Iammers Minde (continued 3)

Ieg falt ded Aar i Sygdom[152], oc efftersom Slosf. da kom icke meere ind til mig om Middagen oc om Afftenen loed sin Tienner gaa op, saa bad ieg Quinden, att hun skulle sige ham, att ieg war syg, om der icke maatte komme en Doctor til mig. Quinden sagde ham ded (thi da forstoed hand alt danske, oc hun forstoed noget tydsk), oc som hun sagde: »Ieg er bange, att hun døer,« saa swarte hand: »Lat se stärffwen för en Dyffwel!« Ieg haffde en Hwerdags Feber, haffde Heede, men ingen Kuld; oc som ded en stoer Deel war Aarsage til min Sygdom, att ieg haffde Bindelse, begierte ieg et Clister. Der loe Slosf. sposk aff. Ded hørte ieg, loed begiære, att hand wille komme ind til mig, hwilcket hand oc giorde. Ieg talte hannem noget alworlig til, sagde ham, att ded war icke Kongens Wille, att hand skulle icke haffwe meere Omsorrig for mig, end hand haffde; hand haffde meere Omsorrig for sin Hund end for mig (som hand oc haffde). Saa gaff hand bedre Kiøb, spurte, hwad ieg wille haffwe, oc ieg sagde, hwad ieg begierte, oc bekom ded. Ieg haffde noget altereret mig offwer den Samtale, saa ieg bleff swag. Quinden græd oc sagde: »Ieg frycter, I døer, min hierte Frøken! oc saa skal de slemme Piiger i Aaltfruestuen toe Eders Hænder oc Fødder« (en aff de Piiger, da war, war meget v-fiin imod mig med henders Sendings Tale). Ieg swarte, att ieg skulle icke sige et Ord der imod. »Hwad?« (sagde hun med en wree Hue); »wille I liide ded? Ney,« soer hun, »skulle ieg icke! Ieg skulle icke liide ded, om ieg war i Eders Sted!« Saa sagde ieg, som den Philosophus sagde: »Da legger min lyße Kiæp hoes mig, ieg kand holde dem fra mig med, naar ieg er døe[153].« Saa besan hun sig først oc snackede saa hen om Begraffwelse oc Iordefær. Ieg forsickrede hender, att ded aldelis intet bekymrede mig; naar ieg war døe, saa fant ieg intet dertil; om de lagde end mit Legeme i Stranden, saa skulle ded dog tillige med Siælen komme for Guds Throone paa den yderste Domme Dag oc bestaa sig bedre end som en Part, der laae i Kister, med Sølff beslagen, oc i herlige Begraffwelser. Men att ieg skulle, som Slosf., sige de forfløyen Ord, att ieg wille wære begraffwet paa Waldby Backe for att see mig om, ded icke. Ieg begiærer intet vden et saligt Endeligt. Wii talte om Slosf. V-fiinhed, om allehaande, hand giorde, som hand fik Skam for, om Dronningen ded wiste, om hands Vguddelighed, att naar hand haffde wærret til Alters, sagde hand att haffwe gaaet igiennem Munstringen, oc anded meere. Der war ingen Guds Fryct i hannem.

Ieg begiærte att wære beræt oc loed bede M. Buck att komme til mig wed syff Slæt om Morgenen, thi imod 8½ begynte Feberen. Præsten kom icke førend 9½, da Heeden alt haffde begynt (thi den drog sig allerede noget lengre hen). Der ieg haffde sagt mit Skrifftermaal, begynte hand att predicke om Mord oc Mandslæt, om Dawid, som war skyllig i Vrie Død, fast hand slog hannem icke ihiæl med sin egen Haand; vdbreedde den Synd, som hand burte, oc Straffen, som der wille følge paa. »Ihr« (sagde hand) »habt General Fux getöhtet, dan Ihr habt einen Diener darzu erkaufft, der ihm hat getöhtet.« Ieg swarte: »Das ist nicht wahr! Das habe ich nicht gethan!« »Ia freylich« (sagde hand); »der Diener ist in Hamburg, der hat es selber gesagt.« (Ieg swarte:) »Hat er das gesagt, so hat er gelogen, dan mein Sohn gab Fux sein Todt mit einem Stilet[154]. Ich wuste nicht, das Fux in Bryg war, ehe vnd bevor ich sein Todt erfuhr. Wie köndte der Diener dan sagen, das er's gethan hätte? Auff mein Befehl ist es nicht geschehn, aber das ich mich nicht solte haben gefrevet, das Gott dem Bößewicht gestraffet, das gestehe vnd bekenne ich.« Der til swarte hand lige saa: »Das hätte ich selber gethan.« (Ieg sagde:) »Wii Fux mit vns in vnserm Gefängnis auff Borringholm gehandlet, weis Gott. Das ist nu vorbey, vnd ich gedencke des nicht mehr.« »Da thut Ihr recht an« (sagde hand), oc foer saa fort i hands Embede. Der alt war forrettet, talte hand med Slozf. vden for den vderste Kammers-Dør lige for den Mørcke Kircke[s] Dør oc sagde, att ieg giorde mig syg, ieg war icke syg, ieg war røe i mit Ansict aff lutter Ondskab; hand haffde sagt mig Sandhed, oc der war ieg bleffwen wree for. Christian stoed inden for den Mørcke-Kircke[s] Dør, thi paa den Tiid war ingen Fanger der inde, oc hørte den Samtale, sagde mig ded, der ieg begynte att komme til at gaae igien oc tale med hannem wed Døren.

Nogen Tiid der effter sagde Christian til mig en Dag saa himmelig: »Wil I, saa wil ieg fly Eder Bud til Skaane til Eders Børn[155].« Ieg spurte, paa hwad Maade ded kunde skee. Hand sagde: »Med min Piige. Hun er troe nok; hun skal drage did for ded samme[156].« Hand wiste, att ieg haffde endnu nogle Ducater, thi Pær Kudsk haffde fortroet ham ded, som hand selffwer haffde sagt mig. Ieg tog imod Tilbudded, skreff mine Børn til, gaff ham en Ducat til Piigens Reiße. Hun forrettede wel siine Ærinder oc kom med Skriffwelse fra min Søster[157] oc dennem tilbage. Alt dette wiste min Quinde intet aff.

Effterhaanden begynte Christian att bliffwe insolent i mange Maader. Naar hand kom frem med hands Drengs Pooße, som Quinden skulle giffwe ham Maed i, saa kaste hand den til hender, giorde sig wree, naar der icke war giemt Steeg til ham selff om Afftenen, att hand strax kunde faa Pooßen igien, bandede sig, den Dag hand gik til Døren oc talte med mig eller sagde mig nogen Ting. Hun war sorgefuld, men sagde dog intet til mig. Ded warte ickun en Dag, saa banckede hand paa Døren oc effter Sædwane snackede om, hwis nyt hand haffde hørt. Quinden saed paa sin Seng oc slog 15 Kaars for sig (hand kunde intet see hender, icke heller mig). Der hand war gaaen bort, fortelte hun, huor høyt hand haffde forbanded sig etc. Ieg sagde: »Ded skal I icke acte; hand haffwer giort saa meget før i den anden Karens Tiid.« Hands Moed tog daglig til. Madden bleff stønnem opborren wel en halff Tiime, førend Slosf. kom op. Imidlertiid skar Christian Steegen oc tog sig selff, hwad Stycke hand wille (der ieg tilforen hwer Maaltiid sendte ham et Stycke vd, Fisk oc anded, hwad hand begiærte). Den dumme Slosf. loed ded saa paßere, war glad, tencker ieg, at hand wille betage ham den Vmage; gaff intet Act paa, att der fattedis noget i Fadded. Ieg loed ded saa paßere en Stund, for ded skeede icke saa ieffnt hwer Dag. Men naar hand wille haffwe Maed til sin Dreng, saa sagde hand intet anded end: »Maed i min Drengs Pooße!« Der loe wii mangengang aff siden, hand war borte, men icke da, thi hand bleff alt wærre oc wærre. Hand kunde icke liide, att wii loe oc ware glade; naar hand hørte ded vden for Døren, saa bleff hand bister. Wille man klyncke, saa wille hand skaffe, hwad hand kunde bringe til Weye[158]. En Dag luurer hand paa oß oc hører, att wii leer; thi Quinden fortelte effen en Klücht om en Skoledrengs Moder i Friderichsborg (der haffde hun boet), huor Drengens Moder icke wiste, hworledis hun skulle tittulere Skolemesteren; kalte ham: Her Willas. Hand sagde: »Ieg er icke Herre.« »Mester da,« sagde Quinden. »Ieg er icke heller Mester,« sagde hand[159]; »ieg er ickun ret oc slet Willas.« Saa sagde Quinden: »Min goede slet oc ret Willas! Min Søn slicker altiid Fløden aff miine Bytter, naar hand kommer hiem. Wille I slicke ham igien med et got skarpt Riiß i hands Røff?« I ded wii loe der aff, kommer hand til Døren oc fatter de Ord, att ieg siger: »Ded sidder wel icke saa sammen; man skal altiid sætte noget til, om wel skal laede.« Hand fatter en Tancke oc meener, att wii snackede om ham, oc att wii loe ham vd. Der ded war Maaltiids Tiid, siger hand til Quinden: »I war swar lattermild i Dag.« Hun sagde: »Weed I icke, hworfor ded er? Ded er, fordi ieg er aff de Lætter« (ded er henders Tilnaffn). »Ded war Almis,« sagde hand, »att fordriffwe Eder Latteren tilsammen; ded war mig, I loe aff.« Hun soer ney, att hands Naffn icke bleff næffnt (som oc saa war i Sandhed), men ded maatte intet giælde. De falt i Ord sammen. Hun fortælte mig derris Samtale, oc hand kom i nogle Dage icke til Døren, oc ieg sendte ham oc intet, thi effen paa den Tiid war der en stackels gammel Mand min Naboe; den loed ieg giffwe en Dryck Wiin. Christian forføyer sig igien til Døren oc picker paa. Hand klager saa sacte offuer Quinden, bad, ieg skulle tage hender igiennem derfor, att hun saa haffde swaret hannem, der hand dog hørte, att hands Naffn bleff næffnt. Ieg soer ham til, att der icke war tenkt paa ham den Gang; ieg kunde icke tale hender ille til for de Ord, wii haffde hafft imellem hin anden; ieg ælskede Roelighed inden worris lucte Døre. »Ia« (swarte hand), »Huußfred er goed, sagde Kiærlingen.« Dermed gik hand. Siiden giorde hand effterhaanden adskillig Fortred, roede saa i Land igien. Saa wille hand atter, att ieg skulle skriffwe til Skaane[160]. Ieg sagde, att ieg war fornøyet, att ieg wiste, miine Børn en Part aff dem war hoes min Søster; hwor miine Sønner war, oc hworledis dennem liide, ded wiste de icke; ieg befalede dem Gud iwold. Ded war ham oc icke til Maade, oc talte hand paa den Maade, lige som hand meente, att ieg haffde intet fleere Penge; sagde ded dog icke da lige vd. Men en Dag, ded galle stack ham, kom hand til Døren oc haffde en Potte med Wiinen i (som ieg fast hwer Maaltiid gaff ham) i sin Haand oc sagde: »Kand I see mig?« (thi der war en Spræcke vden paa den yderste Dør, men man kunde dog icke see grant der igiennem saa langt fra). »Her staar ieg med min Potte med Wiin oc wil dricke Eders Skaal for den sidste Gang.« Ieg spurte: »Hworfor for den sidste Gang?« »Io!« soer hand, gik saa nermer til Døren oc sagde: »Ieg wil ingen Tiennist meere giøre; saa wed ieg wel, att ieg oc icke faar meere Wiin.« Ieg sagde: »I skal haffwe Tak for den Tienneste, I haffwer giort; ieg begiærer ingen meere aff Eder, men derfor skal I nok faa Wiin.« »Ney!« (sagde hand) »Ingen Tienst meere! Her er intet att hente meere.« »Ded er sandt« (swarte ieg). »I kiender mig intet« (sagde hand); »ieg er icke saa, som I troer; ieg er læt att komme i med, men icke saa læt att komme aff med.« Ieg smaa loe oc sagde: »I er langt bedre, end I giør Eder selff. I Morgen er I vdi et anded Sind.« Hand bleff wed att beskriffwe sig selff heel ille (som icke enda war nær saa slemt, som hand er). Ieg kunde icke anded end lee aff ham. Hand drak aff Potten, satte sig paa Stoelen der vde. Ieg kalte paa ham oc bad ham komme til Døren, ieg wille tale med ham. Da saed hand som en Gante oc snackede for sig selff: »Skulle ieg gaa til Døren? Ney,« soer hand en stoer Eed, »skal ieg icke! O ia, til Døren? Ney, Christian icke!« Loe imellem aff fuld Hals, skraalte høyt: den Dag, hand gik til Døren eller giorde mig nogen Tienneste, da skulle Fanden riiffwe oc spliide hannem. Ieg gik fra Døren oc satte mig, gruede for den Karls Galskab oc stoere Dristighed. Hand gik saa nogle Dage oc tav, wille intet tage imod Wiinen. Maed bleff hannem icke bøden, thi hand bleff enda wed den Wiiß som før, naar hand kunde, att skiære Steegen, førend Slosf. kom op. Som da Slosf. igien kom stønnem ind oc snackede med mig, bad ieg ham, att Christian som en Fange icke maatte haffwe den Friihed att offwersnauße min Maed. Saa bleff ded hannem forbøden. Faa Dage der effter kaste hand Pooßen til Quinden i Trappen oc sagde: »Gier nogen Maed til i Afften i min Drengs Poeße[161]!« Ded bleff i allerstørste Lydighed effterkommet, oc lagt et Stycke Steeg offwen i Poeßen. Ded millede hannem noget, [saa] att hand om Middagen talte med Quinden oc selff begiærte en Dryk Wiin; men hand truede Quinden att skulle fordriffwe henders Latter. Ieg fryctede intet for ded onde, hand kunde giøre mig, men ded fortredeligt Leffnet war mødsommeligt. Ieg loed hannem icke byde Wiin, vden hand begierte ded. Hand pleyede att skaffe mig Aviserne hwer Vge[162] for Lyß, oc saa som hand icke flyde mig Aviserne for den første Vgis Lyß, saa sendte ieg hannem ingen Lyß. Hand bleff dog wed oc kom ind om Løwerdagen med Røgelse Karret oc att lucke min Dør. Naar hand kom ind med Røgelset, saae hand til Wæggen, wille icke see paa mig. Ieg talte engang til hannem, spurte om Doctern, oc hand swarte intet. Ded stoed saa nogle Vger; saa millede hand sig, flyde Quinden Aviserne fra den Tiid, hand haffde forholt dem, tilsammen rullede oc bundden med en Traa. Der om Afftenen Slosf. kom ind oc saed oc snackede (hand haffde en liden Snitzer), oc Chresten war for Kælderen, flyde Quinden hannem Aviserne igien, tackede ham paa miine Wegne oc sagde, ieg skiøtte intet om Aviser, ieg haffde werret dem foruden i saa mange Vger, ieg kunde wære dem fremdelis foruden. Hand bleff saa bister, att hand med Tænderne reeff Aviserne sønder, reeff sin Trøye op, saa Knappene fløy ad Golffwet, stak Ild i nogle Aviser, hujet, skreg oc skar Tænder. Ieg hitte paa noget att lee aff til Slosf., raabte saa høyt, ieg kunde, for att døffwe Christian[163]. Quinden kom ind som et Liig i sit Ansict, saae paa mig; ieg winckede hender att gaa vd igien. Saa gik Christian liige for min Dør oc hujede, slog sin Tøffel i Wæret oc omsiier til min Dørtærskel, holte ded saa nogle Gange. Der hand fornam, att Chresten kom i Trappen med Beegerne, kaste hand sig paa den Benk, Slosf. pleyede att ligge paa, oc kaste atter sin Tøffel op imod Wæggen. Chresten bleff staaendis med Beegerne i Haanden med Forundring. Hand saae wel, att der war noget paa Færde imellem Quinden oc Christian, oc att Quinden war bange, men hand kunde icke giætte eller faa Aarsagen att wiide; troede oc icke, att ded gik mig noget an, efftersom ieg loe oc snackede med Slosf:. Der Dørene ware lucte, saa gik ded an paa en Iamren. Quinden sagde, att hand haffde truet hender: hand skulle wel forbyde henders Daatter att komme til hender oc føre Sladder frem oc anded, hun icke burte. Ieg bad hender giffwe sig til Fritz; hand war nu gall, ded gik wel offwer; hand betenckte sig wel, førend hand talte om ded, thi saa kunde hand frycte, att ded, hand haffde flyd her op, oc kom for Dagen, saa fik hand Skam for sin Vmage; Slosf. haffde giffwen henders Daatter Forloff att komme til hender, hwem skulle hand klage hender for? (Ieg tenkte wel anded, att naar hand wille den Wey, saa fik hand wel anden att klage ded for, hand, som haffde saadan Friihed; hand kunde faa ind oc vd, hwad hand wille, tale, med hwem hand wille, i Wæctergangen.) Hun græd oc loed meget ille, talte som en, der sanßer ickun lit, sagde en Gang: »Maa ieg icke haffwe Fred for ham, saa skal ieg —, ia, saa skal ieg —.« Hun kom intet widre oc kunde icke hitte paa, hwad hun skulle. Ieg smeel der wed oc endeligen sagde: »Christian er gall, ieg wil nok styre ham i Morgen; lader mig ickun bestemme med hannem! Soffwer I nu ickun roeligen!« Hun falt omsiier i Søffn, men icke ieg saa snart; betenkte, hwad paa saadan Galskab kunde følge. Om Morgenen imod Middag sagde ieg hender, hwad hun skulle sige Christian, oc att hun skulle stille sig, som hun war icke wel til Fritz; begynde med att bande ham oc sige: »Gii der faer en Diæffwel i Ier for Lærdom, I haffwer lært hender! Hun haffwer wilt hwistet siine Tøffler op, efftersom I giorde, oc slog mig i Hoffweded dermed. Hun er wree vden Skiæmt, tog alt ded smucke Tøy, hun haffde giort, oc kastede ded i Nat-Skriinet. Nu,« sagde hun, »skal der ingen giøre sig goed med ded.« Der loe hand aff som en Gante, ded behagede ham. »Er hun ræt wree?« (spurte hand). »Ia« (soer hun) »er hun saa!« Saa loe hand saa høyt i Trappen, att ieg hørte ded. Hand war en 14 Dage Skiæls, begiærte da oc da Wiin oc Maed, kom oc til Døren oc fortælte i blant anded, att hand haffde hørt, att Princen (nu worris Konge) skulle gifftis. Ieg haffde wel hørt ded før, men loed mig icke mercke, thi Slosf. haffde sagt ded, oc diß foruden fik ieg Aviserne foruden ham. Oc som ieg icke spurte ham om noget, saa gik hand strax; sagde siden til Quinden: »Hun er wree, oc ieg er lige saa. Wil see, hwem der haffwer hin anden først behoff.« Quinden truede hand meget, oc wille hun, att ieg skulle giffwe ham goede Ord. Ieg forsickret hender, att hand war icke aff ded Sind, man skulle komme til Rette med att altiid giffwe den bløde Siide[164]. Som hand nu Tiid effter anden bleff insolent, meere end tollereris kunde, sagde ieg en Dag til Slozf., att ieg forundrede mig offwer, att hand tilstæde en Fange att lucke op oc til miine Døre oc giøre ded, som Taarngiæmmeren ellers burte att giøre; om hannem syntist icke, att ieg paa den Maade kunde practicere mig vd, om ieg wille vd foruden Kongens Minde? Christian war en Fange, som war dømt til att døe; hand skulle nok skaffe mig vd aff Taarnet. Slosf. saed oc gloede som en, der santzer intet, swarte icke et Ord anded end: »Ia, ia!« men hand forholte sig dog effter min Adwarsel, saa att enten lucte hand selff op oc til, eller oc Chresten (ieg haffwer seet, att Christian haffwer reffwen Nøglerne aff Chrestens Haand oc luct min Dør, oc ded den Tiid, hand begynte att giøre sig gall). Haffde Christian icke werret gall før, saa bleff hand da, i Synderlighed den Tiid, Chresten gik ind med Røgelsefadded, oc Quinden war oppe. Da stoed hand liige for mig i ded vderste Rom, saae som en Gast oc skar Tænder; oc saa som hand saae, att ieg tog ded offwerbleffwen Røgelse aff Chrestens Haand (som hand altiid selff flyde mig i et Pappir), saa giorde hand en Trußels Latter. Der om Afftenen bleff opluct, oc Christian kom Quinden i Tale, sagde hand: »Karen, siger I til Henders Naade, att hun oc I skal faa en Fandens Fær! Ieg haffwer seet med miine Øygne, att Chresten gaff hender et Breff. Ey, war ded derfor, hun wille icke, att ieg maatte gaa ind med Røgelset, fordi ieg wille icke skaffe hender tiire Bud til Skaane? Ey, faar hun oc Aviserne aff ham? Ia siger hender, att saa stoer Tienneste som ieg haffwer giort hender, saa stoer Vlycke skal ieg giøre hender.« Gud wed, huad Natt ieg haffde! Icke fordi ieg actede hands Trußel, thi ieg fryctede de Ord gandske intet; Vlycken haffde gaaet vd paa ham selff allermeest. Men Quinden war saa bedrøffuet, att hun giorde intet anded end iamrede sig, klagede sig, meest for henders Daatter, for den Spott, hender wedderfare wille, att de wille sætte henders Moder i den Mørcke Kircke, ia siden tage Liiffwet aff hender. Saa falt hender ind, att Daatteren haffde talt med hender i Trappen; saa skreeg hun igien: »O, min Daatter, min Daatter! Hun kommer i Tucthuuset!« Ieg sagde intet anded et swart Tag end: »Giffwer Eder til Fritz! Ded gaar icke nær saa ille til, som I troer.« Men som ieg fornam, att hun icke war bequem til att høre nogen raison, for hun raabte alt: »Ach, ach!« naar ieg wille tale, saed offwerænde i Sengen, holte sit Hoffwet imellem begge Hænderne oc græd, saa hun flød i Wand[165]. Ieg tenckte, att naar der icke war Taarer meere forhaanden, saa hørte hun wel op. Ieg sagde omsier, der hun noget sactede sig: »Denne Vlycke, ded forbandede Menniske truer os med, wil icke forrekommis med Graad. Setter Eders Sind i Roelighed oc soffwer! Ieg wil giøre lige saa, oc ieg wil bede Gud att indskyde mig de beste Raad til i Morgen.« Ded sactede hender noget, men naar ieg meente, hun soff, saa kom hun atter frem med alt ded, hun fryctede for: att hun haffde borren mig Sædler ind fra ham, Kniiff oc Sax oc anded, som war forbøden. Ieg swarte da oc da ickun: »Soffwer, soffwer! I Morgen wil ieg tale med Eder.« Ded hialp intet. Klocken slog toe, der hun enda wille snacke oc sagde: »Ded wil gaa ille til for den stackels gamle Mand der neere[166].« Ieg loed, som ieg soff, men den heele Natt indtil Klocken 5 oc meere kom icke Søffn i miine Øygne. Der om Middagen bleff opluct, haffde ieg alt sagt hender, hwad hun skulle sige Christian, oc giffwen hender att forstaa, att hand med hands Trußeler meente att faa Penge fra hender oc Lyß aff mig, wille saa kue oß, som ded lystede hannem; men hand haffde en anden for sin Haand, end hand troede. Hun skulle ickun laede, som hun intet skiøttede om hands Snak, intet tale et Ord til ham vden: Goed Dag, vden hand talte til hender; oc dersom hand spurte, hwad ieg haffde swart, skulle hun laede, som hun huuste intet, att hun skulle sige mig noget. Sagde hand ded da igien, saa skulle hun sige: »Ded siger ieg hender slet intet! Er I endnu lige saa gall som i Afftis? Giører, hwilcket I wil!« oc gaa dermed fra hannem. Den Samtale bleff holt, oc hand truede meere end nogen Tiid. Quinden holte goede Miiner, men war hiertelig bedrøffwet, naar worris Døre ware lucte; men som hun er læt sinnet, saa loe hun offte med Taarene i Øygnene. Ieg wiste wel, att Christian skulle byde paa att skriffwe mig til allehaande nyt, meene att flicke sig ind [der] med igien; men ieg haffde forbøden Quinden att tage imod hands Sædler, saa hand bleff meget bister. Ieg bad hender sige hannem, att hand skulle holde Styre paa sig, om hand kunde; haffde hand Lyst til Vlyst, da wille ded bliffwe wærst for hannem selff. Der loe hand meget spotsk aff oc sagde: »Siger hender, att ded skal wære wærst for hinder. Ded, ieg haffuer giort for hender, haffwer Wiinen kommen mig til, hun haffwer sendt mig; siger hender ded! Ieg skal bekiende ded selff altsammen, oc skulle ieg en[d] klæde Steiler, saa skal Chresten faa Skam. Hand haffwer flyet hender Breffwe fra siine Børn.« (Den Schelm wiste wel, att ieg haffde intet laded mig mercke for Quinden, hwercken om ded, hand haffde flyet mig Bud til Skaane til miine Børn, eller oc om Woxet, Taarn-Nøglerne ware trygte i; derfor talte hand saa frit til hender.) Der worris Døre ware lucte, war ded worris Samtale. Ieg giorde en Latter deraff oc spurte Quinden, hwad Skam der kunde wære saa stoer som att læggis paa Steiler; tog ded an for forfløyen Ord, som ded war, bad hender sige hannem, att hand skulle intet bemøde sig med att giffwe sig an, ieg wille betage ham den Vmage oc sige til Slosf. i Morgen Dag (om hand wille) alt ded, hand haffde giort for mig; hand maaske glemte noget, men ieg skulle wel komme ded ihue. Den Tiid Quinden sagde ham ded, swarte hand intet, men løb need fra hender, holte sig nogle Dage stille oc talte saa got som intet til Quinden. En Løffwerdag, der Quinden war oppe med Natt-Kedelen, kom hand op til hender oc wille endelig offwertale hender att tage en Sæddel til mig, men hun soer icke att torde. »Saa siger hender da« (sagde hand), »att hun skal flye mig den Sax oc Kniiff igien, ieg haffwer flyet hender; den wil ieg haffwe, saa skal hun see, hwad ieg skal giøre. I skal faa en Vlycke tilsammen!« Hun kom neer saa bleeg som et Liig, saa ieg meente, hun haffde forløfft sig. Hun fortælte derris Samtale oc hands Begiæring, bad mig saa meget, att ieg dog wille fly hannem ded, saa bleff hand roelig. Ieg sagde: »Huor er ded med Eder? Haffwer I Eders fulle Forstand? Siger hand icke, att hand wil giøre os en Vlycke, naar hand faar Kniff[w]en oc Saxen igien? Ded er icke Tiid paa att flye hannem ded. Forstaar I intet, att hand frycter for, att ieg skal lade see ded? Mit Arbeed, meener hand, er borte, oc Sædler icke meere til, saa intet er meere att true hannem med end de Stycker. I Afften skal I intet tale med hannem. Siger hand noget, da swarer intet.« Om Afftenen sneeg hand sig til oc sagde til hender i ded vderste Rom: »Tager mig hid Sax oc Kniiff!« Hun swarte intet. Om Morgenen, til Middag, bad ieg hender sige hannem, att ieg haffde intet aff hands; ieg haffde selff betalt baade Sax oc Kniiff, oc ded for meere, end de ware dobbelt wært. Ded Budskab bleff hand forbistret offwer, skar Tænder oc hwiinede. Hun gik fra hannem oc skyde, ded meeste mugligt war, att tale eene med hannem. Der hand fornam, att Quinden intet wille tage imod nogen Sæddel, saa tog hand sin Tiid oc warte Slosf. Øygne oc kaste en Sæddel ind til mig paa Gulffwet (oc haffde samme Gang nær skeed en synderlig Hændelse; thi i ded hand wille kaste Sæddelen ind, gik Slosf. stoere Hund ind, som haffde krøllet Haar, saa Sæddelen falt paa Hundens Ryg, men falt aff igien i Kraagen, som Hunden snyfflede). Vdi den Sæddel stoed: »Lader mig faa Kniiffwen oc Saxen igien, saa skal ieg giøre Eder saa stoer en Vlycke, som ieg haffwer giort Eder Tienneste, oc wil ieg betale Eder Kniiff oc Sax, skulle ieg end selge miine Boxer. Lader mig faa dem strax!« Hand gik i nogle Dage som et forstørret Menniske, efftersom ieg intet swarte eller loed Quinden sige hannem noget; saa Chresten spurte Quinden ad, hwad hun haffde giort wed Christian, hand gik der neere oc skar Tænder oc hujede som ett galt Menniske. Hun swarte, att de der neere maatte wiide, hwad hannem gik ad; her saae hand wel, att de taltist wed heel wenlig. Langfredag Middag1667. war hand gandske forbistret, soer oc forbandede sig, om hand icke skulle giffwe sig selff an, repeterte alt ded forrige, satte ded dertil, att ieg haffde forført ham, Wiinen haffde bedraget ham oc Maed, Lyß oc goede Ord; hand skytte intet om, hwad hand skulle liide, wille gierne døe for Bødels Haand; men ieg, hun oc Kresten skulle icke gaa Ram foruden. Den Efftermiddag war icke meget glædelig for os. Quinden war bedrøffwet; ieg bad hender giffwe sig tilfritz; der war ingen Fare hoes den Galskab, men en stoer Fortred, oc langt haardere end mit Fengsel; men ieg skulle dog faa Raad med den Schelm. Hun tog henders Bog oc læste i, oc ieg satte mig til att dicte en aandelig Sang om Christi Liidelse v[n]der den Thone: Som Hiorten med Tørst befangen[167].

Paaske Afftener tilforne pleiede Christian att forskaffe mig farffwede Æg; ded war da icke i ded Hiørne med hannem. Der Døren bleff luct, siger ieg til Kresten: »Glemmer intet i Morgen blød-søen Æg!« Der Paaske Middag Maedden kom op, oc Æggene icke strax kom op med (som war en Biieret), saae Christian til mig oc giorde en lang Næße aff mig tre fiire Gange (thi ieg war want wed at gaa frem oc tilbage for Døren i mit Kammers paa de Tiider, der bleff opluct). Ieg bleff staaendis att see paa hannem, drog lit min Skulder. Lided effter diße grimasses kom Kresten med et Faed med bløed-søen Æg. Christian slog først Øygnene need, siden kaste hand dem til mig, wentede maaskee, att ieg skulle giøre Næße aff ham igien. Men intet mindre end ded. Der Quinden kom i Trappen, sagde hand: »Der war ingen farffwede Æg«. Hun sagde mig ded strax, saa ieg bad hender sige, att de blødsøen Æg aad ieg, oc de farffwede giæmte ieg, som hand kunde see (oc sendte ieg hannem et aff forgangen Aar, som ieg haffde ritzet nogle Blomster paa; ded haffde hand selff flyed mig, dog for Lyß). Hand tog ded an, men hand skreff mig en Seddel der paa, som war heel rar. Den skulle wære paa de høye Noder om Eegget oc Hønen. Hand wille giffwe Stræger, oc ded haffde ingen Skick. Ieg kand intet mindis meere ret wel der aff, uden att ded war et raadded Æg, ieg haffde sendt ham; hands Æg skulle blomstris, naar mit skulle raadne[168]. Den Sæddel kaste hand oc ind til mig. Ieg swarte intet der paa. Hand gik atter nogle Dage oc sagde intet ont; saa stak ded ham igien. Ieg kan troe, att ded giorde ham ont, att hand saae Kresten stønnem haffwe min Wiin tilbage i Begeret. Stønnem skenckede ieg Slozf. dermed. Maed fik hand oc icke, hwercken til sig eller sin Dreng. Saa sagde hand en Dag til Quinden: »Hwad synnis Eder wel, att Slosf. wille sige, om hand wiste, att I giffwer Fangerne Maed aff hands Maed?« (Madden, som kom fra mit Bord, bleff borren need til Slosf.). »Wil I sige hender ded!« Quinde[n] spurte, om hun skulle sige mig ded paa hands Wegne. »Paa hwis Wegne ellers?« swarte hand. Ieg loed hannem sware, att Maedden, som kom til mig, haffde ieg Mact til att tage aff, saa meget ieg wille; mig war den intet maalt eller weyet til; ded, ieg intet wille haffwe, maatte de giøre aff, hwad de wille, hwem der haffde Ret der til; før war ded ingens. Der kunde hand oc icke kyffse os med. Saa war ded en Dag den gamle Snak igien: hand wille haffwe Sax oc Kniiff, oc hand truede att giffwe sig selffwer an; oc som ded war fast i mod den Tiid, att ieg loed mig berette, sagde ieg til Quinden: »Siger hannem eengang for alle: wil hand icke holde Styre paa sig, saa skal ieg, ded første Præsten kommer, giffwe hannem an, oc ieg skal faa den første Karen for Dagen; den skal, faa Skam! først ad Sted, for hun loed mig ingen Fred paa hands Wegne, førend ieg kom i med hannem. Hun skal sige Sandhed med goede eller onde, saa wil wii see, hwem Vlycken skal falde paa.« Hand skulle nu giøre, hwilcket hand wille, ieg wille haffwe Roelighed; hand skulle forskaane mig med siine Sedler, ellers ieg skulle wiiße dem frem. Der Quinden sagde hannem ded, falt hand i Tancker; spurte: »Sagde hun ded?« »Ia« (soer Quinden) »giorde hun saa! Hun sagde enda meere: »»Hwad monne hand meene? Meener hand, att ieg som en Fange, der ingen Stetz kand komme, skulle liide noget, fordi ieg tog imod en Fangis Tienneste, som haffde en Friihed, hannem icke burte?««« Hand stoed alt oc hengte med Hoffweded oc swarte gandske intet. Ded satte Styr paa Karlen, oc hørte ieg siden icke et vskickeligt Ord aff hannem. Hand talte wenlig oc wel til Quinden i Trappen, fortælte, hwad nyt hand hørte, oc war heel beskæfftig; oc der hun spurte ham engang om hands Potte for att giffwe ham Wiin der i, sagde hand sø[rg]modeligen: »Ieg haffwer ingen Wiin fortient.« Quinden sagde, att hand skulle wel faa Wiin alligevel, ieg begierte ingen Tienneste meere. Saa fik hand da oc da Wiin, men ingen Maed[169]. Den Dag, ieg bleff beræt, kom hand til Døren oc banckede saa sacte. Ieg gik til Døren. Hand hælste oc ynskede mig til Lycke med heel goed Manner, sagde derhoes, att hand wiste, ieg haffde forlat dem, som haffde giort mig imod. Ieg swarte ia dertil oc gaff ingen widre matière til ded Spørßmaal; hand icke heller, talte om anded smaat oc gik saa bort. Der effter kom hand hwer Dag til Døren oc sagde, hwad nyt hand hørte; bekom oc Wiin oc Maed igien. Hand sagde iblant anded, att mange ware i Meening, att alle Fanger skulle løßgiffwis, naar Printzen (nu worris Konge) skulle haffwe Bryllup, hwor om taltist, att Bruden om en Maanets Tiid skulle komme ind (ded war sidst i April, derom bleff talt), oc Brylluppet skulle staa paa Slottet. Ded drog sig hen med Brudens Komste indtil først in Iunio, oc da stoed Brulluppet paa Nykiøbings Slot i Falster. Der ware mange i den Meening, att ded skeede der, for di att Bruden icke skulle bede mig oc Doctern løß[170]. Som nu Bruden skulle føris til Kiøbenhaffn, siger ieg til Christian: »Nu er ded Tiid for Eder att komme løß. Lader Eders Piige paße paa oc giøre et Knæfald for Brudens Wogn oc ræcke en Supplicque frem, saa er ieg wiß paa, I kommer løß.« Hand spurte, hworledis Piigen skulle komme til att bede for hannem. Ieg sagde: »Ded er io Eders Festemøe?« »Ney« (soer hand en stoer Eed) »er hun icke! Hun bilder sig ded wel ind, men ieg wil« (soer hand atter) »aldrig haffwe hender.« »Da lader hender bliffwe i den Meening« (sagde ieg) »oc stiile sin supplication som for sin Festemand.« »Ia« (sagde hand saa drøffweworn), »ded kunde hun da giøre.« Ded skeede saa, som ieg haffde raad, oc Christian kom vd den 11. Iuni 1667[171]. Hand tog ingen Affskeed hoes mig, loed mig icke engang helße wed Taarngiemmer eller Dreng. Quindfolckets Tacksigelse war, att hand samme Afften slog henders Winduer ind oc saa rumsteret i Fuldskab paa Gaden, saa hand bleff sat i Raadhuuß-Kiælderen[172]; kom dog om anden Dagen vd. Hands Dreng, Paaske, skulle tage Affskeed med sin Herre. Der hand spurte hannem, om hand skulle sige os noget fra hannem, swarte hand: »Sig dem, ieg giffwer dennem Fanden!« Paaske, som bragte ded Budskab frem, sagde att haffwe swart Christian: »Min halff!« (thi Christian suspicerte allereede Paaske, att hand giorde Quinden Tienneste). Wii fik en Hiertens Latter aff ded Budskab; thi ieg sagde, att Paaske tog den halffwe Deel, saa ieg fik intet. Glæden war icke liden hoes os, der wii ware bleffwen ded vguddelig Menniske quit.

Wii leffte siiden i goed Roelighed ded 1668. Aar, ieg skreff oc war provideret med adskilligt til Haand-Arbeed, saa Kresten kiøbte intet for mig vden et Par Bøger, oc dem maatte ieg betale dobbelt oc meere end dobbelt med Lyß. Karen bleff hoes mig første Gang paa fiærde Aar; oc som henders Daatter da skulle gifftis, oc hun gierne wille were nærwærende paa Brylluppet, talte hun med mig derom, hworledis ded kunde lafwis, thi hun wille gierne haffwe Tilsaffn att komme igien, naar den Quinde, ieg fik igien, skulle bort. Ded wiste ieg icke, om ded kunde skee, men wel, att hun kunde komme vd foruden att giøre sig syg; ded wille ieg wel bringe tilweye. Slosf. haffde da alt til Fuldmectig Peder Iensen Tøtzløff, som da oc da forrettede hands Embede. Hannem loed ieg giøre Forslaget med oc beklage derhoes Quindens Skrøbelighed; talte siden med Slosf. selff derom, som war heel willig der til, thi baade kunde hand wel liide den Karen, oc hand haffde en Quinde i Huußet, som hand wille hielpe til mig igien.

Karen Nels Daatter kom fra mig en Afftens Tiid 16691669., oc en tysk Quinde wed Naffn Cathrina —[173] kom til mig igien. Karen tog Affskeed med grædende Taare. Hun haffde græt fast den heele Dag, oc loffwede ieg hender att giøre mit yderste til att faa hender til mig igien, naar den, ieg da fik, kom bort. Den Cathrina haffwer werret fra Vngdom op iblant Soldater Wæßen, haffwer werret gifft med en Lütenant paa de Tiider, da Slosf. war Tromslager, oc werret Fadderske til en aff hands Sønner; nu forarmet effter Mandens Død oc saed oc spant hoes Slosf. Quinde for Madden. Hun war flux tilgenegen til Drik, oc henders Hænder røstede, saa hun kunde intet holde Begerne der i, men maatte støtte Begerne op til Liiffwet, Fade med Suppe Maed lige saa. Slosf. sagde mig, førend hun kom op, att henders Hænder stønnem røstede lided, dog icke altiid; hun haffde for kort Tiid siden werret syg; ded forgik hender wel. Der ieg spurte hender selff, hworledis hun haffde faaet ded Tilfald, saa sagde hun att haffwe hafft ded mange Aar. Ieg sagde: »I er icke en Quinde, som tienner mig, thi om ieg bleff syg, saa som ieg for et Aar eller noget siden haffwer werret, saa kunde I icke betienne mig.« Hun falt strax need paa siine Knæ, græd bitterlig, bad for Guds Skyld, hun maatte bliffwe; hun war en fattig Encke, oc hun haffde loffwet Slosf. Hælten aff de Penge, hun fortiente; hun skulle bede Gud saa inderlig, att ieg skulle icke bliffwe syg, oc hun skulle wære mig troe, ia til att døe for mig. Mig syntist, att ded sidste war for meget sagt for att troe hender for wel (hun holte dog Ord oc giorde, lige som ieg befoel hender, oc ieg bleff oc icke syg i henders Tiid). Hun gaed intet arbeeded. De fleerste Gange, naar hun haffde æt, lagde hun sig strax oc drog Puuden for siine Øygne, sagde: »Nu kan ick nichts sehen.« Naar hun fornam, att ieg kunde liide, hun snackede, saa fortelte hun heele Comedier paa sin Wiiß, agerte dem oc stønnem oc giorde sig til adskillige Persohner. Naar hun begynte att fortelle ett Emtyr, oc ieg wille sige mit i Fortellingen: »Ded wil faa en iammerlig Vdgang,« saa sagde hun: »Neen, dat krigt en guth Ende;« giorde oc en goed Ende paa sin Fortelling. Lige saa, om ieg sagde twert imod. Hun dantzede oc for mig oc ded for 4 Persohner, snackede imellem for hwer en, hun dantzte for, kneb Mund oc Fingre sammen. Coemedianter kalte hun Medicoanter. Vdi henders Tiid forrefalt adskilligt, som forhindrede att see eller høre effter henders Lyst[174].

Ded hænder sig, att Walter, som for den Sag med Dina bleff Danmark forwiist, kom fra Swerrig oc holte sig vbekiendt i Kiøbenhaffn, bleff paagreben oc sat her i Taarnet, neere i Taarnestuen. Der susspicertis, att hand tramerte noget[175]. Sammegang saed hoes hannem en franzøsch Kok oc swensk Bagere, som beskyltis att wille haffwe forgiffwen Kongen oc Dronningen. Den swenske bleff sat i Traaldhullet, strax effter Walter war kommen. Ded warte nogle Dage, førend ieg maatte wiide Walters Komme, men wiste ded dog. En Dag til Middag, der Walter oc Franzosen raabte høyt (thi de dissputerte altiid med hwer andre), spørger ieg Slosf., hwad hand haffwer for Giæster der neere, som taler franzøsch. Hand swarer att haffwe aff adskillige Nationer, forteller saa, hwem de erre, men huorfor de saed, wiste hand icke ret egentlig, i Synderlighed Walters Beskyllinger. Diße twende om melte faar Krackeler tilsammen, saa Walter bleff sat ind i Traalhullet til Swensken, oc Franzosen i den Myrcke Kircke, hwor helst hand bleff syg oc kom ingen Tiid til Hullet paa Døren, men laa strax inden for. Ieg torte icke sende hannem noget for de Beskyllinger, der war imod hannem. Walter saed lenge der neere, oc Franzosen kom vd. Der M. Bock kom til mig oc skulle meddeele mig Christi Legeme oc Bloed, fortelte ieg hannem førend Skrifftermaalet Fortellingen om Walters Sag, som wel war bewist, men sagde hannem der hoes, att den Tiid ieg bleff wed Vldrich Christian Gyldenløve vdwiist aff Danmark[176], da haffde for^te Gyldenløve soeren mig til, att Kongen icke war enda den Sag ret bewist, oc ieg haffde beklaget, att Hs. Maj. icke haffde søgt effter for att were den bewist[177]; bad Presten att bede Statholder att bringe til Weye, att Walter om Dinas Sag maatte nu examineris[178], oc att hand oc ieg maatte komme til Ords sammen i nogle Ministri[s] Nærwærelse; ded kunde skee foruden stoer bruit, thi Herrerne kunde komme i Taarnet aff Løngangen. Presten loffwede att forrette ded[179], giorde ded oc saa, oc bleff Walter tredie Dag effter sat op i den Mørke Kircke, saa ieg wæntede i en lang Tiid hwer Dag, att wii skulle komme til Forhør, men den, der laa Magt paa, forhindrede ded[180]. Walter saed saa hen[181], skiæntis fast hwer Dag med Chresten, skiælte ham for Tyff oc Røffwer (thi Chresten haffde funden nogle Ducater, som Walter haffde stucken vnder en Stoel (den galle Walter loed Swensken see, att hand stak Ducater oc et Blæckhorn vnder Stoelen imellem Giorderne, oc siden slog hand Swensken, som forraade hannem)). Chresten loed Walter gaa noget i Taarnstuen for att røre sig quanßwiiß; i midler Tiid lyßkede hand Stoelen. Offwer den idelige Skiællen kand man wel tencke, att Chresten bleff fortreden, procurerte hannem icke synderlig gott Maed aff Køckenet, saa aff de twænde Rætter, hannem war ordineret, war stønnem intet, hand kunde æde aff; oc som Walter sagde engang: »Wille de ickun giffwe mig en Ræt, ieg kunde æde aff, saa war ded alt nok,« saa magte Christen ded saa, att hand fik ickun en Ræt oc offte kunde icke æde aff den (ded war Chrestens egen Skade, som fik den øffrige Maed, men hand wille gierne miste, maatte den anden liide ille). Engang kom Chresten med en Riising Grød til hannem, giorde strax en Krackel med hannem, saa den anden bleff saa wree (saa som Børn) oc wille intet æde. C[h]risten tog Grøden lige goed vd igien oc loe hiertelig. Ieg sagde til Chresten i Slosfs. Paahør: »Haffwer Gud lenge biiet att straffe Walter, da kommer Straffen nu til Gaffns, thi hand kunde aldrig wære falden i v-barmhiærtigeris Hænder end som i Eders.« Hand loe hiærtelig deraff, oc Slosf. giorde liige saa. Oc som der gaar et Hull aff den Mørcke Kircke ind i ded vderste Rom, saa kand de, der er inde, raabe op ad, saa man kand høre grant, hwad de siger. Saa kalder Walter engang paa Slosf. oc beder hannem giffwe sig et Stycke Steeg. Slosf. raaber hannem til: »Ia, man skal Iu en Rotte braaden!« Ieg sendte ham et Stycke Steeg med Chresten. Der hand tog ded oc wiste, ieg sendte ham ded, da græd hand. Ieg sleed saa Tiiden hen, haffde steze Arbeed, skreff oc meget[182]. Presten bleff keed aff att betienne mig, loed mig biie effter sig 13, 14 Dage tillige; naar hand da kom, saa forrættede hand sit Embede par manière d'acquit. Ieg sagde intet derom, men den Quinde, som er tydsk, bleff oc aff hannem skrifftet; hun stympede derpaa, i Synderlighed engang (som war den sidste Gang, hand skrifftede hender); thi da biiede ieg effter hannem 4 Dage, førend ded kom hannem til Paß, oc der hand kom, war ded effen en Onßdag oc imod Klocken 9 Slet. Hand hælste aldrig, mindre ynskte Lycke til mit Forretagende. Da sagde hand, wed hand gaff Haand: »Ich habe nicht lange Zeit zu warten; ich muß ein Kind tauffen.« (Ieg wiste wel, att ded kunde icke wære sandt, men swarte:) »In Gottes Nahmen!« Der hand skulle skriffte Quinden, wille hand icke sætte sig; sagde: »Nu macht fort! Ich habe keine Zeit;« gaff hender neppeste Tiid att sige sit Skrifftermaal, absoluerte hender paa ded snareste oc læste Indstifftelsen paa Post. Der Præsten war borte, war Quinden meget v-taalmodig, sagde, att hun war bleffuen skrifftet oc beræt aff en Feldt Præst i Marcken, da ded heele Compagni loed sig berette (efftersom de stoede ferdig til att skulle slaaes med Fiinden om anden Dagen), oc den Præst haffde icke »so Gottes Wort vtgejaget, als diße gedan had;« hun haffde ingen Goede der aff. Ieg trøstede hender, ded beste ieg kunde, læste oc sang for hender, sagde, hun skulle angre oc fortryde siine Synder, legge Wind paa att forbædre sit Liiff oc Leffnet oc icke lade Præstens liden Andact irre hender; hun skulle tilegne sig Christi Wærskyld oc Fortienneste til henders Synders Forladelse, dens Legem oc Bloed haffde Præsten ract hender vnder Brød oc Wiin. »Ia,« swarte hun, »ick skal mii, wil's Got, bäteren.« Ieg sagde: »Wil Ii mii holden, dat Ii mii gelofft häb?« Henders Løffte war: icke att dricke sig saa fuld, som hun war engang. Ieg kand icke forbigaa att errindre ded. Hun fik, som sagt er, en halff Potte frans Wiin hwær Maaltiid, oc ieg en halff Potte rinsk Wiin. Begge de Deele kunde hun dricke foruden att wære heel fuld; thi til hinders Maed drak hun den franske Wiin, lagde sig derpaa; naar hun saa stoed op om Efftermiddagen, saa drak hun min Wiin[183]. Om Afftenen skaanede hun miin Wiin til Frokaast, men engang forwarte hun i en Potte baade min oc henders Wiin om Afftenen, saa hun til Middag haffde 2 Potter Wiin; dem saed hun oc listede saa sacte i sig, oc ieg actede ded icke, saed iust i en Speculation om et Munster til att knøtte. Endelig saae ieg til hender, att ded warte saa lenge, førend hun lagde sig; da hælte hun alle Kar et effter anden, oc der war intet vdi. Saa talte ieg til hender oc sagde: »Wo ißet? Häb Ii all de Wiin utdruncken?« Hun kunde ille sware, wille staa op oc kunde icke. »Tho Bäd, Ii fulle Söwge!« (sagde ieg). Hun wille gierne, men kunde icke, spiide langs need aff sig, krøb langs ad Wæggen for att faa fat paa en Koost. Der hun haffde den, kunde hun intet giøre dermed. Ieg sagde, hun skulle krybe til Sengen oc legge sig. Hun krøb did oc falt næßskrues ned paa Sengen, oc Benene stoede paa Gulffwet. Der spyde hun igien, bleff saa liggendis oc soff (huorledis ieg war til Fritz, er læt att tencke). Hun soff et Par Tiimer saaledis liggendis, haffde dog icke soffwet Ruußen gandske vd; thi der hun skulle giøre reent for sig oc om sig, bleff hun siddendis et swart Tag paa en law Stoel, Kooste Skafftet med Koosten imellem Beenene, Haaret om Ørene. Snørliffwet tog hun aff for at toe ded, saed saa i Oplet, som stoed aaben for til, oc toe slæmme soorte brune Flasker hengte vd; iamrede sig, bad Gud hielpe sig: hun haffde sin Død. Ieg war baade wree, oc ieg kunde icke holde mig for Latter aff ded slæmme Skilderi. Som den Iamren icke fik Ende, sagde ieg i Wreede: »Ia, Gott skull Iu wol helpen, Ii versaapen Dyffwel! Hin naa de Cordegarde mit Iu! Ick wil so en Fulsack nicht bii mii hebben. Hin! Slaapt bäter vd, en lat mii nicht hören, dat Ii von Gott sprächet, wan Ii duen siit, dan so is Gott wit van Iu, vnd de Dyffwel bii Iu!« (Ieg loe siden aff mig selff). Hun lagde sig igien, oc imod Klocken 4 war hun fuld ædrue, giorde fuldkommen reent, saed saa oc smaa græd. I ded kaste hun sig med en Fart til miine Fødder, holte fast om dem, hylte oc tutte op i Wæret oc bad for Guds Skyld, ieg wille tilgiffwe hender ded den eene Gang, ded skulle aldrig skee tiire; fortælte, huordant hun haffde giemt Wiinen etc.; wille ieg ickun haffwe hender enda et halff Aar, saa haffde hun saa meget, att hun kunde kiøbe sig ind i de fattigis Huuße til Lybeck. Ieg tenkte, att ieg skulle wel wocte hender, att hun icke skulle faa saa meget paa engang tiire, saa oc, att maaskee ieg kunde faa en slemmere igien i andre Maader. Karren kunde ieg da icke faa, thi henders Datter reede til Baßel, oc ieg wiste, att hun icke skulle haffwe wærret roelig. Saa loffwede ieg da att beholde hender saa lenge. Hun holte oc Ord; oc ieg magte ded saa en 6 Vger der effter, att Quinden miste sin Wiin, huilcket oc Quinderne siden miste; saa min Wiin kunde ingen Skade giøre hender. Med Walter war hun heel fortroelig. Hun haffde kiendt hannem før, oc war Chresten i Meening, att hand haffde flyet hender alle siine Penge, førend hand bleff syg; thi hand sagde, att Walter haffde ingen Penge meere. Huilcket hwilcket war, wed ieg icke. Troe war hun icke, thi hun staell først en Meßing Knøtte Naael fra mig, som ieg da icke brugte; war giort som en Næstenaal, oc wiste hun icke anded, end den war aff Guld. Som mit Kammers icke er stoert, saa kunde ded snart igiennem søgis; men ieg søgte i tre Dage hwer Dag oc kunde icke finde den. Ieg kunde wel wiide, att hun fik att haffwe den, thi den er icke saa liiden, at den io kand sees, hworfor ieg sagde omsier: »Der ligger icke meget Mact paa den Meßing Naal; ieg kand faa een igien for 2 ß.« Anden Dagen der effter wiiste hun mig Naalen i en stoer Ritze paa Gulffwet i mellem Steenene. Men der hun siden, noget førend hun kom bort, fandt min eene Gullering i mit Øre, ieg tabte, oc vden Twiffl haffwer sit fast i Puden, efftersom den war en Slange Ring, den kom intet igien, ihwad ieg snackede for hender. Hun leete quan[ts]wiiß effter den i Skarnet der vde. Hun wiste, at ieg torde icke tale om att haffwe mist den.

Slosf. kom paa de Tiider siælden op; Peder Iensen betiente mig[184]. Kongl. Majt. war stacket Tiid syg, døde hastig den 9. Februarii 1670. Oc som samme Dag Klocken taal bleff ringet paa Slaattet, kunde ieg wel wiide, hwad ded haffde att sige, men Quinden icke. Wii talte med hwer andre derom, hwem ded kunde wære. Hun kunde wel mercke paa mig, att ieg war sorgefuld, oc sagde hun: »Ded kunde wel wære for Kongen, thi ded sidste ieg saae ham her i Trappen stiige aff Wognen, da kunde hand kummerlig gaa, oc sagde ieg wed mig selff, att hand giorde ded icke lenge. Er hand døe, saa kommer I løß, ded er wist.« Ieg tav oc tenkte anded, som oc skeede. Imod Klocken 4½ bleff i gemeen lagt Ild i Bileggeren der vde, oc ded aff en Dreng, Chresten da haffde. Den kalte ieg til mig til Døren oc spurte ham, huor for ded ringte Klocken tolff en heel Tiime. Hand swarte: »Ieg maa icke sige ded; ded er mig forbøden.« Ieg sagde, att ieg skulle icke røffwe ham. Saa sagde hand da, att Kongen war død i Morgenstunden. Ieg loed Taarene derris frii Gang, som ieg haffde forholt, hwor vdoffwer Quinden forundrede sig oc giorde en lang Snak. Ieg tav til alt ded, hun sagde, thi ieg troede hender aldriig; bad hender spørge Chresten ad, naar Døren luctis op, hwad den Ringen betyde. Hun giorde saa, men Chresten swarte hender, att hand wiste ded icke. Slosf. kom selff op samme Afften, men talte intet med mig. Om anden Dagen til Middag kom hand oc op. Ieg begierte att tale med hannem oc spurte, huorfor der bleff ringet. Hand swarte mig saa sposk: »Wat is Iu daran gelegen? Lyded het nicht alle Dage?« Ieg swarte hannem oc noget wreedeligen: »Wat mii daran gelegen is, dat wet Gott! Dat wet ick ock, dat för Iues Glicken de Klocke oppet Slot nicht wird gelydt!« Hand tog sin Hat aff, giorde en Rewerentz oc sagde: »Waßet anders nicht, dat de Frue mii wolde?« Ieg swarte: »Iu St. Marten kombt ock wol en Mahl[185].« »St. Marten?« sagde hand oc loe, gik dermed bort oc vd til Walter, stoed meget lenge oc hwiskede med hannem for Hullet; ded kunde ieg see, ded wiste hand wel[186]. Hand haffwer vden Tuiffl sagt ham Kongens Død oc giort hannem Haab att komme aff sit Fengsel. Gud tenkte et anded. Walter bleff syg, laae lenge heel elendig. Hand war slem imod Chresten, tog Skarnet aff Golffwet oc kaste i Madden, spøttede i Øllet oc loed Chresten see derpaa, naar hand skulle tage Kanden bort. Chrestens Titler ware hwer Dag Tyff oc Schelm, saa let er att efftertenke, hworledis Chresten plægede hannem. Naar ieg sendte hannem noget Maed ind, som Saad oc Steeg, da kom Chresten vd dermed igien oc sagde, hand wille icke haffwe ded. Ieg bad Chresten lade ded staae hoes ham, hand aad wel siden. Ded skeede engang, oc loed Chresten mig see ded, att ded war fylt med Snaat oc Skarn[187]. Naar Chresten skulle wende Walter i Sengen, da skreeg hand saa erbarmelig, saa ieg haffde Medliidenhed med hannem oc bad Chresten icke wære saa vbarmhiertig imod hannem. Hand loe oc sagde: »Ded er en Schelm.« Ieg sagde: »Da er hand nu vnder hans Offwermands Hænder.« Ded behagede Chresten wel. Walter piintist lenge; endeligen forløste Gud hannem. Hand stoed Liig i Fengselet, indtil hands Broder kom, som loed hannem begraffwe i den tydske Kircke[188].

Der ieg fornam, att Karen kunde komme til mig igien, oc den Tiid war omme, ieg haffde loffwet den anden att beholde hender, kom Cathrine neer, oc Karen til mig igien. Ded war let att bringe til Weye, thi Slosf. war icke wel tilfritz med Cathrina; hun gaff ham intet aff siine Penge, som hun haffde loffwet hannem, vden Snack i Steden, att ded war icke hans Alvor, hand wille haffwe noget aff hender etc.[189]. Slosf. begynte oc flux att foracte mig, effter som hand fornam, att min Forløßning icke war att wente.

Der Tiiden war, som ieg war want wed att lade mig berætte, bad ieg Slosf. att bringe tilweye, att ieg maatte faa Hoff-Predicanten, D. Hans Læt[190]; den forrige Hoff Predicant, D. Mathias Foß, haffde skrifftet mig første Gang i mit Fengsel. Slsf. bragte min Begiering an; bleff aff Kl. Majt. oc bewilliget. D. Hans Læt war alt neere i Taarnet, men bleff igien vdkalded, formedelst att Encke Dronningen (som enda war paa Slottet) ded icke wille; oc loed Slosf. mig sige wed Peder Iensen, att Kongen haffde sagt, ieg skulle bliffwe wed den Præst, ieg war want wed, saa att de preperatoria, som ded christelig Maaltiid behøffwede, bleff til anden Dagen hensat, da Mag. Buck kom til mig oc v-sædwanlig hælsede mig, ynskede mig med lang Sermon Lycke til mit Forretagende, tittulerte mig: Ihr Gnaden. Der hand satte sig, sagde hand: »Ich hätte gerne gewünschet, das D. Hans Læt wehre an meine Stelle gekommen.« Ieg swarte: »Das hätte ich auch gewünschet.« »Ia« (sagde hand), »ich weis wol, warumb Ihr das so woltet haben. Ihr wollet neues wißen, vnd das ist mir verbohten. Ihr habt schon einen vmb's Brot gebragt.« Ieg spurte hannem, om ieg nogen Tiid haffde begiært aff hannem att wiide nyt. »Nein« (swarte hand), »Ihr wißet wol, das Ihr von mir nichts würded erfahren; darumb habt Ihr mir auch nicht gefraget.« »Meint der H. Mag. dan« (sagde ieg), »das ich D. Hans Læt habe begehrt vmb neues zu wißen?« Der stutzet hand noget; sagde endelig: »Ihr habt D. H. Læt haben wollen vmb für Euch beym König zu sprechen.« (Ieg sagde:) »Dar kan wol etwas an sein.« Derpaa begynte hand att forbande sig paa adskillige Maader (ieg icke før haffwer hørt)[191]: om hand icke haffde talt for mig? (Ieg tenckte: ieg troer nok, du haffwer talt om mig, men icke til ded beste). Hand haffde flyd mig en Bog, som ieg endnu haffwer, er: St. Augustini Manuali[sic]; den haffde Statholder Gabel kiøbt, ded sagde hand tiire end som engang, soer »bey Gott, das hätte dem Herrn Stathalter 1 Rdr. gekost« (mig falt ind de 5 tusinde Rdr., Gabel fik, for wii kom vd fra Borringholm[192], men ieg sagde intet dertil; maaske hand derfor repeterte den Gaffwe saa tit). Ieg spurte hannem, hwem ieg haffde bragt om Brøded. (Hand swarte:) »Hans Balcke! Der hat Euch gesagt, das Rentmeister Gabel Stathalter is, vnd das hätte er nicht thun sollen.« (Ieg sagde:) »Ich glaube nicht, das Balke hat gewust, das er's nicht sagen solte, dan er hat's mir nicht als eine Heimligkeit gesagt. Man solte können sagen, der H. Magister hätte Balke vmb's Brot gebracht.« Der bleff hand flux fortørnet for, oc der offwer falt adskillige disputte[193]. Hand begynte saa gott som fra ded første igien, att ieg wille haffwe D. Læt, hand wiste wel hworfor. Ieg sagde: »Ich bin nicht eigentlich darauff gestanden D. Læt zu begiären, sondern, wo nicht ihm, dan den Schloz-Prediger oder einen andern.« (Hand spurte:) »Warumb einen andern?« (Ieg swarte:) »Darumb, das es nicht alleweile dem H. Magister gelegen ist. Ich habe 10, 12, ia 14 Tage nach ihn warten müßen, vnd das lätzste Mahl taht er sein Ambt in großer Eyle, so das es nicht seine Gelegenheit ist zu kommen, wan ich ihm begiäre.« Hand saed oc wæffwede i Ordene, wiste icke ret, hwad hand wille sware, sagde endeligen: »Ihr meint, nu sol es beßer gehn, weil der König Friderich todt ist. Nein, Ihr betrigt Euch! Es wird mit Euch schlimmer gehen, schlimmer wird es Euch ergehen!« Oc som hand altererte sig, saa bleff ieg sædeligere oc med Sactmodighed spurte: hworfor ded? oc hwor aff hand sluttede ded? Hand swarte: »Ich scbließe das darauß, das Ihr habt Ewren Willen nicht kriegen können einen andern Prediger vnd Bei[ch]t Vater zu erlangen; so ich versichre Euch, es wird her nachmahls nicht beßer. Ist König Friderich todt, so lebt König Christian.« Ieg sagde: »Das ist ein schlecht Fundament; Ewre Drew-Worte haben keinen Grundt. Habe ich dis Mahl keinen andern Beichtvater können erlangen, darumb ist es nicht gesagt, das ich ein ander Mahl nicht solte einen andern bekommen. Vnd was habe ich gethan, das es vor mich köndte schlimmer werden?« Hand bleff alt wreer oc wreer oc raabte høyt nogle Gange: »Schlimmer, ia schlimmer wird's werden.« Saa swarte ieg oc wreedeligen: »Ey, so laat het heran weyen.« Derpaa bleff hand heel tavs, oc sagde ieg: »Ihr habt mir eine guthe Vorbereitung gemacht; nu, in Gottes Nahmen!« Derpaa sagde ieg mit Skrifftermaal, oc hand giorde sit Embede oc gik saa bort foruden anden Affskeed end Haandfaaen. Ieg spurte siden, att førend M. Buck kom til mig, gik hand til Slosf., som laae til Sengs, oc bad ham, att hand wille sige til Knud, som da war Kammer Page[194], hwilcken sacramensk Quinde ieg war, hwor ieg haffde graffwet et Huul i Gulffwet for att tale til Doctern (som war en Vmulighed), oc ieg haffde practiceret for att komme op oc see paa Platzen; bad nogle Gange sige Kammer Pagen ded oc tii Gange: »Das ist ein sacramensk Weib[195]!«

Samme Aar1670. sidst i April bleff min Dør opluct om Efftermiddagen, oc kom Slosf. med nogle Damer, som holte sig noget til Siide, førend hand haffde sagt: »Hir sind welke Hoff Iomfern, de hebben Verlöf an Iu toe spreken.« Først kom ind en Iomfrue, som ieg icke kiendte. Der paa kom ind Hertzoginnen aff Glüksburg, Frøcken Augusta[196], hwilcken war kiendelig nok for mig, thi hun war icke meget forandret. Der effter Curfyrstinnen aff Saxen[197], som ieg oc nok kunde kiende paa sin H. Fader, oc sidst worris allernaadigste Dronning, som ieg meest beskuede, oc fant de Liniamenter i henders Ansict, saaledis som Peter Iensen hender haffde beskreffwen, saae oc en stoer Demant paa henders Armlaas oc en paa Fingeren, huor Handsken war opskaarren. Hendis Majt. støttede sig til Slagborded strax effter Helsen, F. Augusta løb hid oc did i hwer Wraa, Curfürstinnen holte sig wed Døren. F. Augusta sagde: »Fi, was is hir ein häßlich Gemach! Hir könte ich nicht einen Tag in leben. Mir wundert, das Ihr habt es so lange können außharren.« Ieg swarte: »Das Gemach ist nu so, als es Gott vnd Ih. Majt. gefält, vnd so lange Gott wil, so werde ich's außharren können.« Saa gaff hun sig i Snak med Slosf., som war halff fuld, oc talte med hannem om Balckis Gifftermaal, som effen haffde Bryllup samme Dag med sin tredie Hustrue; talte ille om att giffte sig saa tit, oc Slosf. swarte allehaande Galskab der til. Hun spurte mig, om ieg haffde Lopper. Ieg swarte att wille lewere hender et Regiment Lopper, om hun wille haffwe dem. Hun swarte hastig med en Eed oc soer, hun begierte dem icke. Ieg bleff noget spotsk offwer henders Spørßmaal oc fortreden offwer den Glæde, hun wiiste i min elendige Tilstand, huor for, der hun spurte mig, om ieg oc haffde »Filz oder Wandtleüße«, swarte ieg hender med et Spørßmaal oc spurte hender, »ob mein Schwager Hanibal Sehested noch lebte[198]?« Ded Spørßmaal giorde hender lit taws, thi derpaa formerkte hun, att ieg kiente hender. Hun swarte intet. Curfürstinnen, som wel haffde hørt om de Intriguer med min Swoger oc F. Augusta[199], gik i ded samme strax til Borded (der laa den Bog, som Karen læste vdi, oc hun da haffde ført ind med sig), tog Bogen, slog den op oc spurte, om ded war min Bog. Ieg swarte, att ded war Quindens, som ieg haffde lært att læße, oc som ieg gaff Curfürstinnen sin tilbørlig Tittel aff Durchleuchtigkeit, sagde F. Augusta: »Ihr irret! Ihr verdenckt Euch! Sie ist nicht die, Ihr meint.« Ieg swarte: »Ich irre nicht.« Der effter giorde hun ingen wiedre Tale, gaff mig Haand foruden att sige et Ord. Den naadige Dronning saae immerfort sø[rg]modig vd, talte intet. Der Hindis Maj. bød mig Haanden, kyste ieg henders Haand oc holte den fast, bad Hs. Maj. intercedere for mig, i ded ringste for nogen Lindring i mit Fengsel. Hendis Majt. swarte icke med Ord, men med grædende Taarer. Lige saa giorde oc den dydige Curfürstinne; hun græd meget weemodelig. Oc der de komme i ded anded Rom, oc min Dør war luct, sagde baade Dronningen oc Curfürstinnen: »Das ist Sünde so mit ihr zu handlen!« En hwer drog derris Skuldre oc sagde: »Gott gebe, das es bey mir stünde! Sie solte dar nicht sitzen.« F. Augusta hastede paa dem att gaa oc siden klagede dem for Encke Dronningen, som sagde, att ieg haffde mig ded selff att tacke; ieg haffde fortient wære att handles med end som saa.

Der Kongens Liig war bortført, oc Encke Dronningen aff Slottet, begierte ieg aff Slozf., att hand paa miine Wegne wille anholde om en anden Præst mig att betienne, enten Slots Præst, Holmens Præst eller den, som betiente Fangerne; thi maatte ieg icke faa anden end M. Buk, saa maatte de tage Synden paa sig, som der war hoes, thi hannem wille ieg intet meere skriffte for. Ded warte noget, men endeligen bleff mig bewillet Sloz-Præsten, som da war M. Rodolff Moth[200]. Gud, som altiid haffwer staaet mig biie i all min Widerwertighed, som haffwer sendt mig v-formodentlig Trøst i min Sorrig oc Bedrøffwelse, hand sendte mig en merckelig Trøst i denne Mand. Hand trøstede mig med Guds Ord, hand war en lærd oc omgiengelig Mand, oc hand war min Talsmand hoes Kl. Majt:. Den første Naade, hand bragte mig til Weye, war, att ieg bekom ded anded Rom 1671 den 16. Iuli oc Bispen D. I[e]spers Postil[201]. Siden effterhaanden større Naade, i ded att ieg bekom Naadsens Penge 200 Rr. til selff att kiøbe mig for, hwad Klæder ieg wille, oc hwad ieg wille haffwe Tiiden med att fordriffwe[202].

Samme Aar bleff Henders Maj. Dronningen fructsommelig, oc Hs. Mts. Frue Moder, Landt-Greffwinnen aff Hæßen, kom hid for att legge hender i Baßel-Seng. Den 6. Septem. besøgte Hendes Durchleuchtighed mig vdi mit Fengsel, wille wære vbekiendt i ded første; haffde i sin Følge en Princeße aff Curland[203], som war troeloffwet med Landt Greff. henders Søn, sin Hoffmesterinne, en Wallenstein aff Slæct, oc sin Hoffmesters Frue. Landt Greffwinnen hælßede mig med et Kyß, oc siden de andre. Den sidste, som ieg da icke meere kiendte, men hun haffde kiendt mig før i Welstanden in den Hag, da hun war Iomfrue hoes Greffwinnen Leuenstein, hinder kom Taarene i Øygnene. Landt-Greffwinnen beklagede min onde Skiæffne oc slette Tilstand. Ieg tackede Hendis Durchleuchtighed for den naadige Medliidenhed, hun haffde med mig, sagde, att Hendis Durchleuchtighed kunde meget hielpe til att forlindre miine Baand, om icke gandske att synderriiffwe dennem[204]. Landt-Greffwinnen smiilede oc sagde: »Ich sehe wol, Ihr nembt mich an für eine andre.« Ieg sagde: »Ihr Durchleuchtigkeit Port vnd Ansehn wird Ihren Stand nicht können verbergen, wehre Sie schon in Bawer Kleider.« Ded holte hun aff, loe oc skiæmtede, sagde, ded skulle hun icke haffwe troet. Hoffmesterinnen sandede med mig oc sagde att haffwe wel sagt, att ieg skulle kiende hender paa henders fürstelige Ansehn. Der effter sagde Landt Greffwinnen: »Ihr kennet diese nicht,« oc tog paa Princeßen aff Curland; sagde saa, hwem hun war, saa oc, hwilcken war henders Hoffmesterinne, oc hwem henders Hoffmesters Frue war, som war den, om melded er; talte om den Medliidenhed, samme Frue haffde med mig, oc sagde der hoes: »Et moy pas moins.« Ieg tackede Henders Altesse très humblement et la prioit en cette occation de faire voir sa généreuse conduitte. Hendis Durchl. saae til Slsf., lige som hun wille sige, att wii icke for lenge skulle tale fransøsk, tog sin Handske aff, gaff mig Haand, trygte min Haand oc sagde: »Croyez moy, je fairez mon possible.« Ieg küste Hs. Durchl. Haand, oc derpaa tog Hs. Durchl. Affskeed med et Küß.

Den dydige Landt Greff. holte sit Ord, men kunde intet vdrette. Der Hs. Majt. Dronningen war i Barnenød, gik hun til Kongen, tog Løffte aff hannem med Haand oc Mund, att der som Dronningen fødde en Søn, da skulle ieg komme paa frii Foed. Gud forløste Hs. Majt. den 11. Oct.1671. om Natten imellem 1 oc 2 med worris Croon Printz. Der alle nærwærende, som billigt, glædde sig offwer Prinsens Fødsel, sagde Landt Greff.: »O, wie wird die gefangene sich frewen!« Encke Dronningen spurte: »Hworfor?« Landt Greff. sagde Kongens Løffte. Encke Dron. harmede sig saa, att hun fik ont, løste op om sig oc sagde, hun wille hiem, wille icke biie, intil Barnet bleff christnet; hendis Caret kom paa Slos Platzen. Kongen persuaderte hender endeligen att biie, intil Daaben war forrettet, maatte loffwe hender med Eed, att ieg skulle icke komme løß. Ded fortrød icke liided den dydige Landt G., att Dronningen kom henders Søn til att bryde sit Løffte; stoed paa ded, att en Konge burte att holde sit Løffte. Encke Dron. swarte: »Mein Sohn hat vorhin ein Gelübt gethan, das hat er mit dem Versprechen an Ewer Liebden gebrochen.« Landt G. sagde endeligen: »Kan ich nicht die gefangne die Freyheit zu Wege bringen, dan zum weinigsten, das sie meiner Vorbitte halber an einem andern beßern Ort mit etwas Freyheit mögte geführet werden. Es ist dem Könige doch nicht reputiirlig, das sie da sitzet. Sie ist doch eines Königs Tochter, vnd ich weis, das ihr in vielen Vnrecht geschicht.« Encke Dron. harmede sig offwer de Ord oc sagde: »Nu sol sie nicht auß kommen; da sol sie besitzen bleiben.« Landt G. swarte: »Wil Gott, so wird sie wol auß kommen, wan schon Ihr Majt. es nicht wollen,« stoed op oc gik vd.

Den 18. Oct. loed Hoffmesterinnen Wallenstein kalde Peder Iensen Tøtzløff til sig oc effter Befaling lewerte hannem en Bog tittuleret: D. Heinrich Müllers Geistliche Erquickstunden[205], den med en naadig Helsen fra Lant G. mig att tilstille. Ieg loed samme Dag wed Tøtzløff afflegge min plictskyllige Tacksigelse imod Hs. Durchl., oc bragte Tøtzløff Bogen med sig igien med en tienstlig Anmoding til Hoffmesterinnen, att hun hoes Hs. Durchl. ded wille søge att formaa, att Hs. Durchl. mig den høye Naade wille bewiiße oc sætte sit Naffn oc symbolum i Bogen til en Admindelse aff Hs. Durchls. Generosité oc Goedhed. Ieg beklagede mine Wilkor endoc vdi ded, att ieg paa dette Sted Hindis Durchls. høye Rooß oc priißwerdige Welgierninger icke kunde vdbreede oc giøre dennem Werden bekiendt; wille derfor giøre ded, ieg formaatte, oc Hs. Durchl. med gandske fürstlige Familie indslutte i miine daglige Bønner til all Siæls oc Liiffs Welstand (ieg haffwer ded giort oc wil ded giøre, saa lenge Gud vnder mig Liiff).

Den 23. Octob. bekom ieg Bogen igien wed Tøtzløff oc fant bag i Bogen skreffwen med Landt Greffwinnens egen Haand effterfølgende:

1671.

Je prie Dieu de vous faire cette grâce, et que je vous puisse tesmoigner, combien je suis

Madame Vostre très affectionée à vous servir .

Bogen er endnu i min Giæmme; oc loed ieg wed Tøtzløff bede Hoffmesterinnen min allerydmygeste Tacksigelse hoes Henders Durchl. att afflegge oc siden, der Landt G. war reißeferdig, mig wed samme Leilighed recommendere i Hs. Durchl. continuerlige Naade etc.

Samme Aar 1671 kom Karen Nelß Daatter fra mig for Suagheds Skyld. En Nat war hoes mig en Quinde wed Naffn Margrete, som war en Worning i Holstein. War løben fra sin Hoesbunde, en meget v-skickelig Bonde Kone, huorfor hun oc om anden Dagen imod Afften kom bort, oc en wed Naffn Inger kom i hindis Stæd, et locket Quindfolck. Samme Quinde gaff sig vd for att wære en Ecte Quinde oc Encke aff en Vnder Officerer; haffde lenge tient i Hamborg oc werret Waagkone hoes Baßel Quinder. Med denne gik ded mig saa, som offte skeer, att man adstunder til en Ting til sin egen Fortrid. Chresten haffde talt for denne til Slosf. oc roost hender for mig, men Slosf. tog effter en andens recommendation den for^te Margrete. Saa lenge att der war Haab, att Landt G. skulle erlange min Friihed, saa lenge war denne Quinde skickelig, men siden begynte hun effterhaanden att lade see, hwad der stak i hinder, oc att hun icke lignede Dina forgiæffuis. Hun giorde mig allehaande Fortred, som ieg tog imod med Taalmodighed, tenkte wed mig selff, att ded war endnu en Widerwertigheds Prøffwe, som Gud mig paalagde, oc rant mig offte Dinæ Bedriffter i Sinde, oc ieg tenkte: Monne denne icke skulle hitte paa en Dinas Træk? (Hun er goed derfor, haffde hun en Anfører, som Dina haffde). Iblant anden Fortred, som icke kand regnis iblant de smaa, war denne, att ieg engang war icke frisk, haffde lided eller intet soffwet om Natten oc lagt mig om Dagen att soffwe paa Sengen; da wille hun icke vnde mig den Roelighed, men gik sacte hen paa sine Saacker oc targede en Hund, ieg haffde[206], til att knurre for att wæcke mig. Ieg spurte hender, huorfor hun wille icke vnde mig att soffwe. Hun swarte: »Ieg wiste icke, att I soff.« »Huorfor« (sagde ieg) »gik I da paa Eders Hoße-Saacker?« Hun swarte: »Saae I ded, da soff I icke,« loe inderlig sacte hoes sig selff (hun saed altiid for mit Bord oc wente Ryggen til mig; om ded war, fordi ded eene Øye war vde, att hun saed saa for Dagen, wed ieg icke). Ieg gad icke holdt Samtale med hender, laa stille, oc tenckte hun, ieg soff, stoed atter op oc targede Hunden. Ieg sagde: »I drister paa min Taalmodighed, men løber Gallen offwer for mig engang, saa skal I wist faa noget anded att see, I forbandede slemme Ting!« »Forbandede slemme Ting!« sagde hun wed sig selff oc loe saa sacte. Ieg bad Gud regiere mig, att ieg icke skulle forgriibe mig paa ded Affskum. Oc som ieg da haffde ded anded Rom (som melded er)[207], saa gik ieg der op, spatzerte imellem 4 oc 5 Slæt. Hun plaskede oc toede der vde, spilte Wand ret der, som ieg tog min Gang. Ieg sagde hender nogle Gange, hun skulle lade sin Toen wære, hun kaste alt Wanded hid oc did paa Golffwet, ieg giorde miine Klæder skiden, oc stønnem war der icke en Taar til Hunden att dricke, oc Taarngiemmeren skulle hente Wanded henne wed Køcken Posten. Alt ded hialp intet. En Dag lystede ded hender, att ret som Klocken haffde slaget 4, gik hun vd i ded anded Rom oc slog all Wanded vd paa Golffwet, kom saa ind igien. Der ieg kom i Døren, bleff ieg ded war; foruden nogen Ord slog ieg hender først paa den eene oc saa paa den anden Kiæffte, saa Bloded stoed vd aff Næße oc Mund, oc hun falt imod sin Sla[g]benk oc støtte sit Skinnebeen Hudden aff. Hun begynte att bruge Mund oc sige, att hun aldrig fik saadan Ørfigner i siine Dage. Ieg sagde strax: »Holder Kiæfften, ellers I skal faa fleere aff dem! Ieg er endnu ickun lit wree, men giør I mig ret wree, ieg skal lemmelæste Eder!« Hun taw for den Gang, men giorde all den smaa Fortred, hun kunde. Ieg tog ded alt med Sactmodighed an, fryctede for, att ieg skulle forgriibe mig paa hender. Hun wiste intet, hwad hun wille hitte paa for att giøre mig Fortred med. Hun haffde et Sølff Fingerbyl, som stoed en andens Naffn paa; ded sagde hun att haffwe funden i noget Gulffskarn paa Gaden. Ieg spurte hender engang, hwor hun haffde funden ett Par Tørklæder, hun haffde, aff hollandsk fiint Lærrit med Knipling om, som oc stoed andris Naffn paa, syed med blaa Silcke oc different Naffn paa hwert. Dem haffde hun kiøbt paa en Auction i Hamborg[208]. Ieg tenkte, att ded, som hun haffde paa ded eene Øye, kunde wel wære kommen did for noget dißlige att haffwe funden; oc som ieg lided der effter spurte hender, wed hwad Tilfald hun haffde faaet ded Meen paa sit Øye, haffwer hun vden Tuiffl wel forstaaet mit Spørßmaal, thi hun bleff wree oc lided taws; sagde: »Hwad Meen? Mit Øye skader intet; ieg kand, Gud ske Loff, see med dennem begge.« Ieg loed ded saa wære. Stacket effter denne Samtale kommer hun ind en Dag needer fra Hyßkenet oc offwerleder siine Lommer, siger dog intet, førend om Efftermiddagen, Døren war luct, offwerleder hun alt sit Tøy, siger: »I hwor monne ieg skal troe, ded er bleffwen aff?« Ieg spurte, hwad hun leete effter. »Mit Fingerbøl« (siger hun). »I finder ded wel« (sagde ieg); »leeder ret der effter!« Oc som hun allereede haffde begynt att leede effter ded i siine Lommer, førend hun ded behøffwede, meente ieg, att hun kunde haffwe draget ded vd aff Lommen med noget Papir, som hun brugte (oc loed kiøbe), sagde ded oc, men ded kunde icke saa wære. Om anden Dagen til Middag loed hun atter, som hun leete der effter der oppe, oc der Døren war luct, begynte hun att lade Munden raade selff, giorde en lang Snak om ded Fingerbøl: hwor ded kunde wære bleffwen aff? her war ingen inde, oc kom ingen ind vden wii toe, ieg fik att haffwe tagen ded; tog hendis stoere Æske, hun haffde, oc krammede vd alt ded, hun haffde der i, oc sagde: »Nu kand I see, att ieg haffwer ded icke.« Ieg sagde, att ieg kümrede mig intet, enten hun haffde ded eller icke, men ieg hørte, att hun tyffsede mig. Hun bleff wed siine Ord oc sagde: »Hwem skulle ellers haffwe tagen ded? Her er io ingen anden, oc ieg haffwer laded Eder see alt ded, ieg haffwer i miine Giemme, oc ded er der icke.« Da mærckede ieg først, att hun wille, ieg skulle giøre lige saa oc lade hender see, hwad ieg haffde i mit Kaart Skrin, thi hun haffde aldelis intet seet aff mit Arbeed, ieg haffde giort for henders Tiid. Ieg sagde: »Ieg kümrer mig slet intet om, hwor I giør aff Eders Fingerbøl, oc ieg holder mig for goed til att skiændis med Eder eller acte Eders plompe v-forskammede Beskylling. Ieg haffwer, Gud-ske Loff, endnu vdi mit Fengsel nok att kiøbe for, etc. Men som I haffuer maa ske stollen ded, saa wil I nu, att ded er stollen fra Eder igien, om ded er sandt, att I haffwer tabt ded.« Der swarte hun intet paa, saa ieg troer fuldkommen, att hun haffde ded selff oc wille ickun med den invention see mit Tøy. Som ded war i Iuele Maanet oc kalt, oc Chresten da imod Afftens Maaltiid lagde Ild i Bileggeren, sagde ieg til hannem i henders Paahør: »Chresten, I er lyckelig, om I oc icke beskyldis for Tyff som ieg; thi I kunde haffwe funden hendis Fingerbøl oppe wed Hyßkenet oc haffwe icke laded lyße ded op paa Predickestoelen, thi ded haffwer wærret funden før aff Inger oc er icke oplyst.« Ded war hender som en Brand i henders Næße, oc tog hun paa som et galt Menniske, brugte henders vforskammet Tale: hun haffde intet staallen ded, men ded war staallen fra hender; bandede oc loed ille. Chresten tøßede hender oc sagde, hun skulle tie; hun skulle wiide, hwem ieg war; hun tiente mig. Hun swarte: »Ieg skal icke tie, om ieg end stoed for Kongens Foed!« Io sactmodigere ieg war i min Tale, io forbistrede bleff hun; endeligen sagde ieg: »Wil I giøre en Ynske med mig: att den maatte icke see meere med sit wen[s]ter Øye, end den seer med sit høyre Øye, der haffwer hafft ded Fingerbøl sidst?« Hun bandede oc sagde, hun kunde see med begge Øygnene. Ieg sagde: »Nu wel, da beder til Gud med mig, att den maa bliffwe blind paa begge siine Øygne, der haffde ded sidst«. Hun smaa knurrede wed sig selff oc løb ind i ded inderste Rom, talte aldrig meere om sit Fingerbøl, ieg icke heller. Gud wed, att ieg war meget kied aff den Omgiengelse. Ieg bad alt Gud om Taalmodighed oc tenkte: ded er en Taalmodigheds Øffwelse; Gud forskaaner mig med anden Drøffwelse i ded Sted. Den occasion kunde ieg icke tage, att hun haffde tyffset mig, for att skillis wed hender, men saae langt fra en anden komme. Slozf. kom en Dag op til mig med noget Traa, som war til Kiøbs, maadelig grofft til att giøre Strømper oc Nat Trøyer aff. Der aff kiøbte ieg 2 , oc hand beholte et Pund; sagde: »Dar kan de Frue mii wol en Par Strömpe van binden.« Ieg sagde ia (thi hindis Gierning war intet anded end att læncke). Der hand gik bort, sagde hun: »Der er oc ett Par Strømper for mig, thi ieg faar ingen anden Arbeeds Løn.« Ieg sagde: »Da er den oc nok.« Strømperne til Slosf. bleffue ferdige (hun saed i halff Søffne engang oc giorde en wrang Raed runden om Strømpen neden wed Foeden; ieg wille, hun skulle tage ded op igien. »Ney,« sagde hun, »den maa wel sidde, thi hand wed icke anded, end ded er Moden i Hamborg«)[209].

Der hands Strømper ware ferdige, begynte hun att giøre paa et Par til sig selff aff samme Traae, saed oc morede sig der wed, att ded war Slosfs. Traae. Da syntist mig, att der war en Leylighed for att bliffwe hender quit. Oc som Slosf. kom siælden op, oc hun sendte hannem Strømperne need med Tøtzløff, bad ieg Tøtzløff att mage ded saa, att Slosf. kom op til mig, oc att hand gik ind oc satte sig paa Quindens Seng oc loed, som hand wille læne sig til Puden oc legge den til Rette (thi derunder laae hendis Arbeed). Ded skeede. Slosf. kom op, tog Bindetøyet i Haanden oc sagde til Inger: »Is dat noch en Par Strömpe för mii?« »Neen, H. Slosf.« (swarte hun), »de sind för mii. Ii hebben Iu Strömpe gekregen, ich häbe se Iu daall geskickt.« »I« (sagde hand), »dat is io van min Twern! Dat sijet min Tvern seer glick!« Hun soer ney, ded war icke hands Traa. Der hand gik neer for att hente siine Strømper op oc Wæcten, sagde hun til mig: »Ded er intet hands Traa, den er nu min,« loe hiertelig. Ieg tenkte: der tør wel følge anded paa. Slosf. kom op med Wæcten oc Strømperne, saae Traaen imod hin anden, oc Strømperne weiede icke nær ½ . Hand spurte hender, om ded war ret handlet. Hun bleff wed att sige, att ded war henders egen Traa; hun haffde kiøbt den i Hamborg oc hafft den med sig her op. Slosf. bleff wree, sagde, hun løy ded i sin Hals som en Tæffwe. Hun soer imod, att ded icke war hands Traa; hun wille annamme Sacramentet derpaa. Slosf. gik bort, gruede for den Eed. Ieg taw gandske stille til all derris Trætte. Der Slosf. war borte, sagde ieg til Quinden: »Gud beware oß! Torde I sige de Ord? Torde I tage Sacramentet paa Løgn oc sige ded i min Paahør, der ieg dog wiste, att ded er Slosf. Traa? Hwad er I et vguddelig Creatur!« Hun swarte med en halff latterlig Mine: »Ieg sagde att wille tage Sacramentet derpaa, men ieg giør ded icke derfor.« O Dina, tenkte ieg, du ligner hender icke forgiæffwis; Gud skille mig wed dig! Oc sagde ieg: »Meener I, att saadan forfløyen Ord icke er Synd, oc Gud wil straffe ded?« Hun kaste med sin Nacke oc sagde: »Ligger der nogen Mact paa den Traa? Ieg kand betale ham den; ieg haffwer intet staallen den fra ham, hand haffwer flyd mig den selff. Ieg haffwer giort, som Skrædderne giøre; de stiæl intet, man flyer dennem ded. Hand weyede mig oc icke Traaen til.« Ieg gaed intet swart meere, end ieg sagde: »I toe om ded! Ieg kymrer mig intet derom;« men ieg bad Tøtzløff giøre sin Fliid for att skille mig wed hender oc wære mig om en anden, som war aff et gott Rycte. Tøtzløff fornam, att Karen haffde Begierlighed att komme til mig igien, berettede mig ded. Slosf. bleff oc dermed til Fritz. Ded bleff holt dult for Inger, intil alting war saa laget, att Karen en Afften til Maaltiid kunde komme op. Der Slozf. haffde luct op oc sat sig i ded anded Rom, oc Quinden kom vd, sagde hand: »Nu Inger, packt Iu Paknelken toe sammen! Nu sköll Ii fort.« »Ia, H. Slosf.« (swarte hun), oc loe, bar Madden ind til mig oc sagde mig, hwad Slosf. haffde sagt; sagde der hoes: »Ded er hands Skiemt.« »Ieg hørte ded wel« (swarte ieg), »hwad hand sagde; ded er icke hands Skiæmt, men ram Alwor.« Hun troede ded icke enda, i ded ringste loed hun saa, som hun icke troede ded, oc smeel; sagde: »Ded kand icke wære Alwor,« gik vd oc spurte Slozf., om ded war Alwor. Hand sagde: »Fort, fort! Hir is keen Tiit to pludern!« Hun kom til mig ind igien oc spurte, om ieg wille were aff med hender. Ieg swarte ia. »Huorfor ded?« spurte hun. Ieg swarte: »Ded er altfor witløfftig att tale derom; den anden Quinde er der neere, som skal wære her igien.« »I ded ringste« (sagde hun) »lader mig bliffwe her i Natt!« (Ey, Dina! tenkte ieg). »Icke et Kaarter!« (swarte ieg). »Nu hen oc tager Eders Tøy tilsammen! Ded er snart giort.« Hun giorde saa, bød intet fare wel, oc dermed paa Døren.

Karen kom saa for den tredie Gang til mig igien, men bleff icke fult et Aar, for Suagheds Skyld[210].

Anno 1673 bleff M. Moth forfremmet til att were Vice Bißskob i Fyn[211]. Ieg miste meget i hannem, oc kom i hands Sted mig att betienne H. Emmeke Norbye[212], som da bleff Slos Præst, oc haffde hand i forrige Tiider wærret Griffenfeldts Cammerat; men Griffenfelt kiendte hannem omsiier intet, saa hand kunde intet bringe mig noget til Weye hoes Griffenfelt. Bragte mig en Gang til Swar (der ieg iblant anded loed hannem sige, att [Kl.] Majt. war naadig, wille der ickun nogen tale for mig): Ded war saae, att dersom man haffde sat Kongen Pistolen paa Brystet, da skulle hand ded forlade.

Samme Aar loed min Søster Elisabet Augusta[213] mig helse wed Tøtzløf oc spørge, om ieg haffde Lyst til nogen Fruct, da wille hun sende mig den. Ieg forundrede mig offwer den Helsen, som mig kom fra min Søster i mit Fengsels tiiende Aar, oc sagde ieg: »Ded er bedre sille end aldrig!« Loed hender intet sware.

En Klyct wil ieg om melde, som sig tildrog i Karen Nelß Daatters Tiid. Kresten, som en Tiime for Afftens Maaltiid skulle legge Ild i Offnen, efftersom ded war en Bijligger, att Røgen kunde træcke ud aff Døren til Trappen, førend ieg spiißede, kom en Afften icke førend 6 Slet, oc ded heel drucken. Oc som ieg da saed i mit uderste Rom weed Kackel-Offnen paa en Knop, som war affhuggen til att sidde paa, sagde ieg, att ded war for silde att giøre Ild paa, thi nu skulle hand gaa for Køckenet. Hand actede icke [min] sactmodige Tale, førend ieg med haarde Ord truede ham til att tage Brandene ud. Hand war bister, wille icke bruge Tang til att tage Brandene ud med, ey heller tilstæde Karen med Tangen att tage dem ud, men reeff dem ud med Hænderne oc sagde: »Der kand intet brende mig.« Oc saa som ded warte noget, førend Brandene bleffwe sluckte, begynte hand noget att ræddis, att hand skulle faa Utack, efftersom hand biide saa lenge, førend hand gick effter Madden; satte sig plat needer paa Gulffwet oc klyncket noget, endeligen brød ud oc sagde: »Herre Gud, I, som haffwer hafft Huuß oc Gaard, huor sidder I nu?« Ieg swarte: »Paa en Knup!« Hand sagde: »Ieg meener icke Eders Welbyrdighed.« Ieg spurte: »Hwem meener Eders ædle Strenghed da?« Hand swarte: »Ieg meener Karen.« Ieg loe oc sagde intet widre.

Alt att antegne, som mig foracteligen wederfoeris, wille wære for witløfftig oc icke Umagen wært. Et wil ieg endnu melde om Kristen Taar[n]giemmer, som giorde mig allehaande Fortred sidst i dette mit Fengsels tiiende Aar. I blant anden Fortred støtte hand engang1673. min Hund, saa den skreeg. Ieg saae ded icke, men hørte ded, oc Quinden sagde mig, att ded war ham, som støtte Hunden. Ieg war ille til Fritz derfor. Hand loe der aff oc sagde: »Ded er ickun en Hund.« Ieg gaff att forstaa, att hand støtte Hunden, fordi hand kunde icke naae mig. Der loe hand aff meget hiertelig oc sagde: »Ieg skøtter intet om Eders Wreede, naar ieg ickun haffwer Slosf. til Wens« (denne Samtale holtis, da ieg spiisede, oc Slosf. saed inde hoes mig, oc Christen stoed oc spendte siine Arme i Døren aff mit Rom, der ieg spiiste). Ieg sagde: »Sloßfogden oc I skulle begge toe faa Skam, om ieg wille; forstaar I ded, I gott Folck?« (Ieg wiste alt for meget Tyß med dennem, meere end som i en Maade.) Slosf. saed som den, der hwercken hørte eller mælte, bleff siddendis, men Christen strøg noget skamfuld bort foruden widre att tale; haffde oc siiden nogen Fryct for mig, naar hand icke war offwergiffwen fuld, thi da skyttet hand intet om, hwad hand sagde, om høye saa wel som lawe. Hand brugte siden en skiden Mund med Quinden, sagde, hand wille slaae Hunden oc lade mig see der paa. Ded skeede dog icke. Chrestens Dumdristighed tog til, saa Peder Tøtzløff berettede Slosf. om hands onde Forhold, att ieg klagede offwer Fangernis Romstering, hwilcke om Natten saa larmede, att ieg icke kunde soffwe for dennem, thi Chresten war hiemme om Natten oc loed Fangerne raade selff. Offwer denne Beretning hengte Sloßf. om Afftenen en Hengelaas for Taarn Døren, saa Chresten kunde icke komme ud, førend om Morgenen for hannem bleff opluct. Ded fortrød hannem, saa hand begierte sin Affskeed, hwilcken hand bekom den 24. April 1674, oc kom i hands Sted een wed Naffn Gert, som haffde tient Slosf. for Kudsk.

Dette Aar1674. den .. Maj[214] dictede ieg en aandelig Wiiße, Guds Goedhed imod mig at ihuekomme, under den Melodi: Nun ruhen alle Wälder.

Dette Aar den 25. Iulii war Kgl. Majt. saa naadig, att der bleff giort et stoert Windue i mit inderste Rom igien, hwilcket bleff tilmuret, der ieg skulle føris ind i ded Rom. Der bleff oc satt en Wind-Offwen, huor aff Røret gaar ud til Platzen. Sloßf. war icke wel tilfritz der med, meest fordi hand skulle wære til Stæde oc hoes Arbeeded; ded gaed hand icke. Miine Døre skulle da wære aaben; ded warte i 12 Dage, førend ded bleff færdig. Hand war kranteworn, wille icke, att Winduet skulle sættis saa sit neer, som ded haffde wærret tilforne, førend ieg bleff fengselet; oc ieg offwertalte Murmester-Swennen att slaae Muuren saa siet ud, som den før haffde werret, hwilcket Sloßf. bleff war paa Sloß-Platzen, kom løbendis op oc skiænte, som hand war bister. Ded stoed intet til att ændre, thi Windwis-Karmen war alt giort. Ieg spurte hannem ad, hwad Onde hand haffde der aff, att Winduet saed en Steen need; ded gick io intet need for Iern-Tralleren, oc ded haffde wærret saa siet før. Hand wille haffwe sin Kriig frem, saa Muurmester-Swennen muurte en Steen bedre op, imens hand war der, oc siiden tog den neer igien, thi Karmen, som war færdig, haffde ellers intet paßet.

Samme Aar kom Karen Nels Daatter fra mig for den tredie oc sidste Gang, oc i henders Stæd en Bogbinder-Encke wed Naffn Barbra. Hun er en melancolisk Quinde. Samwittigheden wogner stønnem, saa hun fortæller offte siine egne Forseelser (dog icke saa groffwe, som de haffwer wærret, oc ieg kand spørge). Hun haffwer hafft toe Børn, oc effter henders egen Fortælling saa synnis, att hun haffwer wærret noget Aarsag til derris Døe, thi hun siger: »Huorledis kand man haffwe Omsorrig for ded Barn, huis Fader man icke ælsker?« Hun drog fra henders Mand, toe Aar førend hand døde, oc tog med, huis hun kunde offwerkomme, saed i Hamborg oc føde sig med Spind; haffuer oc tilforne tient en Fyrstinne for Spinde Piige. Henders Fader leffwer oc haffwer wærret Kl. Majts. Bogbinder; er nu rørt aff et Slag, ligger elendig. Henders Broder er Bogbinder igien i Faderens Sted, huorhelst Faderen er. Hun haffwer ingen Medynck med Fadren, ynsker hannem døe (som wel war ded bæste for ham); men att hun er saa slem imod henders Søster, som er en fattig Sk[r]ædder Kone, ded fortryder ieg paa oc siger hender offte, att hun giør dobbelt Synd i den Medfart; thi den trengende Søster kommer da oc da att hente sig Maed hoes hender. Naar hun icke kommer precis den Afften, hun haffwer satt hender Steffne, eller oc icke forretter, hwis hun haffuer befalet hender, saa faar hun ingen Maed, saa kaster hun Madden i Hyßkenet. Naar ieg med Witløfftighed holder hender Synden for, da siger hun: »Dat Fleesch is doch verfuult«. Ieg spørger hinder, huorfor hun lader ded raadne oc giffwer Søstern ded icke i Tiide. Dertil swarer hun, att Søstern er ded icke wært. Ieg spaar hender ille, at ded i Fremtiiden wil gaa hender saa som adskillige andre, ieg hender opregner. Der kaster hun med Nacken aff oc tier stille.

Paa de Tiider sendte Henders Majt. Dronningen mig nogle Silcke-Orme til Tiidsfordriff. Der de haffde spunden, sendte ieg Hs. Majt. dem i en Æske, hwilcken ieg uden om haffde betræcket med Liiffarwe Atlask oc læncket der paa et Munster med Guld-Traae. Inden udi war Æssken bedragen med hwit Tafft. I Laaget war syed med soort Silcke en underdanig Begiæring, att Hendis Majt. naadigst wille forhiælpe til att løße miine Baand oc binde mig igien med Naadsens Haand. Hendis Majt., den dydige Dron., haffde bønhørt mig, om ded haffde staaet til hender.

Sloßf. bleff effterhaanden noget klaagere oc skickeligere, drack oc icke nær saa meget eller giorde saa mange Putzerier. Ieg haffde Roelighed inden min inderste Døer. Quinden saed uden for i ded anded Rom om Dagen, laae oc der om Natten, saa ieg begynte att intet bekümre mig saa meget offwer min onde Skiæffne. Sleed saa ded Aar hen med Læsen, Skriffwen oc Dicten.

Efftersom ieg alt for lang Tiid siden, strax effter, att mig di Naadsens Penge ware giffwen, haffde icke alleeneste kiøbt Historie Bøger paa adskillige S[p]rog, men endoc aff dennem uddragen oc offwersat de rooßwærdigste Quindis Persohner, som berømmis for troefaste, kydske, fornufftige, mandhafftige, dydige, gudfryctige, lærde oc standhafftige[215], saa giorde ieg Anno 1675 den 9. Ianu. for Tiidsfordriff et Riim til M. Thomas Kingo under den Tittel: »Den høy berømte Poet M. Tho. Kingo bedis en Bøn aff en Danne-Quinde udi alle Danne-Quinders Naffn.« Den Bøn bestaar der vdi, att hand de danske dydige oc rooßwærdige Quindis Persohner wille i derris Pryd iklæde. Ieg Naffn giffwer wel dydige aff andre Nationer, men beder ickun om de danske derris Pryd. Kingo faar ded intet att see, men maa min goede Wen, ieg dette betroer[216], leffwe, saa kommer ded nock i Eders, miine hiærte kiære Børns Hænder.

Samme Aar1675. den 11. May opsatte ieg riimwiiß en striidig Samtale imellem Fornufften oc Sinded under den Tittel: Den fangen Enckis Tuiiste Tancker, eller Fornuftens oc Sindeds Striid.

Ellers forrefalt intet i dette Aar inden miine Fengsels Døre, som er skriffwerdig, foruden en Hændelse, som war, att saasom om Morgenen den uderste Dør for ded uderste Rom bleff opluct for att feye Skarnet ud oc flye reent Wand ind, oc Taarngiemmeren den stønnem loed staa aaben, indtil ded war Maaltiids Tiid, saa lucte hand den igien: saa hænder ded sig, att der kom Ild løß i Byen, oc ded klæmte. Ieg oc Quinden wii løbe op i Taarnet for att see, huor ded brænte. I ded ieg war paa den Stiie, som gaar op til Seyer-Wercket, kommer Sloßf. oc haffwer en Karl med sig aff Sølff-Kammerset. Hand bliffwer først war min Hund, siden saae hand noget aff Quinden, tenckte wel, att ieg war der oc; war saa wiiß, att hand gick icke op aff Stiien, men bleff needer weed de neederste Huller, huor aff man kand see ud til Byen, oc gaff mig Tiid til att komme needer igien oc lucke for mig. Gert war bedrøffwet, kom siden til Døren oc klagede for mig sin Nød. Ieg trøstede hannem, att ded skulle icke haffwe Fare. Førend Sloßf. luckte Døren op til Middag, slog hand Gert med sin Kiæp, saa hand skreeg, oc sagde Sloßf.: »Du skalt, vor den Dywel, weck!« Der Sloßf. kom ind, tog ieg først Orded oc sagde: »Ii hebben Synde dar van, dat Ii den arm Dywel slaaen. He konde dar nicht tho. De Racker kam effen op, als he min Dör wolte thomacken, ende dar öfver ver gat he dat.« Hand truede Gert meget oc sagde: »Het schulle mii noch nicht so sehr verdrohten hebben, wen de fremde Kärel nicht wehre bi mii gewesen.« Mig falt ind paa Stand de Ord, hand for lang Tiid siiden haffde sagt til mig: att ingen Quindfolck kunde tiie, men alle Mandfolck kunde tiie (da den Tale aff hannem bleff holden, tenckte ieg, om ded holte wiß, da kunde miine Uwenner troe, att om ieg haffde wist noget aff ded, de wille tye mig paa, da haffde ieg icke kundt taufft ded). Nu swarte ieg hannem saa: »I, hwat hefft dat op sigk? Dat was io en Mands Persohn; de können alle swiigen. Hir iß keen Skade geskeen.« Hand kunde icke holde sig for Latter oc sagde: »Ia, Ii siin guth genock!« Ieg snackede saa for hannem oc forsickrede hannem, att ieg icke begiærte att gaae ud aff Taarnet foruden Kongens Willie, om de loede staae Natt oc Dag alle Taarn Dørene aaben, oc sagde widre, att ieg lenge siiden kunde haffwe kommen ud, om ded haffde werret mit Forsæt. Gert bleff i sin Tienneste, oc Sloßf. sagde aldrig til Gert, att hand skulle lucke for mig om Morgenen[217].