Forord.

Det Materiale, der er lagt til Grund ved Udarbeidelsen af denne Episode af den danske og franske Søkrigshistorie i 1809-1813, er tilveiebragt ved Benyttelsen af officielle Aktstykker fra

Marineministeriets Arkiv i Kjøbenhavn, og

Archives du ministère de la marine, i Paris.

Hvad det officielle franske Materiale angaar, da blev det, ved den daværende Marineminister Vice-Admiral Barbey’s imødekommende Tilladelse, overdraget til Ministeriets »bureau des archives, bibliothèques & publications« at samle de Sager, som ønskedes til Brug ved Udarbeidelsen af Bogen, og fra Bureauet’s Chef, Mr. Delabarre, har jeg modtaget en betydelig Samling Afskrifter af officielle Aktstykker fra Marineministeriets Arkiv, som have været mig til stor Nytte under mit Arbeide.

Til Supplering af dette Hovedmateriale, har der endvidere været benyttet følgende Kilder:

Admiral J. v. Dockum: Ophold i Antwerpen. Efterladte Optegnelser i Manuskript. (Manuskriptet tilhører Hs. Excellence Admiral C. E. v. Dockum i Helsingør).

J. v. Ræder: Danmarks Krigs- og Politiske Historie fra 1807-1809. Kjøbenhavn 1847.

Archiv for Søvæsenet 8de Bind (Vice-Admiral Joost v. Dockum’s Levnet). Kjøbenhavn 1836.

Edward Pelham Brenton: The naval history of Great Britain from 1783-1836. London 1837.

Kjøbenhavn, April 1888.

Otto Lütken.

„De Danske paa Schelden“. (1809-1813.)

Aaret 1808 havde været et trangt Aar for de Danske paa Schelden.

Siden Foraarets første Begyndelse havde de to Linieskibe »Pultusk« og »Dantzick« under Kommando af danske Officerer og med dansk Besætning ombord dannet et Led af den franske Flaade-Afdeling, der under Kontre-Admiral Grev Edouard Burgues de Missiessy udrustedes paa Scheldefloden. Maalet for Udfoldelsen af denne maritime Kraft ved Antwerpen og ved Vliessingen var at faa dannet en Modvægt imod de engelske Flaader i Kanalen og i Nordsøen, og Maalet var blevet naaet, takket være den Energi, der var et Særkjende for Keiser Napoleons Regjering. Man havde været Vidne til hvorledes det keiserlige Dekret, der befalede Scheldeflaadens Udrustning, ligesom med ét Slag havde sat Liv og Fart i Alting. Dokker, Værksteder og Magasiner kom under Bygning; det ene Linieskib efter det andet reiste sine Spanter paa Antwerpens Bedinger, løb af Stabelen og blev ekviperet med feberagtig Hast uden Hensyn til, hvordan Arbeidet blev gjort. Men Napoleons Villie skete Fyldest, Ordlyden i det keiserlige Dekret, der bestemte, at Scheldeflaaden, fuldstændig ekviperet, forsynet med 6 Maaneders Proviant og med sit Reservegods ombord, skulde være udlagt til Ankers paa Schelden forinden førstkommende 1. Mai, var bleven opfyldt til Punkt og Prikke. Den 1. Mai 1808 laa virkelig 8 franske Linieskibe klare paa Schelden under Flag og Vimpel.

Det er udenfor al Tvivl, at en saa anselig Søstyrke paa dette Sted maatte medføre, at en Del af den engelske Flaade vilde blive bunden for at hindre de franske Skibe i at løbe ud og operere i Kanalen, og havde Scheldeflaaden havt en energisk Chef, kunde den sikkert være bleven en farlig Nabo for den engelske Kyst. Men Initiativet til at foretage et kraftigt Stød med den nydannede Flaade manglede, og Sommeren forløb uden egentlige Krigsbegivenheder. Kontre-Admiral Missiessy, der førte Kommandoen, arbeidede vel med Iver paa at organisere Styrken og gjøre Skibene kampberedte, men videre naaede man ikke, og den engelske Blokade lukkede ubarmhjertig for Scheldens Munding. Sommeren igjennem havde man saa at sige ligget med Fjenden i Sigte uden dog at komme til at maale sig med ham; thi fra Farvandet ved Vliessingen og fra Fæstningens Bastioner saa man de engelske Blokadeskibes Seil og Mastetoppe udenfor Bankerne.

Denne Uvirksomhedstilstand havde ikke undladt at virke deprimerende paa Skibsbesætningerne, og haardest føltes maaske dette Tryk ombord i de to dansk bemandede Linieskibe »Pultusk« og »Dantzick«.

Hertil kom endvidere for disse to Skibes Vedkommende det ulykkelige Forhold, at der imellem de franske Autoriteter og de danske Skibschefer, Kapitainerne Rosenvinge og Holsten, i Aarets Løb udviklede sig saa spændt et Forhold, at alt Haab om Samarbeide maatte opgives. Disciplinaire Uregelmæssigheder blandt Mandskabet, Officerernes Misfornøielse med at tjene under fremmed Flag, og først og sidst en uheldig Stivhed og Umedgjørlighed hos de danske Chefer lige overfor deres militære Foresatte i Frankrig, vare de mest iøinefaldende Grunde til alle de Rivninger og Stridigheder, der daglig øgedes og endte med, at Kapitainerne Rosenvinge og Holsten efter Keiserens Befaling paa Grund af Ulydighed bleve afsatte fra deres Kommando og under Arrest sendte til Antwerpens Citadel, hvorfra de saa senere hjemsendtes som Arrestanter til Danmark.

Vil man imidlertid gaa til Bunds i Sagen og søge den dybere Grund til, at det første Aar af de Danskes Ophold paa Schelden staar som et mørkt Punkt i vor Søkrigshistorie, maa man søge til Admiralitetet i Kjøbenhavn. Det var Admiralitetet, som sendte to af Marinens Officerer — begge erfarne og prøvede Mænd — som Skibschefer til Frankrig og lod dem reise hjemmefra og indtage deres Poster uden nogen klar Instruktion til Rettesnor. Hvormeget man derfor end vil kunne lægge Kapitainerne Rosenvinge og Holsten til Last, at de savnede det rette Blik for deres Stilling, vil dog det Ansvar for Scheldekampagnens første uheldige Aar altid falde tilbage paa Admiralitetet, at man lod Befalingsmændene tiltræde deres Stilling uden at være fortrolige med deres Pligter og de naturlige Begrændsninger, deres Rettigheder havde.

Samme Dag, den 28. Januar 1809, som Cheferne for »Pultusk« og »Dantzick« maatte aflevere deres Værge og forlade Skibet som Arrestanter, blev den franske Marineministers Ordre om, at de to Linieskibe indtil videre skulde sættes under Kommando af franske Chefer, iværksat ved at Eskadrechefen beordrede Kapitain Soleil, Chefen for Linieskibet »l’Anversois«, til at føre Kommandoen ombord i »Pultusk«, samtidig med at Kapitain Moras fra Linieskibet »César« blev Chef for »Dantzick«.

Ordren blev imidlertid af Hensyn til de Danske udført paa den mest skaansomme Maade, idet de to Næstkommanderende, Kapitainlieutenanterne Fasting og Stephansen, i Virkeligheden vilde komme til at føre den egentlige Kommando; kun skulde de modtage alle Ordrer igjennem de nye Chefer, der vedbleve at kommandere deres egne Skibe.

Skjøndt det, saaledes som man vil se, i Grunden var en temmelig uafhængig Stilling, som de to ældste danske Officerer kom til at indtage efter Kapitainerne Rosenvinges og Holstens Arrestation, tiltalte denne midlertidige Ordning dem dog saa langt fra. Den foregaaende Sommers Uvirksomhed og idelige Gjenvordigheder havde efterhaanden slappet Lysten og Handlekraften; Katastrofen den 28. Januar 1809, der ligesaa pludselig som uventet berøvede dem deres Chefer, havde kun gjort Bitterheden større i deres Sind og forøget Skuffelsen over, at Udsigten til snarlig Afløsning og Hjemsendelse til Danmark var svundet bort. Foruden disse Hovedudgangspunkter for Misfornøielse og Ulyst kom der endnu flere Ting til, der hæmmede Tjenestens forsvarlige Udførelse og trykkede Humøret ned. Hverken Fasting eller Stephansen vare saaledes tilstrækkelig hjemme i det franske Sprog, Fasting var tilmed sygelig, plaget af Gigt, som han havde paadraget sig under Opholdet i det fugtige hollandske Klima, og endelig led den Assistance, som de havde fra deres subalterne Officerer, ved at disse gjennemgaaende vare meget unge Folk. Under de forhaandenværende Forhold, hvor Besætningerne i de to dansk bemandede Linieskibe kort Tid forinden havde været paa Randen af aabent Mytteri, vil man kunne forstaa, at Manglen paa ældre og mere solide Officerer maatte være meget følelig for Cheferne.

Denne Mangel kommer ogsaa til Orde i en Rapport fra Kapitainlieutenant Fasting til Admiralitetet kort Tid efter at han havde overtaget Kommandoen af »Dantzick«, og hvori han udtaler sig saaledes:[1]

»De fleste af de Officerer, vi have, ere meget unge. Jeg vil herved ikke miskjende dem, tvertimod. Det forekommer mig som de ere unge Mennesker, hvorom man kan gjøre sig meget Haab, men jeg maa underdanig anmærke: at i vor Stilling, saavel i Henseende til Mandskabets Stemning som til Tjenestens Gang, behøve Officererne Sindighed og Styrke mere end under almindelige Omstændigheder.« —

Katastrofen i Vliessingen medførte ganske naturlig, at der maatte udnævnes nye Chefer til Linieskibene »Pultusk« og »Dantzick«. Den franske Regjering stillede dette Forlangende og imødekom derved delvis Ønskerne fra dansk Side.

Admiralitetet i Kjøbenhavn valgte Kommandørkapitainerne Joost v. Dockum og v. Berger til at løfte den Sten, som Rosenvinge og Holsten havde maattet lade ligge.

De to Officerer, af hvilke v. Dockum dengang førte Kommandoen paa Batteriet »Prøvesten«[2], medens v. Berger i Tjenesteforretninger opholdt sig i Flensborg, modtoge en af de sidste Dage i Februar Maaned 1809 Meddelelse om, at de vare udsete til de ledig blevne Kommandoer paa Schelden, og at de som Følge heraf »havde at reise derhen og antage sig som Chef et af disse Skibe under den vedkommende franske Admirals Kommando«.[3]

For knap et Aar siden havde Admiralitetet paa samme korte og fyndige Maade udstedt Reiseordre til Kapitainerne Rosenvinge og Holsten, der netop nu som Arrestanter gjorde Reisen hjemefter fra Vliessingen, eskorteret af franske Gendarmer. Det gjaldt derfor i første Linie om at hindre, at noget lignende skulde kunne hænde de Officerer, der nu stode i Begreb med at forlade Landet for at gaa i fransk Tjeneste, og da man havde indset den store Feil, der Aaret forinden var bleven begaaet fra Administrationens Side ved at lade Cheferne reise fra Kjøbenhavn uden nogen virkelig Forholdsordre, blev der nu paa Kongens Befaling af Admiralitetet udfærdiget følgende Instrux, der forinden Afreisen tilstilledes de to Kommandørkapitainer.[4]

»Til Efterretning og Efterlevelse paa denne Hr. Kommandørkapitainen befalede Expedition, tilkjendegives Dem herved: At Hans Majestæt, vor allernaadigste Konge, har paa den franske Regjerings Forlangende samtykket i, at 2de af den franske Keisers Skibe skulle besættes og kommanderes af danske Officerer og Søfolk, hvilke som Auxiliaire skulle tjene i Frankrig mod vore fælles Fjender de Engelske og Svenske.

»Hr. Kommandørkapitainen, der af Hans Majestæt Kongen allernaadigst er udset til Chef for et af disse Skibe, vil altsaa fra det Øieblik af, at De har meldt Dem til den kommanderende Admiral i Vliessingen, samt ved Skrivelse til Marineministeren i Paris meldt Deres Ankomst og af dem modtaget Kommando, i et og alt adlyde Deres Ordre! — og er det ikke nok, at Hr. Kommandørkapitainen som Chef adlyder punktlig saadanne Ordrer, som til Dem maatte indløbe, men det er endog Hs. Majestæt Kongens allernaadigste Villie, at enhver især af Deres Underhavende skal ogsaa være besjælet af samme Aand. Hr. Kommandørkapitainen paalægges derfor som en hellig Pligt ved alle Leiligheder og paa alle mulige Maader at bibringe Deres Underhavende denne allerhøieste Befaling. —«

Naar man gjennemlæser denne Instrux, vil man lægge Mærke til, hvorledes Admiralitetet klog af Skade søger at gjøre sin Feil god igjen og sætter alle Seil til for at forebygge en Gjentagelse af Katastrofen den 28. Januar.

Den indtrængende Maade, hvorpaa det indskærpes de to designerede Chefer, at der vises ubetinget Lydighed imod enhver Ordre, ikke alene af dem selv personlig, men ogsaa af enhver af deres Undergivne fra det Øieblik af, at de har meldt sig til Tjeneste i Vliessingen, viser tydeligt nok, at den danske Marinebestyrelse nu havde aabnet Øiet og set hvor det var, at Skoen trykkede.

Derfor fjerner ogsaa Instruxen med ønskelig Klarhed alt, hvad der kunde bringe de nye Chefer ind i det farlige Dobbeltforhold til dansk og fransk Autoritet, der havde været saa ødelæggende for deres Forgængere; derfor hugges Baandet resolut over imellem Admiralitetet i Kjøbenhavn og Skibscheferne paa Schelden, og til Afsked paalægges det dem som »en hellig Pligt« at lystre og at sørge for, at alle de andre ogsaa lystre.

Instruxen er undertegnet af Wleugel, Knuth, Bille og Grove, og det er vel ikke urimeligt at antage, at de 3 af disse Herrer fra Admiralitetet, der for et Aar siden havde sat deres Navn under Rosenvinges og Holstens lakoniske Reiseordre, ere blevne grebne af den Tanke, om ikke en saadan Instrux kunde have klaret Spørgsmaalet for de to Kapitainer, da de raadvilde og forblændede gjorde den ene Feil større end den anden; — hvis virkelig en saadan Tanke har listet sig frem i det Øieblik, hvor Pennen blev sat til Papiret for at undertegne Instruxen, har man næppe kunnet skjule for sig selv, at en saadan Veiledning som den, der her blev givet med paa Reisen, var saa klar i sin Form og saa lidt indbydende til at handle imod, at en lignende nok vilde have været i Stand til at skaane Marinen for den Ydmygelse, at to af dens Officerer i fremmed Tjeneste bleve kasserede, belagte med Arrest og som Fanger transporterede tilbage til Landet.

Den Opgave, som de to nye Chefer i fransk Tjeneste vilde blive stillet lige over for, kan man paa Forhaand sige var langt vanskeligere end den, som havde bragt deres Forgængere til at strande. Det gjaldt jo om intet mindre end atter at bygge op, hvad Aaret iforveien havde bragt til at styrte sammen, og det var meget, der skulde bringes paa ret Kjøl igjen. Besætningerne skulde atter vænnes til at gaa i stramme Tøiler, styret af en fast og sikker Haand; Lysten og Energien hos de subalterne Officerer, som en aarelang, dræbende kjedsommelig Virksomhed havde sløvet, maatte atter vækkes, for at Tjenesten kunde komme til at gaa som den burde, og endelig maatte man være forberedt paa, at de franske Marine-Autoriteter, efter hvad der var foregaaet paa Schelden, rimeligvis i Begyndelsen vilde iagttage en reserveret Holdning overfor de nye Udsendinge fra Danmark.

Om det vilde lykkes at naa Maalet, maatte i høi Grad være afhængig af den Mands personlige Egenskaber, der, som den ældste af de danske Skibschefer kom til at bære Ansvaret. Det var ikke nok at være en duelig Sømand og routineret Skibschef; under de daværende vanskelige Forhold krævedes der noget mere, for atter at give den danske Marines Navn god Klang i Frankrig. Den Mand, for hvem dette skulde kunne lykkes, maatte først og fremmest sætte alt ind paa i Samarbeidet med sine fremmede Overordnede at vise en ihærdig Villie for at faa det gjensidige Tillidsforhold istand, som saa sørgeligt var bristet Aaret iforveien. Men lykkedes det først at beseire denne Vanskelighed, vilde dermed Veien være aabnet til en ny og ærefuld Kampagne for de danske Søfolk paa Schelden.

Admiralitetet forventede, at Kommandørkapitain Joost v. Dockum nok vilde vise sig istand til at løse den vanskelige Opgave.

Denne Mand nedstammede paa mødrende Side fra en af de protestantiske Familier, der i Aaret 1685 efter Ophævelsen af det nantiske Edikt nødtes til at forlade Frankrig og søge sig et nyt Fædreland. Faderen, der under Danneskjolds Bestyrelse af Marinen var bleven indkaldt fra Holland, da Dokken skulde anlægges paa Værftet, var Hydrauliker og boede ude i Lyngby, hvor han eiede en Fabrik, der dreves af en Vandmølle.

I Lyngby blev Joost v. Dockum født den 30. April 1753, og her levede han sine Barndomsaar, indtil han 12 Aar gammel kom ind paa Akademiet som Kadet.

Som Lieutenant var v. Dockum meget tilsøs og gjorde sig allerede tidlig bemærket som en lovende ung Officer; i Aarenes Løb havde han som Kapitain forskjellige Gange været udkommanderet som Chef[5], men det var dog først hans Togt med Fregatten »Havfruen« (1799-1801), der gav Anledning til, at Opmærksomheden blev henledet paa ham.

»Havfruen« afseilede i Foraaret 1799 til Middelhavet for at forstærke den der stationerede Eskadre under Kommandørkapitain Steen Bille.

Under Billes Kommando fik v. Dockum god Leilighed til at vise sin Konduite og Aktivitet som Skibschef. Sikkerheden i dette Farvand var paa den Tid kun meget ringe, da franske, engelske og spanske Kapere sværmede Middelhavet over og gjorde Veien usikker og farefuld for Koffardimanden. Og da den danske Handel i Middelhavet netop paa dette Tidspunkt stod i sin fulde Blomst, var det nødvendigt at lade et udstrakt Konvoisystem træde i Virksomhed som det eneste Middel til at skjærme de rige Ladninger mod Vold og Plyndringer. Det kunde imidlertid ikke undgaas, at det kildne Konvoispørgsmaal af og til førte til smaa Kollisioner mellem Billes Eskadre og de krigsførende Magters Skibe, naar disse i Søen vilde visitere en Konvoi, der seilede under det danske Orlogsflags Beskyttelse. Og mere end én Gang, hvor v. Dockum ombord i »Havfruen« mødte en saadan Fordring om Visitation, viste han, at han, underlegen i Antallet af Kanoner, men overlegen i Villiestyrke, var Mand for at hævde det danske Flags Uantastelighed med saa megen Dygtighed og Bestemthed, at Fordringer om Visitation bleve opgivne, endog under saa ulige Styrkeforhold, at »Havfruen« vilde være bleven skudt i Sænk i en Haandevending, hvis der var bleven sat Haardt imod Haardt.

Havde Admiralitetet saaledes efter v. Dockums tidligere militære Løbebane al Grund til at haabe, at man i ham havde fundet en Mand, der vilde være istand til at løse Opgaven tilfredsstillende, slog man sig dog ikke til Ro hermed, skjøndt man havde Bevidstheden om, at den medgivne Instrux, der klart og tydeligt afstak den Vei, der skulde følges, vilde lette Cheferne Arbeidet i høi Grad.

Der toges nemlig en Forholdsregel endnu. Idet Admiralitetet rigtig skjønnede, at v. Dockum snarere vilde kunne blæse nyt Liv i Tjenesten ombord i de to Linieskibe, naar han mødte til Arbeidet med et frisk Sæt subalterne Officerer hjemmefra, som ikke havde været Vidne til det foregaaende Aars Gjenvordigheder, bestemte man sig til at foretage en temmelig gjennemgribende Afløsning af Officersbesætningen ombord i »Pultusk« og »Dantzick«. De fornødne Ordrer hertil udgik fra Admiralitetet samtidig med Chefernes Udkommando den 27. Februar 1809 i enslydende Skrivelser til Officererne[6], hvori det paalagdes dem hver især: »at melde sig til Hr. Kommandørkapitain v. Dockum for at følge med ham til Vliessingen og at ansættes til Tjeneste paa et af derværende franske Orlogsskibe. Forrettende sin Tjeneste saaledes som han agter at tilsvare og være bekjendt«[7].

Den 7. Marts 1809 skulde efter Bestemmelsen v. Dockum sammen med den til Afløsningen kommanderede Styrke af subalterne Officerer forlade Kjøbenhavn og begive sig paa Veien til Vliessingen. Skjøndt der med Datidens primitive og langsomme Befordringsmidler jo vilde gaa en antagelig Tid, forinden han med sine Ledsagere kunde vente at naa Maalet for sin Reise, afsendte Admiralitetet i Kjøbenhavn dog samme Dag en Skrivelse til Kapitainlieutenanterne Fasting og Stephansen i Vliessingen for at underrette dem om de to nye Chefers forestaaende Ankomst.

Som man kunde vente, vakte denne Meddelelse kun Tilfredshed hos de to Næstkommanderender, og deres Glæde over og Utaalmodighed efter snart igjen at komme under en dansk Chefs Kommando kom til Orde i en Fællesrapport[8], som de strax efter Modtagelsen af Admiralitetets Brev afsendte til Kjøbenhavn og hvori de skrive:

»Det høie Kollegii Skrivelse af 7. hujus er os indløben. Vi smigre os med det Haab, at de deri gunstig anmeldte Chefer ankomme inden Skibene lægge ud, da vi saaledes blive befriet for den Ulempe at lægge ud under fremmede Chefer, som hverken forstaa os, eller vi dem. Ligeledes haabe vi, at de Officerer, som ankomme til Afløsning, ere det franske Sprog nogenledes mægtige, hvilket er en væsentlig Nødvendighed for Tjenestens Gang.«

Som tidligere omtalt, var Afreisen bestemt til den 7. Marts, og paa denne Dag, om Formiddagen Kl. 8½, kjørte man fra Kjøbenhavn ud ad Roeskildeveien ad Korsør til.

Reise gjennem Sjælland, Fyen og Jylland.

1809 Marts Kl. Reiste fra Passerede forbi Kl. Kl. Kom til Mil Mærkværdigt.

Tirsdag 7. 8½ Kjøbenhavn Roeskilde Kro 10¼ 12½ Roeskilde 4 Spiste til Middag i Prindsen og besaa Domkirken.

3½ Roeskilde 7½ Ringsted 4 Spiste til Aften. Voigt og jeg reiste alene derfra om Aftenen; de andre bleve.

8 Ringsted Krebs Kroen 10 12 Slagelse 4 Forblev i Postgaarden Natten over; meget dyrt.

Onsdag 8. 7 Slagelse 7½ Antvorskov ¼ Besøgte Voigts Fader.

12 Antvorskov 2 Korsør 1¾ Kunde formedelst Storm ei komme over Beltet; forblev i Korsør til næste Middag. Bønderne i Sjælland kjøre aldrig af Veien for nogen.

Torsdag 9. 3½ EM Korsør Store Belt 8½ Nyborg 4 Kom over med Post-Jagten; forblev der Natten over.

Fredag 10. 9½ FM Nyborg 1 Odense 4 Spiste til Middag og besaa Byen.

3½ Odense 11½ Middelfart 6 Blev indkvarteret hos Borgerne om Natten, da vi ei kunde faa Natteleie for Penge.

Lørdag 11. 7½ Middelfart Lille Belt 8 Snoghøi ¼ Kom over med Færge-Fartøi. Voigt, jeg og Ring gik, da Vognene bleve for længe borte, tilfods til Kolding; de andre kom først Kl. 5. Besaa paa Veien en Vandmølle.

I en lille Dagbog, som en af Officererne har efterladt sig, træffer man en detailleret, skematisk Fremstilling af Overreisen til Vliessingen[9]. Det første Blad heraf, som ovenfor findes aftrykt, indeholder vel intet, som kan have Krav paa særlig Interesse, men ganske oplysende er det dog til Sammenligning med Nutidens Reisemaade at se, hvorledes man reiste ved Aarhundredets Begyndelse, møisommeligt sneglende sig frem fra Kro til Kro.

Man behøver egentlig kun at læse de sidste Linier af det nævnte Blad i Tuxens Reise-Journal, for paa den mest slaaende Maade at blive mindet om Forskjellen imellem Nutidens og Datidens Reisemaade. For den, der selv med et Exprestog er fløiet afsted med 8-10 Mils Fart i Timen, og gjennem Kupévinduet har set, hvorledes Byer, Skove og Bjerge under Kjørslen dukke frem og forsvinde igjen i et skiftende Panorama, er der noget hyggeligt gammeldags, næsten rørende ved at læse om, hvorledes disse Reisende ved Aarhundredets Begyndelse paa Routen Kjøbenhavn-Vliessingen tilbagelægge Veien imellem Snoghøi og Kolding tilfods, da Befordringen pr. Vogn er dem for langsom, hvorledes de stoppe op underveis og bese en Vandmølle og endelig optegne denne Begivenhed i deres Reise-Journal i en Rubrik med Overskriften »Mærkværdigt«.

Dagen forinden, den 10. Marts 1809, sent ud paa Aftenen, var v. Dockum og hans Officerer ankomne til Middelfart. Det var Chefens Hensigt at fortsætte Reisen videre over Beltet, hvad der ikke lod sig gjøre, da alle Færger laa ovre paa Snoghøi-Siden; en Jolle med en Officer blev dog strax samme Nat sendt over til Snoghøi for at bestille Færge og Heste til næste Morgen tidlig, da Reisen skulde fortsættes.

Det var Midnat, og v. Dockum stod med sine Officerer i Middelfarts Gader uden at kunne faa Nattelogis. »Alle Auberger«, — skriver han i sin Rapport til Admiralitetet[10] »vare opfyldte med Reisende, og for ikke at komme til at spadsere paa Gaden hele Natten, igjennem, maatte jeg ty til Magistraten i Byen for at komme i Hus.« —

Paa Reisen videre frem, under Kjørselen sønder paa fra Snoghøi gik det kun langsomt paa Grund af de tarvelige Befordringsmidler, der kunde stilles paa Benene. v. Dockum klager med Rette i sin Rapport til Admiralitetet over »at paa hver Station, hvor der skulde skiftes Heste, maatte der ventes 3-4 Timer, inden Forspandet kunde skaffes tilveie, og Hestene vare saa slette og udasede, at de i Reglen brugte 6-8 Timer om at tilbagelægge 3 Mil.« —

Paa denne møisommelige Maade arbeidede man sig fremad over Eckernførde til Kiel. Under sit Ophold her fik v. Dockum at vide, at de to tidligere Chefer for »Pultusk« og »Dantzick« vare ankomne til Rendsborg Fæstning fra Antwerpen som Arrestanter. Med Tilladelse fra Kongen, som netop var i Kiel, begav han sig til Rendsborg og havde den 15. Marts en Samtale med Rosenvinge og Holsten, forinden Turen gik videre. For at paaskynde Reisen havde v. Dockum givet Ordre til at der skulde kjøres Nat og Dag, indtil man kom til Hamburg; men i den mørke Nat var Kudsken saa uheldig at vælte Vognen og hele Reiseselskabet i Grøften. Med nogle mindre Skrammer kom dog alle paa Benene igjen, saa at Kjørselen kunde fortsættes, og Dagen efter, den 16. Marts 1809, ankom man uden videre Uheld til Hamburg, hvor den anden Linieskibschef, Kommandørkapitain v. Berger, der kom fra Flensborg, sluttede sig til de afreisende danske Officerer.

Opholdet i Hamburg medtog 4 Dage, for en Del fordi man her skulde have de nødvendige Penge til Reisens videre Fortsættelse. v. Dockum fik dog snart Sagen bragt i Orden, idet han »adresserede sig til Banke-Kommissair Gebaurer for at faa Guld-Mynter«, og med 3000 Rdl. Slesvig Holstensk Courant begav man sig paa Veien igjen den 20de Marts 1809[11]. 2 Dage efter naaedes Bremen, men herfra og videre vester paa besværliggjordes Reisen ved Foraars-Oversvømmelserne, der gjorde Veiene næsten ufremkommelige og særlig i Omegnen af Byen Nijmegen vare meget betydelige. Imidlertid arbeidede Heste og Vogne sig dog med en Del Besvær frem ad de opkjørte, overflydte Veie; den 28. Marts passeredes Bergen op Zoom, og den 29. ud paa Eftermiddagen naaede endelig v. Dockum og hans Officerer Reisens Endemaal, Vliessingen.

Skjøndt det allerede var sent paa Dagen, vilde de to Kommandørkapitainer dog ikke lade noget forsømt og begave sig umiddelbart efter Ankomsten til den kommanderende franske Admiral, for at melde sig til ham.

Det har næppe været uden en vis Spænding ved Tanken om hvilken Modtagelse, der vilde blive dem til Del, at v. Dockum og v. Berger gik til dette første Møde med deres tilkommende franske Chef, men de traf i Vice-Admiralen den samme milde, venlige Mand, der saa ofte Aaret i Forveien havde taget Stødet af for de Danske, og de fik en Modtagelse saa imødekommende, at det overgik enhver Forventning. Da Missiessy overlod v. Dockum som den ældste Officer at vælge, hvilket af de 2 dansk bemandede Skibe han ønskede at blive Chef for, valgte han Linieskibet »Pultusk«, det samme som Rosenvinge havde kommanderet, og Sammenkomsten endte med, at Admiralen indbød de to Chefer til at spise med sig[12].

Ved de danske Officerers Ankomst havde allerede Livet begyndt at røre sig paa Schelden. Isen var brudt op og Floden atter seilbar, Flaadens Foraarsudrustning var begyndt, og ikke mindre end 10 franske Linieskibe laa under Ekvipering i Vliessingens Bassiner. Allerede Dagen før v. Dockums Ankomst halede de to første af dem seilklare ud fra Værftet og fortøiede paa Floden, og Resten skulde følge efter Slag i Slag. Det var derfor en Opmærksomhed imod de Danske, naar Admiral Missiessy gav Ordre til, at de to dansk bemandede Linieskibe skulde hale sidst ud fra Værftet, for at de nye Chefer under de fremmede Forhold derved kunde faa bedre Tid til at blive hjemme i deres Skibe og lære Officerer og Mandskab lidt at kjende, forinden den egentlige Eskadretjeneste begyndte.

Medens man saaledes ved Vliessingen var i fuld Gang med at gjøre Scheldeflaaden seilklar til den forestaaende Sommerkampagne, udfoldedes der samtidig højere oppe paa Floden ved Antwerpen en Virksomhed, der trak store Vexler paa Tid, Arbeidskraft og Penge.

Efter at Keiser Napoleon havde indset, at Schelden var det Sted, hvorfra en fransk Flaade med størst Virkning vilde kunne føre et Stød imod England, var hans Bestemmelse med det samme taget om at gjøre Antwerpen og Vliessingen til Operationsbasis for en maritim Bevægelse mod den engelske Kyst. Det havde fra første Færd været Regjeringens Mening, at disse to Byer hver skulde have sin særlige Del af Opgavens Løsning, saa at Antwerpens nye Skibsværfter byggede Flaadens Skibe, medens Vliessingens Bassiner gave Orlogsmændene Vinterkvarter, da den stærke Isgang paa Schelden forbød en Overvintring paa Floden.

Saaledes var Forholdet ogsaa endnu i Foraaret 1809, men en Forandring var forestaaende. De nye Arbeider ved Antwerpen vare vel endnu i deres Barndom, men det hele Anlæg havde et saa storartet, næsten kjæmpemæssigt Sving over sig, at det var at forudse, at den Tid ikke laa fjern, hvor Vliessingen vilde blive reduceret til en Udhavn, en Forpost imod den engelske Kanal. Den franske Regjerings Planer sigtede nemlig til intet mindre end at gjøre Antwerpen til en stor Marinestation, istand til ikke alene at bygge en Flaade paa sine Værfter, men ogsaa istand til at give denne Ly om Vinteren i sine Dokker.

Udførelsen af denne omfattende Plan, der faa Aar senere skulde hæve Antwerpen til en Krigshavn af første Rang, var allerede paabegyndt med hensynsløs Energi. Der var projekteret Anlæg af Bassiner ud imod Floden, som skulde kunne rumme ialt 80-100 Linieskibe, men paa den paatænkte Plads, i den østlige eller nordøstlige Del af Byen, laa den Gang et folkerigt Kvarter med over tusinde Huse. Den keiserlige Regjering lod sig dog ikke stoppe i Farten af denne Hindring. Hele det paagjældende Kvarter var i Foraaret 1809 bleven exproprieret paa Keiserens Befaling, Beboerne beordrede til at flytte fra deres Leiligheder, og kort efter begyndte her et Sløifningsarbeide, der i Storartethed søger sin Lige, hvor Gade efter Gade maatte falde, og hvor Kirker, Klostre og andre offentlige Bygninger jevnedes med Jorden. Efter at Nedrivningsarbeiderne vare endte, toges der med Kraft fat paa Udgravningen af Bassinerne. I store Arbeidskolonner, der afløste hinanden uden Standsning, gik Gravningen for sig Dag og Nat. Det var en broget Sværm, der mødte til Arbeide; Bønder og Arbeidsmænd, franske Soldater og Krigsfanger[13] i deres fremmede Uniformer færdedes her imellem hverandre, og naar Mørket faldt paa, tændtes Fakler rundt paa Arbeidspladsen og holdtes brændende Natten igjennem, for at Folkene kunde se at grave.

Det var at forudse, at et Foretagende, der indlededes i saa stor Stil, ogsaa nok af Napoleons Regjering vilde blive bragt til Ende paa en tilsvarende Maade, men ingen havde vel troet det muligt, at paa samme Sted, hvor der endnu tidlig paa Foraaret 1809 havde ligget et Kvarter af Antwerpens By, og hvor Livet havde rørt sig i Gader og Stræder, skulde 3 Aar senere Linieskibe paa 84 Kanoner flyde ind og lægge sig i Vinterhavn fuldt udrustede, med Kanoner, Proviant og Besætning ombord.

Den 1. April 1809 overtog de to nyankomne Chefer deres Kommandoer, efter at de danske Officerer Dagen forinden vare blevne dem forestillede, og Eskadrens Skibe, der efterhaanden som de bleve seilklare, halede ud af Vliessingens Bassiner, afgik til Ankerpladsen ved Terneuzen for midlertidig at indtage Station der.

Denne Flaadeafdeling, der i den første Halvdel af April Maaned samledes under Admiral Missiessy’s Kommando, bestod af følgende Skibe:

Avant-Garden.

Kanoner og Karonader.

Linieskibet l’Anversois 84

» le Dalmate 84

» le Commerce de Lyon 84

Corps de Bataille.

Linieskibet le Duguesclin 84

» le Dantzick 84

» le Charlemagne (Flagskib) 84

» le César 84

Arrière-Garden.

Linieskibet la Ville de Berlin 84

» l’Albanais 84

» le Pultusk 84

Fregatten Friesland 44 } (hollandske)

» Iris 20 }

» Ajax 20 }

Briggen Butler 14 (engelsk Prise)

Proviantspørgsmaalet, der under Rosenvinges Kommando havde givet den første Anledning til Misfornøielse ombord og sat den første Kurre paa Traaden imellem de danske Chefer og deres Foresatte, begyndte strax efter v. Dockums Ankomst at røre sig igjen Ligesom sidst var det ikke Kvaliteten, der klagedes over. Maden var god, og efter franske Forhold ogsaa tilstrækkelig, men forslog blot ikke til de danske og norske Søfolk, der fra Hjemmet vare vante til en langt rigeligere Kost end den, den franske Intendantur leverede.

Skjøndt v. Dockum havde været for kort Tid paa Stedet til at kunne fælde en uhildet Dom om alt, hvad der blev forelagt ham ombord til Afgjørelse, havde Mandskabets Klager over utilstrækkelig Bespisning dog strax hans Sympathi. Den allerførste Gang, han efter Ankomsten havde set sin Besætning opstillet til Præsentation, var han bleven slaaet af Folkenes Udseende. Det var ikke de samme sunde, kraftige og veirbidte Skikkelser, han her fik at se, som ved Mønstringen ombord i en dansk Orlogsmand hjemme; »Pultusk’s« og »Dantzick’s« Besætning havde et mat, sygeligt Udseende, og v. Dockum skrev det ganske naturligt paa Bespisningens Regning, over hvilken der klagedes i begge Skibe.

Det bliver dog et Spørgsmaal, om han ikke har taget feil paa dette Punkt, og om ikke det fugtige, usunde hollandske Klima, de slette sanitære Forhold, hvorunder Mandskabet Vinteren igjennem havde levet, kasernerede ombord i Skibe, hvor der hverken fandtes Kabys eller Kakkelovn, hvor Lys og Lanterner ikke engang var tilladt, men kun stiltiende taalt som en uundgaaelig Nødvendighed, om ikke alt dette i Forbindelse med Misfornøielsen og Hjemve langt snarere har tæret paa Mandskabets friske Udseende end Afsavnet af nogle Maaltider Grød og 1 ℔ Smør om Ugen.

v. Dockum havde imidlertid bestemt sig til at tale sine Folks Sag, naar det lod sig gjøre, og Leiligheden tilbød sig snart. Efter at nemlig Vice-Admiral Missiessy den 20. April 1809 om Eftermiddagen havde heist sit Flag ombord i Linieskibet »Charlemagne«, afholdtes der hos den Kommanderende et Møde til Afgjørelse af forskjellige Provianterings-Spørgsmaal, hvor samtlige Eskadrens Chefer og Intendanter vare tilstede, og her haabede v. Dockum at kunne faa Sagen bragt paa Bane.

Dette lykkedes ogsaa paa en vis Maade, idet der paa Mødet »blev meget talt til Fordel for de danske Matrosers adresse og Kræfter imod de Franske«[14], og denne Kompliment benyttede v. Dockum til at svare: »at Aarsagen formodentlig var, fordi de nordiske Folk spiste stærkere Føde end de Franske, hvilket formodentlig gav dem mere Kræfter«[14].

Denne Forklaring har aabenbart været beregnet paa, at de Styrende paa Mødet paa en fin Maade skulde forstaa det Ønskelige i, at der foretoges en Forandring i det for de Danske gjældende Spisereglement. Antydningen har imidlertid været for fin og er næppe bleven forstaaet, medens paa samme Tid v. Dockum med det foregaaende Aars Proviantstrid for Øie har været saa klog hellere at lade Spørgsmaalet falde end at rette noget direkte Forlangende i denne Henseende til de franske Autoriteter.

Dog opgav han derfor ingenlunde sin Plan, fordi han under disse Omstændigheder fandt det rigtigst ikke at gaa lige løs paa Maalet. Han slog blot diplomatisk ind paa en Sidevei, som han haabede nok vilde føre ham, hvorhen han ønskede. Man ser dette bekræftet gjennem v. Dockum’s Rapport til Admiralitetet om Mødet ombord i Linieskibet »Charlemagne«, hvori det hedder:[15]

»Men for at jeg ikke skal komme i Uleilighed for at anmode om større Rationer, saa udbeder jeg underdanigst, at denne Mangel for den franske Minister i Kjøbenhavn maatte blive foredragen til videre at forestille den franske Regjering derom, da Mandskabets Udseende er som de kunde være kommet ud af et Fængsel, hvor de have lidt Nød; og anser jeg det for nødvendig til deres Helbreds Konservation, at der bliver foranstaltet, at de faa ugentlig nogle Maaltider Grød og Smør, hvorfor dem igjen ugentlig kunde afkortes nogle Maaltider Bønner.«

Endnu inden dette Brev havde naaet sit Bestemmelsessted, fik imidlertid v. Dockum en uventet Hjælp i Proviantspørgsmaalet fra Admiralen selv. Efter at Flaget nogle Dage havde vaiet ombord i »Charlemagne«, afreiste nemlig Missiessy til Paris for at forhandle mundtlig med Marineministeren om forskjellige Tjenestesager og viste ved sin Afreise den Opmærksomhed imod v. Dockum at spørge ham, om han havde noget at andrage hos Ministeren, i hvilket Tilfælde han da skriftlig kunde tilmelde Admiralen det.

v. Dockum var naturligvis ikke sen til at benytte dette kjærkomne Tilbud til at slaa det ønskede Slag for de danske Besætninger og deres gode Appetit, og sendte Vice-Admiralen forinden dennes Afreise til Paris en Skrivelse, hvori det hedder:[16]

»At hvis han fandt Leilighed i Paris, da at udvirke hos Marineministeren, at det danske Mandskab kunde faa nogle Gange Grød og Smør om Ugen i Stedet for Bønner.

»Grød og Smør er den danske Matroses nationale Føde, og vil sikkert bidrage meget til Mandskabets Sundhed og Konservation«.

Under Missiessy’s Fraværelse i Paris vedblev hans Flag at vaie fra »Charlemagne«, medens Kommandoen midlertidig overgik til den ældste Officer i Flaaden, Kontre-Admiral Courand (Linieskibet »Dalmate«). Under dennes Befaling lettede Flaaden fra Terneuzen den 28. April 1809 og stod Farvandet ned imod Vliessingen. Det havde først været Bestemmelsen, skriver v. Dockum i sin Rapport derom til Admiralitetet, at Flaaden skulde søge Vliessingen og atter lægge ind i Bassinerne[17]. Grunden til, at man tænkte paa at lade Marinen indtage en saa fremskudt Stilling mod Kanalen, var den, at der allerede nu i det tidlige Foraar begyndte at dukke Rygter op om engelske Udrustninger, hvis Maal sagdes at være Vliessingen og Schelden. Da disse Rygter i alle Tilfælde paa dette Tidspunkt endnu vare noget forhastede, toges Ordren imidlertid tilbage, og Flaaden ankrede samme Eftermiddag i Farvandet midt imellem Antwerpen og Vliessingen paa det samme Sted, der ogsaa Aaret forinden havde været dens Sommerstation, og man tog med Kraft fat paa Skibenes Organisation og Mandskabernes Uddannelse.

Admiral Missiessy vendte efter 2-3 Ugers Fraværelse i Paris tilbage til sin Flaade og tog atter Ledelsen i sin Haand. Kort efter sin Ankomst modtog han Meddelelse om, at Kong Louis af Holland vilde inspicere Fæstningerne og Batterierne langs med Schelden og ved samme Leilighed komme ombord paa Flaaden.

Paa den berammede Dag, Onsdag den 17. Mai 1809, begav Admiral Missiessy, ledsaget af sine Skibschefer og en Del af Flaadens Officerer, sig iland for at modtage Hs. Majestæt. Om dette Møde med Kong Louis af Holland har v. Dockum nedskrevet følgende Beretning i sine efterladte interessante Optegnelser[18].

»Admiralen blev underrettet om, at Kongen af Holland, Louis, vilde paa en bestemt Dag møde i Land i Nærheden af os, hvorfor Admiralen med Cheferne og en Del Officerer gik den Dag i Land for at gaa Hs. Majestæt i Møde, og da vi mødte Hs. Majestæt, sad han med sin Marechal i en ussel Kareth forspændt med 2 elendige Heste.

»Kongen lod sin Kavaler stige ud, for at give Admiralen Plads i Vognen, og at se Hs. Majestæt i Karethen var det en smuk Herre af maadelig Høide, med et fornøieligt Ansigt, og havde han nogen Ligning med den danske Minister Moltke i England. Der samlede sig nogle Herrer og Bønder, som en efter anden sagde: Leve de Koning! (istedetfor vort danske Hurra). Hs. Majestæts Ankomst var for at inspektere Fæstninger og Batterierne, som vare anlagte paa de snævreste Passer af Scheldefloden, og da vi kom til et Batteri, som var monteret med 12 Stkr. 24 ℔ Kanoner, for at skjønne, hvor mange Mand han dertil behøvede at sende til Besætning, steg han ud af Vognen som en Krøbling, formodentlig af Gigt. Den højre Arm kunde han ikke lade synke, den venstre Arm var nedbøiet og hængte bag og stiv, Legemet var bueformigt, og de Skridt, Hs. Majestæt kunde tage, vare langsomme og kun ¼ af et almindelig Menneskes.

»Da hans Majestæt kom paa Batteriet, hvor der over Floden til den anden Kyst kunde være 1000 Skridt, spurgte han, om Kanonerne kunde række et Skib, som der vilde passere, og paa Svaret, at Kuglerne magelig kunde række, lovede Hs. Majestæt at ville sende 3-4000 Mand til Batteriets Besætning. Man svarede, at der ikkun behøvedes nogle 100 Mand, men han lovede at sende dertil 3000 Mand og nogle Orlogsskibe«.

Efter at Inspektionen i Land var til Ende, gik Kongen i Admiralens Fartøi. Der flagedes fra alle Flaadens Linieskibe, og under Udroningen saluteredes der fra begge Kommandoskibene med 30 Skud. Medens Kongen var ombord hos Missiessy, foretog Flaaden Seilmanøvrer, der blev skudt til Skive efter Tønder, foretaget Ud- og Indsætning af Fartøier o. s. v., og endelig kaldtes Skibscheferne, efter at Øvelserne vare ophørte, ombord i Admiralskibet.

Det lader til, at de to dansk bemandede Skibe med deres Besætninger af virkelige Søfolk allerede ved denne Leilighed have været istand til at udføre deres Sager paa en Maade, der vakte Opmærksomhed i Flaaden, og hævdet deres Overlegenhed over de franske Skibsbesætninger. En Del af disse havde aldrig været tilsøs udenfor Schelden, hvorimod Størsteparten af »Pultusk’s« og »Dantzick’s« Matroser havde faret Verden rundt til Koffardis. v. Dockum indberetter ogsaa i en Rapport til Admiralitetet af 24. Mai 1809, at efter Manøvrerne »samledes alle Skibscheferne ombord hos Admiralen, hvor denne lige overfor Kongen af Holland udtalte sig meget rosende om de danske Skibes Præstationer«[19].

Forinden Kongen af Holland forlod Flaaden for at inspicere Fæstningerne Lillo, s’Hertogenbosch og Antwerpen, uddelte han forskjellige Foræringer ombord i Admiralskibet, ligesom ogsaa hvert Skibs Mandskab blev betænkt med en Sum Penge til Fordeling[20].

For de danske Mandskabers Vedkommende faldt det ganske naturligt, at man strax spiste Foræringen op. De to Vexler paa 500 Gylden, som Dagen efter Kongens Afreise sendtes ombord, anvendtes til Anskaffelsen af et Par gode Maaltider Mad, og i begge Skibe spiste man sig nu engang for Alvor mæt.

Ihvorvel Kongen af Hollands Inspektionsreise langs Schelden ikke havde meget at betyde, da alle hans beredvillige Løfter om Assistance af Tropper og Skibe aldrig bleve til Virkelighed, stod hans Besøg dog i nøie Forbindelse med Rygterne om en forestaaende engelsk Landgang ved Vliessingen. Det tjente i alle Tilfælde til at konstatere, at netop det Sted, mod hvilket man kunde vente, at England vilde rette sit offensive Stød, Vliessingen, Scheldens Delta, og hele Terrainet paa begge Sider af Floden fra Søkysten og helt op til Antwerpen, — i Øieblikket var saa forsvarsløst som vel muligt.

Grunden til, at denne Landsdel saaledes i Krigstid laa uden Forsvar, maa søges i de store militære Foretagender, som Frankrig i Aaret 1809 var engageret i. Krigen med Østerrig var netop udbrudt; ved Rhinen, ved Donau og i Spanien stode de franske Hærkorpser lige overfor Fjenden, og for at tilfredsstille de 3 opererende Armeers Krav, trak man Besætninger og Garnisoner bort allevegne fra, hvor man troede, at de kunde undværes, og sendte dem til Krigsskuepladsen. Paa denne Maade havde de hollandske Fæstninger mistet deres egentlige Besætninger, og saa summarisk gik man frem for at skaffe Soldater tilveie til Keiserens Krigsforetagender, at endog ethvert af Scheldeflaadens Skibe maatte afgive en Del af sine Soldater i dette Øiemed.

Et paalideligt Billede af den Modstand, som en fremtrængende Hær vilde kunne vente at finde paa sin Operationslinie fra Vliessingen op til Antwerpen i Forsommeren 1809, kan man danne sig ved at betragte de Forsvarskræfter, som vare til Raadighed. Nogen Felthær, der kunde tage Kampen op med Fjenden i aaben Mark, fandtes aldeles ikke, og paa de forskjellige faste Pladser langs Floden var saavel Materiellet som Personellet i en meget maadelig Forfatning. Saaledes havde den vigtige Fæstning Vliessingen ved Scheldens Udløb kun en lille Besætning, og dens Armering var utilstrækkelig og bestod af Kanoner af ringe Kaliber; Liefkenshoek var endnu slettere forsynet med Skyts og Mandskab; Fortet Bath paa Østpynten af Zuid-Beveland havde nok sine Kanoner paa Plads, men Digerne, der omgave det mod Søsiden, vare saa høie, at der ikke kunde skydes over dem, og der fandtes ingen tilstrækkelig Besætning til at udføre de nødvendige Sløifningsarbeider, saa at Fortet kunde komme til at bruge sine Kanoner; i Fæstningen Lillo, (»Nøglen til Schelden«, som den kaldtes,) fandtes kun 12 Stkr. gamle 12 ℔ Kanoner og et Invalid-Kompagni til Besætning, og endelig henlaa adskillige mindre Batterier og Skandser langs med Floden i en aldeles forsømt Tilstand.

Der kunde saaledes under disse Omstændigheder ikke tænkes noget gunstigere Øieblik for England til at rette et Slag imod Antwerpen. Den nydannede Scheldeflaade, der voxede med rivende Fart, og kun kunde være en Trudsel imod den engelske Kyst, havde lige fra første Færd været en Torn i Øiet paa Kong George d. 3dies Regjering, men først nu, da de keiserlige Hære vare i fuld Aktivitet langt borte fra dette Sted, ansaa man Øieblikket for kommet til at skaffe sig af med dette ubehagelige Naboskab paa den hollandske Side, og det blev besluttet at foretage et Angreb, hvis Øiemed var, at ødelægge Scheldeflaaden og den nye Marinestation ved Antwerpen.

Ligesom man i Frankrig nu ikke var i Uvidenhed om, at der var noget i Gjære paa den anden Side af Kanalen, og at der paa de engelske Værfter arbeidedes med Kraft paa at gjøre Skibsmateriel klart til at tage et Expeditionskorps ombord, saaledes var man ogsaa i England temmelig paa det Rene med, hvorledes det stod til med de franske Forsvarsforanstaltninger.

Det er ganske interessant at se, hvorledes de to Regjeringer ad samme Vei fik Underretning om hinandens Foretagender.

Hollandske og franske Smuglere, der under almindelige Omstændigheder bleve saa ilde behandlede, naar de faldt i Hænderne paa de engelske Autoriteter, vare paa denne Tid velsete Folk. Ikke alene blev der set igjennem Fingre med deres ulovlige Trafik, men naar de hændelsesvis havde et eller andet at berette, om hvad der gik for sig paa Schelden eller der omkring, blev hvert Ord betalt dem i klingende Mønt. Og naar saa de brave Folk kom tilbage fra deres Expedition og fra den engelske Kyst kunde medbringe en eller anden opsnappet Efterretning, vare de sikre paa, at Myndighederne ogsaa paa den anden Side af Farvandet lukkede Øiet til og viste sig erkjendtlige for enhver Underretning om militære Forberedelser paa de engelske Værfter.

Tiltrods for de Vink, som den franske Regjering saaledes modtog om et forestaaende Angreb, traf man endnu ingen Foranstaltninger til at trække Tropper sammen om det truede Punkt. Der overlodes saaledes Marinen det Hverv at tage Stødet af for Antwerpen, hvis virkelig en engelsk Landgang skulde finde Sted, forinden det blev muligt at samle et Troppekorps ved denne By, og det maa siges om Scheldeflaadens Chef, at skjøndt han her stod overfor en Opgave, som det vilde være en Umulighed at løse, hvis det engelske Angreb blot blev ført nogenlunde, som det burde, tog han dog saa kraftigt og energisk fat, at det geraader ham selv og den ham underlagte Flaadeafdeling til Ære.

Det vilde naturligvis, hvis Fæstningen Vliessingen skulde falde, være aldeles ørkesløst for Scheldeflaadens Chef med de faa Hjælpemidler, der stode til hans Raadighed, at tænke paa at stoppe et Landgangskorps paa dets Marche imod Antwerpen; det eneste, han formaaede, var at gjøre de ham underlagte Skibe saa slagfærdige som muligt, for at de kunde tage Kampen op, hvis en engelsk Eskadre skulde vove sig ind paa Schelden. Og med dette beskedne Maal for Øie exercerede ogsaa Missiessy sine Mandskaber troligt fra Morgen til Aften. Næsten daglig foretog Flaaden Letninger eller Seil- og Reisningsmanøvrer; der exerceredes med Kanoner og Geværer og arbeidedes med Fartøjerne; Landgangskompagnierne indøvedes, der opkastedes mindre Batterier langs Flodbredden paa udsatte Steder, bestemte til at monteres og besættes med Skyts og Mandskab fra Skibene, og endelig afholdtes der to Gange ugentlig Skiveskydning ombord, saavel med Kanoner som med Haandvaaben, efter udlagte Maal, hvorefter der uddeltes temmelig betydelige Pengebeløb som Præmie til de bedste Skytter.

Paa denne Maade, ved Ihærdighed og Flid, naaedes et efter Omstændighederne betydeligt Resultat i Retning af at gjøre Scheldeflaaden kampdygtig, og det uagtet Missiessy maatte savne et meget vigtigt Element til sine Officerers og Mandskabers Uddannelse — nemlig det salte Vand. Han laa stænget inde paa Floden, hindret af den strenge engelske Blokade i at kunne naa det aabne Hav. Havde han havt tilstrækkelig Styrke til at staa Schelden ud i Spidsen for sine Linieskibe, havde han vist den engelske Blokadeeskadre tilbage og med Udsigt til daglige Skærmysler øvet sine Besætninger i aaben Sø udenfor de hollandske Banker, med Vliessingen i Ryggen som sit Retrætepunkt, vilde dette ikke alene have havt den Fordel, at den engelske Armétransport havde fundet de franske Skibe paa Pletten rede til at spærre Veien til Landgangsstedet, men Scheldeflaaden vilde upaatvivlelig samtidig, saa vel i virkelig Kampdygtighed som i moralsk Henseende, være naaet et Skridt videre frem.

Blandt de danske Officerer, der for Øieblikket vare ombord i »Pultusk« og »Dantzick«, var der vel ingen, der saa inderlig ønskede at blive afløst og at kunne reise hjem til Danmark, som Kapitainlieutenanterne Fasting og Stephansen. De havde begge været Næstkommanderende i de danske Skibe lige siden den første Dag, Kommandoen var bleven heist der ombord; de havde begge gjennemgaaet det første Aars uheldige Kampagne under Rosenvinge og Holsten og vare nu saa aandelig trætte og tildels ogsaa saa legemlig svækkede, at de ikke mente at kunne holde denne Tilstand længere ud.

De indgik derfor begge i Slutningen af Mai Maaned 1809 med nedenstaaende Andragende til Admiralitetet, hvori de indtrængende bad om at maatte blive afløste fra deres Post[21].

»I December Maaned f. A. have vi underdanig ansøgt det høie Kollegium om at blive hjemkaldte til Tjeneste i Fædrelandet. Vor Ansøgning var da grundet paa, at vi her gjorde en besværlig og ufuldkommen Tjeneste, som i sig selv var os en sand Plage, saa meget mere som vi derved ikke indsaa at virke noget for Fædrelandet.

»Det høie Kollegium har gunstig tilsagt os, at Hans Majestæt vilde allernaadigst efter Omstændighederne tage vor Ansøgning i Betragtning.

»Siden den Tid ere Tilfælde indtrufne, der have saa meget forøget det Onde, vi føle ved at være i denne Tjeneste, at vi næppe have været i Stand til at bære det. Som Næstkommanderender paa disse Skibe have vi upaatvivlelig havt de fleste Vanskeligheder og Fortrædeligheder at gjennemgaa; disse have været saa meget større, da vi ikke have været det franske Sprog mægtige. Saavel vort Sind som vort Helbred er derved sat i en Forfatning, hvori vi finde os det en Umulighed længere at kunne udholde at gjøre Tjenesten her, saaledes som danske Søofficerer bør gjøre den. Med al mulig Kjæmpen mod vor ubehagelige Sindsforfatning se vi med forøget Græmmelse, at vi ere en Plage saavel for os selv som for dem, vi have med at bestille.

»Det Glimt af Haab, vi engang havde om at komme samlede hjem, anse vi som forsvundet. Vi indfly derfor med Bøn, at det høie Kollegium gunstigst vil forelægge Hs. Majestæt vor Sag, og formaa ham til at række sin landsfaderlige Haand til tvende Sønner af den Etat, han ved sin direkte Bestyrelse i en lang Række af Aar har opflammet til hæderlige Handlinger.

»Vi bede om at blive afløste og i Fædrenelandet at tilbagevinde den Kraft og Sindsstemning, der er nødvendig til Handlinger, der kan gjøre os denne Naade værdige.

»Det er vist ubehageligt at søge at bringe Andre ind i en Stilling, man selv finder saa trykkende og derfor ønsker at komme ud af, men dels er det os en uundgaaelig Nødvendighed, og videre give vi os den Frihed at bemærke, at vore Afløsere, især om de ere det franske Sprog mægtige, ikke kan i Fremtiden have de Vanskeligheder og Fortrædeligheder at gjennemgaa, som vi have havt. Tingene ere nu i en Slags Orden. De ere heller ikke udsatte for at møde saadanne Tilfælde som de, der fornemlig have forspændt vore Kræfter.

»Vi anbefale os til det høie Kollegies Forsorg«.

Underdanigst

Fasting. Stephansen.

Orlogsskibet »Dantzick«, den 23. Mai 1809.

Da Ansøgningen blev forelagt Cheferne til Anbefaling forinden Afsendelsen til Admiralitetet, forsynede v. Berger den med følgende Paategning:

»Uagtet det vilde være et Tab for mig, kan jeg dog ikke andet end paa det kraftigste anbefale Hr. Kapitainlieutenant Fastings underdanigste Ansøgning til det høie Kollegio, hvis Helbred Dag for Dag aftager, og vil han næppe kunne faa den igjen, dersom han skal forblive«.

v. Berger.

v. Dockum derimod, afslog at give Ansøgningen sin Anbefaling og skrev kort og godt nedenunder: »forevist v. Dockum.«

Om end v. Dockum’s og v. Berger’s forskjellige Stilling overfor deres Næstkommanderenders Ansøgning selvfølgelig ikke giver os nogen dybere Kjendskab til de to Chefers Karakter, giver den os dog maaske et lille Indblik i denne. v. Berger staar som den velvillige Mand, der viser Imødekommenhed overfor sin Næstkommanderendes personlige Ønske. v. Dockum derimod staar som den, der intet Hensyn tager til saadanne, og nægter at anbefale et Skridt, som han ikke anser nødvendigt for Tjenestens Tarv.

Tilfældet vilde imidlertid, at denne lille Uoverensstemmelse imellem de to Chefers Opfattelse ingen Betydning skulde faa, idet Kapitainlieutenanterne Fasting og Stephansen kort Tid efter atter toge deres Ansøgning tilbage. Grunden til dette uventede Skridt og til at de Officerer, der stode i Begreb med at reise tilbage til Danmark, samtidig alle som én ansøgte om foreløbig at maatte forblive til Tjeneste paa Scheldeflaaden, var den, at det engelske Angreb var umiddelbart forestaaende. Under saadanne Omstændigheder mente de danske Officerer ganske naturligt, at de burde blive paa deres Post. Som man kunde vente, blev et saadant Tilbud modtaget meget gunstigt af den franske Regjering, tilmed da der netop nu var Brug for flere Officerer.

Scheldeflaaden begyndte nemlig i de Dage at trække Forstærkning til sig af mindre Skibe. Hidtil havde dette Led manglet i det maritime Forsvar, idet Linieskibene havde været de eneste Krigsskibe paa Floden. I Anledning af de forestaaende Begivenheder gjordes der nu en Forandring i dette Forhold; fra de nærmestliggende Havnestæder dirigeredes alt, hvad der fandtes disponibelt af mindre Krigsfartøier (Kanonbrigger, armerede Baade, Brandere o. s. v.) ad Floder og Kanaler i Retning af Schelden. Hvor det var nødvendigt, bleve de under Transporten halede paa Land, satte paa Ruller og kjørte fra den ene Vandvei til den anden, indtil de endelig naaede deres Samlingsplads. Paa denne Maade samledes her i Juni Maaned 1809 en ikke ubetydelig let Eskadre, der underlagdes Admiral Missiessy, og som en Anerkjendelse af de Danskes Beredvillighed fik de Officerer Chefskommando, der frivillig havde meldt sig til at blive i Anledning af Englændernes Angreb. Blandt de ankomne Smaaskibe, der yderligere forøgedes med nogle til Brandere indrettede Koffardiskibe fra Antwerpen, vare Kanonbriggerne fra Boulogne de største. De udgjorde en Deling for sig med en fransk Officer (capitaine de vaisseau) som Chef, og paa samme Maade dannedes der under Fastings og Stephansens Kommando en særlig dansk Flotille af mindre Fartøier, udelukkende bemandet med danske Officerer og Matroser[22].

Foruden disse Foranstaltninger, der alle havde til Hensigt at forstærke Flaadens aktive Modstandskraft, forberedte Admiral Missiessy desuden en Spærring af Farvandet med passive Forhindringer, hvis Englænderne skulde vove sig indenfor Vliessingen. Det Sted, der blev valgt hertil, laa høit oppe paa Schelden imellem Fæstningerne Lillo og Liefkenshoek, ½ Mils Vei indenfor den første, paa et Punkt, hvor Floden snævrer sig ind til et temmeligt smalt Løb. Paa dette Sted anbragtes en Barriere af svære Rundholter og Bomme, surrede til hinanden med Kjæder og fortøiede med Ankre tværs over Farvandet. Til yderligere Forstærkning henlagdes ved Spærringen nogle fladbundede Kanonbaade (balcons plats), og langs Flodens Bredder arbeidedes der med Kraft paa at opkaste Batterier.[23]

Hermed var Scheldeflaadens Foranstaltninger til at tage imod Fjenden endte.

Forberedelserne til Expeditionen imod Schelden vare tilendebragte henimod Slutningen af Juli Maaned 1809, og Sagen var grebet an med sædvanlig engelsk Soliditet og Rundhaandethed. Den Hærstyrke, der under Jarlen af Chatham’s Overkommando var bestemt til at løse Opgaven, beløb sig til ikke mindre end c. 39,000 Mand af alle Vaabenarter, og til at føre dette anselige Korps over Søen var der fra Marinens Side udfoldet stor Virksomhed og stillet et imponerende Materiel paa Benene[24].

Man faar et godt Begreb om det skjærende Misforhold imellem de franske Forsvars- og de engelske Angrebsdispositioner, naar man betragter Listen over den vældige Flaade, der laa klar til at føre 39,000 Mand engelske Soldater imod den hollandske Kyst, og man maatte tro, at det med Opbydelsen af saa anselige Stridskræfter vilde blive en let Sag for de to Øverstbefalende, Jarlen af Chatham og Kontre-Admiral Sir Richard Strachan, at udføre deres Ordre i en Haandevending.

Som tidligere nævnt, var Antwerpen Maalet for Hærens og Flaadens kombinerede Bevægelse, og Marinens særlige Opgave var i Ordren præciseret til: »At sænke, brænde og ødelægge alle Fjendens Krigsskibe, som enten vare udrustede paa Schelden eller under Bygning i Antwerpen, Terneuzen eller Vliessingen, og om muligt gjøre Schelden ufremkommelig for Orlogsskibe.«

Den engelske Flaade.

Linieskibe:

St. Domingo 74 Kan.

Cæsar 80 »

Denmark 74 »

Theseus 74 »

Repulse 74 »

Powerful 74 »

Superb 74 »

Centaur 74 »

Venerable 74 »

Valiant 74 »

Courageux 74 »

York 74 »

Princess of Orange 74 »

Monarch 74 »

Belleisle 74 »

Victorious 74 »

Blake 74 »

Audacious 74 »

Bellona 74 »

Eagle 74 »

Impétueux 74 »

Revenge 74 »

Hero 74 »

Illustrious 74 »

Ganges 74 »

Aboukir 74 »

Marlborough 74 »

Royal Oak 74 »

Alfred 74 »

Sceptre 74 »

Orion 74 »

Resolution 74 »

Achille 74 »

Namur 74 »

Udrustede en flûte:

Leyden 64 Kan.

Agincourt 64 »

Monmouth 64 »

Iris 50 »

Adamant 50 »

Weymouth 54 »

Ulysses 44 »

Serapis 44 »

Fregatter:

Impérieuse 44 Kan.

Rota 38 »

Perlen ? »

Lavinia 44 »

Clyde 38 »

Amathyst 38 »

Fisgard 38 »

Statira (?) 38 »

Hotspur 38 »

Aimable 32 »

Circe 32 »

Euryalus 38 »

Salcette (?) 38 »

St. Fiorenzo 36 »

Thalia 36 »

Aigle 36 »

Nymphen 36 »

Dryad 36 »

Heroine 32 »

Bucephalus 32 »

Pallas 32 »

Camilla 24 »

Til denne betydelige Styrke af større Orlogsmænd kom en sand Sværm af mindre Krigsskibe. Flaaden raadede saaledes endnu over 33 Korvetter med 14-18 Kanoner hver, 5 Bombeskibe, 23 Kanonbrigger, 14 Toldkuttere, 5 Tendere, 82 Kanonbaade og 150 fladbundede Baade. Til yderligere Assistance, navnlig i Tilfælde af mulige Grundstødninger, havde Værfterne afgivet Lægtere, forsynede med Ankre og Varpegods; fra de smaa Søstæder, Deal, Folkstone, og fl. A. vare alle der hjemmehørende større Rofartøier tagne med for at gjøre Tjeneste ved Troppernes Udskibning, ja man havde endog lagt Beslag paa de hurtigseilende Smuglerfartøier, som man i en Fart kunde faa fat paa, for at anvende dem i militære Øiemed.

Saa store vare Forberedelserne til Expeditionen, at alene Drægtigheden af de Skibe og Fartøier, som den engelske Regjering havde leiet til Assistance for Marinen, udgjorde omtrent 100,000 Tons.

Den 28. Juli 1809 om Morgenen tidlig begyndte den engelske Flaade at sætte sig i Bevægelse. Linieskibet »Venerable« med Jarlen af Chatham og Sir Richard Strachan ombord lettede fra Downs Rhed og satte Seil imod den hollandske Kyst, fulgt af Sir John Hope’s og Marquis’en af Huntley’s Divisioner.

Fra Vliessingen, hvor 3 franske Linieskibe laa paa Brandvagt, iagttog man de engelske Skibe, efterhaanden som de dukkede frem over Horizonten, og heiste Signal til Flaaden høiere oppe paa Floden for »Fjendtlige Seilere i Sigte«. Skibenes Antal blev tillige angivet i Begyndelsen, men det varede ikke længe, førend der fra Forpostskibene vaiede Signal om, at de fjendtlige Seilere ikke mere kunde tælles paa Grund af deres Mængde. Om Aftenen var den engelske Høistkommanderende gaaet til Ankers Vest for Øen Walcheren, og efterhaanden som de øvrige Divisioner i Løbet af Natten og de paafølgende Dage ankom til Bestemmelsesstedet, indtoge de deres anviste Ankerpladser[25].

Den 1. August 1809 havde det engelske Expeditionskorps tilendebragt sin Opmarche paa Søen. Skibene laa rangerede udfor de anviste Udskibningssteder med Tropper, Heste og Materiel klare til at gaa fra Borde med korteste Varsel. Alt tydede paa, at den forestaaende Udskibning vilde kunne finde Sted uden at blive forulempet af fjendtlige Stridskræfter. De smaa faste Pladser Veere og Middelburg havde begge kapituleret uden Modstand strax ved Englændernes Ankomst; de 3 franske Linieskibe, der havde ligget paa Forpost ved Vliessingen, havde forladt deres Station og trukket sig tilbage til Lillo, hvor den øvrige Del af Flaaden laa samlet. Scheldens Munding var saaledes blottet for Skibe, der kunde forbyde en fjendtlig Eskadre Indseilingen paa Floden, og ved en Rekognoscering, der den 30. Juli blev foretaget op ad Øst-Schelden af to engelske Officerer[26], fik man Vished for, at ogsaa dette Farvand var uden Forsvarsanstalter. Passagen var fri, ingen Spærringer, ingen sænkede Skibe eller lignende fandtes, der vilde kunne stoppe Seiladsen; et engelsk Linieskib kunde staa Floden op lige til Wemeldinge paa Zuid-Beveland med 6 Favne Vand under Kjølen uden at møde en eneste Hindring paa sin Vei.

Under saa overordentlig gunstige Betingelser for en Angriber gik den engelske Landsætning af Tropper for sig uden Modstand og uden Uheld. Veiret var den eneste Magt, der greb lidt forstyrrende ind og gjorde, at Overkommandoens Dispositioner dog ikke kom til Udførelse i fuldeste Udstrækning, idet Landsætningen af Marquis’en af Huntley’s Korps ved Kadzand med det Maal for Øie at afskjære Forbindelsen imellem Fastlandet og Walcheren, maatte opgives paa Grund af daarligt Veir. Derimod faldt hele denne Ø, med Undtagelse af Fæstningen Vliessingen, for den engelske Armés venstre Fløi under Sir Eyre Coote, uden at der saa at sige blev løsnet et Skud, og skjøndt Jarlen af Rosslyn’s Kavalleridivision endnu ikke kom til Anvendelse, men forblev ombord i Transportskibene, havde den engelske Armé dog ved Aftenstid paa Udskibningsdagen ikke mindre end 25,000 Mand i Land paa den hollandske Kyst. Udskibningen og Landsætningen af denne store Styrke foregik under Ledelse af Kontre-Admiralerne Edward Otway og Sir Richard Keats og skete med Hurtighed og stor Præcision.

Skjøndt det franske Flag endnu vaiede fra Vliessingens Bastioner, var denne Fæstning af saa ringe Betydning, og den engelske militære Stilling i Øieblikket saa overlegen, at denne Hindring egentlig ikke burde have standset Jarlen af Chatham paa hans Marche imod Antwerpen. Men den engelske Overkommando havde allerede da gjort Forsigtighed til sit Valgsprog, og Vliessingen skulde falde, forinden man forfulgte de vundne Fordele videre.

Som Følge af denne Taktik blev Vliessingens Bombardement det næste Skridt i Angrebet, og Forberedelserne hertil vare saa omfattende og sattes i Værk med saa stor Omhyggelighed, at det var at forudse, at den forestaaende Beskydning snart vilde have en Kapitulation til Følge. Den 13. August var alt klart til Angrebet, og da Signalet til Skydningens Begyndelse Kl. 1 om Eftermiddagen gik tilveirs hos den Kommanderende, aabnedes Ilden med stor Kraft fra to Kanonbaadsdivisioner. Den ene af disse, under Kapitain Cockburn’s Kommando, (Chefen for »Belleisle«), tog Station udfor SO Enden af Byen, medens den anden Division, ført af Kapitain Owen, (Chefen for »Clyde«), gik til Ankers i S Vestlig Retning for Byen, og fra begge disse Steder faldt Bomberne med stor Sikkerhed over Vliessingens By og Fæstning.

Skydningen vedvarede, paa en kort Afbrydelse nær den første Aften, uafbrudt indtil den 15. August om Morgenen Kl. 2, da Fæstningens Kommandant, General Monnet, tilbød at kapitulere. Som Følge heraf ophørte Beskydningen, saa snart det begyndte at lysne, og Underhandlingerne, der fra engelsk Side førtes af Kapitain Cockburn og Oberst Long, afsluttedes endnu samme Aften med Fæstningens Kapitulation[27].

Vliessingens Fald, der burde have været Signalet til en hurtig Fremrykning af det engelske Expeditionskorps imod Antwerpen, betegner mærkelig nok kun et Tidspunkt, hvor Overkommandoens Forsigtighed gik over til Uvirksomhed og Stilstand. I de nærmest paafølgende Dage, efter at den franske Garnison var marcheret ud af Fæstningen med flyvende Faner og fuld Musik, slog man sig til Ro med det vundne Resultat og anvendte Tiden til at ødelægge, hvad der i Vliessingen fandtes af fransk Statseiendom.

Men netop disse Dage, hvor Magasiner sprængtes i Luften, hvor Skibene, der stode under Bygning paa Værftet, væltedes ned fra deres Bedinger og store Værdier gik tilgrunde for den franske Regjering, kom i endnu høiere Grad Frankrigs Fjender dyrt til at staa; thi det sidste Øieblik for Gjennemførelsen af en energisk Aktion var dermed gaaet tabt for den engelske Overkommando.

Til Belysning af Englændernes Uvirksomhed er det ikke uden Interesse at høre en Udtalelse af en Autoritet, som v. Dockum, om hvorledes Resultatet kunde være blevet, hvis Sagen var bleven grebet an, som den burde. I en Rapport til Admiralitetet, dateret Orlogsskibet »Pultusk«, til Ankers ved Antwerpen den 10. August 1809, udtaler han[28]:

»Vare de Engelske, strax de kom, gaaet rask frem, da alt her var blottet for Tropper, kunde de efter min Formening opholdt sig i Antwerpen over 2 Gange 24 Timer og der gjort stor Skade;« — ... og i sine private Optegnelser fremsætter han sin Kritik over de engelske Operationer mere udførligt paa følgende Maade:

»De engelske Tropper gjorde Landgang paa den næsten ubefæstede Ø Schouwen, hvor de forblev i Uvirksomhed. Og hvis de havde sat deres Tropper i Land ved Fæstningen Lillo, hvor ikkun var 20 Invalider, saa kunde de uden Modstand have indtaget Fæstningen, hvor alle Kanoner stode monterede paa Volden, og hvorfra de kunde have hindret Admiral Missiessy at spærre Sundet ved Lillo, hvor igjennem de kunde have seilet med deres Skibe og paa Diget marcheret til Antwerpen, og paa Veien over Digerne have kastet paa de franske Orlogsskibe saa mange Congrevske Raketter, som behøvedes for at opbrænde alle Skibene med deres Mandskab, uden at en af de franske Skibes Kugler kunde have ramt en Mand af de engelske Tropper, som marcherede inden for Diget til Antwerpen, og hvor de uden Modstand kunde have tilintetgjort det keiserlige Skibsværft med Magasiner og Skibene paa Stabelen, med Oplag af Tømmer o. s. v.«

Grunden til denne uheldbringende Sendrægtighed, der endog gav Anledning til Forespørgsler i det engelske Parlament, maa næst efter Overgeneralens Mangel paa Energi tilskrives den Omstændighed, at Hær og Flaade, der her vare kaldede til Løsningen af en fælles Opgave, aldeles ikke forstode at arbeide sammen. Krigshistorien afgiver talrige Exempler paa, hvorledes militære Foretagender, hvis Udførelse var lagt i Hænderne paa Land- og Sømagten i Forening, ere strandede paa Grund af Mangel paa ærlig og redelig Samvirken imellem de to Vaaben, og skjøndt der ved denne Leilighed ikke er Anledning til at tro, at Jalousi fra nogen af Siderne var medvirkende Aarsag til dette uheldige Forhold, blev Resultatet dog dette, at Expeditionen mislykkedes. Flaaden ventede paa Instruktioner fra Hærens Overkommando, og i Hovedkvarteret ventede man, at Flaaden vilde gjøre noget paa egen Haand; denne Venten havde kun til Følge, at der slet intet blev foretaget fra nogen af Siderne.

Et vittigt Epigram fra den Tid giver et slaaende Udtryk for de Kommanderendes Venten og Nølen i følgende 4 Linier:

Vil man imidlertid undersøge, om Hovedskylden har ligget hos Hæren eller Flaaden, synes alt, hvad der foreligger, at tyde hen paa, at Marinen var parat til at handle og tage kraftig fat, men at den, som et Led i Expeditionen, ventede paa sine Ordrer fra den øverste Chef, og at denne enten ingen bestemte Instruktioner har haft fra sin Regjering eller ogsaa ikke har benyttet dem, han havde.

At denne Betragtning er rigtig, bekræftes af forskjellige skriftlige Vidnedsbyrd fra engelske Søofficerer, der have deltaget i Expeditionen. Saaledes beklager Sir Richard Keats sig den 15. August 1809, i et Brev til den kommanderende Admiral over, at Marinen er magtesløs alene, og at intet vil kunne udrettes uden ved en Samvirken imellem Hæren og Flaaden. Faa Dage senere anstiller Sir Richard Strachan de samme Betragtninger i et Brev til Mr. Wellesley Pole og slutter med følgende Ord:

»Det er saa vel min som Sir Richard Keats’ Mening, og jeg troer enhver Søofficers Anskuelse, at hvis ikke Hæren samvirker med os, vil det ikke lykkes Expeditionen at løse Opgaven fuldstændigt«.

Det bedste Bevis for, at Marinen baade havde Lyst og Villie til at udrette noget, saa at der imod den ikke bør gjøres noget Ansvar gjældende for den Mangel paa Handlekraft, der lammede Expeditionen i dens Virken, har man i følgende ganske mærkelige Korrespondance, der umiddelbart efter Vliessingens Fald fandt Sted imellem Generallieutenant Jarlen af Rosslyn og Sir Richard Keats, en Korrespondance, hvori Admiralens Aktivitet og Lyst til Foretagender staar skarpt over for Jarlen af Rosslyn’s flegmatiske Ro og Mangel paa Initiativ[29].

Camilla, udfor Sandvleit 17. August 1809.

Mylord,

»Ved Skrivelse, som jeg igaar har modtaget fra Sir Richard Strachan, og ved et senere Brev, som jeg netop nu har modtaget, har jeg faaet selvstændig Kommando, og det synes, at Sir Richard Strachan antager, at Deres Herlighed, som kommanderer Tropperne paa Zuid-Beveland, ogsaa har Myndighed til uden nærmere Ordre at tage Del i ethvert Foretagende, der har til Opgave at fremme Expeditionens Hovedformaal: Ødelæggelsen af Fjendens Orlogsskibe ved Antwerpen.

»Saafremt Deres Herligheds Instruktioner gaa i denne Retning, skal jeg have den Ære øieblikkelig at henvende mig til Dem, og er klar til med den Flaadeafdeling, der staar under min Kommando, at virke sammen med Deres Herligheds Tropper ved ethvert Foretagende, som vi kunne blive enige om«.

Jeg har den Ære at være o. s. v.

R. G. Keats.

Til

Generallieutenant Jarlen af Rosslyn.

Paa dette Brev modtog Admiralen endnu samme Dag følgende Svar[30]:

Tergoes, den 17. August 1809.

Sir,

»Jeg har i dette Øieblik modtaget Deres ærede Brev, og som Svar kan jeg kun sige, at jeg ikke er i Besiddelse af Instruktioner, der bemyndige mig til at foretage yderligere Operationer.

»Jeg har nogen Grund til at antage, at den Øverstkommanderende imorgen eller overmorgen vil forlægge Hovedkvarteret hertil, og jeg skal ikke undlade øieblikkelig at underrette Dem saavel om Hs. Herligheds Ankomst, som om Alt, hvad jeg maatte faa at vide om det Spørgsmaal, hvorom De ønsker Oplysning«.

Jeg har den Ære at være o. s. v.

Rosslyn.

Til

Kontre-Admiral Sir R. G. Keats.

Medens den engelske Hærs offensive Bevægelse saa at sige var tilende med Vliessingens Fald, begyndte Franskmændene netop i de samme Dage at røre sig og ryste Uvirksomheden af sig. Kong Louis af Holland havde i Aix la Chapelle modtaget Efterretningen om den fjendtlige Landgang. Han afreiste strax til Amsterdam og efterlod Ordrer om at dirigere alle disponible Tropper til Krigsskuepladsen. Fra Lüttich, Maastricht og andre Garnisonsbyer sendtes alt, hvad der fandtes af Rekruter og udtjente Soldater, afsted ad Antwerpen til, og allerede den 12. August havde Kongen af Holland 6000 Mand samlet i Byens Omegn, hvor Tilstedeværelsen af dette lille Troppekorps ogsaa strax begyndte at øve en beroligende Virkning paa Beboerne. I Dagene efter Vliessingens Kapitulation havde Bestyrtelsen været stor i Antwerpen; man rømmede fra Byen af Frygt for Englænderne, og saa hovedkulds brød Befolkningen op fra deres Boliger, at alle Veiene i Omegnen vare opfyldte af flygtende Mennesker med Heste, Flyttelæs og Kjøretøier af enhver Art. En Panik var ikke langt fra at bryde løs; man ventede hver Dag at se den engelske Hærs Fortrav for Portene af den forsvarsløse Stad, og Frygten forøgedes betydeligt ved Efterretningen om, at man fra Antwerpens Kaier, i klart Veir, kunde se de fjendtlige Orlogsmænds Seil og Reisninger inde paa Floden i Horizonten mod Nordvest.

Sagen var den, at den engelske Flaade allerede inden Vliessingens Fald havde forceret Indseilingen til Schelden.

Den 11. August 1809 stod Lord William Stewart, ombord i Fregatten »Lavinia«, med 9 andre Fregatter i sit Kjølvand indefter imod Flodmundingen. Fæstningen brugte vel sine Kanoner imod den engelske Eskadre, men uden videre Virkning[31], og Lord Stewart passerede uhindret med sine Skibe forbi de fjendtlige Batterier ind paa Schelden, hvor han gik til Ankers udfor Fort Bath. Den engelske Søstyrke her blev endog yderligere forøget ved et stort Antal Kanonbaade og mindre Fartøier under Sir Home Popham’s Kommando, og Krydserne viste sig helt op til Fæstningen Lillo, men desuagtet faldt Flaadens Offensivbevægelse, der understøttet af et Hærkorps vilde have faaet den største Betydning, ud til intet. Missiessy’s Barriere, der lukkede Floden og dækkedes af et flydende Forsvar, lod sig ikke forcere med de Hjælpemidler, som stode til Marinens Raadighed; Forsvaret kunde kun ødelægges og Veien aabnes ved en Beskydning med Feltartilleri fra Flodens Bredder; men Hæren holdt sig rolig, og Søveien op til Antwerpen vedblev at være spærret.

Man tillægger den bekjendte Politiker Lord Castlereagh følgende Ytring under Forberedelserne til den engelske Expeditions Afsendelse:

»Hvis Flaaden paa Schelden ikke er i vor Besiddelse 14 Dage efter at de første Tropper ere komne i Land, vil den aldeles ikke komme i vor Besiddelse«.

Denne Spaadom var nu gaaet i Opfyldelse saa grundigt som noget. De 14 Dage vare godt og vel forløbne, de engelske Korpser stode ubevægelige paa Walcheren, Schouwen og de øvrige Øer i Scheldeflodens Delta, medens samtidig det franske Forsvar voxede i Styrke med rivende Fart fra Dag til anden. Det var, som Bevidstheden, om at Fjenden stod indenfor Landets Grændser, havde aabnet Franskmændenes Øine for, hvor truende nær Faren var; thi nu strømmede Soldater af forskjellige Vaabenarter til fra alle Egne i saa rigelig Mængde, at 20-30,000 Mand ved Maanedens Midte stode concentrerede omkring Antwerpen[32]. Vel var maaske den samlede Styrkes militære Kvalitet ikke særlig god, men den havde allerede i Slutningen af August Maaned faaet en Mand i sin Spidse, hvis øvede Haand var vant til at organisere og tumle med uordnede Masser og danne dem til Soldater, og hvis Tilstedeværelse i Antwerpen ikke skulde give Englænderne Lyst til nu at forsøge en Fremrykning. Denne Mand var Marechal Bernadotte, Prinds af Pontecorvo. Hans Ankomst til Krigsskuepladsen og Overtagelse af Forsvarets Ledelse bragte atter Modet tilveirs hos de forsagte Indbyggere. Alt, hvad tidligere Sorgløshed og Forsømmelighed havde undladt at gjøre, blev nu sat i Værk i største Skynding; Batterier og Forskandsninger opkastedes og monteredes, Sluserne paa Digerne bleve aabnede, Egnen omkring Antwerpen blev sat under Vand, og saa ivrig tog Marechallen personlig fat for at faa et Forsvar organiseret, at han undertiden først naaede at sætte sig til Middagsbordet henimod Midnat, naar han kom tilbage fra sine Inspektionsture i Skandserne eller ved Forposterne[33].

Omtrent samtidig med at Antwerpen ved Marechal Bernadottes Energi fra en aaben By uden Kanoner og Soldater var bleven forvandlet til en befæstet Vaabenplads med et levende Forsvar af 30-40,000 Mand, fik de Franske en lige saa uventet som sikker Forbundsfælle, da det usunde Marskklima begyndte at gjøre sin Indflydelse gjældende imellem de fremmede Tropper[34].

Det første Febertilfælde viste sig den 20. August 1809, men Sygdommen tog saa voldsomt fat og ryddede saa frygteligt op imellem de engelske Regimenter, at Expeditionskorpset neppe 14 Dage efter Sygdommens Udbrud af sanitære Grunde var ude af Stand til mere at foretage nogen offensiv Bevægelse. Alle Hospitaler og Lazarether vare overfyldte, og Sygdommen antog Dag for Dag en mere epidemisk Karakter, saa at Overkommandoen maatte concentrere hele sin Opmærksomhed paa at bekjæmpe denne usynlige Fjende, der ikke kunde holdes fra Livet med Kanoner, og ugentlig krævede Hundreder af Ofre imellem de engelske Tropper[35].

Under disse fortvivlede Forhold, hvor enhver Tanke om yderligere Aktion paa Forhaand maatte opgives, sammenkaldtes den 27. August 1809 i det engelske Hovedkvarter et Krigsraad bestaaende af 7 Generallieutenanter med Lord Chatham som Præsident, og her blev man snart enig om, at der ikke skulde foretages mere. Da Kabinettet imidlertid befalede, at Besiddelsen af Øen Walcheren med Fæstningen Vliessingen skulde haandhæves, nødvendiggjorde dette Expeditionskorpsets og Flaadens foreløbige Forbliven, hvorimod den Høistkommanderende, hvis Mission nu maatte betragtes som endt, afgav Kommandoen og indskibede sig til England, hvor han den 14. September 1809 landede i Deal og begav sig til London for at aflægge Beretning hos Kongen om Expeditionen og dens mislykkede Udfald.

Skjøndt de engelske Tropper saaledes vedblivende havde fast Fod i Landet, maatte dog det fjendtlige Angreb betragtes som endt, og Faren som overstaaet ved Udgangen af August Maaned, og det var med et let Hjerte, at man i Antwerpen og ombord paa Scheldeflaaden modtog Efterretningen om Lord Chatham’s Afreise, og om at Englænderne paa Walcheren snarere belavede sig paa Forsvar end paa Angreb. Det var vel ikke de franske Vaaben, der havde standset Expeditionskorpset og reddet Antwerpen; men Scheldeflaadens Chef Admiral Missiessy kunde dog med Rette tillægge sig Æren for, at Barrieren ved Lillo og de franske Skibes stærke Stilling indenfor denne havde slaaet Bom for den engelske Flaades isolerede Operationer op ad Floden.

For de to dansk bemandede Linieskibes Vedkommende kunde Kommandørkapitain v. Dockum med Grund være stolt af, at han selv med sine Officerer og Mandskaber altid havde været i Spidsen under Sommerens forcerede Forsvarsarbeider og Øvelser. Hvad enten det gjaldt om at møde til Skandsearbeide ved Nattetid paa Flodbredderne eller der blev arbeidet haardt ombord i Skibene med Seil, Reisninger, Ankre eller Kanoner, vare de Danske altid i Forhaanden, og mangfoldige Gange havde Officerer og Mandskab havt den Tilfredsstillelse efter en kvik udført Manøvre at se Tilfredshedssignalet gaa til Veirs paa Admiralskibet »Charlemagne« med »Pultusk’s« og »Dantzick’s« Nummer vaiende ved Siden af Signalet. v. Dockum havde allerede i den korte Tid forstaaet at sætte sine Folk saa godt i Trit, at han og v. Berger kunde manøvrere deres Skibe hurtigere og bedre end nogen anden i hele Flaaden, og denne Overlegenhed i Sømandsdygtighed og Hurtighed i Manøvren, som de danske Skibe under hele Scheldekampagnen forstode at holde fast paa, kom allerede klart frem, da Flaaden i Sommeren 1809 forlod Stationen ved Vliessingen for at seile op til Antwerpen. Da Skibene ved denne Leilighed efter Letningen fik fri Manøvre, klemte »Pultusk« og »Dantzick« saaledes paa med Krydsningen, at de snart vare langt forud for deres Kammerater. Veiret var ugunstigt, Vinden imod og Farvandet smalt og grundet; men de danske Chefer navigerede deres Skibe med saa stor Dygtighed og Behændighed, og Folkene arbeidede saa rask og ufortrødent under hele Krydsningen, at det er et Faktum, at da Missiessy med den øvrige Del af Flaaden naaede op til Antwerpen, kunde v. Dockum melde Admiralen, at han med »Pultusk« og »Dantzick« allerede havde ligget der til Ankers — i 3 Dage. Afstanden imellem Vliessingen og Antwerpen er kun c. 20 danske Mil.

Det var ikke v. Dockum ubekjendt, at den Høistkommanderende var vel tilfreds med de Danskes Aktivitet i Tjenesten, og at de unge Officerer, der i Sommerens Løb havde havt selvstændig Kommando som Chefer for Kanonbrigger, Brandere og Kanonbaade, alle som en havde gjort deres Bedste for at udfylde deres Pladser; men han havde dog neppe nogen Anelse om, i hvor høi Anseelse han selv og hans Landsmænd paa Schelden allerede stode hos de franske militære Autoriteter, førend han en Efteraarsdag i 1809 ved Signal blev kaldt ombord i Admiralskibet.

Admiral Missiessy modtog Chefen for »Pultusk« i sin Kahyt og overrakte ham en Skrivelse med Anmodning om at gjennemlæse den. Det var et Brev fra Admiralen til den danske Konge, og med Forbauselse læste v. Dockum følgende[36].

Deres Majestæt!

»De udmærkede Talenter, som de Officerer af Deres Majestæts Marine, der ere ansatte paa Flaaden under min Kommando, have udvist, den Maade, paa hvilken de saa kraftig have understøttet mig under de sidste Begivenheder, gjør det til Pligt for mig, da jeg ikke drister mig til at ansøge for alle, idetmindste at udbede mig af Deres Majestæts Naade et Tilfredshedsbevis for de 3 ældste Officerer, der staa under min Kommando.

»Deres Majestæt tillade mig som Følge heraf at udbede mig for Kommandørkapitain v. Dockum, Chef for »Pultusk«, Forfremmelse til Kontre-Admiral, samt for D’Hrr. Fasting og Stephansen Forfremmelse til capitaines de vaisseau, samt at Kommandoen af Linieskibet »Dantzick« maa blive givet til den første af disse Officerer, som ved flere Leiligheder har givet overtydende Prøver paa Aktivitet, Kundskaber i sit Fag og den udmærkede Aand, der besjæler ham.

»Hans Høihed Prindsen af Pontecorvo har antaget, at de Anstrengelser, man hidtil har gjort for at afslaa Fjendens Angreb, meget har bidraget til dennes skyndsomme Tilbagetog, og han har troet det retfærdigt, at ansøge om Belønninger for dem, hvis Iver mest maatte have bidraget til dette heldige Udfald.

»Hans Høihed har selv paataget sig at tilstille Hs. keiserlige og kongelige Majestæt det Forslag, jeg har indgivet til ham for at erholde nogle Naadesbevisninger for Flaaden.

»Jeg har antaget, at det vilde være Deres Majestæt behageligt, som jeg til samme Tid er vis paa, at det vil vække D’Hrr. v. Dockums, Fastings og Stephansens Tilfredshed, at jeg for disse Officerer har begjæret Æreslegionens Dekoration. Jeg har ansøgt om den samme Naade for D’Hrr. Rosenstand og Tuxen, som kommanderede Brandere.

»Jeg haaber, at dette Skridt, hvis Hensigt er at behageliggjøre disse Officerer Erindringen om den Tid, de have tjent paa Scheldeflaaden, samt give et Vidnesbyrd om de Tjenester, de der have udvist, vil møde Deres Majestæts Antagelse.«

Jeg forbliver o. s. v.

Ed. Burgues Missiessy.

Efter Gjennemlæsningen heraf overrakte Admiralen v. Dockum endnu en Skrivelse, der indeholdt følgende Svar fra Kong Frederik den 6te, dateret 25. September 1809:[37]

Hr. Vice-Admiral Missiessy!

»Jeg har modtaget Deres Brev af 6te ds. Jeg har deri læst med sand Tilfredshed det hædrende Vidnedsbyrd, De giver de Officerers Opførsel og Anstrengelser, der ere saa heldige at tjene under Deres Kommando. Vil end ikke Strengheden af de Regler, der ere indførte i min Marine, tillade, at de ældste af disse Officerer tilstaas den Forfremmelse, som De begjærer for dem, saa beder jeg Dem desuagtet at være overbevist om, at det vil være mig kjært ved andre Lejligheder at holde dem den Iver tilgode, de have udvist for en Sag, jeg anser for min egen.

»Det glæder mig meget at se, at De søger at forskaffe flere af mine Officerer et hædrende Bevis paa Keiserens Tilfredshed og Bevaagenhed. Det er med sand Agtelse, at jeg forbliver, Hr. Vice-Admiral Missiessy«,

Deres bevaagne

Frederik R.

Skjøndt Kong Frederik den 6tes Svar var et direkte Afslag paa Missiessy’s Forslag om Forfremmelse, maatte dog et saadant Bevis paa Admiralens Tilfredshed være i høi Grad smigrende for de danske Officerer og en Ære for den Marine, som de tilhørte. v. Dockum har dog selv strax været paa det Rene med, at der neppe vilde blive gaaet udenfor de for Marinen gjældende Avancementsregler, ligesom det ogsaa nok tør siges, at det vilde være v. Dockum’s ridderlige Tænkemaade imod, om hans Avancement ved denne Leilighed var sket med Forbigaaelse af ældre Kammerater.

Dette fremgaar ogsaa af den Maade, hvorpaa han i sine private Optegnelser omtaler denne lille Episode. Han skriver nemlig herom[38]:

»Og hvad Admiral Missiessy har ytret til Prindsen[39] om hans Tilfredshed med de Danske, kan skjønnes af et Brev, han skrev til vor Konge, og hvorfor jeg ved Signal blev kaldt ombord for at læse Brevet og Kongens Svar, som han havde modtaget. Admiralens Brev overraskede mig, men jeg kunde ikke andet end takke Admiralen for hans gode Anbefaling til vor Konge og for hans velmente Ønsker for vort Avancement; men jeg kunde ikke udelade at ytre, at naar jeg kunde have formodet, at han vilde udbede sig den Naade af vor Konge, saa havde jeg raadet derfra; thi det finder ikke Sted i den danske Marine. En Del af mine Formænd, som jeg havde kommet til at præjudicere, har i fransk Tjeneste, hvor de har været, og i nærværende Krig hjemme udført Tjenesten med Tapperhed, hvorfor jeg bad Admiralen aldrig at tænke derpaa; men Admiralen anmærkede, at for ham maatte den ansøgte Avancement finde Sted. Jeg bad Admiralen at meddele mig en Kopi af hans Brev til min Konge og Kongens Svar.«

Man vil have bemærket, at imellem de Officerer, hvis Navne saa hædrende nævnes i Admiral Missiessy’s Skrivelse til den danske Konge, savner man en, Chefen for »Dantzick«, v. Berger. Han havde fra sin Ankomst trolig staaet v. Dockum bi og kommanderet sit Linieskib med saa megen Nidkjærhed og Dygtighed, at han vilde være selvskreven til at komme paa Listen, hvor der var Tale om en anerkjendende Udmærkelse, men desværre oplevede han ikke dette.

v. Berger, der siden Midten af August 1809 havde været upasselig, blev mod Slutningen af Maaneden angreben af en hidsig Nervefeber, der i Løbet af kort Tid, den 31. August, gjorde Ende paa hans Liv, og da det i de Dage netop var meget varmt i Veiret, blev Begravelsen efter de franske Loves Bydende allerede berammet til Dagen efter. Den 1. September Kl. 2 om Eftermiddagen fandt den alvorsfulde Høitidelighed Sted ombord i »Dantzick« efter dansk Skik, da Admiral Missiessy »havde autoriseret ved Begravelsen at iagttage de militære Honnørs, som hos os ere brugelige«.[40]

Officerer og Mandskab vare samlede paa Dækket for at følge deres Chef for sidste Gang til Faldrebet. Ved Foden af Trappen laa Fartøiet og ventede, Flaget under Gaffelen vaiede »paa halv Stang«, og da Kisten blev sat fraborde, sendte Linieskibet ham den sidste Hilsen fra sine Kanoner.

Kapitainlieutenant Fasting, der som Skibets Næstkommanderende foreløbig vilde komme til at fungere som Interimschef, havde strax samme Dag, som Dødsfaldet fandt Sted, skriftlig underrettet Admiralitetet i Kjøbenhavn derom, og i en senere Rapport fra ham, dateret »Dantzick« den 8. September 1809, træffer man følgende Enkeltheder om v. Bergers Begravelse:[41]

»Liget blev sat fra Borde med de Ceremonier, vore Krigsartikler bestemme. Det blev modtaget i Land af en Eskorte af 200 Soldater, som tillige med et talrigt Følge, inviteret i den Hensigt af Admiralens chef d’état major, ledsagede det til udenfor Porten. Soldatesquen gav tre Salver. Prindsen af Pontecorvo blev ved Forretninger hindret i efter sin Bestemmelse selv at følge.«

Efterhaanden som Efteraaret skred frem, indtraadte der Ro i begge de fjendtlige Leire. Nede ved Vliessingen, paa Sanddünerne langs Walcheren’s Kyst, havde Englænderne bygget Barakker først til Hospitalsbrug og senere for at kunne evakuere de lavere liggende Punkter for Tropper, og for Scheldeflaadens Vedkommende gjaldt det om i Tide at finde et passende Sted, hvor Skibene kunde overvintre, da Vliessingen, Flaadens tidligere Vinterkvarter, jo var i Englændernes Besiddelse, og de nye Basiner i Antwerpen endnu ikke vare færdige.

Det fornemste Krav til en saadan Overvintringsplads maatte være det, at Skibene kunde ligge dækkede for den voldsomme Isgang paa Floden, og med dette Maal for Øie foretog Admiral Missiessy sammen med sine Skibschefer en Inspektion af Floden for at finde en passende Plads.

Det Sted, der bedst vilde kunne erstatte Flaaden Tabet af Vliessingens sikre Basiner, blev fundet c. 2-3 Mil ovenfor Antwerpen. Her deler Scheldefloden sig i to Arme, hvoraf den ene fører forbi Brüssel, den anden forbi Gent, og i en lille Bugt, i den første af disse Flodarme, Rupel, hvor Ebbe og Flod er mindre stærk end nede ved Antwerpen, haabede man at finde en Krog, hvor Flaaden kunde overvintre tryg for Drivisen.

Efter at Vinterkvarteret var valgt, blev der den 9. September 1809 afholdt »et conseil« ombord i »Charlemagne« under Admiralens Forsæde, ved hvilket alle Skibschefer vare tilstede for nærmere at overveie, hvilke Foranstaltninger der skulde træffes i Anledning af Flaadens Desarmering for Vinteren. Der blev i dette Møde bestemt, at naar Tiden kom, skulde Skibene udtage deres Kanoner, Krudt, Varegods og Proviant i Antwerpen og derefter afgaa til Rupel, hvor Fortøiningspladsen ved Nedramning af Estakader var bleven yderligere sikret imod Drivisens Virkninger.

Da det imidlertid havde sin Interesse at se, om det i det hele taget var muligt for Flaadens Skibe at overvintre paa Floden, uden at der blev truffet særlige Foranstaltninger til deres Beskyttelse, blev ifølge keiserlig Befaling 2 Linieskibe udsete til at foretage dette Experiment og beordrede til, naar Flaaden gik i Vinterkvarter i Rupel, at tage Station udfor Antwerpen, fuldt rustede og ekviperede, for at tilbringe Vinteren der[42].

Scheldeflaadens Overvintring under disse nye Forhold var et Spørgsmaal af saa stor Vigtighed, at den franske Marineminister i Efteraaret 1809 reiste til Antwerpen for personlig at tage de trufne Dispositioner i Øiesyn og konferere med Admiralen om forskjellige Spørgsmaal. Hertugen af Decrès, der i Slutningen af Oktober Maaned indtraf fra Paris, inspicerede den 28. Flaadens Skibe. Ombord i »Dantzick,« fortæller Kapitainlieutenant Fasting i sin Rapport herom til Admiralitetet[43], »besaa han Batterierne. Lod paa underste Batteri exercere med 3 Kanoner, hvorved han især lagde Mærke til Sigtningen, som han var meget vel fornøiet med. Lod sig paa Dækket forestille Officererne, som han syntes vare meget unge. Han erkyndigede sig, om de havde faret meget, og anbefalede dem at forrette deres Tjeneste vel, da han vilde gjøre sig en Fornøielse af at underrette Keiseren derom.«

Under Ministerens 4 Dages Ophold i Antwerpen var v. Dockum 2 Gange indbudt til at spise ved hans Bord, og man kan vel tænke, at han ikke lod denne gunstige Leilighed slippe sig af Hænde til atter at slaa et Slag for sine Folk og deres gode Appetit. Under en Samtale med Marineministeren efter Bordet, fandt v. Dockum Leilighed til at »tale til ham om at det danske Mandskab ikke kunde nøies med de franske Supper og lidt Kjød, som de bekom i Ration« —, men Ministeren vilde ikke gjøre nogen Forandring i dette Forhold og svarede blot, »at der kunde ingen Undtagelse vises for 2 Skibes Mandskab.« —

Medens der fra Hertugen af Decrès’ Side blev vist de Danske megen Velvillie, var Forholdet imellem Ministeren og de franske Officerer saa paafaldende kjøligt, at det ikke kunde undgaa Opmærksomhed.

Det er en bekjendt Sag, at Admiral Decrès, der siden 1801 havde beklædt Posten som Frankrigs Marineminister, langtfra var populær imellem Marinens Officerer. Efter det ulykkelige Slag i Aaret 1805, hvor Lord Nelson knuste den forenede franske og spanske Flaades Modstand ved Trafalgar, steg Misfornøielsen og Uvillien imod Ministeren, og da den franske Admiral Villeneuve efter sit Fangenskab i England døde umiddelbart ved sin Tilbagekomst til Frankrig, gav dette pludselige Dødsfald Anledning til allehaande uhyggelige Rygter, der endog antoge saa bestemte Former, at man temmelig aabent ymtede om, at Villeneuve var bleven myrdet med Ministerens Vidende.

Skjøndt disse Rygter vare uden nogensomhelst Betydning,[44] er det dog ganske karakteristisk at lægge Mærke til, at endnu i Aaret 1809 var den Forestilling, at Hertugen af Decrès havde Lod og Del i Admiral Villeneuves pludselige Død, udbredt og rodfæstet iblandt den franske Marines Personel.

v. Dockum omtaler ogsaa dette i sine efterladte Optegnelser, og man træffer her følgende Linier, der i korte Træk, men ganske slaaende, giver os et Indblik i, hvor spændt Forholdet maa have været imellem Marineministeren og Scheldeflaadens Officerer.

v. Dockum skriver[45]:

»Hs. Excellence var meget kort imod de franske Skibschefer, som i Stedet for at tale høit i Hs. Excellences présence, hviskede til hinanden, som om de vare i en Ligstue. Og da jeg spurgte om Aarsagen, svarede de, at han var en Bøddel, som havde ladet Admiral Villeneuve dræbe, da han efter sit Fangenskab fra England kom paa fransk Grund, for at Admiralen ikke skulde angive til Keiseren, at Decrès skyldte Mandskabet, da de sloges imod de Engelske ved Trafalgar under Admiralens Kommando, nemlig 9 Maaneders Gage, som foraarsagede Mandskabets Mismodighed og Usselhed, og at Orlogskibene manglede det fornødne til at kunne udføre en Bataille.«

Ved Modtagelsen af Efterretningen om v. Bergers Død bestemte Marinebestyrelsen i Kjøbenhavn sig til at besætte den ledige Plads med Kapitain C. Wleugel. Denne Officer var paa dette Tidspunkt under Udkommando som Chef for en Skytpram, men Admiralitetet, der i Wleugel mente at have den Mand, der værdig kunde træde i den afdøde Kommandørkapitains Fodspor, beordrede ham ikke destomindre gjennem nedenstaaende Skrivelse afløst fra sin Post, for at han kunde overtage sin nye Kommando.[46]

Til

Hr. Kapitain Wleugel.

»Da Hr. Kapitainen er bestemt til at kommandere det franske Orlogsskib i Holland, som afdøde Kommandørkapitain v. Berger var Chef for, saa haver De at reise derhen og antage Dem som Chef bemeldte Skib under den vedkommende franske Admirals Kommando.

»Som en Følge heraf afgaar Hr. Kapitainen fra Skytprammen »Søe Løven«, hvilken De haver tilligemed de dertil hørende Ordres og Dokumenter at aflevere til Kapitain Kruuse, der i Deres Sted er beordret til Chef for denne Skytpram.«

Admiralitets- og Kommissariats Kollegium den 2. Oktober 1809.

Wleugel. Bille. Grove.

Samtidig med Chefskiftet benyttede Admiralitetet Leiligheden til at foretage nogle Forandringer i de dansk bemandede Linieskibes Personel og derved indfri det tidligere givne Løfte til Fasting og Stephansen om Hjemsendelse. De til Afløsningen udsete Næstkommanderender, Kapitainlieutenanterne H. P. Holm og C. P. Flensborg, modtog sammen med flere yngre Officerer[47] sidst i Oktober Maaned deres Reiseordre til Holland via Hamburg[48]; v. Dockum underrettedes samme Dag om den forestaaende Forandring i Officersbesætningen, ligesom endelig ogsaa det Kongelige Departement for de udenlandske Sager gjennem en Skrivelse fra Admiralitetet fik Meddelelse herom[49].

Da Kapitain Wleugel den 6. November 1809 ankom til Antwerpen, var Desarmeringen af Scheldeflaadens Linieskibe allerede begyndt. Skjøndt denne Forholdsregel, der jo endnu ikke paa Grund af Aarstiden var nogen bydende Nødvendighed, maatte være et Tegn paa, at dette Aars Kampagne i Realiteten betragtedes som endt, tænkte man dog paa fransk Side stærkt paa at benytte Fjendens mærkelige Standsning af alle Operationer til at foretage et Angreb paa Walcheren og sætte sig i Besiddelse af denne Ø. Medens Hærens Generalstab foretog de fornødne Forberedelser med Troppekoncentrationer og trak Artilleri sammen til Beskydning af de nylig oprettede engelske Forskandsninger paa Walcheren, bleve Kanonbriggerne, Kanonbaadene og Flaadens øvrige Smaafartøier atter ekviperede og satte paa Krigsfod.

Udsigten til at komme i Affære bevirkede, at Kapitainlieutenant Fasting, der var afgaaet som syg fra »Dantzick«, meldte sig til Tjeneste igjen for at komme til at deltage i Expeditionen, og da samtidig de Officerer, der efter at Afløsningen var indtruffet, stode i Begreb med at reise hjem til Danmark, anmodede om at maatte blive for at være med til at drive Englænderne bort fra Walcheren, besvarede Missiessy denne Beredvillighed paa en Maade, der maatte være meget smigrende for de danske Officerer. Kapitainlieutenant Fasting fik nemlig strax tildelt Kommando af en Deling Kanonbaade, og denne Afdeling, der kun havde danske Officerer ombord, blev tilmed i Admiralens Dispositioner udset til den ærefulde Post at tage Têten, naar Angrebet paa Walcheren skulde finde Sted[50].

Desværre blev denne Plan ikke til Virkelighed; den 8. December 1809 fandt vel en mindre Kamp Sted imellem de nybyggede franske Batterier og en Deling fjendtlige Kanonbaade, men videre kom det ikke. Det var den sidste Dag i Aaret at et fjendtligt Kanonskud blev løsnet paa Schelden; i Løbet af December Maaned antog Floden lidt efter lidt sit sædvanlige fredelige Udseende igjen, samtidig med at Vinterkulden tog fat. Skib efter Skib varpede efter endt Desarmering ved Antwerpen op ad Floden til Vinterkvarteret i Rupel, og nede ved Vliessingen vare Englænderne i fuld Aktivitet med Forberedelserne til at rømme Walcheren. Troppernes Indskibning gik for sig rolig og uforstyrret som i Fredstid, og da hele Expeditionskorpset med sit Materiel var bragt ombord i Transportskibene, rystede en voldsom Explosion Vliessingens Omegn. Det var Englændernes Afskedshilsen forinden de med uforrettet Sag satte Kursen hjemefter, det var Minerne, der tændtes og sprængte Scheldeflaadens gamle Vinterhavn, Vliessingens Dokker, fra hinanden[51].

Saaledes endte Expeditionen imod Schelden, der var indledet med saa stor en Pomp. Det var med en vis bitter Skamfuldhed, at den engelske Nation veiede de vundne Resultater imod de Ofre af Menneskeliv, som Expeditionen havde kostet. Vliessingens Kapitulation og Værftets Ødelæggelse var bleven betalt med over 4000 engelske Soldaters Liv; men næppe 100 Mand af disse vare faldne paa Kamppladsen for Franskmændenes Kugler, og det var i Følelsen af dette Misforhold, der ikke talte til Fordel for de Mænd, i hvis Hænder det store Foretagende havde været betroet, at der Aaret efter i Parlamentet hævede sig Stemmer, der i skarpe Udtryk kritiserede Ledelsen af en Expedition, der forlod England 39,000 Mand stærk og som nogle Maaneder senere vendte tilbage uden at have udrettet noget, men med Tabs- og Sygelister, der naaede den svimlende Høide af over 15,000 Mand[52].

Aaret 1810 gik ind med koldt, blæsende og regnfuldt Veir. Scheldeflaaden laa i sit Vinterkvarter ved Rupel; de to Linieskibe, der til Forsøg vare udlagte udfor Antwerpen, red godt for deres Fortøininger paa Floden uden endnu at være forulempede af Drivisen, og Vintertjenesten, der kun i ringe Grad lagde Beslag paa Officerers og Mandskabs Kræfter, var traadt i Virksomhed.

Allerede for længere Tid siden havde Prindsen af Pontecorvo, hvis Nærværelse ikke mere krævedes i Antwerpen, overgivet Kommandoen til General Bessières og havde forladt Byen, og nu, efter at Flaaden havde desarmeret sine Skibe, fulgte Admiral Missiessy og flere af Scheldeflaadens Chefer Exemplet og reiste fra Antwerpen for at tilbringe nogen Tid i Paris.

Medens der saaledes var Ro og Stilhed i Antwerpen, arbeidedes der ved Scheldens Munding og paa Værftet ved Vliessingen for at gjenoprette, hvad Englænderne havde ødelagt. Kontre-Admiral L’Hermitte,[53] der kommanderede ved Vliessingen, havde endnu en Del af de tidligere fra Flaaden detacherede Kanonbrigger til sin Disposition, og blandt disse fandtes flere med dansk Besætning ombord.

Det Arbeide, der her blev budt Kanonbriggernes Mandskab, var over al Maade haardt. Det var Friluftsarbeide baade paa Floden og i Land paa Værftet; sænkede Skibe, Vrag og Spærringer skulde optages eller fjernes for atter at frigjøre Sejladsen, og Vliessingens Basiner, som ikke alene vare demolerede og sprængte, men som Englænderne for at gjøre Ødelæggelsen fuldstændig havde fyldt med nedstyrtede Tømmerbjælker og Sten, maatte renses og tømmes.

I det kolde Vinterveir i Januar Maaned, hvor Frost og Tø vexlede, og hvor Folkene i Sne og Slud ofte maatte arbeide i Mudder til op paa Livet, gik det ud over Kræfter og Helbred, og da det tilmed var Arbeide, hvis forsvarlige Udførelse krævede virkelige Matroser, maatte de danske Søfolk i Reglen holde for.

Det var med Uvillie at Arbeidsstyrken hver Dag gik fra Borde for at tage fat paa Dagens Gjerning; ofte maatte man om Morgenen trække i Gaarsdagens gjennemblødte Klæder og de daarlige Sko, og da Folkene tilmed havde henved et halvt Aars Lønning tilgode, manglede de Penge til at kjøbe Klæder for.

Mandskabet var vel efter den Tids Skik vant til selv at betale og sørge for sin Ekvipering ombord, men Vinterdage, ved haardt Arbeide hjemme i Kjøbenhavn paa Holmen blev der i daarligt Veir uddelt Kavaier og lange Støvler til dem, og der vankede en Snaps og et Krus varmt Øl, naar Kulden var streng.

Skjøndt der under disse Omstændigheder blev trukket store Vexler paa de danske Matrosers physiske Kræfter, Taalmodighed og Pligtfølelse, havde v. Dockum efter Sommerens Erfaring al Grund til at tro, at han kunde stole paa sine Folk, og ventede ogsaa, at de vilde sætte en Ære i lige til det sidste at være forrest, hvor der for Alvor skulde tages fat.

Det var derfor en Overraskelse og stor Skuffelse for ham, da han i Slutningen af Januar Maaned 1810 gjennem den ældste danske Officer ved Vliessingen, Kapitainlieutenant Holm, modtog følgende Rapport, der med klare Ord fortalte, at de der stationerede Kanonbrigger under Maanedslieutenanterne Ring og Kaiser havde svigtet hans Tillid[54].

Vliessingen, den 25. Januar 1810.

Underdanigst Rapport.

»Den 25. Januar 1810 Kl. 8 om Morgenen gav jeg Ordre til Baadsmandsmath Gothard Lyders at udtage den Del af Mandskabet, som den Dag var bestemt til Arbeide i Tjeneste i Basinet efter Kontre-Admiral L’Hermitte’s Ordre.

»Baadsmandsmathen kommer strax tilbage og svarede, at disse Folk havde nægtet ham at gaa i Land at arbeide. Jeg lod derfor strax alle Mand pibe op og udspurgte Mandskabet, af hvad Aarsag de nægtede Keiserens Tjeneste. Da stod frem Matroserne Johannes Larsen af Christianssand og Michael Unger af Bergens Distrikt og svarede, at de havde 5 Maaneders keiserlig Gage tilgode, og at de ikke havde Klæder til at arbeide med paa denne Aarsens Tid. Jeg adspurgte derpaa Mand for Mand om de alle vare af samme Mening; de svarede mig paa 5 Mand nær, at de ikke kunde arbeide, undtagen deres Gage blev dem betalt, i det mindste en Del af den, desuden svarede de, at naar de arbeidede i Kongelig dansk Tjeneste udenfor Skibet, som de tilhørte, eller andre Krigsskibe, da bleve de betalt derfor Dagløn.