DEN HØJE MAND.

Foraarsnattens lette Mørke hviler ved Foden af Egnens mange Bakkedrag og mellem de kraftige Planter i Grøfternes fugtige Bund. Men Højdernes runde, lave Rygge har bevaret et svagt Skær af Dagens gode Lys, og Himlen er idel Klarhed; Skoven og de fjerne Hytter staa som sorte Volde mod denne store, gullige Hvælving, hvor en enkelt bleg Stjerne dukker frem af det bløde, slørede Lys.

Og Lyden af en Ugles hastige Vingeslag og af Draaberne, der siver fra de brune Pløjemarker ned imod Engenes gulstrøede Grønne, og sagte, rene Klange, som de travle Dage ikke kende og ikke kende Navn til, er den hvilende Jords Aandedrag i det tidlige Foraars stille Nat. —

Men hvor Buskene tættede sig til Gærde om en Have, Urterne groede i lige Rækker, og Tulipanerne stod i Bede ved Stuehusets Havedør, der var andre Lyde: Trampen af Fødder, Latter og taktfast Violingniden.

Bonden giftede sin Datter bort med en flink Karl.

Medens Sognets Piger og Karle, de gifte Folk og Fremmede fra Byen dansede og morede sig, gik Bonden omkring og sørgede for Mad og Drikke, og hans gamle Hustru færdedes med gæstmilde Lader mellem Køkken og Stuer.

Der var en Typograf fra Byen og nogle unge Bønder, der sad sammen og drak. Da de blev højrøstede og røde i Hovederne, gik Bonden dem ofte forbi med kold Mine uden at skænke i deres Glas. Derfor rejste de sig og slentrede gennem den vognfyldte Gaard ud paa Vejen.

Det lette Mørke hvilede under de hvidblomstrede Tjørnebuske og blandt de kraftige Planter i Grøfternes fugtige Bund. Men Skovene stod som sorte Volde mod den lyse, store Himmel, og de krogede Hyldetræer kastede vage Skygger paa Bøndergaardenes hvide Længer.

Landevejens lyse, brede Stribe svingede forbi den lille Landstation, ud over Skinnerne og drejede om til Kroen.

Henimod den drev den glade Skare.

Typografen bandt et Lommetørklæde om Hovedet og sprang frem og tilbage og gjorde Løjer, og de unge Bønder lo skraldende og beundrende.

Stjernen blinkede. I de lave Enge sivede det sagte om Græssets Rødder, Køerne laa og gumlede inde paa Marken, en Fugl flyttede sig forskræmt, Rugen vuggede sagte sine groende Aks.

Typografen vrøvlede ustandseligt, og Bønderne gik fra Kærester og Koner og de gæstfri Værtsfolk ned mod Kroen.

Da de vilde gaa ind ad dens Dør, rejste en høj, gammel Mand sig fra Trappestenen og stillede sig i Vejen for dem. Han løftede sin Arm og sagde med indtrængende, klingende Stemme:

»Holdt! Sløv ikke dit Blik og dys ikke din Sjæl. Vaag og bed. Se, i denne Nat forgaar Jorden!«

»Det var som Satan!« brølede Typografen; »hvad i hede Helvede er Du for en Obskuranter og Pietist! Gaa væk. Vi ere aandsfrie Mænd.«

Den høje Mand saa venligt iagttagende paa ham med sine alvorlige, gode Øjne, men veg ikke fra Døren.

En af Skaren sagde udjævnende:

»Det er bare den gale Student fra Fattighuset.«

Straks snakkede de alle villigt i Munden paa hverandre for at oplyse den lystige Typograf.

»Han skriver af for Skolelæreren og Præsten. Han er sgu Student.«

»Student — jo vel!«

»Gu' er han Student. Men der var en Bog, der gjorde ham gal.«

»Den Bog hed vel nok Lisbeth fra Bakkegaarden.«

»Og den blev fæl til at rende efter Mandfolk og Brændevin.«

»Han er med og leder de blinde Musikanter, og saa kan han spille Theater for os, naar han ikke er altfor tosset.«

»Gaa nu hellere hen i Gildesgaarden, Student. Gaa nu — ellers faar Du Prygl af blinde Søren.«

Den høje Mand bøjede sit Hovede saa dybt, at hans lange, hvide Haar faldt ned over den hvælvede, furede Pande. Raadvild veg han til Side, pint af Typografens Tilraab, men uafbrudt mumlende: »I denne Nat; jeg har Brevskab derpaa. I denne Nat!«

Fra Skyggen af Rejsestalden saa han, at en Flok unge Piger og Koner med hinanden under Armen kom ned ad Vejen og kaldte paa Karlene. Dyrlægen, med Frakkekraven op om Ørene, Høkeren og et Par ældre Bønder gik smaasnakkende bag ved dem.

Typografens unge Hustru stod længe og saa paa sin Mand, der lo støjende af Raaheder og tumlede meningsløst omkring. Hans brede, kloge Pande var rød, og hans gode Øjne saa stivt og vredt efter hende.

Hun syntes, at i dette Øjeblik veg hun ud af en hegnet, solfyldt Have, hvor hun aldrig mere skulde komme. Men for sit ufødte Barns Skyld gik hun hen og tog hans Haand og hviskede det Navn til ham, som ingen uden hun og han kendte, det Navn, som de varede om, fordi det var digtet i deres Kærligheds lifligste Time.

Men han skød til hende, som om hun var en paatrængende Skøge, og til Bøndernes Morskab vrængede han Navnet efter.

Den høje Mand hørte det fra sin Plads i Rejsestaldens Skygge; og han lukkede sine Øjne, fordi han ikke kunde taale at se hende tage sig saa raadvild til Hjærtet. —

Saa snart han ikke mere saa Mændene og Kvinderne foran Kroen, begyndte Dagens og Aftenens Syner at bore sig ned i hans Sinds Dybde ad de eneste Veje, som førte gennem hans Bevidstheds Taager.

Drikkedjævlen har været i Gaarde. Ikke engang Præst og Skolelærer kender ham, for han er venlig og ydmyg, indsmigrende og munter, og derfor danse unge, uskyldige Piger ved hans Haand, medens han uforstyrret sænker sin Gift i Sjælene, Guds rette Ejendomme. Tavse, kloge Mænd blive aabenmundede og dumme. Unge Karle, som elske, blive blinde og tror at se deres Hjærtes Udkaarne i hver Kvinde, og de give deres helligste, bindende Ord til den første, der vil høre det. En Mand, der Aaret før med Bøn og Graad har tigger om sin gamle Mors Tilgivelse for en Forbrydelse mod Ære og Ret, som den smilende Djævel havde forledt ham til, haaner i Aften Moderen, som advarende tager om hans Haand, der griber efter Giften; — og hele Sognet hører hans vrede Ord.

En dygtig Bonde, som Dagene igennem slider og arbejder sammen med sin Hustru for dagligt Brød, øder i Spil paa en Time, hvad der skulde skaffe Midlet til deres syge, eneste Barns Frelse. —

Den høje Mand vaandede sig og aabnede sine Øjne, hvor Lidelsen brændte. Hjælpeløs saa han ud over Marker og Enge; men da fornam hans udækkede Sind, at det var en af Naturens hellige Timer, hvor Mennesket, der gaar ind i dens Rige for at lytte til dens Toner, lytter saa længe, at det hører sin egen inderste Sjæls sølvklingende Musik.

En ung Kvinde gik alene ind over Markstien og saa paa de duggede Blomster og op mod Stjernen og den lyse Himmel, medens hendes Elsker sad med tungt Hovede og sløve Øjne og lo meningsløst. —

Men Høkeren smilede affabelt og sagde til Sogneraadsformanden:

»Man maa more sig, medens man er ung og fri.«

Sogneraadsformanden nikkede anerkendende og svarede vægtigt:

»Vist saa; blot med Maade.« —

I Skyggen ved Rejsestalden, hvor den høje Mand med skælvende, hurtige Hænder gravede sig et Skjul mellem Halmknipperne, standsede Typografens Hustru med Forvalteren; og hun lod sig kysse af hans blussende Læber, og hun lod sit uskyldige Sind besudle af hans urene Ord; i Fortvivlelse og Trods vilde, vilde hun dynge mørke, fremmede Begivenheder over det rædselsfulde, som skete før.

Da løftede den høje Mand Hovedet og saa op med et Blik, der straalede af en fast og pludselig Beslutning; han knugede sine foldede Hænder mod sin Pande og hviskede: »Ikke endnu Herre, ikke endnu!« Og han løb, som den løber, der bærer sit Kæreste fra forfølgende Fjender.

Udenfor Kroen tømtes Flaskerne, indtil to Brødre yppede Kiv og begyndte at slaas.

I det samme kom Stationsforstanderen. Hans guldsnorede Hat sad paa Snur, hans Uniformsfrakke stod aaben, og han slog ud med Haanden og raabte:

»Lad nu være med det Børnevrøvl, mine Herrer; her skal de se utrolige Løjer.«

»Værs'artig, værs'artig mine Herschafter, ingenting for Voksne og det halve for Børn, Folk uden Hoved gaar gratis ind!« raabte Typografen.

Stationsforstanderen stillede sig i Attitude med den ene Haand ind paa Brystet og bukkede dybt. Man var Embedsmand, men havde dog heldigvis Aand og Gemyt nok til at gaa ind paa en Spøg.

Derpaa fortalte han — stadig afbrudt af Typografen, som var i febrilsk Bevægelse for ikke at blive døsig.

»Jo, ser de, blinde Sørens Prygleknabe kom jo ind til mig paa Kontoret med dette lange Telegram. Om jeg straks vilde afsende det? Jo, det vilde jeg da nok, men det var dyrt. Ja, Mammon havde han rigtignok ikke, men om en liden Stund skulde han ofre os sit Hjærte, som hele Livet havde lidt af ulykkelig Kærlighed —«

»Ulykkelig Kærlighed!« Dundrende Latter.

»Ulykkelig Kærlighed, ja, til Gudsbilledet i Mennesket eller saadan noget lignende højtravende Sludder.«

»Hans Hjærte i Betaling. Kan De give tilbage paa den Mønt, Stationsforstander?«

Skraldende Latter.

»Havde det endda været hele Kroppen. Hva' Hr. Dyredoktor?«

Dyrlægen svarede tvært spøgende:

»Han fik sgutte første Klasses Stempel, det magre Spektakkel!«

Stationsforstanderen kom igen til Orde:

»Jeg sagde jo naturligvis ja og tog Papiret. Nu skal de høre.«

»Hold op at tviste. Silentium. Dixi. Hols Mauls, I Herrer!« tordnede Typografen.

Stationsforstanderen læste ironisk-højtidelig:

»Telegram til Gud i Himlen. Jeg kender din Beslutning. Men Herre, lad ikke Verden forgaa, medens her er en Djævel, der tager haardt om de varme, bankende Hjærter og lammer de Hænder, som vil lindre Smerte og Nød. Lad ikke Verden forgaa, medens den Djævel lærer Pigen Svig og Løgn i samme Øjeblik, hun kysser sin trofaste Elskers Læber, lærer hende Spot og Spe, naar hun gaar fra hans udstrakte Arme. Alle er mod alle. Den, der længes, skal trampes. Den, der bløder, skal slaaes. Den, der kryber om paa Marken for at finde et Hul, hvor ingen Lyd kan naa ham, skal slæbes ind i Dansesale og Krostuer. Herre, lad ikke Verden forgaa, medens alle er mod alle og vil hugge Klør og Tænder i de pinende Saar. Herre, afvend din Vrede, tag mig som Sonoffer, jeg giver dig mit Liv!«

»Og jeg giver en Omgang paa Kroen!« brølede Typografen til Bønderne, der stod stille og halvvejs generte: »Træd indenfor, Hr. Banemand, og lad os være fri for mere af det Kællingesludder.«

Men Toget var ved at komme, saa Stationsforstanderen maatte være paa Perronen. Han satte Huen lige, knappede Frakken og gik med hele Skaren ned for at inspicere Stationskarlen, der havde bragt Signalerne i Orden og lagt Posttasken ud.

Ved Ventesalen brændte et Par Lygter; der stillede Skaren sig i Geled for — efter Typografens Kommando — »at repræsentere Sognet for de ærede Rejsende.«

Typografen begyndte at holde Tale, men tav leende, da han fik Øje paa den høje Mand, der stod længst borte paa den lange, smalle Perron med Armene strakt mod Himlen.

»Se, hvor Raden staar og kiger Stjerner; lad os faa mere Grin med ham.«

En ældre Bonde svarede:

»Lad os nu undgaa Skandale her paa offentligt Sted; vi maa se at faa ham hjem. Jeg giver Vogn; gaa Du hen og snak med ham, Typograf, det maa Du forstaa.«

Typografen tog Lommetørklædet af Hovedet og svarede godmodigt:

»Javel, jeg snakker godt for ham.«

Han tog Bonden i Knaphullet. »Det er individuelt med saadanne Fornemmelser, man maa bortforklare hans daarlige Humør, for ser I, er han drukken, saa er der noget, der hedder en overordentlig Modtagelighed, og —«

»Javel, men gaa nu bare. Nu piber Toget.«

Typografen gik hen mod den høje Mand, der havde kastet sig paa Knæ med Hovedet bøjet tilbage og Hænderne foldede.

Toget brusede ind.

Den høje Mand væltede sig ud foran Lokomotivet og knustes.

Typografen fik ondt og ravede tilbage. Nede paa Perronen raabte de og løb forvildet mellem hverandre. Dampen hvæsede ud. Passagererne søgte at faa Kupédørene op. En ung Pige græd. En Handelsrejsende med Spillekort i Haanden laa halvt ud af Vinduet og raabte kommanderende paa Konduktør og Stationsforstander.

Da Lokomotivføreren sprang af Maskinen, saa' hans faste Blik, der var blankt af Taarer, fuldt af Vrede og Fortvivlelse ud over den drukne, raadløse Skare.