TIL LANTERNA-MAGICA-DOUBLANTEN I SORØE[20]

Fætter! hvad skal Enden blive, Farer du saaledes fort? Vil du flere Viser skrive? Sidste Gang kom du tilkort. Dog, det Intet vil betyde, Skriv kun flere, Sligt er Skjers, Jeg vil gjerne Landser bryde Med en Mand som skriver Vers. Om han stikler, om han høvler, Gjør han mig dog mere glad, End saa mangen Prosa-Vrøvler I det kjøbenhavnske Blad. Sligt jeg som en Fest betragter, Som et ædelt Ridderspil, Jeg, mod hvem saa mangen Slagter Bare Næver bruge vil. Sagtens kunde jeg ham spørge, Hvor han fik Doubletter fra, Thi jeg selv kan godt besørge Min Lanterna magica. Hvis og Uheld mon cassere Mig et Billed eller to, For dem selv at reparere Er jeg Mester, kan du troe. Høres ei fra tusind Kanter (Og jeg troer, at man har Ret), At et Stykke med Doublanter Gaaer gemeenlig noget slet? Ligemeget! lad saa være! Brug kun min Lanternes Lys; Den skal tjene dig, min Kjære, Som mig selv den tjente nys. Himlen veed, at min Lanterne Kun er svag og lidt bevendt, Mens dens ringe Lys vil gjerne Gjøre dig lidt meer bekjendt. Derfor styr til mig kun Kaasen, Jeg har Plads vel for en Snees; Kom du kun, og nærm dig Praasen, For at ogsaa du kan sees. Faaer jeg Vittighed at høre, O! saa har du vundet Spil, Og da kan du ved mig gjøre Næsten Alt hvad kun du vil. Som du seer, min kjære Fætter, Jeg er ei saa grov som du; Thi jeg haaber, at du gjætter Hvad jeg vil dig sige nu. Jeg vil ikke debitere, Dine Vers er uden Salt, (Skjøndt ifald de havde mere, Var det ikke just saa galt). Tvertimod, hav Tak for Føden! Thi mig var din Takforsidst Manna midt i Hungersnøden Hos den evige Copist. Du kan dog det Danske skrive, Saa en Dansk kan det forstaae; Du kan dog en Skose give, Som er værd at svare paa. Du har dog et Glimt af Tanke, Og af Vittighed et Sving. Sligt ei pleier der at vanke; Himmel! det er store Ting. Hvo har gjort et saadant Under? Svar oprigtig hvem du troer? — Min er Æren! O misunder Mig den ei! den er ei stor. Sorae tenebris demersus,[21] Nød du tynd Celebritet; Facit indignatio versus,[22] Jeg har gjort dig til Poet. Hvis din Barm en Gnist kun gjemmer Af Erkjendtlighedens Blus, Hvad du skylder mig, du glemmer Aldrig paa din Pegasus. Husk, at paa Academiet Var der fordum Kiv og Tvist; Jeg har det fra Splid befriet, Gav jer Fredens Olieqvist. Først i Faren vil man skatte Brodersind og Enighed; Mellem Hunde selv og Katte Sluttes fordeelagtig Fred. Thi lig Bruti tynde Grene, Hver af jer kan knækkes let; Men naar Alle sig forene Til et Riis, da holder det. Altsaa, da jeg har Meriter Af dit Compagnie, som dig, Tillad, at lidt nær jeg titter Paa de Vers, du skjænkte mig. Just fordi det mangler ikke Dem paa Vid — det Hvermand seer — Lad mig vise dine Blikke, Hvor der kunde findes meer. Isabella du citerer Som et Plagium fra Spansk; Husk, at selv du plagierer Denne Sludder fra en Dansk. Hvoraf mon "Poëta"[23] komme? Af ποιεῖν,[24] saavidt jeg veed; Derfor har en Digters Domme Productiv Selvstændighed. Døm som Digter da i Tvisten, Siig, om det er Plagiat; Gjør dog ikke, som Copisten, Dig til litterær Castrat. Naar du siger i din Tale, At om jeg ved Elverhøi Hviler mig, saa kommer Dvale Ned til Folket, — vist du løi. Thi jeg veed nok, at jeg Stakkel Ikke Chinas Keiser er; Han kan gjøre sligt Mirakel, Men man saae det aldrig her. Hvergang han har Øiet lukket, Saa er ogsaa Folket træt; Og naar han har spiist og drukket, Saa er ogsaa Folket mæt. Væn dig af, at sammenjaske Halve Tanker, for Gevalt; Siig ei: naar du mig vil vaske, Spilder Humle du og Malt. Thi hvis Ondskab hos jer finder Knap af Geist et Fingerbøl, Slutter den, at Sorøes Qvinder Vaske deres Mænd i Øl. Bedst i Sæbevand man tvætter; Selv som indre Medicin Giv ei Musen Øl, min Fætter, Heller lidt Champagneviin. Dog det er kun Bagateller, Ting som kun har liden Vægt, Og man fordrer vist ei heller, At Du være skal correct. I Begeistring og i Vrede Sættes let en Nonsens-Beet; Sligt, jeg troer, hos jer dernede Kaldes Genialitet. Bedre dog, om du herefter Ikke gjør for mangen Buk, Øver bedre dine Kræfter, Træffer bedre med dit Hug. Det er ikke mig det Samme, Om at fægte du forstaaer, Thi af Udfald, der ei ramme, Selv jeg ingen Ære faaer. Men en anden Ting resterer, Som har mere Klem og Fynd: Du mit Sindelag tracterer Noget haardt, og det er Synd. Hvorfor siger du, at Avind Til Satire mig formaaer? Ha! der tabte du dit Glavind, Og med plumpe Næver slaaer. Hold dig smukt til Facta, Kjære! Lad Motiverne gaae frie! Du bør ikke Plathed lære I de Andres Compagnie. Siig mig, kjære Fætter, svoer du Ikke til Apollos Pen? Eller, idetmindste, troer du Ikke nok, du svor til den? Du, det lille Sorøes Irisk, Sanger af saa mangen Sang, Er du ikke selv satirisk, Eller troer det mangen Gang? Naar saa er, jeg spørger atter: Er Satiren dig saa ny, At du ei dens Frihed fatter? Skam dig, Digter! skam dig! fy! Hvis jeg før mit sjette Billed Havde sagt: "O Publicum! "I hvad her er forestillet "See en Spøg, og vær ei dum! "Dybt mit danske Hjerte skjønner "Paa det ærefulde Kald, "At og Sveas Laurbær lønner "Nordens Guders høie Skjald: "Hædrer man hans Digt og Sange, "Faaer vor fælleds Bane Glands; "Selv jeg har alt mange Gange "Flettet Laurbær i hans Krands: "Men da sagtens Alt i Livet "Og en comisk Side har, "Og det mig især blev givet, "Den i Alt at blive vaer; "Da man og for den Lanterne, "Som har Navnet af Magie, "Ikke maler just saa gjerne "Raphaelisk Maleri; "Og da nu den tørre Karpe "Om en Kikkert og en Ven "Efter den tegnérske Harpe "Tonede saa fattigt hen: "Thi da han i Nabolandet "Var vor Digtekunsts Gesandt, "Kunde han dog talt om Andet "End sig selv og Fjas og Tant; "Da nu Dette, som og Mere, "Dygtig Vand i Blodet slog, "Lidt med Tingen at raillere "Jeg mig ydmygst Frihed tog: "Og fra Arilds Tid forresten "(Dette mærk, o Publicum!) "Overalt Satiren næsten "Har et Privilegium: "Du har vist lidt Lærdom pillet, "Du har sagtens læst etsteds, "At selv Socrates blev drillet "Slemt af Aristophanes: "Er der langt fra mine Streger "Til Aristophan's Format, "Er dog vistnok Oehlenschläger "Endnu længer fra Socrat;" — Hvis jeg havde talt saalunde, Vilde hver en Digter svart: "Hvad du sagde der, det kunde "Du dig gjerne have spart; "Muligt at det Hoben øver, "Thi den fatter vanskeligt; "Men hvo Digter er, behøver "Sagtens ei at lære Sligt." — Altsaa, Fætter, hør nu atter: Mon du rigtig Digter er, Naar du ei forstaaer, ei fatter, Ei begriber Dette her? Du, som taler om at "skaane", Føler du i Sandhed Kald Til dit svage Værn at laane Ham, du kalder Dannerskjald? Dig jeg skaane vil, min Kjære! Og jeg troer, du mærker det; Han kan vel et Angreb bære, Thi han rokkes ei saa let. Selv jeg har saa stærke Volde Bygget om hans faste Plads, At jeg tænker, de skal holde; Dine springe vil, som Glas. Hver en Skjald erobrer bare Nyt Terrain bag eget Skjold; Men for Grændsen at forsvare Byggedes Critikens Vold. Hvis engang Vandalers Flokke, Uden Kundskab, uden Smag, Vil den store Digter rokke, — Og det hændes vist en Dag; Skal man raabe til dem: "Frække! "Veed I, hvad I prøve paa? "Her til Grændsen kan I række: "Længer kan I ikke gaae." O men du, som dreier Liren, Fætter! kjender du Critik, Du som ei engang Satiren Skuet har med Digterblik? Troer du, at den døde Regel Er Philosophiens Bæk? Siig, hvad kjender du til Hegel, Skjøndt du nævner ham saa kjæk? Siden du vil Sværdet føre, Maa du virke noget Stort. Kom da hid, og lad os høre: Hvad har Du for Skjalden gjort? Har du gjort ham mere sikker Ved dit Gedebukkespring? Var du meer end Spytteslikker Af hans jammerligste Ting? Du har panegyriseret Hans utrolige Roman, Og har Qvalmerne formeret Med bestandig Marsepan. Dog, hvad nytte disse Trætter? Hver beholde maa sin Tro. Saa farvel da, kjære Fætter! Verden rummer nok os To. Hvis paany vi træffe sammen Paa de danske Musers Kyst, Skal det være Fryd og Gammen At forsøge nok en Dyst. Lad os stærkt hinanden klemme, Fast i Sadlen, rank til Hest, Men for Alting ikke glemme, Vor Turnering er en Fest!

Hvor Bøgeskoven svæver I Favn af salten Sø; Hvor som Bouquet sig hæver Af Havet Ø ved Ø; Hvor intet Bjerg os hindrer At sende Blikket ud Mod fjerne Lys, der tindrer Herned som Himmelbud: Der er den Jord, vi kalde Vort Hjem, vort Fædreland, Besjungen høit af Skjalde Alt for sin Skov og Strand, Sit Folk, det roligt snilde, Saa langt fra Harm og Had, Sit Sprog, det kraftigt milde, Hvori saa skjønne Qvad. Af Danmark har Naturen Selv dannet med sin Haand Den Mark, hvis Rug i Furen Skal nære Nordens Aand. Lad Sverrig og lad Norge Kun Styrkens haarde Bark Og Kraftens Jern os borge, Mod Pant fra danske Mark. Mens vor Natur os glæder Med Øieblikkets Lyst, Tiltale hundred Steder Os end med Fortids Røst; Thi blandt Naturens Værker, I Ly af Græs og Green, Staae Kunstens Mindesmærker, En Aarbog lig af Steen. Om Fædrenes Bedrifter Snart melder Kæmpehøi, Snart Skyen, i hvis Rifter Sees Kongeborgens Fløi. Om Frode Drot fortæller Et Sagn os Værebro; Hvor Roars Kilde vælder, De tusind Minder boe. Fra Saxo Klerks Annaler Staae Skygger frem i Soer; Hist Gaasetaarnet taler Om Atterdag i Nord; I Ringsted Dagmar gjemmes, Hiin tabte Lilievaand; Paa Fredriksborg fornemmes End Fjerde Christians Aand. Jeg nævner Sjælland ene Thi der jeg fæsted Rod, Og Sjælland kan forlene Mig Træk i Overflod; Men hver af Rigets Dele Har samme Skjønheds Art, Og i det skjønne Hele Har hver en lige Part. Og Axelstad, hiin gamle, Saa venlig, skjøndt saa stor, Hvor Danmarks Aander samle Sig i et udsøgt Chor, Har gamle Mindesmærker, Som tale Sagas Røst, Har nye, stolte Værker, Som kneise til dens Lyst. Paa Kysten herligt grundet, Den aabner Øiet Flugt I Udsigt over Sundet Og over Kjøgebugt; Mod Norden grønne Skove, Som huse Hjort og Hind, Og Duft og Kjøling love Det længselfulde Sind. Hvo har ei kjære Minder Fra Land saavelsom Stad? Dog fastere dem binder Et svagt Erindringsblad. Her Kunsten Eder giver En Krands fra Dannevang; Hvert Blad i Krandsen bliver Et Billed og en Sang.

Phønix, du, som nys begravet I din Aske laae, Og nu frem af Flammehavet Stiger mod det Blaa! Ei ved Elementers Vrede Oftere du døe! Kneis kun fra din høie Rede Over Land og Sø! Borg, der selv er uden Mage Mellem Borges Chor, Sku de lykkeligste Dage Hilse Danmarks Jord! Fra din Tinde, nær ved Himlen, See langs Codans Flig Fredelige Masters Vrimlen, Birman-Skoven lig. Og naar ei dit Blik sig hæver Over salten Flod, Men mod Jorden nedad svæver Til din Kæmpefod: See paa Pladser og i Gader Livlig Virksomhed, Og endog paa lave Stader Lykke, Fryd og Fred. Og du selv skal i dit Indre, I din Høisal stor, See det snevre Rum, det mindre, Hvori Lykken boer. Lykken alt med Kjærligheden Flyttet er derind, Den har fæstet Svalereden Til din høie Tind. Her paa lykkelige Dage Kongeparret skal, Med sit Folk forenet, drage Til din høie Hal, Medens Tusinder af Kjerter Straale Lyset ud, Medens Tusinder af Hjerter Følge Glædens Bud.

Den er forbi, den Tid, hvorpaa Din Himmel, O Fredriksberg! med Smilen saae En Vrimmel, Hvori sig flokked Lav og Stor I Haven, Omkring den Konge, som nu boer I Graven. Da klang Musiken ofte fra Terrassen, Af Uniformer myldred da Paa Pladsen. Ei flagre nu de røde Fjer Paa Hatten; Hver Dag den samme Tomhed seer, Som Natten. End Svanen langs Canalens Rand Dog seiler; End Træet i det stille Vand Sig speiler; End Maanen over Sletten gaaer Saa stille, Mens Nattergal i Busken slaaer Sin Trille. Naturen gaaer ad vante Vei Sin Vandring; Den trofast er, den elsker ei Forandring. Den smiilte til den glade Borg, Nu smiler Den til det Sted, hvor Savn og Sorg Sig hviler. Ak! her er intet Sorgenfri! Dog træder Den simple Borger ei forbi De Steder, Hvor svundne Syner for hans Blik Fremstode Ved Mindet om Kong Frederik Den Gode.

Her du skuer det Centrum, hvorom det Hele sig dreier, Her er Kongens Palais, atter Amalias Borg. Saae du alle de Bønner, Forhaabninger, Ønsker og Klager, Som omcirkle det Sted, neppe da Stedet du saae; Snart som flagrende Sylfer, og snart som klavrende Nisser, Snart som sværmende Myg, vilde de skjule dets Muur. Glæd dig, at ikke du seer den hele forvirrede Skare, At, som din Fod, saa dit Blik rækker til Kongens Palais. O! men Kongen dem seer, de tidt forjage ham Søvnen, Naar for hans Øie de staae, staae for hans prøvende Sjæl. Men ved Stjernernes Lys i Kongernes søvnløse Nætter Spirer, som Natviol, Folkenes drømmende Tak.

Her staaer jeg gamle Kæmpe fra Fjerde Christians Tid, Og skued gjennem Secler snart Himlen mørk, snart blid. Hvor mangen sær Omskiftning var jeg dog Vidne til! Meget kan jeg fortælle, naar man mig spørge vil. Med Stolthed jeg min Ungdom for Tanken seer at staae, Hver Dag jeg skued Fester, bar Lys i hver en Vraa. Hvad nu mig vil belyse, — ja, nok maa jeg mig skamme — Det er den Nar, den Figaro, med sin bengalske Flamme. Orangetræer foran min sydvestlige Façade Tilforn mig sendte Duften fra sine Blomsterblade; Til Exerceerplads blev min Orangelund changeert, Drivhuset til et Huus, hvor der bliver exerceert. For hver en Blomst, som fryded mit kongelige Sind, Da fik jeg til Erstatning et garvet Kalveskind, Og ved dets Øredøven jeg skued ofte nok En frifødt Mand at garves med Sabel eller Stok. Ugjerne seer jeg Pladsen, hvor Stok og Sabel brak, Hvor Roat gik til Spiret og Vovehalsen knak. Med Afsky tidt mit Øie sig vendte fra Sydvest, Men i sydøstlig Retning der huer det mig bedst. Der seer jeg rig Erstatning for hvad mig ærgred hist: Jeg seer de gamle Lindetræer med unge Løv paa Qvist; Vi have fælleds Fader, den danske Patriark, Hvis Navnetræk usynligt er præget i deres Bark. Hos mig det stander synligt, i Stenen hugget ind, Men Træerne det hviske hørligt i Aftnens Vind! Vor fælleds Fader drog sit sidste Suk i min Favn, Mine Brødre hviske gjerne hans elskelige Navn. I Skyggen af de Stammer, som ere Fortids Tolk, Seer jeg ret med Velbehag de fordringsløse Folk, Som efter Dagens Arbeid i revne Gange gaae, Glade, naar Blomsten dufter, og Himlen kun er blaa. Velsignelsen jeg skjænker til den beskedne Lyst, Velsignelsen til hvert et blottet Moderbryst, Velsignelsen til hver af de diende Smaa, Og til hver en hyret Amme, som trolig passer paa. Og som jeg gjerne skuer, hvad gjerne skues vil, Lukker jeg for Adskilligt Øiet villig til. Du forelskede Par, som til dunkle Skygge flyer, Jeg seer ei og røber ikke dit Elskovs-Eventyr. Ved Dryaders Fortrolighed kan Meget passere; Jeg tænker da: Lad gaae! hvad er det saa Mere? Desuden er det godt, at under Green og Blad Hjerter kunne mødes, der i Stuen skilles ad. Du stakkels Borgerpige, som sidder i din Krog Ved Rokken, og maa skjule gesvindt din Morskabsbog, Naar Moder eller Grandmama i Kamret træder ind, For at mærke sig, hvor vidt du er kommen med dit Spind; Og du, som til Brodering anvender al din Tid, Og tjener tyve Skilling ved otte Dages Flid: Naar Skumringen er indtraadt, og du har syet dig blind, Kom hid: mit Grønne qvæger dit Øie som dit Sind. Og ved Dryaders Bistand kan Meget passere; Men jeg tænker: Lad gaae! hvad er det saa Mere? Din Ven, som maa dig undflye, hvor du med Andre boer, Dig møder under Løvet, og Armen om dig snoer. Her staaer jeg gamle Kæmpe fra Fjerde Christians Tid, Og skued gjennem Secler Menneskenes Id. Meget, som Ingen aner, var jeg Vidne til, Jeg fortælle kan om Meget, om Meget jeg tie vil.

Hvilken Bygning er her? Er Det en christelig Kirke? Naar Portalen man seer, finder man Stilen antik; Sidefaçader og Taarn, man veed ei, hvad de bebude, Helligt eller Profant; Korset det siger tilsidst, Hvis Frontispicen det ei forkynder; men Øine som Lossens Og en Hals som en Hjorts fordres, naar den man vil see. Træd i Hallen dog ind. Colossal, men abstract i sin Storhed! Langs med Siderne staae hvide Figurer i Rad. Hvilken uhyggelig Bo, hvor Aanden selv er forstenet! Kan, hvor den er af Steen, Ordet da vorde til Brød? Frygten føler jeg vel, men Kjærligheden er borte, Ingen romantisk Aand hvisker sit mystiske Suk, Solen bryder sig ei gjennem farvede Ruder, og intet Malet Kunstværk man seer, Alt er saa hvidt og saa tomt. Træd dog nærmere; see! til Altret Frelseren kalder, Og hans Apostle forbi du til det Helligste gaaer, Og i hans aabnede Favn, mens Sjælen holder sit Indtog, Holder foroven sit Tog Han, for at frelse din Sjæl. Viid, Paradiset er her, dog ei i sin spillende Farve, Ei i Bevægelsens Kraft, kun i sin salige Ro. Viid, Antiken sig kjæk med Romancias Ynde formælte, Formen er græsk, men dybt præget med christelig Aand. Viid, en Genius har — og det gjør en Genius altid — Til Ideens Triumf her det Umulige gjort.

Meget i vor Tid er slappet, Meget i vort Land er smaat, Meget flikket, Meget lappet, Meget, som er ikke godt. Stærkt man trænger til det Store, For at hæves fra det Smaa, Aanden trænger til en Spore, Før den søvnig gaaer istaa. Hæv dig over Prosamuren Til en kæmpekraftig Aand, Som, et Billed af Naturen, Virker med dens sikkre Haand. Som Naturen aldrig feiler, Gaaer sin faste Bane hen: Kunst, hvori Natur sig speiler, Selv ufeilbar er som den. Som Natur, af Roes og Dadel Uanfægtet, sikker gaaer: Kunsten, sikker paa sin Adel, Uberørt af begge staaer. Thi til Mængden siger Aanden: "Skal vi vandre samme Vei, "Faaer jeg tage dig i Haanden, "Thi du vakler, ikke jeg. "Hvis jeg dvæler, hvis jeg haster, "Hold da Skridt; vor Vei er lang. "Om du roser, om du laster, "Det forandrer ei min Gang. "Om du kan mit Væsen fatte, "Blive maa din egen Sag; "Ere dine Kræfter matte, "Saa forlad mig alt idag. "Men min Gang kan paa vor Vandring "Ikke lempes efter din; "Skal der heri skee Forandring, "Din det bliver ikke min." — Saadan Aanden kjæk bebuder Hvad den af Naturen fik, Mens den stiller Oldtids Guder Frem for et forbauset Blik. Mængden stirrer paa de store Gjæster fra et fremmed Land, Spørger: Kan mig Dette more? Kan det danne min Forstand? Men af intet Ord bevæget, Som Naturen fast og kjæk, Støtten staaer, i Stenen præget, Og forandrer intet Træk. Snart i disse høie Haller Skal de samles, Rad paa Rad, Deres Røst til Templet kalder Alle fra den store Stad. Lærer her, selvkloge Stakler, Hvad mod Aanden I formaae; Lærer, at den gjør Mirakler, Og at I kun see derpaa. Hver, som Dommerord at tordne Raad at give har for Skik, Lære her at underordne Sin unyttige Critik. Stjernerne med faste Blikke Den bestemte Bane gaae; Ændre den, det kan du ikke, Nu, saa prøv den at forstaae!

O! hvem der dog var en Handelsmand! O! hvem der dog var Grosserer! En Anden saa let ei handle kan, I det Samme, han speculerer. Hvor er det herligt, paa Børsen gaae, Og Vexel- og Coursberegning forstaae Og Alt, hvad i Handlen passerer! Men Den, som engang er slaaet til Poet, Blev aldrig i Handlen en Daler; Og blev han imellem paa Børsen seet, Var det aldrig med Capitaler. Idethøieste gik han til Schubothe hen, Og bragte Frugten af Blæk og Pen, Som Hr. Langhoff contant betaler. Poeten derfor, og Hver, som fik Ligesaa fattige Frugter, Betragter Børsen med andet Blik, End Han, som Profiten lugter: Han beundrer Bygningens Architectur, De gamle Zirater paa røde Muur Og paa Spiret Slangernes Bugter. Og tænker Kjøbmanden ene paa Imorgen og kommende Dage, Saa lader Digteren Blikket gaae Til de svundne Tider tilbage. Han skuer Christian den Fjerdes Aand, Og kysser i Tanken den Skjoldunghaand, Hvis Værker er uden Mage. Men troer dog ikke, Poeten kan Blot vugge sig i Chimairer; Nei, naar det gjælder, saa kjender han Vel ogsaa til Børs-Affairer; Og om just selv han ikke dem gjør, Han Andres Virksomhed skue tør, Og ved den sig gjerne belærer. Hvad derom jeg melder, er vist og sandt, Skjøndt Sagen synes utrolig: Viid, Amor er selv en Børs-Speculant, Og gjør Kjøbmandsbarmen urolig. Jeg selv har seet ham engang paa min Vei, For mig var han synlig, for Andre dog ei, Thi med Digteren er han fortrolig. Jeg spurgte med Latter: "Men hvad gjør du?" — Han svarte: "Jeg speculerer." — — "Hvori?" — "Jeg veed ei rigtig endnu; "Kun Hjerternes Cours jeg noterer." — — "Men den rige Grosserer har Barmen tom; "Langt før til den fattige Digter kom! "Han gjerne dig inviterer." — — "En Digter," sagde han, "hjelper sig nok, "Jeg altid en Piil ham laaner; "Men en Kjøbmand er saa stiv som en Stok, "Han gjerne min Magt forhaaner. "Men pas nu paa! han vogter sig ei, "Jeg skyder ham midt paa hans Handelsvei; "Du veed nok, Ingen jeg skaaner." — Jeg tænkte: Gud veed, hvad nu vil skee, Ei Gudens Forsæt jeg gjætter. En Pige traadte da frem, og see! Hun falbød friske Bouquetter. Hendes Øine var selv Violer blaae, Og af Rosenknopper, voxende, smaa, Paa sit Bryst hun skjuler Doubletter. Hun kunde vel være femten Aar, — En Alder, skjønnest af alle, — Hun bar Kjærminder i flettet Haar, — Contrast man maatte det kalde, Thi Kjolen pjaltet om Skuldren hang, Saa løselig kasted, saa lidet trang, Som om den let kunde falde. Nu skulde man see den Kjøbmandsflok Og Mæglernes Hær tillige! Da kjøbtes der af Bouquetter en Skok Hos den blomstrende Blomsterpige. Tilsidst paa Bouquetter lens hun var, Da solgte hun den, hun i Haaret bar, Til en Kjøbmand, en af de rige. Men alle de Mange, som ingen fik, Bestormed Pigen om flere; Hun raabte, da gjennem Klyngen hun gik: "Jeg har ikke Blomster mere." — "Jo vist! den sidste du gjemmer endnu; "Jeg skimter, i Kjolen den skjuler du, "O lad den hos mig florere!" — Da svarte hun: "Har jeg en enkelt gjemt, "Min Kjæreste venter den længe; "Og fik han den aldrig, da var det slemt, "Maaskee han vilde sig hænge." — Nu smiilte hun med ironisk Blik, Og triumferende bort hun gik, Thi Lommen var fuld af Penge. Da blev der en støiende Mumlen derom, Et formeligt Charivari, Som Amor, der frem af Krogen kom, Jublende blanded sit Svar i. Og en Piil han greb, og skjøndt han er blind, Paa den sorte Tavle ridsed han ind: "Idag var Coursen al pari."

Her driver jeg paa Torvet om, Og føler mig saa tanketom. Jeg Intet seer, som mig fornøier, Intet, som mig oplive kan, Intet Opløb og ingen Løier, Ei saa Meget som en drukken Mand. Der hersker ret en kjedelig Ro, Her er ingen Ting, hvorpaa jeg kan gloe. Det er en Sommer-Helligdag, Færdselen er kun tynd og svag, Theatret selv er lukket i, Har hverken Placat eller Politie. Dog Røg af den ene Skorsteen staaer; — Jeg kan tænke, det er en Røg, som gaaer Af et mageløst Sommer-Skuespil, Som nu man sig bereder til, Og som "Figaro", "Dagen" og andre Journaler Bebude med eccentriske Taler, Saa dem Fribilletten af Halsen staaer, Som Røg, der ud af en Skorsteen slaaer. — Ih nu! al Røg er dog Ildens Bud; Og ryger Theatret, saa maa det være, Fordi der er noget Stort igjære, Som ulmer i det og snart slaaer ud, — Med mindre (thi her man vanker i Taager) Det er Portnerkonen, som Theevand koger. Men i Sandhed, hvad der var allerbedst, Det var, om lidt Ild, til en Extrafest, Tog fat i hele den gamle Kasse, Som ei til mit Dannelsestrin vil passe. Saa fik jeg en anden Bygning, maaskee Saa stor som saadanne Rønner tre; Saa fik jeg Heste ved mangen Handling, Større Balletter og bedre Forvandling, Kanskee van Amburghs Menagerie Og Stykker med Tigerjagter i, Og slap for det dumme Skuespil, Hvori man maa lægge sit Øre til, Og være stille, for at forstaae. — Ja, denne Bygning er gammel og graa; Der staaer det Skrammel og ryger som et Kul, Gid Fanden ta' ved det gamle Hul!

Forvorpne! stands din Frækheds Ord! Respect for Templet, hvor jeg boer!

Nei see! hvad er det for en Dame? I Dragt hun synes udenlandsk ... Nu har jeg det: ja, hun er fransk, ... Velan: Madame, Ihr werther Name?

Hold inde med de dumme Fagter! Jeg Musen er, som dig foragter, Uværdig er du til min Gunst. Du sidder dorsk paa Templets Bænke, Kan ikke høre, ikke tænke, For dig er Aanden kun en Dunst. Du pjatter, dømmer dumt og sikkert, Og seer i alenlange Kikkert Alt, ikkun ei den ædle Kunst.

Om Forladelse! Har jeg mig forløbet? Det hændes iblandt, at jeg bliver Beet, Naar jeg giver min egen Dom i Kjøbet, Inden jeg har spurgt hos en Autoritet.

Men hvorfor er du slig en Fjante, Som gaaer til Onkel eller Tante Med Spørgsmaal om, hvad selv du vil? Er i dit Bryst ei egen Stemme? Har Brystet kun en Steen i Gjemme, Som, for at flyttes af sin Klemme, Maa løftes ved et Ankerspil? Forsøg, uhildet at fornemme, Og lad Critiken blive hjemme, Den duer du dog ikke til.

Ak nei! desværre! det veed jeg nok; Men derfor er jeg saadan en Blok: Jeg vil mig nødig prostituere, Og derfor taler jeg ikke frit, Før jeg har spurgt mig for hos Flere, Eller læst i Bladene, Sort paa Hvidt, En motiveret, fornuftig Dom, Der siger, hvad jeg skal synes om.

Hvordan, stoltladende Krabat, Er det nu med din Stolthed fat, Da du vil lade Raad dig give Af alle Fuskere, som skrive? Du, som har leet saa tidt af Trop, Nu slider du jo selv dig op I Sold hos hans uægte Sønner, Hvoraf en udbredt Flok man skjønner: Som for Exempel "Figaro", Hvem i en Ruus han avlet har Med Madame Voltisubito, Hvorfor og Sønnen blev en Nar; — Saa den saakaldede "Corsar", En Providerings Commissar, Som lægger Magaziner an Af Vittigheder, bitte smaa, Tilbedste for det stakkels Land, Ifald det Dyrtid skulde faae; — Fremdeles "Dagen", blid og tam I Theater-Critik, et uskyldigt Lam, Der sig og Læseren vederqvæger Ved Stykkernes Indhold, mens det bræger, At Den og Den hinanden faae, (Det er sandt, de Andre gjør ligesaa); — Videre: den numeriske "Berling", Hvem Qvantitetens Categorie Ei blot ved Rigsbankdaler og Sterling, Men og i Æsthetiken staaer bi, Idet dens Criticus, ligesaa klog Som Faderen, fører det ind i sin Bog, Hvor Mange der slide Theatrets Trapper, Og hvor ofte Publicummet klapper; — Saa den agende "Post", som i Kunst-Critiker Har gammelt Ord for at være sikker; — Etcetera, der er endnu Fleer, Som ligne Faderen i Maneer. Men alle Disse, som man siger, Har Trop med diverse Opvartningspiger: Corsaren med den frækkeste Tøs, Som var paa Traaden aldeles løs, Og blev Moder til en lignende Knøs; De Andre med mere skikkelige Tasker, Som vare paa Retour og flaue derved. Nu spørger jeg dig: hvad nytte mine Masker, Naar Verden aldrig kommer i Led? Skal ingen Virkning af Scenen spores, Da er det en skinhellig Røst, Som har sagt: "Castigat ridendo mores",[26] Og siger nu: "Ei blot til Lyst." Din Trop har du længe betragtet nok, Dog troer du nu paa hans Børneflok, Som faldt saa grumme nær ved Stammen. Siig, hvis er Skylden? hvis er Skammen?

Men er jeg vaagen i denne Stund? Jeg taber Næse saavelsom Mund! Er det en Muse, der saadan snakker? En pæn Gudinde! jo, jeg takker! Til mig du taler som til en Skrælling, Og bruger Ord som en Fiskerkjelling.

Jeg kjender dig paa dit Skaberi, Din Affectation, dit Coquetterie. Af Snørliv og snevre Skoe forpiint, Du fordrer, at Alt skal være saa fiint. Men hermed kommer du ingen Vei, Thi er det fiint, saa forstaaer du det ei, Og hvad du tager for Fiint, er en Stump Af fiint Papiir om den værste Klump, Der smager dig som den bedste Ret, Naar bare Kræmmerhuset er net. Comediens Muse — det maa du vide — Taler med Fynd og et Ord itide; Hun hilser dig i et andet Sprog, End det, som vanker i en Epilog, Hvori man smigrer dig arme Skrog, Og bilder dig ind, du er superklog. Det er kun en Formel, aldeles tom, Der er Ingen, som stoler paa din Dom; Dine Penge det er, man fange vil, Din Berømmelse lidet man beiler til, Thi saadan som du nu er skabt, Har man Respecten for dig tabt; Og intet Under: Selv du jo Har tabt Respecten for det Skjønne, Har til Ideer ingen Tro, Og agter Kunsten lig en Bønne. Respect er hvad det skorter paa, Indprentes maa den i din Hu, Og du dig underordne maa For Det, som er lidt Meer end du. Respect for Kunstens ædle Hal! Thi den er ingen Snakkebørs Og ingen Ænders, Faars og Køers Urene Sti og lumre Stald. Et Tempel er den og en Skole, Hvori ei blot med Søndagskjole, Men ogsaa med et Søndagssind Du træde skal ærbødig ind, I glad Forventning af den Gave, Som dølges bag et Forhængs Fold, Og som du heel og holden skal have, Naar du giver dig Nydelsen i Vold. Erhverv dig lidt Beskedenhed; Tro ikke, man fra Scenen ned Med Bæven seer til din dovne Krop; Nei, du skal se til Scenen op, Som til et bedre, høiere Stade, End det, du kommer fra paa din Gade. Paa din Dom ei altid du pukke med Trods Husk paa, du skal opdrages hos os, Og lære Meget, som ei du kjender, Men troer at holde med begge Hænder. "Sicut infantes audi nos", Paa Dansk: Tag din Critik tilfange, Den er dog ikke stort bevendt, Og lyt som et Barn til vore Sange, Det kan du være godt bekjendt. Respect, som sagt! thi nu har du ingen; Respect for Stedet, Respect for Tingen! Og à propos, da jeg gjør dig den Ære, Her midt paa Torvet dig at belære, Saa begynd paa Respecten i denne Stund, Og tag Cigaren af din Mund.

Cigaren? Nu har jeg hørt saa galt! Nei, den har jeg kjøbt og ærligt betalt. Cigaren mig Ingen forbyde kan, Thi jeg er ingen ufri Mand; Ved den jeg viser, jeg er Student Og paa "Corsaren" Abonnent. Jeg haaber, man kommer snart saa vidt, At i Theatret man røger frit.

Ja hvorfor ikke? Saadanne Moder Passe godt til de andre Noder, Hvormed du belemrer mit arme Huus! Og du, som ønsker, det laae i Gruus, For at et større du kunde faae! Kortsynede! kan du dig selv ei spaae, At jo større Huus dig Thalia giver, Desmeer forstokket og slet du bliver? Sex Aar dog kunde du ventet end, Før du slynged Forbandelsen hen: Aar atten hundred og fyrgetyve Samt otte til, er det hundred Aar, Siden jeg grunded det Huus, her staaer.

Tillad, jeg beskylder dig for at lyve, Eller og, at Historien du glemte, Thi Huset er bygget af Fredrik den Femte, Og følgelig kan du ikke sige ...

Men hvad en Konge virker til Gavn For Kunstens, kort sagt, for Ideens Rige, Den ædle Tanke, den udødelige, Den præger Musen i hans Favn.

Ifald du her har Sandhed sagt, Ifald du besidder en saadan Magt, Saa gaa til Theaterdirectionen, Og inspireer den med nye Tanker; Maaskee du saa forandrer Tonen, Saa at mindre Grovhed til mig der vanker; Thi viid, at naar jeg bliver slet, Naar jeg vanslægter fra Nationen, — Kloge Folk forsikkre mig det — Saa ligger Skylden hos Directionen.

Ja vistnok er det beqvemt og let At skyde Skylden over paa Næsten For Det, man selv har forskyldt. Forresten, Jeg kjender Directionen ei, Og var desuden altid bange For administrerende Autoriteter, De høre nødigt Musernes Sange.

Nu vel, der gives en anden Vei; Henvend dig da til vore Poeter. Jeg har ofte hørt — dog troer jeg det ei — At kun en Poet kan Miraklet gjøre, Det Hele fra Ruin at føre.

Tilvisse, herlige Raad du giver! Jeg skulde takke dig for din Iver, Om kun ei den manglede sund Fornuft. Du maler dig et Billed i taaget Luft, Og at virkeligt det er, du bilder dig ind. Hvor findes Poeter med saa fromt et Sind, At offre de vil Inspirationen Til Ære for dig og Directionen? Jeg taler ei om et enkelt Stykke, Selv om det gjør, hvad man kalder Lykke; En enkelt Svale gjør ingen Sommer; Men Den, som vil rense mit Tempel, kommer Til at offre sin Tanke, sit Liv derpaa; Men saalunde som nu Sagerne staae, Maatte Den, der satte sin Capital I slig en Handel, være bindegal; Thi hvo vil stille sine Værker frem, For at Sjouere skal bedømme dem? Nei, Poeten, naar han sin Fordeel kjender, Da skriver han langt heller en Bog; Vel falder den i mangen smudsig Krog, Men den kommer og i de rette Hænder, Hvor den erholder sit rette Stempel. I Litteraturens store Tempel Hersker Forvirring kun en stakket Frist, Thi Ordet beholde de Bedste tilsidst. Men viid, i Theatret gjælder Momentet, Kun af Øieblikket blev Lønnen hentet, Men der har ikke de Bedste Magt, Nei, de Sletteste just: du selv, kort sagt. — Naar jeg tænker paa, hvad det blive kunde, Mit kjære Tempel, som her staaer, Ved de Midler, hvorover det formaaer, Mens nu det langsomt gaaer tilgrunde Paa Veien til sit Jubel-Aar: Da fyldes Hjertet af en Harm, Som rummes kun i Musers Barm, Og i vred Begeistring Gudinden spaaer Den Skjæbne, som dig forestaaer: Om føie Tid har du ingen Scene, At sige, som fortjener dette Navn; I en Ruus vil du tumle dig om, og mene, At Alt, som kun er nyt, stiller dit Savn. Det Eneste, som du forud har For næsten hele Verdens Nationer, Det Eneste, som dit eget var, Din comiske Muses kjække Skud, Som trivedes i de kolde Zoner Saa godt, at gjennem den gamle Hud Sprang nye Knopper og Blomster ud, Vil regnes til Fabelens Traditioner. I Lunet din egen Aand du fandt, Men du offrer den op for fremmed Tant, For svulstigt Præk, for grov Finesse Fra den udenlandske Theaterpresse, For Alt, som besidder et hyklet Skin, Og er, lig en Blære, fyldt med Vind. Da staaer du snart, i Nationers Ring, I Kunsten saa graa som i andre Ting; Og mener du end, du er Karl for din Hat, Som alt det Fremmedes Abekat, Saa vil det dog svie til din Hud, Naar dit eneste Præg skal slettes ud. Gid Himlen en Vækker dig sende vilde! Jeg kan det ikke, det er for silde. Jeg flyer til mine Søstres Chor; Farvel, du Sløve! betænk mit Ord!

Som tabte Herligheders Rest, Som Affald af en prægtig Fest, Som en ærværdig Mindestøtte Fornedret til at gjøre Nytte, Man daglig skuer paa sin Vei Sanct Nicolai. Ak! Ingen veed i Livets Aar Den Skjæbne, som ham forestaaer, Men først i Døden vil sig vise, Om han sig lykkelig tør prise! Og herfra selv undtages ei Sanct Nicolai. Hans Bygning saae sin Grundsteen lagt Til den catholske Kirkes Pragt, Men før den var til Ende kommen Bestemtes den til Lutherdommen; For Kjætteri sig hytted ei Sanct Nicolai. Her første Gang i Kirkens Skjød En evangelisk Præken lød, Til Orglet sang den hele Klynge, Og selv du maatte til at synge, Om det dig lysted eller ei, Sanct Nicolai! Dog af og til han lidt forsagt End skottede til Pavens Magt: En Time daglig Orglet rørtes, Uagtet ingen Præken hørtes, Og denne Skik afskaffed ei Sanct Nicolai. Det var et modsat Kjætteri. Tænk, hvilken farlig Liturgie, Naar Andagt midt i Tonestrømme Selv raader for, hvor den vil svømme! Der var du paa den gale Vei, Sanct Nicolai! Dog i den første store Brand Hans Gudsfrygt holdt mod Luen Stand, Men i den næstes Skjærsilds-Piner Hans Legem brændtes til Ruiner, Og Glemsel greb dit Conterfei, Sanct Nicolai! Nu staaer du paa din Plads igjen, Men degradeert, min arme Ven! Dit Hoved, før Ideens Moder, Nu kneiser mellem Slagterboder; Du staaer paa Realismens Vei, Sanct Nicolai! Som Zions Vægter ikke meer, Som Gadevægter man dig seer, Som Oldermand i Vægtergilde; Du speider aarle, speider silde Paa Land og Hav, paa Himlen ei, Sanct Nicolai! Du minder strax om Ildebrand, Din Lygte skaffer Sprøitevand; Dit Blik mod Horizonten sværmer, Og naar sig fjerne Dampskib nærmer, Dit røde Flag du glemmer ei, Sanct Nicolai! Du staaer som Midtpunkt i vor Stad; Og er den traurig eller glad, Beruset, ædru, sindig, galen, Paa Hov'det falden, traadt paa Halen, Du seer dens Gang paa hver en Vei, Sanct Nicolai! Og ved den Daarskab, som du seer, Du slipper for at græde meer; Nu har du Lov at lee og smile, Thi nu din Stand er den civile, Og Geistlig er du længer ei, Sanct Nicolai! Men bliv dog paa din Post ei ør! Du er ei Stadens Gouverneur, Dens Argus ei, men kun hans Øie. Saa gid dit Syn sig da fornøie Saa vide paa sin Vægtervei, Sanct Nicolai!

Det mylrer i Norgesgade Med pyntede Damer og Mænd; "Gentilernes Promenade", Saaledes døbte man den. Herrer i Snørliv, pudsige nok, I Munden Cigar, i Lommen en Stok, Her offre hele Personen Til Modens Afgud paa Thronen. Har Hankjønnet vakt din Latter Ved mangen Caricatur, Forlyster Øiet sig atter Ved Damernes nette Figur, Thi lydende Modens Herskerbud, De see dog alle som Mennesker ud, Og baade ved Drift og Vane Man drages mod det Humane. Før Sværmen har naaet det Grønne, Spadserer den her forbi Saa mange Bygninger skjønne: Chirurgisk Academie, Det catholske Capel, som nybygt staaer, Hospitalet og Søcadetternes Gaard; Saa er man ved Enden af Gaden, Og vanker i Esplanaden. Til Langelinie vende Sig nu de hurtige Skridt, Hvor Bølgerne Kjøling sende, Hvor Brystet kan aande frit. Her standser man lidt sin Hverdagsgang Ved det skummende Sunds melodiske Sang, Ved Horizonten den vide, Hvor som Skygger Seilerne glide. Saa høi og blendende skinner Hveen, vor Stolthed og Sorg; Paa Klinten Sanct Ib du finder, Men ei Uranienborg. Malmøes Fæstning saa skummel staaer, Den sees over Saltholms Holmegaard, Men let mod Skyerne baarne Sees Lunds de luftige Taarne. Og see det lyse Landskrone, Saa tæt under Hveen lagt; Det smiler i rødlig Tone Til Sjællands grønnende Pragt. Og følger Øiet det skaanske Land, Da møder det langs den krumme Strand, Hvor hvide Bølger sig kruse, Bakker, Møller og Huse. Saa nær for Øiet de ligge, Og dog saa fjernt for din Fod, Thi, ak! den bærer dig ikke Hen over salten Flod. Tag Kikkerten frem og stir dig blind, Du seer i en fremmed Verden ind, Saa nær og saa fjern tillige, Et synligt, unaaeligt Rige. Bemærk hist Huset det lave, Det hvide, tækket med Straa; Maaskee det gjemmer en Gave, Men som du aldrig skal faae; Maaskee du fandt under simple Tag Hvad der stod for din Længsel Nat og Dag, Men aldrig skal du betræde Det Sted, som gjemmer din Glæde. I Huset boer vel en Jæger, Hvis Datter, den Lilievand, Modtager med Velkomstbæger Indtrædende Vandringsmand. En huuslig Moder med trippende Skridt Gaaer ud og ind; den Unge saa blidt Nu breder Dugen, mens bøiet Over Bordet, hun nedslaaer Øiet. Da høres Gjøen af Hunde, Og Faderen kommer hjem Fra Jagt i de grønne Lunde, Og tager sit Bytte frem. Han hilser Gjæsten med Venlighed, Om Bordet sætte sig Alle ned, Den Fremmedes Øine spille, Og Pigen rødmer saa stille. Du vilde vel gjerne være Blandt saadanne Vandringsmænd? Du Stederne seer saa nære, Men kommer dog ei derhen. Snart kommer en Anden langveisfra, Og Pigen giver ham da sit Ja, Thi nær er fjerneste Frier, Men fjern den Nære, som bier. Den Lov har Skjæbnen os givet, Og alt paa Vuggen den skrev: Hvad nærmest os er i Livet, Meest uopnaaeligt blev. Saa nyd da Synets Rose, min Ven, Trods Afstandens Torn, som vogter den; Nedsænk i Stranden din Klage, Vend resigneret tilbage.

Himlen er mild, nu har vi Mai, Bølgen er svagt af Vinden kruset, Folk nu vandre til Badehuset Hen ad den smukke Fæstningsvei. Langs med Vandet paa Voldens Banke Piger og Drenge Violer sanke, Mens de dem binde. Fast paa lange, kløvede Pinde. Alt nu smiler med Foraarslyst Ved Floras duftende Bryst. Bort nu med din trykkende Dragt! Heden er tung ved Middagstide; Lad den smidige Nereide Kryste dig i sin Favn med Magt. Smukke Piger og smukke Koner! Eder belurer en Sværm af Tritoner, Ak! men forgjæves Vente de paa, naar Gittret hæves, Som jer fjerner i lukket Buur Fra Søens vilde Natur. O! men Bølgen er som Crystal Gjennemsigtig for Vandets Guder; Let ved Gittret som gjennem Ruder See de Skuldrenes runde Fald, Barmen, som sig vuggende hæver, Naar den, baaren af Bølgen, svæver ... Muse, ti stille! Havets Væsner ei røbe ville Hvad de skued i Dybets Rum, — Saa vær da lige saa stum! Bort herfra! thi Vandet er Ild Nær ved de flydende Jomfrubure. Følg med Svømmerne hist, som fure Koldere Bølge paa Strømmen vild! Der er Kjøling for Hjertets Qvaler, Bølgen i vældige Toner taler, Bruser og rinder, Tonende stolte Fortidsminder, Syder og skummer i mægtig Flugt Fra Stevns og fra Kjøgebugt. Dukker jer dybt i salten Bad, Alle, som Livets Qvalmer trænge, Alle, som mat med Hovedet hænge, Alle, hvis Sjæl er splittet ad, Alle, hvis Forhold er trykkende Smaahed, Alle, som haardt berøres af Raahed! Havet kun kjender Storhed, og klapper med bløde Hænder, Havet styrker det matte Sind Og gyder sin Kraft derind. Du som trættes paa Vei til dit Maal, Eller omsonst om Elskov sukker! Bølgen, der om din Isse sig lukker, Skjænker fornyet Mod og Taal. Selv I Stakler, som bankede bleve, Mens om Theatret paa Torvet I dreve, Hidtil I kunde Ryste jer blot som Pudelhunde; Badet nu lindrer Svien, imens I vaske jer' Intelligens. Søen er just et Middel mod Alt, Hvoraf Smagen er fersk og vammel; Giver man Intelligensen "en Gammel", Dukker den op med bedre Salt. Naar da truende den sig løfter, Skræmmes en Aal, en Sælhund snøfter; Selv den sig speiler Næsten gigantisk for Hundesteiler; Vandet har alle Farver som Graat, Og lange Skygger af Smaat. Ligheds-Principet har Søen havt Stedse: den hæver Alle som Helte, Enten de løftes af Svømmebælte, Eller de bæres af egen Kraft. Lige fornøiet paa Nakken den bærer Orlogsfregatten og Skuden med Pærer. Ei Differenser Kjender dens Magt eller indre Grændser. Gjæstfri har den til Alle Rum, Og krandser dem Alle med Skum. Kommer da hid, Store og Smaa, Glade, Bedrøvede, Fattige, Rige! Her er den Ene den Andens Lige, Alle jer favner Søen den blaa. Perler jer bydes i skummende Skaaler, Guld er paa Randen, som Solen bestraaler, Skyerne svømme Høit over Svømmernes Isser, og drømme Lettere Drøm, end den higende Lyst, Som drømmer i Menneskets Bryst.

Kald, o Musa, herned, kald Choriamberne, Skjøndt nu Digterens Flugt gaaer til vor Toldbod kun. Vist ei vredes du vil, at et prosaisk Stof Rhythmisk hæve sig tør, flagre fra Strængene; Selv jeg valgte det ei, Penselen gav mig det. Dog du, Gode, min Haand øver i Citherspil, Hvergang Hun, som sit Haar fletter til enkelt Lok, Siger: Husk, at jeg selv hører til Guderne. Saadan hver en forsøgt Mester i Toneleg, Hvilket Thema man vil, frit varierer det; "Petersilie grün" eller et Vægtervers Formes under hans Haand villigt som Arien. Skjalden prøver sig, og skaber som Virtuos Selv det flygtige Stof, hvilket man giver ham. Her besynger han ei Det, som vel Mængdens Blik Først sig mærker: den Bro, Skibene holdes fra, Hvergang Eskildsens Baad tvinger en Passageer Til et "Gid jeg var Hest" skinsyg at ønske sig. Ei besynger han her Plagen med Pas-Control, Ei tilreisende Møes Gysen for Tolderen. Ei til saadanne Ting kræves mit Versemaal. Men hiin selsomme Tact, Bølgen sig vugger i, Naar den, kraftigen brudt, svækket fordeler sig, Laaner selv af et kort asclepiadisk Vers Først begyndende Kraft, siden Afmægtighed. Lokker Klangen dig ei ud paa det Dybeste? Her sig strækker en Bro længer og længere, Til Brasiliens Kyst eller til Indiens. Dog, dit Maal er maaskee sat noget nærmere, Muligt vil du med Damp gaae til Charlottenlund. Vel! saa følger jeg dig gjerne paa Lystighed, Indtil Tummel og Støv gjøre dig kjed deraf. Da først søges det blidt hvilende Sorgenfri, Hvor melodisk i Qveld fløiter en Nattergal.

Saa Dette kaldes i Skoven gaae? Er slig en Promenade, Skjøndt favnet af Grønt og under det Blaa, Vel Andet end Østergade? Østergade nok saa nemt Bliver paa Landet flyttet, Intet af Inventariet glemt, Alene Localet byttet. Hver en Driver, som pleier hist Daglig at paradere, Sees igjen under grønne Qvist Med Stokken at manoeuvrere. Hver en Dame, saa dukketam, Som sees paa Gaden at trine, Møder i Skoven dobbelt stram, Og sukker sin Snørlivspine. For en enkelt Time, maaskee for to, Lad os betragte det sammen. Det former sig dog til et smukt Tableau For Enhver, som er udenfor Rammen. Du siger, i Vrimlen man blande sig bør, For at skue dens enkelte Dele; Jeg troer, man bliver i Hovedet ør, Naar man ei staaer over det Hele. I Afstand bør Betragteren staae, Paa et Standpunkt udenfor Vrimlen; Da vil han først Effecten forstaae Af et Publicum, Skoven og Himlen. Men siden du vil, lad os nærmere gaae; Den store Masse da sikkert Løser sig op i Atomer smaa, Som en Taageplet i en Kikkert, Smaa Fragmenter af den store Sum Vil Synet forbi os føre, Og enkelte Lyde af Massens Brum Drage forbi vort Øre, Med det Samme synger dog Finken glad, Lærken qviddrer foroven, Luften suser i Bøgens Blad, Gjøgen kukker i Skoven. Det Hele danner en broget Contrast, Danner det Pittoreske ... Min Ven! du lægge mig ikke til Last, At jeg taler for min Æske. En Digter vænner sig gjerne til Æsthetiske Categorier. Vær rolig! jeg veed det, du nyde vil, Jeg Reflexionen fortier.

Deres Dom jeg gjerne vide vil Om det sidste nye Stykke.

Jeg suspenderer min Dom, indtil Forfatteren lader det trykke.

Saa siig om Tragedien Deres Dom, Om den, som i Trykken er kommen.

Saalænge den ei paa Scenen kom, Suspenderer jeg Dommen.

Der gaaer den velsignede stærke Mand, Hver Slagters piinlige Smerte! O hvilken Nød, at det ikke gaaer an At trykke ham til mit Hjerte!

Forsigtig Jette! De Folk, som der gaae, Kan høre, hvad du taler.

Vi stakkels Piger skjule maae Vor Sværmen for Idealer.

Ei sandt? jeg er klædt som den fineste Mand?

Fortræffeligt sidder din Kjole.

Ja vist, paa min Skrædder jeg stole kan.

Og din Skrædder paa dig kan stole.

Som sagt, jeg finder det Stykke for frit.

Men De saae jo kun det danske. Jeg vædder, De blev Deres Mening qvit, Hvis De saae det hos de Franske.

Ja, paa Fransk vel glider det meer beqvemt, Det Sprog er glat som en Salve,

Og det Værste selv er neppe slemt, Naar man kun forstaaer det Halve.

Kommer ind til mig! I min Boutik Serveres varme Vafler; Man dem spiser af Haanden, det er Skik, Man sparer Kniv og Gafler.

Saa giv mig nogle til mine Smaa, Men varme maae de være.

O store Mand! nu skal De faae; O hvilken udsøgt Ære!

Mine Børn ei finde dem fede nok, De behøve desuden flere.

Hvad de Smaa behøve, for enkelt Kok Umuligt er at præstere.

Kukkuk! Kukkuk under Skovens Hal! Er her Ingen, som vil erfare, Hvor lang Tid end han leve skal? Sandfærdigt vil jeg svare.

Nu vel, jeg Længden spørger dig om Af mit Liv i Litteraturen.

Du dødfødt jo til Verden kom, Dit Spørgsmaal er mod Naturen.

Vi kom herud i Omnibus, Mens vi fik Cigarernes Patte. Afveien, Folk, for den vordende Rus! I maae lære hans Værd at skatte. Vi danne den Stamme, som evig skal staae, Besjælet af Guddomsflammen. En Stamme kan ei afveien gaae, Derfor afveien for Stammen! Er Artium endt, saa bliver et Blad Af Stammen produceret. Det er det Samme som Doctorgrad, Saa er man habiliteret.

O Danmarks Ungdom! mit sidste Haab! Hører du Klokkernes Klemten? Fornemmer du hele Nationens Raab I mit Nummer To hundred og femten? Lehmann har svigtet den gode Sag, Og hjelper ei du til Seier, Da kommer det snarlig for en Dag, At jeg er den sidste Plebeier. Betragt vort Land, det er fladt som faa, Det mangler aldeles Bjerge; Vor Natur ikke vil, her være maa Forskjel paa Kjæmper og Dværge. Hver høiere Væxt til vanligt Maal At forkortes vi strengt befale; Hvert Hoved saa høit som et Hoved af Kaal, Det gjælder for det Normale. I Krogen bort dine Bøger kast!

O ja! det længes jeg efter.

Saa nivellere vi Løst og Fast.

O ja! med forenede Kræfter.

For Pokker! Jeg hører, Autoritet Er Lehmann ikke mere. Nu frygter jeg for, vi blive Beet Med de Varer, vi fabrikere. Med Lehmanns Kager hvordan staaer det til? Hvordan med Lehmanns Kanaster? Snart Kunden, som jeg dem byde vil, Mig dem i Hovedet kaster. Saa nylig man spændte hans Heste fra, Og lod ham paa Skilter male; Hvor kunde jeg troe, der var Fare da For det fuselfri Nationale? Velan, fra Varerne tage jeg maa Hans Billed bort, for at sætte Balthazar Christensens Ansigt paa; Jeg veed nok, han er den Rette.

Hop heisa! hop heisa! Dudeldumdei! Kommer hid og hører min Bue! Politik i Skoven det passer ei, Saa lidet monne det due. Jeg spiller kun for den nærværende Stund, Og vil man om Fremtiden spørge, Kun det eneste Svar giver min Mund: Jeg lader Fiolen sørge. See, det er min Politik, saa sandt Som Solen og Maanen vandre; Og spiller jeg og lidt falsk iblandt, Saa gjør jeg kun som de Andre.

Vi synge, tiltrods for Mængdens Pjat; Og vil den for meget støie, Da flygte vi til det stille Krat, Og den stille Vandrer fornøie. Og finder Hoben, vor Sang er slet, Da synge vi den kun atter; Tilsidst man finder den ganske net, Naar man lytter og ikke pjatter.

Nei hør til den uforskammede Flok, Som pukker paa sine Sange! Jeg staaer her tøiret, det veed den nok, Ellers jeg vilde den stange. I sin Flugt den seer paa mig som en Visk, Hvem ei Vingen af Skuldren voxer; Men gives der ikke flyvende Fisk? Hvorfor ei da flyvende Oxer?

Hør, Oxen brøler! Slig landlig Lyd Til Taarer Mangen rører; Dog er det maaskee Maleriets Dyd, At man seer den, men ikke den hører.

Siig, Hulde, hvad jeg Dem byde maa.

Min Herre! læs i mit Øie!

I det ene jeg seer Chocolade staae, I det andet ... jeg veed ikke nøie ... Dog jo! et Smiil, som skjelmsk mig spaaer, At min Stræben sig tør tillade ...

Nei, Gud bevar os! I det andet staaer En anden Kop Chocolade.

Enhver, som finder min Stemme raa, Kan ved min Skjønhed fornøies, Og finder han Skjønheden ligesaa, Vil Stemmens Værdi forhøies. I pene Herrer! paa flygtig Gang I bør ikke forbi mig ile. Kommer hid, kommer hid for at see min Sang, Kommer hid for at høre mig smile! Jeg finder mig i, hvordan det gaaer, Og siger man, at jeg hverken Har Skjønhed eller Talent, saa faaer Jeg dog Noget paa min Tallerken.

Musiken toner! Du Søde, kom, O kom til Skovløberhuset! Saa svinger jeg dig i Dandsen om, Af min Kjærlighed vildt beruset.

En Beruset falder i Dandsen omkuld, Og strax en Klods man ham kalder. Men lad gaae! jeg svoer at være dig huld, Og med dig jeg staaer eller falder.

O hvilken Nydelse! hvilken Dag! Det kalder man sig fornøie! Som reen Profit for mit Syn og min Smag, Har jeg Snavs i min Mund og mit Øie.

Endnu er Tummelen ei forbi, Der er længe, til Mængden sig fjerner. Saa vandre vi nu til Sorgenfri Ved Glimt af tidlige Stjerner.

Jeg ruller mig om min faste Pol, Og bliver stedse den samme. I Vest nu synker den matte Sol, Saa begynder i Øst min Flamme. Endnu jeg selv kun glimter svagt, Mine første Lys kun tindre Som Forbud om den kommende Pragt, Naar jeg tænder de talløse mindre. Gud veed, for hvem jeg smykker mig saa, Der er Ingen, som mig betragter; Alt Andet gaaer man og gaber paa, Men paa mig saa lidet man agter. Paa Maaneskinnet man giver Agt, For Karretens Lygter at spare, Men paa Stjernehimlens unyttige Pragt Lidet man tager vare. Naar Sværmen er draget i Staden ind, Sit forskende Blik den sender Til Hovedvagts-Uhrets rødlige Skin, Hvor en Lampe bag Skiven brænder. Paa det evige Uhr den aldrig seer, Som den evige Tid os tyder, Fra hvis Røst ei Time blot og Qvarteer, Men Aartusinders Klokke lyder. Mængden kravler i Blindhed om Mellem lave, smaalige Sysler; Min ustandsede Gang er Tidens Dom Over Hver, som pusler og nysler. Men du, som ønsker i Fred at boe, Uforstyrret af planløs Iver, Hæv dig til mig, og prøv den Ro, Som min rolige Rhythmus giver. Og er du døvet af Mængdens Raab, Af de Stemmer, som huje, som skrige, Saa bad dig og styrk dig ved kjølig Daab I det stille Hav i mit Rige. Mine Stjerner tie paa deres Gang, Ei høres Lyd eller Stemmer; Kun Tanken sporer en stille Sang, Som Øret ikke fornemmer. Hos mig du lever et Liv, som svandt, Du lever med Guder og Helte, Hvis forklarede Skikkelser Sagnet bandt Til mit brede, funklende Belte. Her Fablens Konger og Dronninger staae, Med dens Udyr, Drager og Slanger, Hvis Navne lød fra den oldtidsgraa Totusindaarige Sanger. O Menneskebørn, som foragte min Skat! Eders Amme jeg er, tør jeg mene: Jeg fortæller jer Eventyr hver Nat, Og I sove derved som Stene.

Ogsaa her et Selskab promenerer, Men med mindre Støi; Hist ved Slottet Vagten musicerer Ved dets ene Fløi. O! men Skoven har og stille Skygger, Hvor en taus Betragtning gjerne boer, Hvor en blomstrende Natur betrygger Mangt et eensomt Spor. Ubemærkt af Mængdens Forskerøie, I sin Ungdomslund Over disse Dale, disse Høie Vandrer ofte Hun, Som om Issen Dronningkronen bærer, Men i Hjertet barnlig Ydmyghed; Her sin fromme Kjærlighed hun nærer I Naturens Fred. Ja, hvad denne Skov i Løndom taler: Aftenvindens Vift, Nattergalens Slag, naar Solen daler, Skyens Purpurskrift, Ordet, som i Aftenklokken lyder, Mens en eenlig Stjerne staaer i Øst, — Hun forstaaer det rige Sprog, hun tyder Hver en dunkel Røst. Her hun ved Naturen har erfaret, I den stille Qveld, Kunstens Ideal, som aabenbaret Blev for Rafael: Tidt i Aftenrøden stod en Engel, Barnlig skjøn, med Smiil af salig Aand, Og med Fredens Bud, en Liljestengel, I sin Liljehaand. Og den Samme skuer hun herefter I de mange Smaa, Ved hvis Vugge Fattigdommen hæfter, Som forladte gaae; Og mod Klyngen Armene hun breder, Dem, som skabtes til en Konges Favn: "Kommer hid! En Moder jeg for eder Er i Herrens Navn." Lykkelige Smaa, som hun beskjærmer! Eders Barnlighed Aner ei Velsignelsen, der nærmer Sig i hendes Fjed. Først med Tiden, naar I blive store, Vil I tænke: Gid vi vare smaa! Gid os end den Stjerne kunde spore, Som vor Barndom saae! Men da staaer den, ak! saa høit paa Himlen; Tiden er forbi, Dengang ned den steg til jer i Vrimlen, Og nu længes I. Fjern og pragtfuld Øiet nu den blender, Mens den vandrer ad sin Bane hen, Og forgjæves rækkes eders Hænder Atter efter den. Ja, hvis end som Børn I kunde blive, Skulde Stjernen staae Jer saa nær som før, og atter give Lys i eders Vraa. Men hiin Salige, fra Fabeltiden, Han, som sad til Gjæst ved Guders Bord, Fandt sig fra sin Himmel udstødt siden Paa den mørke Jord. Barnet seer ei Kronens Ring i Glandsen, Som om Issen staaer, Seer kun Skjønhed bære Herskerkrandsen Paa sit gyldne Haar. Dog, hvad ei den Spæde kunde sande, Fattes vil af Den, som bliver stor: At en Krone hørte til den Pande, Hvorpaa Høihed boer. Stille Lund med dine dunkle Skygger! Vindens Pust i Qveld! Lille Sangfugl, som i Busken bygger! Klare Kildevæld! Vækker ofte med de milde Stemmer Gjenklangstonen i et ædelt Bryst, Naar Amalia hos jer fornemmer Kjærlighedens Røst!

Kjøbenhavner! reis dig op Af din Morgensøvn, den tunge, Mens de første Svaler sjunge Vækkersang fra Redens Top. Gnid dit Øie, ryst din Krop, Kast din Hue hen i Krogen, For at vise, du er vaagen. Speid igjennem klare Ruder, Hvilket Veirlig dig bebuder Solen under Morgentaagen. Tag saa Hat og Støvler paa, Tag i Haanden Vandringsstaven. Ikke dog til Dyrehaven, Som sædvanlig, skal du gaae; Hvad du forhen ikke saae, Kun fordi din Tanke blunder, Mangen Skjønhed, lig et Under Voxet op af Øen her, Vinker dig og er dig nær, Mens dig Verden det misunder. Muligt er du slig en Nar, At, hvad Andersen fortæller Om de skjønne Dardaneller I sin tyrkiske Bazar, Du med Undren grebet har, Mens du, tung af Inertie, Gik vort eget Sund forbi, Som ei mindre Blikket fryder, Og hvor ingen Klage lyder Fra det miskjendte Genie. Gak til Nordens Dardaneller, Bedste Pryd for Herthas Ø! Kattegat med Østersø Her i samlet Bølge vælder. Vidtbereiste Mand fortæller Om det Syn, som her han saae: Ei ved Mälarns Bølger smaa, Lissabon, den wienske Prater, Napolis Amphitheater Han et bedre kunde faae. See den stærke Nordenvind Tusind Master frem at fyge; See dem alle Flaget stryge For den høie Borgetind, Som med stolt, alvorligt Sind Kneiser fra sin tunge Skandse, Hvorom lette Bølger dandse; Det er Sundets Dronning stor, Om hvis Throne Nymphers Chor Slynger hvide Blomsterkrandse. Herfra seer du Hveens Land, Af en trofast Himmel favnet, Som endnu bevarer Navnet Af den vidtberømte Mand, Jaget fra sin Fødestrand. Hist fra Rungsted Hilsen bringer Aftnens Vind paa sagte Vinger, Hvisker dig en Gjenlyd af Sangen om sortladne Hav, Som fra brustne Harpe klinger. Ewalds Høi er sat i Syd, Og mod Nord er Odins Høi; Bragi mellem begge fløi, Balder kom ved Strængens Lyd, Hother fulgte med sit Spyd, Græd med Nanna Jordens Fangers Bittre Taare, Sorgs og Angers. End i Qveld bestandig vanker Balder mellem begge Banker, Fra sin Faders til sin Sangers. Har i Vest sig Solen lagt, Hør i Luften Stemmer surre, Hør, i selsom Klang fra Gurre, Valdemars den vilde Jagt. Men om Dagen hvilken Pragt! Helsingborg saa nær du skuer, Kullen staaer saa mørk og truer Ad vor Kyst, som ad en Dværg, Men for Kronborg, Kunstens Bjerg, Selv den ikke mindre gruer. Dog, med slige Tanker væk! Over Øresundet glider Venligt Blik fra begge Sider, Lyner ei med Død og Skræk. Det er Nutids bedste Træk: Sundet blev en Flydebro, Ved hvis Ender Brødre boe; Snart, i Forbund mellem Riger, Op af Bølgen Kronborg stiger Som et Værn for begge to. Kjøbenhavner! tro dog ikke, Jeg har glemt din Heltestamme, Men jeg mindes med det Samme, At foruden Mad og Drikke Kan en Helt sig aldrig skikke. Gak til Helsingør i Qveld, Lad hos Briggs dig styrkes vel Ved hans Bord, hans Viin den blanke, Og vær smigret ved den Tanke: Danmark har et godt Hotel.

"Det er dog grumme smukt, ved Gud! "At du vil os befordre "Paa denne lille Lysttour ud "I Sjælland, i det nordre. "Det er en Ynk, det er en Sorg, "Saa Lidt af Verden seer man! "Vi aldrig var paa Fredriksborg, "Og derfor os beleer man." — Saa talte hun, den vakkre Glut, Som mig paa Gaden mødte, Hvor med sin Moder hun lidt mut Saaes Foden langsomt at flytte. Jeg med en Ven i sagte Skridt Just drev og promeneerte, Men ønsked her, jeg var ham qvit, Thi her han mig geneerte. Med stort Spectakel paa vor Vei En Vogn forbi nu kjørte; Da til den Smukke talte jeg, I Haab, at Ingen hørte: "Charlotte! du er ret en Strik! "Som om du ikke vidste, "Hvor kjært mig er hvert Øieblik, "Som jeg hos dig tør friste. "Gid jeg imorgen faae det Held "At sidde ved din Side!" ... Hun afbrød mig: "O! derom vel "Er ikke værdt at stride! "Du bryder dig" ... Hun taug, — og jeg Mit Svar ei kunde bringe, Thi Vognen var et Stykke Vei Forbi, og Larmen ringe. Men uden Ophold til Mama Jeg dristig vendte Talen: "Imorgen tidlig henter da "Jeg Dem og Hr. Gemalen. "Jeg kun en Jagtvogn byder Dem, "De tage maae tiltakke, "Men let den ruller lige frem "Og op og ned ad Bakke. "Der er kun tvende Stole paa: "Den bageste den bedste; "Den foran, hvor jeg sidde maa, "Som Kudsk for mine Heste, "Den støder, den er ikke rar, "Jeg tidt den bande maatte; "Det gjør mig ondt, jeg ikke har "En bedre til Charlotte." — — "Det gjør aldeles ingen Ting!" Udbrød med Smiil den Lille, Idet en Rødme foer omkring De fine Træk, de milde. "Nei, ganske vist!" gjentog Mama: "Er man i hendes Alder, "Gjør Sligt ei til, ei heller fra, "Man ta'er det, som det falder." — Vi skiltes ad; dog før vi gik, For Hver til Sit at drage, Forsømtes ei den danske Skik, Hinandens Haand at tage. Den unge Piges Haand jeg tog, Som just var uden Handske, Og tænkte: Der er Meget dog At rose ved det Danske. Og mens den hvide Haand jeg greb, Og fast i min den klemte, Jeg lod, som om — det var et Kneb — Jeg nylig Noget glemte, Og talte nu, jeg veed ei hvad, Erindred om Adskilligt, Mens Haandens fine Lilieblad I min sig hviilte villigt. Nu stod jeg ene med min Ven, Som, mens han Øiet sendte Mod Damerne, der vandred hen, Idet Charlotte vendte Sit Hoved om i flygtigt Nik, Som jeg til Indtægt førte, Mig sagde med ironisk Blik: "Jeg saae, skjøndt just ei hørte! "Jo jo, min Ven! den Sag er klar, "Jeg gjætter dine Tanker, "Og hos den unge Pige har "Dit Hjerte kastet Anker. "Jeg dig fortænker ei deri, "Jeg siger intet Mere; "Naar Sjællandsreisen er forbi, "Jeg vist kan gratulere." — — "Du tager feil," ham svarte jeg: "Jeg kan mig ikke tænke, "At jeg paa Ægtestandens Vei "Saa snart mig lader lænke. "Desuden er hun sexten Aar "Og nylig confirmeret; "Jeg hendes første Frier spaaer, "Han bliver rejiceret. "Hun er — jeg veed ei ret, hvordan — "I Slægt med mig og Mine; "Hun er — jeg ikke huske kan — "Hun er et Slags Cousine. "Men hun er et velsignet Barn, "Der har Forstand som Store; "Hun har mig fanget i sit Garn, "Det synes hende more. "Hvor er det sødt at gjøre Cour "Til En, hvis unge Vinge "Forsøger fra sin Barndoms Buur "Sig første Gang at svinge! "Den Tanke tryller hvert et Sind, "At her man er den Første, "Som plante tør den Lærdom ind, "Hvorefter Alle tørste. "Og sligt et Barn har tidt Forstand, "Der Voxnes gjør til Skamme; "Ja, mangen Gang forbauses man "Ved denne spæde Flamme. "Hun Alting a priori veed, "Og trænger ei til Andet "End Stemplet af Erfarenhed "Paa Det, hun alt har sandet. "Hun lærer ikke noget Nyt, "Men vil bekræftet høre "Den Aabenbaring, som har lydt "I hendes Jomfru-Øre. "Hun fatter overmaade godt "Enhver forelsket Retning, "Og naar et Ord man nævner blot, "Begriber hun en Sætning. "Men Eet, hvorpaa det kommer an, "Maa man i Anslag bringe: "Vist aldrig lykkes vil den Mand, "Som ikke kan sig tvinge. "Forsigtighed man øve maa, "Maa Skaansomhed bebude, "Thi ellers vil det ilde gaae, "Og snart er Spillet ude. "Den unge Pige har en Tact, "Hvorved hun Meget gjætter: "Hun af en Scene snart en Act "I Tanken sammensætter; "Og dertil er hun fiin og bly, "Og ei saa let at gjække: "Et Ord kan gjøre hende sky, "En Mine hende skrække. "Det gjælder da hvert Øieblik, "At ikke Meer man prøver, "End Det, man seer med Kjenderblik, "At Hjertet just behøver. "Ved hver en nok saa ringe Gunst, "Om givet eller fundet, "Man lade maa — det er en Kunst — "Som var nu Maalet vundet. "Det gjælder just i dette Spil, "At ingen Yttring dølger "En anden, som den fører til, "Som til de næste Følger. "Det synes maa ved dette Spil, "At Hjertets bly Veninde "Kan ende Legen, naar hun vil, "Som dens Beherskerinde. "Men ogsaa dristig, ogsaa fri "Man være tør. Alene "Maa sig et ømt Galanterie "Med Dristighed forene. "Tag hendes Haand og kys paa den, "Maaskee hun saa vil skrige, "Thi slig en Hyldest aldrig end "Var budt den unge Pige. "Men snart, med Purpur paa sin Kind, "Hun tænker: ""Hvad saa Mere? ""Det viser et ærbødigt Sind, ""Og det maa jo flattere. ""Ifald det Nogen havde seet, ""Da blev jeg vel til Latter, ""Men det er heldigviis ei skeet."" — "Saaledes hun sig fatter. "Men tro nu ei, at strax du kan "Et Kys paa Munden trykke; "Nei, saadan gaaer det ikke an, "Det spilder dig din Lykke. "Den unge Pige fatter let, "Et Kys betyder Mere, "Og derfor vil hun ei ved det "Saa rask sig engagere. "Det gjælder om, at Hjertets Leg "Maa hende selv behage, "Saa hver en Frygt af Barmen veg "For Tanker, som kan plage. "Du maa en god Samvittighed "Til hendes Trøst bevare: "I Følelsen af den hun veed, "At det har ingen Fare. "Derfor Uskyldigheden maa "Med hver en Stræben parres, "Og Intet maa forsøges paa, "Hvorved Forældre narres. "Correspondance duer ei, "Et Rendezvous maa frygtes, "Men søg blot Leilighedens Vei, "Som om den aldrig søgtes. "Aftaler dog man gjerne gjør, "Men kun utydelige, "Saa hun sig altid sige tør, "At ei hun veed af slige, "Men at kun sympathetisk Tro "Samt Hjertets Forsyn lader "Dem ofte mødes à propos "I Selskab og paa Gader. "Naar fri hun føler sig og let "I dette Forholds Lænker, "Da kan hun ei undvære det, "Ihvad hun vil og tænker. "Naar let hun føler sig og fri, "Som i en Livs-Forklaring, "Da snart hun vælger Slaveri, "Til Frihedens Bevaring." — Her slog min Ven en Latter op, Da just jeg endte Talen; Han saae paa mig, og sagde: "Stop! "Det kneb nok med Moralen? "En heel Ars amatoria "Du dundrer i mit Øre. "Og Resultatet bliver da: "Du Pigen vil forføre." — — "Forføre! Skam dig! hvilket Ord! "Nei, hun er altfor yndig "Til blot at nære mindste Spor "Af Hensigt, som var syndig." — — "Nu vel," han svarte, "men dog ei "Herved stor Trøst erhverves, "Thi hun kan let paa denne Vei "I Bund og Grund fordærves." — — "Vist ei! Galanterie, min Ven, "Er just en Pigeskole, "Og Aanden dannes først i den, "Derpaa du trygt kan stole. "Du glemmer nok, jeg er Poet, "Og trænger til at sværme? "Nu er Charlotte den Magnet, "Sig mine Tanker nærme. "O! hvis jeg ikke sværme maa, "Da kan jeg ikke digte, "Da vil Apollo mig forsmaae, "Og Muserne mig svigte. "Jeg aander kun ved denne Trang, "Den i min Lyre klinger, "Den bæver i min Digtersang, "Den giver Verset Vinger. "Thi der er Intet dog saa sødt, "Som med en saadan Pige, "Der end har Hjertet ungt og blødt, "At gjæste Drømmes Rige! "En Dødelig fordybes ei "I Sværmeriets Grotter, "Undtagen en Poet, som jeg, "Med saadanne Charlotter. "Forelsket Stræben Lønnens Fryd "Her øieblikligt finder: "Erkjendtlighed er just en Dyd "Hos disse smaa Veninder. "Sin første Lærer altid man "Hans Møie prompt erstatter; ... "Men ikke meer jeg tøve kan — "Farvel! vi sees vel atter."

Den næste Morgen rask det gik, Tiltrods for Støv og Hede. Alt svinder Lyngby for vort Blik, I Rudersdal vi bede. Snart Bloustrød er bag Hestehov Med Ilen lagt tilbage, Og i den sidste lange Skov Fornøiede vi drage. Charlotte ved min Side sad, Mens Øiet saaes at tindre; Hun var saa glad, saa sjæleglad, Og jeg var ikke mindre. Jeg hvisked hende mangt et Ord, Hvori sig skjulte Sødmen, Og saae paa Kinden mangt et Spor Af mangen flygtig Rødmen. "Du kjører over Steen og Stok," Hun sagde, skjelmsk i Blikke: "Men du er vist forsigtig nok, "Og vælter os vel ikke?" — — "Du kan, mit Barn, paa denne Tour "Dig frit mig overlade; "Ved mig din yndige Figur "Skal ikke tage Skade." — — "Men see vi Fredriksborg ei snart?" Saa spurgte nu de Tvende, Som bag mig sad: "Trods denne Fart, "Faaer Skoven ingen Ende." — — "Ja vistnok er den meget lang, "Men giv nu bare Stunder, "Man snart faaer Udsigt ... See engang! "Der seer De Skovens Under!" — — "O hold dog stille! lad os see! "Det Syn er uvurdeerligt!" Da holdt jeg, medens alle Tre Sig glæded umaneerligt. Men det er og et Tryllesyn, Naar pludseligt i Skoven Man Slottet seer, som ved et Lyn, Der farer ned fra oven. O Danmarks første Patriarks Uglemmelige Skygge, Som svæver her, hvor Dannemarks Skov-Alfer gladest bygge! I dette Syn du stiger frem, Ei Dødens Baand dig binde; Her staaer du levende blandt Dem, Som studse ved dit Minde. Men fremad higer nu vort Sind, For Alt ret nær at skue. Paa Abels Vertshuus tages ind, Hvis rummelige Stue Til Vindvet drager Alle hen; Man kan sig ikke skille Derfra, man seer og seer igjen Paa Slottet Solen spille. Det staaer, som paa en Skueplads, For Øiet nær og lige, Det stiger, som et Feepallads, Op af Undiners Rige ... Men tys! paa Døren banket blev; Forstyrrende vor Iver, Indtræder Pigen med et Brev, Og til Papa det giver. Han læser med Forundring stor Ved Vindvesfagets Ruder: ""En Ven, som her i Byen boer, ""Dem sit Besøg bebuder. ""Ret strax han kommer til Dem hjem, ""Hvor han paa Deres Stue ""Et Haandtryk venter sig af Dem, ""Et Smiil af Deres Frue."" "Hvem er han vel, den Ven saa sær? "Jeg her jo kjender Ingen; "Og hvoraf veed han, jeg er her? "Heel mærkelig er Tingen!" — Charlotte griber hurtig til Sin Parasol, og beder: "Min Fætter nok mig følge vil "Lidt om paa disse Steder? "Thi det er ikke værdt, at vi "Forstyrre Sammenkomsten; "Lad os da gaae hiin grønne Sti, "Hvor Busken staaer med Blomsten. "Her er vist mangen deilig Vei, "Hvor man kan promenere." — — "Ja kom! Jeg siger ikke Nei, "Jeg ønsker Intet mere." — Som sagt, saa gjort: Af Døren ud Vi os med Glæde skyndte; Hun smiilte som en Rosenbrud, Da vi vor Tour begyndte. Vi gjennem Slottets Gaarde gik, Betragted Alting nøie, Men ogsaa jeg imellem fik Et Glimt af hendes Øie. Om lidt vi vare komne paa Den smukke Promenade, Som over Bakker monne gaae Til Byens brede Gade. Her Slottet mere fjernt man seer I Søen sig at speile. At Den, som vandred her, ei meer Det glemmer, ei kan feile. "Charlotte! giv mig her din Arm, "Du til en Støtte trænger, "Thi du er træt og du er varm, "Og med dit Hoved hænger." — Hun saae sig om ... "Slaa dig til Ro, "Her er jo Intet vovet; "Du frygter vel, at man skal troe, "Du er med mig forlovet? "Men Ingen kjender os jo her, "Her frygtes ingen Snakken. "Jeg fører dig til hine Træer, "Hvor Bænken staaer paa Bakken; "Der kan du sidde ret i Mag, "I Skjerm af Løv foroven, "Der kan du see med Velbehag "Paa Slottet og paa Skoven." — Med flygtig Rødmen fiint og let Sin Arm i min hun lagde; Jeg til min Barm den trykte tæt, Mens meget Smukt jeg sagde; Og med den matte Haand, der hang Ved Armenes Forgrening, Min egen Haand heel mangen Gang Indgik en sød Forening. Paa Bænken paa den lille Høi Jeg satte mig hos hende, Saa nær, saa tæt, — da ved en Støi Jeg maatte Hov'det vende: En Mand jeg skued iilsomt gaae Op ad den samme Bakke, Han bar Moustacher, ganske smaa, Og var i Lieutenants-Frakke. Han styrted til Charlottes Fod, Og raabte: "Kjære Pige! "Nu er du min, nu har jeg Mod, "Alverden det at sige. "Min Fader talte nu med din, "Og begge To det ville; "I Evighed er du nu min, "Og os kan Intet skille." — Charlotte høit fra Bænken sprang, Og favnede ham kjærligt; Tilsidst hun saae paa mig engang — Gud! hendes Blik var ærligt! — "Min Elskte! see min Fætter her! "Han var saa god imod mig, "Han har mig altid været kjær, "Thi han saa godt forstod mig." Jeg sad som En, der seer en Aand, Naar mindst han Aander venter. Den unge Lieutenant tog min Haand, Og sagde Complimenter; Og derpaa, til Charlotte vendt, Han sagde: "Lad os vandre, "Thi efter hvad der nu er hændt, "Vi ventes af de Andre. "I blive skal hos os inat, "Og naar I hjem vil drage, "Paa Vognen jeg min søde Skat "Til Staden tør ledsage." — Nu gik de. Pigen i en Fart Tilraabte mig. "Kom efter!" — — "Jeg kommer," svarte jeg, "saasnart "Jeg lidt har samlet Kræfter." — Mit Øie længe fulgte dem, Mens bort de monne vandre, Mens Arm i Arm de hasted frem, Og hvisked til hverandre. Nu stedse længer bort de gik, Indtil bag fjerne Grene De ganske skjultes for mit Blik, — Da følte jeg mig ene. Jeg kasted mig paa Jorden ned, Og mig fortvivlet vælted; Jeg troer, at jeg i Græsset bed, Af Sorg og Harme smeltet. Saa laae paa Ryggen jeg en Stund, Langs Skraaningen af Høien, Og saae i Søens klare Bund, Hvor Slottet speiled Fløien. Da brød jeg ud: Henfarne Drot, Hvis Minder her vi følge! Du grunded dette Kæmpeslot Midt i ustadig Bølge, Og dog det staaer Aar ud, Aar ind; Men tidt du prøve maatte, At, bygged du paa Qvindesind, Da sank de bedste Slotte. Hvad vilde jeg herude vel? Jeg tidt nok maatte prøve, At her et eller andet Held Mig Skjæbnen skulde røve. Tidt fik jeg Regnveir, daarlig Mad, Af Smaa-Chicaner flere. Hvad Rart er her? — Et Slot? — Men hvad, Hvad er her ellers Mere? Det kjedelige Stutteri, Hvorom Enhver jo melder, Og Gader uden Folk deri, Og daarlige Hoteller, Forresten mange gamle Træer Med melancholske Kroner, Og saa det store Værksted her For Flemmers Recensioner. Afsted, afsted til Staden hjem, Fra Sjælland, fra det nordre! Nu blive jo paa Vognen Fem, Jeg kan dem ei befordre. En Extrapostvogn til Behag Stationen vel dem sender; Det faaer nu være deres Sag, Jeg vasker mine Hænder. Jeg af min Tour mig rose kan! Jeg kjører tom tilbage, — Hvis ei en trættet Vandringsmand Jeg byder op at age. Ja, Fredriksborg! af Hjertens Grund Din Deilighed jeg skatter, Men dog det vare skal en Stund, Før her jeg kommer atter.

Du, Danmarks ældste Kirke, Du, Slettens Fjeld, hvorpaa to ranke Birke! Begeistrer verdslig Digter du til Sang? Kun Lyrens tynde Strænge Jeg slaaer, men her min Gjenstand kunde trænge Til Orglets fulde Klang. Til dig for længe siden, En Skjald, hvis Navn ei slettes ud af Tiden, Af Laurbærkrandsen offret har et Blad. I Dantiske Terziner, Som speile steenudhugne Kongers Miner, Han om din Storhed qvad. Lad Andre sig tillade Forsøg i posthomerisk Iliade; Jeg kan det ikke, Musen mig beleer. Jeg kun med ham kan høre, At "Nøglen rasler i de tunge Døre," Og kun ved ham jeg seer. Dog jo! — Et Syn der stander, Som han ei saae, som ei ved ham jeg sander: I Kirkens Hvælving Fredrik skrinlagt blev; Paa Kongers Nattehimmel Een Stjerne meer nu glimter i den Vrimmel, Som Digteren beskrev. Til Kistens Laag jeg sender Kun hurtig Hilsen, derpaa bort mig vender; — Frygt ei, min Læser, for en Elegie! Jeg veed, i disse Tider Gaaer Blikket, vendt mod Livets travle Sider, En Konges Grav forbi. Og Kirken ikke heller Den Gjenstand er, hvorom man helst fortæller En Slægt, som nødig hæve vil sit Blik. Gak hen og see dens Piller, Naar Weyse, Hartmann eller Hansen spiller En Dommedags-Musik. Men her, hvor Tonen tier, Som til en anden Verden Sjælen vier, Seer Mængden ei paa Kirken med Behag, Men lader Øiet glide Med hæftig Attraa mod den venstre Side, Til Stænderhusets Tag. Det lavt og ydmygt ligger Ved Kirkens Fod, som for en Rig en Tigger, Og Danmarks Fremtid dog det klare vil, Og gjør det, hvis det styrkes Af Ham, som gav, naar han i Sandhed dyrkes, Velsignelsen dertil. Men først maa Blikket hæve Sig mere frit, og meer uhildet svæve, Og undflye Hverdags-Tanken, smaalig lav, Som troer, paa flade Grunde At ankre, hvor Ideen blot kan bunde I Meningernes Hav. Det skeer, det er forhaanden! Vort lille Land vil samle sig i Aanden, — Den Eneste, hvis Magt er evig stærk, Og paa hvis Side kæmper Den Gud, som alle slette Vaaben dæmper, Og hævder Aandens Værk.

I Vallø Kloster Der vil hun døe, Min kjære Moster, Den bedagede Mø. Paa Jorden giftet Hun ikke blev, Derfor i Stiftet Hun ind sig skrev. Vel er der deiligt I Skov og Slot, Man boer beleiligt, Man lever godt. Jeg var hos Moster Forgangen Aar, Det hele Kloster For mit Øie staaer. Jeg seer hver Snirkel Og Taarnenes Par, Det ene som en Cirkel Rundhed har, Det andet er kantet, Ligner et Skuur, Det er en fjantet Architectur. Men høist massive De begge staae, Og taust beskrive Hvad før de saae, Da Hjelm og Pandser Dem blev tildeel Hos Rosenkrandser, Hos Thott og Scheel. Naar Peder Oxe De nævne vil, Jeg troer, at de voxe Nogle Favne til, At de sig strække, Stolte ved ham, Hvis Frøer qvække I den lille Dam. Man sagtens leder Om Mage til Sted, Dog Betænkeligheder Jeg har derved. Mig ogsaa min Fader Indskrevet har, — Det aldrig skader, Den Sag er klar. Men naar man tæller Kun atten Aar, Man venter heller Paa bedre Kaar. Og tænk nu Qvalen Og tænk min Skræk, Hvis Capitalen Var kastet væk! Da jeg Moster besøgte, — Jeg veed ei ret — Der var Noget, jeg søgte Paa hver en Plet, Men aldrig fandtes For Savnet Raad, Mens Længslen spandtes Med lønlig Traad. I Havens Gange Under Løvets Tag Lød Fuglesange Ved Nat, ved Dag; Det sused og det lufted I gamle Træer, Blomsterne dufted I farvet Skjær. Men Blomsterduften, Det farvede Blad, Suusning af Luften Og Fuglens Qvad I Grenes Kløfter Paa beskygget Vei, — Alt var som Løfter, Der holdes ei. Meget, jeg bekjender, Man her kan faae; Men hvis Hjertet brænder, Hvad gjør man saa? Kan med dets Crater Man vel faae Bugt Ved Deputater Af Vildt og Frugt? Til glade Miner Mon det forslaaer, At i to Terminer Man Hævning faaer, Naar Hævning af Barmen Under Silken fiin Ved Hjertevarmen Er uden Termin? Moster! jeg kommer Paa Besøg igjen, Jeg vil til Sommer Til Vallø hen Og i Haven spadsere; Men — gaaer det an, Maa du logere Mig og min Mand.

Paa Himlen et Uveir truer, Solen synker i Vest Og kaster de sidste Luer Paa Borgens den sidste Rest. Den hilser Kongeborgen, Den farver Taarnets Tag, Den siger: "God Nat! Imorgen "Vorder det Atterdag." Paa Taget Duerne kurre, Snart jager Høgen dem bort, Da rider fra Gurre til Borre Konning Volmer i Natten sort. Foran ham Uglerne drage Med selsomt varslende Sang, Om Spiret Sæde de tage, Hvor før Guldgaasen hang. Da hører man Pidskeknalden Og Vrinsken og Hundeglam; Paa den sorteste Hest fra Stalden Rider den Herre gram. Og hundrede Svende følge, Enhver paa hurtig Hest, De fare som brusende Bølge, Som Nattens vildene Blæst. Paa Hestene Manken lyser, Og det lyser af Næsebor, Bonden af Rædsel gyser, Og i Sengen sig sikker troer. Men Skjalden og Den, hvis Øie Staaer aabent i drømmende Blund, Vil ikke tilsengs forføie Sig i Synernes bedste Stund. Han gaaer til Borgens Ruiner, Og seer med studsende Sind, At Kongen med Følget triner I den inderste Borggaard ind. Af Grunden Borgen sig hæver, Den staaer som i fordums Tid, Maanen over den svæver Ligesaa sølverhvid. Guldgaasen Spiret krandser, Konning Volmer skuer den kjæk, Og tænker paa alle de Hanser, Som Gaasen voldede Skræk. Ret som ved de gamle Fester Det mylrer paa hvert et Sted, Kjøkken- og Kjeldermester Have saa travlt derved. Til Randen fyldt et Bæger Bringer en Mø saa fiin, Og den døde Konge sig qvæger Ved Livets kraftige Viin. "Mit Danmark!" saadan han taler: "Jeg elskede dig forvist. "Og endnu til Gud dig befaler "Mod Slavers og Venders List. "Og vorder det Nat, oprunden "Da vorde dig Atterdag!" Saa sætter han Bægret for Munden, Tømmer det til sidste Drag. Da klinge, som i gamle Tider, Hundrede Slag paa Skjold, Og fra Borre til Gurre rider Igjen den Herre bold. Nu synker i Grunden saa fage Borgen til det sidste Spor, Kun Taarnet bliver tilbage, Som Pant paa Kong Volmers Ord.

"Nu hviler Grøn med Fane sin, "Som trættede Hjort og rasken Hind. "Tak, Bonde, nu den gode Gud, "At du gaaer tryg af Havnen ud." Saadan i et gammelt Riim det lyder, Hvis Mening en yngre Skjald nu tyder. Hiin Grøn var Jæger, dertil Søhane, Hans deilige Hustru kaldtes Fane. Og Fane gav, da hun end var Mø, Møens Navn til den danske Ø, Som vender mod Havet sin høie Side, Den jomfrurene, den blendende hvide. Og mellem Møens og Falsters Jord Fik Vandet Navn af Fanefjord, Og Kirken derved med sit røde Tag Har samme Navn den Dag idag. Men efter Grøn har Bondens Mund Benævnet det samme Vand Grønsund, Og det Navn end gjælder i vore Tider For Færgestedet paa begge Sider. Ved Frenderup By, nær ved et Krat, Vises en Grav, med Stene sat, I Alenlængde hundred og halvfjerds, For de To, som mindes i det gamle Vers. Den vældige Grøn har Navn af Jette, Og fra Upsala regnes hans Æt medrette; Thi kaldtes han længe paa Møens Land Jetten af Upsal, en farlig Mand. Under Navn af Klintekonge han gaaer, Nær ved Klinten hans Voldsted staaer, Og i fordums Tid ved Høstgildets Leg Ham Bonden offred en Havreneg. Han offred den største, den, som var bedst; Saa vented man, at den vilde Hest, Hvorpaa han rundt i Landet red, Ei trampede Sæden paa Marken ned. Fra Dronningestolen, hvid som Snee, Eller Aborrebjerget, kan man see, Naar Luften er klar, til forskjellig Side To andre Klinter af samme Kride. Stevns er den ene, den staaer i Nord, Den anden, i Syd, er Rygens Jord. Om dem alle tre det Sagn man har, At en eneste Klint tilforn de var. Tre Klintekonger — saa Sagnet beretter — Beherskede dem, tre Upsals-Jetter; Men Landet blev, ved Kongernes Had, I trende Parter splittet ad. Nu skiltes de fra hinanden ved Søen, Men Venskab blev mellem ham paa Møen Og ham paa Stevns; foreente med Held Sloge de Rygens Drot ihjel. Og stedse bestaaer en Pagt iløn Mellem Kongen paa Stevns og Møens Grøn; Som danske Brødre de føle sig Begge, Og Armene mod hinanden strække. Men han paa Rygen fra Vennemødet Er udelukt, af de Andre dødet; Han er død for Danmark, det vil det sige, Nu hører han til det romerske Rige. Fra den nordiske Sagnkreds fjernet han blev, Har glemt, hvorfra sig hans Herkomst skrev; Deri bestaaer det, at han er død, Thi forresten lider han ingen Nød. Men Møen stander som Danmarks Pryd, Skipperens Lyst, Vandrerens Fryd, Saa skinnende hvid som Fane skjøn, Om Issen krandset af Jetten Grøn.