MICHAEL ANCHER.

Lykkelig den, der har bygget sit Hus, hvor Solen beskinner et lyngdækket Land, hvor Vejret har uhindret strygende Sus, og Søen slaar Braad mod den aabne Strand. Lyngduft og Søluft og fri Horisont bag Klitters forruskede Eventyr-Egn — her virker De rigt i den daglige Dont trods hvirvlende Sandknog og Snefog og Regn. Det Lærred, De maler paa Strand og i Klit, er gnistrende solfyldt ved sommerlig Vind men af et forrygende Stormvejr forbidt, naar Havet har Brus over Revlerne ind. Vi har Kunstnere nok, som sidder bag Dør og pudser og piller med sirligt Talent, se derfor er Farven saa spegende tør og Liv og Natur saa elendig bevendt. Men De, som selv er en Frilandsnatur og har paa den sandede Kyst slaaet Rod, De kender og elsker i Mol som i Dur den fattige Egn med det rige Mod. Hver plastisk Figur, hver Farve, De sér, faar Præg af det ærlige Sandhedsbegreb, den selvskabte, stejle Mandskarakter, som vil det, den vil — trods alt hvad det kneb. Mandigt og monumentalt har De ført i en Menneskealder den malende Haand — aa! og saa mærker man Haanden berørt af Kunstens benaadende Helligaand. Lykkelig De, som har bygget Dem Hjem, hvor Blikket kan fyldes af fri Horisont, hvor Haanden kan viljestærk kæmpe sig frem, og Hjærtet er med i den daglige Dont!