ANDEN BOG. UNGDOM. (continued 2)

Selvfølgelig en ligefrem Følge af nervøs Overanstrengelse. Jeg levede i en sjælelig Rus, og maatte føle Jammeren, naar Legemet ikke kunde mere, og kunde ikke tage imod den forstandige Forklaring af min Tilstand. Den syntes mig at stride mod Aandens høie Natur, den jeg troede paa. Ene aandelige Midler skulde hjælpe. Jeg vred mig i Bøn, jeg løb til Vennerne, jeg kastede mig over Bøgerne, jeg fortsatte det Natten igjennem, jeg jog Søvnen bort for at famle efter den Aand, som evig maatte være vaagen; og naar den desuagtet faldt i Søvn, løb jeg om paa ensomme Steder som den, der ikke var værdig til at komme mellem Mennesker, saalænge jeg ikke havde Solstraalen at bringe.

Ligefuldt gik Livet sin daglige Gang, dets Skyggeside turde jeg ingen lade mærke, det var min ensomme Sorg. Jeg fortsatte jævnt mine Studier, jeg passede mine Undervisningstimer, jeg deltog i alt hvad der tilbød sig af selskabelig Omgang, og fremfor alt var jeg ivrig for at hjælpe min Moder, som i det Foraar havde mange Bekymringer. Men under alt det levede jeg over Evne og kunde tilsidst ikke bære det. Jeg naaede til Paasken, var i Roskilde under Festen, og fulgtes derefter med Moder og Søster til Kjøbenhavn.

Da skete det, som vi en Dag var samlet hos hendes yngste Broder Henrik Tauber paa Frederiksberg, at der om Eftermiddagen forefaldt en Scene mellem mig og Moder. Vor Samtale var bleven til en Strid. Hvoraf det nærmest foranledigedes, husker jeg ikke, men vort sædvanlige Mellemværende laa nær nok. Hun havde formanet mig til at føre et fornuftigt Liv, og jeg havde fortvivlet som jeg var, værget mig med mine sædvanlige Vaaben, med at paakalde Aandens Drift og at ophøie mine i hendes Øine farlige Venner.

Det endte med, at jeg kom i en Sjælstilstand, jeg ikke kunde bære. Jeg gik ud, det var i Skumringen, en mørk sludfuld April Aften, alle Mørkets Magter faldt over mig, og jeg var tilmode, som om Erinyerne var efter mig, for jeg havde været ond mod min Moder. Jeg famlede omkring paa de nærmeste Veie. Der laa dengang i Hjørnet mellem Smallegaden og Falkoneralleen nogle gamle Steder med store Haver og tilhørende Vænger, omkring hvis Hegn paa alle Sider løb smalle Alleer. Jeg gik i de ensomme Gange, hulkede og pressede mit buldrende Hoved mod Træerne, og anklagede mig selv for Gud og Mennesker. Jeg kom tilbage og sad endnu ved Familiens Bord, men taus og fortvivlet, gik saa endelig min ensomme Gang ind til Byen.

Mit Blod var i et forfærdeligt Oprør. Da jeg naaede ind i Gaderne, vaklede Benene under mig, og da jeg gik over Frue Plads, sortnede det for mine Øine, medens Hjærtet hamrede, som det skulde sprænge mig. Jeg ventede, at Blodet skulde fare mig ud af Munden, og segnede om paa Stentrappen udenfor Borchs Collegium. Der sad jeg hjælpeløs, til en Student kom forbi, spurgte mig, hvordan jeg havde det, og paa min Bøn om at hjælpe mig hen til Regentsen, tog mig broderlig under Armen. Jeg krøb i Seng og tilbragte en Nat mellem Himmel og Helvede, bestandig med den Fornemmelse, som mit buldrende Blod steg mig op i Halsen og vilde strømme ud. Imidlertid holdt Hjærtet baade dengang og saa utallige Gange senere, og næste Dag kunde jeg dog støtte paa Benene, men maatte bevæge mig langsomt, at ikke de indre Beholdninger skulde flyde over, syntes det mig.

Dette var Begyndelsen til den Sygelighed, som der medgik en stor Del af mit Liv til at faae Magt med, og som bragte hele mit Liv i den forknyttede Gjænge, jeg siden har maattet lade mig nøie med, men som ogsaa i from Ydmyghed har baaret sin Frugt for mig.

Jeg følte saa tydeligt som noget, at jeg selv havde forvoldt min Ulykke. Moders Ord: »Hvis Gud engang i sin Retfærdighed skulde lade en streng Dom gaae over dig,« var mig aldeles ikke formeget, jeg gav hende fuldkommen Ret. Ikke blot havde jeg selv paa en afsindig Maade drevet Sindsbevægelserne til det Yderste, men havde ogsaa, i den Tro, at siden Aandens Lys var opgaaet for mig, kunde jeg bemægtige mig al Visdom og Kundskab og udføre Storværker af Kunst, ikke blot presset min Tanke med alle Theologiens og Filosofiens Kunster, men ogsaa Dag og Nat malet Masser af Papir fulde af Poesi — dramatiske Scener, hvori jeg mente at fremlægge mit Indres Herligheder — idel værdiløst Tøi, der snart gik i Ilden. Min Hjærne var efterhaanden bleven saa overanstrengt, at hele Nervesystemet var som i et magnetiseret Medium, bævende og flygtende ind i en Drømmeverden ved den mindste Berørelse, medens Lemmerne af Kraftløshed maatte blive, hvor de var. Jeg vidste det selv, og da jeg selv havde forskyldt det, stod det strax for mig som den store Opgave, med min egen Villies Magt at vende tilbage til et sundt og fornuftigt Liv.

Saa begyndte et nyt indre Arbeide modsat det forrige, ikke at hidse mig, tvertimod at holde igjen af al Magt. Som før talte jeg ikke derom, mine Nærmeste skulde ikke bebyrdes dermed, eller snarere, jeg skammede mig for dem. Det var en Sag mellem mig og min Gud. Jeg lagde Mærke til, at de Paroxysmer, der paa samme Maade som første Gang jævnlig kom igjen, kunde ophjælpes, naar det kunde lykkes mig at holde Sindet i Ligevægt. Naar nogle Dage var gaaede uden at noget var mødt, som kunde hidse Blodet, vendte Kræfterne ganske godt tilbage. Dette bestyrkede mig i den Tro, at min Villie var nok til at helbrede mig.

Men ogsaa deri skulde jeg gjøre smertelige Erfaringer. Et sygt Sind er ikke til at styre, blot en Samtale kunde trække mig formeget med, og strax begyndte den kogende Kjedel at afkaste Laaget. De vaagne Nætter førte Aandeskarer frem, og Adepten var altfor ung til at kunne bortmane. Var der blot nogen svage Kræfter samlede sammen, kunde Henrykkelsens Djævel igjen fare paa mig. Jeg begyndte igjen at løse Tilværelsens Gaader og flamme af ætheriske Følelser, og medens jeg sad under Regentsgaardens Lind med min Bog i Skjødet, som da ikke var noget mindre end Hegel, begyndte Gaarden at løbe rundt for mig, jeg vaklede og kastede mig paa min Seng, som et Lam, der føres til Slagterbænken, i alt Fald med den Lighed med det Guds Lam, at jeg ikke oplod min Mund.

Sommeren kom, og Sommeren gik under uafladelig Gjentagelse af de samme Elendigheder og de samme Kampe for at hjælpe mig op igjen. Men inden jeg kommer til at tale om, hvorledes jeg blev bragt dybest ned, maa jeg gjøre en lang Omvei for at medtage, hvad der i vor Kreds foregik i dette indholdsrige Aar.

Vi Venner havde skaffet os et Samlingssted i min Tantes, den fraskilte Hustrus Hus[5]. Jeg var efterhaanden bleven fuldkommen hjemme der. Emil Mynster var af mig bleven indført der som Lærer for den næstyngste Datter Anna, og Lunddahl havde alt fra sin Skoletid kjendt Familien. Foruden at vi søgte enhver Leilighed til at faa os en aandfuld Conversation i det vistnok tarvelige, men smukke og smagfulde Hjem, var det bleven vor faste Skik at tilbringe Søndag Formiddag der, naar vi kom fra Kirke.

Det var en underlig Samtale, der førtes der. Først og fremmest sværmerisk christelig, men ingenlunde i sædvanlig Stil, nei, speculativ, det vil sige, med den Blanding af altomfattende Filosofie og filosoferende Æsthetik, som var den Tid egen, heldigvis dog ogsaa med en god Tilsætning af munter Vittighed og alt det Ordgyderi, vi kunde overkomme. I saadant Spil var Ilia en Mester. Naar hun med Ynde henslængt i en Gyngestol vippede Lorgnettens Lidse mellem sine fine Fingre, og i hurtige skarpt formede Replikker fuldkommen holdt os Stangen, selv om vi steg nok saa høit, og var flere om hende, var det umuligt andet end at beundre hende.

Efterhaanden kunde vor Ven Lunddahl ikke bære det; sørgelig for ham, ikke to Mennesker kunde være mindre skabte for hinanden end hun og han. Hans Hjærtelag var saa dybt og hæderligt som nogens, men hans eiendommelige Væsen og Udtryksmaade, maaskee ogsaa hans Ydre var Ilias Smag saameget imod, at kun en stærk Lidenskab kunde have bøiet hende, men den var saameget mindre mulig, som hun alt havde sat sit Hjærte til paa en anden.

Jeg saae, det var galt, men jeg turde ikke udtale det, turde ifølge min Kjærlighed til ham vel ikke engang rigtig tænke det. Jeg var hans Fortrolige og gjorde ærlig hvad jeg kunde for ogsaa at være hans Vaabendrager i Kampen, kunde derfor heller ikke undgaae at nære noget af hans Haab, skjønt jeg vel betænkt vidste, hvor haabløst det i Virkeligheden var.

Det var i Foraaret 1840, et Aars Tid førend min Sygelighed var kommen over mig. I den Sommer drog Ilia til sin Broder Adolf, som havde Ingeniørarbeide ved Kolding. De boede i et Sted paa den anden Side af Søen, hvorfra hun malede et Billede af Slotsbakken med dens Ruin til mig. Lunddahl gjennemvandrede samme Sommer Jylland og paa Veien til Kolding skrev han mig et forknyt Brev til: »Hun staaer mig alt for høit, jeg har ikke, hvad hun fordrer og bør fordre. Jeg har aldrig seet nogen Kvinde saa stor som hende, men jeg kan dog ikke lade fare saa stolt en Begjering. Jeg kan undertiden gjøre mig ret stor og prale dygtig for mig selv, men saa kommer det igjen — jeg er kun en Spurv i Tranedands.«

Adolf var syg, hans Lungers Tilstand var allerede saa temmelig haabløs, og han tænkte at anvende det sidste Middel. Han søgte en Plads paa Fregatten Bellona, der skulde gjøre en Verdensomseiling, og gik med den til Madeira, for at tilbringe Vinteren der. Ilia kom tilbage til Kjøbenhavn, og vi fortsatte vort vanlige Samliv, men der var tunge Skyer, Dødsskyer over Hovedet baade paa hendes Familie og os andre. E. Mynster var ogsaa syg, han havde flere Gange spyttet Blod, men havde dog med sædvanlige Strenghed mod sig selv taget sin Examen i dette Efteraar. Lunddahl var paa Fortvivlelsens Rand, og jeg ikke langt derfra, jeg har jo beskrevet det. Men ingen skulde mærke det paa os, naar vi samledes om Tantes Kaffebord og feirede Sværmeriets høitstigende Symposion.

Imidlertid kom der Breve fra Adolf, fyldte med glimrende Skildringer af hvad han oplevede og smukke Tegninger, men ogsaa med et Tungsind saa dybt, at man ligesom mellem Linierne fornam Taarerne. Hans Hjemvee var saameget mere smertelig, som han ikke ventede andet end at døe i sin fortvivlede Ensomhed paa den fremmede Ø. Hans Moder og Søstre havde i deres sørgelige Stilling intet andet at støtte sig til end ham, han var dem alt, Indbegrebet af Livets Storhed og Skjønhed. Der var eller havde været Grund dertil, men for dem endnu tillige den, at det var deres Charakter at forgude hinanden. De selv og deres Søskene var dem enestaaende og udkaarne Væsner.

Vi delte ganske vist deres Sorg, hvad der fyldte deres Hjærte, fyldte ogsaa vort. Men dog var vi saa optagne af vort eget, at Sorg og Liv og Død i sædvanlig Form kun var os Ting af underordnet Værd. Vi var nu eengang i extatisk Stand, og for mig kom nu dertil det Omsving i mit Indre, som saa pludselig brød ud. Visselig havde min forstandige Moder nok at frygte af alt dette.

Lunddahl havde imidlertid fattet nyt Haab. Hans Tilbedte var ham i den Vinter god. Som Ven agtede hun ham høit og begyndte at vise ham Fortrolighed. »Der er en Mulighed for at det endnu kan blive godt. Hun trænger til andre, hun veed det, og hun har tilstaaet det,« skrev han til mig i Julen. Ja, stakkels Pige, det var sandt, men der var kun altfor langt et Skridt tilbage. Da indtraadte der et Omslag i dette Forhold, hvis Grund var saa charakteristisk for hele vort Væsen, at jeg maa fortælle det.

Det havde stillet sig saa i vor Tankegang, at Kjærlighed var en Helligdom, ikke en blot menneskelig Følelse, men et Liv i Gud. Vi forvexlede naturlig Elskov med christelig Kjærlighed, og forestillede os, at siden vor Hjærtens Dame ikke tilstrækkelig sank i vore Arme, var det Kjærlighed i Gud, hun manglede. Jeg siger, i vore Arme, thi vi elskede hende alle. Vistnok vilde kun een af os have hende til Hustru, men vi andre attraaede dog ogsaa en dybere Kjærlighedens Forstaaelse, en saadan som den vi vedligeholdt i vort Vennelag. Vi satte derfor jævnlig ind paa hende med høie Ord og med dybtgaaende Strid om Følelsers Værd og Ægthed, forat bringe hende til at forstaa os, som vi forstode hinanden, for at faae hende til at overgive sig til os. Engang kom det saa vidt, at hun grædende forlod Stuen, og der kom stort Oprør og Forlegenhed i Leiren. Da E. Mynster om Eftermiddagen kom til mig paa Regentsen, foreholdt jeg ham saa skarpt, at han var gaaet for vidt i at trænge ind paa hende, at ogsaa han forlod Stuen, efterat have svaret mig med faae sagtmodige Ord.

Nu var ogsaa jeg fortvivlet, jeg foreholdt mig selv den Uret, at jeg havde saaret min Ven ved at svigte ham i den gode Strid, og jeg tog Sagen paa mig. Jeg skrev strax et Brev til min Kusine, hvori jeg paa min Maade søgte at opklare den forefaldne Scene, udlagde alt som det varmeste og trofasteste Venskab, og talte i de Toner, jeg pleiede, om en hellig Kjærlighedsflamme, der troer alt, haaber alt og fordrager alt, og ønskede i alt Helligts Navn, at hun maatte dele den. Brevet kunde jeg ikke lade være først at forelægge Emil, og han fandt, at der burde gjøres endnu mere. Mine Breve til ham, alle mine extatiske Udgydelser, maatte følge med som det egentlige Sprængstof, og han skrev, hvad han kaldte en Indledning til dem, hvori han fortalte, hvad der var foregaaet mellem ham og mig. Hun fik altsaa hele min religiøse Bevægelse ligesom kastet ind over sig.

Ilia var dengang under sin høie Dannelses og skarpe Forstands fulde Herredømme, og i vore aandelige Forhandlinger altid slagfærdig, men hun var en inderlig kjærlig Sjæl, ogsaa from overfor det Hellige, kun endnu ikke kommen til det bestemte Trin af christelig Bevidsthed, hvori hun siden satte sin Styrke. Hun svarede mig med et udførligt, smukt og hjærteligt skrevet Brev, hvori hun som gode Kvinder pleie, udtalte paa en naturlig, men noget uklar Maade, at hun ikke var uden Tro, havde megen Følelse for Christendom, og haabede paa, at Gud ikke var saa streng, at han vilde forkaste hende, fordi hun ikke var kommen videre, men maatte holde sig til hvad der i Religionen gik hende til Hjærte.

Dette Brev tiltalte ikke mig, jeg havde haabet at faae hende videre. Jeg viste Lunddahl det, og paa ham gjorde det den overraskende Virkning, at fra det Øieblik var det forbi med hans Forelskelse. Efter at have hørt saadanne Ord af hende, var hun ham ikke længer den, over hvem han havde sagt, at han aldrig havde seet nogen Kvinde saa stor. Men han forblev fremdeles hendes trofaste Ven, og hjalp hende siden redelig i hendes store Sorg. Saaledes lagde dette Forhold sig smukt tilrette, uden at nogen af dem havde behøvet at erklære sig. »Over Evne« er dog altid godt for noget.

Det viste sig ogsaa snart, i hvilken Grad han havde taget feil. Jeg har allerede omtalt Stiftsprovst Trydes Virkning paa os, og det, i alt Fald hvad aandelige Herligheder angaaer, glimrende Hjem, som Provstegaarden dengang var. Og medens han i min Tantes Hus maatte opgive en haabløs Kjærlighed, tændtes her en haabefuld Flamme for ham. Inden Sommeren var ude, var han forlovet med Trydes yngste Datter, en aaben, livsglad og kjærlig Pige, den mest overgivne af den livlige Flok, i alle Maader en Modsætning til Ilias tragiske Skikkelse.

Det omtalte Angreb paa Ilia var foretaget endnu i Vintertiden, og jeg vedblev i nogen Tid at forhandle med hende i samme Tone. Under 11. Februar melder jeg til E. Mynster: »Idag skrev jeg, efterat jeg mundlig havde meddelt hende min Hensigt, et Brev til hende, hvori jeg saa inderlig og dog kraftig, som jeg aldrig har talt til nogen, thi jeg elsker hende høit, bad hende at følge Gjenfødelsens Vei. Nu venter jeg atter, og haaber paa et godt Udfald.« Men der kom intet videregaaende Udfald, kunde heller ikke dengang komme. Hendes Liv var saa tynget af Sorg for hendes Kjæreste, at hun ikke kunde tage sig selv for i den Grad, som vi forlangte. Hun skulde først fuldkommen nedbrydes af Familiens frygtelige Nemesis, før Gud kunde vinde hendes Liv.

Hendes Broders Helbred var paa Madeira bleven mere og mere elendigt, og hans Sjæls Tilstand var ligesaa sørgelig. I hans Ensomhed havde Fortvivlelsen over hans sammenstyrtede Idealer og Naget over de Lidenskaber, der havde gjort hans høitflyvende Gang saa forjaget, affødt en Livsbetragtning, der antog en dæmonisk Charakter. Det var sønderrevne Sjæles sædvanlige Klagemaal, der overfører deres egen Jammer paa al Verden. — »Disse Mennesker kunne længe nok holde deres Forfængelighed og Hykleris Pjalter sammen om deres ækle Saar, de skal ikke narre mig. Jeg var ung og godtroende, og see, hvad der er kommen ud deraf! Jeg har gjennemskuet dem, jeg seer alle disse Narre, disse Slyngler, Løgnere og Vellystninger i al deres Nøgenhed. De sledske for hinanden og lyve, de krumme Ryg for fint at tage de Prygl de faae, de grine og maatte hellere skrige. Al Verden er en raadden Byld, uskyldige Børn er kun Lastens Frø, selv Naturen gider jeg ikke kalde skjøn, den lurer kun paa sit Bytte.« — Det var Grundtonerne i de Betragtninger, han i det uendelige varierede.

Det eneste han endnu havde tilbage, var hans Kjærlighed til hans Moder og Søskene, en Følelse, der hos ham var ligesaa overstrømmende stærk som hos disse. Hvad han i sine Breve fortalte dem, var derfor endnu smukt og altid holdt i skjøn Stil, kun endte hver Scene gjerne med: Jeg vendte mig og græd. Men da han i Forsommeren kom hjem paa et Handelsskib, hvorpaa han havde lidt meget, brød hans grulige Stemning ud i fuld Maade, dødssyg som han var og afmægtig til at styre den.

Han havde samlet paa den, ligesom paa Sygdommen i flere Aar. Da han i Sommeren før laa i Kolding og Ilia var hos ham, havde Lunddahl, som der besøgte dem havt meget at fortælle om det Sprog han førte; vi fandt det dengang baade til at lee og græde over. Men som han sad hjælpeløs sammensunken i sin Lænestol, og i al den Tid, der levnedes ham af Hosten og Spytteskaalen, med sin frygtelige Veltalenhed gav sin Verdenslede frit Løb, smykket med de mest nærgaaende Lignelser, var det kun til at græde Blod over, saameget mere som han tog til heller ikke at spare sine Nærmeste. Naar hans Søster efter den Tids Skik en varm Sommerdag kom ind med en nedringet Kjole, kaldte han det frækt at vise sin Nøgenhed, og den stakkels Pige skyndte sig grædende bort. Da hans Farbroder havde faaet en Orden, og visselig ærlig havde fortjent den, beskrev han udførlig, hvilke Kjelttringestreger han havde begaaet for at faae den.

Saa faldt han atter hen i Klager over hvad Smærte det forvoldte ham at afsløre Sandheden. Og naar jeg talte ham christelig til, hvilket jeg ikke helt forsømte, skjønt jeg, overvældet som jeg var, ikke kunde gjøre det, som jeg vilde, kunde han under Taarer udmale, hvorledes al Religiøsitet systematisk var bleven ødelagt hos ham som alle hans Kammerader, ligefra den parodiske Undervisning de havde faaet paa Akademiet, til den frække Udhalertone, han havde mødt overalt, hvorhen han vendte sig i Livet.

Ak ja, det Sande var, at hans Liv nu var forspilt. Det eneste Haab for os var, at han dog ikke kunde mene alt hvad han sagde. Det havde altid været hans Maade at drive sine Betragtninger til den yderste Conseqvens — endelig da ogsaa et Familietræk hos os alle —, og som han nu næppe var sig selv mægtig mere, kunde han ikke modstaae en Trang til at bruge sine sidste Kræfter til at bevise sine Paradoxer. Forat forstaa, hvad vi led derunder, maa man vide, hvor høit vi satte ham. Han havde altid været Familiens Afgud, og for sine Venner mer end en Ven, deres Elskede. Tiltrods for hvad vi maatte høre, troede vi endnu paa ham. Naar han med sine taarefyldte Øine rakte sine Hænder ud imod os, følte vi et ganske andet Hjærtes Slag i hans Bryst end hans Ord lød paa. Og jeg troer endnu paa, at vi ikke havde Uret.

Jeg kom daglig til ham, Lunddahl ogsaa, vi stod med hans Moder og hans Søster omkring hans Seng. Men disse rystende Scener bidrog væsentlig til, at min egen Sygelighed mer og mer tog Overhaand. Sædvanlig gik jeg derfra i en Tilstand, saa mine Ben næppe kunde bære mig hen til Rosenborg Have, hvor jeg kastede mig paa en Bænk, beredt paa at lade mit Liv under mit Hjærtes Hamren. Jeg holdt ud til hen i Juli Maaned, da kunde jeg ikke længer. Jeg maatte bort fra Byen, og kom i en sørgelig Tilstand til mit sædvanlige Sommerhjem, Berritsgaard paa Lolland. Der sad jeg i Ro og med god Forpleining hele August Maaned, og fik gjennem Lunddahl Efterretninger om, hvordan det gik i Kjøbenhavn.

Efter at han endnu i nogle Uger havde ligget hen, og hans mørke Betragtninger var gaaet over til Feberfantasier, fik min stakkels Fætter endelig udstridt samme Dag, han for et Aar siden havde forladt sit Fædreland, den 27. August, og Døden dækker over alt. Han har altid siden været mit Hjærte nær som min høit elskede uforglemmelige Ven. Det samme har han været for enhver, der har kjendt ham, som vi kjendte ham.

Samtidig laa Emil Mynster hen i en lignende Tilstand, men om hans Leie var der Fred. Der var igjen brudt Blod ud af hans Bryst, han var fuldkommen afkræftet og blev bragt paa Hospitalet. Hvad der foregik i hans Sjæl, kunde jeg til min Bedrøvelse ikke erfare, da han var berøvet Mælet. Men da jeg ingen Tvivl havde om, at han efter sin klare Tanke opgjorde sit Liv, søgte jeg i et Brev, jeg sendte ham fra Berritsgaard, at styrke ham til at see Døden imøde med Ro.

»Medens jeg var i Roskilde« — skriver jeg, thi jeg besøgte Moder paa Veien til Lolland — »fik jeg selv en Øvelse i at være syg, og da min Svaghed var foraarsaget ved det bestandige Ophold ved Adolfs Sygeleie, havde mine sygelige Tanker taget det Sving, at jeg syntes mig at gaae med Døden for Øinene. Især om Nætterne, naar jeg plagedes af Søvnløshed, beskjæftigede jeg mig ofte ret levende med at tænke mig Dødens Komme og berede mig paa den. Da tænkte jeg ogsaa paa dig. Naar jeg selv havde Mod til at møde, hvad der end kunde træffe, ønskede jeg ogsaa at kunne meddele det til dig. Men det varede kun kort for mig, jeg havde let ved at vedligeholde min Sindsro, ja endogsaa en glad Stemning, da jeg hver Dag havde de lykkeligste Timer.«

Det var kun lempeligt udtrykt, for ikke at ryste ham mere end fornødent. I Virkeligheden var disse Nætter noget af det gruligste, jeg har oplevet, og jeg har kun oplevet altfor meget af den Slags. Selvfølgelig udtrykte jeg mig ogsaa feil. Jeg beredte mig ikke til Døden, den kan ingen berede sig til, men til Evigheden. Jeg kjæmpede for at holde paa den salige Forvisning om nyt Liv, som jeg altid bar i mig. Om mine velmente Ord hjalp min Ven, veed jeg saameget mindre, som jeg ikke engang veed, om de kom til hans Kundskab.

Han havde sine Tvivl, eller rettere sine filosofiske Vanskeligheder. Om de har strakt ogsaa til Opstandelses Troen, veed jeg ikke, jeg erindrer ingen Udtalelser derom. Men jeg skulde troe det. Filosofie lærer altid det hvad den kalder at opgaae i det Uendelige, og plager sig selv i ufornøden Grad med Besvær ved at komme til individuel Personlighed, som om der var andet til end netop det individuelle. Nu laa han stille hen, og hans dybsindige Tale kunde saa lidt som hans ustandselige Pen sige os mere derom. Gud give ham, at det maa have været den Fred som overgaaer al Forstand, der har lagt sig over hans lidende Sjæl i den lange tause Tid.

»Emil Mynster, der var mig den bedste af mine Venner,« skrev jeg til Moder i September, »ligger hen som en Død. Jeg kommer daglig til ham, men det anstrenger mig for meget, at jeg maa tale til ham alene uden mindste Svar, som for et Speil.« Endnu staaer det saa tydeligt for mig som var det igaar, hvor usigelig vemodig han løftede sine klare Øine imod mig, og hvor skjønt hans Hoved var, med det lyse under Sygdommen langt voxede Haar redt tilside over den stærke blanke Pande.

Først sidst i November sov han hen, kun 23 Aar. For min Forestilling stod han dengang som en gammel Vismand. Den 1. December (1841) holdt Tryde den glødende Tale ved hans Grav, som jeg i Ludvigs Afskrift har endnu. Men jeg var ikke tilstede, jeg laa nu selv hjælpeløs hen.

Dette kan betragtes som Udgangen af den Periode i mit Liv, hvor Venskabets hele Flamme belyst af det evige Lys saa ganske rev mig hen, at den øvrige Verden blev mig lidet derimod. Jeg kan dog endnu ikke gaae over til den næste Omvæltning i mit stakkels medtagne Liv. Jeg er endnu ikke færdig med alt hvad der var at stride mig igjennem i dette for mig saa betydningsfulde og saa smertefulde Aar.

Min Broder Caspar havde endelig faaet sin Examen i November 1840. Han havde da været Student i 11 Aar, og hans Langsomhed havde ofte nok voldt Moder stor Bekymring. Han var et underligt Menneske, en Blanding af de største Evner og det barnligste Sind. Som ægte videnskabelige Naturer pleie, fortabte han sig i den Grad i enhver Gren af sine Studier, at han ikke mærkede, at Aarene gik. Hvad han skulde leve af, tænkte han ikke paa, uden forsaavidt han var høist tarvelig. Maden sørgede den gode Tante Møller for, det Øvrige blev bestridt af en lille Sum, han havde efter sin Fader. Men hvad han havde, vidste han ikke, selv hans Klæder maatte vi andre eftersee og skaffe ham nye, naar de gamle faldt af. Han lønnede os derfor med sit glade Sind, sin velgjørende Latter, sin redelige trofaste Sjæl og sin stærke Aand, men uden at han vidste det. Heller ikke, hvormeget vi vogtede paa, om han var glad eller bedrøvet eller manglede noget, vidste han.

Han havde i sit 23. Aar havt en lille Kjærlighedshistorie, som gik ham meget nær. Det var med hans Kusine Vilhelmine Smith paa Møen, jeg har allerede berørt det. For ham var det intet andet end den Nydelse at staae i et fortroligt Venskabsforhold til en aandrig Dame, men hun var lidenskabelig. Det endte med, at hun forraadte sit Hjærte i de heftigste Ord, og han trak sig tilbage, idet han selvfornegtende paatog sig hele Skylden.

Medens han led under Tvivl om det ikke var hans Pligt at binde sig til hende, da det, skjønt uden hans Skyld var kommet saavidt, betroede han sig til Moder, og gik da heri som i alt andet ikke feil hos hende. Han fik et Svar, »som jeg aldrig i mit Liv kan takke dig nok for,« siger han. Desværre har jeg ikke Svaret. Men hvad han i to lange Skrivelser havde fremlagt for sin Moder, er i Sandhed beundringsværdigt at læse. En saadan Forstand paa sig selv, en saadan Redelighed i at fremdrage ethvert lille Træk, ogsaa hvor han maatte skamme sig derover, og en saa dybtgaaende Undersøgelse af den forelskede Dames Charakter og Hjærtensstand, veed jeg ikke noget Sted at have seet gjort bedre. Hun glemte ham da heller aldrig.

Da han i sine første Studenteraar havde lidt meget af et epileptisk Tilfælde, som nedbrød hans Helbred og forsinkede hans Arbeide; og da han ved Siden af sit Fag bestandig drev grundige filosofiske Studier, ikke som vi andre, men saaledes at han blev en virkelig lærd Kjender af denne Videnskab, var der Grund nok til, at han ikke let kunde naae til nogen Afslutning paa sin Forberedelse til den filologiske Examen. Endelig besluttede han sig dog dertil.

Han havde en betydelig Lærdom, men denne Examen var dengang indrettet paa det umulige Maal at ville omfatte alle videnskabelige Fag, ogsaa Verdenshistorie, Theologie, Mathematik osv., i den Mening, at en Storfilolog maatte være en Lærd i enhver forefaldende Disciplin. Disse Bifag havde han ikke havt Lyst og Leilighed til at sætte sig ind i. Jeg maatte skyndsomst muligt læse Theologie og Hebraisk med ham, og hans Ven, Karl Berg, satte ham ind i Mathematiken. Endelig hører der som bekjendt til at tage Examen den Evne til et givet Øieblik at lade sit Lys skinne, en vis Fripostighed i at gjøre det mest mulige ud af hvad man veed, og Færdighed i at dække over hvad man ikke veed. Saadanne Egenskaber havde han efter sit samvittighedsfulde og beskedne Væsen mindst af alt, og det endte med, at han fik kun anden Charakter.

Han tog sig det meget nær, og han tyede igjen til Moder forat finde Trøst; og hun gjorde, hvad den kjære Moder altid gjerne gjorde, hun udøste sin Bekymring for mig. Jeg fik Brev paa Brev om, at jeg maatte »gjøre noget for Caspar,« hvilket ikke vilde sige mindre, end at, da hans Fremtidsbane, hvad Udsigten til at komme i god Embedsvei, nu saae mindre heldig ud, han selv ogsaa var ubestemt paa, hvorhen han skulde vende sig, skulde jeg gjøre Mit til at rydde hans Betænkeligheder tilside og bane Vei for ham.

Da jeg under mine filosofiske Samstudier med ham, var kommen efter, at hans Hovedinteresse var at udvide sine Sprogstudier til Undersøgelsen af Sprogenes fælles Rødder, sammenlignende Gramatik som det kaldtes, holdt jeg paa den Mening, at ingen maatte forurolige ham i at forfølge sin Vei. Moder holdt derimod paa, at det frem for alt var godt for ham at faae ham ud af de gamle Forhold, at han ikke skulde blive en ren Særling af en Bogorm; og vi blev enige om at begge Dele kunde forenes i, at han saae sig om i Udlandet paa en længere Reise. Men allerede at faae ham bestemt dertil, var svært nok, og jeg satte al min Veltalenhed paa at forestille ham det i det skjønneste Lys. Heldigvis var der ikke pecuniære Vanskeligheder, da han endnu havde den lille Capital, med hvis Rente han hidtil havde hjulpet sig. Jeg følte mig noget ved saaledes at skulle være min Broders Hovmester, min Iver og Vigtighed kan sees af et saadant Brev til Moder:

»Det gjælder om at give ham de for hans Charakter og dens Mangler fordelagtigste Begreber om en Reise. Thi endnu taler han om, at han ikke har nogen Lyst til eller engang ønsker at træde i nærmere Forbindelse med bekjendte Mænd eller at føres ind i deres Selskabskredse, han vil kun flittig høre Forelæsninger og studere, dertil trænger han for Øieblikket mest. Men da det nu er et Tryk for ham, at han i sit Forhold til Verden ingen Holdning har, skulde denne Reise være ham en lettere Vei til at opnaa dette, end han kunde finde hjemme, Overgangen maa skee gjennem selve Studierne, paa anden Maade er det ikke muligt, saadan er han nu eengang. Men dette kan ogsaa let og sikkert skee ved de berlinske Professorer. Thi i deres Selskabskredse, der let staae aabne for fremmede Studerende, finder han det mest dannede Selskabsliv forbundet med den stærkeste videnskabelige Interesse o. s. v. Med første Dampskib kjører han altsaa rystende og bævende herfra, men er han først hjemme ved det ene Universitet, flyttes han næsten uden at han veed af det efter den tydske Methode til det næste, — og vi see ham igjen som en fuldkommen Jean de France.«

Efter saadan gammelklog Tankegang mente jeg i min Visdom at tjene min Broder. At det Hele var hen i Veiret, og at han meget bedre end jeg vidste, hvad han gik imøde, behøver næppe at siges. Han kom til Berlin, hvor han forefandt en større Coloni af danske Studerende, som levede et fornøieligt Liv med hinanden. Under den sammenlignende Sprogforskning fandt han snart, at det var ham nødvendigt først at bemægtige sig den store slaviske Sprogstamme, som den Tid var ganske ubekjendt hos os, og efter sin grundige Maade fordybede han sig saa ganske i denne, at den siden blev hans egentlige Fag. Efter to Aars Ophold i Berlin, gik han i 1843, efter at have moret sig fortræffelig ved at gjennemvandre Riesengebirge, til Krakau, hvor han i polske Selskabskredse lærte med Færdighed at tale dette velklingende Sprog, derfra til Wien, derfra til Pest og Prag, hvor navnlig Lingvisten Kheil blev hans Ven. Kom saa i Efteraaret 1845 hjem til os, ganske vist ikke som en Jean de France, men som en Videnskabsmand, der overalt hvor han kom frem, var bleven modtagen med Ære og med Gjæstfrihed og personligt Venskab, og alle sine Dage kunde vedligeholde en fortrolig Brevvexling med de betydeligste Notabiliteter af sit Fag.

Paa den Reise han, samme Aar han døde, for sit Helbreds Skyld gjorde til Carlsbad, besøgte han ogsaa Prag, men forefandt ikke længer sin gamle Ven Kheil ilive. Hans Søn modtog ham paa det venligste, og har gjort mere end dette. Efter hans Død sendte denne lærde Czecker os en Skildring af den »danske Slavophil,« som han til Ære for sin Faders Ven havde ladet trykke. Deri fremhæver han foruden hans litterære Fortjenester navnlig to Træk af hans Charakter; hans velvillige Opfattelser af Modstandere, idet han aftrykker et Brev om en russisk Sprogmand, der havde forfulgt ham med et næsten latterligt Had, og hans fuldkomne Mangel paa Ærgjerrighed, idet han med en pudsig Motivering af Tomheden og det i Grunden Fordærvelige i saadanne Æresbevisninger, nødig vilde modtage et Diplom, som Æresmedlem af Pragernes Akademi. Ingen af os selv kunde have givet en sandere og skjønnere Skildring af den kjære Broder. Jeg kan tilføie, at da han herhjemme fik Titel af Professor, tilbagesendte han ogsaa denne Titel, og da han blev Ridder, bar han aldrig sit Ordenstegn.

Hvem der altsaa i sin selvkloge Iver for hans Vel kom galt fra det, var sikkert nok mig. Jeg havde overseet, at han i sin Person besad en ganske anden Anbefaling end den nogen praktisk Verdensmand kunde give ham. Imidlertid mærkede jeg næppe selv min Feiltagelse. Det var en Egenhed ved vor Kreds, at vi satte vor Grundighed i at analysere Mennesker, for, naar deres nærværende Trin var nøiagtig bestemt, deraf at udlede den Fremgangsmaade, der maatte følges for at lede dem ind paa det næste. Jeg var deri en Discipel af E. Mynster, som var vor Mester i Kunsten. Hans og mine og Ludvigs Breve fra de Dage ere opfyldte af saadanne Kunststykker. Dog maa jeg sige til Emils Ære, at han selv kunde føle Faren derved, og naar han saae, han var gaaet forvidt, tog han udførlig til at udvikle os, hvorledes han til sin egen Bedrøvelse, sad fast i sine Knuder.

Endelig havde jeg ogsaa nogen Vanskelighed med min Broder Christian, skjønt dette ikke vilde have havt stort at betyde, havde jeg ikke været syg. Moder formanede mig idelig til at støtte ham, hvormed hun egentlig vel mente, at nu, da han var kommen hende selv noget fjernere, skulde jeg desmere pleie broderlig Omgang med ham. Jeg savnede visselig heller ikke Hjærtelag dertil, men det var ikke let.

Da han var aldeles opgaaet i sine medicinske og naturvidenskabelige Studier, og ikke delte nogen af mine religiøse og æsthetiske Sværmerier, var vi kommen temmelig langt fra hinanden, boede heller ikke mere sammen. Med sit eiendommelige Væsen, vexlende mellem støiende Overgivenhed og ubehjælpelig Forlegenhed passede han heller ikke i min temmelig forfinede Kreds. Vi mødtes kun, naar jeg søgte ham, og i hans Omgang var jeg atter en fremmed Fugl.

Da jeg i Begyndelsen af September vendte tilbage fra Lolland, hvor jeg foreløbig var bleven hjulpet noget op, fandt jeg Byen som ganske forandret. Det var som alt var sunket sammen for mig. Adolf var død, og hans Moders Hus, som var blevet mit egentlige Hjem, var opløst i Sorg. E. Mynster laa paa sit Yderste, og jeg blev syg, naar jeg saae til ham. Lunddahl tænkte kun paa sin Forlovelse og var ifærd med at afgaae til Frederiksborg, hvor han var bleven Adjunkt. Ludvig Mynster var svag og tilbageholdende; han besøgte ikke mig, og naar jeg kom til ham, hørte han kun paa min Tale, uden at give mig noget igjen. Moder var ogsaa syg, og havde ikke Leilighed til at see mig i Roskilde, og Caspar var forsvunden uden at lade høre synderlig fra sig. Endelig var gamle Onkel sovet hen det Efteraar efter sin lange apoplektiske Svaghed, og skjønt min Tante altid viste mig samme Godhed, var hun dog nødt til at indrette sig et mere indskrænket Hjem.

Saa kom mine Paroxysmer igjen og medtog mig forfærdeligt. Jeg kunde intet foretage mig, kun ligge paa min Sofa og lade mit Hjærte banke ud, saalænge det vilde, med en Fornemmelse, som naar det var færdigt, var Livet det ogsaa. Det var det dog ikke. Naar et Par Døgn var gaaet, rettede Legemet sig igjen, og jeg vandrede, først vaklende, siden ret livlig om i det gamle Kjøbenhavns maleriske Yderkanter, som jeg havde saa kjær. Een Ting hjalp mig fremfor alt, Sygdommen havde den Charakter, at mens Blodet gik som en Vandmølles Klappren, og ikke lod til at ville andet end sprænge den opslidte Maskine, gik Tankerne ligefuldt saa høit som lysende Skyer og trækkende Svaner. Midt i mine Ynkeligheder tilbragte jeg de festligste Timer.

Krøb jeg saa op, saa skrev og skrev jeg, kun ikke om Sygdommen, men ud af de høie Tanker, at de hjemme ikke skulde vide for meget om, hvad jeg led. Blev det mig for skummelt i min fattige Regentsstue, listede jeg hen i Familien, og Farbroder Scavenius's gamle Gaard i Studiestræde var mig nu det kjæreste Sted, der var Fred og Kjærlighed. Jeg har et langt Brev til min Søster fra 4. October. Efter en udførlig Udgydelse over Familiekjærlighed i den analyserende Stil, som jeg yndede saameget, fortæller jeg om mine Beskjæftigelser adskilligt, der levende sætter mig tilbage i Livet den Tid:

»Jeg hører, hvor behageligt Grethe og du har faaet det indrettet sammen. Søren er vist ikke lidt glad over, naar I kunne faae nogen Beskjæftigelse, hvori I alle kunne deltage[6]. Jeg sendte min Bog[7] med Professor Poulsen, da Ludvig Mynster sagde, at I ønskede at bruge den. Det er et smukt Foretagende at læse den sammen, men det er ogsaa meget vanskeligt, gid det maa lykkes Eder. Paa Lolland prøvede vi paa at indrette en saadan Conversation, men det endte med, at jeg selv maatte læse det alt, hvormed de andre ogsaa paastode, at de var bedst tjente. Saa anordnede jeg Scenen saa smukt som muligt; under en stor Eg i Skoven sad jeg paa en Bjelke med Kredsen af de andre lidt under mig, og foredrog meget ivrig hele Tasso. I Roskilde veed jeg ikke, hvordan det er, jeg har mindre Dristighed til sligt, jeg aner bestandig Mangel paa Deltagelse. Især naar Talen er om Goethe, veed du jo, hvor jeg maa ryge sammen med Moder. Bryd du dig ikke om hendes Meninger om ham — hun maa gjærne vide, at jeg omgaaer hende — kjend du ham selv af hans Frugter. Dersom du ret vilde vove dig ind i hans yndige Tankevæv, tvivler jeg ikke om, at du jo der i mangfoldig Henseende vilde finde Correspondenter til indre Stemmer i dig selv. Tænk blot paa Prindsessen i Tasso, ikke et Ord maa du lade gaae forbi i hendes Replikker; om du kan følge dem, vil du finde hele Verdener, der vel er værd at besøge. Vor Tid vilde ikke være saa bange for sin egentlige Stifter, den usædelige Goethe, dersom den ret kjendte sine egne dybeste Tanker. — Jeg er Reconvalescent og er taget herhen til Tante Amalies hyggelige Stue, hvor jeg morer mig med Tegning. Vi snakke meget, mens jeg lader Blyantet gaae ..... Heller ikke har jeg Grund til at klage, da min Phantasie staar mig meget godt bi, naar jeg mangler Selskab. Skriv mig saa snart til, kjære Søsterlil!

Din Johannes.«

Ja, min Fantasi stod mig kun altfor godt bi, jeg levede et høit Liv. Men det kunde ikke undgaaes, at Hjærnens stærke Arbeide virkede paa Blodløbet. Jeg vilde ikke troe det, før de svære Anfald af Congestioner til Hjærtet igjen slog mig ned, men det var dog Overanstrengelse.

Moder læste det ud af mine Breve. Saa godt en saadan Skrivelse som den anførte end saae ud, vakte den dog hendes Mistanke, og hun sendte mig en lang Formaning til at tage Livet anderledes. — »Giv blot for en Tid slip paa dine kjære Digtere, paa Kunstnere og Malerisamlinger. Sværm hverken for Kusiner eller Fættere, og skriv for Himlens Skyld ingen Vers. Tro ikke, at en forfinet og, som du mener, forædlet Nydelse af Livets Skjønheder er det eneste, der har Værd. Man kan ikke hverdag drikke Vin og spise Sukkerbrød. Den sande Lykke, Fred, Munterhed kan naaes ved simplere Midler.«

Jeg følte Sandheden heraf, men jeg var kommen saa vidt paa min forjagede Vei, at jeg ikke kunde andet end at værge mig med alle Midler mod den, der vilde spærre mig Veien. Det var mig en Trossag, at jeg selv havde forskyldt min Elendighed, men jeg satte Skylden i det gamle Menneskes Slethed, vilde ikke see, at det nye handlede endnu værre med mig. Jeg vidste, jeg maatte holde igjen paa Sindsbevægelserne, men jeg kunde, selv under Kampen derfor, dog ikke undvære dem. Blot jeg nogle Dage, blot jeg en eneste Nat igjennem kunde styre mit Hjærtes vilde Bølgegang, vilde det blive godt, sagde jeg til mig selv. I denne Stemning fik den Modstandsaand, der desværre altid har været mit naturlige Menneske, Magt med mig. Jeg lod hele tre Uger gaae uden at svare, og først efter gjentagne Mindelser, holdte i ligesaa rørende moderlig Tone, som hendes første Brev, sendte jeg Moder et Svar, som jeg endnu skammer mig over som en begaaet Forbrydelse.

Efter nogle Undskyldninger om Helbredet, det jeg nødigst vilde tale om, skriver jeg: »Dit Brev har jeg ikke synderlig Lyst til at svare paa, da det næsten intet indeholder, som passer paa mig, men en Del Fordringer, som let kunde give mig Lyst til at svare noget haardt, dersom jeg ikke vidste, at saadanne Anskuelser tilhøre en Charakter, der nu eengang ikke lader sig forandre. Jeg vedbliver derfor at svare med de smukke Ord, du omtaler.« — Moder havde skrevet: »Jeg veed jo ikke, om du er bedrøvet, fordi du synes, jeg nu ogsaa er slem ved dig, eller du som sædvanlig har nogen søde venlige Ord tilrede til lille Moder.« — Saa vedbliver jeg med hvad der mindst er smukke Ord: »Skjønt dine Ord fra Sandhedens Side er meget slemme, kan jeg dog med Føie intet bebreide dig, da du efter dine Forhold har gjort dit Bedste. Dine Anskuelser om et Menneskeliv og din Maade at behandle det paa, er omtrent som om en Maler, der aldrig havde seet et nøgent Menneske, vilde afbilde Leddene paa Lemmerne som Jærnhængsler, fordi han seer, at andre Ting dreie sig om saadanne Led. Saaledes som du foreslaaer, kunne vel mange andre Ting bevæge sig, men Aandens indre Veie gjøre det nu eengang ikke. Lad os derfor ikke tale mere om den Sag.«

Derefter fortæller jeg vidtløftig, hvorledes jeg havde indrettet min Dag, saa tæt som muligt besat med theologiske og æsthetiske Studier, kun afbrudt af den lange altfor svære Vandring ud paa Strandveien, hvor jeg spiste til Middag, og selv paa denne Vei havde jeg en Bog med, som jeg læste gaaende. Paa Tilbageveien saae jeg ind til den syge E. Mynster, som ikke kunde tale. Dertil paastaaer jeg, at jeg er i udmærket Stemning, skjønt jeg i Virkeligheden var meget syg og fortvivlet nok. Sluttelig kommer jeg igjen tilbage til det, jeg mindst skulde sige:

»Hvad der smerter mig mest i Eders Breve, er Savnet af oprigtig Deltagelse i mine Interesser. Derom kan der naturligvis ikke være Tale, saalænge du endog med Heftighed sætter dig imod dem. Du kan troe, kjære Moder, at det vilde vederkvæge mig langt mere end Medicin og Sundhedsregler, om jeg kunde føle, at jeg havde et Hjem, der ikke var mig fremmedt, der med nogen Tillid kunde følge mig, og beundre, hvad jeg maa hengive mig til. Dog ogsaa heri vilde det være altfor haardt at bebreide Eder noget, da I dog paa Eders Maade holde meget af mig. Hvad du ikke kan forstaae, kan jeg ikke fordre, at du skal dele; og at du ikke kan det, er vistnok ikke din Skyld. Verden indeholder flere Ulykker, end man tør lægge paa eet Menneskes Skulder«.

Jeg skrev altid dengang i en overlegen Tone, men dette er det haardeste, jeg nogensinde har udladt mig med til den mest velsignede af alle Mødre. Ak saa dybt var jeg falden fra mit uendelige Kjærlighedssværmeri. Jeg indbildte mig noget af den hellige Aand, og mødte saa min Moder med det sædvanlige Vaas, at man skal kaste alle Kjærlighedsbaand af sig for det Helliges Skyld. Som om min Moder ikke var lige saa god en Christen som jeg. Dette maatte mest af alt bedrøve hende.

Forvirre hende kunde det dog ikke. Hun vidste bedre end jeg, hvorledes det stod sig med den Sag. Det havde intet paa sig med min stadige Paastand om, hvad jeg formaaede i min høie Stemning. Fem Dage efter bad jeg hende, om jeg maatte komme ud til hende. Jeg giver Skingrunde og skriver endnu en Del om de sædvanlige høie Interesser, og mener, jeg skulde kun blive der en Ugestid, men i Virkeligheden kunde jeg ikke mere. Hun svarer saa kjærligt som muligt, at hun glædede sig usigeligt til at have mig hos sig, men havde ikke turdet bede mig derom. — »Vi skal nok være gode ved dig, naar du selv vil være skikkelig. Tag nogle Bøger med dig, og du skal have Lov til at fordærve din lille Søster.« — Det vil sige, læse Göthe med hende. Æsthetiken skulde altid smelte sammen med Theologien i en høiere Enhed, men Enheden var, sørgelig at mindes, bleven til et temmelig uforskammet Aandsaristokrati.

Om jeg kom til Roskilde dengang, husker jeg ikke. Det har næppe været mig muligt. Det var i Begyndelsen af November, og den Maaned kom jeg mest til at ligge i min Seng.

Det er en trist Historie, jeg har kun lidt Lyst at fortsætte den. Det er muligt, at et Menneskes Evner maa udvikles ved, at det kommer til Klarhed, hvor yderlig, hvor skarp og hensynsløs enhver Stemning kan blive i sin Egenraadighed, og hvorledes ogsaa den ædleste Følelse ved at kjæle for den som et Klenodie, man har kjøbt for al sin Eie, kan slaae om i sit Vrængebillede. Det er muligt, at man for at lære Templets Tinde at kjende, maa ud paa den svimlende Sten, hvorfra Djævelen frister til at styrte sig ned. Der er Toner i de hellige Ord, som ikke forstaaes, før man har været i den Ørk, hvor Anfegtelserne sees som Spøgelser, og Eneboeren øiner dem, om han end ikke magter dem. Men hvad der end kan høre til at lære Høiden og Dybden og Bredden og Længden at kjende, vilde jeg dog ønske, at jeg havde holdt min Mund med mine indre Erfaringer. De evig lange Betragtninger, jeg opvartede med, ere visselig ikke behagelige at læse. Min verdensomfattende Kjærlighed var bleven til Hensynsløshed mod dem, der vare mig kjærest, min Ætherflugt med Profeter og Poeter var bleven til en hovmodig Indbildning om at jeg alene forstod at flyve. Jeg var en selvbehagelig og uærlig Populærfilosof, en syg Stakkel paa mit Legeme og ikke mindre i mit Sind.

Hvad der foregik i den ynkelige Maaned November 1841, veed jeg knap mer. Jeg laa paa min Sofa og kunde intet andet foretage mig end at lytte efter mit Blods Hamren. Jeg krøb i min Seng, naar jeg fornam, jeg ikke kunde støtte paa Benene; jeg listede ud, naar de igjen vilde gjøre en Smule Tjeneste, men maatte sætte mig paa enhver Bænk, enhver Trappesten, der tilbød sig. Og jeg følte kun lidt Ro, naar jeg kunde naa hen til dem af mine Slægtninge, der forstyrrede mig mindst, fordi jeg, mens de gjorde mest for mig i deres Kjærlighed, ansaae dem for i deres Aandløshed mindst at kunne forstaae mig.

Da jeg ikke mere formaaede at læse og skrive, og dog ikke kunde undvære nogen Hjælp til at komme igjennem den meningsløse Tid, tog jeg, som den mindst foruroligende Bog, jeg vidste, til Peer Paars, en skrækkelig Parodi paa min Tilstand. Men kom ikke en halv Side ned, før jeg maatte skyde den fra mig; end ikke at see paa Bogstaverne kunde jeg taale. Jeg led mest ved, at jeg ikke kunde udholde at være ene, og dog endnu mindre kunde underholde mig med nogen. Min kjærlige Broder Christian og min godmodige Fætter Vilhelm, begge Læger, skiftedes til at sidde hos mig, mens jeg laa hen i fortvivlet Taushed. Takket være de, for det gode, de gjorde mig. Men en underlig Tak fik de. De var det mest beroligende for mig, fordi jeg kunde antage, at de mindst vidste, hvad der var Grunden til min Elendighed.

Mine gode Onkler og Tanter kom jævnlig til mig, og sendte mig alt, hvad de kunde tænke, maatte kvæge mig. Men min Bolig paa Regentsen var mindst indrettet paa at huse en saadan Patient, og efter at der var talt om at sende mig paa Hospitalet, fandt de det raadeligst at gjøre langt mere for mig. Sidst i Maaneden, i de samme Dage, Emil Mynster lukkede sine uforglemmelige Øine, flyttedes saa min Seng hen i Farbroder Scavenius F.s Hus. Jeg troer endogsaa, han indrømmede mig sit eget Værelse, idetmindste kunde det ganske ligne ham og hans Hustru, den Tante Amalie, som havde al den Kjærlighed, jeg havde indbildt mig at have.

Der laa jeg nogle Uger. De bedste Læger saae til mig og mente, jeg havde en Hjærtesygdom. De gav mig meget Digitalis, men deraf blev jeg endnu mere svækket. Saa rystede de paa Hovedet og mente, at den Sygdom snart vilde gjøre Ende paa mit Liv. Det samme mente jeg selv, hvergang Anfaldene kom over mig, og det gjorde de hver Dag. Det er umuligt at være de kjære, nu hedengangne Sjæle taknemlig nok for, hvad de gjorde for mig, men den Gang er jeg bange for, at jeg ikke tænkte nok derpaa. Jeg havde nok i mit evige Mellemværende, og lærte i de Dage og Nætter at lade Legeme være Legeme, og befale min Sjæl i Guds Haand.

Moder kom til Byen forat hente mig hjem til sig, og jeg kom dog saavidt paa Benene, at jeg turde forsøge derpaa. Jeg blev sat i en lukket Vogn ved hendes Side med en Flaske kjølende Mixtur i Haanden. Jeg tømte hele Flasken paa Veien, men jeg troer dog, at jeg mere end den røde Drik skyldte Følelsen af Moders Haand i min, at jeg med nogenlunde Fred naaede det kjære lille Hjem i Roskilde. Skulde jeg nogetsteds kunde rette mig, saa maatte det være der, bestandig med mit vildt fantastiske Hoved støttet til Moders utrættelige Skulder.

FEMTE KAPITEL. UVIRKSOMME AAR.

At skifte Opholdssted er et anerkjendt Middel mod nervøse Skrøbeligheder, at skifte Læge kan ogsaa undertiden være godt.

Moders Huslæge var ogsaa hendes Husven, og hans Børn vore Venner. Han var en egen Mand, som skjønt han af Tænkemaade var en Nutidsmand, dog i sit Væsen mindede om forrige Aarhundredes Cavallerer. Hans Nydelse var at conversere Damer, og som en yndet Læge vidste han naturligvis alle Byens og Egnens Krøniker og Hemmeligheder.

Han rystede paa Hovedet ad de kjøbenhavnske Læger, og forklarede mig med sin behagelige Veltalenhed, at Dr. Mansas Digitalis og Ole Bangs Piller endmere havde ødelagt mit Nervesystem. Jeg skulde kun nyde Naturens primitive Gaver saa rigeligt som muligt, lade fem være lige, glæde min Moder med en Latter, og mig selv med en Pibe Tobak, og vilde jeg endelig have Medicin, kunde jeg tage mig en Snaps saltet Brændevin, førend jeg gik min Morgentur. I nogle Uger tog jeg Snapsen, men tog mig saa den Frihed at lægge den af, da jeg gjorde den samme Erfaring, som jeg i Kjøbenhavn havde gjort med et mig til Frokost ordineret Glas Portvin, at min Natur har Antipathi mod stærk Drik. Ganske vist smager den ogsaa modbydelig, bemærkede han leende. Men Tobakspiben vænte jeg mig efterhaanden til, og fik dermed den Uvane. Den gjorde mig godt som en tankeløs Underholdning.

Underholdning var det, jeg trængte til, da min Ulykke kom indenfra; men det var en vanskelig Vare at faa fat i den lange ledige Vinter igjennem. Læse kunde jeg aldeles ikke, jeg kom ikke en Side til Ende, om det saa kun var i en Avis, før Blodet bruste i mig. Ogsaa Samtale maatte jeg være meget varsom med, og at være ene var mig rent umuligt, det var at kalde al Elendigheden over mig. Nætterne var min Ulykke, det er ikke til at beskrive, hvad jeg oplevede, naar jeg vaagen paa min mørke Vagt lurede paa de Hærskarer af Spøgelser, hele Egnen, hele Verden var befolket af, og af Mathed dysset i Søvn saae dem i tindrende Klarhed og hørte dem buldrende trampe opad Trappen og bryde ind ad Døren, saa jeg foer op med et Skrig. Jeg har aldrig taget noget søvndyssende Middel, og vel vogtet mig for Opium i nogensomhelst Skikkelse, men jeg troer, at kun en Opiumsspiser kan gjøre sig en Forestilling om saadanne Aandescener. Ikke at mine Tanker noget Øieblik svigtede mig, med ganske nøgtern Besindighed satte jeg mig ind i Sagen, og gjorde mine Iagttagelser baade psychologiske og æsthetiske om Drømmeverdenens Natur. Men det hjalp mig ikke; at den kom og faldt over mig med al sin Frygtelighed var det visse af Sagen.

Det eneste, der blev tilbage at støtte mig til, var da det stille Liv i Dagligstuen med de hyggeligste af alle Fæller, Moder og Søster. Men hvad skulde jeg foretage mig? At underholde dem med mine Trængsler var baade Synd mod dem og for mig selv den største Fare. Da maa jeg takke mit paa Hjælpekilder temmelig righoldige Sind for, at jeg tvungen af Nøden udfandt den Kunst at fylde Tiden med stille Betragtning af de udvortes Gjenstande, der omgav mig. Nu da jeg desværre havde Tid nok, lod jeg mine Øine — eller mit Øie, for jeg har det efter min Moder kun at see med eet ad Gangen, hvile paa enhver Gjenstand, ligegyldig hvilken, en Tallerken paa Dugen, en Plante i et Glas eller en Potte, mine Stuefællers Klæder, deres Bevægelser, min Moder ved Rokken og min Søster ved Vinduet med Bog eller Sytøi, hele Stuens stille Belysning og alle Omridsene eller rettere, hvor den ene Farve hørte op og den anden begyndte, hvilket skjønt Forhold de alle stod i til hinanden, hvilke egne Nuancer de antog i Skyggen, indtil Farven næsten, dog aldrig ganske forsvandt i det dybeste Mørke. Hvorledes saa dette vexlede med forskjellig Belysning, hvor fint det maatte bestemmes ved roligt Lys, hvor stærke Modsætningerne kunde blive, naar Sollyset faldt ind, og hvor sikkre de modsatte Farver kunde staae mod hinanden i Vinduesstokkenes Skygger paa de hvide Gardiner, især naar der blev rullet ned for Eftermiddagssolen.

Min værste Angst var at skulle være ene, og den tyngede mig desmere, fordi jeg skammede mig ved at bekjende den, naar de andre tilfældig gik ud. Saasnart jeg blev alene i Stuen, gik jeg strax fra Sands og Samling, Blodet begyndte at bruse, og jeg blev syg. Jeg foreholdt mig bestandig med alle tænkelige Grunde, hvor urimelig min Uro var, men den grusomme Angst overfaldt mig dog, mod den hjalp intet Middel, netop fordi den var ganske uforstaaelig. Den var mig i flere Aar en grulig Plage, og er til Tider kommen igjen, saa jeg en stor Del af mit Liv ikke har været sikker for den.

I de Aar jeg omgikkes ham, viste han mig det inderligste Venskab. Desværre kunde jeg ikke gjøre ham Gjengjæld med at beundre hans Kunst, men ringeagtede ham dog ikke derfor. Tvertimod ansaa jeg og anseer endnu en Kunstner, om han end er maadelig for at staa saa høit som det Trin, han i sin Kunst indtager, over andre Mennesker, der Intet formaaer.

Jeg samlede hvad Billeder jeg kunde faae. I Bibliotheket fandt jeg ikke andet end Thorvaldsens Værker. Men snart kom jeg i Besiddelse af flere Billeder, der førte mig videre. Jeg havde i det Aar faaet mig en Ven i Maleren Thorald Læssøe. Jeg husker ikke, hvor jeg havde truffet ham. I de Dage behøvedes der ikke meget til at slutte Venskab. Et Møde i et Atelier eller paa et Galleri, hvor man kom til at gjøre nogle Bemærkninger, var nok til at fatte Interesse. Han saae hyppig til mig i den Tid, jeg laa syg paa Regentsen, bragte mig Druer og andre behagelige Sager og talte hjærtelig opmuntrende til mig. Da jeg var kommen til Roskilde, sendte han mig saa en stor Bunke Billeder, fortrinlige Raderinger, Kobberstik, Træsnit og sligt, den Tid en endnu større Skat end nu, da man kan see ypperlige Ting i enhver Journal.

Dette gav Stødet til, at jeg vovede mig videre. Jeg forelskede mig saaledes i Raderingerne, at jeg ikke kunde lade være at copiere Landskaber af Waterloo og Swanwelt. Og da jeg fandt, at det ikke anstrengte mig synderlig mere med min Pen at efterligne Raderingens fine Streger, end at eftergaae Naturens Linier og Farver, blev dette mig en rig Kilde til stille Nydelse. Da jeg saa havde gjort en Række Pennetegninger, som var i alt Fald til min egen Tilfredshed, gik jeg til Naturen. Jeg kunde ikke sidde ude, men fra vore Vinduer oversaae vi Kirkepladsen og en stor Del af Egnen. Saa tegnede jeg derefter, først Enkeltheder, siden det Hele. Jeg mindes en Dag, jeg sad ved Vinduet og arbeidede paa et stort Billede af Domkirken og Pladsen, og var netop kommen ned til Forgrunden, hvor jeg havde gjort mig megen Umage med et stort Asketræ, som hang ud over Domprovstens Havemur; da blev Døren slaaet høit op, og Vilhelm Marstrand traadte ind. Jeg havde ikke seet ham i fem Aar, han var netop kommen tilbage fra sin første italienske Reise. Mens han paa sin lette naturlige Maade gav Moder Haanden og ruskede i mig, havde han allerede kastet sit Blik paa mit Billede og udbrød: Nei see, kan du gjøre saadan noget! Ja, saavidt er jeg da kommen, svarede jeg, tænkende paa Asketræet, men meget forlegen over at være bleven overrasket af et saadant Kunstnerøie; og Samtalen gik videre, som om han aldrig havde været borte.

Juleaften blev mig en af de tungeste og bragte mig dog den bedste Glæde. Professor Blochs Familie ønskede, at vi skulde tilbringe den hos dem, og Rectorboligen var os altid et kjært Sted at komme. For mig var det ikke at tænke paa, det var i min allersvageste Tid. Men skjønt jeg vidste, hvad det vilde koste mig at være ene, skjulte jeg dog min Angst saa godt jeg formaaede, for at faa Moder og Søster til at gaae. Saa sad jeg ene. Storm og Snesjap buldrede mod Ruderne, og Stuen saae trist ud, men jeg fik ikke Tid til at tænke paa Omgivelserne. Blodet buldrede i mig, som jeg skulde sprænges, og det hjalp intet, at jeg gjennemgik hele Skalaen af de tidtnok indøvede Beroligelsesmidler, at jeg forklarede mig selv paa det forstandigste, at det hele var Indbildning, jeg blev mere og mere syg. Jeg søgte at bevæge mig paa Gulvet, jeg stod og pressede Panden mod Ruden, jeg kastede mig paa Sofaen, men det forfærdelige lod sig ikke afvende, jeg maatte igjennem de ensomme Timer, om det saa skulde koste mit Liv. Saa holdt jeg det ud, som jeg har holdt saamangen lang Nat ud, ogsaa de værste Timer liste sig til Ende, og endelig kom Moder. Hun havde forladt Selskabet tidligere for at see til mig, og blot at see hende var allerede Hjælp. Hun sad noget hos mig og talte mig tilrette, og da jeg var bleven lidt roligere, krøb jeg i Seng.

Som jeg endnu laa og kjæmpede med mig selv, hørte jeg glade Stemmer under Vinduet, Smaalatter, Hvisken og afbrudte Udraab, det tog ingen Ende. Nu har han da fulgt hende hjem, tænkte jeg, men dette er dog for galt. Endelig blev der da Ende paa den Sigen Godnat, og Moder, som stod øverst paa Trappen, modtog sin blussende Datter i sine Arme. Hendes forlængst erklærede Elsker havde benyttet den korte Vei over Kirkepladsen til at faa hendes Ja.

At den søde Søster sad længe hos Moder, inden de kom til Ro, var naturligt nok, men for mig Stakkel var det usigelig tungt, at ligge og vælte mig paa mit Leie uden at kunne deltage i deres Glæde. Jeg maatte dog see min Søster, men min Tilstand var fortvivlet, saa meget mere, som jeg maatte skjule den. Ak, kun altformeget af mit Ungdomsliv er paa den Maade blevet mig forspildt.

Jeg fik mig altsaa en Svoger i Søren Thrige, men Overgangen var ikke stor. Han havde siden Skoletiden været saa hjemme hos os, at han for Moder var bleven som en Søn. Det har han og i Sandhed altid været, ingen kunde gjøre mere for sin Svigermoder, end han har gjort.

Saaledes sad jeg Vinteren til Ende hos min Moder, kom nogenlunde tilrette, og vendte med ganske godt Mod tilbage til min Regensstue i Begyndelsen af April 1842. Mine Breve fra denne Maaned see meget godt ud, men jeg kan ikke tro andet, end de har været til mere Bekymring end Trøst for Moder. Hun saae kun deraf, at jeg havde styrtet mig ind i mit forrige anstrengte Liv; det vilde næppe ende godt. Jeg taler meget om, at gjøre alt aandelig, deri indbefattet Biblen saavelsom den hedenske Oldtid, Kirkehistorien saavelsom Digternes Fantasmer. Jeg klager stærkt over, at jeg ingen havde, der kunde dele mine Tanker, og at Ensomheden var det, der tyngede mig. Alt dette er udenoms Tale, jeg var syg, meget syg, og allerede i næste Maaned gik de Afbrydelser i mit Arbeide, som jeg kun løseligt havde berørt, over til fuldstændig og vedvarende Afmagt.

Saa kommer der sidst i Mai et helt trøstesløst Brev til Moder. Det er den gamle Historie: jeg sad ensom ubeskjæftiget i min Stue, hvor jeg hverken kunde udholde at være stille eller lindre mig ved at vakle ud i Gaarden og faae mig en Samtale: jeg kunde end ikke i den letteste Bog læse en Side til Ende; mine Hænder rystede, mit Blod hamrede, saa Ribbenet og Kjødet paa venstre Side var ømme deraf, jeg forfærdedes ved at see i Speilet, hvor indfalden og huløiet jeg saae ud; og under alt dette min Bekymring for, hvorledes jeg skulde kunne bringe det saavidt, at jeg kunde aabne mig en Levevei.

Moder var dog mindst den, der tabte Modet. Hun havde strax en god Udvei for den nærmeste Fremtid. Hun havde lovet sin Broder, Frederik Tauber, tidligere Præst paa Vallø, nu Præst i Eiby og Dalby ved Kjøge, at tilbringe Sommeren hos ham, og han havde selv bedet hende at tage mig med, og hun udkaster et tillokkende Billede af, hvor godt jeg skulde have det der, blandet med en Del opmuntrende Spøg.

Efter min Hjemkomst fra Landet, forsøgte jeg mig igjen paa Regentsen, men det gik endnu værre end før. Det var mig umuligt at blive der, og da Moder foreslog mig at søge en Huslærerplads paa Landet, var det mig ligesaa umuligt at vove mig dertil. Hun vidste ikke, hvor svag jeg var. Da der nu kun var et halvt Aar tilbage, fik jeg Tilladelse til først at nyde dette, naar mit Helbred var blevet bedre, og søgte saa atter for denne Vinter tilbage til min moderlige Rede i Roskilde.

Der var i denne Sommer foregaaet noget i Roskilde, som jeg ikke kunde holde mig uden for, og som voldte mig megen Sorg. Det er ogsaa mere værd at fortælle end de andre Smaating, jeg oplevede, da det angaaer en udmærket Mand.

Vilhelm Marstrand var, som jeg alt har omtalt, kommen hjem fra sin første femaarige Sydlandsreise. Jeg havde kjendt ham fra min Skoletid; han var min Halvbroders Fætter — hans Moder var en Søster til Broder Caspars Fader — og han blev snart min Ven, skjønt der i Alderen var ti Aars Forskjel paa os. »Jeg mener da, Venskabet behøver ikke at være saa halvt som Fætterskabet,« sagde han. En Ære, jeg skjønnede meget paa.

Vi havde i Kjøbenhavn havt et sluttet Selskab, som en Aften om Ugen kom sammen hos hans Moster, Thea Smith, en gammel venlig Dame, som vi alle kaldte Tante Thea, og som havde sin Bolig i Petersens Jomfrukloster i Vimmelskaftet. Det var hendes Glæde at see Ungdommen omkring sig, hun dækkede et rigeligt Bord, og var stolt af at kunne see hvor stor en Flok, der tog Sæde om det. Vi kaldte det Fætterklubben, fordi de fleste af hendes Gjæster stod i dette Forhold til hinanden. Der var Brødrene Marstrand, særdeles Vilhelm og den smukke Søofficeer Osvald, der var Brødrene Smith fra Møen, særdeles den poetiske Theolog Troels, der var min Broder, Caspar Smith og min Fætter Adolf Fibiger, og flere Fættere og flere Venner, som Malerne Købke og Constantin Hansen og Architekten Bindesbøll, og yngre Medlemmer holdt sig til, ogsaa Cousiner. Af dem, der beskedent lyttede til den faste Stok var jeg. Stemningen var udmærket, naturlig og hjærtelig, og tumlede sig i overstadig aandrig Lystighed. Det var i mine første Studenteraar, jeg begyndte at komme der, medens Vilhelm var borte, men ogsaa senere, mens han boede i en underlig gammel Leilighed i Børsgaden, hvor han bedækkede de skumle Vægge med en mægtig Samling af sine hjembragte Studier.

Saa saae jeg ham ikke igjen, før han i Vinteren 1841—42 slog ned i Roskilde. Han havde der en stor Flok Cousiner. Hans Moster Rikke, en svær og imponerende Frue, der med sin groteske Lystighed, sin ustyrlige Lunefuldhed og sin uordentlige Paaklædning mest af alt lignede en flot Italienerinde af Middelstanden, var gift med Byens Borgemester og Byfoged, Justitsraad Foss, en snu Bonvivant, der vendte og dreiede med Borgerstanden som han vilde, ved vexelvis at bruge Magten i gammel Stil, og tage dem under Armen i ny.

De havde syv Døttre, alle smukke, men meget uopdragne, Huset var stort, og Stillingen anselig, der kom mange, men alle forbausedes over Familiens underlige Væsen. Altid Skrig og Skraal af Børnene, der sloges i Krogene, Hvisken og Tisken af de unge Piger om deres Kjærlighedshistorier, Forfærdelse over Besøg, naar man ikke var paaklædt, og Moderen foer da altid om i Nattrøie, og forgik af Latter eller rev sig i Haaret af Fortvivlelse. Faderen listede gjennem Stuen med en Vinflaske under Armen for at faae sig en lun Time i sit Contor med en Gjæst, som skulde vindes i et for Byens Vel vigtigt Øiemed.

Da Vilhelm M. kom hjem, var han 31 Aar, var kjed af sit omvankende Kunstnerliv, havde Lyst til at skabe sig et Hjem, og saae sig om efter en Livsledsagerinde. Det var hans Natur ikke at gjøre mange Omstændigheder, og Cousinerne var dog værd at see paa. Fra deres Side var de spændte af Forventning om det skulde lykkes en af dem at vinde den berømte Fætter; ikke at fortænke dem i, han var dengang en meget smuk Mand, og de var ikke af de Tilbageholdne. Situationen var dog ikke uden Fare, de havde Rivaler. Der var de fire Cousiner paa Møen af et lignende varmt Temperament, dem stod han fra tidligere Tid i nærmere Forhold til. Men hvad dem angik kunde man stole paa sin Overlegenhed i Skjønhed. Farligere var det, at der fandtes endnu to Cousiner i Ringsted, som i den blonde Art vel kunde tage det op med de mørke Roskilde Damer. Det gjaldt at benytte Tiden, Huset straalede i sin bedste Glands, Toiletterne kom virkelig i Orden, Øinene løftedes mod Himlen og saae ængstelig til hinanden, og Fætteren kom.

Det lykkedes virkelig. Der kunde kun være Tale om de ældste, de andre var for unge. »Naa, Vilhelm! hvem skal det saa være? Anna eller Thekla?«, sagde Moderen med sydlandsk Frimodighed. Den ældste var ikke saa lidt af en Kokette, som øvede sine Kunster paa Skoleballerne. Den anden var en god og paa sin Maade forstandig Pige, der opretholdt Dyden mellem en Flok, der idetmindste til Tider fandt den mindre behagelig. Han valgte den sidste, og det varede meget kort, inden de var forlovede.

Vilhelm M. leiede sig et Attelier paa Roskilde Hovedgade, og sad der Sommeren igjennem, og malte smukke Ting. Særdeles en Mindeskive til Byens Skytteselskabs Festsal, hvorpaa han portræterede alle de hæderlige Borgermænd, grupperede om Fuglestangen, med sin kjære tilkommende Svigerfader mellem den uniformerede Brandmajor, Værten i Prindsen, og en bekjendt Husarritmester, der førte Byens Garnison. I Baggrunden saaes Skibsbroen med Jagternes hængende Seil og festlige Flag paa glødende Aftenhimmel. Ved dette halvsatiriske og halvpatriotiske Billede gjorde han sig mangen Spas.

Jeg tilbragte en Del Formiddagstimer hos ham, medens jeg efter min Hjemkomst fra Eiby var i Roskilde, og han gjorde en god Blyantstegning af mig, som jeg har endnu. At slutte af den saae jeg dog ikke slet saa sygelig ud, som man kunde vente af det jeg havde gjennemgaaet. Ti eller endog tyve Aar efter var mit Udseende betydelig værre; den vedvarende Sygdom udtærede mig først efterhaanden.

Saa let det var gaaet for ham med at blive forlovet, saa besværligt blev det ham at fortsætte Forbindelsen. Da han først havde faaet gjort et kjønt Portræt af sin Thekla, et blomstrende lille Hoved i halv Størrelse, der helt fyldte en oval Ramme, var han allerede nærved for sit Vedkommende at have udtømt hende. Han gjorde sig vistnok redelig Umage, men jeg troer ikke, det lykkedes ham at faae stort mere ud af hende end en smuk Model. Hun gjorde sig ogsaa Umage, hun havde sat hele sit Hjærte til paa ham, og hun var en opoffrende Sjæl, som vilde finde sig i alt, naar det blot kunde lykkes hende at tilfredsstille ham. Men det kunde det ikke. Hun var ret forstandig, men uden synderlig Dannelse; hun beflittede sig samvittighedsfuldt paa at være en ulastelig Pige, og hun var utrættelig i at imødekomme ethvert af hendes Elskedes Ønsker, men hun havde den uheldigste af alle Egenskaber at møde en Mand som ham med, hun var kjedelig. Efterhaanden havde han ogsaa faaet Øinene bedre op for, hvad der efter hans ubundne Liv ikke synderlig havde stødt ham fra først af, hendes Hjems Uhyggelighed og den øvrige Families temmelig raa Væsen.

Mig undrede det ikke, det undrede mig mere, og i Grunden os alle, at han havde taget hende. Han havde gjort et letsindigt Skridt, han havde taget hende uden at elske hende. Det kunde endnu være, ogsaa mindre end Elskov kan gjøre lykkelig, men hvad værre var, han havde umodne Begreber om en saadan Forbindelse. Han havde aldrig kjendt et godt Familieliv. Hans Fader var tidlig gaaet bort, og hans tungsindige Moder førte som Enke et høist uhyggeligt Hus. Om det var dette eller det var et medfødt Sind er ikke let at sige, men vist var det, at baade han og hans Brødre med al deres store Begavelse, ogsaa for Menneskekundskab, ikke forstod sig paa den kvindelige Charakters Rigdom, hverken dens Finhed eller dens Styrke. Vilhelm maatte bøde en Del derfor, og lærte først sent, at det er tungt at tage feil i Livets bedste Forhold.

Dog holdt han længere ud i dette Forhold end man skulde have troet det muligt for et Sind som hans. Det var hans gode Hjærtes Skyld. Han havde Thekla siddende hos sig, mens han malede, han vandrede rundt i Egnen med hende for at nyde Naturen, og han sad trolig om Aftenen i hendes støiende Familie med et Par snavsede og uartige Unger i Favnen. Han tog hende med til Kjøbenhavn, og viste hende alt, hvad han sværmede for, og hun var henrykt, hun var stolt af sin herlige Støtte. Men det hjalp alt sammen ikke, Forholdet blev ham uudholdeligt, og omtrent paa samme Tid, som jeg saae mig nødt til at tye tilbage til Roskilde, i Efteraaret 1842, havde han givet hende Afsked.

Vintren gik, og der maatte tænkes paa mod Foraaret at faae mig Stakkel anbragt i Kjøbenhavn. Jeg kunde dog ikke helt holde mig borte fra Universitetet. Moder tog derfor den Beslutning at forlægge sin Bolig til Frederiksberg, og hun leiede en Kvistetage yderst i Smallegaden i et høit Sted, som staaer endnu. Det havde en vid Udsigt over Frederiksberg Have og saalangt over Sletten mod Vest, som Øiet kunde naa; vi fik altsaa noget til Vederlag for hvad vi forlode paa den skjønne Roskilde Kirkeplads.

Men førend jeg flytter Skuepladsen, vil jeg anføre en Skildring af mit Hovedæmne, af mig selv, som jeg dengang opfattede denne Gjenstand. Jeg finder den i et Brev til min Ven Lunddahl af 12. Marts 1843:

— — Du beskriver dit Embede og din Forlovelse som Grundpiller for dit Liv. Hvad skal jeg sige, som Skjebnen har henvist til ene at tære paa den simple Bevidsthed om mit eget stillestaaende Jeg? Og jeg maa dog ogsaa have saadanne Fornødenheder. Du kan troe, det overfalder mig undertiden haardt nok, og skaffer mig da gjerne en søvnløs Nat. Men jeg har nu saa ofte nedkjæmpet det, at jeg næsten i Forveien kan sige, hvorlænge en saadan Dyst vil vare. Heller aldrig maa jeg glemme den reelle Gavn, man kan have af en saa alvorlig Prøvelse. Nu, da den har gjort mig til en Carricatur af mig selv, fra et upraktisk Menneske til en Dagdriver, har jeg i Tide faaet et endnu større Skrækkebillede af de behagelige Udørkener og romantiske Flyvelyster, end jeg selv kunde lave mig; og min Hu staaer nu ikke til andet end den forstandige Virksomhed, som Mennesker have drevet før mig, og ville gjøre det efter mig. — — Du seer, jeg vil gjerne gjøre noget ud af mine Smaaerfaringer, og vil gjerne reflectere over mig selv som over al Verden. Men Gud bedre mig for min Filosofie, den er rent borte. Jeg har i Vinter glædet mig ved at læse Historie. Jeg kan forstaae, hvorledes man kan med Lidenskab komme til ganske at hengive sig til den Videnskab. Mig har det været en sand Lise at studere Menneskene, som de have været og som de ere. Historien er det retteste og sikkreste Middel mod alt utidigt Sværmeri ... Ogsaa i Evangeliet læser jeg hverdag et Kapitel, og sysler bestandig med mine kjære Ideer derom ... Jeg kan kun sige, at Jesu Skikkelse stedse bliver mig klarere og nærmere, uden at jeg egentlig arbeider derpaa. Det maa komme af, at jeg ligesom daglig pleier Omgang med ham, idet jeg vandrer med ham. Og kommer man ham nærmere, maa man ogsaa blive hans Discipel. Der behøves vistnok nu som før intet andet end et Lys over hans Person forat meddele den hellige Aand. Jeg troer at hele min Aandsudvikling — skjønt Sligt jo er fast umuligt at blive sig bevidst — er afhængig af hans Charakter, idet jeg ikke søger nogen Sandheds Bekræftelse andre Steder end hos ham. Et Forhold der naturligvis gjør mig baade vel tilmode og meget betænkelig. Thi hvilke uhyre Fordringer til en stakkels Synder indeholder ikke denne Tanke? Jeg gad sige som Luther undertiden slutter sine Breve: »Bed for mig, thi jeg bliver daglig værre.«

Efter en stor Del Fortælling om Familien og vort daglige Liv — thi Brevet er, som jeg dengang havde Vane til, overordentligt langt — tager jeg saa igjen til at filosofere:

»Du taler om Tidernes Tegn, om at Subjectiviteten nu viser sin Magt. Jeg troer ikke, at man derfor kan sige, at den nu har Regimentet. I gamle Dage, da man dog ikke tog det saa overdrevent samvittighedsfuldt med at indgaae Ægteskaber, men tænkte, at om end et Tyranni fra Mandens Side eller Tøffelregimente fra Konens, eller alskens Brydninger fra begge Sider, skulde blive Følgen, saa var derved ingen videre Skade skeet, man kunde vel endog tage Regres paa anden Maade, da var denne egenkjærlige Magt upaatvivlelig snarere den dominerende; den brød sig end ikke om sin Modstander. Naar den nutildags fordrer sin Ret, er det vel snarere, fordi man føler bedre, hvor Grændsen for det Objectives Gyldighed er, og ikke saameget vil fradrage det noget som ordne Forholdet ved at anerkjende den relative Ret paa begge Sider.« — Det var før den Tid, da det Spandetske Forslag om borgerligt Ægteskab havde vækket saamegen Røre, men vi havde talt om, hvormange Mennesker der ogsaa i vor Kreds havde maattet bøde for den Sædernes Løshed, den overvættes æsthetiske Tid medførte. Ogsaa var S. Kierkegaards Billede af en Æsthetiker et rystende Phænomen.

»Hver Tid har vistnok sine Tegn, men ville de endda holde sig til det private Liv, frygter jeg dem ikke saameget. Det er dog det Terrain, man med Billighed helst maa tilstaae Subjectiviteten som dets eget. I Theologien er der jo rigtignok Fare paafærde, men jeg troer, at der, som paa ethvert videnskabeligt Gebet, kan overmodig Umodenhed kun holde sig meget kort, den vil snart efter en Overgangsperiode ødelægge sig selv. Derimod i Politiken kunde der vel være god Grund til at være bekymret, da Agitatorerne bestandig have frisk Forraad til at nære Flammen med fra den stærkere og stærkere opvaagnende Masse; og det er et Onde, som med Tiden snarere bliver værre end bedre. Du læste vel Artiklen i »Fædrelandet« om den »moderne Absolutisme«. Den sammenfatter i Korthed omtrent alle bestaaende Samfundsformer som modne til Ødelæggelse. Men lad os alligevel ikke hænge os i saadanne Phænomener, der dog aldrig kunne have mere Værd, end at de jo ville forsvinde, naar noget bedre viser sig. Den grundige Behandling, alle slige Materier i vore Dage dog virkelig underkastes, og den smukke moralske Intelligens, der anvendes derpaa, vil uagtet alle Dagbladenes Fadaiser og selvbehagelige Skarnstreger ikke forfeile sin Virkning.« —

Paa Frederiksberg var jeg nu vendt tilbage til mine første Studenteraars gamle Veie. Hvad havde jeg ikke gjennemlevet i de fem Aar? Fra en umoden Dreng var jeg bleven til en i Aandens Kampe saa forfaren Mand, at jeg maa troe, jeg siden den Tid ikke er kommen videre. Livet skifter vel, og der kommer andet, men det tidligere glemmes, og man bliver ikke rigere. Det er som med Kundskaber, man lærer mere og mere, men man glemmer igjen ligesaa meget.

Næste Vinter (1843—44) tilbragte jeg igjen paa Regentsen.

Jeg erhvervede mig ogsaa tydske Venner. Aaret før (1842) havde en Ven af Søren Thrige, Vilhelm Nitzch, besøgt os, en kielsk Professorsøn og dengang selv Docent i Kiel, siden Professor i Kønigsberg og gift med Sørens Halvsøster. Med en god Figur var han af Ansigt et af de styggeste Mennesker, jeg har seet, men der boede en høi Aand og en ædel Sjæl i ham, og han aabnede et nyt Rige for mig. Saa vel kjendt jeg var med Tydskland, var det dog kun gjennem Bøger. Nu saae jeg tydsk Dannelse levende; og han besad den i den Grad, at han var en Typus paa den af den fineste Slags. Meget talende er de fleste Tydskere, men han besad en Veltalenhed, som ogsaa hos dem er sjelden, og hos os omtrent ukjendt. Udaf sin store baade lærde og æsthetiske Dannelse vidste han at blande de livligste Skildringer og skjønneste Citater ind i Samtalen, saa den blev mere end en Samtale, som en Nydelse af skjøn Kunst, og dog gik alt let og naturligt som en Spøg. Jeg har altid sukket efter at finde Mennesker, som forstaae at føre en dannet Samtale, og erfaret, at de er meget sjeldne; desværre ogsaa erfaret, at jeg daarlig nok selv forstaaer det. Han henrev mig, og dog var de Uger, jeg nød i hans Selskab, mig yderst byrdefulde. Den Sommer var i det Hele varm og smuk, og det var dens skjønneste Tid. Men jeg havde just en Periode, hvori jeg mindst fjorten Døgn ikke fik Søvn i mine Øine. Jeg vilde ikke lade mig mærke dermed, men vandrede saa munter som muligt hele Dagen omkring i Egnen med vor tydske Ven. Jeg begriber ikke, hvor jeg holdt det ud, men ligefuldt er de Dage bleven staaende i min Erindring som et Pust af et bedre Liv. Nitzch saae jeg ikke mere, men gjemmer et smukt Brev fra ham. Nu er han forlængst død (1880).

Næste Aar traadte en anden Tydsker op. Vor kjære Veninde Margrete Thrige var Aaret før bleven forlovet med en holstensk Præst Steffensen, og som nygifte besøgte de nu den sjællandske Familie. Moder havde indbudt dem til at boe hos os under deres Ophold i Kjøbenhavn; hvor hun fik Plads dertil, er ikke let at forstaa. Steffensen var en fin, høitdannet og begavet Mand, og vi fik atter en Prøve paa tydsk Veltalenhed, men mere himmelhoch aufschwebend, mere kirkelig, og jeg satte Pris derpaa. Man lærer først en Nation at kjende, naar man seer den i Kjød og Blod, man forstaaer først dens Tankegang, naar man hører Tonefaldet og seer Minespillet dertil.

Den tredie Tydsker, jeg kom i Venskab med, indfandt sig saa igjen næste Aar i Kjøbenhavn med et Anbefalingsbrev fra Nitzch til mig. Han var Fysiker, hed Dr. Meyn, og vilde studere under Ørsted. Atter det samme fuldtfærdige veltalende Væsen, dannet nok, men ikke med den fine Følelse, som hos de to andre havde gjort, at man ikke mærkede, man havde vort Folks Modstandere overfor sig. Han forklarede mig vidt og bredt Slesvigholstenernes utvivlsomme Ret, beskrev deres høie Dyder, deres urokkelige Mod og Fortrøstning til deres gode Sag, og deres derpaa begrundede Forvisning om Seir. Jeg havde meget lidt beskjæftiget mig med Politik, kjendte vel Sagen af Bladene, men fik dog et nyt Indtryk af den ved at høre den foredrage af en begeistret Mand, der sprang ganske frisk og fersk udaf Partiets Midte. En saadan Figur var dog værd at see i Nærheden, og da jeg havde det tydske Folkeliv ligesom den tydske Litteratur meget kjær, og var vel oplagt til at sætte mig ind i enhver menneskelig Sag, stødte hans Tale mig ikke saa meget, som den vilde have stødt de fleste. Jeg blev vel ved min og alle Danskes Mening, men hørte dog taalmodig paa ham, naar vi i Vintertiden (1844—45) gjorde en Del Fodvandringer sammen.

Min Regenstid var gaaet til Ende i Foraaret 1844, og jeg var glad ved at kunne flytte ud til Moder paa Frederiksberg. Jeg var nu kommen saa vidt, at jeg ganske godt var istand til om end med nogen Forsigtighed at fortsætte mine Examensstudier.

Dog trængte jeg endnu til en og anden Afbrydelse, hvorved jeg kunde styrkes. Det blev en meget kold Sommer, en af de ubehageligste, jeg mindes. Ved Midsommerstid var det saa koldt, at vi hyppig midt paa Dagen kun havde 5° Varme. I Haab om noget bedre Veir havde dog Moder arrangeret en Reise til Jylland. Jeg fulgtes med min Svoger Søren Thrige.

Det var Himmelbjergsfest det Aar, og i en Tid, da Frihed og Fædreland med høitidelig Forventning saaes at trække op som Tordenskyer der glimrede i Solen, var det en stor Begivenhed. Fra Houlberg Præstegaard, hvor vi var i Besøg, fik Søren og jeg os en Bondevogn, og kjørte en regnfuld Morgen gjennem de tungsindige Frisenborg Skove, over alle de brune vandperlende Lyngbakker, ad de endeløse søvndyssende Sandspor, til vi en skjøn opklarende Aften endelig naaede langs de blanke Søer til Ry Mølle.

Næste Formiddag laa vi paa Ryggen af Himmelbjerget. Om Middagen samledes Selskabet fra alle Jyllands Egne, og fra Øerne med. Deroppe fra saae man Landfolket overalt i smaa brogede Colonner rykke ned over Lyngbakkerne, forsvinde i Dybderne, komme tilsyne over Engene, langsomt skride frem langs Søbrederne, og endelig stige op ad Bjerget fra alle Sider. Der saaes mange politiske Notabiliteter, Grundtvig holdt Hovedtalen, mægtig men paa Grund af hans underlige Stemme ikke synderlig hørlig. Den ene Tale fulgte nu efter den anden paa sædvanlig Vis, som vi nu siger, men den Gang var det ingenlunde sædvanligt. Jyden hørte til med vanlig Ro, og tænkte sit, mest vel endnu ingen Ting. Saa kom den uundgaaelige Regn. Vi kom til Bords i Festteltet, hvor Talerne blev til Raab imellem hverandre, og altsom Tordenbygerne under dundrende Skrald bragte Vandet til at stige op over Fødderne, blev Stemningen mere og mere henrykt, det vaade Fædreland og den skyllende Frihed levede høiere og høiere, og Dagens Helt Sten Blicher, blev mere og mere drukken.

Det mørknede, man maatte afsted, det gjaldt om at komme i Ly for Natten, men Opgaven var fortvivlet, Kjøretøi var ikke at faae og paa Bjerget var der dengang ingen Bygninger, alt uveisom Natur. Den halve Mil til Kroen maatte vades gjennem et i Mulmet uforstaaeligt Søle, og i Kroen var der ingen Mulighed for at finde Herberge. Da var vi saa ubegribelig heldige efter megen Raab og Skrig at komme op i en Vogn, hvor vi fandt os Ansigt til Ansigt med den farligste af alle Bevægelsesmænd, Balthasar Christensen. Han var paa sit Høieste, og ustandselig talende, satte han med dæmonisk Glæde os unge uskyldige Mennesker ind i Agitationens gruopvækkende Hemmelighed, som han paastod selv at have opfundet.

Saadanne Ting kunde jeg fortræffelig taale. Men ligefuldt ventede mig i Hjemmet mine Plageaander med sædvanlig Ihærdethed. Jeg indsaae, at jeg nu maatte have Examen, hvad det end skulde koste, og jeg sparede ikke mig selv den Vinter. Jeg havde vel mange Kundskaber i forskjellige Retninger, men de var samlede med lange Afbrydelser; i flere Aar havde jeg maattet ligge ledig, og naar jeg kunde studere, maatte jeg vælge, hvad jeg bedst kunde taale. Det meste laa mig derfor allerede fjernere og maatte igjen opfriskes. Der var saa godt som intet gjort af det Arbeide, der er nødvendig for paa en bestemt Dag at kunne aflevere sin Kundskabsmasse.

Jeg var ligefuldt færdig i Forsommeren. Jeg har altid bestræbt mig for, at ikke andre kjære Mennesker for min Skyld skulde blive nødte til at opgive hvad de havde for. Min Søsters Bryllup var blevet feiret i vor daværende lille Bolig i Løngangsstræde ligeoverfor Vartou Kirke, i al Tarvelighed, men med desto større Glæde.

Søren Thrige var bleven ansat som Overlærer ved Slagelse Skole, efter et Aars Tid at have været Adjunkt i Roskilde og sin Bedstefaders Medhjælper. Festen, den 9. Mai 1845, havde været meget rørende i sin hellige Del. Stiftsprovst Tryde havde viet dem i Frue Kirke, og kom hjem til os; Professor Paulsen var tilstede som sin Stedsøns Forlover. Alt gik til Moders Tilfredshed, skjønt og livligt, paa det nær, at da Talen efter Bordet faldt paa slesvigsk Politik, kunde Tryde og Paulsen i høi Grad ikke forliges, da Tryde holdt med Slesvigholstenerne. Næste Dag fortsatte vi Festen i Roskilde.

Moder skulde nu tilbringe Sommeren hos de Nygifte, og glædede sig selvfølgelig usigelig dertil, men hun kunde ikke forlade mig, før jeg havde faaet Examen. Men hvilken Tilstand var jeg ikke i, da jeg en hed Aften i Begyndelsen af Juni Maaned sad i mit lille Kammer, og med skjøn Skrift paa et stort Ark opsatte mit Petitum, som det kaldes, efter den Tids Skik i de fineste latinske Fraser, og efter min egen Skik meget længere end det behøvedes.

Lykkeligvis er det min Natur, at mit Mod stiger med Faren, og naar der er gjort, hvad der kan, naaer det til god Ro. Da Examensdagene kom, var det mig en Morskab ved de skriftlige Arbeider at lade min Pen løbe med alle mine Aandrigheder og Spidsfindigheder; og den Morgen jeg skulde indstille mig til Examination, foer jeg hen over Torvet med lettere Skridt end dem jeg kunde opdrive paa andre Morgenture. Nu var jeg jo færdig, og det faldt mig ikke ind at frygte for Slagets Udfald; skjønt jeg ligesaa let kunde have lidt et Nederlag, da jeg i Virkeligheden ikke var ordentlig forberedt.

Ikke engang Tiden mellem den skriftlige og mundlige Examen, som ellers er saa kostbar for Candidater, havde jeg kunnet benytte. Jeg maatte som sædvanlig ud paa Landet at samle Kræfter.

Heller ikke laa Theologien mig i overvættes Grad paa Sinde. Jeg havde dyrket den for at bemægtige mig, hvad der var Aandsføde for mig efter mit Sind, og for nogenlunde at blive hjemme i en Videnskab, som altid har den Betydning, at Kundskab til den umuligt kan undværes i geistlig Stand. Den linguistiske og historiske Del af den havde jeg ogsaa bragt det temmelig vidt i, og den systematiske Del var der heller ikke just andet i Veien med, end at jeg ingen synderlig Tillid havde til Systemet. Da jeg havde fundet det, jeg kunde bruge, havde det heller ikke stor Interesse for mig længer. Ogsaa er det gaaet mig saaledes, at jeg lige til min Alderdom ikke har turdet kalde mig nogen egentlig Theolog, snarest kun Religionshistoriker, hvad Videnskab angaaer. Dengang var det mig dog ikke ganske klart. Det er først i Aarenes Løb, at jeg har lært, hvor nødvendigt det var mig, ifølge den Førelse Gud havde forundt mig, ganske paa egen Haand ud af min levende Christendom at finde mig tilrette i den ikke synderlig levende Theologie.

SJETTE KAPITEL. STØRRE VENNEKREDS.

Hvad der mest glædede mig ved at være kommen saavidt, var den Beroligelse, jeg kunde forskaffe den kjære Moder ved at komme hjem som en velmeriteret Candidat. Denne Glæde kom endog til at overstige min Forventning, den blev en mærkelig Scene i hendes lille Stue. At hun selv var i den høieste Henrykkelse, og overøste mig saaledes med Kjærtegn og Ros, at jeg knap turde tage derimod, jeg havde langtfra selv tænkt mig saameget derved, kunde vel være i sin Orden efter al den Bekymring Moder havde gjennemgaaet for mig, men det morsomme var, at der med udbredte Arme og taarefyldte Øine stod en Veninde ved hendes Side, som saa snart hun kunde komme til, foer løs paa mig med ligesaa overvældende Omfavnelser og Kjærtegn og Kys. Det var svært at komme til Ro. Hvem der har været saa lykkelig at kjende Fru Louise Lunding vil dog ikke undre sig over saa heftige Udbrud.

Det var Torsdag, den Aften Vilhelm Marstrand havde sit ugentlige Selskab, jeg kunde ikke negte mig den Fornøielse at gaae derhen. Han boede dengang i Stueetagen af Prindsens Palais ved Frederiksholms Kanal, og havde indrettet sig en ugentlig Sammenkomst af omtrent de samme Venner som i den ovennævnte Fætterklub, paa de kvindelige nær, og til Gjengjæld nogle flere. Vi samledes i Mørkningen og sad om et tarveligt Aftensbord med Smørrebrød og Øl, og en Themaskine paa et Sidebord.

Da jeg kom, var der allerede nogen af de vanlige Gjæster, men Vilhelm var endnu ikke kommen hjem. Vi sad lidt og samtalede, saa kom han, og Aftenen gik som den pleiede, lystig leende eller alvorlig forhandlende og disputerende. Jeg reiste mig noget tidligere end de andre forat tage Afsked, da jeg var overmaade træt. »Hvad,« raabte Vilhelm, »du vil da ikke hjem og læse nu. Tag en Styrkning, og see til, du snart kommer til Bunden af Videnskabens Krus,« og han skjænkede mig et Glas Øl. »Ja,« svarede jeg, »idag har jeg foreløbig faaet Examen.« »Hvad!« raabte han. »Og det siger han først nu, som det var ingen Ting. Nei, hvor du er affectert!« Høyen var imidlertid kommen til og stod ved Siden af min Stol. Han rakte Armene ganske rørt mod mig, og sagde i sin hjærteligste Tone: »Nei, Marstrand, Fibiger er ikke affectert.«

Det var mit første Møde med denne mærkelige Mand. Ikke at jeg just saae ham første Gang; han havde oftere besøgt vore Sammenkomster, men da han efter sin Natur altid indtog et aandeligt Præsidium, og med sin overvældende Veltalenhed let kom til ene at føre Ordet, havde jeg som den, der mindst kvalificerede mig til at være andet end en Tilhører i en saadan Kunstnerkreds, sømmelig holdt mig tilbage. Det var første Gang, han saa at sige tog mig med, og selvfølgelig glædede han mig ikke lidt, ved saa venlig at vise, at han forstod min Stemning.

Han gjorde mere. Den Aften indbød han mig til at komme i hans eget Hus, thi ogsaa han havde en ugentlig Aften, hvor han samlede en Kreds af Kunstnere og med dem aandsbeslægtede Folk omkring sig. Dette betragtede jeg som en ikke ringe Ære, da han var temmelig nøieseende med hvem han indbød.

Jeg var ikke seen med at holde mig til. Ikke uden jeg var haardt nødt dertil, forsømte jeg den glædelige Fredag Aften, og har den i Løbet af hele min kjøbenhavnske Tid, baade før og efter min Embedstid i Slesvig at takke for Bekjendtskab med mangen en betydelig Mand, endelig da ogsaa elskværdige Kvinder. Idet jeg mindes denne lange Række af Aar, tager jeg dem alle under Eet.

Af Høyens ældste Venner, J. Fr. Schouw og Hermann Freund, var Freund allerede død i 1840, men hans Enke, den fine Skikkelse som Skovgaard saa smukt har malet, hørte til Selskabet ligesom Sønnen, Kunsthistorikeren Victor Freund, og Brodersønnen, Billedhuggeren Christian Freund. Høyen havde selv ingen Børn, men deres Venners betragtede de altid som deres Pleiebørn. Schouw har jeg ikke seet der i Huset, men hans Datter Georgia var af de kjæreste Gjæster. Saa var der Bissens Svoger Maleren Sonne og hans Broder Kobberstikkeren, og særdeles H. V. Bissen selv, hvis djærve paalidelige Væsen gjorde sig god Plads, som ogsaa hans Anskuelser om Kunst var fuldstændig stemmende med Høyens. Af andre Billedhuggere var der Peters og Herzog. Den mest talende var den morsomme frimodige Bindesbøll, og saa Meldahl og L. P. Fenger var der. Og af Malere, Marstrand, Constantin Hansen, Købke, Eddelien, Roed, Vermehren, Hilcker, Rump, H. Hammer, Exner, Heinrich Hansen og særdeles Skovgaard og Lundby, som ogsaa til andre Tider vare Familiens fortrolige Husvenner. Af ikke Kunstnere saaes hyppigst Monrad, der som en Pleiesøn af Fru Høyens Broder regnedes til Familien, ligesom senere hans Børn. Saa Allen, Louis Ussing, Professor Keyser og Englænderen Stephens; og Karl Ploug med sin livfulde Hustru og til Tider, men sjeldnere Orla Lehmann og hans aandrige Frue, Puggaards Datter. Til og fra kom ogsaa udenlandske Gjæster, den hyppigste var vel Welhaven[8].

Da jeg begyndte at komme der i Huset, boede de i et Baghus i Gothersgaden, senere flyttede de til en tredie Sal i Løngangstræde. Begge Steder var Leiligheden tarvelig, og Aftensbordet som i en jævn Familie, thi Høyen havde kun smaa Indtægter. Da det ikke kunde vides, hvormange Gjæster der vilde indfinde sig, havde det sine Vanskeligheder altid at skaffe Plads ved Bordet; men Fru Høyen havde en mærkelig Evne til at faae Stole og Borde og Madvarer til at holde Skridt med Hjærtet og udvide og mangfoldiggjøre sig tilligemed dette. Jeg blev snart hendes Fortrolige og blev i Krogene indviet i hendes husmoderlige Bekymringer, men ogsaa i, hvorledes hendes Glæde over hendes beundrede Mands Venner maatte og skulde overvinde alle Vanskeligheder.

Høyen var overordentlig nøisom med Hensyn til sine personlige Fornødenheder, han havde ogsaa været nødt dertil, da hans Stilling, som af de Styrende blev anseet for temmelig overflødig, var slet lønnet, og hans fuldkommen uegenyttige Charakter i Forening med den for ham uundværlige Uafhængighed ikke egnede sig til at forbedre Stillingen. Men saa lidt han havde at give af, gav han dog hellere end han tog, og var i Sandhed en glad Giver.

Da han laa paa Frederiksborg for at ordne den derværende betydelige Malerisamling, hændtes det hyppigt, at Bekjendte af ham kom derud, og det var for dem og ham en ligestor Glæde, naar han personlig viste dem om paa Slottet. Men derved gik den Betjent, som ellers var Omviser, glip af sit Honorar. Dette oversaae Høyen ikke, men gav hvergang Betjenten af sin egen Lomme de ham tilkommende Dalere, hvilket selvfølgelig den Besøgende intet fik at vide om, og uagtet Slotsbestyrelsen ogsaa lod som den ikke forstod, at han selv kunde trænge til et anstændigt Honorar for sit store Arbeide. Saaledes var han i alle Forhold.