de romanske folk. Den skildrer livet i dets forskjellige skikkelser. Forat romanen kan danne et sammenhængende hele, maa der være en hovedhandling som slutter sig om hovedpersonen eller helten i romanen. Man skjelner mellem historiske romaner (Walter Scotts, Ingemanns historiske romaner, A. Munch: Pigen fra Norge) og nutidsromaner (Camilla Collett: Amtmandens døtre, Kiellands romaner, Garborg: Bondestudentar). Utenlandske romanforfattere: Cervantes: Don Quixote (spansk), Defoe: Robinson Krusoe, Dickens, Marryat (engelske), Victor Hugo, Jules Verne, Alphonse Daudet (franske), Topelius: Feltskärns berättelser.

8) Noveller (et fransk ord, egentlig nyheter, nye tildragelser) og fortællinger er mindre omfattende end romanene og holder sig mest til hverdagslivet. Eks. paa danske novelleforfattere: Blicher, fru Gyllembourg, paa norske: Mauritz Hansen, Bjørnson, Jonas Lie. Novelletter kaldes ganske smaa stemningsbilleder (Kielland). Utenlandske novelleforfattere: Boccacio (italiensk), Auerbach, Fritz Reuter (tyske), Fredrika Bremer, Aug. Blanche (svenske).

B. Episk-didaktisk digtning.

Ordet didaktisk betyr belærende, og denne digtning vil indprente almene sandheter.

1) Det komiske epos (komisk heltedigt) er en komisk efterligning (parodi) av heltedigtet. Eks. Holberg: Peder Paars. Det omvendte av parodi er travesti (ital.; egentlig omklædning), hvor det store og ophøiede blir trukket ned i det lave. Eks. Wessel: Gaffelen.

2) Fortællende satiriske digtninger. Eks. Horats’s satirer, Paludan-Müller: Adam Homo. Om satire se under lyrisk-didaktisk digtning.

3) Fabelen (et latinsk ord, som egentlig betyr fortælling) gir en eller anden lærdom gjennem et billede, hentet fra naturen, især fra dyreverdenen. Dyrene optræder og handler her som mennesker. Den lærdom som ligger i fabelen kaldes dens moral. Eks. Æsop, Fædrus, Holberg, Wergeland.

4) Parabelen (græsk; egentlig sammenligning) eller lignelsen gir en lærdom, især en religiøs, i et billede hentet fra menneskelivet.

5) Allegorien (græsk; billede) gir ogsaa en billedlig fremstilling av en eller anden, ofte en religiøs sandhet. Til forskjel fra parabelen har i allegorien altid hvert led i billedet et tilsvarende led i det som skal bli avbildet. Eks. A. Stub: Livets seilas, Jørgen Moe: Ungbirken, Den gamle mester.

6) Kunsteventyret er næsten altid belærende. Eks. Andersens eventyr.

C. Episk-lyrisk digtning.

De digt som hører til denne slags, er nærmest episke; men da der i dem altid klinger en bestemt stemning eller følelse igjennem, tung, vemodig, glad, spøkefuld o. s. v., kan de kaldes episk-lyriske.

1) Folkevisene. I dem bryter den lyriske stemning mest frem i omkvædet. Samlinger av norske folkeviser av Sophus Bugge og Landstad.

2) Romanser og ballader kaldes mindre episk-lyriske digt; de er ofte efterligninger efter folkeviser. Romansen har likesom romanen faat navn av at den kom op hos de romanske folk. Balladen (et spansk ord, egentlig dansevise) traadte først frem hos englændere og skotter. Navnene blir nu ofte brukt om hverandre, saa grænsen er svævende. Eks. Goethe: Erlkönig, Heine: Lorelei, Edv. Storm: Sinklarsvisen, Welhaven: En vise om Hellig Olav, Asgaardsreien, Dyre Vaa, Bjørnson: Magnus den blinde, Olav Tryggvason. Eks. paa større episk-lyriske digt er Wergelands Den engelske lods.

II. Lyrisk digtning.

I de lyriske digt er digterens stemninger og følelser det alt overveiende. Da disse digt derfor nærmest taler til følelsen, gjælder det samme om dem som om de episk-lyriske digtninger, at deres virkning stiger naar de blir ledsaget av sang og musik. Alt de græske digtere i oldtiden foredrog sine kvad til et strenge-instrument, som kaldes lyre; derav navnet lyrisk digtning.

A. Ren lyrisk digtning.

a) Personlig-lyriske digt.

I dem gir digteren personlige følelser luft, glæde, haap, sorg, fortvilelse o. s. v. De vigtigste arter er:

1) Oden (græsk; egentlig sang), en begeistret lovprisning av det store, skjønne og ophøiede. Eks. Wergeland, Klopstock.

2) Hymnen (græsk; egentlig lovsang), den religiøse ode, en tilbedende lovprisning av det guddommelige. Eks. Brorson, Grundtvig.

3) Elegien (græsk; sørgesang eller klagesang). Ewald: Klagesang over Fredrik den 5te, Wergeland: Kongen lider.

4) Dityrambiske digt priser livsglæden. Wergeland, den svenske digter Bellman.

5) Naturskildrende digt. Tullin: Maidagen, Wolff: Nordhavet, Wergeland: Hardanger, Welhavens naturmalende digt.

6) Humoristiske eller spøkefulde lyriske digt. Schwach: Mit portræt.

b) Samfunds-lyriske digt.

I dem gjør digteren sig til tolk for de følelser og stemninger som samler hele folket eller en del av det.

1) I salmen uttrykker han den kristne menighets religiøse følelser. Den synger man til den saakaldte koral (græsk; salmemelodi). Salmedigtere: Luther, Kingo, Brorson, J. N. Brun, Grundtvig, Ingemann, Wexels, Landstad, Blix.

2) I fædrelandssangen (patriotisk lyrik) tolker han hele folkets fædrelandskjærlighet. Fædrelandssanger av Bjerregaard, Bjørnson og Garborg.

3) Leilighetssanger. Hit hører kantater, mindesanger (eks. Wergeland, Bjørnson), krigssanger (Bjarkemaalet, Faber: Den tapre landsoldat), bryllupssanger, selskapssanger o. s. v. Rahbek, Zetlitz, den svenske digter Bellman.

B. Lyrisk-didaktisk digtning

vil gi en eller anden lærdom. Tanken (reflektionen) træder her gjerne vel saa meget frem som følelsen.

1) Læredigtet. Petter Dass: Nordlands trompet.

2) Satiren (latin; egentlig blanding, dernæst spottedigt) refser daarskaper og ufuldkommenheter i livet. Satiren kan være alvorlig (bitende, skarp) eller spøkefuld. Wessel: Brodne kar i alle lande, Welhaven: Norges dæmring. Parodi og travesti, som er satiriske digtarter, er omtalt under episk-didaktisk poesi. Naar digteren lar satiren gaa ut over en enkelt bestemt person, fremkommer pasquillen (ital.) eller smædedigtet.

3) Epigrammet (græsk; egentlig indskrift) er et litet, ofte satirisk og vittig digt. Holberg, Wessel, Fasting. Epigrammet nærmer sig ofte til den episk-didaktiske poesi.

III. Dramatisk digtning.

Drama er et græsk ord, som betyr handling. I den dramatiske digtning lar digteren forskjellige personer optræde talende og handlende.

Det som især blir krævd i et drama, er sammenhængende handling og træffende karaktertegning. Handlingen dreier sig gjerne om en hovedperson (helt), som altid flere bipersoner samler sig om. Samtalene i dramaet kaldes dialoger. Desuten er der ogsaa monologer eller enetaler; men senere dramatiske forfattere bruker dem mindre; Ibsen bruker dem slet ikke i sine sidste dramaer.

I et drama maa forfatteren først gjennem dets eksposition (latin; redegjørelse) i de første scener vise os de forhold den følgende handling vokser frem av; saa begynder handlingen selv; for den vil interessen vokse alt efter den spænding forfatteren forstaar at holde os i. Jo større evne den dramatiske forfatter har til at stramme knuten i handlingen før han paa en eller anden maate løser den, i desto høiere grad vil han magte at vække opmerksomhet for digterverket.

Navnet skuespil har dramaet faat fordi det i regelen er bestemt til at bli opført paa et teater eller en skueplads. Den sceniske fremstilling av et drama er beregnet paa at gi det større liv og anskuelighet, la det gjøre mer indtryk; den skal fremhæve illusionen, d. e. den indbildning, at det er virkelige tildragelser vi ser for vore øine.

A. Tragedien eller sørgespillet

behandler et alvorlig og storslagent emne, ofte et historisk. Man kan dele tragedien i 3 slags. I skjæbnetragedien er det overnaturlige eller hemmelighetsfulde magter som styrer skjæbnen. Skjæbnetragedien blev mest dyrket i den græske literatur, især av Aischylos og Sofokles, i senere tid især av Schiller. I karaktertragedien er det heltens egen karakter som avgjør tragedien. Shakespeares tragedier er karaktertragedier (Macbeth, Hamlet). Situationstragedien skildrer en konflikt som skyldes forholdene; ofte er det en pligt som kommer i konflikt med en anden pligt (Sofokles: Antigone); helten kan kjæmpe for en idé som tiden ikke forstaar, eller som den har forlatt (A. Munch: Salomon de Caus; Oehlenschläger: Hakon jarl; Ibsen: Keiser og Galilæer). Ibsens nutidsdramaer har ofte motiver fra alle tre slags tragedier paa én gang (Gengangere).

En parodi paa et sørgespil er Wessels Kjærlighed uden strømper.

Tragedie er et græsk ord, betyr egentlig bukkesang og har rimeligvis sit navn av at en buk blev ofret ved Bakkus-festene, hvor visse sanger blev sunget.

B. Komedien eller lystspillet

tar emnet fra hverdagslivet og gir menneskenes feil og daarskaper til pris for latteren, for at vise hvorledes menneskene burde være. Ved siden av at more vil den altsaa oftest ogsaa belære. Eks. Holberg, Hostrup.

Til komedien kan regnes farcen, (fransk egentlig blanding = satire, dernæst løier), hvori baade de komiske forviklinger og de komiske figurer er meget overdrevet. Eks. Wergelands farcer, som mest er satiriske.

Eks. fra verdensliteraturen paa komedie-digtere: Aristofanes (græsk), Plautus og Terents (latinske), Calderon de la Barca (spansk), Molière (fransk).

Komedie kommer av et græsk ord, som betyr drikkelag; oprindelig var komedie navnet paa lystige sanger, som blev sunget ved Bakkus-festene.

C. Det egentlige drama eller skuespil

ligger midt imellem tragedien og komedien og skildrer menneskelivet med alvorlige og komiske sider, med lys og skygge, slik som vi daglig ser det for vore øine.

1) Historiske dramaer handler om historiske personer og begivenheter. Eks. A. Munchs, Bjørnsons og Ibsens historiske dramaer.

2) Romantiske dramaer handler om det forunderlige og hemmelighetsfulde og henter gjerne emnet fra middelalderens ridderliv, fra folkeviser og sagn. Eks. Hertz: Svend Dyrings hus, Ibsen: Gildet paa Solhaug.

3) Nutidsdramaet eller det borgerlige drama. Eks. Bjørnsons og Ibsens nutidsdramaer. Det er i vor tid den almindeligste form for skuespillet.

4) Proverbe (fransk; egentlig ordsprog) er et ganske litet konversationsstykke; oftest ligger et ordsprog til grund for det. Dette ordsprog nævner man ofte som slutningsreplik til publikum. Proverber er skrevet av den franske digter Alfred de Musset og Octave Feuillet og av Alexander Kielland.

D. Sangskuespillet

forbinder musikken med den dramatiske fremstilling.

1) I operaen (ital.; sangspil) er alt eller det meste beregnet paa at bli sunget sammen med musik. Teksten (librettoen, ital., egentlig en liten bok) er det underordnede, musikken det væsentlige. Den kan være av alvorlig indhold (opera seria)[58] eller av komisk, muntert indhold (opera buffa)[58]. Sangpartiene kaldes arier (ital.; egentlig sang, vise) eller recitativer (ital.; egentlig det fremsagte), naar én synger; duetter, naar to synger vekselvis eller sammen; terset, naar det er tre; kvartet, naar det er fire; kor, naar det er flere som synger sammen.

2) Operetten er et litet sangskuespil. Ogsaa der er musikken det overveiende; men dialogen har større plads end i operaen.

3) I syngespillet træder dialogen mer frem; bare enkelte sangpartier er indflettet; disse kaldes oftest kupletter (fransk; egentlig enkelte vers av en sang). Eks. Ewalds Fiskerne, Bjerregaards Fjeldeventyret.

4) Vaudevillen (fransk; egentlig folkesang, gatevise) er et litet syngespil, som altid henter emnet fra det jevne hverdagsliv og gjerne er humoristisk. Eks. J. L. Heibergs vaudeviller.