FJERDE BOG. ÆGTESTAND.

FØRSTE KAPITEL. BRYLLUP.

De første tredive Aar af mit Liv nærmede sig deres Ende, det var sent nok at begynde paa at tjene sit Folk og skaffe sig en Arne. Men jeg har altid været noget sent paafærde, det var da ogsaa tidlig nok, forat naae det Maal, jeg har naaet.

Da jeg kom tilbage fra Norge, var jeg uden Erhverv, og det var i Sandhed en fattig Kjæreste, min trofaste Brud tog under Armen, da hun den Morgen i al sin Glorie mødte mig i Grønningen. Fattigdommen trykkede mig dog ikke, den var jeg vant nok til; jeg havde jo hende, og hun forlod mig forvist ikke, om jeg saa aldrig blev til noget. Jeg maa dog formodentlig have tænkt paa at blive til noget. Idetmindste tænkte jeg paa at gifte mig.

For det første havde jeg dog nok med at udkramme alt, hvad jeg hjembragte fra det nordiske Land. Vi reiste til Roskilde, men der fandt jeg ikke megen Indgang for min Tale, alt var i feberagtig Bevægelse over Aarets voldsomme Begivenheder, og hvad der skulde komme. Seiren ved Isted havde mere med Skræk end med Svøbe fordrevet den største Del af den tyske Embedsstand fra Slesvig, og den Stilling, som Søren Thrige havde været udseet til allerede før Krigen, havde igjen aabnet sig for ham. Han var allerede udvalgt til Rector i Haderslev, og Talen var kun om at besætte de øvrige Pladser ved den nye danske Skole. Jeg talte med derom som om enhver anden Sag, men, da han sagde til mig: »Har du Lyst til at være med?« veed jeg med Sikkerhed, at jeg ikke før havde tænkt derpaa. Men jeg pleier heller ikke at bruge Tid til at tænke over en Beslutning og svarede øieblikkelig: »Hvorfor ikke!« Og Sagen var afgjort.

Amalie og jeg kunde da strax gaa over til vor egen Side af Sagen og dens nærmere Omstændigheder. Kanonerne tordnede jo endnu paa Dannevirke, og ingen kunde sige med Sikkerhed, om de tydske eller danske Aviser havde Ret i, hvem der skulde blive Herrer i Slesvig. Det var Galskab ikke at afvente de europæiske Tilstandes Opklarelse. Vinteren maatte idetmindste gaa hen, før vi kunde tænke paa at sætte Bo under kvindeligt Regimente. Holm fandt dertil, at de 700 Rdl., jeg kunde faae i Løn, selv om alt gik godt, ikke var nok til en Families Fornødenheder, og Suhr, for hvem al Livet var Vinter, indsaae ikke, at een Vinter fortjente en Tanke, saameget mere som alle Elskere, undtagen han selv, for ham var nogle Narre.

Disse Betragtninger havde nu aldeles ingen Plads fundet paa vor Fantasis righoldige Blade. Min Brud fandt Embedsgagen stor nok, og det var hende, der forstod den Sag, ikke jeg; den Mad, hun vilde sætte for mig, kunde jeg sagtens spise. Kanonerne var høist tillokkende, det var interessant at faae dem at høre. En ren Umulighed var det at være Vintren over alene, idetmindste for mig.

Enden blev altsaa, at da jeg den 17. September havde faaet at vide, at Madvig, der forestod den tilkommende slesvigske Lærdom saavelsom al anden Lærdom, havde indstillet mig, og han log mig vide, at jeg kun skulde holde mig færdig til Afreise, saa tog Fader Holm mig under Armen, og førte mig i Egenskab af snarlig Brudgom til Suhr, hvis Velsignelse efter alt, hvad han havde gjort for Amalie, var nødvendig. Den stive Kjøbmand og Skeptiker i alle Kjærlighedssager viste sig overvunden, og da han havde ladet os berøre de kolde Ender af sine Fingre, havde han endogsaa i sin anden Haand et Papir, hvorpaa var optegnet under Livsforsikkringsanstaltens Haand og Segl, hvorledes han rigelig vilde forsørge Amalie som Enke. I Sandhed en uhyre Tanke, men det var nu hans Maade at være fornuftig paa, og alt ordentlig betænkt, kunde jeg da heller ikke blive gift uden det. Han fortrak ikke en Mine derved, men jeg har ingen Tvivl om, at hans Hjærte var stærkt i Bevægelse i Retning af den egenvillige Dame.

Med idel Solskinsforhaabninger forlod jeg saa Kjøbenhavn den 23. September efter den Tids Maade om Aftenen. Der var kun Jærnbane til Roskilde, og i Selskab med min Rector reiste jeg Natten igjennem med Deligencen, naaede næste Middag Odense, og fik der Edvard Lembcke ind til os i Vognen, saasom han var den nye Skoles Conrector. Det var den bedste Medgift, det var muligt at faae til det lidet lovende Omgangsliv i en lille By, og til den Skolegjerning, der endnu laa indhyllet i Jævndøgnsveirets Regnskyer. Vi tog øieblikkelig til paa fødte Aandrigheders Maader at behandle alt, hvad der ligger mellem Himmel og Jord. Saaledes er vi da ogsaa omtrent bleven ved alle de Dage og Nætter, jeg har havt den Lykke at kunne skifte Ord med den elskelige Mand. Der var kun en Sag, hvori jeg blev nødt til at gjøre nogen Indskrænkning i vor Fortrolighed. Han hadede Tydskerne af hele sit glødende Hjærte, alle som een lige til Barnet i Vuggen — det vilde han dog ikke spidde, kun tage det og opdrage det paa Dansk, saa det ikke skulde lære en Stavelse af sit Modersmaal. Men i alt andet smeltede vore Meninger sympathetisk sammen lige fra det Øieblik vi kom paa Siden af hinanden.

Der blev ogsaa Leilighed til at gjøre en grundig Begyndelse. Vi var nødt til at være sammen fra Morgen til Aften i en Uges Tid eller mere, da ingen af os havde Hus og Hjem eller noget at bestille, Skolen kunde ikke begynde endnu. Vi var en mørk Regnveirsaften bleven sat af i en skummel gammel Gjæstgivergaard med klippede Lindetræer udenom, forsaavidt godt nok, det mindede om gamle Kolding. Men jeg har altid været en Hader af Værtshusliv, og min sædvanlige Udvei at forvandle Værtshuset til et Hjem ved at slutte Venskab med Værtens Familie, lod sig for det første ikke udføre, saasom Værten i sin Egenskab af Fører for Byens Hjemmetydskere, maalte os, som om det havde været hans Hverv at arrestere os. Ligefuldt blev dog denne frastødende Vært siden min Ven. Han var Forstander for det Hospital, hvorved jeg strax efter blev Præst, og naar han bragte mig min maanedlige Løn, forsømte jeg ikke at holde ham fast til en Samtale, og han viste sig da som en forstandig og brav Mand. Vi var heller ikke uden familiære Berøringspunkter, det er man da ikke let i vort Land, selv om man tager Hertugdømmerne med. Han var Morbroder til de Søskene Thygesen, som var Amalies Venner, og det behagede i høi Grad min Collega »Agenten« at tale om denne sin lærde og aandrige Familie. Hans Svoger, Bonden, var forresten dansk, og naar den politiske Strid kom paa Tale, yttrede han med et stramt Smil: Ja, der er forskjellige »Ansigter« i vor Familie.

Mit Venskab med ham maatte nu helst blive en Hemmelighed, da han var en af dem, vor strenge Øvrighed helst vilde strax have jaget over Grændsen. Men jeg fik andre Venner med ildesete »Ansigter«. En Snedker, hos hvem jeg efter i Selskab med Lembcke at have afsøgt adskillige borgerlige Huse, endelig fik leiet den fortryllende Ting, som de Nygiftes Rede er, var ogsaa af den hjemmetydske Art, og derfor ikke til at tale om, men desto mere til at føle for, saasom han var en »Christen«, det vilde der i Egnen sige en Christiansfelder Ven, en hernhutisk Pietist, i Virkeligheden en høist rørende Sværmer, der med et Suk over Verdens Forfængelighed gjorde mig det fortryllende Sted i Orden, men gjorde det med samvittighedsfuld Forsynlighed og til redelig billig Pris.

Det var Snedker Holgersens gode Tid — efter Verdens Tankegang. Efterat jeg var flyttet fra ham, gik det stærkt tilbage for ham. Han blev mer og mer forfalden til mystiske Grublerier og tabte sin Arbeidskraft. Da jeg lærte ham at kjende, havde han endnu et Møbelmagasin i Salen ovenpaa, men efterhaanden forsvandt det, han leiede hele Forhuset ud og trak sig tilbage til Baghuset. Da jeg sidste Gang besøgte ham i 1859 for at tage Afsked med ham, fandt jeg en udmagret krumbøiet Skikkelse i en stribet Nattrøie i et lille daarligt Værksted siddende over en gammel Postil. Han vendte aandsfraværende glasagtige Øine mod mig, rakte mig saa med Salvelse sin knoklede Haand, og begyndte en underlig Tale om at være eet med Gudfader og i Forløserens Blod at bære Korset for alle hans Skabninger, og ønskede mig Velsignelse til den Gjerning som noget, der skulde gjøres, men som han ikke lod til at tiltroe mig Naadegave nok til. Han sukkede ikke længer, men med et Suk skiltes jeg fra dette levende Billede paa gammel tydsk Haandværkermystik. Dette var mit første Indblik i Borgerstandens aandelige Liv i den slesvigske By, og det viste mig strax, at her var adskilligt andet at gjøre end at drive national Storpolitik.

Jeg leiede altsaa Mystikerens Værelser ovenpaa, paa Salen nær, som han formedelst Verdens Forfængelighed endnu ikke kunde undvære, og nu begyndte et uendeligt Skriveri til den Dame, som havde lovet mig at tage de tre pæne Stuer med Kjøkken, Pigekammer og andre udvortes Bekvemmeligheder under sin Varetægt. Rigtignok ikke som i tidligere Dage hver Dage et Breve, for Brevene var dengang endnu dyre, men man kunde jo gjøre dem desto længere, og det blev fra begge Sider ikke forsømt.

Brylluppet blev feiret med fuld Glands den 29. November 1850 i Suhrs gamle Gaard paa det kjære Gammeltorv. Skjønt min Familie, som gjæstfrit nok blev tagen med, var aldeles fremmed der, havde vi dog ikke kunnet negte Amalies gamle Venner, i Særdeleshed den trofaste Tante Caroline den Glæde at gjøre en glimrende Fest for os. Tryde holdt sin kjærligste og skjønneste Tale ved Frue Kirkes Alter, Vennerne sang til Peter Heises Toner, Etatsraad Suhr udbragte med Værdighed Brudeparrets Skaal, gamle Tante Møller skinnede blidelig ved hans Side som en Romantikens dalende Sol, jeg takkede det bedste, jeg i min Stil formaaede for alt det Venskab, jeg havde nydt i det rige Hus, og en skjøn Frostaften, vendte vi saa, som Stjernerne begyndte at blinke, de længe nok slidte Gader Ryggen.

ANDET KAPITEL. SKOLELIV OG PRÆSTESTAND.

Skolen blev aabnet den 7. October. Det laa ganske i Thriges Væsen, hurtig og uden mange Ord som han er, heller ingen høitidelige Ord at spilde paa denne store nationale Sag. En Regnveirs Mandagmorgen gik vi hen i den sorte skumle Bygning, som ligger paa Kirkepladsen, og efterat en Svamp havde fuldbragt Nationalitetsforvandlingen ved at afviske, hvad der med store Kridtbogstaver stod paa Kathedertavlen: Tod allen Dänen! tog vi uden Indledning 24 danske Drenge under Behandling, for det første fordelte i fire Rum.

Min Bestilling blev det først og fremmest at lære dem Christendom, og altsom vi fik en øverste Klasse, hvilket vi det første Aar ikke havde, som Kronen paa Værket at foredrage Kirkens Historie; saa og at danne mulige Theologer ved at læse Evangeliet paa Græsk og første Mose Bog paa Hebraisk. Dernæst at lære dem at skrive ordentlig Dansk og give dem Begreb om dansk Litteratur. Men da dermed endnu ikke Timernes Antal var fyldte, og ingen anden Lærer fandtes, blev jeg ogsaa Tegnelærer, endog en Tid Skrivelærer. Tegningen beholdt jeg altid, dels af Lyst og dels fordi det var mig en Hvile efter de andre noget anstrengende Fag.

Hvorvidt jeg nu kan have vakt noget dybere religiøst Liv hos mine Disciple, har jeg ingen bestemte Beviser paa. Jeg søgte ikke at fremavle christeligt Væsen, det har jeg aldrig ønsket. Det var dengang som nu min Mening, at skal Troen have Magt med Mennesker, maa den være inderlig forenet med hele deres Livsbetragtning, og hos litterært dannede Folk med deres videnskabelige Overbevisning. Jeg bredte derfor mine hellige Tanker udover den øvrige Lærdom, og fremhævede navnlig i Litteraturhistorien Psalmedigtningen langt stærkere end vore Litterater pleie at gjøre.

En Skole er en behagelig Republik, naar den tages med Velvillie, og det gjorde vi alle under vor yderst forekommende Rectors Anførsel. Der var ikke Tale om nogen anden Stemning, heller ikke mellem Lærerne indbyrdes. Vi var ikke ganske efter Nutidens Tugt, vi var kun paa Overgangen. Vi vilde noget ordentligt og intet Sløseri, men vi vilde det dog efter gammel gemytlig Skik.

At blive Præst havde jeg, da jeg drog til Slesvig, ikke gjort mig andre Tanker om, end at det maatte gaae, som Gud vilde. Det kom ogsaa som en Guds Gave, uden at jeg søgte det. Et Hospital for halvhundrede gamle Kvinder havde sin egen lille Kirke, og Tjenesten ved den havde været forbunden med Diakonatet ved Byens Hovedkirke. Men Frederik Helweg, som var Diakonus, havde ikke Lyst til dette Annex, saameget mere som dermed ogsaa var forbunden Sjælesorg og Prædiken i Byens Arbeids- og Sygehus. Han foreslog derfor mig at overtage disse Bestillinger, og jeg pleier ikke at gjøre mig Betænkeligheder ved Arbeide, der bydes mig, skjønt Gud veed, der kunde være Betænkeligheder nok ved at faae to Kirker foruden Skolearbeidet, jeg fik det da ogsaa at føle.

Der var ingen Formaliteter, som der i det Hele ikke var i Slesvig i de Dage. Jeg begyndte min Kirketjeneste midt i December, og lod Øvrigheden sørge for saadanne Ting som Kaldelse, Ordination og høitidsfuld Indsættelse. Det blev ogsaa besørget derefter. Jeg var allerede bleven en kjær Præst og Ven for mine alderstegne Søstre, da jeg først den 26. Januar 1851 blev ordineret, derefter kaldet til Præst den 31. Januar, og endelig, efter tre Maaneder den 16. Marts indsat af Provsten.

Min Ordination var en mærkelig Høitidelighed. Superintendent i Nord-Slesvig var, førend Bispedømmet for hele Slesvig blev oprettet, en gammel Landsbypræst i Jordkjær ved Aabenraa, hed Jens Hansen, en stor svær Mand med et knoldet Hoved. Da han den Vintermorgen, jeg var ankommen til Præstegaarden, viste sig i sin Dagligstuedør med de gule Uldstrømper op over Buxerne, de store Lædertøfler og hvid Nathue, saae han mindst ud som en Biskop, mest som Landsbyens Møller. Han satte sig strax ved sin Morgenpibe til at underholde mig med, hvad der vel er den fornemmeste Kunst. Det er Regnekunsten, men den rigtige Regnekunst er ikke saadanne Barnagtigheder, som de har for henne i Skolen, nei, det er ordentlige Knuder, som ikke kan løses efter Regnebogen, men som der skal et grov stærkt Hoved til, og dem knækker man lige med eet — han slog begeistret ud med Haanden — ved en Indskydelse! »Kan De for Ex. sige mig, naar man siger: I tyve Gjæs! Og de svarer: Vi er ikke tyve, men var vi en hel Gange saa mange og en halv Gang saa mange, og en hel Gaas og en halv Gaas og en Gase, saa var vi tyve. Hvormange var der da? Kan De see, De kan ikke!« Nei, jeg kunde ikke, jeg stirrede forbauset paa hans knudrede Hovedknub, hvor Nathuen var skubbet tilbage over de strittende Haar. »Saadanne Nødder skal der Geni til at knække«, — og han opgav mig Nød paa Nød. Men jeg befandtes aldeles intet Geni at være, jeg følte mig lille, da han reiste sig i sin imponerende Høide og sjokkede ind at stoppe sig en ny Pibe.

Den mindre fornemme Kunst, hans Theologi, viste sig dog ikke at være nær saa farlig. Hans Bispeexamen bestod i, at han flyede mig et Par Opgaver, som jeg om Eftermiddagen skrev adskilligt om i Gjæstekamret, mens jeg inde i Storstuen hørte ham med en underlig syngende Gravrøst, der forekom mig at vare ligesaa længe som jeg skrev, vie et Par Folk. Mine Papirer lagde han i sin Skuffe med den Bemærkning, at dem vilde han læse en anden Gang, for næste Morgen skulde vi holde Ordination. Og hvad mundtlig Examen angaaer, saa fik den at være: »De Herrer Kjøbenhavnere kommer altid med noget nyt, det kan vi ikke indlade os paa.«

Ordinationen forekom mig, Gud forlade mig det, som en Slags Spøgelsesscene. Det var en kold mørk Vintermorgen, og medens jeg stod i den lille skumle Kirkes Chor første Gang iført min nye Præstekjole, saae jeg lydløst skride op ad Gangen en tre fire underlige Bjørneskikkelser. Det var Nabopræster, som over deres Samar[14], som de kaldte Præstekjolen, havde svære Pelse og Sivsko paa Fødderne. I Stolestaderne sad der et Par Rækker Bønderfolk, der udaf Pontoppidans gamle Psalmebog sang med saa kraftig Røst, at hvergang der kom et R lød det, som rullede en Vogn gjennem Kirkens Mure. Har nogen hørt den rette Udtale af Affenr-r-rô (Aabenraa), vil han forstaae det. Ordinationstalen var ikke ilde; thi Superintendenten var en alvorlig Christen, men jeg kunde ikke faae mig selv fra at sammenblande den med den mystiske Brudevielse fra Aftenen før, ligesom jeg havde sammenblandet denne med mine theologiske Reminiscenser. Og da jeg holdt min Prædiken, var det mig fast, som jeg havde en Flok Gjengangere fra forrige Aarhundrede for mig.

Da jeg allerede i et Par Maaneder forinden havde gjort præstelig Gjerning, og ikke engang blev rigtig Præst derefter, forsaavidt det endnu varede sex Uger, inden jeg blev indsat, er det ikke at undres over, at min Ordination ikke fik nogen afgjørende Betydning for mig.

Det første, jeg havde at gjøre, eller rettere allerede fra først af havde gjort, var da at gaae ned til Hospitalet — man gaaer ned ad en temmelig høi Bakke i Byens Søndergade og over Broen, saa ligger det strax sønden for Aaen — og fra Stue til Stue underholde mig med min fattige alderstegne Menighed, saa broderligt som muligt om alle deres Skrøbeligheder.

Der var en, hed Hedevig, hun var saa elendig af Vattersot, at alle hendes Lemmer var som en oppustet Blære, og dertil led hun Nat og Dag den ulideligste Pine i sit Ansigt, især sin Næse, og kunde ikke ligge i sin Seng, men fik alle de lange Nætter kun Nattesøvn i sin Stol. Aa, mi Neis, mi Neis! kunde jeg høre hende stønne, allerede naar jeg kom i Forstuegangen.

Da jeg nu ikke kunde blive Natten over, saa var der En, der kunde det. Det var hende med det firkantede og rynkede Ansigt, den skarptskaarne Opnæse, og de smaa vandfulde Øine. Ved Nat og ved Dag kunde Marie Winfeld det, i Jesu Navn, som en af de tjenende Aander, udsendte til Hjælp for dem, der skulde arve Saliggjørelsen; ingen Engel som dem, der sidde paa Skyerne, nei, en forsvarlig jordisk en, i godt hjemmegjort Hvergarn, pæn altid skinnende hvid Hue og tærnet Lærreds Forklæde helt om paa den brede kantede Ryg. Hun kunde lægge Puderne til Rette i Sædet, og brede Vattet behændigt udover alle stakkels Hedevigs Lemmer, og hun kunde synge og bede paa godt Sønderjydsk og slaae de yndigste Psalmer op i den gamle Spændebog og fremfor alt see den Syge ind i Ansigtet med en Kjærlighed som en Guds Aabenbaring. Altid sukkede Staklen: Du maa ikke forlade mig! Men naar Marie med Glædestaarer sagde: Forlade dig! Nei, vi to Søstre skal være sammen i Paradis, i Jesu velsignede Navn! saa hjalp der ingen Modstand, man var nødt til at see Paradiset staae vidtaabent der i den fattige Stue med de fire mørke Alkovesenge. Og vist var det, at saaledes blev Korset baaret i de ni Aar, jeg saae det. Korset, sagde Marie, skal vi ikke ogsaa takke Gud for det? Vor Herre bærer den tykke Ende. Har han baaret saa meget for os, skal vi saa ikke ogsaa bære noget for ham? Og hendes Ansigt straalede som de Kvinders, der saae Herren i hans jordiske Dage. Jeg troer heller ikke, de har seet synderlig anderledes ud, hvad saa end Kunstnerne gjøre dem til. I alt Fald var min Maries Lægedomsflaske ligesaa fyldt med Kjærligheds Parfume som den evangeliske Maries Alabasterkrukke.

Desværre var der i en anden Seng En, som brugte en anden Slags Flaske, en tre Pægles Flaske, som hun i Mørkningen fik snildelig gjemt i Sengen, naar Marie ikke mærkede det, og om Morgenen var ikke en Draabe af Høkerens Fuselfri gaaet til Spilde, desmere af Lisbets Forstand. Det var Maries største Sorg, og det varede længe, inden jeg fik det at vide, jeg maatte selv opdage Lisbets Tilstand, for »man skal skjule Syndernes Mangfoldighed«; paa den anden Side dog ogsaa tage en Søster i Enrum inden man henter to eller tre af Menigheden. Aar og Dag stod hun paa sin Vare som Habakuk og prædikede som han, endelig fik Præsten det at vide. Men hvad skulde man sige, »i Mørket driver den Onde sit Spil, og en anden kan ogsaa være en Synder« — og Marie vendte sig om mod Vinduet og tørte sine Øine med Fligen af sit Forklæde.

I den tredie Seng var der ogsaa En, som gjorde Marie Sorg. Den med Flasken bekjendte altid grædende sin Synd, men denne var forhærdet, hun kunde ikke med Bekjendelsen. »Der var nok dem, der kunde vide noget med sig selv, men hun vidste ingen Ting, nei, Gud skee Lov!« Og hun skjævede til Hedevig.

Sagen var, at stakkels Hedevig, som altid blev holdt til at takke Gud for de Dage, der var gaaede, vel vidste, at de ikke altid var gaaede, som de skulde. I bedre Dage var hun engang falden i Vandet, og var bleven trukken halvdød op. Man var enig om, at dette var Grunden til hendes Vattersot. Om dog Vandet fra Haderslev Dam saaledes kan blive siddende under Huden ved Guds Tilskikkelse, maa jeg overlade Videnskaben at afgjøre. Værre var det, at der ogsaa var dem, der som Hjobs Venner ansaae det for en Guds Straf. Marie vidste ingen Ting, og »hvad man it veed, skal man it sej«. Men der var mange, der vidste, at Hedevig havde drevet det temmelig vidt med og havt en lille Næringsvei med at signe og spaae.

Der var fjorten Stuer, og alle havde de deres Mysterier, men det maa være nok med denne ene, første Stue til venstre i den øverste Bygning, velsignet Ihukommelse! Nu er de alle døde, de kjære Sjæle, og Hedevig er sikkert nok i Paradis. Marie har ikke sluppet hendes Haand, og St. Peter maatte ingen Christen være, om han ikke var vegen for hendes Grunde.

Denne gamle Gaard, stiftet og af nyt opbygget og med Fundats forsynet af gamle Hertug Hans Aar 1569, maa jeg vel takke Gud for, det er den, der har lært mig at være Præst. Det er hos de Fattige, man skal lære det, de have Lægen mest behov, og hos de Gamle og Skrøbelige, der er Korset tungest, og Opstandelsen nærmest. Der var vistnok hverken Daab, Confirmation eller Brudevielser, saa jeg havde ikke meget med Kirkebøger at gjøre, men desmere med Begravelser. En efter anden bleve mine Søstre i Gud baarne ind i Kirken og der med fuld Pomp omflyttede i Evigheden. Det var Høitid og bidrog meget til at gjøre dem til mine Venner. Jeg gjorde det mest mulige ud af Ligtaler, opdrev al den Ros for den Døde og al den Formaning for de Levende, som jeg kunde, og har, hvad end strengere Præster ville sige, aldrig fortrudt, at saa begyndte jeg og saaledes er jeg vedbleven. Det var Kjærlighedens Evangelium, jeg forkyndte, og ved Afskeden skal det høres, at vi have elsket hinanden.

Der kom mange udenfra, især i Begyndelsen. En ny og ung Præst bliver sædvanlig søgt, og om det end siden blev ringere med Besøget, da Folk havde faaet hørt, hvad jeg havde at sige, og der var bedre Prædikanter i Byen end jeg, havde jeg dog altid den Tilfredsstillelse at have min Kreds. Den bestod mest af de Stille i Menigheden, de gammeldags Pietister, der havde en Fornemmelse af, at jeg hørte til de Opvakte.

Min største Glæde havde jeg af Sjælesorgen, den gik af sig selv. Jeg kom strax i et fortroligt Forhold til dem, jeg saae ind til, og jeg havde nok af det fromme Livs Erfaringer til at støtte den til. Troen blev der ikke gjort meget Væsen af, det var en given Sag, at vi alle vare troende, det kom kun an paa, at vi kunde have Frelsens Glæde af den i et flammende Hjærte og et saligt Haab. Uden Kjærlighed ingen Tro og heller intet Haab. Derom kom jeg vanskelig til Rette med mine Foresatte. Jeg blev kaldt en Schleiermachersk Følelsestheolog, eller blev endog befunden at have i det Stykke et Stænk af Katholicismen. Dog var jeg saalangt som muligt fra et Par af mine Venner, der virkelig blev Katholiker.

TREDIE KAPITEL. OMGANGSKREDS OG STUDIER.

Da vi er ved det kirkelige, begynder jeg med disse to eiendommelige kirkelige Skikkelser.

Den ene var Jørgen Laurits Hansen, Præst i Fjelstrup ved Haderslev. Han var en afgjort Grundtvigianer, en Svoger til J. Chr. Lindberg, og havde ligesom Lindberg mest Sind til med juridisk Skarpsindighed at forsvare en stærk Autoritetstro. Han polemiserede stadig mod Protestantismen, lod os høre dens Holdningsløshed og at vi ikke tilstrækkelig kjendte den gamle Kirke, saa vi i Spøg kaldte ham Papisten. Han havde nemlig været Kateket i Fredericia og der levet i Omgang med den katholske Præst, der havde indviet ham i sin Kirkes Mysterier og lært ham, hvad han ofte kom tilbage til som en mærkelig Ting, den Kunst at læse en virkelig Messe. Dette grublede han bestandig over, studerede Kirkefædrene og fandt, at de var Katholiker og ikke Protestanter, hvori han forsaavidt havde Ret. Endelig fik den Trang, der paa saa mange Maader har Magt over trofaste Sjæle, at faae fuld Sikkerhed i sin Salighedssag, Overhaand, og han kunde ikke længer udholde sin Stilling i vor Kirke. Vi havde ikke tiltroet ham saamegen Kraft, da han vel var en brav og ærlig Sjæl, men ikke nogen betydelig Mand, og syntes dengang nok at sætte Pris paa et godt Embede og de Velstands Nydelser, det medfører. Men med Eet opgav han det, drog til Kjøbenhavn, blev tilligemed sin Familie Katholik og Medarbeider ved den katholske Tidende, hvormed han næppe har tjent sig mere end til det tarveligste Underhold. Det skete først, efter at jeg selv var flyttet til Kjøbenhavn, og der saae jeg ham stadig paa min Morgenvandring, naar han med lange Skridt ilede ned ad Bredgaden til sin Messe. Engang jeg med ham og Kofoed-Hansen gik paa Volden, tog han nidkjær til at prædike for mig saa vedholdende, at jeg endelig maatte standse ham med det Udbrud: Men, kjære Hansen, De kan da nok vide, at De ikke kan gjøre mig til Katholik. Det blev det sidste Ord, jeg kom til at skifte med ham.

Kofoed Hansen, som stod hos, sagde intet, men han har muligvis taget sig den Prædiken til Indtægt, thi han var den anden, der skulde gaae den Vei. Dog tog det meget lang Tid, inden han blev modnet dertil. Han var og er en høist eiendommelig Mand og hørte i al min slesvigske Tid til mine nærmeste Venner.

Fra den æsthetiske Side var han sværmerisk Romantiker og levede deri i nøieste Forstaaelse med Lembcke. Fra den religiøse var han Kierkegaards trofaste Fælle, og opgav sin Embedsstilling, da Kierkegaard havde eftervist, at den var en Forbrydelse, men tog den atter tilbage efter et halvt Aars Betænkningstid, da Regjeringen ikke vilde opgive en saadan Mand. Men han var besværlig at omgaaes, da hans Meninger stred imod alle almindelige Begreber, dog fandt vi os villige og i Grunden beundrende deri. Han var saa reactionær, at han ligesom Pave Pius vilde have Dagblade, Jærnbaner, Telegrafer og alle Nutidens stolte Opfindelser afskaffede, og alle Rigsdage jagede fra hinanden med Stokkeprygl. Dog var han en mild, elskværdig Mand, som vi alle holdt meget af, og som det gjorde os inderlig ondt for, naar han ikke kunde komme igjennem med sine Grublerier. Som Prædikant var han vidtløftig og uklar paa Grund af altfor mange Omsvøb, men han gjorde et eget dybt Indtryk ved en Alvor i det Usigelige, der lod ane mer end der var.

Der var kun een Mening om, at han var os andre langt overlegen. Det er nu Provster altid, men det var ikke derfor. Nei, hans Gjerning ansaaes altid for saa betydningsfuld, at der ikke kunde overkommes meget af den. Vi andre kunde ogsaa studere og til sine Tider komme igjennem mange og svære Bøger, men naar det hed, nu læser Provsten Tertullian, følte vi det som noget overordentligt. At det gik ligedan med hans Forretninger, blev et Kors for mig. En Prædiken som hans kunde ikke holdes hver Søndag, og alle de Begravelser kunde han ikke finde sig i. Han forlangte derfor ofte min Hjælp, og jeg følte mig æret ved at blive benyttet som Capellan. Men meget besværligt blev det mig dog, medens han det omtalte Halvaar forsvandt i Ørken, det vil sige en sjællandsk Herregaard, og jeg maatte hjemme besørge al hans Præstegjerning. Hans Sjælesorg maatte jeg nu altid paatage mig i hans Sogn, Gammel Haderslev, hvor jeg blev Smaafolks Husven. Endelig ogsaa i det Aar, Søren Kierkegaard førte sit afgjørende Stormløb mod Kirken, optage den Kamp, der egentlig tilkom ham. Hvorledes jeg med megen Anstrengelse udførte det, kommer jeg siden til.

Han gjorde i Grunden en Del af mig, men egentlig Tak fik jeg ikke, da han ikke lod det komme til Orde. Min Hustru var fornærmet paa mine Vegne. En Gang kom jeg endog galt fra det. Da jeg vilde gjøre en Feriereise, bad jeg ham en Gang at prædike for mig, da jeg saa mange Gange havde gjort det for ham. Men han svarede temmelig vrantent, at hans Prædiken passede ikke for min Kreds, Almueskredsen. Da følte jeg mig meget lille.

Jeg vilde gjerne have støttet mig til ham, da mit Sind ogsaa gik i Kierkegaards Retning, men det lod sig ikke gjøre. Han vilde være ene paa sin aandelige Høide, og han blev alene, der var ingen der vidste, hvad han vilde. Han havde ogsaa i en sørgelig Grad ondt ved at komme igjennem. Han var luxuriøs i sin Levevis og yndede at give sin Præstegaard noget af Herregaardens Glands. Derved kom han ikke blot til at leve over Evne og blev forgjældet, men maatte ogsaa lide af Samvittighedspine, fordi hans Christenpligt paabød ham Askesen. Naturen elskede han og tilbragte megen Tid i den, især med Planteverdenen, som han særlig studerede. Jeg flakkede meget om med ham i den smukke Baad, han holdt paa Søen, og der blev talt om, at Naturen oplod Mysterier for ham, som ingen kunde fatte, hvori han kunde have Ret, da Naturens Aand er det ufatteligste af alt. Det var altid kun faa Ord, man fik at høre af ham, men jeg satte sammen og gjemte derpaa, havde ogsaa, naar han ikke talte, mine Mærker paa hans Væsen. Jeg var i alle Maader som den mystiske Doctors Famulus.

Med mine øvrige geistlige Brødre stod jeg mig ligesaagodt som med denne min Foresatte. Jeg kom meget ud paa Landet og havde Fornemmelsen af, at hvor jeg kom, var det hos gode Venner. Ogsaa i Byen havde vi fortræffelig Omgang. Vi indrettede os ugentlige Sammenkomster, vexelvis hos Thriges, hos Lembckes, hos Kofoed Hansen, hos Helwegs og hos Apothekeren Aggersborgs, hvor der var et fint Hus, overdaadig Beværtning, og høist hjærtelige Mennesker. Fru Pauline Aggersborg, var og er en mærkelig Dame, skjøn, aandrig og sværmerisk, høit patriotisk, var hun af de ægteste »slesvigske Piger«, som hun ogsaa var opdragen paa en Gaard der i Egnen og havde, længe før hun blev gift med sin kjøbenhavnske Mand, spillet en fremragende Rolle ved Skamlingsbankens Fester. Hun var ogsaa betydelig nok til at have sin bedste Glæde af at samle det lærde Selskab i sit Hus. Ogsaa hendes gode redelige og meget dannede Mand sluttede sig nær til os, saameget mere som han var en Fætter til Maleren Skovgaard og var kjendt med vor kjøbenhavnske Kreds. Endelig søgte ogsaa ugifte Adjuncter og andre Løsgjængere til, og Præster kom ind fra Landet, især min kjære Ven, C. D. Møller i Vonsbæk.

Det var et høist tiltalende Selskab, vore Hustruer var udmærkede Husmødre, saa vi levede godt i det Kjødelige, og det Aandelige bragte vi selv med baade ved Vinterens Lampeskin og Sommerens Solskin, i de skjønne Haver, paa Baadene i Søen og paa de skovklædte Bredder.

Som jeg var den yngste, var vort Hus fra først af det mindste, men dog ogsaa istand til at rumme Selskabet. Aaret efter flyttede vi hen i en smuk Kjøbmandsgaard paa »store Pappegøie«, hvis Have gik ned til Søen, hvor ogsaa jeg holdt en Jolle til at roe ud med Sommeraftener. Søen var »Haderslev Dam«, som strækker sig en Mils Vei ind i Landet, og især i sin Vestende er omgivet af smukke Skove, som give venlige og maleriske Udsigter. Om Vinteren løb jeg paa Skøiter der. Vi kom nu bedre med, vi havde nogle af de anseligste Stuer i Byen, og mine Indtægter bleve efterhaanden gode. Jeg blev Collaborator og fik en Overlærers Løn, og Præsteembedets Indtægt og nogle Pensionærer hjalp efter. Det var en lykkelig Tid, vi havde Fornemmelsen af at høre til den bedste Kreds i Byen som i Egnen. Egnen er skjøn, og vi forstod at nyde den.

Slesvig var et interessant Land, en ny Opdagelse for alle Danske. I den skjønne Aarstid skulde Erobringen besees, Reisende og deriblandt mangen god Ven hjemmefra kom og gik. Vi selv skulde ogsaa besee det, og langs de yndige Kyster fra Kolding til Aabenraa laa jo Præstegaardene ikke længer borte end Dagsreiser, og overalt venlige Ansigter. Saa kom Ferierne, som Skolelivet, saa strengt det end kan være til daglig, dog har forud for andre Bestillinger, da førtes Reiserne længere ud, til Flensborg, Slesvig og Rendsborg, hvor vi havde kjære Slægtninge og Ungdomsvenner, mine og Amalies Cousiner med deres Mænd. Heller ikke var der let noget Aar, hvor en Sjællands- eller Jyllandsreise blev forsømt.

Det var skjønne Dage, den lykkeligste Periode i mit Liv. Men i andre Maader ogsaa den strengeste. Aldrig har jeg faaet mere og sværere Arbeide gjort. Det var den Tid, da jeg foruden mit Skolearbeide først og fremmest skulde uddanne mig til Præst. Ikke saameget for min Menigheds Skyld, den kunde have hjulpet sig med mindre, som for min egen, udarbeidede jeg mine Prædikener paa det omhyggeligste og kunde bruge flere Dage om Ugen dertil. Det gjaldt jo om at faae hele den hellige Lære omsat i den Form, som er brugelig i Livet, at faae Færdighed i at tale om enhver Trossætning med Lethed og Kraft i et Sprog, som kan gaae til Hjærtet, og at kunne behandle ethvert Livstilfælde, stort eller dagligdags, med den Inderlighed, som kan hjælpe til Frelse, det gjaldt om hele en begyndende Præsts Udvikling. Min Prædiken maatte jeg saa om Søndagen holde to Gange, og derefter gaae omkring i Hospitalets og Sygehusets Stuer, og alt som jeg fik flere christelige Venner i Byen, endnu dertil udstrække min Sjælesorg saavidt, at jeg ikke godt nogen Dag kunde gaae fra Skolen, uden at jeg maatte om i de smaae Gader, for at see til dem, der syge og sorrigfulde ere. Foruden alt dette havde jeg saa ydermere mine private Aandsfornødenheder at tilfredsstille.

Jeg har aldrig kunnet være uden et større videnskabeligt Arbeide, helst et saa omfattende, at det gaaer fra Aar til Aar, og jeg bliver saa optaget deraf, at jeg længes efter at opspare enhver ledig time dertil. Det laa mig derfor, nu jeg var kommen til Ro efter mine Hjærteanliggender, paa Sinde, at kun altfor lang Tid var gaaet hen for mig, uden at jeg var trængt ind i det, der syntes mig at maatte ligge nærmest for mig.

For at forstaae Christendommens Væsen og Stilling i Aandshistorien, maa de andre Religioner kjendes, og til at lære en Religion at kjende, er det ikke nok at læse en Beretning om den, man maa leve med den. I min kjøbenhavnske Tid baade som Student og Candidat havde jeg læst meget til Religionshistorien henhørende, og havde deri fundet meget, der kunde gaae mig til Hjærte som Folkeslagenes virkelige religiøse Liv; men det var dog kun Oversigtsskrifter, jeg havde holdt mig til, og denne anden Haands Kundskab var langtfra nok til at tilfredsstille mig.

Jeg var fra min Bibels gamle Pagt vant til at gaa lige til Kilden, og havde Erfaring nok i, at de Lærdes Gjengivelser, hvad Oplysninger der end kan faaes af dem, dog ingenlunde gjør samme Indtryk som det gamle Folks egen Tale. Det var den oprindelige Duft af Oldtidens Livstræer, jeg vilde indaande og ikke kunde undvære, fordi Oldtiden nu eengang er min Elskede, Nutidens Skjønheder ufortalte.

Og medens jeg sad Aar efter Aar og med Lexikon og Grammatik stred med enhver Stavelse i det uopdyrkede Zendsprogs forskjellige Dialekter, til jeg fik ethvert Textord til Livs, og ligesaa mange Aar vendte og dreiede paa Hieroglyfernes vanskelige Figurer og endnu vanskeligere Constructioner, blev der Tid nok til at forsøge paa at leve med de gamle Folk, at følge deres Aands og Hjærtes Flugt ligesaa nøie som deres Bogstavers Sving, og i Fantasien at kunne gaae ind og ud med dem i deres Templer og Palladser og fattige Huse, og med Lovbogen i Hænde og Hovedet fuldt af Legendernes Vrimmel og Begivenhedernes Fortælling at sætte sig ind i deres Føreres Forestillinger og Følelsesliv. Der skal Tid til det, men man skal ikke fortryde det. Det er værdt at faae sit eget Indre saa stærkt udvidet, som nødvendigt er for at kunne være med i saa overordentlig fjerne Forhold, og Mennesker er altid værd at kjende. De være, som de vil, saa ender det dog med, at man faaer dem kjære, og det er for mig den egentlige Sag. Jeg har tilsidst ogsaa føiet Talmud til, og jeg siger om den som om det Øvrige. Man læse Folianterne paa Hebraisk og de almindelige Anmærkninger med, og oversætte dem Ord for Ord paa godt Dansk, og spørge alle Synederiets kloge Herrer til Raads, man vil ikke blot komme til at forstaae sit Evangelium bedre end før, men — det er idetmindste gaaet mig saaledes — endog tiltrods for deres rædsomme Lovtrækkeri, faae Hjærte for Jesu Fjender. Man faaer altid Hjærte for Mennesker, naar man forstaaer dem.

Jeg begyndte med vor nordiske Oldtid, naturligvis, fordi Fædrelandet altid ligger nærmest, men det havde ogsaa en ydre Foranledning. Medens der i Haderslev blev samlet til et dansk Skolebibliothek, fik vi som det nødvendigste, som den rigtige nationale Helligdom, en fuldstændig Samling af den oldnordiske Litteratur i gode Arnemagnæanske Udgaver. De lokkede mig, det var jo endogsaa min Pligt at tage dem til Indtægt, jeg var jo Lærer i dansk, og hvad var vel dansk? nei i nordisk Litteratur.

Fra først af gik jeg til Studiet af det Oldnordiske blot i litterær Hensigt, med den Bitanke derfra at fremme min Poesi. Jeg skrev ogsaa største Delen af en Knud den hellige, og det tegnede til at blive en forsvarlig Tragedie. Jeg tænkte endvidere som Hovedsagen paa en Brynhild — nu har min Pleiesøn gjort det. Men altsom jeg trængte dybere ind i de gamle Skatte, greb Helligdommen mig. Det opgik for mig, at hvad der er gjort for den af Mænd som Finn Magnussen og N. M. Petersen, af Grundtvig og Øhlenschlæger er kun Poesi og mythisk Naturallegori hver efter sin Opfattelse; hvad der staaer tilbage, er at vise, hvad vore Forfædres virkelige Religion har været. Deri saae jeg mit Hverv.

Jeg havde i Kjøbenhavn kun læst meget lidt Islandsk; det var, mens jeg hørte Petersens Forelæsninger. Nu gjennemgranskede jeg Eddaerne og alt, hvad vi havde af Sagaer, samlede alt, hvad der oplyste min Gjenstand ligetil det mindste Vink, og oversatte alle Versene ligetil det mest sammenknudrede Skaldemaal. Ogsaa Saxo og alt, hvad der hos ham kan findes af Levninger af den gamle Tro tog jeg med. Skrev saa Aar efter Aar et Værk, som blev meget udførligt, da jeg deri indførte alle mine Texter, baade Vers og ubunden Stil, og behandlede dem med største Omhu, idet jeg skildrede Aandeskikkelsernes Charakter, deres moralske og dogmatiske Værd, og hvad Indflydelse de kunde have havt paa deres Folks Tænkemaade og Liv. Jeg fulgte min egen Vei og brød mig ikke om, hvad filosofiske og poetiske Syner, der har været uddraget deraf, jeg vilde kun have den historiske Virkelighed frem.

Jeg fik vel ikke deraf ud, hvad mit senere Studium har forvisset mig om, at Asatroen er en ufuldkommen overleveret og uudviklet raa Forgrening af den ariske (indisk-persiske) Stamme, hvilket navnlig viser sig i moralsk Henseende. Men jeg fik dog klart frem, at den ligesom den helleniske, er en heroisk Religion, en Trosform, der lægger Hovedvægten paa Skikkelsernes menneskelige Charakterer, deres forskjellige Evner i Visdom og Styrke som ogsaa i Mangler og Udyder.

Der er ikke som i Zend-Avesta, hvor den samme Kamp skildres, gjort Regnskab for, om Guderne eller deres Fjender have Ret; meget mere have ingen af dem Ret; de maa alle falde, Tiderne maa skifte og Nyt maa komme, som i Prometheus' Haab.

Det vil sees, hvor forfærdeligt jeg med saadanne Tanker maatte forsynde mig mod den herskende Stemning, den, det var en ren Trossag for, snart fastere end Christendommen, at Asatroen er det allerypperste under Solen, saa ypperlig, at den ene er nok til at slaa alle Tydskere.

Et enkelt Kapitel af dette større Arbeide, Fjølsvinsmaal eller Sangen om Svigdag og Menglød fik jeg frem i det Program, hvormed vi 1854 indviede den nye Skolebygning. Det blev det eneste, som jeg fik bekjendtgjort af mine lange og besværlige Studier i den Retning, og det er da ikke gaaet bedre med de senere, dem jeg i et andet Afsnit af mit Liv kommer tilbage til.

FJERDE KAPITEL. ILIA OG MATHILDE.

Det var det Pestens Aar 1853. Den der fik det største Navn i Kampen mod den blodløse Fjende, var min Veninde Ilia. Hun blev hele Landets Beundring men var ligefuldt det underlige Menneske, hun var.

Hun havde sidst boet hos sin Broder Otto i Flensborg, hvor han samtidig med mig var bleven Collaborator. Da han vilde gifte sig i Forsommeren det Aar, maatte hun forlade ham, men sendte mig forinden Frugten af sine rolige Timer. Jeg havde ikke før vidst, hvormed hun fyldte sit ensomme og tilsyneladende uvirksomme Liv. Hun havde saa lidt talt derom, at medens hun boede hos min Moder, pleiede hun at sige noget saadant som: »Hvorfor skal man foretage sig noget. Naar Kakkelovnen brænder og Spurvene synge under Taget, saa har de jo overtaget Arbeidet. Der er saamange, der har travlt, jeg er en, der er tilovers.«

Nu aabnede jeg en tyk Pakke og ud kom en hel Bunke Tragedier, saavidt jeg husker 15, og alle meget lange. Jeg blev opfordret ikke til at sige min Dom, nei, kun til at opfatte dem. Men det oversteg mine Kræfter. Jeg prøvede med et Par, men hvad jeg saa skrev derom, viste kun, at jeg var kommen aldeles galt fra det. Jeg blev underrettet om, at »der er to Maader at forstaae paa, enten ved uendelig Overlegenhed eller ved Kjærlighed.« Jeg kunde bruge hvilken Methode jeg vilde, naar jeg kun kunde »magte den, saa jeg skabende kunde sammenfatte og saa opfatte. Fik jeg ved første Blik det rette Syn paa Sagen, var det uendelig Overlegenhed. Men ikke at slaae sig til Ro i den Tanke at have forstaaet, saalænge der er mindste Uklarhed tilbage, er Charakterens Redelighed.« Jeg gjorde mig rigelig Flid, men jeg maa indrømme, at jeg bukkede under for Fristelsen til at slaae mig til Ro ligeoverfor, hvad der i mine Øine saae ud som et helt Bjerg af Uklarhed. Jeg manglede da vistnok »den uendelige Overlegenhed«, og jeg forsøgte det med den Ingrediens, jeg ikke troede at mangle, med Kjærlighed.

Saa mildt og imødekommende som muligt gjorde jeg opmærksom paa, at det ikke kunde ventes, at Læsere vilde føle det saa stort og inderligt, som Forfatterinden upaatvivlelig havde følt det, dertil var Stilen hverken klar eller stærk nok, heller ikke den dramatiske Bygning virkningsfuld nok.

Derved begik jeg for det første den Feil at sige »Forfatterinden«. Det gik mig dermed, som det siden er gaaet mig med hendes Søster Mathilde, der tog det Ord som en Fornærmelse. Det gjorde Ilia dog ikke, hun tog al Ting fromt og dybsindig forklarende. — »Det Ord maa du endelig aldrig bruge mere, thi er jeg overhovedet noget, saa er jeg det i sin oprindelige Skikkelse uden nogen unaturlig kvindelig Bøining. Hvad jeg har gaaet igjennem, er det at være en Undtagelse. Hvad dette vil sige, kan du, som staaer paa din naturlige Plads, næppe gjøre dig nogen Idee om. At være Kvinde, at vide, at jeg som Kvinde staaer over al offentlig Anerkjendelse, at det, der ellers er Lønnen, for mig snarere er en Nedværdigelse — thi den simpleste naturlige Kvinde, der har Hus og Hjem og passer det, er mere end jeg, der i bedste Tilfælde kun bliver en Undtagelse — at være Kvinde og dog skrive! Efter hele sin Natur, efter sit Hjærtes inderlige Attraa bestemt til at være, og saa nøies med — at frembringe, at digte!« — Deri maa hun have storlig Ret.

Om hendes Digterkald i det Hele vedbliver hun saa: »Hvorledes du vilde svare mig, var mig af større Vigtighed i Henseende til mit Forhold til dig« — hun havde takket mig, fordi jeg havde svaret hende venligt — »end til Sagen selv, thi den har jeg nu engang paa Naade og Unaade overgivet i Skjebnens Haand. Selv Dagen før jeg begyndte — skjønt færdig med Verden, som jeg da var, var den Udvei aldrig falden mig ind. Aar i Forveien — jeg vaagnede op af en forunderlig Drøm og tænkte: Skulde man ikke sværge paa, naar man hørte det fortælle, at den, der drømte saaledes, var født til Digter? Men aldrig kom det i mine Tanker at betragte det anderledes end som en aparte Tilfældighed. Og heri seer jeg min Retfærdiggjørelse. Hvad jeg er eller ikke er, jeg har ikke selv valgt. Jeg føler mig ikke beskæmmet, ligesaa lidt som jeg føler mig stolt, thi jeg troer kun at have gjort, hvad der blev mig budet. Hvorledes jeg har gjort det, er min Sag. Hvad det er værdt, hvad Plads der anvises det i Verden, angaaer ikke mig. I verdslig Henseende veed jeg kun, at jeg er ganske retsløs. Det har jeg lært, det har jeg følt, og jeg nøies villig dermed. Thi megen Løn har jeg faaet forud. Arbeidet selv er Løn, og den Fred og den Klarhed, der følger med slig stille Beskjæftigelse. Noget Maal har det aldrig været mig; det vigtigste i Verden har det aldrig været mig, thi under Arbeidet var alt andet glemt, og altsaa al Sammenligning borte; efter Arbeidet var der altid noget, som laa mig nærmere paa Hjærtet.«

Visselig en skjøn Bekjendelse, og sand for en saadan Charakter. Ogsaa for mig er den som talt ud af mit Hjærte. Men tilbage er der dog den Hovedsag: »Om den, der drømte saaledes, var født til Digter.« Derom siger hun videre:

»Det eneste, der ikke foruroliger mig, er Tvivl om Arbeidets Værd. Jeg har følt dem — dog tænkte jeg selv dengang ikke videre end: naa ja, Herregud! Skjønt det vistnok var gaaet mig til Hjærte, om jeg havde faaet dem bekræftede, og saa havde kunnet modtage Bekræftelsen. Men nu er jeg rolig. Jeg veed vel, der er Feil og meget betydelige Mangler, men jeg veed ogsaa, at der ikke med et eneste falsk Ord, en eneste forloren Talemaade er bødet paa Manglerne. Jeg har gjort, hvad jeg kunde og ikke forlangt at gjøre mere. Det gjælder kun om jeg overhovedet har havt Ret til at skrive eller ikke, men i den Henseende føler jeg mig sikker i mig selv. Det er en Sag mellem mig og en høiere Magt, ikke mellem mig og de Læsere, som aldrig er komne i mine Tanker, før Alt var færdigt, og knap da. Seer du, derfor spørger jeg ikke om nogen Dom, thi det er jo ikke mig der dømmes. Man kunde ligesaa godt skjænde paa Postbudet, naar man fik onde Breve.«

Alt sammen smukt og godt, naar man er født til Digter. Men om de Feil og Mangler, som hun siger, hun veed der er, og som der ikke maa bødes paa med forlorne Talemaader, har jeg mine Tvivl. Den Selverkjendelse naaede ikke længer end til at en Synder som jeg vovede at sætte Fingren paa dem.

Jeg maa have talt noget om, at det ikke er ganske nok selv at have følt det; Poesi er en Kunst, og Kunst er den Ting at give egne Følelser det Udtryk, at de kan staae som et Værk for sig. Hvorved jeg formodentlig har henvist til en Udtalelse af Poul Møller om objectiv Poesi. Derpaa svarer hun, og det er endog efter den svære Krise paa Cholerahospitalet, da jeg endelig havde maattet melde hende, at jeg ikke havde kunnet finde nogen Forlægger til hendes Arbeider:

»Gud velsigne Poul Møller, den ærlige Mand, som selv siger, at han ikke veed nogen Besked. Han veed det virkelig ikke heller, naar han bliver staaende ved den almindelige Benævnelse at kalde Dramaet den objective Poesi. Subjectivitetens voldsomme Overstrømmen, der gestalter sig som objectiv Poesi i den opløste og dog som Stykkets almindelige Sjæl samlede Digter, voxer frem i nye Subjectiviteter. Denne Gjensidighed, denne paa eengang til det yderste drevne Væren og Ikkeværen, det er Sagen. Den objective Poesi fordrer den subjectiveste Digter. O Øhlenschlæger! O du herlige Unschuld! Men hans Geni var overordentligt, det beviser det bedst i sin Forvildelse.

»Men det var ved min Tro, jeg slap. Jeg troer, at det jeg har skrevet, har Værdi, at det har det Fortrin, at have saa at sige suget det dramatisk Væsentlige ud og fremstillet det paa det mindre Væsentliges Bekostning. Og navnlig i den dramatiske Poesi er i en vidunderlig Grad det mindre Væsentlige groet frem i en Yppighed, saa det for almindelige Øine ganske dækker det Væsentlige — nei, det Væsentliges Savn. — Altsaa, jeg troer det, jeg troer, om Stykkerne selv, og jeg troer, at de engang vil komme ud, naar Tiden kommer. Jeg troer, at de baade have Betydning og ville indtage deres Plads, troer, at det vil gaae mig her som allevegne, at jeg vil faae langt mere Ære end mig tilkommer.«

Saadanne Udtalelser — og de komme bestandig igjen vendte paa mange Maader — røre mig nu mere end de, saavidt jeg mindes, gjorde dengang. Jeg føler mig beslægtet med hendes Sind, og har havt Leilighed nok til at øve mig i de samme Betragtninger. Jeg har jo ogsaa hele Hyller fulde af Skrifter, hvis Tid til at see Lyset aldrig kommer, og som jeg maa sige om, at jeg er taknemlig nok blot for den Glæde, jeg har havt af Arbeidet, og dog kan tænke med Sorg paa, at de skal tilintetgjøres, thi de har min Kjærlighed.

Om hendes Poesis Værd vil jeg nødig tale. Dengang syntes jeg meget lidt om den, men det er muligt, at jeg var for optaget af mit eget til at kunne vurdere andres, og nu staaer det kun dunkelt for mig. Det er ikke hendes Poesi, det er hendes Charakter, der har været tiltrækkende for mig, skjønt den Egenhed, at hun altid paa det fineste selv undersøgte den, var mig vanskelig at finde mig i.

»Om mig selv vilde jeg tale, om mig selv, som langtfra at kunne stille Fordringer, bestandig, naar jeg tænker paa det, hvori jeg er forskjellig fra andre, er tilmode, som om jeg ikke noksom kunde undskylde mig, og undskyldende forklare, hvordan det dog gik til, at jeg blev en saadan. Dog mere og mere fatter jeg det Urigtige deri. See, jeg veed det, at jeg har ingen Ret i Verden, men netop derved taber Verden sin Ret overfor mig. For den der kunde forstaae mig, vilde jeg have som en Slags Ret. Men den, der ikke kan forstaae mig som jeg er, hvorfor undskylde og forklare sig for dem? Dog har jeg gjort det. Jo mere jeg selv følte det forunderlige i mit Standpunkt, des nødigere vilde jeg ansees for et andet Væsen end jeg er, thi kun i mig selv og min medskabte Natur har jeg min Undskyldning. Saa prøvede jeg da paa at forklare mig. Men det var vanskeligt, thi for hvem forklarede jeg mig? Siig mig, for hvem? For den som ikke kunde forstaae? Ja, det er noget misligt, thi see! det tager Ligevægten bort. Skulde jeg tænke mig at være den Overlegne — min Illusion er næsten altid bevidst, jeg vælger den, saadan eller saadan. Det er en fattig Bekjendelse, men jeg vedgaaer min Fattigdom. Skulde jeg som den Overlegne — Ligemand kunde jeg ikke være uden at troe derpaa — saa i Spøg narre det, jeg vil sige, i dem, og indbilde dem, at jeg ansaae Spillet for saa ganske lige — skulde jeg vende tilbage til det Gamle: at gavne (mig) og fornøie (dem)? Jeg haaber, at jeg aldrig vilde havt Evne dertil, jeg veed, at jeg aldrig har prøvet derpaa. — Skulde jeg være den Underlegne? Skulde jeg gribe den Illusion? — der jo gjerne i sig selv kan være Sandhed, men af mig dog kun antaget som Illusion — at jeg intet forstod af det, jeg har givet mig af med, at jeg i god Tro havde gjort mit Arbeide, og nu i god Tro viste det frem for den Indsigtsfulde, ventende hans Dom. O, I lidet Troende! Enten gjælder det Hele kun mig, kun mig personlig, er den Vei, hvorved jeg skal føres til Erkjendelse — eller — Seer I da ikke den Dom, der overgaaer Poesien ved at den engang gives i en Kvindes Haand?

Det har gjort mig forunderlig ondt, saaledes bestandig at blive skjævt opfattet, jeg selv personlig. Du skriver, at jeg har sagt, at jeg »føler mig rolig ved en fortiende og underforstaaende Natur i Modsætning til at give Ordet, hvad Følelsens er.« — Ja dette er vistnok en meget hovmodig Yttring, en Sammenstilling af mig selv i Modsætning til andre. Men bær over med mig, Johannes? Jeg vil betroe dig, hvad jeg vilde sagt. Jeg har eengang følt mig meget trykket, meget, vel, skræmmet af de Skriftsteder du anfører, og kan skee flere andre, at troe det en Pligt, en Betingelse at skulle udtale sig i Sligt. Seer du, i den seneste Tid har jeg stødt paa en Forfatter, som gjør opmærksom paa den Forskjel, der var paa den mundlige Bekjendelse, da den var livsfarlig, og saa nu, da den er ligesom ved at hæve sig selv frem over andre. Det slog mig saa forunderligt, maaskee fordi det stemmer med min Natur. Jeg blev lykkeligere end den lyssky Fugl, der finder et dunkelt Skjul, uden derfor at dømme om dem, der finde sig vel i det fuldeste Solskin. Jeg søgte at udtrykke mig som jeg kunde, og jeg troede, jeg havde sagt, ikke at jeg følte mig rolig ved, men at jeg nu rolig fulgte min fortiende og underforstaaende Natur. Jeg troede, jeg havde sat det i Modsætning, ikke til andre, ikke til overhovedet at give »Ordet, hvad Følelsens er,« men til min egen Tilstand i den Tid, jeg selv troede at maatte gjøre dette. Kjære Johannes! Tro ikke andet, end at jeg selv dybt føler den Naturforskjel, der er mellem disse to Yttringer.«

»Naar jeg betænker dette, og veed, hvor sikker jeg var paa at have brugt omtrent de af mig anførte Ord, som vistnok kun maadelig udtrykte, hvad jeg vilde sige, men som dog intet indeholdt af det Arrogante, ja som udgik fra en ganske modsat Følelse — naar jeg betænker dette, og tillige hvor utallige Gange det kan være gaaet mig paa samme Maade, kan jeg længes efter den Tid, da jeg skal ansees som sindssvag og utilregnelig. Thi dertil maa det komme, skal Sagen udvikle sig consequent i den eengang tagne Retning. Du troer maaskee jeg siger dette med Bedrøvelse. O nei, jeg føler mig formelig hyggelig ved Tanken. Mener du det er Spøg? Ja, forsaavidt Spøg og Alvor er ganske eet og det samme. Naar jeg, som nu, har skrevet meget, og har skrevet mig lidt træt og ganske rolig — underligt nok, man begynder rolig og ender rolig, og dog er der en stor Forskjel paa Begyndelsens og Endens Ro — men den endelige Ro er denne: enten er jeg en sindssvag Stakkel eller den ualmindelig Begavede, da kommer det i Grunden ikke mig ved. Ja, idetmindste i dette Øieblik kan jeg med fuld Oprigtighed sige, at jeg vil begge Dele lige gjerne.

Jeg er saa glad nu, og Veiret er saa yndigt. Her er altid saadan en underlig stille Fuglekvidder udenfor mine Vinduer. Af alt, hvad jeg skal reise fra i Flensborg, vil jeg vist savne den mest. — —

Farvel, kjæreste Johannes! og vær saa rimelig eller rettere saa ædelmodig som du kan mod din hengivne

Ilia.«

Det rører mig inderligt at gjennemgaa disse Udtalelser igjen. De er saa søsterlig fortrolige, at jeg for min Del ikke kan beklage mig over, at hun i nogen særdeles Grad har taget mig med blandt dem, der ikke kunde forstaae, og som der derfor intet er at forklare for. Jeg vilde ønske, at jeg havde havt mine Svar, jeg gad seet, om jeg har været saa ædelmodig, som hun bad om. Jeg er bange for, at jeg ikke har været det, for jeg var, saavidt jeg husker, meget misfornøiet med denne urokkelige Tro paa sin Ret overfor alt, hvad der ellers ansees for fornuftigt og rigtigt. Men naar jeg tænker paa hendes vemodige Skikkelse, taber jeg Lysten til at forsvare min eller nogen andens Ret. Hun var virkelig »en Undtagelse,« og maatte friste den Skjebne, der ligger for dem, der maa leve for det, der ikke kan udrettes i Forstaaelse med denne Verden.

Da hendes Broder samme Aar var død i Neapel, skriver hun: »Det er mig næsten en Beroligelse, siden vi har faaet den sidste Tidende om Vilhelm. Jeg staaer nu paa en god Fod med Døden. Det er for mig som en fast Ansættelse, han har faaet, saa man kan være tryg for hans Fremtid. Saaledes lader man dem reise — ak, det er alt meget, naar der er Een i Verden, man af al Magt vilde holde tilbage eller klynge sig til, og følge til det fremmede Land.«

Der var to Typer i hende: en Ophelia, der med rørende Ro kunde sige: »Jeg var ude at plukke Blomster, og I troer, jeg var ene — nei, med mine Arme om min Elskedes Hals, dér hviler jeg i al Evighed.« Og en Jeanne d'Arc, der naar Hæren er splittet, griber Fanen og raaber: »Mig følger I, jeg er den eneste i al Verden, der kan føre Kongen til Rheims.«

Nu greb hun Fanen.

Da hun i Kjøbenhavn havde indrettet sig i Professorgaarden i Kannikestræde hos gamle Werlauffs, hvor hendes Venner, Louis Ussings Familie boede, udbrød Cholera, og tog snart det Omfang, at Mennesker laa og døde i Hobevis uden at kunne finde Pleie. I Hospitalerne flygtede det kvindelige Personale, eller maatte skrabes sammen af det upaalideligste Udskud, og Lægerne var hjælpeløse. Da gik hun i al Stilhed ind paa almindeligt Hospital, den værste af alle Stadens Pesthuler, og meldte sig i Porten som den, der vilde være Gangkone. Den tilkaldte Læge saae forbauset paa hendes fine Skikkelse, hvis Præg af en Dame mindst af alt passede til den Tjeneste, og raadede hende paa det indstændigste derfra. Men hun blev ved sit, og fik Lov til at prøve derpaa.

Hun gjorde sin Tjeneste som den »der stod paa en god Fod med Døden,« og, som hun siden fortalte, Døden med dens værste Gruligheder, og det afskrækkende ved at være over og ved Nat og Dag at betjene Offrene for denne ogsaa for Sandserne saa rystende Pest, var for hende endnu ikke det værste. Nei, disse Fruentimmer, hun maatte færdes imellem, med Haanden paa al deres Gjerning, og stadig Vidne til deres Opførsel, og uden at kunne lukke Ørerne for deres Snak, det var som at være bleven Medlem af en Forbryderbande, som at være kommen til Huse i et Pøbel-Bordel. Hun maatte stikke Hovedet ud af Vinduet for ikke at høre deres værste Talemaader, og da nogle af dem blev jagne bort, fordi de ingen Ting bestilte, beskyldte de hende til Afsked for at have stjaalet deres Sager.

Forinden hun gik til denne Post, havde hun opgjort sit Bo. Det var i Juli Maaned, at hun skrev:

»Kjæreste gode Johannes! Jeg skulde i Seng, men jeg synes, jeg maa skrive et Par Ord til dig først. Du regner mig det jo ikke til det Onde, at jeg har tøvet saa længe med at besvare dit sidste Brev. Du maa troe, det er ikke nogen Mangel af Paaskjønnelse. Jeg takker dig af Hjærtet derfor, og for al din Venlighed fra Moders Tid og indtil nu. Du maa ikke lee, men jeg har i Aften beskjæftiget mig med at bringe mine Sager i Orden. Jeg har ikke mindste Smule Dødsanelse, men vi er jo alle Mennesker, især i Choleratiden. Imorgen vil jeg see at lægge mine Papirer tilrette, som det i en Hast lader sig gjøre, og, ikke sandt! skulde jeg gaae bort, saa tager du dig jo nok af Sagen, som om det var din egen, men med det samme Hensyn til hvorledes jeg i Enkelthederne ønsker det, som om det var mig selv, der endnu var derved. Jeg skal lægge en Optegnelse paa hvad der for mig er vigtigt at see iagttaget ved de øvrige Papirer. Desværre er der noget ufuldendt og noget kun paabegyndt, som jeg saa inderlig gjerne vilde havt færdigt. Men jeg har aldrig været Herre over at gjøre og ikke gjøre, jeg maa lade det staae hen, som det kan falde sig. Lee kun af mig, kjære Johannes, men jeg har nu saadan en Idee. Jeg har altid tænkt mig som en Slags Sandsynlighed — nei, som det, jeg egentlig troede, vilde skee, at medens jeg levede, vilde det saadan trække hen, og intet af mit videre blive agtet, fordi jeg dog ikke rigtig kunde taale nogen Slags Udmærkelse, men efter min Død vilde det blive anderledes. Du seer, at jeg forstaaer at indrette det godt for mig selv. Jeg har endogsaa tænkt, at det vilde indbringe en Del Penge, og efterhaanden blive en lille Arv for mine Søstre. Og i Aften forekommer dette mig sandsynligere, end nogensinde. Ogsaa i denne Henseende har jeg mine egne Ønsker, som du jo nok vil sørge for, bliver fulgte. Dog vil jeg ikke nærmere omtale det her, men lægge det ved mine øvrige Papirer i mit Messingskrin. Dersom jeg skulde døe, vil det blive sendt til dig. Indholdet tager du jo nok i Forvaring eller besørger det efter Adressen, og Skrinet beder jeg dig beholde som en Erindring.

Saa veed jeg virkelig ikke mere, uden at jeg beder dig at hilse Amalie og Edle saa meget, og bede dig selv bære lidt over med mig. Du skal have al din mulige Frihed til at gjøre dig lystig over mig, dersom jeg ikke døer, al den fuldkomneste Ret til med stille Stemme at tale om sære Forudanelser, dersom jeg virkelig gaaer bort — Skade, du ikke er Mystiker. Men Sagen er, at Du i begge Tilfælde vilde irre lidt i din Opfatning eller Fremstilling, thi jeg er hverken latterlig, det jeg veed, eller høitidelig, men et reelt fornuftigt Menneske, som gjerne vil have Redelighed paa sine Sager. Gamle Anes Logerende, som er Naalemagersvend, har gjort det samme angaaende sit Værktøi. Idag var det protocolleret, og om sex Uger skal det thinglæses. Seer du det, slet saamange Ophævelser gjør jeg ikke.

Lev nu ret vel, kjæreste Johannes! Dersom jeg døer, da tænk undertiden paa gamle Dage, da jeg erhvervede meget af hvad jeg siden gjorde Brug af, og hils Andreas Lunddahl paa det hjærteligste.

Din hengivne Veninde Ilia Fibiger.«

Hun siger intet om hvad hun havde for, men ad anden Vei erfoer vi det snart.

Da Pesten havde udraset, og hendes Hjælp ikke længer var fornøden, forlod hun Hospitalet og vendte tilbage igjen til sine Venner i Kannikestræde. Men som »en lyssky Fugl« — som hun iøvrigt ikke var uden i Indbildningen — befandt hun sig ikke vel i det daglige Liv. Hun trængte til en Valplads, hvor hun kunde sætte Livet paa at blive tro mod det Høieste. I November (1853) skriver hun:

»Jeg er saa lidt, saa lidt skikket til at have noget med denne Verden at gjøre anderledes end ganske stille inden lukkede Døre. Al Ting skræmmer mig. Bare Fru Fog (hendes Broder Axels Svigermoder) idag begyndte en Tale om, at jeg havde sagt, at der var fugtigt hos Mathilde — jeg forsikkrer dig, det var som min sidste Time var slaaet. Et Hav af Snak, nei af veltalende Ord væltede sig frem for mig, det var som jeg ufeilbarlig maatte gaae til Bunds og finde min Død i de brusende Bølger. Jeg var fortabt, jeg gav strax complet tabt med den Undskyldning, at jeg havde forvexlet Fugtighed og Kakkelovnsos, at der var meget deiligt, og at de endelig maatte lade mig være. Saaledes ogsaa hos Minona (Fru Ussing). Hun overfusede mig aldrig med Ord og Taler, men jeg kunde dog gaae i den forunderligste Angst for at gjøre noget galt eller ikke tilpas. Ja, jeg slog da ogsaa en Flaske Vin itu og en lille Lyseplade — nei, saa troer jeg dog ikke, der var mere.«

Dette var nu en Særhed eller, om man vil, en Svaghed hos hende, at hun renommerede en Del med sin Udygtighed til huslig Gjerning, og unegtelig var den saaledes, at man kunde frygte for at give hende noget i Hænderne, det gik galt. Hun behagede sig noget deri som Genialitet. Naar hun dog ligefuldt paatog sig Ting, hvortil der hørte den høieste Grad af praktisk Forstand og husmoderlig Dygtighed, antager jeg, at hun forligede det med sin sædvanlige Sætning, at den Overlegne, den Dygtigste og den Enfoldige, den Udygtige havde ligemeget hendes Agtelse. Er man den Udygtige, gjør man i dybeste Ydmyghed, hvad der skal gjøres. Ganske vist sandt, naar man er nødt til at gjøre det, men at paatage sig det for at udrette et Storværk, er dog noget andet. Denne Dristighed i Ydmyghed fik desværre meget tragisk Betydning for hendes Liv, den gjorde hendes sidste Anstrengelser frugtesløse og hendes Livs Afslutning sørgelig.

Nu blev hun altsaa Vaagekone, som hun kalder det, det vil sige, at da hun havde ønsket at fortsætte sin Hospitalstjeneste, og man fandt, der vel kunde være Brug for en dannet og samvittighedsfuld Kvinde til at have Opsigt med den hidtil ukontrollerede Nattetjeneste, havde man oprettet en saadan Post for hende. Hun fik en god Bolig paa Frederiks Hospital og indrettede sig hyggelig nok, vidste ogsaa at skaffe sig Tid til sine med vanlig Iver drevne aandelige Sysler, kun Skade, at hun nødvendigvis skulde gaae til denne i sig selv fornuftige og hæderlige Virksomhed med sin sædvanlige Egenskab, den »ikke at vide, om hun var sindssvag.« Derom skriver hun:

»Jeg har faaet min Instrux for Hospitalet, og det eneste jeg kan sige, er at de kanskee kunde lede hele Landet rundt og ikke finde En, der passede mindre til den Post end jeg — blandt skikkelige Folk da. Jeg skal see efter alle mulige Ting lige indtil Vaagekonernes Strømper, paasee »at de omgaaes forsigtig med Ild og Lys, handle sparsommelig med Tørv og Trækul, at Kjedler og andet behandles med Skaansomhed, at Patienternes The og Sukker ikke formindskes,« og Gud veed, hvad andet. Alt dette var dog muligt — det vil sige, ikke for mig. Men den sidste Passus er næsten uudgrundelig. Jeg skal nemlig udtrykkelig være der »hele Natten« fra halvti til Morgen, og desforuden »komme der« flere Gange ogsaa om Natten. Jeg forsikkrer dig, da jeg læste det, havde jeg en Følelse, som om jeg hellere vilde være en af de Sindssvage, jeg skal passe paa, at Vaagekonen ikke »slaaer eller paa anden Maade molesterer,« end jeg vil være saadan en Politibetjent af Overvaagekone. Med Medicinen skal jeg ogsaa paasee alt det, som jeg slet ikke kan vide og ikke forstaaer. Regn nu dertil, at Mathilde baade aandelig og legemlig er næsten ødelagt af Hede, at jeg er overlæsset af Arbeide, og saa uskikket til at ordne mine egne Sager at jeg næsten ikke veed anden Udvei end at sætte mig paa min Skammel med Hænderne i Skjødet og lade fem være lige, til Fremmede forbarme sig over mig — eller til Flyttekarlene kommer og læsse mit Tøi og mig selv hulter til bulter paa Børen og bære os hen paa Hospitalet — regn det sammen, om du ellers kan regne i den Slags benævnte Tal, saa kan du tænke, at jeg er just ikke saameget lystig. Ja, hver har sit, den ene Sorg og den anden Bedrøvelse. Men et Par hundrede Aars Søvn kan gjøre godt for begge Dele.«

Imidlertid gik det altsammen, hun holdt ret godt tilfreds ud i denne ganske vist besværlige Stilling i hele sex Aar, og hendes Virksomhed har upaatvivlelig været til Velsignelse. Naar hun med sine lydløse Skridt og i sin Yndlingsdragt, hvid Kjole og et fint Kniplingsklæde over Hovedet svævede gjennem Sygestuerne i stille Nattetimer, og snart satte sig hos en, snart hos en anden Patient, og lagde sin Haand paa den Febersyges Pande og talte kjærlige Ord til den, der laa i Pine, har jeg hørt yttre af Folk, der selv havde nydt godt deraf, at det var dem, som om Gud havde sendt dem sin Trøstens Engel i de lange Nætter. Hun gjorde i Almindelighed to eller tre Runder hver Nat, og naar hun de samme lange Nætter igjennem sad i sin enlige Stue, mættede hun sin Sjæl med Kierkegaards klosterlige Visdom, og lod sin Pen løbe i Tragediens selvfølgelig uendelig subjective Repliker. Saa sov hun til om Eftermiddagen, og gik saa undertiden ud i Byen, naar Dagen hældede.

Saaledes maa jeg nu lade hende gaae til den næste Periode i hendes Liv, den endnu besværligere, der begyndte efterat jeg var forflyttet til Kjøbenhavn. Men siden jeg er ved Familien, vil jeg fortsætte med mine Tanker om hendes yngste Søster Mathilde.

Ikke saa smuk hverken af Ansigt eller Bygning som Ilia, heller ikke saa betydelig en Personlighed havde hun dog den Lighed med hende, at hun vaklende mellem Ubehjælpsomhed i Livet og uimodstaaelig Trang til aandeligt Storværk, gav Stød til mere end hun selv magtede, og kunde ligesom Søsteren, naar den geniale Virksomhed slog hende feil, finde sig i et fattigt Liv og jævn Syssel. Men iøvrigt var der stor Forskjel paa dem. For Ilia var det Hovedsagen at være noget, som har evig Betydning for Gud og Mennesker. Poesiens Væsen var for hende ærlig Følelse, Kunstens Fordringer kom først i anden Række. Hos Mathilde var Formen Hovedsagen; hvad hun opnaaede skyldtes hendes glimrende Stil. Deri havde hun en mærkværdig Styrke, ethvert lille Brev var at læse som et Kunstværk ikke blot for Sprogets Skyld, men for det Væld af skjønne Følelser hun kunde udøse deri. Men større Indhold var der ikke just i hende, hverken af Ideer eller af Sands for Livets Begivenheder og raadende Personligheder. Da hun havde afleveret sine nærmeste Omgivelser og sine kritiske ikke meget omfangsrige Tanker, var hun i Virkeligheden færdig.

Mod havde hun nok af, og den dristige Optræden af en saa ung Pige er aabenbart det, der mest har moret Heiberg, da han blev hendes Impressario. Ogsaa havde hun et ganske godt Greb paa at ledsage sine spillende, dristige og, om det behøvedes, naivt tilslørede Repliker med Øiekast, der indeholdt, eller i alt Fald kunde tydes som de indeholdt en noget mere personlig Ild end den litterære Begeistrings. Og som æsthetisk Autoritet savnede Heiberg ingenlunde Smag for den Slags Kunstnydelse. Da saa hendes første Bog blev baaren frem af hans Fortale og af den overlegne Virkning Dommen i hans Kreds endnu havde, naaede hun strax, som min Ven Vilhelm Holm skrev: »en aldeles herostratisk Berømmelse, alle Mennesker tale om hende. Ministerkriser, Executionstropper, Regjeringscommisærer formaae intet mod hende. Du skulde høre Conversationen i en Kreds af kjøbenhavnske Damer — stakkels Pige, og dog vil hun hæve dem til Ideen og et ideelt platonisk Ægteskab. Hun er alt udsolgt og udkommer i andet Oplag.« Det var i Vintren 1850 til 51.

Alle de Breve jeg fik var fulde af hende. Fru Roed, som ogsaa var et æsthetisk Centrum, skrev: »Vi drøfte to modsatte Vidundre: Sibberns venlige Bog (anden Del af Gabrieles Breve), og den berømte Amazone Clara Raphael, som har erobret den høie Fortjeneste at aabne Slusen for den Strøm, der suser os om Ørerne, Kvindernes Opdragelse.«

Larmen forøgedes ved at den traf sammen med den over Spandets Forslag om borgerlig Vielse, en Sag, der i den Grad opbragte alle gode Christne, at de mindre gode, som maa opfinde det Slagord, der altid hører til en Hovedstad, tog sig for at sige Spandet gale mig istedetfor Fanden gale mig.

En af dem, der stemte haardest mod Slusernes Aabning, var min altid conservative Ven B. J. Fog. Han udøste bestandig sit Hjærte for mig i lange Breve, og om min nysudsprungne Cousine finder jeg den for ham eiendommelige Udtalelse:

»Hun mangler ikke Familiens begavede Aand, men jeg troer ikke, hun er i Familie med dit Hjærte. Stakkels Clara Raphael! Det maa være forskrækkeligt at være forelsket i Ideen. Ja, i vor Ungdom talte man meget om de Ting, og jeg veed ogsaa af Erfaring, hvad det er for en ulykkelig Kjærlighed. Det er en ny Tantalus, Vandet staaer klart og læskende og kvægende op til Læberne, Frugterne hænger smilende og søde foran Øinene, og Vandet er til at drikke, Frugterne til at spise, de trække sig ikke tilbage, men Tantalus's Læber ere for stolte til at bøie sig mod Vandspeilet, Haanden for fornem til at række efter Frugterne, fordi man eengang har faaet det Indfald, at der først er Vand paa Bunden af Vandet, og Frugter der, hvor Livstræets Frugter høre op. Ak, jeg maa laane af mine Hedninger: Quod petis, hic est. Stakkels Pige! Det er en grusom Skjæbne, jeg kan have Medlidenhed med hende, jeg der forlængst har tilgivet vor Herre, ikke blot at han har skabt Ænderne i Gadekjæret, men endog, at han har skabt Mennesker i Verden.« — Dette er forsaavidt ganske sandt, men det gaaer dermed som med mange af Fogs Betragtninger, at det kan bruges om alt hvad Nyt, Mennesker vil have frem i Verden. Man kan blive ved det Gamle og beundre og elske det, men man maa ikke fortænke Mennesker i, at det undertiden kan falde dem ind, at der kan gjøres et Skridt fremad.

Endelig ogsaa en Udtalelse fra »den af Publicum mindre fine Portion.« Den tager Sagen hverken æsthetisk eller filosofisk, men ømmer sig under de Hug, den faaer, og det er menneskeligt. Vor Farbroder Christian, Forpagteren paa Lolland skriver:

»Mathilde tilbragte et Aar eller lidt længere en halv Mil herfra os hos en meget agtværdig Skovriderfamilie. Hun blev optaget med al mulig Godhed og Velvillie i enhver Familie hvor Leilighed tilbød hende Adgang. At det samme var Tilfældet her i Huset, behøver jeg ikke at sige dig. Kort efter hendes Afreise her fra udkom Clara Raphael, hvori ikke alene vi, men de fleste, i hvis Hus hun havde været, faaer sit Testimonium paa graat Papir. Vi der kjendte Forholdene, kunde strax gjenkjende de Historier, hvoraf de fleste ere fortalte eller givne forud til Bedste her i Huset. Hun vil næppe blive vel modtaget her i Egnen mere.«

Ogsaa han havde Ret. Ganske vist maa man lade unge Forfattere have Lov til og det kan da hænde ældre med, at tage deres Modeller fra deres nærmeste Omgivelser. Karl Gjellerup beskrev ogsaa vor Præstegaard i sin første Novelle og det morede mig at finde mig selv kommende ind i Dagligstuen, naar Lysene blev tændte, med en buddistisk Foliant under Armen, og sætte min Pibe i Krogen, for først at ryge den, naar Damerne var gaaede i Seng. Men det kommer an paa, med hvad Hjærtelag Modellerne sees. Forpagtergaarden paa Lolland havde været Mathildes og hendes Sødskendes andet Hjem fra deres Barndom, og deres Farbroder og Moster der havde gjort nok saa meget for dem som deres egne Forældre. Der hører da mere end almindelig Hensynsløshed til at offre dem paa sin skarpe Satires Alter. Men det var nu disse Søskenes Egenhed, at det var dem i Kjødet baaret at see dybt ned paa deres landlige Slægtninge. Og saa var det den heibergske Periodes Program, at alle, hvem det ikke var lykkedes at bestige Aandrighedens høie Hest, hørte kun hen under Dyrehavsbakkens Publikum. Men Perioden var allerede saa temmelig vunden til Ende, derfor lod Recensenterne hende ogsaa haardt nok vide, at siden hun raabte saa høit paa Ideen, burde hun ikke seet feil ad, at en dygtig Landmand, som dertil er en kjærlig og from Sjæl, lever ogsaa for Ideen.

Ilia havde ogsaa sine Storhedstanker, men hun var ikke paa den Maade forfængelig. Jeg troer, det var ærligt ment, naar hun skrev om sin Æventyrbog: »Denne lille Bog sender jeg dig i sin simple Hverdagskjole, da den kun er til at gjemme hen. Jeg beder dig at tage venlig imod den, og see den med lidt bedre Øine end jeg, som virkelig ikke ret kan taale at see den trykt. Det er underligt, det gaaer mig i eet og alt stik modsat Mathilde, som altid har Clara Raphael liggende paa Bordet.«

Efter at hun havde forladt almindelig Hospital flyttede hun sammen med sin Søster. »Jeg er lidt beklemt derved, skriver hun, men det gaaer vel nok. Mathilde er til daglig Brug det nøisomste Menneske af Verden.« Det var hun ogsaa, men begge Søstre havde den Egenskab, at de ikke kunde udholde at boe sammen med andre. Det skulde da heller ikke holde ud mere end den Vinter.

Mathildes andre Bøger skal jeg ikke have nogen Mening om, da jeg ikke erindrer at have læst dem. »Et Besøg« var Ussing ret tilfreds med, men »Minona« kaldte han noget ynkeligt Vrøvl. Hun havde ingen Glæde mere af Forfatterskabet. Ved sin første Bog havde hun kunnet bære, hvad Satire der faldt af, da den gjorde saa stor Opsigt. Men da Heiberg, som ingen Sands havde for Kvindens Emancipation, havde opgivet hende, og hun under Corsarkritikens Behandling var bleven en parodisk Figur, som med vanlig Grovhed maatte paa Bræderne i Studenterkomedien, sank hendes Mod sammen, hvad Poesien angaaer. Som hun dog virkelig har givet det første og stærkeste Stød til hvad der nu kaldes Kvindesagen, samlede alle begeistrede Kvinder sig om hende, og foruden hendes virkelig glimrende Brevvexling[15], har hun af og til siden ladet »Ideen« komme til Orde i deres Blade.

Siden har hun havt en tung Skjebne. Hun maatte tage til sin første Gjerning for at underholde sig, og var flere Steder Lærerinde. Men det var vanskeligt, hun var bleven en altfor offentlig og pikant Person. Hvor hun kom frem, blev hun farlig for Mændene og ubehagelig for Husmødrene, hvad hun selv ikke havde noget imod, det gav Livet mere Indhold. Da der af den Grund var opstaaet noget Misforhold i jydske Præstefamilier, leiede hun sig en Bondestue i en øde Egn, og da hun ikke kunde holde længer ud der, drog hun til Kjøbenhavn forat uddanne sig til en lærdere Lærerinde. Der faldt hun i 1857 i en ondartet Feber, og medens hun gjennemgik denne paa Frederiks Hospital under sin Søsters Pleie, fattede hun en sværmerisk Kjærlighed til Overlægen, siden Ministeren Fenger, som ogsaa var Ilias Ven. Han viste hende en særdeles Godhed og var siden altid hendes Patron. Trængte hun til noget, bragte han hende det, en Paraply, et Uhr eller ogsaa blot Smaating til behagelig Erindring. Det morede da os andre at see hende altid bære disse Gjenstande hos sig, kysse dem og med et Suk: Det er Fengers! vendte Øinene mod Himlen. Hun havde allerede nu en gammel Jomfrus Manerer.

Samtidig med hendes Sygdom laa ogsaa Amalie dødssyg til ud paa Vinteren. Hun kjendte endnu ikke Mathilde personlig, men i sin lidende Tilstand tænkte hun meget paa, hvor hjemløs hun var, havde endog en drømmeagtig Indskydelse om, at hun skulde gjøre noget for hende. Hun bad hende derfor om, at komme over til os. Saa tilbragte hun Sommeren (1858) i Haderslev, kom sig godt, og syntes at befinde sig vel hos os, men forlod os dog i Efteraaret, nedsatte sig igjen i Kjøbenhavn og nærede sig meget smaat af noget Oversætterarbeide. Saa blev hun efter Fengers Raad og ved hans Hjælp Telegrafist, og var den første Kvinde, der fik en saadan Embedsstilling (1863). Hun var ansat ved flere Stationer, Haderslev, Nysted, Helsingør og tilsidst Aarhus, hvor hun i Juni 1872 døde af en Brystbetændelse, 42 Aar gammel. Heller ikke der havde hun dog kunnet undgaa at komme i sværmerisk Forhold til en Telegrafist af Amalies Fætterskab, vistnok et ganske uskyldigt Forhold, men hun var nu eengang af romantisk Tilbøielighed, og Jakob Stenstrups Hjærte var som hans Søskenes af noget vulkansk Natur. Han døde og hun lod sig lukke ind i Gravkapellet, hvor man fandt hende knælende ved hans Kiste. Jeg har derom to meget lidenskabelige Breve fra hende. Men naar hun udbryder: »Jeg kan ikke udholde det længere, naar min Vei skal gaae over Lig!« bliver man dog ikke klogere paa Forholdet mellem dem. Aaret efter fulgte hun ham i Døden.

Ualmindelig var hun som hele Slægten, og blev en Stridens Gjenstand, men der var ikke Ondt i hende, meget mere baade alvorlig Sandhed og dybt Hjærtelag. Af sin inderste Sjæl stræbte hun altid mod Ideen, som hun kaldte det, hvorved hun vel nærmest forstod et betydningsfuldt Liv, ophøiede Tanker og sværmeriske Følelser, men tog dog ogsaa Alvor og Redelighed i ethvert Forhold med. Derfor var hun ogsaa meget samvittighedsfuld i sin tarvelige praktiske Syssel, og tjente agtværdig sit Brød, da hun ikke længer kunde straale som Geni. Mig og min Hustru var hun en trofast Veninde, og tog meget smukt og selvfornegtende imod det, naar Amalie gav hende en Mindelse om ikke at lade sine smaa erotiske Anliggender gaae for vidt.

FEMTE KAPITEL. KIRKELIGT.

Paa et Præstemøde i Aabenraa, St. Hansdag 1855, hvor vor Psalmebog med al ønskelig Nidkjærhed blev forhandlet[16], havde Leth anmodet mig om at prædike ved Gudstjenesten. Da jeg den Tid ikke godt kunde gjøre noget uden at strække mig adskilligt videre, end der behøvedes, skrev jeg tillige en Psalme, som jeg lod omdele i Kirken, for at hædre Festens Herre.

Saa prædikede jeg om Døberen. Dog ikke om Daaben som Indgangen til Guds Rige, men om Forsagelsen som Betingelsen for at være derinde, som den omtalte Psalme sluttede:

Jeg fremstillede Profeten som det levende Billede af denne tunge Betingelse, som den der vel er mindre end den mindste i Guds Rige, men ligefuldt er den Cherub, der vogter Indgangen; Forsagelsen staaer først i vor Bekjendelse, den kommer vi ikke udenom. Mig syntes, det var god kirkelig Orden, men det gik ikke.

Øverst i Kirken sad Grundtvigianernes Førere, og efter dem den Skare af Præster, som var vante til med Bæven see mod Grundtvigs Opdagelse. Nu at byde denne Kreds, at Loven skal et christent Menneske igjennem, dens Bud skal holdes, Loven, den man havde saa lidt Brug for, at Grundtvig sagde, Budene skulde ud af Katechismen, dette var jo ligefrem Oprør, og jeg fik visselig ingen Tak for den Dags Tjeneste.

Men for mig havde den desto mere Betydning. Det var første Gang, jeg fik Ordet om denne hellige Skikkelse og hans store Sag, den, der i det Aar mest af alt laa mig paa Hjærte. Jeg var begyndt paa min Johannes den Døber, og fik inden Aarets Udgang skrevet de tre første Handlinger. Dermed havde det endnu en anden Sammenhæng. Det var ikke fra Grundtvigs Leir, men ganske andetsteds fra, at den Aand kom, som for mig igjen løftede paa de Kunstens Vinger, der havde været saa yderlig modfalden siden mit Nederlag med min Jeremias.

Jeg havde i al den Tid, Søren Kierkegaard skrev, søgt min Aands bedste og frommeste Føde hos ham, uden at lade mig anfegte af hans underlig beregnende Fremgangsmaade. Nu var det det Aar, da hans sidste voldsomme Angreb paa alt Kirkevæsen faldt i den Grad forskrækkende over Landet, og først og fremmest over Præstestanden, at Fr. Boisen vel kunde have Ret, naar han kaldte ham den store Præstepiner. Bevægelsen i Haderslev blev saa stærk, at det kunde kaldes en aandelig Revolutionstid. Byens Redaktør forkyndte stadig i sit Blad, at Kirkens sidste Tider var komne; vor Provst pakkede ind for at gaae ud af Kirken, og en ung Skolelærer samlede hveranden Aften en vrimlende Mængde i et meget stort Lokale, og udmyntede for Almuen med profetisk Talestrøm Kierkegaards groveste Varer. De Troende saae forfærdede paa hinanden, de havde dog ment, at de var Christne, og de Vantroe gik i Klubben og gjorde Vittigheder om de Præster, hvis Præk man nu skulde nyde fuld Frihed for, al den Stund det var en Forbrydelse at gaae i Kirke, en Forbrydelse, man iøvrigt vidste sig godt nok fri for.

Redaktøren var Peder Christian Koch, en eiendommelig Datidens Figur; en falleret Kjøbmand, men en Mand med mange Slags Talenter. Han malede, han opfandt et nyt musikalsk System, og fremfor alt redigerede han som politisk Koryfæ og en af Stammerne for den nationale Bevægelse sit Blad Dannevirke saa aandrigt som ingen anden i den ganske Verden, seende ned paa Kjøbenhavnerne, som ikke forstode, hvad Land vi var komne til, nu ogsaa os Præster, som endnu mindre forstode den hellige Sag, som han tilligemed sine øvrige Fortrin, fremfor alle sad inde med. Han var Manden for den ægte gamle Christendom — den sønderjydske Pietisme, som i mange Maader faldt sammen med det Kierkegaardske Oprør — han havde levet med dens folkelige Profeter, og vidste, hvad Kamp mod den officielle Kirke var.

Da han nu en Dag i April 1855 var gaaet noget videre end sædvanligt i sine Angreb, idet han i sit Blad havde sagt, at Præsterne hverken kunde eller vilde røgte den Tjeneste, Herren har sat dem til, fandt jeg, at en Mand, der intet andet gjorde end at bruge store Ord, ikke burde gjøre det uimodsagt. Og da jeg just næste Dag prædikede i Provstens Kirke, og saae Koch sidde lige for mig, sluttede jeg min Tale med en ganske kraftig Udtalelse om at et Dagblad ikke burde belære Folket om, hvad det ingen Forstand har paa, og hvad der kunde skade Folket at faae at løbe med. Der var dog de Præster, der baade gjorde, hvad de kunde, og gjerne vilde gjøre mere, om Gud gav dem Naade dertil.

Jeg kunde see paa ham, at det gik ham nær, og gik derfor til ham om Eftermiddagen, og fandt ham ganske rigtig yderst opbragt. Bleg af Harme foer han op og ned ad Gulvet og raabte paa det uforsvarlige i at byde ham Sligt paa et Sted, hvor han ikke kunde svare. Jeg forklarede ham ret sagtmodig, at i den Henseende var han dog ikke forfordelt, at han i sit Blad havde et langt kraftigere Vaaben end jeg i min Prædikestol. Men forøvrigt var jeg kommen for i al Venlighed at bede ham ikke at gjøre det. Det gjorde mig inderlig Ondt, at han var vred paa mig, hans Fjende vilde jeg for ingen Pris være.

Han var imidlertid ikke let at stille tilfreds, en hidsig og stolt Mand, som han var. Han blev ved sit, at det var skammeligt at angribe ham paa et Sted, hvor han ikke kunde svare. »Nu, saa kan De jo lade mig sige min Mening i Bladet,« sagde jeg, »der har De god Leilighed til at svare.« Da han havde sundet sig noget derpaa, klarede det op for ham. Det var ikke blot det bekvemmeste, men det var ham altid det vigtigste at gjøre sit Blad saa betydningsfuldt som muligt. At faae et saadant Ordskifte ind i det, var altid noget, han havde ogsaa allerede aabnet sine Spalter for Indsigelser fra Grundtvigiansk Side. Boisen og Hagen havde ført deres Sag i hans Blad, og flere den Kierkegaardske.

At føre en Strid med ham, som der intet var kommet ud af, var derimod ikke min Mening. Da fik jeg en Tanke, som jeg har været taknemlig for som en Aandens Indskydelse, Gud gav mig. »Vi er mere enige, end De troer!« sagde jeg, »De seer i mig en af de Præster, der skal føle Svøben, ganske vist kan jeg ogsaa godt behøve den. Men forresten har jeg altid været af dem, der med Bæven sidde ved Kierkegaards Fod.« — Han begyndte at ville omfavne mig. — »Lad mig nu faae Lov til at lægge Folket denne vældige Kjæmpes Sag paa Hjærtet, saaledes som jeg forstaaer den, uden at De slaaer mig ned eller stopper Munden paa mig. Jeg kan jo fra Tid til anden skrive et Stykke og søge at lægge disse svære Dommedags Slag tilrette, saaledes at christne Mennesker kunne faae besindige Tanker om hvad det er, der skeer med os, at det dog ikke skal forstyrre dem saaledes, at de faae fortvivlede Tanker om sig selv og onde om deres Medmennesker.« Nu omfavnede han mig virkelig, og paa denne Grundvold enedes vi strax i denne Samtale om, at jeg, saavidt muligt skulde hver Uge sende ham et Stykke, der kunde læses som Indgang til Helligdagen.

Imidlertid var det heller ikke min Hensigt at indlade mig paa en saa mislig og af selve den vrede Profet saa forbudt Sag som at være hans Vaabendrager og Udlægger. Jeg har aldrig hverken havt Lyst til eller gjort mig Uleilighed for at efterspore hans mange hemmelighedsfulde Veie og kløgtig anlagte Løbegrave; dette hans Væsen ansaae jeg for at høre til hans verdslige, ikke til hans hellige Menneske. Heller ikke lagde jeg Vægt paa hans Trang til i Stormløb at omstyrte Kirken, og at tage enhver stakkels Sjæl ind i det Kammer, hvor Døren skulde holdes saa vel lukt, at ingen skulde kunne opdage, hvad man der har for med sin Gud. De Ting havde jeg saa tidt udfegtet med Ilia, at jeg vidste, man ingen Vei kommer med denne Slags Finheder. Hvad jeg vilde, var intet andet, end nu, da Sjælene var i Angst, med fornyet Alvor, men ganske ligefrem at fremlægge den gamle Sag, hvad der hører og hvad der ikke hører til et Menneskes Frelse. Om Kirken skulde staa eller falde, indlod jeg mig ikke paa, bestandig forvisset om, at den kan bygges paa mange Maader, men bliver dog ligefuldt aldrig andet end den, der nok staaer, om end Taarnene falde.

Jeg gik derfor udenom de forskjellige Partiers Sikkerhedsbreve paa deres Salighed, og fastholdt i Lighed med Kierkegaard, at der ingen Sikkerhed gives uden den inderste Menings Alvor med at gaae indad den Port, der er snever for Kjød og Blod, men aaben og let for den, der har Guds Aand at glæde sig over. Og kom saaledes igjennem uden anden Modstand end strax efter min første Artikel en hidsig Irettesættelse for at bruge for stærke Ord fra en Præst af den gamle Skole — Johan Buntsen Koch — som jeg i Fred lod være det, det var, og adskillig Larm, som P. Chr. Zahle af og til i forresten meget veltalende Artikler gjorde, om at alt Præsteskab skulde absolut »feies ud som Spindelvæv.« Grundtvigianerne talte dertil uden Hensyn til mig deres egen Sag om deres Daabspagt, og en nidkjær Lægmand, som kom Statskirken for nær, havde Ubehagelighed med Øvrigheden.

Jeg var begyndt med dette Arbeide den 11. April (1855) og fortsatte det til Advent. Mit første Stykke, det jeg blev saa haardt angreben for af en Embedsbroder, lød saaledes:

»Det er nutildags ved adskillige Herrens Tilskikkelser bleven en Anfegtelsens Tid for christne Folk. Det skal nu prøves, om vi ere sikkre paa vor Tro. Jeg for min Del haaber vistnok paa, at vi gjennem Prøvelserne skulle renses til nye Mennesker, men ligesaa vist anseer jeg det dog for, at vi ikke blive det, om vi ikke gjøre dobbelt Alvor af at bekjende vor Tro for hverandre. Jeg har derfor tænkt under ovenstaaende Titel[17] hver Uge at byde Dannevirkes Læsere et Par christelige Ord som Indgang til Helligdagen.

»Vor Tro »er en fast Overbevisning om det, som ikke sees;« det Usynlige, som er evigt, skulde have meget mere Magt over os end det Synlige, som er timeligt. Men enhver af os veed ret vel, at vi agte langt mere paa vore daglige Forretninger og Fornøielser end paa vor Synd og Frelse, og det bliver til vor Fordærvelse. Var blot Straffen for vore Synder en borgerlig Straf, skulde vi nok ræddes for den.

»Tænke vi os for Ex., at en af os var greben paa fersk Gjerning, og blev nu hentet af Retstjeneren og ført langs ad Gaden, ligbleg af Angst og skjælvende som et Espeløv baade af Angst og Skam, dertil hulkende som et Barn, fordi vi ikke engang havde den Opreisning, at vi led uskyldig; og Gangen nu gik til Raadstuen, hvor Vand og Brød, Pidsk eller andet deslige ventede os, medens vor Ære, og med den vor borgerlige Næring eller Embedsstilling for bestandig gik i Løbet. — Ja, det er et meget stygt Billede, men ikke styggere, langt fra saa stygt, som naar en Sjæl i den evige Verden bliver slæbt bort af onde Aander. Dog vil ogsaa dette skee, som Herren siger det i Matth. 5, 25—26 og 18, 34—35. Tænke vi os altsaa, at dette skete, og skete med rette for det onde og bedrageriske Sind, der er i vore Tanker, og alle de onde og løgnagtige Ord, der er i vor Mund, og alt det Syndeskarn, enhver af os daglig vælter sig i, og vi nu bleve førte langs ad Gaden, medens Vinduerne vare fyldte af medlidende eller spottende Ansigter, da skulde vi vel ræddes for vor Synd og for hvad den fører til, mener jeg. Men tænke vi os dernæst, at en medlidende Sjæl traadte frem, og sagde: Nei, stands! tag mig istedetfor dette stakkels Menneske. Han har vistnok fortjent den Straf, men jeg kan ikke udholde at see det, jeg vil lide for ham. Og nu tog Rettens Tjenere denne opoffrende Mand istedetfor mig, og nu blev han slæbt afsted til samme Straf, og fik næppe Tid til at raabe tilbage til mig: Glem mig dog ikke, elsk mig blot lidt for hvad jeg gjør for dig! Da vilde dog vel mit stridige Hjærte blive rørt for Alvor engang, mener jeg. Men dette er jo dog ganske det samme, som vor Frelser har gjort for os, nøiagtig det samme; blot paa det nær, at han endnu har gjort langt mere, som han selv siger i Matth. 20, 28.

»Dette er vor Tro; men nu vore Gjerninger? Kunne vi, fordi vi ere frelste af Troen, tage os det let med dem? Vi behøve blot at tænke os, at om vi ved den opoffrende Mands Hjælp vare blevne frigivne paa Veien til Raadstuen, gik hen og begik den samme Forbrydelse igjen. Var dette da hans Mening? Var det derfor, han havde skaffet os løsgivne? Derom taler han for Ex. i Matth. 18, 32 fl.

»Maaskee nu En og Anden kunde finde, at dette er en haard Tale, der ikke stemmer med Evangeliets kjærlige Aand. Jeg mener dog, at det netop er Evangeliets ligefremme Mening. Derfor gjør vi bedst i at tage det alvorligt med vor Synd og Frelse.«

Jeg har anført dette Stykke som en Prøve paa, i hvad Stil jeg mente helst at kunne virke i den Retning, jeg havde foresat mig. Da nu S. Kierkegaard døde den 11. November 1855, fandt jeg det var nok, og sluttede med en Oversigt og Forklaring af hvad jeg havde ment, og med et Fred over den døde Profet. (24. November).

Det er nu saa, at Evangeliets dybestgaaende Ord er det ikke let at tage imod selv for de frommeste Christne, selvfølgelig ogsaa for mig selv. Mine hellige Venner af jævne Lægfolk vare i det Hele bedst tilfredse med mig, skjønt ogsaa de kunde yttre deres Misfornøielse over, at jeg ikke talte i deres Tone. Men de stærke Ord var dem dog til Behag. I det Hele lod man mig med Fred gjøre min lille Gjerning. De der var forfærdede over Kierkegaard, læste sig til bedre Klarhed, og det var jo dem, jeg nærmest skrev for; og de der lige til Kirkens Omvæltning fulgte ham, lod mig være den lille Mand, der ikke mægtede mere end han gjorde. Jeg fik mange af de mest modsatte Yttringer om Stemningen, baade mundtlige og skriftlige — en af dem sluttede med: »Luk De Deres Kirkedør og skriv udenpaa: Her vrøvles ikke mere af J. Fibiger, Sjælemyrder.« — men jeg havde foresat mig intet Hensyn at tage dertil. Embedsbrødrene af den gamle Skole vare vistnok meget misfornøiede, da de ikke kunde see det anderledes end en Fordømmelse af deres Færd. Endogsaa en af mine kjæreste Venner, Præsten i Moltrup, Hertel, den fromme redelige og kjærlige Sjæl, varm Fædrelandsven og slesvigsk Fører, gik saa vidt, at han sagde, hvad jeg skrev, var ikke af Gud, men af Djævelen og gjorde Mennesker fortvivlede. Men det var heldigvis til Redactøren, han havde sagt det, ikke til mig, saa jeg behøvede ikke at høre det.