Forord. (continued 2)

»Jeg lod derfor Matroserne Johannes Larsen og Michael Unger sætte i Bøien, jeg gik derpaa ombord til commandant Le Franc, som kommanderede Stationen, og meldte ham, at Mandskabet af den af mig kommanderede canonnier havde nægtet at arbeide i Land paa de tilforne anførte Grunde. Commandanten forlangte en skriftlig Rapport desangaaende for at kunne indgive den til Kontre-Admiral L’Hermitte; jeg spurgte ham, førend jeg indgav Rapporten, om han ikke kunde tillade, at jeg afsendte disse Folk til Rupel for at kunne faa andre Folk og overlade disse til Krigsartiklerne og vores respektive Chefs Dom, men han svarede, dermed kunde han ikke indlade sig.

»Han forlangte strax min Rapport og forbød mig at tillade mit Mandskab at gaa i Land, og om Tilfældet skulde være, at han fandt nogen paa Gaden, lod han dem tage ombord og afstraffe[55].«

Underdanig

J. Ring, Maanedslieutenant.

Til

Hr. Kommandør v. Dockum, Chef for Orlogsskibet »Pultusk«.

Den af Kapitain le Franc forlangte Indberetning indgik endnu samme Dag — 25. Januar — til ham som en Fællesrapport fra Kanonbrigcheferne, og Sagen kom derfra gjennem Admiral Missiessy til Marineministerens Kundskab i Paris[56].

Det var anden Gang under den kortvarige Scheldekampagne, at Hertugen af Decrès havde modtaget den ubehagelige Tidende, at de danske Besætninger vare ved at gjøre Mytteri. Der var netop nu forløbet et Aar, siden »Pultusk’s« og »Dantzick’s« Chefer og samlede Besætninger havde nægtet at adlyde den keiserlige Ordre, der befalede, at de to Linieskibes Mandskaber uden Ophold skulde afgaa over Land til Brest for der at gaa ombord i to andre. Paa samme Dag, som de sidste Optøier i Vliessingen fandt Sted — 25. Januar 1810 —, havde Marineministeren Aaret forinden i sin Skrivelse til Admiral Missiessy, der beordrede de danske Chefers Arrestation, sluttet med følgende truende Ord[57]:

»I det Tilfælde at de danske Besætninger skulde gjøre Mytteri, er det Keiserens Ordre, at De skal angribe dem, og at De skal lade Oprørerne skyde. Jeg stoler i lige Grad paa Deres Klogskab og paa Fastheden i de Dispositioner, som De maatte tage for at bringe denne Ordre i Udførelse«.

Det var saaledes at forudse, at Hertugen af Decrès vilde gaa frem med summarisk Strenghed imod de nylig stedfundne disciplinære Forseelser, men dette fandt mærkeligt nok ikke Sted. Vil man spørge om Grunden til denne Mildhed, der endog bevægede Ministeren til at undlade at referere Sagen for Keiseren, da maa Svaret blive, at der imellem de to Mytteriforsøg laa en Periode, hvor de danske Mandskaber under Expeditionen imod Schelden havde forstaaet ved Aktivitet og overlegen Sømandsdygtighed at skabe sig et saadant Navn i Flaaden, at Ministeren ikke nu kunde bekvemme sig til at stille de samme Folk for en Krigsret.

Sagen blev derfor ikke bragt videre, og Ministeren indskrænkede sig til ved en Skrivelse, dateret Paris den 5. Februar 1810, at give Admiral Missiessy Ordre til at lade de gjenstridige danske Besætninger afløse. Hvor mildt og lempeligt der end blev faret frem ved denne Leilighed, blev den tagne Forholdsregel dog i høi Grad krænkende for de Danske, idet Ministeren i sin Skrivelse motiverede sin Fremgangsmaade i Udtryk, der faldt bidende og hvast som Slagene fra en Pidskesnært.

»Hvorledes maa« — hedder det i den ministerielle Ordre til Missiessy — »Aanden være iblandt de danske Officerer, naar de ikke kan faa Mandskabet til at lystre, og hvorledes maa Aanden være blandt Folkene, naar de kan tro, at de ustraffet kan lade være at adlyde.

»Hvad der her er hændet, er meget beklageligt, men jeg vil se det fra det Synspunkt, at disse fremmede Søfolk, som have været detacherede langt borte fra deres overordnede Foresatte under Kommando af subalterne og uerfarne Officerer, ikke have vidst, hvad det var, de gjorde.

»Jeg vil derfor af Medlidenhed med Folkene ikke indberette denne Sag til Keiseren, og De skal ikke foretage andet end lade dem alle afgaa til deres respektive Skibe; indtil anden Ordre indtræffer, maa de danske Søfolk ikke mere anvendes til Tjeneste paa Flotillen, siden de ikke have forstaaet at sætte Pris paa den Ære, der er bleven dem vist derved, at man har sendt dem til Forposterne«.

Der er vel ingen, hvem Mandskabets Insubordination gik mere til Hjerte end v. Dockum, ingen, der saa dybt følte det krænkende i, at Folkene vare blevne jagede fra Kanonbriggerne ombord i deres Skibe. Ved sit eget Exempel, ved sin Energi og Evne til at kommandere var det lykkedes ham at bringe »Pultusk« og »Dantzick« frem i Spidsen for de franske Skibsbesætninger og gjenoprette, hvad der Aaret forinden var forbrudt, og nu truede alt med at styrte sammen igjen, hvad han møjsommelig havde bygget op.

v. Dockum saa klart, at hvis dette lille Mytteriforsøg ikke blev kuet med Haardhed, vilde en større og farligere Gjentagelse deraf kun blive et Tidsspørgsmaal. Han haabede, at Marinen og hans eget Navn skulde blive forskaanede for en saadan Skam og at Folkene maatte komme til Fornuft, naar de saa, at den Haand, der styrede dem, ikke lod sig rokke. Han var derfor bestemt paa at vise de franske Autoriteter, som ved denne Leilighed havde ladet Naade gaa for Ret, at han var Mand for at holde Justits paa det Dæk, hvorover hans Vimpel vaiede.

v. Dockum holdt sit Ord.

Det opsætsige Mandskab fra Kanonbriggerne kom nemlig den 20. Marts 1810 tilbage fra Vliessingen under Maanedslieutenanternes Kommando, og man kan i Admiralens private Optegnelser læse om den Modtagelse, der ventede dem ombord i »Pultusk«, saasnart de havde sat Foden over Linieskibets Faldreb[58].

»Og da mit Mandskab kom ombord, som bestod af 180 Mand, fordrede jeg, at de skulde opgive mig Formanden til deres Opstand, og da de svarede mig: Alle Mand! lod jeg dem strax opstille og lod hele Mandskabet med Garnison komme med deres Geværer paa Dækket, og lod af Oprørerne hver 10de Mand katte og sætte i Bøien, og da den 11te blev kattet, sprang Kvartermesteren af Travaille-Chaluppen overbord og druknede, hvorefter Oprørerne angav, at den Druknede havde været deres Anfører[59]«.

Skjøndt v. Dockum gik frem med Strenghed ved denne Leilighed og uden Barmhjertighed kattede sine Folk to Dage i Rad[60], var hans Sympathi dog meget paa Folkenes Side, og han maatte indrømme, at den egentlige Aarsag til denne beklagelige Begivenhed ikke laa i nogen Lyst til Opsætsighed hos Mandskabet, men at de, vaade, forfrosne og overanstrængte saa at sige vare blevne drevne til den fortvivlede Beslutning, at nægte at arbeide.

I sin udførlige Rapport til Admiralitetet herom kommer denne Betragtning ogsaa til Orde, og han erklærer kort og godt, at Grunden til, at Folkene paa de ved Vliessingen stationerede Brigger havde vægret sig ved at gaa til Arbeide, er at »de ikke kunde udholde paa den Tid af Aaret at gaa i Vand og Mudder til midt paa Livet, at de manglede Klæder, og at de ingen Penge havde faaet i 5 Maaneder[61]«.

Den samme Frimodighed til at nævne Tingen ved sit rette Navn, som v. Dockum havde lagt for Dagen i sin Rapport til Admiralitetet i Kjøbenhavn, svigtede ham heller ikke ligeoverfor de franske Autoriteter. I det tidlige Foraar, da Sindene atter vare komne til Ro efter Katastrofen i Vliessingen, var han afreist til Paris for personlig at give Hertugen af Decrès Oplysning om den summariske Afstraffelse, der havde fundet Sted ombord i »Pultusk«, og han optraadte ved denne Leilighed med saa megen aabenhjertig Djærvhed, at det kom til et Sammenstød imellem ham og Frankrigs Marineminister.

Det var ved Audientsen at det skarpe Ordskifte imellem dem fandt Sted, og i sine efterladte Optegnelser fortæller v. Dockum paa følgende Maade om, hvad der gik for sig ved dette Møde[62]:

»Da jeg meldte min Ankomst til Marineministeren, foreholdt han mig sin Forundring, at de danske Officerer ikke kunde styre deres Mandskab. Jeg svarede, at naar jeg ikke havde Mandskabet ombord, kunde jeg ikke svare for deres Disciplin, og at jeg havde straffet dem for deres Forseelse. Ministeren sagde, at han vidste det, og at Keiseren vilde blive meget forbitret, naar han derom blev underrettet, da det nu var 2den Gang.

»Jeg forestillede Ministeren, at Hs. Excellence var den skyldige, som i 9 (?) Maaneder ikke havde betalt Mandskabet deres Gage, hvormed de skulde klæde og føde dem, da den franske Kost ikke var tilstrækkelig til deres Føde, og naar Mandskabet i Kongen af Danmarks Tjeneste blev udenfor Skibstjenesten i Vinterens Tid anstrængt med at grave i Mudder og Slud, saa blev der sørget for, at dem blev given Støvler og Kavaier til det Brug med mere Føde og varmt Øl og Brændevin, og at deres Gage ikke blev indeholdt. Hvilket alt skulde blive Keiseren indberettet, naar det engang kom til Forklaring fra min Konges Minister. Og saa vilde Aarsagen til det danske Mandskabs Misfornøielse vist falde paa Hs. Excellences Ansvar.

»Hvortil Ministeren svarede, at for denne Gang vilde han ikke ytre noget derom til Keiseren, fordi jeg allerede havde ladet dem straffe med Kat for deres Forseelse, — og bad mig til næste Dag at spise til Middag en bourgeois.«

Naar denne lille Episode, der saa fredelig endte med en Indbydelse til Middag, har fundet Sted, kan ikke nøiagtig afgjøres, da Opgivelserne herom ere temmelig uoverensstemmende; men rimeligt er det at antage, at v. Dockum en af de allersidste Dage af Marts Maaned eller en af de første Dage af April 1810 er ankommet til Paris og da strax har søgt Audients hos Ministeren.

April Maaned nærmede sig imidlertid sin Ende. Vinteren havde været lang og Frosten haard, men Isgangen var nu forbi, og Floden rullede atter sine Bølger frit imod Vest i det begyndende Foraar.

Oppe ved Rupel var alting roligt; Linieskibene laa endnu i deres Vinterkvarter uden Livstegn, skjøndt den forestaaende Sommerkampagne var nær. Overvintringen havde været særdeles heldig, og Rupel havde staaet sin Prøve. I den sikre Bugt, i Læ af de nedrammede Estakader, havde Scheldeflaaden ligget skjærmet for den voldsomme Isgang, saa at Skibene her ved Foraarets Komme ingen Skade havde lidt, hvorimod de to Linieskibe, der til Forsøg vare udlagte ved Antwerpen, havde kjæmpet haardt under Ispresningerne paa Floden for at holde deres Plads Vinteren igjennem[63].

Intet fjendtligt Trompetstød kunde have skræmmet Scheldeflaaden mere brat op af sin Vintersøvn end Efterretningen om Napoleons forestaaende Ankomst til Antwerpen. »Keiseren kommer«! hed det en af de sidste Dage af April Maaned, og disse Ord kunde sætte Fart i alle i Antwerpen og i Rupel. Over Hals og Hoved fik Scheldeflaaden Ordre til at rømme Vinterkvarteret og hurtigst muligt søge at naa Antwerpen og faa Kanonerne ombord for at kunne salutere, naar Keiseren kom.

For at paaskynde Ordrens Udførelse blev der givet Skibene fri Manøvre, men trods dette var der kun et eneste af dem, som havde sit Kram saaledes i Orden, at det strax kunde adlyde Admiralens Befaling.

Det var Linieskibet »Pultusk«, der den 30. April 1810 slap sine Fortøininger og varpede ud fra Rupel for at naa Antwerpen i rette Tid.

Skjøndt Afstanden imellem disse to Steder kun er nogle faa Mil, var det dog en lang og møisommelig Tur. Udpaa Aftenen henimod Kl. 7 hørte man ombord i »Pultusk« de fjerne Drøn fra Kanonsaluten, der fortalte, at nu steg Keiseren i Land i Antwerpen, men først den 2. Mai tidlig om Morgenen lykkedes det at komme til Ankers der paa Rheden.

Skjøndt v. Dockum saaledes kom for sent til at være tilstede ved Keiserens Modtagelse i Antwerpen, var det dog en Tilfredsstillelse for ham at vide, at hans Skib var det eneste af hele Flaaden, der var naaet ned fra Rupel, og saalangt man kunde øine op ad Floden, var der endnu ingen Mastetop af nogen Orlogsmand i Sigte.

Strax efter Ankringen den 2. Mai tog han fat med Kraft paa at faa sit Artilleri ombord i Skibet. En stor Arbeidsstyrke havde fra Morgenstunden været iland paa Værftet til dette Arbeide; Kanonerne vare bragte ud af Arsenalet, og Mandskabet var netop i Gang med at »drille« dem ned imod Landgangsstedet, da Keiseren uheldigvis paa sin Morgentur kom ridende samme Vei, Passagen var spærret af »Pultusk’s« Artilleri, der laa tvers over Veien uden at kunne blive skaffet hurtigt nok til Side, og Keiseren, der ikke vilde finde sig i at blive standset, lod i Utaalmodighed sin Ridehest sætte tvers over Kanoner, Bjælker og Tallier og fortsatte sit Morgenridt.

Om Eftermiddagen skulde Linieskibene »Dalmate« og »Anversois«, der havde overvintret paa Floden, inspiceres. Klokken var 2, da Majestæterne satte af inde fra Antwerpens Kaier for at gaa der ombord. Fra »Pultusk« saa man den keiserlige Chalup styre lige op imod Linieskibet, som om Besøget gjaldt dette, men i nogen Afstand derfra blev der holdt paa Aarerne, Keiseren greb selv en Raaber og praiede op til v. Dockum[64]:

»N’êtes Vous pas le Danois?« —

Og paa Svaret: Oui! fortsatte Keiseren gjennem Raaberen[64]:

»Quand je retournerais, je viendrais Vous voir!« —

Chaluppen roede derpaa videre og holdt af ned imod de andre Linieskibe.

Dagen gik imidlertid uden at bringe det lovede Besøg i »Pultusk«, og først om Aftenen, da Solen var ved at gaa ned, fik man Øie paa den keiserlige Chalup, der roede indefter imod Byen. Da Keiseren passerede Linieskibet, tog han atter Raaberen og praiede op[64]: »Pultusk! Il est trop tard pour Vous voir. Quand Vous serez armé, je viendrais Vous voir.«

Keiseren vilde altsaa ikke inspicere, førend Linieskibet var armeret. Mange Timer skulde han imidlertid ikke komme til at vente. v. Dockum greb denne Leilighed til at vise, hvad de danske Matroser kunde præstere, og han ventede fuldt og fast, at de samme Folk, der fornylig nede ved Vliessingen havde nægtet at arbeide, her under hans egen Kommando i Løbet af Natten skulde kunne udføre et Stykke Sømandsarbeide, som man vilde have Vanskelighed ved at gjøre dem efter ombord i Scheldeflaadens øvrige Skibe. Skjøndt Mørket faldt paa, og skjøndt Kanonernes Transport til Skibet, deres Opheisning og Placering i Raperterne var et Arbeide, der endog ved Dagens Lys fordrede Forsigtighed og Agtpaagivenhed, hvis intet Ulykkestilfælde skulde ske, blev der dog strax givet Ordre til at tage fat paa Rustningen. Det blev en Nat, hvor alle Hænder maatte tage fat, men kun 6 Timer efter at Ordren var udstedt til Armeringen, var Arbeidet ogsaa tilende, og da v. Dockum den næste Morgen tidlig gik i Land, kunde han melde Admiralen, at »Pultusk«, som ved Solnedgang havde haft sine Kanoner liggende inde i Land, nu var fuldt armeret og klar til at salutere det keiserlige Flag.

Keiserens Besøg kunde dog endnu ikke finde Sted, da Programmet for de følgende Dage allerede var lagt. Et nybygget Linieskib paa 80 Kanoner, »Friedland«, der stod paa Stabel, skulde sættes i Vandet i Overværelse af Keiserparret, Dagen efter gav Byen et Bal paa Raadhuset i Antwerpen til Ære for dem, og endelig skulde der være stor Audients for Hærens og Flaadens Officerer og Byens civile Autoriteter. Som Følge heraf blev Inspektionen af »Pultusk«, der sammen med Audientsen var berammet til den 4. Mai, udsat til Dagen efter[65].

Den 5. Mai, Dagen for »Pultusk’s« Inspektion, kom, og Veiret var saa slet som muligt. Det var »ondt Veir med Blæst og Regn,« men Keiseren tog intet Hensyn til denne Omstændighed; Reisen fra Antwerpen var allerede fastsat til den følgende Dag, og det Skib, som ene af hele Flaaden havde evnet at komme tilstede ved Keiserens Besøg, skulde ikke paa Grund af Veiret gaa glip af den Ære at se ham paa sit Dæk.

Henimod 11-Tiden var ogsaa den keiserlige Chalup i Sigte paa Veien til »Pultusk«. Det var en ubehagelig Tur udefter. Sprøit fra Søen og Stænk fra Aarerne vadskede under Roningen ind over Essingen, det store Fartøi drev af Regn og Søvand, og da Chaluppen lagde til paa Siden, var Keiseren, Keiserinden og Følget, der ledsagede dem, nærlig alle gjennemblødte[66].

Linieskibets Chef stod ved Foden af Faldrebstrappen.

Det var lidt vanskeligt for Damerne at komme ombord ad den smalle, steile Faldrebstrappe[67], tilmed da Fartøiet laa uroligt i Søen.

»Jeg maatte derfor« — fortæller v. Dockum[68] — med Kaarden i Haanden række Keiserinden begge mine Hænder, hvor udi hun lagde begge sine Hænder, og saaledes maatte jeg baglænds gaa op af Trappen med Keiserinden; Keiseren fulgte efter og saa mig altid stift i Øinene.

»Da Keiserinden kom paa Dækket, blev hun der staaende, indtil duchesse Montebello kom og hjalp Hds. Majestæt den vaade Pels af imod en rød Carmoisins Pels, foret med Zobel, og da Keiseren passerede Keiserinden sagde han:

»Vous avez la mine d’une sultane!«

Veiret nødte snart Damerne til at trække sig tilbage til Chefens Kahyt, hvorimod Keiseren strax igjen viste sig paa Dækket iført sin gjennemvaade Frakke, som han ikke vilde skifte, og henvendte sig til v. Dockum med det Spørgsmaal, hvorlænge man vilde være om at skifte en Forstang. En halv Time var Svaret.

Keiseren gav derpaa Ordre til at udføre Manøvren.

Mangfoldige Gange havde »Pultusk« under den forløbne Sommerkampagnes Reisningsøvelser taget sine Stænger tildæks og sat dem omhoug igjen. v. Dockum havde træneret sine Folk, saa at Officerer, Underofficerer og Mandskab i lige Grad vare fortrolige med alt, hvad der kunde forefalde af Arbeider og Øvelser; hver Mand i Skibet vidste paa en Prik, hvad han havde at gjøre, saasnart Kommandoen lød. Man var tilmed forberedt paa enhver Eventualitet. I Kabelrummene laa Gier, Varp, Kabeltouge og hvad der mulig ellers kunde blive Anvendelse for under Manøvrerne fremme i Forhaanden, lige klar til Brug; i Mersene havde Topsgasterne deres Stropper og Arbeidstallier liggende parat, og paa alle 3 Topper havde den forestaaende Inspektion fremkaldt alle disse smaa Arrangementer, Forarbeider og Smaafif udenfor Reglementet, som man træffer i ethvert Skib, der har en rutineret og gjennemarbeidet Besætning ombord, og som ikke ere uden Betydning under Forhold, hvor det gjælder at vinde et Minut for at komme først[69].

Arbeidet gik derfor hurtigt fra Haanden uden Standsninger eller Uheld. Der var Fart i Folkene og Underofficererne. De arbeidede jo under Keiserens Øine, og Kongen af Westphalen, der selv havde været Søofficer, var gaaet tilveirs, og staaende i Mesansvantet med Foden i en Vevling fulgte han derfra Arbeidets Gang.

Inden den forlangte Tid var udløben, var Manøvren tilende, og da v. Dockum efter 25m Forløb meldte, at Forstangen var skiftet, Bram- og Bovenbramstangen omhoug og Bramraaen paa Plads, ytrede Keiseren sin Tilfredshed til ham.

Efter at denne Del af Inspektionen var forbi, blev der slaaet »Klart Skib.« Folkene mødte ved deres Kanoner, og ledsaget af v. Dockum gik Keiseren Skibet rundt. Paa underste Batteri standsede han og lod exercere først med 3 enkelte Kanoner og senere med hele Batteriet.

Keiseren var gaaet forud, — fortæller v. Dockum[70] —, for derfra at se paa Batteri-Exercitsen, og da han ved igjen at gaa agter efter »maatte træde over Kanontallieløberne, som laa paa Dækket, spurgte Hs. Majestæt mig, hvad jeg syntes om Tougværket. Jeg ytrede at tro, at det nordiske Tougværk var bedre. Hs. Majestæt troede det ogsaa og spurgte, hvad jeg syntes om Jernet. Jeg svarede, at det var skørt. Hs. Majestæt sagde: »Det er skørt som Glas, men man maa hjælpe sig dermed.« —

Forinden Keiseren forlod »Pultusk«, forlangte han at se Mandskabet samlet. Der blev pebet op til Parade paa øverste Dæk, og her gik Keiseren langs med de opstillede Rækker. Synet af Besætningen maa have været en Del forskjellig fra, hvad han var vant til at se ombord i den franske Flaades Skibe.

De franske Skibsbesætningers strængt uniformsmæssige Paaklædning[71] fandtes ikke her; Folkene stod i deres Vadmels Trøier med »Glandshatte paa Hovedet, hvorpaa var emailleret et Baand, paa hvilket var anført »Pultusk«.« Hverken Form, Snit eller Farve var ensartet i Paaklædningen, da Mandskabet paa de Tider selv maatte sørge for deres Tøi, men naar man saa ned langs de opstillede Rækker, mødte Øiet kraftige, firskaarne Skikkelser, og veirbidte Sømandsansigter stak frem under de blanke Hatte.

Det var øiensynligt, at Keiseren fandt Behag i det uvante Syn af »Pultusk’s« lyshaarede Besætning. Han gik langsomt forefter, ledsaget af Admiral Missiessy og v. Dockum, og med Tobaksdaasen i sin høire Haand. Naar han af og til stod stille for at rette et Spørgsmaal til sine Ledsagere eller for at betragte et Ansigt i Rækken[72], »oplukkede han Tobaksdaasen med Tommelfingeren af den høire Haand, hvor Hs. Majestæt altid bar Daasen, og med samme Finger trykkede han paa Tobakken, lukkede Daasen og lugtede derefter paa Tommelfingeren. Og da det gik ofte paa, tabte Hs. Majestæt ud af Daasen en Del af den sammentrykkede Tobak, som af Mandskabet blev opsamlet som en Relikvie[73].« —

Inspektionen af »Pultusk« var hermed tilende, og de keiserlige Gjæster belavede sig paa at gaa fraborde igjen. Hs. Majestæt havde været særdeles tilfreds med alt og havde udtalt sig meget smigrende om Mandskabet. Da v. Dockum nemlig under Paraden paa en undskyldende Maade gjorde Keiseren opmærksom paa, at Folkene i deres lidt uensartede Paaklædning afvege en Del fra, hvad der var Brug i den franske Marine, havde Keiseren svaret:

»Vous avez des marins comme ils doivent être«, og idet han derpaa vendte sig til Admiral Missiessy, befalede han, at saa snart de franske Mandskaber (équipages de haut-bord) havde opslidt deres Chakot’er, skulde der anskaffes »chapeaux à la danoise« til dem, kun med den Forskjel, at der paa Hattene skulde anbringes Nummeret paa den Afdeling, hvortil Folkene hørte, i Stedet for Skibets Navn.

Keiseren havde, forinden han forlod Dækket, som Belønning tilstaaet Besætningen en Maaneds Gage, og da Chaluppen satte af fra Faldrebet, stemte Mandskabet paa dansk Vis i med rungende Hurraraab for ham, i Stedet for det almindelige: »Vive l’empéreur[74]!«

Nogle Timer efter at de keiserlige Gjæster havde forladt »Pultusk«, og Skibet atter havde antaget sit dagligdags Udseende, indfandt en Hof-Furér sig ombord for at tilsige Chefen »til at møde med hvide Silkestrømper og Sko til Keiserens Taffel Kl 5.«

Den Opmærksomhed, der ved denne Tilsigelse blev v. Dockum til Del, var ikke ringe, idet som Regel ikke andre end Napoleons allernærmeste Omgivelse vare hans Gjæster ved det daglige Taffel.

At v. Dockum selv har betragtet det som en exceptionel Ære, der blev vist ham ved denne Leilighed, hvor han selv tolvte sad tilbords sammen med syv kronede Hoveder, fremgaar deraf, at han gjorde Sagen til Gjenstand for en Indberetning til Admiralitetet i Kjøbenhavn[75]. Rapporten, der nævner de tilstedeværende Gjæster ved Taflet, indeholder iøvrigt intet af Interesse; derimod har v. Dockum i sine private Optegnelser efterladt en detailleret Beskrivelse, der vel er værd at kjende i sin Helhed. Man vil erindre, at Napoleons Besøg i Antwerpen i Mai 1810 fandt Sted kun nogle faa Maaneder forinden Holland blev indlemmet i det franske Rige, og Misforstaaelsen imellem Keiseren og hans kongelige Broder Louis var allerede paa dette Tidspunkt saa stærk og Uvillien fra Napoleons Side saa udpræget imod Kongen af Holland, at denne ved alle Leiligheder var Gjenstand for Tilsidesættelse og Ydmygelse. Ogsaa ved Taflet den 5. Mai kom denne Stemning hos Keiseren til Udbrud, og det Ordskifte, der ved denne Leilighed fandt Sted imellem de to Brødre, og som v. Dockum med stor Nøiagtighed refererer, er af historisk Interesse som Bidrag til Belysning af Napoleons Karakter. Men selv fraset dette, er den efterfølgende Beretning i høi Grad læseværdig; thi man staar her overfor en Skildring, der med al sin omstændelige Jævnhed i sjelden Grad er i Besiddelse af en eiendommelig Kolorit og kaster Lys ind over et lille Interiør fra en svunden Tid.

»Kl. 5 — fortæller v. Dockum[76] — mødte jeg i Keiserens Forgemak, hvor duchesse Montebello konverserede med en hollandsk Grevinde og General Lauriston med Admiral Missiessy. Strax efter aabnedes Døren, hvoraf jeg var kommen ind, og blev derfra raabt: »Roi de Saxe!« hvilket Ord blev gjentaget af den Herre, som stod ved Keiserens Gemaks Dør med et lidet Ryk i Keiserens Gemaks Dør, hvorpaa Keiseren, som var indenfor Døren, svarede: »Qu’il entre!« og Kongen blev indladt til Keiseren.

»Saaledes gik det og til, da Kongen af Westphalen kom, og derefter da Kongen af Italien kom, men, da Kongen af Holland kom, svarede Keiseren: »Qu’il reste!«, og Hs. Majestæt forblev med os i Forgemakket.

»Noget efter aabnedes Døren til Keiserens Gemak, hvor Kongen af Holland gik ind med os Andre, og Keiseren og Kongerne gik foran ud til Spisesalen, hvor Keiserinden og Dronningen af Westphalen kom ind af en anden Dør.

»I Spisesalen stod et stort rundt Bord, dækket med 12 Couverts, hvor Keiseren tog Plads. Paa hans høire Side kom Dronningen af Westphalen, dernæst Kongen af Italien, derefter den hollandske Dame, ved hende Kongen af Westphalen og saa Kongen af Saxen, som sad paa venstre Side af Keiserinden, dernæst kom Keiserinden, som sad lige overfor Keiseren, og ved hendes høire Side kom Kongen af Holland, derefter Admiral Missiessy, saa jeg og næst efter General Lauriston.

»Ved Bordet var Keiseren munter og talte med os alle og spurgte mig, om de franske Orlogsskibe vare saa smukke som de danske, om de seilede og styrede saa godt, og hvad jeg syntes om Skibenes Takkelage og Reisning. Og jeg svarede, at de fleste franske Skibe vare fuldkommen saa smukke som de danske, at de franske Skibe seilede og styrede meget godt, og at Skibenes Takling og Reisning var god; men at Orlogsskibet »Pultusk« laa noget høit paa Vandet. Keiseren svarede, at det var observeret af l’ingenieur de genie og var forekommet ved de Skibe, som stod paa Stabelen. Keiseren sagde, at de Franskes Master vare høiere end de Engelskes. Jeg svarede, at i stormende Veir kunde det vel have sin Nytte.

»Keiseren tog et Æble af en Dessert-Tallerken, lagde det paa Enke-duchesse Montebello’s Tallerken, som delte det med hendes Sidemand, den ugifte Mand, Marechal og Adjutant Lauriston, hvortil Keiseren sagde:

»Ha! Ha! Madame, Vous partagez déjà vos pommes!« —

»Hvorefter Keiseren henvendte sig til Kongen af Holland og spurgte om Aarsagen, hvorfor han ikke forrige Sommer havde sendt ham de belovede Skibe og Mandskab. Kongen svarede, fordi Orlogsskibene manglede Master. Keiseren svarede:

»Vil Du, at jeg skal komme til Amsterdam for at vise Dig, hvor Mastetræerne ligge?«

Kongen: »Det er ikke det eneste!«

Keiseren: »Hvad er det da?«

Kongen: »Seilduger!«

Keiseren: »Vil Du, jeg skal komme til Amsterdam for at vise Dig Magasiner, hvor der findes Seilduger?«

Kongen: »Ja, men Finantserne?«

Keiseren: »Har Du ikke faaet saa mange Millioner fra Spanien, saa mange Millioner i Skatter, og saa meget fra Danmark?«

»Og da Kongen betænkte sig, henvendte Keiseren sig til mig og spurgte, om det ikke var saaledes, og paa mit Svar, at jeg ikke kjendte Finantsvæsenet, svarede Keiseren, at den Summa var saa ubetydelig, at han vilde slaa en Streg derover og spurgte Kongen, om han kunde nægte at have faaet de opregnede Millioner.

»Kongen svarede, at Pengene ikke tilhørte ham, men at han ikkun var Inkassator deraf.

Keiseren: »Hvorledes?«

Kongen: »Det er Statens Penge.«

Keiseren: »Det er Statens Penge, som Du indkasserer for at bruge til Statens Forsvar og Nytte, men Du gjør daarlig Brug deraf, og Du er ikke« ... hvorpaa Keiseren henvendte sig til den hollandske Dame....

»Vi reiste os fra Bordet, hvor vi havde siddet henved 2 Timer. Fra Bordet gik vi igjennem en stor Sal, og kom til en mindre Sal, hvor man præsenterede os Kaffe og Likør.

»Keiseren talte imidlertid med os og hentede sin Kop Kaffe, som stod helt henne i Salen paa en Cheridor,(?) og som efter Sigende Keiserinden skal have skjænket. Og kom derefter til mig og spurgte, hvad jeg mente om den engelske Expedition. Jeg svarede, at naar de havde gjort deres Skyldighed, havde de brændt og tilintetgjort alle Hs. Majestæts Skibe med Mandskabet saa vel som og hele Værftet ved Antwerpen med alle Skibene, som stod paa Stabelen, med dets betydelig opfyldte Magasiner og Forraad af Kanoner o. s. v., hvorpaa Keiseren gik nogle Skridt fra mig og vendte om til mig og sagde:

»Det var ogsaa alt, hvad de Engelske kunde gjort, at tilintetgjøre mine Skibe, og det var mig vigtigere den Gang at vinde min Bataille là bas; thi hvis de Engelske da havde taget en fast Position her, da skulde jeg nok komme for at jage dem herfra.

»Til Kongen af Sachsen, som stod i Nærheden af mig, sagde Keiseren, at det endnu var ham en Gaade at tænke, hvorledes Prinds Carl ved Donau havde couperet ham fra sin Armé, og kom til mig og sagde, hvad jeg syntes derom. Jeg svarede, at jeg troede Keiseren der havde staaet i en kritisk Stilling, hvortil Keiseren svarede, at han ikke kunde begribe, hvorfor de Østerrigske Armeer ikke havde attakeret ham, og hvorfor de havde ladet ham staa der saa rolig.

»I det samme nærmede Keiserinden med Dronningen af Westphalen og duchesse Montebello med den hollandske Dame sig til Keiseren ligesom for at ville tage Del i det, som blev talt om, hvorfor Keiseren saa sig om ligesom for at lede efter noget og sagde:

»Il faut de chaise pour ces dames!«

»Og da Keiseren nærmede sig til Væggen ligesom for at tage efter en Stol til Keiserinden, saa tog jeg de tvende Stole, som stod lige ved mig, og satte dem for Keiserinden og Dronningen af Westphalen. Hvortil Keiseren sagde:

»Il faut avouer, que les Danois ont beaucoup de politesse, parce’ que surement il n’y aurait pas eu un francais, qui aurait montré cette politesse a ces dames!«

»Keiseren talte derefter med Keiserinden og Kongen af Italien og spurgte mig, om hvormange Orlogsskibe at de Engelske havde taget fra Danmark, og paa Svaret 22 sagde Keiseren, at jeg vel anslog Antallet noget høit, hvorpaa jeg svarede, at naar de ældre Skibe var iberegnet, som de Engelske tog, saa vilde Antallet endog overstige 22. Hvorpaa Keiseren igjen erindrede mig om at komme til Paris naar Leilighed dertil gaves«.

Den 6. Mai 1810, om Morgenen tidlig Kl. 6, afreiste Keiseren og Keiserinden fra Antwerpen til Breda, og Dagen efter lettede »Pultusk« sit Anker og stod vester paa ned ad Floden. Skibets Seilordre lød paa Vliessingen, som vilde blive Sommerstation for en Del af Scheldeflaadens Skibe, og da det ved Ekviperingen havde været først paafærde af alle sine Kammerater, naaede det ogsaa først til sit Bestemmelsessted. Flaadens øvrige Skibe kom nu lidt efter lidt frem fra Rupel og varpede ned til Antwerpen, hvor de bleve underkastede et Eftersyn og fik deres Kanoner og Proviant ombord. Med disse forskjellige Arbeider forløb en Del af Maaneden, og først den 20. Mai var der ved Scheldeflodens Munding under Kontre-Admiral Courand samlet en detacheret Eskadre paa 4 Linieskibe[77] til Forstærkning af Vliessingen-Stationen, hvor Kontre-Admiral L’Hermitte allerede laa med 18-20 Kanonbrigger under sin Kommando.

Paa Søen havde Englænderne Vinteren igjennem holdt en Observationsstyrke krydsende udfor Vliessingen, for største Delen bestaaende af mindre Skibe (Fregatter, Brigger, Luggere og Kuttere), men saasnart Admiral Courand’s Eskadre havde vist sig i Flodmundingen, gav Fjenden ogsaa Møde med sine Linieskibe i Farvandet udenfor, og Schelden var som Aaret forinden ved Udgangen af Mai stænget og lukket af en regelret engelsk Blokade.

Skjøndt det i Realiteten ingen Betydning havde, var dog Afspærringen af Floden i Sommeren 1810 ikke saa effektiv, som det foregaaende Aar.

Den mislykkede Expedition imod Schelden havde gjort Franskmændene dristigere og maaske ogsaa samtidig sløvet Energien lidt paa den anden Side. De engelske Krydsere, der laa Landet nærmest, vovede sig vel af og til saa langt ind under Landbatterierne, at de vexlede Skud med Fæstningen Vliessingen og de nyanlagte Værker ved Breskens, men videre kom det ikke, hvorimod der fra fransk Side udfoldedes en Del Aktivitet, efter at Admiral Missiessy i Slutningen af Juni Maaned var ankommen til Vliessingen ombord i »Charlemagne« og selv havde taget Kommandoen der paa Stedet. Flaadens numeriske Styrke var da betydelig forøget, og flere Gange hver Uge i Sommerens Løb stod en Afdeling paa 4-5 Linieskibe Schelden ud med Ebben.

Saasnart de engelske Brandvagter, som laa saa langt inde under Kysten, at de kunde iagttage, hvad der foregik paa Floden, saa de franske Linieskibe lette og heise deres Mersseil, gik Signalerne tilveirs for at kalde Hovedflaaden til. De engelske Linieskibe, som holdt gaaende længere ude tilsøs under smaa Seil, stode indefter mod Grundene, medens Forpostskibene trak sig tilbage for den franske Eskadre.

De to fjendtlige Flaadeafdelinger manøvrerede nu imod hinanden, uden at det dog nogensinde kom til en regulær Træfning; thi den lange Række af landløse Grunde og Banker, der ligger langs hele den hollandske Kyst, strakte sig som et neutralt Belte imellem dem, saa bredt, at Kanonerne ikke kunde række derover. Englænderne seilede udenfor, Franskmændene manøvrerede under Land, og kun af og til, hvor Grundene snævrede ind, og Skibene kom hinanden indenfor Rækkevidde, vexledes der Kanonskud imellem dem.

Expeditionen var kun af kort Varighed; thi naar Strømmen kæntrede, seilede Eskadren tilbage med den kommende Flod og stod atter ind i Ly af Vliessingens Batterier. Disse Timer tilsøs vare dog mere end blot og bar Øvelse; de havde noget af Krigens Spænding over sig.

Det satte Fart i Blodet paa Besætningerne, naar de under Klartskibs-Øvelserne havde et virkeligt Maal for Øie, idet de rettede deres Sigte mod de engelske Orlogsmænd, hørte Smældet fra deres Kanoner og saa de fjendtlige Kugler vande paa Bankerne, der vare dem imellem. Under Seiladsen i det grunde Farvand skjærpedes Blikket hos de Kommanderende ved Bevidstheden om, at en slet Manøvre, blot en feil Kommando til Roret, kunde bringe Skibet til at staa fast i Sandet, og at dette vilde være Signalet til, at en Sværm af lavtgaaende Skibe (Brigger, Kuttere og Luggere) — hele den fjendtlige Flaades Kavalleri — kastede sig over det som et sikkert Bytte.

Det var paa en af disse Ture under Missiessy’s egen Ledelse, og hvor »Pultusk« var med i Følge, at Admiralen fra »Charlemagne« praiede over til v. Dockum og gratulerede ham til, at Keiseren havde udnævnt ham til Ridder af Æreslegionen. Den samme Udmærkelse var ligeledes bleven Kapitain Wleugel, Chefen for »Dantzick«, til Del, og faa Dage senere modtog de to danske Officerer den officielle Meddelelse om Udnævnelsen gjennem en Eskadreordre, der gjengav Indholdet af en ministeriel Depeche, dateret Paris den 2. Juli 1810, og hvori det hedder:[78]

Min Herre,

»Keiseren har paa Grund af den Iver, som De har udvist i hans Tjeneste, ved et Dekret af 23. Juni benaadet Dem med Æreslegionens Ridderkors.

»Det er mig meget behageligt at kunne meddele Dem dette smigrende Bevis paa Hs. Majestæts Naade.«[79]

At Cheferne for »Pultusk« og »Dantzick«, der under Opholdet i Frankrig saa ofte havde modtaget Beviser paa, i hvor høi Grad man paaskjønnede deres Tjeneste, for saa vidt maatte være tilfredse med deres Stilling, kan vel neppe drages i Tvivl, men fraset dette, bredte der sig en Strøm af Misfornøielse i begge Skibe lige fra Næstkommanderende og ned til den menige Matros.

Denne gjennemgaaende Misfornøielse gav sig tilkjende hos Mandskabet ved temmelig hyppige Desertioner[80], og for Officerernes og Underofficerernes Vedkommende betegnes Aaret 1810 ved en Række af Ansøgninger om at blive afløste og komme hjem til Danmark.

Det var »Pultusk’s« Næstkommanderende, Kapitainlieutenant H. P. Holm, der gjorde Begyndelsen med sin Ansøgning af 17. Juli 1810, og efter ham fulgte i sluttet Række: Flensborg, Thunbo, Falbe, Willoch, Barfred, Petersen og Bendz.

Længslen efter atter at vende hjem til Danmark, Ønsket om at komme i Kast med Fjenden i Sundet og Belterne snor sig som den røde Traad igjennem alle de 8 Officerers Ansøgninger; Udtryksmaaden og Ordene i Motiveringen ere vel forskjellige, men Tanken, der gaar der igjennem, er den samme.

Man ser dette, naar man tager disse Aktstykker for sig og gjennemgaar dem.

Fra hver en Side paa de gamle gulnede Blade strømmer de unge Officerers Kamplyst og Trang til Aktivitet En imøde under Gjennemlæsningen, men uden Flugt og Begeistring; sindigt og støt kommer det frem i jævne adstadige Ord:

»Jeg har været to Aar og nogle Maaneder her paa Schelden uden Aktivitet, der kan sammenlignes med den, mine Kammerater i Fædrelandet har været i, uden Sandsynlighed for at her bliver mere Aktivitet.« — (Lieutenant Petersens Ansøgning).

»Efter at have været 2¼ Aar ombord i det franske Linieskib »Dantzick« paa Schelden, i langt mindre Virksomhed end mine andre Kammerater hjemme og i et Klimat, hvor jeg flere Gange og flere Maaneder har været angrebet af de her herskende Sygdomme, som ingenlunde ret vil forlade mig.« — (Lieutenant Willoch’s Ansøgning).

»Jeg har saaledes i tre Aar været ude af Stand til som Kammeraterne hjemme at virke militærisk for Fædrelandet.« — (Lieutenant Thunbo’s Ansøgning).

»Jeg vover underdanigst at anmærke, at jeg siden Krigens Udbrud har været udkommanderet udenfor Fædrelandet og i den Tid ei haft Leilighed til at vise min Lyst og Iver for min Metier.« — (Lieutenant Falbes Ansøgning).

Officerernes Andragender om Afløsning indsendtes til Admiralitetet i Kjøbenhavn, alle forsynede med Chefernes Anbefaling, og det er ikke uden Interesse at se, hvorledes v. Dockum, der saa ganske sympatiserede med sine Officerers Reiselyst, i September Maaned 1810 endog foretog et direkte Skridt for at paavirke Admiralitetets Afgjørelse i denne Retning ved at forsyne en af de omtalte Ansøgninger med følgende Paategning:[81]

»Jeg tror det meget gavnligt for enhver ung Officer, at han tilbringer er Par Aar paa Skibene her, da alle de Manøvrer og Exercitier daglig gjennemgaas ved Eskadren baade under Seil og til Ankers, som Omstændighederne tillade, og hvorved altid faas nogen Kundskab og Erfarenhed; men jeg tror tillige, at den unge Mand efter dette Ophold kan med Grund ønske sig hjem for paa sit Fædrelands Kyster at kunne søge Leilighed til at møde Fjenden og gjøre ham al den Skade og Afbræk som muligt, og hvortil her for nærværende Tid ingen Udsigter gives.«

Det ligger nær at antage, at det er denne Udtalelse fra v. Dockum, som bevægede Admiralitetet til at foretage den omfattende Afløsning af Befalingsmænd og Mandskab, som forberedtes sent paa Efteraaret 1810.

Først i November Maaned[82] underrettedes v. Dockum om de forestaaende Forandringer i de to dansk bemandede Linieskibes Personel, og en halv Snes Dage senere, den 17. November 1810, meddelte Admiralitetet, at Kapitainlieutenant Kaas samme Dag vilde forlade Kjøbenhavn for at afgaa til Vliessingen med det til Afløsning bestemte Kontingent.[83]

Admiralitetet havde strakt sig vidt ved denne Leilighed for at imødekomme de Anmodninger om Hjemsendelse, der i Løbet af Sommeren saa indtrængende havde lydt ovre fra Schelden; saavel Officerer som Underofficerer og Mandskab vilde alle indenfor rimelige Grændser faa deres Ønsker opfyldte, saa snart den store Afløsning ankom til sit Bestemmelsessted.

Eftersommeren havde ikke været rig paa afvexlende Begivenheder. Flaaden havde holdt sin Sommerstation ved Vliessingen indtil den 19. Oktober 1810, da Ankerpladsen forlagdes høiere op paa Floden til Terneuzen.

To Dage tidligere, medens Skibene endnu vare samlede ved Vliessingen, aflagde den franske Marineminister forinden Afslutningen af Aarets Kampagne et kort Besøg i Admiralskibet. Efter hans Ankomst bleve Skibscheferne ved Signal kaldte ombord i »Charlemagne,« hvor Ministeren meget forekommende spurgte v. Dockum, »om han havde noget at erindre i Henseende til Ekvipagen.«

Chefen for »Pultusk« havde før havt Leilighed til at vise, at han overalt, hvor det gjaldt Mandskabets Ve og Vel, ikke var bange for at stille sig selv i Breschen, og han svigtede heller ikke sine Folk her, men udtalte uden Omsvøb, at Restancerne endnu ikke vare blevne godtgjorte for dem af Mandskabet, som vare døde, afgaaede hjem, eller som havde været paa Hospitalet i Aarene 1808-09, og det uagtet Ministeren selv Aaret forinden havde givet Ordre til, at Pengene skulde udbetales.

En saa uforbeholden Erklæring fra en fremmed Officer om, at det franske Marineministeriums Befalinger ikke altid bleve adlydte til Punkt og Prikke, som de burde, har sikkert været yderst ubehagelig for Hertugen af Decrès; men, at der netop ved denne frimodige Gaaen løs paa Sagen opnaaedes den ønskede Virkning, fremgaar af en Rapport til Admiralitetet, dateret Orlogsskibet »Pultusk« ved Terneuzen 21. Oktober 1810, hvori v. Dockum indberetter om Hertugen af Decrès’ Besøg i Flaaden og, efter at have omtalt sine egne Udtalelser til Ministeren ved dette Møde ombord i »Charlemagne«, fortsætter ganske tørt og lakonisk[84]:

»Det syntes, som han herover blev noget fortrydelig, og lod strax skrive en Ordre til Marinepræfekten i Antwerpen om at afgive alt, som vedkom den danske Bemanding her ombord.«

Skjøndt Gjentagelsen af den ministerielle Ordre selvfølgelig bevirkede, at Restancerne uden Tøven bleve udbetalte, kan det dog ikke nægtes, at der af og til maatte et Magtsprog for at faa Louisdor’erne frem af den franske Regjerings Pengekasser.

De kolossale Udgifter i klingende Mønt, som Krigens Førelse fordrede, foraarsagede nemlig ganske naturligt, at Regjeringen stoppede sine Betalinger overalt, hvor den mente, at det kunde lade sig gjøre uden at vække for megen Opsigt. Denne Fremgangsmaade, som Marineministeriet ogsaa fulgte i temmelig stor Udstrækning, gik navnlig ud over Flaadens Mandskab og Flaadens Leverandører.

Det danske Mandskab havde tidt maattet føle dette under deres Ophold paa Schelden, og onde Tunger fortalte vistnok ikke uden Grund, at et keiserligt Besøg paa et Sted gjerne indlededes med rigelige Pengeforsendelser fra Paris til de stedlige Autoriteter, for at alle Fordringer paa Betaling for Leverancer og lignende til Regjeringen kunde være opgjorte og betalte forinden Keiserens Ankomst.

Til Trods for disse Forsigtighedsregler stod Hertugen af Decrès’ Kredit dog paa meget svage Fødder. Da der ved Vintertid skulde anskaffes varmt Tøi til Brug for »Pultusk’s« og »Dantzick’s« Mandskab under Arbeidet i fri Luft, nægtede saaledes Kjøbmændene i Antwerpen at levere de nødvendige Klædningsstykker til Marinens Brug, naar der ikke samtidigt præsteredes kontant Betaling for dem[85].

Marineministerens Besøg ombord i Flaaden havde været Afslutningen paa Aarets Sommerkampagne. Ved hans Tilbagekomst til Paris, efter endt Inspektionsreise i Holland, udgik der Ordre til Admiral Missiessy, om at afgaa til Antwerpen for at desarmere Skibene[86].

Den ministerielle Skrivelse herom var den 2. November 1810 kommen Admiralen i Hænde, men stormende Veir og Modvind gjorde, at man først den 5 kom under Seil fra Terneuzen.

De franske Marineautoriteter havde haabet, at Antwerpens nyanlagte Basiner skulde have staaet fuldtfærdige til at tage imod Scheldeflaaden, naar Vinteren var for Døren; men trods al Energi lykkedes dette ikke, og Rupel maatte derfor igjen klargjøres til Vinterkvarter[87]. Fra Midten af November Maaned herskede der travl Virksomhed paa Floden fra Antwerpen og op til Bugten ved Rupel. Allerede den 18. November laa »Pultusk« som første Mand igjen for sine Fortøininger i Vinterhavnen, og efterhaanden som man blev klar med Desarmeringen, kom Skib efter Skib derop for at indtage deres Pladser. I de første Dage af December Maaned havde Mandskab og Fartøier fra Flaaden bugseret de to nybyggede Linieskibe, »Friedland« og »Tilsit«, op til Rupel, og faa Dage senere, den 9. December 1810, da det sidste af Scheldeflaadens Skibe halede ind paa Bugten, var hele Styrken samlet i sit Vinterkvarter.

Efter at Tjenesten var bleven ordnet, forlod Admiral Missiessy Antwerpen for at tilbringe Vinteren i Paris. De fleste af hans Skibschefer gjorde ligesaa, og da Keiseren under sit Besøg i Antwerpen havde opfordret v. Dockum til at lære Hovedstaden at kjende, saasnart der gaves Leilighed dertil, bestemte han sig til at følge Exemplet. v. Dockum reiste sidst paa Aaret til Paris og havde næppe Grund til at fortryde, at han havde ombyttet »Pultusk’s« trange Kahyt med Livet i den glade, straalende By ved Seinen, hvor der fra Hoffets, Ministerens og Admiral Missiessy’s Side blev vist ham den største Opmærksomhed.

Efter at have meldt sin Ankomst til Hertugen af Decrès, var en Audients hos Keiseren det næste Skridt. Det var en Søndag Formiddag, at v. Dockum sammen med Missiessy kjørte til Tuilerierne og begav sig op i Audientssalen.

Det store Rum var næsten fyldt.

Man ventede Keiserens Tilbagekomst fra Messen for at give en af sine sædvanlige Audientser; kort efter gik Døren til det tilstødende Gemak op, og Napoleon traadte ind i Salen, fulgt af en Adjutant.

»Hs. Majestæt gik Salen 3 Gange op og ned« — fortæller v. Dockum[88] — »for at modtage Ansøgninger af den største Del af de tilstedeværende, som Hs. Majestæt da spurgte almindelig, hvorlænge de havde tjent og hvormange Børn de havde, og paa deres Svar, at have saa mange Børn og tjent saa mange Aar, svarede Hs. Majestæt, at ville lægge Mærke til deres Ansøgning, som han leverede til den General, som fulgte ham; men naar den Ansøgende svarede 1 Aar og derunder tjent, svarede Keiseren ikke mere og beholdt selv Ansøgningen.«

Da Keiseren kom til v. Dockum, underholdt han sig meget naadig med ham og spurgte tilsidst i en spøgende Tone, om han troede, at han kunde manøvrere med »Pultusk« i Seinefloden, og da v. Dockum resolut gik ind paa Spøgen og svarede, at det stod til Keiseren at lade Seinen uddybe, saa skulde han nok kunne manøvrere sit Linieskib paa Floden, smilede Keiseren venligt og bemærkede, at han var af samme Mening.

Efter Audientsens Slutning havde Keiseren en Samtale med Missiessy, og da de to Officerer kort efter forlod Tuilerierne i Admiralens Ekvipage, ventede der v. Dockum en Overraskelse, idet Admiral Missiessy ved Bortkjørselen fra Slottet gratulerede ham til om kort Tid at blive udnævnt til Admiral. Hvor smigrende end denne Meddelelse maatte være, kunde v. Dockum dog ikke tro paa Muligheden deraf.

Han havde fornylig modtaget sin Forfremmelse til Kommandør hjemmefra[89], og da den Tanke slet ikke kom frem hos ham, at det muligvis var en fransk Admiralstitel, hvorom der var Tale, slog han Sagen hen som noget, der umuligt vilde kunne realiseres, og bad endog i Vognen Admiralen om aldrig mere at tale til ham derom.

Hermed var Tingen foreløbig stillet i Bero, og Chefen for »Pultusk« kunde nu nyde sin Frihed og tage Del i de Festligheder og Selskaber, som Pariser-Sæsonen ved Vintertid kunde byde under det keiserlige Hofs Ophold.

Gjennemgaar man Kommandørens Optegnelser, vil man ogsaa lægge Mærke til, at der netop fra Hoffets Side blev vist ham større Opmærksomhed, end han ifølge sin Rang og Stilling kunde have Krav paa. Audientsen i Tuilerierne blev nemlig efterfulgt af en Række Indbydelser, og at v. Dockum ikke har været nogen sjælden Gjæst ved Hoffets Adspredelser, kan ses, naar man i hans Dagbøger læser[90]:

»Dagen efter Audientsen blev jeg tilsagt at møde med Silkestrømper og Sko og forevise indesluttede røde Billet imorgen Aften paa Hoftheatret; tredie Dagen efter blev jeg efter Keiserindens Ordre ved en trykt Billet fra duchesse Montebello tilsagt at møde i Keiserindens Gemakker for at være nærværende ved et Bal, og da Keiseren ankom til Ballet, dandsede Dronningen af Holland og Prindsesse Pauline i et stort Tog af Hofkavalerer og Damer nogle Partier for Keiseren, hvorefter Ballet begyndte. Nogle Dage efter blev jeg efter Keiserens Ordre ved trykt Billet fra Marechal Duroc[91] tilsagt til en circul, og saaledes nogle Aftener efter at møde i Gemakkerne til Opera, Komedie, etc.; og Keiseren spurgte mig almindelig, om jeg morede mig i Paris og saa mig brav om, hvad jeg syntes om Aktøren Talma, om jeg havde set »ombre chinoise« o. s. v.«

Saaledes gik Vinteren let og jevnt, indtil v. Dockum ud paa Foraaret forlod Paris og satte Kursen mod Rupel for atter at tage fat paa sin Gjerning. Kulden havde i Begyndelsen af Aaret 1811 været temmelig streng, saa hele Bugten ved Rupel Januar Maaned igjennem var tillagt, og Isen paa de fleste Steder saa stærk, at den kunde passeres af Fodgængere, men da v. Dockum den 7. Marts 1811 igjen kom tilbage til sit Skib, var Frosten tilende, Floden atter fri, og Scheldeflaaden tog nu for 4de Gang fat paa Foraarsudrustningen. Man havde ombord i de dansk bemandede Linieskibe ventet, at Hjemsendelsen af det udtjente Mandskab kunde være bleven paabegyndt strax efter Nytaar, og Forberedelserne vare allerede trufne til at dirigere Folkene hjemefter i mindre Partier, som den for den danske Regjering mindst bekostelige Maade, men i sidste Øieblik nedlagde den franske Marineminister Forbud herimod, og Reisen blev stoppet ved en Ordre fra Paris, der bestemte, »at ingen af de danske Besætninger kunde permitteres hjem førend de, som skulde remplacere samme, vare ankomne.«[92]

Da denne Forholdsregel formentlig stod i Strid med de Aftaler om Mandskabets Afløsning, som i sin Tid vare blevne trufne imellem den franske og danske Regjering, indberettede begge de danske Chefer Sagen til Kjøbenhavn, og Admiralitetet satte sig strax i Bevægelse ved under 16. Februar 1811 at sende de to Officerer en Skrivelse, hvori Kollegiet »anbefaler de Herrer paa det kraftigste at forestille benævnte Marineminister« for at udvirke, at Forbudet imod Afreisen blev taget tilbage igjen.[93]

Ordren herom traf v. Dockum i Paris, og skjøndt det i Skrivelsen endvidere paalagdes ham at følge Kommandoveien og altsaa indsende Besværingen gjennem den kommanderende Admiral, indsaa han som praktisk Mand, at en mundtlig Konference med Marineministeren langt sikrere vilde føre til Maalet end den langsomme tjenstlige Korrespondance, og han tog derfor ikke i Betænkning at fremstille Sagen personlig for Hertugen af Decrès.

Det lykkedes virkelig ogsaa v. Dockum at faa Marineministeren til at give efter for Admiralitetets Ønske om at Hjemsendelsen af det udtjente Mandskab strax kunde tage sin Begyndelse, tilmed, da han kunde understøtte sin Anmodning med Meddelelsen om, at den første Deling af Erstatningsmandskabet, en Transport paa 107 Mand under Lieutenanterne Warendorff og Madsen, den 2. Februar om Aftenen var indtruffet i Rupel som Forløbere for Hovedstyrken, der endnu var paa Marchen.

For at forstaa Grunden til at Admiralitetet med saa megen Iver gjorde gjældende, at Iværksættelsen af den engang lovede Hjempermittering ikke burde opsættes, maa man erindre, at der i begge de dansk bemandede Linieskibe fandtes adskillige blandt Besætningen, der havde Styrmands- eller Volontør-Patent. Disse Folk vare ved Krigens Begyndelse sammen med det øvrige Mandskab blevne dirigerede til Vliessingen fra de Havne, hvor deres Skibe laa stoppede paa Grund af den engelske Blokade, og vare blevne satte til almindelig Matrostjeneste ombord i »Pultusk«, og »Dantzick«, uagtet deres Patent »fritog dem for at tjene som Matroser paa Hs. Majestæts egne Skibe.«

Den Uret, som der ved denne lidt vilkaarlige Fremgangsmaade blev øvet imod disse Folk, havde man senere bestræbt sig for at mildne ved Løftet om, at de ved den forestaaende Hjemsendelse skulde komme først i Betragtning, og da Tilsagnet herom officielt var bleven dem meddelt gjennem Skibscheferne, betragtede Admiralitetet det ogsaa som en Æressag ligeoverfor Folkene at holde det engang givne Ord.

Medens saaledes Hjemsendelsen af udtjente Folk tog sin Begyndelse, var man i Kjøbenhavn igjen optaget af Forberedelserne til Afreisen af Officerer og Mandskab og denne Gang i større Stil. Trangen til Søfolk paa Schelden var voxet, efterhaanden som Flaaden var bleven forøget med nybyggede Skibe, og den franske Regjering havde da henvendt sig til Danmark med en Anmodning om Officerer og Matroser til Besætning ombord i Linieskibene »Dalmate« og »Albanais« De dertil bestemte Chefer, Kapitainerne Mossin og Fabricius, havde den 14. Januar 1811 modtaget deres Udkommando, og samme Dag udgik der fra Admiralitetet Ordre til Skibenes subalterne Officerer.[94]

Den første Halvdel af Februar Maaned forløb i lutter Travlhed. Ikke mindre end 5 forskjellige Transporter af Underofficerer og Mandskab skulde tiltræde Reisen fra Kjøbenhavn, og denne store Udrykning nødvendiggjorde forskjellige Forholdsregler for at faa hele Apparatet i Gang. Reiseordrer og Reisepas skulde udstedes. Reisepassene bleve gjennem det kongelige Departement for de udenlandske Sager tilstillede den franske Legation i Kjøbenhavn med Anmodning om at de »enten maatte vorde forsynede med den herværende franske Ministers Paategning eller og særskilte Passer for de bemeldte Officerer udfærdigedes af ham«. Samtidig hermed blev der hos den kongelige General-Kvartermesters-Stab sørget for Indkvarteringspas til de Afreisende paa Veien imellem Kjøbenhavn og Hamburg, og endelig afsendtes en Officer i Forveien til Hamburg, forsynet med Person- og Bagagelister, for sammen med den derværende kongelige chargé d’affaires, Legationsraad Rist, at foretage forskjellige Forberedelser og blandt andet sørge for Tilveiebringelsen af tilstrækkelige Vogne ved Transportens videre Afgang fra Hamburg vester paa.

De nye Chefer ankom tidlig paa Foraaret 1811 til Antwerpen forud for Transporterne, der bevægede sig langsommere fremad. De fandt Scheldeflaaden i fuld Virksomhed med Ekviperingen, overtoge deres Skibe og kompletterede Besætningerne efterhaanden, som de danske Søfolk indtraf hjemmefra.

Det ses af en Rapport til Admiralitetet fra Kapitain Mossin[95] at han endnu den 17. April 1811 var fortøiet med »Dalmate« ved Antwerpen for at faa de sidste af sit Mandskab ombord. De to nybyggede Linieskibe, »Friedland« og »Tilsit«, som endnu ikke havde været udrustede, laa indenfor i Antwerpens Basiner og fik Kobberhud paasat, forinden Togtet skulde tiltrædes, men en stor Del af de øvrige Skibe vare allerede dengang i Aktivitet vester paa paa Floden, i Farvandet ved Vliessingen, Flaadens sædvanlige Tumleplads. Her var Linieskibet »Dantzick« indtruffet den 7. April paa sin tidligere Ankerplads ved Oosterweel, og i Midten af Maaneden udgjorde 8 Linieskibe Stationens Styrke.

Aarets Kampagne tegnede efter alle Mærker til at blive sin Forgænger lig. Man tog samvittighedsfuldt fat, hvor man Aaret forinden havde sluttet. De samme Signaler, de samme Manøvrer, Skiveskydninger, Landgangsøvelser, Ankringer og Letninger gik Slag i Slag som den foregaaende Sommer.

Af den store Mængde Kanonbrigger, som havdes til Raadighed, dannedes ligesom tidligere en betydelig Eskadre. Hvert af Flaadens Linieskibe fik 3 af disse Kanonbrigger underlagte, som baade bemandedes og provianteredes fra dette; samlede udgjorde alle disse Fartøier en let Eskadre, med hvilken der jevnlig blev foretaget Øvelser og Manøvrer. Hyppig bleve de for længere Tid detacherede fra Flaaden, og da de næsten dagligdags vare under Seil, bleve disse Smaaskibe en fortræffelig Skole for Linieskibenes Mandskaber.

Men hermed var ogsaa alt sagt. Udbyttet af Aarets Kampagne vilde kun vise sig i Besætningernes yderligere Uddannelse og Sammenarbeiden; Schelden var og blev lukket af den fjendtlige Blokade, og skjøndt der paa Antwerpens Værfter i Aar og Dag var bleven arbeidet med rastløs Energi, og Skib efter Skib løb af Stabelen, vovede Admiral Missiessy dog ikke at prøve paa at bryde den Ring af Orlogsmænd, som Englænderne havde lagt omkring Flodens Munding, og det uagtet han ved Midsommertid 1811 raadede over et Materiel af 16 franske Linieskibe[96].

Under den lange, men paa virkelige Begivenheder saa fattige Krigsperiode, hvor Dagen gik under Arbeide og Øvelser, men hvor man ellers oplevede saa overmaade lidt, havde Korrespondancen med Hjemmet spillet en ikke ubetydelig Rolle for de danske Mandskaber, og med Datidens Maalestok for Øie maa det indrømmes, at Postforsendelserne til og fra Besætningerne efterhaanden havde antaget en ret antagelig Størrelse.

Man havde i Brevskriveriet fundet en Slags Afleder for Hjemve og Misfornøielse. Tidt, naar Humøret var sunket, havde gode Efterretninger fra Hjemmet faaet det op igjen, og saa ofte Tid og Leilighed tillod det ombord, vare Blæk og Pen fremme af Poserne i Folkenes Fritid.

For denne frodige Korrespondance blev der imidlertid i Foraaret 1811 uventet slaaet en sikker Bom, idet Admiralitetet i Kjøbenhavn under 4. Mai lod udgaa følgende Cirkulære til de 4 danske Skibschefer paa Schelden:[97]

Cirkulære til de Herrer

Kommandør v. Dockum, Medlem af Æreslegionen og Ridder af Dannebrog.

Kommandørkapitain C. Wleugel, Medlem af Æreslegionen.

Kapitain og Ridder Mossin, samt

Kapitain og Ridder L. Fabricius, i Antwerpen.

»Det er ofte, i Særdeleshed i den senere Tid indtruffen, at Kollegiet har modtaget en meget stor Mængde private Breve, afsendte fra de i Vliessingen værende danske Søofficerer og Matroser etc., alt til deres Familier og Bekjendte.

»Da nu disse Breves Forsendelse have foraarsaget betydelige Udlæg for Postmesteren i Hamburg, saa skulde Man herved paadrage de Herrer at sørge for, at denne private Korrespondance indskrænkes paa en passende Maade uden dog ganske at forbydes«.

Admiralitets- og Kommissariats Kollegium den 4. Mai 1811.

Wleugel. Knuth. Bille.

Skjøndt Cirkulæret ikke absolut nedlagde Forbud imod Mandskabets private Korrespondance, var dog en saadan Ordre fra Admiralitetet nok til at lægge Baand paa Skrivelysten ombord, tilmed da nogen Tid efter en kongelig Resolution paa General-Post-Direktionens Forestilling opstillede meget strenge Regler for den fremtidige Forsendelse af Postsager imellem Danmark og de danske Skibsbesætninger paa Schelden[98].

Skjøndt denne rigorøse Bestemmelse om Postgangen nok skulde vise sig istand til at indsnevre Korrespondancen til det mindst mulige, føltes dens Virkninger dog mindre haardt nu i den travle Sommertid, end om Cirkulæret var kommet henimod Vinteren, hvor Skibene laa bundne af Isen, og Dagen gik trægt og langsomt.

Hvorvidt den tagne Forholdsregel fra Admiralitetets Side har været absolut nødvendig eller ei, kan ikke afgjøres her; men selv om der, som rimeligt er, har fundet Misbrug Sted, maa man dog beklage, at hele den danske Koloni — flere tusinde Mennesker — blev berøvet det Gode, som en fri og uhindret Korrespondance under alle Forhold maa siges at være, og hvis Værd maaske stærkest føles, naar man i Aarevis er skilt fra det Hjem og den Kreds, hvortil man hører.

De danske Besætninger kunde nok have fortjent at beholde dette lille Gode helt og ubeskaaret, for Schelde-Kampagnen havde alt i alt været en trang Tid. Jo nærmere man kom Toppen, desto mindre føltes dette, og saavel Chefer som Officerer havde ved mange Leiligheder følt Nytten af at komme i Berøring med en stor Marine; men for Skibenes brede Lag, for de arbeidende Hænder, kunde dette ikke være Tilfælde. En meget stor Del af Folkene vare mod deres Villie komne ombord i Orlogsskibene, og alle manglede de ganske naturligt enhver virkelig Interesse for Tjenesten under det fremmede Flag, saa det kommer dem til Ære, at de i 5 lange Aar, uden Uordener af altfor stor Betydning, udførte deres daglige Dont forsvarligt og godt, og at de overalt, hvor Situationen fordrede det, vare istand til at udfolde en Overlegenhed i Sømandsdygtighed, Arbeidskraft og Raphed fremfor de franske Skibsbesætninger.

Det kan vel siges uden at gjøre nogen Uret, at Linieskibet »Pultusk« var det bedst kommanderede og bedst bemandede Skib i hele Scheldeflaaden. Mangfoldige Gange havde der været Anledning til at vise dette paa Manøvrepladsen, men særlig ved de to tidligere omtalte Leiligheder — Krydsningen fra Vliessingen op til Antwerpen i Foraaret 1809 og Nedvarpningen fra Rupel ved Keiserens Besøg i 1810 — havde v. Dockum og hans Folk udført saadanne Ting, som i en Flaade drager alles Øine paa sig.

Endnu engang skulde »Pultusk« staa sin Prøve og vise, at de danske Matroser havde Overtaget som Søfolk, naar det i haardt Veir under vanskelige Forhold gjaldt om at tage fat for Alvor.

Det var i September Maaned 1811. Admiral Missiessy, der midt paa Sommeren havde tilbragt en 5-6 Ugers Tid i Paris, var vendt tilbage til sin Flaade og havde afløst Admiral Petit, der i hans Fraværelse havde ført Kommandoen.

Et keiserligt Besøg var anmeldt til den 24. September.

Flaaden laa da med sin Hovedstyrke tilankers paa Rheden ved Terneuzen med en mindre Styrke detacheret i Farvandet udfor Vliessingen som Brandvagt.

Den 24. September om Eftermiddagen Kl. 2 indtraf Keiseren i Terneuzen fra Breskens[99]. Han indspicerede endnu samme Eftermiddag de 6 Linieskibe, der laa paa Ankerpladsen, — deriblandt »Dantzick«, — og begav sig derpaa ombord i Admiralskibet[100].

Veiret havde hele Dagen været truende, og mod Aften tog det paa med Blæst og Regn. Keiseren tilbragte Natten i Linieskibet og vilde sandsynligvis den næste Morgen have fortsat sin Reise videre, men Veiret var stærkere end den keiserlige Villie.

Morgenstunden brød frem, vaad og blæsende. En flyvende Storm af VSV stod ind fra Havet og reiste den krappe Sø paa Floden, saa at al Fartøisforbindelse imellem Skibene og Land var en Umulighed.

Keiseren stod veirbunden ombord i »Charlemagne« og maatte bestemme sig til at blive i Linieskibet, indtil Veiret havde bedaget sig.

Medens de franske Linieskibe paa Rheden ved Terneuzen red godt for deres Ankere under Stormen, havde Brandvagten ved Flodens Munding Møie med at holde sin Station. Den hertil detacherede Styrke under Kontre-Admiral Gourdon bestod af 4 Linieskibe foruden nogle mindre Fartøier. De store Skibe havde taget Bramræer, Bramstænger og Fastestænger tildæks og bed sig fast i Grunden med deres Ankere, men her i Flodmundingens aabne Gab, hvor Nordsøen væltede sine Bølger ind over Bankerne, skamfilede Tougene efterhaanden over under Skibenes Bevægelser i den oprørte Sø.

Fra Flaaden ved Terneuzen havde man i Løbet af Dagen været Vidne til, hvorledes Brandvagtens Skibe et efter et dreves væk af Stormen fra deres Station og kom Floden op med sprængte Ankertouge, uden Seil, for at søge Læ og Ankerplads høiere oppe paa Rivieret.

Tre franske Linieskibe, og to af dem med Admiralsflag paa Toppen, havde man saaledes set drive forbi for Takkel og Toug med strøgne Stænger og Ræer; et Linieskib vidste man var endnu tilbage nede ved Vliessingen, men Tougene vilde næppe kunne holde ret længe i det forrygende Veir. Endelig fik man det i Sigte, og alle Mand kom af sig selv paa Dækket ombord i Skibene ved Terneuzen, da det rygtedes, at den danske Kommandør stod Schelden op ombord i »Pultusk« med sine Stænger omhoug og under et Pres af Seil.

v. Dockum havde forberedt alt med den Eventualitet for Øie, at han vilde blive drevet bort fra sin Ankerplads. I samme Øieblik at Tougene sprang, gik Folkene i Arbeide med at tage Ræer og Stænger op og sætte Seil, og kort efter stod Linieskibet Løbene ind for sine klosrebede Mersseil og en rebet Fok. Det var en vovelig Seilads i det bugtede Farvand. Der maatte navigeres og manøvreres med koldt Blod, medens Skibet skummede gjennem Vandet langs Grundene med den svære Kuling agter ind; men alt gik godt. »Pultusk« stod sin Kurs op imod Flaadens Ankerplads paa Rheden ved Terneuzen, stævnede ned mod Admiralskibet, og idet det passerede agtenom, rungede 3 danske Hurraer gjennem Stormen over til Keiseren, ombord i »Charlemagne«. Tilbage stod en Ankring under vanskelige Omstændigheder, men som blev udført med stor Præcision. Fra Flaadens øvrige Skibe var man med Forbauselse Vidne til, hvorledes der arbeidedes tilveirs i den stormende Kuling under Seiladsen ned til Ankerpladsen, og hvorledes Linieskibet, da Ankeret faldt, svaiede op med Seilene beslaaede og med strøgne Stænger og Ræer.

Spørger man om, hvad Værd v. Dockum selv tillagde, hvad han med sit Mandskab den 25. September 1811 præsterede i Retning af Sømandsskab, skal det fremhæves, at hans officielle Rapport til Admiralitetet[101] omtaler Begivenheden i saa almindelige Ord, at man derigjennem ingen Forestilling faar om, at der er foregaaet noget udover det rent dagligdags, og selv i sine private Optegnelser finder Admiralen kun Anledning til den beskedne Bemærkning, at Linieskibets Præstationer »skal have fundet Keiserens Bifald«. Men vil man lige overfor denne Tilbageholdenhed danne sig en Mening om det Indtryk, som »Pultusk’s« Flod-Seilads gjorde paa Alle ombord i Scheldeflaaden, kan her anføres en Udtalelse af en af de franske Søofficerer, som paa denne Dag var tilstede ved Terneuzen.

Da denne Mand, som Chef for en Fregat i de vestindiske Farvande, 10 Aar efter traf sammen med danske Officerer, faldt Talen paa denne Begivenhed, og Franskmanden udbrød da ved Tanken om den vovelige Fart:

»Ce vaisseau manoeuvrant par un temps forcé, dans une rivière si étroite, faisait dresser les cheveux sur la tête!« —

Først den 27. September havde Veiret bedret sig saa meget, at Keiseren kunde opgive sit nødtvungne Ophold ombord og fortsætte Reisen videre. Han forlod Admiralskibet om Morgenen tidlig i sin Chalup og begav sig ned til Vliessingen.

Da han to Dage senere forlod dette Sted for ad Flodveien at gaa tilbage til Antwerpen og op ad Formiddagen passerede Terneuzen, hvor Brandvagtens Skibe endnu laa til Ankers efter Stormen, viste han »Pultusk« den Ære, at gaa ombord i dette Skib.

Klokken var 11 om Formiddagen, da Keiseren med Marineministeren og Admiral Missiessy i sit Følge lagde til ved Linieskibets Faldreb. Under Samtalen med v. Dockum kom de foregaaende Dages haarde Veir paa Tale, og Keiseren ytrede da, at det var bleven ham meddelt, at de 4 Linieskibe, som havde ligget paa Brandvagt ved Vliessingen, havde mistet deres Ankere under Stormen, og han spurgte nu, om v. Dockum troede, at Værftet i Antwerpen vilde være i Stand til at forsyne Skibene med nye Ankere.

Det maa aabenbart have været en ikke ringe Tilfredsstillelse for »Pultusk’s« Chef at kunne besvare dette Spørgsmaal med en Erklæring om, at han for sit Vedkommende ikke havde nogen Assistance nødig fra Værftet i Antwerpen, da han, saasnart Veiret tillod det, havde afsendt Fartøier og Mandskab til Ankerpladsen ved Vliessingen og fisket Linieskibets forliste Ankere.

Keiseren ytrede Forundring — fortæller v. Dockum’s Biograf i sin Levnetsbeskrivelse af Admiralen[102] —: »Hvor er Deres Ankere?« spurgte han. »Paa deres Plads.« — »Jeg vil se dem«; — og v. Dockum maatte nu føre Keiseren forud paa Bakken, hvor begge Ankere fandtes under Kranbjælkerne.

Det var altsaa en Kjendsgjerning, at medens de 3 fransk bemandede Linieskibe af Brandvagten endnu havde deres forliste Ankere stikkende i Sandet paa Scheldens Bund, laa »Pultusk« igjen fuldt seilklar med sine Ankere paa Plads, og Keiseren lod da heller ikke det danske Linieskibs fremtrædende Aktivitet ved denne Leilighed gaa upaaagtet hen; da han fra Bakken gik agterefter sammen med v. Dockum, ytrede han vel tilfreds[103]:

»Il faut avouer, que le roi de Danemark a une marine, qui est bien active!«

Besøget ombord i »Pultusk« varede kun kort, da Keiseren havde Hast og vilde fortsætte Reisen op ad Floden. Efter at Mandskabet havde været opstillet til Parade, og efterat Keiseren havde tilstaaet Folkene en Maaneds Gage extra som Belønning for deres Aktivitet, gik han atter fraborde.

»I en aaben Chalup« — fortæller v. Dockum i sine Erindringer[103] — »i meget ondt Veir, med kontrær Vind og stadig Regn med kold Luft fortsatte Keiseren Reisen uden Overkjole og ankom til Fæstningen Lillo Kl. 1 om Natten, hvor han havde lovet den Kommanderende at ville træde i Land, naar han passerede der forbi til Antwerpen.

»Der blev lagt Ild paa Kaminen, og uden at spise eller drikke dreiede Keiseren sig adskillige Gange rundt om for Ilden, som laa paa Kaminen, og Kl. 3 samme Nat gav Ordre at embarkere i Chaluppen, og under samme Omstændigheder ankom om Morgenen Kl. 9 til Antwerpen. Admiral Missiessy fulgte med Keiseren, og paa en ledig Jagt, som fulgte med, laa Keiserens og Kavalerernes Frakker o. s. v.; men denne Jagt, som ingen Aarer havde, krydsede ikke saa godt som Chaluppen kunde ro langs Landet, men Keiseren vilde ikke oppebie Jagten eller nærme sig den for at faa de fornødne Klæder, Spise eller Drikke.« —

Da den sene Efteraarstid indfandt sig, maatte Scheldeflaadens Hovedstyrke endnu en Gang ty til Bugten ved Rupel for at overvintre. Antwerpens Basiner vare trods det fleraarige Arbeide ikke i Stand til at huse den samlede Flaade. Lækken paa Dæmningen imellem yderste og inderste Basin, der Aaret i Forveien havde været Aarsagen til, at Antwerpen den Gang maatte opgives som Vinterstation, var vel i Mellemtiden bleven stoppet, men man frygtede dog for, at Reparationsarbeidet ikke vilde vise sig fuldt paalideligt, og at Vandet atter skulde bryde sig en Vei gjennem Dæmningen, hvis det forreste Basin blev fyldt saa høit, at Scheldeflaadens mest dybtstikkende Linieskibe kunde ligge flot. Af denne Grund bestemte man sig til, kun at lade nogle mindre Linieskibe hale ind i Basinet for Vinteren, medens Resten maatte søge høiere op ad Floden til deres vante Vinterkvarter.

Det var i Løbet af November Maaned, at Flaadens Desarmering gik for sig. Af de dansk bemandede Skibe havde »Pultusk« den 11. November forladt Vliessingen og halede den 20. ind paa Bugten ved Rupel, hvor den fortøiede udfor Wintham.

»Dantzick« laa den Gang endnu under Desarmering ved Antwerpen, og netop paa samme Dag skete der ombord det Uheld, at en halv Tønde Krudt exploderede under Rengjøringen i Krudtmagasinet, hvorved 2 Mand dræbtes og 3 kvæstedes haardt. »Hvorledes Ilden er kommet«, — skriver Kommandørkapitain Wleugel i sin Rapport derom til Admiralitetet, dateret Rupel den 23. November 1811[104], — »har jeg ikke kunnet opdage; jeg formoder, at Lanternen i Fyldekammeret ikke har været aldeles tæt, og at Krudtstøvet, endskjøndt Krudtet var anfugtet, har taget Ild«.

Naar man undtager dette mindre Ulykkestilfælde ombord i »Dantzick«, var Aarets Kampagne forløbet uden Uheld, men ogsaa uden Krigsbegivenheder.

For Kommandør v. Dockum og hans Vaabenfælle Kommandørkapitain Wleugel, der lige siden v. Bergers Død trofast havde staaet ved hinandens Side, var det nu det tredie Aars Kampagne, som her afsluttedes.

Naar de to Officerer saa tilbage paa dette Tidsafsnit, stod vel næppe den 3aarige Tjeneste i Frankrig for dem som en Kjæde af lyse Erindringer, men jevnsides med Tanken om Savn og Gjenvordigheder, kom Bevidstheden om, at man havde gjort sin Pligt for at holde den danske Marines Navn i Ære.

Og paa samme Tid havde hverken Danmark eller Frankrig ladet disse Bestræbelser gaa upaaagtede hen. Aaret 1810 havde bragt dem Æreslegionens Kors og Avancement hjemmefra[105], og i det løbende Aar, hvor v. Dockum havde faaet Dannebrogsordenens Ridderkors sendt fra Danmark, havde de ogsaa været Gjenstand for Udmærkelse fra fransk Side, idet Keiser Napoleon tildelte dem begge Æreslegionens Officerskors[106].

Efter Flaadens Oplæggelse begav v. Dockum sig til Paris ligesom Admiralen og de fleste af Skibscheferne, medens Wleugel, der i November Maaned 1811[107] havde ansøgt Admiralitetet om at maatte blive afløst, da han ikke længere kunde taale Klimaet, stod i Begreb med at afreise til Danmark for at benytte Permissionen, han sent paa Aaret havde modtaget, til at tilbringe Vinteren i Kjøbenhavn for sit Helbreds Skyld[108]. Kjøbenhavnsreisen blev imidlertid ikke realiseret. Wleugel erfarede nemlig, at det var Hensigten at lade Scheldeflaaden træde i Virksomhed igjen meget tidligt i det kommende Foraar, og at som Følge heraf ingen af de franske Officerer havde opnaaet længere Permission end til midt i Februar Maaned. Under disse Omstændigheder fandt han det rigtigst at holde Trop med sine franske Kammerater i denne Henseende og udbad sig derfor strax efter Nytaar Tilladelse til at maatte udsætte sin paatænkte Reise til næste Vinter[109].

Admiral Missiessy’s venlige Sindelag imod de Danske fornægtede sig heller ikke ved denne Leilighed; han tilbød strax Wleugel Permission for at tilbringe en Del af Vinteren i Paris som Vederlag for den opgivne Reise, et Tilbud, som den danske Officer ogsaa med Erkjendtlighed modtog for et Tidsrum af 4-5 Uger.

Kort efter Nytaar vare saaledes de to ældste af Scheldeflaadens danske Officerer samlede i Paris, og Keiseren havde ikke i Mellemtiden glemt sine danske »Auxiliaire«; thi da han ved Audientsen opdagede v. Dockum’s kjendte Ansigt i den talrige Forsamling, udbrød han fornøiet:

»Ah! voilà mon Danois!«

Og inden ret længe skulde der fra fransk Side vises v. Dockum en Udmærkelse, der var af den Natur, at den maatte opfattes ikke blot som en Anerkjendelse af den enkelte Mands Fortjenester, men som en iøinefaldende Opmærksomhed imod hele den danske Marine.

Det var v. Dockum’s Udnævnelse til fransk Admiral.

Som tidligere omtalt, havde v. Dockum allerede en Gang før afvist enhver Tanke om Avancement i den Tro, at Talen var om Udnævnelse til dansk Admiral; men anden Gang kom Spørgsmaalet fra Marineministeren selv og tilmed saa overrumplende, at han ikke kunde skyde det ubesvaret tilbage.

Det var en af de sidste Dage i Januar Maaned 1812.

»Jeg var buden til Middag« — fortæller v. Dockum i sine private Optegnelser[110] — »hos Marineministeren, og da jeg mødte den bestemte Tid, blev jeg indladt i Ministerens Kabinet, hvor Hs. Excellence kort efter tog fra sit Skrivebord 2 Lænestole og satte dem midt paa Gulvet, bad mig at tage Plads og satte sig paa den anden Stol, som Hs. Excellence flyttede tæt ved min Lænestol, og strakte sin Arm bag om mine Skuldre, saa mig stift under Øine og spurgte i det samme:

»Ne voulez vous donc pas étre amiral?«

»Og at svare dertil nei følte jeg vilde være en Taabelighed, hvorfor jeg svarede:

»Pourquoi pas; moi aussi bien qu’un autre!«

»Hvortil Ministeren svarede:

»Vous le serez avant de partir de Paris!«

Det er sikkert nok, at v. Dockum, overrasket af Hertugen af Decrès’ direkte Spørgsmaal, ved denne Leilighed har sagt mere, end han efter sine egne strenge Principper kunde finde rigtigt, og som for at bøde herpaa afbrød han sit Ophold i Paris, bestilte Postheste og drog ad Antwerpen til i den Tanke, at hans Bortreise fra Hovedstaden vilde faa Spørgsmaalet om Avancement til at dø hen igjen.

v. Dockum tog ikke alene feil heri, men det er ret aparte at se, hvorledes han vedblev at være ganske desorienteret med Hensyn til selve Spørgsmaalet, hvorom Sagen dreiede sig. Det fremgaar tydeligt nok, at v. Dockum troede, at de franske Marine-Autoriteter nu for anden Gang vilde gjøre deres Indflydelse gjældende til Fordel for hans Avancement hjemme i Danmark, og at den Tanke aldrig har faaet Rum hos ham, at han stod i Begreb med at blive hædret ved at faa Plads imellem Frankrigs Admiraler.

Det var derfor ogsaa et ganske mærkeligt Træf, at v. Dockum, da han atter betraadte Antwerpens Gader, skulde møde Kapitainlieutenant C. Wulff og af ham faa den uventede Meddelelse, at der paa Posthuset laa et Brev fra Kjøbenhavn med Admiralitetets Segl og adresseret til »Kontre-Admiral v. Dockum«.

Det var netop 14 Dage siden, at den tidligere omtalte Samtale før Diner’en havde fundet Sted i Ministerens Kabinet. v. Dockum kunde sige sig selv, at det var en Umulighed, at der i den korte Tid, der var forløbet siden denne Dag, kunde være bleven ført Underhandlinger imellem Paris og Kjøbenhavn. Han havde imidlertid Admiralitetets Kommunikation imellem sine Hænder, hvori det meddeltes ham, at Kongen under 7. Februar 1812 allernaadigst havde udnævnt ham til Kontre-Admiral, og med Hertugen af Decrès’ bestemte Forudsigelse af hans forestaaende Forfremmelse i frisk Erindring, kunde han ikke frigjøre sig for den Tanke, at hans Avancement dog maatte skyldes Paavirkning fra fransk Side.

v. Dockum indberettede derfor strax Sagen til Paris og benyttede Leiligheden til gjennem nedenstaaende Skrivelse at takke Marineministeren for den Udnævnelse, der var bleven ham til Del[111]:

Linieskibet »Pultusk«, Antwerpen d. 26. Februar 1812.

Monseigneur,

»Jeg anser det for min Pligt at underrette Dem om, at det har behaget Hs. Majestæt Kongen af Danmark under 7. ds. at udnævne mig til Kontre-Admiral.

»Overbevist om den Andel, som De har i dette Avancement, og sikker paa, at jeg kan takke Deres Excellences Anbefaling for denne Naadesbevisning, tillader jeg mig at bevidne Dem min levende Erkjendtlighed og beder Dem være overbevist om, at jeg skal gjøre alt for at fortjene den Ære, som er bleven mig til Del.

»Jeg haaber ved min Iver og Aktivitet i Tjenesten at befæste den gode Mening, som De har om mig«.

Jeg har den Ære at være, Monseigneur, Deres Excellences meget ydmyge og ærbødige Tjener

v. Dockum.

Til

Hs. Excellence Ministeren for Marinen og Kolonierne.

Dette Brev krydsede paa sin Vei en Skrivelse fra Paris, som indeholdt det keiserlige Dekret af 1. Februar 1812 om v. Dockum’s Udnævnelse til fransk Kontre-Admiral[112].

Tuilerierne, den 1. Februar 1812.

»Napoleon, de Franskes Keiser, Konge af Italien, Protektor for Rhinforbundet:

»Ifølge Forestilling fra Vor Marineminister udstede Vi efterfølgende Dekret:

Art. 1

»Kapitain v. Dockum, Chef for Vort Linieskib »Pultusk«, udnævnes til Kontre-Admiral.

Art. 2

»Vor Marineminister bemyndiges til at foranstalte dette Dekret bragt til Udførelse«.

Napoleon.

Grev Daru, Stats-Sekretær.

Hvor smigrende end saa sjælden en Udmærkelse maatte være, saaledes med faa Dages Mellemrum at se sig udnævnt, til Admiral i to forskjellige Landes Mariner, var den sidste Overraskelse dog af den Natur, at den paa samme Tid satte v. Dockum i stor Forlegenhed.

En Skrivelse fra Marineministeren beordrede nemlig den nye Admiral til ufortøvet at indfinde sig i Paris for i Tuilerierne at aflægge Troskabseden til Keiser Napoleon, og Opfyldelsen af dette Forlangende kunde maaske befrygtes at ville give Anledning til en Kollision med den Troskabsed, som allerede var aflagt til Kongen af Danmark.

Da v. Dockum ikke ansaa sig selv for kompetent til at afgjøre dette Spørgsmaal, bestemte han sig til at søge Raad i Kjøbenhavn for at faa Tvivlen hævet, og han afsendte derfor den 2. Marts om Morgenen tidlig en Stafet fra Antwerpen med en Skrivelse til Kongen af Danmark, hvori han udbad sig Ordre om, hvorledes han skulde forholde sig.

Brevet til Kongen var vedlagt følgende Rapport til Admiralitetet[113]:

Underdanigst Rapport!

»Efter Marineministerens Ordre reiser jeg idag til Paris for at skulle aflægge Ed til Keiseren, og det er i denne Anledning at jeg fremsender vedlagte Brev til Hs. Majestæt, som behageligst maatte blive tilstillet allerhøistsamme strax.

»Orlogsskibet »Pultusk« er igaar lagt ud af Basinet«.

underdanigst

v. Dockum.

Antwerpen, den 2. Marts 1812, Kl. 4½ om Morgenen med Estafet.

Til

det Kongelige Admiralitets- og Kommissariats Kollegium.

Der kunde ikke være nogen Tvivl tilstede om, at den modtagne Befaling fordrede en øieblikkelig Afreise, men samtidig kunde man haabe, at selve Edsaflæggelsen maaske kunde blive forhalet saalænge, at den kongelige Resolution om, hvorledes den ny Admiral havde at forholde sig i denne lidt vanskelige Sag, var kommen ham i Hænde.

Efter sin Ankomst til Paris søgte v. Dockum Hertugen af Decrès for at meddele ham, at han var rede til at aflægge Troskabseden, naar Keiseren maatte forlange det. Med Forsæt undlod han her at omtale sin egen Tvivl og Afsendelsen af Stafetten til Kjøbenhavn, men da han senere paa Dagen fik Leilighed til at træffe sin Chef, Admiral Missiessy, fortalte han denne i al Fortrolighed, hvorledes Sagen stod.

Admiralen raadede til ikke at undslaa sig for at aflægge Eden, hvis noget saadant skulde blive forlangt, men samtidig viste denne Mand, hvad han saa ofte tidligere havde lagt for Dagen, at han var parat til at række de Danske en hjælpsom Haand, naar det kneb, og han svigtede heller ikke ved denne Leilighed.

Allerede den næste Dag havde v. Dockum Admiralen i Besøg som Overbringer af en glædelig Nyhed. Han havde i Mellemtiden været hos Ministeren og kunde nu bringe den behagelige Meddelelse, at Edsaflæggelsen vilde blive udsat, indtil Kongen af Danmarks Svar indtraf, og at v. Dockum i Mellemtiden skulde forblive i Paris men opholde sig der inkognito.

Henimod Slutningen af Marts Maaned indløb det kongelige Svar, der klarede enhver Tvivl, og Hertugen af Decrès indberettede derfor strax Sagen paa følgende Maade til Keiseren[114]:

Paris, den 24. Marts 1812

Marineministeriet.

Indberetning.

Rapport til Keiseren.

Sire,

Kontre-Admiral v. Dockum, Dansk, ombord i Deres Majestæts Linieskib »Pultusk« og som fornylig er bleven forfremmet til nævnte Grad, er ankommen til Paris for at aflægge Ed.

»Samtidig med at melde mig sin Ankomst har han forelagt mig en Skrivelse, hvori det hedder:

»Kongen har tilladt Hr. v. Dockum at modtage den Kontre-Admirals Titel, som det har behaget Deres Keiserlige og Kongelige Majestæt at benaade ham med, og tilladt ham at aflægge den Ed, som Deres Majestæt fordrer. Kongen forbeholder sig kun Ret til at kunne tilbagekalde Admiral v. Dockum, naar Hs, Majestæt maatte have Brug for hans Tjeneste, og han haaber, at Deres Majestæt i paakommende Tilfælde vil tillade denne Officer at vende tilbage til sit Fædreland, hvor hans Rang og Anciennetet i den danske Marine er ham forbeholdt.

»Jeg har den Ære at modtage Deres Majestæts Ordrer«.

Decrès.

Det var med lettet Hjerte, at v. Dockum Søndag Formiddag den 29. Marts 1812 gav Møde i Tuileriernes Audientssal for at aflægge Troskabseden som fransk Admiral.

»Da Keiseren kom fra Messen« — fortæller v. Dockum[115] — »gik han som almindelig 3 Gange op og ned i Salen for at modtage Ansøgninger af en Mængde Suplikanter, og da Keiseren kom til sit Kabinetsgemak, blev Døren aabnet og Hs. Majestæt gik ind, hvorefter Døren blev lukket. I Forveien blev jeg med 3-4 andre tilsagt at holde os ved Døren til Kabinetsgemakket. Døren blev aabnet, jeg blev tilsagt at gaa ind.

»Indenfor ved Døren stod en Marechal med en Fløiels Marechals-Kjæp, som førte mig til et rundt Bord, som stod midt i Gemakket, hvorved Keiseren sad lige overfor den Plads, som jeg blev anvist ved Bordet, hvor der laa en firkantet hvid Tabel med rød Kant, som Keiseren med et Vink pegede til og sagde:

»Prenez et lisez!«

»Hvoraf jeg læste høit:

»Je jure d’être fidèle à la constitution et à l’empéreur!« —

»Hvorefter Marechallen, som stod ved Døren, kom til Bordet og fulgte mig derfra til Døren, som blev aabnet for mig ud til Audientssalen«.

v. Dockum blev denne Gang ikke længere i Paris end Forholdene nødvendiggjorde det; allerede den 1. April 1812 var han tilbage igjen i Antwerpen, hvor han traf Scheldeflaaden i fuld Gang med sin Ekvipering.

Blandt de danske Officerer, og navnlig blandt Maanedslieutenanterne, havde i Vinterens Løb et Spørgsmaal vedrørende disse sidstes Uniformering været Gjenstand for ivrig Debat.

Hvad Uniformsspørgsmaalet i sin Helhed angaar, da havde Officerernes Klædedragt under de Danskes Ophold paa Schelden allerede for over 2 Aar siden undergaaet en radikal Forandring. Den gamle Gallauniform, som Officererne havde baaret ved høitidelige Leiligheder, og som havde vundet et Slags Hævd, var ved en kongelig Resolution først paa Aaret 1810 bleven bragt ud af Verden[116].

Skjøndt denne Forandring i Uniformsreglementet næppe har været Officererne kjærkommen, var det dog ikke dette, men en Sag af virkelig praktisk Betydning, der kaldte alle de danske Maanedslieutenanter frem med en Protest i Slutningen af Februar Maaned 1812.

Sagen var nemlig den, at disse Officerer ikke bare Epauletter, og da Epauletten i Frankrig netop var Officersstandens sikkre Kjendemærke, havde Maanedslieutenanterne paa Grund af denne Mangel ved deres Uniform ofte Vanskelighed ved at blive anerkjendte for Officerer.

Det kunde ikke være andet, end at dette uheldige Forhold maatte give Anledning til Misforstaaelser og Ubehageligheder af forskjellig Art, og disse Mænd, hvoraf flere under Scheldeflaadens Kampagne havde havt selvstændig Kommando som Chefer for Kanonbaade og andre mindre Fartøier, vare i Reglen udsatte for at maatte gaa forbi de franske Skildvagter uden at faa den Honnør, som i Følge deres Stilling tilkom dem, medens danske, faste Underofficerer og franske Søkadetter af 1ste Klasse (aspirants de marine de 1re classe) af Posterne bleve betragtede som Officerer, fordi de bare Epauletter til deres Uniform. Dette var dog kun af ringe Betydning i Sammenligning med den Kjendsgjerning, at den franske Vagtpost ved Porten til Værftet i Antwerpen, hvor en Del af Scheldeflaadens Skibe overvintrede i det forreste Basin, i Vinteren 1812 gjorde Vanskeligheder ved at lade Maanedslieutenanterne passere ind paa Værftet, »ja endog ytrede at kunne arrestere dem efter Retræten, fordi de ikke behøvede at erkjende nogen for Officer, som ikke bar Epauletter«[117].

Under disse Omstændigheder vil man kunne forstaa, at Maanedslieutenanterne fandt Øieblikket kommet til at gjøre et Forsøg paa at faa en Ende paa deres Fortrædeligheder, og de enedes derfor om at indgaa med en Skrivelse til Admiralitetet, hvori 2 af dem — Lieutenanterne Ring og Cortnum — paa alle Kammeraternes Vegne, ansøgte om Tilladelse til at maatte bære Epauletter, medens de vare i fransk Tjeneste. Som man kunde vente, maatte dette beskedne Ønske finde Støtte hos Admiral v. Dockum, der ogsaa indsendte Andragendet til Admiralitetet, forsynet med en motiveret Anbefaling[118].

Scheldeflaaden, der tidlig paa Foraaret 1812 atter indtog sin gamle Station og aabnede Sommerkampagnen med de vante Manøvrer og Arbeider, havde i væsentlig Grad forandret sit Fysiognomi siden Sommeren 1808, da Grunden til den blev lagt, og en Eskadre paa 8 Linieskibe for første Gang samledes paa Floden under Admiral Missiessy’s Kommando. I de forløbne Aar havde den voxet sig stærk, saa at den i 1812 kunde mønstre ialt 22 Linieskibe (3 Skibe paa 84 Kanoner og 19 Skibe paa 74 Kanoner) foruden en Del Fregatter og mindre Fartøier. Af dette betydelige Antal bragte Sommeren 1812 en Forøgelse af ikke mindre end 7 Linieskibe[119], 7 Fregatter og 1 Brig, og paa Antwerpens Bedinger vare stadig nye Skibe under Bygning. Det var dog ikke alene her, at Frankrigs maritime Udvikling gik frem med stærke Skridt; i alle franske Orlogshavne, lige fra Amsterdam til Venedig, arbeidedes der paa Nybygninger, og det med saadan Energi, at Frankrig, hvis Flaade efter det uheldige Slag ved Trafalgar i Aaret 1805 var i en høist sørgelig Forfatning, nu efter nogle Aars ihærdigt Arbeide, havde henved 100 Linieskibe til sin Raadighed.

Man skulde synes, at Scheldeflaaden i sin nuværende Skikkelse var en saa anselig Stridsmagt, at den ikke længere hverken kunde eller burde finde sig i, at en engelsk Blokade Aar efter Aar lukkede Scheldens Munding; men paa dette Punkt bragte Aaret 1812, lige saa lidt som dets Forgængere, nogensomhelst Forandring. Flaaden tog med samme prisværdige Iver som de foregaaende Aar fat paa sine Øvelser; de kjendte Ture tilsøs indenfor Bankerne toge igjen deres Begyndelse, der dannedes atter en Evolutions-Eskadre bestaaende af Kanonbrigger og Flaadens lettere Skibe under Admiral Missiessy’s egen Kommando; men trods dette, og uagtet der paa intet Punkt forsømtes noget, der kunde fremme Officerernes og Mandskabernes Dygtighed, opnaaedes der dog intet virkelig positivt Resultat af det ihærdige Arbeide. Mere end 20 Linieskibe laa kampdygtige paa Floden, klare til at gaa tilsøs, men det store kostbare Krigsapparat blev ikke sat i Virksomhed, skjøndt Fjendens Skibe vare i umiddelbar Nærhed.

En af de faa Afvexlinger, som Aaret 1812 førte med sig, var den, at alle 4 dansk bemandede Linieskibe skulde under Kommando af nye Chefer.

v. Dockum kunde nemlig efter de gjældende Reglementer som fransk Kontre-Admiral ikke længere være Chef for »Pultusk«, og for de 3 andre Skibschefers Vedkommende — Wleugel, Mossin og Fabricius, — nødvendiggjorde Helbredshensyn en Forandring af Opholdssted.

Kommandørkapitain Wleugel, der Aaret i Forveien ikke havde kunnet benytte sin Permission til at tilbringe Vinteren i Danmark, var den første, der brød op for at forlade Schelden. Hans Afløser som Chef for Linieskibet »Dantzick«, Kapitain M. Bille, der den 20. April 1812 var ankommen til Antwerpen fra Kjøbenhavn, overtog faa Dage efter (den 25. April) Kommandoen af Skibet, hvorefter Wleugel tiltraadte Hjemreisen[120].

Hvad Kapitainerne Mossin og Fabricius angaar, da havde de begge i Foraaret 1812 ansøgt Admiralitetet om Afløsning, da de ikke kunde taale Klimaet.

Mossin havde lige siden sin Ankomst paa Schelden lidt af Feberanfald, der stadig tog til og tilsidst nødte ham til at lægge sig i Land som syg. Skjøndt hans Sygdom i og for sig havde været tilstrækkelig til at begrunde hans snarlige Afløsning, og uagtet han i sin Ansøgning om Hjemsendelse[121] ligesaa indtrængende som i høi Grad frimodig udtaler, »at han aldeles ikke kan fordrage dette Klima og er nødsaget til at reise til Brüssel for om muligt at faa sin tabte Helbred igjen«, — maatte saavel han, som Kapitain Fabricius, endnu en Gang i Sommerens Løb forny deres Ansøgninger om Hjemsendelse[122].

Spørgsmaalet om Chefsposternes Besættelse i de 4 dansk bemandede Skibe havde næsten naaet sin Løsning, da Vinteren indtraf, og Skibene skulde til at lægge op. For »Pultusk« (Kapitainlieutenant Kaas) og »Dantzick« (Kapitain Bille), var Sagen bragt i Orden.

»Dalmate« vilde ved Kapitain Mossins Afreise komme under Kommando af Kapitainlieutenant Evers, og ombord i »Albanais« havde Næstkommanderende, Kapitainlieutenant Halling, ved Chefens Afgang overtaget Skibet.

Flaaden havde da allerede indtaget sin Vinterstation, og for første Gang under den 5-aarige Kampagne aabnede Antwerpen sine store Basiner for at modtage alle Scheldeflaadens Skibe.

Efter at Skibene havde indtaget deres Pladser, tog Vintertjenesten sin Begyndelse. Skjøndt Kulden var temmelig haard, blev dog den ministerielle Ordre, der forbød Ild og Lys ombord, overholdt i hele sin Strenghed til stor Byrde for Besætningen. Officererne leiede sig Boliger i Land, uagtet disse vare meget kostbare, men Folkene maatte blive, hvor de vare, og de kolde Skibe, gjennemfugtige fra Dækket og til Kjølen, vare i sanitær Henseende kun høist mangelfulde Opholdssteder for Mandskabet.

Medens Vinteren 1812-13 gik rolig og stille for Flaaden paa Schelden, foregik der paa den store europæiske Krigsskueplads Begivenheder af saa indgribende Betydning, at Frankrigs Stilling blev mere og mere vanskelig. Det ulykkelige Tog mod Rusland havde bragt Keiserens Stjerne til at dale, og for hvert et Uheld, der ramte de franske Hære, voxede Fjendernes Antal. Og samtidig med at det truende Uveir reiste sig mod den mægtige Statsbygning, som Keiserens Geni havde skabt, begyndte de økonomiske Vanskeligheder, som de kolossale Krigsudgifter fremkaldte, at trykke haardere. Under disse Omstændigheder, hvor alt maatte opbydes for at skabe nye Troppekorpser og skaffe Krigsmateriel tilveie, der kunde spærre de fjendtlige Hære Veien mod Landets Grændser, og hvor Statens Kasse begyndte at ebbe, bragte Patriotismen den franske Nation til at rykke Keiseren til Undsætning med frivillige Pengebidrag til Krigens Fortsættelse.

Et Udslag af denne Bevægelse, der gik Frankrig over, naaede ogsaa op til Antwerpen, hvor Scheldeflaadens Officerer viste deres Offerberedvillighed og Loyalitet ved at stille 10 Dages Lønning til Keiserens Disposition. Tilbudet herom lød vel i hele Scheldeflaadens Navn, men underskreves kun af de franske Officerer, og Grunden hertil var den, at man mente, at burde vise det Hensyn lige overfor de Danske, at undlade at opfordre dem til at yde Pengebidrag.

Den Opmærksomhed, der saaledes vistes imod de Fremmede ved denne Leilighed, faldt dog ikke i de danske Officerers Smag, og snart kom den Stemning til Orde, at man ikke burde slaa sig til Ro med denne Afgjørelse, men træde op paa egen Haand for nu i Ulykkens Dage at vise sin Sympathi for Frankrig.

Admiral v. Dockum var den Gang i Paris, men den ældste tilstedeværende danske Officer i Antwerpen, Kapitain M. Bille, tog Sagen i sin Haand og opfordrede gjennem nedenstaaende Skrivelse[123] sine Kammerater til at samles i et Møde for at overveie, hvad der burde gjøres:

Indbydelse til en Samling Fredag Formiddag Kl. 10 den 12. Februar 1813 i Lombard West Nr. 862.

»Fra Schelde-Eskadrens franske Officerer indsendes et Offer til Keiseren.

»Admiralen sagde os Danske, at vi vare ikke medindbefattede, som Fremmede overladte vor fri Villie.

»Imidlertid nævnes i dette Oplæste, som de Franske indsendte, kun generaliter Schelde-Eskadren. Det er da at formode, at en af følgende to Ting vil finde Sted.

a) »Enten, at man i Paris, anser os Danske medindbefattede og derfor afkorter os ligesom de andre af Eskadren.

b) »Eller, at Admiralen lader medfølge en Beretning, at de Danske ere undtagne.

»Ingen af Delene synes ønskelig. I første Fald blev vor Afgift et tvunget, altsaa ubehageligt Offer. Vi kunde ikke modsætte os det; vi bleve og ansete at have sagt det samme som de franske Officerer i deres Skrivelse, skjøndt adskilligt deraf maaske ikke passer sig for os.

»I andet Fald kan Undtagelsen give os et Udseende, som vare vi mere lunkne, mindre oprigtige end vore Medtjenende. Vore Forklaringer derimod kunne ikke udrydde det første Indtryk. Det Ubehagelige ved denne tilsyneladende Adskillelse imellem os og Medtjenende, som vi ambitionere at ikke staa tilbage for, lader sig bedre føle end beskrive.

»Herved frembyde sig adskillige Spørgsmaal: Skulle vi intet Skridt gjøre for at modarbeide vore Ubehageligheder? Og skulle vi foretage os noget, da hvad? Og hvordan?

»For at overveie saadant med hinanden tror jeg en Samling nyttig, hvortil jeg herved giver mig den Frihed at indbyde«.

Antwerpen, Torsdag den 11. Februar 1813.

M. Bille.

Til

Samtlige Herrer danske Søofficerer, Oberchirurger, Forvaltere og Sekretærer i Antwerpen.

Efter Udstedelsen af dette Opraab samledes alle de tjenestefri danske Officerer og Officianter Dagen efter ved Mødet, hvor Sagen blev diskuteret, og ved et senere Møde, den 13. Februar, enedes man om at afsende følgende Skrivelse til Keiseren:

Sire!

»De danske Officerer i Deres Majestæts Tjeneste, delende som gode Allierede alle Franskmænds Ønsker for den ophøiede Monark, hvis Øiemed er at sikre den almindelige Lykke og gjengive Europa Havenes Frihed, ansøge ydmygen den Gunst at maatte ofre 10 Dages Sold som et Bevis paa deres Hengivenhed og for at bidrage til de Bekostninger, som Forholdsreglerne imod Fastlandets Fjende gjøre nødvendige.

»Værdiges at modtage, Sire, Bevidnelsen af den dybeste Ærefrygt fra Deres ydmygste og tro Tjenere«. —

Antwerpen, den 13. Februar 1813.

(Underskrifterne).

Til

Hs. Majestæt de Franskes Keiser, Konge af Italien, Protektor for Rhinforbundet, o. s. v.

Kapitainlieutenant Evers, der afreiste til Paris som Sendebud for de danske Officerer, medførte, foruden Adressen til Keiseren, følgende Skrivelse til Vice-Admiral Missiessy[124].

»Til

Hr. Vice-Admiral, Greve Missiessy, Storofficer af Æreslegionen, Chef for Scheldeflaaden, Paris.

»De danske Officerer i Antwerpen anmode Hr. Admiralen, under hvis Kommando de have den Ære at tjene, om at nedlægge dette ydmyge Tegn paa deres Hengivenhed for Tronens Fod. Kapitain Evers vil med Deres Tilladelse overbringe Dem vor Anmodning herom.

»Modtag paa samme Tid den oprigtige Ærbødighed, som skyldes Dem, Hr. Admiral, af Deres

ærbødige

Kapitain M. Bille og alle hans Kammerater.«

Antwerpen, den 13. Februar 1813.

Endelig blev Admiral v. Dockum ligeledes skriftlig underrettet om de danske Officerers Forehavende.

Den Skjærv, der her blev budt den franske Krigskasse, var forsvindende som Draaben i Havet. Dens eneste reelle Betydning var den, at de Danske herigjennem, forinden Scheldekampagnens Ophør, fik Leilighed til at vise, at de som gode Allierede følte Sympathi for det mægtige Land, som Ulykkens Dage nu brød ind over.

Skjøndt intet bestemt endnu forlød derom, havde man dog i det tidlige Foraar 1813 en Fornemmelse af, at Kongen af Danmark snart vilde kalde sine Folk hjem fra fransk Tjeneste, og at Hjemreisen var nær forestaaende.

Rygtet tog heller ikke Feil. Ikke 2 Maaneder efter at Officererne havde indsendt deres Adresse til Keiseren, kom Ordren fra Kjøbenhavn, der kaldte de Danske hjem fra Frankrig.

Det var den 11. April 1813, at Skrivelsen indtraf, og den glædelige Nyhed spredte sig snart til alle 4 Linieskibe, hvor Tilfredsheden kun blev større, da man erfarede, at Ordrens Udførelse skulde fremmes med saadan Il, at den første Afdeling af Mandskaberne allerede 4 Dage senere, den 15. April, skulde tiltræde Hjemmarchen fra Antwerpen.

Det kongelige Budskab, der kaldte Officerer og Mandskab til Danmark, undtog kun en enkelt Mand, nemlig Kontre-Admiral v. Dockum fra denne almindelige Ordre, idet Valget stilledes ham frit, om han vilde reise eller blive.

Den danske Minister i Paris, Waltersdorff, underrettede Admiralen skriftlig om, at Kongen af Danmark tillod ham at træffe sit Valg imellem Keiserens og Kongens Tjeneste, og at Hs. Majestæt i første Tilfælde vilde løse ham fra den Ed, han som dansk Officer havde aflagt.

Dette Tilbud aabnede en Fremtid for den danske Officer, langt mere glimrende end de hjemlige Forhold nogensinde vilde kunne byde ham, men v. Dockum vaklede ikke et Øieblik i sin Beslutning.

Han ansaa det for sin Pligt at give Afkald paa de Fordele, som den franske Marine kunde yde ham, til Gavn for sit Fædreland, og indsendte strax til den franske Regjering en Begjæring om at maatte udtræde af den keiserlige Marine.

Det var kun faa Dage efter dette Skridt, at v. Dockum modtog følgende Svar paa sin Skrivelse fra Hertugen af Decrès[125]:

Paris, den 12. April 1813.

Hr. Kontre-Admiral!

»Jeg har forelagt Keiseren Deres Begjæring om at følge de danske Mandskabers Bestemmelse, der have været ansatte paa den keiserlige Flaade paa Schelden, og Deres Ønske om at vende tilbage med dem til Danmark.

»Ved Deres Udnævnelse til Kontre-Admiral i den franske Marine har Keiseren givet Dem et Bevis paa sin Tilfredshed med Deres Tjeneste. Hs. Majestæt Keiseren har imidlertid ikke til Hensigt nu at modsætte sig det Ønske, De ytrer, at ofre Deres Konge Deres fremtidige Tjeneste, og han har i denne Henseende overdraget mig Fuldmagt til at tilstaa Dem denne Deres Begjæring.

»Som Følge heraf tilskriver jeg Admiral Missiessy og Marinepræfekten i Antwerpen, at det paa Deres derom indgivne Begjæring er Dem tilladt at vende tilbage til Danmark, og at De som fransk Kontre-Admiral vil vedblive at være opført paa den franske Marines Lister indtil den 21. April, den Dag, der er fastsat for det sidste danske Mandskabs Afreise.

»Jeg har allerede ladet de Herrer Chefer for de 4 danske Skibsbesætninger tilkjendegive, i hvor høi en Grad Hs. Majestæt Keiseren har været tilfreds med deres Tjeneste saa vel som med den Opførsel, som Officerer og Mandskab under Deres Kommando under hvilkesomhelst Omstændigheder have udvist i den Tid, de have gjort Tjeneste paa Flaaden.

»Det er ikke undgaaet Hs. Majestæts Opmærksomhed, hvilken Indflydelse Deres gode Exempel har havt paa disse, og det er med sand Fornøielse, at jeg udfører den mig givne Ordre, at forsikre Dem om Hs. keiserlige Majestæts personlige Agtelse.

»Modtag, Hr. Kontre-Admiral, Forsikringen o. s. v.«

Decrès.

v. Dockum forberedte nu i al Skyndsomhed Hjemreisen saa godt det lod sig gjøre i den korte Tid, der var levnet. Ordren, der var kommen saa hovedkulds, skulde udføres uden Tøven; men Vanskeligheden var den, at man ikke var i Besiddelse af de nødvendige Pengemidler til Hjemreisen. Det lykkedes imidlertid v. Dockum at skaffe en Sum af 70,000 fr. tilveie[126], og Hjemsendelsen af det danske Mandskab tog nu planmæssig sin Begyndelse den 15. April 1813, paa hvilken Dag den første Afdeling forlod Antwerpen tilvogns og tilfods paa Veien hjemefter[127]. Sammen med den sidste Kolonne forlod ogsaa v. Dockum Antwerpen den 21. April 1813. Reisen hjemefter foregik uden noget Uheld, og da Admiralen den 15. Mai 1813 ankom til Glückstadt, kunde han melde Admiralitetet, at alle 4 danske Transporter i god Behold vare indtrufne dertil[128].

Medens Hjemreisen saaledes var lykkelig og vel tilendebragt for alles Vedkommende uden tilstødende Uheld, ventede der en af de danske Skibschefer en Ubehagelighed ved Ankomsten til Kjøbenhavn.

Det var »Dantzick’s« tidligere Chef, Kapitain M. Bille, der ikke kunde aflægge noget fyldestgjørende Regnskab over sine Udgifter paa Reisen hjem fra Antwerpen med sin Besætning.

Det var hævet over enhver Tvivl, at den lige saa dygtige som afholdte Officer var Hædersmand til Fingerspidserne; kun havde hans Distraktion og lidt sære Originalitet spillet ham et slemt Puds paa Hjemreisen. Bille optegnede nemlig trolig alle sine Udgifter paa den første den bedste Lap Papir, han fik frem af Lommen, og da Regnskabet saaledes ofte den ene Dag var affattet paa Bagsiden af løse Pengesedler, som Dagen efter gaves ud, havde denne aparte Bogføring til Følge, at han ved Reisens Afslutning uden videre Detailler kun kunde konstatere, at Pengene vare brugte. Da Bille imidlertid samtidig havde gjort Reisen hjem billigere end de 4 andre Transporter, mente han, at dette maatte være tilstrækkeligt. Admiralitetet fordrede dog sit Regnskab, og da Kapitainen ikke var til at formaa til at sætte sit Navn under et fingeret Regnskab, hvad han underhaanden opfordredes til, blev han sat paa Hovedvagten og her saa godt som tvunget af Kammeraterne til at underskrive et af dem forfattet Regnskab.