Iammers Minde

eller En Ihuekommelse om, huis sig med mig, Leonora Christina, vdi ded Blaa-Taarn tildraget haffuer fra Anno 1663 den 8. Augusti indtil Anno 1674 den 18. Iuli[27].

Sielden kand fremfarne Tiider vden Bedrøffuelse ihuekommis, thi enten haffuer de werret bedre eller wærre, end som de nærwærende erre. Haffuer de werret glædeligere, lyckeligere oc hederlige[re], saa bedrøffue[r] billigen derris Ihuekommelse, oc ded saa meget meere, som nerwærende sørgelige, vlyckelige oc spottelige monne were. Haffuer forrige Tiider werret bedrøffueligere, elendigere oc beklagligere end som nerwærende, da er derris Ihuekommelse vdi lige Maader sørgelig, thi man lige som paa engang alle fremfarne Vlycker oc Widerwærtigheder finder oc føler, huilcke man Tiid effter anden vdstaaet haffuer. Men efftersom alle Ting haffuer saa som tuende Hancker, huor wed de skal hæffuis, som Epictetus siger[28], den eene Hancke, siger hand, er liiderlig, den anden v-liiderlig, oc staar ded vdi worris egen Willie, huilcken Hancke wii wille griibe til att tage fat wed, den liiderlige eller den v-liiderlige; wil wii tage wed den liiderlige, saa kand wii alt forbigaaende, ihuor smerteligen oc bedrøffueligen ded endoc haffuer werret, lige saa wel oc føyligere glædeligen som sørgeligen ihuekomme; huor forre ieg wed den liiderligste Hancke wil fatte oc vdi Iesu Naffn min Ihuekommelse igiennem løbe, errindrendis all Iammer, Elendighed, Bedrøffuelse, Spott, Forhaanelser, Widerwertigheder oc Fortred, mig paa dette Sted erre møtte, oc ieg formedelst Guds Naadis Bistand haffuer offuerstriid, ingenlunde mig der vdoffuer bedrøffue, men tuert imod wed huer Post i sær mig Guds Goedhed errindre, tackendis den Allerhøyeste, som stetze med sin krafftige Hielp oc Trøst hoes mig haffuer werret tilstede, som haffuer mit Hierte regieret, att ded ey er wiiget fra Gud, som min Fornufft oc Forstand haffuer bewaret, att den icke er kommen vdi Willelse, som mine Lemmer Krafft oc naturlig Styrcke haffuer giffuet, ia, som mig Sindsens Roelighed oc Fornøyelse haffuer forunt oc endnu forunder. Dig, du vbegriibelige Gud, were loffuet oc priißet ewindeligen!

Til mit Forset att skriide: Ieg eracter nødwendigt att were at begynde min Iammers Minde med Begyndelsen aff den Dag, paa huilcken den fatal Afften aff mit Fengsel fulte, oc noget melde om, huis sig med mig paa Skiibet tildrog. Effter att Skipperen den 8. Augusti Anno 1663 wed 9 Slet om Formiddagen lided vden for St. Anna-Broe sit Ancker haffde kast, sendte Peter Dreyer[29] (som aff Petcon, da Kongl. Majt. aff Dannemarckis Recident i Engeland[30], war committeret mig att fremføre) Skipperen i Land med Breffue. Ieg klædde mig[31] oc satte mig vdi en aff Bodzmendenis Koyer paa Offuerlaaget med en stadig Resolution friimodeligen att tage imod alt ded, mig war forrelagt. Dog wentede ieg ingenlunde ded, mig hendede; thi foruden ded, att ieg haffde en goed Samwittighed oc wiste mig intet ont att paastaa, haffde ieg adskillige Gange spurt for^te Peter Dreyer om Aarsagen, huorfor ieg saaledis bortførtis. Da gaff hand mig altiid de Suar, som den Forræder Braten[32] i Dovers mig gaff (naar ieg hannem om Aarsagen til min Arrest spurte), som war, att mig maaskee General Major Fuxsis Død[33] tillagdis, oc att der meentist, ieg min Søn til ded Dødslag haffde persuaderet; sagde sig ingen anden Aarsage att wide. Wed 12 Slet kom Nels Rosenkrantz, da Oberste Lütenant[34], [oc] Statz Major Steen Andersøn Bilde[35] med nogle Musquetterer om Borde. Oberste Lütenant Roßenkrantz helste mig intet. Statz Majoren spatzerede frem oc tilbage oc gick mig flux nær, huilcken ieg en passant spurte, huad paa Færde war. Hand suarte intet anded end: »Bonne mine, mauvois ieu«; der aff war ieg liige wiiß. Vngefer wed 1 Slet kom Capitain Bendix Alfelt[36] med flere Musquetterer om Borde, oc effter att hand noget lided med Peter Dreyer haffde talt, gick Dreyer til mig oc sagde: »Ded er befalet, att I skal gaa ind vdi Cajutten.« Ieg sagde: »Gierne,« oc gick strax. Lided der effter kom Capitain Alfeldt ind til mig oc sagde att haffue Ordre miine Breffue, Guld, Sølff, Penge oc min Kniiff aff mig att fordre. Ieg suarte: »Gierne«, tog mine Armbaand oc Ringe aff, samlet i Haabe alt, huis ieg løst hoeß mig haffde aff Guld, Sølff oc Penge, oc flyde hannem. Skreffuet haffde ieg intet vden Copier aff, huis Breffue ieg Kongen aff Engeland haffde tilskreffuen, Annotationer om ett oc anded, min Reiße angaaende, oc nogle engelske Vocabler; ded offuerleuerede ieg hannem oc. Dette forneffnte lagde Alfeldt vdi en Sølff Senge Potte, ieg med mig haffde, oc den vdi min Nerwærelse forseglede; foer der med fra Borde. En Tiime eller noget meere der effter kom General Major Friderich von Anfeldt[37], Commandant i Kiøbenhaffn, loed begiere, att ieg wille komme vd til hannem vden for Cajutten. Ieg parerte strax. Hand helste mig, gaff mig Haand oc brugte mange Complimenter, talte stetze franzøsch. Hand glædde sig wed min Helbred, hand war ræd, att Søen haffde incommoderet mig; ieg skulle icke lade mig forlenge, ieg skulle snart anderledis accommoderis. Ieg tog wed de sidste Ord oc smiilende sagde: »Monsieur siger anderledis, men icke bedre«. »Io wißeligen«, replicerte hand, »I skal dertil bliffue wel accommoderet, I skal bliffue besøgt aff de allerfornemste aff Riget.« Ieg forstoed wel, huad hand dermed meente, men suarte: »Ieg er want wed att omgaaes fornemme Folck, derfor skal ded icke komme mig fremmet for.« Der paa kalte hand ad en Tienner, aff huilcken hand for^te Sølff Senge-Potte (som Cap. Alfeldt med sig tog) fordrede. Ded Papir, Cap. Alf. der offuer haffde forseglet, war aff brut. Gen. Majoren wente sig med den til mig oc sagde: »Her haffuer I Eders Iuëler, Guld, Sølff oc Penge igien; Cap. Alf. haffuer forstaaet Vret, ded war ickun Breffue, hand war beordret att afffordre, oc de erre alleeneste vdtagne oc bleffuen paa Slottet; offuer ded øffrige kand I disponere, som I selffuer wil«. »I Guds Naffn« (suarte ieg); »saa er mig tilsted att sette miine Armbaand oc Ringe paa igien?«. »O Iesus« (sagde hand), »de erre io Eders, I haffuer der offuer att disponere«. Ieg satte Armbaand oc Ringe paa, ded øffrige flyde ieg min Pige. Hands Glæde teede sig icke alleeneste vdi hands Ansict, men hands Mund war fuld aff Latter oc løb offuer aff Lystighed. I blant anden Tale sagde hand att haffue hafft den Ære att kiende tuende aff mine Sønner, huilcke hand i Holland haffde med omgaaet, roeste dennem paa ded beste. Ieg complimenterte hannem, saa som der paa hørte, loed, som ieg tenckte, att hand talte aff ett gott Hierte. Hand gaff sig til allehaande Skiemt, særdelis med min Pige, syntis, att hun war smuck, vndrede for, att ieg torde holde saa smucke Piger; de holsteinske Fruer, naar de holte smucke Piger, war alleeneste for att sette Manden i Humeur; giorde der en lang discours om, huorledis de bar sig ad, med anden dißlige v-toen Snack, hand til min Pige haffde. Ieg suarte intet anded, end hand wist maatte tale aff Erfarenhed. Hand talte allehaande Lapperi til min Pige, men hun suarte icke ett Ord. Siden sagde mig Slozfogden, att hand, von Anfeldt, haffde i ded første bragt Kongen i den Troe, att min Pige war min Daatter, oc att Kongen lenge war i de Tancker. Endeligen effter lang discours tog Gen. Majoren Affskeed med den Compliment, att ieg icke wille lade mig forlenge, hand wille snart komme igien; spurte, huad hand Hands kl. Mt. skulle sige. Ieg bad, att hand paa beste Maade mig vdi Derris Majt. Maits. Naade wille recommendere, ieg wiste icke meget att lade sige, eller huorom ieg skulle lade bede, ey widende, huad de med mig haffde i Sinde. Der Klocken war imod tre, kom Gen. Maj. von Anfelt igien, war meget latterfuld oc glad, bad om Forladelse, att hand saa lenge haffde werret borte. Ieg skulle icke lade mig Tiiden bliffue lang, ieg skulle snart komme vdi Roelighed; hand wiste wel, att ded Folck (i ded wiiste hand paa Musquettererne, som stoede langs paa begge Sider aff Skiibet) ware vstyrige oc incommoderede, oc att Roelighed tiente mig best. Ieg suarte der til, att ded Folck mig intet incommoderte, men att Roelighed mig wel skulle tienne, efftersom ieg 13 Dage vdi temmelig hart Wær haffde holt Søen. Hand foer fort i siine Complimenter oc sagde, att naar ieg kom vdi Byen, skulle hands Frue giffue sig den Ære mig att opwarte, »oc efftersom mig synnis« (sagde hand), »att I icke megen Bagage haffuer med Eder oc maaske icke nødwendige Klæder, saa skal hun forskaffe, huis Eder kand behøffue«[38]. Ieg tackede hannem oc sagde, att Æren skulle were min, om hands Frue mig besøgte, men min Bagage war saa stoer, som mig end om Stunder fornøden giordis; skulle ieg i Fremtiiden noget behøffue, wille ieg forhaabe, att hun for diß Omhue skulle bliffue forskaanet; ieg haffde icke den Ære att kiende hender, bad hannem dog att formelde hender min Tienneste. Hand fant paa allehaande discours, om Birgitte Speckhans[39], om adskillige Lappalia, Tiiden med att fordriffue, huilcke icke erre wært att ihuekomme, mindre att optegne. Endeligen kom Bud, att hand skulle føre mig fra Skiibet, huorfor hand med Høfflighed sagde: »Lyster Eder, Madame, att træde i denne Baad, som her ligger hoes Skiibet?« Ieg suarte: »Mig lyster alt ded, ieg skal oc mig aff Hs. kongl. Majt. befalis«. Gen. Majoren tren først neder i Baaden oc racte mig Haanden; Oberste [Lütenant] Roßenkrantz, Capitain Alfeldt, Peter Dreyer oc min Pige ginge med i Baaden. Oc efftersom vtallige Folck sig haffde forsamlet ded Spetackel att ansee, ia en stoer Deel haffde sig paa Baade begiffuen for mig til Nøye att beskue, holt hand stetze Øye med mig, oc [der hand] saae, att ieg mig snart til den eene oc snart til den anden Siide wente for dennem derris Fornøyelse att giffue, sagde hand: »Folcket glæder sig«. Ieg saae da ingen, som gaff Glædis Tegn vden hand, huor for ieg suarte: »Den, sig glæder i Dag, kand icke were wiß paa, att hand icke græder i Morgen; men ieg seer, att enten ded er til Glæde eller til Sorrig, da løber Folck liige tycke tilsammen, oc mange forundrer sig offuer ett Menniske«. Der wii komme lided bedre frem, saae ieg den bekiente v-dydige Birgitte Vlfelt, som sig glædde[40]. Hun haffde sig paa en Postwogn begiffuet; bag hender saed en Karl til Anseen som en Studenter. Hun kiørte langs Stranden. Der ieg wente mig om til den Siide, stoed hun op i Wognen oc loe aff all sin Mact, høyt skingrende. Ieg saae lenge paa hender, skammede mig offuer henders V-forskammenhed oc offuer den Spott, hun giorde sig selffuer, ellers irrede ded mig ey meere end Hundene derris Bieffen, thi ieg actede begge lige meget[41]. Gen. Majoren holte mig stetze med Snack oc loed aldrig sit Øye fra mig, thi hand war ræd (som hand siden sagde), att ieg skulle styrte mig i Wanded (hand dømte mig effter sig selffuer; hand kunde Lyckens Wedermoed ey bære, huilcket hands Endeligt nock vdwiiste, thi ded war ickun for en Æris Tittel, en anden for hannem fick, att hand tabte Sind oc Santz. Hand wiste icke, att ieg aff en anden Aand regiertis end som hand, huilcken mig gaff Styrcke oc Moed, i ded Sted att hands Aand, hand tiente, hannem i Fortuiffuelse bortrycte[42]). Der Baaden lagde an wed den liden Broe, som er wed Renteriet, steeg Capitain Alfeldt i Land oc racte mig Haanden, leedde mig op ad Slotz-Broen. Paa Slotz-Platzen holte Regimenter til Hest oc Foedz, oc Musquetterer stoed paa begge Sider, huor ieg frem gick. Paa Slotz-Broen stoed Iockum Walburger, Slotzfogt, som gick frem for wed mig, oc efftersom Folcket haffde slaget sig i Rad paa begge Siider indtil Kongens-Trappe, loed Slotzfogden saa, som hand wille gaa den Wey, men wente sig knap oc sagde til Alfelt: »Hir her«, oc gick der med til ded Blaa-Taarns Dør, stoed en rom Tiid vdden for oc famlede med Nøglen, loed, som hand icke kunde lucke op, for att lade mig lenge were Folckis Spetackel[43]. Oc saa som mit Hierte war rettet til Gud, oc min Tilliid war til den Allerhøyeste, opløfftede ieg vdi midler Tiid mine Øyen op til Himmelen, søgende der Styrcke, Krafft oc Redning, huilcken mig oc naadeligen bleff giffuen. (En Hendelse wil ieg ey lade v-melded forbigaa, som er, att da ieg mine Øyne til Himmelen opslog, fløy en skrigendis Raffn offuer Taarnet, oc hannem fulte en Flock Duer, som oc fløye samme Wey.) Endeligen effter lang Tøntelen lucte Slotzfogden Taarndøren op, oc bleff ieg aff for^te Cap. Alfeldt i Taarnet indleed[44]. Min Piige, som sig tilbød att følge, bleff aff Gen. Maj. von Anfeldt til raabt, att hun skulle bliffue tilbage. Slotzfogden gick op aff Trappen oc wiiste Alfeldt Weyen ind vdi ett Mißdæders Fengsel, som er giffuen ded Naffn aff den Mørcke Kircke. Der quitterede Alfeldt mig med en Suck oc liden Reuerentz. Ieg kand hannem ded med Skiel efftersige, att hands Ansict en Medliidenhed vdwiiste, oc att hand nødig den Befaling effterkom. Klocken slog halffgaaen fem, der Iockum mit Fengsels Dør lucte. Ieg fant for mig ett lided law Bord, huor paa stoed en Meßings-Liuße-Stage med ett brendende Liuß, en høy Stoel, toe smaa Stoele, en Fyrre-Seng foruden Stolper, opreed med gamle haarde Sengeklæder, en Natt-Stoel oc Senge-Potte. Paa alle Siider, huor ieg mig wente, møtte mig Stanck; war ey Vnder, thi trende Bønder, som der haffde werret fengselet, ware samme Dag vdtagne oc andenstetz hensatte, huilcke derris Behoff langs ad oc wed Weggene haffde giort. Lided effter, att Døren war luct, bleff den igien aabnet, oc kom ind til mig Greffue Christian Rantzow, Premier Ministre, Peter Retz, Canzeler, Christoffer von Gabel, da Rentemester, oc Erick Krag, da Secreterer[45], huilcke mig alle med Civilité Haanden gaff. Canzeler holt Orded oc sagde: »Hands kongelig Majstet, min allernaadigste Herre oc Arffue Konning, lader Eder, Madame, sige, att Hs. Majt. haffuer høye Aarsager til ded, hand giør imod Eder, som I skal faa att wiide«. Ieg suarte: »Ded er for mig att beklage, att der skulle findis Aarsager; wil dog formode, att de icke erre saaledis, att Hs. kl. Majts. Vnaade lenge skal ware, naar ieg maa faa Aarsagen att wide oc mig forsuare«. G. Rantzow sagde: »I skal nock faa Loff att forsuare Eder«; huißkede noget til Canzeler, huorpaa Cantzeler giorde nogle Spørßmaal, først: Om ieg haffde nu sidste Reiße werret med min Mand i Franckeriige? Ieg suarte ia der til. For ded anded: Huad min Mand der giorde? Der til suarte ieg, att hand formedelst hands Suagheds Skyld consulterde Medici, om ded hannem war tienlig att bruge de warme Bad der i Landene[46], huilcket ingen hannem wille raade, hannem haffde oc fra raad en Medicus i Holland wed Naffn Borri[47], der hand hannem om hands Betenckende adspurte. For ded 3.: Huad mit Erinde war nu sidst i Engeland? Til dette suarte ieg mit Ærinde att haffue werret en Sum Penninge att indfordre, huilcken oß Kongen aff Engeland war skyllig, oc wii hannem vdi hands Nød haffde forstract. For ded 4.: Huem der war med mig i Engeland? Ieg Naffn gaff dennem, som ware med mig i Engeland, nemlig en Herremand wed Naffn Cassetta[48], min Piige, som med mig hidkom, en Lacquei, som bleff i Engeland, wed Naffn Frantz oc Herremandens Tienner. For ded 5.: Huem der besøgte min Mand til Bryg? Ieg kunde ded icke egentlig sige, efftersom min Herre tog imod Besøgelser vdi ett Kammers à part, huor ieg icke kom. G. Rantzow sagde: »I wed wel, huem der meest kom til hannem?« Ieg suarte, att aff dennem, ieg kiendte, kom meest til hannem tuende Brødre aff de Arander[49], for^te Cassetta oc en Herremand, som heder Ognati[50]. For ded 6. spurte Canzeler: Huem ieg heri Landed haffde med corresponderet? Huor til ieg suarte att haffue skreffuen H. Hendrick Bielcke til[51], Olluff Brockenhuuß[52], Frue Elße Paßberg[53] oc Frue Maria Vlfeldt[54]; ieg mintist ey fleere. G. Rantzow spurte: Om ieg haffde fleere Breffue end de, ieg fra mig haffde leueret? Huor til ieg suarte ney, ingen fleere att haffue. Hand spurte widre: Om ieg haffde hafft fleere Iuëler med mig, end som de haffde seet? Ieg suarte att haffue hafft toe Rader smaa trinde Perler om min Hatt oc en Ring med en Demant vdi, huilcket ieg en Lutenant i Dovers wed Naffn Braten (som mig siden forraade) haffde giffuen. G. Rantzow spurte: Huor meget de Perler wel kunde were wært? Ded kunde ieg icke egentlig sige. Hand meente, att vngefehr wiste ieg ded wel. Ieg sagde, 200 Rdr. eller lided meere ware de wel wært. Der paa taw de alle noget stille. Ieg beswærede mig offuer ded haarde Fengsel, att ieg saa ille skulle medhandlis. G. Rantzow suarte: »Ia, Madame, Hands kongl. Majt. haffuer høy Aarsage der til; wil I bekiende Sandhed oc ded i Tiide, saa er der maaskee Naade att forwente. Haffde Marichal de Birron bekiendt Sagen, der hannem paa Kongens Wegne bleff adspurt oc kongl. Naade bleff tilbøden, saa fremt hand sin Sandhed wille sige, da haffde ded icke gaaet hannem saa, som ded gick[55]. Ieg haffuer laded mig sige for Sandhed, att Kongen aff Franckriige wille haffue giffuen hannem sin Forseelse effter, dersom hand den i Tiide haffde bekiendt; der for betencker Eder, Madame!« Ieg suarte: »Huad mig paa Hs. kl. Mts. Wegne om adspørgis oc mig witterligt er, ded skal ieg vdi all Vnderdanighed gierne sige.« Der paa bød G. Rantzow mig Haanden, oc ieg med faa Ord errindrede hannem mit Fengsels Haard[h]ed. G. Rantzow loffuede ded Hs. kl. Mt. att andrage. Der effter gaffue de andre Haanden oc ginge bort[56]. Mit Fengsel war lided tilluct, huorfor ieg tog den Leilighed oc stack hid oc did i Huller oc iblant Gruuß ett Guld Slag-Werck, en Sølff Pen, som giffuer Bleck fra sig, oc som med Bleck war fylt, oc ett aff Skilkrøt oc Sølff [forarbeidet?] Saxefoeder. Dette war neppeste forrettet, der Døren atter bleff igien opluct, oc kom ind til mig Dronningens Hoffmesterinne, hendis Kammer-Quinde oc Prouiant-Skriffuerens Quinde, Abel Catharina[57]. Den sidste kiendte ieg. Hun oc Dronningens Kammer-Quinde haffde Klæder att bære, som bestoede vdi en lang Silcke stoppet Natkiortel, offuer dragen med liifarffue Skillert oc huid Skillerts Vnderdret, et Lærritz Skiørt, tryckt med sort i Kniplings Munster omkring, et Par Silcke Strømper, et Par Tøffler, en Serck, ett Forklæde, en Nattmantel oc tuende Kamme. De helßede mig icke. Abel Cath. holt Orded oc sagde: »Ded er Henders Majts. Dronningens Befaling, att wi skal klæde Eder aff Eders Klæder, oc att I skal haffue diße igien.« Ieg suarte: »I Guds Naffn!« Saa løste de aff mit Hoffuet min Walck, vdi huilcken ieg Ringe oc mange løße Demanter haffde indsyet. Abel Cath. følte offuer alt i mit Hoffuit, om intet war stucken i Haaret; sagde til de andre: »Der er intet, wii haffuer icke Kammene behoff«. Abel Cath. begierte Armbaandene oc Ringene, som for den anden Gang mig bleffue fratagne. Ieg tog dennem aff oc flyde hender, saa nær som en liden Ring, mig gick paa ded yderste Leed aff min Liden-Finger, kunde werret lit meer end som en Rdr. wært; den bad ieg om att maatte beholde. »Nein« (suarte Hoffmesterinnen), »Ihr sollet nichts behalten.« Abel Cathr. sagde: »Ded er oß saa høyt forbøden att lade Eder ded allerringeste; ieg haffuer maat swære Dronningen paa min Siæl oc Salighed, att ieg skulle flittig søge oc icke lade Eder ded allerringste, men der for skal I icke miste ded; ded skal altsammen forseglis oc Eder til beste forwaris, ded haffuer, som Gud! Dronningen sagt.« »Wel, wel, i Guds Naffn!« suarte ieg. Hun drog mig alle mine Klæder aff. Vdi mit Vnder-Skiørt haffde ieg giemt Ducater vnder de brede Guld-Kniplinger, vdi min Silcke Camisolle ett lided Demants-Smycke, vdi Foeden aff miine Strømper Iacobusser oc Saphirer i mine Skoe. Der hun wille drage mig Sercken aff, bad ieg den att beholde. Ney, soer hun wed sin Siæl ey att torde. Saa blottede de mig gandske, oc gaff Hoffmesterinnen Abel Cathr. en Nick, huilcken hun icke strax forstoed, huorfor Hoffm. sagde: »Wißet Ihr wol, was Euch befohlen ist?« Derpaa søgte Abel Cathr. med sin Haand paa ett himlig Sted oc sagde til Hoffm.: »Neen, bii Gott! dar ist nichts.« Ieg sagde: »I handler v-christeligen oc v-tilbørligen med mig.« Able Cathr. suarte: »Wii erre ickun Tiennerinder, wii faar att giøre, huad oß er befalet; wii skal leede effter Breffue oc icke effter anded, alt ded anded skal I faa igien, ded skal wel forwaris.« Der de mig saaledis spoleret oc i de Klæder, de mig bragte, igien i klæd haffde, kom Hoffmesterindens Dreng ind oc leete offuer alt med Able Cathr., fant oc alt, huis ieg haffde skiult. Gud forblindede dennem alligewel, saa de icke bleffue mine Demants Ørringe war oc nogle Ducater, ieg vdi Lær indsyed haffde om mit eene Knæ; en Demant paa en 200 Rdr. reddede ieg oc, den haffde ieg paa Skiibet bit vd aff Gullet oc kast Gullet i Stranden; Steenen haffde ieg da i Munden[58]. Hoffmesterinden war meget haard; de kunde icke leede hender wel nock. Hun loe mig vd nogle Gange oc kunde ey heller liide, ieg saed, spurte, om ieg icke kunde staa, om mig skade noget. Ieg suarte: »Mig skader alt for meget, men ellers kand ieg wel staa, naar fornøden giøris« (ded war ey Vnder, att Hoffmesterinnen kunde wel Plündrings Ordre excequere, hun haffde lenge fult henders sl. Mand, Obr. Schaffshaußen, vdi Kriigen.) Der de nu alle Steder med Fliid haffde offuersøgt, toge de alle mine Kleder foruden en Tafftis Kappe til Hoffueded med sig oc ginge bort. Oc kom Slotzfogden strax ind med sin Hatt paa oc sagde: »Leonora, warumb habet Ihr Ewre Sachen versteckt?« Ieg suarte hannem icke ett Ord, thi ieg haffde fattet den Resolution icke att suare hannem, i huad hand oc kunde sige; hands Qualiteter ware mig bekiente, ieg wiste, att hand mesterligen en Snack kunde forbedre oc dreye Ordene paa den Maade, hannem syntist, de gierne hørtist, de betrengte til Skade. Hand spurte atter igien med de samme Ord, tilføyende alleene ded: »Hört Ihr nicht?« Ieg saae offuer Skulderen til hannem oc loed hands Foract mig intet irre. Der effter bleff Borded tecket, oc 4 Retter Maed indborren, men hoes mig war ingen Apetit, ihuor wel ieg lided eller intet den Dag haffde nøt. En Tiime effter, att Madden war vdborren, kom en Pige ind wed Naffn Maren Blocks, som sagde sig aff Dronningen wære befalet den Nat hoeß mig att bliffue. Slotzfogden skemtede meget med forneffnte Maren oc war saare glad, hitte paa alleslags galle Snack. Endeligen, der Klocken gick mod 10, bød hand Goede Natt oc lucte tuende Døre for Fengselet, huor aff den eene med Kaabber er beslagen. Der Maren saae sig eene hoeß mig, beklagede hun min Tilstand, berettede mig oc, att mange, som hun Naffn gaff (aff huilcke en Deel mig ware bekiendte) med Weemodighed oc Taarer min Friimodighed haffde anseet, særdelis H. Hendrick Bielckis Frue[59], som haffde daanet aff Graad. Ieg sagde: »De gott Folck haffuer seet mig vdi Welstanden; er icke Vnder, att de Lyckens V-bestandighed begræder«; ynskede, att Gud en huer i sær fra Vlycke wille beware, som sig min Vlycke loed gaa til Hiertet. Ieg trøstede mig wed Gud oc wed en goed Samwittighed, wiste mig slet intet ont paa att staa, spurte, huem hun war, oc huem hun tiente. Hun sagde at tienne i Dronningens liden Køcken oc Sølffuet i Forwaring att haffue (ieg forstoed der aff, att hun vden Tuiffl skurede Sølffuet, huilcket oc saaledis war.) Hun sagde, att Dronningen kunde ingen faa, som eene sig torde vnderstaa hoeß mig att were, thi ieg war holt for ond; der sagdis oc, att ieg war meget wiiß, ieg wiste tilkommende Ting. Ieg suarte: »Dersom ieg haffde hafft den Wiißdom, troer ieg neppe, att ieg haffde kommen her ind, thi da haffde ieg kundt woctet mig derfor.« Maren meente, man ded wel kunde wide oc sig alligeuel ey derfor kunde wocte. Hun sagde ydermere, att Dronningen selffuer med hender haffde talt oc saaledis sagt: »Du solst diese Na[c]ht bey Leonora seyn, du solst dich nicht fürchten, sie kan nu nichts bößes thun. All kan sie häcksen, so ist sie nu gefangen vnd hatt nichtes bey sich, vnd wo sie dich schlägt, so gebe ich dir Vrlaub ihr dicht wieder zu schlagen, das sie bluten kan.« Maren sagde widre: »Dronningen wed wel, att ieg vdi en hitzig Sygdom haffuer werret forstyrret, der for wille hun, att ieg skulle were hoeß Eder«; fløy i ded samme mig om Halßen, som ieg saed, oc caresserte mig paa henders Wiiß oc sagde: »Slaa mig, mit Hierte, slaa mig! Ieg skal«, soer hun, »icke slaa igien.« Ieg vntsætte mig noget, fryctede Galskaben at komme. Hun sagde ydermere, att wed hun saae mig komme op aff Broen, war ded, lige som henders Hierte skulle haffue gaaet i Stycker, betydende mig med mange Ord, huor wel hun mig ynte, oc huorledis Iomfrue Carisius[60], som hoeß hender stoed vdi Winduet, mig roste oc tillige ynckede, ynsket noget til min Frelßning att kunde formaa, med mange dißlige Ord oc Tale. Ieg tog wel imod den v-sædwanlige Caresse, efftersom Tiiden ded ey anded wille, smilte[61] oc sagde, ded skulle were imod all Billighed att byde den Huck, som loed see saa stoer Affection, som hun giorde, i Synderlighed naar de ware aff henders Kiøn; ieg kunde icke wiide, huorledis ieg hoeß Dronningen war kommen i den Tancke att slaa, der ieg dog aldrig nogen aff mine Kammer-Piiger haffde giffuen en Ørfigen; ieg tackede hende for sit goede Hiertelaw; ieg haabte, att allting skulle bliffue gott, ihuor suurt ded end saae vd; ieg wille holde fast wed Gud, som wiste min Vskyllighed, att ieg intet v-forsuarligt haffde giort; hannem wille ieg min Sag befale, hand reddede mig wel, der tuifflte ieg icke paa, om ey strax, saa skeede ded dog, der war ieg wiß paa. Maren begynte om adskilligt att tale, iblant anded om min Søster Elisabet Augusta[62], huor hun haffde sit i sit Biislag, der de førte mig fangen frem, oc haffde sagt, dersom ieg war skyllig, da war der intet vdi att sige, men war ieg v-skyllig, da skeede mig for meget. Ieg sagde intet der til, suarte oc intet til megen anden Snack, hun haffde. Hun begynte att fortelle om siin egen Forfølgelse, som hun giorde flux witløfftig med andre Historier der vdi att flicke, saa att den discours mig (vdi da werende Tilstand) war meget keedsommelig; war diß foruden træt oc aff Sorrig matt, sagde att wille forsøge, om ieg kunde soffue, bød hender Goede Natt. Mine Tancker forhindrede Søffnen att komme. Ieg betenckte min nærwærende Tilstand, kunde mig ingenlunde der vdi finde eller Aarsagen til saa stoer en Vlycke vdgrunde. Let war ded att bemercke, att noget anded end Fuxis Død mig tillagdis, efftersom ieg saa spotteligen medhandledis. Der ieg lenge haffde ligget omwent til Weggen, wente ieg mig til Gulffuet oc bleff war, att Maren græd saa himmeligen for sig selffuer, huorfor ieg hender spurte om Aarsagen til henders Graad. Hun nectede først, att hun græd, siden bekiendte hun att were offuer dette Dont fallen vdi dybe Tancker. Hinder rant i Sinde att haffue saa meget hørt tale om Frøcken Leonora oc henders Herlighed etc., huor høyt Kongen ælskede hender, oc alle roeste hender etc., oc nu skulle hun sidde i ded forbandede Tyffue-Fengsel, huor man huercken kunde see Dag eller Dør, oc huor der war saadan Stanck, att man maatte forgiffue Mennisker der med, som ickun gick ind oc strax vd igien, end sige de, der skulle bliffue der inde. Ieg meente, att maaskee ded war Aarsagen til henders Graad, att hun hoes mig i ded slemme Fengsel skulle were indeluct, huor for ieg hender trøstede oc sagde, att hun icke lengre bleff hoeß mig, endtil en anden der til bleff ordineret, effterdi hun war i anden Tienneste; men ieg for min Persohn tenckte nu icke paa forrige Tiider, nerwærende gaffue mig nock att tage ware; wille ieg forbigaaende Tiider ihuekomme, saa wille ieg mig oc stoere Herrers, Keysere, Konger, Fürster oc andre Stands Persohners v-lyckelige Tilfelle errindre, huis Herlighed oc Welstand min langt offuergick, oc huis Vlycke endoc haffde werret større, end som min nu war; thi de ware faldne vdi Tyranners Hender, som dennem v-menniskeligen tracterede, men denne Konge war en christen Konge oc en Samwittigheds Herre, hand kom wel til bedre Tancker, naar hand fick Tiid sig att betencke, mine V-wenner gaffue hannem nu icke der til Stunder. Der ieg ded sagde, græd hun meere en[d] som før, sagde dog intet, men tenckte wed sig (som hun mig nogle Dage der effter gaff tilkiende), att ieg icke wiste, huad for en skammelig Dom der war fællet offuer min sl. Herre[63], huilcken hun fryctede oc mig att skulle offuergaa, oc græd hun saa meget diß meere, fordi ieg troede Kongen saa wel. Den Natt snackede wii saa bort.

Den 9. Augusti om Morgenen, der Klocken war 6, kom Slozfogden ind, bød Goed Morgen oc spurte, om wii wille haffue Brendewiin. Ieg suarte intet. Hand spurte Maren, om ieg soff. Hun suarte icke att wide ded, gick til Sengen oc giorde mig samme Spørßmaal. Ieg tackede: ded war den Slags Drick, ieg aldrig haffde smagt. Slozfogden snackede med Maren, war meget glad tiilig paa Dagen, fortelte sine Drømme, som hand vden Tuiffl sig finguerte for att haffue noget att sige. Hand sagde hender himligen, att hun skulle komme til Dronningen, oc befoel hender att sige høyt, ded hun begierte lit att gaa vd. Hand sagde sig att wille bliffue saa lenge hoeß mig, indtil hun kom igien, huilcket hand oc giorde, talte nogle Gange til mig oc spurte: Om ieg noget begierte? Om ieg haffde soffuet? Om Maren haffde wel waaget? Men hand fick ingen Suar, huor for Tiiden bleff hannem flux lang. Hand gick vd oc ind i Trappen, sang en Morgen Psalme, raabte snart paa en, snart paa en anden, som hand dog wel wiste icke ware tilstede. Der war paa de Tiider en wed Naffn Ion, som bar Madden med Raßmus Taaren-Giemmer, den kalte hand offuer 40 Gange paa oc ded vdi en Sang, tog Tonen høyt oc law, skreeg stønnem, høyeste hand kunde, suarte sig selffuer oc sagde: »Far, he iß dar nicht, he iß, som Gott! dar nicht«; skaagger loe aff sig selffuer, tog saa paa att raabe igien, enten paa Ion eller paa Raßmus, saa mig syntist, att hand haffde smagt Brendewiinen. Imod 8 Slet kom Maren igien oc sagde, att der kom wist imod Middag tuende Quinder, som skulle løße hender aff. Effter nogen Samtale, Slozf. haffde med Maren, gick hand vd oc lucte Dørene. Maren fortelte mig, huorledis Dronningen haffde laded hender for sig fordre oc adspurt, huad ieg sagde, oc huad ieg giorde, oc att hun haffde suart, att ieg laa stille for mig hen oc talte intet. Dronningen haffde spurt, om ieg græd meget. Maren suarte: »Io wist, hun grædder for sig himmelig.« »Thi« (sagde Maren) »haffde ieg sagt, att I icke græd, saa haffde Dron. tenckt, att I icke haffde endnu nock att græde for«. Maren adwarede mig, att en aff de toe Quinder, som skulle tage ware paa mig, war Kongens Skomagers Quinde, en tydsk oc meget wel lied aff Dronningen. Hendis Majt. haffde brugt hender Vldrich Christian Gyldenløwe vdi sin raßende oc fortuifflende Sygdom, aff huilcken hand døde, att betienne[64], oc galt samme Quindis Ord meget hoes Dron:. Den anden Quinde wiste Maren icke, huem skulle were, men for^te haffde talt med Dron. vdi Marens Nærwærelse oc sagt sig icke eene hoeß mig att torde were. Quinderne komme icke førend om Effter-Middagen wed 4 Slet. Slozf. ledsagede dennem oc lucte op for dennem. Den fremmeste war Skomager Quinden wed Naffn Anna, som i gemeen altiid wille haffue Orded. Den anden war Kongens Sadel-Knechtis Quinde wed Naffn Catharina, ocsaa en tydsk. Effter Helßen sagde Anna, att de aff Henders Majt. Dronningen ware befalet en Dags Tiid eller toe hoeß mig att were oc mig att opwarte. »Vdi Guds Naffn«! suarte ieg. Anna, som war meget beschæfftig, spurte mig oc sagde: »Wil de Frue ock wat hebben? Se kan het man seggen, so wil ick bii de Königinne darumb anholden«. Ieg tackede hender oc sagde, att ieg wel war nogle aff mine Klæder begierendis, som: tuende Nattrøyer, en silckebunden oc den anden aff huit-noppet Tøy, min Brystug, noget paa mit Hoffuet, miine Kamme oc for alting min Been-Balsam-Byße, huilcken ieg høyt behøffuede. Hun sagde ded med forderligste att forrette, huilcket hun oc giorde, gick paa Stand oc ded anbragte. Forneffnte bleff mig altsammen wed Slozf., der Klocken war 6, tilstillet, saa nær som Balsam-Byxen, som sagdis att were bortkommen, vdi huis Sted mig en Blick-Buddicke med heel slet Slag-Balsam igien bleff giffuen. Der Afften Maaltiid skulle holdis, deckede Cathrina paa en Stoel for min Seng, men mig lystede intet att æde, begierte en Zitron med Sucker, huilcken ieg oc bekom. Slozfogden satte sig med de tuende Quinder til Bordz oc tiente dennem i Steden for Spillemand, saa att man ey skulle haffue sagt, att de ware vdi Græde-Huuß, men wel vdi Gille-Huuß. Ieg bad Gud inderlig om Siælens Styrcke oc Taalmodighed, att ieg mig ey skulle lade irre. Gud bønhørte mig, hands Naffn wære æret! Der Slozf. war Sladder oc Latter træt, bød hand Goede Natt effter 10 Slet, sagde til Quinderne, dersom de wille noget, skulle de bancke, Taarn-Giemmern war neden vnder. Der hand begge Dørene haffde tilluct, stoed ieg op, oc redde Cathrina min Seng. Anna haffde en Bønne-Bog med sig, der aff læste ieg Afften-Bønnen oc andre Bønner for dennem, lagde mig oc bød dennem Goede Natt. De lagde sig oc vdi en Slag-Benck, til dennem war opreed. Ieg soff da oc da, stackede Søffne tillige.

Den 10. Aug. Klocken 6 om Morgenen lucte Slozfogden op, huor vdoffuer Quinderne sig glæde, som inderligen effter hannem lengtist, vdi Synderlighed Cathrina, som er en fyllig Quinde; hun kunde den indklemte Lufft icke taale, war meesten syg den gandske Natt. Der Slozf. dennem effter Helßen haffde spurt, huor dennem liidde, om de endnu leffuede, oc de hannem derris Tilstand haffde klaget, bød hand dennem Brendewin, huor imod de toge med begge Hænder. Der Klocken war 7, begierte de att gaa hiem, huilcket oc skeede; dog giorde de Dronningen først en Relation om, huis den halffue Dag oc Natt war paßeret. Slozf. bleff inde hoeß mig. Der Klocken gick mod 9, satte hand en Stoel ind foruden noget att sige. Ieg merckte der paa, att der wille komme Besøgelse, oc skeede lige saa, att lided der effter kom ind til mig Greff Rantzow, Premier Ministre, Cantzeler H. Peter Retz, Rentemester Christoffer Gabel oc Secreterer Erick Krag, huilcke effter Haand Giffuen sig satte for min Seng. Krag, som Papir, Pen oc Bleck med sig haffde, satte sig wed Borded. G. Rantzow huißkede til Cantzeler noget lided. Cantzeler begynte der paa sin Tale saaledis som første Gang, att Hs. kl. Majt. haffde høy Aarsage til ded, hand imod mig giorde. »Hans Majt. haffuer« (sagde hand widre) »susspition til Eders Persohn, oc ded icke vden Aarsage.« Ieg spurte, huor vdi den susspition bestoed. Cantzeler sagde: »Eders Mand haffuer bøded en fremmet Herre Dannemarckis Riige til«[65]. Ieg spurte, om Dannemarckis Riige hørte min Mand til, att hand ded kunde vdbyde, oc efftersom ingen suarte, foer ieg widre fort oc sagde: »I goede Herrer kiender alle min Herre; I wiide, att hand haffuer werret æstimeret for en Mand aff Forstand, oc ieg kand forsickre Eder, att der ieg skiltist fra hannem, da haffde hand endnu sin fulle Fornufft. Nu er let att tencke, att ingen forstandig Mand ded skulle vdbyde, som icke stoed i hands Mact, oc hand icke raade for. Hand er io vdi ingen Charge, haffuer ingen Myndighed eller Midler, huor skulle hand were saa daarlig saadan Tilbud att giøre, oc huad for en Herre skulle wille tage der imod?« G. Rantzow sagde: »Ded er dog saa, Madame; hand haffuer tilbøded Dannemarck en fremmet Potentat, I wed ded wel.« Ieg suarte: »Gud skal were mit Widne dertil, att ieg ded icke wed!« »Io,« sagde G. Ranz., »Eders Mand haffde ingen Ting skiult for Eder, derfor wed I ded wel«. Ieg suarte: »Ded er wist, att min Mand icke skulle skiyffle noget for mig, som oß begge angick. Ded, som hands Bestilling i fordum Dage wed kom, bekümrede mig intet; men ded, oß begge paarørte, duulte hand icke for mig, saa att ieg er forsickret, att dersom hand haffde hafft noget dißlige for, att hand ded icke skulle haffue tawt for mig. Oc ieg kand ded med Sandhed sige, att mig icke ded allerringeste derom er bewist.« G. Rantzow sagde: »Madame, bekiender ded, imens Kongen Eder endnu beder!« Ieg suarte: »Wiste ieg ded, da skulle ieg ded gierne sige, men saa sant som Gud leffuer, saa wed ieg ded icke, oc saa sant kand ieg oc icke heller troe, att min Mand skulle haffue werret saa daarlig, thi hand er en suag Mand. Hand nødde mig til att drage til Engeland de vdlaante Penge att indkræffue, ieg wille nødig haffue mig den Reiße paataget, en stoer Deel aff den Aarsage, att ieg saae, hand war saa meget suag. Hand kunde icke i en Gang gaa en Trappe op aff faa Trin foruden att huiile sig oc tage effter sin Aande; huor skulle hand tage sig noget Werck for aff Travaille? Ieg kand med Sandhed sige, att hand icke er 8 Dage tillige frii foruden Anstød, sær aff ett Tilfald, sær aff ett anded.« G. Rantzow huißkede atter til Cantzeler, oc sagde Canzelern widre: »Madame, siger med goede, huorledis ded sidder sammen, oc huem der er Medwidre i denne Sag, siger ded, den Stund Eder derom bedis! Hs. kongl. Majt. er en absolut Herre, hand er icke bunden til Lowen, hand kand giøre, huad hand wil; siger ded!« Ieg suarte: »Ieg wed wel, att Hands kongl. Majt. er en absolut Herre, ieg wed oc, att hand er en christelig oc Samwittigheds Herre, derfor giør Hs. kongl. Majt. intet anded end ded, hand for Gud vdi Himmelen kand forsuare. See, her er ieg! I kand giøre wed mig, huad I wil; ded, ieg icke wed, ded kand ieg icke sige.« G. Rantzow begynte atter att komme frem med Marichal de Birron oc giorde der aff en lang dicente. Huor til ieg endeligen suarte, att Marichal de Birron kom mig intet wed, ieg haffde der til intet att suare, oc syntist mig, att den Sag kom intet her wed. G. Rantzov spurte mig, huor for ieg icke haffde sagt, der ieg bleff adspurt, huem ieg her vdi Riget med haffde corresponderet, att ieg haffde skreffuen hannem oc Rentmester Gabel til. Dertil suarte ieg, att ieg meente, de, mig spurte, de wiste ded selffuer wel, saa ieg icke haffde fornøden dennem att Naffn giffue; sagde alleeneste om de andre, huorom de maaskee icke wiste. G. Rantzow huißkede atter til Canzeler, oc sagde Canzeler: »I haffuer skreffuen i ett Breff til F. Elße Paßberg om anden Tilstand i Dannemarck« (i ded saae hand til G. Ranzow oc spurte, om ded war icke saa, eller huorledis ded war), »huad meente I dermed, Madame?« Ieg suarte ey att kunde mindis, huad hendis Breffue mig haffde giffuen for Aarsage att suare til; »ded, som staar for eller følger effter, skal vden Tuiffuel wel sige min Meening; maa ieg faa min Haand att see, saa skal den nock vdwiiße, att ieg intet haffuer skreffuen, som ieg io kand suare til.« Der bleff intet meere om talt. G. Ranzow adspurte mig, huem aff fremmede Ministri hoeß min Herre i Bryg haffde werret. Ingen (suarte ieg), som mig witterlig war. Hand spurte widre, om ingen holsteinske Herremend hoeß hannem haffde werret. Resp. »Icke mig witterligt.« Der effter opregnede hand alle Fürster vdi Tydßland, fra Keyseren indtil Fyrsten aff Holstein, spurte særdelis om en huer, om icke nogen aff derris Ministri hoeß min Mand haffde werret. Ieg gaff samme Suar som før til huert ett Spørßmaal à part, att icke war mig witterligt, nogen aff dennem hoeß hannem haffde werret. Der effter sagde hand: »Nu, Madame, bekiender! ieg beder Eder; tencker paa Marichal de Biron! Eder bedis icke meere.« Ieg war noget kied aff att høre Biron tiire, huorfor ieg noget hastig suarte: »Ey, ieg kümrer mig intet om Mar. de Bir.; ieg kand icke sige ded, ieg ingen Skiæl wed til.« Secreterer Krag haffde skreffuen noget hastig, som ded syntist, thi der hand effter min Begiering skulle oplæße, huad hand haffde skreffuen, da riimte Suarrene sig icke paa Spørßmaalene; en Deel war maaskee formedelst Hastighed forseet, oc maaskee en Deel aff Malice, thi hand war min sl. Herre icke goed. Ieg protesterte der paa, der hand Protocollet oplæste. Canzeler sandede med mig i alle Poster, saa Krag maatte skriffue ded om igien. Der paa stoede de op oc toge Affskeed. Ieg bad dennem, att de Hs. kl. Mt. wille bede, att Hs. Mt. mig en naadig Herre wille wære oc icke troe, huis hannem om min Mand war bleffuen berettet; ieg wille ey formode, ded sig skulle befinde, att hand nogen Tiid war wiiget fra hands Plict. »Ia,« suarte G. Ranzow, »wille I bekiende, Madame, oc sige os, huem der er i dette Werck, oc huorledis ded sidder tilsammen, saa kunde I maaskee faa en naadig Herre oc Konge.« Ieg soer wed den leffuende Gud, att ieg ded ey wiste; ieg wiste om intet dißlige, mindre om nogen Medwidre. Der med ginge de bort effter att haffue nesten tre Tiimer hoeß mig tilbragt, oc kom Slozf. ind med Quinderne. Der bleff decket, oc Maed indborren, men ieg nød intet vden en Dryck Barßbier. Slozf. satte sig med Quinderne til Bordz. Haffde hand icke werret lystig før, da war hand da, fortelte den eene skiiden Snack effter den anden. Der de ware mætte aff Maed oc trætte aff Snack, gick hand bort oc lucte; kom effter Sædwane igien Klocken 4 om Effter-Middagen oc lucte Quinderne vd, bleff saa lenge hoeß mig, indtil de komme igien, huilcket i gemeen warede toe Tiimer. Vdi midler Tiid Quinderne ware eene hoeß mig, bleff intet talt om anded, end Anna fortaalte Cathrina hendis vdstandene Sorrig med henders første Mand. Ieg loed da, som ieg soff, liige saa giorde ieg, naar Slozf. war eene hoeß mig, saa hand fordreff Tiiden med att siunge oc nynne. Afftens-Maaltiid war oc lystig for Quinderne, thi Slozf. giorde dennem stoer Tiidsfordriff, fortelte dennem om hands anden Gifft, huorledis hand beilede foruden att wide til huem, wiste ded ey heller, føre end hand la Orded skulle hente. Den Fortelling war saa potzerlig som witløfftig, ieg observerte ded, att den warede 5 Quarter. Der hand haffde bøded Goede Natt, satte Anna sig ved min Seng, begynte att tale med Cathrina oc sagde: »War ded icke en gruelig Ting med ded Forræderi att myrde Kongen, Dronningen oc ded gandske kongelige Huuß?« Cathr. suarte: »Gudske Loff, Kongen, Dronningen oc all Herskabet leffuer endnu!« »Ia«, sagde Anna, »ded war icke Forrædernis Skyld, ded icke skeede; ded bleff for hastig aabenbaret, Kongen wiste ded i tre Maaneder, førend hand ded Dronningen wille aabenbare. Hand gick melancolisk oc altiid grundede, kunde icke troe ded; omsider, der hand war fuldkommen wiß der paa, saa sagde hand Dronningen ded; der med bleff Liiffwacten fordoblet, som I wed.« Cathr. spurte, huor de haffde faaet ded att wide. Anna suarte: »Ded maa Gud wiide; ded holdis saa himmelig, att ingen engang maa spørge derom, fra huem ded er kommen.« Ieg kunde icke lade io ett Ord dertil att suare, oc syntist mig ded beklageligt nock, att man icke kunde faa Angiffueren att wide, oc war merckeligt, att ingen den Angiffuen torde were bekiendt. Cathr. sagde: »Skulle ded oc wel were sandt?« »Huad er ded, I siger?« suarte Anna; »skulle Kongen giøre ded, hand giør, vden hand war wiß paa, ded war sant?[66] Hui snacker I saa?« Ieg holte denne Samtale for oplagt att were for att drage nogle Ord aff mig til att fremføre, huor for ieg icke meget dertil suarte, anded end, att ieg endnu intet haffde seet, som den Snack giorde bewiißlig, derfor meente ieg, att mig war tilsted icke att troe den, indtil ieg saae wisse Tegn dertil. Anna bleff wed hendis Propos, vndrede sig, att der kunde were saadanne forbandede Mennisker til, der wille myre den goede Konge, giorde ded saa witløfftig. Hender kunde icke fattis Materia, thi hun begynte alltiid paa ded første igien; men endelig fick hun att høre op, efftersom hun talte eene oc huercken aff Cathr. eller aff mig bleff interromperet. Ieg stoed op oc begierte att haffue min Seng reed, huilcket Cathr. stetze forrettede. Anna saae til Liußet om Natten, thi hun war aarwaagner end Cathr:. Ieg læste for dennem i Annas Bog, befalede mig Gud oc lagde mig til Søffns; men Søffnen war heel liiße, Røtterne derris Spatzergang kunde mig wecke, derris Mangfoldighed war stoer. Sult giorde dennem dristig, de aade aff Liußet, som ded stoed oc brente. Cathrina bleff oc samme Natt heel ille til Paß, saa att ded oc min Søffn forhindrede. Den 11. Augusti om Morgenen tilig kom Slozf. effter Sædwane med sine Brendewiins Complimenter, ihuor wel de haffde en Flaske fuld inde hoeß sig. Cathr. beklagede sig høyligen, sagde i den beklemte Lufft ey att kunde were; naar hun kom ind aff Døren, war ded, lige som hun skulle quælis; skulle hun endeligen were der inde i 8 Dage, saa war hun wiß paa, att de bar hender død der vd. Slozf. haffde sin Latter der med. Quinderne ginge bort, oc hand bleff hoeß mig. Hand helßede mig fra Gen. Major von Anfelt, som loed mig bede, att ieg wille were »gutes Muths, es würde nu bald gutt.« Ieg suarte intet. Hand spurte, huorledis ded war fat, om ieg haffde soffuet noget, suarte sig selffuer: »Ieg tencker, icke meget.« Spurte, om ieg wille haffue noget. Suarte sig atter selff: »Ney, ieg troer icke, I begierer noget.« Der paa gick hand oc nynnet noget for sig op oc needer paa Gulffuet, kom der effter for min Seng oc sagde: »O der liebe Köning, es ist doch ein frommer Herr! Gebet Euch zu Frieden, er ist ein gnädiger Herr vnd hatt allezeit viel von Euch gehalten. Ihr seyt ein Frawens Mensch, ein schwaches Werckzeug. Die arme Weibes-Bilder seind bald verführet. Man thut ihnen auch nicht gerne was, wan sie die Warheit bekennen. Die liebe Königinne, eß ist doch eine liebe Königinne! Sie ist Euch nicht böße; ich weiß, wan sie die Warheit von Euch wüste, sie solte selbst für Euch bitten. Höret! wollet Ihr an die Königinne schreiben vnd Ihr die Sache auß dem Grunde berichten vnd nichts, nichts verschweigen, so wil ich Euch Dinten, Papir vnd Feder bringen. Ich begiere es, auff meine Seele! nicht zu läsen, nein, straffe mich Gott! wo ich darein sehen wil; vnd auff daß Ihrs solt gewiße seyn, so wil ich Euch Lack geben, Ihr könnet es versieglen. Aber ich denke, Ihr habet wol kein Pitschafft?« Efftersom ieg gandske intet hannem suarte, tog hand paa min Haand oc rusket noget hart wed den oc sagde: »Höret Ihr nicht? Schlaffet Ihr?« Ieg høte oc slog op med Haanden, haffde gierne giffuet hannem ett Slag i Næßen, kaste mig om til Wæggen. Hand bleff fortørnet, att hands Forset hannem ey lyckedis, gick oc knurrede for sig selffuer offuer en Tiime. Ieg kunde ingen Ord fatte vden diße: »Ia, ia! Ihr wollet nicht reden.« Saa murmelde hand noget imellem Tenderne: »Ihr wollet nicht antworten; nu, nu! man wird Euch lernen. Ia, saa Gott! Du skalt, saa Gott! fu; hum, hum, hum«. Ded holte hand saa immer fort, indtil Raßmus Taarnegiemmer kom oc huißkede noget til hannem, saa hand gick vd. Mig syntist, att der war en, som med hannem talte, oc som ieg kunde merke, maa ded haffue werret en, som spurte hannem, om Papieret oc Bleck[et] skulle opbringis, thi hand suarte: »Nein, es ist nicht nöthig; sie wil nicht.« Den anden sagde: »Sachte, sachte!« Slozf. kunde icke wel tale sagte, oc hørte ieg, att hand sagde: »Sie kand das nicht hören, sie liegt im Bette.« Der hand kom ind igien, murrede hand atter for sig selffuer igien oc stømpede paa, att ieg icke wille suare; hand meente ded saa gott, Dronningen war icke saa ond, som ieg tenckte; gick saa oc smaa-snacket; lengtist flux effter Quindernis Komme, giorde alldrig anded end bad Raßmus see vd effter dennem. Omsider kom Raßmuß oc berettet, att nu gick de op aff Kongens-Trappe. Ded warede enda wel hart ad en Tiime, førend de kom ind til mig oc forløste hannem. Der Middags-Maaltiid aff dennem bleff holden (thi min Maed war nogle faa Snitter Zitron med Sucker), war Slozf. icke nær saa lystig, som hand pleiede, snackede dog om adskilligt gammelt, som vdi wærende Tiid, hand war Forerer, war paßeret; retirerte sig oc snarere, en[d] hand war want att giøre. Quinderne, som igien bleffue, snackede om adskillige indifferente Sager, huortil ieg oc stønnem sagde ett Ord oc dennem om Mand oc Børn spurte. Anna læste i sin Bog nogle Bønner oc Psalmer, saa att Dagen dermed gick hen indtil 4 Slet, da Slozf. dennem vdlucte. Hand haffde tagen en Bog med sig, vdi huilken hand temmelig sagte læste, imidlertiid hand Wacten hoes mig haffde. Ieg war meget gierne der med tilfritz att haffue Roelighed for hannem. Offuer Afftens Maaltiid begynte Slozf. iblant anden Tale att sige til Quinderne, att der war ført en Fange hid, som war en Fransos, hand mintist icke ret hands Naffn; saed oc tygget paa Naffnet, ligesom hand icke kunde komme derpaa: Karl eller Char, hand wiste icke, huad hand hede, men hand haffde før werret mange Aar i Dannemarck. Anna spurte, huad ded war for en. Hand suarte, att ded war saadan en, som skulle siunge op, dog wiste hand icke til wiße, om hand war her eller icke (der war alldelis intet om). Hand sagde ded alleeneste for att komme mig til att spørge eller fornemme, om ded kunde bedrøffue mig. Ded war hannem vden Tuiffuel saaledis befalet, thi der hand war borte, gaff Anna sig i Tale med Cathrina om samme Karl, spurte endeligen mig ad, om wii haffde en Fransos vdi worris Tienneste. Ieg suarte, att wii haffde fleere end en. Hun spurte widre, om der war en iblant, som hede Karl oc haffde tient oß lenge. »Wii haffuer en Tienner« (suarte ieg), »en Franzos, som heder Charle, hand haffuer tient oß lenge«.[67] »Ia, ia,« (sagde hun) »den er ded; dog troer ieg icke, att hand end er her ankommen, men de søger effter hannem.« Ieg sagde: »Da er hand goed att finde; hand war til Bryg, der ieg drog derfra.« Anna meente, att hand haffde werret med mig i Engeland, oc sagde hun: »Den Karel wed meget, dersom de haffde hannem.« Ieg suarte: »Da war ded att ynske, att de haffde hannem for hands Widenskab[s] Skyld.« Der hun fornam, att ieg mig icke widre eller meere om hannem bekümrede, slap hun den Snack oc talte om min Søster Elisabet Augusta, att hun gick hender huer Dag forbi; hun stoed i henders Dør eller saed i Biislaget, hun helste hender, men aldrig spurte med ett Ord om sin Søster, der hun dog wiste, att hun mig paa Taarnet betiente. Ieg meente, att Søster icke wiste, huor vdi hun giorde ille eller wel. »Ieg kand icke see« (sagde Anna), »att hun er bedrøffuet«. Ieg war vdi Meening, att ded minste, man sig kunde bedrøffue, war ded beste. Siden bleff om anded Lapperi talt, oc besluttet ieg den Dags Afften med Læßning, befalede mig vdi Iesu Wold oc soff temmelig wel den Nat.

Den 12. Augusti gick forbi, foruden att noget synderligt paßerte, anded end att Anna mig wille bedrøffue med ded, hun sagde, att nest op til bleff ett Kammers giort ferdig; til huem, wiste hun icke, de wentede wist nogen der vdi. Ieg kunde selffuer høre Murmestere arbeide. Samme Dag talte Cathrina om att haffue kiendt mig vdi Welstanden, welsignede mig tusinde Gange for ded goede, ieg hender haffde bewiist. Ieg mintist ey nogen Tiid att haffue seet hender. Hun sagde vdi Princeße Magdalenæ Sybillæ[68] Fadburstue att haffue tient, oc der ieg der Princeßen haffde opwartet oc ligget paa Slottet, haffde ieg dennem i Fadburstuen med en rund Drickepenge foræret, huor aff hun en Part haffde nøt, som hun nu tacknemmeligen ihuekom. Ieg roeste henders Nøysomhed oc Tacknemmelighed. Anna war med den Tale icke tilfritz, hun førte trende Gange anded i Snack, men Cathrina suarte hender icke, bleff wed sin Tale, intil hun haffde vdtalt. Slozfogden war den Dag ey heller i goed Humeur, saa att huercken til Middag eller til Afften nogen skiiden Historie forrefalt.

Den 13. Augusti, effter att Quinderne haffde werret i Byen oc ware igienkomne, lucte Slozf. op Klocken 9 oc huißkede noget til dennem. Der effter bar hand endnu en liden Stoel ind. Ieg forstoed deraff, att en meere end som førige Gang mig wille besøge. Klocken 10 kom til mig ind G. Rantzow, Feldtherren Skack, Canzeler Retz, Rentemester Gabel oc Secreterer Krag. De helste mig alle høffligen, de 4 satte sig paa lawe Stoele for min Seng, oc Krag med sit Skriffuertøy wed Borded. Canzeler holt Orded oc sagde: »Hands kongl. Majt., min allernaadigste Herre oc Arffue Konge, lader Eder, Madame, wide, att Hs. Majt. haffuer høye Aarsager til ded, hand giør imod Eder, oc att hand haffuer susspition paa Eders Persohn, att I skulle were en Medwidre vdi Eders Mands forrehaffte Forræderi, oc haffde Hands kl. Mt. wel haabtist, att I med goede skulle haffue bekiendt, huem som der vdi war interesseret, oc huorledis ded sig ret med den Sag haffde.« Der Canzeler ophørte att tale, suarte ieg, att ieg icke wiste noget att haffue begaaet, som mig kunde giøre suspect, oc raabte ieg Gud til Widne, att mig om ingen Forræderi war witterlig, huor for ieg oc ingen kunde naffngiffue. G. Rantzow sagde: »Eders Mand haffuer icke duult ded for Eder, derfor wed I ded wel.« Ieg suarte: »Haffde min Mand hafft saa ont ett Forset, da troer ieg wist, hand haffde sagt mig ded, men ieg kand med en goed Samwittighed suære for Gud i Himmelen, att ieg aldrig hørte hannem tale om noget sligt. Ia, ieg kand sige, att hand aldrig ynskede ont offuer Kongen, ded ieg hørte, huorfor ieg fuldkommen troer, att hannem dette aff hands Fiinder vskyldeligen tilleggis.« G. Rantzow oc Canzeler bøyede Hoffuetderne tilsammen, Feldtherren forbi, oc huißkede lenge med huer andre. Endeligen spurte Canzeler mig ad, om min Mand fantist skyllig, om ieg da wille wære vdi hands Dom deelactig. Ded war ett besynderligt Spørßmaal, huorfor ieg mig ett lided betenckte; sagde: »Maa ieg faa att wiide, paa huad Fundament hand beskyllis, saa wil ieg suare dertil, saa wit som mig witterligt er, oc saa meget ieg kand«. Canzeler sagde: »Betencker Eder wel, om I wil!« Ieg suarte som før, att ieg wille suare for hannem i alt ded, mig witterligt war, om ieg maatte faa att see, huor paa hand beskyltist. G. Rantzow huißkede til Krag, oc Krag gick vd, kom strax ind igien. Lided der effter kom en aff Canceliet ind (som ieg ey kiender), haffuende stoere Papirer i Hænderne. G. Rantzov oc Canzeler huißkedis atter igien. Der paa sagde Canzeler: »Her er nu icke widre att giøre end lade Eder wide, huad for en Mand I haffuer, oc lade Eder høre hands Dom.« G. Rantzow befalede den, som med Papirene indkom, att oplæße. Bleff saa først ett Papir oplæst vdi den Meening, att Corfitz, fordum Greffue aff Vlfelt, haffde tilbøden en fremmet Herre Dannemarckis Rige oc sagt for samme Herre, att hand geistlige oc werßlige haffde til sin Haand, saa ded war hannem let att giøre samme Herre Dannemarckis Crone att forskaffe. Der paa bleff ett Papir oplæst, som Geistlighedens Forsuar skulle were, huor vdi de protesterede, att Corfitz G. aff Vlfelt aldrig nogen Communication med nogen aff dennem hafft haffde, anseende, att hand ey nogen Tiid sig haffde erwiist Geistlighedens Wen att were, mindre giffuen dennem Part aff hands onde Forset; forsickrendis Hs. kongl. Majt. derris Troskab oc Vnderdanighed etc. Der effter bleff ett Papir oplæst, aff Borgemester oc Raad i Kiøbenhaffn skreffuen, fast aff samme Indhold, att de med G. Corfitz Vlfelt ingen Correspondentz haffde hafft oc vdi lige Maader Hs. kl. Mt. derris vnderdanigste Troskab forsickrede. Der paa fulte den v-hørte oc v-lowlige Doms Oplæßning, huilcken v-forhørter Sag offuer min Herre war fællet. Den war mig saa v-formodentlig oc bedrøffuelig som skammelig oc for Gud oc alle Ret ælskende Mennisker v-forsuarligen. Der war ey Documenter indført, paa huilcke Dommen war affsagt. Der meltist ey om Tiltale oc Giensuar, der war ey anden Fundament end blotte Ord: att hand war befunden en criminel att were, hand haffde tilbøden en fremmet Herre Dannemarkis Crone oc giort hannem wiiß, att hand geistlige oc werßlige haffde til sin Haand, huilcke ded med derris vnderskreffne Protesstationer anderledis haffde bewiist, huor for hand som en criminel dømmis. Der Dommen med alle vnderskreffne Naffne war oplæst, bar Læßeren mig den oc lagde den for mig paa Sengen. Et huert Menniske kand let betencke, huorledis mit Hierte war til Moede, men faa eller ingen kand begriibe, att ded muligt war, ieg icke aff den v-formodentlige Vlycke qualtis, eller oc, att mig icke Sind oc Santz betogis. Ieg kunde for Hylen oc Graad ingen Ord fremføre. Saa oplæstist en Bøn, aff Predicke-Stoelen war gaaen[69], vdi huilcken de Corfitz forbandede, bade Gud, att hands graa Haar icke med Fred vdi Graffuen skulle komme. Men Gud, som er retferdig, hørte icke de v-retferdige derris v-guddelige Bønner, hands Naffn wære æret ewindelig! Der alt war oplæst, beklagede ieg med Hiertens Suck oc weemodige Taarer, att ieg den bedrøffuede Dag skulle leffue, bad dennem for Iesu Retferdigheds Skyld, att ieg maatte see, huor paa den haarde Dom war funderet. G. Rantzow suarte: »Ded kand I wel tencke, Madame, att der erre Documenter, huor effter wii erre gaaen; der sidder aff Eders Wenner i Raaded.« »Ia Gud bedre ded!« (sagde ieg). »Maatte ieg faa de Documenter att see, der beder ieg om for Guds Skyld. Les apparences sont bien souuant trompeuses. Huad maatte min Mand icke liide hoes de suenske i Skaane vdi den lange Arrest, fordi de susspicerede, att hand med Hands kl. Mt. aff Dannemarck oc Hands Mts. Ministri haffde corresponderet! Nu wed ded ingen bedre, end Hs. kl. Mt. oc I goede Herrer, huor v-skyllig hand derfor liide, saa kand dette oc til Syne were troelig oc dog icke sig saaledis i Sandhed befinde. Maatte ieg faa de Documenter att see?« Der bleff intet suaret. Ieg foer widre fort oc sagde: »Huor er ded mugligt, att en Mand, som selffuer kand kiende, att hand gaar med Døden i Hænderne, skulle sig saadan Werck paatage oc lade sig fra sin Plict forleede, der hand ded icke giorde, den Tiid hand til ingen Herre war obligeret, oc hannem saa stoere Løffter aff Fürsten aff Holstein bleff giort, som Fürstens Breffue vdwiißer, huilcke nu erre vdi Hs. kl. Mts. Hænder.« G. Rantzow falt mig i Orded oc sagde: »De Breffue fant wii icke.« »Io Mend!« (suarte ieg) »de ware der iblant, der er ieg wiß paa«. Sagde widre: »Paa de Tiider kunde hand haffue giort en fremmet Herre noget til Willie, da haffde hand Mact oc Myndighed oc fast all Regieringen vdi sine Hænder; ansaae dog ingen egen Profit, men vdsatte sin egen Formue Hands kl. Mts. Crøning hastig att fortsette, paa ded ingen Hindring skulle imellem komme[70]. Ded er nu hands Løn! I goede Herrer, speiler Eder nu paa mig, som haffuer før seet mig vdi Welstanden, oc haffuer dog Medlidenhed med mig! Beder Hs. kl. Mt. sig att formilde oc icke saa streng att fortfare.« Canzeler oc Rentemester movertis der wed, saa att Taarene dennem kom vdi Øynene. G. Rantzow sagde til Feldtherren oc til Canzeler: »Mig synnis, att ded er 14 Dage siden, att Dommen bleff publiceret.« Canzeler suarte: »Ded er 17 Dage siden[71].« Ieg sagde: »Paa de Tiider war ieg endnu vdi Engeland, oc nu spørgis mig effter Kundskab i Sagen! O, betencker ded for Guds Skyld, oc att ingen paa min Mands Wegne haffuer werret til Weddermæle!« G. Rantzow spurte, om ieg wille tale der paa. Ieg suarte: »Huad skal ieg tale paa en Dom? Ieg beder alleeneste for Iesu Skyld, att ded, ieg siger, maa considereris, oc ieg maa haffue den Fornøyelse att see de Documenter, huor paa Dommen er affsagt.« G. Rantzow suarte som før, att der ware Documenter, oc att der saed aff mine Wenner i Raaded, føyede ded der til, att alle haffde offuereens stemmet, icke en haffde hafft der imod att sige. Ded, ieg tenckte, torde ieg icke sige. Ieg wiste wel, huorledis i saadanne absolute Regieringer tilgaar; der tør intet imod sigis, ded hedder: Skriff vnder, Kongen wil ded saa haffue, oc spør icke huor for, ellers est du vdi lige Fordømmelse[72]. Ieg taw oc begræd min Vlycke, som war iremediable. Der Krag Protocollet oplæste, haffde hand skreffuen, att der ieg bleff tilspurt, om ieg vdi min Mands-Dom deelactig wille were, haffde ieg suaret, att ieg mig der paa wille betencke. Ieg spurte: »Huordant war ded?« Strax suarte Canzeler: »Ney, hun sagde icke saa, men hun begierte att wide henders Mands Beskyllinger.« Ieg repeterte mine Ord igien[73], wed dog icke, om Krag dennem skreff eller icke; thi en stoer Deel aff ded, ieg sagde, bleff intet skreffuen. Krag loed for meget Affecterne kiige oc wille gierne haffue giort ont wærre. Hand er nu der, huor ingen falske Skriffter gielder. Gud ryckte hannem hastig bort paa ett v-reent Sted, kallede hannem til Doms foruden Warsel. Oc G. Rantzow, som war Hoffuit Mand oc Inventor aff den v-lowlig oc vdi Dannemarck v-sædwanlig Dom, hand leffuede icke den Dag sin Lyst att see: ett Træ-Billede att excequeris[74]. — Der dette war forrettet, stoede de op oc gaffue mig Haand. Denne haarde Besøgelse warede offuer 4 Tiimer. De ginge bort, effterladende mig vdi Suck, Sorrig oc Graad, en høyt bedrøffuede elendige fangen Quinde, aff alle forlat, som saae sig ingen Redning imod Mact oc Wold, som huert Øyeblick fryctede, att Manden dennem vdi Hænderne skulle komme, oc at de derris Ondskab paa hannem skulle øffue. Gud giorde den Dag ett stoert Mirackel oc Hiertegn, i ded hand sin Krafft vdi mig suage bewiiste oc min Hierne fra Willelße oc min Tunge, att den icke aff V-taalmodighed offuerløb, bewarte. Gud wære tusinde Gange derfor æret! Din Loff wil ieg siunge, saa lenge sig min Tunge kand røre, thi du warst da oc stetze altiid min Wærn, Klippe oc Skiold. Der Herrerne ware bortgangne, kom Slozf. oc Quinderne ind, oc bleff decket paa en Stoel for min Seng. Slozf. sagde til mig: »Eßet, Leonora! Wollet Ihr nicht eßen?« I ded hand saa sagde, kaste hand en Kniiff til mig paa Sengen. Ieg tog Kniiffuen med wree Hue oc kaste den paa Golffuet. Hand tog Kniiffuen op oc sagde: »Ihr seit wol nicht hungrig? Nein, nein! Ihr habet heute ein Früstück bekommen, da habet Ihr heute genung an; nicht? Gelt! Ia, ia, kommet Ihr lieben Weiberlein« (sagde hand til Quinderne) »laßet vns etwas eßen! Euch wird woll hungern, das fühle ich an meinem Magen wol.« Der de haffde sat sig til Bordz, begynte hand strax att stocke sig selffuer, stack feyl aff sin Mund oc haffde saa mange Putzer, att ded war Skam att see, att den gammel Mand sin Glæde offuer min Vlycke icke kunde simulere. Der Maaltiided haffde Ende, oc Slozf. war bortgangen, satte sig Anna for min Seng oc begynte att predicke om den Sorrig oc Bedrøffuelse, man vdi denne Werden haffuer, oc om Himmerigis Glæde oc Herlighed: huorledis den Piine, wii her liider, ickun warer stacket imod den ewige Fryd oc Glæde, huor for wii icke burte Piinen att acte, men tencke paa, att wii kunde døe med en goed Samwittighed oc den icke med noget besmitte, men sige vd alt ded, Hiertet kunde besuære, for ded wille dog icke anded were. »Gud giffue« (sagde hun), »ingen plage sit Legeme for en andens Skyld!« Effter att hun den Snack nogle Gange haffde repeteret, sagde hun til mig: »Er ded icke sant, Frue?« »Io wist er ded sant« (suarte ieg), »I taler meget christligen oc effter Skrifften.« »Huor for wil I da« (sagde hun widre) »lade Eder plage for andre oc icke sige ded, I om dennem wed?« Ieg spurte, huem hun meente. Hun suarte: »Ieg kiender dennem icke.« Ieg suarte: »Icke heller ieg.« Hun bleff alt wed oc sagde, att hun sig icke wille lade piine oc plage for andris Skyld, i huem de endoc ware; dersom de ware skyllige, saa maatte de liide, hun wille icke lide for dennem; ett Quindis-Menniske war snart forført; man burte att haffue sin Salighed kiærere end alle siine Slect oc Wenner. Der hun icke kunde høre op igien med den Snack, wille ieg den noget diuertere, spurte hender, om hun war en Præste-Daatter, oc efftersom hun mig tilforne sin Herkomst haffde sagt, saa tog hun saa meget diß wære imod mit Spørßmaal oc bleff heel fortørnet; sagde: »Alt er ieg icke en Præste Daatter, saa er ieg en goed ærlig Borger-Daatter oc icke aff de ringste. Ieg haffde lided tenckt vdi mine Dage, der ieg war en Iomfrue, att ieg skulle faa en Skomager.« Ieg sagde: »Eders første Mand war io oc en Skomager.« »Ded er wel sant« (suarte hun) »men ded kom sig saa galt til med ded Gifftermaal«; begynte der med en heel Rimße der om att fortelle, huor offuer ieg bekom Fred for hender. Cathrina gick op oc neder aff Gulffuet, oc der Anna teeg noget lided, sagde hun med sammen lagde Hænder: »O Gud! du, som est allmectig oc alting formaar, du beware den Mand, de leeder effter, oc lad hannem aldrig komme i hands Fiinders Hænder! O Gud bønhøre mig!« Anna sagde wreedeligen til hende: »Cathr., weet Ii ock, wat Ii seggen? Wo snack Ii so?« Cathr. suarte: »Ia, ick weet wol, wat ick segge. Gott bewar em vnd lat em nimmer siine Fiinde toe Deel werden! Iesus, wäß du sin Gleidsman!« De Ord førte hun frem med grædende Taarer. Anna sagde: »Ick denck, de Frue is nicht klog.« Cathrinæ goede Ynske forøgede mine Taarer, oc sagde ieg: »Cathr. lader see, att hun er en ret Christinne oc haffuer Medlidenhed med mig; Gud belønne hender ded oc bønhøre hender oc mig!« Anna bleff taws der effter oc siden icke saa meget snacksom. Gud, som est en Wedderlegger aff alt gott, tenck du paa Cathr. til ded beste, oc du, som hender da bønhørte, bønhør hender fremdelis, i huad hun dig ombeder! Oc I, mine kiere Børn, wider, att dersom Lycken sig saa wil føye, att I hender eller henders eeneste Søn nogen behagelig Tienneste kand giøre, att I ded for min Skyld erre plictige, thi hun war mig en Trøst vdi min største Nød oc offte sneeg sig til att sige mig ett Ord, ded hun meente, mig kunde were til Lettelse. Slozf. kom effter Sædwaane effter 4 Slet oc lucte Quinderne vd, satte sig paa Quindernis Slagbenck, oc den høye Stoel med Liuß paa for sig, haffde en Bog med sig, læste høyt Bønner om ett saligt Endeligt, Bønner vdi Døds Nød, oc naar man skulle vdstaa den tiimelige Straff for sine Mißgierningers Skyld. Hand glemte icke en Bøn for en, som skulle brendis; den suckede hand wed, saa hand paa en stacket Tiid war bleffuen meget aandelig. Effter att hand alle de Bønner haffde læst, stoed hand op, gick oc sang Liig-Psalmer; naar hand kunde icke fleere, begynte hand paa den første igien, indtil Quinderne hannem affløste. Cathri. beklagede sig, att henders Søn war bleffuen syg, war meget derfor bekümret. Ieg tog mig henders Sorrig an oc sagde, att hun skulle lade Dronningen wide henders Søns Suaghed, saa bleff der wel en anden i henders Sted ordineret; bad hender giffue sig til Fritz, Barnet fick wel bedre igien. Offuer Afftens-Maaltiid war Slozf. meget lystig, fortelte allehaande plompe Galskaber. Effter att hand war borte, læste Anna Afften Bønnen. Ieg war den Natt meget ille til Paß, kaste mig offte omkring i Sengen, oc war der en Synaal i Dun Dynen, huor paa ieg reff mig; ieg fick den vd oc haffuer den endnu[75].

Den 14. Augusti, der Slozf. tilig oplucte, sagde Quinderne hannem, att ieg den Natt haffde werret meget syg. »Ia, ia« (suarte hand), »es wird wol wieder beßer.« Oc der Quinderne sig giorde reede for att gaa op til Dronningen (som de stetze maatte giøre), sagde Anna til Cathrina vden Døren: »Huad skal wii sige til Dronningen?« Cathr. suarte: »Huad kand wii sige anded, end att hun tier stille oc siger intet?« »Ded wed I wel« (sagde Anna), »att Dronningen icke nøyes med.« »Da kand wii icke heller lyffue hender paa« (suarte Cathrina), »hun siger io intet, thi ded war Synd[76].« Til Middags-Maaltiid kom Cathr. igien, sagde, att Dronningen haffde loffuet att forordne en anden vdi henders Sted; sneeg sig til om Effter-Middagen at sige mig ett Ord om neste Kammers, huilcket hun wist trode, bleff giort ferdig til mig oc til ingen anden, bød mig Goede Natt oc loffuede mig flittig i sine Bønner att ihuekomme. Ieg tackede hender for goed Tienneste oc for sit goede Hierte imod mig. Wed Klocken 4 lucte Slozf. hender oc Anna vd. Hand sang en Psalme effter anden, gick i Trappen oc lengtist wed Tiiden indtil Klocken imod 6, da kom Anna oc Maren Blocks. Offuer Afftens-Maaltiid fortelte Slozf. atter om sit Gifftermaal, vden Tuiffuel for Marens Skyld. Anna loed mig Fred, oc laa ieg saa stille for mig hen. Maren kunde den Afften icke komme til att tale med mig for Anna.

Den 15. oc 16. Augusti paßerede intet merckeligt. Naar Slozf. lucte Anna vd om Morgenen oc Effter-Middagen, bleff Maren Blocks hoes mig, oc Slozf. gick sin Wey oc lucte, saa Maren haffde da Friihed eene med mig att tale; fortelte adskilligt, iblant anded, huorledis Dronningen haffde giffuen mit Smaatøy de tre Quinder til att bytte imellem sig, som mig vdklæde. Hun spurte mig, om ieg wille haffue Bud til min Søster Elisabet. Ieg tackede hender, ieg haffde intet gott att lade hender sige. Ieg begierte Sye-Naal oc Traa aff Maren, hender att prøffue. Hun suarte hiertelig gierne att wille fly mig ded, om hun torde; ded kostede all henders Welfart, om Dronningen fick ded att wide, thi hun haffde saa høyt forbøden, att ingen skulle lade mig faa Naale, huercken Knappenaale eller Syenaale. Ieg spurte: »Aff huad Aarsage?« »Fordi,« sagde hun, »att I icke skal myre Eder selffuer.« Ieg forsickrede hender, att Gud haffde bedre opliust mig, end att ieg skulle were min egen Mordere. Ieg kiendte, att Kaarßet kom fra Herrens Haand, att hand mig ræffsede som sit Barn; hand hialp mig ded oc att bære, der trode ieg hannem til. »Saa haabis ieg da, mit Hierte« (sagde Maren), »att I icke wil myrde Eder selffuer, saa skal I faa Naal oc Traa; men huad wil I sye?« Ieg gaff for att wille sye nogle Knapper i min huiide Nattrøye, wree oc ett Par aff for att lade hender siden see, att ieg syde dennem i. Men Sagen war, att ieg haffde nogle Ducater i Lær indsyet om mit Knæ; dennem haffde ieg beholt, efftersom ieg strøg selff Strømpen neder, der de klæde mig vd[77], oc Anna haffde effter min Begiæring flyet mig en Klud effter Forregijffuende, att ieg haffde en Skade paa Beenet. Den Klud syde ieg om Læret. De ware alle i den Meening, att ieg haffde nogen himlig Breck, thi ieg laa vdi ded linnen Skiørt, de gaff mig, oc vdi mine Strømper. Maren meente, ieg haffde en Funtanele paa ded eene Been, fortrode mig, att en Iomfrue til Hoffue, hun Naffn gaff, som war henders meget goede Wen, haffde en Funtanele, som ingen vden hun wiste, icke engang Iomfruens Sengenettere. Ieg tenckte wed mig: da tier du wel med din Wen; giorde hender icke wiißere, loed hender i ded Fald troe, huad hun wille. Ieg war meget suag vdi de toe Dage, oc efftersom ieg intet fortærede vden Zitron oc Øll, bleff Maffuen der offuer swæcket oc kaste ded fra sig omsider. Naar Maren talte derom til Slozf., suarte hand: »Daß ist guth, so kombt das bøße vom Hertzen ab.« Anna war icke meer saa beskæfftig, men Slozf. war lige lystig.

Den 17. Augusti lucte Slozf. icke op førend imod 8 Slet, oc spurte Anna hannem, huor ded gick til, att hand haffde soffuet saa lenge. Hand skiemtede noget; siden drog hand hender hen til Døren oc huißkede med hender. Hun gick intet hiem den Morgen. Hand gick saa vd oc ind, oc sagde Anna saa høyt til Maren, att ieg ded kunde høre (i huor wel hun loed saa, som hun wille huißke): »Ieg er saa bange, att min Krop rister, endog ded gaar mig icke an. Iesus beware mig! Ieg wille, ieg war neere!« Maren saae bedrøffuet vd, men huercken suarte eller talte ett Ord. Maren sneeg sig til Sengen oc sagde: »Der kommer wist nogen til Eder.« Ieg suarte: »Lad dennem komme i Guds Naffn!« Der war en Løben oppe oc neder vdi den Trappe oc offuen offuer, thi der kom alltiid Commissarierne neer igiennem Gemeckerne for icke att gaa offuer Platzen. Miine Døre ware da lucte igien. For huer den Gang, att der løb nogen i Trappen, da skuddrede Anna oc sagde: »Ick bäwe recht!« Den Løben warede indtil imod ellffue. Der Slozf. lucte op, sagde hand til mig: »Leonora, Ihr sollet auffstehen vnd zu die Herren gehen!« Gud wed, att ieg ille kunde gaae, oc Anna forfærdede mig, sagde til Maren: »O, dat arme Mensch!« Marens Hænder rystede, der hun satte mig Tøfflerne paa. Ieg kunde icke anded forstaa, end att ieg skulle piinis, trøstede mig wed intet anded, end att ieg haabtist, min Piine ey lenge kunde ware, thi mit Legeme war saa vdmattet, att ded syntist, lige som huert Øyeblick Aanden wille vdfare. Der Maren bant Forklæded om min lange Kiortel, sagde ieg: »Nu, de forsynder sig høyligen paa mig; Gud wære min Styrcke!« Slzf. hastede, oc der ieg war ferdig, tog hand mig wed Armen oc leedde mig. Ieg haffde gierne werret hands Hielp foruden, men ieg kunde icke gaa eene. Hand leedde mig ind nest op til, der saed G. Rantzow, Skack, Retz, Gabel oc Krag om Borded. De reyste sig alle op imod mig, der ieg kom ind, oc ieg giorde en Reverentz, saadan som ieg kunde. Til mig bleff satt en liden law Stoel mit for Borded. Cantzeler tilspurte mig, om ieg ingen fleere Breffue hafft haffde, end de mig fra toge i Engeland. Ieg suarte ney, ieg haffde ingen fleere, der toge de alle mine Breffue. Hand spurte widre, om ieg ingen Breffue haffde forkommen paa de Tiider. »Io« (suarte ieg), »ett reeff ieg i Stycker oc kaste ded i ett Hyßken.« »Hui giorde I ded?« spurte G. Rantzow. »Fordi« (suarte ieg) »att der ware Ziffrer vdi, oc ihuor wel ded icke war aff nogen importence, saa fryctede ieg alligewel, att ded skulle giffue Mißtancke.« G. Rantzow sagde: »Huad om de Stycker ware endnu vdi Behold?« »Ded war att ynske« (sagde ieg), »thi saa kunde man see, att der intet mißtenckeligt war vdi, oc fortrød ieg ded siden, att ieg ded haffde synder reffuen.« Der paa tog Cantzeler ett Arck Papir frem, huor paa hid oc did war Stycker klint aff samme Breff, oc racte hand Krag ded, som mig ded flyde. G. Ranzow spurte mig, om ded icke war min Mands Haand. Ieg suarte ia, ded war hands Haand. Hand sagde: »En Deel aff Styckerne, I reeff i tue, erre fundne, oc en Deel erre borte. Ded, som er funden, er samlet oc affskreffuen«; fodderde dermed Affskrifften aff Canzeler, som gaff G. Rantzow den, oc hand racte mig den, sigende: »Seer der, huad der fattis, oc siger oß, huad ded haffuer werret, som fattis.« Ieg tog ded oc saae noget der paa oc sagde: »Paa somme Steder, huor icke for mange Ord erre borte, kand ieg wel giette ded, som fattis, men huor en gandske Meening er borte, ded kand ieg icke wide att sige.« Ded meeste aff Breffuet war sancket, oc intet imellem borte, oc bestoed ded altsammen vdi Lystighed oc Skiemt. Hand loed mig wide att haffue faaet Breffue aff Dannemarck, att Cur-Printzen aff Saxen war forwentendis, som Princeßen aff Dannemarck skulle troloffuis[78]; der skiemtede hand om, huorledis de wille smøre derris Halße oc blæße derris Kinder op, paa ded de med en goed grace oc Stemme en huers Titteler tilbørligen kunde fremføre, oc meere dißlige, huilcket hand witløfftig vdstrøget haffde, oc indførte den Maade, som G. Rantzow brugte for att lade Folck wide hands Titteler, som war offuer Maaltiided, da en skulle staa oc hands Tittel for Giesterne oplæße, spurte dog først en huer i sær, om hand wiste hands Tittel; war der en iblant, som den icke wiste, skulle Secreteren strax frem oc den oplæße. Saa ded syntist, att G. Rantzow sig ded til tog, thi hand spurte mig, huad min Mand der med meente. Ieg suarte icke att kunde wide, att hands Meening anderledis kunde were, end som hand skreff; hand meente vden Tuiffuel dennem, som saa giorde. Canzeler wente Ansictet fra G. Ranzow oc drog lided paa Smilebaanded; dißligeste giorde oc Gabel. Oc war iblant anded saaledis skreffuen om Cur-Printzen, att hand nu maaskee giorde sig Haab att arffue Dannemarckis Crone: »mais j'espère — — — — — — cela ne se fera point.« Effter de Ord, der imellem fattedis, spurte G. Rantzow, huad ded war. Ieg sagde, dersom ieg mintist rett, da haffde der wist staaet: qu'en 300 ans. Hand spurte widre, huor hid oc did noget fattedis, huilcket ieg icke alt saa egentlig kunde mindis, oc dog intet paa sig haffde. Ieg meente, att aff forregaaende eller effterfølgende Ord let kunde giettis ded, som borte war; saaes derforuden nocksom, att ded meeste war Skiemt, huilcket Gabel sandede oc sagde: »Ce n'est que raillerie.« Men G. Rantzow oc Feldtherren wille ded icke lade for Skiemt paßere. Skack sagde: »Man meener tit anded vnder Skiemt oc bruger Naffne, huor vnder anded forstaaes.« Thi der vdi Breffuet bleff melded om att dricke vd, war talt om de Schwitzere derris Manner, de offuer Borde haffuer, oc alle de Cantons Herrers Tittel opregnet, huor for Skack formeente, att de Byers Naffn haffde anded att sige. Ieg suarte intet Skack, men der G. Rantzow trengte immerfort, att ieg skulle sige, huad min Mand dermed meente, suarte ieg icke att kunde wide, om hand haffde anden Meening der med end den, som skreffuen stoed. Skack wirrede med Hoffueded oc meente io, huorfor ieg sagde: »Ieg wed ingenstetz, huor de haffuer den Skick offuer Maaltiiderne, som de vdi Schwitzerland haffuer; er der andre Steder, huor de haffuer samme Skick, saa haffuer hand maaskee oc meent dennem der med, thi her talis ickun om Dricken.« Gabel sagde atter: »Ded er ickun Skiemt.« De Ziffrer, for huis Skyld ieg Breffuet synder reeff, ware til Lyckis fuldkommen, oc intet aff borte. G. Rantzow gaff mig ded Arck Papir, huor Styckerne aff min Herris Breff war paa klint, oc spurte mig, huad de Ziffrer betyde. Ieg suarte: »Ieg haffuer ey Nøglen oc kand dennem vden ad icke opløße.« Hand meente, ieg kunde wel. Ieg sagde icke att kunde. »Da erre de opløste« (sagde hand), »oc wii wed, huad ded er.« »Saa meget diß bedre« (suarte ieg). Derpaa flyde hand mig Vdlegningen att læße, oc war den aff den Meening, att worre Sønner haffde skreffuen fra Rom oc begierte Penge, huortil war onde Raad, thi Iunkeren war icke hiemme. Ieg gaff G. Ranzow Papiret igien foruden noget att sige. G. Rantzow begierte aff Rentemestern, att hand wille læße Breffuet, oc begynte Ranzow atter med sine Spørßmaal, huor hid oc did noget fattedis, att ieg ded skulle sige. Ieg gaff hannem samme Suar som før; men efftersom hand paa ett Sted, huor nogle Ord fattedis, hart trengte dennem att wide, oc aff Texten kunde sees, de haffde werret noget spotsk (efftersom ett spotsk Ord fantis skreffuen), sagde ieg: »I kand sette aff samme Slags saa mange der til, som Eder lyster, om icke ett er nock; ieg wed dennem icke.« Gabel sagde atter: »Ce n'est que raillerie.« Dermed spurtis icke meere om Breffuet; men G. Ranzow inquirerte om mine Iuëler, spurte, huor den stoere Demant war, min Mand fick i Franckeriige.[79] Ieg suarte den lenge siden att were solt. Widre spurte hand, huor mine stoere Heng-Perler ware, som ieg haffde borren som en Feder paa min Hatt, oc huor min stoere Tour Perler war. »Alt ded«, suarte ieg, »er lenge siden solt.« Hand spurte ydermere, om ieg da ingen Iuëler meere haffde. Ieg suarte: »Nu haffuer ieg ingen.« »Ieg meener« (sagde hand) »anden Stez.« Ieg suarte: »Nogle loed ieg effter.« »Huor der?« (spurte hand). »Til Bryg,« suarte ieg. Der paa sagde hand: »Nu faar ieg att spørge Eder, Madame, om noget, mig selffuer wedkommer: Haffuer I besøgt min Søster vdi Paris nu sidst, I war der?«[80] Ieg suarte: »Ia«. Hand spurte, om ieg war inde hoeß hender i Klosteret, oc huad Klosteret heede. Ieg berettede hannem att haffue werret i Klosteret, oc att ded heede Couvent des Filles Bleues. Der nickede hand wed som att sande ded. Hand wille oc wide, om ieg haffde seet hender. Ieg sagde, att ingen i ded Kloster sig aff nogen vden aff derris Forældre lader see, derris Søskinde maa icke engang faa dennem att see. »Ded er sant,« suarte hand, stoed dermed op oc gaff mig Haanden. Ieg bad hannem, att hand Hs. kl. Mt. til Mildhed imod mig wille bewege, men hand suarte mig intet. Der Rentemester Gabel mig gaff Haanden, bad ieg hannem om ded samme. Hand suarte: »Ia, dersom I wille bekiende«; gick dermed vd foruden nogen Replicque att høre. Oc haffde de sig offuer tre Tiimer med de Spørßmaal opholt. Der effter kom Slzf. ind oc sagde til mig: »Nu skal I bliffue her inden for, der er ett smuckt Kammers, er nyßen kalcket oc giort smuck huiid; giffuer Eder nu til Fritz.« Anna oc Maren kom oc ind. Gud wed, ieg war sorgefuld, mødig oc træt, haffde en v-liidelig Hoffuit Piine; maatte dog sidde saa lenge, førend ieg kom til Huiile, indtil Sengesteded war tagen vd aff den Mørcke Kircke oc hid ind fløt. Anna bemødede sig vdi midler Tiid alle Huller i den Mørcke Kircke att vdkratze, meenendis enda noget att finde, men til forgieffuis. Den Quinde, som eene hoeß mig skulle were, kom oc da ind. Hinder war loffuet 2 Rdr. om Vgen; henders Naffn er Karen Ollis Daatter. Effter Slozf. med Quinderne oc Maren haffde spiiset, bød Anna oc Maren Blocks mig Goede Natt; den sidste teede stoer Affection. Slozf. lucte tuende Døre for mit inderste Fengsel. Paa den inderste Dør er ett fiirkantet Huul, som med Iern Rigler er forwaret. Ded Huul wille Slozf. oc henge Laas for, men effterloed ded for Karens Forbøn[s] Skyld, thi hun sagde icke att kunde faa sin Aande, om ded skulle were luct. Saa hengte hand Laas for ded yderste Kammers Dør oc for Døren til Trappen; haffde saa fiire Laaße oc Døre toe Gange om Dagen att op- oc ilucke. Her wil ieg mit Fengsels Sted beskriffue. Ded er ett Kammers, som er 7 aff mine Skrit lang oc 6 breed; der vdi staar tuende Senge, ett Bord oc toe Stoele. Ded war nyß kalcket, huilcket gaff en stoer Stanck; ellers war Gulffuet saa tyck med Skarn, att ieg meente, ded war aff Leer, der ded dog er lagt med Muursteen. Ded er 9 Allen høyt, hualt, oc allerhøyest sidder ett Windue, som er en Allen i Fiirkant. Der er dobbelt tycke Ierntraller for, derforuden ett Sprinckelwerck, som er saa tet, att icke en liden Finger kand stickis i Hullerne. Ded Sprinkelwerck haffde G. Rantzow med stoer Forsictighed saaledis bestilt (som Slozf. mig siden sagde), paa ded att ingen Due skulle noget Breff indføre, som hand wel før i en Romans haffde læst att were skeed. Ieg war suag oc aff Hiertet høyt bedrøffuet, wentende en naadig Forløßning oc Ende paa min Iammer, taw stille oc klagede mig intet, suarte lided, naar Quinden mig tiltalte. Stønem i Tancker kratzede ieg paa Weggen, huor vd offuer Quinden kom i de Tancker, att ieg war forstørret i Hoffueded, sagde ded for Slozfogden, oc hand ded igien for Dronningen, som flittig huer Maaltiid, naar Døren war aaben, sendte Bud for att lade fornemme, huorledis med mig til stoed, huad ieg sagde, huad ieg giorde. Quinden haffde da icke meget att sige, sin Eed med Fyllist att giøre, huilcken hun (effter egen Sien) for Slozfogden haffde afflagt. Men siden fick hun noget att giøre sig goed med. Oc effter som Styrcken mig dagligen betogis, glædde ieg mig imod Enden, loed den 21. Augusti Slozf. indfordre, begierendis aff hannem, att hand om en Prest wille anholde, som mig kunde berette. Ded bleff strax bewilliget, oc Kl. Mts. Hoff-Predicanter, Magister Mathias Foß[81], befalet mig att betienne, huilcken paa sit Embedis Wegne saawel som formedelst Befaling mig forreholt, att ieg icke min Samwittighed med noget skulle beswære; ieg maatte were forsickret, att ieg aldrig her i Werden fick min Mand meere att see; bad mig dog sige, huad ieg om ded Forræderi wiste. Ieg kunde for Graad neppe Ordene vdføre, sagde, att ieg want[82] for Gud vdi Himmelen, for huilcken intet er skiult, att mig om ded Forræderi intet war witterligt; ieg wiste wel, att ieg aldrig i mine Dage fick min Mand meere att see; ieg befalede hannem den Allerhøyeste, som wiste min V-skyllighed; bad eeneste Gud om ett saligt Endeligt oc Skilßmiße fra denne onde Werden; begierte intet aff Presten, vden att hand mig vdi sine Bønner til Gud wille ihuekomme, att Gud wille wed Døden giøre en Ende paa min Iammer. Presten loffuede ded troeligen att effterkomme. Gud haffuer icke behaget oß der vdi att bønhøre, haffuer wilt widre min Troe prøffue, i ded hand mig megen Sorrig, Bedrøffuelse oc Widerwertighed siden den Tiid haffuer tilskicket. Hand haffuer oc hiolpen mig Kaarßet att bære oc hafft fatt wed den tyngeste Ende; hands Naffn wære ewindeligen æret! Der ieg war bleffuen berettet, trøstede mig M. Foß oc bød mig fare wel.

Ieg laa saa stille hen vdi tre Dage, nød lided eller intet. Slozf. spurte offte, om ieg noget begierte enten att æde eller dricke, eller om hand skulle sige Kongen noget. Ieg tackede hannem, ieg begierte intet.

Den 25. Aug. importunerte Slozf. mig flux med sin discours, meente, ieg haffde ond Troe til Dronningen. Hand tog ded der aff: thi Dagen til forne haffde hand sagt mig, att Hs. kl. Mt. haffde befalet, att huis ieg aff Køckenet oc Kelderen begierte, skulle de mig lade følgactig were; huor til ieg da suarte: »Gud beware Hs. Mt.! hand er en goed Herre, maatte hand were goed for onde Mennisker.« Oc sagde hand da: »Dronningen er ocsaa goed«, huortil ieg intet suarte, huor for hand nu Dronningen wille føre paa Tale oc høre, om hand kunde drage nogen Ord aff mig; sagde: »Dronningen beklager Eder, att I saa haffuer laded Eder forføre. I haffuer wult Eder selffuer den Vlycke, ded giør hender ont; hun er Eder icke wree, hun haffuer Medliidenhed med Eder.« Oc saa som ieg intet suarte, repeterte hand ded igien, oc alt imellem sagde hand: »Ia, ia, mein liebes Frewlein! es ist so, wie ich sage.« Ieg war meget fortreedden offuer den Snack, sagde: »Dieu vous punisse!« »Ho, ho!« (sagde hand) »sie wil pißen!« kalte paa Karen, gick vd oc lucte Dørene. Dermed fick ieg v-formodendis Roelighed for hannem. Latterligt war ded, att Quinden endelig wille nøde mig til att lade mit Wand, fordi Slozf. saa sagde. Ieg bad hender komme ihue, att hun nu icke tog ware paa ett Barn (hun haffde werret Waag-Quinde før hoeß Børn). Hun kunde icke saa snart komme aff den Waane att omgaaes mig som ett Barn, brugte lenge den Manner, indtil ieg hender loed anded forstaa.

Der ieg fornam, att min Maffue begierte Maed, oc ieg Spießen hoes mig kunde beholde, bleff ieg v-taalmodig, att ieg icke kunde døe, men att ieg vdi saa stoer Elendighed skulle leffue; begynte med Gud att disputere oc wille med hannem gaa i Rette. Mig syntist ey att haffue ded fortient; ieg meente att were for groffue Synder langt reenere end som Dauid, der dog torde sige: »Skal ded da were til forgieffuis, att mit Hierte wandeler v-straffelig, oc ieg toer mine Hænder vdi V-skyllighed, oc ieg er dagligen plaget, oc min Straff huer Morgen der?« Ieg meente icke att haffue saa offuerstoer en Straff forskylt, som ieg med bleff straffet; sagde aff Iob: »Lad mig wide, huorom du trætter med mig! Behager ded dig att giøre Wold? Bortkaster du dine Hænders Gierninger?« Ieg glemte intet aff alt ded, Iob sig med wille retferdig giøre, att fremføre, oc syntist mig, att ieg ded billigen paa mig applicere kunde. Ieg forbandede med hannem oc med Ieremia min Fødsels-Dag oc war meget v-taalmodig, haffde ded dog hoeß mig selffuer oc talte icke høyt; slap stønnem v-forwarendis ett Ord vd, war ded dog paa tydsk (efftersom ieg meest Bibelen paa tydsk haffuer læst), saa att Quinden ey forstoed, huad ieg sagde. Meget v-roelig war ieg med Huiisten oc Kasten i Sengen hid oc did. Quinden spurte mig offte, huor ded war fat. Ieg bad hender lade mig haffue Fred oc intet tale til mig. Mig war aldrig bedre end om Natten, naar ieg formerckede, att hun soff; saa kunde ieg med Friihed lade mine Taarer flyde oc giffue mine Tancker derris frii Lob. Da gick ded an paa en Rettergang. Ieg opregnede alt ded, ieg v-skyldeligen vdi mine Dage haffde liid oc vdstaaet, holte Gud forre: Om ieg war wegen fra min Plict? Om ieg skulle haffue giort mindre imod min Ectefælle, end som ieg haffde giort? Om ded skulle were min Løn, att ieg hannem vdi Moedgangs Tiid icke wille forlade? Om ieg nu derfor skulle piinis, plagis oc bespottis? Om saa mange v-udsiigelige Vlycker, ieg med hannem haffde vdstaaet, icke ware nock, att ieg endeligen til denne v-lægelige stoere Vlycke skulle conserveris? Ieg wil icke døllie min V-fornufft. Ieg wil bekiende mine Synder. Ieg spurte: Om der endnu kunde were noget wærre tilbage, huor effter ieg skulle leffue? Om der oc war nogen Iammer til i Werden, som wed min kunde lignis? Bad Gud att giøre der paa en Ende, thi hand haffde ingen Ære der aff mig saaledis att lade leffue oc stetze plagis; ieg war dog icke aff Iern oc Staal, men, aff Kiød oc Blod. Ieg bad, att mig maatte indskydis eller i Drømme forstendigis, huad ieg skulle giøre, att ieg min Iammer kunde forkorte. Naar ieg lenge haffde disputeret oc trættet min Hierne, mig oc saa forgræt, att ded syntist ey Taarer meere att were forhaanden, falt ieg i Søffn, men waagnede med Forskreckelse, thi ieg vdi Drømme haffde v-hørte gruelige Fantasier; saa ieg gruede for att soffue, begynte saa atter igien min Elendighed att beklage. Endeligen saae Gud til mig med sine Naadsens Øygne, saa att ieg den 31. Augusti fick en roelig Søffn om Natten, oc ret vdi Dagningen wognede ieg med effterfølgende Ord vdi Munden: »Mein Kind, verzage nicht, wan du von Gott gestraffet wirst; dan welchen der Herr lieb hatt, den züchtiget er. Er steupet aber einen ieglichen Sohn, den er auffnimt«. Ieg talte de sidste Ord høyt vd, tenckte, att Quinden soff; maaskee att hun i ded samme wognede, oc spurte hun mig, om ieg noget begierte. Ieg suarte: »Ney«. »Da talte I« (sagde hun), »oc neffnte Eders Strømper; ded anded kunde ieg icke forstaa.« Ieg suarte: »Da haffuer ded werret i Søffne; ieg begierer intet.« Laa saa stille hen oc besinnede mig; kiendte oc bekiente min Daarlighed, att ieg, som ickun war Muld oc Iord, Støff oc Aske, ia skiendelig Møg, med den allerhøyeste vbegriibelige Gud wille gaa vdi Rette, trætte med min Skabere oc hands sluttede Raad, mestere oc imod sige. Ieg falt vdi stoer Graad, bad inderligen oc hierteligen om Naade oc Forladelse. Haffde ieg før giort mig reen med Dauid oc stoelet paa min V-skyllighed, saa bekiendte ieg da med hannem, att ingen findis retferdig for Gud, ia icke end en. Haffde ieg med Iob talt daarligen, sagde ieg oc med hannem, att ieg haffde giort v-wiißeligen oc talt om Ting, som ware mig for høye, oc ieg icke forstoed. Ieg indflyde til Guds Naade, forlod mig paa hands stoere Barmhiertighed, forreholdende hannem Moßen, Iosua, Dauid, Ieremia, Iob, Ionas oc andre, huilcke ware høytbegaffuede Mænd oc dog saa skrøbelige, att de vdi Nødens Tiid imod Gud knurrede oc murrede; bad, hand mig, som ded allerskrøbeligste Leerkar, aff Naade ded wille forlade, ieg kunde dog icke anderledis were, end hand mig haffde giort. Alle Ting ware vdi hands Mact; ded war hannem let at giffue mig Taalmodighed, saa som hand mig tilforne Styrcke oc Moed haffde giffuen saa haarde Pust oc Stød att vdstaa. Oc bad ieg Gud (nest mine Synders Forladelse) om intet anded end om en goed Taalmodighed min Forløßnings-Tiime til att affwarte. Gud bønhørte mig naadeligen, hand tilgaff mig icke alleeneste mine daarlige rasende Synder, men hand gaff mig endoc ded, ieg hannem om bad, thi daglig Dags tiltog min Taalmodighed. Sagde ieg stønnem med Dauid: »Wil da Gud forskyde ewindeligen oc ingen Naade meere betee? Er ded da slet vde med hands Naade, oc haffuer Løffterne en Ende? Haffuer da Gud forglemt att were naadig oc sin Barmhiertighed for Wreede tilluct?« saa sagde ieg oc widre med hannem: »Men dog, ieg maa liide ded altsammen, den Høyestis Haand kand allting endre.« Ieg sagde aff den 119. Psalme: »Ded er mig gaffnligt, Herre, att du ydmyger mig, paa ded att ieg kunde lære din Ræt.« Guds Krafft giorde vdi mig sin Wirkning. Mig rant vdi Sinde mange trøstlige Sentenzer aff den hellige Skrifft, fornemmeligen diße: »Saa fremt wii liide med Christo, skulle wii oc ærefuld giøris med hannem«. Item: »Alle Ting skal tienne dennem til beste, som frycter Gud«. Item: »Min Naade er dig nock, thi min Krafft fuldkommis i Skrøbelighed«. I Synderlighed war offte i mine Tancker Christi Ord hoeß Lucam: »Skulle Gud icke rædde sine vdwalde, som raabe til hannem Dag oc Nat, endog hand haffuer Taalmodighed der offuer? Ieg siger Eder, hand skal snart redde dennem!« Ieg fornam i min Bedrøffuelse, huad Nytte man der aff haffuer i Vngdommen Psalmer oc Bibelske-Sprog att haffue lært. Troer mig, mine Børn, ded haffuer vdi min Elendighed werret mig en stoer Trøst. Derfor øffuer Eder nu i Vngdommen vdi ded, som Eders Forældre Eder vdi Barndommen haffuer laded lære, nu! (siger ieg) nu, Bedrøffuelsen Eder icke saa hart giester, paa ded, naar hun kommer, I da kand were bereed att tage imod hender oc Eder med Guds Ord att trøste.

Ieg be[g]ynte lit effter lit att giffue mig til Fritz, att tale med Quinden oc att suare Slozf., naar hand talte til mig, saa Quinden lallede[83] noget for mig, sagde, att Slozf. haffde wel befalet hender, att hun skulle sige hannem alt, huad ieg sagde oc giorde, men hun war wel wiißere, end hun ded skulle giøre; hun forstoed sig nu bedre der paa end vdi de første Dage, huorledis hun skulle bære sig ad; hand gick vd, ded war hender, som bleff hoeß mig indeluct, hun wille were mig troe. Oc der hender syntist, att ieg icke strax trode ded, hun sagde, soer hun høyt, bad Gud straffe sig den Dag, hun war mig falsk, strøg oc klappede min Haand oc lagde den til sin Kind, bad, ieg wille troe hender, brugte de Ord: »Min hierte Frue, I maa troe mig: saa sant som ieg er ett Guds Barn, saa skal ieg aldrig suige Eder! Nu, er ded icke nock?« Ieg suarte: »Ieg wil troe Eder«; tenckte ey anded att wille sige eller giøre end ded, hun nock maatte divulgere. Hun bleff meget glad att haffue faaet Munden op, oc sagde hun: »Imens I laa saa stille hen for Eder selff, oc ieg haffde ingen att tale med, da sørgede ieg inderlig oc wille icke saa lenge [til?] haffue leffuet mit Liiff, om de end haffue wilt giffuet mig dobbelt saa meget, thi ieg haffde bleffuen gall. Ieg war ræd for Eder, men langt ræddere for mig selffuer, att Skruerne skulle haffue gaaet løß i Hoffueded.« Hun snackede saa hen oc fant paa allehaande att lee aff. Vdi Vngdommen haffde hun tient en Prest, som haffde holt sit Tynd til Guds-Fryct, der haffde hun lært Psalmer, Bønner oc bibliske Sprog vden ad; wiste oc enda Børne Lærdommen med Vdleggelsen, sang oc temmelig wel. Hun wiste nogenledis, huorledis hun burte att leffue oc sig imod Gud oc sin Næste att forholde; men hun giorde twært imod, thi hun war aff en ond Natur. Hun war en Quinde til Alders, wille dog regne sig iblant de midaldrende. Ded syntist oc, att hun i sin Vngdom haffde wærret smuck oc noget rasende, efftersom hun enda icke kunde lade sin Flanewornhed, oc gantede hun sig offte med Torngiemmeren, med Slozf. Kusk wed Naffn Pær oc med en Fange, som heeder Christian (bemelte Fange meldis widre om); hand gick løß i Taarnet.[84] Maren Blocks loed mig offte hælße wed for^te Kusk oc sendte mig adskillige Slags canticeret Sucker oc Zitroner, loed mig da oc da wide, huad nyt som hun wiste. Alt dette skulle wed Quinden forrettis; oc kom Quinden en Dag ind, effter Dørene ware lucte, oc helßede mig fra Maren Blocks; siger: »Frue, wil I skriffue til Skaane til Eders Børn, da er der nu en sicker Leilighed.« Ieg swarte: »Miine Børn erre icke i Skaane, men kand ieg faa Bud til Skaane, da haffuer ieg der en Wen, som wel skal lade mig wide, huor miine Børn liider«. De flyde mig et Stycke krøglet Pappir oc att skriffue med. Skreff med faa Ord F. Margrete Rantzow[85] til i den Meening, att hender war min elendig forfallen Stand wel witterlig, formodede dog, att henders Wenskab icke derfor war forminsket, bad, att hun wille lade mig wiide, huorledis miine Børn liide, oc wed huad Hændelse de skulle wære kommen til Skaane, som bleff berettet, oc ieg dog icke troede. Ded war ded, ieg skreff oc flyde Quinden; hørte intet widre derom, meener, att ded haffuer wærret saa befalet for att see, huem ieg wille skriffue til etc. (De haffuer spøget, for att nogle aff Eder, miine kiære Børn, skulle komme i Skaane.) Ieg syede Breffuet eller Seddelen til paa en Maade, saa den icke kunde aabnis, foruden att ded io kunde synnis. Ieg spurte nogle Gange Quinden, om hun icke wiste, om ded Breff war sendt bort. Hun swarte altiid, hun wiste icke, oc ded med en suur Miine; sagde endeligen engang (der ieg atter haffde beded hender spørge Pær ad): »Den, der skulle haffue ded, haffuer wel faaet ded.« Ded Swar gaff mig Efftertancke, oc spurte ieg siden intet widre derom.