III BLANDEDE DIGTE

Naar Vandringsmanden mellem Mark og Enge Ad Landeveien gjennem Sjælland gaaer, Da seer han, naar til Slagelse han naaer, En lille Høi paa blomsterklædte Vænge. Et Kors af Træ har staaet paa Høien længe: Endnu idag paa samme Sted det staaer. Dets Hellighed, saa godt, som jeg formaaer, Jeg eder tolke vil ved Harpens Strænge. Af Troens Kraft besjælet, jeg forsøger Enfoldeligen at fortælle her, Hvad jeg har læst derom i gamle Bøger. Saa laaner mig da villig eders Øre! Forsamler jer ved disse høie Træer, Og lader Sangen eders Hjerter røre!

Der var engang i længst forsvundne Dage I Slagelse en Præst, som Anders hed. I Dyd og Fromhed ei han havde Mage, Han forestod Sanct Petri Menighed. Ham længtes til Jerusalem at drage, Og knæle ved sin Frelsers Gravhøi ned, Thi drog han bort fra Herthas grønne Skove, Selv tolvte Mand, hen over mørken Vove. Den lette Snekke skjød sig hurtigt frem, De seiled dagligen et mægtigt Stykke, Og naaede snarlig til Jerusalem, Og takked Gud for deres gode Lykke, Til Christi Grav de strax begave dem, At løses fra de Synder, som dem trykke. Med fromme Taarer Frelseren de bade, At Synderne han vilde dem forlade. Da nu Husvalelse og Trøst de finge, Gik de fra Graven, og forlode den. Til verdslig Dont de Pillegrimme ginge, Men Anders vendte dagligen igjen. Hvergang som Klokkerne til Messe ringe, Saa vandrer han til Jesus-Graven hen. De Andre tabe sig i jordisk Handel, Han tænker blot paa Jesu Christi Vandel. Sær da Skærtorsdag og Langfredag kom, Da kunde han sig ei fra Graven skille. Da mon han Jesu Lidelser og Dom Med fromme Taarer sig for Øie stille: Gethsemane med Petrus, Judas, som Forraadte ham; hvordan han bar saa stille Det bittre Kors, den tunge Martyrkrone, Hvorved han maatte Gud med os forsone. Den næste Dag forsvandt, og Solen stod Nu Paaskemorgen over Havets Flade. Da kom de Andre: Vinden er os god, Nu maae vi strax Jerusalem forlade! Saa raabte de med Munterhed og Mod, Og Anders om at skynde sig de bade. Vel, svared Anders, jeg vil ikke dvæle, Dog lad os først engang ved Graven knæle. Nei, raabte de, det blive vil for silde; En Time fast har Solen været oppe; Nu kan vi ei med Knælen Tiden spilde. — Saa vandrer da iforveien til Joppe, Var Anders Ord, om ei I bede ville. Jeg ventes under hine Palmetoppe, Hvor efter Torsdags- og Langfredags-Sorgen Jeg Glæden nyde vil paa Paaskemorgen. Saa talt, han vandrede til Graven hen; Der var en Sværm af fromme Mænd tilstede; Den kjendte Anders, og han kjendte den, Thi deelte han med den sit Hjertes Glæde. Han talte for den om Opstandelsen, Og læste Messer og af Fryd mon græde. Da sagde han Farvel, og gik til Joppe, Men Solen høit paa Himmelen var oppe. Da did han kom paa lysen Formiddag, Ak see! da var det danske Skib jo borte! De haarde Hjerter, som en verdslig Sag Saa tidlig havde ført fra Jorsals Porte, Forlode ham. Han saae det røde Flag At vugges fjernt paa Bølgerne de sorte. Alene stod han og forladt tilbage, Betroede Vindene sin bittre Klage. Ei kunde han sin dybe Sorg fordølge, Hans Taarer runde ned i salten Sø. Ak, sukked han, jeg eder ei skal følge Tilbage til min elskte Fædreø, Ei skue meer den danske Skov og Bølge! O hulde Frelser, lad mig heller døe! Lad blidt mig slumre hen i dine Arme! — Saa bad han høit med Taarer og med Varme. Men Vinden spotter ad den Armes Klage, Og fører Skibet bort alt meer og meer. Fuldendt er snart den saligste blandt Dage, Thi Solen alt fra Vesterhimlen leer. Veemodig Anders, vandrende tilbage, Mod Staden gaaer, da pludselig han seer, Mens Noget rasler ved hans høire Side, En venlig Herre paa et Æsel ride. Hans Kjortel simpel var, men lys og reen, Hans Miner saare venlige og milde, Og i sin Haand han holdt en Palmegreen, Og sagde: Kjære Ven, det bliver silde, Og jeg kan mærke, du har trætte Been, Du kunde snart i Skoven dig forvilde. Kom, sæt dig op, om du med mig vil være; Det samme Dyr os begge To kan bære. Forundret stirred Anders længe frem, Og sagde: Siig, hvorhen vil du da ride? — Min Ven, jeg rider til Jerusalem, Gjensvarte han. Da ved den Herres Side Sig Anders satte. Æslet gik med dem Ad Veien hen. Den Herre saae saa blide Paa Anders, at han glemte fast sin Kummer, Og i hans Arme fandt en rolig Slummer. Men da om føie Tid han vaagned op, Da laae han paa en Høi i grønne Dale; Sig friske Blomster hvælved om hans Krop, Udsprungne nys paa Markerne de svale. Han øined Bøgeskovens lyse Top; Hist monne Lærken slaae, her Gjøgen gale: De travle Bier sig omkring ham svinge, Han hører fjernt en Aftenklokke ringe. Han reiste sig, men maatte atter segne Tilbage, studsende, jo meer han saae. Thi velbekjendt ham syntes allevegne Hver Gjenstand, som hans Øiekast faldt paa, Hvorhen han stirred i de skjønne Egne. Paa Marken monne trende Hyrder gaae: De kom og talte til ham. Da først ganske Forbaustes han; thi deres Ord var danske. Han blev saa underlig, han troer ei hvad Hans Øren høre, hvad hans Øine skue. Han reiser sig, han seer forskrækket, glad En velkjendt By i Aftensolens Lue. O store Gud! Det er hans Fødestad! See Spiret af Sanct Peder og vor Frue, Hans eget og de andre Præsters Sogne! Han ikke kan af sin Forundring vaagne. Han hører end den samme Klokkeklang, Det er Sanct Petri Taarn, hvis Klokker ringe, Og samle Sognets Folk til Aftensang. De kjendte Toner i hans Øre klinge, Han kan ei længer standse nu sin Gang; Til Byen iler han paa Andagts Vinge, Og følger Veien med de mange andre Andægtige, som hen til Kirken vandre. Forundret see paa ham de fromme Sjæle, Og Alle kjende deres Præst igjen, De Gamle bukke sig, de Unge knæle, Og raabe lydt: Velkommen hjem igjen! — Han tale vil, men Glædestaarer qvæle Hans Stemme. Taus igjennem Sværmen hen Til Kirken gaaer han. Hele Mængden følger Med Ilen, lig et Havs oprørte Bølger. Og Prækestolen Ingen at bestige Sig vover, siden Anders nu kom hjem, Og alle Folk med Længsel uden Lige Forlange høit, at Anders skal staae frem, Og at han atter nu Guds Ord skal sige. Han kan ei dvæle, han maa lyde dem: Han træder frem. I en begeistret Tale Han monne fyrigen sin Andagt male. Paa samme Dag han i Jerusalem Holdt Messen, og kom til sit Sogn tilbage I Slagels og holdt Aftensang med dem. — Først efter flere Maaneder og Dage De andre Elleve kom atter hjem, Da først de havde udstaaet mangen Plage Af Storm og Uveir, før den vrede Vove Dem vilde bringe hjem til Sjællands Skove. Men da de skued her den fromme Mand, Som i Jerusalem endnu de troede, Især da man fortalte dem, at han, Paa samme Dag, som de ham grumt forlode, Var kommen hjem fra Joppes fjerne Strand, Da bleve de heel underlig tilmode, Da gik af det Mirakel Ord og Rygte, Og tusind Fromme Helgenen besøgte. Og Gud forundte ham at leve længe, Og gav ham Helgenkraft heel meget rar, Paa Solskin kunde han sin Handske hænge; Et nattegammelt Føl ham baaret har, Hvorpaa han indred Byens Mark og Enge Til stor Forundring for Kong Valdemar, Med meget Meer, som min uvante Tunge Ei værdig er at nævne eller sjunge. Tilsidst han flygted til den dunkle Skov, Og boede der i Klostrets stille Bolig, Indtil han bort fra Verdens Tummel sov Hen i en salig Slummer, mild og rolig. Endnu man kalder Slottet Andersskov, Til Minde om den fromme Anders Bolig. I Slagelse, sin Fødeby, med Iver Som Helgen og Patron han dyrket bliver. Sanct Anders hviler nu i Dødningskriin I Petri Kirke. Men den Høi, hvorpaa Han vaagned trøstet op af Søvnen sin, End kaldes Hvilehøi. Et Kors mon staae Deroppe med en Indskrift paa Latin, Som halv er slettet ud, men lød som saa: Til Minde om Sanct Anders, som i Joppe Indslumrede, men vaagnede heroppe.

Tys! Hvo banker paa Døren? Hvad seer jeg? Amor sig nærmer Hid til min Arne? O vær hilset, uventede Gjæst!

Ikke jeg kommer som Gjæst; jeg har mig i Skoven forvildet, Da jeg til Tartarus nys søgte den eensomme Sti. Men da sprang der en Tiger af Busken frem, jeg den fulgte Hid til din Hytte, som smukt dannes af Rankernes Løv; Og jeg hørte den jublende Larm. Da traadte jeg ind her. Led, Dionysus, mig ud, viis mig til Tartarus Vei!

Lille, hvordan forstaaer jeg dig? Siig, hvad vil du hos Pluton?

Lethes qvægende Flod søger mit brændende Blik.

Kjære, hvad vil du ved den?

Ak, jeg vil drikke dens Bølge!

Siig mig, spøger du, Barn?

Nei, jeg er tørstig og hed.

Nu, saa gaa til Najaden, forlang et Bæger af Kilden.

Nei, det rindende Vand kan ikke lædske min Tørst. Lethes rolige Flod kan ene dæmpe min Flamme. Før mig til Bølgen, thi stærkt trænger min Læbe dertil.

Siden du vil det, velan, saa skal jeg vise dig Veien. Men den er lang; du her hvile forinden dig ud, Thi du er træt og mat. Kom! Sæt dig lidt under Ranken, Mens den brusende Viin styrker din synkende Kraft.

Giv mig Crateren!

Der! — Du Arme, du ryster paa Haanden!

Tak! Det smagte mig godt.

Drik da lidt mere deraf! — Iler, Mænader, her hid, og dækker Bordet i Skyggen, Krandser Pocalen med Løv, fylder den saa til dens Rand Med den herligste Saft, som Druens Purpur har ydet! Kom, og gjør Løier, Silen! Følger, Satyrer, med ham! Skynd dig, du Faun, til Pan, og bed om at laane hans Fløite, Kom tilbage med den, blæs os et Stykke derpaa! Alt skal forherlige Festen til Ære for Amor, thi aldrig Før den vingede Gud har Dionysos besøgt. — Men hvor har du din Bue? Hvor er dit Kogger? Du pleier Ei dig at skille ved dem, kjender jeg ellers dig ret.

Ak, det er sandt! Jeg glemte dem før hos min Moder i Gnidus; Paa en Cypres jeg dem hang bort, thi de tyngede mig.

Drik, og vær lystig, mit Barn! Imorgen vi vandre til Lethe. Glem den kommende Dag, glem den forgangne inat!

Herlig qvæger mig Druen, jeg har ei drukket den forhen; Thi Ambrosia kun nød jeg og Nectar tilforn, Eller den smeltende Honning, naar tidt jeg fanged i Haven Mangen surrende Bi, røvende Sækken fra den. Men jo sødere Næring, desmeer kun voxte min Flamme. Dog, o Bacchus, din Saft gyder ei Olie til. Nei, den styrker mit Mod, og hæver Kraften, som synker; I det Fjerne jeg seer Haabet at vinke paany. Hvor forunderligt! Før, naar i Skovens Mørke jeg lytted Til de Toner, som Pan lokked af Rørene frem, Blev jeg bedrøvet tilmode, jeg sukkede mere, jeg følte Hjertet at banke, jeg græd, uden at vide, hvorfor; Dog nu hører jeg gjerne din Faun at spille paa Syrinx, Munter og lystig mig er bleven den sorgfulde Klang, See, hvor Mænaderne dandse dertil, og Satyrerne springe! Op! Jeg blander mig selv med i den festlige Dands. Venter! Krandser mig først med Vedbendranker og Viinløv! Ordner jer! Følger mig! Nu Amor skal føre jert Chor. Giv mig Pocalen i Haand! Jeg efter Tacten besprænger Jer med dens hellige Saft. Fylder den atter engang! Rask afsted! Nu op, og nu ned! Nu cirklende Runddands! Evoë! Evoë! Hil Druernes mægtige Gud!

Stakkels Lille! Han er ei vant til at lyde min Thyrsus; Hurtig den virker paa ham. See kun, hvor lystig han er! See, hvor han dandser, og svinger sig rundt, og nipper af Bægret! Dog nu standser han. Træt har ham Bevægelsen gjort, Thi han sætter sig; alt hans Øienlaage sig lukke; Langsomt synker han ned i det beduggede Græs. Stille! Han sover! Nu, rører jer ei! Tys! Løfter ham sagte Op paa Æslet! — Silen, bliv ikke vred for saa lidt! Selv du efter kan løbe, kan holde dit Æsel i Halen, Saa er du sikker, at ei Dyret skal rende sin Vei. Tager nu Vedbendkrandsen af Barnets Hoved, og dypper Den i Vinen, og vaad slynger forsigtig den om Begge hans Tindinger og de guldguult bølgende Lokker! Pidsker paa Æslet! Afsted! Ordner jer! følger med mig; Hen til Gnidus vi gaae, og søge Cypressen i Lunden, Hvor han sin Bue har hængt. Sagte vi lægge ham der Under de skyggende Grene; derpaa vi forlade ham Alle. Naar han da vaagner, og seer Buen at hænge paa Qvist Med det skinnende Kogger, da vil han troe, at han drømte Hele sit Ophold hos mig, eller han tænker maaskee, At ved Lethe han var; men naar han Krandsen har fundet, Siger han: "Morpheus ei bandt, eller Pluton, en slig. Drømte jeg, hvordan blev da et virkeligt Foster af Drømmen? Var jeg ved Lethe, da var jeg ved en Lethe, som ei Slukker Hjerternes Brand, men lindrer Smerten, og giver Mod til at taale paany stærkere blussende Glød." — Ak, hvor vilde den Arme, ifald hans Lue var slukket Ved Forglemmelsens Flod, vaagne bedrøvet og tom! Dog nu vil, naar Søvnen er endt, han trøste sig over, At han gjenkjender sig selv. Hvo som har Kjærlighed følt, Vil sin Livstid heller af haabløs Flamme fortæres, End een eneste Dag leve med Sundhed og fri.

Det var en gammel Skik i disse Lande, Naar Vinterstormen raste, Sneen fyged, At samle sig ved Arnens muntre Lue, Og ved et Eventyr forkorte Tiden. Dog denne Skik forsvandt, som mangen anden. Nu samler man sig før i Kunstens Tempel, Hvor Arnens Lue blev en Alterild, Usynlig vel for Øiet, men dog qvægsom For Aand og Hjerte, som den ofte varmer, Saa her man og iblandt forglemmer Tiden, Og trodser Stormen, som derude raser. Tør jeg da her den gamle Skik fornye, Og medens Aftnens sidste Timer hælde, Dem end et simpelt Eventyr fortælle? Hvo kjender ei Provences milde Dale, Om ei af Andet, dog af Navn? Provence, Ei ene kjendt af sine skjønne Roser, Men af Clementia Isauras Sange, En Rose selv i Landets Digterkrands! Provence var den Vugge, hvori vaagned Fra Barbariets Nat til gjenfødt Liv De nye Tiders Kunst og Poesie. I Elskovs Ledebaand den spøgte længe, Men snart den Stemme fik og Fuglevinger, Og fløi i Troubadourers spæde Sange Den hele Verden rundt, og glæded Mange. I dette Land, for ikke længe siden, En Yngling leved, som var rigt begavet Med Alt hvad Fødsel og Natur kan skjænke. Men just den store Rigdom i hans Aand Ham gjorde let med Verden utilfreds. Som Barn alt vandred han i Mark og Skov, Og tabte sig i sværmeriske Drømme. Thi naar han skued op til Himlens Hvælving, Da saae han Purpurskyen aabne sig, Og i dens Midte stod en deilig Dreng, Og smiilte til ham. Paa sit Hoved bar han En Krands af Laurbær, i sin Haand en Cithar, Og yndigt sang han til dens klare Toner: "O følg mig! Jeg er Kunstens Genius." — Og vandred Barnet ind i Skovens Dybde, Kom ham igjen det hulde Syn imøde; Og lagde han sig ned ved Kildens Bred, Da skued han det samme Syn fra Vandet; Det hvisked til ham gjennem hver en Bølge: "See, jeg er Kunstens Aand; vil du mig følge?" — Men som han ældre blev, det skjønne Syn Sig meer og mere sjeldent aabenbarte. Tilsidst forsvandt det ganske. Længselfuldt Nu speided han i Skove, Marker, Dale, Paa Bjergetinder, rundt omkring. Forgjæves! Den yndige Gestalt ei meer sig nærmed. Fortvivlet svoer han, Landet at forlade, Og vandre Verden rundt, fra Land til Land, Fra Stad til Stad, og ei paa Veien hvile, Før Kunstens Aand ham atter monne smile. Som sagt, saa gjort. Til Frankrigs Hovedstad, Culturens Centrum, skjønne Kunsters Midtpunkt, Han sig begav, og spurgte, strax han kom der: Er Kunstens Genius ei her tilstede? — Jo, raabte Hver og Een, han derom spurgte: Her er hans Throne, her han boer og hersker. — En sagde: Gaa i Opera iaften; En Anden: Nei, gaa i Tragedien; En Tredie: Nei, til Herr von A, Fru B, Til Frøken C, i Theecirklen hos D, Og saadan Alphabetet heelt igjennem. Han kom, han gik, han kom igjen, gik atter, Men ingensteds han finder hvad han søger, Thi Politiken her er Kunsters Kunst, Og fast den eneste som ret man priser; Hver anden her fortrænges af Aviser. I London samme Spørgsmaal, samme Svar, Men ogsaa samme frugtesløse Søgen. Snart kjed deraf, udraaber han: "Her fødtes Scenens Mesterværker, Og dog i Shakspeares Fødeland Til Shakspeares Aand jeg Intet mærker." Men snart i Dresden og Berlin Hans Smule Mod end meer sig kjølte, Thi der var Følelsen saa fiin, At man, for lutter Fiinhed, Intet følte. Og da nu endelig han kom til Wien, Og tænkte: her det er, til Punkt og Prikke, — Saa fandt han mindre Kunst, end Mad og Drikke. Italien ham vinkte. Her han fandt — Saa tænkte han — sit Haab med Renters Renter; Men see, paa Tromme slog hver Musikant, Og alle Stemmer sang som Instrumenter. Jeg vil ei trætte Dem med at fortælle, Hvor mange Steder han besaae i Verden. Han var i hvert et Land, i hver en Stad; Ja Krøniken beretter at endogsaa Han ei Constantinopel har forsømt, Ja, hvad som meer er, og utroligt klinger, At han til Hamborg kom, og gjorde selv En Tour lidt over Grændsen, længer opad, Men vendte strax, paa første Miil, tilbage. Det være som det vil; kort at fortælle, Han fandt paa hvert et Sted sit Haab bedraget, Og vendte seent, med skuffet Exspectance, Mismodig hjem igjen til sit Provence. Det var en deilig Sommeraftenstund, Da han betraadte sine Fædres Jord. Han skued henrykt i det røde Skjær Af Solen som gik ned bag dunkle Myrter; Han lyttede til Nattergalens Triller, Og følte sig saa lykkelig tilmode. "O!" raabte han, "jeg vil ei Kunsten søge; Jeg glemme vil min Ungdoms Drømmerier; De skal ei længer sætte Splid i Hjertet Imellem mig og Verden; jeg vil leve I venlig Harmonie med al Naturen." — Mens saa han talte, saae han en Hyrdinde, Som sad paa Marken mellem hvide Lam, Der græssed yndigt ved den Huldes Fod. Han saae paa hende, Pigen saae paa ham; Han nærmed sig, og begge To de rødmed; Han stammede med Møie frem et Ord, Hun svarte ham med en undseelig Mine; Han sank for hendes Fødder ned, hun bøied Sig venlig over ham, ham kjærlig hørte, Og snart hans Læbe hendes Læbe rørte. Men Skyen aabned sig ved sagte Torden, Og Kunstens Genius, den længe søgte, Sig aabenbarte, med sin Laurbærkrands Om Tindingen, og Citharen i Haanden, Og talte saa: "Du Daare, som mig søgte Paa fjerne Steder, mig som er dig nær, Og hvem du finder i dit eget Hjerte, Hvergang du seer med Aandens Blik deri! Viid, Kunsten skal ei søges, som man søger En sjelden Steen og Plante. Var den ikke Fra Vuggen af bestandig i din Barm, Du fandt den ei, hvor meget du den søgte. Nei, lev med aabent Øie for Naturen, Giv i dit Hjerte Kjærligheden Adgang, Og du besidder ei blot Kunstens Nøgle, Men Kunsten selv. Natur og Kjærlighed Er ikke blot et Stof for Sang og Digt; Nei, det er selv Musik og Poesie." — Saa talte han, og monne bort sig vende, Og hermed er mit Eventyr tilende. Dog — det er sandt! jeg havde nær forglemt At sige Dem, at paa sin lange Reise Kom og den unge Mand til Kjøbenhavn, Og fandt — om ei den Genius han søgte Dog Kjærlighed, til Kunsten, Overbæren Med mange Feil, Opmuntring til det Gode. Det — siger Krøniken — han fandt; og grundet Er vist dens Ord, thi jeg har og det fundet.

Det er bekjendt, at Sangens Gud, Apollo, gik i gamle Dage, Høist misfornøiet fra Olympen ud, Hvor Sangen vilde meer ei Guderne behage, Og at han derfor ned til Jorden kom, Hvor han som ydmyg Hyrde vandred om, Med Fløiten i sin Haand, hvis ømme Klage Opfyldte Mark og Eng og Skovens Helligdom. Ja, kan man Rygtet troe, der gives Mange som Forsikkre, han endnu ei kommen er tilbage. Det være som det vil! Paa denne Tid Han vilde prøve Menneskenes Øre. "De stolte Guder vil mig ikke høre? "Velan, min Fløite, ton da blid "Til Jordens Sønners travle Flid! "En menneskelig Barm er let at røre." Saa tænkte han; men paa sin hele Gang Han Bonden saae med Sved sin Plov at kjøre, Despoter som en blodig Svøbe svang, Og Slaver, som misundte deres Rang. Kort: overalt, for Øieblikkets Trang, (Hvis Ledebaand endnu maa hele Slægten føre), Fik Ingen mindste Tid at lytte til hans Sang. Til Fuglene han vendte da sin Hu, Og kaldte dem i Skoven sammen: "I have Tid dertil endnu; "I synge nemlig selv med Lyst og Gammen. "I ere lykkelige, frie, "Thi eders Arbeid er jo kun at bygge Rede, "Og under lystig Melodie "Om et Par Korn paa Marken lede. "Velan jeg stifter et Academie, "Conservatorium for Sang og Poesie; "I ere Medlemmer deri, "Jeg selv er eders Præsident hernede. "Og for at Tingen komme maa i Gang, "Jeg vil en Priis-Opgave strax bestemme: "Jeg krone skal den bedste Sang "Til Vaaren, som idag sig lader just fornemme. "Jeg kunde sætte jer en lang Termin, "Et Aar, halvandet, eller mere; "Sligt er vel gammel Skik, men jeg har min; "Og jeg forlanger ei, at I skal reflectere; "Lad Sangen sprudle frem som ædel Viin; "Lad Hver frit og naturligt synge sin; "Thi hvis I have lang Betænkning nødig, "Da, synes mig, er Prøven overflødig." Knap havde Guden talt sit Ord, Før hver en Fuglestrube slog og bæved, Og tusind Triller op til Himlen svæved, Og hele Skoven gjenlød af et Chor, Som Vaarens Priis mod Solens Bane hæved. Men da Concerten var forbi, Stod Guden frem og sagde: "Saare deiligt! "Hver sunget har sin bedste Melodie! "At dømme her, mig kommer ubeleiligt. "Først lyttede jeg helst til Nattergalens Klage; "Den lignede min egen Fløites Klang, "Og smeltede mit Hjerte mangen Gang "Med Minder fra de svundne Dage. "Men Lærken som mod Skyen steg, "Og lod i Flugten selv sin Trille høre, "Og Droslen i den gamle Eg, "Bogfinken hist paa gule Neg, "Alt Dette maa mig tvivlsom gjøre. "Selv Turtelduen mig behager, "Ja, Gjøgen tier ei endnu, "Dens Vise simpel er, men den gjentager "Et melancholsk, et sværmerisk Kuku. "Jeg ikke bedre veed, "For ud at rede mig af min Forlegenhed, "End at udsætte Prisfordelingstiden, "Saameget meer "Som Svalen, om jeg ellers rigtig seer, "Var ikke med i Væddestriden." Et gammelt Fængsel nær ved Skoven laae; Der mangen Fange sukked i sin Lænke: Han Skovens Pragt fra Vindves-Gittret saae, Og maatte paa sin tabte Frihed tænke. Han skjelned neppe mellem Vaar og Høst: Thi Nattergalens, Lærkens, Droslens Stemme, Og Gjøgens, Finkens, Turtelduens Røst Sig aldrig nærmed til det skumle Gjemme. Den gamle Fangevogter gik just nu, Med Nøgleknippet ved sin Side, I dybe Tanker, mod i Hu, Ind under grønne Lide, Og hørte Fuglene for Prisen stride. Men da han havde hørt Apollos Bud, Fremtreen han for den høie Dommer, Og sagde: "Viid, o Sangens Gud; "At til din Væddekamp ei Svalen kommer! "Den har sin Rede bygget paa mit Fængsel; "O kald den ikke til dig hen! "Hvis mine stakkels Fanger savned den, "Saa døde de forvist af Længsel." Ved disse Ord sig Gudens Kinder malte, Hans Øie flammed, og hans Hjerte slog, Han Fløiten i sin Haand som Scepter tog, Og traadte majestætisk frem og talte: "Jeg kjender ikke Svalens Røst, "Men den har Prisen vundet fremfor Alle. "Faaer Jorden Digtere til Livets Trøst, "Man denne Fugl skal deres Mønster kalde: "Thi Mennesket er stedse her i Fængsel; "Men Den, som flagrer over Fangens Buur, "Som vækker ham til hellig Længsel, "Til Haabet om en fri Natur, "Han synger som han bør for Jordens Fanger, "Og ham jeg kalde vil den bedste Sanger."

Tjenstagtighed det er en herlig Dyd; Ei sandt, Enhver er af den Mening? — At offre sin for Andres Fryd, Til Hjelp at komme ved den mindste Lyd, Forhindre Splid og virke til Forening, — Den Dyd, hos Qvinde, som hos Mand, Vist aldrig nok berømmes kan. Men her det gaaer dog som med andre Dyder: Hos Den, som ei har Indsigt eller Smag, De vorde meget let til Lyder, Og Andre kun til lidt Behag. Det er ei nok, at Dyden øves; Paa Maaden kommer Meget an, Og til Tjenstagtighed behøves, At Villien er parret med Forstand. Ved Tjenester, en uopdragen Herre Beviser os, vi komme let tilkort; De ligne Curen, som er stundom værre End Sygen, der skal jages bort. En Anecdot maaskee bevise kunde Den Sætning mere klart, end alle Grunde. I Sverrig var en rig Magnat, Som levede paa Landet, indgetogen; Han brød sig ei om Hof og Stat, Og ingen Omgang havde han med Nogen. Han ugift var, og ergo uden Børn. Thi tog han i sit Huus en Bjørn, (Maaskee af Lyst, til Næsten at begave, Maaskee fordi han vilde Selskab have), Kort sagt: en laplandsk Bjørn, som under trange Kaar Var gaaet lidt Syd paa, for at søge Næring, Men fandt den samme knappe Tæring, Og lod af Sult sig fanges ved hans Gaard. Han opdrog den med Flid og Møie, Han spared Intet paa en god Dressur; Den havde selv en ypperlig Natur, Som lod sig efter Mandens Ønske bøie. Med den han deelte nu sin Velstands Goder, Den blev hans Omgang, blev hans Ven, Den blev hans Søn, den blev hans Broder; Og Bjørnen, som var god, gjengjældte det igjen. Den blev ei indbildsk over al den Ære, Den holdt sig ei for fornem eller stor Til, som nu Leiligheden kunde være, At varte op ved Herrens Bord, At bære Vand, at hente Brænde, At trække Støvler af og paa, At stoppe Piber, Fidibus at tænde, Og bag paa Herrens Vogn at staae; Thi Bjørnen fandt, ved Lyset af Forstanden: Den ene Villighed er værd den anden. Engang — det var en deilig Sommerdag — Fik Herren Lyst til at spadsere; Den gode Bjørn gik efter ham i Mag, Og bar hans Kappe, Paraply, med mere. Omsider, paa en yndig, græsklædt Plet Tog Manden, som af Vandringen var træt, Et landligt Leie, hviilte, som han kunde, Og lukked Øinene, som for at blunde, Mens den paapasselige Bjørn fik Lov, At vaage ved hans Side, mens han sov. Tjenstagtig var den; saadan her man seer 'en, Det hører ganske med til Characteren. Om lidt var Manden sovet ind. Da hørte Bjørnen Noget summe; Det var en lille Myg i Aftnens Vind. Den gode Bjørn begyndte stærkt at brumme; Men Myggen satte sig paa Mandens Kind, Og uforstyrret af det barske Væsen, Den fløi fra Kinden lige hen paa Næsen. Da tænkte Bjørnen i sit stille Sind: "Du vil dig ikke pakke med det Gode? "Nu vel, saa skal jeg slaae dig ned for Fode. "Hvad jeg min Herre skylder, vel jeg veed; "Nu skal han Prøve faae paa min Tjenstagtighed." Som tænkt, saa gjort. — Sin Pote høit den hæved, Og slog et Slag, hvorved selv Jorden bæved, Og traf — ja, Myggen var i samme Stund Til sine Fædre gaaet; — men Manden? — O vee! Hans Øine, Næse, Mund, Ja Hagen selv og Panden, Var ikke til at skjelne fra hinanden. Den gode Mening, adskilt fra Forstand, Vist aldrig kommer i sit rette Hjørne. Moral: Saafremt du det undvære kan, Tag aldrig imod Tjenester — af Bjørne!

Ved Himmalayas Fod, ved Ganges Kilder En Hytte stod, hvori en viis Bramin, Som havde Verdens Tummel Ryggen vendt, Nu søgte Sjælefreden, Fortrolig med sig selv og Eensomheden. Og ikke sjelden kom et Verdensbarn, Hvis Drøm om Lykke Livet havde skuffet, Hvis Væsen Skjæbnen havde splittet ad, Og søgte hos den Gamle Ved Viisdoms Tale det paany at samle. En Aftenstund det banked paa hans Dør; Han aabned den, og for hans Øine stod En Mand i fremmed Dragt, Ei længer ung, dog gammel heller ikke, Med Sværd og Spyd bevæbnet, som til Jagt, Men med Fortvivlelsen i sine Blikke. Hvad Sorg den Fremmede paa Hjertet tynged, Man veed ei ret; men for Braminen skrifted Han hemmeligt et skuffet Haab, en Længsel, Som Verden og dens Løb ei havde stillet. Den Gamle saae paa ham med Alvors Mine, Og grunded dybt, og talte derpaa saa: Hør efter, og jeg skal fortælle dig Hvad selv jeg har oplevet i min Ungdom. Dog ei blot med dit Øre, Med Tanken maa du min Fortælling høre. Som Yngling alt i Bramas Tjeneste, Jeg saae kun sjelden mine Fædres Arne; Men naar det hændte sig, at jeg besøgte Den fjerne Hytte, hvor de Gamle boede, Da bragte jeg sædvanlig sjeldne Gaver, Ei ene til Forældrene, men ogsaa Til mine Søskende, hvoraf den Yngste Var let nok at fornøie: Det var en tre Aars Dreng med muntert Øie. Engang paa Veien til min Faders Hytte, Kom nogle Røvere, som plyndred mig, Og mig berøvede de skjønne Gaver, Hvormed jeg vilde glædet mine Kjære. Tomhændet kom jeg hjem, fortalte Tingen, Og Alle maatte finde sig deri, At denne Gang jeg Intet kunde bringe. Den lille Dreng alene blev urolig, Og fordrede med hæftig Graad og Skrig, At jeg en Gave skulde skjænke ham, Saaledes som jeg pleied, naar jeg kom. Forgjæves at berolige den Spæde Jeg søgte, dog jeg fik ei Ro, ei Rist; Han vedblev med at skjænde, med at græde, Og Støien blev utaalelig tilsidst. Det var just Aften, og den fulde Maane Paa Himlen stod. Da slynged jeg min Arm Om Drengen, og ham satte paa mit Knæ, Og sagde: "Græd ei længer, vær nu artig! Det var kun Spøg; jeg har en Gave til dig; See Maanen hist! hvor deilig, blank og klar, Af pure Guld! den vil jeg dig forære." — "Hvorledes!" raabte Drengen: "er det Alvor!" Og strakte sine Hænder alt mod Himlen, Som om han vilde tage mig paa Ordet. "Ja," svared jeg, "herefter er den din, Men du kan ikke faae den ned i Stuen, Den pletter let, saasnart man rører ved den; Men du kan see paa den, saa tidt du vil, Og tænke ved dig selv, at den er din, Og selv for Andre prale med din Skat. Men lad dig ei forføre! Husk paa mit Ord: Nok see, men ikke røre!" — Forskrækket trak han Armene tilbage, Til Tegn paa Lydighed. Nu var han glad, Og raabte: "Broder har forært mig Maanen! Og jeg skal aldrig røre ved den, bare Jeg maa betragte den, saa tidt jeg vil, Og naar kun Ingen vil den fra mig tage, Og heller ei den laane, Men huske paa, det er min egen Maane." — Nu var det godt. Den næste Dag forlod jeg Min Fædrebolig. Da jeg kom igjen Om nogen Tid, kom Drengen mig imøde Bedrøvet og med misfornøiet Mine, Og sagde: "Broder! tænk engang! den Røver, Som tog forleden dine skjønne Gaver, Har daglig filet i min Maane, skaaret Bestandig Meer og Mere fra; omsider Han tog den sidste Stump, som var tilovers." — "Jeg veed det," svared jeg: "men har du seet, At jeg har ladet gjøre dig en ny? Den var just ikke strax paa Timen færdig; Min Guldsmed har arbeidet længe paa den, Lidt efter lidt han fik den dog istand." — "Ja," sagde Drengen, "det er ganske sandt; Men da den nu var færdig, klar og blank, Maa Nogen have rørt den, trods dit Forbud, Thi den blev svinet til, saa det var Skam." — "Jeg veed det nok mit Barn: det var en Aften, Da Maanen var formørket, som det kaldes; Men saae du ikke strax, hvorledes jeg Lod den polere, saa den blev igjen Saa blank og straalende som nogensinde?" — "Ak jo! men saa kom Røveren igjen, Og filede paany!" — "Ja vist, men trøst dig! Thi nu har jeg igjen bestilt en anden; Om nogle Dage skal du bare see den!" — "Ja," svared Drengen, "det er ganske godt; Men siden man saa let kan den polere, Ja, selv naar den er stjaalen, faae en ny, Saa har jeg Lyst til selv at røre ved den, Og klappe den, og kysse den paa Munden, Thi jeg har seet, der er et Ansigt i den. Tidt seer den ned paa mig med milde Blikke, Som om den vilde sige: jeg er din. Men det forslaaer dog ikke! Hvad kan det hjelpe mig, at den er min? At see paa den, mig trøster ikke længer; Nu til at favne den, mit Hjerte trænger." — Den Lille Dag for Dag blev meer urolig, Og da jeg nu en Aften vandred med ham Langs Flodens Bred, mens Maanen stod fornyet I fulde Glands paa den azurblaae Himmel, Da fordred han paany med Graad og Skrig, Jeg skulde Maanen drage ned fra Himlen. Jeg sagde: "Tag den selv! jeg dig tillader At røre den." — "Jeg kan ei!" skreg han vildt: "Jeg har det tidt forsøgt, det lykkes aldrig." — Da slog han Øiet ned igjen, fortvivlet; Men i det Samme standsede hans Blik Paa Flodens Bølger, i hvis klare Speil Fordobblet ham hans Længsels Gjenstand vinkte. "O!" raabte han, "nu har jeg ingen Nød! Jeg har ei Vinger, kan ei opad flyve, Men ned i Dybets Rige Formaaer jeg til mit Ønskes Maal at stige." — Som sagt, saa gjort! Han styrted sig i Floden. Men piilsnar sprang jeg efter, greb ham, svømmed Til Bredden med ham — han var halv bedøvet — Og bragte ham til Hytten, hvor jeg hurtig Hans vaade Klæder skiftede med tørre. Nu stod han da forundret ved min Side, Af Kulde skjælvende, og med en Mine, Som om han vilde samle sine Tanker. "Nu?" spurgte jeg: "fik du da Maanen fat?" — "Nei!" sukked han: "den mellem mine Hænder I tusind Stykker gik, og borte blev; Og jeg blev kold, min Attraa var forsvunden; Den Ild, mit Hjerte følte, Den stærke Flod med sine Bølger kjølte." — "See," svared jeg, og pegede mod Himlen: "End sidder Maanen lige heel og skjøn, Og minder dig ved Synet af sin Glands, At du tør vel besidde den i Tanken, Naar den sit Lys dig sender, Men ei du gribe tør den Himmelske med Hænder." — Braminen taug; den Fremmede forstod ham; Men om han fulgte Raadet, veed man ikke. Et er, at fatte Talen, Et Andet, at tilegne sig Moralen.

Vær hilset, Lys fra Sandheds Væld, Som har i trende Secler funklet, Som aldrig vorde skal fordunklet, Men sprede Klarhed, Liv og Held! Du strømmed ind i Verdens Øie, Og Tanken for sig selv blev klar, Og Gud for Tanken aabenbar; De monne sig til Eenhed føie, Lig Bækken med sit Udsprings Elv, Thi Tanken opsteg til det Høie, Dengang den nedsteg i sig selv.

Stjernen stod paa Nattens Himmel, Og fordunkled alle dem, Som til Krands om Bethlehem Slynged sig i talløs Vrimmel. Vise Mænd ved Stjernens Magt Droges hen ad fjerne Veie, Knælte ved det ringe Leie, Hvorpaa Frelseren var lagt. Stjernen svandt; paany den glimter Efter femten hundred Aar; Dog paa Himlen ei den staaer, Mennesket i sig den skimter; Og den leder vise Mænd Did, hvor over alle Throner End den himmelske Forsoner Sees i Lysningen af den.

Men hiin hellige Stjerne, Som nu flammer i Menneskets Bryst, Skal den ei i det Ydre, det Fjerne Lyse til Menneskets Trøst?

Jo! det Lys, der flammer i det Indre, Skal med ydre stærke Straaler tindre. See, det blusser, tændt af Luthers Hænder! Lyset har forvandlet sig til Ild; Baalet flammer, Pavens Bulle brænder, Røgen slaaer mod Himlen vred og vild. Det er Tegnet, som til Kamp er givet, Tegn til Kamp for Troen og for Livet. Ras kun, Flamme! Graadig du dig slynge Om det Aag, som tør paa Kirken tynge! Vredens Element, som ei betænker, Hvad du griber med dit røde Blus, Viis, du kan fortære Troens Lænker, Du, som har fortæret Johan Huss! See! din Straale slynges af en Svane; Romas Ørn dig tabte paa sin Bane.

Det Helliges Forkynder skal ei længer Sig sondre fra den Verden Gud har kjær; Man Klostrets Døre sprænger, Og Munk med Nonne sig til Altret trænger, At knytte Pagten, som for Gud har Værd. Som første Par, der Troskabs-Eden bringer, Gaaer Martin selv ved Catharinas Haand, Og Kirkeklokken ringer, Og Præsten vier dem, og Sangen klinger, Og Pagten signet er af Herrens Aand. Og Stat og Kirke sig foreente finde Ved Kjærlighedens elskelige Bud. Det Baand, som Hjerter binde, Den frie Pagt imellem Mand og Qvinde, Familien er helliget for Gud.

Men hiin hellige Stjerne, Som nu flammer i Menneskets Bryst, Skal den ei til det Ydre, det Fjerne Tale med flammende Røst?

Jo, Lyset vorde skal til Ord, Som Ordet forhen Lys er blevet; Man læse skal paa viden Jord, Hvad Aanden har med Flammer skrevet. Og lyste Stjernen fordum hen Til Evangeliet i Vugge, Saa skal den lyse nu igjen For Dem, som efter Ordet sukke.

I Saxernes Land en mægtig, Skovgroet Klippe staaer, Derpaa en fordum prægtig, Stor og fyrstelig Gaard. Som ringe Fuglerede Den hænger i Klippens Favn; Wartburg monne den hedde, Wartburg er Slottets Navn. Fra liden Celle derinde, Vendt mod en Afgrund brat, Saae man et Lys at skinne Gjennem den mørke Nat. Der sad den Troens Opliver, Med Lampen paa sit Bord, Og tolked med hellig Iver Herrens hellige Ord. Saa vidt i Dalene trænger Lyset fra Vinduets Baal, Men Ordet flyver dog længer, Baaret af Folkets Maal. Det lyder for hvert et Øre, Det toner i hvert et Bryst, Det lader sin Fylde høre Med fyldig, levende Røst. For Evangeliets Fugle, Wartburg, en Rede du var, Hvori du mod Ravn og Ugle De Fjerløse vogtet har. Da voxte den spæde Vinge Den folded sig ud paa Stand, Da monne sig Fuglene svinge Over det ganske Land.

Ha! men Kampens Torden ruller, Vaabenbulder Ryster Kirkens faste Grund. Ikke Nok, at Pen og Mund Vundne Frihed vil forsvare; Friheds Fare Samler Verdens Folk i blodig Stund.

Hil Dem, som kæmped, som med Ord og Vaaben Iilte til Strid! Freden er vunden, Himlen er nu aaben, Luften er blid. Stjernen paany i stille, klare Nætter Kaster paa Kirken uformørket Glands. Menigheden fletter Frihedens Krands. Fædreland, hil dig! Stjernen dine Strande Hilste med Lyst, Speilte sit Billed i de sølvblaae Vande Trindt om din Kyst. Sletternes Kirke Spiret mod den vendte, Snart som en Sol den funkled over Strand; Sandhed du erkjendte, Fædreneland! Lyset i Sjælen voved ud at stræbe, Skranken blev sprængt, Ordet nu toned paa den danske Læbe, Længe fortrængt. Tanken med egen Frihed sig forkyndte, Mægtig den voxer paa den danske Vang. Morgenen begyndte, Dagen er lang.

Vær hilset, Lys fra Sandheds Væld, Som har i trende Secler funklet, Som aldrig vorde skal fordunklet, Men sprede Klarhed, Liv og Held! Din stærke Straale gjennembryder Hver Skal om Livets Lyst og Sorg. Og i din rige Glands det lyder: "Vor Gud han er saa fast en Borg."

Videnskabens Tempel! I din Hal Takkesangen høit sig hæve skal, Mindet dvæle ved den gode Stund, Da Friheds ædle Ceder Blev plantet dybt i Kirkens Grund, Hvori den voxte til en Lund, Som nu om Skolen freder. Hæv dit ranke Spiir mod høien Sky, Lad dit indre Liv sig frit fornye Fra den Slægt som gik, til den som kom, Og ført paa Troens Vinge, Din Viden vorde dyb og from, At Tanken fra din Helligdom Sig kan mod Himlen svinge.

Hellige Flamme, Styrk i din Glands Alle, som kæmpe for Musernes Krands! Kundskab, din Stamme Blomstrende staae, Evig, mens Tiderne vexlende gaae!

Komme hvo som komme kan! Kommer, Mand og Qvinde! Fra det Forbigangnes Land Jeg en Krands vil binde. Blomster fra det Aar, som svandt, Lidet Alvor, meget Tant, :,: Skal I see paa Væggen. :,: Da jeg i det svundne Aar Ikke kunde tale, Vil jeg nu, hvis jeg formaaer, Et og Andet male, Som i hiin Tid er passeert, Og af mig blev observeert, :,: Skjøndt jeg Intet sagde. :,: I skal see i Kraft-Extract Aaret Ni og Tyve. Kommer derfor, giver Agt! Jeg skal ikke lyve. Naar jeg saa har fremviist jer Hvert af Aarets Billeder, :,: Har jeg fyldt min Pause. :,:

Førstkommende Maidag Trolovelsen staaer, Den skjønneste blandt vore Dage. Den skjønneste? Nei; den selv os jo spaaer En skjønnere, som er tilbage. Med festlige Travlhed gaaer Sommeren hen, Men Høsten den bringer os Vaaren igjen. Førstkommende Høstdag! dit Navn er August; Her staaer det, med Blomster omslynget. Hvad Navnet betyder, det er du os just; I dig har vor Mai sig forynget. Saalænge som Skjoldungestammen har Læ, Omslynge Kjærminder det ældgamle Træ.

Jeg er en Mand, der har saa vidt omvandret, At Ingen meer bereist man nævne kan, Endskjøndt jeg har mit Opholdssted forandret :,: Paa Jorden ei, men kun i Luftens Land. :,: Men aldrig saae jeg paa min Vandring Magen Til disse to Figurer, som I see: Den Ene lang og kridhvid som et Lagen, :,: Den Anden kort og grøn, men kold som Snee. :,: Den lange Mand det er vor lange Vinter, Den korte Mand vor korte Sommer er. Hiin puster Ild i grønne, vaade Splinter, :,: Den Anden gaaer blandt grønne, vaade Træer. :,: Den Første fordrer Sceptret af den Anden; Han er forknyt, og siger tvungen Ja; Men siden græder uophørligt Manden; :,: Gud veed, hvor al den Vædske kommer fra. :,:

Huset maatte styrte sammen, Fik vi længe saadan Slud, Dybt i Kassen koger Flammen, Ja det seer fortvivlet ud. Kun naar Sørgespil man spiller, Kan man komme til at lee, Thi de sidste Vaudeviller Selv ei gratis vil man see. Er der ingen bedre Vei? Nei, nei, nei! etc. Det er Frosten, som os driller; Den faaer Skylden, skal I see. Sligt som Essex, Carl den Store, Kan vel aldrig gjøre godt. Skal os Isabella more? Ak! hun selv er bankerot. Glemsel med de franske Stykker, Syete til det tydske Maal, Slutter, da de gaae paa Krykker, Tidt Fornuftens Giftermaal. Er der ingen bedre Vei? Nei, nei, nei! Naar først Kunsten gaaer paa Krykker, Faaer man snart paa Kassen Kaal.

Herre! hvad skal Enden blive? Isabella kommer ei! Hvortil hjalp det, den at skrive, :,: Hvis den gaaer al Kjødets Vei? :,: See, hvor her hun staaer og gaber! Ak! og Alle gabe maae, O du milde Gud og Skaber! :,: Er her ingen Ende paa? :,: Kast dog ud en anden Angel! Sæt en bedre Krog deri! Tænk, om Honorarets Mangel :,: Bragte Dem i Slutteri! :,:

En avant deux, en arrière! Det, min Ven, maa du nok! Men forresten som en Blok Blandt os il faut se taire. Queue de chat! Til Kattens Hale Hold dig smukt, lad vær' at tale! Ellers Katten, kan du troe, River dig med skarpen Klo! Ti! Ti! Ja, ti du kun stille! Saavidt jeg seer og troer, Saa taler din Taushed lidt meer end Mangens Ord.

Hver Gang jeg vanker Ved Hjemmets Strande, Mit Hjerte banker Mod hine Lande. Vil du mig laane Din gamle Kikkert? I den jeg sikkert Kan see til Skaane. Ja Fanden ta' mig, Kan jeg see derhen! O la' mig, la' mig, Min Faders Ven! Godt Folk forleden Saae hen ad Sundet, Og strax var Freden Hos dem forsvundet. Hvorom de talte, Det hjalp dem ikke, For deres Blikke Sig Laurbær malte. Ja Fanden ta' mig, Man trak mig med! Man vilde ha' mig Til Skaanes Bred. Jeg der ei vented, Tog Vogn paa Rullen. En Hat man hented, Med Krands om Pulden; I den tilvisse Boer al min Lykke, Bestandig smykke Den skal min Isse. Ja Fanden ta' mig, Man fik den fat! Jeg maatte ha' mig En Doctorhat.

Held! Held! Held os! en Folkefest! Sven- Sven- Svensken er her til Gjæst. Nu nu nu lad os vise ham, At vi kan prise ham Alle som bedst! Dra- dra- drager fra Axels By! Ju- ju- jubler i vilden Sky! Vi- Vi- Vinen er Kraftens Bad, Giv dem Midaftensmad Paa Bellevu'! Le- Le- Ledermand, Trop og Brandt! Vær vær vær vor Repræsentant! Er er er man ei Ødeland, Faaer ei vort Fødeland Anden Gesandt. Bis- Bis- Bispen med venligt Smiil Fø- fø- føres en Fjerdingmiil, Tak- tak- takker saa Førerne, Ambassadeurerne Hos Kirsten Piil. Vi vi vi skal min Salighed Nok nok nok gjøre ham Besked. Skarp- Skarp- Skarpskyt, forsvar dig dog! Svensken han taer dig, Fjog, Før du det veed.

Hvad ligner, o Sorø, din critiske Glæde, Naar Posten er kommen fra kongelig Stad? Ved Klangen af Hornet paa Torv og i Stræde Du bærer dig ganske forunderligt ad. Du skriver og skriver og skriver og skriver, Du skriver, vil skrive, har skrevet og skrev; Men Skriftet i poste restante forbliver, Og Publicum har der et uindløst Brev. Lalala, lalala etc. Dit Auxiliair-Corps du lader marchere Med to Generaler og een Adjudant. Mens Hine paa Prosa kun polemisere, Flankerer mig Denne paa Riim saa galant, Blandt Muserne hverver han syv militaire, Og dog har han ikke syv niende Deel, Thi selv han et Minus til Summen maa bære, Og følgelig mangler der Stort i en Heel. Lalala, lalala etc.

Vil du troe, Disse to Har han end skrevet til, Jeg neppe begribe det kan, O nei! Men især Dette her Jeg dog læse dig vil; See, Titelen er: Don Juan. "Kjære Ven! jeg er Satan i Sjæl og i Krop, "Intet Menneske fører sig saaledes op. "Jeg er gal, "Er fatal, "Som en Djævel saa dum; "O gid jeg tillige var stum?"

Dannevang med grønne Bred, Siig, hvad gaaer der a' dig? Synker du i Dybet ned? Gaaer Balancen fra dig? Ha! det knager! hvilket Stød! Det var vist Cometen, Som, bebudende din Død, Slog dig paa Planeten. Flade Kyster uden Hegn, Som i Blæsten snoe jer! Skove, som i evig Regn Uophørlig toe jer! Vil I drive Narrespil? Kan man ikke troe jer? Fik I Jordskjælvs-Vanen til, Maatte Fanden boe her. Vor Natur er Poesie, Deri Knuden stikker: Den er ei for Luner fri, Men forresten sikker: Selv i Lidenskabens Ruus Regelret den prater, Og i Jordskjælvs Suus og Duus Gjør den ei Hiater.

Gud skee Lov, min Mand var død! Selv Konens Død maa mig glæde. Nu kan jeg lave min Iis saa sød I Peder-Hvidtfelds-Stræde. :,: Tingen sagtens var bleven slem, Havde der end været Liv i dem. :,: Hvis de vare min Eiendom, Jeg solgte dem til Theatret. Hvo veed? maaskee der en Digter kom, Som før har Døde kalfatret. :,: Med en Helt har man ingen Nød, Som, før Stykket begynder, er død. :,: Et Forslag gjorde jeg nok dertil, Hvorom vist Mange bade: De godt kan bruges, ifald man vil, Til Store Carl og Fastrade. :,: Saa vil Stykket faae bedre Held, Intet kan slaae de Døde ihjel. :,:

Herligt, en Sommernat Drage til Elverkrat, Hvile ved Kilden, den svale! Bedre ved Vintertid Vandre paa Sneen hvid Derhen, hvor Muserne tale. Her concerterer man, Her declamerer man; Hør kun, hvor Moscheles spiller! Hør dog, hør efter nu! Hør kun, hvor smukt Guillou Slaaer sine Nattergals-Triller! Her Madam Milder staaer, Hun just ei Triller slaaer. Ellers har Stemmen Courage. Her vil jeg, med Forlov, Vise jer Fürstenau; Hør, hvilken deilig Passage! Ak! men for Øiet jeg Maler, for Øret ei; Synlig jer Kunsten maa røre; Vist mange Hjerter den Drog til Concerter hen, Meer for at see end at høre.

Nu skal De ha' saa mange Tak! Bliv dog ei vred for Dette! Lad denne hensigtsløse Snak Ei give Stof til Trætte! I hver Lanterna magica Sees Folk med store Næser, Ja selv de største Tragica Sees der som smaa Fadaiser.