DEN DRISTIGE.

Aarets sidste Timer randt langsomt ud i den uendelige Ensomhed.

Inden Døre søgte Menneskene sammen — Frænder og Venner, Husbondsfolk og Tyende, Lavsbrødre og Landsknægtenes hjemløse Skarer.

Men en var alene inden for Stadens brede Mure.

Det var en ung Kvinde, der sad i et Kammer øverst oppe under det røde, spidse Tag paa en af de ældste Gaarde.

Bysvenden, der stod ved Porten den Dag, hun kom dragende, fik at vide, at hendes Navn var Audacia. Ellers kendte ingen hende, og ingen frittede, naar hun ærbart gik sin Gang til Brønden eller til Kirken. —

Audacia stod ved Kammervinduet, som aabnede sit lille, trekantede Øje højt oppe over Karnapper og brede Gadetrapper midt paa det store Tag.

Set gennem det grønne, tykke Glar, der sad rundt og fast mellem Blyet, blegnede Stjernerne til sære, formummede Blink.

Derfor slog hun Vinduet op og holdt sit Ansigt hen mod den friske Luftstrøm, der vældede ind fra den frostklare Nat.

Længe saa hun ud over de mange snedækkede Tages stejle Skraaninger med brede, rygende Skorstene og hvide Snebaand paa Trappegavlenes Trin.

Hendes Blik gled ned i den snevre Gyde, der overfor hendes Vindue mundede ud paa Torvet.

Ved Bislag og Vinduesskodder var der tynde Lysstriber. Klang af Menneskestemmer, Instrumenter og klirrende Tinkander ringlede fra Værtshuset ud i Luften; der stod en Halvdør paa Klem lige under den skiltende Krone, som hang urørlig og snepudret i den snørklede Jernarm.

Men om Torvebrønden stod ingen sladrende og leende Piger, ingen steg op ad Kirkens brede Stentrin, ingen gik forbi dernede med lygtebærende Tjenere.

Alle var inden Døre med dem, som Livet havde stillet dem nær.

Ingen sov den Nat.

Alle ventede det ny Aar. Ventede, at dets første Minut skulde dale med Klokkeklangen ned over deres gamle By.

Alle var inden Døre, for kun der kunde Narrebjælderne rasle og støje og overdøve den sælsomme, uvante Spørgen og Manen, der besatte Sindene, saasnart der blev stille. —

Gennem et Vindue i Borgmesters pyntelige Gavl kunde Audacia se ind i Salen, hvor Raadmændene var bænkede om brede Borde og tømte Vinen af ærværdige Rømere.

Ingen sov i denne Nat. Alle ventede Indtoget af det ny Aar, som maaske i sit Følge havde alt godt efter enhvers Begær.

Saadan havde de ogsaa ventet for et Aar siden, ventet hos Borgmesters, i Lavshusene, i Kipper og lune Stuer og fattige Boder Byen over.

Ventet længselsfuldt.

Audacias Øjne funklede!

Kunde hun gemme hele Verden i en lun Favn, hvor Sorger og Nød kun drog forbi som store, fjerne Skyer!

Kunde hun give sit Brysts Varme til Ly for al Kulde og Kval! —

De havde sunget og jublet i Glansen af den store Forventning. Den dyreste Hyldest, den mest troende Tillid havde de ødslet paa det kommende Aar.

Men det havde bragt mangen ung Jomfru Sot og beske Lægedrikke i Stedet for Brudgom og Bryllupsgilde, mangen værdig Borger Forlis paa Gods og Ære, mangen tapper Krigsknægt Lemlæstelse og Død for Bytte og lystige Plyndringstog.

Og nu ventede de igen! Ventede, medens de jublede og pokulerede for at døve deres Øren for den alvorsfulde Manen, der sivede ind fra den store, tavse Nat, der laa som en Jernarm om deres Verden.

Men der var vel ogsaa dem, der ventede i en Længsel, som neppe kunde drive Timerne paa Dør, og som gjorde Nætterne lange som Uger, ventede paa en Lykke, der kunde sprænge Tungsindets svære Fængselsporte, lyttede efter trøstende Svar paa alle hemmelige Suk og angstfulde Spørgsmaal. Ventede med samme Længsel som de andre Aar, men med sygere Haab!

Audacias Medfølelse slog ud i Lue.

Aah, om hun kunde frelse dem fra al lidelsesfuld Uvished om den Herre, som holdt for Porten for at ride inden for Bymuren, naar Midnatsklokken slog.

Hendes Blod brændte.

Knugende Syner stod for hendes Blik:

Ensomme, angstfulde, bøjede Mennesker, der med deres Sjæls sidste Kraft higede efter et læskende Haab.

Hærstore Flokke, der forvirret og smerteligt uklart længtes efter den Haabets Ild, der skulde smelte Sløvhedens og Forhærdelsens Lænker om deres tyngede Sind.

Skare efter Skare, der som Tiggere saa ind i Fremtiden!

Da fór en altforglemmende Trang til Klarhed over den kommende Tids Dunkelhed som en viljehærdende Ild igennem hende.

Ud i den tavse, hvide Nat? Sprænge alle Rimelighedens Skranker! Opsøge det, som omspændte Verden for at sænke sig over den ved Midnat!

Vriste Visheden fra Tiden selv!

Audacia steg hastigt ned ad de mange Trapper, ilede gennem snevre Gyder til en forglemt Laage i Bymuren; hun vred i den rustne Slaa, til den gav efter, og hun trængte sig gennem snetunge, filtrede, tørre Ranker, til hun stod udenfor Byens hegnende Værn.

Hvidt og øde laa Landet foran hende.

Og den mørke Himmel lukkede som et fast, stjerneprikket Hvælv derover, et natligt Hvælv uden en eneste fattig Stribe af den sunkne Sols Guld.

Audacia kastede sig ud i Mørket som i et Hav af Fare. Menneskenes Sorger knugede hende. Menneskenes Længsler skar i hende, og hele hendes Sind var fyldt af mægtig Kærlighed til de, som angstfulde stirrede ind i den kommende Tid.

Hun ilede frem i Mørket. Kulden strammede sig haardt sammen om hendes Legeme — hun ejede ikke et Vaaben mod Vilddyrene, hun kendte ikke Sti over den vide Hede eller gennem de mørke Kløfter, men endnu havde hun ikke mødt den store tavse Hersker, Tiden, der ene kunde bringe Lys, og derfor ilede hun frem, saa ustandseligt, som om den Medlidelse, der brændte i hende, kunde bære som Vingepar.

— Før Midnat stod Audacia ved Tidens Borg.

Saa truende sælsom rejste den sig i Mørket, at hun i Rædsel løb og løb, flygtende fra det Maal, hun havde higet imod med en Vilje, der havde været stærkere end alle Hindringer. Audacia piskede sit Mod med Selvforagtens hvasseste Svøbe, men Rædslen jog hende vildt paa Flugt.

Da mindedes hun, at i Billedsniderens Stue sad en ung Hustru og ventede. Paa fjerde Aar — ensom mellem Værktøj og halvfærdige Helgenbilleder og indtørrede Lerklumper, ventede paa Mesteren selv, der vandrede gennem fjerne Lande for i et varmere Sollys at suge Lykke ind i sin tunge Kunstnersjæl.

Paa fjerde Aar! Og i Nat sad hun i Mesterens Stol ved Ilden og vaagede; med Ære vilde hun tage mod den Gæst, som maaske skulde bringe den lykkelige Gensynstime.

Atter ildnede Medlidelsen Audacia; den kolde Angst veg, og modigt søgte hun tilbage til Tidens Borg.

Over en svajende Bro, gennem den lange mørke Port, hvor Lyden af hendes lette Trin slog hult og forstærket mod Hvælvingen, naaede hun ind i Borgen.

Usynlige Rædsler holdt Vagt i hver Krog. Skræmmende Stemmer truede bag hver Dør. Klam og solforladt strøg Luften over hendes Ansigt og Hænder.

Audacia tænkte paa Billedsniderens unge Hustru, og hun famlede sig modigt frem ad snevre Gange og stejle Trapper, der vindede sig opad i knugende Mørke.

Tilsidst stødte hendes fremstrakte Hænder mod en Dør, der gav efter for deres Tryk og langsomt drejedes, medens et gulblegt Lys spredte sig som et Straalebundt ud mod hende.

Audacia traadte ind i et dybt Rum. Ned fra den skyggede Hvælving hængte mærkelige Dyr i svære Tov, og Dunkelheden i Krogene dækkede over hemmelighedsfulde Instrumenter og lænkede, tykke Bøger.

Foran det store Ildsted saa hun Ryggen af den, hun saa møjsomt havde søgt, — Tiden selv. Bøjet og hvidhaaret syslede han med Kolber og Digler og alskens sært skinnende og boblende Væsker.

Paa Timeglasset sad en blind Ravn; den slog med Vingerne, da Audacia skød Døren til.

Han vendte sig fra Ilden.

Det ældste, det uudgrundeligste, som ej nævnes kan, aabenbaredes i disse tankehærdede Træk, i dette hvasse Blik under den mægtige Pandes hvide Kant.

Audacia lukkede sine Øjne og lagde Haanden over dem. Thi den Visdom, som straalede imod hende fra dette Aasyn, sved i hende.

Men hun æggede sit Mod ved at tænke sig staaende ved Bybrønden, skænkende modige Mænd og Kvinder Visheden i Bytte for den usle, løgnagtige Forventning.

Og hun spurgte med al den Kraft, som hendes hede, barmhjærtige Vilje skabte.

Han løftede Haanden, saa det sorte Ærme faldt tilbage. Myndigt pegede han mod en lav Dør inderst i Hvælvingen:

»Vent der, sammen med de Svende og Terner, som jeg vil sende ud over al Verden i Midnatstimen!«

Audacia traadte ind i et mørkt Rum.

Hun famlede sig frem langs Panelet, fulgte det, da det drejede om et Hjørne ind i en Vinduesfordybning.

Det puslede og lo, stønnede og raslede i alle Stuens Kroge.

Der var ingen snelys Mark at skimte gennem Ruden.

Audacia aandede paa den, men Isen smeltede ikke. Hun lagde sine varme Læber mod Isblomsternes tomme Kalke, men de veg ikke, der var ingen Lysning i dette tætte Mørke.

Da aabnede Tiden Døren og traadte ind. Foran paa den sorte Talar holdt han en Lygte; igennem dens Hornruder flimrede et dunkelt Skær op om hans hvide Skæg og stærke Aasyn.

Audacia spurgte atter modigt.

Den ældgamle svarede:

»Vent, til min Herre byder mig at tale.«

Og han satte Lygten, gik bort og lukkede Døren.

Det gule, dunkle Skær gled videre og videre ud, blev klarere og klarere, indtil den store Hal straalede som i Lyset af tusinde Kærter.

Hallen var fuld af sælsomme Skikkelser, Tidens Svende og Terner.

En bredskuldret, muskelstærk Mand nærmede sig hende.

Med kloge, rolige Ord fortalte han Navnene paa Tidens Budbringere.

Selv hed han Erfaring.

Audacia saa ikke længe paa den lyse Lykke, det vidunderskønne Haab, hvis Ansigt straalede af Mod og Godhed, eller paa det blide Taalmod med de ædle, kraftige Skuldre og de favnende, støttende Arme.

Det var de rædselsfulde, gruopvækkende Skikkelser, som mest drog hendes Blik.

Bag Misundelses gustne, onde Fjæs øjnede hun Pestens sorte, stinkende, blinde Hoved. Mordbrands hadefulde Øjne flakkede usikkert, hans filtrede Haar hang ned om den lave, dyriske Pande og ideligt klemte han Læben sammen om de brede Tænder, der gned mod hverandre.

Det ubarmhjærtige Uvejr støttede sin stærke Krop mod den haardhændede, knoglede Sult. Skuffelsens visne, sammenkrogede Skikkelse sneg sig om ved Siden af Ligegyldighedens fede, oppustede Krop, der trampede frem uden at se, hvor den ødelæggende satte sine brede Fødder.

Audacia bævede. Hvilket Under maatte der ikke ske, hvis Menneskene skulde bevare deres Sjæle i en Verden, hvor der truede saadanne Farer. Hun krympede sig i den mørkeste Haabløshed; Fortvivlelsen flængede i hendes Sind. Hvert Pulsslag raabte jo Haan mod Menneskenes Afmagt og Forsvarsløshed. —

Da veg alt hos hende for en pludselig skabt vild Trang til at udslette sin egen Sjæl, tvinge den til at briste som en Boble, der intet Spor efterlader sig.

I denne Nød skete det, at hun modstandsløst maatte se op! Den skønne, værdige Kvinde, hvis Navn var Taalmod, stod foran hende og sænkede lindrende og smeltende sit Blik i hendes, til Sindets vilde Haardhed var borte.

Audacia saa op i den Mægtiges Øjne; der luede kraftfuld, kærlig Alvor og modig Godhed, der ikke var greben med Lethed i et Øjeblik for at slippes i det næste, men vunden i haarde Stormløb og baaren frelst ud af svidende Smerter.

Audacia fyldtes af ny Kraft, og hun vendte sig atter mod de frygtelige Skikkelser for at uddrikke den Erfarings Skaal, som raktes hende. —

Selvforgudelsen knejsede hos sin Tvillingebroder, den lave, vraltende, snaksomme Dumhed.

Ukærligheden havde sat sin plumpe Fod paa Nakken af en skøn Dreng, Glæden, der, lykkelig ved Kamp, spændte sit unge, ædle Legeme under den raa Byrde.

Som et lurende, begærligt Dyr stod Ondskabens behændige Skikkelse paa Spring, rede til at fare løs paa enhver, som den kunde naa. Bagved — bange for sit Skind — gemte den gustne, vanskabte Bagtalelse med de flakkende Øjne sig.

En mæsket, lavpandet Skikkelse, Dovenskaben, gik rundt og havde venlige Ord til alle. Men med Rædsel saa Audacia, at hvor han nærmede sig, smuldredes Træet og søndredes Gulvets og Murens Sten; den vimse Ihærdighed og den tavse, stærke Hjælpsomhed arbejdede med Hast i hans Spor, at ikke Hallen skulde styrte sammen om dem alle.

Mistænksomhed krøb sammen i en ensom Krog og rugede beængstet over sin Giftflaske.

Med sammenbidte Læber og blodunderløbne Øjne sad Vold hos den vindtørre Gerrighed, der fredløs og ængstelig holdt med sine lange, knoglede Fingre om sin Broder Volds blodplettede Arme.

Men opad Væggen og henunder Hvælvingen lysnede et Genskin af Dødens, Sandhedens og Kærlighedens mægtige Herskerskikkelser, der svævede ude i den stjernelyse Nat, rede til at lyde Tidens Bud.

Og Indignationen, en ungdomsfrisk, skøn Mand med varme, faste Øjne og et staalblankt Spyd i sin kraftige Haand stod som en frygtløs Helt midt inde blandt alle de onde Skikkelser.

Løgnagtigheden sneg sig rundt sammen med en dukket, vrikkende Kvindeskikkelse, Sledskeriet; de sluttede Venskab med hver som gad; deres hvidgule Ansigter var stivnede og udtryksløse, og deres syge, væmmelige Hænder besudlede, hvad de rørte ved. Med løgnagtig venlige Lader nærmede de sig Audacia; hendes Hjærte nagedes af Smerte over dette Misbrug af ædelt jordisk Væsen; nu stod de hende nær, og Flokke af Ord om Godhed og Troskab udgik fra dem.

Da flygtede Audacia sjæleangst ind til den Ældgamle, som Gud havde sat til Hersker over disse forfærdelige Budbringere.

Stor og ubevægelig stod han foran Baalet paa Ildstedet. Han sagde:

»Hør da, hvorhen mine Svende og Terner efter min Herres Bud skal drage, i hvilke Hjærter de skal trænge ind, i hvilke Hjem de skal tage Hæderspladsen!«

Bønfaldende strakte Audacia Armene ud:

»Din Herre tilgive mig, og tilgiv Du min formastelige Spørgen. Jeg beder Dig af hele mit Hjærte, lad ikke mig, lad ingen vide, hvem Du vil sende ind i vor By i det ny Aars Følge. Straf ikke min Oprørskhed mod Din store Herres Verdensordning med Viden om de kommende Ting!«

Og i dybeste Bevægelse sank hun ned foran den Ældgamle.

Da aabnede han Døren, kaldte paa Taalmod og pegede paa Audacia.

Den skønne, mægtige Kvinde løftede hende i sine Arme og gik ud af Døren. Langsomt gik hun frem, Mørket kløvede sig som to vigende Bølgerækker for den dæmpede Klarhed, der kronede hendes alvorlige Pande.

Hen under Stjernehimlen bar hun det trætte Menneske mod Hjemmet.

Audacias Hjærte slog stille mod Taalmods roligt aandende Bryst; der dalede en forunderlig mild Kraft ned over hende fra disse alvorligt glade Øjne, der snart saa vidt og ømt ud over Jorden, snart fæstede sig i stille, længselsfuld Lykke mod Stjernebillederne paa den fjerne, mørke Himmel. — — —

Det gamle Aars sidste Øjeblik veg bort.

En bølgende, mangfoldig rungende og klingende Toneskare svang sig ud over Staden fra alle dens høje Taarne.

Taalmod skred ind i den ensomme Stue oppe under Taget; Ilden flammede lysnende op, og usynlige Blomster duftede sødt og stærkt.

Klokkeringningen hørte op. Men Luften bar en Stund paa Lyden, der bævede sagte og tonende.

Audacias hele Sind favnede med ydmyg Undren om den dybe Fred og Fortrøstning, som var givet hende som en kostelig Gave.

Hun fornam Visheden om, at den, der havde baaren hende over de døde, kolde Snesletter, kunde beskærme mod alt det, som ødelæggende sneg sig ind paa Menneskene, løb Storm mod deres Fred og gjorde deres Maal lave og deres Verden snever og kold. Og Audacia bad:

»Kom til mig, naar min Sjæl knuges af Mørket, saa den fattig og afmægtig glemmer Lyset! Kom til mig, Du, som er størst af alle Tidens Sendebud!«

Taalmod svarede:

»Min Gerning er kun at bane Vej til Menneskenes Hjærter for dem, som er større end jeg, og som evner at skænke det Højeste.«

Som et svindende Billede stod den lyse Skikkelse i Døraabningen. Saa ædelt, saa mildt som dæmpet Spil over Strenge tonede hendes sidste Ord:

»Kald paa mig, og jeg kommer!«