Afskriverens bemærkninger (continued 3)

Grev Scheele havde faaet Plads bag Baronesse Alvilda. Hans længselsfulde Øjne glædede sig ved at beskue hendes hvide Hals og Barm, der lyste frem af en dybt nedringet, vinrød Silkekjole. Og hans skælvende Læber hviskede hende af og til et hvidglødende Ord i Øret ...

— Drik Cognak, mine Herrer! sagde Helmuth, der bred og vel til Mode stod lænet op mod en Træstamme og omfattede Gæsterne med et fornøjet og godmodigt Blik. Han var stolt over at kunne byde saa mange til Gæst paa een Gang. — Niels! raabte han — skænk Sødt for Damerne! ...

Ude i Lindealleen havde de unge Piger givet sig til at lege Tagfat. Der var ikke Plads til dem i Lysthuset.

Clara fra Præstegaarden satte som en Stormvind efter Karen.

— Stop hende! Stop hende! raabte Karen til Proprietærfrøknerne, som følte sig betydelig generte ved at være Gæster paa Slottet. De stod og pillede ved Stadsen og rettede hviskende paa hinandens Baand og Blomster.

— Karen! advarede Kaninen — ikke for vild!

Men Karen tog fat i hende og svingede hende rundt et Par Gange, saa at hun var ved at miste Vejret.

— Der er Julius! raabte hun saa pludselig og slap Frøkenen, da hun fik Øje paa Tjenerdrengen, som kom balancerende med et Fyrfad fuldt af Gløder ude paa Spidsen af en Ildtang.

— Han er nusset i Dag, sagde Præstens Clara — i den Dragt!

Og begge Pigebørnene løb hen til Drengen og vilde tage Fyrfadet fra ham.

— La' vær' Frøkner! sagde Julius og søgte at værge sig — I brænder Jer!

Men Karen greb ham bag i Stumptrøjen, saa Drengen kunde ikke flytte sig af Stedet.

— Hinners Naade venter! skreg han i Angest og sled for at komme løs — Jeg skal skynde mig!

— Ja skynd dig bare! sagde Karen og begyndte at danse rundt. Og Julius maatte følge hende. Han snurrede af Sted sidelæns; Ildtangen holdt han stadig i Hænderne, og hans Øjne stod stive af Skræk for, at Fyrfadet skulde flyve af den.

Frøken Mascani lo, saa det klang; og selv Proprietærfrøknerne maatte trække paa Smilebaandet.

Saa viste Niels Tjener sig, og Karen slap sit Tag i Julius, der tog et Par mægtige Skridt fremad og var lige ved at falde paa Næsen. Men han holdt dog Balancen og skyndte sig ind i Lysthuset med Gløderne ...

Grev v. Scheele havde i sin permanente Kvide bøjet sig alt for dybt ned over sin Kusine. Hans Læber berørte næsten hendes Øre.

Hurtig rejste hun sig fra sin Stol.

— Skal vi spadsere lidt rundt i Haven, mine Damer? spurgte hun højt — Pastor Mascani, Deres Arm!

Pastoren bukkede og bød hende Armen.

— De er saa tavs i Dag, Hr. Pastor?

Men hun ventede ikke paa Svaret; hun drejede sig om mod Grev Scheele og sagde:

— De er nok saa god at være Vært for Ungdommen, Fætter!

Og derpaa, idet hun vendte sig mod Selskabet og slog op med Haanden:

— Behag at tage Damer, mine Herrer! Saa gaar vi en lille Promenade i Skoven!

— —

De var gaaet ned gennem den lange Bøgeallé, Hendes Naade og Pastoren.

— Hvi saa tavs? gentog Baronessen sit Spørgsmaal fra før.

Præsten saa paa hende med et underligt, sløret Blik i sine smukke, brune Øjne:

— Jeg er træt! sagde han.

— Træt! Naa, det maa jeg sige! De er galant! Og af hvad er De saa træt, om jeg tør spørge?

— Af dette evige eet og det samme! Af dette evige Slagsmaal med mig selv og andre!

Baronessen smilte.

— Præstens Gerning kaldes jo dog ellers Fredens Gerning! sagde hun.

Kaldes! Kaldes! vrængede Mascani, og hans Øjne flammede — Gud «kaldes» ogsaa algod, alkærlig og albarmhjertig .... Og Alsludder er det hele!

— Men Hr. Pastor dog!

— Han piner og han plager mig! sagde Præsten haardt — Led os ikke i Fristelse, staar der! Og han bestiller ikke andet! Han møder frem med Fordringer, som jeg ikke kan indfri! Han læsser Byrder paa mig, som jeg ikke kan bære! Vilde det ene Menneske kræve af det andet det, han kræver af os, vilde vi blive dømte fra Ære, Liv og Gods!

— Jeg forstaar ikke ... De, en Herrens Tjener? sagde Baronessen forvirret.

— Undertiden fristes jeg til, vedblev Præsten uden at høre paa hendes Bemærkning — Undertiden fristes jeg til, naar jeg staar foran «Herrens» Alter eller paa Prædikestolen, at raabe ud over Menigheden med min naturlige Stemme, at det er Løgn alt sammen, det jeg staar og bavler frem med min fedeste Søndagsrøst! Ak, mine kære Brødre og Søstre, vrængede han pludselig snøvlende op med himmelvendte Øjne — hvorfor ere I genstridige mod Herren? Hvorfor ville I ikke kaste eder i hans alkærlige Faderfavn, som staar hver angrende Synder aaben? Han, som har givet sin Søn, den Enbaarne, at hver den, som tror paa ham, ikke skal fortabes, men have det evige Liv! ... Isch! alt det samme som den første den bedste Hjulmand og Skorstensfejer, naar han er en Smule lettunget, kan plapre os efter!

Baronessen var standset og stirrede forfærdet Præsten op i Ansigtet. Hun vidste ikke, om det var Alvor, dette, eller en lidt vel hasarderet Spøg. Sin Arm havde hun trukket ud af hans; og hun saa sig om for at søge Hjælp.

Men de var kommet langt forud for det øvrige Selskab og stod nu nede i Skovkanten lige ud for den smalle Sti, der førte ind til Straahytten.

Mascani havde presset en af sine Hænder op mod Panden; og han bøjede Hovedet bagover og drog et dybt Suk.

— Undskyld, Deres Naade! sagde han med træt Stemme — Jeg har vist forskrækket Dem! Men nu er det ovre, nu ... Lad os gaa derind og sætte os lidt? bad han og pegede hen mod Hytten — De vilde bevise mig en usigelig Tjeneste! tilføjede han, da Baronessen syntes at tøve.

Næppe var de traadt inden for Døren, før han sank ned paa en af Græsbænkene og skjulte Ansigtet i Hænderne.

— De er syg, Hr. Pastor? Skal jeg ikke ...

— Nej, nej! Det er straks forbi! Jeg beder Dem, sæt Dem!

Hun satte sig tøvende paa Bænken ligeoverfor.

Og saaledes sad de nogen Tid i Tavshed.

Endelig løftede Mascani Hovedet.

— Det er her omme! sagde han og lagde en Haand bag om Nakken og bøjede Ansigtet opad. Han var gustenbleg som en dødssyg Mand; og hans Øjenlaag sank i — Her omme sidder det ... Det er, som om der laa en stor, tung Ting derinde og voksede!

Baronessen følte sig mere og mere ilde til Mode. Man vidste jo ikke, hvad dette Menneske kunde falde paa! Allerhelst havde hun rejst sig og var løbet sin Vej! Alt, hvad hun Tid efter anden havde hørt berette om Mascanis Besynderligheder og Ekstravagancer, for hende gennem Hjernen og indgød hende Frygt.

Hun kastede et sky Blik hen mod ham. Han sad endnu stadig med Ansigtet bøjet opad og med Haanden presset mod Nakken.

— Kære Hr. Pastor, forsøgte hun — er det ikke bedre, at vi gaar op? Jeg skal lade et Gæsteværelse gøre i Stand til Dem. Hvis De da ikke foretrækker straks at køre hjem til Præstegaarden?

Præsten aabnede Øjnene og stirrede stift hen paa hende.

— Hvad syntes Deres Naade om min Prædiken, sidst De var i Kirke? spurgte han og havde øjensynlig slet ikke hørt hendes Spørgsmaal.

— Deres Præken? spurgte hun forbavset.

— Ja, den Søndag De tog Clara hjem med til Næsset?

— Jeg synes altid godt om Deres Prækener ...

— Hm! ... Ved De, hvor jeg var henne om Eftermiddagen?

— Nej ...

— Skal jeg fortælle Dem det? spurgte han med et underligt stikkende Glimt i Øjnene.

— Ja ... nej! sagde hun forvirret.

Han tøvede lidt og syntes at glæde sig over hendes Forvirring. Men saa stirrede han hende fripostigt ind i Ansigtet og sagde:

Det skal jeg Skam sige Dem: Jeg laa nede bag Klitterne med en Kikkert og saa paa, at Pigebørnene gik i Vandet!

Baronessen slog oprørt ud med Haanden:

— Jeg vil ikke høre paa ...

— Hæ, hæ! vedblev han klukkende — En smuk Beskæftigelse for en «Herrens Tjener», hva'? Min egen Datter og Deres lille, buttede Karen! De tumlede de hvide Lemmer dernede som et Par Kid! ... Aa, Herre min Gud, Herre min Gud! skreg han pludselig og kastede sig forover ned mod Bordets Plade — vær dog mig arme Synder naadig!

Baronessen havde rejst sig. Hun rystede over hele Kroppen som af Kulde. Vel havde hun af og til hørt et og andet fortælle om Mascanis Kvindekærhed og hysteriske Anfald; men hun havde til Dels anset det for Klaffer og Overdrivelse, thi saa ofte hun hidtil havde været sammen med ham, havde hun intet mærket. Og nu!

Hun var gaaet hen til Straahyttens Dør og stod og stirrede ud mellem Træerne og lyttede, om ikke nogle af Gæsterne skulde være i Nærheden.

Da lød der en stille Puslen bag hendes Ryg; og hun vendte sig hastigt.

Det var Pastoren, som var kommen hen til hende. Hun gjorde en Bevægelse som for at flygte. Men han greb hende blidt i Armen og holdt hende tilbage.

Hans Ansigt var blegt som før, og hans Øjne og Miner trætte og slappe. Men man kunde se paa hans hele Holdning, at Krisen var overstaaet, og at han bestræbte sig for at beherske sig.

— Kære Fru Baronesse, sagde han og smilte som for at berolige hende — kan De tilgive en gammel Mand, der et Øjeblik ikke har været Herre over sig selv?

— Lad os gaa! sagde hun, og hendes Blik var fuldt af Angest.

— De behøver ikke at frygte, nikkede han roligt — Det er forbi ... For denne Gang! føjede han til og pressede Øjnene i, medens to Taarer løb ned ad hans Kinder — For denne Gang! ... Aa, men om De vidste, hvad den algode og alkærlige Gud har byltet paa disse Skuldre fra deres spædeste Ungdom af! Om jeg fortalte Dem ...

— Lad os gaa! gentog hun og rev sig løs fra ham og skyndte sig ud af Hytten — Vi maa op til de andre!

— Nu kommer jeg! sagde han og fulgte langsomt efter.

Og han gik som et Menneske, der har overstaaet en svær Sygdom ...

Proprietær Jørgensen og Forpagter Klaumann bøjede lidt efter ind fra Skoven og kom forbi Straahytten.

— Der gaar sgu Pastoren og Hendes Naade oppe! sagde Proprietæren og pegede op gennem Bøgealleen — Mon de har været derinde? sagde han og slog med Hovedet ind mod Hytten.

— Hæ, hæ! grinte Forpagteren — Ja Pastoren er jo en Ildhund, hvad de kvindelige Behageligheder angaar!

— Den er sgu osse god til det! nikkede Proprietæren — Gamle Hannibal tog sig mangen god Tørn derinde.

— Var det der, Juliane fandt ham med Kesten Buchs?

— Ja, det var'et nok. Men saa lod han sætte en Krog paa indvendig, Fa'er!

— Hæ, hæ!

— Hi, hi, ja!

Pause.

— Hør, Jørgensen, har du set Baronens Bælte?

— Bælte? Næi ... Hva' er det for et Bælte?

— Det er et, hans gamle «Ahner» brugte til at sætte paa Konen, naar di rejste væk.

— Sludder, Klaumann! Jeg er da ikke født i Nat!

— Født i Nat ... hæ! Da har jeg sgu set det da! Forleden jeg var her aa betale Ornepenge! Han har det inde i Kontoret i sin Skrivebordsskuffe. «Et Kyskhedens Bælte», kaldte han det.

— Det var Satans! Jeg har nok hørt ymte om, at di store Herrer brugte saadan no'et den Gang. Det var Satans! Saa du har set det, Klaumann! Hvor har han det fra?

— Han har fundet det inde mellem nogle gamle Papirer i Bib'loteket i en Skuffe.

— Det var Satans! Det maa jeg sgu se!

— Og det ka' laases!

— Ka' det laases? Det var Satans! ... Saadan et sku' vi sgu ha', hva' Klaumann, hva'? Aa slaa Laas for Madammen, naar vi tog til Marked, hæ, hæ!

— Hi, hi, ja! det har du sgu Fanden galeme Ret i!

— Hæ, hæ, saadan no'en Kemikalier har Fruentimmerne da aldrig hittet paa a' byde vos!

— Hi, hi, nej; vi er jo da «Skabningens Herrer», Jørgensen!

Og Proprietæren og Forpagteren vandrede videre.

— — —

Promenaden var endt; Solen var gaaet ned; og Selskabet var samlet oppe i Salonerne.

Alle Lys og Lamper var tændte deroppe, om det saa var i Riddersalen.

Proprietærerne med Familie skulde imponeres!

Karen kom løbende ind fra Galleriet:

— Mama, maa vi trække Spillekassen op, vi vil saa gerne danse?

— Ja, vær saa god Børn!

— Bare Gulvet holder! sagde Hendes gamle Naade.

Men de unge bar Musiken op i Salen og for rundt til dens Toner med Larm og Latter.

Lidt efter kom ogsaa nogle af de ældre op i Riddersalen; og et Par af Herrerne bød Damer op til Dans.

Grev Scheele bukkede chevaleresk for Enkebaronessen. Han havde lagt Mærke til, at hun udspionerede ham.

— Nej, ellers Tak, min bedste! sagde hun — Jeg har danset her, da Gulvet var helt!

Proprietærerne gik rundt og saa paa Forfædrenes Billeder, som hang omkring paa Salens Vægge: Gamle, stive Herrer i Fløjel og med Pibekraver og Kaarder; og ældre og yngre blegfede Damer med Haaret i Bukler og Kjolerne staaende omkring dem som fyldte Balloner.

— Det var ham, der rev Fjerdedelen af Slottet ned! sagde Proprietær Hansen.

— Og det var ham, der huggede Alleen om! sagde Proprietær Jensen.

Og Proprietær Petersen pegede ogsaa og sagde:

— Og han der, det er Enkebaronessens Mand, han solgte alt det gode Egetømmer fra Laderne!

Og ikke en af de gamle Herrer havde man et Lovord tilovers for ....

Niels og Julius gik rundt med Vin og Kager.

Der var ikke Stole nok at sidde paa, saa at en Del af Gæsterne maatte trække sig over i Stuerne igen; og de Stole, der var i Salen, stod og støttede sig langs Væggene, da mange af dem kun havde tre Ben.

Men i Salonerne var der fine, ny Møbler og Gardiner og Portierer; og de gamle, møre Gulve var skjult under tykke Tæpper.

— Ha'de man bare Pengene! sagde Baronen, der sad og spillede L'hombre ovre i Kontoret — Saa skulde Næsset sgu blive en Mønstergaard!

— Skaal for en god Høst, Baron! sagde Jægermester Bech og tømte sit Glas.

— Ja, ha'de man den bare vel inde! sukkede Proprietær Jørgensen — Men de Satans Folkeforhold!

— Vi skal ha' Hoveriet tilbage! mente Baronen — før kommer der ikke Orden i Sagerne!

— Rigtig, rigtig! sukkede Byfoged From — tamper vi ikke Rakket, tamper Rakket os! ....

Pastor Mascani kom gaaende ud i Galleriet, hvor Baronesse Alvilda stod og gav Niels Tjener en Ordre.

— Jeg haaber, Deres Naade har tilgivet mig? sagde han og greb hendes Haand.

— Befinder De Dem bedre? spurgte hun uden at svare paa hans Spørgsmaal.

Præsten saa paa Damen med store, brændende Øjne.

— At skue Deres Skønheds Pragt er en Balsam for alle Vunder! sagde han og førte hendes Haand op til sine Læber — Hvem der var tyve Aar yngre! hviskede han — Og Greve for en Nat!

Baronessen rev sin Haand til sig.

— Men er De da rent forrykt, Menneske! sagde hun rødmende af Vrede og gik hurtig ind i Salonen for Enden af Galleriet.

I det samme kom den lille Frøken Jansen løbende fra Riddersalen med et Sjal, som Enkebaronessen havde bedt hende hente ovre i Gæsteværelset.

Mascani greb hende i sine Arme, løftede hende op til sig og trykkede sin Mund ind mod hendes.

— Man er saa ond imod mig! sagde han — Alle, alle!

Kaninen var ved at skrige af Forfærdelse. Men saa slap han hende lige saa pludselig igen, styrtede ud af Døren til Taarntrappen og forsvandt ....

— Naa, min gode, sagde den gamle Frue, da Pigebarnet omsider mødte frem med Sjalet — hvor bliver du af?

Frøkenen rystede og stammede og kunde ikke faa et Ord frem.

— Har hun set Spøgelser? spurgte Baronessen.

— De er da ikke syg, Frøken? spurgte Fru Mascani, der sad i Sofaen ved Siden af Enkebaronessen.

— Nej, stammede Kaninen — nej men .... jeg ....

— Hun har spist for mange Kager! sagde Hendes gamle Naade — og det er ikke godt for Maven! ... Tak, min gode! Gaa saa!

Og Frøkenen skyndte sig bort ....

Ovre i Riddersalen gik Dansen paa ny. De unge Damer engagerede hinanden indbyrdes. Karen og Præstefrøkenen var Kavalerer, og de svingede Proprietærdøtrene, saa de svimlede ved det.

Saa standsede Karen med eet op og klappede i Hænderne:

— Hurra, der er Mama og Onkel Alex!

Og Greven valsede frem over Salens gyngende Bræder med sin Kusine. Hun syntes først at gøre Modstand og saa sig ængstelig omkring. Men han slog sin mandige Arm fastere om hende og drog hende med sig. Og snart hvirvlede de af Sted uden at tage Hensyn til den gamle Spilledaases hæse Toner. De bare hvirvlede rundt, hurtigere og hurtigere, vildere og vildere. Og lidt efter lidt sank Baronessens Hoved ned paa Kavalerens Skulder; og han bøjede sig stille ned over hende og trykkede sine Læber mod hendes Haar.

Men langs Salens Vægge stod de unge Damer og saa med store, forundrede Øjne paa denne sælsomme Dans. Medens Karen henrykt klappede i Hænderne og raabte Hurra for sin Mama og hendes mandige Fætter!

Det var Dyrskuedagen.

Og der var Slagsmaal paa «Harmonien».

Nogle Tjenestekarle og Husmænd rundt fra Herregaardene havde siddet og drukket og spillet Kort. Og saa lige med eet var man i Haandgemæng.

— Det er sorte Jakob fra Næsset, der tamper Hans Peder Jensen og Nikkelaj Langfinger! refererede den lille, pukkelryggede Urmager Svendsen fra Uggerløse.

Han var flygtet op i en Vindueskarm og sad nu og holdt den sammenstimlede Mængde uden for Gæstgiveriet à jour med Begivenhederne paa Krigsskuepladsen.

— Hvor er Poletiet? raabte han med sin skrattende Stemme. — Hvor er Poletiet? Hent Poletiet! Nu kværker Jakob Nikkelaj! han myrder ham! han myrder ham!

Publikum udenfor trængte op ad Trappen og ind gennem Døren for at se.

Og der laa Jakob og Nikolaj og Hans Peter i en sammenslynget Bylt midt paa Gulvet i Skænkestuen.

Blodet løb Nikolaj ud af Næse og Mund. Og med sin ene sømbeslaaede Støvle havde sorte Jakob sparket Hans Peter i Mellemgulvet, saa at han laa fladt ud paa Ryggen og gispede efter Vejret.

— Din Hundetamp! hvæsede Jakob og drev Nikolaj Langfinger endnu et Slag med sin knyttede, blodige Næve midt mellem Øjnene. — Saa du bider! Jeg ska' muntre dig!

— Nu trækker han Kniven! skreg Gæsterne, der hidtil havde staaet ganske roligt og iagttaget Slagsmaalet.

— Han trækker Kniven! refererede Urmageren ud gennem Vinduet. — Poleti-i!

Og virkelig havde Jakob stukket Haanden i Bukselommen og arbejdede med Fingrene dernede som for at finde noget frem.

Men saa greb Hans Peter Jensen, der igen var kommen til Vejret efter Sparket, ham i Nakken og rev ham bagover paa Gulvet.

— Det var godt, Hans Peter! krebs ham! var der en, der sagde. Men ingen rørte en Haand for at bilægge Striden. Man holdt det for en Privatsag.

I Faldet havde Jakob grebet sig for og havde faaet fat i Nikolajs Vest og Skjorte, saa at alle Knapperne fløj af, og Skjorten flængedes, og det nøgne, haarede Bryst blev synligt fra Halsen ned til Bukselinningen.

— Hundetamp! Hundetamp! blev Jakob ved at gentage. Han havde nu faaet Kniven frem og forsøgte at aabne den.

Men saa kastede Hans Peter sig over ham, og de tumlede begge om og vred og væltede sig mellem hinanden og slog og bed.

— Skil dem dog a'! var der endelig en forskræmt Kvindestemme, der raabte.

— Nu bli'r di skilt a'! forkyndte Urmageren.

— Hvor er Værten? brøledes der.

— Han er henne paa Pladsen! sagde Opvartningspigen. Hun stod oppe paa det øverste Trappetrin ud til Køkkenet og oversaa interesseret Situationen.

— Hent ham! Hent ham!

Et frygteligt Brøl fra Hans Peter fik Mængden uden for Huset til at løfte sig op paa Tæerne for bedre at se.

— Han stak ham! han stak ham! skreg Urmageren.

Det var sorte Jakob, der havde faaet Kniven aabnet, og som nu af al Magt borede den ind i Ryggen af sin Modstander.

— Vil du slippe! hvæsede han.

Og Hans Peter slap det Tag, han havde faaet i den Sortes Strube. Hvorpaa han vred sig om paa Ryggen og hylede af Smerte.

Jakob kom op paa Knæ, han var nu aldeles rasende, Øjnene traadte ham ud af Hovedet, og han havde Fraade om Munden. Paa ny hævede han Kniven, denne Gang for at støde den i den ulykkeliges Bryst.

Men i det samme drev Nikolaj Langfinger ham et saadant Slag over Armen med en Stok, han havde faaet fat i, at Kniven trillede den anden ud af Haanden, og Armen sank ned som lammet.

— Ta' Kniven! ta' Kniven! skreg man.

— Der er Herskabet fra Næsset! mældte Urmageren ind i Stuen.

— Kald paa Baronen! raabte en Stemme tilbage. — Det er jo hans Folk!

— Kald paa Baronen! Kald paa Baronen! lød det fra flere.

— Hvad er her paa Færde? spurgte Helmuth, der var bleven standset af Stimmelen uden for Gæstgiveriet.

— Det er sorte Jakob, der er oppe aa slaas!

— Kan Deres Højvelbaarenhed ikke skille dem!

— Han bruger Kniv! lød det rundt om fra.

Helmuth trængte sig igennem Mængden hen til Døren.

Inde i Stuen gjorde man Plads for hans svære Skikkelse.

— Det er Baronen sæl! mumledes der. — Det er Baronen fra Næsset.

Og Gæsterne trykkede sig sammen, saa at der blev et aabent Rum fra Døren hen til de kæmpende.

Helmuth stod i Ridedragt: lange, blanke Støvler med Sporer, lys Jakke og Vest og stramtsiddende, graa Benklæder. Ridepisken havde han stukket ned i den ene Støvle.

I det samme kom Værten hurtigt ned ad Trappen fra Køkkenet.

— Satans osse! ... begyndte han. Men da han fik Øje paa Hans Højvelbaarenhed, standsede han op og forsøgte et kejtet Buk.

Han var en stor, svær Mand med et rigt illumineret Ansigt og en uhyre Bug.

Hans Peter laa som livløs paa Gulvet. Og Nikolaj Langfinger værgede sig med sin Stok mod sorte Jakobs Angreb. De var begge kommen paa Benene. Men nu havde Nikolaj Fordelen paa sin Side, da Jakobs højre Arm var ubrugelig.

— Hva' er her gaaet for sig! brølede Baronen af sine Lungers fulde Kraft. Han vidste, at naar man skal gøre Indtryk paa Bønder, skal man overdøve dem. — Og hvor kan De finde Dem i saadanne Optøjer, Olsen? spurgte han henvendt til Værten.

— Jeg var lige henne paa Pladsen til et lille Løb, Hr. Baron! sagde Værten undskyldende og med et nyt Buk.

— Hjælp mig! sagde Helmuth og gik hen og tog Stokken fra Nikolaj og gav ham samtidig et Puf for Brystet, saa Manden for ind mellem Gæsterne, der nu begyndte at blive aktive og holdt fast paa ham med mange Hænder.

Det behøvedes nu for Resten ikke, for Nikolaj stod ganske rolig.

— Hva' vil du? spurgte Jakob og gik truende ind paa Livet af sit Herskab.

Men Baronen greb ham med begge Hænder i Skuldrene og satte ham i Knæ ned mod Gulvet.

Mængden mumlede bifaldende. Og Opvartningspigens Øjne lyste.

— Hva' har du gjort ved den Mand der? spurgte Baronen og pegede paa Hans Peter.

— Han har stukket ham! var der en, der sagde.

— Olsen, hent Politiet! kommanderede Baronen.

— Hent Poletiet! Hent Poletiet! skreg Urmageren ud af Vinduet.

Sorte Jakob vred sig under Baronens Jærnhænder.

— Slip mig! sagde han. — La' mig bare komme løs! sagde han. — Jeg skal flaa Tarmene ud a' Livet paa dig, dit tykke Svin!

Men Jakob slap ikke løs, hvor meget han end vred sig.

Endelig kom Politiet: en lille, sølle, halvgammel Mandsperson med Tressehue paa Hovedet og Stok i Haanden.

Han saa ganske hjælpeløs ud.

— De to der er mine Folk! sagde Baronen og udpegede Nikolaj og Jakob. — Ham der ligger, kender jeg ikke.

— Det er Hans Peter Jensen fra Sømholt! forklarede Urmageren. — Han er Hjulmand.

— Ska' jeg transpetere dem alle sammen op paa Raadhuset? spurgte Politiet forknyt.

— Gu' ska' du saa, Jakobsen! sagde Værten. — Saaden no'et Svineri i min Forretning!

— No'et Strikke! befalede Baronen. — Karlen her maa bindes!

Opvartningspigen kom med et Stykke Reb, og den sortes Hænder blev bagbundne.

Han sparkede, brølte og bed fra sig. Men en tre-fire stærke Bønder fik Krammet paa ham.

Og saa satte Toget sig i Bevægelse:

Forrest gik Politiet med Nikolaj Langfinger, der fulgte godvillig. Derpaa kom Baronen og to Mænd med Jakob. Og endelig fire Karle, der mere bar end støttede den halvt bevidstløse Hans Peter Jensen.

— — —

Baronesse Alvilda stod oppe paa Torvet sammen med Byfoged Froms Frue og saa paa, at Karen og Kaninen kørte i Karrusel.

Fru Mascani kom til med sin Datter.

— Der sidder jo Karen og Frøken Jansen! sagde Clara. — Jeg vil virkelig ogsaa op og ha' en Tur!

Og hun hoppede op og satte sig i en Kane ved Siden af Kaninen.

Karen red foran dem overskrævs paa en Hest.

— Børnene! smilede Fru Mascani moderligt. — Er Deres Mand herude, Fru Baronesse?

— Jo, han er vist ude paa Dyrskuepladsen.

— Næmen der er jo Baronen! udbrød Byfogedinden og pegede. — Du bedste Gud, hvad er der dog paa Færde!

Det var Optoget med de tre Misdædere, der svingede op over Torvet og hen mod Raadhuset.

Publikum stimlede sammen om dem. Ud af Butikker og Døre og Porte kom Folk løbende med lange Halse.

Selv Mændene, der kørte Karrusellen, stoppede Farten for bedre at kunne se, saa at Kunderne blev snydt for det halve af Turen.

Da sorte Jakob skulde op ad Raadhustrappen, satte han Fødderne mod det nederste Trin og vilde ikke videre.

Der blev en Raaben og Tumlen og Skrigen. Og Nikolaj Langfinger maatte have fortrudt sin tidligere Føjelighed, thi han forsøgte at flygte. Men han blev dog nappet i Farten.

— Gud-d, Deres Mand! sagde Fru Mascani og greb Hendes Naade i Armen.

Baronen havde grebet Jakob bagfra om Livet og bar ham saaledes, trods hans rasende Modstand de seks-syv Trin op ad Trappen og ind i Raadstuens Forhal, hvis Dør Politibetjenten hurtig lukkede efter ham.

Mængden stod lidt og betragtede den lukkede Dør. Saa spredte man sig. Og Karrusellen begyndte igen at tage Fart.

Grev Scheele kom gaaende forbi Stedet, hvor Damerne stod.

Han standsede op og hilste.

De to borgerlige Fruer vekslede et Blik, og vendte dernæst ikke Øjnene fra Hendes Naades Ansigt.

Hele Egnen mumlede om denne Fætter og Kusine, der jævnlig saas snart hist, snart her paa ensomme Ride- og Spadsereture.

— Kom herop, Onkel Alex! raabte Karen og pegede paa den tomme Hest ved Siden af sin.

— Jeg tør ikke, smilede Greven — jeg er bange, den skal slaa mig af.

— Han er sød! hviskede Clara. — Jeg kunde spise de Øjne!

Kaninen rødmede. Hun var ogsaa meget betaget af denne velskabte Hjerteknuser, om end hendes Appetit ikke var just saa glubende.

— Det er længe siden, vi har set Dem paa Næsset, Fætter! sagde Hendes Naade, der havde observeret Fruernes vagtsomme Blik.

— Høsten! chère cousine, sagde Greven og bukkede undskyldende. — Men en af Dagene skal jeg have den Ære at hilse paa Dem og Gemalen!

Nu kom der to ældre Bønder gaaende forbi. Da de saa de fine Folk, standsede de og gav sig himmelhøjt til at tale om dem.

— Hinner, den lange graa der, det er Baronessen fra Næsset! sagde den ene.

— Saa-aa? sagde den anden, — det er svært saa hun er stadset op!

— Og hun, den tykke, det er Præstekonen fra Gaardene!

— Hun ligner sgu Jordmo'er Møller fra Vejlby! sagde den anden.

— Hun gør Fa'en! sagde Nummer eet igen — tror du, en Jordmo'er er saadan behængt!

— Jæ mener sgunde paa Klæ'erne; jæ mener paa Kyddet!

— Naa-aa, ja la' gaa paa Fidtet da; det vil jeg medgi' dig, men-æ ....

Karrusellen var standset, og Herskaberne gik om paa den anden Side, hvor de unge var.

Bønderne saa efter dem.

— Nu gik di! sagde den ene.

— Ja-a, sagde den anden.

Og saa fortsatte de deres Vandring ....

I det samme svingede et Køretøj fra Vestergade ind paa Torvet.

Det var Rigmor med Pagtens Ark.

Og inde under den opslaaede Kaleche sad Enkebaronessen og Stasia, begge i Festskrud.

Og Vognen var vadsket, Seletøjet pudset, og Rigmor striglet og børstet.

Idet Ekvipagen svingede omkring Hjørnet af Raadhuset, kom netop Baronen ud af Døren og steg ned ad Trappen.

— Goddag Helmuth! raabte den gamle Frue og holdt Hesten an. — Hvor Adel er, kommer Adel til!

— Goddag Mor! nikkede Baronen og traadte hen til Vognen. — Saa du skal ogsaa til Dyrskue?

— Det skal jeg, min Dreng! Jeg skal se, om Stasia kan faa Præmie!

— Ja, Vilde er ogsaa taget herud med Karen og Frøken Jansen.

— Det ser jeg! nikkede Enkebaronessen, hvis skarpe Øjne havde opdaget Selskabet, der gik ovre paa det andet Fortov. — Og hun har nok en Følgesvend med, ligesom naar ... (Hun vilde have sagt: ligesom naar man spiller Hanrej! men stoppede op i Tide).

Baronen fulgte Retningen af hendes Blik.

— Og der er jo Fætter Scheele! sagde han.

— Ja, der er han! nikkede den gamle.

— Du kommer vel ud og ser paa Dyrene? spurgte Helmuth pludselig og lettede paa Ridehuen til Afsked. — Hejmdal faar rimeligvis første Præmie!

— Helmuth, Helmuth! raabte Fruen efter ham.

— Hva' er der?

— Maa han saa ikke be....

— Nej, Gu' maa han ej! sagde Sønnen leende og slog med Ridepisken hen efter Rigmor. — Det gamle Stillads kan sgu ikke faa Føl alligevel!

— — —

Ude paa Dyrskuepladsen, en stor Grønning i Udkanten af Byen, var der en Larmen og Raaben, en Brægen, Vrinsken, Brølen og Grynten, der fik selv Slagtere og Kreaturhandlere til engang imellem at udbryde:

— Det er dog Satan til Spe'takkel!

Bøndermænd og Koner med Børn i alle Aldere fyldte til Trængsel Gangene mellem Foldene, hvor Dyrene stod udstillede.

Mændene røg deres Piber, og Konerne og Børnene gnavede paa Hvedebasser og Sukkerstænger.

Og der lugtede derude Mare ikke af Rinskvin! ...

Grev Scheele kom vandrende med Karen under den ene Arm og Kaninen under den anden.

— Der staar Jørgen med Hejmdal! sagde Karen og vilde hen til Hingstepasseren, som var fuldt optaget af at styre det vælige Dyr, der stampede i Grønsværet, vrinskede og «steg» og vilde over til Hopperne paa den anden Side af Udskænkningsteltet.

— Karen, du bliver her! sagde Frøken Jansen, der skjalv i sin Grundvold ved at færdes mellem alle disse vilde Bestier.

To Mænd kom trækkende med en vældig Tyr. Den skulde hen og synes af Dommerne. Dens smaa, ondskabsfulde Øjne skulede til Siderne, og omkring dens Læber sad grønlig Fraade.

Saa satte den pludselig i med et Brøl, som fik Kaninen til at udstøde et Skrig og hoppe en halv Alen i Vejret.

Greven lagde omsorgsfuldt sin Arm om den unge Piges Liv.

— Her er hæsligt at være! sagde han.

— Ja, hviskede Frøkenen — skal vi ikke gaa igen?

— Nej, sagde Karen energisk og skridtede ud. — Vi skal rigtignok se det hele!

Nu begyndte man at trave Hingstene.

En Mand holdt dem i Hovedtøjet helt oppe ved Munden og løb saa hen over Pladsen ved Siden af Dyret, som krummede Halsen, prustede og dansede, medens Manke og Hale flagrede stolt i Vinden.

— Det er dog virkelig alligevel kønt at se! sagde Greven, hvis Hesteforstand følte sig tiltalt.

— Nu skal Jørgen løbe med Hejmdal! raabte Karen.

Gamle Jørgen ordnede først omhyggelig Hingstens Tømmer.

— Saa ka' vi bitte Hejmdal! sagde han.

Og saa satte Parret sig i Gang.

Alle vendte sig interesseret og saa paa Løbet.

Man vidste, at Dyret tilhørte Baronen fra Næsset.

— —

Rundt i Foldene gik ældre, alvorlige Mænd og befølte omhyggeligt Faarenes Pels og Svinenes Kød. Og udenfor stod Ejermændene med spændte Miner og fulgte enhver af d'Hrr. Dommeres Bevægelser.

Men om Hønseburene holdt Madammerne til. De snakkede kærligt og opmuntrende til Dyrene derinde, som kaglede og skreg og baskede med Vingerne mod Burenes Tremmer af Skræk for den uvante Indespærring og de mange Mennesker.

Men saa blev der med eet et frygteligt Røre i Mængden.

En to Aars Kvie havde revet sig løs og stormede nu rundt paa Pladsen med Halen stift til Vejrs som en Flagstang.

Mødrene reddede deres Børn op paa Armene og flygtede.

Mandfolkene grinede og kyste af Dyret, der blev vildere og vildere.

Og paa een Gang satte det med et Spring ind gennem Aabningen til Beværtningsteltet.

— Hurra-a! hun er tørstig! brølede Ungdommen og stimede sammen om Teltdøren. — La' hinne faa et Glas Øl og en Snaps! foresloges der. — Gi hinne en Kummen! Nej, hun drikker kuns Hvidtøl! raabtes der. Og hver Aandrighed blev hilst med højrøstet Bifald.

Inde fra Teltet hørtes en rasende Larmen og Skrigen og Klirren af Glas og Flasker. Og et Øjeblik efter kom Kvien farende ud igen vanvittig af Forfjamskelse.

Og det skulde da virkelig heller ikke virke beroligende paa dens Hjerne, at en langbenet Knægt havde faaet fat i Halen paa den og nu sprang af Sted bag efter den med Skridt som et Favnemaal.

— —

Hingstene var atter trukket op i Række; og de alvorlige Mænd var for længst færdige med at beføle Faar og Svin. Man var i Lag med at lægge Tøjr og Fodreb paa Tyrene. Og nogle Køer med alt for spændte Yvere blev malket, forinden de skulde af Sted den lange Vej hjem.

Jørgen Hingstepasser straalede over hele sit gamle Ansigt, da han bandt Plakaten med 1ste Præmie om Halsen paa Hejmdal.

Baron Helmuth stod og saa til, medens den gamle lagde Bidsel og Dækken til Rette paa Dyret.

— Baronen har vel ikke no'et imod, at jeg la'r Plankaten hænge paa ham, mens jeg rider hjem? spurgte Jørgen med Huen i Haanden.

— Nej, værsgod, Jørgen, lad du den bare hænge!

— Tak, Hr. Baron! Ja, for saa faar di ossensaa lisom lidt mere Agtelse for ham paa Vejen!

— Javist saa! Rid ham nu forsigtig!

— Baronen kan fuldt hen stole paa mig! sagde Jørgen og knejsede allerede paa Ryggen af Hingsten.

Helmuth stod et Øjeblik og saa efter Hesten, da den dansede ned over Grønsværet. Han var næsten lige saa stolt af Præmien, som gamle Jørgen var det ...

I lange Rækker drog man nu af Sted fra Pladsen med Dyrene: Køer, Heste, Svin, Faar og Geder; en hel Noæ Ark!

De, som førte Præmiedyrene, gik ind gennem Byen med dem for at vise Plakaterne.

De mindre heldige sneg sig ad Engvejen langs Baghaverne.

Og snart var Pladsen øde og tom. Kun stod der hist og her ensom en forglemt Ko og brølede. Og bag en Tremmeindhegning laa der en stor Orne og sov.

Pludselig satte den i med en saa ubarmhjertig Snorken, at Graaspurvene, der holdt Kalas paa Gødningsklatterne rundt omkring i Nabolaget, skreg op i Rædsel og flygtede bort, alt hvad Fjer og Dun kunde holde!

Det var blevet Aften.

Oppe i «Harmonien»s store Sal sad paa «Galleriet» under Loftet fire Musici og trakterede Blæseinstrumenter. Øjnene stod dem ud af Hovedet, og deres sveddryppende, udspilede Kinder var ved at sprænges.

Lysekronens otte, højtblussende Petroleumslamper frembragte ogsaa en Hede og en Os deroppe, saa at man næppe kunde aande.

Og nede paa Gulvet snurrede Bønderne deres Kvinder rundt og stampede løs med deres sømbeslaaede Hæle, saa at Gulvbræderne drønede som under Hovslag.

Der dansedes paa Livet løs. Fruentimmerne hang opløste af Varme i deres Kavalerers Arme. Og naar et Mandfolk slap sin Dame, sank hun som tilintetgjort ned paa en af Træbænkene langs Væggene, lukkede Øjnene og stønnede og pustede, som om hendes sidste Time var kommen:

Men dette forhindrede hende dog ingenlunde i at overgive sig paa Naade og Unaade til den første den bedste Danser, der strakte sin røde, svedige venstre ud mod hende.

— Ska' det være vos to, Marie?

Og uden at svare lagde Marie sig ind til Kavaleren og lod sig dreje rundt, medens Vandet drev af Parret som Regn af Ruder ....

Nogle Herrer fra selve Byen, en Slagtersvend og en Vognmandskusk, vakte meget Røre i Lokalet.

De dansede nemlig forkert med en uhyre og overlegen Færdighed.

Par efter Par af adstadigt polkerende Bønderfolk ligefrem mejede de ned ved denne deres irregulære Maade at fare Salen igennem paa.

Bønderpigerne, de dansede med, hvinede af Begejstring ved at blive kørt avet om. Men Karlene, ikke at tale om de ældre nedmejede Mænd og Koner, skummede af Vrede og Misundelse.

Der lød allerede en undertrykt Mumlen i Salonen, og man var ved at rotte sig sammen for i Fællesskab at foretage et Choc mod disse to Vindhase, da pludselig al Vrede druknede i en ustandselig Latter.

Den begyndte først nede ved Døren ind til Skænkestuen og forplantede sig derpaa op gennem hele Salens Længde.

Al Dans ophørte. Damerne kastede sig tilbage paa Bænkene og lo. Og Mandfolkene slog Hænderne mod Laarene og raabte og pegede og dunkede hinanden i Siderne.

Selv Musiken kunde næsten ikke spille af Latter.

Det var den lille, puklede Urmager Svendsen, der, paavirket af Øl og Brændevin, pludselig havde slaaet sine Orangutangarme om Hofterne paa Store-Olga fra Vejrløse og nu forsøgte at svinge hende «forkert» i en hvirvlende Tyrolervals.

Men det var ham umuligt at komme i Trit.

Med urokkelig Alvor forsøgte han atter og atter. Tog nogle Spring fremad og gjorde nogle sælsomme Bevægelser med Kroppen. Men maatte saa standse og begynde forfra igen.

Han naaede hende ikke højere end til Kjolelinningen og sled og arbejdede med hende, saa Sveden sprang ham frem paa Panden. Saa tørte han Ansigtet af paa hendes Mave og kilede paa igen. Hans lange Arme og Ben var i uafbrudt Bevægelse. Det saa ud, som vilde han entre hende. Han lignede en kæmpemæssig Edderkop, der i sit Storhedsvanvid havde faaet den forrykte Ide at ville danse Tyrolervals med en Hunelefant.

Og jo højere Salen lo og larmede, desto ivrigere arbejdede han.

Men saa syntes Olga pludselig at være bleven ked af Legen. Hun bøjede sig ned over sin stumpede Kavaler, slog sine Arme om hans Liv, hævede ham op til sig, og satte saa ind i Dansen med et kluntet Hop. Og op og ned ad Gulvet gik det nu, rundt og rundt i hele Salens Længde, hurtigere og hurtigere, saa at den ulykkelige Urmagers Ben stod ud fra hendes trinde Krop som et Par flagrende Baandender.

— Olga, stønnede han — Olga, det er nok, Olga!

Men var Olga først sat i Bevægelse, syntes hun ikke at kunne standse, førend hendes eget Maskineri var løbet tørt. Og desuden morede hun sig fortræffeligt: hendes Øjne lyste af megen Fryd, og hun lo om Kap med Tilskuerne langs Væggene.

Saa standsede Musiken. Og Konen slap sit Bytte.

Først sank den arme Ridder som en Klud sammen ved sin Dames Fødder. Men et Øjeblik efter tumlede han op og begyndte at overdænge hende med de mest udsøgte Skældsord og Beskyldninger baade hentet fra Nutid og Fortid.

— Men Svendsen dog! sagde hun betuttet — det var jo bare Grin alt sammen.

— Din Kødmaskine, din Fedtdulle, din Flæskeangsjos! skreg Urmageren rasende og langede ud efter Kvindens Ansigt, men naaede da kun hendes Hofte.

— Nu slor han sgu! sagde Olga — den Ildtang!

— Gi' ham no'en paa Pukkelen! var der en, der raadede.

— Put ham i din Lomme! sagde en anden.

Men Olga nøjedes da med at gribe den lille Mand i Skuldrene og ryste ham saa eftertrykkeligt, at det maa kaldes et Guds Under, at han nogen Sinde kom i Orden igen.

— Kan du saa nære dig? spurgte hun.

Men Svendsen kunde ingenlunde nære sig. Han skar Tænder og begyndte at kravle op ad hende for at naa frem til bart Kød.

Da var der en, som midt i Støjen og Latteren raabte det forløsende Ord:

— Sæt ham op paa Kakkelovnen!

Store-Olga smilede bredt og anerkendende. Hvorpaa hun greb Fyren i sine stærke Arme og bar ham trods hans Sprællen og Kradsen tværs over Gulvet hen til den høje Jærnkakkelovn henne i Hjørnet.

— Fly mig en Stol! sagde hun.

Der blev flyet hende fire.

Hun steg op paa en af dem, anbragte Urmageren oppe oven paa Kakkelovnen, trykkede ham godt ind i Hjørnet og sagde:

— Sit saa der da, din Skorpejon!

Saa jumpede hun ned paa Gulvet igen. Musikken satte i med en Hopsa, og den afbrudte Dans tog fat paa ny.

— — —

Henne paa Hotel Skandinavien var Egnens finere Portion samlet.

Man havde nydt et Fællesmaaltid med Vin og Taler for Konge, Fædreland og Kvinde, Dyrskuer i Almindelighed og dette Dyrskue i Særdeleshed.

Nu sad man samlet om en Del Spilleborde og røg og drak og spillede Whist og L'hombre.

Snakken gik højrøstet, som Sæd altid er iblandt Landmænd, der er vant til at raabe i Mark og Lade, og havde drejet sig om alt mellem Himmel og Jord fra Dyrkning af Kvægroer til Kejseren af Kinas sidste Anfald af Forstoppelse.

— Hvorfor Fanden mon Adelen tog saa tidlig hjem? spurgte saa den lille, tykke Proprietær Jørgensen til Holmelund — Hva' mon det ha'de saadan et Jag for?

— De ha'de jo Damerne med! sagde Møller Jochumsen.

— Aa, Fa'en, «Damerne»! vrængede Proprietæren — En anden en havde vel ogsaa «Damer» med! Men dem skikker man begribeligvis hjem, naar man skal til at more sig! ... Og saa var de jo ridende begge to, sluttede han — baade Greven og Baronen! Mon de er ble'en grosgesnofne paa deres gamle Dage?

— Gu' er de ej! sagde Mølleren — Baronen er sgu li'saa gemen som baade du og jeg, Jørgensen!

— Hi, hi! grinte den lille Dyrlæge Lund, som havde smagt lidt vel meget paa Mosten — Helmuth har maaske begyndt at lugte Lunten!

— Hva' for en Lunte? spurgte Mølleren — De, Grinebider!

— Hi, hi, hi! spørg Skovrideren!

— Ved De noget, Skovrider?

— Intet! sagde Skovrideren utilgængelig. Han var Forstraad og Enkemand.

Men Faktum lod sig jo ikke benægte: Helmuth var redet hjem umiddelbart før Fællesspisningen, skønt han havde tegnet sig som Deltager. Og han havde ikke faaet travlt med at komme af Sted, førend han havde hørt, at Grev Scheele havde forladt Byen for over een Time siden, næsten samtidig med, at Baronesse Alvildas Vogn var kørt.

— Saa I Baronen transportere sorte Jakob paa Raadstuen? spurgte en.

— Ja, han skulde sgu ha' Ansættelse som Gendarm! fniste Dyrlægen.

— Ja, hvad Fanden! naar Politiet ikke selv kan besørge det!

— Den Helhest af en Betjent, som er her i Byen! sagde en anden.

— Hvad ha'de Jakob bedrevet? lød det fra en tredje?

— Han ha'de stukket et Par Mænd ihjel oppe paa Harmonien!

— Altid skal det Rak slaas! sagde Forpagter Nielsen.

— Det bli'er et Par smaa Aar i Tugthuset! mente Jørgensen.

— Spil ud, Jochumsen! sagde Forstraaden. Han havde givet, og der var blevet passet af de tre andre.

Man spillede; og Skovrideren tabte sin Grand.

— Det var ogsaa noget Hundeæde at spille Grand paa, sagde Dyrlægen arrig.

Men Forstraaden værdigede ham intet Svar.

— Har I hørt, at der er dannet en socialdemokratisk Forening for Næsgaardene, Uggerløse og Salum? spurgte Forpagter Nielsen, som spillede L'hombre ved Bordet ved Siden af.

— Det var Satans!

— Ja, det er der! nikkede Forpagteren — For et Par Dage siden kom her en forløben Københavner og holdt Møde i Salum Kro og skældte os Huden fuld og sagde, at vi udplyndrede Smaamanden, og at Husmændene var no'en Fjols, at de vilde finde sig i at æde det tørre Brød, mens vi andre fik Lammesteg og Rabarbragrød! Og nu er der dannet en Forening med Love og Medlemskort og det hele!

— Ja, Fanden ved, hvad Enden skal blive! raabte Proprietær Jørgensen, der havde hørt, hvad man talte om ved det andet Bord — I Gaar jog jeg to væk! De kom og forlangte to Kroner, ellers vilde de ikke røre en Haand, sagde de. Saa kan I gaa a' Helvede til, sagde jeg, tror I, jeg vil la' mig kommandere af mine Folk!

— Ja, saadan skal de ha' det! brummede Møller Jochumsen.

Nu forplantede Diskussionen sig til alle Spillebordene.

— Ja, hvad nytter saa det at jage dem bort? raabte en — Saa gaar de bare hen og faar Arbejde et andet Sted. Der er Brug nok for dem!

— Det er rigtig nok! sagde en anden — for der er ingen Sammenhold mellem vos!

— Vi skulde have en Forening li'som de andre! foreslog en.

— Det er rigtig! Det er rigtig! stemmede flere i med.

— Vi skulde slutte vos sammen, vedblev den første — og naar en Karl eller en Husmand gik i Utide, saa ingen Arbejde andre Steder!

— Det faar vi sgu aldrig sat i Gang! sagde en Pessimist — Aldrig! ... Det er dig, der skal gi' Kort, Rasmussen!

Og saa gav Rasmussen Kort, og man spillede videre .....

Ny Drikkevarer rekvireredes; og Talen og Latteren lød højere og højere. De alvorligere Spørgsmaal: Arbejdere kontra Arbejdsgivere veg Pladsen for de lettere Emner: Kvinder og Heste!

Spillepartierne blev opgjorte, og man rykkede Bordene sammen og drak Punch og Vin i Fællesskab.

Den lille Dyrlæge Lund, der nu var ganske drukken, kravlede op paa en Stol og begyndte at holde en Tale for Ungkarle og Hingste.

Ungkarlene, sagde han, tog han Hatten af for ... Og han tog osse Hatten af for Hingstene! De fik Betaling oven i Købet. Fanden i Vold med Ægtemændene! De var no'en Stympere! Nu saa vi pr. Eksempel paa Næsset! De to, der ha'de det bedst der, var uvilkaarlig Hejmdal og ... og Grev Scheele ...

Først havde man let højrøstet af den lille Lunds Tale. Men nu blev der raabt:

— Hyss! Ned med ham! Vi er da dannede Mennesker! Han er jo fuld!

.... Grev Scheele, fortsatte Dyrlægen, var en Mand, han i alle Henseender osse tog Hatten meget dybt a' for! Han var Ungkarl ... og Dyrlægen sæl var Ungkarl ... og Hejmdal ha'de faaet første Præmie ... og den kunde de to andre magelig osse faa ... Han kendte mange gifte Koner, der ....

Men her blev Taleren af talrige Hænder revet ned af Stolen og forsvandt i Dybet.

Og der kom flere Drikkevarer frem og andre Talere. Dyrskuet fik sig atter et Hurra. Og Grundloven maatte holde for, og Hans Majestæt og Slesvig og Fædrelandet.

Og til Slut slog Forstraad Rembrandtsen til Lyd paa sit Glas og rejste sig høj og alvorlig.

Han vilde sige et Par Ord om Kvinden, sagde han. Der var ganske vist før ved Spisningen blevet talt mange og smukke Ord om denne Genstand ...

— Det var mig!

... Ja, det var af Hr. Proprietær Jørgensen til Holmelund! En Mand, som vi alle nærede den dybeste Højagtelse for, og som levede i et lykkeligt Familieliv paa sin Gaard med sin Hustru og sine Børn og sine Piger og sine Karle! Han, Forstraaden, havde selv været gift engang, og det regnede han for den lykkeligste Tid i sit Liv! Arnen, vilde han sige, paa hvilken Hjemmets Ild brændte i lys og lykkelig Lue, det var Stedet, hvorfra Kærlighed og Godhed udgik; thi Kærlighed og Godhed var det, som Kvinden saaede i Mandens Skød og i Børnenes Hjerter til Hjemmet bag de oplyste Ruder, naar Storm og Sne herskede derude. Han maatte sige, at Savnet af en trofast Ægtefælle havde gjort ham til det, han var: en ensom Mand, der færdedes i de mørke Skove og savnede bløde, milde Hænder, naar han aabnede Døren og stod i sin tomme Stue, omringet af sine forældreløse Børn. Ganske vist havde han Husholderske, men det var ikke det samme! Derfor: en Skaal for Hjemmene, der bæres af Kvinden! En Skaal for, kort sagt, for det bedste i os! Kvinden og Hjemmene leve!

Et Brag af Hurraraab hilste denne Tale. Og Rembrandtsen blev fra alle Sider komplimenteret af de henrykte Ægtemænd. Det var godt at høre et alvorligt Ord efter Dyrlægens gadedrengeagtige Taktløsheder!

— Det er sgu Fanden galeme sandt, Skovrider! sagde Proprietær Jørgensen med Taarer i Øjnene og trykkede Forstraadens Haand mellem begge sine — Hjemmene, naar bare vi har dem!

Og man tømte paa ny et Bæger og raabte et dundrende Vivat!

— —

Lidt efter var der et Par af Selskabet, som rejste sig og forlangte deres Vogne.

Og noget efter et Par til.

Og saa en hel Klynge.

— Ja, det er vel osse paa Tiden, at vi kommer hjem og ser til Mutter! sagde Møller Jochumsen og strakte sig — Hva' Jørgensen? spurgte han og puffede Proprietæren med Tommelfingeren i Siden.

— Ja—a, sagde Jørgensen — vi maa jo hjemad og se, hvordan det staar til!

Der var i det hele kommet en sær Længsel efter Arnen op hos Ægtemændene nu efter Forstraadens Tale ....

Og snart rullede Vogn paa Vogn ud under Skandinaviens Port.

Ogsaa Bønderne fra Harmonien var begyndt at bryde op, saa at den slumrende By pludselig vaktes og en Tid lang holdtes vaagen af Vognbulder og Hestetrampen ...

Møller Jochumsen kørte sammen med Proprietær Jørgensen. De havde Kusk paa Bukken og sad selv vel indpakkede Side om Side i den bageste Agestol.

Længe havde de kørt fremad i Tavshed blidelig lullet i Døs af den gode Fjedervogns vuggende Bevægelser.

Saa sagde Mølleren paa een Gang dybt indigneret:

— Det er et godt Svin, den Dyrlæge med sine Hingste!

— Ja—a! sagde Jørgensen helt inde bag Frakkekraven.

Og atter var der en Pause paa en Fjerdingvej.

Da spurgte Mølleren:

— Har I Fjermadrasser i Jerre Senge?

— Jo—o, det har vi da! sagde Jørgensen.

Det var Søndag Eftermiddag. Solen skinnede, og det var dejlig varmt.

Men der var ikke Tale om, at Vinduerne i Maren Forlis' Hus var lukket op. Naa, det kunde de maaske ikke; de var rimeligvis spigret til, hvad Bønderfolks Vinduer jo i Almindelighed er. Men Døren kunde hun da ha' ladet staa aaben, saa at der kunde ha' kommet lidt frisk Luft ind i den beklumrede Stue; hendes eneste; paa een Gang Køkken, Sovekammer og Dagligstue.

Men tvertimod: Døren var ikke alene lukket, Krogen var endogsaa sat paa indvendig.

Henne ved det umalede Fyrretræsbord under Vinduet sad Maren og hendes to Børn: den gamle Baronesses døvstumme Stasia og Post-Søren ogsaa kaldet «Jærnposten», fordi han manglede højre Arms Underarm, der var erstattet af et Stykke Træ med paaskruet Haand af Jærn; tre krumme Jærnfingre, der lignede Fuglekløer.

— Nu koger hun straks! sagde Maren og nikkede hen mod en syngende Kedel, der hængte over en blussende Pindeild henne paa Ildstedet. — Hvor ku' det hænge sammen, a' den gamle Naade sku' vesitte Baronens i Dag? fortsatte hun. — Di plejer sgu da ellers ikke aa være saa forlejne for aa se hverandre.

— Den unge er kørt med Karen og Mamsellen paa Besøg hos Herredsfogden, skrev Stasia paa sin Tavle.

Stasia forstod hvert Ord, hendes Moder og Broder sagde til hende. Og hun skrev næsten lige saa hurtig med sin Griffel, som et Menneske kan tale.

— Hæ, hæ! grinte Maren. — Naa saaden; saa er Porten fri.

— La' mig se? sagde Post-Søren og tog Tavlen. — Ja, di to Naader enes jo ikke godt, sagde han saa, da han havde læst, hvad der stod.

Nu begyndte Kedlen henne paa Ildstedet at spytte ned i Gløderne.

Maren rejste sig og gik derhen.

— Jeg synes, det er no'et klejnt, det, du kommer med i Dag, Stasia? sagde hun til Datteren og synede et Kræmmerhus fyldt med malede Kaffebønner.

— Den gamle passer jo paa Daasen som en Bindehund! skrev Stasia.

Og Broderen tog Tavlen og læste det højt.

— Hæ, hæ! grinte Maren og stak Næsen ned i Kræmmerhuset. — Men godt lugter det sgu!

Og saa kom hun Bønner paa Kedlen med en Pind, der var snittet flad i den ene Ende og ganske sort af Grums og Snavs.

— Gør 'en nu ikke for slap, Mor! sagde Søren. Og Stasia nikkede til ham og gav ham sit Bifald til Kende med et bredt Grin.

Solen skinnede ind gennem de smaa Ruder, der lyste grønne og brungule af Ælde. I Vindueskarmen stod et Par skaarede Urtepotter med nogle halvt udgaaede Blomster i. Og der laa noget sort Stoppegarn og en Stoppenaal, rusten og saa tyk som et Tretommersøm. Og saa laa der en Klat grøn Sæbe paa et Tallerkenskaar, samt en Stump Spejlglas.

Op langs den bageste Væg længst borte stod Sengen. Den var hamret sammen af uhøvlede Bræder og fyldt med Halm. Der laa to fede Dyner i den, men Lagen fandtes ikke.

Foruden Bordet, Gæsterne sad ved, var der af Bohave tre Træstole og en gammel, blaamalet Klædekiste. Og saa var der Marens Rok og Garnvinde. Thi Maren levede af at spinde for Folk.

Og af at tigge.

Og man sagde, at hun var «skrappest» til det sidste.

Hun var op mod de tresindstyve Aar, men saa ud, som var hun halvfems: lille, sammenskrumpet og rynket. Hendes Haar var hvidt og laa kæmmet glat op fra Panden hen under en lille, sort Bindehue, der sad hende langt ned i Nakken. Det kunde vist have været et kønt Haar, om det havde været rent. Men det var det aldrig. Støv og Skorstensrøg og Svinefedt, brugt som Pomade, havde gjort det ganske grumset-gult. Og i Ansigtets mange og dybe Rynker laa lange Tiders uaftvættelige Smuds. Øjnene var smaa og rødkantede, og de «randt», saa snart hun kom i Luften. Men se kunde hun med dem og det endda lige tværs igennem Folk og et godt Stykke ud paa den anden Side!

Stasia lignede hende, særlig paa Øjnene. Men hun var ren og pillen i Klædedragt, og hendes Ansigt skinnede af Vadsk.

Sønnen derimod maatte vist snarere ligne sin Fader, thi han var høj og velvoksen, og hans Øjne var store og sløve. Man maatte kalde ham en pæn Mand. Men saa havde han jo denne «Skavunk» med Armen. Den var bleven skaaret af i en Hakkelsemaskine. Og saa havde Sognet skænket ham en Jærnhaand og indstillet ham til Embedet som Landpost. Hvilket Embede han nu beklædte paa tiende Aar. Han var to og tredive, og Søsteren ni og tyve.

Baade Stasias Døvstumhed og Sørens forulykkede Arm havde Maren Forlis tjent godt paa; og tjente da til Dato. Thi hun kunde endnu bestandig presse de mest velvoksne Taarer ud af sine smaa, hvasse Øjne, naar hun gik rundt og tiggede paa denne Konto med «en Moders blødendes Hjerte».

Ellers brød hun sig ikke stort om Børnene.

Og de sig da heller ikke om hende.

Og dog kunde de ikke blive fra hinanden. Moderen og Datteren kunde aldrig faa bedre Udslag for deres medfødte Ondskab, end naar de talte sammen. De kendte hinanden paa en Prik og forstod at lokke Giften og Galden ud af hinanden ved Omtalen af Naboer og Genboer, høje og lave. Stasias Griffel dansede Wienervals hen over Tavlen, og hendes Øjne fulgte Moderens Læber og snappede Ordene af dem, endnu førend de var dannet til Lyd.

Og Søren gottede sig. Han deltog ikke meget i Samtalen; men hans og Marens Hoved stødte ofte sammen, naar de ivrigt bøjede sig hen over Tavlen for at læse Stasias Udgydelser. Og Kvinderne pumpede ham og lod ham ikke i Fred, førend han med sin trætte, lidt drævende Stemme havde berettet nogle af de Historier og en Pose fuld af det Bynyt, han havde opsamlet paa sine daglige Vandringer Sognet og Nabosognet rundt.

Han boede helt oppe ved Brevsamlingsstedet i Jerslev; men engang hver anden-tredje Søndag tittede han gerne ned i «Skovhuset» til Moderen. Og hændte det sig saa, som i Dag, at Stasia ogsaa gav Møde, saa listede Maren sig hen til Døren og satte Krogen paa.

— Saa, Børn, sagde hun, — la' vos saa høre nyt!

Og saa begyndte Flaaningen.

Søren havde i Dag medbragt for fem og tyve Øre Hvedebasser fra Bageren i Jerslev. Og Stasia havde i de fire Uger siden sit forrige Besøg, tilvendt sig et hemmeligt Kræmmerhus fuld af Enkebaronessens gode Kaffe, samt to smaa Poser hvidt, hugget Sukker.

Saa det kunde jo blive et helt Kalas.

Det havde som sædvanlig vakt ustandselig Latter hos de to andre, da Stasia hentede disse Sager frem af deres Skjulested. Hun puttede nemlig altid sligt Kontrabande ned i sine Bukser, det eneste Sted, hvor de var sikre for Enkebaronessens mistænksomme Øjne. Og Bukserne havde Naaden oven i Købet selv foræret Pigebarnet.

— Jeg kan Satan ta' me ikke forstaa, hvor du kan ha' det der! sagde Søren hver Gang.

Og Fruentimmerne hvinede af Latter.

Maren Forlis stod henne ved Ildstedet og rørte rundt i Kedlen med Træpinden, at Kraften grundig kunde komme af Bønnerne.

Søren og Stasia sad og kiggede ud af Vinduet.

— Naa, Mo'er? spurgte saa Sønnen — hjælper det snart?

— Jo, sagde den gamle — nu koger hun. Det er dog en skønne Lugt! nikkede hun og snøftede velbehageligt i Dampen fra Kedeltuden. — Men jeg har ingen Fløde.

Kaffen blev skænket op i tre hankeløse, sprukne Kopper. Man kom godt med Sukker i og spiste Hvedebasser til. Det var et herligt Maaltid. Maren smaskede som en Frø med sine tandløse Gummer.

— Hva' Ærende ha'de Naaden ellers til Baronen i Dag? spurgte hun og puttede det sjette Stykke Sukker i Koppen.

— Det er denne her Historie med Greven derovre, skrev Stasia; og Moder og Søn rakte Hals for at læse det — det er rent galt nu; alle Mennesker snakker om det og siger, at den ender med en Badulje; men Baronen sæl ved ingen Ting, den Indriot.

— Hæ, hæ! gnækkede Maren — kanske han, Greven, ku' gøre en Stamherre da!

— Du er god, Moder! skrev Stasia. — Hi, hi! sagde hun og gottede sig.

Stasia interesserede sig overmaade for Barnefødsler og Frugtsommelighed og Kæresteri uden for Loven. Naar bare hun kunde faa en Snak i Gang om disse Emner, skinnede hendes smaa Øjne som St. Hansorme, og hele hendes lille Krop skuttede sig vellystigt. Dog var denne Glæde blandet med en god Del Misundelse.

— Forleden red Greven og Hindes Naade her forbi op i Skoven, fortalte Maren. — Sikke Øjne di ku' levere hverandre!

— Listede du ikke efter dem? spurgte Stasia.

— Om jeg gjorde! ... Aa da di var kommen et Stykke ind mellem Granerne, saa jeg dem næbbes som et Par Skovduer.

— Det er Løgn, Mo'er! sagde Søren rolig og huggede Jærnhaanden ned i et Stykke Wienerbrød og fiskede det hen til sig.

— Er det Løgn? spurgte Maren vredt. — Jeg saa 'et med disse mine to Øjne! Di holdt Hestene an, aa han la'e Armen om hinne aa ky'sede hinne paa hele Ansigtet, saa sandt der er en Gud til!

— Hi, hi! klukkede den døvstumme, og Griflen gik. — De skal holde til nede i Straahytten, siger di; der er nogen bløde Mosbænke.

— Ha, ha, ha! skrattede Maren op og puffede Datteren i Siden. — Har saadan en Pejs, som du osse Forstand paa di Dele? — — Hør, Søren, spurgte hun saa — du bæ'r vel Brev imellem dem?

Søren rystede paa Hovedet. Det vidste han ikke noget om. Han kunde ikke kende alle de Skrifter, der var paa Konvolutterne.

Men Fruentimmerne trængte ind paa ham. Og det endte da ogsaa med, at han maatte ud med Sproget. Til at begynde med, fortalte han, havde der ofte været Brev fra Hendes Naade til Greven i den Bunke, der laa nede i Køkkenet, naar han kom med Posten. Saa var det pludselig ophørt, og der var aldrig noget mere. Men saa opdagede han, at Naaden lagde dem i kassen, der hængte nede ved den anden Ende af Alleen paa Skovfogedhuset. Hun var begribeligvis bange for, at den skulde blive opdaget. De grinte da ogsaa af det paa Kontoret.

— Aa i Dag vil den gamle Naade si'e det til Sønnen? spurgte Maren.

Den døvstumme nikkede: Ja, ja!

— Hva' Fa'en mon han saa gør? spurgte Søren.

— Han skyder Greven! skrev Stasia.

— Jeg tror snarere, han tærsker Konen, mente Maren.

— Det bruger man ikke i di Klasser! skrev Stasia.

— I snakker! sagde Søren pludselig. — Lad os heller faa en Skaal Kaffe til!

Og der blev skænket frisk Beholdning i Kopperne.

— Har I hørt, at nu er det da rent splitrende galt i Præstegaarden? spurgte Stasia.

— Saa-aa? sagde Maren og glemte at drikke.

— Ja, vi var derhenne forleden til Kaffe, og Præsten havde lukket sig inde paa sit Værelse, og begge Damerne græd.

— Han har sgu osse huseret længe nok! mente Maren. — Der er jo ikke det Fruentimmer, der ka' gaa i Fred!

— Har han osse villet røre dig, Mo'er? spurgte Sønnen tørt.

Stasia hylede af Latter og vred sig, saa hun nær havde væltet Kaffekoppen.

— Du, Fjolsehas! sagde Maren og daskede ud efter Søren. Men Spørgsmaalet syntes ikke desto mindre at smigre hende. — Har du ikke mærket no'et? spurgte hun — du kommer der jo hver Dag.

— Jeg kommer kun i Køkkenet.

— Er der ingen af Pigerne frugtsommelige? skrev den døvstumme.

Nu var det Moderens Tur at le, saa hun var ved at gaa til af Hoste bagefter.

Da Anfaldet var ovre, sagde Søren:

— Sorte Jakob har faaet 30 Dages Vand og Brød.

— Har han? spurgte Maren tilfreds. — Saa faar da Konen Fred saa længe.

— Jeg vilde gerne have set ham stikke Hans Peter ude paa Dyrskuet! skrev Stasia.

— Jeg saa det.

— Var det fælt?

— Naa, ma' ku' ikke se Blodet.

— Ja, saa var der jo ikke noget ved det! mente Stasia. — Vand og Brød, hvad vil det sige?

Han faar ikke uden en Humpel Rugbrød og en Skaal Vand.

— Jamen ikke alle 30 Dage paa een Gang, oplyste Maren.

— Nej, forstaar sig, han faar rigtig Føde imellem.

— Saa er det jo ingen Straf! skrev Stasia skuffet.

— Jo-o, forklarede Maren — ma' bli'er, saa ma' knap ka' hænge sammen a' 'et alligevel.

Maren ha'de flere Bekendtere, der ha'de faaet Vand og Brød, og de var ble'en «som Klude».

Nu sad de og snakkede en Stund om de forskellige Slags Straffe. Søren havde talt med en, der havde været i Tugthuset. Det var et helt Herreliv, sagde han.

— Ja, det er da vist allenfals bedre end som aa komme paa Fattiggaarden! mente Maren. Dette Asyl stod for hende som det forfærdeligste paa Jorden. — Før hænger jeg mig, sagde hun — før den Tort skal komme over mig!

Og de faldt i Snak om de forskellige Maader at tage Livet af sig paa.

Søren havde set en, der havde druknet sig; og Stasia fik ham til at beskrive paa det nøjagtigste, hvordan Vedkommende havde set ud. Hun gyste ved at høre det, men ufortrøden var hun i sine Spørgsmaal. Saa ufortrøden, at Moderen til sidst sagde:

— Nej, la' nu være aa fortæl mere, Søren! Jeg tør ikke være her alene!

Og saa begyndte hun for tyvende Gang at trænge ind paa Sønnen for at faa ham til at flytte herind i Huset. Hun var gammel, sagde hun, og hvis der skulde komme noget paa, saa laa hun her og kunde hverken faa Hjælp eller Raad, men maatte dø som et andet Kreatur!

Stasia sad og hørte til og gottede sig ved Tanken om, at hende kunde Moderen ikke faa fat i, for Enkebaronessen slap hende ikke fra sig for aldrig det.

Og Sønnen vægrede sig ogsaa paa det kraftigste. Han blev pludselig højrøstet og sagde, at hun vidste jo godt, at han maatte være i Nærheden af Posthuset. Det var jo over een Mil, han fik at gaa, om han skulde bo her. Pludselig trumfede han i Bordet og sagde, at var hun bange for at ligge ene, kunde hun jo lægge sig ind paa Fattiggaarden, der var Selskab!

Stasia slog en høj Latter op, da Søren nævnede Ordet: Fattiggaarden; og hun puffede hemmeligt Moderen i Siden for at hidse hende. Det var hende ligefrem en Sjælesvir at se de to andres dirrende Ansigter og hadefulde Øjne. Hun havde jo sit paa det tørre.

Maren stak i Hyl og dundrede i Bordet til Svar, saa Kopperne dansede: Han var et utugtigt Skarn og et Dyr og en Judas Iskariot, at han vilde skikke sin egen kødelige Mo'er ind mellem al det Skidt og Skrammel og Tyvepak o. s. v., o. s. v.

Og det endte med, at Søren tog sin Hue og gik sin Vej, og svor paa, at han aldrig skulde sætte sine Fødder i dette forbandede Hus! —

Saa var de to Fruentimmer alene.

Stasia sad og vædede Pegefingeren og fiskede de Smuler af Hvedebrødet op, som laa tilbage paa Papiret, det havde været pakket ind i.

— Naa, Moder, tag dig nu ikke det saa nær, skrev hun og stak Tavlen hen til Maren.

— Den Svinehund! sagde den gamle. — Aa ham har en opfødt med sit eget Hjertes sure Mælk!

Ja, han er jo lidt haard, skrev Stasia — men det er jo ikke hans Skyld.

— Næi, jeg ved sgu godt nok, a' det er hinne, Mæren derovre i Jerslev.

Stasia nikkede.

— Moder skulde engang gaa over og læse Evangeliet for hende!

— Hæ, hæ, snærrede Maren — ja, jeg ska' rive Øjnene ud a' Hovedet paa hinne, ska' jeg!

Stasia smilede skadefro.

Det forholdt sig jo saadan med dette lille, stakkels, mishandlede Væsen, som ingen Mand kastede sine Øjne paa, men snarere følte en Art mystisk Skræk for, at hun kunde ikke taale, at andre nød den «Kærlighedens Lykke», som hun læste om i de Bøger, Enkebaronessen laante hende. Hun gik i stille, sukkende Længsel efter at føle og nyde «Elskovens henrykkende Salighed». Men da Mandfolkene stadig gik af Vejen for hende, havde der lidt efter lidt inderst inde i hende ophobet sig en Bitterhed og et indeklemt Had til alle, navnlig til alle Kvinder, som fandt et Par aabne Arme at kaste sig i og en bankende Barm at læne deres længselsfulde Hoved imod.

Og hun havde jo ikke været længe om at opdage, at Broderen nu paa det sidste havde fundet sig en Hjertenskær ovre blandt de Jerslev Piger.

Og hun nagedes næsten syg af Misundelse.

— Moder skulde gøre Alvor af det, skrev hun paa Tavlen.

— Det kan du være evi' vis om, min Pige! nikkede den gamle. — Jeg skal nok læse for hinne!

— Og faar hun ham først til at gifte hende, skal hun nok trække Skillingerne fra ham!

— Jojo! Aa saa la'er di mig ligge aa sulte ihjel!

Stasia trak et sammenlagt Stykke Avispapir op af Lommen og rakte Moderen det.

— Tak, Tak! smilede den gamle og kradsede begærlig Papiret op med sine krogede Fingre. Der laa en Tokrone i det. — Du er da en Datter! nikkede hun, og hendes Øjne skinnede. — Saadan sku' alle Børn være! Hvor har du ellers den fra?

— Hi, hi! lo Stasia og kneb det ene Øje sammen.

— Ha, ha! gryntede Maren Forlis og stak Pengestykket i Lommen efter omhyggelig at have svøbt det ind i Papiret igjen.

Der arbejdede sig paa ny en klukkende Latter op gennem den døvstumme.

— Hi, hi, fniste hun. Og saa skrev hun paa Tavlen. — Han kan alligevel ikke klemme hende rigtig med de halvanden Arme, han har!

Hun tænkte stadig paa Broderen og hans Kæreste.

Maren puffede overstadig gemytlig Datteren i Siden og sagde:

— Det kommer sgu mere an paa Benene, min Tøs, naar Prøven ska' gøres!

Og saa hvinede de ud i Latter begge to.

— Nu maa jeg vist til og af Sted, skrev Stasia saa — ellers bliver Dragonen rent edderspændt!

«Dragonen» var hendes Kælenavn for den gamle Baronesse.

— Har I Kontrefejer endnu?

Den døvstumme nikkede og knyttede Hænderne.

— Putter hun dig somtids i Skabet endnu?

Stasia nikkede igen og skar Tænder.

— Det la'er du vel ikke sidde paa dig?

— Nej! Men bare jeg var stærkere end hende!

— Jamen, det er du jo nu'nde, Anastasia! .... Har du prøvet smaatskaaren Hestehaar?

Den lilles Ansigt lyste op i et bredt Grin.

— Jeg fyldte hendes Seng forleden Aften, skrev hun. — Hun var, som hun var gal hele Natten. Og jeg kunde ikke sove for Grin.

Maren knækkede sammen af Latter.

— Ja, vi maa jo bruge de Midler, Vorherre har gi'et vos! sagde hun. — Naa, ska' du nu af Sted?

Jo, Stasia maatte skynde sig.

Hun satte en hvid Straahat med Roser og Tulipaner paa Hovedet. Og Parasol havde hun. Og midt paa den lysegraa, uldne Kjole prangede den højrøde Brystsløjfe.

— Hun holder dig sgu da ellers net nok i Klæ'er! nikkede den gamle misundelig.

Og den døvstumme gjorde en Bevægelse, der skulde sige: Ja, hun kunde jo bare prøve paa andet!

Saa greb hun Tavlen og skrev:

— Du skal ikke komme ind til vos, naar du kommer til Jerslev.

— Næi, næi, sagde Maren — det forstaar sig! Hun ka' ju'nde taale mig!

— Du skal sige til Tøsens Forældre, at de allerede ligger og forlyster sig sammen.

— Gør di da det? spurgte Maren interesseret.

— Det gør di vel nok!

— Ja, jeg ska' sgu forlyste dem! nikkede Maren og saa ond ud.

— Naar kommer du?

— Paa Søndag, tænker jeg. Jeg gaar i Kirke med det samme. Det er saa længe siden, jeg har hørt et Gu's Ord.

— Saa skal jeg se og passe dig op omme ved Hjulmandens Hjørne og høre, hvordan det er revet ud.

— Ja, gør kun det.

Og saa bød de to Slægtninge Farvel til hinanden. Og Stasia gik.

Da hun stod uden for Døren, kom der en stor, graa Kat løbende over Vejen fra Skoven og gned sig op ad hende.

— Naa, der er Belle! sagde Maren.

Stasia bøjede sig ned og strøg Dyret hen over dets krummede Ryg. Saa nikkede hun og skyndte sig af Sted.

Inde i Stuen begyndte Katten at mjave.

— Ka' han lugte Kaffen? sagde Maren med kælen Røst. — Nu ska' han faa en Koppe.

Og hun skænkede to Kopper Kaffe, een til Katten og een til sig selv. Kom godt med Sukker i og listede derpaa hen til Sengen og hentede en Krukke Mælk frem under den, skummede det øverste af og kom i Kopperne, medens hun samtidig smilede tilfreds over at have snydt Børnene for denne Nydelse.

Saa satte hun Belle op paa Bordet og begge gav sig til at slubre Drikken i sig.

Katten slikkede Fedtpletterne af Hvedebrødspapiret. Og Maren tog sin Tokrone frem og gned den med sit Kjoleærme, indtil den skinnede.

Kære, lille Moder!

Tak for Dit Brev i Torsdags. Jeg er altid saa glad, naar jeg hører fra Jer; men jeg kommer jo til at længes. Til Julen vil jeg hjem! — Jo, jeg begynder nu at føle mig lidt bedre til Rette her paa Næsset; baade Baronen og Baronessen er meget venlige og gode imod mig, og Karen kommer jeg til at holde mere og mere af for hver Dag, der gaar. Hun er noget af det sødeste, jeg har kendt; og saa smuk. Det maa være dejligt at være smuk! Ja, Pastor Mascani fortalte mig forleden, at han for længe siden havde talt til Hendes Naade om mit Værelse, og hun havde sagt til ham, at det var bare for i Sommer, jeg havde det, til Vinter skulde jeg have et andet. Men til mig har hun ikke talt derom, saa jeg er bange for, at hun glemmer det. I det hele er der kommet noget underligt stille og fraværende over Hendes Naade, synes jeg. Forleden kom jeg op i Salonen og troede, at jeg var alene, og satte mig til Klaveret og spillede lidt; men saa rejste hun sig pludselig fra en Stol inde i den ene Vinduesniche og kom hen og klappede mig paa Kinden og saa saa forfærdelig bedrøvet ud; og saa gik hun. Jeg tror ikke, hun er lykkelig; mon hun ikke gaar og tænker paa sin første Mand, han var nok saa smuk, saa smuk, og det er Baronen jo ikke, men jeg kan se paa hans Øjne, at han holder meget af hende.

I Søndags var Baronessen, Karen og jeg ude i Byen og besøgte Borgmesteren. Det er rare Mennesker, og vi havde det yndigt. Du kan tænke Dig, vi fik Østers til Aften, var det ikke fint? Grev Scheele kom ridende, uden at nogen vidste af det, og da han hørte, at der var fremmede, vilde han ride igen; men han blev da. Ham synes jeg udmærket om, han er saa rar! men han kommer ikke nær saa ofte til os som før; det er Synd for Hendes Naade, thi hun har det jo meget alene, naar man er vant til København.

Hvor det dog er sørgeligt med Pastor Mascani, han ser saa forfærdelig anstrengt og nervøs ud, og somme Tider kommer han slet ikke ind i Stuen, naar man er dernede. Baade Fruen og Clara ser ogsaa daarligt ud; det gør mig saa ondt for den Familie. Folk fortæller saa meget om Pastor Mascani, jeg kan slet ikke sige Dig, hvad det er, saa forfærdelig er det; men jeg kan ikke tro det, for han er jo da Præst og en gammel Mand og skal foregaa Menigheden med et godt Eksempel. Det er underligt, lille Moder, men siden jeg er kommen hjemmefra, synes jeg, at der er saa meget ondt og stygt til, som der aldrig var noget af hverken i København eller Hobro! Ved Du hvad jeg hørte forleden Nat, da jeg laa og ikke kunde sove for Rotterne! Ja, er det ikke forfærdeligt, jeg hørte, at Kammerjomfru Petersen var nede hos Tjeneren, jeg kunde kende hende paa Stemmen; hun græd og jamrede, og han skændte paa hende. Det kan jo gerne være, at de er Kærester, men jeg synes ikke, man skal gøre saadan noget. Du maa ikke blive vred, kære Moder, over, at jeg fortæller Dig det, men nogen maa jeg jo tale med. Synes Du, jeg skulde sige det til Hendes Naade? Det er næsten Synd, for Kammerpetersen er saa rar og hjælpsom; hun har lavet min gamle, graa Kjole saa pænt i Stand. Kan Du ikke købe en lille Ting, jeg kan forære hende, for jeg synes, det er saa flovt at tilbyde Penge?

Nu kommer Enkebaronessen her aldrig mere, hun og Hendes Naade kan ikke lide hinanden. Men nu fortæller Pigerne, at hun var her i Søndags, da vi var borte, og Baronen har været saa underlig siden. Jeg er ganske nervøs, naar vi skal op til Bordet, for han sidder og ser saa mørk ud og taler næsten ikke til sin Kone. Det er stygt af den gamle Baronesse at gaa og sætte ondt imellem dem! Aa, somme Tider ønsker jeg, at jeg aldrig var kommen her mellem disse Mennesker, jeg kan ikke forstaa dem og alle deres Intriger; og jeg er næsten bange for dem, for jeg synes, at det er, som om de gik rundt og lurede paa at gøre hverandre Skade. Dersom jeg ikke holdt saa meget af Karen, ved jeg virkelig ikke, hvordan jeg skulde holde det ud.

Ja, Vadsken her er meget god, men Tøjet bliver jo lidt gulligt, fordi de bruger Brøndvand. Herskabet faar vadsket Lintøjet i Byen, men vi andre maa jo nøjes.

Aa, hvor jeg glæder mig til Julen! Det bliver frygtelig morsomt at købe Presenter til Dig og Børnene for mine egne Penge. Jeg synes, at I skulde lade mig pynte Juletræet alene? Maa jeg det?

Der begynder at gaa Hul paa Overlæderet af mine gamle Snøresko. Synes Du, jeg skulde købe mig et Par ny og sende de gamle hjem til en af Tvillingerne? De kan jo ogsaa lappes her, for der er en meget god Skomager i Næsgaardene.

Naa, lille, kære Moder, nu ikke mere for denne Gang! Hils nu Børnene og kys dem alle mange Gange fra mig, de søde Tuller! Og modtag selv de varmeste Hilsener og Kys fra din

trofaste Datter Elise Jansen.

Næssets Jorder gik mod Nord og Øst lige ned til Fjorden. Et stort Areal af de flade, side Enge havde den unge Baron ladet inddæmme og dræne i sine første Regeringsaar. Og nu groede dernede stadig det bedste Korn i hele Egnen.

Helmuth var meget stolt af denne sin Bedrift og betragtede de 30 Tønder Land inden for de høje Dæmninger som sin ganske private Ejendom, og han havde glædet sig som et Barn til at opnævne dette Jordstykke efter sin førstefødte Søn og kalde det: Hannibalsmarken. Hidtil havde det maattet nøjes med at gaa under Navnet: det inddæmmede.

Men straks, han var bleven gift, havde han sagt til sin Kone, at hun skulde skynde sig at føde en Stamherre, for saa skulde der drikkes Champagne paa Næsset, og Drengen og Marken dernede bag Skoven skulde døbes paa samme Dag, og begge skulde de hedde Hannibal.

Men nu havde han snart været gift et halvt Aar, og der viste sig stadig intet Tegn til, at han skulde blive Fader.

— Hva' Fanden, sagde han — du har jo dog faaet Børn før, Vilde. Jeg kan sgu ikke begribe det!

Og han gik i sin Nød til Huslægen og betroede ham sine Bekymringer og spurgte ham ud, om ikke Raad fandtes.

— Hæ, hæ! klunkede gamle Doktor Larsen og klappede ham paa Skulderen — Kommer nok, kommer nok, Hr. Baron! ... Maaske skulde vi spise lidt mindre rigeligt. Kunde aldrig skade.

Og Helmuth tog hjem og sultede sig i tre samfulde Dage. Og trods det, at han holdt mest af at ride rundt i Markerne og se til Arbejderne, saa begyndte han nu at gaa — i det mindste den ene Runde, den om Formiddagen. Men Følgen blev bare den, at han mødte frem med en sand Daglejer-Appetit ved Frokostbordet. Og naar man nu er sulten, saadan virkelig sulten, saa er det jo ganske umuligt at lade de fyldte Fade gaa sig forbi!

— Aa skidt, sagde han og skævede over til sin Kone, da Tjeneren for anden Gang bød Oksestegen rundt — jeg ta'r sgu et Stykke til, Vilde! Man skal da være mæt!

Og Vilde sad rank og udeltagende og lod ham læsse paa Tallerkenen.

Hun havde mere og mere trukket sig tilbage i sig selv, den unge Baronesse. Ikke at hun var uvenlig mod sin Mand, eller haard og afvisende og lunefuld, som i den første Tid af deres Ægteskab. Tværtimod! Hun var Høfligheden, Blidheden og Medgørligheden selv — naar han da ikke blev alt for «Holbergsk». Men det var til Tider, som om hun var langt borte fra sine Omgivelser, som om hun sad og ventede paa noget, lyttede efter en eller anden Tone, som kun hun kunde høre. I Timevis kunde hun sidde inde i sit Kabinet i en Gyngestol og stirre ud i Luften og vugge sig blidt frem og tilbage med den ene Fodspids mod Gulvet. Men dog var det ikke saadan, at det var en «indre Lykke», som man kalder det, der opfyldte hende og gjorde hende tavs og drømmende. Thi hendes sky Blik og hendes nervøse Faren sammen, naar nogen nærmede sig, tydede langt snarere paa Uro og ond Samvittighed.

— Vil du med en Tur efter Frokost, Vilde, ned og se paa det inddæmmede? havde Baronen spurgt et Par Gange — Havren dernede staar, som den var plantet!

— Nej, kære, jeg har ikke Lyst.

Og Lyst til at tage ud paa Besøg i Egnen, havde hun heller ikke. Hun kunde ikke lide de ransagende Øjne, de gode Fruer fæstede paa hende. Det var, som om de vilde læse, hvad der stod prentet bag hendes korrekte, ladylike Fremtræden og blide, smilende Ansigt.

Men ofte lod hun pludselig sin Hest sadle og red lange, ensomme Ture.

Og da fortalte man Frue og Frue imellem, at hun af vejfarende Folk var bleven set ovre paa den anden Side Fjorden i Selskab med sin Fætter, Grev v. Scheele.

— — —

Et Par Dage efter hin Søndag, Stasia havde besøgt Maren Forlis, medens Enkebaronessen var paa Næsset for at tale med sin Søn, kom denne gaaende ned ad den smalle Trappe, der førte fra Kontoret ned i Gangen foran Borgestuen og Kaninens og Tjenerens Værelse.

Baronen havde, som den lille Jansen havde bemærket i sit Brev til Moderen, været underlig mut og ordknap siden Hendes gamle Naades Visit. Det havde været en hel Ynk at se paa ham. Hans smaa, glade Øjne, der ellers skinnede af stille Lykke, naar han kom ind i Spisesalen og saa det opdækkede Bord, flakkede nu helt hjemløse om mellem Fade og Tallerkener. Spise gjorde han ganske vist som sædvanlig med god Appetit; men komplet uden Humør. Og hans spøgefulde, lidt bjørneagtige, men særdeles velmente Bemærkninger til Karen og Kaninen, ventede de forgæves paa. Og naar Maaltidet var til Ende, rejste han sig brat, brummede: Velbekomme! og gik ind paa Kontoret og lukkede Døren efter sig.

Hendes Naade og de to Pigebørn skævede ængsteligt hen til ham; og Baronessen forsøgte et Par Gange at indlede en Konversation. Men Helmuth svarede kun med Enstavelsesord og undlod at se paa hende.

Og om Aftenen efter Middagsbordet lod han Forvalteren kalde op til sig og underholdt sig med ham inde hos sig selv, indtil der skulde drikkes Te. Og straks efter Teen sagde han Godnat og gik i Seng og sov sødelig, naar Vilde et Par Timer efter kom ind for at gaa til Ro. —

Baronen kom altsaa ned ad Trappen fra sit Kontor. Hans Ansigt var mørkt, og han stampede unødig haardt i Trinene med sine tunge Støvler. Over Armen hængte i sit Haandtag den tykke, gule Egestok, han altid havde med, naar han gik i Marken.

Da han naaede ned i Gangen, standsede han og stod et Øjeblik som raadvild uden for Kaninens Dør.

Saa bankede han paa.

En Stol blev skubbet tilbage inde i Værelset, og Frøken Jansen viste sig i Døren. Hun blev staaende ganske maalløs, thi det var første Gang, at Baronen søgte hende op hernede. Og hun troede et Øjeblik, at han gik fejl, og at det var Tjeneren, han vilde tale med.

Et Sekund stod de og stirrede paa hinanden uden at tale.

— Frøken, sagde han saa — jeg maa ....

Og han puffede hende næsten brutalt ind i Værelset, gik selv bag efter og trak Døren til. Der var saa lavt derinde, at han næppe kunde staa oprejst.

Kaninen var ved at skrige om Hjælp, saa forfærdet blev hun.

Helmuths Ansigt var kobberrødt, hans tykke Læber skælvede og hans Øjne for vildsomt om.

— Frøken ... Frøken Jansen, begyndte han — undskyld at jeg ... der var noget, jeg vilde spørge Dem om ...

— Ja—a ... sagde hun og rystede over hele sin lille, magre Krop og ledte samtidig rundt i sin Hukommelse, om hun muligvis skulde have begaaet en eller anden Fadæse, som nu skulde paatales.

— Hvem var ... hvem var I sammen med i Søndags ude hos Borgmesterens? busede det pludselig ud af Baronen.

— Ingen, stammede hun — vi var der alene ...

Hans Ansigt klarede lidt op.

— Jo, det er sandt! skyndte hun sig saa — Om Aftenen kom Grev v. Scheele ridende.

Uden at sige et Ord mere gjorde Helmuth omkring og forlod Værelset. Sandet paa Fliserne skreg under hans tunge Støvler, da han gik hen gennem Gangen.

I Døren ud til Gaarden stod Tjenerdrengen Julius og dampede velbehageligt paa sin Pibe.

Blodet for Baronen til Hovedet med et Stød, saa det næsten sortnede for hans Øjne.

— Staar du her og driver, din Lømmel! skreg han og huggede ude af sig selv af Raseri Drengen over Benene med sin tykke Stok, saa den ulykkelige Knægt sank i Knæ med et dæmpet Brøl og kunde ikke rejse sig igen.

Helmuth lod ham ligge og gik hen gennem Gaarden, ind i Haven og ad Skoven til.

Der hamrede bare den eneste Tanke op og ned i hans træge Hjerne: Altsaa havde Mo'er Ret! Altsaa havde Mo'er Ret! Altsaa havde Mo'er Ret!

Da han gik ned ad den lange Allé og kom forbi Straahytten, gik han ind og satte sig paa en af Græsbænkene.

Han kunde høre Høstfolkenes Raab og Latter nede fra det inddæmmede, hvor man var ved at køre Havren hjem — den pragtfulde Havre, hans Hjertes Kælebarn og Stolthed! Og han hørte den skrattende Lyd af de tomme Høstvogne, der kom kørende i jagende Fart oppe fra Gaarden. Og den buldrende Lyd af Læssene, der langsomt rullede hjemad.

Men al denne Larm af Liv og Virksomhed gled ham upaaagtet forbi. Han sad foroverbøjet paa Bænken, støttede Armene mod Haandtaget af sin Stok og stirrede stift frem for sig. Vreden og Raseriet, der før havde været ved at kvæle ham, og som havde ladet ham slaa løs som i Blinde paa den sølle Julius deroppe paa Flisegangen, var lidt efter lidt veget for en inderlig, knugende Sørgmodighed, en næsten grædefærdig Medlidenhed med hans egen fortvivlede Stilling.

— At hun kunde! malede det rundt i hans Hjerne — At Vilde kunde! Herregud, hvad har jeg gjort hende! Jeg er ikke saa fin og dannet, som de Mennesker, hun er vant til at omgaas. Men det vidste hun jo, før hun tog mig. Og jeg gør mig da Umage. Jeg har næsten lagt af med at bande. Og jeg klær mig da om til Middag. Alle hendes Ønsker faar hun opfyldt. Jeg bær hende jo paa Hænderne. En ny Kupévogn har hun faaet. Og en Ridehest. Og Julius fik hun straks som sin Tjenerdreng! Hvor mange vilde ikke ha' gjort Vrøvl i mit Sted. Og hva' forlanger jeg til Gengæld for alt det. Bare at hun skal være lidt god og venlig imod mig. Og saa gaar hun hen og ... Og jeg, der holder saa meget a' hende; og jeg, der holder saa meget a' hende ....

Taarerne begyndte at pible frem i hans smaa, skikkelige Bjørneøjne og løb ham langsomt ned over Kinderne ned i Skægget. Hans svære Krop rystede, og af og til stønnede han som under en tung Byrde.

Han sad stadig og stirrede frem for sig, medens Tankerne væltede rundt inde i hans arme Hjerne. Paa een Gang fangedes hans Blik af noget hvidt, der laa og skinnede i Dagslyset, som faldt ind gennem den halvtaabne Dør. Først gled Øjnene bort fra det igen, og han rokkede frem og tilbage paa Bænken i sine triste, pinefulde Tanker, der ustandseligt drejede sig ubehjælpsomme og raadvilde om det samme Punkt: Og jeg, der holder saa meget a' hende; og jeg, der holder saa meget a' hende ....

Saa rejste han sig med en pludselig Følelse af, at her kunde han jo ikke blive siddende; han maatte ud i Marken, ud til Forvalteren, ud til sine Folk; viste han sig ikke, saa gik de bare og drev!

Atter faldt hans Øje paa det hvide, der laa og skinnede paa Jorden henne ved Døren. Han bøjede sig mekanisk ned og tog det op. Det var en lille, trekantet Lap Papir; et Hjørne af et iturevet Brev. Blodet for ham susende til Hjernen, og han knugede Stokken i sin Haand som for at slaa: Han kendte øjeblikkelig Skriften paa Papirstumpen; det var Grev Scheeles. Straks kunde han ikke læse, hvad der stod; i den Grad hvirvlede alt i Ring for hans Blik. Og da han omsider blev saa meget Herre over sit Anfald, at han kunde tyde de enkelte Bogstaver, blev han ikke meget klogere af det. Thi paa Papiret, der havde dannet det øverste Hjørne af en Brevside, læstes kun:

ingen Glæde uden trygt stole Baaden

Men at Brevet var fra Scheele, derom var der ingen Tvivl.

Og atter begyndte Tankerne at male rundt bag hans Pande: De skrev altsaa til hinanden! Det havde Vilde aldrig talt om, undtagen naar hun engang imellem fik Svar fra Fætteren som Tak for en Indbydelse. Og saa lod hun altid sin Mand læse Brevet ... De holdt maaske Stævnemøder, som den gamle Baronesse havde sagt ... Vilde læste Brevene hernede i Straahytten, for at ingen skulde opdage det ... De mødtes maaske ogsaa her ... Han skulde knække Halsen paa den Grevetamp! Tærske ham med sin Stok, saa han ikke kunde røre et Lem! Slaa ham i hans Mælkebrødsfjæs, saa at Blodet skulde sprøjte ham ud af Næse og Mund! ... Baaden? Hvad mente han med det? Hvilken Baad? Der var ingen Baad paa Næsset ....

Men pludselig slog den Tanke ned i ham: Han sejler over Fjorden, og lister sig op gennem Skoven, og saa mødes de her!

Tanken traf ham næsten som et Slag, og han vaklede et Par Skridt tilbage: — Den Satan! Den Fedtegreve! Den Luseknækker! Om han saa traf ham midt inde paa Torvet i Købstaden, skulde han splintre hans raadne Hjernekiste med sin Egekæp!

Helmuth var som en rasende Tyr at se, naar Vreden betog ham: Der kom Skum om hans Læber, og Blod for hans Øjne; og selv om den, han vilde til Livs, havde søgt Frelse bag en Dør af Jærn, han vilde ha' løbet sin Tyrepande imod den i Forsøg paa at splintre den!

Underligt nok, men hele hans Raseri koncentrerede sig for Øjeblikket om Greven. Kunde han ramme ham, vilde han føle sig tilfredsstillet og mættet. At Baronessen muligvis og rimeligvis var ligesaa brødefuld, faldt ham ikke ind. Eller han vilde ikke tænke over det; turde ikke give den Mistanke Rum; bævede for at finde hende skyldig; skælvede ved den blotte Tanke om, at han skulde blive nødsaget til at skride ind ogsaa mod hende. Han kunde ikke undvære hende; ikke tænke sig Muligheden af at skulle blive tvungen til at give Afkald paa Nydelsen af hendes Legemes Yndigheder, Duften af hendes Parfume, Lyden af hendes Kjoles Raslen! Som en Hjort kæmper for sin Hind, saaledes vilde han kæmpe for hende. Og naar han blot havde faaet ryddet Rivalen af Vejen og var sikker paa den uhindrede Besiddelse af Kampens Genstand, vilde det bekymre ham lidet, om hendes Hengivelse til ham var frivillig eller ej: Det var bare sin Ejendomsret, sin uindskrænkede og ukrænkelige Ejendomsret, han fordrede respekteret! For at sige det rent ud: Havde han i Lighed med sine middelalderlige Forfædres Sæd og Skik kunnet give sin Hustru et Kyskhedsbælte paa (og han havde jo et oppe i sin Skuffe!) og laase det forsvarligt af, naar han forlod hende saa kunde hun for hans Skyld gerne have tænkt med Attraa paa andre Mænd og higet i Længsel mod andre Guder. Han vilde blot have smilet derved, tryg og sikker og uden Angest, som man smiler, naar man ved sine Skatte og Klenodier forvarede bag en Bankmurs uantastelige Laase og Slaaer!

Nede paa «det inddæmmede» var Arbejdet i fuld Gang. Baronen stod efter Vane med sin Stok plantet bag sig og hvilede med begge Hænder paa dens Haandtag. Vogn efter Vogn fyldtes med den akstunge Havre, rullede hjem til Gaarden, blev tømt og kom tilbage igen. Karlene stak Sæden op, Trave efter Trave, og Piger og Koner «rev efter», tavse og travle paa Grund af Herskabets Nærværelse. Men «Herskabet» selv syntes ikke at ænse, hvad der foregik. Langsomt fulgte han Folkene Ageren ned, alt som Arbejdet skred frem. Og der blev kastet mangt et stjaalent Øjekast om efter ham, naar han standsede op i nogen Afstand og satte Stokken til Rette og atter gav sig til at stirre ud for sig med et underligt tungt og næsten sørgmodigt Udtryk i Ansigtet.

— Han er vist ikke god aa bid's med i Dag, om der kom noget paa! hviskede en af Karlene til sin Nabo.

— Næi, sagde den anden og kastede et sky Blik om efter Baronen. — Han ser svær lumsk ud da!

Og Kvinderne talte halvt forfærdede og halvt forbitrede om, hvorledes Julius var bleven slaaet, saa at han drattede ned paa sine Knæ lige med det samme! — Rygtet var allerede faret Ejendommen rundt.

Forvalteren kom kørende paa en tom Høstvogn oppe fra Gaarden.

— Det vil knibe med at faa Plads til Havren i de tre Gulve, Hr. Baron, sagde han og tog til Hatten.

— Hum! sagde Helmuth, han havde slet ikke opfattet Mandens Ord.

— Skal Resten sættes over Kostalden, eller skal vi ta'e det i Stak?

— Ja, nikkede Helmuth og plirede med Øjnene ud mod Fjorden, der laa spejlblank og lysende i Solskinnet borte bag de høje Dæmninger. — Sig mig, Christensen, vedblev han saa og saa hen over Marken bort fra Forvalteren — ved De noget om, at Greven paa Holgersminde har faaet sig en Baad?

— Jo, han har, Hr. Baron! En lille, nydelig, hvidmalet Tingest, som han ligger og vapper i her om Aftenen.

— Hum!

— Han morer sig med at skyde Sælhunde ude paa Stenene.

— Hum!

— Men han træffer aldrig nogen.

— Nej, det gør han vel ikke.

— Jeg hørte ham plaffe her forleden Aften, da jeg gik en Tur i Skoven. Saa gik jeg herned paa Dæmningen. Han laa helt henne under vores Badehus. Har Baronen gi'et ham Lov til det?

— Nej ... Jo vist saa, jo! ... Han træffer jo ikke alligevel.

— Næi, hæ, hæ!

— Var han ene i Baaden?

— Jo. Naa-aa, den er jo heller ikke større end som et godt Smørtrug.

— Naa ikke .... Hvad var det, De sagde før om Havren?

Forvalteren stirrede forundret sin Principal op i Ansigtet:

— Jeg sa'e ...

— Var der ikke Plads i Laden?

— Nej ...

— Saa er det bedst, vi sætter en Stak. Vi maa heller sætte Blandingskornet over Kostalden.

— Jo vel!

— Hvor mange Læs har vi faaet ind efter Middag?

— To og tyve.

— Holder Vejret sig?

— Jeg formoder det. Barometret stiger da.

— Naa ... Vil De ta' Journalen med op i Aften, der er noget, vi skal ha' set efter.

— Jo vel!

Helmuth slog med en Finger op efter sin Hatteskygge og gik tilbage op over Marken op ad Skoven til. Han gik langsomt, Fod for Fod. Engang imellem standsede han og stirrede ned for sig, som om han var faldet i Tanker. Saa sparkede han pludselig til en Sten paa Vejen, eller huggede med sin Stok til en opløben Tidsel eller Skarntyde paa Grøftekanten. Og saa gik han videre.

Men Forvalteren kløede sig i Nakken og saa langt efter sin Husbond.

— Naa, Fa'en, Journalen var i Orden; saa ragede Resten jo ikke ham!

— —

Og han stillede efter Ordre med Journalen under Armen oppe paa Kontoret en halv Time efter Herskabets Middag.

Ved Bordet havde hersket den sædvanlige skulende Tavshed. Karen og Kaninen havde næppe turdet se op fra deres Tallerkener. Baronessen havde siddet stiv og urørlig. Og Niels Tjener havde svævet rundt og serveret saa lydløs, som det var ham muligt.

Julius viste sig ikke. Man havde fundet ham liggende halvt bevidstløs i Døren til Borgestuegangen. Og nu laa han i Sengen med vaade Klude om Benene og klynkede og jamrede og græd og raabte engang imellem, at han var slaaet ihjel.

Karen havde været nede at se til ham og trøstet ham. Og hendes smaa Hænder knyttede sig i Vrede, hver Gang hun saa hen paa sin Stiffader. Men sige noget turde hun ikke.

Og sige noget turde ej heller Baronessen trods sin ranke Ryg og sit rolige Ansigt. Det var nu paa tredje Dag, at denne tordensvangre Tavshed havde hersket under Maaltiderne. Og Vilde vidste ikke, hvad hun skulde sige for at bryde den. Kammerjomfruen havde fortalt hende, at Enkebaronessen havde været paa et fem Timers Besøg paa Næsset i Søndags og haft en lang og heftig Samtale med sin Søn. De havde raabt begge, saa det kunde høres ned i Køkkenet. Og Baronen havde ikke fulgt Hendes gamle Naade til Vogns, da Pagtens Ark atter rullede af Sted med hende og Stasia.