Fortalen Til mine Børn.
Reading edition
Hierte kiere Børn! Billigen kand ieg med Iob sige: Der som man min Iammer kunde weye oc mine Liidelser tilsammen i en Wect-Skaal legge, da skulle de were tyngere end Saand i Haffuet. Ia wißeligen erre mine Liidelser stoere oc mange, de erre tunge oc vtallige[10]. Mit Sind haffuer lenge offuer denne Iammers Minde werret striidig, ey kundende slutte, om ieg mig icke snarere skulle bemøde mine Liidelser att forglemme end dennem att ihuekomme. Men endeligen haffuer tilskyndende Aarsager mig dreffuen icke alleeneste min Iammer att ihuekomme, men den endoc vdi Pennen att forfatte oc Eder, mine kiære Børn, den att tilskriffue[11].
Første tildriffuende Aarsage er Guds Allmectigheds Errindring, efftersom ieg ey min Iammer, Angst, Nød oc Smerte ihuekomme kand foruden tillige med mig Guds Allmact att errindre, som vdi alle mine Liidelser, Elendigheder, Hiertesorrig oc Bedrøffuelser min Krafft oc Hielp, min Trøst oc Bistand haffuer werret; thi aldrig lagde Gud mig saa snart en Byrde paa, att hand io med ded samme mig effter Byrdens Tyngde Styrcke gaff, saa att Byrden mig wel krum nederbøyede, mig hart knuede oc tryckte, men dog ey slet nederslog, knusede oc vndertryckte, for huilcket den vbegriibelige Guds Allmectighed skee Loff oc Priis i Ewighed. Wil mig alt saa icke alleeneste min Iammer errindre oc Gud for sin naadige Bistand i alle tilføyede bedrøffuelige Tilfald tacke, men endoc Eder, mine kiere Børn, Guds Goedhed imod mig kundgiøre, paa ded I Eder icke alleeneste offuer den Allerhøyestis v-begriibelige Hielps-Gierninger kunde forundre, men endoc med mig der vdoffuer i Tacksigelsen indstemme. Thi med Skiel skal I kunde sige, att Gud vnderlige Ting imod mig giort haffuer[12]; att hand haffuer werret mectig vdi mig suage oc sin Krafft vdi mig, ded allerskrøbeligste Redskab, bewiißet. Thi huorledis haffde ded ellers werret muligt, att ieg saa mange offuer stoere, plutzlige oc v-formodentlige, vlyckelige Tilfælle haffde kundet imodstaa, om hands Aand icke vdi mig sin Wirckning haffde giort? Gud war den, som selffuer traadde ind med mig aff Taarne-Døren, hand war dend, som racte mig sin Haand oc striide for mig vdi Mißdædernis Fengsel, som kaldis den Mørcke-Kircke. Hand haffuer siden stetze, nu nesten ellffue Aar, worren inden mine Fengsels-Døre oc vdi mit Hierte, haffuer styrcket, trøstet, queeget, ia offte endoc glæd mig. Gud haffuer giort vnderlige Ting imod mig, thi ded er meere end vbegribeligt, att ieg saa stoere mig offuerkomne Vlycker haffuer kundt offuerleffue, beholdendis min Fornufft, Sind oc Santz. Ded er sig høyligen offuer att forundre, att mine Lemmer icke erre krumpen oc contract aff Liggen oc Sidden, att mine Øyen icke erre dumme, ia gandske blinde aff Graad, aff Røg oc Smøg, att ieg icke er stackaanded aff idelig Lyßetaande oc Qualm, aff Stanck oc indklemte Lufft. Gud allene Æren!
Den anden tilskyndende Aarsage er den Trøst, ded Eder, mine kiære Børn, wil were, att I formedelst denne Iammers-Minde forsickris, att ieg vskyldeligen liider, att mig icke ringeste Sag er tillagt, oc att ieg intet er bleffuen beskylt, for huilcket I, mine kiære Børn, tør bluis oc Øynene skammeligen nederslaa. Ieg liider for att haffue werret ælsket aff en dydig Herre oc Hoßbonde, for att ey haffue hannem i Vlycken wilt forlade; susspiceris derfor att wide om ett Forræderi, hand aldrig er bleffuen for tiltalt, mindre offuerbewiist, huis Beskyllings Aarsage mig ey bleff forstendiget, ihuor smaaligen oc weemodeligen ieg ded war begierendis. Lader ded were Eders Trøst, mine kiære Børn, att ieg haffuer en naadig Gud, en goed Samwittighed oc en frii Foed att staa paa, att ieg aldrig nogen skammelig Gierning haffuer giort. Ded er en Naade hoeß Gud, siger Apostelen St. Peder, om nogen bærer ded onde formedelst en goed Samwittighed oc liider Vret. Ieg liider, Ære wære Gud! icke for mine Mißgierninger, thi da war ded mig ingen Roeß, men ieg kand roeße mig aff, att ieg aff Vngdom op Christi Kaarßdragerske haffuer werret oc hafft v-trolige himlige Liidelser, huilcke effter mine Aar oc Alder ware wel tunge att bære.
I huor wel min Iammers-Minde icke widre indholder eller om melder, end huis sig med mig i dette Fengsel paa elffte Aar haffwer tildraget, saa kand ieg dog icke forbigaa Eder, mine kiære Børn, mine forrige Liidelser korteligen i denne Fortale att paaminde, tackende Gud for diß Offuerstriidende.
Eder, mine hierte kiære Børn, er icke alleeneste witterligt, men ded er endoc landkyndig, huad stoere Liidelser oc effterfølgende Vlycker Dina oc Walter med derris mectige Anhang worris Huuß paaførte Anno 1651[13].
At ieg intet skal melde om saa mange modige oc tunge Dagis Reiser, om Haffs-Nød oc mange Slags Farligheder, ieg vdi fremmede Lande fristet haffuer, den eeneste Reiße wil ieg Eder alleene til Gemøte føre, huilcken min Herre mig imod mit Sind befalede att giøre i Dannemarck Anno 1657. Den war Winter Dag, besuærlig oc farlig. Ieg liide Spott oc Forfølgelse, oc dersom Gud icke haffde giffuen mig Moed oc den ded betaget, som mig skulle griibe, da haffde ieg ey paa den Tiid vntgaaet Fengsels Vlycke[14].
I dragis wel til Minde, mine kiære Børn, huad ieg i den malmøske Arrest fiorten Maaneder liide oc vdstoed; att den største Naade, Hands kl. Majt. aff Suerrige, Konning Karl den tiiende, mig da bewiiste, war, att hand satte ded i mine Kaar, enten ieg wille were paa frii Foed oc raade for worris Goedz, eller oc med min Herre were arresteret. Ieg erkiendte den Naade oc ded sidste som ded skylligste vdwalde, actendis ded for en Lycke, att ieg min da sorgefulde oc siden med Sygdom behafftede Hoßbonde maatte trøste oc tienne. Ieg antog ded oc for en Naade, att mig bleff tilsted (der min Herre for Suaghed ey selffuer kunde) for hannem att gaa i Rette. Huad Hiertesorrig oc Bedrøffuelse ieg for min skrøbelige Herre haffde, huad Møde, Besuæring oc Bekümring Processen (som offuer nii Vger dagligen bleff forretagen) mig foraarsagede, ded weed den høyeste Gud, som war min Trøst, Styrcke oc Bistand, som mig gaff Moed oc Hierte for en Siddendis-Rett min Herris ærlige Naffn att forsuare[15].
Eder er wel icke forglemt, huor hastig en Vlycke anden fuldte, huorledis den Liidelse ey war forbi, førend en langt større hender Haanden racte; oc gick ded oß da, som Poëten siger: Incidit in Scyllam, qui vult vitare Charibdin. Wii vntgick en Arrest oc falt i ett hart Fengsel, vden Tuiffuel formedelst Guds Tilskickelse, som min Herre (imod worris Tagen Affskeed) gaff de Tancker sig til Kiøbenhaffn i Steden for Lybeck att forføye. Huor hierteklemt ieg bleff, der ieg imod all Formoding min Herre i Kiøbenhaffn for mig fant (huilcken ieg formeente alle hands Fiinders Mact oc Wold att were vntkommen), ded kand ieg med ingen Pen beskriffue. Ieg wentede ded, som min Herre icke troede, huilcket dog strax der paa fulte, som war en Arrest, oc bleffue wii anden Dagen effter min Ankomst (effter huilcken biiedis) tagen til Fanger oc førte til Borringholm, huorhelst wii sytten Maaneders Tiid hart ware fengselet[16]. Huad ieg der liide, derom haffuer ieg en fuldkommen Beskriffning giort[17], som ieg formoder vdi Eders, mine kiere Børns, Giemme findis, huor vdaff I seer, huad ieg med min suage Herre vdstoed, huor offte ieg større Vlycke affwergede, efftersom min Herre icke altiid med Taalmodighed Gouuerneurens, Adolff Foßis (som sig Fux kalte), onde Tractament kunde forsmerte. Tungt oc hart war ded att were aff en Bonde Søn spottet oc forhaanet, att were aff hannem sultet, truet oc høtt, men tyngere oc haardere att were syg vnder hands Gewalt oc høre aff hannem de Ord, att der som end Døden saed mig paa Læberne, saa skulle dog icke nogen Guds-Ords-Tiennere komme til mig. O stoer[e] Tyranni! Hands Ondskab war saa offuer Maade stoer, att hand icke kunde taale, at wii lettede huer andre Kaarßet, huor for hand ded saa forarbeydede, att wii effter ellffue Maaneders Forløb fra huer andre bleffue skilte, oc huer særdelis paa ded haardeste fengselet. Min Herre (som da alt war en gammel Mand) foruden Tienner, oc ieg, foruden Tiennerinde, finge ey lengre Lyß, end Afftens-Maaltiid warede. Ieg kand ey forbigaa den sex Maaneders haarde Skilßmiße oc bedrøffuelige Affskeed, wii fra huer andre toge, smerteligen att ihuekomme; thi for menniskelige Øyne saae ded icke anderledis vd end saa, som Gouuerneuren oß spaade, att ded wille were for den sidste Gang, wii huer andre her i Werden skulle see oc tale. Gud wed best, huor tung den Liidelse war, thi hand war den, som trøstede, som gaff Haab imod all Forhaabning, som gaff Moed, der Gouuerneuren mig besøgte oc wille mißtrøste. Gud stadfæstede mit Haab, Goedz oc Formue løste worris Fengsel[18], oc wii finge huer andre igien att see oc tale. Saa bedrøffuet min Herre war, der wii fra huer andre paa Borringholm bleffue skilte, saa glad war hand, der hand toe Aar der effter til den engelske Reiße mig haffde offuertalt, ey tenckendis, att den oß for alltiid skulle attskillige. Min Herre, som haffde alt for goed opinion om Kongen aff Engeland, meente, att nu, hand war til Tronen kommen, att hand icke alleeneste sine stoere mundtlige oc skrifftlige Løffter skulle ihuekomme, men sig oc errindre, att ieg vdi hands Nøds- oc Landtflyctigheds Tiid tog Ringene aff Fingerne oc for hands oc hands Tienneris Maaltiider vdsatte. Men huor nødig ieg mig den Reiße paatog, ded er nogle aff Eder, mine kiære Børn, bekiendt, wel wiidende, att hoeß en vtacknemmelig ey anded end Vtacknemmelighed er att hente oc wente. Ieg haffde andris Exempler att speile mig vdi, men ded war mig saa forrelagt. Der ware beeske Stycker Brød for mig tilskaarren, oc bitter Kaarß-Galle for mig indskenket vdi ded Blaa-Taarn paa Kiøbenhaffns-Slott; did skulle ieg, ded der att æde oc att vddricke.
Eder er icke v-witterligt, huor falskeligen Kongen aff Eng. med mig handlede, huor wel hand tog imod min Komme, huor hand mig med ett Iudas-Kyß helste oc sin Fencke tittulerede, huorledis hand baade selffuer, saa wel som wed sine høye Ministri, all kl. Gunst oc Naade forsickrede oc mig for de forstracte Penninger Betaling loffuede. I wiide, huor suigacteligen hand mig (effter Hs. kl. Mt. aff Dannemarckis Begiering) til Dovers loed arrestere oc siden wed den Forræder Lutenant Braten wiiß giøre, att hand mig himmeligen wille lade vntkomme, leuerende mig dermed i den danske Resident, Simon Petcons Hender, som med aatte bewæbnede Mænd mig loed anfalle; selff holte hand sig langt fra oc torde icke komme mig nær. De satte mig Degen oc Pistoll paa Brystet, oc tuende toge mig mellem sig oc satte mig i en Baad, huilcken mig førte til ett Skiib, som forte Resident haffde tilreede, oc haffde hand befalet en Karl wed Naffn Peter Dreyer mig til Kiøbenhaffn att leedsage[19].
Her fra haffuer denne min Iammers Minde sin Begyndelse. Den melder om, huis mig inden ded Blaa-Taarens Døre er hentis. Betencker, mine hierte kiere Børn, diße haarde Liidelser; errindrer Eder oc Guds stoere Goedhed imod mig. Seer: aff sex Drøffuelser haffuer hand vdfriiet mig; wærer wiß paa, att hand vdi den syffuende mig ey lader sticke eller omkomme. Ney! hand wil for sit Naffns Ære[s] Skyld wældeligen mig vdriiffue.
Miine Liidelsers Fortelning er bedrøffuelig att paahøre oc kand de aller haardeste Hierter til Medliidenhed bewege; men lader dens Læßning Eder icke høyre bedrøffue, end Glæden den igien kand offuerweye. Betracter min V-skyllighed, Friimodighed oc Taalmodighed; glæder Eder der vdoffuer.
Mange smaa Widerwertigheder oc daglig Fortred er ieg for Witløfftigheds Skyld forbigaaet, ihuor wel den ringste aff dennem hart suee i mit ømme Drøffuelsis Saar.
Ieg bekiender mine Suagheder oc bærer ingen Sky Eder dennem att fortelle. Ieg er ett Menniske oc fuld aff menniskelige Skrøbligheder. De første Bewegelser staar icke vdi worris Mact, man offueriilis stønnem, førend man sig kand besinde. Gud wed, att ieg offte haffuer giort mig baade døff oc blind for icke til Wrede att opirris. Ieg skammer mig wed Slozfogdens Iohan Iægers, Kresten Maansøn Taarnegiemmers, Karen Ollis Daatters oc Catharina Wolffs vtuctige Ord, skiiden Snack oc groffue Plom[p]heder att indføre oc opregne; ded wille for meget ledere høfflige Ørne. Ded kand ieg Eder forsickre, att ded offuergaar alt ded, som v-teerligt, skidden, tølpersk oc v-sømmeligt kand were; thi groffue Ord oc fuull Tale war derris Wenligheds oc Mildheds Tegn, oc blodige Eeder derris Vsandferdigheders Smycke oc Beprydelse, saa att derris Omgiengelse war mig meget v-angenem. Ieg war intet gladere, end naar Dørene imellem mig oc dennem ware luct, som for mig lucke skulle, saa haffde ieg ickun Quinden alleene, huilcken ieg stønnem med goede, stønnem med Vdfuen oc Truen kunde komme til att tie.
Ieg haffuer endoc hafft goed Omgiengelse oc endnu haffuer, huis Tiennester oc Høffligheder ieg tilbørligen ihuekommer oc wil, saa lenge ieg leffuer, ihuekomme. I, mine kiere Børn, wille ded oc imod en huer effter Muelighed erkiende.
I finder oc vdi denne Iammers Minde tuende aff worris Huußis Hoffuit Fiinder, som [er] Iørgen Walter oc Iørgen Skrøder[20], offuer huilcke Gud mig haffuer hæffnet oc wille, att de skulle trenge til mig, oc ieg dennem skulle hußuale. Walter giffuer mig noget Anleding lided mere, end mit Forset war, om hannem att melde.
Aff de Psalmer oc aandelige Wiiser, ieg componeret oc translateret haffuer, indfører ieg nogle til den Ende, att I, mine kiere Børn, kand see oc kiende, att ieg mig stetze haffuer holt fast til Gud, huilcken haffuer wæret oc endnu er min Muur imod alle Anløb oc min Tilfluct imod alle Slags Moedgang oc Widerwertigheder. Giffuer intet Act paa Riimene; de erre icke effter alle de Regler, Poëterne sig giøre; men giffuer Act paa Materien, Meeningen oc Nytten. Ieg haffuer ey heller wilt mine andre smaa Tiidsfordriff forbigaa, thi der vdaff kand I Eder mit Sinds Roelighed forwiße oc see, att ieg ingen ledige Tiimer haffuer, [ia?] att en (for andre affskylig) Røtte mig endoc tienner til Tiidskortning.
Tuende Observationer haffuer ieg antegnet. Ihuor wel de erre om ringe oc foractelige Dyr, saa erre de dog merckelige, oc tuiffler ieg paa, att de aff nogen naturkündiger tilforne erre bleffuen i Act tagen. Thi att der findis ett Slags Kaal-Orme, som føder leffuende smaa Orme, oc saadanne som de er selff, troer ieg icke, haffuer før werret noteret. Mindre, att en Loppe føder en formeret Loppe, oc icke en Gned kommer aff en Gned[21].
Mine hierte kiere Børn Eders hulde Moder Leonora Christina V. E. G.[22]
Skreffuen i ded Blaa-Taarn Anno 1674 den 18. Iulii, mit Fengsels ded elffte Aar, min Fødsels Dag, oc Alders 53. Aar.
Ieg haffwer oc ihuekommet med allerstørste underdanig Tacksigelse worris nu allernaadigste Arffwe Kongis Naade imod mig, stacket effter Kongl. Majt. kom til Regieringen.
Dißligeste ihuekommet worris allernaadigste Regierings Dronnings oc Hs. Durchleutighed, Cur-Fyrstinnen aff Saxsens Medliidenhed offwer min ulyckelige Skiæffne; saa oc Hendis Majt. Dronningens særdelis Naade.
Ieg haffwer oc icke forgiæt med tilbørlig Skyllighed att ihuekomme Hendis Majt. Dronningens Frue Moders, den dydige Landt-Greffwinne aff Hæßens, Naade imod mig.
Haffwer oc antegnet adskilligt, som wærende Tiid, fra An. 1663 indtil Anno 1674, i mit Fengsel sig haffwer til draget, i Meening der weed min Iammers Minde att ende, efftersom ieg fant hoes mig en Fornøyelse oc offte trøstede mig selffwer, att ded er bedre att wære uskyllig fengselet end att wære frii oc haffue forskyldt Fengsel. Ieg errindrede mig att haffue læst, att Fengsel haffde tient mangen een til Beskiærmelse imod større Farligheder oc fra att falde i derris Fiinders Hænder. Der haffwer wærret de, som erre udkommen aff derris Fengsel oc strax der effter erre bleffwen myrtte. Der haffwer wærret de, som haffwer hafft derris rundelig Ophold i Fengsel oc siden i Friiheden liid Nød. Uskyllig Fengsel undertrycker icke eens Ære, men den forøger Æren. Mangen een haffwer i Fængsel faaet stoere Widenskaber oc erfaret de Ting, de før icke kunde naae. Ia, Fengsel leeder til Himmelen. Sagde saa offte til mig selffwer: Trøst dig, du Fange, du est lycksalig.
Efftersom ded 1674. Aar ickun war Hælten aff miine Fengsels Dage, saa haffwer ieg i denne min Iammers-Minde[23] tilføyet ded, som siden den Tiid inden miine Fengsels Døre sig haffwer tildraget. Ieg liider mod min Friiheds Afften, 1685 den 19. Maj.[24] Gud allene Æren, som Kongl. Majt. til Retferdighed haffwer beweget!
Her hoes wil ieg ihuekomme dennem, hwis dødelig Affgang mig wærende mit Fængsel bleff beretet:
Kongl. Majts. Premier Ministre, Greff Christian aff Rantzov, døde i September Maanet 1663. Leffwede icke den Dag att dricke Skaaller til worris Princeße oc Cur Prinzen aff Sachsens Troloffwelsis Fæst. Langt mindre naaede hand den Dag att see (effter hands Angiffwende) et Træ Billede til min sl. Herris Spott att parteris. Døden war hannem meget bitter.
Encke Dronningens Hoffmesterinne, som war mig saa meget streng i min største Bedrøffwelse, haffde en lang piinactig Sygdom; sagde aff Utaalmodighed, att Helffwedis Piine war icke større, end som henders Piine war. Man kunde paa Taarnet høre hender skriige. Hun bleff ført paa en Dyne need i Byen oc døde der.
Able Catharinæ Døe war meget smertelig. Haffde hun før søgt hoes mig paa himmelige Stæder effter Breffue, da bleff hun siden aff Balberere meget befølt, efftersom hun haffde Byller paa himmelige Steder. Hun bleff skaarren oc brent. All den Piine udstoed hun i Haab att leffwe, men hwercken Batskerns Windskiibelighed eller Dronningens Besøgelser kunde rædde hender fra Døden.
Secreterer Erich Krag, som haffde laded see sit onde Hiertelaw imod mig i mit Fengsel den Myrcke-Kircke, bleff hastig aff Døden henryckt paa et ureent Stæd; war frisk oc sund, haffde til Middag laded indbyde Giæster til sig, saed oc skreff wed sit Bord, gaar ud for att giøre sit Behoff, der finder hands Folck (effter lang Biien) hannem døe.
General Major Friderich von Anfeldt,[25] som meere end som een Gang gaff sin Glæde tilkiende offwer min Ulycke, hand døde saa, som hand haffde leffwet; war et uguddeligt Menniske oc en Guds Bespottere. Hand kunde Lyckens skeele Øyesyn icke imodstaa, bleff rasent, fordi en anden fick en Ære Tittel, hand adtraade; ded war wel ringe att tabe Sind oc Santz for. Hand wille intet høre om Gud, mindre forlige sig med Gud. Begge Dronningerne, Encke Dronningen oc den regierende Dronning, offwertalte hannem endeligen der til. Der hand haffde annammet Sacramentet, sagde hand: »Nu haben Ihr. Majeste[te]n Ihren Willen gehabt, wo zu ist das nu guth?« Bleff weed att bande oc læstere oc døde saa hen.
Effter lang udstaaende Sygdom døde Feldt-Herren Sckack.
Dißligeste Canzeler Peter Ritz.
Kongl. Majt. Kong Friderich den 3s Død forfremmede Stadtholder Christoffer Gabels Døe. Hand følte, att Encke-Dronningens Haed meget imod hannem formaatte, ynskede sig Døden; Gud bønhørte hannem.
Ded haffwer behaget Gud, att ieg skulle selffwer wære Widne til, att Walter døede en ynckelig Døe, ia, att ieg skulle selffwer beklage hannem. Naar ieg hørte hannem skriige, da rant mig forrige Tiider i Sinde, oc tenckte offte, huorledis et Menniske kand lade sig forføre at giøre den ont, aff hwilcken den alt gott oc Ære haffwer nyt.
Magister Buck, min Skriffte-Fader, som handlede saa ille imod mig, udstoed megen Piine paa sin Soete-Seng; war tre Dage maalløß, førend hand døde.
Den Sckelm oc uguddelig Krop Christian, som giorde mig saa megen Fortred i mit Fengsel, der hand kom paa frii Foed oc til sin Hoßbonde, Maans Armfeld[26], i Iylland, kom hand i Trætte med Presten, som wille, att hand skulle staa Skriffte for et Quindfolck, hand haffde locket. Den Sckelm sticker Ild paa Præstens Gaard; Præstens Hustrue bliffwer inde brent, som meente att rædde noget aff sit Goedz, oc all Præstens Formue lagt i Aske. Præsten wille icke forfølge den Sckelm med Retten, befalede hannem den rætte Dommere oc hannem alleene Hæffnen. Den Mordbrenders Samwittighed begynte att wogne; hand leffwede en lang Tiid i Fryct oc forskræckede sig, naar hand saae nogen komme, som gick noget hastig, raabte da høyt oc med Rystelse sagde: »Nu taer de mig«, løb hid oc did, wiste icke huort hen. Endeligen fantist hand døe i Marcken oc med de Omstendigheder att haffwe skiøt sig selffwer ihiæl, thi de fant en lang Byße liggendis imellem hands Been, Piiben liige imod Brystet, oc en lang Kiæp i Haanden, som hand haffwer støt Trøckeren løß med; saa hand døde icke saa christelig, som hand haffde død under Bødels-Haand, hand saa forfløyen om talte icke att skiøtte om, der som hand ickun kunde bringe en anden i Fortred.