ANDEN BOG. UNGDOM. (continued 3)

Naar Talen kom paa hans lange Ophold i Italien, dvælede han helst ved de elskværdige Træk, han havde fundet hos Landets Almuesfolk, endog hos Droschkekudske og Dragere. Og da han paa en Reise i Slesvig kom til os i Haderslev, kunde han ikke høre op med at tale om, hvilken Glæde han havde havt af sin Kudsk paa den lange Vei fra Lygomkloster, det var dog en almindelig Bondekarl, som for andre saae træven ud. Men Høyen havde det menneskekjærligste og mest demokratiske Hjærte, jeg nogensinde har truffet, han kunde faae ud af Mennesker, hvad ingen anden kunde see.

Han var ogsaa det mest frisindede Menneske, jeg har kjendt, ja en af de yderst faae, der virkelig vide, hvad Frihed er. Han bekjæmpede vistnok enhver efter hans Syn feil Retning, og da han var meget heftig, kunde han bekjæmpe den voldsomt, men naar han saa fik tænkt sig om, kunde han blive formelig fortvivlet ved den Tanke, at han kunde have forsyndet sig mod den Overbevisning, en anden efter sine Kaar maatte have, og endnu mere over at have saaret en Følelse hos ham, som maatte være ham hellig.

Saa nøieseende var han med at lade enhver have sin Frihed, at han nødigst af alt vilde lede nogen, endog i den Kunst, hvori han var sin Tids største Autoritet. Naar Kunstnerne hentede ham hjem til sig, forat faae hans Dom over deres Arbeider, var der ingen Tvivl om, at han ved første Øiekast saae Manglerne i enhver Henseende, men det var langtfra saa let at faae ham til at udtale sig, og de maatte ofte nok finde sig i, ikke at faae noget Raad af ham, næppe engang en Dom. Lad dem selv, lad dem endelig selv! sagde han. Han var bange for at bibringe dem noget, som ikke udsprang af dem selv.

Man beskyldte ham altid for at være partisk. Dette kunde ikke undgaaes, da man offentlig hørte hans overlegne Domme, og de, der følte sig trufne af dem, ømmede sig, og de der ikke hørte til hans Omgangskreds havde en Mistanke om, at der blev talt noget meget slemt i den. Men det havde dog en egen Sammenhæng med hans Partiskhed. Overfor mangelfuldt og feilfuldt Arbeide var han ubøielig, idetmindste med at tie stille med sin Ros. Skovgaard var en af dem, han mest sigtedes for at begunstige, til Mishag for dem, der mente sig at være større Landskabsmalere, for Ex. Gurlitt. Dog var det saa langtfra, at han smigrede denne samvittighedsfulde Kunstner, at først, da han havde malet det stille Dyrehavestykke med den sovende Hjort i Forgrunden, og det var dog langt henne i hans Virksomhed, da han allerede havde faaet flere Præmier, og hans Billeder klædte Nationalgalleriets vægge, hørte jeg Høyen udbryde: »Nu er Skovgaard bleven en Kunstner! Dette er dog endelig Kunst!«

At han skulde være partisk for nogen særegen Retning, kunde kun siges af Uvidenhed. Med større Sandhed kunde man sige, at fra Kunstens første Daggry til den Dag han levede, og fra China til Island kunde der intet af Værd fremdrages, som han ikke havde lige kjær.

Paa samme omfangsrige Maade bedømte han den enkelte Kunstner. V. Gertner, dengang den mest roste Portrætmaler, var han en bestemt Modstander af, som heller ikke denne forfængelige Mand sparede ham. En Aften Høyen var hos os, havde min Hustru talt om et Portræt af ham, hun fandt fortræffeligt. Høyen hørte opmærksom paa hende, lænede sig saa tilbage i den gode Lænestol, jeg pleiede at skyde hen for ham, og begyndte: Ja, det er interessant, hvad han tidt formaaer. Og nu holdt han et helt langt Foredrag over Gertners Kunst, hvori han ligefra hans Begyndelse gjennemgik ethvert af hans Arbeider, endog de mindst bekjendte, og fremhævede paa den mest anerkjendende Maade ethvert af hans Fortrin, men rigtignok ogsaa hans Svagheder. Men et Stemningsmenneske var han. Man maatte tage noget varsomt paa ham. Havde nogen paastaaeligt rost denne Kunstner, især paa en andens Bekostning, var han paa det heftigste bleven viist tilbage. Høyen havde maaskee raabt! Det er noget Snavs tilhobe! Dog næppe, hvis det havde været en Dame. Mod dem var han altid meget hensynsfuld, og havde snarest svaret vittigt og leende.

Det er bleven en gjængse Tale hos dem, der ikke have kjendt ham, og er formelig blevet slaaet fast som hans Eftermæle, at han paa en bornert Maade fremelskede en national Kunst, alt skulde være saa nordisk. Ja, da han havde seet, hvor usundt det mer og mer blev for vore Kunstnere at hente alt deres Stof fra Italien, henviste han til det Hjemlige og sagde: See paa det, som Hollænderne have seet paa deres. Han fandt ogsaa, som Samtiden i det Hele fandt det i det nationale Opsvings Tid, at den nordiske Oldtid, der havde affødt saa rig en Poesi, ogsaa kunde med Fordel behandles af Billedkunsten, og han glædede sig over, hvad hans Venner Freund og Bissen frembragte af Mesterværker i den Retning.

Hans Lærdom var overordentlig, og støttet paa hans ligesaa overordentlige Hukommelse var den ham altid nærværende. Naar han vilde skildre en Kunstperiode, begyndte han med Tidens og Landets Historie, og det ikke med abstracte Data, men med en saa levende Skildring af Tidens Eiendommeligheder og Folkets Kaar, at Tilhørerne fik en Fornemmelse af selv at have vandret paa de Steder og levet med de Mennesker. Og tog han enkelte Kunstnere for, fik man deres Liv og Charakter, og deres Beskyttere og Modstandere, Fyrster og Stormænd og Publicum, saaledes fremlagt, at der hørte en Digter af stor Styrke i Charakterskildring til at gjøre ham det efter. Dette opnaaede han ikke saameget ved Udførlighed, som ved det personlige Indtryk han vidste at stemple alt med.

Han var den ypperste Taler, jeg har hørt, men ingenlunde i den Stil, store Talere ellers pleie at berømmes for, ikke det ringeste af det, der har sit Forbillede i Cicero. Han talte hurtig og let, som En der i daglig Tale er ivrig for at faae sagt, hvad han vil. Men alt som hans Stemning steg, som de skjønne og ophøiede Syner begyndte at udfolde sig for hans Øine og henrive hans Hjærte, steg Udtryksmaaden i Værdighed og Glands, og Foredraget blev en mægtig Flugt baaren af flammende Følelse.

Men hans Veltalenhed behagede ikke dem, der havde en anden Forestilling om denne Kunst. Da han i Akademiets Sal holdt sin glimrende Mindetale over Bissen, og Kongefamilien og alt hvad stort var i Staden var tilstede, deriblandt ogsaa Fru Heiberg, gjorde denne kunstforstandige Scenens Dronning den Bemærkning, at der i hans Foredrag var gode Elementer til en Tale, men en Tale var det ikke. Heri gav Biskop Martensen, som har fortalt mig det, hende fuldkommen Ret. Nei, som den akademiske Prædikant talte han vistnok ikke, men han talte saaledes, at selv de, der ikke forstode Bissens Kunst, blev henrevne af Kjærlighed til en saadan Mand, og blev rystede over hans Bortgang.

Mest henrev mig hans Skildring af den antike Kunst, den havde ogsaa fortrinsvis hans Hjærte. Hellenerne elskede han over alle Folk. I Grunden elskede han alle Folkeslag, det var en af hans Egenskaber, og den var ikke »partisk«. Hos ethvert Folk satte han sig ind deres Liv og Charakter, fremhævede deres bedste Egenskaber, og kunde have sin Glæde af dem, han besøgte. Men af de nyere følte han sig mest tiltrukken af Hollænderne, og saae i dem et Slægtskab med Hellenerne, som han satte høiest paa denne Jord.

Om saadanne Ting talte jeg helst med ham, om Kunst talte vi mindre. Jeg undgik helst det Æmne, da jeg ikke overfor ham havde Lyst til at yttre mine Meninger derom. Jeg havde nok i andet, thi hans Dom var ligesaa kyndig over Poesie og al Slags Litteratur, kun ikke over Filosofi, den indlod han sig ikke gjerne med. Han mente ikke, at man ved Filosofiens Hjælp faaer Syn paa, hvad der styrer Verden. Hans Syn var grundet paa naturlig Betragtning og følelsesfuld Opfattelse, og gik ud paa optimistisk, næsten barnlig Glæde over Livet.

Religionen var ham en vanskelig Sag, men i intet viste hans Frihedssind i et renere og mere rørende Lys. Det fine Hensyn, han altid tog til enhvers eiendommelige Udvikling, og den Frygt, han havde for at forstyrre nogen i deres Følelser og Tanker om det Høieste, en Eiendommelighed, der som alt omtalt, ogsaa gjorde sig gjældende i hans Behandling af Kunstnere, viste sig ogsaa i det Religiøse derved, at der var intet, som han var mere ængstelig for at gribe forstyrrende ind i end i andres christne Tro.

Han havde arbeidet stærkt og ærligt for at komme ind i det religiøse Liv, og læste altid, hvad han mente, der kunde tjene ham i denne Sjælesag, i Særdeleshed Biblen, som der var faae, der kjendte saa godt som han. Men han var en overordentlig kritisk Natur, og hans store Kundskab til Oldtidens Aandsbevægelser virkede til, at han maatte ansee dens Forkyndelse af det Overnaturlige for Selvskuffelse, for smuk, men naturlig Dannelse af Legender. Jesus og hans Disciple vare ham de største af alle Mennesker, men Kirkens systematiske Udvikling vendte han sig med Misnøie fra, og sagde, at da Christendommen var bleven Statsreligion, havde den gjort Mennesker grummere end Hedenskabet. »See, hvor nænsomt Athenæerne tog paa Sokrates,« sagde han, »og hvorledes behandlede man siden en Kjætter?«

Det var i det Hele ikke synderlig bekjendt for hans Venner, hvorledes det stod sig med hans Tro. Kunstnere pleie ikke at være videre opmærksomme paa den Sag. Ikke engang Skovgaard, som blandt de yngre stod ham nærmest, og selv var en fast troende Christen, vidste det. Bissen, der selv var en Fritænker og ikke skjulte det, vidste det bedre, og rystede smilende paa Hovedet ad Høyen. Til mig talte han ofte derom, altid i en bekymret Tone, og fortalte mig selv, hvorledes han mente, han maatte komme igjennem for ikke at vække Forargelse: »Jeg vilde ikke for nogen Pris forstyrre Skovgaard med mine Tvivl,« sagde han, »eller Georgia« — Skovgaards Hustru, Datter af J. Fr. Schouw.

Engang jeg gik med ham i Mariekirken i Haderslev, paa hvis Alter der stod et stort smukt Crucifix, blev han staaende foran dette, saae længe paa det, og sagde saa i en dybt bedrøvet Tone: »Det er Døden. Videre kan jeg ikke komme.« »Vi kan dog ikke undvære Opstandelsen,« bemærkede jeg, men dertil svarede han intet. En Gang fandt jeg ham liggende paa sin Sofa, læsende i Platons Phædon. Naar han befandt sig ilde, læste han helst Ting, der kunde lede hans Tanker til Evigheden. Da jeg kom, udbrød han: »O herlige Mennesker, Sokrates og hans Disciple! Men jeg forsikkrer Dem, at engang jeg havde læst den Bog, og efter den kom til at gjennemgaae Apostlenes Breve, det var i Kundby Præstegaard« — hans Hustrus Hjem — »sagde jeg til mig selv, hvorlangt dybere og langt høiere!« En anden Gang, det var da han var en gammel Mand, ogsaa en trist Dag, da han var syg, fandt jeg ham læsende i Poul Møllers Afhandling om Udødeligheden. Da sagde han: »Jeg har læst den flere Gange, og jeg troede, jeg endnu kunde finde noget i den, men jeg finder desværre intet for mig.« Jeg troer, han kjæmpede lige til sin Død med sin Tvivl.

Vi stod alle i et Discipelforhold til Høyen; jeg troer endogsaa de ældre betydelige Mænd, jeg har nævnet, da de i hans Sfære ikke var meget videre end vi andre. Og da han saa godt som ene virkede ved det mundtlige Ord og sin levende Personlighed, medens hans Skrifter dels ikke dengang var os bekjendte, og kun de af dem, der ogsaa ere levende Ord, nemlig de stenograferede Foredrag, ere ret betegnende for ham, kunde jeg i min Beundring for ham ikke lade være at sammenligne ham med Sokrates. Endog hans Udseende og det at han altid var ung mellem de Unge gav Anledning dertil; ogsaa hans Stilling i det dannede Samfund, idet ogsaa hans Opgave var at vise alle dem, der vidste saa meget, at de i Virkeligheden vidste saa lidt. Han var da endelig ogsaa — at sige efter vore fredelige Forhold — omtrent ligesaa miskjendt og bagtalt som den store Hellener.

Af hans Kreds var P. Chr. Skovgaard den jeg nærmest sluttede mig til. Hans rolige og i høieste Grad paalidelige Væsen, som dækkede en dybttænkende og dybtbevæget Aand, tiltalte mig særdeles; og da han dengang endnu ikke havde nogen større litterær Dannelse, hørte han ogsaa gjerne min Tale. Han tegnede den Vinter (1846—47) hele Selskabets Portræter hver for sig, ogsaa mit. Desværre indtraf det Uheld, at han tabte sin Tegnemappe paa en Reise, hvorved alle disse fortrinlige Billeder gik ud af Tilværelsen. Lundbyes maa dog være bleven reddet, da jeg finder det i Tidsskriftet Ude og Hjemme mærket med Aarstallet 1845. Han maa have udført det tidligere og ikke have havt det med i Mappen, thi allerede den 3. Juni 1845 havde vi holdt Afskedsfest for Lundbye, da han drog til Italien, som jeg seer af en Sang, Svend Grundtvig havde skrevet til dette lille muntre Gilde.

J. Th. Lundbye havde jeg meget kjær, skjønt jeg ikke veed, om han ganske gjengjældte min Kjærlighed. Dog talte han gjerne med mig om sin Kunst og havde godmodig sine Løier af mine Bemærkninger om den Retning, han var Fader til. Han var en fintdannet Mand med et mildt stilfærdigt Væsen, der i Omgang mere bar Præget af end han udtalte hvad der boede i hans Indre. Hos ham følte man mere end hos Skovgaard med det aldeles fordringsløse Væsen, at man stod overfor en betydelig Mand. Han var stærkt grebet af Tidens Bevægelser, og havde sluttet sig til Grundtvig, hvis Sønner vare hans Venner. Da Krigen kom, var det ham umuligt at blive hjemme. At saa et Vaadeskud skulde ramme hans skjønne uopveielige Hoved, saae vistnok ud som noget af det Rædsomste, Tilfældighedens grulige Lov kan byde, men det var dog muligt, at Tilfældet dog ikke var saa dumt brutalt, som det den Gang forekom os alle. Jeg kunde tænke mig, at om han selv kunde have taget Ordet iblandt os i de Sorgens Dage, vilde han have sagt: »Hvad klage I? Er det ikke endnu skjønnere at falde for sit Fædreland uden at have behøvet at vende det blodige Vaaben mod noget Menneske? Og kunde jeg ønske mig noget yndigere Liv end her paa Slesvigs aabne Mark, med de hvislende Græsstraa omkring mig, og en Hare hoppende hen over min Grav? Ganske stille vil jeg ligge, og ikke skræmme hverken den eller Faarene, naar de vil lægge sig tæt op til mig.«

Hans vemodige Grundstemning var vistnok bleven forstærket ved en dyb Smerte, han havde gjennemlevet i sin første Ungdom. Jeg har vel hørt derom, men det er mig ikke saa bekjendt, at jeg tør tale derom. Han havde knyttet sig meget nær ikke blot til Høyen, men ogsaa til hans Familie. Hans særdeles Veninde var Fru Høyens Søster, Hanne Westergaard, og dette Forhold var meget betegnende for ham. Hun var af Udseende en meget fed og ubehjælpsom Skikkelse, talte langsomt og utydeligt, og gjorde paa Forstandsmennesker Indtrykket af at være temmelig enfoldig, men hun var overstrømmende hjærtensgod og sværmerisk Grundtvigianer. Hun fortalte mig, at engang havde der hjemme i hendes Faders Præstegaard, i Kundby, været En — jeg husker ikke hvem — som havde talt til hende og en Veninde om, at det var taabelig Overtro med denne Djævel. »Det gjorde os saa ondt, saa ondt. Vi laa om Natten og græd i hinandens Arme, for vi skulde miste den kjære Djævel.« Høyen havde for Skik at afbryde hende med et utaalmodigt Raab, naar hun vilde arbeide sig op til at indblande en confus Bemærkning i hans Tale; men han holdt inderlig af hende som en Ungdomsveninde og kjær Husfælle. Ogsaa viste hele hans Kreds hende megen Opmærksomhed, baade for hendes kjærlige Hjærte, og fordi dette var en rig Beholdning for alle deres personlige Forhold. Man kunde heller ikke andet, naar man saae hende rokke med sit store Hoved i Henrykkelse over saadanne elskelige Mennesker.

Lundbye var nu ret hendes Hjærtensbarn. Han betroede hende alle sine Sorger og Glæder, og han henvendte helst sine Breve til hende. Og det var Breve, der i rige Skildringer af hans Kunstnerøies Syner og i aandfuld Udgydelse af sine sværmeriske Følelser ikke stort mindre kunde kaldes Kunstværker end de Tegninger, som han ledsagede dem med; og som nu er Samlingernes Skatte. Det var det Mysterium han havde opdaget, at denne enfoldige Sjæl med sit moderlige Hjærte forstod ham bedre end den kritiske Verden, og det var rørende at see, hvor rig hun, i sit lange ensformige Liv efter hans Død, følte sig ved at have saadanne Klenodier, for hende ogsaa Hjærtensklenodier, i sine Gjemmer.

Da han drog bort som Soldat, var vi af den Mening, at han havde en dybere Følelse for den Dame, som siden ægtede Skovgaard, Georgia Schouw. Vist var det, at han efterlod sin bedste Tegnebog med den Paaskrift, at hvis han faldt, skulde den overgives til Frøken Schouw, hvis hun vilde være saa god at modtage den. Hun ikke blot modtog den, men viste den aldrig til nogen. Heller ikke gjorde Skovgaard det, da han havde mistet sin fortræffelige Hustru; og efter hans Død fandtes den med hans Paaskrift, hvori han anmodede Fru Høyen om at opbevare den uaabnet for hans Børn.

Bergitte Høyen var et mærkeligt Menneske. Tiltrods for hendes djærve Slagfærdighed, kunde man dog ikke lade være at elske hende for hendes trofaste Hjærte. Høyen talte aldrig om, hvad Miskjendelse og Krænkelse, han havde lidt, men hun havde gjemt dem med alle Biomstændigheder, og naar hun havde En i en Krog, strømmede det ud af hende med stærke Fagter og lysende Øine. Manget smukt Træk af hans Liv har jeg paa den Maade faaet at vide. Hun var en udmærket Husmoder, den skjønneste Renlighed og Orden, og rigelig Gjæstfrihed vidste hun at forene med forstandig Sparsommelighed. En Formiddag, jeg var kommen ind fra Landet og var gaaet op til dem, faldt det hende ind, at jeg kunde trænge til Frokost, og hun ilede ud. Høyen, som stod med mig i Døren ind til hans Værelse, saa efter hende med rørt Mine, og sagde med sin blødeste Stemme: »Du skulde have seet hende hjemme i hendes Faders Præstegaard. Hvor hun var glad og kjærlig i sin Gjæstfrihed. Ja, hvor hun var skjøn.«

De havde været forlovet i 14 Aar. Grunden dertil og deres indbyrdes Forhold er saa smukt beskrevet af L. Ussing, at jeg ikke vil gjentage det. Blot nogle Smaatræk. Deres Ungdomskjærlighed var bestandig den samme, og kunde i sin fuldkomne Naturlighed vise sig i meget pudsige Skikkelser. Alle hans righoldige Breve fra hans Reiser stilede han til hende; hun skulde have alle Betragtninger saa høit de end gik, og hun forstod at skjønne paa dem. Til det Yderste var hans Sag altid hendes. Brevene er nu trykte, men ikke alle de morsomme Kjælenavne, han deri gav hende; og hun og hendes Søster var ikke mindre stærke i at give ham dem igjen. De talte helst om ham som om et elsket Barn. Det sværeste var, naar de en Tid maatte skilles. I 1835 skulde han reise til England, og ventede sig stort Udbytte af den Reise. »Jeg vaagnede om Natten,« fortalte han mig, »og hørte, at Gitte laa ganske stille og græd. Hun vilde ikke lade mig mærke sin Sorg over at jeg skulde bort, og troede, at jeg sov. Men jeg turde ikke tale til hende, at det ikke skulde overvælde hende, og hun skulde have den Sorg mere at bedrøve mig.«

Han havde aldrig selv Penge, han overgav dem alle til sin Hustru. Men naar han gik ud, talte hun ham omhyggelig Lommepenge til, med den Bemærkning at det ikke sømmede sig for en saadan Mand, ingen Penge at have i sin Lomme. Og man maa sige til den sparsommelige Husmoders Ære, at det var ligesaameget hendes Stolthed, naar han saa rigelig delte dem ud til alle Sider, som naar han i Selskab trak det skinnende hvide Lommetørklæde op, som hun havde sørget for at stoppe i hans Mandarinlomme, og i anden Dragt gik han aldrig, selv i de største Aftenselskaber. I Middagsselskaber kom han i Reglen ikke, han havde ingen sort Kjole. Han havde dog et Par Ordener, men han bar dem ikke. Engang skete det, at da han skulde holde Foredrag for en meget stor og glimrende Forsamling i Alfred Hages Soirée, traadte han ind i Salen i den gamle Mandarin. Den bedste med Lommetørklædet i hang hjemme. Man tænke sig hans Frues Forfærdelse.

Men, jeg er med alt dette kommen mer end 30 Aar for langt ned i Tiden, og maa vende tilbage for at finde min egen Ungdom igjen. Tanken om min mærkelige Ven har holdt mig noget længe hen, men jeg fortryder det ikke. Intet har vistnok bidraget saameget til at uddanne og fæstne mit Syn paa Livet i alle dets Former, som at jeg har været saa lykkelig i en Menneskealder igjennem at leve i fortrolig Omgang med Høyen.

Efter endt Examen reiste jeg paa Landet med min Moder. Maalet var den kjære Søsters nye lille Hjem i Slagelse. Jeg drev der om i Mark og Skov paa min sædvanlige Vis og søgte at vinde mine Kræfter tilbage saa godt som muligt. Drev det ogsaa til, at jeg paa min Fod kunde vandre til Sorø; hvorfra jeg vendte tilbage til Roskilde, hvor jeg havde strenge Ordrer til at ankomme i god Tid. Jeg var nød til at adlyde, min Ven Brun Jul Fog er ikke den Mand, der lader sig afvise.

Denne Ven har jeg endnu ikke omtalt. Ikke fordi han nu først indtraadte i min Historie, tvertimod, vi havde været ganske fortrolige Dusbrødre fra min første Studentertid, men fordi jeg har fulgt den ledende Traad i mit Livs indre Bevægelser, og i dem havde han ikke havt den Del, som de allerede nævnte.

Vi var Studenter fra samme Aar, laa sammen paa Regentsen, hvor vi fik indgaaet det fortrolige Venskab, som til min Glæde har varet indtil nu.

Han steg efterhaanden Trin for Trin til vor Kirkes høieste Værdigheder og er nu den ypperste. Han har ogsaa gjort det med en saadan Sikkerhed, at det ved ethvert har syntes, som om der var ingen andre til at indtage Pladsen end han. Jeg har tidt tænkt over, hvorledes dette kan være lykkedes for ham. Han er ingen fremragende Lærd, vel en overmaade veltalende Mand, men andre Talere have været ligesaa beundrede. Og epokegjørende som Mynster var det, er han ikke, fordi han ingen ny Tone og Tankegang har bragt ind, har meget mere optaget Traaden efter Mynster. Nei, det er hele hans Væsen.

Han har ligefra sin Ungdom havt en egen, jeg kunde sige ubegribelig Evne til altid at være den overlegne. Ikke fordi han i nogen Maade stolt vil gjøre sig Plads, men uden at det mærkes, gjør han sig Plads.

Dog har han havt eiendommelige Vanskeligheder med sit Væsen. Han er et Stemningsmenneske, og kan udaf sin Stemning sige mange underlige Ting, som: »Aa ja, Dogmatik og Trosbekjendelse — jeg har nu min egen Religion.« Han har Hang til Paradoxer, sagde vi dengang. »Og saa kan han ikke engang forsvare dem,« sagde den ivrige Disputator Stiftsprovst Tryde, og lo hjærtelig. Mig synes dog, det ikke er saameget det, som indre Oplevelser af den Slags, som andre, hvis de have bevæget Liv nok til at kjende dem, helst tie stille med, men som han ifølge sit ærlige Sind letter sin Samvittighed for ved frit at bekjende dem. Han er af alle dem, jeg har kjendt, den der mindst gjør en Røverkule af sit Hjærte. Ikke blot hans fortrolige Venner faae at høre forbausende Ting, men hvad han faaer Lyst til at sige, siger han til enhver, siger det ogsaa for det hele Selskab, og kommer i Orde derfor og bliver bagtalt for Yttringer, man ikke finder værdige for en Mand i hans Stilling.

I Roskilde, hvor han dengang var Adjunkt, fandt jeg ham ifærd med at bygge Rede til den Brud, han vilde føre hjem.

Men heller ikke deri undgik han Omtale for at være en forbausende Mand. Hun kunde været hans Moder, sagde man. I Virkeligheden var Aldersforskjellen dog ikke saa synlig, da Fog altid har seet ældre ud end han er; og Petra Guldberg, hvis Træk mindede om hendes Bedstefader, Ministeren, længe vedligeholdt sin faste Skjønhed, den først den lange sørgelige Sygdom, der endte hendes Liv, kunde bringe til at falde sammen.

Min Moder havde altid foreholdt mig, at to Ting skulde man opsætte, til man blev Candidat, at skrive Vers og at forlove sig. Vist er det idetmindste, at den første Idræt havde jeg hidtil holdt tilraade med, og den anden havde jeg ikke havt Tanke om. Men ligesaa vist, at jeg allerede i mit første Candidataar fik begge Dele ganske godt besørgede.

Jeg havde igjen taget til mit Yndlingsstudium, min hebraiske Bibel og var standset ved Jeftas Offer, og fandt, hvad da ogsaa andre have fundet, at det er et mægtigt Æmne for en tragisk Skildring. Jeg havde ingen Erfaring, men jeg havde et stort Mod paa ikke at skye nogen Opgave. Hele den hellige Historie laa for mit Syn, og i Virkeligheden vilde jeg intet mindre end at gribe den helt i dens store Vendepunkter. Dette lille Sagastykke skulde nu for det første være et Forsøg, hvorved jeg kunde prøve mine Kræfter.

Jeg valgte den raa hebraiske Rhytme, som den foreligger i Texten. Med den mente jeg at have den rette Tone til at bringe det gamle Folks voldsomt bevægede Sjæledyb til Orde i. Ubarmhjærtig vilde jeg føre den tragiske Collision igjennem med ubønhørlig Consequens, lade de Ulykkelige mætte sig med al den Jammerklage, hvori Oldtiden er saa stærk, og lade alt endes i den Død, hvorfor den gamle Religion ingen Trøst har.

Saadanne Tanker fyldte mig, medens jeg ihærdig Vintren igjennem arbeidede med at faae mig selv holdt til at være en rigtig Digter i den Mening, jeg havde gjort mig derom. Hvad der ellers skulde blive af mig, glemte jeg ganske derover. I Mai 1846 havde jeg den første Afdeling færdig, da indtraadte en Forhindring, som gjorde, at den anden Del først blev sluttet i December. Sommeren blev vel ikke uden Poesi, men den blev af praktisk Natur.