Iammers Minde (continued 4)

Ieg haffde da kiøbt mig et Clavicordium, oc som Barbra kunde siunge wel, saa leegte ieg Psalmer, oc hun sang, saa Tiiden bleff os icke lang. Hun lærte mig att indbinde Bøger, saa meget mig behøffwede[218].

Min Skriffte Fader, H. Emmeke, bleff forfremmet til Præst i Kiøge An. 1676. Samme Aar bleff min Naadsens-Penge forbedret, oc bekommer ieg hwert Aar 250 Rdr. Staar saaledis i Orderen, att de 200 Rdr. kand brugis til Klæders Fornødenhed, oc de 50 Rdr. til att kiøbe noget for, Tiiden med att fordriffwe[219]. Gud welsigne oc naadeligen beware Kl. Mt. oc giffwe hannem att maa tælle mange lyckelige Aar.

Paa de Tiider war Brant Zahl-Mester[220].

Samme Aar den 17. Dec. kom Barbra fra mig, gifftede sig med en Bogbinder Swend; fortrød ded siden. Oc effter som henders Mand døde 1½ Aar effter derris Gifftermaal, oc ded hastig, bleff Barbra mißtenckt. Hun kom siden i Broderens Huuß oc falt i Sygdom. Samwittigheden wognte, oc loed hun hente Tøtzløff til sig oc saa gott som liige ud sagde til hannem, att hun haffde forgiffwen Manden; bad hannem sige mig ded. Ieg forundrede mig icke meget der offwer, thi effter henders egen Fortælling haffde hun begaaet Mord tilforne paa siine egne Børn; sagde dog til Peder Tøtzløff, att hand intet skulle tale derom; wille Gud haffue ded aabenbaret, saa skeede ded nock alligewel; Broderen oc Pigen i Huuset wiste ded; hand skulle icke gaa der hen igien, om hun sendte Bud effter hannem. Hun bleff gandske forstyrret, laae elendig i sit eget Skarn. Broderen loed hender omsider føre i Pæsthuuset.

Vdi Barbaræ Sted kom til mig en wed Naffn Sitzel Klemmings Daatter; hender haffde Maren Blocks bragt den Tienneste tilweye, efftersom Sitzel war hender Penge skyllig. Hun war et locket Quindfolck, oc Maren gaff hender an for Piige att wære; haffde oc en hwiid Hue paa sit Hoffwet, da hun fremkom. Sitzels Giæld til Maren war kommen der aff, att saa som Sitzel kunde giøre Knapper, oc Knapmagerne haffde Krackel med hender, saa haffde Maren bragt hender et Konge-Breff til Weye att befrii hender fra Knapmagerens [sic] Tiltale, forregiffwende, att hun war wanfør. Der Døren om Afftenen bleff tilluct, begiærte ieg att see ded Konge-Breff, Maren Blocks haffde bragt hender til Weye. Oc saa som ieg læste, att der stoed: ded wanfør Quindfolck, saa spurte ieg hender, hwad Wandske hun haffde. Hun swarte att icke haffwe nogen Bræck. »Huorfor da« (spurte ieg) »haffwer I giort Eder wanfør?« (Hun swarte:) »Ded haffwer Maren Blocks giort for att bringe mig ded Konge-Breff til Weye.« »Her i Breffwet,« sagde ieg, »næffnis I et Quindfolck oc icke en Piige: er I da locket?« Hun hengte med Hoffweded oc sagde saa sacte: »Ia.« Ieg war icke wel til Fritz; sagde: »Med Løgn haffwer Maren Blocks bragt Eder Konge Breffwet til Weye oc med henders [Løgn] ført Eder til mig, ihuordant Eders Tienneste wil wære.« Hun gaff goede Ord, loffwede att tienne wel, aldrig att giøre mig imod. Hun er et farligt Menniske; der er intet gott i hender; dristig, uforskammet, ræddis icke for att slaaes med en Karl. Hun slog paa eengang toe Knapmagre, som wille tage henders Arbeed fra hender, saa de maatte rømme. Hoes mig haffwer hun ingen Leilighed att lade see sit onde Sind saa fuldkommelig; ded lader sig dog kiende i adskillige Maader. Ieg affwærgede engang et Slagsmaal imellem hender oc Maren Blocks. Thi der Maren haffde faaet siine Penge, hun haffde udlagt for Sitzels Konge Breff, saa wille hun haffwe hender fra mig oc en anden i henders Stæd, men ieg loed sige Maren Blocks, att hun torde icke tencke, att hun skulle kunde flye mig en, ieg skulle tage imod; ded war alt nock for denne Gang[221].

Vdi H. Emmeke Norbyes Stæd bleff Slotz-Præst H. Iohan Adolf Borneman, en meget skickelig oc lærd Mand[222], som da oc bleff min Skriffte Fader, oc betiente hand mig første Gang An. 1677 den 10. April.

Samme Aar den 9. Oct. war min Skriffte-Fader Magister Hendrich Borneman, Probst til wor Frue Kircke (en træfflig lærd Mand), efftersom hands Broder, H. Iohan Adolf Borneman, war forreist med Kl. Majt. til Lante-Ryen[223].

Ieg haffwer, Ære wære Gud! leffwet ded Aar i Roelighed, læst, skreffwen oc dictet adskilligt.

Anno 1678 bragtis mig til Weye, att min Skriffte Fader, H. Iohan Adolf Borneman, kom til mig huer 6 Vgers Dag oc holte en liden Sermon.

Dette Aar, Paaske Dag, bleff Iomfrue Agneta Sophia Budde ført her ind i Taarnet. Henders Fengsel war offwen offwer mit inderste Rom. Hun bleff beskylt for att wille haffwe med Gifft ombragt Greffwinne Skeel, oc som hun war et ungt Menniske oc haffde en Piige, som skulle betienne hender, som oc war ung, saa staajede de saa om Dagen, saa ieg haffde liden Roelighed for dennem. Ieg talte dog intet derom, meente, att hun bleff wel stille, naar hun formerckede, att ded wille giælde Døden. Men ney! hun war lystig, til Dagen førend hun bleff rættet[224].

Samme Aar1678., den 19. Iulii en Morgenstund, bleff Taarngiemmeren Gert ihiæl slagen aff en til Døde dømt Tyff, som hand gaff alt for stoer Friihed. Om dette Tilfald wil ieg noget witløfftig melde, efftersom ieg raadde Gert icke att giffwe den Fange saa stoer Friihed; men hand actede icke mit Raad, til sin egen V-lycke. Denne Tyff haffde brut ind i en Præstis Huus om Natten oc staallen en Brygger-Kedel, baaren den paa sit Hoffwet til Kiøbenhaffn; bleff om Morgenen dermed paa greben i Porten oc sat her i Taarnet. Hand bleff dømt til att henge (hannem bleff oc meere Tyffweri offwer bewiist). Præsten loed ded staa saa hen med Executionen, wille icke lade hannem henge; saa bleff sagt, att hand skulle paa Holmen, warte dog lenge, att hand war fangen. I Førstningen oc saa lenge, indtil der taltist om, att hand skulle paa Holmen, war hand min Naboe i den Mørcke Kircke, anstillede sig saa gudfryctig, læste (til Synne) andæctig, bad Gud om siine Synders Forladelse med megen dyb Suck. Den Sckelm wiste, att ieg kunde høre hannem, oc sendte ieg hannem oc stønnem noget Maed. Gert forbarmede sig offwer hannem, loed ham gaa neer i Taarne-Stuen om Dagen oc satte ham op igien om Natten. Siden loed hand ham ligge neere i Taarnet om Natten. Oc som ieg haffde seet den Tyff engang eller toe, naar min Dør war aaben, att hand gick den forbi, oc beskuet hannem, syntist mig, att hand haffde et mordersk Ansict, huorfor, der ieg fornam, att Tyffwen icke kom op igien i den Mørcke Kircke om Afftenen, sagde ieg til Gert, att hand woffwede for meget i ded, att hand loed den Tyff sidde neere om Natten; der stack en Sckelm i hannem; hand untgick wist engang, saa kom hand i Ulycke for hands Skyld. Ded meente Gert icke, att Tyffwen skulle begiære att løbe bort; hand war frii for att hengis; hand haffde saa glæd sig, der hand hørte, att hand skulle paa Holmen, saa der war ingen Fare hoes. Ieg meente, at ded war en Glæde, som icke kom widre end til Tænderne; bad ham lucke hannem ind om Natten. Ney, Gert fryctede intet; hand loed (som meere war) Tyffwen gaa op i Taarnet for sig oc stille Seyerwercket.

Tre Dage førend Morded skeede, en Morgen, da Gert haffde opluct min Dør, talte ieg enda med Gert om den Fare, hand satte sig i med den Tyffs Friihed, som Gert dog icke fryctede. I ded sætter min Hund sig lige for Gert oc tuuder hannem op i hands Ansict. Der til Middag bleff spiiset, løb Hunden neer oc tuutte 3 Gange for Taarngiemmerens Dør. Ieg haffde aldrig hørt den Hund tuude før.

Den 19. Iulii (som melded er), da Gertis ulycklig Morgenstund war forhanden, kom Tyffwen neer fra Seyerwercket oc sagde, att hand icke eene kunde komme til Rætte dermed, ded war forwicklet i Strickerne. Den Sckelm haffde en Iern-Stang tilreede der oppe til att sætte sit Forsæt med i Werck. Gert gick op, men bleff baarren need igien. Tyffwen løb need, effter att Gert war døe, luckte hands Skrin op, tog Pengene der ud oc gick ud aff Taarnet. Ded war effen en Fredag, att der skulle ringis til Predicken. De, som skulle ringe, banckede paa Taarn-Døren, oc ingen luckte op. Tøtzløff kom med Hoff[wed?]-Nøglen oc lucte op, talte med mig oc forundrede sig paa, att Gert saa til Dags war icke til Stæde. Ieg sagde: »Ræt fat er ded icke, thi i Morris imellem 4 oc 5 Slæt war ieg noget upaßelig; da hørte ieg tre gaa op oc et Tag der effter tre gaa need igien.« Tøßløff lucte for mig igien oc gick need i Taarn-Stuen. I ded kommer en aff Ringerne need oc beretter, att Gert ligger døe der oppe. Der den døde bleff besictiget, da haffde hand fleere end som et Saar, dog alle bag til i Hoffweded[225]. Hand war en meget kæck fyrig stærck Mand; een skulle icke kunde haffwe giort ham ded. Tyffwen bleff samme Afften paagreben, oc bekiente hand, hworledis war tilgaaet: at en Fange, som saed neere i Traalhullet, en Lizenciat wed Naffn Moritius[226], haffde hannem dertil offwertalt. Samme Moritius haffde stoer Udstand med Gert. Wist war ded, att Gert tog for meget aff hannem om Ugen for hands Kaast. Wist er ded ocsaa, att denne Moritius er en meget v-guddelig Krop; Præsten, som skriffter hannem, giffwer ham intet got Windisbyrd. Ieg troer nock, att Moritius war Medwider, ieg troer oc, att en anden Fange, som saed der neere i Taarn-Stuen, haffde sin Haand der wed. Thi hwem skulle haffwe luct den fangen Tyff ud aff Taarnet uden en aff dem? Thi der effter Nøglen bleff leet, da fantist de[n] att wære skylfft oppe i Taarnet; ded kunde Tyffwen icke giøre, effter att hand war aff Taarnet. Tyffwen kunde oc icke haffwe luct Gerts Skrin op oc tagen hands Penge foruden Mauritii Widskab. Den anden Fange maatte ded oc wære witterligt. Ded syntist, att ded bleff forhindret, att icke fleere skulle døe for ded Mord; huorfor der icke alleeneste intet bleff efftersøgt om Sagens Beskaffenhed, som ded sig burte, men de loede Tyffwen sidde neere. Hand war wel bunden med Iern-Lencker, men Moritius kunde tale hwer Dag med hannem, huorfor Tyffwen gick fra siine første Ord oc sagde att haffwe giort ded Mord alleene. Bleff rættet den 8. Aug.[227], oc Moritius ført til Borringholm, der fengselet.

I Gerts Stæd bleff Taarngiemmer en wed Naffn Iohan, som war en Norback, en meget eenfoldig Mand. Hand bleff meget narret aff Hofffolcket. Den fangen Iomfrue oc hendis Piige fixerte hannem, første Gang Pigen i hands Tiid skulle slaa Nat-Kedeln ud. Hyßkenet war icke langt fra derris Fengsels Dør. Taar[n]giemmern gick i midler Tiid neer oc loed Døren staa aaben. De løb oc spøgede omkring. Der de hørte hannem komme paa Trappen, skylffte de sig. Hand fant Fengselet tomt, bedrøffwede oc iammerklagede sig. Iomfruen pippede som et Barn, saa hand fant hender bag en Dør. Iohan bleff glad, fortælte mig siden den Hændelse. Ieg spurte, hwi hand bleff icke hoes dem saa lenge. »Hwad?« (swarte hand) »Skulle ieg wære wed ded skiiden Tøy?« Paa saadan Taabe Snack war intet att sige.

Ieg haffde Roelighed inden miine Døre oc forlystede mig med Læßen, Skriffwen oc anden Hænders Arbeed, begynte att knøtte oc sye paa mit Liigtøy, huortil ieg haffde kiøbt Kattun, hwit Tafft oc Traa.

Den 7. April1679. undkom en ung Karl aff Taar[n]et, som gick neere i Taarn-Stuen med Iern Bolte om Beenene. Samme Fange haffde hafft Leilighed att faa siine Bolter aff, wiste oc, att Taabe Iohan laae Taarn-Nøglen under sit Hoffwitgiær. Hand haffde oc tilreede en Iern-Pind for att lucke Døren op, huor Taarngiemmeren soff; lucte den listeligen op, tog Nøglen, lucte igien for Taabe[n] oc gick ud aff Taarnet. Den eenfoldige Mand bleff fængselet, men effter 6 Vgers Forløb aff Naade igien løßgiffwen.

I hands Sted kom een wed Naffn Olle Mathisen, en Skonning, som haffde sin Kone hoes sig i Taarnet. Imod Sidstningen aff dette Aar, den 25. Dec., bleff ieg syg aff en Feber, oc bleff D. Mynchen[228] befalet at besøge mig oc tage mig under sin Cur, hwilcken Befaling hand oc med stoer Omhygelighed [effterkom?]. Hand er en meget skickelig Mand, limfællig, forsictig i sin Cur. Ieg kom 10 Dage der effter til min Helbred igien.

Vdi Begyndelsen aff ded 1680. Aar loed Sitzel Klemmings Daatter sig aff Maren Blockis offwertale att troeloffue sig med een aff Kongens Liiff-Garde. Kom bort den 26. Novem:1680..

I henders Stæd kom een til mig samme Dag wed Naffn Margrete. Ded første ieg saae hender, kom hun mig noget fortenckelig for, oc syntist mig, att hun war med Barn; loed mig dog icke mercke dermed førend i Ianuarii Maanet, sidste Dag1681.. Da giorde ieg hender Spørßmaal, huor aff hun kunde forstaa, hwad ieg meente. Hun swarte dertil med Løgn, som ieg greeb hender strax i, oc brugte hun sær Snid, som icke sømmer att antegne, for att bewiiße sin Løgn; men henders Snid kunde icke bestaae sig hoes mig, saa hun omsiider maatte bekiende ded. Ieg spurte om henders Barnefader (formeente, att den war Kongens Liiff Karl, som war i Arrest neere i Sloßf. Kammers, sagde ded dog icke). Hun swarte icke da paa mit Spørßmaal, men sagde icke att wære saa langt henne: den Tyckelse, hun haffde, war meere aff Fedme end aff Barnet, thi hun haffde icke funden ded endnu. Denne Quinde war tilforne, førend hun kom til mig, i Slosf. Konis Tienneste, oc haffde Slosf. giort mig wiiß paa, att hun haffde worren ecte-gifft. Saa hænder ded sig, att ieg en Dag spørger hender ad om henders Liiff oc Leffnet; saa forteller hun sin Herkomst, huor hun haffde tient, oc att hun haffde faaet 2 Hoerunger, hwer med sin Fader, oc i ded wiißer hun paa sit Liiff oc siger: »En Fader skal oc wel wære dette bekiendt, oc wel en wacker Fader! I kiender hannem wel?« Ieg sagde: »Ieg haffwer wel seet Kongens Liiff-Karl paa Platzen, men ieg kiender hannem icke.« Hun loe oc swarte (paa sit Moders-Maal): »Neen, bi Gott! dat is nicht em; dat is de guthe Slosf:.« Ieg troede ded sandferdig icke. Hun soer derpaa oc fortælte nogle Omstendigheder. Mig syntist att wille wære aff med hender i Tiide, begiærte att tale med Slosfs. Quinde, som oc kom til mig. Ieg sagde hender den Mißtancke, ieg haffde til Quinden, oc huorpaa min Mißtancke beroede, men ieg loed mig icke mercke med, hwad Quinden selff haffde bekiendt oc sagt; bad Sloßfogdens Kone att skille mig wed hender med goed Manner. Hun forundrede sig offwer min Tale, twilffte paa, att saa war. Ieg sagde: »Enten saa er eller icke, saa skiller mig wed hender, io føre, io bedre.« Hun loffwede, att saa skulle skee, men ded skeede icke. Margrete skyde intet att wære bekiendt, ded hun war med Barn, sagde ded til Taarngiemmeren; sagde en Dag til hannem: »Olle, huordant war ded med Eders Kone, der hun fick de Twillinger? Gick der icke en Dall langs need aff henders Bug?« Ole swarte: »Ded weed ieg icke. Spørger Anne ad!« Margrete sagde, att der gick en Dall langs need aff hender[s] Buug, meente, att hun war med Twillinger. En Dag, hun skulle sye noget Klæde offwer Lænene aff min Arm-Stoel, sagde hun: »Nu rørte sig den Guds Engel!« Oc saa som Slosf. Quinde icke effterkom ded, hun loffwede, oc Margrete Søster kom tit til hender, saa fryctede ieg, att Søsteren skulle flye hender noget att fordriffwe Barnet med (som oc wist siden skeede), huorfor ieg sagde til Margrete en Dag: »I siger, att Slosf. er Fader aff Eders Barn, men ded torde I icke sige hannem selff.« »Io,« soer hun, »tør ieg saa! Meener I icke, att ieg wil haffwe noget aff ham til att føde mit Barn med?« »Da wil ieg sende Bud til hannem« (sagde ieg) »for diß eene oc høre, hwad hand wil sige« (ded war heel rart i den Tiid, att Slosf. kom til mig). Hun bad mig saa giøre: hand kunde icke næcte, att hand io war henders Barne Fader. Slosf. kom effter min Begiæring. Ieg begynte Talen i Quindens Nærwærelse, sagde, at Margrete war med Barn effter henders egen Siende; hwem der war Fader til, kunde hand spørge hender ad, om hand wille. Hand spurte hender, om hun war med Barn. Hun swarte: »Ia! en Ii siin Fader dar tho.« »Ick?« (sagde hand oc loe) »Wat för en Snack is dat?« Hun foer fort i henders Snack, soer, att ingen anden war Fader aff henders Barn uden hand, sagde Omstændigheder, huorledis war tilgaaen. Sloßf. sagde: »Wo dull is datt Wiiff!« Hun brugte flux Mund, saa ieg befalte hender att gaa ud; talte saa eene med Slosf., bad hannem wære om en anden Quinde i Tiide, førend ded skulle gaa paa ded yderste med hender: att tøße henders Snack der fant hand wel Raad til. Sagde hannem Sandingen med faa Ord, att hand haffde ført hands Hoere op til at betienne mig. Hand swarte: »Hun lyffwer, ded Skarn! Ieg haffwer alt befalet Tøtzløff til att høre sig om en anden. Miin Frue häfft mii gesägt, wat Ii verleeden tho er säde.« Effter denne Samtale gick Slosf. bort. Peder Tøtzløff sagde mig, att en engelsk Quinde haffde begiært att wære hoes mig, men kunde icke komme førend til Paaske.

Fiire Dage her effter begynte Margreta att klage sig att haffwe ont oc sagde til mig om Formiddagen: »O, ieg tencker, att ded gaar mig ille; ieg haffwer saa ont«. Ieg tenckte strax ded, ieg haffde fryctet for, hwad henders Søsters offte Besøgelser haffde att sige, sendte strax effter Peder Tøtzløff, oc der hand kom til mig, sagde ieg hannem min Mißtancke om Margrete, bad hannem giøre all sin Fliid for att flye den engelske Quinde op til mig samme Dag. I midler Tiid gick Margrete op paa Hyßkenet, war oppe offwer 5 Korter, kom neer oc saae ud som en Døding; sagde: »Nu bliffwer ded wel gott med mig.« Ded, ieg tenckte, wille ieg icke sige (thi ieg wiste, att dersom ieg haffde spurt hender om Aarsagen til henders onde Syen, hun da strax skulle haffwe bekient ded altsammen, oc ded wille ieg intet wiide); sagde derfor: »Naar I kommer i Stilhed, saa bliffwer ded wel gott. I Afften kommer her en anden Quinde.« Ded behagede hender intet; hun meente att kunde nu wel bliffwe. Ieg tog hwercken paa ded »nu« eller andre henders Ord, men bleff wed, att der kom en anden Quinde. Ded skeede ocsaa, att den 15. Martii1681. om Afftenen kom Margrete bort, oc i henders Sted en engelsk Quinde wed Naffn Ionatha, som haffde werret gifft med en dansk wed Naffn Iens Pedersen Holme.

Der den Margrete war borte, bleff ieg fortalt aff Slsf. Kone, som sagde, att ieg haffde offwertalt Margrete til att sige, att henders Mand war Fader aff Margrete Barn.

Huor wel ded mig icke wedkommer, wil ieg dog korteligen melde, huor bedragerske Wiiß de gott Folck siden gifftede denne Margrete. De giorde en Bogbinder Swend wiiß paa, att hun haffde wærret Æcte gifft, fremwiiste for hannem saa wel som for Præsten, dennem skulle wiie, henders Søsters Æcteskabs Breff[229].

Samme Aar, Iuffle Dag om Morgenen, løste Gud D. Otto Sperlings haarde Baand, effter att hand haffde werret fangen her paa ded Blaa Taarn 17 Aar, 8 Maaneder oc 4 Dage, i hands Alders 80. Aar, ringer 6 Dage[230]. Hand war lenge syg, dog icke sengeliggende. Doctor München betiente hannem et Par Gange med siine Medicamenter. Hand wille icke nogen Tiid, att Taarnegiemmerne skulle reede hands Seng, kunde bliffwe wree, naar Ole sig der til erbød oc wille sige, att Doctern war swag. Der maatte oc ingen wære tilstæde, naar hand lagde sig. Huordant hand kom paa Gulffwet Iulle-Nat, wiidis icke; der laae hand oc banckede paa Gulffwet. Taarngiemmeren kunde intet [høre] hands Bancken, thi hand laae langt fra Docterns Rom; men en Fange, som laae i Torn-Stuen, hørte ded lenge, omsiier banckede paa Taar[n]giemmeren[s] Dør oc siger hannem, att Doct. haffde lenge bancket. Der Ole kommer ind, fant hand Doct. paa Gulffwet, halff iklæd i en reen Skiorte. Hand leffwede enda, gaff sig meget, men talte gandske [intet?]. Ole tog Fangen til Hielp oc løfftede hannem i Sengen oc lucte til igien. Om Morgenen fantis hand døe, som sagt er.

An. 1682, i April Maanet, bleff ieg syg oc sengeliggende aff et sær Tilfald, som lenge haffde quælet mig, som war een steenig Materie, som haffde quaguleret sig oc i miine Tarmer sig nederskut til Fundamentet. D. Munchen brugte alle tienlige Midler til den Swaghed; kunde dog icke troe, att min Swaghed haffde den Beskaffenhed, som ieg meente oc hannem berettede: att ieg giørligen kunde fornemme, att der war en Steen, som i Gangen aff Ændetarmen loed sig finde. Hand meente, om saa war, da skulle de Medicamenter, hand haffde brugt, wel driffwe den ud, thi ded war den Dag, att ieg satte mig selffwer 3 Gange Klisterer[231]. Paa de Tiider maatte Doctoren reiße med Majesteten til Holstein. Ieg brugte alt Clisterer effter D. Munchens Anordning, men ded war alt ded samme. Endeligen satte ieg mig en Clister en Dag om Efftermiddagen, gandske aff Ollie. Den giorde først sin Wirckning om anden Dagen om Morgenen tiilig; da skiød en stoer Steen ud foruden anden Materie, oc slog ieg med en Hammer et Stycke aff den for att see, huorledis den war inden til, befant, att den er saa, som den war sammen-sat aff Straaler, sommestez som forgylt oc sommestez som forsølffwet. Den er nesten en halff Finger lang oc fulle 3 Finger tyck oc er endnu i miine Giemme. Der D. München kom hiem, loed ieg hannem wiide, huorledis med mig tilstoed. Hand war da hoes Hoffmesterinnen F. Sitzele Grubbe[232]. D. München loed begiere wed Tøtzløff att see Steenen. Ieg loed sware, att dersom hand wille komme til mig, saa skulle hand faa den att see. Ieg wille icke sende den, thi ieg wiste wel, att ieg haffde icke faaet den igien.

[Paa et særskilt indsat upagineret Blad læses Følgende:]

Anno 1682 den 11. Iuni[233] dictede ieg effterfølgende aandelig Sang.

Kand siyngis som:

Siunge wii af Hiærtens-Grund.

Den 27. Iunii sendte Dronningen mig noget Silcke oc Sølff med Begiæring att sye hender et Blomster, som war ritzet paa Pergament; sendte der hoes et anded Blomster, som war syed, paa ded ieg der aff kunde see, huorledis Arbeeded skulle wære, som kaltist ded gylden Arbeed. Ieg haffde aldrig nogen Tiid tilforne syed aff ded Arbeed, thi ded tager flux paa Øygnene; paa tog mig ded dog oc sagde att wille giøre ded, ded beste ieg kunde. Den 9. Iulii sendte ieg F. Hoffmesterinnen, F. Sitzel Grubbe, ded Blomster, ieg haffde syed, med tienstlig Begiering ded paa ded underdanigste for Hs. Majt. Dronningen att frembære oc tale for ded som for en Lære Klud. Dronningen behagede ded Blomster meget wel oc sagde, att ded stack ud frem for de andre, som nogle Greffwinner haffde syed for hender.

Ieg syede siden 9 Blomster aff Sølff oc Silcke i ded gylden Arbeed oc sendte dennem Dronningens Hoffmesterinne med tienstlig Begiering Hs. Majt. Dronningen [dennem] underdanigst att presentere. Hoffmesterinnen loed mig forsickre Dronningens Naade: Hendis Majt. wille giffwe mig toe Sølff Flasker; men der haffwer ieg icke endnu fornommen til.

Ieg syede samme Aar ett Bordtæcke med Flox-Silcke i ny aff mig optenckte Flammer, stafferte ded med Tafft oc Sølff Frantzer; loed ded wed F. Hoffmesterinnen Grubbe Hendis Maj. underdanigst presentere, som ded i Naade optog. Den 29. November fuldendte ieg med Arbeede, som ieg haffwer giort til mit Iordetøy. Ded war knøttet aff Traa. Paa Puuden syede ieg for den eene Ende effterfølgende:

For den anden Ende dette: — N. Puuden war stoppet med mit Haar. —

Paa Øyen Klæded war syed:

Henders Maj. Dronningen war mig stetze naadig, sendte mig paa nye1683. en stoer Mengde aff Silcke Orme til Tidsfordriff for hender att føde oc derris Spind Hs. Majt. att igien sende. Den dydige Dronning sendte mig nogle Gange Pommerantzer, Zitroner oc aff de stoere Almenacker[236], oc ded med en Dwerre, som er ret en hurtig Karl. Hands Moder oc Fader haffwer tiennet min sl. Søster Sophia Elisabet oc min Swoger Greff Pentz.

De kongl. Børns Hoffmesterinne, F. Sitzel Grubbe, war meget høfflig oc goed imod mig, sendte mig adskillige Gange Zitroner, Pommerantzer, Multibær oc andre Fructer effter Aarsens Tiider.

En Iomfrue, som war aff Slæct en Donep[237], sendte mig oc et Par Gange Fruct.

Iomfruerne til Hoffwe sendte mig engang noget forwirret Silcke aff Orme-Silcket, de wille spinde aff oc icke wiste wel att omgaaes med; loed mig bede att reede ded. Ieg haffde anden Tiidsfordriff, som ieg icke gierne effterloed (thi da war ieg i Arbeede for att samle miine Heltinner), men ieg giorde dennem ded dog til Willie. Mit nesten 20 Aars Fengsel kunde icke formilde Encke-Dronningens Hiærte imod mig (der ieg dog med en goed Samwittighed kand widne for Gud, att ieg aldrig weed att haffwe giffwen hender Aarsage til sin fattede U-naade). Min allernaadigste Arffwe Konge war saa naadig, loed nogle Gange i forrige Aaringer weed siine høye Ministri giøre Forbøn for mig hoes sin kongl. F. Moder. Da war Swarret meget hart, oc derris Titler »Forrædre« oc »lige saa goede som ieg«; wiiste dennem paa Døren. All den Naade, mig aff Kongl. Majt. wederforis, som: med ded uderste Rom, med et større Windue, med Penge, ieg selffwer maatte raade for, oc den regierende Dronnings Goedhed imod mig, fortrød Encke Dronningen paa ded hæfftigste; gaff oc sin Mißhag paa wærste Maade Kongl. Majt. tilkiende. Oc saa som hun oc haffde spurt (hun haffde Fißel Tuudre nock), att ieg haffde et Clavicordium, fortrød hender ded særdelis, oc talte hun Kongen ille til derfor; huor ud offwer Slosf. kom til mig en Dag oc sagde, att Kongen haffde spurt hannem ad, huor hand kom til att flye mig et Clavicordium. »Ick«, sagde Slosf., »stund verbast, wuste nicht, wat ick seggen skolle.« (Ieg tenckte: du weest ickun lit, hwad der skeer paa Taarnet. Ieg saae hannem icke offwer tre Gange om Aaret.) Ieg spurte, hwem der haffde sagt Kongen aff ded Clavicordium. Hand swarte: »De aalde Königinn; se häfft ere Spionen öffwer all, end se häfft den König so hart thogesprocken, dat het en Schande is, dat he Iu so grote Friiheit gifft;« tog med ded samme til Clav., lige som hand wille tage ded med sig (oc sagde:) »Ii moeten dat nicht häbben.« (Ieg sagde:) »Laet Ii dat staan; ick hebbe Verlöf fan Ih. Maj. miinen allergnedigsten König för dat Gelt, mii gnädigst vergönt is, tho kopen, wat ick wil tho min Tiidsverdriff. Dat Clavic. is kehnen im Wege und de königliche Frue Moder tho kehnen Schaden.« Hand drog alt derpaa oc wille tage ded neer (ded stoed paa et Skaff, ieg haffde kiøbt mig). Ieg sagde (med noget haard Ryst): »Ii söllen mii dat staan laten, bit Ii mii min Gelt wedergewen, dat ick daför gegewen häbbe; so möge Ii dar mit doen, wat ii wil.« (Hand sagde:) »Dat wil ick den König säggen.« Ieg bad hannem saa giøre. Der bleff siden intet om talt[238], oc haffwer ieg ded Clavicordium endnu, leger dog siælden der paa. Skriffwer oc haster med att iklæde miine Heltinner, paa ded ieg kunde faa ded færdig, att icke Sygdom eller oc Døden skulle ded forhindre, att ieg icke kunde fuldende ded, eller oc den Wen, ieg ded betroer, kom fra mig[239], saa kom ded icke i Eders, miine hierte kiære Børns, Hænder.

Den 24. Septr. bleff min Skriffte Fader M. Iohan Adolf forfremmet; bleff Probst til wor Frue Kircke[240]. Hand tog en meget beweglig Affskeed, oc haffde hand betient mig oc wærret min Trøst næsten 6 Aar. Gud weed, huor nødig ieg mistede hannem!

I Begyndelsen aff dette Aar1684. war min Skriffte Fader H. Peder Collerus, som da war Slotz-Præst. Besøgte mig oc med sin Trøst-Predicken hwer 6 Vger. Er en lær Mand, men icke Bornemand[241].

Den 3. April bleff mig sendt i Dronningens Naffn en gammel skrøbelig Hund (ieg meener, att Iomfruerne sendte den for att wære den Umage quit). Den war bit aff en Maar Kiæfften itue, saa Tungen hengte ud paa den eene Siide. Alle Tænderne ware borte aff Munden; der war en Hinde offwer ded eene Øye. Hand hørte ickun lit, skiuttede paa den eene Siide. Ded slemste war, att ded war meget kiendeligt, att hand haffde wilt prøffwet Kiærlighed offwer sin Formue. Mig bleff sagt, att Hs. M. Dronningen haffde meget ælsket den Hund. Ded war en liiden Bollognes; hands Naffn war Cavaillier. Dronningen meente, att den icke lenge skulle wære mig til Beswæring. Ieg haabtist ded samme.

Den 12. Aug. dette Aar1684. fuldente ieg mit forretagende Werck, oc saa som miine Klat Skriffter ware om alleslags rooßwærdige Quindis Persohner, baade om striidbare, om fornufftige Regentinner, om troefaste, om kyske, om gudfryctige, om dydige, om ulyckelige, om lærde oc om standhafftige, saa syntist mig, att de icke alle kunde regnis for Heltinner att wære, uddrog nogle aff dennem oc deelte dennem i trende Parter, under Tittel aff Heltinners Pryd. Den første Part fremfører de striidbare Heltinner i derris Pryd. Den anden Part melder om troefaste oc kydske Heltinner. Den tredie Part fremleder de standhafftige[242]. Hwer Part haffwer sin Appendix. Ieg haabis til Gud, att dette mit Fengsels Arbeede skal komme Eder, miine hiærte kiære Børn, til Hænde. Her effter, om Gud wil, saa wil ieg sancke de andre, som: forstandige, lærde, gudfryctige oc offwerbleffne dydige, dennem effter derris Forreholdende iklæde oc udstaffere.

Om Ionatha, som mig nu betienner, wil ieg noget melde effter henders egen Beretning. Witløfftigheden wil ieg gaae forbi, paa hwad Maade hun kom fra sin Moder, men Meeningen er, att hun imod sin Moders Willie gifftede sig med en dansk Kiøbmand wed Naffn Iens Pedersen Holme. Men henders Liiff oc Leffnet med Manden (effter egen Siigende) er saa sær, saa ded er wært, att noget deraff antegnis. Effter att de ware gifft sammen (siger hun), fortrød hun ded, oc rant hender stetze i Sinde, att hun haffde fortørnet henders Moder oc giort meget ille. Moderen haffde oc skreffwen hender en haard Skriffuelse til, huor ud offwer hun sig høyligen bedrøffwede oc anstillede sig meget wrangwillig imod Manden oc i mange Maader som et kællen uforstandig Barn, stønnem oc som den, der haffde tabt sin Fornufft oc fortwifflede. Ded synnis, att Manden omgickis hender oc, efftersom hun war sinnet til, thi hand loed tage Ware paa hender som paa et Barn oc handlede oc saaledis med hender. Hun sagde hannem engang, att hun haffde i Sinde att druckne sig selffwer i Pæffling Søen, en anden Gang, att hun wille slaa ham ihiæl. Manden fryctede intet for nogen aff Deelene; dog loed hand tage Ware paa hender, naar hun gick ud, huor hun tog Weyen. Oc haffde hun fuldkommen engang sat sig for att druckne sig i Pæffling Søen, thi ded Stæd behagede hender; war oc paa Weye att gaa did, men bleff hentet tilbage. Hun slog oc Manden engang paa sin Wiiß. Hand war kommen ind en Dag halff rusendis oc [haffde] lagt sig offwer en Seng, saa Beenene stoede neere paa Gulffwet. Hun siger, att hun meente da att slaa ham ihiæl, tog en Kiæp oc wille forsøge, om hand soff, snackede wed sig selffuer høyt oc skiænte, rørte hannem sacte med Kiæppen offwer Skinnebeenene. Hand loed alt, som hand soff. Saa slog hun lided haardere. Dermed tog hand til Kiæppen oc tog den fra hender, spurte, hwad hun haffde i Sinde. Hun swarte: »Att slaa Eder ihiæl.« »Hand bedrøffwede sig offwer min Galskab« (fortælte hun) »oc lagde sig paa siine Knæ, læste høyt oc bad Gud, att hand wille regiere mig med sin goede Aand oc giffwe mig Forstand.« Ded artigste er, att hun engang fick i Sinde att icke wille ligge hoes Manden, wille ligge paa en Benck i Kammerset. Hand gaff hender lenge goede Ord, men de formaatte intet. Hand sagde omsier: »Klæder Eder aff oc kommer oc legger Eder, ellers saa kommer ieg.« Hun actede ded intet, saa stoed hand op, klædde hender gandske nøgen aff, klatzede hender med sin Haand paa henders Gatt oc kaste hender i Sengen. Hun swær, att hun icke i nogle Dage kunde sidde op paa sin Gat, saa ded hialp, att hun foer noget i Mag siden. Saa ille tilfritz hun war med Manden, da hand war hoes hender, saa bedrøffwet war hun, der hand war reist fra hender til West-Indien. Hand sendte hender med retour Skiibene allehaande Warer, som hun kunde forhandle, saa hun haffde sin goede Ophold. Saa hænder ded sig, att Manden døer i West-Indien, oc en, som fører hender de Tiidinger, berettet, att hand war bleffwen forgiffwen aff Gouuerneuren der sammested wed Naffn —[243] i et Giæstebud, oc ded fordi hand war ferdig for att reiße hiem, oc Gouuerneuren befryctede sig, att Holme skulle sige om hands unde Forhold. Offwer denne Berætning bleff hun forstørret, løb ud paa Gaden i bar Særck om Natten oc skiæntis med Wæcterne. Hun gick til Admiralen paa Holmen oc begiærte Ræt offwer den, som icke war tilstæde, oc beskylte den, hun intet kunde offwer bewiiße. Løb saa en Tiid lang, intil hun endeligen kom noget i Roelighed, oc Gud ded saa føyede, att hun kom til mig. Ieg omgaaes hender som et skrøbeligt Glas-Kar, thi hun haffwer mange Slags Swagheder. Stønnem tuiffler hun paa henders Salighed, opregner alle henders Synder. I Synderlighed begræder hun att haffwe saa høyligen fortørnet henders Moder oc dermed træcket Forbandelsen offwer sig. Naar den Angst hender paakommer, saa trøster ieg hender med Guds Ord, oc ded witløffteligen; fremdrager aff den hellige Skrifft, hwad til Guds Naadis Forsickring en boedfærdig Synder sig haffwer at forlade til. Stønnem er hun tungsinnet offwer Skrifftens Forklaring, som hender synnis icke paa alle Stæder at komme offwereens, men wære striidig imod hin anden. Der i rætter ieg hender effter min Forstand, saa hun offte tacker Gud inderligen, att hun er kommen til mig, huor hun finder Trøst oc Roelighed.

Et Aar eller noget effter, hun war hoes mig, spurte hun, at den Gouuerneur, som melded er, om hwilcken hun haffde for^te Mißtancke, war kommen til Kiøbenhaffn. Sagde hun til mig: »Ieg hører, att den Schelm er kommen hid. Ieg wille gierne haffwe mit Forloff.« Ieg spurte hender, huor for. »Fordi« (swarte hun) »att ieg wil myre hannem.« Ieg kunde neppe holde mig for Latter, sagde dog: »Iesus beware mig! Dersom I haffwer ded Forsæt, da lader ieg Eder icke komme ud.« Oc saa som hun er et Menniske, hwis Mage ieg icke haffuer kiænt, thi hun kand skiænde med haarde Ord oc haffwer sædelige Udtale oc Laeder der hoes, saa wille ieg, att hun skulle sige oc wiiße mig, huorledis hun wille bære sig ad for at tage Liiffwet aff Gouuerneuren (hun er en liiden spærlæmmet Quinde). Saa figurerte hun sig, att henders Fiinde saed paa en Stoel, oc hun wille haffwe en stoer Kniiff under sit Forklæde. Naar hand sagde til hender: »Quinde, hwad wil I?« saa wille hun slaa Kniiffwen i hannem oc sige: »Ded haffwer din Schelm forskylt.« Hun wille icke gaa fra ded Sted, men gierne døe igien, maatte hun ickun tage Liffwet aff hannem. Ieg sagde: »Ded er dog saa skammeligt att døe for Bødels-Haand.« »O ney!« (swarte hun) »ded er ey skammeligt att døe for en ærlig Giærning;« oc meente hun, att den, der døde for Bødels-Haand, døde christligere end den, der døde paa sin Syge-Seng, oc ded war icke Synd att slaae den ihiæl, som haffde myrt schelmis-wiiß en anden. Ieg spurte hender, om hun icke meente, att den syndede, som slog een anden ihiæl. »Ney« (swarte hun), »om den haffde forskylt ded.« Ieg sagde: »Ingen maa wære sin egen Dommer, hwercken effter Guds eller Menniskens Lowe; oc hwad siger oc befaler os ded 5. Gud[s] Bud?« Hun swarte der til med forrige Ord, gierne att wille døe, om hun maatte tage Liiffwet aff den Schelm. (N. Man skal wiide, att hun sagde, hun maatte icke for mig, thi ieg wille icke lade hender komme ud.) Hun giør Synd aff ded, som er ingen Synd, oc ded, som er Synd, wil hun icke lade paßere for Synd. Hun siger, att ded er Synd att slaae en Hund, en Kat eller Fuell ihiæl: de uskyllige Beester giør intet ont; ia ded er enda større Synd att sulte de arme Beester. Ieg spurte hender ad engang, om ded icke war Synd att æde Kiød. »Ney« (swarte hun), »den, der haffwer slaget Bestet ihiæl, den haffwer giort Synd.« Hun swær, att om hun endeligen skulle gifftis oc haffwe enten en Slacter eller en Bødel, da wille hun heller haffwe den sidste. Hun fortæller adskillige Trætter, hun haffwer hafft med dennem, som enten haffwer slaget derris egen Beester eller sultet dennem. En Fortælling wil ieg icke forbigaa, som er heel artig. Hun saalte (siger hun) engang en Slacter nogle Swiin. Der Slacter-Swennen wille binde Swiinenis Fødder sammen oc bære dem bort paa en Stang, da ynckedis hun offwer de arme Swiin oc sagde: »Hwad, wil I tage Liiffwet aff dem? Ney, ded wil ieg icke!« kaste Pengene til dem igien. Ieg spurte hender: om hun icke wiste, att man slacter Swiin? hwad hun meente, huorfor Slacteren haffde kiøbt dem? »Ia« (swarte hun), »ded wiste ieg wel. Haffde hand wilt laded dem gaa paa derris Been, da haffde ieg icke skiøt derom; men saa att binde de arme Beester oc høre dennem skriige, ded kunde ieg icke liide.« Ded skulle wære for witløfftigt att optegne alle henders extravagante Griller, hun om sig selffwer fortæller. Men med all ded er hun icke taabelig, oc troer ieg nock, att hun er den troe, som hun ælsker. Mig tien hun meget wel oc med stoer Omhygelighed.

Bemelte Gouuerneur, der hand war paa Reisen igien tilbage til West-Indien, bleff hand aff nogle Fanger, som ware paa Skiiberommet, ihiæl slagen. Skiibet med Morderne kom weed underlig Hændelse til Kiøbenhaffn; [bleffwe] for derris Mißgiærningers Skyld dømt til Døde[244]. Ionatha syntis, att Gouuerneuren haffde faaet alt for goed en Døe, oc att ded war Synd, att nogen for den Skyld skulle miste Liiffuet. Ieg øffwer mig med Ionatha i ded engelske Sprog. Hun haffwer glemt noget aff sit Modermaal, efftersom hun i mange Aar ingen haffwer hafft att øffwe ded med; oc saa som hun læßer flittig den engelske Bibel, oc hun icke saa liige forstaar alle Ord, saa underwiißer ieg hender, efftersom ieg icke alleeneste aff forregaaende oc effterfølgende Ord kand wiide Meeningen, men endoc, att somme Ord træcker ud paa fransøsk, dog med anden accent. Oc kommer wii tiit i Tale med hin anden om Udleggelsen aff Skrifften. Hun siger sig att wære calvinsk, er dog icke i de Calvinisters Meening. Ieg disputerer aldrig med hender i henders Meening. Hun gaar altiid til Alters i Dronningens Kircke[245]. Der hun engang kom derfra til mig igien, sagde hun att haffwe hafft en Samtale med en Quinde om Religionen, hwilcken haffde sagt hender i henders Øygne, att hun war ingen Calvinist. Ieg spurte hender ad, [aff] hwad Religion den Quinde holte hender da for att wære. Hun swarte: »Ded maa Gud wiide. Ieg bad hender skiøtte sig selffwer« (sagde Ionath[a]), »ieg war en Christen, oc tenckte ieg paa Eders Naadis Ord (men ieg sagde dem intet), att alle de, som troer paa Christum oc leffwer christelig, de erre Christne, ihwad Naffn de giffwer derris Troe.«

I dette 1684. Aar saae ieg Encke Dronningen falde need aff den Stoel, hun hitzis op med til Kongens Gemack. Stoelen løb paa Tritzerne for hastig need, saa hun falt neeßkrus need oc støtte sig paa Knæerne. Samme Aar tiltog daglig henders Swaghed, men hun holte sig stærcker, end som hun war; loed sig see til Taffels meget udsmøcket, oc imellem Maaltiiderne holte sig inne.

Ieg begaff mig til ett gott Taal, dictede effterfølgende:

En Beretning om Minde oc Moed, Gud til Ære optegnet aff den Liidende Christinne i henders Alders 63. oc Fengsels nesten 21. Aar.

Skreffwen 1684 den 28. Februarii, som er 36 Aars Dagen, att høyloffligste Konning Christian den fiærde sagde Werden Goede Nat, oc ieg min Wersens Welfart.

Nu er ieg i mit 63. Aars Alder oc dette Fengsels 20. Aar, 6 Maaneder oc 15 Dage; haffwer saa slit tredie Parten aff miine Leffnets Aare i dette Fengsel. Gud wære loffwet, att saa megen Tiid er forbi; haabis, att de øffrige Dage icke bliffwer mange.

Anno 1685 den 14. Ianuario forlystede ieg mig att giøre nogle Riim, hworaff Sandhed skiæmptswiiß kand udtydis, under Tittel:

En Hund wed Nafn Cavaillier forteller sin Skiæfne.

De Riim formoder ieg oc att komme Eder, miine hiærte kiære Børn, til Hænde[246].

Den 20. Feb. døde den kongl. Frue Moder, Dronning Sophia Amalia. Hun formodede icke, att Døden skulle saa hastig giæste hender; men der1685. hun aff Doctorn bleff adwaret, att ded syntist, Døden icke wille lengre lænte, adtraadde hun att tale med sin Søn. Men Døden wille icke biie Kongl. Majts. Ankomst, att den kl. Frue Moder kunde sige hannem et Ord. Liiffwet haffde hun enda; saed paa en Stoel, men maaleløß, oc lided der effter saa siddendis opgaff hun sin Aand.

Effter denne Dronnings dødelig Affgang war ieg meget iblant Folckis Tale. En Part meente, att ieg kom paa frii Foed. Andre troede, att ieg nock kom ud aff Taarnet paa et anded Sted, men naaede icke Friiheden.

Ionatha, som, nogle faa Dage førend Dronningen døde, først haffde spurt aff Ole Taarngiemmer, att der bleff beden for Dronningen i Kircken (der ded dog war offwer 6 Vger siiden, den Bøn bleff afflæst aff Prædickestoelen), bleff tillige med Ole meget bedrøffwet. Ole, som tilforne haffde trøstet sig oc hinder med Dronningens Lacqueiers Beretninger, att Dronningen gick til Bords, war ellers wel, haffde stønnem noget ont aff Hoste, syntist nu, att der maatte wære Fare hoes, saa Døden kunde følge; fryctede, att dersom Dronningen døde, ieg da maaskee kom ud aff Fengselet. De giorde derris beste att døllie derris Sorrig, men ded haffde ingen Skick. De mengte nogle smaa Taarer sammen saa himmeligen. Ieg loed saa, som ieg icke merckede ded, oc som ingen sagde noget der om til mig, saa gaff ieg oc ingen Anleding att tale om den Materi. Ieg haffde for lang Tiid siden sagt for Ionatha (som tilforne til en aff miine andre Quinder), at ieg meente icke att døe paa Taarnet. Ded mintist hun, talte der om. Ieg sagde: »Alt staar i Guds Haand. Hand weed best, hwad mig er gaffnligt paa Siæls oc Legemets Wegne; hannem befaler ieg mig.« Ionatha oc Ole leffwede saa hen imellem Haab oc Fryct.

Den 15. Marti holte den regierende Dronning sin Paaske. Da kom Ionatha fra Henders Majts. Kircke heel fornøyet, sagde, att en fornemme Persohn haffde sagt hender, att ieg torde icke tencke, ieg kom ud aff mit Fengsel, fordi att Encke Dronningen war døe; ded wiste hun langt bedre, oc hun soer der paa (i huor offte ieg spurte hender om den Persohn, hwem den war, saa wille hun dog icke næffne den). Ieg loe aff hender oc sagde: »Den Persohn, i hwem den er, da weed den liige saa meget der aff, som enten I eller ieg.« Ionatha war fast i sin Meening, att den Persohn wel wiste ded. »Hwad wil I sige?« (sagde ieg) »Kongen selff wed ded icke endnu; huorledis skulle andre wiide ded?« »Kongen icke? Kongen icke?« (sagde hun saa sactmodeligen). »Ney, Kongen icke!« suarte ieg. »Hand weed ded icke, førend Gud skyder hannem ded i Sinde oc saa gott som siger til hannem: Nu skalt du lade den Fange komme ud!« Hun bleff noget sum, sagde dog intet. Oc efftersom hun oc Ole hørte intet meere tale om mig, saa ware de trøstige.

Den 26. Marti holtist den kongl. Frue Moders Liig-Begiængelse, oc bleff henders Liig ført til Roskild.

Den 21. April supplicerte ieg Kongl. Majt. paa effterfølgende Maade. Ieg haffde høyloffligste Konning Christian den fiærdis Billede i Kaa[be]rstycke, noget lided oc i Oval. Ded haffde ieg illumineret med Farffwer oc laded giøre en udsnitzet Ramme omkring, den selffwer forgylt. Bag paa Stycket satte ieg effterfølgende Ord:

Her hoes haffde ieg skreffwen Hs. høye Excellentz Gyldenløwe til, tienstligen beded hannem for^te Supplicque Kongl. Majt. vnderdanigst att offwerlewere oc sig mig att antage oc til Befriielse forhiælpe. Hands høye Exc. war da noget incommoderet aff sin gamle Swaghed[247], saa hand icke selffwer saa snart mundtlig kunde tale for mig; bad en goed Wen Kaabberstycket i all Underdanighed att offwergiffwe, hwilcket skeede den 24. April[248].

Aff alt dette wiste Ionatha intet. Peder Iensen Tøtzløff war den, som war Bud for mig. Hand haffwer werret mig en Trøst i mit Fængsel, bewiist mig adskillige Tiennester, saa ieg er hannem meget forplict. Oc beder ieg Eder, miine hiærte kiære Børn, hands imod mig erwiiste Tiennester i alle muulige Maader att wedderlegge.

Den 2. Maj kom ieg paa Tale iblant Gemeene-Mand, at ieg wist kom ud aff Fængselet; oc ware adskillige, som spurte Taarngiæmmeren: om ieg kom ud i Afftis, oc huor til Dags? saa Ole begynte att grue, kunde icke holde sig saa sterck, som hand giærne wille. Oc sagde hand til mig med bedrøffwet Mæle: »Min goede Herr [sic] Frøcken! I kommer wist nock ud. Der erre de, som meener, att I allerede er ud[e].« Ieg sagde: »Ded raader Gud for.« »Ia,« sagde hand, »huorledis wil ded gaa med mig?« Ieg swarte: »I bliffwer Taar[n]giæmmer, som I nu er.« »Ia« (sagde hand), »i skiønne Maade«; wente sig, kunde icke holde sig for Graad oc gick bort. Ionatha fornam da, att min Forløßning stundede til, wille skylffwe sin Sorrig; sagde: »Ole er meget bedrøffwet, men icke ieg« (oc Taarene stoede hender i Øygnene). »Der sigis dog forwist, att Kongen wil [reiße] offwer-morgen. Skal I ud, saa skeer ded i Dag.« Ieg sagde: »Ded weed Gud.« Ionatha meente, att ieg haffde dog wist Haab. Ieg sagde att haffwe hafft Haab siden første Dag, ieg bleff fængselet, att Gud skulle endeligen forbarme sig offwer mig oc see til min Uskyllighed. Ieg haffwer stetze beded Gud om Taalmodighed til att forwente hands Hiælpis Time, oc den haffwer oc Gud naadeligen forleenet mig. Er Hiælpens Tiime nu kommen, saa wil ieg bede Gud att giffwe mig den Naade hands stoere Welgierninger rætsindeligen att erkiende. Ionatha spurte, om ieg icke war wiß paa att komme ud, førend Kongen reißer til Norge; der sagdis for wist, att i Morgen tiilig wille Kongen begiffwe sig paa Reißen. Ieg swarte: »Der er ingen Wißhed i tilkommene Ting. Der kand komme Forfald i Kongens Reiße, oc der kand komme ded, som kand forhindre min Friihed, om den enskiønt kand wære resolueret denne Tiime. Dog weed ieg, att mit Haab icke beskæmmis. Men I forbærger intet Eders Sorrig, ieg fortencker Eder intet. I haffwer Aarsage att sørge, thi I mister med min Friihed Eders aarlige stoere Løn oc Eder[s] Ophold[249]. Mindis I, huor offte ieg haffwer sagt Eder tilforne, att I icke skulle sætte Eders Penge saa liiderligen hen paa den Søn, I haffwer. I kunde icke wiide, huorledis ded kunde gaa Eder paa Allerdommen. Om ieg døde, saa saed I udi Armod, thi saa snart faar I icke Penge, att de io giffwis ud for den Drengs Lære, som icke weed Eder ringste Tack derfor[250]. I haffwer selff fortalt mig om hands onde Sind, oc huor ille hand haffwer swaret Eder, naar I haffwer wilt lære paa hannem. Nu for nogen Tiid siden haffwer hand icke tort, fordi ieg læste hannem sin Texst oc truede ham att forhiælpe hannem i Tuct-Huußet. Ieg frycter, att hand bliffwer Eder en ond Søn.« Dermed loed hun Taarerne derris frii Gang oc bad, att dersom ieg kom ud, ieg da icke wille forlade hender. Ded loffwede ieg, saa fremt ded stoed i min Mact; thi ieg kunde icke wiide, huorledis miine Wilkor kunde bliffwe.

Ded stoed saa hen i nogle Dage, saa Ionatha oc Ole wiste intet, hwad der wille bliffwe aff.

Den 19. Maj om Morgenen wed 6 Slæt pickede Ole noget sacte paa den uderste Dør. Ionatha gick til Døren. Ole sagde saa sacte: »Kongen er alt borte, hand reiste Klocken 4[251].« Om hands Glædis Haab war stoer, wed ieg icke, men den warte ickun stacket. Ionatha sagde mig Olis Tiiding. Ieg ynskede Kl. Majt. Lycke paa hands Reiße (ieg wiste alt, hwad Ordre der war udloffwet), oc syntist mig paa henders Ansict, att hun war nogenledis content. Klocken 8 kom Tøtzløff op til mig oc berettede, att Groß Canzeler Greff Allefeldt[252] haffde sendt Sloßfogden en kongl. Ordre, at ieg skulle mit Fengsel entledigis oc gaa der ud, naar ieg wille (den Ordre war aff Kl. Majt. underskreffwen, Dagen førend Majt. reiste). Hands høye Exc.[253] war reist med Kongen. Tøtzløff spurte, om ieg wille, hand skulle lucke, efftersom ieg nu alt war frii. Ieg swarte: »Saa lenge ieg er inden Fængsels Dørene, saa er ieg icke frii; wil oc ud med Manner. Lucker Døren oc hører, hwad Søster Daatter, Frøcken Anna Catharina Lindenow[254], siger, om Hands høye Exc. ingen Bud haffwer sendt hender (effter Løffte), førend hand drog bort.« Tøtzløff lucte oc gick mit Ærinde. Der Tøtzløff war borte, sagde ieg til Ionatha: »Nu i Iesu Naffn, i Afften kommer ieg ud! Sancker Eders Tøy tilsammen oc lucker ded i Laaß; saa wil ieg giøre wed mit oc lade ded staa her, intil ieg kand lade ded affhente.« Hun bleff noget betuttet, dog icke bedrøffwet; tackede Gud med mig, oc der til Middag bleff opluct, oc ieg spiißede, loe hun aff Ole, som war meget bedrøffwet. Ieg sagde hender, att Ole maatte wel sucke, der falt et fit Stycke Flæsk aff hands Kaal.

Tøßløff bragte mig Swar fra Søster Daatter, att Hands høye Exc. haffde laded hender wiide, att ded stoed hender friit for att følge mig need aff Taarnet, om hun wille; bleff saa foraffskeeded, att hun wille komme sille op samme Dags Afften.

Slosf. hastede meget for att bliffwe aff med mig, sendte Taarngiemmeren imod Afftenen til mig oc loed spørge, om ieg wille icke ud. Ieg loed sware, att ded war for lyst (maaske att der ware curieuse, som haffde Lyst at see mig).

Ieg loed wed en goed Wen fornemme hoes Hendis Majt. Dronningen, om ieg icke maatte haffwe den Naade att neederkaste mig for Hs. Majts. Fødder (ieg kunde komme paa Dronningens Gemack igiennem Løngangen, saa ingen kunde see mig). Hendis Majt. loed sware, at hun torde icke tale med mig.

Der Klocken war imod 10 Slæt om Afftenen, lucte Sloßf. Døren op for Søster Daatter[255] (i toe Aar haffde ieg icke seet hannem). Hands Compliment war: »Nu, sköllen wii uns nu scheden?« Ieg swarte: »Ia, nu is de Tiid gekaamen.« Saa bød hand mig Haanden oc sagde: »Ade!« Ieg swarte med samme Ord, oc Søster Daatter loe hierteligen.

Stacket effter Slosf. war gaaen bort, gick ieg oc Søster Daatter ud aff Taarnet. Hs. Majt. Dronningen formeente att see mig, der ieg gick ud; war gaaet hen paa en Balcon. Men ded war temmelig mørckt; tilmed haffde ieg et soort Floer for Ansictet. Sloß-Platzen langs need aff Broen oc uden for war saa forfylt aff Mennisker, saa wii næppeste kunde trenge os igien[nem] til Careten.

Miine Fængsels Dage haffwer wærret 21 Aar, 9 Maaneder oc 11 Dage.

Kong Friderich den 3. loed mig fængsele An. 1663 den 8. Aug., Kong Christian den 5. gaff mig Friiheden An. 1685 den 18. Maj. Gud welsigne min allernaadigste Arffwe-Konge med alle kongelige Lycksaligheder, unde Hs. kgl. Majt. Helbrede oc legge mange Aar til hands Alder! Dette ended i mit Fengsel[256].

Den 19. Maj, Klocken offwer 10 om Afftenen, gick ieg ud aff mit Fengsel. Gud skee Loff, Priis oc Ære! Hand giffwe mig Naade att erkiende hands guddommelige Welgierninger oc aldrig forgiætte mit Tack-Offer att frembære.

Hierte kiære Børn! Dette er den største Deel aff ded skriffwærdigste, som sig inden miine Fengsels Døre med mig haffwer tildraget. Ieg leffwer nu i ded Haab, att Gud oc Kongl. Maj. ded saa wil behage, att ieg Eder selffwer denne Beretning kand lade see; hwor til Gud giffwe sin Naade!

Skreffwen paa Husum[257] den 2. Iuni1685., huorhelst ieg forwenter Kongl. Majts. Hiemkomst fra Norge.

[Hermed ender den egentlige sammenhængende Skildring. Hvad der følger — i Haandskriftet optager det endnu 4 Blade — maa betragtes som et Appendix af større Anmærkninger og Tillæg til forskjellige Partier af denne. Efter Skriften at dømme kan dette Appendix ikke være meget yngre end Slutningen af selve Hovedberetningen.]

Anno 1666, stacket effter, att den Quinde Karen Nelß Daatter war kommen til mig, bleffwe wii først waer, att der war Steen-Gulff i wort Fengsels Kammers, efftersom et Stycke tilbaget Skarn aff hinder bleff opbrut, oc Steenene kiente. Ieg haffde tagen ded an for et Leer Gulff. Den forrige Karen, Olis Daatter, war aff dennem, som iæffnede Skarnet, men tog ded icke bort. Denne plagede mig ideligen, fast huer Dag, for att bryde ded op offweralt, oc ded paa een Gang: ded war snart giort. Ieg meente, att ded wille bekomme os ille, om ded skeede paa engang, thi der wille Wand til att bløde ded, oc den Stanck i ded beklæmte Huul wille foraarsage os Sygdom, men att løßne et Stycke effter anden ded kunde lættere skee foruden Umage. Hun bleff weed sin Meening oc weed sin Begiæring; troede att wille offwertale Sloßf. eller Taarngiemmeren att lade Døren saa lenge staa aaben, intil der war reent giort. Men der Taarngiemmeren haffde flyet hender ind en Balle med Wand, saa lucte hand Dørene til. Ieg lagde mig i Sengen, tæckede mig tæt til offwer Ansictet, oc hun skrobbede oc drogis med Skarnet. Den Mængde, der war aff Skarn, er utroelig. Den war sancket i mange Aar, thi ded haffde werret et Mißdæders Fængsel, oc der inne haffde de paa Gulffwet giort derris Behoff. Hun lagde den Uhømskhed op i et Hiørne, oc war diß Mangfoldighed saa stoer som et stoert Bunde Læß. Ded bleff liggendis indtil om Afftenen imod Maaltiids Tiid, da bleffwe Dørene først aabnet. Ded skeede, som ieg fryctede: wii bleffwe begge syge. Quinden kom sig dog før end som ieg, thi hun kom ud i Lufften, men ieg bleff i ded indklæmte Hul, huor fast ingen Lyßning war. Wii want oc ded der weed, att Loppers Mangfoldighed plagede os Dag oc Nat, oc ware de hender meere wedhængende end som mig, saa hun war offte ferdig til att græde. Ieg loe oc giorde en Skiæmt der aff, sagde, hun wille haffwe noget att bestille, nu haffde hun faaet Tiids Fordriff; wii maatte dog intet arbeede. Lopperne saede saa tycke paa worris Strømper, saa Farwen aff Strømperne icke kientis, oc strøg wii dem aff oß i Wandbæckenet. Kom der offwer i Erfaring, att een Loppe føder anden. Thi som ieg saae effter derris Mangfoldighed, oc huorledis de kunde swømme, bleff ieg waer, att nogle smaa Been krafflede bagest Loppen, tenck[t]e, att ded war et sær Slags. Endelig saae ieg, hwad ded war, tog Loppen paa min Finger, huoraff den liiden kom frem oc effterloed Fødsels-Tegn; sprang strax, men Moderen saed lided, førend hun kom sig, kunde oc icke springe wit første Gang. Den Lyst haffde ieg tiire end som eengang, indtil Lopperne bleffwe ødelagte. Om alle Lopper fødis paa den Maade, kand ieg icke wiide, men att de afflis aff Skarn oc Leer, ded haffwer ieg oc seet i mit Fengsel oc seet, huorledis de lit effter lit erre bleffwen fuldkommen oc aff særdelis Farffwe, saa som Materien war til, de aff bleff afflet. Ieg haffwer oc seet dennem parre sig.

Ieg haffwer oc i mit Fengsel faaet en Erfarenhed om Kaal-Orme. Haffde1682. een Tiids Fordriff att see, huorledis de forandrede sig. Ormene ware alle et Slags til Syne, liige striibede oc aff liige Farffwer. Men effter alle komme icke Sommer-Fuule. Ded er artig att see, huorledis en Part, imod de forandris, sætter sig op imod, hwad de kand komme til, oc fæster en Traa (som Silcke Orme Traa) wed begge Siider, drager den offwer Ryggen frem oc tilbage offwer 50 Gange, alt paa et Stæd, bøyer sig stønnem med Ryggen for att forsøge, om ded oc er sterck nock; huo icke, da drager de fleere Traaer. Naar ded er skeed, forandris derris Skickelse i en Hast, oc bliffwer [de] tycke for til med en Snuude, som er spitz til Enden, oc icke ulig en Fisk, som de Hollænder kalder Knorr; haffwer liige saadanne Finder paa Ryggen oc saadanne Hoffweder. I den Danelse sidder de 16 Dage, saa kommer der en huiid Sommer-Fuul ud. Men aff nogle Kaal-Orme kommer aff begge derris Siider smaa stackede Orme som Maddicker, huiidactige, breede i en Ende oc spitz[e] i den anden Ende. De omspinder sig selffwer med en stoer Geswindighed, en huer for sig. Siden spinder Ormen offwer dennem temmelig tyckt, welter dem omkring, saa de bliffwer som nesten trinne Bolle. Der ligger hun i mellem gandske indtørret, ædder intet, bliffwer saa stacket som en Fluue, inden hun døer. Tolff Dage der effter kommer der smaa Fluuer ud aff Bolden, oc seer Bolden ud liige som en Biie-Kuube. Ieg haffwer seet aff samme Slags Kaal-Orme, att der er kommen en liiden leffwende Orm ud aff Ormens Nacke (som ieg holder for ded rareste), men den leffwede icke lenge, aad oc intet. Moderen døde, strax den liiden war udkommen.

Anno 1683, Nyt Aars Dag. Til mig selff.

Den 14. Martii 1683 dictede ieg effterfølgende:

Anno 1684, første Dag. Til Peder Iensen Tøtzløff.