Afskriverens bemærkninger (continued 5)

— Stakkels, stakkels Helmuth! sagde den gamle — Hvordan er dog alt dette gaaet til!

Baronen slog uvillig ud med Haanden.

— Har du set hende? spurgte han.

— Nej ....

— Hvor har de lagt ....

— Oppe i Riddersalen. Der ligger de begge to.

— Jeg vil ikke ha' ham her paa Gaarden! Lad ham straks blive kørt over til Holgersminde!

— Ja, ja, Helmuth; men Herredsfogeden maa vist først ta' Syn.

— Herredsfogeden?

— Ja; Forvalteren er kørt ud efter ham. Jeg tænker, her skal holdes et Slags Forhør.

— Jeg viser mig ikke! sagde Helmuth afgjort.

— Du kommer dog vist til det ...

— Skal jeg ogsaa forhøres maaske?

— Næi, det skal du vel ikke ... Men Herredsfogeden maa vist ha' noget at vide om de nærmere Omstændigheder.

— Det kan de andre sige ham! De ved meget bedre Besked ... Jeg kan ikke staa der og snakke om ... om den Historie! Den Sag kommer ikke mig ved! Hvad kan jeg gøre for, at han og hun ligger og ... ligger og horer sammen!

— Stakkels, stakkels Dreng! sagde den gamle Frue og klappede Sønnen paa Armen. Men Helmuth trak sig igen bort ligesom angest for Moderens Berøring.

— Du maa ta' dig af Sagen, sagde han — Spørger From efter mig, saa sig, at jeg vil ingen se. Det maa han da kunne forstaa!

— Ja, ja; jeg skal nok ... Har du faaet noget at spise i Dag, Helmuth?

— Nej.

— Vil du ikke ha' noget?

— Nej!

— Jamen, Helmuth, du har ikke godt af ....

— Plag mig ikke!

— Vil du da heller ikke prøve paa at lægge dig lidt ...

— Hum! sagde Baronen utaalmodig — Gaa nu ned, Mo'r! Der kommer en Vogn. Det er vist dem.

Og han skød lempelig sin Moder hen mod Døren.

— Jeg lukker af igen! sagde han — Og jeg lukker ikke op for nogen som helst!

— Nej, nej, min Dreng; jeg skal nok sørge for, at du faar Lov at være heroppe i Fred! ... Men jeg har tænkt paa, Helmuth, om det ikke er rigtigst at sende Kammerjomfruen med Karen og den lille Jansen over til Jerslev foreløbig! Hvad mener du? De kan jo faa Mad hos Postmesterens?

— Gør som du vil! Det kommer ikke mig ved!

Og Døren lukkedes, og Nøglen blev drejet om.

— — —

Da Forvalteren en Timestid senere kom kørende med Herredsfogeden og Doktor Larsen, som den sidste havde beordret medtaget, modtog Enkebaronessen dem ude i Galleriet.

De to Herrer følte sig, som naturligt var, dybt rystede over Nattens Begivenheder; og Hendes gamle Naade repræsenterede ved denne Lejlighed som altid, naar hun optraadte, Ligevægten og Overlegenheden.

— Og Deres ulykkelige Søn? spurgte Doktoren næsten med Taarer i Øjnene — Hvordan bær' han Slaget?

— Ja—a, stakkels Dreng, sagde Baronessen med et Suk — han har jo lukket sig inde og vil ingen se! ... De forstaar, min bedste, henvendte hun sig til Herredsfogeden — at under disse Omstændigheder maa man holde ham en Del til gode? Han har bedt mig undskylde sig hos Deherrer; han ...

— Naturligvis, naturligvis! sagde Herrerne — Under disse Forhold ....

— Og han ønskede jo gerne, vedblev Fru Juliane — at ... Grevens Lig fjernedes saa hurtigt som muligt her fra Næsset. Det er ham ubehageligt at ...

— Ja, ja! nikkede Herredsfogeden — Selvfølgelig! ... Men Deres Naade forstaar, der er jo visse Formaliteter ....

— Naturligvis!

— Hvor har man ... æ ... anbragt ...

— Heroppe i Riddersalen.

— Begge??

— Begge, ja ... Det er jo Forvalteren, der har maattet ordne det. Helmuth ...

— Ja, ja! ... Kunde vi maaske ...?

— Ja, nu ska' jeg ringe paa Tjeneren! ... Skal Brandforhøret afholdes her paa Stedet?

— Saa slipper vi jo nemmest over det, ja.

— Helmuth ... Det er jo altsaa ikke nødvendigt, at min Søn ....

— Ved Deres Naade noget om, hvorledes Branden blev opdaget?

— Det var nede fra Dansesalen.

— Opholdt Deres Naade sig dernede dengang?

— Jeg deltog aldeles ikke i Lystigheden i Gaar, min bedste! sagde den gamle Frue og rystede Krøllerne — Jeg kukkelurede i Jerslev! Min Svigerdatter og jeg satte ikke større Pris paa hinandens Selskab, ved De! ... Niels, vedblev hun og vendte sig mod Tjeneren, der var kommen til Stede — vil du ledsage Deherrer over ... over ... Hun fuldendte ikke Sætningen, men slog med Haanden ud mod Fløjdørene til Riddersalen nede for Enden af Galleriet.

— Jovel, Deres Naade!

— Og saa er det bedst, du lader Julius hente Forvalteren op. Doktoren og Herredsfogeden ønsker at gøre Jer nogle Spørgsmaal! ... Ja, vi ses vel, Deherrer, inden De tager af Sted?

Herrerne bukkede. Og Enkebaronessen trak sig tilbage ind i Salonen, hvis Dør Niels aabnede og lukkede.

— Pokkers gammelt Jærn! mumlede Doktor Larsen og saa beundrende efter Damen.

— Ja næsten uhyggelig! mente Herredsfoged From — Det var jo dog hendes Søns Kone!

— —

Ligsynet blev foretaget. Og Brandforhøret afholdt.

Af samtlige Hovedvidners Udsagn fremgik, at Ilden efter al Sandsynlighed maatte være opstaaet ved Uforsigtighed, udvist af de to ulykkelig omkomne.

Men et uoplyst og uforstaaeligt Punkt var der i Affæren: Hvorfor havde Greven og Baronessen ikke forladt Straahytten, da de opdagede Ilden?

De behøvede jo blot at have stødt Døren op for straks at have været uden for al Fare!

Kunde bemeldte Dør stænges af udvendig fra?

Ja.

Havde den været stænget?

Derom kunde ingen Vished erholdes. Thi Rasmus Møller, Jakob Hansen, Mosemand kaldet, og Anders Nielsen, der først af alle havde været til Stede ved Brandstedet, var bleven saaledes bragt ud af Fatning ved at høre Skrigene og Nødraabene inde bag Flammerne, at de øjeblikkelig var løbet tilbage til Slottet for at gøre Allarm.

Men det var ikke rimeligt, at Døren havde været stænget udefra. Thi hvem skulde have gjort det om end blot for Løjer og Spøgs Skyld? Alle var optaget af Dansen og Festligheden, og ingen vidste noget om, at de tvende afbrændte havde søgt Tilflugt i omtalte Hytte. —

Et andet Punkt var dette:

Var den afdøde Baronesses Fraværelse fra Slottet bleven bemærket, før Ulykken konstateredes?

Her vilde det have været ønskeligt, om Baron Helmuth havde været nærværende for at give Svar. Men Hans Højvelbaarenheds fortvivlede og nedbøjede Tilstand var traadt hindrende i Vejen.

Hvorpaa Forvalter Christensen forklarede, at han, Christensen, havde truffet Hans Højvelbaarenhed siddende oppe i Kontoret, beskæftiget med Godsets Regnskaber, da han var ilet op for at give Meddelelse om Branden. Og at Baronen havde givet Ordre til, at Sprøjte og Vandvogn hurtigst skulde køres ned til Brandstedet, og derpaa selv et Øjeblik efter var kommen til Stede og havde deltaget i Rydningsarbejdet. Men da Ligenes Identitet var bleven godtgjort, havde han, Baronen, skyndsomst forladt Pladsen og begivet sig op paa sit Kontor, hvor han havde tilbragt Natten og Morgenen bag aflaasede Døre og uden at ville tilstede andre end Hendes Naade, sin Moder, Adgang. —

Og efter at der endnu var blevet afhørt en Del Vidner, hvis Udsagn alle gik ud paa det samme, nemlig at de først var ankommen til Ulykkesstedet, efter at Branden saa godt som var forbi, afsluttedes Forhøret og Vidnerne dimitteredes.

Konklusionen af Undersøgelsen blev dernæst følgende:

De afbrændte anses for frivillig at have søgt Døden; medens Skrigene og Nødraabene menes at maatte tilskrives Dødskampen. —

Efter at have meddelt Enkebaronessen dette Resultat tog Doktoren og Herredsfogeden Afsked. Og Gemytterne paa Slottet faldt noget til Ro.

— — —

Om Eftermiddagen blev Grev Scheeles Lig transporteret over Fjorden til Holgersminde. Man benyttede dertil den lille, hvide Baad, som fandtes fortøjet ved Badehusflaaden nede bag ved Klitterne.

Og Dagen for Baronesse Alvildas Begravelse blev fastsat. Højtideligheden skulde foregaa i al Stilhed. Der skulde ingen Gæstereren finde Sted, og intet Følge indbydes. — Det var Hendes gamle Naade, som traf disse Bestemmelser.

Da hun et Par Gange havde henvendt sig til Sønnen for at spørge om hans Mening, men stadig havde faaet det samme Svar: Gør som du vil; det kommer ikke mig ved! havde hun besluttet foreløbig at handle efter egen Konduite.

Karen var rejst, og Kaninen var rejst. Ogsaa disse Afgørelser havde Enkebaronessen været ene om at træffe. Efter hendes Diktat havde Forvalteren maattet skrive til den gamle Grevinde i København. (Det havde været umuligt at formaa Helmuth dertil. Og sin egen Haandskrift vilde Fru Juliane ikke udsætte for denne «gamle Tætkams» Kritik!) Og der var pr. Omgaaende kommet som Svar en ligefrem Rekvisition fra Grevindens Sagfører, der, efter nogle almindelige og vel turnerede Vendinger i Anledning af «den sørgelige og i høj Grad beklagelsesværdige Ulykkeshændelse», forlangte Barnet udleveret; «da det formodedes, at Hans Højvelbaarenhed, Hr. Baron v. Leunbach under de forhaandenværende irregulære Omstændigheder ikke ønskede at gøre noget Krav paa den unge Pige gældende. Ligesom det ej heller formentes, at Hr. Baronen havde nogen Ret til at stille et saadant Krav, da Barnet ved Moderens Frafald jo ophørte med at staa i noget som helst tvingende Forhold til sin Stiffader, eftersom den paatænkte Adoption endnu ikke var bleven fuldbyrdet.»

P. S.

«Hvad den unge Piges Arvefordringer efter sin afdøde Moder angaar, skal jeg tillade mig i en senere Skrivelse at komme tilbage dertil .....»

Og Baby rejste.

Hun havde kastet sig om Enkebaronessens Hals og tryglet og besvoret hende om at maatte blive! Hun brød sig slet ikke om at komme tilbage til sin Grandma: Jeg holder meget mere af dig, Bedstemor, meget, meget mere af dig! Aa, lad mig blive, lad mig blive! Jeg skal være saa sød og god og rar! Og du skal nok faa Fornøjelse af mig! Lille, lille Bedstemor, lad mig blive, lad mig blive!

Men hun maatte jo af Sted, Pigebarnet. Dog, den Dag Enkebaronessen havde fulgt de to unge Damer om Bord paa Damperen, havde der været et sentimentalt Minut, hvor hendes gamle Raadsherrehjerte stod paa Nippet til at tage Magten fra hendes ellers saa sobre og retlinede Hjerne! Den lille Karen havde klamret sig til hende og var ikke veget fra hende i det Kvarter, Fru Juliane befandt sig paa Skibet. Og da Klokken ringede, og den gamle Frue skulde gaa fra Borde, laa Barnet igen om hendes Hals og bad hende saa ydmygt og rørende indtrængende om at tage hende med tilbage til Næsset, at Baronessen følte Taarerne stige op i sine hærdede Øjne, og for ikke at gøre sig til Latter for sig selv ved at bukke under for den lilles Sorg maatte hun med Magt rive sig løs og bede de omstaaende «om at binde den tossede Tøs», indtil Skibet vel var kommet i Gang ....

Og imidlertid stod Kaninen, lille og bleg og med Hænderne i Traadhandskerne trykket haardt ind mod Brystet, hjælpeløs og raadvild, og overværede denne Scene, forglemt og upaaagtet, skønt hendes smaa, gode Øjne dog ogsaa var fulde til Randen.

— — —

Baronesse Alvilda blev stedet til Jorden i Leunbachernes rummelige Gravsted paa Næsgaardenes Kirkegaard.

Følget bestod kun af Hendes gamle Naade og Godsets Funktionærer, samt Doktor Larsen og Herredsfoged From.

Præsten fra Syvbakke, der midlertidigt fungerede i afgangne Mascanis Sted, holdt en Tale, der vakte almindelig Beundring paa Egnen ved Indholdets fine Hensynstagen og Ordvalgets noble Diskretion.

Efter Jordpaakastelsen og Slutningssalmen trykkede man tavst Enkebaronessens Haand og drog hver til sit.

Men da Fru Juliane allerede sad i Karossen, som skulde køre hende tilbage til Næsset, kom Pastoren og lagde sine Hænder mildt foldede i hinanden paa Vogndørens Kant.

— Deres Naade mener altsaa fremdeles ikke, at jeg bør søge en Samtale med Deres Hr. Søn?

— Nej, i alt Fald ikke foreløbig, Hr. Pastor.

— Vi bør lade ham gaa nogen Tid i Ro?

— Ja, jeg tror det.

— Ja, aa ja! ... Og Gud skænke ham den fornødne Styrke! ... Vil Deres Naade bevidne Hans Højvelbaarenhed min hjerteligste Deltagelse!

— Tak, det skal jeg.

— Far—vel!

— Farvel, Hr. Pastor! ... Ja, saa kan du godt køre, Jens!

Og Karossen rullede bort.

— Helmuth, sagde Fru Juliane, da hun en fjorten Dages Tid efter Begravelsen traadte ind paa Kontoret, hvor Sønnen som sædvanlig sad i Stolen foran Skrivebordet og stirrede sløvt ud gennem Vinduet — Helmuth, Slagter Krøyer er nede for at se paa de Stude!

— Forvalteren er vel hjemme?

Den gamle Frue gik tæt hen bag Baronens Stol.

— Helmuth, dette her gaar ikke! sagde hun.

— Lad mig være i Fred, Mo'r!

— Nej, Helmuth, vedblev hun indtrængende og lagde sin Haand paa hans Skulder — kom nu, hører du! Herregud, du maa jo dog ta' dig sammen engang! Du vil ha' meget bedre af at ha' noget og ta' dig for! Du sidder jo her og bliver rent syg til sidst! Kom nu!

Baronen vendte sit blege, oppustede Ansigt om mod sin Moder. Han svarede ikke, men saa bare paa hende med et Par sløve, bedrøvede Hundeøjne. Og ned over hans Kinder trillede nogle store, klare Taarer.

— Helmuth dog! udbrød den gamle Frue harmfuld — Nu har du jo drukket igen!

Og hun forlod Kontoret utaalmodig og oprørt. Men da hun var kommen ned i Galleriet, tog hun resolut et Sjal og kastede over Krøllerne og begav sig derpaa ned i Fedestalden for selv at overvære Salget af Studene.

— Vi er da Gudskelov ikke alle bleven Idioter! mumlede hun, da hun rank som en Grenader skred ned gennem Borggaarden — Hold Mund, Hunde!

— — —

Havde Baron Helmuth blot formaaet at mande sig den mindste Smule op, vilde Hendes gamle Naade ingenlunde have følt sig utilfreds med Situationen. Det halve Aars ufrivillige Indespærring i «Klosteret» i Jerslev havde redet hende som en Mare. Dag for Dag var de fire smaa Stuer derovre blevet hende mere og mere utaalelige. Hun kunde ikke røre sig for bare Vægge og Lofter og Møbler: Naar man trækker Vejret lidt kraftigt, min bedste, havde hun engang sagt til Fru Mascani — faar man en Stol i Halsen! Og snyder man Næsen, revner Dørene! ... Og saa det, ikke at have noget rigtigt at tage sig for, ikke at have nogle «Undersaatter» at regere over, bare at gaa der Dag ud og Dag ind og «spille Bold med Stasia», havde til Tider været nær ved at berøve den gamle Dronning hendes ligelige Humør og vende op og ned paa hendes olympiske Ligevægt. Hun havde fattet et grundmuret Had til sin Svigerdatter, fornemmeligst fordi denne havde forstaaet at hindre hende i engang imellem at komme op og «faa sig en Mundfuld Luft» i de højloftede Stuer paa Næsset, hvor hun dog fordum havde «rumsteret» frit og enevældigt i over fyrretyve Aar!

Og nu var hun der.

Men saa var «Drengen» bleven fjollet!

I den første Ugestid havde Fru Juliane, om end ikke billiget, saa dog stiltiende indrømmet Helmuth en vis Ret til at være lidt løjerlig. Vel havde «Fruentimmeret» ikke været meget bevendt; men det var jo da hans Kone; og han havde vist til at begynde med lovet sig megen Fryd og Herlighed af den Forbindelse. Hun var død paa en temmelig ubehagelig Maade ... Naa ja! Men havde hun fortjent det bedre — Den gamle Frue var næsten tilbøjelig til at falde tilbage til sin Barnetro og antage, at det var Vorherre, der personlig havde grebet ind og ladet Gabriel eller en anden Engel sætte Ild paa Hytten for at straffe Baronesse Alvilda og hendes Fætter-Galan! —

Atter og atter havde Fru Juliane forsøgt at tale Sønnen til Fornuft. Hun havde lokket for ham, og hun havde skammet ham ud; men lige meget hjalp det. Det var med Nød og næppe, at hun en enkelt Gang havde formaaet ham til at indtage sine Maaltider i Spisesalen. Som oftest maatte Maden serveres for ham paa Kontoret. Og ud af Huset var der ikke Tale om, at nogen menneskelig Magt kunde drive ham.

Det vil sige: om Dagen ikke. Thi det rygtedes jo lidt efter lidt paa Slottet og Egnen, at Baronen færdedes rundt paa Godsets Stier og Veje, naar alle fornuftige Mennesker laa i deres søde Senge. Snart var han bleven set af en og snart af en anden, som tilfældigvis havde haft Ærinde ude paa denne Tid af Døgnet. Og de af Tjenerskabet, der sov i Hovedbygningen, hørte ham ofte ved Nattetider liste rundt i Værelserne og op og ned ad Trapper og Gange.

At Hendes gamle Naade skulde fortvivle ved disse Sønnens Ekscesser, var jo ikke at befrygte; dertil var Tømmeret i hende for sejgt og stærkt. Men hun blev arrig paa ham, gjorde hun, fordi hun ikke kunde faa i sit Hoved, hvad i Alverdens Riger og Lande der fik dette ellers saa normale og retlinede Menneske «til at skabe sig kulret, som om han lige var sluppen ud af Anstalten!»

Hun havde prøvet paa at tale til ham om Svigerdatteren og sætte hende paa den rette Plads. Men da var Baronen faret op som i Vildelse og havde forbudt hende at nævne Alvilda og alt, hvad hende vedrørte. Og han havde truet med at jage den gamle af Gaarde, om hun oftere vovede at komme med mindste Hentydning til Baronessen og hendes ulykkelige Død! —

Det var i Sandhed anstrengende Tider for den gode Fru Juliane. Hele Gaardens Drift maatte hun varetage, baade den indre og den ydre; og Anstanden maatte hun bevare og dække og skjule for indiskrete Naboers Blikke og Spørgsmaal om Sønnens sørgelige Tilstand.

Men hun var jo, som Doktor Larsen havde udtrykt sig: «et gammelt Jærn».

Dog var hun paa Nippet til at synke i Knæ, da det en skønne Dag opdagedes, at Baronen efter sine Nattevandringer rundt paa Godset listede sig ned i Vinkælderen og tømte adskillige Flasker til Bunden, forinden han henad Morgenstunden søgte sin Seng.

Den gamle Frue segnede om paa en Stol, og det ligefrem sortnede for hendes Øjne, da Niels Tjener kom og meddelte hende denne Opdagelse. Men i næste Sekund rejste hun sig og rystede Krøllerne, medens Blodet steg hende til Hovedet, og hun uvilkaarlig knyttede sine Hænder:

— Svinepels!

Og hurtig skyndte hun sig op paa Helmuths Værelse, hvor han endnu laa og sov Rusen ud. Hun greb ham i Skuldrene og rystede ham vaagen. Og i haarde og buldrende Ord læste hun ham Teksten, saa at det klang gennem Slottet.

Men Helmuth forstod intet af hendes Tale. Omtaaget og svaghjernet af Vin og Søvn og syge Tanker sad han oprejst i Sengen foran Moderen, uartikuleret klynkende og klagende, medens Taarerne trillede ned over hans slappe, bleggraa Kinder.

Saa var det en Aften i Begyndelsen af November. Maanen skinnede klart, men skjultes hvert Øjeblik af store, flossede Skyer, der joges af Stormen hen over Himlen. Klokken var godt ti, og Enkebaronessen sad foran Spejlet ovre i det grønne Gæsteværelse og fik Krøllerne soigneret for Natten.

Hun havde i Dag, den gamle Grenader, foretaget endnu et sidste Forsøg paa at vække Helmuth af hans Døs. — Og han havde lovet at tage sig sammen.

Skønt Fru Juliane jo rigtignok ikke fæstede nogen større Lid til dette hans Løfte, var hun dog i usædvanligt godt Humør og havde gentagne Gange nikket tilfreds til Stasia, der stod paa Skamlen bag hende og opmærksomt fulgte hendes Ansigtsudtryk i Spejlet.

— Ta' mig det Brev der henne paa Kommoden! befalede den gamle og pegede.

Og Stasia hoppede ned og hentede Brevet og hoppede paa Plads igen.

— Nu holder hun sine Øjne hos sig selv, Jomfru Sidensvans! sagde Baronessen og tog Skrivelsen ud af Konvolutten og begyndte at læse den igennem.

Det var en Forespørgsel fra Hannibal, Husarløjtnanten, hendes yngste Søn, som slog sine Folder i Hovedstaden. Rygterne om Helmuths Tilstand havde naaet ham, og han tilskrev nu sin kære Moder og spurgte hende, om hun ikke troede, at det var bedst, at man fik gjort Broderen umyndig eller sat under Administration, da man jo ellers kunde risikere, at Manden lavede Gæld og Skandale og vanrøgtede Godset til Skade for sin Successor? .... Successoren var Løjtnanten.

— Hæ, hæ! klunkede den gamle Frue og foldede Brevet sammen igen. — Han kan bide sig i Næsen, kan han!

Det var denne Skrivelse, Fru Juliane havde spillet ud som en sidste Trumf mod Helmuths Sløvhed og Utilgængelighed .... Og den syntes virkelig at have rystet ham op! Udsigten til, at den yngre Broder muligvis skulde faa Lejlighed til at spille vigtig, kunde Baronen ikke staa for.

— Den Dreng! Hvad bilder han sig ind! mumlede han, da Moderen foredrog Brevet for ham. — Tror han, jeg er ved at krepere! Jeg skal sgu vise ham, at jeg skal leve og styre Næsset hundrede Aar endnu! Den Vindbøjtel!

Og den gamle havde pustet til Sønnens Vrede og gjort sig al mulig Umage for at smede, nu Jærnet var varmt og hvidglødende. Administration og Umyndighedsgørelse vilde jo for hende være det samme som for anden Gang at blive jaget fra Roret! Og hun malede op for Helmuth, hvorledes Broderen naturligvis gik derovre i Hovedstaden og fortalte, at han, Baronen, var bleven fjollet ved Konens Død, og at han, Løjtnanten, snart havde Udsigt til at drage ind paa Næsset som Arvtager og Ejer af hele Herligheden.

— Skriv til ham, Helmuth! pustede hun. — Skriv til ham, min Dreng, og skæld ham Huden fuld! Og ha'de du nu blot haft en Stamherre at møde op med ...! Naa, men det kan vel rette sig!

Baronen havde ved denne Tiltale dukket Hovedet bort og skulet sky til Moderen. Men et Brev til Hannibal havde han da affattet, og det et Brev med baade Næb og Kløer. Fru Juliane havde læst det igennem og tilfreds klappet Sønnen paa Skulderen og sagt, at naar han og hun holdt sammen, saa skulde de nok klare alle Ærter!

Og hun havde faaet «Drengen» med sig en Tur rundt i Markerne. Og paa hendes Vink havde Forvalteren om Aftenen indfundet sig paa Kontoret for «at glo Landvæsen» en Timestid med sit Herskab som i de gode, gamle Dage.

Men hvad der dog foreløbig maatte anses for det fornemste Resultat af dette sidste Angreb var, at den energiske, gamle Dame havde aftvunget Helmuth et Løfte om for Fremtiden at ophøre med sit Nattedrikkeri og som Pant derpaa formaaet ham til at overlevere hende Nøglen til Vinkælderen!

Og derfor lyste ogsaa Fru Julianes Ansigt i Aften saa venligt i Toiletspejlet, at den døvstumme uvilkaarlig begyndte at rode rundt i sin Hjerne, om der ikke muligvis skulde være et eller andet, hun kunde anmode om. Hun begyndte med at tænke paa sit Herskabs gamle, blaa Formiddagskjole; men hver Gang Baronessen nikkede og smilede inde i Spejlet, steg den lilles Dristighed til en fast svimlende Højde: der var jo nemlig en sort Silkekjole med Perlebesætning ....

— Naa, Stasia, Klokken er snart elleve, min Stump! Rap dig!

Og den døvstummes Fingre, der næsten var stivnede i Forventningens Gysen anbelangende Silkekjolen, gav sig paa ny til at spille rundt mellem Papillotterne som Gedekid mellem Kaalstokke.

Taarnuret slog elleve; og Hendes gamle Naade rejste sig.

— Kappen, Stasia!

Den døvstumme fløj ind i Alkoven efter Kappen; og Fru Juliane gik hen til Vinduet og løftede Gardinet til Side for efter Sædvane at kaste et Blik over til den østre Fløj, hvor Sønnens Kontor laa. Det gav et Sæt i hende, og Haanden, der holdt Gardinet, rystede.

— Hum! mumlede hun. — Hvad er nu det for Abekattestreger igen!

Et Lysskær bevægede sig forbi Vinduerne i Salonen; kom derpaa til Syne i Biblioteket og gled ud i Galleriet.

Enkebaronessen bøjede sig frem og pressede Ansigtet helt ind mod Ruden. Og hun saa Lyset glide videre ned gennem Galleriet og ind i Riddersalen.

Hurtig slap hun Gardinet og traadte tilbage i Værelset.

Stasia kom logrende med Kappen for at anbringe den over Damens Krøller; men den gamle stødte til hende, saa at den lille tumlede et Par Skridt tilbage ... Der røg den Silkekjole!

Fru Juliane lyttede anspændt: Døren fra Riddersalen ud til den lille Gang foran Gæsteværelset blev lukket op, og tunge Skridt lød over Gulvet.

Saa blev der banket paa.

— Kom ind!

Døren gled langsomt op, og Helmuth stod paa Tærskelen bleg og skulende og med et blaffende Lys i Haanden.

— Jeg maa tale med dig, Mo'r ....

— Men Helmuth dog! sagde den gamle og stirrede paa Sønnen med store, ransagende Øjne. — Hvad er der nu! Du lovede jo at gaa i Seng!

— Jeg maa tale med dig, gentog Baronen — ovre i Kontoret!

— Kan vi ikke lige saa godt snakke her? Hun kan jo ingenting høre!

— Nej! sagde Helmuth og vendte sig for at gaa.

— Ja vent saa lidt da, til jeg faar en Kjole paa i det mindste!

Men Baronen havde allerede gjort omkring, og man hørte Lyden af hans Skridt bort gennem Riddersalen og ud i Galleriet.

Den gamle Frue kastede hurtig en Morgenslaabrok om sig og skyndte sig efter ham ....

Ovre i Kontoret gik Helmuth rastløs op og ned ad Gulvet.

Fru Juliane blev staaende lige inden for Døren og sendte ham et næsten ondt Blik.

— Herregud, Helmuth, sagde hun saa træt og klagende — skal vi nu begynde forfra!

Baronen gik frem mod hende, fægtende med Armene i Luften som en sindssyg.

— Jeg holder det ikke ud! skreg han. — Jeg holder det ikke ud! Jeg holder det ikke ud!

Den gamle Frue drog et dybt Suk.

— Saa, saa, saa! sagde hun tyssende. — Vær nu dog rolig! Det nytter jo ikke noget at skrige saadan op!

Og hun tog ham ved Haanden og førte ham hen til Sofaen og trak ham ned ved Siden af sig. Han fulgte hende viljeløst.

— Lille Helmuth, begyndte hun saa og saa ham bedrøvet op i Ansigtet — jeg forstaar mig ikke paa dig. Nu har du hele Dagen i Dag opført dig som et fornuftigt Menneske; og saa er det pludselig det samme igen! Jeg er nær ved at opgive Ævred, min Dreng. Husk dog paa, at jeg er en gammel Kone og kan trænge til lidt Hensyn. Du ser jo, at jeg gerne vil hjælpe dig. Jeg har gjort alt, hvad der stod i min Magt, for at vi kunde faa det sammen her paa Næsset som i gamle Dage førend dit ulykkelige Giftermaal; men naar du ikke vil hjælpe lidt til selv, saa .... Hvad si'er du, Helmuth? Herregud saa tal da ud, min Dreng!

Baronen mumlede nogle uforstaaelige Ord, og den gamle Frue fortsatte. Hun talte langsomt og famlende, som følte hun sig uvis.

— Jeg har jo længe tænkt, sagde hun — at der maatte være noget andet, der pinte dig, end blot og bart det, at du havde mistet din Kone; men jeg har ikke villet trænge ind paa dig. Og da jeg nu i Dag saa dig saa fornuftig og rolig, saa tænkte jeg, at du var ved at komme over det. Det vilde jo ogsaa ha' været det bedste, om du selv ... Men hvis du tror, at det kan hjælpe dig at tale, saa ... For kom du først over det, saa klarede alt det andet sig nok lidt efter lidt ... Og husk paa, min Dreng, at hvad der er sket, er sket og kan aldrig lade sig gøre om igen .... Tror du ikke, at mange af de gamle Herrer og Fruer, som hænger oppe i Riddersalen, har gjort Ting, som ... Men de har været stærke, Helmuth, de har været fornuftige og ikke ladet sig beherske af sygelige Ideer. Du maa tro, min Dreng, at jeg tit har følt Trang til at tale rent ud af Posen med dig; men jeg mente jo, at det kun var en Overgang, og at du vilde rejse dig igen, naar du ha'de faaet tænkt ... Jeg har jo ogsaa i mit lange Liv haft Tider, hvor jeg har været ved at bukke under, det ved du vist godt, men jeg har altid taget et Tag i mig selv ... Og saa de andre, Helmuth! fortsatte hun; og det flammede op i hendes Øjne. — Menneskene derude, Pøbelen, de vilde jo trække paa Skulderen af os og ynke og le os ud ... kanske ogsaa nogle af dem vilde føle Medlidenhed! Men vi, som er født over Hoben, min Dreng, vi gamle Slægter, som har et Navn, vi skal bevare for Snavs og Søle, vi bryder os ikke om Medlidenhed! Og gør vi undertiden noget, der kunde bringe Folk til at skrige op og raabe paa Skandale, saa maa vi ta' os sammen og løfte Hovedet dobbelt højt for ikke at blive svinet til af dem, der staar udenfor paa Gaden med Hænderne fulde af Skidt, som de hellere end gerne vil smide paa os! Vi sidder da Gud ske Lov saa højt til Vejrs, at ingen kan naa os, naar vi ikke selv vil!

Enkebaronessens lange Tale var ganske gledet Helmuth forbi, som han sad der, sammenkrøben og foroverbøjet i Sofaen ved hendes Side. Hans Hjerne tumlede kun med een eneste Tanke. Og da hun holdt op at tale, spurgte han, medens hans Fingre famlede nervøst hen over hans Ben.

— Du ved det altsaa, Mo'r?

— Nej, sagde den gamle roligt — jeg ved ingenting, Helmuth! Du har jo ikke fortalt mig noget .... Og jeg saa ogsaa helst, at du ikke gjorde det!

Baronen slog Hænderne for Ansigtet og stønnede.

— Helmuth, Helmuth! raabte den gamle Frue og rev hans Hænder bort og saa ham ind i Øjnene. Forstaar du da ikke, at den Slags Ting maa et Menneske helst beholde for sig selv!

Men Helmuths Hjerne var ikke anlagt for saa sublime Spørgsmaal. Han rokkede bare hjælpeløst frem og tilbage og gentog:

— Jeg bli'er aldrig den, jeg var! Jeg bli'er aldrig den, jeg var!

— Vilde det hjælpe dig, om du fortalte mig det hele, tror du?

— Du ved det jo, Mo'r ....

— Hvad er det da, du vil?

Det varede lidt, inden Svaret kom.

— Om jeg gik hen og meldte mig ... lød det langsomt.

— Ja, hvad saa?

— Og led min Straf ...

— Helmuth!

— Jamen jeg kan jo ikke, ikke, ikke holde det ud! skreg han og kastede sig med Ansigtet ned i Sofaen og stønnede som et Dyr i Dødsens Pine.

Den gamle Frue stirrede fortvivlet ud for sig; og et Øjeblik lukkede hun træt og raadløs sine Øjne. Men saa rettede hun sig paa ny. Hun kæmpede jo for Livet.

— Helmuth, sagde hun og gjorde sin Stemme saa mild, som hun formaaede — fortæl mig heller det hele. Tror du, at det kan hjælpe dig at tale om det, saa fortæl mig det alt sammen. Rejs dig nu op, min Dreng! Saa! ... Du maa ikke saadan lade dig rive hen ... Jeg forstaar jo saa godt, at det maa være svært for dig at gaa rundt saa alene uden at ha' nogen at betro dig til og tale med. Men du skal se, lille Helmuth, at naar du nu først har lettet dit Hjerte, saa vil det hele blive godt igen!

Alt medens den gamle, kloge Dame talte saalunde, havde hun besluttet sig for Anvendelsen af en ny Taktik: Ved at lade sig gøre til Medvider i Sønnens Hemmelighed mente hun at kunne erhverve sig større Magt over ham. Thi hun vilde jo saa med Rette kunde holde ham for Øje, at nu var det ikke blot ham selv alene, han vilde bringe Skændsel og Ulykke over ved sit utidige Samvittighedsnag, men ogsaa hende, sin Moder, vilde han drage med sig, da hun jo, efter at være bleven sat ind i Sagen, burde gaa til Øvrigheden og angive ham.

Og, skønt hun var træt til Døden af Dagens Sindsbevægelser og Besvær, smilede hun dog stille triumferende ved Tanken om sin fortræffelige Snedighed.

Og mildt og venligt vedblev hun at tale for Sønnen, indtil hun lidt efter lidt fik lokket ud af ham en brudstykkeagtig Beretning om, hvorledes han hin skæbnesvangre Aften som en vanvittig havde stormet rundt i alle Værelser for at søge efter Alvilda; og at den Tanke pludselig var slaaet ned i ham, da hun ikke var til at finde paa Slottet, at hun var søgt ned i Straahytten. Han var da styrtet gennem Haven og Bøgealleen ned til Hytten. Og da han havde hørt Stemmer derinde, hendes og Grevens Stemmer, havde han listet sig forsigtig om til Døren og stænget den af. Og saa havde han strøget Tændstikker og sat Ild paa rundt omkring i Halmen. Og da han havde set Flammerne slikke op over Taget, havde Angesten grebet ham, og han var løbet som en vild bort gennem Skoven og op over Markerne og hjem ....

Enkebaronessen havde under Sønnens Skriftemaal siddet stille og tankefuld og klappet hans Haand.

— Ja, sagde hun nu og nikkede ud for sig — men naar man vil gøre den Slags Ting, maa man prøve sig selv først, min Dreng, om man er stærk!

— Jamen jeg vidste jo ikke a' 'et, Mor, før det var sket ...

— Hum ... nej, det gjorde du vel ikke!

— Og man har jo ikke Lov ...

— Lov? Visvas! sagde den gamle Frue og vaagnede. — «Lov»? ... De fik Løn som forskyldt, gjorde de! ... Og nu er det jo sket! ... Hvad Nytte er det saa til, at du gaar og plager dig selv? Tror du, at du fik det bedre, om du gik hen «og meldte dig», som du siger?

— Saa kunde jeg da lide min Straf ...

— «Lide din Straf»! gentog Fru Juliane utaalmodigt. — Plebejermoral, Helmuth! Bondemoral! Nej, vis du Folk, at du ikke er saadan en Pjalt, der la'r dig klemme Humøret a', fordi din Kone var en Taske, som ikke havde fortjent bedre end at piskes nøgen ud af Gaarden sammen med sin Galan af en Greve! ... Naa, men lad os nu ikke snakke mere om det! sagde hun pludselig og slog om i en anden Tone. — Nu gaar du i din Seng, min Dreng, og sover paa dit grønne Øre til i Morgen! Og saa ta'er vi fat igen paa en frisk. Nu er vi jo to om at hjælpes ad ...

Og hun vedblev at tale, snart alvorligt formanende, snart mildt og indtrængende. Skammede ham ud og snakkede godt for ham. Lovede at staa ham bi med Raad og Daad, naar det trængtes. Og søgte paa ny at paavise ham, at Mennesker, der var stillet højt i Samfundet, kunde ikke, fordi de havde begaaet en Handling, der laa uden for Loven, bære sig ad som en Tjenestepige, der havde født i Dølgsmaal og saa straks gik hen og faldt paa Knæ for Herredsfogeden og peb og græd og bekendte og bad om en Omgang Tugthus.

— Malkepigemoral, Helmuth! endte hun. — Men du mente heller ikke, hvad du sagde før, min Dreng! Vel? Du var bare træt og ophidset af at gaa og mase med dine Tanker alene. Nu, du har mig at tale med, skal du se, at alting kommer i Orden igen! .... Giv mig nu Haanden paa, at du vil gøre, hvad der staar i din Magt for at ryste alle de syge og forrykte Ideer af dig. Naa?

Helmuth rakte hende nu tøvende sin Haand.

— Jeg skal prøve paa det, Mor ... sagde han; men han saa ikke paa hende, han vendte Hovedet sky til Siden.

— Tak, min Dreng! nikkede den gamle Dame og drog Vejret dybt. — Aa, du ved ikke, Helmuth, hvor frygtelige disse Maaneder har været for mig! ... Naa, men nu ikke mere om det! Jeg er saa træt som en Plovhest .... Du staar altsaa op i Morgen og gaar i Marken som sædvanlig?

— Ja ...

— Du skal se sikken Appetit, du faar, lille Helmuth! Jeg skal lave noget rigtig lækkert til dig til Frokost! ... Skal vi saa sige Godnat? Klokken er paa Vej til to! Stasia staar vist paa Hovedet af bare Søvnighed!

Enkebaronessen rejste sig.

— Mo'r ... klynkede han.

— Helmuth! skreg Baronessen, og hendes Stemme var ved at slaa over i Graad. — Du kan ogsaa byde en gammel Kone for meget!

— Jamen Mo'r ...

— Hvad er det?

— Jeg kan ikke ... falde i Søvn, jeg ...

— Skal jeg maaske sidde og vugge dig?

— Lad mig ... Du maa ...

— Tal ud, Dreng! Jeg er ved at styrte af Træthed!

— Gi' mig Nøglen til Vinkælderen! sagde Baronen tryglende. — Jeg kan ikke sove, naar .... Jeg ser det hele, det alt sammen .... Gi' mig Nøglen til Vinkælderen .... Bare i Aften, Mo'r .... saa lover jeg dig ....

Da Enkebaronessen paa Vejen over til sit Værelse kom igennem Riddersalen, standsede hun op midt paa Gulvet og saa sig om, Maanen skinnede ind gennem de høje Vinduer, og dens blege Lys faldt netop hen over Billederne paa Væggen i Hjørnet ud mod Haven — Billederne af Slægtens tre sidste Repræsentanter: Der hang han, Spilleren, som havde revet de tre Fjerdedele af Slottet ned! Og der han, som for at skrabe de sidste Skillinger sammen havde fældet den ældgamle Lindeallé, Godsets stolteste Pryd! Og der hang han, hendes egen velsignede Hannibal, som havde plyndret Egetømmeret af sine Lader og Stalde og stukket Grankvas og Fyrrerafter i Stedet!

Og ved Siden af Mandens, Hannibals, Pigejægerens, Billede var der allerede gjort Plads til Sønnens, Helmuths, Mordbrænderens, Drankerens ...

Den gamle Frue gik hastigt ud af Riddersalen og slog Døren til med et Drøn, saa at alle de møre Billeder skjalv paa deres Spigre.

— Skidt Slægt! mumlede hun. — Raadden Slægt! Ingen Rygrad! Levet for længe!