Forord. (continued 3)
Reading edition
Den 29. Mai 1813 gjensaa v. Dockum atter Kjøbenhavn efter 4 lange Aars Fraværelse. Han havde dog hverken ventet eller haabet, at Scheldekampagnen skulde blive hans sidste Kommando.
Tanken om under en fortsat Krig at komme sit Fædreland til Nytte havde tværtimod været en mægtig Bevæggrund for ham til at give Afkald paa en glimrende Fremtid i Frankrig. Denne Tanke blev dog ikke realiseret; Freden blev sluttet, og med Krigen var v. Dockum’s militære Karriere tilende[129].
»De Danske paa Schelden« danner en særlig afsluttet Episode af Søkrigen 1807-1814, der vel ikke staar i direkte Forbindelse med Krigen i Norden, men dog har sin Interesse og Betydning for Marinens Historie.
Kun saare sjeldent er det givet en Styrke, saa ringe i Antal som de danske Skibsbesætninger paa Schelden, at gjøre sig gjældende under store Forhold i et fremmed Land og at bevare sin særegne, udprægede Individualitet. Men netop dette var Tilfældet med de Danske, og netop dette var deres Betydning under Scheldekampagnen.
De samme fortrinlige Egenskaber, som den Dag idag gjør de danske og norske Søfolk til nogle af Verdens første Matroser, betingede ogsaa den Gang det høie Standpunkt i Retning af Sømandsdygtighed, som gjorde de 4 danske Linieskibe til Kjærnen i den franske Flaade paa Schelden. Men naar det virkelig lykkedes de danske Officerer og Søfolk at drage den franske Marines Øine paa sig ved den overlegne professionelle Dygtighed, hvormed de optraadte, da maa Æren herfor først og fremmest tilskrives Admiral Joost v. Dockum.
De danske Linieskibe paa Schelden havde vel et Sæt Matroser ombord, der udgjorde et første Rangs Materiale, men Materialet var raat, det trængte til en erfaren og kyndig Haand, der kunde forme og skole de gode Elementer, og først den Gang, da der som Chef traadte en Mand til, som, foruden Strenghed og Myndighed i sin Kommando, raadede over Takt og Medgjørlighed, et klart Blik paa Situationen og Evne til at lempe og føje sig ind under de fremmede Forhold, først da viste de danske Skibsbesætninger, hvad de duede til. De viste dette paa en saadan Maade, at de uheldige Begivenheder fra Kampagnens Begyndelse traadte i Skygge, og at den 5-aarige Tjeneste under det franske Flag som Helhed maa betragtes som en Tid, den danske Marine og Sømandsstand kan være vel bekjendt.