TREDIE BOG. FORLOVELSEN.[9]

TREDIE BOG. FORLOVELSEN.[9]

FØRSTE KAPITEL. DEN LYKKELIGE BEGIVENHED.

Det var i Efteraaret 1845, at Frøken Amalie Waage havde i sit fromme moderlige Sind fundet, at hendes yngste Søster, Frederikke, der nu var 13 Aar, og den kun lidet ældre Hjærtens-Søster Claudine, kunde behøve en Lærer i deres Christendom. Intet Under, den kjære Jomfru Fohlmann var ikke den, der just kunde lægge Aand ind i sin Undervisning.

I den Anledning havde hun henvendt sig til sin faderlige Ven, Stiftsprovst Tryde, og han, som altid har villet mig vel, var saa god at skikke Bud efter mig. Jeg husker saa vel, hvorledes han, gaaende op og ned i sin Præstestue, med den ham egne Blanding af hellig Alvor og hjærteligt Skjelmeri i sit altid straalende Ansigt, med en lille Tale satte mig ind i Forholdene, og standsede foran mig med det Spørgsmaal — ikke just med de Ord men dog den Mening — om jeg havde Mod til at vove mig ind i en saa fortryllende Jomfruborg. Jo, jeg havde i den Retning Mod til hvad det skulde være, og havde i dette Tilfælde desto bedre Mod, fordi jeg allerede kjendte en Del til Faren. Jeg havde ofte seet de elskværdige Søstre i min nærmeste Kreds.

Naar jeg læste med de to Unge, sad den ældste Søster altid i Stuen, ved sit Haandarbeide, paa sin vante Plads ved Vinduet. Hun kunde dog nok have Lyst til at høre, hvad en saadan Lærer havde at foredrage. Paa min Side lagde jeg saa al den Alvor, hvormed jeg selv var greben af Evangeliet, ind i min Undervisning, og gjorde i alle Maader min Gjerning saa godt, som jeg dengang formaaede. Efter min Vane var jeg vistnok overmaade ordrig og vidtsvævende i mit Foredrag, og steg vistnok i mine Betragtninger altfor høit, men dette hørte nu eengang til den Læreform, vi alle vare vante til fra vor fælles Præsts, Trydes Foredrag. Det var for mig hellige Timer, jeg troer ogsaa for Tilhørerinderne alt efter deres forskjellige Alder; og naar der siden kom en anden Frugt ud deraf end den, der ligefrem kan kaldes hellig, saa havde jeg i disse Timer i alt Fald ingen Skyld deri.

Men vi mødtes ogsaa i andre Timer. Søstrene kom jævnlig i min Farbroder Scavenius Fibigers Hus, og jeg var jo vant nok til at gaae ind og ud der næsten som en Søn. Amalie var efter Nicolines Ophold i Sorø bleven hendes meget kjære Veninde, og denne Cousine var af de unge Piger, jeg færdedes imellem, den Tid ogsaa min nærmeste Veninde.

Et Bal som Tante Christine Møller i Januar Maaned gjorde paa sin Adoptivdatters Fødselsdag bragte mig noget mere i Omtale end jeg dengang fik at vide. Da den lykkelige Begivenhed siden indtraadte, sagde min gamle Tante, der altid saae med Rørelse paa sligt: Ja, ja, jeg saae jo nok, hvor trygt de to dandsede sammen. Det kunde altsaa allerede dengang ikke længer hjælpe mig at gaae med en hvid Pind i Munden. Dog troer jeg ikke, at mit eget Hjærte var kommen til nogen Afgjørelse endnu. Hvad veed man vel i en saadan Sag? Kun er det vist, at da Vaaren kom med Lys og Varme, blændede Lyset mig og Ilden slog ud.

Ligefuldt var det et stort og farligt Foretagende, jeg havde for. Jeg havde Grund til at sande, hvad min Ven Lunddahl, der var et meget aarvaagent Vidne, thi vi saaes ofte i Trydes Hus, bemærkede: »Borgen er høi, der hører mer end almindeligt Mod til at forsøge en Storm.« Den var ogsaa allerede beleiret.

En fin og aandrig Herre, filosofisk æsthetisk Filolog, som havde været Adjunct i Sorø og der en Ven af hendes Faders Hus, offrede sig til hendes Tjeneste, og gjorde hvad jeg aldrig havde vovet udenfor mine Undervisningstimer, besøgte hende i hendes jomfruelige Hjem, og udfoldede der sin pikante Livsbetragtning med en egen klangfuld Veltalenhed. Han yndede fransk Litteratur og havde dannet sig et Ideal af fint reflecteret æsthetisk Luxus. Den Æsthetiker som Søren Kierkegaard havde beskrevet, var dengang i Mode. Han var Fritænker, og Lunddahl, der var ansat ved samme Skole som han, sagde derom: »Naar han kommer med det, faaer jeg inderlig Lyst til at smide ham ud af Vinduet.« Deri var jeg dog ikke ganske enig. Jeg saae ham i Trydes Selskaber og fandt ham behagelig nok. Naar han som Midtpunktet i en Kreds af skjønne Kvinder ret var i sit Es, lyttede jeg med Beundring til de Cascader, hans Vid, hans Fortællertalent og hans sententiøse Talesæt med behersket Ro, men ustandselig, lod risle for vore Øren. Jeg vidste, at jeg var ganske ude af Stand til at gjøre ham det efter, og følte mig som en ringe Størrelse overfor ham.

Ikke blot hans Venner haabede paa denne Forbindelse, men ogsaa i videre Kredse blev der allerede talt derom som en Nyhed. En Dag, Amalie og Edle var gaaede ud paa Christianshavn for at gjøre Fru Heiberg et Besøg, mødte de paa Tilbageveien Heiberg i Overgaden, og han var ikke den Mand, der kunde lade de to unge Piger gaae forbi. »Aa, De har været ude hos min Kone, saa har de bestemt havt noget at fortælle hende. Siig nu ogsaa mig, hvad det var, jeg vil saa umaadelig gjerne vide det.« — Nei, der var da ikke noget særdeles. — »Jo vist, jeg er overbevist om der var noget. Jeg kan see det paa Dem. Noget rigtig glædeligt. Jeg troer næsten, jeg kunde vide, hvad det er.« — Nei, der maatte atter og atter forsikkres, at der ikke var noget. — »De kunde gjøre mig saa lykkelig ved at sige det. Tænk Dem nu, naar jeg kommer hjem til Hanne, saa kommer hun mig imøde og holder Hænderne paa Ryggen, og siger: Kan du gjætte? Ja, her har været nogen som du ikke veed, hvem er, og jeg har faaet noget at vide, som du ikke veed. Gjæt nu bare! Saa staaer jeg da der en net. Men naar de bare vilde sige mig det, hvor var det da morsomt, naar jeg kunde komme hjem og sige: Jeg veed noget, som du ikke veed. Nei, du faaer det ikke at vide. Kan du nu gjætte?« De Løier blev han ved at variere i det uendelige og holdt dem saalænge der paa Fortovet, at de blev ganske fortvivlede. Det var blevet sent, og da de kom til Knippelsbro, var den afspærret; det blev mørkt inden de kom hjem, og de andre hjemme havde ventet med Middagsmaden. Formodentlig er det gaaet Heiberg ligedan.

Paa den anden Side var mine Venner ængstelige for hans Overlegenhed. Hos Trydes var de lige til det sidste saa uvisse om, hvem der vilde gaae af med Seiren, at da det Budskab endelig lød: Amalie er bleven forlovet! udbrød de alle: Med hvem? Og Lunddahl blev strax udsendt forat studere det farlige Terræn. Det blev en morsom Scene. Han ringede paa hos Amalie med saa bankende Hjærte, som om han selv var Frieren, og forvildede sig, da han ikke vidste, hvorledes han skulde komme til Sagen, i en forvirret Conversation, uden at hun forstod, hvor han vilde hen. Da hun saa med straalende Ansigt udbrød: »Har De seet Johannes?« raabte han: »Gud skee Lov, det lettede!« snurrede sig rundt og foer afsted til sine spændte Damer.

Mig anfegtede alt dette imidlertid ikke, jeg fik heller intet at vide deraf. Amalie ikke heller, skjønt hun dog hørte derom. Jeg var en ubekjendt og fattig Person, men jeg glemte alle Betænkeligheder, naar jeg fik Øie paa hende. Enten jeg dandsede med hende eller sad hos hende, tænkte jeg kun paa at sige hende alt, hvad der fra den høieste Alvor til Vrøvl og Latter pleiede at mylre i mit Hoved, og altid var jeg i den syvende Himmel. Hvad Ængstelse de andre end kunde have for den, de satte saa høit, saa havde jeg ingen.

Dette kan endnu undre mig, naar jeg tænker tilbage derpaa. Vistnok havde jeg den fortræffelige Leilighed til at fremme min Sag i min Farbroders Hus, hvor vi ved enhver Anledning var sammen, thi der var jeg hjemme; men jeg kunde dog ikke vide, hvad der foregik paa andre Steder, hvor jeg var meget langt fra at være hjemme. Dog svigtede mit Haab og mit Mod mig intet Øieblik. Jeg troede paa hende, som om hun allerede var min.

Der var intet, jeg kunde bygge min Tro paa, der var ikke Tanke om, at hendes jomfruelige Hjærte skulde forraade sig ved en Mine eller et Blik, end sige med et Ord. Heller ikke af Veninderne kunde jeg udlokke noget. Nicoline talte gjerne om hende og altid i Henrykkelsens Toner, men om hun har vidst noget om sin Venindes Følelser for mig, hvad ikke er rimeligt, saa var hun trofast mod hende, jeg fik intet at vide. Jeg maatte søge min Forvisning hos mig selv.

Saaledes er jeg hvergang jeg har staaet overfor en afgjørende Vending i mit Liv enten indvortes eller udvortes, hvergang hele Livets Mod skulde samles for at bestaae, har jeg ikke gjort mange Omstændigheder. Jeg har ikke engang sagt til mig selv, nu maa det briste eller bære, men kun: Her maa jeg frem, her bærer det.

Jeg har troet paa Livet, at det vil blomstre, saasandt Vaaren ikke udebliver. Jeg har troet paa Mennesker, at saasandt de er Mennesker, finder jeg Støtte, Næring og Kjærlighedens Glæde hos dem. Jeg har troet paa mig selv, at saasandt mit Hjærte flammer og min Tanke lyser, skal jeg ikke nogen Dag savne Aandens Fest. Og jeg har troet paa Gud, at som han hver Morgen lader sin Sol opgaae, saa skal det Lys, jeg lever af, heller ikke slukkes, om jeg end selv kan have lidt Olie nok i min Lampe.

Jeg har det efter min Fader. Naar man sagde til ham, kom ikke den Bindehund nær, den bider, gik han lige hen til den og kløede den i Nakken; og da den stakkels Hund ikke var istand til at slide sig ud af sin Lænke, var den færdig at slide sig ud af sit gode Skind i sin Kjærligheds Henrykkelse. Og Fader vendte sig leende til os og sagde: Seer I, man skal have Tillid til en Hund. Jeg husker det godt, det var i Gaarden i Kolding, og Hunden var vor Værts, Jødens Hund, som hed Vagtmand, et stort sort Bæst, som vi altid gik langt uden om.

Jeg har det ogsaa efter min Moder. Naar de sagde til hende, du kan ikke faae Raad til at lade de Drenge studere, du kan jo knap give dem Klæder paa Kroppen, saa svarede hun: Jeg faaer at sye mine egne Klæder om, saa maa de studere i dem. Og hun gjorde det, og vi gjorde det, og glemte Klæderne. Endnu da jeg blev Student, havde jeg Benklæder og Vest af det Slags.

Ogsaa endnu i denne Henrykkelsens Vinter maatte jeg see til at glemme sligt. Jeg var endnu fattig og havde kun daarlige Klæder. Mine Støvler var ogsaa saa som saa, og da jeg vilde hjælpe paa dem ved Galosher, traf det sig, at jeg fik et Par meget klumpede Trægalosher, som den Tid var kommet noget i Brug. Nicoline foragtede dem dybt, men de var de billigste. Jeg husker det som idag, at jeg i smukt Foraarsveir mødte min Elskede paa Slotspladsen, og hvor haardt det var, at hun skulde see mig en lang Strækning komme sig imøde med en Fodbedækning, hvori mine meget store Fødder toge sig endnu værre ud. Det er jo paa Støvlerne, at man fortrinsvis kjender den fine Mand.

Vinteren randt. Jeg sad hjemme og beskuede den antike Skjønhed, Jeftas Datter, og gik ud for at beskue den levende, og med Undtagelse af at den ene var død og den anden levende, gik de saa temmelig i eet for mig. Da Vaaren begyndte at udfolde Knupperne og Fuglene at udøse deres Hjærter, havde jeg endt den første Afdeling af mit Digt, og skrev det Datum under, som jeg nu har efterseet paa det gamle Blad og fundet, at det var den 16. Mai. Jeg følte, at jeg trængte til at trække Veiret for at samle mine Tanker til Bedste for begge mine elskede Damer. Jeg skulde nu for Begges Vedkommende til at gaae over til den anden og sværeste Afdeling.

I fire Dage øvede jeg mig i at gaae derhen, og jeg har ingen Tvivl om, at i den Tid blev alle optænkelige Udsigter tilstrækkelig gjennemtænkte, kun ikke den ene og dog saa nærliggende, at jeg kunde komme til at gaae slukøret hjem igjen. Den fjerde Dags Aften i Skumringen var det, efterat jeg flere Gange var gaaet op og ned i Fiolstrædet, nær kommen til en Afgjørelse, men Modet, som ellers ikke pleiede at svigte, befandtes dog endnu ikke at være modent. Men næste Dag skulde det — ikke briste eller bære — nei, skulde det bære.

Det var Christi Himmelfartsdag, den 21. Mai, det regnede, en deilig mild Foraarsregn. Moder var reist til Slagelse, til min Søster, og jeg var ene i Huset. Jeg sad paa Bordet i min Stue, og gjennemtænkte min Plan. Jeg vilde gaae i Kirke, det var sikkert nok, at der maatte hun være, saa kunde jeg følge hende hjem. Da kom styrtende op til mig min Broder Caspar med sin Ven Carl Berg. Han var sidste Efteraar kommen hjem fra sin lange Reise, og de havde nu noget for angaaende den anden Reise til Berlin og Kønigsberg, som han strax efter tiltraadte. Jeg skulde være behjælpelig med noget, som havde Hast, jeg husker ikke hvad, men fortvivlet var jeg, for jeg ikke kunde komme afsted. Endelig fik jeg dem dog nogenlunde tilfredsstillede, medens jeg under Discussionen klædte mig paa, og jeg ilede afsted til Slotskirken.

Biskoppen var allerede midt i sin Prædiken, den var upaatvivlelig udmærket, men jeg var blandt dem, der ikke blev opbyggede af den, og dem findes der vel altid nogen af i en Kirke. Jeg blev staaende nederst, støttende mig til Freunds Apostel, og da Forsamlingen omsider brød op, saae jeg endelig mine Længslers Maal komme, høinende sig over en hel Stab af Søstre og Veninder. Situationen var vanskelig, men det skulde jo bære. Jeg fulgte dem ud gjennem Forhallen, og ved Udgangen spurgte jeg hende, om hun tillod, at jeg hilste paa hende i hendes Hjem, der var noget, jeg maatte tale med hende om. Jo, saa vilde hun gaae hjem. Hendes Øine løftede sig ikke, men der var noget i hendes Stemme, som syntes mig at kunne forenes med min Tro. Jeg bukkede ærbødig og ilte bort.

Jeg gik en Omvei, gik op og ned og rundt i Smaagaderne, Modet var høit. Da Afgjørelsens Time var kommen, var der Ro i Sjælen. Ikke engang det sygelige Hjærte, hvis Slag ellers ved den ringeste Forventning kunde være utaalelige, gjorde mig Besvær. Midt i en Cyclon siger man der er blikstille. Efter en halv Times Tid fandt jeg det passende at indfinde mig.

Da jeg traadte ind i Stuen, saae jeg den opfyldt af unge Damer, gladelig samlede om Kaffebordet. Alle var de mine Cousiner og nærmeste Veninder, et Selskab, der for mig ikke var synderlig fjernere end en Flok Søstre. At see deres Ansigter, da Fætter Johannes med stram Høitidelighed »ønskede at tale med Frøken Amalie Waage.« Der var ikke mindste Tvivl om, hvad han helst ønskede at tale om, men var det nu? Nogle spærrede Munden op, andre gjemte Ansigtet bag en andens Ryg. Men jeg kunde ikke hjælpe dem, jeg saae dem ikke, jeg tog Sagen, som om Stuen havde været tom. »Frøken Amalie er i det andet Værelse,« meldte den agtbare Lærerinde med tilsvarende Høitidelighed, og aabnede Døren ind til Bedstemoders Stue.

Da jeg havde lukket Døren efter mig og stod der alene, aabnede den næste Dør sig lydløst, mit Hjærtes Dronning gled ind og blev staaende med bøiet Hoved. Jeg gik hen til hende og sagde blot: »Kjære Amalie, jeg er kommen for at sige Dem, at jeg elsker Dem saa høit, at jeg ikke kan leve uden Dem.« — Jeg fik ikke udtalt, før hendes Hoved laa paa min Skulder.

Tidt har jeg maattet høre, at jeg havde havt den Dristighed, saadan uden videre at tiltale hende med hendes Fornavn. Men hvad skulde jeg sige, jeg havde ingen Undskyldning, behøvede da nu heller ingen. Efter et kort ubeskriveligt Øieblik, med hinanden i Favn, men uden at nogen af os kunde faae mere sagt, bad jeg, om jeg maatte forlade hende, kun et Øieblik, og foer useet af de andre gjennem Soveværelset ned ad Trappen. Lærerinden styrtede ind til hende raabende: »Men har du sagt Nei!«

Hvad min Mening nu var med atter at fare et Kvarterstid om i Gaderne, veed jeg lige saa lidt som det øvrige. Men jeg troer dog, min Elskede har ogsaa skjønnet derpaa, medens hun sad med Hænderne for sine Øren, og ikke svarde den allarmerede Jomfru Fohlmann med stort andet end sine Taarer.

Da jeg kom tilbage, havde jeg ingen anden Følelse, end at jeg var fuldkommen hjemme i den Stue, hvor jeg aldrig var kommen før uden med bankende Hjærte som en høitidelig Lærer i Christendom. Men hvad kan ikke det udrette bestandig at have været der med alle sine fantastiske Tanker og lyksalige Drømme! Jeg kastede mig i Sofaen og fik mig en hjærtelig Latter af den kjære Venindeflok, der som en skræmmet Fuglesværm var faren ud til al Verdens Hjørner forat udraabe Nyheden. Havde jeg før været sikker i min Sag ved overnaturligt Mod, saa var jeg nu saa rolig ved den, som om al Verden maatte finde den lige saa meget i Orden som jeg. Jeg holdt jo den ypperste Kvinde i Verden i min Arm, hvad brød jeg mig saa om Verden! Det var jo mig, ikke den, der havde faaet hende.

Regnen var forlængst stillet af i Rørelsens søde Draabefald, Vaarsolen lyste op til Fest, alle Blade og Blomster bredte sig som de skulde forgaae af sværmerisk Længsel og alle Fugle jublede som de var fra Forstanden af Himmelfartsfryd, og min Elskede slog det lange hvide Sjal om sine Skuldre og bandt sin med Rosenrødt fodrede Straahat under sin Hage, og vi dandsede ned ad Trappen for første Gang at forsøge at træde Kjærlighedsstien sammen. Nei, hvor det lykkedes. De rislende Bølger, som saa os gaae forbi, var af samme Mening, de vilde kysse vore Fødder. De Mennesker, vi mødte, var af samme Mening, de stod stille og vendte sig om, for dog engang at faae et Glimt af det tabte Paradis at see; og vore egne Ansigter, naar de mødtes, kunde let være af samme Mening, de saa intet andet end Guds Have. Og den Dag idetmindste var den ikke lukket og havde intet tabt af sin Uskyldighed.

Hvor dog et syndigt Menneske kan være lykkeligt, naar Gud vil! Hvor dog alle Taabeligheder kunne forsvinde for den ene store Tanke at leve og døe i glædesdrukken Kjærlighed. Hvem der faaer en saadan Kvinde, slipper hende forvist aldrig, det er ikke at takke ham for.

Aftenen tilbragte vi i min Farbroders Familie, og der var der Fest. De kjære Slægtninge deltoge saa inderlig i min Lykke, og var selv saa henrykt over at faae den beundrede Veninde forvandlet til et Led af Familien, at deres Glæde snart ikke stod tilbage for min. Da jeg silde fulgte min Elskede hjem og ved hendes Dør tog Afsked med hende skete det, at jeg vovede at trykke det første Kys paa hendes Læber. I mange Maader kunde mine Læber være uværdige til et saadant Møde, men i een Henseende kunde de dog kaldes rene: det var med Undtagelse af Moder og Søster første Gang jeg havde kysset en Kvinde.

Man siger, at det at vaagne den næste Morgen efter at have forlovet sig er den sværeste Prøvelse. Da falder den Tanke dæmonisk over den, der vaagner af Rusen: Hvad har du gjort? Jeg undgik Prøvelsen paa en meget naturlig Maade, jeg vaagnede ikke den næste Morgen, saasom jeg vel havde vogtet mig for at afkorte min Fest ved at sove. Kun altfor mange Nætter har jeg maattet kjæmpe mig igjennem sjælelig og legemlig Elendighed, nu fik jeg Opreisning ved eengang at opleve, at al Tanke om Søvn forsvandt for Jubel af Glædens Aander. Det kjøbenhavnske Baghus, hvori jeg laa og hvori jeg var ene, var som en Tryllehave, og da en Spurv ved Daggry begyndte at kvidre under Taget, lød det som dens Sangfugle opstemte deres Frydesang. Jeg væltede mig paa mit Leie som et glædesdrukkent Barn, og at spørge: Hvad har du dog gjort? vilde forekommet mig ligesaa latterligt, som om Aladdin havde spurgt sig selv: »Hvorfor lod du dog ikke den Lampe ligge?« Det var mig og ingen anden, der havde Lampen, jeg gjemte den paa mit Bryst, og jeg har ikke ladet Nureddin tage den.

Jeg sprang op for at forkynde Budskabet for mine Kjæreste. Den lange Skrivelse slutter: »— En Ting har jeg glemt, det er de søde Svigerinder. Dem havde jeg ikke tænkt synderligt paa i Forveien, og faaer dem nu oven i Kjøbet. Edle vilde ikke være syg den Dag[10], hun løb omkring ligesom de andre, og holdt det endda ikke saa galt ud til Aften. Den lille Frederikke synger og dandser hele Tiden, og fortæller hele vor Kjærlighedshistorie, som hun ganske fint har vidst at observere. Claudine er mere stille, forsmaaer dog heller ikke en Dands med Onkels Drenge, og de raabe Hurra for Frederikke og Claudine. Og den gamle Bedstemoder og Jomfru Fohlmann hører da ogsaa til Familien.

Jeg kan ikke skrive mere, lille Moder! Tænk paa din glade Søn Johannes.«

Amalie føiede nu en Side til i de Ord, som hun har sin Styrke i. At Moder øieblikkelig satte Pen til Papiret og med sit Moderhjærte overstrømmende af Henrykkelse over at see sine Længslers Maal opfyldt, lod sin altid hurtige Pen løbe med flommende Væde, og at min Søster gjorde omtrent det samme, behøver næppe at siges. Ogsaa den kjære Tante Christine Møller bør nævnes i Ihukommelse af, at da hun saae os træde ind ad Døren, mindedes hun Göthes Ord:

»Es schien die Thüre zu klein, die hohen Gestalten einzulassen, die nun zusammen betraten die Schwelle!« Og siden med sværmerisk Blik oftere gjentog: »Ja, »die hohen Gestalten«.«

ANDET KAPITEL. DEN SOMMER FOR ALLE SOMRE.

Efterat Amalie Morgenen efter Begivenheden havde været hos Suhrs og Charlotte Falck og hos Aagesens for at faae Absolution for sit Forræderi imod Familien, og til Visittid havde fremstillet mig med ny Hat og Handsker, for at hendes Valg om muligt kunde vinde Bifald, hvilket da ogsaa blev hende tilstaaet, saasom man nu eengang var nødt til at finde sig i at skjænke hende Bifald, naar man saae hendes Ansigt, blev vi efter Pintsen indbudt til et fint Middagsselskab paa Sølyst, og vor Skaal udbragt af Onkel Theodor, det vil sige Hr. Agent Suhr med al Værdighed. Jeg haaber, at jeg har svaret anstændig, men husker det rigtignok ikke. Forsommeren randt ubegribelig hurtig, dels med lignende Udflugter, dels med henrivende Aftenvandringer ved Byen, uden dog derfor at forsømme andre Tider paa Dagen. Da Sommerferien kom, havde Suhrs som sædvanlig indbudt Amalie og hendes Søskene til deres Landsted, og dertil været saa venlige at føie en Indbydelse, om at den Uundgaaelige vilde glæde hende med to Gange om Ugen at tilbringe Dagen hos hende.

For bekvemt at kunne efterkomme denne Pligt, satte jeg mig derfor en skjøn Aftenstund i en Omnibus forat indkvartere mig i Torbæk Kro. Naar jeg om Aftenen kom fra Sølyst, havde jeg min store Fornøielse af inde fra min Stue at høre paa Fiskernes støiende Sammenkomster ude i Skjænkestuen. Jeg blev i Studenterhumør derved, og i et Brev til Moder beskrev jeg kaadt nok Livet i Torbæk saaledes:

»Byen er, saavidt jeg mærker, beboet af tre Slags Folk, Mennesker, Kjøbenhavnere og Svin. De første staae paa det høieste Trin saavel i legemlig som hjærtelig Dannelse. De er store og stærke, hvide Buxer, islandsk Uldtrøie og lange Transtøvler, drikke Brændevin og Øl, Lørdag Aften ogsaa Punsch, leve christeligt og nære sig af Kjøbenhavnere og Fisk. Til Punschen skyde de de blanke Hatte i Nakken, trumfe i Bordet og synge gammeldags Drikkeviser, sværmeriske Kjærlighedssange og moderne skandinaviske ... Paa Sølyst lever man ganske herligt, idetmindste saalænge Fru Heiberg endnu ikke er ankommen. Jeg troer heller ikke, at Amalie og jeg, hvis Protectrice hun ellers er, ville tage os Komedien nær. En yndig Havesal med to Kabinetter er indrettet til dem, med Fortepiano, bløde Sofaer og Lænestole og et meget stort Toiletspeil. Amalie har betroet mig det, men jeg maa ingen sige det til osv.«.

Hermed havde det en egen Sammenhæng, som ikke var glædelig. Gamle Theodor Suhr sværmede stærkt for Fru Heiberg, men tog hendes Mand med, og havde hver Sommer det berømte Kunstnerpar hos sig. Han var en egen Mand. Under sin tørre Skal havde han et brændende Hjærte, det han nu i temmelig høi Grad havde sat til paa den pikante Skuespillerinde. Hun tiltrak ham vistnok ligemeget ved sit fine Væsen og sin Berømmelse. Han kjedede sig med sin Familie og saae i Hjemmet kjedelig ud; desto mere tiltalte det ham at finde en Dame, som foruden det skjønne Indtryk hun gjorde paa enhver, forstod at føre en fortrolig Samtale med ham, gik ind paa hans Interesser og drog hans gode Sider frem.

I Grunden var der vel egentlig ikke noget ondt deri, men den forunderlige Modsætning mellem hans og den skjønne Kunstnerindes Skikkelse kunde dog ikke andet end at give Anledning til en Del Satire. Værre var det, at det heller ikke kunde andet end at gjøre Forholdet mellem ham og hans brave Hustru endnu ringere, end det før havde været. Dog veed jeg, at hun, tiltrods for, hvad der var kommen dem paatværs, dog altid holdt af ham, og satte ham høit og virkelig var ham en trofast Hustru. Fru Heiberg var ogsaa forstandig nok til at vise hende al den Opmærksomhed, hun kunde; men det var svært, thi mod hende var Fru Suhr stram nok.

Nu var hun til Aars, men var dog endnu en meget statelig Dame, med fornemt Udseende og kraftig Holdning. Man mærkede ikke paa hende, at noget trykkede hende, ikke engang det, at hun var bleven saa tunghør, at det var besværligt at føre en Samtale med hende. I Selskabet repræsenterede hun med stor Værdighed, men hun trængte til noget mere hjærteligt, og da hendes Mands Broderdatter, som hun mest havde om sig, mindre tilfredsstillede hende, udøste hun gjerne sit Hjerte for Amalie.

Saalænge Heibergs var paa Sølyst, dreiede alt sig om dem. Suhr var meget omhyggelig for at gjøre dem Livet i hans Hus saa behageligt som muligt. Til Heibergs astronomiske Studier anskaffede han endogsaa et stort Teleskop med alt Tilbehør, og den lærde Digter syntes at finde god Behag i et saa vel udstyret og mageligt Landliv. Han var i det bedste Humør, opmuntrede Selskabet med sit fine Væsen og muntrede sig selv ved evige Løier med de unge Piger. Fruen havde en anden Smag, hun lod sig helst tilbede af ældre Herrer, og Suhr skaffede hende rigelig Leilighed dertil ved sine jævnlige store Middagsselskaber. Os viste hun megen Velvillie. Et Par Elskende, som ikke havde Øie for andet end hinanden, syntes at være noget, hun kunde have Lyst til at studere. Amalie fandt hendes Væsen naturligt og hjærteligt og holdt af hende; jeg kunde ikke ganske samstemme med hende deri. Mindst behagede det mig, at hun forsøgte at give Amalie et lille Cursus i, hvad hun kaldte et smukt Væsen, men som i Virkeligheden var et efter hendes Mening klædeligt Koketteri.

Af de mange fremragende Mænd, jeg saae paa Sølyst, morede os mest de tre meget forskjellige Personligheder: Tscherning, Peder Bang og Kammerherre Scavenius. De var alle tre Suhrs nærmeste Venner. Tscherning, som han omgikkes mest, morede ham med sin friske Veltalenhed og sin uudtømmelige Strøm af nye Ideer og mærkelige Projecter, dem vi andre ogsaa havde godt af, naar de foredroges over Borde. Bang var hans Consulent i Pengesager og tiltalte ham ved sit aldeles ligefremme Forretningsvæsen. For os andre var han kun morsom ved sin fuldstændige Formløshed. Scavenius var af Familien, men lod ogsaa ved sit kluntede Hovmod tilstrækkelig føle, at han ikke behøvede at genere sig. Naar han saae et kostbart Stykke følte han paa det og spurgte, hvad det havde kostet; og Suhr drillede ham da med paa den mest ligegyldige Maade at nævne en overdreven Pris, vel vidende, at det ikke smagte ham, at nogen kunde eie dyrere Ting end han.

I saadant Selskab var jeg selvfølgelig ganske tilovers, holdt mig derfor mest taus og til Væggen, troligt efterkommende den Anvisning, som Moder tidtnok havde fundet det fornødent at give mig i min Barndom, at lade som jeg ikke var til. Desmere brugte jeg mine Øine og Øren og havde Fornøielse deraf. Var derfor glad over, at man i det rige Hus var saa kjærlig mod Amalie, at man altid tog mig fattige Fyr med. Den Aandrighed, som jeg ifølge den Selvfølelse, ingen Alders-, Stands- eller Formuesoverlegenhed kunde betage mig, følte mig i Besiddelse af, forbeholdt jeg min Elskede og gjorde ikke noget Forsøg paa at gjøre den gjældende i Selskabet. Jeg fandt det heldigere for mig at blive anseet for en ubetydelig end for en paatrængende Person; var derfor kun saa venlig og høflig, som jeg formaaede. Dette var mig nu heller ikke saa vanskeligt, da jeg i Virkeligheden var saa optagen af een, at jeg ikke kunde overkomme mere.

Amalie har betegnet mit Væsen med et mindeværdigt Ord. Da jeg kom tilbage som Præst til Kjøbenhavn, var de gamle Suhrs døde, og Amalie fandt ikke, der var Anledning nok til at søge Omgang med Ole Suhrs Hus. I et Selskab spurgte Biskop Martensen hende, hvorfor vi ikke mere kom til Suhrs, vi havde dog staaet i saa nært Forhold til Familien. Hun forklarede, at den yngre Slægt havde hun aldrig stemmet synderligt med, nu var det Selskab, der samledes der, fremmed for hende, og noget Venskab kunde der dog aldrig komme ud deraf. Ja, men der gives dog Grader i Venskab, mente Biskoppen. Jeg har nu altid syntes, vedblev Amalie, at min Mand passede saa lidt i den Kreds, at da han først begyndte at komme der, var det mig ligesom jeg maatte oversætte for dem, hvad han sagde, før de kunde begribe ham. Det kan jeg saa godt forstaae, svarede Martensen med sin grundige Mine.

Som sagt kunde jeg tilbringe to Dage om Ugen paa Sølyst, men de øvrige savnedes der heller sjelden Leilighed til at besøge min Kjære. Vi fordybede os da i Haven og Skoven og talte selvfølgelig idelig om al Naturens Herlighed, som den speilede sig i vore Hjærters Herlighed. Naturen var der heller intet at sige paa. Endog Kjendere, som ikke er Elskere, maatte indrømme, at den viste sin skjønneste Side frem i den Sommer. Men Talen kunde der vel med Grund siges det paa, som Kjendere pleie at lade den høre, at Elskovstale kan vanskelig komme ud af at være rigtig sand.

Min var det idetmindste ikke. Saa henrivende — at sige i min Ledsagerindes Øren — jeg end kunde tale om Luftens Toner, om Havets vexlende Stemninger, om Skyggespillet i Lunden, om Blomst og Blad og hvad Nattergalen sagde, og Aftenklokken i det Fjerne og alt det, som jeg saa siden henne i Krostuen satte paa Vers, saa brød jeg mig i Virkeligheden ikke stort derom, Versene, det kunde være, dem gjentog jeg altid for mig selv, men om ellers alle de Ting speilede sig i Hjærtet eller ikke fik jeg ikke efterseet, jeg saae mere efter, hvad der var i Dybet, end hvad der speilede sig i Overfladen.

Tiltrods for at jeg gjerne vilde være poetisk, er jeg dog bange for, at jeg kun altfor snart faldt ud af Rollen, og mere underholdt min Elskede med besværlige psychologiske Undersøgelser, der forurolige baade Tanken og Hjærtet, end med skjønne Syner, der lette Sindet. Jeg frygter for, at hun snart begyndte at føle, at det var en vanskelig Mand, hun havde faaet sig, hvori hun ikke havde Uret. Det har været mit Livs Plage, at jeg har en ustyrlig Trang til at sige for meget, og i enhver Sag, stor eller liden, at ville have en anden Mening end andre Mennesker, og ikke at ville lade mig selv eller andre have Fred. Hun skulde nu til at sætte sig ind deri, til »at oversætte min Tale«, og det gik ikke uden from Forsagelse fra hendes Side.

Hvad hører der dog ikke til, at to Mennesker kunne voxe sammen, om de end er nok saa kjærlige Sjæle? Fortvivlet, jo kjærligere de er, desto vanskeligere bliver det. Kjølige Hjærter komme let over det. De gjør ikke store Fordringer, de indrette sig paa at have Terrænet delt imellem sig og hver sin Plads at røre sig paa, saa nikke de af og til til hinanden over Hegnet. Men vil man først intet vide af Hegn, hverken Tjørn eller Rosenhæk, vil man have Hjærte lagt lige paa Hjærte og lytte til, om Slagene stemme, og have alle Tankens Fostre frem i Lyset, at see, om de ogsaa rigtig er Søstre, saa bliver det en mer end menneskelig Opgave. Elskende Sjæle ville Salighed, men den hører kun hjemme i Paradis.

Sølyst var nu just ikke noget Paradis, hvad saa end Fortidens Digtere har villet gjøre det til. Imidlertid havde det skjønne Sted for os to dog saameget af Luftningen fra Guds Have i de Sommerdage, at det idetmindste bragte os til at føle Opgaven. Kjærlighedsbreve er en dyb Hemmelighed, det forstaaer sig. Men da jeg skriver, hvad der vel ikke bliver læst, før vi alle ere døde, kan jeg vel nok tillade mig selv den Nydelse at afskrive nogle Prøver paa, hvordan vi dengang søgte at løse Opgaven.

Endog medens jeg var i Torbæk, skrev vi omtrent daglig. Der skulde jo meddeles, hvad der var oplevet efterat vi — ogsaa daglig — havde forladt hinanden. Hendes endte sædvanlig med den bedste af alle Sætninger: Saa venter jeg min Elskede ved Laagen Kl. — Mine indeholdt mest lyriske Skildringer, som 6. August:

»Du er et godt Menneske imod mig — det bedste Menneske under Solen, maa jeg sige idag: iaftes vilde jeg have sagt; det mest henrivende Menneske under Maanen. Jeg sad oppe ved Concertsalen og hørte en smeltende Ouverture af Mozart, Maanen stod over Stranden, saaledes, at Sølyst Havepynt ragede ud i et glimtende Straalehav. Det var mig ubegribeligt og smerteligt, at jeg ikke længer havde dig i min Arm, og jeg tænkte i mit Sværmeri: see, saaledes lægger min Sjæl sig som et Luehav om hendes, ja, som den straalefyldte Strand favner den yndige Høi, hun pleier at staae paa. Sjelden har noget Billede saa levende speilet sig i min Stemning. Da Musiken taug, og jeg reiste mig for at vandre hjem, var det med den Tanke: Ja, er Kjærligheden ikke evig, saa er den ingen Ting, men er den det, saa er den først en Perle, man giver al sin Eie for, dernæst en uhyre Perle, hvori som i Himmeldybet al Verden indesluttes. I hvad Forbindelse jeg kom til saadanne Tanker, maa du selv udfinde. — —«

Vi havde, som det saa tidt skete, siddet i Skoven, og jeg havde udøst alt mit Hjærte for hende, om min egen Uværdighed, mine skiftende Stemninger, min Frygt for at plage hende med mit Væsen, og hvorledes alt dette maatte forklares. Til disse besværlige Undersøgelser svarer hun mig næste Morgen, 18. August:

»Ja, du min egen Kjære! Jeg troer nok, jeg tør sige, kunde du end i alle andre Henseender have faaet den, der stod høit over mig, saa troer jeg ikke, du kunde finde nogen, der fuldkomnere kunde hengive sig til dig. Ja, det gaaer saa vidt, at naar der kan være et og andet hos mig, som jeg enten selv kan finde galt, eller som andre bebreide mig, saa sørger jeg ikke saameget derover for min egen Skyld, som for at du skal have En, der har de Feil og Mangler, saa jeg gjerne kan sige, at hele mit Væsen gaaer op i dig, men deri finder jeg den høieste Lykke. Den Følelse var ret saa inderlig hos mig igaar Aftes, da vi sad sammen i Skoven, og jeg ret sad og fordybede mig i dit Væsen. Jeg ønskede kun at kunne hengive mig, leve og opoffre mig for dig, og det kan slet ikke nytte, hvad du siger, jeg troer alligevel, at du føler ligesaadan for mig. Det er vistnok ikke sandt, hvad du sagde iaftes, at du maatte sige Nei, naar jeg spurgte dig, om du ene kunde leve for mig; og det var heller slet ikke sandt, naar jeg svarede, at det forlangte jeg heller ikke. Det var dog med en lidt resigneret og smertelig Følelse, jeg sagde det. Men jeg mener blot det, at om du ogsaa studerer nok saa meget, og hengiver dig til de høie Interesser, der beskjæftiger dig, saa hører dog dit egentlige Liv mig til, og med det lever du dog fuldkommen for mig, ikke sandt? Andet ønsker jeg jo heller ikke. Du kan da nok tænke, at jeg ikke kunde ønske, at du altid skulde gaae og sværme og kun tænke paa mig, det var jo en afskyelig og tillige dum Egoisme og Forfængelighed. Det maa jo netop være min høieste Glæde, at du ret skulde blive til noget. — —«

Stemningerne skiftede stærkt. Der var foruden mit sædvanlige Mellemværende mellem de høiere og lavere Følelser, endnu i den Sommer en ganske naturlig og meget forstandig Tanke, der endelig ogsaa angik os begge, den hvad jeg duede til i Verden, og hvad jeg skulde blive til i den, som nok kunde ængste mig, skjønt jeg rigtignok ikke tog mig synderlig af den. En Adjunktplads i Sorø var bleven ledig, og jeg tænkte paa at søge den, men saa vidt jeg husker, gjorde jeg ikke noget virkeligt derved; maaskee har jeg indgivet en Ansøgning, men vist ikke fremstillet mig for nogen af de Styrende. Heller ikke Amalie yndede den Plan. Med disse Tanker skrev jeg d. 25. August:

»Du, hvis Psychevinger jeg trænger til forat løfte mig over Jorden, du vil jo nok have Taalmodighed med mig paa de kummerlige Veie, jeg har at gaae paa. Jeg er igjen iaften af de Tanker, du nok kjender hos mig, at jeg føler mig saa uendelig ringe. Ikke just afmægtig, men endnu kun ved Begyndelsen af Evighedens Bane. Andre vilde, om jeg sagde dem det, ikke betænke sig paa at kalde det et affectert Hængehovederi, jeg selv vilde ogsaa kalde det saa, om jeg ikke allerede var vant til, at det saa ideligt vender tilbage, at jeg ikke kan fornegte det. Men dig kan jeg gjerne sige det, du vil ikke spotte mig, du troer mig, naar jeg siger, det er sandt, om du end kan have Grund til at skamme mig ud.

Jeg traf i Eftermiddag paa Universitetet Carl Thomsen, som meget venlig kom hen og hilste paa mig. Jeg fortalte ham min Sorøske Plan; vi gik op i Lunddahls Værelse, som ikke var hjemme, og vi sad længe og talte sammen. Han fortalte mig meget om Sorø, især om Wegener, og i alt, hvad han sagde, var der en saadan Forstand og smuk Tænkemaade, dertil Lærdom og klar Dom, at jeg ganske indtagen i ham tænkte: See der igjen et Menneske, som er mig langt overlegen, skjøndt jeg maaskee af Naturen er ligesaa godt udrustet som han, bestemt til ligesaameget og burde have opnaaet ligesaameget. Og hvormeget mere er det ikke Tilfældet med de Mænd, han talte om? Den Tanke har jeg ikke kunnet slippe den hele Aften, og nu gaaer det som sædvanligt ud over dig, du min tro Ledsagerinde paa min Tankes forvildede Veie.

Hvor det er underligt at boe midt inde i et Kvarter af den travle By. Den silde arbeidende Snedker høvler og saver, Moderen synger sit Barn i Søvn, de større løbe og lege og skrige i Gaardene; paa den ene Side stiger en Violin til de høieste Toner, paa den anden gjør en Fløite sig forgjæves Flid med at faae en Vals i Takt. Mine pjaltede Gjenboere afvexlende klamres og synge rørende Kjærlighedsviser i stort Chor, og de arme Djævle lade formodentlig Flasken gaae rundt dertil. Kattene miaue Serenader, og altsom det bliver mere stille, hører jeg den evige Pladsken af Springvandet nede i Gaarden, hvortil Bagerens Faarekyllinger svare som Pibe til Tromme. Saa Klangen af Portklokken og Lyden af Vinduer, der hist og her lukkes, naar man gaaer i Seng; og i alt det dog den dybeste Ensomhed og en Slags Stilhed, der meget godt passer til min Stemning, naar jeg staaer i Vinduet og lader mine Øine søge de evige Stjerner, der gaae deres Baner, som da Kong Pharaos Vismænd udmaalte dem. Det var det med min egen Ringhed — du maa ikke mistænke mig for, at jeg ikke vel nok og hjærteligt nok føler mit Broderskab med mit fattige Naboskab. Gud glæde dig med den grønne uskyldige Susen.«

Jeg boede i Kronprindsessegaden i et Baghus, hvis Ende vendte ud til Adelgadens Baghuse. Dertil svarede min forstandige Brud udaf sit redelige Hjærte:

»Jeg kan saa tydelig sætte mig ind i din hele Stemning og de Følelser, du omtaler, er mig ogsaa kun altfor vel bekjendte fra mig selv. Du har visselig Ret i, at jeg ikke vil spotte dig, tværtimod vil jeg optage enhver af dine Følelser i mit Indre, tænke over dem og forstaae dem, som det var mine egne. Da jeg læste dine Yttringer om dig selv og din egen Ringhed, kom jeg til at tænke paa, hvad Mynster saa smukt siger i en af sine Betragtninger, og som greb mig meget, da jeg læste det. Han omtaler den besynderlige Ustadighed hos Mennesket, at man undertiden kan føle sig hævet, lykkelig og tilfreds med sig selv, ja endogsaa næsten overmodig, og til andre Tider igjen saa ringe, saa ussel og ubetydelig, og begge Dele, siger han, er lige langt fra den sande Ydmyghed, som sætter al sin Lid til Gud, trofast strider til det Maal, og kun vil være noget ved ham og i ham. Dette udvikler han nu langt smukkere end jeg for Øieblikket kan huske det, men der har altid forekommet mig at være en stor Sandhed deri. Det er vist langt fra altid Beskedenhed, men der blander sig vist tidt en Del Forfængelighed i de Følelser, der bringe os til at føle os saa ringe overfor andre, ligesaa meget maaskee som i dem, der bringer os til at oversee andre. Men jeg veed i Grunden ikke, hvorfor jeg siger dig alt dette, som du dog veed og kan forklare langt bedre end jeg. Du maa da endelig ikke troe, jeg vil belære dig eller bebreide dig noget, men det er Ting, jeg tidt har sagt mig selv, og ved at læse dit Brev, kom de igjen frem for mig. Du veed jo forresten nok, at jeg slet ikke vil tillade dig at rive ned paa en vis Person ved Navn Johannes. For ham holder jeg af, og der er ingen, der bedre end jeg veed, hvor elskværdig og fortræffelig han er, og han staaer slet ikke tilbage for nogen af de andre. Du kan saa sige om dem, hvad du vil, fordi de er ældre og maaskee lidt mere lærde, det er ogsaa alt. Vil du nu bare see, du er artig, ellers skal jeg nok correxe dig, naar jeg faaer fat paa dig, kan du troe, din lille uartige Dreng! Men du er dog deilig alligevel, og jeg holder uhyre meget af dig.

Det er ellers forunderligt nok, at den Beskrivelse, du gjør over din Ensomhed midt i Byens Støi, netop svarer til de Tanker, der beskjæftigede mig, da jeg iaftes sad paa Bænken udenfor Gaarden paa den Tid i Tusmørket, som jeg holder saameget af, da der endnu er et Skjær af Aftenrøden i Luften, og Stjernerne begynde at komme frem. Jeg saae ud over Kjøbenhavn og tænkte paa, hvor du nu var. Det syntes mig saa underligt, at du sad alene derinde, og jeg ikke var hos dig. Det maa dog have været en egen sympathetisk Følelse, der har sagt mig det i det Øieblik. Troer du ikke det? — —«

Ja, saameget har vi levet sammen, at vi tidtnok har moret os med at opdage, at vi tænke samtidig de samme Tanker. Hendes Alvorsprædiken til mig var da heller ikke andet end mine egne Tanker. Alligevel trænger jeg desværre til den endnu, faaer den ogsaa endnu.

Hun var i September i Hørsholm hos hendes Forældres gamle Venner, Birkedommer Neergaards Familie. De forstode at gjøre det godt for Mennesker, de indrettede en god gammeldags Tur til Dyrehaven, hvor Vilhelm Holm og jeg maatte mødes med dem og tilbringe en lang skjøn Dag i Skoven i det gladeste Selskab, og de fik siden mig ud til Hørsholm, at jeg i to Dage kunde nyde denne Sværmeriets klassiske Egn. Desuden gik Brevene hverdag frem og tilbage, et af dem anslaaer min høieste Tone:

»Min egen inderlig elskede Amalie! Tak for igaar, og mit Hjærtes daglige uudtømmelige Tak for det, du altid nærværende og fraværende er for mig. Du skulde have hørt den Prædiken, Fog holdt igaar, og som vel var saa overstrømmende frisk, fordi han om Morgenen havde holdt den for sin Hustru — saa vilde du forstaae, hvad jeg mener ved det, den ene er for den anden. Han talte om, hvad Christus er for os, men herved er jeg desværre kommen til min sædvanlige Fantasi, at gjøre min Elskede til min Frelser. Dog, du vil tilgive mig, men du maa ikke gjøre det paa den Betingelse, at du anseer mine Ord for Spøg; derfor vil jeg aldrig have Ord om dig ansete, saa maa du hellere lade være at tilgive mig. Maaskee er det dig en forargelig Tale, eller i alt Fald en Hemmelighed, og en underlig Hemmelighed er det ogsaa, men derfor ikke mindre antastelig og hellig, da det er en Guds Hemmelighed. Jeg veed meget vel, at Frelsen er kommen til mig fra den længst Henfarne, der viste sig for fjerne Slægter, og er ikke at finde i et eller andet Menneske, men alligevel kan jeg ikke lade være at gjentage for mig de Ord: Lyksalige de Øien, der saae dig, de Øren, som hørte dig. For mig er altid det Nærmeste det først ret kraftige. Kan det da undre dig, at jeg søger mig min Frelsers Afbillede i hans mest benaadede Tjenerinde. Jeg kan ikke undvære ham, og priser da Gud, fordi han ikke er død, men opstanden for at leve i os og tage Bolig i dig. O, bliv for hans Skyld ikke vred og ikke kjed af mine underlige Paastande. Jeg vilde ikke sige det, om mit Hjærte ikke idelig strømmede over, og i dette Øieblik er saa fyldt af denne Følelse, at jeg ikke kan holde den tilbage. Og tro mig, jeg har dog stærkt gjort Vold paa mig selv for ikke at sige mere. Du kjære, kjære Pige, hvad var jeg dog bleven til, om jeg ikke havde mødt dig, eller om jeg ikke havde været værdig til din Tro, din Kjærlighed og dit Haab, da jeg mødte dig?«

Hun svarede:

»Min kjære, kjære Johannes! Du skal ikke vente paa Svar, jeg griber strax Pennen. Dit Brev glædede mig som sædvanligt. Du veed ikke, hvad det er for en Salighed for mig at høre dig tale saa varmt, jeg kan gjerne sige glødende, om din Kjærlighed til mig. Jeg føler mig saa ubeskrivelig lykkelig, men tillige saa ydmyg derved. Du maa dog love mig, at du ikke vil tale derom paa den Maade som i dette Brev. Du har Ret i, at det for mig næsten er en Hemmelighed, hvad du mener dermed, og uagtet jeg vil tilstaae, at jeg var svag nok til at ønske, at du havde skrevet alt, hvad du tænkte, da du siger, du har gjort Vold paa dig, for ikke at sige mere, saa føler jeg mig dog saa ængstelig tilmode derved; og jeg maa tænke ved mig selv, hvad er jeg dog, at han taler saaledes til mig? Hvor er det dog muligt, at jeg kan have den Indflydelse paa ham, som staaer saa høit over mig i enhver Henseende? Ak, jeg føler desværre, hvor meget jeg selv trænger til en Frelser, jeg er langtfra saa god og gudfrygtig, som jeg burde være. Jeg veed ikke selv, hvorledes det er, men jeg synes næsten, at jeg ikke mere saa levende trænger til at udøse mit Hjærte for Gud som før; jeg føler mig nu altid saa lykkelig, saa fuld af glade, ogsaa gode Tanker, og min Bøn bliver som oftest kun en Bøn for dig. Men det er dog ikke ret, og det maa ogsaa blive anderledes, føler jeg godt. Nu skulde vi hjælpe hinanden, ikke sandt? og gjensidig være hinanden en frelsende Ven. Saaledes synes jeg, det er smukt og godt, og vistnok den gode Gud behageligt, ham til hvem alle vore Tanker og Følelser maa stunde, og uden hvem vi dog intet ere. —«

Sommeren gik til Ende, og som fra een Side dens Begyndelse havde aabnet en ny Periode i mit Liv, gjorde dens Slutning det fra en anden.

Udbyttet af mine Undervisningstimer var for ringe, jeg trængte til en bedre Stilling. Jeg fik og modtog gjerne Tilbud om at blive Hovmester for den umyndige Lensgreve Christian Petersdorff, som, endnu kun 14 Aar, blev opdragen hos Overpræsident Lange i Kjøbenhavn. Første November 1846 begyndte jeg denne Virksomhed og tilbragte nu de fire næste Aar i Langes ligesaa elskværdige som høitdannede Familie. De beboede første Sal i den store Gaard paa Gammeltorv mellem Nygade og Klædeboderne, hvis Frontespice Abildgaard har decoreret, og jeg og min Elev havde to store smukke Værelser i Messaninen.

Lange var ingen almindelig Typus paa en Bureaukrat. En energisk Arbeider med et kjæmpestærkt Legeme havde han tidlig tjent sig op til Deputeret i Cancelliet, og var nu i samme Aar bleven Overpræsident. Han var let at tjene. Aldeles optagen som jeg var baade af min Kjærlighed og mine høitflyvende aandelige Udsigter, kunde jeg mangen Gang være altfor forsømmelig i min Hovmestergjerning. Han kunde da i Forbigaaende give mig en Paamindelse, men han gjorde det altid med en fin Følelse for, at ogsaa den letteste Berøring var mig tung at bære, og et velvilligt Blik for, at det kun daarligt stod i min Magt at forandre mig. I saa Henseende har jeg meget at takke ham for. Hans Døttre var kjærlige og aandfulde Sjæle, der havde en betydelig litterær Dannelse. De to ældste var allerede gifte, den yngste, der ogsaa var noget ældre end jeg, var hjemme, og gav Huset Glands med sin glimrende Conversation og ligesaa glimrende Fortepianospil. Hun var ikke smuk, men meget behagelig i Omgang, og er ikke bleven gift. Jeg havde alle meget kjær, særdeles den brave Moder, der saa venligt tog sig af mig.

Der var ikke Spor af fornem Fjernhed, vi omgikkes med al den Frimodighed, som godt Venskab, der er tryg til alle Sider, medfører, og da aandfulde Damers Selskab altid har behaget mig meget, kunde de Timer, jeg tilbragte i deres Stue, kun været til Glæde, men de var det ikke altid. Mine Lidenskaber gjorde mig ufornuftig, og om jeg end gjorde mig Umage for at bevare et net Væsen, heller ikke just veed, nogensinde at have ført mig upassende op, var min Stemning dog for min egen Fornemmelse jevnlig ikke til at raade med. Selv saa god Omgang var mig en Lænke, jeg sad mest som paa Naale af Længsel efter to Ting, enten at komme vel nedad Trappen forat kaste mig over Bog og Pen, eller at fare hen til min Elskede.

Min Bog var det gamle Testamente, og min Pen den Pensel, hvormed jeg malede den til Døden viede Jeftas Datter. Aldrig har vel nogen stridt med et mere smerteligt Æmne, og min Opgave var fuldkommen ubarmhjærtig at drive Fortvivlelsen til den yderste Hjælpeløshed — Himlen lukt, og paa Jorden en Offerkniv. Var det da dette, der gjorde min Stemning saa trykket? Mindst af alt. Det tragiske har som Livets Høihed altid gjort et opløftende Indtryk paa mig, og Opløftelse, selv om det er Korsdød, der løftes til, havde jeg i mit Livs Korsgang vænnet mig til at føle som noget festligt. At falde ud af den løftede Stemning, var min eneste Plage, og Hverdagens Trivialitet min egentlige Fjende.

Saa kræsen var jeg, at ikke engang det kjedsommelige Slid med min tungnemme Elev var mig det sværeste; det kunde jeg komme igjennem som jævnt Arbeide, man knap behøver at have sine Tanker ved. Men hvad jeg kaldte min pligtmæssige Conversation med Damerne, løb jeg mig fast i. Hvad jeg i Øieblikket havde en virkelig Glæde af, kritiserede jeg i næste Øieblik afveien som dum Tidsspilde, og var i min Forvænthed nærved at ansee som Ulykke.

Sagen var ogsaa, at mit Helbred endnu var meget svagt, jeg led stærkt af min gamle Sygdom, og min Levevis gjorde den ikke bedre. Naar jeg var færdig med Læsetimerne, og det var kun et Par Formiddagstimer, løb jeg mig en Tur, men paa Veien bruste de høie Fantasier i mit Hoved, og naar jeg ør i Hovedet og med rystende Ben kom hjem, satte jeg mig strax til at forme paa de forfærdelige Scener, jeg havde udkastet. Trængte jeg til Hvile, tændte jeg mig hellere en Pibe Tobak, hvad jeg heller ikke havde godt af.

Det var, saavidt jeg mindes, den første Vinter, jeg var i Langes Hus, at de en Formiddag, da de vilde kalde mig op til Frokost, fandt mig besvimet paa Gulvet, og at jeg, medens Bevidstheden stred for at komme igjen, saae et overordentligt grimt, men yderst velvilligt Ansigt virre frem og tilbage for mine Øine. Det var en hæderlig Tante, Overpræsidentens Søster, der stænkede mig med Vand, men det kan ikke nægtes, at hun ogsaa med Ro beseet, lignede en Del efter en skikkelig Grib. Da jeg kjendte min Svaghed og før havde havt det Tilfælde, trøstede jeg den ængstelige Gruppe omkring mig med at tage Sagen fra den komiske Side, og takkede den gode Tante Lotte, fordi hun dog endelig engang holdt sit Hoved ordentlig paa sine Skuldre. Dette gav Anledning til meget dybsindige psychologiske physiologiske Undersøgelser ved Kaffebordet, uden at vi dog kom nærmere til de rette Bestemmelser om Forholdet mellem Sjæl og Legeme.

Mit tragiske Digt fik jeg færdigt til Jul 1856, og skulde da til at tænke paa at gjøre min Elskede delagtig i min Hemmelighed. Lade det trykke, faldt mig ikke ind. Jeg skrev det altsaa af saa pænt som muligt, og fik en Bogbinder, som jeg haabede ikke vilde læse det, til at sætte et Bind om det. Men det hjalp ikke stort paa Modet. Ganske vist pleiede jeg at betro Amalie alle mine Tanker, og hun havde rimeligvis allerede, mig selv uafvidende, faaet saamange ogsaa af de vildeste, at hun kunde tænke sig, jeg kunde finde paa det værste; men jeg haabede dog endnu at kunne gjælde for en anstændig theologisk Candidat. Lagde jeg nu dette for hende, kunde hun see mig med eet omskiftet til et vanvittigt Geni, og hvilket Slag vilde det ikke være for hende? Vinteren gik hen, jeg vendte og dreiede min lille Bog mellem Hænderne, og det blev ikke til andet end det, jeg saa tidt har tænkt ved, hvad jeg har skrevet: der behøver jo intet Menneske at see det, hvad er det saa andet end en Fantasi!

Endelig, da det var hendes Fødselsdag den sjette April, fik jeg Mod til at bringe min Elskede mit første forfærdelige dramatiske Arbeide — »i det gamle Testamentes Stil«. Ak ja, den ulykkelige Stil, hvad har den ikke forvoldt mig! Imidlertid gjorde den mere Lykke, end jeg havde turdet haabe. Hun udfandt ganske rigtigt med sit dybe Sind, hvad jeg for at formilde mine Spøgelser havde sagt i det Tilegnelsesdigt, jeg nødvendigvis maatte lade følge med:

Hun bar Bogen med sig som sin Skat og nød den i Stilhed, til hun blev saa fortrolig med alle dens vilde Fagter, at hun endog kunde finde dem skjønne, snart mere end jeg selv. Saaledes havde jeg da gjort al den Lykke, jeg dengang eftertragtede. I sit Hjærtes Uskyldighed tog hun den endog med til Sølyst, og læste den — man tænke sig — for Fru Heiberg; fik da ogsaa med Fruens fineste Smil den Bemærkning, man kunde vente: »Han skulde hellere skrive noget i en lettere Stil, saadan for Theatret.«

TREDIE KAPITEL. MIN FAMILIE.

Min Moder var i samme Efteraar 1847 flyttet til Roskilde. Der havde hun nu begge sine Børn, Christine og Caspar, og havde Grund nok til at være træt af Kjøbenhavn, da hun, siden hun især for min Skyld drog dertil, havde ført et besværligt og uroligt Liv. Hun havde maattet støtte sine knappe Kaar ved at fylde sit Hus med Pensionærer, og hvorvel hun forsaavidt var heldig, som det var Familiens Børn, var det dog en mærkværdig Samling, hun havde at trækkes med.

Der var Johannes Tauber, den nu noksom bekjendte Demokrat og Rigsdagsmand. Han var den Tid theologisk Student, og jeg, som skulde sætte ham ind i de Mysterier, han havde en naturlig Sky for, har ved mit høitstigende Foredrag af Martensens Dogmatik vist bidraget min Del til at skræmme ham derfra. Han havde ondt ved at holde sit grinevorne Ansigt til Alvor, og naar Theologien tav, skyndte han sig at nyde sine i hans Øine over al Maade komiske Husfæller.

Disse vare de to Søskene Ilia og Otto Fibiger. Filologen Otto var i sin selvlavede Flegma vittig og skarp nok, men naar han i sin temmelig opskruede Pessimisme, som han af lignende Grunde havde tilfælles med sin afdøde Broder Adolf, men hos ham saae helt anderledes ud, gik tilveirs i en barsk Skildring af Livets modbydelige Jammer, var Johannes færdig at revne af Latter. Man kunde da ogsaa fristes dertil, naar man maatte høre en lang vranten Udvikling af, at naar man havde glemt, om man havde kommet Sukker i sin Kaffe, havde man en dobbelt Ulykke over sig, enten maatte man smage paa Kaffe uden Sukker eller paa noget med dobbelt Portion Sukker i, begge Dele nok til at tage Livet af sig. Forøvrigt lignede han Ilia meget, var udmærket begavet, og som hun havde han ganske forskjellige Sider. Trods hans forfløine Meninger var han et elskværdigt Menneske.

Ilia var ikke fri for paa lignende Maade at lave sit Væsen og med Behag at bære dette til Skue. Men det var hendes »uendelige Mangel paa alt det, de kalde praktisk«, hun mest agerede med. »Naar nogen blot vilde lægge i hendes Kakkelovn, skulde hun nok selv besørge det Arbeide at sidde hele Dagen med Hænderne i Skjødet og stirre ind i Ilden. Hvad skulde hun ellers, hun kunde jo ikke læse andet end Dansk, og det havde hun læst altsammen. Naar nogen vilde hjælpe hende med det, de kalde Abc, vilde hun dog prøve paa, om hun kunde finde et Ord i et fransk Lexicon.«

Paa Bunden af det pudsige Væsen, hvormed hun holdt os andre hen, laa der en sørgelig Tragedie. Hun var nedsunken i sit Tungsind, men talte man muntert til hende, dukkede hun let som en Fugl op deraf, og hendes hurtige Tale kunde da svirre som Lærkevinger med de raske Bemærkninger, hun ikke mente stort med. Kom hun en sjelden Gang i Selskab, som vel kun var hos Familien, viste hun sig som den fine aandfulde Dame, hun i Virkeligheden var og som lyste ud af hendes distingverede Skikkelse. Saaledes saae Amalie hende og beundrede hende.

Efterat det bevægede og i en underlig Knude af religiøst, æsthetisk og lidenskabeligt Væv sammenviklede Liv, som vi havde ført indtil 1841 i hendes Moders Hus, var endt med Elskeren Lunddahls Forlovelse, Skriftefaderen Emil Mynsters Død og min Sygdom og fleraarige Fraværelse, var hendes Moder mer og mer sunket sammen under sine Sorger og tæredes hen. Hendes ældste Søns sørgelige Skjebne, de Fortvivlelsens Aander, der sledes om ham paa hans Sygeleie og tog ham med i Døden, Sammenstyrtningen af alle de glimrende Forhaabninger, der havde fulgt hans raske Spor, kunde Moderen ikke bære, og de pinlige Tanker om Forholdet til den fraskilte Mand, som skulde, men daarligt kunde, underholde hende og Børnene, var vel istand til at gjøre Ende paa stærkere Kræfter end dem, hendes svage Væsen kunde byde over. Ilia var hendes Støtte og var i Sandhed Manden i Huset, de andre Døttre vare ikke til stort, og Sønnerne havde nok i at vare sig selv.

Under disse Forhold kom tilsyne, hvad der boede i min mærkelige Cousine, og enhver maatte indrømme, at det var sandt, hvad hun altid gjorde Fordring paa, at være ene i sit Slags — en ren Undtagelse, som hun selv ikke vidste Reglen for, kaldte hun det. Hun besad en Styrke, som intet i Verden kunde bøie, heller ikke de Sorger, hendes Liv var saa rigt paa. Medens hun pleiede sin Moder Dag og Nat, og ved enhver Leilighed førte Kampen for hende overfor Faderen, havde hun dog nok af Munterhed til ikke at behøve at vise sig som den nedkuede. Hun havde sig selv saameget i sin Magt, at hun øieblikkelig kunde kaste sig ind i enhver Slags Stemning, ogsaa den lattermilde og vittig converserende lige indtil Kaadhed. Kun kunde hun vanskeligst holde Maade og have et Væsen som de andre, dertil var hun for opreven.

Ved Siden af den Kampstilling til Værn for den Ret, hun mente at have, og i alt Fald efter sin Natur ogsaa havde, gjemte hun paa et Dyb af Kjærlighed, selvforglemmende, opoffrende og fuldbevidst om, at det ikke var formeget at sætte Livet til derfor, som gjorde, at man altid maatte beundre hende, helst elske hende. Det var den skjønne Side af hendes Væsen, og blev siden hendes Storhed, Kilden til det Værk, som har sat hende et varigt Minde. Men den Tid flød dette Hjærteliv endnu i Familiekjærlighedens snævrere Kanal, og det er et Spørgsmaal, om det nogensinde i Virkeligheden kom synderlig udover den.

Det havde ogsaa sin Tragedie. Hun bar paa den altid lige stærke Lidenskab for den Mand, der havde forsmaaet hendes Ungdoms Kjærlighed, hun bar paa den til sit sidste Suk, og jeg troer, at dette Saar smertede hende endnu mere end alle Familiesorgerne. Det var i alt Fald det og ikke Forældrenes Forhold, der som en strid, ofte uhyggelig og altid ligesom af Hjærteblod rødnet Understrøm, gik gjennem den poetiske Production, der i disse Aaringer begyndte at dynge sig op under hendes Hænder. Thi hun sad ikke med Hænderne i Skjødet i de grublende Nætter, og det var en anden Ild end Ovnens, hun stirrede ind i.

Hendes ulykkelige Moder havde endt sine Lidelser i Foraaret 1844, og det staaer endnu tydeligt for mig den Morgen, jeg efter Dødsbudskabet kom til dem. Det var paa Frederiksberg i en lav Stueetage og et skummelt Veir. Saa at see Ilia klædt i rent Hvidt som en Dødens Engel sidde ved Sengen, og paa den udstrakt en Skikkelse mere lig en Benrad end en nylig Hensovet, og sidde uden Taarer i den vanlige grublende Stilling med Hænderne i Skjødet; og saa fare op med sin hurtig henkastede Tale at optælle alle de praktiske Vanskeligheder, som hun var nødt til at overlade til mig, for hun selv kunde intet, det var saa eiendommeligt, at ogsaa jeg glemte Sorgen for at betragte min mærkelige Veninde.

Hun drog til Randers til sin Broder Axel, der stod ved Dragonregimentet der, men blev der ikke længe; hun kunde i det Hele vanskeligt finde sig i at leve i en Familie. Hun prøvede paa at føre sin egen Husholdning i Kjøbenhavn med sin yngste Søster Mathilde hos sig og søgte at faae en lille Skole i Gang for at hjælpe sig, men heller ikke det gik. Om hun ogsaa gjorde andre Forsøg, husker jeg ikke, men da jeg forlod min Moders Hus i November 1846, flyttede hun hen til hende tilligemed Broderen Otto. Der syntes hun at befinde sig bedre. Jeg troer, det behagede hende, at da Moder var saa forskjellig fra hende, at de ligesom tilhørte to forskjellige Verdensdele, behøvede hun ikke at dele sit indre Liv med hende, og da Moder gjerne vilde opmuntre hende, kunde hun frit vende sin burleske Side frem, og gjemme, hvad der var bagved, hvilket var hendes Lidenskab.

Ogsaa dette varede dog kun et Aar. Broder Caspar var efter sin Hjemkomst fra Kønigsberg, bleven ansat som Adjunct i Roskilde, og hjemførte i Foraaret 1847 sin Brud, en Mecklenburgerinde, som han havde boet hos, da hun som Enke sad i Berlin og leiede nogle Værelser ud.

Til samme Tid var Svoger Søren Thrige fra Slagelse bleven forflyttet til Roskilde, og som Overlærer dragen ind i sine Forældres gamle Hjem, den øverste Etage i Rectorboligen, hvor han boede allerede som Adjunct, da han blev gift med min Søster. Da Moder saaledes havde to Børn i Roskilde, og tillige endelig ogsaa havde mig fra Haanden, kunde hun ikke modstaae Fristelsen til atter at søge til sin gamle By. Efter alt, hvad hun havde arbeidet og stridt for, fandt hun ogsaa her en rolig Havn i en lille Leilighed, hvor hun levede alene med sin Tjenestepige.

Ilia blev da igjen hjemløs. Hos sin Fader var det hende umuligt at være, hun tog da en Huslærerindeplads paa Morsø, og levede der til Krigen kom.

Hendes Søstre havde dog faaet sig et Hjem, men daarligt nok var det. Efter deres Moders Død mente deres Fader igjen at kunne samle sine Børn om sig, og hans Hjærte trængte upaatvivlelig dertil, da han virkelig var en meget kjærlig Fader. Desværre havde han ogsaa sine daarlige Sider, og de vare blevne værre under Skilsmissen. Kjed som han var af sin aandløse Sessionstjeneste tog han sin Afsked og kom til Kjøbenhavn; og med en Pessimists Syn paa Ægteskabet gav han sig for at forbedre sine fortvivlede Pengesager til at søge sig en anden Hustru, som kunde bringe ham Formue, og med Tillid til, hvad en Verdensmand formaaede, mente han, at dette i en Alder af 52 Aar endnu kunde lade sig gjøre. Han var saa uheldig som muligt. Han giftede sig med en ældre Dame, som eiede mindre end han havde troet, var grim og dum, og hvis ulidelige Luner efterhaanden udartede til Sindssyge, dog kun periodevis. Hun plagede ham i den Grad, at han fik at føle, at Ægtestanden var værre end Skilsmissen. For i det mindste at have Ro om Natten for hendes evindelige Vrøvl og Plagerier, begyndte han at tage Sovedrik af altfor stærke Varer, hvorover hun paa sin Side beklagede sig overfor mig. Maaskee overdrev hun, drikfældig blev han ialtfald ikke, skjønt det syntes mig, at hans Udseende tog af. Naar jeg saae til ham, var han endnu altid den livfulde og aandsoverlegne Mand.

Det var det Hjem, han skaffede sine Pigebørn, Sønnerne var Studenter. Stedmoderen kunde ikke fordrage dem, de da heller ikke hende. I sin Sindssyge drev hun det til at klappe deres Klæder og lagde Ild i deres Kammer, og da det begyndte at brænde og Politiet kom, beskyldte hun dem for at have sat Ild paa Huset. De maatte da snarest muligt see at komme bort og finde sig en Plads som tjenende Kvinder. Mathilde kom til Lolland i Nærheden af sin Farbroder, hvor hun efter nogle Aar begyndte at lade høre fra sig som Forfatterinde.

Naar jeg siger, Moder havde faaet sine Børn i Havn, var dog Christian tilbage, og ham var hun i disse Aaringer meget bekymret for. Som Candidat paa almindeligt Hospital levede han det sædvanlige lystige Liv med sine Kammerader, og dette kan, seet fra Hjemmet, see raat nok ud. Medens han derefter et Aars Tid gjorde Tjeneste ved Bistrup Hospital, blev han under Betragtningen af baade Sindssyges og ikke Sindssyges Extravagancer paa den anden Side tungsindig, og det trykkede ham end mere, at han bar paa en ulykkelig Kjærlighed til Tante Møllers Adoptivdatter, som vi betragtede som vor Cousine.

Han tog imod et Tilbud at reise udenlands som Læge og Bevogter af en sindssyg Mand. Han fik Leilighed til at besøge de berømteste Lægeanstalter i Tydskland og Frankrig, og som han var flittig og fuldt optagen af sin Videnskab, var det store Ting for ham. Men trods alt, hvad der kunde tiltale hans svage Lune eller hans videnskabelige Trang, havde han et yderst besværligt Hverv, og kom temmelig mismodig hjem i Efteraaret 1847. Det er jo som bekjendt ikke saa ganske let at vende tilbage fra de rigere Lande til sin tarvelige Hjemstavn, og for ham gjorde Omstændighederne det endnu tungere. Hans Elskede havde vendt sit Sind andetsteds hen, han var uden Erhverv og i alle Maader fortrykt af en Overgangstid Mørke.

I den Vinter strømmede da Moders Breve over af det sædvanlige Emne, at jeg maatte gjøre noget forat styrke den kjære Broder. Jeg var villig nok, men jeg seilede selv paa høi Sø, og havde idetmindste aandeligt ingen Tid til at see mig om. Jeg gjorde da, hvad der laa mig lige for, jeg førte ham til min Amalies Hus, og jeg troer, det for det første var ham en ganske god Trøst. Saa kom Krigen, og hans som alt Folkets Skjebne tog en anden Gjænge.

FJERDE KAPITEL. KRIGSTIDEN.

Saa kom Krigen. Vistnok var den længe nok forberedt; de politiske Forviklinger var kommen saadan i Haardknude, at de tilsidst maatte løses paa Alexanders Maade, men ligefuldt kom den som et Tordenveir, ingen havde seet trække op. Da jeg sidst i Februar en Morgen mødte min Farbroder Adolf i Vimmelskaftet, og jeg standsede ham med de Ord: »Har du hørt, at Louis Philippe er jaget ud af Frankrig?« foer han forfærdet tilbage og vilde ikke tro mig. Han var dog en dreven Politiker og kyndigere i de Forhold end jeg.

Hele Striden med Tydskerne havde ikke gjort et saa stærkt Indtryk paa mig som paa det rette nationale Parti. Jeg bevægede mig jo vel i dets Midte, navnlig i den Høyenske Kreds, men at »al vor Fortræd er tydsk«, troede jeg ikke paa. Det var, som hele den hundredaarige Periode, hvoraf vi havde for en stor Del levet af Tydskland, hvor vore Digtere havde skrevet paa Tydsk, vore Videnskabsmænd været tydske Filosofer, og vore ypperste Statsmænd været tydsktalende var glemt og skulde fornægtes. Det oprørte min Retfærdighedsfølelse.

Det gik mig ligesaa med Frihedsbevægelsen. Jeg var mere betragtende Kritiker end Enthusiast.

Allerede 1839, da Orla Lehmann og Karl Ploug vilde formaae Studenterne til at gaae til Kongen med en Frihedsadresse, stemte jeg imod og holdt mig til det større Parti, der samlede sig om Madvig og Peder Kierkegaard. Ikke fordi jeg savnede Hjærte for Friheden, jeg er meget mere en født Frihedsmand og kan ikke aande i anden Luft. Men da jeg tillige indsaa, at dertil hører, at man gjennemgaaende maa være retfærdige Folk, der ville leve velvilligt og christeligt med hinanden og lade Modstandere deres Frihed, og dette ikke er at opnaae, mente jeg, at praktisk taget, burde man finde sig i Forholdene og holde tilbage med alt revolutionært Skrig. Naar Høyen raabte: »Alle Cancelliherrerne paa Løgtepælene langs ad Slotspladsen,« for paa den Høide kunde han komme, oprørte det mig ikke blot som hjærteløs, men som tom Tale, da han mindst af alt var Manden til at indfrie sit Ord ved Handling. Alt dette smagte saa forskrækkeligt af lært fransk Væsen.

Den 20. Januar døde Christian den ottende, og har nogensinde Kongedømmet viist sig i en lurvet Skikkelse, saa var det, da hans Ligvogn humpede ud af Byen. Det gamle Stillads skumplede saa uhøvisk afsted og Følget tog sig saa daarligt ud og Stemningen var saa uvillig og raa, at man kunde faae ondt af at være Vidne dertil. Jeg stod i Vimmelskaftet og saae det. Det var hos Oberst Stenstrups, som hverken var af de Liberale eller Nationale, men som en militær Familie henviist til at være Royalister, og jeg kan indestaae for Stemningen. Der var ingen der gad tage sin Hat af for den døde Konge, Folket var mere oplagt til at pibe i Fingrene. Og det ikke fordi Kjøbenhavns Borgerskab var særdeles frisindet, det er ikke Laugsfolkets Væsen, men fordi alle havde som en Fornemmelse af, at det var et raadent Lig, der laa i Vognen. Visselig var Dommen baade uretfærdig og hjærteløs, men den var der, selv i Samfundets fineste Lag. Saavidt var det kommet med Enevoldskongen.

Af den mystisk-politiske Treenighed: Gud, Kongen og Fædrelandet, var Kongen foreløbig borte. At Christian den ottende var død og Frederik den syvende levede var foreløbig ingen Trøst, man ventede sig endnu mindre af ham, kun en forvirret Misstemning saae Fremtiden an. Kong Christian fortjente det ikke personlig, han var dog baade en Fædrelandsven og en Kirkemand, og man var ikke uvidende derom, hvad man saa end forøvrigt vidste om hans Synder.

Han havde seet i Naade til Grundtvigianismen, og hjulpet den til at faae Ordet, og den brugte det. Dens Maade at besynge Fædrelandet paa blev den nye Tids Løsen. Alle Talere og Digtere, ligegyldigt om de hørte derhen eller ikke, stemmede i med. Disse Toner: Danmark er Vorherres Øiesten, Dannerfolket er Hjærtefolket, og dets Modstandere er Thurser og Trolde; enten vi forstaae os paa Politik eller ikke, det veed vi, at vort Folks Sag er Guds egen Sag, de stødte i den Grad baade min Smag og min Retsfølelse, at jeg ikke kunde give Kielerne ganske Uret deri, naar de yndede at fremhæve Forfængeligheden som de Danskes Hovedegenskab. At vi fra begge Sider kjæmpede for en og samme Ting, for Frihed og Nationalitet, mens Kampen stod om, hvor den nationale Grændse laa, ved Eideren eller Kongeaaen, var utvivlsomt; og at hver fra sin Side og fra sit Synspunkt forsvarede sit Omraade baade Land og aandelige Eiendele saa godt man formaaede, var mig, politisk taget, en ligefrem Sag, men Skryderiet var mig ogsaa fra begge Sider lige ubehageligt.

At denne Stemning, som under min Virksomhed i Slesvig skulde blive mig endnu tydeligere, allerede dengang var mig bevidst nok, har jeg tilfældigvis endnu et bestemt Vidnesbyrd om.

Jeg behøver ikke at minde om, hvorledes den dristige Reisning af Oprørsfanen virkede som et Stød i Kjøbenhavn og alt Landet. Fulde af Forventning og høi Stemning strømmede vi alle sammen til de Møder, de politiske Førere gjorde Opraab til, og der var Nyt at høre. Ikke just Politik, den ansaae jeg ikke for særdeles ny, hverken hvad Frihedens eller den slesvigholstenske Sag angaaer, men Krigen, det var virkelig Nyt. Da jeg paa det store Casino-Møde den 20. Marts efter forskjellige andre Taler, hørte Tscherning gaae den Sag, som endnu ingen havde turdet nævne, lige paa Livet, og med mægtig Røst udraabe: »Fordre de Slesvig, saa svare vi med Krig!« negter jeg ikke, at der gik en Gysen igjennem mig. Jeg saae øieblikkelig hele den forfærdelige Udsigt, og jeg er nu eengang ingen Ynder af Krig.

Den følgende Dag saae jeg fra mit Vindue Gammeltorv efterhaanden fyldes saa tæt, at fra den ene Mur til den anden stod Hoved ved Hoved. Jeg foer ned at føie mit af den nye Tids Frihedsaand høit løftede Hoved til de andres. Time efter Time ventede vi rolig og taalmodig. Man sagde os, at inde paa Raadhuset stred Borgerrepræsentanterne med Magistraten, som ikke vilde indlade sig paa at være med til den Beslutning at gaae til Kongen og bede ham om et Systemskifte, som Aftalen havde været paa Mødet Aftenen før. Da hørtes ovre fra en Gruppe nærmest Raadhuset Sang løfte sig — »Danmark deiligst Vang og Vænge,« og hele den vrimlende Folkemængde istemte den gamle høitidsfulde Tone. Som et svulmende roligt rullende Hav, ikke som en Oprørssang, snarere som en Psalme i den fyldte Kirke, gik den henover Hovedstadens minderige Torv. Det var engang at fornemme hvad en Folkesang har at sige, aldrig har det været bedre forstaaet. Det var vel ikke blot mig alene, Taarerne løb ned ad Kinderne paa.

Endelig kom saa Folkets Førere tilsyne under Raadhusets Colonnade, og det overraskende saaes, Overpræsidenten gik virkelig i Spidsen. Han var bleven overmandet af Borgerrepræsentanternes og Casinomødernes Formand L. N. Hvidt, som kort og godt havde sagt ham: Gaaer De ikke med, saa gaaer vi alene. Ved Synet af min store Præsident med det hvide Ordensbaand over sit brede Bryst som Anfører for hele det liberale Væsen, det han fra Cancelliets Pallads i en Menneskealder havde foragteligt holdt nede, maatte jeg lee ved mig selv, jeg kjendte jo Manden saa vel, og jeg fik endnu mer at more mig over. Saasnart han kom hjem efter den vældige Bedrift, strøg han al den Ære, han havde indhøstet for den, af sig ligesaa rask som han kastede Generalskjolen, og gik lige over til A. S. Ørsted, som boede skraas overfor os, forat undskylde, hvad han havde vovet paa. »Som de beklagelige Forhold nu engang ere, kunde jeg efter min bedste Overbevisning ikke gjøre andet.« — »Ja ja, kjære Ven, jeg forstaaer det,« svarede Ørsted, og klappede ham paa Skuldren. Jeg fik det altsammen frisk ved Middagsbordet, da han forklarede sin bekymrede Familie de beklagelige Forhold og sin vanskelige Stilling, og den blev beroliget ved at høre, at den Minister, han havde været med til at styrte, ikke tog sig det mere nær. Ørsted forstod ham saa godt, og vidste vistnok bedre end han, at den gode Lange ikke var den eneste, der tabte Hovedet. Men har vel ogsaa tænkt, det gjør jeg da idetmindste ikke.

Imidlertid sluttede vi alle til, Arm i Arm, sex Mand høi, i den lange Colonne, som endnu ikke havde tømt Torvet, da Spidsen naaede Slottet: Jeg gik med Høyen, som nu var saa glad, at han ganske glemte at faae Cancelliherrerne paa Lygtepælene. Vi vare naaede til Høibroplads, da det med Jubel lød hen over Mængden: Kongen har afskediget Ministeriet! Vi saae som blændede paa hinanden: kan en Statsomvæltning gaae saaledes til? Jo, det kunde den. Ikke saameget som en opplantet Kanon eller en svingende Garderhest. Lad saa hele Europa ryste paa Hovedet og tvivle. Ene hos os kunde den det.

Saa gik vi alle glade hjem og gned os i Hænderne og priste vor Konge. Nu var han Folkets Afgud og levede siden deraf. Man kan ikke undre sig derover. Lad ham saa i et lystigt Lag have sagt: »En Constitution, de kan faae ti for een, om de vil,« saa kunde han dog i betydningsfulde Øieblikke ogsaa være Konge og var da en høist tiltalende Konge. Det er saadanne Øieblikke, der mindes og blive historiske. Selv har jeg kun eengang været Vidne dertil. Det var da han tog imod et skandinavisk Studentertog paa Fredensborg og beværtede os fint i Haven. Da vi drog gjennem Slottets Kuppelsal, sad han oppe paa Galleriet i daglig Dragt med en Fez paa Hovedet, og holdt en Tale til os saa værdig, hjærtelig og gjæstfri patriarchalsk, at han henrev Broderfolkenes Studenter og Videnskabsmænd. Jeg gik med Welhaven og Munch, de var enige om, at ingen kunde have gjort det bedre.

Det var en Tid, da hver Dag havde historisk Betydning. Næste Dag, 22. Marts, ankom den slesvigske Deputation i den underlige Hensigt at faae Kongens Sanction paa en Stat, som de havde taget fra ham og allerede var ifærd med at forsvare med Vaabenmagt. Slotspladsen og Høibroplads var igjen saa tætpakket med Mennesker som vel muligt, da de kjørte op til Slottet forat stedes for Kongen, og saa forbittret man end var paa dem, insulterede blev de dog ikke. De fik endog en begeistret Hilsen fra en, der stod ved min Side. Det var vor Ven fra det Stenstrupske Hus, Harald Neergaard[11]. Han pegede med udrakt Arm paa dem og raabte: See paa dem, det er dog engang Mænd! Folk gloede arrigt paa ham, men gjorde ham dog intet. Saa kom Monrad, som nu var Minister, med ilsomme Skridt trængende sig gjennem Mængden for at naae til Slottet og bivaane Tydskernes Audiens. Han havde en temmelig daarlig Overfrakke paa, og havde ikke faaet den børstet, den var fuld af Dun og Haar. Heller ikke han blev hilset. Folket var vel paa Høiden, men havde ingen Øvelse i at give det tilkjende.

Naar de fem slesvigholstenske Herrer ansaae det for en stor Bedrift at vove sig ind mellem det kjøbenhavnske Folk og heller ikke følte sig sikker i Hotellet, saa man maatte føre dem til Alfred Hages Hus, og give dem Vagt af Studentercorpset, laa Faren vistnok for største Delen i deres egen Indbildning. Hvad vildt Folkeopløb vilde sige, maa de have kjendt bedre fra deres eget Hjem end fra vort. Skræmmede vare de i alt Fald; det var alle, der kom fra Revolutionslandet.

Den ypperste af de Fordrevne var Regjeringspræsidenten Scheele. Han var en Ven af min Overpræsident, og søgte til hans Hus, da han kom til Kjøbenhavn. Naar jeg kom ned om Aftenen, sad han hyppig i Dagligstuen. Det havde da sin store Interesse for mig at lytte til hans Fortællinger om Scenerne derovrefra. Hvorledes han havde maattet løbe ud af Byen Slesvig, havde faaet fat i en Vogn udenfor Byen, og havde hele Veien siddet med spændte Pistoler, beredt til at sælge sit Liv saa dyrt som muligt; var i Flensborg kommen i Selskab med en Flok Dragonofficerer, der førte Regimentets Fane med sig, men ikke en Mand af Regimentet; og hvor forsigtig han havde maattet snige sig gjennem de slesvigske Byer, og hvor han priste sig ikke mindre lykkelig, for han ikke var bleven kjendt i de danske, alt med mange charakteristiske Omstændigheder. Naar der saa, mens han fortalte, hørtes nogen Larm paa Gaden, en Hob drog syngende forbi, et Hurra hørtes fra en Kjelder eller sligt, Byen var jo yderst livlig i alle de Aftener, foer han sammen og saae sig vildt om, med et Blik som om han greb til Pistolerne.

Jeg smilte ad det ved det fredelige Thebord, men hos ham var det at undskylde. Han havde seet det rasende Folk, og mens han løb, havde de strakt en anden fin Embedsmand til Jorden med et Hug af en Spade.

Scheele gik ydermere i den Tid aldrig ud uden at bære et tyk Stok, hvis Greb var en skarp Øxe. Han var vist ogsaa Manden for i fornødent Fald at bruge den. Men som han tog feil i at mene, at det fornødne Fald kunde indtræde i Kjøbenhavn, saa havde han ogsaa ondt med at faae sig sikkret for den Fare at kjendes paa Sproget. Han talte altid meget forsigtig Dansk, daarligt nok, men saa godt han kunde. Men det gik ikke i den Langeske Familie, de svarede ham stadig væk paa det fineste Tydsk, indtil han overvældet af de mange tydske Stemmer endelig som i Distraction selv faldt over i sit Modersmaal. Han var en klog Karl, og blev siden som bekjendt Frederik den syvendes Mand.

Ogsaa Anders Sandøe Ørsted kom i den Tid en Del til Langes, og det var morsomt at høre, hvilke forfærdelige Vittigheder han og hans Ven Kollerup Rosenvinge kunde ryste af sig over det liberale Parti. De Herrer talte om Martsministrene, at sige de demokratiske, ganske i samme Tone som Royalister nu tale om Berg og andre Venstreførere, og lo dertil saa de rystede.

Imidlertid begyndte Krigsbuldret, og alle vi Yngre, en Del Ældre med, samledes hver Morgen paa Rosenborg Plads, for det første for at exercere paa Livet. Det var herlige Dage, man aandede bogstavelig en bedre Luft end man var vant til. Skjønnere Foraar mindes jeg ikke at have seet, det skulde da være 1834, da jeg holdt mit Indtog i Sjælland. Det var som Naturen holdt Glædesfest for den unge Frihedsaand. Det meste af April var det varm og sommerklar Luft, og Træerne strakte deres udfoldede Knupper med Længsel ud efter den. Kommandoordene skraldede, Vaabengrebene raslede, men under alt det kunde jeg ikke lade være at fryde mit Øie med Slottets varme Glød mod den blaa Luft, og de kaglende Alliker og de klare, brede Skygger, som Kastanietræernes Rækker lod falde hen over den bajonetglimtende Vaabenplads.

Jeg var, naar jeg selv skal sige det, rask til Vaabenhaandværket. Jeg var heller ikke ukjendt med det. I mine første Studenteraar havde jeg været et saa fremragende Medlem af Studentercorpset, og min sorte hvidkantede Uniformskjole med det røde Bryst, de hvide Buxer og den colossale Chacot havde klædt mig saa net, at jeg endog var bleven valgt til Underofficier, og havde min store Møie med at slippe fra denne kjedsommelige Værdighed. Vor største Ærgjerrighed var Bajonetfægtningen. Ved den mente vi utvivlsomt at sikkre os Seiren, da Underofficiererne fortalte os, at den Kunst forstod Tydskerne aldeles ikke.

En Morgen kom Vermehren løbende og raabte: Nu skal I høre en splinterny Vise, og han som var en god Sanger og en Virtuos i alskens Udtale, foredrog paa bredt sjællandsk Bondemaal den tappre Landsoldat. Det gjorde nu umaadelig Virkning. Aldrig har den epochegjørende Sang behaget mig saameget som i den Stil, hvori jeg saaledes førstegang hørte den. Hvoraf blev Følgen, at jeg med sædvanligt Paradoxmageri ved Langes Frokostbord opstillede den Sætning, at vor nye Krigssang langt overgik Marseillaisen.

Vaabenøvelserne, der ogsaa udstrakte sig til Marsher til Dyrehaven og fingerede Træfninger, havde Charakteren af ungdommelig Leg, men Meningen var dyb Alvor nok. Fra Dag til Dag kom der Anmodninger til Corpset, om nogen vilde melde sig til frivilligt at afgaae til Hæren, og hver Gang traadte en Flok rask frem, flere end der forlangtes. Vilde da ogsaa jeg møde paa den blodige Valplads? Ja til Tider. Jeg var høirøstet nok med, da vor 1100 Mand stærke Bataillon omringede vor Chef, Oberst la Cour, og forlangte, at han skulde føre os samlede over til Hæren.

Men virkelig Krig var mig nu eengang en svær Sag. Jeg kunde ikke tænke mig at skulle sætte min Kugle eller min Bajonet i et levende Menneskes Bryst, saameget mere som en Tydsker efter mine Anskuelser ikke i den Grad var en Forbryder som efter andres. Jeg slog derfor mine Tvivl ned med at lægge Afgjørelsen over paa mit Fædreland. Kaldte det mig, var jeg beredt til at lyde.

Hæren var begyndt at samles, og intet har rørt mig saameget som Synet af den første Udrykning.

Kongen havde om Eftermiddagen den 29. Marts paa Exercerpladsen taget Afsked med de kjøbenhavnske Batailloner. Næste Morgen tidlig, da jeg endnu laa i Sengen hørte jeg klingende Spil og Hurraraab. Jeg foer op og til Vinduet, og saae Torvet tæt fyldt med Mennesker, og som en blinkende Aa af i Takt rokkende Bajonetter med de røde Compagnifaner over dem trække sig gjennem Mængden fra Nørregade skraas over Torvet og forsvinde i Frederiksberggade. Da fik jeg klarlig for Øie, hvad det vil sige: »Min Pige vilde med.« Paa Siden af Geledderne, ja midt inde i dem havde Bønderpiger, røde Liv, grønne Skjorter, guldstykkes Huer, jo i fuld Uniform, faaet hver sin Ven under Armen, og halede ud med lange Skridt for at holde Tridt, og andre trængte sig frem fra Siderne, ogsaa Mødre, og vinkede hver af sin, og tog fat og rakte Smaating, som Karlene stak til sig, alt mens det rungende Hurra lød over Pladsen. Det Syn i den milde Morgensol er ikke til at glemme, og det underligt vemodige at see denne svinde i den mørkskyggede Gade, og at vide, hvor de drog hen. Taarerne løb mig ned over Kinderne, mens jeg klædte mig paa og løb ud til Jærnbanen for endnu at være Vidne til: »Der kan du se, min Ven!« Jo, jeg havde nok Ret, Sangen er mere greben ud, idetmindste af vort Folkeliv, end Marseillaisen.

Hver Dag havde jeg Breve fra Moder, som beskrev de samme Scener i Roskilde. »Her er en uhyre Tummel i Byen i disse Dage. Bestandig strømmer der Tropper til baade med Jærnbanen og til Fods og til Hest. Vi høre ikke andet end Musik, Sange og Hurraraab hele Dagen. Byens Folk trakterer Tropperne ved Jærnbanen, og holder Taler og følger dem med Dannebrogsfaner ud af Byen. I Morgen kommer her ligesaa mange. Casper sværmer for at faae en Kuglebøsse og lære at skyde, men vi er bange for at han skal falde baglæns, naar den gaaer af.«

Roskilde var dengang Endepunktet for Jærnbanen fra Kjøbenhavn. Og hvad Dannebrogsfanen angaaer kan gjøres den historiske Bemærkning, at fra de Dage skrev sig den Skik, at den kom i privat Brug, hver Mand vilde have sin. Roskilde var ogsaa en i høieste Maade patriotisk By. Der drog en hel Flok af dens Ungersvende med i Krigen som Frivillige. Deriblandt Blochs to Sønner, hvad der da alene var nok til at sætte Familiens Stemning i den stærkeste Bølgegang.

Broder Christian drog ud med de første som Læge ved tiende Bataillon; og jeg havde da som sædvanligt efter Moders Ordre travlt med at faae ham ekviperet. Han var ogsaa en Timestid hos Moder, og hun fulgte ham ud gjennem de lange Gader for først at tage Afsked med ham ude paa Ringstedveien. Gamle Moder var ogsaa en Illustration til: Min Pige vilde med.

En bittrere Sorg ramte de Familier, hvis Medlemmer stode mod hinanden i hver sin Leir. Efter det nære Forhold, hvori de tydske Landsdele havde staaet til de danske var dette temmelig almindeligt og gik i Særdeleshed ud over Kvinderne. Den mest bekjendte af de Familier der maatte friste den Sorg var Danneskjolds. Ogsaa i vor nærmeste Kreds oplevede vi en Del af den Slags. Margrete Thrige var gift med den holstenske Præst Steffensen, og hendes Halvsøster Sofie Paulsen forlovet med min kielske Ven Nitzch, endnu en anden Roskilde Veninde, Elna Hansen med sin tydske Ingeniør Nørmchen. Og Amalies to Cousiner Frederikke og Edle Stenstrup havde hver sin hidsige Slesvigholstener, Jes Tygesen og Harald Neergaard. De ulykkelige Elskerinder maatte tie med deres Sorger, men da de paa begge Sider var trofaste Mennesker, lagde det sig efterhaanden tilrette i lykkelige Ægteskaber. Det var i disse Aar mærkeligt at see, hvad en saadan sextenaarig Pige som Edle Stenstrup kunde vise for en utrolig Styrke og Selvbeherskelse i saadanne Hjærtesager. I et af sine Breve taler Moder rørt om Amtmand Johansen fra Haderslev, som hun saae i Roskilde. Han havde to Sønner mellem Fjenderne, og to Døttre gifte med fordrevne Embedsmænd, men netop derfor havde ingen Medlidenhed med den gamle nedbøiede Mand uden Moder, efter hvem jeg har det.

Som alle andre var ogsaa jeg stærkt beskjæftiget ikke blot med at følge Begivenhedernes Gang, svært nok, da jeg maatte exercere og manøvrere mine 6 Timer om Dagen, til liden Baade for min Elev, det var nu saa Krigens Gang, som alle maatte finde sig i, men ogsaa, hvad der endnu var det sværeste, med at opsamle alle de Efterretninger om de mange Faldne, Saarede og Fangne, som vare at opspore baade i tydske og danske Aviser og bringe dem til de bekymrede Familier baade mundtlig og skriftlig. Det gjaldt især om nøiagtig at gjennemgaae alle Listerne, ogsaa til mine forlovede Veninders Bedste de tydske. Fandtes de Savnede ikke paa dem, var det allerede en Trøst, og for mig selv en Trøst, at der i den Henseende ikke lykkedes saa lidt for mig. Da imidlertid mine Bemærkninger om de Smaating jeg selv oplevede, ikke have megen Interesse og jeg ikke skriver Danmarks Historie, men kun min egen, vender jeg heller tilbage til mine egne Hjærtesager.

Jeg havde levet den lykkeligste Vinter inden Døre med min Elskede. Til Julen havde jeg forsynet hendes Dagligstue med et smukt Bogskab, hvori vi gjemte vore Yndlingsforfattere; ovenover satte jeg det skjønne Dionysos-Hoved, Ariaden kaldet, og paa Kakkelovnen den ungdommelige Herakles Hoved. Saadanne Ting trængte til Forklaring, hvisaarsag der med hver Foræring fulgte et Digt, som vi begge fandt meget fint, og ikke mindre hvad der med eller uden Breve kunde indfinde sig af den Slags.

I Mai var jeg med min Præsidents Familie flyttet til et Landsted, ved Ordrup, hvorfra der er en rig Udsigt over Ordrups Krat og Dyrehaven og de smukke Skovhuse, den puggaardske Familie har opført som Appendix til dens Hovedhjem Skovgaard. I det ene boede min Ven Rudolf Puggaard, i det andet hans Svoger Orla Lehmann. Desuden havde jeg kun en kort Vei til Sølyst og kunde mødes med Amalie paa de vante Steder. Det kunde ogsaa hænde, at Overpræsidenten bragte hende med ud i sin lille Vogn. Paa Ordrupsdal boede H. Chr. Ørsteds Svigersøn Dahlstrøm og paa Ordrupshøi Kollerup Rosenvinge, som begge var Langes daglige Omgang, saa jeg fik nok af reactionær Conversation. Til Amalie klagede jeg, at der ikke faldt anden Politik, end den, hvis Omkvæd var: Danmark har ingen Regjering, og der kan hverdag ventes en Revolution som i Paris.

Sidst i Juni drog Amalie med sine Søstre og Cousiner til Broksø, sex unge Piger i Flok, usigelig lykkelige over igjen at skulle sværme i de Lunde, hvor de havde nydt deres glade Barndomsdage. I Juli fulgte jeg efter, og gjorde nu Bekjendtskab med dette idylliske Sted.

I Slutningen af Juli reiste jeg som sædvanligt med min Elev til Fyen, og kort derefter begav Amalie sig med sine Søskene til Sølyst. Jeg forkjølede mig paa Reisen, og var nogle Dage febersyg, som i det temmelig kolde Veir med daglige Regnskyl gjorde mig nedtrykt og dobbelt lod mig føle Kjedsomheden over den uhyggelige Familie, jeg sad hos paa Kjærup.

Enhver veed, hvorledes Stemningen var i det Aar. Der var ingen Familie, som ikke havde nogen af sine Kjæreste paa Valpladsen, og intet Menneske, der ikke følte at man ikke kunde vide, hvorlænge man beholdt sin fædrene Jord under sig. Man reves om Aviserne, man kom løbende med Skillingsbladene, og var man paa Landet, sendte man ridende Bud til Byen eller anfaldt enhver Vogn. Man græd over vore dog altid besmykkede Nederlag og jublede over vore problematiske Seire. Endelig fandt man af Fortvivlelse over Slesvigs Skjebne Vaabenstilstanden værre end Krig, og derom var der hidsige Partikampe, og vilde Rygter om de Reactionæres Intriger. De gode Roskilde Folk var særdeles oprørte, og Moder søgte altid til mig om de paalideligst mulige Efterretninger.

Naar der da i Juli Maaned var megen Tale om »det Suhrske Komplot,« om at Ussing og David delte Penge ud, at Arbeiderhobe trak Sammen, og Kanoner var opkjørte om Slottet, og Lærerne i Roskilde midt under Examens Travlhed foer ind til Kjøbenhavn for at spørge Nyt; beroligede jeg Moder med en Betragtning over, at Krigen rimeligvis nok vilde bryde ud igjen, da Tydskerne fra deres Synspunkt ikke kunde tage mod de Betingelser, der hidtil var budt dem. Men »naar man kommer løbende med Rygter om Uroligheder, pleier jeg at svare: Aa Sludder! Der er to Omstændigheder, der gjør, at Kanonerne forblive rolige i deres Baas paa Tøihuset, den ene at Onkel Scavenius raader for Kanonerne, og han gjør ikke en Kat fortræd, den anden, at der ikke findes nogen Kat at gjøre Fortræd. Hvad Suhr angaaer, kan jeg svare for, at Fru Heiberg betyder mere i det Hus end revolutionslystne Politikere. Og hvad Arbeiderne angaaer, saa er der vel visse Haandværkslaug, som Snedkere og Vævere, der ere i Nød, og som jævnlig komme til Overpræsidenten og klage sig, men det vedkommer ikke den Sag, det er en gammel Skade, som har sin Grund i Møbelmagaziner og Fabriker, og som de nu, da alle har Medlidenhed med dem der klage sig, benytte Leiligheden til at komme frem med.«

Hvorpaa Moder med sit sædvanlige Humør svarer: Tante Rikke[12] havde lovet os, at hendes Mand skulde bringe et Par Hoveder hjem med, men Caspar havde den Vittighed, at der var ingen andre at faae end »Fædrelandets,« som havde tabt sit, og det var ikke fundet endnu. Hvori jeg var enig med min satiriske Broder.