Afskriverens bemærkninger (continued 2)

Præstinden gik ganske og aldeles fra Koncepterne:

— Jeg forstaar ikke, hvor De vil hen ... jeg forstaar ikke ... Det er min Mand, der ... Det er efter min Mands Ordre ...

— Saa meget desto bedre! nikkede Naaden — naar man oven i Købet er enige!

Parret spadserede nu i Tavshed rundt om den store Plæne med Flagstangen og Blomsterrabatterne og bøjede ind i Nøddegangen. Baronessen havde stukket sin Arm ind under Pastorindens, som om hun frygtede for, at hun vilde løbe sin Vej.

Set med et uhildet Blik mindede dette Par om en Kæmpekondor, der slæbte af med en Liggeand.

— Sig mig engang, begyndte den gamle Frue paa ny — hvad mener man egentlig paa Egnen om Helmuths Ægteskab?

— De gør Indtryk af at være meget lykkelige ved hinanden! sagde Pastorinden undvigende.

— Aar, Visvas! «lykkelig» mig op og «lykkelig» mig ned! Hun bryder sig ikke en Døjt om ham!

— Men kære Baronesse ...

— Ikke en Døjt, min Bedste! Hun vilde giftes igen, det er Forklaringen! Og han har ikke kunnet modstaa hendes fine Parfymer! Helmuth er en god Dreng, er han; men Krudtet har han ikke opfundet!

— Lever hendes første Mand endnu?

— Ja i bedste Velgaaende, gør han!

— Det vidste jeg ikke! sagde Pastorinden glad ved at faa sine Kundskaber berigede — Hvad er han?

— Ja, sig De mig det! En Lykkeridder, en Eventyrer! Han vilde jo sælge hende til en Ærkehertug dernede i Ungarn, da hendes Medgift var opspist, siger man. Og herhjemme fra København blev saa Skilsmissen ordnet gennem Udenrigsministeren, som er hendes Halvonkel. Det kostede nok en rund Sum Penge. Tyve Tusind, siger man!

— Gudbevares!

— Ja, det maa De nok sige! Familien satte sig jo i sin Tid med Hænder og Fødder imod, at hun giftede denne Raskowitz, eller hvad det var, han hed, Utysket. Men hun vilde ha' ham. Der var nok Pandiculum i Mo'ren, som salig Hannibal sagde! Hun løb nok til Paris med ham! Han skal jo ha' været saa overmaade smuk: mørk, sydlandsk med sorte Øjne og Hud som en Indianer! ... Ja, De kender jo Racen! Og saa blev de gift og var i Himmerige et halvt Aars Tid; for naturligvis maa saadanne halvvilde Mennesker være betagende i deres Kærlighed — — Aa, vær saa god at slaa til den Brems der, min Gode! Jeg hader Bremser! Men Gud bevare alligevel et Pigebarn for at komme i deres Klør! Vi ser jo, hvorledes det ender! Og vore egne danske Mandfolk kan jo være gode nok til Tider! ... Naa, men for at komme tilbage til Helmuth! Bilder De Dem maaske ind, min Bedste, at han kan tilfredsstille et Fruentimmer, der er saadan vant? Jeg tror det ikke!

— Deres Naade ser meget skeptisk paa det unge Par ...

— Ja, det ved Gud, jeg gør! De skal se, det ender med en Polenæse! Hun har jo allerede tilkaldt Forstærkning.

— Deres Søn er dog altid saa glad, naar han er sammen med sin Hustru; og forelsket!

— Ja, ham er der saamænd heller ikke noget i Vejen med! Han holder kun een Kone ad Gangen ligesom Bjørnene. Han gider ikke være over flere! ... Jeg er vis paa, at han kun har noget at gøre med hende Lørdag Aften, for saa kan han sove rigtig grundig ud om Søndagen!

— Men kære Baronesse! ... sagde Pastorinden forfærdet.

Men den gamle Naade kørte paa:

— Han er for fed! Han spiser for meget! Han faar saamænd ingen Børn uden pr. Fuldmægtig!

Fru Mascani standsede og pegede op mod Huset, hvor hendes Datter netop viste sig i Døren.

— Jeg beder Deres Naade, der er Clara! sagde hun bekymret. Og med en lidt vel høj Stemme fortsatte hun: Er Baronessen stadig tilfreds med Stasia som Kokkepige?

Kondoren bøjede Hovedet og saa glubsk ned paa Liggeanden.

— Aa jo, raabte hun himmelhøjt, idet hun søgte at efterligne Fru Johannes Stemme — aa jo, min Bedste ... naar jeg selv laver Maden! ....

Man gik ind i Havestuen for at drikke Kaffe.

— Lader Gemalen sig ikke se i Dag? spurgte Baronessen, da Kaffen var skænket.

— Jo, nikkede Pastorinden — jo, han gør vist! ... Aa, lille Clara, gaa ind og hent din Fader!

Datteren gik ind i Studereværelset, og Fru Mascani sad lidt nervøs og afventede Resultatet af Sendelsen. Hun baade frygtede og ønskede Mandens Komme. Hun vidste jo ikke, i hvad Lune han var; om hans Raseri havde fortaget sig (hun havde hørt Larmen af Stenkilen mod Døren) — eller om man maaske kunde vente et nyt hysterisk Anfald her midt for Baronessens Øjne.

Det var Pastorindens Orm at skjule sin ægteskabelige Misere, skønt Gud og Hvermand vidste Besked om den.

— Naa? sagde Hendes gamle Naade og rynkede Brynene, da Clara kom ene tilbage.

— Far kommer straks, han skulde bare gøre lidt Toilette!

— Mascani er altid Kavaller! smilte Hustruen sygt og gav sig til at sysle med Kaffetøjet for at skjule sin Nervøsitet — En lille Kage, Deres Naade?

— Tak, maaske den lyse der! Den ser mindre brændt ud!

Hendes Naade var i Krigshumør.

Men saa kom Pastoren.

Smilende kom han, toende tilsyneladende vel til Mode sine soignerede Hænder i hinanden. Det stærkt graasprængte, krøllede Haar var strøget op fra den høje Pande, og de brune Øjne lo under de sorte Bryn.

Han var endnu en meget smuk Mand; og Baronessen betragtede ham med Velbehag:

— Naa, Pastor Macaroni, sagde hun spøgefuldt og rakte ham sin store, røde, ringbesatte Haand — endelig ser man Dem da!

— Alle have vi syndet! og os fattes Ære for Gud! sagde han.

Nu vidste, Fru Johanne, hvor hun havde sin Mand. Aldrig var nemlig hans Humør værre og mere ladet med Elektricitet, end naar han i sin Kones Nærværelse blasfemisk citerede Skriftsteder og brugte Vendinger af den hellige Skrift. Han vidste nemlig, at det gjorde hende ondt.

Baronessen lo.

— Indrømmelse er Tilgivelse! sagde hun — Annammer herpaa Syndernes Forladelse!

Og hun rakte paa ny Haanden ud mod Pastoren, der atter greb den og denne Gang kyssede den, idet han samtidig sendte sin Kone et Blik, der ligefrem tindrede af Skadefryd.

Fru Mascanis Stemme skælvede, da hun begyndte:

— Jeg synes Adolf, at ....

— Hvilket, min Engel? afbrød Præsten hende blidt — At jeg skulde drikke en Kop Kaffe? Ja, Tak, men der er jo ingen, der har budt mig nogen!

— Nu skal jeg hente en Kop, Far! skyndte Clara sig at sige.

Hun kendte Atmosfæren i Hjemmet og vilde afværge en Udladning.

For Resten holdt hun mest af sin Fader, hvem hun lignede baade af Ydre og Indre. Og hun havde ofte trøstet ham og talt ham til Rette, naar han havde et af sine Fortvivlelsens Anfald.

Baronessen saa interesseret nysgerrig fra den ene til den anden af disse to lykkelige Ægtefolk. Havde hun været en Mand, havde hun sikkert følt sig ilde til Mode ved Situationen. Men nu var hun en Kvinde og befandt sig som Følge deraf lig Aal i Mose.

Pastoren fik serveret sin Kaffe.

— Hvis Deres Naade ikke har noget imod det, vilde jeg gerne tænde mig en Pibe? spurgte han.

— Ja værsgod! sagde Baronessen — Jeg er for længst tilrøget!

Mascani gik ind i sit Studereværelse og kom lidt efter tilbage dampende af en mægtig Pibe.

— Det smager saa herligt til Eftermiddagskaffen! sagde han og sendte demonstrativt en kraftig Røgsky hen mod sin Kone.

Han hørte til den Slags Ægtemænd, der bliver særlig modige i fremmedes Nærværelse.

Clara lagde blødt Haanden paa hans Skulder. Han anede, hvad det betød: Hun bad ham tage lidt Hensyn til Moderen. Men Pastoren vilde ikke forstaa hende.

— Vil du have en Cigaret, min Tøs? spurgte han og trak en Pakke op af Lommen — Værsgod!

— Nej Tak, sagde Clara — Moder kan ikke lide det.

Hun plejede ellers ikke at tage videre Hensyn til Moderen; men nu i Øjeblikket havde hun Medlidenhed med hende, fordi der var en fremmed til Stede.

— Vil Baronessen ryge?

— Ja Tak! hvorfor ikke? lo Hendes Naade.

— Og du, min Engel? spurgte Mascani pludselig og holdt Cigaretpakken lige hen foran Ansigtet paa Fru Johanne.

— Far dog! sagde Clara uvilkaarlig.

— Din Far er saa spøgefuld i Dag! sagde Fruen. Hun rystede over hele Kroppen og var ved at græde.

Saa fik Baronessen Øje paa en rød Plet paa Pastorens venstre Kind. Det var Mærket af det Slag, han for en Timestid siden med knyttet Haand selv havde givet sig.

— Hvad fejler Deres Kind, kære Pastor? spurgte hun — Har De været oppe at slaas med Djævelen?

Mascani sendte hende et overrasket Blik. Men derpaa svarede han smilende:

— Tværtimod Deres Naade, tværtimod! Det er et Elskovsbid! Den kære Johanne (her lagde han ømt en Arm om sin Kones Hals) ... den kære Johanne er jo, trods sin Alder og sin, hæ! ... Slankhed, undertiden lidt voldsom i sine Affekter!

Baronessen slog en Latter op, saa det rungede gennem Stuen.

Ogsaa Pastoren lo.

Men Fru Mascani skubbede med et Stød sin Stol tilbage og forlod hurtig Stuen .....

— — —

Ach, mein Gott, mein Gott! Der findes ikke i den samlede Zoologi og Botanik to Væsener, der kan lege med hinanden saa yndeligt for Herren, som et Menneske kan lege med et Menneske!

Næsset, Juli 18...

Kære lille Moder!

Der er da vel ingen syge derhjemme, siden jeg ikke faar Brev? Du maa endelig skrive snart, for naar der bare gaar et Par Dage over den Dag, jeg havde ventet Brev, saa synes jeg straks, at alting bliver saa sørgeligt. Jeg skal nok være fornuftig, som Du skrev til mig sidst; men naar man sidder saa langt borte fra alle dem, man holder af, og som holder af en igen, saa er det jo ikke saa nemt somme Tider.

Jeg har da ikke turdet bede Hendes Naade om at give mig et andet Værelse. Du skrev, at jeg skulde vælge en passende Lejlighed til at bede hende herom, men jeg synes aldrig, den kommer. Hun er sød og rar nok imod mig, men jeg kan alligevel ikke faa mig til at sige det, for hun er saa streng og fornem i hele sin Optræden over for mig, at jeg tror, at hun bare betragter mig som et Slags finere Tyende; hvad jeg jo ogsaa kun er. Nu maa Du ikke blive bedrøvet, lille Moder, for jeg vænner mig jo nok til det hele her. Man kan jo heller ikke bestandig ligge i sin Moders Dragkisteskuffe, som Du selv skriver, men har godt af at komme lidt ud i Verden.

Hernede i Skolen gaar det rigtig godt, Børnene er flinke og artige. Den lille Karen er en sød, lille en, og vi holder meget af hinanden. Men Du vilde vist rigtig le af os, thi somme Tider er det næsten, som om det var Karen, der var Lærerinden, og mig, der var Eleven. Hun tager sig mange Gange saa morsomt voksent af mig; men hun er jo ogsaa mere vant til at omgaas disse fine, adelige Mennesker end jeg. Du skrev, at Du synes, at jeg skulde sige til Hendes Naade, at jeg mente, at det var forkert, saaledes som hun undertiden behandler Karen; men det er slet ikke saa nemt for mig; dog har jeg bestemt en Gang, naar vi er ene, at føre Samtalen hen derpaa. Som nu i Gaar, da Karen igen havde kastet et nyt Kammerdugslommetørklæde bort, saa syede Baronessen et Haandklæde fast paa Ryggen af hende, og det maatte hun saa gaa rundt med hele Dagen til Straf. Og Hendes Naade havde oven i Købet sagt, at alle skulde gøre Nar af hende, baade Baronen og Tjeneren og Pigerne; og til sidst gemte hun sig, den lille Stakkel, nede hos mig paa mit Værelse og sad og græd og var ganske rasende og vild somme Tider og sagde, at hun hadede sin Mama og vilde ønske, at Hejmdal engang vilde løbe løbsk med hende, saa at Vognen kunde vælte, og hun kunde slaa sig ihjel. Jeg forsøgte jo at trøste hende og viste hende Billederne i min store Naturhistorie og fortalte om dem, hvad hun jo ellers holder saa meget af; men det nyttede ikke. Og til sidst græd vi begge to; det var jo nydeligt, kan Du tro, men jeg kunde ikke lade være, jeg blev saa ked af det alt sammen og næsten helt bange for at være her; og jeg syntes, at jeg slet ikke var min Plads voksen, og at vi vist havde gjort fejl i at modtage den, og at det vilde ende med en forfærdelig Ulykke. Men saa kom lidt efter Kammerjomfru Petersen, som Karen kalder hende, og hentede os op til Hendes Naade, der sprættede Haandklædet af og spurgte, om vi vilde gaa en Tur med hende ud i Skoven. Og saa var hun saa god og rar; og vi sad nede paa den høje Skrænt ved Fjorden og spiste kandiserede Frugter, og hun kælede hele Tiden for Karen og kaldte hende sin eneste, bedste lille Baby. Og mig klappede hun ogsaa paa Kinden og sagde, at hun var meget glad ved at have mig i Huset. Jeg fik naturligvis Taarer i Øjnene og ønskede, at hun altid vilde være saadan, for saa vilde jeg gerne være her.

Jeg har da været paa Besøg med Karen nede i Præstegaarden et Par Gange, siden jeg sidst skrev. Det er rigtig rare Mennesker, især Pastoren; og hvor er han dog en smuk gammel Mand! Og saa er han saa venlig, han klapper mig altid paa Kinderne og stryger mig over Haaret, ligesom Fader gjorde. Men Jomfru Petersen siger, at han lever ikke lykkeligt sammen med sin Kone, og det synes jeg nu er Synd for ham. Fruen ser ogsaa altid saa streng ud, naar Pastoren er i Stuen; men naar man er ene med hende, er hun meget god og rar.

Uh, nu begynder Rotterne igen at gøre Spektakel oppe paa Loftet; og her er jo saa lavt, at det lyder, som om de løb omkring herinde i Værelset. Bare jeg kunde ligge hjemme hos Jer om Natten, og saa gaa her over paa Skolen hver Morgen! Og saa være hjemme hele Søndagen! Her er saa uhyggelig hernede om Aftenen, naar alle de andre er gaaet i Seng. Forleden Aften blev jeg saa forskrækket, at jeg blev ganske stiv, thi pludselig var der en, som bankede haardt tre Gange paa mit Vindue; det var bare en Gren af Busken, som staar lige her udenfor, men det vidste jeg jo ikke straks. Og her kommer saa mange Edderkopper ind fra Haven; de løber hen under Loftet og falder somme Tider lige ned i Ansigtet paa mig og paa Halsen, og de vil nu absolut spinde deres Net inde i Alkoven i Hjørnet lige over Sengen; Enkebaronessen siger, at det betyder Lykke; men jeg ser da efter hver Aften med et Lys og river dem ned, hvis der er nogen. Paa en Maade er det jo godt, at Niels Tjener har sit Værelse lige her ved Siden af mit, og somme Tider er jeg jo ogsaa rigtig glad ved det; men han snorker saa frygteligt, at jeg næsten ikke kan falde i Søvn. Og forleden Nat var det, ligesom jeg hørte nogen græde og klage sig inde hos ham; jeg blev saa angest, at jeg satte mig over Ende i Sengen og lyttede, om han var syg; men saa hørte jeg bare hans Seng knage, den staar lige op ad min paa den anden Side af Væggen; og han har vel drømt.

Jeg kan nu heller ikke forstaa, lille Moder, hvorfor jeg skal ligge hernede saa langt borte fra alle de andre! Jeg vilde meget hellere have Værelse sammen med Karen oppe ved Siden af Hendes Naades Toiletværelse; men der ligger jo Kammerjomfruen for at være i Nærheden, naar der er Brug for hende.

Aa lille, gode, rare Moder, nu maa Du ikke blive bedrøvet, men jeg synes somme Tider om Natten, at det er saa sørgeligt, at jeg havde det saa godt hjemme hos Dig, for havde Du bare været haard og streng imod mig, saa havde jeg jo meget lettere kunnet finde mig i at komme ud iblandt fremmede Mennesker, der slet ikke bryder sig om mig! Men nu maa Du ikke blive ked af, hvad jeg har skrevet; Du har jo selv sagt, at jeg skal klage mine Sorger for Dig, naar der var noget i Vejen; og jeg synes allerede, at det har lettet lidt paa mit Humør, og at jeg ser Dit lille, milde Ansigt smile og nikke opmuntrende til mig.

Sov nu vel, lille Moder, og kys Robert og Tvillingerne mange Gange fra mig. Klokken er eet Kvarter over elleve, og jeg er søvnig.

10,000 Kys fra din trofaste Kanin.

Det er sandt, jeg har glemt at fortælle Dig, at vi for Tiden har Besøg af en Grev v. Scheele, en Fætter til Hendes Naade; han er meget smuk!

Tror Du ikke nok, at Du sammen med mit broderede Skørt kan sende mig mine to smaa, blaa Vaser, som jeg laante Tvillingerne, da jeg rejste? De vil pynte saa pænt herinde med Blomster i.

Og skriv saa snart, hører Du, og rigtig langt!

Det er i Hendes unge Naades Kabinet lige efter Frokosten ....

Baron Helmuth er gaaet ind paa sit Kontor for at sove.

— De maa sgu undskylde mig, Greve, havde han sagt — men min Lur maa jeg ha'; ellers bli'er jeg ikke Menneske i Eftermiddag. Alvilda ta'er sig nok af Dem. Godmorgen!

Og nu laa Hans Højvelbaarenhed inde i Kontoret paa den store Sofa under sin Stamfaders Billede og slumrede.

Han laa paa Maven med Panden støttet mod en Pude, der var anbragt paa Sofaens ene Arm. Skødefrakken var gledet til Side, og paa hans mere end velformede Bag, der var klædt i lysegraa, stramtsiddende Ridebenklæder, havde hans tro Følgesvend, Mira, en lille, abelignende Terrier, kringlet sig sammen.

Det var nu dens Yndlingsplads i Middagstimerne.

Og Hund og Hersker snorkede om Kap .....

Inde i Hendes Naades Kabinet sad Grev v. Scheele i en magelig Armstol og røg langsomt og drømmende af en fintduftende Cigaret. Og Baronessen hvilede ligeledes drømmende og i en indtagende Bugtning paa en slangeformet Kanapé betrukket med storblomstret Silketøj.

Der var hyggeligt og svalt derinde. Solstraalerne spillede gennem de aabentstaaende Vinduer og legede rundt paa det brogede Gulvtæppe, snart som brede, rolige Lysflager, og snart som smaa, vevre St. Hansorme, der glimtede og lyste og blev borte og kom igen, alt som Lindetræerne udenfor i Haven bevægede deres Kroner og nikkede i Vinden ....

Her lidt om Grev Scheele:

Rygtet gik, at han samlede paa Kvinder, ligesom andre samlede paa Frimærker, Mønter eller Konkylier. Opdagede han et sjældent Eksemplar, blev han øjeblikkelig greben af en dirrende Iver efter at faa Fingre i det. Men naar saa denne hans Hensigt var opnaaet, kølnedes lidt efter lidt hans Interesse for den erhvervede Sjældenhed: han «klistrede den ind», nummererede og katalogiserede den, og saa sig derpaa om efter et nyt Bytte ....

Men de arme, forraadte Ofre sad igen med vidtopspilede, uforstaaende Øjne.

Thi han forlod dem akkurat paa det Punkt, hvor Spillet for en Kvinde skal til at begynde.

Naar de stod med lukkede Øjne og aabne Arme for at modtage ham — saa tog han høfligt Hatten af og gik.

Men han handlede efter Overbevisning, sagde han!

Thi det var hans dybe og grænseløse Ærefrygt for Kvinden som Menneske, der fik ham til at anvende denne Fremgangsmaade.

Hans Erotik var sjælelig, forklarede han. Tanken bare paa Muligheden af at kunne komme i den Situation at skulle avle Børn med sit Hjertes udvalgte fik hans sensible Nerver til gysende at trække sig sammen som Bladene paa en Mimose.

Han begærede intet videre end at sidde Haand i Haand og Blik i Blik med sin Veninde. Og kom det højt: at trykke sine Læber blødt og lidenskabsløst (det vil sige: lidenskabsløst i kødelig Forstand; thi sjælelig Ild og Kraft kastede han ingenlunde Vrag paa) — mod hendes Kind og Pande.

Følte han undertiden Trang til mere, hvad jo kan hænde, søgte han mandigt at beherske sig. Men blev Trangen ham for stærk og tog Magten fra ham, flyede han sin elskedes Aasyn og søgte Husvalelse og Lægedom pr. kontant paa de Steder, hvor Elskov købes og sælges.

Og denne sin Bestræbelse efter skarpt at sætte Grænse mellem det sjælelige og det legemlige kaldte han: Vandringen mod Idealet.

Og han ansaa sig for en udvalgt og nævnede sig finere og aandigere end Flertallet af sine samtidige, der tog til Ægte, elskede Hustruen paa gammel dansk Façon og resulterede med at sætte Afkom i Verden.

Han kaldte sig en Blænker, gjorde han, en ny Kulturs Indvarsler, en rara avis, der, højt hævet paa sine straalende Vinger, varslende pegede Samfundene Vej til det forjættede Land, hvor de frigjorte Sjæle, rensede for alt legemligt Smuds og Vedhæng, svimlende svang sig rundt i den liljehvideste, aandige Lyksalighed .... Amen!

Ja, saaledes tænkte han; og saaledes vare hans Lærdomme. —

Men som enhver Profet led han Skuffelse paa Skuffelse!

Med straalende Øjne og frydefuldt bankende Pulse lyttede Kvinderne i Begyndelsen til hans Teorier. Her var da endelig det Ideal, som de ustandselig havde drømt om! Her var da endelig den Prins, de havde længtes imod fra den Stund, Præsten lyste dem ind i de voksnes Rækker paa Konfirmationens hellige Dag! Her var da endelig den Mand, som fri for al jordbunden Lyst og Begær vilde tage dem paa sine stærke, men rene Arme og bære dem ind i Paradisets straalende Have uden at tilsmudse deres Sjæle og uden at bryde deres kyske Helligdoms sarte Jomfrusegl ...

O, sanctissima, o, piissima dulcis mater amata!

Og de nedsænkede sig i de sublimeste Tankeudvekslinger med dette Unicum af en Apostel. Han talte, thi han holdt meget af at tale, og de lyttede og spurgte. Og deres tørstige Sjæle fyldtes af hans Ord som tomme Vinsække af Vin, saa de svimlede derved. Og da hændte det ufravigeligt, at deres Hoved sank ned paa hans Skulder (hans stærke, men rene Skulder), medens de stille græd af unævnelig Lykke og sød Sorg m. m. ....

Ak ja, hvad er vi Mennesker! —

Han, denne Lysbringer, denne Gudernes udkaarne, denne stolte Indvarsler af en kommende højere Kultur, han havde sandelig let ved pludselig at rejse midt under denne Ceremoni og fly!

Og han havde jo desuden ogsaa andre Recurser!

Men de, Kvinderne, disse arme Disciple, der blev siddende ene og uforstaaende tilbage med lukkede Øjne og halvaaben Mund og Armene favnende udstrakt imod ham, at de sank sammen i haabløs Fortvivlelse og blev blege af Sorg og magre af utilfredsstillet Længsel — er det at undres paa?

Og dog følte han sig hver Gang skammeligen skuffet og forraadt.

Som en Præst i en svigefuld Menighed; som en Missionær blandt forræderske Proselytter; som et Guds Sendebud mellem Niam-Niamer, saaledes følte han sig!

Og han trak sig tilbage til sit Gods, træt paa Sjæl og Legeme og opfyldt af den bitreste Tvivl om sit egentlige Kald.

Men dette har jo stedse været en Foregangsmands Lod!

.....

Da var det, at han modtog Indbydelse fra sin Kusine Alvilda om at tilbringe nogle Uger paa Næsset.

Og efter nogen Vaklen modtog han den.

Først havde han tænkt paa at sende et beklagende Afslag: Han egnede sig ikke til et leve i en Families Skød. Hans Tungsind og Mismod vilde kaste dunkle Skygger over de Stuer, i hvilke han færdedes. Han sendte sin hjerteligste Tak, fordi man saa venligt erindrede ham; men han var bleven en sorgfuld Mand og en lyssky Mand, og Ensomhed var bleven hans Refugium ....

Dog, skønt han havde skrevet denne Svarbillet uden at tøve og ganske uden Kladde, afsendte han den ikke. Thi netop som han havde kuverteret den og forseglet den med sit grevelige Signet: en Slørugle, der, siddende paa en Globe, hæver sit Blik mod Himlen (det er udlagt: den matøjede, jordbundne Visdom, der sætter sin Lid til det Hinsidige) — netop i det Øjeblik var en Tanke slaaet ned i ham:

Om dette skulde være et Fingerpeg, en Manelse, et Varsel?

Skulde han atter omgjorde sig med Sværdet!

Var Indbydelsen fra Kusine Alvilda det Paukeslag, der paa ny dundrede ham frem til Arbejde og Daad?

Hvem kunde sige det ....

Greven lagde Signetet fra sig og støttede tankefuld sit Hoved i sin aristokratiske, let solbrændte Haand, hvis fine Fingre løb spidst ud, og hvis riflede Negle vare omhyggelig manicurerede:

Hidindtil havde han kun doceret sin ideelle og skønhedsfyldte Teori for unge, uforsøgte Kvinder, der intet kendte til Livet og intet havde prøvet, og som derfor, lig deres Mødre før dem, havde, med store, nyfigne Øjne og Hjerter, der dirrede af Forventning, stirret frem mod «Skabningens Ypperste»: Manden, Elskeren, Gemalen!

Med Ungdommens Begejstring og Tro havde han kastet sig over sin Gerning. Og derfor havde han valgt sig disse rene og ubesmittede Jomfruer til Objekter, fordi han fuldt og fast haabede og ventede at kunne prente sine Ords og sine Lærdommes gyldne Tegn paa deres hvide Sjæles kyske tabulæ rasæ!

Men atter og atter var han bleven skuffet. Gang paa Gang havde han set dem svigte, naar det afgørende Moment var inde.

De havde fordret mere, end han havde kunnet give.

Thi de havde haft deres Mødres Syn paa Forholdet mellem Mand og Kvinde ....

Greven løftede Hovedet og stirrede ud for sig. Der lyste et energisk Glimt frem i hans Øjne; og han knyttede beslutsomt de fine Hænder:

Hvad om han optog Kampen paa ny og forsøgte med Konerne!

Han rejste sig, skød Stolen tilbage og gik heftig bevæget op og ned ad Gulvet:

Egentlig var han træt af Kvinder! Skuffelse paa Skuffelse havde de beredt ham. Han havde ofret paa dem sine sarteste Følelser og sine skønneste Ord. De fineste Kys havde han trykket paa deres Pande og Kind, og med brusende Veltalenhed havde han skildret for dem det kommende Kultursamfunds aandige Samliv mellem Kønnene! — Men naar han saa, Sejren vis, henrykt havde grebet efter deres Sjæle, havde de i deres naive Ukyskhed budt ham frem deres længselsfulde Legemer!

Ja, han var træt af Kvinder!

Og dog: inderst inde i ham, dybest nede i hans Hjertes skjulte Vraa, sad en evigt sugende Higen efter blot at finde een retfærdig, een eneste en, for hvem han Kind mod Kind og Haand i Haand kunde klage ud al den dunkle Sorg og al det triste Vemod, som Livet saa ubarmhjertigt havde dynget ham paa.

Og denne Higen lod ham ikke i Ro. Vel havde han lidt Nederlag paa Nederlag i sin Kamp for Idealet: det bøjede han sit Hoved og tilstod. Men forført af Digtere og Poeter, og hildet i en kortsynet Overleverings blomsterspækkede Fraser, havde han grebet Sagen fejlagtigt an, idet han udelukkende havde sat sin Lid og sit Haab til den uforsøgte Ungdoms højt priste og højt besungne sne- og liljefarvede Uskyld og Renhed!

Ikke at han vilde frakende Ungdommen Retten til at smykke sig med disse Prædikater; ingenlunde!

Men netop i selve denne Uprøvethed og Uforsøgthed laa Grunden til hans Fataliteter. Thi værende til Stede i en blot nogenlunde kraftig Potens grænsede disse Egenskaber nær op til den Naivetet, der tangerer Begrebet Dumhed. En, ganske vist, Dumhed, der i og for sig kunde være sød og indtagende nok; men som dog rummede Spiren til skæbnesvangre Fejltrin og uløselige Forviklinger: Man kendte ikke Livet. Man anede intet om de tusinde Snarer, det lagde for ens Fod. Som forventningsfulde Børn stirrede man ud i Fremtiden, forvissede om, at alle Haab skulde opfyldes, og alle Længsler stilles. Kritikløst gav man efter for alle Indtryk, idet man fattedes den Sjælens Guldvægt, der, smedet af Erfaring og Selvoplevelse, haarfint angiver sit Godt og Ondt. Og med lukkede Øjne og aabne Arme blev man et vilje- og modstandsløst Bytte for sine gennem Aarhundreder nedarvede, urgamle Impulser ....

Den unge Greve havde paa ny taget Plads foran sit Skrivebord:

Ja, han var til visse træt af disse Kvinder, som saa ganske manglede Evnen til at opfatte det svælgende Dyb, der spaltede sig mellem en Kulturbærers sjælsfine Tilnærmelser og en tungvindt Kræmmersvends haardhændede Forlovelseserotik!

Men der gaves jo ogsaa andre!

Hans Øjne lyste, og hans Pulse bankede: Ægtehustruerne! Konerne!

Hvad om han blandt disse skulde møde den Veninde, hans Sjæl dog, trods alle Skuffelser og alle Nederlag, stedse og uophørligt havde længtes imod!?

Og han greb et nyt Ark Papir, dyppede sin Pen og takkede i hjertelige Vendinger for Æren. Han skulde indfinde sig med det første ....

Kusine Alvildas Indbydelse var bleven det Rolandshorn, der atter kaldte ham frem paa Arenaen!

Grev v. Scheeles Ejendom laa en Fjerdingvej oppe i Landet paa den anden Side Fjorden. Tre Dage efter at have afsendt sin Takskrivelse lod han sig selv og sit Køretøj færge over Vandet. Og en halv Time senere holdt han foran Næssets Portal.

Helmuth og Alvilda kom ilende ned ad Taarntrappen til Vestibulen for at tage imod Gæsten.

— Velkommen, Scheele! sagde Baronen og trykkede varmt Grevens Haand. — Det var sgu pænt af Dem, at De vilde komme og ta' Dem lidt af min Kone! Hun keder sig! .... Kom nu med op og faa noget Frokost!

Hendes Naade var smykket for Dagen i en blaahvid, silkeagtig Formiddagsdragt, der faldt i lette, bløde Folder ned om hendes slanke Skikkelse. Ærmerne var korte og sluttede tæt som et Trikot omkring Armen til lidt neden for Albuen. Og om Livet havde hun et Bælte dannet af smaabitte, matlysende Sølvplader, der laa over hinanden som Skællene paa en Fisk. Om højre Haandled bar hun et Sølvarmbaand. Og paa Brystet, tæt oppe ved Halslinningen, der ligeledes var prydet med et prunkløst Smykke af Sølv, sad en bleggul, halvtudfoldet Rose.

— Hun er storartet! sagde Helmuth med begejstrede Øjne. — Hva'? Hun ligner en Havfrue! .... De sku' sg gifte Dem, Scheele!

Og Hr. Scheele smilede blegt og kyssede ærbødigt sin Kusines Haand ....

Oppe i Spisesalen blev Gæsten præsenteret for Karen og Kaninen.

Karen blev øjeblikkelig betaget af den mest flammende Kærlighed til sin «Onkel». Hun havde aldrig set «noget saa spiseligt», erklærede hun bagefter nede i Skolestuen til Frøken Jansen. — Du kan vove paa at forelske dig i ham! sagde hun truende. Og Frøkenen lo af hende og sagde, at hun skulde nok la' være. Men hun rødmede dog og maatte uvilkaarlig presse sine Hænder haardt ind mod sit lille, letbevægelige Kaninhjerte.

For han var jo smuk, denne «Onkel»: høj, velvoksen og skulderbred, ret en Type paa en nordisk Mand med lyst, krøllet Haar og Skæg og store havblaa Øjne, og Tænder, der lyste som Sne bag de røde Læber. Kaninen syntes, at han lignede Valdemar Atterdag! ....

Ved Frokostbordet fik Fætter og Kusine ikke talt meget sammen. Helmuth havde bemægtiget sig hele Konversationen. Han skulde have nøje Besked om, hvordan Kornet stod ovre hos Greven. Om han havde fæstet Høstfolk; og hvad de skulde ha' i Løn; og om de havde været vanskelige at faa fat i. — For det er Fanden til Folkeforhold! sagde han. — Vi kommer sgu snart til at gøre Arbejdet sæl! ... Hva' si'er du, Vilde, om at bli'e sendt ud og binde op, ha, ha?

Vilde smilede, og Greven lo pligtskyldigst og mente, at det vistnok vilde volde hans Kusines smukke Hænder en Del Bryderi.

— Ja, De kunde sgu heller ikke stille meget op med Deres Poter! sagde Baronen. — Sikke no'et Dukketøj! henvendte han sig til sin Kone, idet han lagde sin ene store, rødbrune, behaarede Lab ved Siden af Scheeles smalle, soignerede Haand. — Hva'? Det er jo ikke Hænder for et Mandfolk! Og sikke Negle! Smør De dem med Pomade, Greve?

— De er da pænere end dine, Far! sagde Karen, der følte sig saaret i sine sarteste Følelser.

Helmuth lo buldrende.

— Hun er sgu allerede væk, Vilde! sagde han. — Jaja, det er maaske et Parti!

Baronessen rystede misbilligende paa Hovedet:

— Saadant noget siger man ikke til Børn, Helmuth!

— Aa, Fanden, en Spøg! ....

Da Baronen senere var gaaet i Marken med Mira (den første Dag undlod han paa sin Kones indtrængende Opfordring at tage sin Middagslur), og Karen og Frøken Jansen sad ved deres Dagværk i Skolen, spadserede Fætter og Kusine en Tur i Skov og Have.

Det var en ret penibel Situation for dem, denne, at være ene to. De havde ikke set hinanden i tolv Aar, og Baronessens noget uheldige første Ægteskab laa jo imellem.

Til at begynde med indskrænkede de sig da ogsaa til at tale om Vind og Vejr, om fælles Slægt og gamle Bekendte.

Indtil endelig Baronessen pludselig brød Isen ved at sige:

— Ak ja, Alex, der er sket mangt og meget, siden vi to sidst talte sammen!

— Ja, stakkels Kusine! sagde Greven, idet han blødt lagde sin Haand paa Baronessens Arm! — Men det har gjort mig saa glad i Dag at finde dig i saa tryg og sikker en Havn! Din Mand er et prægtigt Menneske, ikke sandt?

— Et udmærket Menneske! nikkede Baronessen. Langt bedre end jeg havde fortjent!

— Hvor kan du nu tale saadan, kære Alvilda!

— Fordi jeg ofte plager ham med mine Luner! sagde Baronessen stille. — Jeg er ikke saa glad og taknemmelig, som jeg burde være. Ofte føler jeg mig bedrøvet og fuld af Sorg; og da er det jo ikke altid saa nemt at skaane sine Omgivelser og lægge Baand paa sine syge Nerver.

— Livet er ofte vanskeligt at leve!

— Ja.

— Men naar man ved sin Side har et Menneske, som man kan betro sig til og tale med om alt ....

— Ja, saa vilde det være lettere! afbrød Baronessen ham med et Suk. Men saa rakte hun pludselig ligesom undskyldende sin Haand ud mod ham og sagde — Men du er dog virkelig ikke kommen til Næsset for at høre paa mine Jeremiader, kære Alex! Tilgiv!

Greven trykkede hendes Haand til sine Læber:

— Jeg tager din Fortrolighed som et Tegn paa, at du betragter mig som Ven, kære Alvilda!

— Ja, det gør jeg! nikkede hun og sendte ham et dybt og forjættelsesrigt Blik. —

Se, dette var Kvintessensen af, hvad disse to Adelsmennesker fik sagt hinanden i Enrum den første Dag, de var sammen.

Men det turde jo ogsaa være tilstrækkeligt.....

Og desuden blev der jo Tid og Lejlighed nok for dem til at fortsætte denne Tankeudveksling; thi Helmuth var meget optaget af den tilstundende Høst. Han viste sig kun ved Maaltiderne. Dagen igennem var han i Marken eller rundt i Ladebygningerne med Forvalteren, tilsaa Folkene og arrangerede og kommanderede for at faa alt i Stand til, at Arbejdsstyrken kunde tage fat med Præcision, naar Tidens Fylde var inde.

I de første Dage havde han følt det som sin, lidt tunge, Pligt at konversere «vores Gæst». Og han valgte da, hvad baade rimeligt og naturnødvendigt var, Landbrug, Jagt, Hesteopdræt og Skovhugst som Emner. Men han kom jo snart under Vejr med, at Greven var, hvad Forvalteren kaldte «en Bumfiler» paa disse Omraader. Og saa holdt han lidt efter lidt op at konversere og lod Vilde og Gæsten «pludre deres Tøjeri sammen». Og, sandt at sige, befandt han sig ret vel derved; thi dels var han jo ikke en Mand af mange Ord, og dels holdt han unægtelig mest af at fordøje sin Spise med Andagt. Han trak sig derfor allerede den tredje Dag straks efter Frokosten ind i Kontoret for at slibe sin Lur. Og efter Middagen kom Forvalteren op for at «glo Landvæsen» (det var Hendes gamle Naade, som havde fundet paa denne Betegnelse); de talte nemlig næsten ikke, Herren og Fogeden, de sad bare og dampede paa deres Piber og stirrede hinanden stift i Øjnene og udstødte af og til Ord som: Rughalm, Sædskifte og Kunstgødning. Og naar der saa skulde drikkes Te, sagde Forvalteren Godnat og gik. Se, der var de to Maaltider klaret. — Efter Teen sad Helmuth ganske vist opstillet paa en Stol inde i Salonen hos Vilde og Fætteren; men han var da som oftest saa træt og søvndrukken af Dagens Traven rundt i fri Luft, at han, efter et Kvarters Tids uhyre Kamp for at bevare Anstanden, stille listede hen paa Chaiselonguen i Hjørnet bag Kaminen, hvor han efter to Minutters Forløb segnede om stiv af Søvnighed.

Det gør ondt at maatte sige det: men Baronen snorkede temmelig hørbart! — Og den første Aften, han laa todt derhenne i Krogen, følte Hendes Naade sig yderst ulykkelig. Men hendes Slægtnings fine, medfødte Takt bragte hende over det vanskelige i Situationen. Med et godmodigt Smil om sin smukke Mund havde Greven sagt, idet han gjorde en let Bevægelse med Haanden hen mod Chaiselonguen:

— Nu maa du ikke skænde paa din Mand, Alvilda? Han har virkelig ærlig fortjent at hvile sig lidt. Jeg beundrer i høj Grad hans Flid og Dygtighed!

Og Baronessen havde taknemmelig trykket sin Fætters Haand og sendt ham et af disse tilslørede, uransagelige Blikke, der paa een Gang gør en Mand baade glad og urolig. —

Og herefter lod de Højvelbaarenheden hvile i Fred.

Grev Scheele havde fastsat sit Besøg paa Næsset til fem Dage. Og nu levede man løs paa den sjette!

— Hva' Fanden, enten De er hjemme eller her, gror Kornet sgu lige godt, Scheele! sagde Helmuth, der var henrykt over at se og fornemme den udmærkede Forandring, der var foregaaet med Vildes Humør siden Fætterens Ankomst.

— Aa, ja, hva', Onkel Alex, bad Karen med straalende Øjne — bliv bare i to Dage til?

— Jeg slutter mig ydmygt til Baby, smilede Hendes Naade.

— Nu De, lille Jansen! lo Baronen. — Saa kan han sgu ikke sige Nej!

Kaninen rødmede og var ved at vride sig ned under Bordet.

Grev Alex kom med et Par vage Udflugter; men lod sig dog til sidst overvinde og lovede at blive til Lørdag, da han saa absolut skulde hjem at betale Dagløn .....

Og han blev jo hellere end gerne, gjorde han! Hans Hjerte bankede af Fryd ved Tanken om, at han endnu havde hele to Dage at være sammen med sin Kusine.

Han var bleven ung paa ny!

Aladdins Ord efter sit første Møde med Gulnare: Saadan har jeg aldrig været før! kunde han have gjort til sine — om han havde turdet.

Han var forelsket!

Profeten, Lysbringeren, Foregangsmanden var forelsket, saaledes som et Mandfolk skal være det. Men han skammede sig for sig selv og vovede ikke at tilstaa det.

Til at begynde med havde Baronessen blot og bart interesseret ham som et nyt «Objekt». Han var i sine Samtaler med hende paa ny rykket frem med alle sine gamle Fraser om den «aandige Kærlighed» og den kommende høje Kultur, hvis bestalter Indvarsler han ansaa sig selv for at være.

Og hun havde hørt paa hans Svada med alvorlige, agtpaagivende Øjne, hvad hun jo skulde og burde. Men om hendes Læbe havde stundom tegnet sig et bitte lident, overbærende Smil, som hos en Moder, der lytter til et fantasirigt Barns Pludren.

Dette Smil havde irriteret ham og pint ham. Og han var bleven ivrigere og ivrigere og havde talt sig varm og ligefrem sagt hende, at hendes Brev til ham var kommet som en Røst fraoven, en Kaldelse, et Basunstød, der havde manet ham frem af hans Ensomhed, frem til Liv og Leven paa ny, frem til Dag og Sol og ... (her havde han bøjet sit Hoved og kysset hendes Haand) ... og Lykke! —

De havde gaaet lange Ture sammen rundt i Skovene ved Fjorden. Og de havde redet Side om Side milevidt bort ad ensomme, ubefærdede Veje. I Straahytten nede ved Havens Grænse havde de siddet; og i de store, dunkle Stuer oppe paa Næsset.

Og han havde talt og talt. Og hun havde andægtigen lyttet og tankefuld nikket. Men Smilet om hendes Læber havde han aldrig faaet dræbt.

.......

Saa var det, at de Dagen før Grevens Afrejse igen sad sammen i Straahytten.

Fætter Alex havde netop endt en glødende Udmaling af, hvor skønt Livet vilde blive, naar hans Teorier i en ganske vist noget fjern Fremtid kom til at herske over Menneskene.

— Du forstaar mig, ikke sandt Alvilda? sagde han ivrig. — Du indrømmer, at mit Syn paa Forholdet mellem Mand og Kvinde er langt ideellere, langt finere og mere kultiveret end ....

Baronessen, der som sædvanlig taalmodigt og stille havde siddet og hørt paa Fætterens Udgydelser, løftede pludselig sin Haand og lod den langsomt og kærtegnende glide ned over Talerens Kind.

— Du er elskelig, Alex! sagde hun og saa ham smilende ind i Øjnene. — Man bliver et bedre Menneske af at omgaas dig!

Greven rødmede som en Bachfisch og stirrede næsten forvildet paa sin Kusine: Gjorde hun Nar af ham? Haanede hun ham? Havde hun ham til Bedste?

Men Baronessen vedblev smilende at holde hans Øjne fangne.

— Store, store Barn! sagde hun og lod igen sine hvide, bløde Fingre dvælende glide ned over hans Kind. — Lille, lille Kig-in-der-Welt! —

Da var det, at alle Taager brast, og at Grev v. Scheeles Elskov brød frem, som Morgensolen bryder frem af en Nattedises fjælende Banker!

Han sprang op fra Bænken, hvorpaa de sad, og med et stønnende Udbrud af Smerte og Jubel slyngede han sine Arme om Baronessen, krystede hende tæt i sin Favn og bedækkede hendes Øjne og Læber med hede, sitrende Kys.

— Alex, Alex! stammede hun og søgte at sno sig bort. — Jeg vil ikke ... Du maa ikke ...

Men lidt efter lidt slappedes hendes Modstand, hendes Hoved sank til Hvile paa hans Skulder (hans stærke, men o. s. v.), og han følte, at hun blidt og vemodigt gengældte hans Kærtegn.

Kvinden er jo nu engang saa uendelig kærlig af Naturen!

......

Da Fætter Alex om Aftenen var ene ovre paa Gæsteværelset hinsides Riddersalen, stillede han sig hen foran Spejlet, paa hvis Konsol Tjeneren havde anbragt tvende i Sølvstager brændende Vokslys.

Der stod han en Stund og betragtede i dyb Opmærksomhed sit Ansigt.

Han ventede at finde sine Øjne sky og fulde af Samvittighedsnag, fordi han havde svigtet Idealet og glemt i lidenskabelig Praksis de høje, skønhedsfyldte Teorier, der hele hans Ungdom igennem havde ledet hans Fjed og holdt hans Sti ren.

Men hans Øjne lyste ham i Møde fra Spejlets Glar, store og straalende, uden Ruelse og uden Brøde. Hans Pande var klar og skyldfri; og hans Læber lo, som kun de Læber le, der har smagt Livets sødeste Sødme!

Skælvende af tilbagetrængt Lykke flyttede han Lysene hen paa Natbordet og begyndte at klæde sig af:

Altsaa havde han været hildet i et Bedrag! Den stolte Bygning, som hans Tanker havde opført, og som han i sit Hovmod havde nævnet Fremtidskulturens Peterskirke, den havde kun været et arme Fata-Morgana, fremtryllet af en vejtræt Ørkenvandrers syge Fantasi.

Ja, han havde hidindtil vandret i en Sahara; og han havde taget Feberens plumrede Kildevæld for Livsens sprudlende Vande!

De Kvinder, han fordum saa hjerteløst havde forladt, havde været klogere end han: Gennem Sjælene alene spirer intet frugtbart Samliv mellem Kønnene!

Det havde han nu lært at indse ....

Han pustede begge Lysene paa Natbordet ud, eet for eet, lagde Hovedet til Puden og rullede sig ind i Silketæppet:

— Ak, om han havde kunnet kalde alle disse arme, længselsfulde Kvinder tilbage og sone imod dem, det han havde forbrudt! Ak, om han havde kunnet .....

Saaledes tænkte han. Thi han var lykkelig. Og Lykken gør god!

— — —

Saa oprandt den syvende Dag, Afrejsens Dag. Frokosten var nydt, og Baron Helmuth havde, som skrevet staar, trukket sig tilbage til sit Kontor for at sove, medens Baronessen og Grev Scheele opholdt sig ene i Kabinettet.

Det var kvælende hedt udenfor, og Solen sendte sit Ildbad ned over Slot og Have.

Ind gennem de aabentstaaende Vinduer strømmede en stærk Duft af Lindeblomster og fyldte Luften i Værelset med en fad, sødlig Vellugt. Man hørte Fluer og Bier summe døsigt rundt ude over Træernes Kroner. Og af og til lød fra en Graaspurv, som havde søgt Middagsly under Bladenes Skygge et lille søvnigt Pip.

Midt ude paa den grønne Haveplæne laa en stor, graa Kat og lod sig bage igennem af Solen. Den laa paa Siden fladt udstrakt i Græsset med alle fire Ben stikkende stift frem. Dens Øjne var lukkede. Man kunde tro, at den var død.

Men paa een Gang saa man den krumme den alleryderste Spids af sin Hale og bevæge den rundt og rundt, hurtigt og nervøst som en lille, laadden, kroget Finger, der kælent legende gned sig i en Cirkel hen over Græsset. Saa løftede den Hovedet en Kende og aabnede halvt det ene af sine Øjne, der et Sekund lyste grønlig-gult i Solen ....

En sagte Raslen af Blade, som skuredes imod hinanden, hørtes henne fra Rosenbuskettet omkring Flagstangen. En lille, rosenrød Snude blev forsigtig stukket frem. Derpaa kom en hvid Pote til Syne; og saa nok en. Og lidt efter lidt gled hele Hovedet og Kroppen af en hvidgul Kat næsten lydløst ud under en af Buskene. Den missede med Øjnene mod Solen og lod til at begynde med, som om den ikke havde Gran af Anelse om Kammeratens Tilstedeværelse derude i Græsset. Den satte sig med Halen sirligt krummet ind mellem Bagbenene og Ryggen skudt op i en Bue, stiv og alvorlig; og Øjenlaagene kneb den overlegent saa tæt sammen, at der kun var en Spalte som en Knivseg imellem dem.

Katten ude paa Plænen løftede paa ny Hovedet og saa et Øjeblik hen mod den nysankomne. Derpaa gabede den dovent, lod Hovedet synke ned i Græsset igen og strakte Lemmerne vellystigt ud fra sig, saa at alle dens ti skarpslebne, seglformede Kløer kom til Syne. Halespidsen bevægede den ikke længere rundt i en Cirkel, men frem og tilbage, ligesom logrende.

Den hvidgule henne foran Rosenbedet rejste sig og blev staaende et Sekund uden Bevægelse. Saa gled den langsomt nærmere og nærmere, idet den næsten berørte Jorden med Bugen. Men da den var kommen nær paa en Afstand af et Par Alen sprang den paa een Gang med et kraftigt Sæt løs paa den graa.

I samme Nu væltede den anden sig om paa Ryggen og langede med Forpoterne ud efter Fjenden. Dog, det var kun paa Skrømt; thi et Øjeblik efter tumlede de begge i kælen Forening rundt i Græsset. Snart var den hvidgule øverst, snart den graa. De bed hinanden karesserende i Bryst og Hals, hagede Kløerne fast i hinandens Pelse og borede Snuderne dybt ind i hinandens røde, pustende Gab.

Det var en Elskovsleg, en Kærlighedsdyst. Og den fortsattes med stigende Lidenskab fra begge Sider.

Indtil Hunnen pludselig gjorde sig fri og lagde sig fladt ned i Græsset med Bugen mod Jorden. Og Hannen, den hvidgule, i et Spring satte op paa dens Ryg, spændte sine Poter fast omkring dens Krop og huggede sine Tænder i dens Nakke.

.....

Oppe bag de aabentstaaende Vinduer i Kabinettet laa Hendes Naade endnu henstrakt paa Kanapeen.

Grev Scheele havde rullet sin Stol hen ved Siden af Damens Leje og sad nu med Albuerne støttet mod Knæene og Hovedet i Hænderne og betragtede sin fagre Kusine med et Blik som en ung Abate, der knæler i Andagt og Tilbedelse for den himmelske Madonnas (ɔ: Josefs jordiske Hustrus) Billede:

— Alvilda ...

— Ja ...

— Jeg elsker dig ...

Baronessen rakte blidt smilende en advarende Pegefinger i Vejret.

— Saadant noget kan man til Nød tænke, Alex! sagde hun.

Men Alex greb hendes Haand og kyssede den.

— Ses vi i Morgen? spurgte han.

— I Morgen, Barn? Du rejser jo hjem i Aften!

— Jamen du kunde ... Du kunde jo ride ned i Birkelunden i Morgen Eftermiddag. Saa maaske ...

— Hvilket?

— Saa maaske jeg ogsaa var der ...

— Et Stævnemøde?

— Ja!

— Du glemmer, lille Alex, at jeg er en gammel Kone!

— Du er det dejligste, jeg endnu har mødt! hviskede han og bøjede sit Ansigt frem over hendes.

— Mama, Mama, hvor er du? blev der i det samme raabt inde i Salonen.

Grev Alex rejste sig hurtigt og skød Stolen tilbage.

Karen stormede ind i Kabinettet:

— Her er Bud fra Præstegaarden, om jeg og Frøken Jansen maa komme derned til Chokolade i Eftermiddag?

— Lille Baby maa ikke buldre saadan af Sted! Din Fader sover inde paa Kontoret, ved du!

— Aa, han vaagner saamænd ikke alligevel! ... Maa vi, Mama, hva'?

— Jamen Lektierne!

— Pyt med dem! Dem lærer vi i Morgen!

— Du kan jo spørge Onkel Alex.

— Maa vi, Onkel Alex? spurgte Karen og lagde kælent Hovedet paa Siden.

— Ja I maa, lille Ven! nikkede Greven smilende. — Men jeg rejser jo i Dag, Baby! tilføjede han alvorligt.

— Gør du? spurgte Pigebarnet betuttet. — Det havde jeg sgu helt glemt!

— Men Baby dog! udbrød Hendes Naade dybt rystet. — Hvor faar du saadanne Ord fra?

— Pardon, lille, bitte, allerdejligste Mama! bad Karen indsmigrende og fløj Moderen om Halsen. — Maa vi saa? gentog hun.

— Saa, saa, du er saa voldsom, Barn! ... Ja, jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal sige. Det er jo forfærdeligt at høre en ung Pige bruge saadanne Udtryk! Og nu tror jeg ikke, at din Onkel giver dig Lov ...

Karen stod et Øjeblik og saa sønderknust ned for sig. Saa løb hun pludselig hen og slog sine Arme om Onkelens Hals:

— Gi'r du os ikke nok Lov? bad hun, idet hun løftede sig op paa Taaspidserne og lavede Trutmund til Kys.

— Men Karen dog! sagde Hendes Naade og rødmede uvilkaarlig ved Barnets Adfærd.

Grev Scheele klappede venligt Pigebarnet paa hendes brune, buttede Kind.

— Jo, nikkede han smilende — saa faar I da være fri for Lektierne ... Men ingen fæle Ord i Præstegaarden, Baby! formanede han.

— Det er nu ikke saa nemt at la' være, Onkel! forsikrede den lille alvorligt. Derpaa nejede hun hurtigt og skyndte sig mod Døren for at bringe den ventende Kanin Frihedens gyldne Budskab.

Men paa Dørtærskelen ind til Salonen gjorde hun rask omkring og sendte Greven et Par Fingerkys.

— Farvel! sagde hun. — Og kom snart igen!

Saa lukkede hun Døren. Men i samme Øjeblik stak hun Hovedet ind paa ny:

— Jeg elsker dig, Onkel Alex! Knusende!

Og saa forsvandt hun.

Baronessen havde rejst sig fra Kanapeen og stod nu ved Vinduet og saa ned i Haven, hvor de to muntre Kattedyr var ophørt med deres Leg og laa, sødt slumrende, Side om Side paa den grønne Plæne midt i den bagende Sol.

Grev Scheele nærmede sig langsomt og stillede sig tæt bag hende, saa tæt, at hans Legeme næsten berørte hendes.

— Se! sagde hun stille og pegede ud mod Kattene. — Hvor henrivende!

— Ja, nikkede han mildt — de uskyldige Dyr!

Og hun bøjede sig smilende tilbage, saa at hendes Nakke kom til at hvile mod hans Skulder. Hendes Øjne lukkede sig og hendes Læbe skælvede.

— Alex, min Konge, mit Liv! hviskede hun. — Du har opvakt min Sjæl fra de døde!

Og han bøjede sig henrykt og trykkede et Kys paa hendes Hjerte ....

Hendes gamle Naades Enkesæde i Jerslev laa nede paa Bunden af en fordums Grusgrav. Lunt og godt skærmet mod alle ublide Vinde; kun med aaben Udsigt til Landsbyens Gade i Syd.

Fire smaa Værelser bestod Lejligheden af, samt Entré og Køkken. Der var lagt ny Gulve i Stuerne og sat ny Tapeter paa Væggene. Men de store Møbler, den gamle Frue havde medbragt fra Næsset, fyldte lidt rigeligt, gjorde de: man kunde næsten ikke bevæge sig i Stuerne for Bohave. Og saa var tilmed hele Loftet oppe under Straataget stuvet pakfuldt af Sager, som der ikke var Plads til nede.

Her oppe stod ogsaa det store, røde Klædeskab, som Baronessen, trods Helmuths Indsigelser, absolut vilde have med sig: «da hun ellers ikke havde noget at sætte Stasia i, naar hun blev udtilbens!»

— — —

Karen og den lille Frøken Jansen var i Dag for første Gang henne at besøge den gamle Dame.

Frøkenen sad ene i Hjørnet af den store Empiresofa inde i den forreste Stue og missede med sine smaa forskræmte Kaninøjne rundt i Værelset.

Hun sad og rystede indvendig, Pusset, ved Tanken om Stasia.

Ikke for aldrig det turde hun være ene i Stue sammen med hende! Hun frygtede hende, som et Barn frygter «Bussemanden».

Og nu var netop Baronessen ude i Køkkenet for at tilberede Chokoladen; og Karen var løbet over i Bondegaarden ligeoverfor for at sige til Jens Kusk, at han om en halv Time skulde stille i Køkkenet til Mellemmad.

Om den døvstumme nu kom til Stede?

Men den døvstumme kom ikke. Hun var formodentlig sendt et Ærinde i Byen, Gudskelov!

Og der faldt lidt efter lidt Ro over Kaninens letbevægelige lille Sjæl. Stille og med mere Tryghed gav hun sig til at betragte Værelset og Sagerne i det: Der stod Urtepotter med blomstrende Smaaroser, Gyldenlakker og Heliotroper i Vindueskarmene; og de hvide, folderige Gardiner hang stive og nystrøgne ned mod Gulvet.

Dette mindede hende øjeblikkelig om Havestuen hjemme i hendes Barndomshjem i Hobro — denne lille By, som sent og tidligt levede i hendes Drømme!

Og det morsomme, gamle Ur, der stod i Hjørnet inde i Spisestuen, mindede hende ogsaa om Hjemmet! Der var en Fuldmaane midt paa Skiven, og dens tykke, smilende Ansigt vuggede sig uophørligt frem og tilbage mellem to blaamalede, hvidkantede Skyer. Mon det ogsaa kunde kukke?

Hun rejste sig for at kigge lidt nærmere paa Uret, da der i samme Øjeblik, lige oppe over hendes Hoved, lød nogle underlige, uartikulerede Hyl og en heftig Banken og Hamren som af knyttede Hænder mod en lukket Dør.

— Stille! raabte Hendes Naade ude i Køkkenet.

Og Jansen sank rædselsslagen ned paa sin Plads i Sofaen.

Lidt efter stak den gamle Frue sit Raadsherrehoved ind fra Køkkenet. Bankningen oppe paa Loftet vedblev:

— Aa, min gode, vil De ikke komme lidt herud og se efter Chokoladen et Minut!

Frøkenen gik ud.

Nu lød Larmen fra Loftet, som om nogen sparkede med tyksaalede Støvler mod Døren deroppe.

— Saa skal da ogsaa Pokker ...! sagde Hendes gamle Naade og skyndte sig ud i Entreen og op ad Loftstrappen.

Lidt efter lød der en forvirret Raaben og Skrigen deroppe fra. Saa blev en Dør smækket haardt i, og Baronessen kom ned igen.

Hun saa meget ophidset ud og sugede Blodet af en Finger, hvis yderste Led blødte:

— Hun bed mig, Djævleskabet! sagde hun.

Kaninen saa paa hende med Øjne saa store, som det var hende muligt at faa dem.

— Hvem? spurgte hun — Hvem bed?

— Stasia, naturligvis!

— Er hun ... da der oppe?

— Ja, hun sidder i Skabet! .... Saa nu er Chokoladen færdig!

Alt i denne ny Verden, hun var dumpet ned i, alt uden Undtagelse, satte den arme Frøken Jansen i den ene skrækblandede Forundring efter den anden. Saaledes havde hun rigtignok ikke tænkt sig, at Livet og Menneskene var! Hjemme hos sin Moder, baade da de boede i Hobro og nu i de senere Aar i København, havde det været ganske anderledes. Roligt og fredeligt var Døgnet gaaet. Og var der end af og til kommet en Kurre paa Traaden mellem Børnene, havde Forældrene altid vidst at dæmpe Striden ved deres milde, besindige Tale. I København syntes jo nok Kaninen, at Menneskene var ikke fuldt saa gode, som de i Hobro; men saa mærkelige som Folk her paa Egnen var de dog ikke. Og det var ikke alene det, at de var mærkelige, men hun fandt dem ogsaa haarde og ... og .....

— Vil De lægge Dugen paa, lille Jansen!

Frøkenen tog Dugen, som Baronessen rakte hende, og bredte den ud paa Bordet i Spisestuen. Og idet hun samtidig kiggede ind gennem Dagligstuen og ud af Vinduet til Haven, sagde hun:

— Hvor mon dog Karen bliver af?

— Aa, hun kommer nok, naar hun bliver sulten! sagde den gamle Frue — Sæt Dem nu ned, min gode, saa kan vi snakke lidt sammen! Værsgod og tag et Stykke Kage! De er alt for beskeden, Mamsel! Det kommer man ikke langt med i denne Verden!

Frøkenen havde placeret sig ved Bordet, og Baronessen satte sig paa en Stol lige over for hende.

— Køn er De ikke! sagde hun efter at have betragtet Kaninen en Stund i Tavshed — Men De er vist en god Sjæl. Maa jeg sige du til Dem?

Jansen rødmede helt op til den øverste Spids af Ørene.

— Ja, gerne ... hviskede hun.

— Naa, tog Hendes Naade fat og lænede sig bagover paa Stolen ret som en Forhørsdommer i Funktion — Naa, min Pige, hvad synes du saa om at være Skolemamsel hos min Svigerdatter?

— Rigtig godt ... stammede Frøkenen.

— Sludder! lød det brutalt fra den gamle — Tal bare fra Leveren til mig!

— Bare Karen snart vilde komme! skreg det et Sted inde i Kaninen. Hun kunde godt lide den gamle Frue; men hun holdt ikke af hendes Krydsforhør.

— Er du maaske ogsaa henrykt ved at bo i Oliekamret? spurgte Baronessen.

— Nej ... sagde Frøkenen sagte.

— Naa dog ikke! Ved du, at det Hul, du kalder dit Værelse, blev i salig Hannibals Tid brugt til Vognsmørelse og Petroleum? Men du holder maaske meget af den Parfume?

— Moder har ogsaa skrevet til mig, at jeg skulde bede Hendes Naade om et andet Værelse ...

— Ja, bed du kun væk, min Stump! ... Hvad er dine Forældre?

— Min Moder er Enke ...

— Naa, ja det er sandt, det ved jeg jo! Har hun flere Børn?

— Ja, en Dreng og to Smaapiger ...

— De er ikke konfirmerede?

— Jo, Robert er; men Tvillingerne er kun tretten Aar ...

— Har hun oven i Købet Tvillinger! Hun sidder vel smaat i det, din Moder?

— Ja, mange Penge har hun ikke ...

— Hvor mange?

— Hendes Pension efter Fader er 800 Kroner.

— Herregud! Hvad var din Fader?

— Amtsfuldmægtig ... i Hobro ...

— Hvornaar døde han?

— Til Oktober bliver det ... tre Aar siden ...

— Spis Kage! ... Hvad døde han af?

— Brystsyge ...

— Er der nogen af Jer, der har arvet den Sygdom?

— Nej det ... tror jeg ... da ikke ...

Her brast Kaninen i Graad. Hun slog Hænderne for Ansigtet og hulkede højt.

— Men Gud i Himlen! udbrød den gamle Frue betuttet — Bli'er du syg?

— Jeg holdt ... saa meget ... af Far ...

Baronessen rystede energisk sine Krøller.

— Du er til Rotterne, min bedste! hvis du ikke faar lidt mere Stivelse i dig! sagde hun.

— Ja—a ... hviskede Kaninen trøstesløs.

Og da hun ufortrødent vedblev at græde, rejste den gamle Dame sig op og gik om til hende, klappede hende paa Haaret og talte venlig med sin dybe Mandfolkerøst.

— Saa, saa, saa! sagde hun — Er det en Maner for et stort Pigebarn! Tør nu Øjnene og drik sin Chokolade! Saa skænker vi en Kop til.

Hendes Naade var lidt i Forlegenhed med Tilfældet. Hun havde ikke haft meget med den Slags Taarer at gjøre i de sidste tredive Aar.

Hun lod igjen sin store, røde Haand glide kærtegnende hen over Frøkenens Haar.

— Det er et smukt Haar, du har, lille Ven! sagde hun — Jeg holder meget af Farven. Og saa er det saa blødt at føle paa som Kaninskind!

Jansen tog Hænderne fra Ansigtet, og i hendes Øjne lyste noget som et Smil.

— Det maa jeg lide! nikkede Baronessen tilfreds — Vi kommer længere frem ad Vejen med Grin end med Graad, min Stump! ... Gaa nu ind i Sovekammeret og vadsk Øjnene; for det er da ikke værd, at Karen ser, at hendes Læremor har vandet Agurker!

— —

Lidt efter kom samme Karen vandrende op gennem Haven i Følge med Jens Kusk.

Hun saa brillant ud, den lille, som hun gik der ivrigt gestikulerende og konverserende. Hun havde en hvid, broderet Kjole paa, der næppe naaede hende til Knæene; og en højrød «Bøllehat» sad hende bag ad Nakken. Det lysblonde, næsten hvide Haar hang løst ned om Skuldrene. Hendes Ansigt, Hals og Arme var stærkt brunede af Solen, og hendes mørke Øjne tindrede lige op i Ansigtet paa Kusken, hvem hun rimeligvis fortalte en umaadelig interessant Historie.

Baronessen og Frøkenen stod ved Vinduet og saa ud paa de kommende.

— Det er en rar Tøs! sagde Hendes Naade — hende kan jeg godt lide!

Paa een Gang brast begge Damerne i Latter:

Karen havde pludselig givet den intet anende Jens, der respektfuldt, men rimeligvis lidt uforstaaende, gik og hørte paa hendes Beretning, et saa eftertrykkeligt Puf i Siden, at han med nogle underlige mastodontagtige Hop var faret midt ind i en Stikkelsbærbusk. Og der stod han, medens Pigebarnet med et Glædeshvin sprang op mod Huset.

— Tøs dog! truede den gamle Frue, da Karen kom ind i Stuen.

— Saa du det, Bedstemor? lo hun og for hen til Vinduet for at se, om Jens stak i Busken endnu.

Men han var da sluppen løs og gik nu op gennem Haven.

— Hvad er det, der banker oppe paa Loftet? spurgte Karen og lyttede.

Larmen deroppe var begyndt igen.

— Det er Stasia, det Utyske, der er i Skabet! ... saadan et Skab skulde du ha', min gode Jansen, og sætte Vilddyret der ind i, naar hun blev for slem!

— Pyt! sagde Karen og slog med Nakken — forleden lukkede jeg Frøkenen inde paa ....

Hun fuldendte ikke Sætningen, men lavede bare nogle umaadelig store Øjne, der var halvt forskrækkede og halvt skelmske.

Kaninen rødmede über und über.

— Saa haaber jeg da, at du fik nogle ordentlige Strambuks, da du lukkede op igen! mente Baronessen.

— Det var ikke mig, der lukkede op ...

— Karen ... bad Frøkenen og greb hende i Armen.

... Det var ... det var Far! fuldendte Pigebarnet ubarmhjertigt.

— Haa, haa! lo den gamle Frue — Det har været Spas for Helmuth!

.... Skønt Enkebaronessen havde stredet imod af alle Kræfter (det var jo hendes Svigerdatters Barn), havde hun dog ikke kunnet holde Stand imod Karens muntre og indtagende Elskværdighed. Det smukke, viltre Pigebarn havde taget den gamle Raadsherres Hjerte med Storm.

Ogsaa Karen var meget charmeret i sin Bedstemoder, der var ganske anderledes morsom og «grinagtig» end den stive, alvorlige «Grandma» inde i København. Men Baronesse Alvilda, som hurtig mærkede denne gensidige Sympati, syntes ikke om den og modarbejdede den aabenlyst og hemmeligt.

Saaledes var det, som sagt, i Dag første Gang, at Karen aflagde Enkebaronessen et Besøg. Og hun havde næppe faaet Lov dertil, om ikke baade Baronen og hendes kære Grev Scheele, der nu atter befandt sig paa Næsset, havde lagt et godt Ord ind.

Desuden mente Baronen, og med Rette, at man skyldte hans Moder denne Høflighed ....

— Tak for Suggerladen! sagde Jens Kusk pludselig højlydt ude i sin Ensomhed i Køkkenet.

Den gamle Frue gik derud:

— Vil han ha' en Kop til?

— Næi, ellers mange Tak, Hinnes Naade!

— Et Stykke Kage?

— Næi, mange Tak!

— Der ligger en Cigar til ham i Vinduet; den kan han gaa udenfor og ryge!

— Jeg si'er saa mange Tak! ... Og saa er det vel bedst, jeg gaar hen og spænder for?

— Nej! raabte Karen ud gennem Døren.

— Jo! sagde Kaninen — din Mama har sagt, at vi skal køre herfra Kl. seks!

— Saa spænder jeg altsaa for? spurgte Jens igen.

— Nej! sagde Karen.

— Jo! sagde Kaninen — vil De være saa god!

— Ja saa spænder jeg for da! sagde Kusken og gik.

— Uf, Mama! vrissede Karen — hun er somme Tider saa vigtig!

— Haa, haa! lo den gamle Frue. Men hun tog dog Pigebarnet blidt i Øret og sagde — Du er en skidt Tøs! saadan taler man ikke om sin Moder!

Larmen oppe paa Loftet voksede. Hængelampen over Spisestuebordet ligefrem dirrede i sine Kæder. Men Baronessen lod, som om hun intet hørte.

— Vil Tøsen ha' mere Chokolade? spurgte hun.

— Ja Tak! sagde Karen — Aa, Bedstemoder, bad hun saa — maa der ikke blive lukket op for Stasia?

Den gamle saa hen paa det store Ur.

— Om fem Kvarter! sagde hun — Præcis Klokken syv lukker jeg op.

— Hvad har hun gjort? spurgte Karen med Munden fuld af Kage.

— Hun har sat Oldenborrer paa mig.

— Oldenborrer? spurgte Kaninen.

— Ja, Oldenborrer, det Skarn! nikkede den gamle Naade vredt — I Middags, da jeg laa og sov inde paa Sofaen, listede hun sig ud i Haven og fangede fire af de største og satte dem op under mine Skørter, saa jeg vaagnede ved, at de kravlede paa mine Ben!

Frøken Jansen gyste stille. Men Karen lo, saa det rungede.

— Sikket Grin! sagde hun.

— Nej, det var aldeles ikke «Grin», min Snut! mente Baronessen lidt pikeret — for jeg hader Oldenborrer!

— Men hvor kunde det dog falde hende ind, Bedstemoder?

— Aa, jeg havde givet hende et Par Kindheste, fordi hun slog mig en Tallerken i Stykker!

— Kindheste, spurgte Karen næsvist — hvor mange Ben har de?

— Fem! sagde den gamle og viste sin ene Haand frem — Vil du ha' en med hjem?

Karen lo og greb Baronessens Haand og kyssede den.

— Du er en morsom Kone, Bedstemoder! sagde hun — meget morsommere end alle andre Mennesker!

Saa rullede Vognen frem ude paa Vejen og holdt foran Havelaagen. Og samtidig slog Klokken seks paa det store Ur.

— Der er Jens, den Skurk! sagde Karen.

— Men Karen dog! formanede Kaninen.

Og saa tog man Afsked og kørte bort ....

Og da Uret næste Gang slog fuldt Slag, præcis syv, hverken et Minut før eller senere, gik Hendes gamle Naade op paa Loftet for at aabne Stasias Fængsel.

Stine Napoleon havde igen været inde i Præstens Kontor og hentet Penge. Denne Gang var det hendes Ugeløn, thi det var Lørdag; men hun havde da slaaet paa, at Pastoren snart maatte rykke ud med et Par Kroner til Salve; Benet var værre end nogen Sinde.

Mascani havde siddet ved sit Skrivebord og hørt paa hendes Klager uden at svare hende et Ord. Men pludselig var han faret op fra Stolen og havde slaaet en Haand i Bordet, saa det rystede, og raabt, at han vilde ikke høre mere paa hendes Vrøvl! Hvad kom hendes Sygdom og Daarlighed ham ved? Hun havde sin gode Fortjeneste i Præstegaarden, og dermed maatte hun nøjes. Af pure Medlidenhed holdt han paa hende og lod hende faa Arbejdet i Haven, skønt hun udførte det tarveligt nok. Han havde alt for længe fundet sig i hendes Paatrængenhed; og tog hun sig ikke en mere beskeden Opførsel paa, maatte kun søge Arbejde andetsteds.

Stine stod henne ved Døren og tabte ganske Maal og Mæle ved denne Tordenbyge. Hendes smaa, lurende Øjne vidste ikke det Sted, de skulde fæste sig. Hun pillede med sine røde, kluntede Fingre ved Forklædebaandene, og Tæerne i de nøgne, graa Strømpefødder bevægede sig nervøst under det stumpede Skørt.

— Jager Pastoren mig væk? spurgte hun trodsigt.

— Nej! sagde Præsten. — Du skal faa Arbejde; det har jeg jo sagt! Men jeg vil være fri for dit evige Prelleri for Penge. Du faar den Løn, du har fortjent; og maa være glad til, at jeg beholder dig. Thi Synet af dig er blevet mig en Vederstyggelighed!

Nu tog Stine det Parti at give sig til at græde.

— Aldrig havde jeg dog tænkt det! sagde hun og løftede Forklædet op til Øjnene. — Herregud, at jeg skulde jages fra Gaarden med Spot og Skam! Og hvor skal jeg gaa hen og skaffe Føden og Klæderne til Børnene, naar Pastoren slaar Haanden af vos? Og hvad vil Manden si'e! Aa Gud, aa Gud, at det skulde hænde!

Præsten gik tæt hen til hende og tog hende haardt i Armen. Hans Øjne skinnede af Vrede, og hans Ansigt var blegt.

— Du skriger, sagde han. — Du klager og jamrer! Lykkelig er du, at du kan det! Tror du ikke, at jeg kunde ha' Lyst til at hyle, saa det hørtes over alle Bjærge? Men jeg maa tie, maa jeg, og lukke min Dør og skyde Slaaen for for al den Jammer og Elendighed, som sidder herinde! Det er Forskellen ser du, det er Forskellen paa Jer og os! ... Gaa saa! Gaa bort med dig! Jeg vil ikke se dig for mine Øjne, du skidne Kar, som du er! Og tænker du paa at hævne dig, saa skal jeg sige dig een Ting: Den Dag er ikke fjern, da baade du og jeg skal staa nøgne for Menighedens Aasyn!

Han slap Taget i hendes Arm og stødte hende haardt fra sig hen mod Døren. Og Stine skyndte sig ud gennem den med Skrækken stirrende frem af sine vidtaabne Øjne. Træskoene snappede hun til sig ude i Forstuen og humpede med dem i Haanden bort over Gaardspladsen, saa hurtig hendes daarlige Ben kunde bære hende.

Nede i Haven stod Put-Amalie, hendes Naboerske, som ogsaa havde faaet Arbejde i Præstegaarden.

— Men Jøsses Kors dog, Stine! sagde hun og slog Hænderne sammen. — Hva' fejl' dig dov? Har du set Gespenser?

Stine sank om paa en Bænk og lod Træskoene, som hun endnu holdt i Haanden, dumpe ned paa Jorden ved Siden af sig.

— Han er ædende, splintrende gal! stønnede hun. — Han løftede Haand imod mig!

— Krestus Jesus! hviskede Amalie. — Slog han dig?

— Han kunde ha' vovet paa det! sagde Stine. — En kunde bringe ham li'e lukt ind i Tugthuset, hvis en vilde tale!

Amalie saa sig forfærdet om.

— Hys, hys, dov! hviskede hun. — Ta' vare paa din Mund! Du var evig ulykkelig, om no'en hørte dig!

— Jeg er den Unde raspeme li'e glad! beedigede Stine. — Han har voldt mig Ulykker og Spe'takler nok med Manden derhjemme i sin Tid! Og nu nægter han mig de Par Skilling, som han ligefrem kan dømmes til at betale mig, om det kom til Rettergang mellem vos!

— Naa-aa, mente Amalie og skævede ondskabsfuldt hen til Naboersken. — I var vel enige nok om den Ting!

— Hva' ved du om det? spurgte Stine skarpt.

— Næi, naturligvis! ...

— Har du kanske haft din Næse imellem?

— Næi ....

— Saa holder du din Hals!

Put-Amalie bed Svaret i sig. Hun vilde nødig være usams med Stine, for det var paa hendes Anbefaling, at hun havde faaet sin Gang her i Præstegaarden, og der faldt jo foruden Lønnen ofte en Kop Kaffe og en Bid Brød af.

— La' vos saa se aa faa plukket di Ribs af! sagde Stine efter en lille Pause og stak Fødderne i Træskoene og gik hen og satte sig paa den trebenede Malkeskammel, som hun havde bragt med sig hjemmefra, da hun ikke taalte at staa oprejst og bøjet i Timevis.

Og begge tog de saa fat paa Arbejdet.

— Det Svin! sagde Stine lidt efter indigneret. — Ved du, hva' han sa'e?

— Nej? spurgte Amalie og spidsede Øren.

— Han sa'e, at det vilde ikke vare længe, forinden baade han og jeg skulde klæ' vos a' li'e midt for hele Menigheden!

— Krestus Jesus! mumlede Amalie og korsede sig. — Er det en Præst, der kan føre saadan Ord i sin Mund! Men Pigerne deroppe si'er da osse, at Fanden vist snart flyver a' Sted med ham; for der gaar ikke en Dag, uden at han skriger og raaber og falder i Besvimelse, saa Fruen og Frøkenen har nok aa gøre med at faa blæst Liv i ham igen. Det maa jo ende med et Mirakel!

— Ja, at Vorherre kan putte saadan et Sind i en Præst! sagde Stine, der nu var bleven mere rolig og raisonabel. — Det er li'efrem til at undre sig ihjel over! Men et kønskabt Mandfolk har han sgu altid vaaren; og det er sgunne saa underlig, at et sølle Kvindfolk ikke kan staa ham imod, naar han vil!

— Næi vist saa! nikkede Amalie. — Men hvorfor kan han ikke holde sig til Konen? Det er jo da derfor, di har taget til Ægte.

— Hun opdagede jo, at han kunde ikke nøjes med hende; og saa laasede hun a'!

— Jamen nu er han jo da blit gammel.

— Gammel? grinte Stine. — Hæ, det er li'som med Juleøl: jo ældre det bli'er, jo værre sprutter det!

Længe endnu vedblev disse to hæderværdige Kvinder at tale skønne Ord om deres arme Præst. Stine, der ellers altid plejede at veksle Tema, naar Snakken mellem Naboer og Genboer faldt paa Mascani og hans Bedrifter, lagde i Dag ikke det mindste Skjul paa sin Viden og Kendskab til hans Færd i Præstegaarden og udenfor, fuld af Hævnsyge, som hun var, paa Grund af den Behandling, hun havde faaet inde paa Kontoret. Og Put-Amalie, hvis Liv og Levnet ej heller havde været af Farve som den første Sne, lyttede fuld af Glæde og Andagt til den andens Beretninger. Ja, stundom kunde hun endogsaa supplere dem med et eller andet lille Træk, som endnu ikke var kommet Stine for Øren. Hun vidste til Eksempel at melde om nogle Vandringer, Præsten foretog sig inde mellem Klitterne paa de Tider af Dagen, naar Sognets Kvinder og halvvoksne Tøse gik i Bad fra Strandbredden.

— Jeg tror ligefrem, det er en Galskab i Blodet paa ham! sagde Stine filosofisk. — Du skal se, han ender paa Anstalten li'som Mikkel Skrædder!

— Eller i Tugthuset! mente Amalie. — For det er der da Straf for, ved jeg!

— Ja-a, hvis han forgriver sig paa dem! sagde Stine.

— Det gør han sgu nok! nikkede Amalie fortrøstningsfuldt.

— — —

Som disse to Smaakoner talte om deres Sognepræst, saaledes talte den hele Egn.

Ikke kunde to Mennesker komme sammen, uden at det straks lød: Har De hørt den sidste om Mascani? Har De hørt? Har De hørt?

Enkelte alvorlige Eksistenser blev baade røde og blege af Forargelse og mente, at der burde klages til Provst og Bisp. Men de fleste lo og morede sig over Præstens Bukkespring, som man næsten altid er tilbøjelig til at le af og more sig over den Art erotiske Kalamiteter. De betragtes som en Slags moralsk Tandværk, der kun gør sit Offer latterligt!

Men den ulykkelige Mascani selv lo ikke! Han følte klarere og klarere en Katastrofe nærme sig. Og som et Menneske, der mærker Sindssygen gro i sin Hjerne, faldt han snart hen i dump Resignation og rasede snart i vild Fortvivlelse, skreg op og slog om sig derhjemme i sin Stue, saa at hans Kone og Datter sad blege af Angest. Ind til ham kunde de ikke komme, da han altid stængede Dørene til sit Kontor, naar han mærkede et Anfald nærme sig. Men de holdt Vagt i Stuerne udenfor og vogtede paa ham, at ikke Tjenestefolkene skulde komme i Nærheden og lytte og forstaa og bringe Sladder og Rygter i Omløb.

Det var strenge Dage for Clara og hendes Moder. De havde aldrig et Øjebliks Ro. Var Pastoren ude, afventede de i dirrende Spænding hans Hjemkomst. Og naar han var hjemme, for de sammen ved hver usædvanlig Larm og sendte hinanden ængstelige Blikke. Thi Præsten havde engang ladet en Ytring falde om, at man maatte være belavet paa, at han en skønne Dag «gjorde en Ende paa det hele».

Og var Dagene onde at gennemleve, var Nætterne endnu værre. Naar de to Kvinder var gaaet op paa deres Værelse for at gaa i Seng, kunde de i Timevis holdes vaagne af hans Puslen og Listen i Etagen nedenunder. Clara, der havde maattet flytte sin Seng ind i Pastorindens Værelse, var engang gaaet ned for at se, hvad Faderen tog sig for. Men hun fandt Døren til Dagligstuen aflaaset; og da hun kiggede ind gennem Nøglehullet, saa hun ham vandre rundt derinde, nøgen til Bæltestedet, medens han hudflettede sin blottede Ryg med et knudebesat Reb, saa han stønnede ved det. I Rædsel havde hun da hugget sine knyttede Hænder mod Døren og raabt:

— Far, Far, hvad er det dog! Luk op! Lad mig komme ind! Hører du! Hører du!

Men saa var Lampen bleven slukket, og ikke en Lyd hørtes mere derinde.

Lidt efter var Moderen ogsaa kommen ned, og de havde da begge gaaet den halve Nat udenfor paa Gangen og lyttet. Men alt havde været stille.

Og da Mascani næste Morgen mødte til Te i Spisestuen, var der intet usædvanligt at spore hos ham. Og spørge turde de jo ikke ...

Gladest var disse tre ulykkelige Væsener, naar de var ude i Selskab eller selv havde Gæster. Saa kunde Pastoren spøge og le og være den muntreste af de muntre. Ingen skulde da let kunne tro om den Mand, at han førte en daglig opslidende Kamp med sig selv for ikke pludselig at udstøde dette hvinende, skærende Skrig, der stadig laa som en Klump i hans Bryst og pressede paa og vilde frem; dette Skrig, der engang (det vidste han, og derfor var hans Kamp saa fortvivlet) vilde tage Magten fra hans Vilje og pine sig frem gennem hans Strube som Skriget fra et dødsramt Dyr, der har kæmpet for Livet ....

Dog var der et Par Øjne, som hans selskabelige Munterhed og Livsglæde ikke skuffede: Det var Hendes gamle Naades.

— Kom lidt herhen, bedste Macaroni, kunde hun en saadan Aften sige — og sæt Dem ved Siden af mig, at vi kan faa en Passiar sammen! ... Ved De, hvad De skulde, min gode? fortsatte hun saa, naar Pastoren havde sat sig.

— Nej? spurgte Præsten med et usikkert Blik; thi han havde i den sidste Tid begyndt at frygte hendes Ligefremhed og Mangel paa Hensyntagen.

— De skulde rejse!

— Rejse?

— Ja; rejse bort et halvt Aars Tid og se at komme til Kræfter! Jo, vist saa! Tror De ikke, jeg kan se, at De er syg? Der er jo snart ikke mere Kød paa Dem end paa en almindelig Kanariefugl! Før var De brun, og det klædte Dem. Men nu er De jo ganske grøn! Hvad er det, der piner Dem? I gaar alle sammen rundt her og bliver saa løjerlige! Se nu til Helmuth! Tror jeg ikke, Drengen er bleven nervøs trods alt sit Kød! I skulde rejse sammen og lade Madammerne være, hvad de er! Ja, De ler, min kære Macaroni; men jeg har levet længe nok til at kunne se bag Tænderne!

Pastoren rejste sig. Han gouterede ikke Intimiteter, naar de berørte ham selv. Og han forsikrede smilende, at han havde aldrig befundet sig bedre end nu for Tiden. Kun en Smule Hovedpine af og til, det var det hele!

Men Enkebaronessen lod sig ikke føre bag Lyset. Hun rystede sine Krøller og hævede en Pegefinger.

— Verden er forrykt! sagde hun. — I ender alle paa Galehuset! Jeg er den eneste normale!

Og hun trak Mascani ned ved Siden af sig igen og begyndte, medens hun holdt fast paa ham, ivrigt hviskende at betro ham sine Bekymringer med Hensyn til Helmuth og Baronesse Alvilda.

— Det gaar rent Fanden i Vold! sagde den gamle Dame. — Jeg ser jo, hvor Drengen pines. Hun har kun Øjne for ham, Scheele, Fætteren, den Fløjelsabekat! Hvad skal det ende med? Naar Helmuth endda ikke brød sig om hende; men han er jo saa væk i hende som en Kat i en Rødspætte! Snakke ham til Rette, det nytter ikke. Jeg har prøvet paa det, men han bed mig af, saa det sved. Har De ikke et Raad? For galt ender det, om Drengen kommer over dem engang. Jeg kender ham! Hjernen paa ham bliver til Grød, og saa slaar han løs uden at tænke paa, at der kommer en Onsdag efter en Tirsdag. Kan De ikke hjælpe! Kan De ikke tale med en af Parterne?

Men Pastoren rejste sig igen og vrissede med Hovedet. Han vilde ikke høre mere. Brød sig ikke om at høre mere. Hvad kom det hele ham ved! Alt, hvad der foregik uden for ham, interesserede ham ikke; syntes ham saa smaat og ubetydeligt i Forhold til det store, tilstundende Opgør, han skulde have med sig selv!

Og han bukkede for den gamle Baronesse og kom med nogle Udflugter og Undskyldninger: Man skulde ikke blande sig i andres Sager; det kom der aldrig noget godt ud af. Man skulde ikke agere Forsyn. Menneskene gled dog alligevel derhen, hvor deres Skæbne førte dem o. s. v., o. s. v. ... Og han lo forceret op og kyssede hendes Haand og skyndte sig ind mellem de andre Gæster.

Og snart hørte man hans Latter og Tale klinge højlydt gennem Stuerne ...

Men naar han saa senere paa Aftenen kørte hjem sammen med sin Kone og sin Datter, sad han tavs og med lukkede Øjne trykket ind i et Hjørne af Vognen. Og ej heller Damerne talte. Alle gruede de for Natten, der stundede til.

— Det er forfærdelig kedeligt, at han er min Onkel! sukkede Karen og stirrede drømmende ud i Halvmørket.

— Man kan godt blive gift med sin Onkel, erklærede Clara Mascani afgjort.

— Ja, jeg har en Tante, der er gift med sin! sagde Kaninen.

— Somme Tider gaar jeg ned i Vestibulen og ta'er hans Hat paa og kysser hans Handsker! nikkede Karen sværmerisk.

Frøken Mascani lo og klappede i Hænderne:

— Du er storartet!

— De er af Ruslæder, vedblev den lille — Jeg har taget den ene! ... Lugt! sagde hun og halede en Handske op af sin Kjolelomme og pressede den ind mod sit Ansigt.

Clara snappede Relikvien fra hende.

— Ah! sagde hun og borede Næsen ned i den — hvor den dog er dejlig! ... Maa jeg ha' den, hva' Baby?

— Næ, du kan tro nej! skyndte Baby sig og rev Handsken fra hende igen og gemte den ilfærdigt helt nede paa Bunden af Lommen.

Kaninen sendte de to andre et forskræmt Blik og rødmede. Hun begreb ikke, at de saa frimodigt kunde blotte deres Hjertes Følelser ....

Det var Søndag, og Frøken Mascani havde været paa Næsset siden om Formiddagen. Hun var kørt hjem med Herskabet, der havde været til Førstegudstjeneste. Og skønt hun var fyldt de nitten Aar, morede hun sig fortræffelig sammen med Karen og Frøken Jansen. Og saa snart hun var hjemmefra, skænkede hun ikke de ulykkelige Forhold i Præstegaarden en Tanke.

De tre Pigebørn havde hen paa Eftermiddagen faaet kogt noget Chokolade, som de havde hældt paa en Flaske, og med den og noget Hvedebrød i en Kurv var de saa vandret ud i Skoven og var endt i Straahytten, hvor de havde fortæret deres medbragte Furage.

Og saa var Karen kommen frem med to Cigaretter, som hun havde tilvendt sig inde i Moderens Toiletværelse, og dem havde hun og Clara tændt og dampet paa. Kaninen fik ondt, bare hun tænkte paa Tobak.

Straahytten laa, som sagt, nede for Enden af den lange Bøgeallé, der hvor Skov og Have gled over i hinanden. Det var en cirkelrund, gammel Hytte, bygget af raa Fyrrestammer og tækket med et højt, spidstopløbende Straatag. Der var rart svalt derinde, og der herskede et behageligt, mystisk Halvmørke, idet Dagslyset kun sivede ind gennem et lille, firkantet Vindue øverst oppe i Taget.

Pigebørnene havde lukket Døren af for sig ved at sætte Krogen paa indvendig. Og nu havde de ligget paa Løjbænkene derinde og sludret og røget en halv Timestid, efter at Chokoladen og Hvedebrødet var fortæret.

— Skal vi gaa i Vandet? spurgte Karen pludselig.

— Nej! sagde Kaninen afgjort.

— Jo—o! raabte Clara Mascani og slængte Cigaretten fra sig — lad os det!

— Jamen vi har jo ingen Haandklæder med. Og vi kan heller ikke komme ind i Badehuset!

— Pyt! vi gaar fra den aabne Strand og tørrer os paa vore Særker! mente Baby rapmundet.

Der blev endnu lidt Vrøvlen frem og tilbage; men Karen og Clara sejrede. Og det blev bestemt, at man skulde lade Kurven med Kopperne staa i Straahytten, indtil man gik hjem.

Men pludselig udstødte Karen et højt Skrig:

— Der er Ild! Der er Ild!

Og i samme Øjeblik saa man Røg og Flammer slaa til Vejrs henne i Hyttens ene Hjørne, hvor der laa en Bunke Papirsstrimler og visne Blade.

— Det er fra min Cigaret! sagde Clara bestyrtet og blev staaende stiv af Skræk og stirrede hen paa Ilden, der blussede lystigere og lystigere.

— Sluk! Sluk! skreg Karen og for hen mod Døren — Lad os raabe om Hjælp!

Men Kaninen, der i alvorligere Situationer dog til syvende og sidst vistnok var den mest praktiske af disse trende smaa Perlehøns, rev i en Fart et Par Græstørv løs af en af Løjbænkene, kastede dem over Flammerne og trampede rundt paa dem. Hvorved det temmelig hurtigt lykkedes hende at slukke Ilden.

— Hvor turde du, Frøken Jansen? spurgte Karen beundrende.

— Aa, det var da saa nemt ....

— Tak! nikkede Clara Mascani ganske bleg og strøg Frøkenen over Haaret — Det var ogsaa frygtelig letsindigt af mig at kaste Cigaretten fra mig herinde. Hvis der nu var gaaet rigtig Ild!

— Novve! sagde Karen med sit Yndlingsudraab, som hun altid anvendte i den højeste Sindsbevægelse — det havde været en værre Historie!

— Sæt Ilden havde naaet Taget! sagde Clara.

— Saa var vi bleven stegte! mente Karen.

— Naa—aa, vi var vel nok slupne ud! smilede Kaninen, der endnu stod og trampede paa Brandstedet for at slukke de sidste Gløder.

— Jamen Hytten var da futtet a'! nikkede Baby — Det kunde for Resten ha' været Sjov! ... Skal vi saa gaa? spurgte hun — Vi maa skynde os. For vi skal være hjemme og ha' klædt os om til Middag!

Og hun aabnede i det samme Døren og slog den helt tilbage, saa at det halvmørke Rum fyldtes af det grønlige Lys, der laa ude under Træerne.

— Puhh, sikken Varme! vedblev hun — Det skal rigtignok blive dejligt at komme til at staa paa Hovedet i Vandet! Kan du svømme, Clara?

— Ja, lidt.

— Saa kan du lære Frøken Jansen og mig det!

Kaninen forsøgte et sidste Argument:

— Jeg tror ikke, at din Mama vil synes om, at vi gaar ud fra den aabne Strand, Baby!

— Jo—o, Mama er i godt Humør i Dag! sagde Karen og laasede Døren, hvilket lod sig gøre ved Hjælp af et stort, gammelt Søm, der sattes ned i en Øsken.

Og saa begav de unge Damer sig af Sted ad Spadserestien ned mod Fjorden.

Vejen, de fulgte, gik først langs Skræntens øverste Kant med Udsigt over Vandet til Skovene og Markerne paa den anden Side. Fjorden var saa smal, at man tydelig kunde se Dyr og Mennesker færdes ovre paa den modsatte Bred.

— Se, der er ogsaa nogen, der bader! sagde Clara og pegede ud over Vandet, hvor en tre-fire nøgne Legemer lyste i Solskinnet.

— Der kan du se, Frøken Jansen, sagde Karen hoverende — saa kan vi da ogsaa!

Stien skraanede nu ned mod Engene. Og lidt efter stod de unge Piger nede paa Grønsværet i den bagende Sol.

Baade Frøken Mascani og Kaninen standsede og kiggede betænkeligt ud over den store, nøgne, solhede Flade, der yderst langs Strandkanten var begrænset af en Række temmelig høje Klitter.

Men Karen var allerede et langt Stykke ude paa Engen.

— Kom nu! raabte hun — Vi skal i Vandet!

Og saa fulgte de andre efter.

Der var en Del Grøfter og Diger at komme over; og ganske opløste af Varme naaede man ud til Klitterne, fulgte et Digeløb ind mellem to af dem og stod nu paa den smalle, sandede Strandbred.

Lige ud for Stedet, et halvt Hundrede Alen ude i Vandet vel, laa Badehuset. Der førte ingen Bro ud til det, man naaede derud pr. Vogn.

— Een, to, tre! sagde Karen og begyndte at rive Tøjet af sig — Første Mand i Vandet!

Ogsaa Frøken Mascani tog fat paa at afføre sig sine Klæder.

Men Kaninen satte sig i Græsset ved Foden af Klitten. Hun kunde ikke bekvemme sig til denne Friluftsbaden. Hun var ikke vant til det; havde aldrig prøvet det før.

— Naa, Frøken Jansen! raabte Karen, der allerede sad i den bare Chemise og trak Strømperne af — Nu er vi andre snart færdige!

— Jeg vil ikke med! raabte Jansen tilbage — Vi har heller ingen Badehætte, og Haaret bliver saa væmmeligt af Saltvand!

— Vi kan binde vore Lommetørklæder over Hovedet! foreslog Frøken Mascani.

— Nej, jeg vil ikke med! sagde Kaninen.

— Hurra—a! skreg Karen og sprang med lange Skridt ud mod Vandet.

— Dit Haar! raabte Frøkenen efter hende.

— Blæse med det! sagde den lille og for af Sted.

Det var meget lavvandet, saa at hun maatte vade et langt Stykke ud, forinden Vandet naaede hende til Knæene.

Solen skinnede paa hendes nøgne, buttede Legeme, hvis gullige Hud lyste som mat Rav. Og hendes store, løse Haar flød hende ned over Ryggen.

— Kom nu, Clara! raabte hun og satte sig ned og gav sig til at plaske med Arme og Ben, saa Vandet sprøjtede og skummede rundt om hende.

Frøken Mascani var nu ogsaa fuldstændig afklædt og stod og bandt omhyggeligt sit Lommetørklæde fast om sit Hoved.

Saa gik hun hen og stak sin ene Fodspids i Vandet.

— Uh, sagde hun og gyste let — det er koldt!

— Kom her ud! skreg Karen!

Og Clara tog en energisk Beslutning og løb ud til hende.

Kaninen sad og saa paa dem. Det var ikke fri for, at hun misundte dem deres Fornøjelse. Hun fortrød næsten, at hun havde sagt, at hun ikke vilde med.

Vandet saa saa indbydende ud, og de to derude laa og plaskede rundt og raabte og lo og sprøjtede hinanden.

Paa een Gang kom der Taarer op i Kaninens Øjne. Hun vilde trænge dem tilbage, men formaaede det ikke; og de løb stille ned ad hendes Kinder.

Hun kunde ikke have forklaret, hvad der var i Vejen med hende. Hun vidste bare, at hun var saa inderlig bedrøvet over ikke at kunne glæde sig som de andre, ikke være munter som de andre.

Og saa skammede hun sig. Hun skammede sig over ikke at være saa smuk som de! Det var maaske fornemmeligst derfor, at hun ikke vilde med dem i Vandet; hun vilde ikke, at de skulde se hendes magre, kantede Krop og Lemmer.

Uvilkaarligt lod hun sine Hænder glide ned over sine Arme og Ben. Og Taarerne trillede hende tunge og bitre ned over Kinderne, fordi hun ikke var rund og velskabt og sund som de to derude.

— Halløj! raabte Karen — Kom dog, Frøken Jansen!

— Her er saa dejligt! forklarede Clara Mascani — Vandet er ganske lunkent!

Men Frøkenen vinkede afværgende med Haanden ud mod dem. Og hun gjorde sig Umage for at smile, medens hun stjaalent tørrede Taarerne af sit Ansigt.

Clara og Karen havde taget hinanden i Haanden og var vadet længere ud. Vandet naaede dem nu til højt op paa Benene.

De saa pragtfulde ud, som de gik der med deres runde, bløde, vaade Legemer lysende i Solen!

De naaede ud til Badehuset og kravlede op paa Flaaden, som bar det.

Der stillede de sig op med Ryggene mod den hvide, malede Badehusvæg og lod sig gennembage i Solskinnet.

Saa hørtes der Raab fra Fjordens modsatte Bred. Det var de badende derovre, som havde faaet Øje paa dem.

Karen besvarede Raabet og strakte Armene vinkende i Vejret.

— Nej, lad være! sagde Clara og greb hende om Haandledene — Sæt, de svømmede herover!

— Ja, hvad gjorde saa det!

Nu skal I komme i Land! raabte Kaninen — Klokken er mange!

— Ja, nu kommer vi! lød det tilbage.

Og Ordene klang klart og distinkt hen over Vandet, som taltes der i en stor, tom Sal.

Pigebørnene hoppede ned fra Badeflaaden og satte i lange Spring ind mod Strandbredden. De løb om Kap og faldt og tumlede om og rejste sig igen og lo og hvinede. Men Clara Mascani, der var slankere og mere langbenet end Karen, naaede først ind.

— Se nu er det jo, man savner et Haandklæde! sagde hun, da hun stod oppe paa Sandet — Det skal du faa betalt, kan du tro! raabte hun saa og drejede sig i en Fart.

Karen var kommen listende bag paa hende og havde givet hende et Dask med sin flade Haand.

Og nu gik det i vild Jagt hen langs Strandkanten, saa Vand og Sand sprøjtede op omkring dem.

Naturligvis fik Clara fat i Forbryderen, der næsten ikke kunde løbe for Latter og Skrigen. Hun greb hende i Haaret og holdt hende fast.

— Hvad skal jeg nu gøre ved dig, dit lille Utyske?

— Drukne mig! lo Synderen.

— Godt! nikkede Clara og løftede hende op i sine Arme — Godt, min Pige, nu har du selv sagt det.

Og hun begyndte at vade udad med hende.

Men Karen sprællede i den Grad, at hun slap løs.

Og saa begyndte Jagten forfra.

Men da man kom lige ud for Kløften mellem Klitterne, løb Karen derind. Og et Øjeblik efter stod hun oppe paa Spidsen af den højeste Klint og sang af fuld Hals, idet hun slog ud med Armene:

— Din gale Tøs! raabte Frøken Mascani — Kom nu ned og klæd dig paa!

— Her er saa dejligt oppe i Solen! raabte Karen tilbage.

Karen! befalede Kaninen og rejste sig — kom ned straks, hører du!

— Nu kommer jeg, min elskede Lærerinde! sagde Karen. Og medens hun løb ned ad Klitten, hørte man hende fortsætte i vilden Sky:

— — —

Da Pigebørnene var klædt paa og var naaet halvvejs over Engene op mod Skoven, rejste en Mand sig bag en af Klitterne, sneg sig forsigtig ned paa Stranden og gik ad Næsgaardene til.

Det var Pastor Mascani.

Der var stort Selskab paa Næsset.

— Vi maa ha' fodret Egnen af, Vilde! havde Baronen sagt — Og det er bedst at gøre det, mens Scheele er her, saa kan han se Dyrene!

Og saa blev alle Omegnens Proprietærer med Fruer og Døtre tilsagt og var mødt op i deres bedste Stads.

Enkebaronessen var i sin grønne Silkekjole med Armbaand og Brystnaale og Ringe paa alle Fingre.

Og Fru Mascani var i Sølvbryllupskjolen, og Clara i hvidt med Rosenknopper.

Det var Middag. Man havde lige rejst sig fra Bordet og nu skulde Kaffen serveres nede i det store Lindelysthus i Haven.

Niels Tjener var i sin mindst plettede Livkjole; og Drengen Julius var iført en Slags svensk Husaruniform, som Baronesse Alvilda selv havde komponeret: blaa Stumptrøje med stiv, opstaaende, gul Krave og brede, gule Galoner ned ad Benklæderne.

— Drengen ser ud, som om han var rømmet fra Flakkebjerg! havde Hendes gamle Naade sagt himmelhøjt til sin Bordkavaler Byfoged From, der truende med sin buttede Pegefinger havde let klukkende nede i sit hvide Halsbind:

— Deres Naade! Deres Naade! De er ved Gud morsom, Deres Naade! Men lidt ondskabsfuld! Jo, jo, lidt ondskabsfuld! ...

Gæsterne kom vandrende højrøstet talende og ivrigt gestikulerende efter Maden og Vinen ned ad Lindealleen og stimlede sammen om Lysthusets Indgang.

Grev Scheele, Karen og den lille Jansen havde travlt med at finde Havestole og Bænke.

Enkebaronessens Øjne veg ikke fra Svigerdatteren. Og hver Gang Greven nærmede sig Husets Frue, blev den gamle Naades Pupiller store og agtpaagivende.

Efter en Del Forvirring fik man Plads omkring det store, aflange Stenbord inde under Lindetræerne. Damerne inderst og Herrerne staaende i en Kreds bag dem med Kaffekopperne i Hænderne og bøjende sig frem over Kvindernes Skuldre for at konversere.