"NYE DIGTE" (continued 2)

Ogsaa der jeg skulde møde, For at svare paa dit Ord.

Du i Kirken?

Selv i den, Naar den kun er tom og øde, Er jeg villig til at møde Den, som drages til mig hen. Overalt, hvor Een tør bygge, Skjult af Dunkelhed og Skygge, Uden Selskab af en Ven, I det Eenlige, det Tomme, I det Tause vil jeg komme. Hvor kun paa den fælles Vei Een sig skiller fra de Andre I mit Navn, for taus at vandre, Er tilstede hos ham jeg.

Din Hu du bort fra Eensomheden vende! Thi hvor To eller Trende I Navn af mig foreente sammentræde, Der er jeg selv imellem dem tilstede.

Ha! hvilken Stemme toner Fra Bøgeskovens Kroner, Og taler modsat Mening, Og raader eenlig Vandrer til Forening?

En Engels Røst du høre! Din Frelsers Ord han bringer til dit Øre.

O Fugl med stærke Vinger, Som nu fra Træet dig til Jorden svinger, Imens din hulde Sang i Luften klinger! Jeg under Løvets Buer Fra Fugl til Engel dig forvandlet skuer.

Digter! hvorfor vil du søge Paa en eensom Vei din Gud? Kun i Skoven, mellem Bøge Vil du lytte til hans Bud? Du vil stedes for ham ene, Da først hører du hans Ord, Og dig nærmere tør mene, End i samlet Broderchor. Troer du da, Gud i sin Himmel Fører Liv som Eremit, Siden du i Brødres Vrimmel Ei kan tale til ham frit? Troer du, han sig aabenbarer Heller for en eenlig Aand, End han sine Sønner svarer, Samlede ved fælles Baand? Altsaa kalder du din egen Frelser til dig i din Bøn, Ikke ham, som ned er stegen Til det hele faldne Kjøn, Ham, som vilde jordisk fødes, For, som Menneske, skjøndt reen, Med den hele Slægt at mødes, Og ei skille sig fra Een? — Gjør som han, udøv herneden Kjærlighed som første Bud, Slut dig selv til Menigheden, Og igjennem den til Gud.

Til Sandhed du mig hæver, Men vanskeligt er Offret, som du kræver. Ak! skamfuld jeg bekjender: Poeten let mod Hedenskab sig vender; Selv naar for Gud han knæler, Den gamle Adam ikke reent han qvæler. Vel kan man sig husvale I Venners Kreds ved klar, fortrolig Tale; Vel er det skjønt at virke Til fælles Øiemed i Stat og Kirke, Skjønt, hvor de store Kræfter sig forgrene, Sin egen Kraft med Manges at forene. O! men et Blik af Solen Paa tidlig Vaardag, Duften af Violen, En sagte kruset Vove, En kjølig Luftning i de tætte Skove, En flygtig Sky, som svæver Paa Himlen og for Maanens Straale bæver, Og dybt i Skov og Dale Den høitidsfulde Sang af Nattergale, — Alt Dette taler med saa stærk en Stemme, At Menneskenes Røst jeg maa forglemme. — Ak! jeg bør ikke nægte, Min Christendom er vistnok langt fra ægte, Thi Livet, som Naturen mig bebuder, Er helst i Samqvem med de gamle Guder. Jeg taler med Dryader I Træets Løv, i Bækken med Najader; Ved Dagens hede Lue Jeg seer Apollo med hans gyldne Bue, Og seent i Aftenstunden Jeg øiner fjernt hans Søster, snart i Lunden, I Kreds af hendes Terner, Og snart paa Himlen, i et Chor af Stjerner. Mod alle Skikkelser min Tanke haster, Og hvad den nylig greb, den atter kaster, Indtil den Hvile finder Hos Pan, den Guders Gud, som aldrig svinder, Ham, som fra Skabningstiden Stod det helleniske Parnas ved Siden, En Skygge, hvori Gudeverdnen bygger, Og som gjør alle Guderne til Skygger, Thi naar de alle drage Fra Tanken bort, saa bliver han tilbage, Som den Uendelige, Der bliver, naar de Endelige vige. Jeg fatter meer og mere, At, vil man om sin Gud philosophere, Da kommer man til Pan. Paa Indras Himmel Han skjuler sig imellem Guders Vrimmel, Men kommer til Bramanen, som i Ørken, Paa hede Sand, i Tørken, Med opspiilt Øielaag mod Solens Straaler, I eensom Selvbetragtning Himlen maaler. Som Sphinx for alle Tider, Han slumrer i Egyptens Pyramider. Og i det Skjønheds-Rige, Hvor Hellas satte de Udødelige, Hvor Digteren har hjemme, Som i Naturen hører deres Stemme, Der hvisker han i Løvet, I hver en Duft, fra Blomsterbægret røvet, I Nattevindens Susen, I Kildens Tonefald, i Havets Brusen, I Dyrets qvalte Toner, I Fuglens Qviddren under Skovens Kroner. Thi naar Naturen nødes Til, skilt fra Guderne, som i den bygge, I eensom Majestæt sig selv at smykke, Med ham tilsidst vi mødes, Der hersker, naar de Andre maae forstødes. For Socrates de mange Guder svinde, Han troer kun paa sin Genius derinde; Og dennes indre Seen Hos Plato hæves panisk til Ideen. Endogsaa Mosaismen, Som fra Naturen skiller Sin Gud, og fjernt ham stiller, Har jo Spinoza endt i Pantheismen. — Jeg veed, kun Christi Lære Kan sikkert Hjem for Tankens Grublen være; Kun den har Skov og Huler Og Grotter, hvori Pan sig ikke skjuler. Men ogsaa der er Gjærdet Ei allevegne lukket; Man troer, at protestantisk man har bukket For Gud, — men det var Pan! man staaer forfærdet. Thi Gud man atter fjerner Fra Verden, fra Naturen, Forskandser sig mod ham ved Prosamuren, Og troer, han bliver nok bag sine Stjerner. Men dog for ham at ære, Man samles, for maaskee ham at behage, Paa visse Timer og paa visse Dage; Hans Tjeneste skal en Forretning være. — Nei! kald ham hid tilbage, Og sæt hans Naades dyrebare Mærker Iblandt Naturens ubevidste Værker: Lad Korset plantes mellem vilde Bøge, At Skovens Sanger til dets Green kan søge, Gjør hver en Bakke til et Golgatha; Lad Klosterkirken hæve sig i Lunden, Og Klokken ringe fromt i Aftenstunden, Mens Andagt kalder Sjælene herfra; Lad Blomsten slynges om Madonnas Alter, Lad Dyret qvæges paa Sanct Antons Fest, Befolk hver Skov med Helgeners Gestalter, Og byd Naturens hele Kreds til Gjæst! Da vil og Digteren til Festen komme, Med hellig Andagt og med Tanker fromme. O Alles Gud, i dine Helligdomme, Hvor selv Naturen føres Til dig, og helliggjøres, Og det Profane stoler Paa Stemplet af de hellige Symboler. Men her, hvor ei man vil Catholicisme, Hvor hvert et ydre Holdningspunct kun svigter, Her kan en stakkels Digter Ei undgaae Pantheisme. Hos ham ei Feilen stikker, Det Secten er, som skranter; I Himlen er vist alle Catholiker.

Nei, vi er Protestanter. Du, som om Naturen sjunger Med begeistret Røst, og troer At forstaae dens tusind Tunger Som et eneste Guds Ord, Klares lad dit Sind, dit Øie, See den Stræben i hvert Blad Imod Korset sig at bøie, Sole sig i Naadens Bad. Hvorfor plante Kors i Skoven? Er ei Korset overalt, Her paa Jorden og foroven, I hver levende Gestalt? See det, som sig bør en Sanger, I din stille Tankes Læ Neppe du da meer forlanger Her at skue det af Træ. Du, som fører Ord paa Læben, Veed du ei om Det Besked, Hvorom i sin tause Stræben Ubevidst Naturen veed? Troer du ei, den dunkelt mærker, Fra den Tid, da Christus her Gjorde sine Underværker, Har den faaet et større Værd? Troer du ei, den dunkelt længes Efter den Forløsningsstund, Da, naar Alt for Thronen trænges, Ogsaa den af Herrens Mund Høre skal det Ord, som lyder: "Gjør min Villie! følg mit Bud! "Jeg din tunge Lænke bryder, "Løser dig af Fængslet ud." — Digter! see med Digter-Øie, Og med Digter-Øre hør, Og Naturen vil sig bøie Mod dit Blik, med kastet Slør, Den vil klinge for dit Øre, Med Sordinen taget bort, Og et Spil dig lade høre, I hvis Klang du kjender vort. See dig om! Naturen sørger I sin Ro, sin Eensomhed: Aabnes Blomsten, dig den spørger, Om du ei dens Frelse veed; Aftenrøden, naar den skriver Sit Godnat i Skyers Lag, Spørger, om ei snart den bliver Forbud for en salig Dag. Sine halvt forstaaede Tanker, Dunkel Smerte, dunkel Lyst Vil Naturen for et Bryst Skrifte, hvori Hjertet banker; Sine hemmelige Skatte Den med Uskyld peger paa; Kunde Mennesket kun fatte! Kunde Mennesket forstaae! O! da hørte han i Løvet Og paa Lufts og Bølgers Vei Kun en Stemme, som bedrøvet Klager, at den høres ei. Hør den, Digter! lyt derefter! Det er dig, den taler til, For at du de dunkle Kræfter Klare skal ved Strængespil. Al Naturen dine Blikke Søger og din Kjærlighed; Elsker du din Broder ikke, O saa fly Naturen med!

Hele Naturen har Trang til Forening, Stræber mod Mennesket, før end mod Gud; Digteren fatter dens lønlige Mening, Synger ved Lyren dens Længseler ud. Alt i Naturen vil skues og høres Af det forstaaende, kjærlige Bryst, Vil, naar det fattes med Kjærlighed, føres Frelsen imøde, til Frihedens Lyst.

Det gjælder Kamp paa Liv og Død, Imod det Ydre ruster sig det Indre, Thi Hiint os længe Trældom bød, Men Dette — Tanken — har begyndt at tindre; Den trodser hvad den forhen lød, Og har den bragt det første Stød, Den lader sig ei meer forhindre, Den vil erobre Verden, ikke Mindre. Den tegner Banen Med stærke Træk, Snart Seiersfanen Den planter kjæk.

O men fornem de sorrigfulde Sukkes Klagende Strøm! See, hvor de skjønne Phantasier vugges Bort, lig en Drøm! Solen er opstaaet, Maanen ikke skinner, Sandsernes Verdens gyldne Trylleri Flygter og forsvinder; Alt er forbi! Troen ei meer til Syn af Gud sig hæver, Tillidsfuld, stærk; Kun som en Tanke han usynlig svæver Bag ved sit Værk. Ak! og Naturen ikke længer smiler Huldt som den Dragt, hvori hans Væsen kom; Skilt fra Gud den hviler Aandløs og tom. Frelseren vil sit Billed ei besjæle, Tegnet er dødt; Fromhed ei længer for ham selv tør knæle, Sværmende sødt. Markernes Krands til Korset ei man bringer, Helgenens Alter kun forladt man seer, Ei til Messe ringer Skovklokken meer. Verden af tusind glade Phantasier! Ak, du forgaaer! Luften forstummer, Kildevældet tier, Eensom jeg staaer. Hvor skal jeg høre Svaret paa min Længsel? Hvor skal jeg henflye til en savnet Røst? Hvor i dette Fængsel Toner min Trøst?

Vend mod dit Indre dit Blik! Hvad i din Verden forgik, Vil i din Tanke du finde. Alt det Forsvundne derinde Liv og Tilværelse fik.

Den Gud, du søger, er din egen Gud; Hvad vil du mere? Han træder ikke som en Gjenstand ud Blandt andre, flere. Du føler ham, hvergang dit Hjerte hanker Af hellig Lyst; Du hører ham i dine bedste Tanker Som evig Røst. Idet du søger, du ham alt har fundet, Idet du spørger, er alt Svaret vundet. Naturen, smykket i sin hele Pragt, Er altfor ringe Til ved sin stille Flid en værdig Dragt For ham at bringe. Men tom og aandløs er den derfor ikke, Og ei forladt: Den skuer mod hans Sol med tusind Blikke Fra Støvets Nat, Med tusind Tunger tolker den sin Stræben, Hans Ord den klinger ubevidst paa Læben.

Aandens Lys i Sjælens Kammer Glimter med stærke Lyn, Den skuer Gud og sig selv ved de samme Flammer, I det samme Syn. Og ved Lyset, der, lig en Stjerne, Opgik i Menneskets Bryst, Skal Naturen til det yderste Fjerne Vorde klar og løfte sin Røst, Og skal Mennesket besvare, Som forgjæves spurgte den nys, Og sit Liv aabenbare Som en Stræben mod Frihedens Lys.