TO SØSTRE.

I den blaa Sommerluft rejste der sig et Sted i Norden en stærk Borg.

Men Borgens Frue havde ikke Sans for Portenes sikre Nagler eller for Taarne og Tinders stolte Rejsning. For hende var der kun ét: det Barn, hun havde født Maanedsdagen efter sin Husbonds Død.

Hun tilbragte sine Dage ved Barnets Vugge og mangen Nat lyttende betaget til dets sagte Aandedrag.

Fra Taarnet vajede intet Banner; i Staldene stod Hestene urørte, i Skovene drev Dyrene om uden at jages, og de af Svendene, som endnu var unge, forlod hendes Tjeneste, fordi de hellere vilde binde Harnisk paa og slaaes af al Magt paa de vide Heder med vrede Fjender end gaa her i Tryghed og blive gamle og graa bag den Grænse, hun drog mellem Verden og sig selv og sit. — —

Der flyver Fugle, der vælder Roser. —

En silde stormfuld Aften kommer en Svend ind med en Byldt, som han har fundet i den dybe Skygge ved Porttaarnets Mur. Kaaber og Silkeklæder vikles bort; et Par mørke Barneøjne stirrer mod Lysskærets Leg paa de blanke Ildbukke ved Ovnen; de se op i Røgfangets Mørke, og i Blikket dukker en Skygge af Ængstelse frem; men den svinder, da det fæster sig ved Borgfruens Ansigt.

Da aabnes den sørgmodige Frues Hjærte for det lille, hjælpeløse Hittebarn, og hun løfter det i sine Arme og tager det til sit Barns Søster.

Og Inger, det var Datteren, og Germa ... det Navn havde man fundet i en Guldring, der hang om Hittebarnets Hals ... voksede op i Kærlighed og Ømhed. —

En Solskinsdag stod Moderen i et Vindue og saa ned i Borggaarden, hvor de to Børn kom gaaende.

Inger gik ens og langsomt. Hun var højere end Germa og havde lagt sin Arm om hendes Skulder; det jævnede den andens urolige Gang.

Men længe gik de ikke saadan.

Germa sprang af Sted; .. snart jagede hun Duernes Flok i Vejret, saa de mange flagrende Vingepar lyste i Formiddagssolskinnet; snart borede hun sine brune Hænder ind i de vilde Rosers Hæk for at faa den rødeste Rose til Ingers lyse Haar; saa gled hun atter ind i Søsterens Arm, og de fortsatte deres Vej ... bort under den lave Porthvælving.

Og lidt efter brødes Stilheden af Germas muntre, klare Stemme, der raabte den kraftige Hilsen, som hun kendte fra Viserne, op til Porttaarnet, hvor Kurens Plads i Aarevis havde været tom.

Borgfruen vendte sig med et Suk.

Skæbnen raader underligt!

Hun havde sørget og grædt saa saare. Men som Aarene randt hen, stængte hun med Ensformighed og Stilhed for alt Begær efter Liv og brusende Lykke.

Og hun gemte Børnene med sig i Flugt for alle groende Haab, fordi hun vidste, det kunde ske, at Haab blev til Sorg.

Men nu, da Vingerne voksede sig stærke paa den fremmede Fugl, hun havde lunet i sin ensomme Rede, — og den flagrede ud, og den kom hjem og bragte Bud til hendes vintertavse Sjæl om smeltende Sne og om Muld, der var rede til Frøkornet, — da veg Glemselen og Stilheden af hendes Sind, og den meldte sig igen, den gamle Sorg over hendes døde Herre. — —

Germa færdedes vaagen og varmblodig vidt ud fra den snevre Stue. Der var i hendes Spor en Strøm af Liv og Uro og bag alle hendes Spørgsmaal en kraftfuld Higen efter Viden om Tilværelsen i al dens Bredde og Dybde. Hun værnede med Ømhed og Undren hver Plantespire, der blev til af et ringe Frø, og hun lo af Glæde ved at fornemme sin Hests spændte Styrke, naar hun jog hen ad Markerne. Hun kunde blive stille af Lykke over Moderens og Søsterens Kærlighed; og naar der berettedes om Fædrenes daadrige Levned, lyttede ingen som hun — saa favnende det alt, tagende og ejende det.

Den gamle Krønikebog og de to Helgenlegender, med Riddervaabnet i Guld paa mørke Læderbind, og de kostelige haandskrevne Dokumenter blev slæbt ned fra Hylden; naar da Germa stod paa den høje Stige og søgte paa det fredede Sted, hvor de gemtes, saa blussende ivrig, at Støvet dansede i Solstriben, da var det noget andet og noget smerteligere end Angst for, at den lille, faste Haand skulde slippe sit Tag i den Egetræeskorsblomst deroppe, som gennemfor Borgfruen paa en saa urolig Maade.

Borgfruens hvide Hænder, der i mange Timer taalmodigt havde syet Roser paa Silkens lyse, bløde Flager, lagde sig til Hvile i hendes Skød.

Fra de store Loftsbjælker og fra det mørke Egepanels kunstfærdige Udskæringer rykkede Tusmørket nærmere og nærmere ind paa hende.

Hun rejste sig, gik hen og skød Vinduet op, satte sig paa Vægbænken i Vinduesfordybningen med Haand under Kind og stirrede ud i Luften, medens Mynden, der laa ved hendes Fødder, aandede lydløst i rolig Søvn.

Længe var der stille.

Saa bevægede den brede Dør sig paa sine store Hængsler for Ingers spinkle Haand.

Mynden rejste sig, gabede lydeligt og strakte sig, saa Skindet strammede om Ribbenene; der kom Liv i dens sørgmodige Øjne, og den gik logrende hen til Inger, der venligt strøg over dens glatte, bløde Hoved, idet hun gik forbi den hen og satte sig paa Hyndet ved Vinduet.

Hun lænede Hovedet til Moderens Skulder, og Moderen kyssede ømt og let hendes lyse Haar, der mødtes saa smukt med den rene, hvide Pande; medens det nu var Inger, der saa ud paa Aftentaagerne, hvilede Moderens Blik ufravendt paa Barnets rolige Ansigt. —

Hvilken Storm skal faa disse lige, fine Øjenbryn til at drage sig smerteligt sammen, og hvilken Lavhed skal bringe disse blaa, taalmodige Øjne til at flamme vredt og sorgfuldt.

Saa drog hun hende tættere ind til sig.

Kunde hun holde sit Barn borte fra Verden, — hvor Lystighed og Kulde var Herre, — gemme det hos sig, varmt og trygt, og tilsidst frelse det med sig i den stille Grav under Kirkens slidte Fliser! —

Der lød Sang udenfor, Klinken paa Døren løftedes, og Germa traadte ind.

Hun blev ved med sin lystige Sang, medens hun trak Mynden kærtegnende i Ørene og klappede dens Ryg, saa den velbehageligt kneb Øjnene sammen; men saa tav hun, løb hen til de to derhenne ved Vinduet og tog sin vante Plads paa Hyndet ved deres Fødder ...

Og lidt efter begyndte Moderen at synge med en sagte, sødt klingende Stemme for sine Børn. Helst af alt vilde hun mætte deres Længsler, at de ikke skulde drage de vilde Stier bort fra hende, ud i Livet, hvor mangen En bar Kvide i Hjærtet.

Saadan kom en blid og rig Aften tidt og ofte efter en Dag, som, enten det var Vinter eller Sommer, var kranset af vaagen, trofast Kærlighed.

En Sommerdag, da Inger, der nu var vokset til en stolt og høvisk Jomfru, var gaaet ned til Aaen med en Terne for at to Silke og Lin, kom Germa løbende. Og som hun sprang af Sted hen ad den grønne Vold, vinkede hun kaldende paa Søsteren.

Hendes Mund smilte, og hendes Øjne straalede, men hun vilde ikke fortælle, hvad det var, der havde tændt Glæden hos hende.

Hun tog Inger ved Haanden og drog hende med sig ind i Borggaarden, ind ad en lille glat, jernbeslaaet, mørk Dør, som Inger aldrig før havde set aabnet, og op ad en stejl Trappe, hvor Loft, Væg, Trin ere afslidte, røde Mursten. Smallere og smallere bliver den, jo højere de stige .... men tilsidst svinge de sig ud af Lugen øverst oppe, og de staa ved Taarnets Tinde og skærme med Hænderne for Øjnene, der ikke straks kan se ud i det klare Sollys.

Men snart se de op og ud over det vide Landskab, der blaaner langt, langt ud — — grønne Marker, et enkelt bredkronet Træ, smaa blinkende Søer, mørke Skove og længst ude — Havet. Over alt dette et straalende Sommersolskin og en tindrende blaa Himmel.

— Inger jublede og strakte sine Arme ud. Hun løb fra Brystværnets Nordside til dets Sydside, fra Øst til Vest, — og alle Vegne det samme — en Verden, en stor, dejlig Verden, der straalede i Sollys og ventede i Tavshed.

At eje saa meget vidt og fagert!

Germa sad ubevægelig med Nakken mod den haarde Sten og fulgte med Øjnene Inger, der var saa ny, som hun stod der; der var i disse Øjne en Verden, en Verden, der ventede i Tavshed og straalede i ubevidst Ungdomslykke.

Germa rejste sig pludseligt, gik ned ad Trappen og ind i det øverste Taarnværelse.

Der stod et stort, sammenrullet Banner hældet op til Muren; hun tog i Silken og trak Dugen nysgerrigt ud.

Derpaa fik hun Øje paa en lille Kiste paa fire svære Ben, sammenholdt af et stærkt Kryds.

Hvad gemtes her saa afsides og upaaagtet?

Germa strøg over sit sorte, blanke Haar, som hun plejede, naar noget betog hende.

Hun vidste ikke selv, hvorfor hendes Hjærte bankede, da hendes varme Haand greb om den store Nøgle. Hun lo lidt af denne sære Uro, drejede Nøglen om og aabnede for Kisten.

Der laa en Ring, og inden i den stod »Germa«; det samme Navn kom frem, da hun havde set lidt paa det snørklede røde og forgyldte, der stod dernede paa Pergamentslappen, som laa under Ringen. —

Og Hittebarnet læste de faa Linjer, som en vejfarende Munk, til Tak for Ly og Mad, engang havde prentet om det fundne Barn.

Hun forstod ikke, hvorfor hendes hele Væsen krympede sig af Sorg, hun harmedes over Taarerne, som blændede hendes Øjne, og uvant med de Ædderdryp, der sved hendes Sind, vilde hun løbe bort fra dette trange Rum. Hendes Haand strejfede Banneret; hun vendte sig og tog hastigt om den tunge Byrde og slæbte den op til Inger.

Og nu blev der Travlhed paa det Taarn, der i Aarevis havde været øde.

To Pigeskikkelser kæmpede for at faa Bannerstagen fastgjort, Banneret udfoldet. Inger slap Snorene; en sagte Vind spilede Silkedugen ud, og over hendes Hovede vajede Slægtens blaa Mærke med den gyldne, flyvende Glente, den som ogsaa havde skinnet i hendes Faders Skjold den Dag, han faldt mod Rigets Fjender.

De to Jomfruer saa paa hinanden.

Germas Læber bævede .... hvor havde de kunnet tie om dette Dag efter Dag? Hvorledes skulde hun bære at miste Visheden om en ædel Fader og en god og statelig Moder? Ak, nu havde de drukket det halve af hendes Hjærteblod.

Da strakte Inger Armene i Vejret, greb med de slanke, hvide Hænder om Bannerstagen; Mund og Øje smilte stolt og kækt, og Silken knitrede og bølgede over hende.

... Men i den Stund følte Germa sig fattig og ene, og i hendes Sind fæstede den bitre, stærke Udlængsel Bo.

Ind gennem de grønlige Ruder, hvor Blyet mange Gange har draget sine Linjer paa langs og paa tvers, glider det legende Lys i brede, dæmpede Strømme.

Stabler af Tinfade og Tallerkener staar paa det brede Egebord; kosteligt vævede Skiveduge ligge Side om Side med farveskønne Bænkehynder. En Sølvstob, Krus og blanke, tunge Stager med to og flere Piber skinner; smaa Saltsirkener og enkelte Skeer, hvis lave Kop er slidt som det udskaarne Benhaandtag, ere skubbede ind, hvor Plads er i den brogede Dynge.

Inger staar og ser tankefuld paa alle disse hendes Slægts Skatte, som sjældent kommer frem af de dybe Skabe eller ned fra de lange Hylder under Loftet. Snart løfter hun paa en af de tunge Stager, snart glider hendes Haand let hen ad de kølige Linnedduge.

Borgfruen sidder for Enden af Bordet, hvor Skiven er rundet af hendes Herres og hans Fædres Arme.

Foran hende staar et lavt Skrin med hvide Metalbeslag om det mørke Træ. Der ligger enkelte Guldkæder deri; men det er ikke dem, som Borgfruen løfter saa varsomt, — det er et beskrevet, stivt Pergament, der rasler, da hun tager det frem.

Hun ser paa den snirklede Skrift, som fortæller om dengang, da hendes Herre skænkede Gaard og Grund til Kirkens Sankt Andreæ Alter, at Messer skulde læses for ham og hans og Kongen til evig Tid.

Borgfruen ser op, sukker og fæster det sorgfulde Blik paa Inger, der bøjer Hovedet dybere.

»Døden er vis, men Timen er uvis. Lad ikke af at vaage og bede i Bodfærdighed.«

Og hun læser halvsagte videre. —

Germa staar med Ryggen til henne ved Vinduet.

Med Fingeren tegner hun, uden Hensigt, i Karmen efter de smaa Halvbuer i den røde Mur derovre under Taget.

Bagved sig hører hun Borgfruens sagte dæmpede Stemme, der staver sig frem gennem Dokumentets Sætninger om de Messer, der skal læses: alle christne Sjæle til Ro, Lindring og Salighed.

»Ro og Lindring,« gentager Borgfruen tungt.

»Liv og Vildskab,« siger det i Germa. De to derhenne, hendes Kæreste paa Jorden, lad dem knæle for den tavse Moder, der bøjer Hovedet mod den kronede Søn, hun bærer paa Armen, lad dem vandre sødt omslyngede og blidt talende i Rosengaardens tunge Duft; hun elsker dem, hun vil gøre trælsomt Arbejde for dem og bære det strideste og haardeste dem til Behag, men der er noget, som kalder bort fra dette stille Sted, skønt Barneminderne pusler i hver Krog. Her er alting ens, enten Himlen er høj, blaa og sommerskøn, eller Taagerne graaner, eller Sneen danser langsomt ned over Borg og Skove. Hun bliver førere i sin Dragt og maa bøje sig, naar hun gaar gennem Taarndøren, men Dag gaar som Dag, og Aften kommer som Aften, og saadan vil det vedblive.

Og hun ved, at de Bolstre, hun hviler sit Hovede imod, ere bredte for hende af Godhed, og ikke fordi hun er deres. Der er ikke det i hendes Blod, som evigt binder hende til de to derhenne. Hun er ikke Kød og Blod af den gode Frue og hendes ætstore, modige Herre.

Og hun ligner heller ikke Søsteren. Germa er rank og høj, mørk og brunkindet. Hun er kraftig og heftig, har Mod til at være kærlig eller vred, alt som Tid er.

Ingers Legeme er fint, og naar hun kaster sine Klæder og gaar ud i Vandet, skinner hun hvid og dejlig; hendes Lød er lys, hendes Øjne ere rolige og blaa. Hun kan tæmme sine Ord, og man ved ikke ret, om hendes Sjæl kan bølge i Vrede og heftig Kærlighed. Græder hun, er det i Ensomhed, og aldrig viser hendes Ømhed sig anderledes end som stille Omsorg. Hendes Pande er som Moderens; naar hun lader Kammen glide gennem det lange, gule Haar, løfter hun Haanden ganske som Moderen. Ja, deres Blod rinder i samme Takt, og de ere bundne til hinanden uløseligt, men hun er det fundne Barn ... den Herre Christus evigt velsigne den gode Frue, der ikke lod hende falde i onde Menneskers Vold! —

Fra det øverste af Gavlens Takker fløj en Due op mod den blaa Himmel.

Germa saa langt efter den.

Men saa vendte hun sig og gik forbi Borgfruen og Inger. Deres Blikke fulgte hende, til Døren lukkedes; to Par Øjne mødtes et Øjeblik ... Germa er en anden siden hin Dag paa Taarnets Tind; hun tager deres Kærtegn som en Gave og ikke mere som sin Ret; og hendes mørke Øjne kan spørge, saa der er kun det at gøre at lægge hendes Hovede mod sit Bryst og bøje sin Mund mod hendes Pande. —

Men Germa sprang ned ad Trappen, hun stemte sig haardere mod den tunge Dør end nødigt gjordes.

Da hun stod i den snevre Borggaard, gav hun sig til at løbe ... bort derfra ... over den gyngende Vindebro — ad vildsomme Stier langt ind i Skoven, og der kastede hun sig ned ...

Vage Drømme, der briste, førend de naa ud af Taagen, stryge gennem hendes Sind, medens Skovens Storhed, — den, der spirer, og den, der hvælver sig højt, — tager hendes smertelige Uro og fylder hende med en gryende, stærk Livsglæde. —

Saadan er det gaaet mange Gange siden hin Foraarsdag.

Det kan ske for hende, at tunge Anelser med ét kan faa hende til at løfte Hovedet fra det bløde Mos og stirre ængsteligt frem for sig; det er, som noget nærmer sig, der kan nedtræde den dybe Glæde, som er ved at gro op i hendes Sind.

Da kan hun ikke se en Fugl flyve fra Reden, uden at hun synes, den forvildet tyer til en sikker Kvist, og at dens lille, fjedrede Moderbryst skælver. Og det er for hende, som de fine, svævende Spind blive tunge og graa, og som den bløde, blaalige Luft, der legede i yndig Lethed, bliver tung og kvælende.

Hvorfor blev hun ikke hos de to bag Borgens sikre Mure! Hvorfor var hun bleven deres, naar hendes Sind og hendes Længsler ikke vilde gro som deres, — de to hun elskede og længtes bort fra, som om hun skulde sørge sig død.

— — — — — — — — — — — —

Germa sad ensom langt inde i Skoven og saa paa en Ulveunge, i hvis Hjærte hendes Kniv havde siddet.

Hun blussede efter Jagtens Fryd og sugede af og til de røde Bloddraaber bort, som piblede frem af en Rift i Haanden.

Hun var saa stærk og lykkelig i den Stund.

Da knagede Grene inde i Krattet.

Germa sprang op med Kniven i Haand og funklende Øjne.

Var det Ulvehunnen?

Men snart hørte hun en Hest snøfte; Jernklæder raslede, og en stor Rytter holdt foran hende. En Svend red frem ved hans Side.

Ridderen gloede dumt paa hende gennem Hullerne i Visiret; saa skød han det op og lo raat.

»En smuk Terne til at feje Asken af Arnen!«

»Og til at sørge for Ganen og anden Glæde,« smiskede Svenden og red bag hende.

Germas Øjne løb fulde af Vredestaarer. Der var en Ridse ved Halsringen. Om hun kunde sætte sin Kniv i der! Men saa skulde hun slippe Ridderen af Syne.

Svenden red tæt til hende.

I samme Nu satte hun i Løb ind i Skoven.

Bag hende knasede de tørre Blade under Ridderens tunge Hest; lidt borte knækkede Grene: Svenden red uden om hende. Hendes Kinder glødede, men hendes Sind var koldt og beslutsomt .... fremad endnu et Stykke, saa naaede hun Kløften; hun vidste et Sted, hvor Brinken var stejl og overgroet med sejge Ranker, derhen løb hun, der var hun stærkere end en Rytter i Jernklæder.

Hendes Hjærte hamrede, hendes Kind piskedes af Kvistene, — men blot frem. Han kunde bruge hende til at fede Ulve med, om han fik hende fat! Anderledes blev hun aldrig i Evighed en Mand til Vilje, som vilde tvinge hende, en Mand med grove Smil om lystne Læber.

I susende Fart fór det unge, stærke Legeme af Sted, bøjende sig for Grenene og springende over Bækkene.

Svendens Hest prustede der ved Egen bag Krattet ... saa til den anden Side ind mellem Træerne. Der laa Svenden lumskeligt skjult; han sprang ind paa hende, de brødes længe; da Ridderen kom, var hendes Kræfter ødet, og blodig og forreven sank hun sammen, bedende sagte og mindeligt om Naade og Frihed.

Men han tog hende hoverende i sine jærnklædte, plumpe Arme, løftede hende op foran sig paa Saddelen og red bort med hende.

Germa spændte endnu engang sin slanke Krop for at styrte sig fra ham ned mod Jordens barmhjærtigt knusende Sten; men han holdt hende fast fængslet i sine grove Arme og førte hende til sin fjerne Borg.

— — — — — — — — — — — —

Og hvor han rider frem, knuses Blomsterne, de løfte sig ikke mere, drikke ikke mere Duggen, som de gode Nætter skænke.

Der red en Ungersvend i vild Galop, saa stærkt, som Fuglene flyve. Han jog fremad over bløde Enge og ind gennem tætte Skove, hvor Grenene strøg hans hede Kind, og visne Blade sparkedes op af deres aargamle Fred.

Han huggede Sporen i Hestens Side og knugede haardt om den brede Tøjle, for han var vred af Sorg.

Saa ringe, saa lille var da hans Hjærtenskærs Elskov, at den ikke kunde hindre hende i at følge den fremmede Ridder til Dansen og lytte til hans Tale, der var sirlig og kruset som Fjedrene i hans Hat. — Men hans Ord, hendes tro Bejlers Ord gaar hendes Øre forbi, som var det blot en Vind, der blæste.

Værd var det for en Svend, der brændte af Harm, at ride som en Nar ad ukendte Veje.

Da standsede Ungersvenden sin Ganger; den stemte Benene fast mod Jorden og huggede med Hovedet — utaalmodig over den strammende Tøjle, — saa at den lange Manke faldt ud over Bidslet, og Skumflager fór tilbage paa den svedblanke Krop.

Ungersvenden blev holdende og stirrede frem for sig, for der, hvor Taarnet rejste sig bag Krattet, der vajede over den takkede, røde Murrand det blaa Banner med den gyldne, flyvende Glente, som i mange Aar havde været skjult.

Hallo! Han rev sin Hue af og svingede den. Nu havde han det at melde om, som vel kunde fange hans Dames Øre.

Og han kastede sin Hest omkring og jog muntert af Sted.

Det Budskab sprang vidt over Lande, at Flaget var hejst paa den ensomme Borg, hvor ingen Fremmed havde været siden Ridderens Død. Der taltes om det i Færgemandens Hytte og paa Kongens Slot, og det drøftedes ved Krus og ved Messe, og snart stundede raske Svende og alvorlige Mænd til Borgen.

De modtoges høvisk med Vin og Mad og den Besked, at naar Germa var funden og frelst, da var her et Hjem for Glæde og Lykke, hvortil det vel nok var værd at drage igen.

Og mangen Svend besluttede at fare viden om for at finde Germa; men saa gik det dog oftest saadan, at i det første gode Staldbroderlag, der glemtes det ...

Men der var én, Sivard var hans Navn, og han mødte Inger den Dag, han holdt i Borggaarden.

Saadan et Løfte om at finde og frelse Germa gav han hende, at hun strøg sine Hansker af og rakte hans Hest Fodret, og — paa hans ridderlige Bøn — spændte hun hans Harnisk og lagde Tøjlen i hans Haand.

Og Sivard lod sig kun opholde af de Mødende, naar der var noget at fritte og spørge, og han fór viden om.

Den store Ridder laa dorskt sovende i Højsædet. Ølkanden foran ham var tømt, og han havde lagt det ene Ben op paa Bordet.

Germa stod ved Vinduet. Hendes Sjæl krympede sig saa smerteligt i Haabløshed og Væmmelse, at hun ingen anden Lindring vidste end at drømme sig til Barn paa Borgfruens Skød. Men det var som at drikke en lokkende Gift, der var dejlig at se, men brændte som Luer, naar den var nedsvælget. —

Døren gik, og Sivard traadte ind.

»Er I Germa?«

»Ja.«

»Er det ham, som forødte Eders Lykke?«

»Ja.«

»I gaa nu til søndre Led og bier ved min Hest, til jeg kommer.«

Germa gik. Gud i Himlen! At opleve Gengældelsens Stund! I Døren vendte hun sig og sagde barskt:

»Stød dybt!«

Op ad Trappen steg hun til et ensomt Kammer. Hun strøg hans gyldne Ringe af sin Arm og sine Fingre, rev hans skinnende Kæder af sit Bryst og slængte dem hen, flængede den stive Gyldenstykkes Kjortel og den bløde Underdragt af sig, til hun stod nøgen.

Da brast hun i bitter Graad, slog Vindueslugen op og lod den kolde Vind vælde ind om sig.

Saa kastede hun sine egne Klæder over sig og gik.

— — — — — — — — — — — —

Sivard vækkede den Sovende.

»Ryk Brynjen fra Bjælken. Nu skal Jomfruranet hævnes.«

Den store Ridder lo og væbnede sig.

De sloges længe drabeligt. Sivards Sværdsod sad i Ridderens Side, men han huggede endnu vældigt. Da tænkte Sivard paa, at Ingers Øjne var trætte af Taarer, da hun saa paa ham, og han fór mandeligt frem, og denne Gang hug han Jomfruskænderens Hovede af, saa det drev hen over Gulvet. —

Ved Leddet holdt Germa paa en stor, graa Hest.

Sivard svang sig paa sin, og de fór afsted over Grønsværet.

Paa en Vej over Heden hørte de bag sig Dønet af den store Ridders Mænd.

Germa vendte sig. Svenden, som lumskeligt havde fanget hende, red forrest.

Da bøjede hun sig frem, tog Sivards Hest ved Bidslet og drog den med sig ind til en Grav, og — som hun bød — skjulte Sivard sig bag Stenene.

Han drog sit Sværd. Germa steg af Hesten.

Da Svenden var ud for dem, gik Germa frem med sin Kniv i Haand.

Hun sigtede roligt, skønt hendes Læber krummede sig i bitter Harm, og da hun slyngede Kniven fór den ind i hans Strube og sad fast. Med et Brøl faldt han bagover, gled af Saddelen ned paa Vejen, hvor hans Hoved slog tungt mod en Sten, saa Skallen brast.

Sivard red frem med Germas Hest; hun svang sig op, og de fór atter afsted.

Der susede et Par Bolte fra de andre Svendes Armbrøst forbi dem, men ingen forfulgte dem, thi Vægteren mente, de burde ej raste, men drage til Gaarden og brygge til sømmeligt Gravøl for deres døde Herre. —

Siden da talte Germa ikke meget og klagede ikke.

En Nat, da Sivard laa ved hendes Fødder i en stor Skov, mærkede han vel, at hun lønligt sukkede tungt; da havde han fortalt om Inger, der spændte hans Harnisk og rakte ham Tøjlen, og hvis Øjne var saa sorgfulde.

Da de naaede frem mod Borgen, og Germa mødte det første Stod Foler og saa' de første Glimt af Barndomshjemmets røde Mure og deres Billede i Voldgraven, gled hun af Hesten, vendte dens Hovede mod den store Ridders Stald og lod den græsse bort fra hende.

Hun svang sig op bag Sivard, og hun støttede sin Pande mod hans Ryg, og da hørte han hende græde, som om Gud aldrig kunde løse hende ud af Angst og Kvide.

Da den første sorgfyldte Glæde er omme, vil Inger igen falde til Ro i det tilvante Hjemmeliv, hvor Sivard som hendes Hjærtenskær skal være med.

Men Germa er en anden end før.

Vel kan hun nu som i svundne Dage høre paa Eventyr og Sang og gaa ved Ingers Side og plukke Roser og Gyldenlak, men naar den lyse Dags vanlige Hændelser ikke mere støtter hendes syge Sind, da brister hendes Ro, og Sorgen kommer med Natten og sætter sig tungt paa hendes Sind og skygger for al Tro og al Glæde. —

Ternerne ere gaaede fra Sovestuen, hvor Inger og Germa sove hinanden nær.

Germa sidder paa Sengestokken, og Inger reder hendes Haar; men Germa tænker ikke paa, hvor det vælder sort og bølget, hun taler med Ord saa milde og sagtelig faldende om den Germa, der fri og glad steg op ad den snevre Trappe til det blændende Solskin paa Taarnets Tind, og om den Lykke, der fra Barndomsaar til Dødsenstid kunde have groet, hvis det vrede Lyn ikke blindt havde ramt og slaaet et Saar, hvorfra Livet rinder ud. — —

Fra Skabesengens Mørke ser Inger mod det fattige Skær af Dag, der driver ind gennem Vinduets Ramme.

Der trænger sig over Søsterens Læber andre og haardere Ord, og af dem staar der som en Dødskulde, der bringer Inger til at skælve.

Søsterkærlighedens Varme ejer Germa ubeskaaret, og derfor gemmer hun trøstende hendes Haand i sin.

Inger sukker tungt, fordi det kommer over hende som en ængstende Alvor, at der er den Vaande, som kan skille fra al Glæde, og den Nød, som aldrig kan forvindes. —

Og Germa døde den Dag, da den første Sne dalede let over de hærgede Skove og over de ensomme Veje.

I Kirkens Halvmørke har Inger ligget knælende paa Flisen, som dækker Søsterens Grav.

Og hun har — medens Tankerne flagrer i dybe vildsomme Dale — læst og læst de fromme, kosteligt hugne Ord om den, hvis Legeme hviler her, men hvis Sjæl er hos Gud.

Hendes Hjærte er tungt af en Sorg, som man ikke drømmer sig til og fra, men som er der altid, og som altid er der lige knugende, fordi det er den, der har løftet bort fra den jævne Vej, hvor Fødderne gik deres vante Gang. —

Langsomt vandrer hun hjem ad den ensomme Sti.

I Borgportens dybe Skygge staar hun stille. Hendes Bryst gaar mod det strammede Klæde og den hvide Halsdug, og hendes Blik glider uroligt, som vidste hun ikke det Sted, hvor Hvilen er.

Da ser hun en Ternes Ansigt i en Vinduesglug, og rank gaar hun ind i Gaardens Solskin og hen mod den lille Dør i Taarnet.

Her er Stilhed og Halvmørke.

Men det tvinger hende kun dybere ned i den Sorgfuldhed, der ligger som en mægtig Orm og ruger over hendes Ungdoms Skatte.

Hun hører raske Mandstrin, og hun ved, hvem det er.

En Kilde af Jubel springer op i hendes Sind og skyller funklende og friskende gennem hver lønlig Krog.

Der er jo den Svend, som hun har valgt, fordi han ung og modig og af Kærlighed til hende stred for at bringe Søsteren tilbage; det er jo hendes Herre, som hun vil give sin Tro og have kær i Glæde og i Sorg.

Og han magter vel at tage Byrden fra hende.

Hun rejser sig og skyder Døren op, saa Solen vælder ind i en bred, støvfyldt Stribe. —

Sivard gaar mod Borgporten.

Hans Læber ere pressede mod hinanden, og han tvinger sine Tanker til at mindes den stormende Fylde af Ungdomsmod og Kærlighedslængsel, som tumlede i hans Sind, da han red gennem Verden og tjente for den, som har lovet at være hans, men som er en Fremmed selv i hans Armes Hjem.

Det er ikke Sørgen og Minder, han har higet imod.

Hans Vilje har været til at drikke et glad Bryllup og føre en stolt og yndig Brud til sin Gaard, at sidde ved en statelig Husfrues Side som Herre ved sit eget Bord blandt ædle Gæster og, naar Tid er, hejse Sejl i Raa og styre frem over dybe Strømme til Kampe, hvor ingen vil vige.

Kampe, hvor ingen vil vige!

Viger han ikke daglig fra dristig og fordrende Tale, og fremtvinger han ikke stilfærdigere Ord, end hans Sind er til, fordi han kun gennem dem vinder hendes nølende Kærtegn, som han længes imod ....

Da ser han hende staa i Døren, og han mindes hendes bløde Haands Hvile i hans, og langsomt gaar han imod hende, og hun sætter sig paa Trappen, og han slænger sig paa det nederste Trin.

Da han ser, hvor blege hendes Kinder ere, bliver han vel trang i Sind, men der fødes ikke det Ord af hans Kvide, som kan tage hendes Nød og stille hendes Sorg.

Inger ser ned paa dette bøjede Hovede og denne dunede Kind, der sænker sig dybere, som begærede den Hvilen mod hendes Knæ.

Det er, som Taarer stiger højere og højere i hende og slæber efter sig en mørk Angst.

Hun venter og venter .... ogsaa i denne Time forgæves; og han sidder tavs, medens Minut drypper til Minut og øger den skillende Strøm.

Hvorfor er hun ikke glad, naar hendes Hjærtenskær dog er hos hende?

Er han da ikke den Mand, som kan tæmme hendes Sorg?

Han slynger Armene om hende og knuger sit Hovede mod de fine Knæ, der runder sig under Kjolens Folder.

Men da er det for hende, som han er en fremmed Svend, med hvem hun aldrig har nævnt Kærlighedens Navn, og det ridser sig ind i hende med eneraadende Magt, at den Dag vil aldrig komme, da hun vil lægge sit Hovede ved hans Bryst og gro ind til den Lykke, som vil læge alle Saar og blænde for alt Savn.

Og hun rejser sig, og paa ærlig Vis siger hun ham dette.

Han føler et Øjeblik, som al hans spændte Kraft langsomt slappes, men da han ser hendes Mund og mindes, at han har maattet tvinge sig ind paa lange Omveje for at opnaa, at den givende bøjer sig mod hans, da flammer det op i ham med en vred Glæde som hos den, der kaster en Lænke.

Han gaar mod Døren.

Der standser han.

Men da Sporens Klirren tier, hører han hendes Kjoles Strygen mod Murværket og hendes lette, rolige Trin opad Trappen, og da løfter han Benet, sparker Døren op og gaar mod Stalden og sadler sin Hest ...

Inger staar ved Borgetind og ser langt ud over den flade, solnydende Mark.

Det dundrer over Vindebroen, det blinker i en Staalhue, Solskin leger blankt over en Hingsts brede Bringe. Det er Sivard, der farer af Sted, saa det gnistrer af Vejens Stene.

Angst lytter Inger efter, om der ikke er et eneste kaldende Raab i hendes Sjæl efter ham, men der er kun Visheden om, at den Leg, de leged, er ude.

Nu hører hun ikke mere Hovenes gungrende Trav. Den urolige Skygge af Rytter og Hest bliver mindre, forsvinder i en Sænkning. Han rider frem igen ovre ved Skovens blaanende Væg; ... der rejser han sig i Sadlen, sætter Horn for Mund og blæser stærkt og uden Melodi.

Saa vender han sin Hest og rider ind i Skyggen.

Tavs og stolt gik Inger sin Gang. Selv om Visheden om hendes Hjærtes Tavshed og Tomhed kan brænde som Baal og lægge al Fryd øde, kommer den Mørkningstime ikke mere, hvor hun skyder Døren op og søger hen til Moderen, der sidder ene paa Vægbænken og drømmer Slotte af Lys og Lykke for sit eneste Barn ...

Ingen, ikke engang hun selv, skal have faste Ord for, at hun ikke er rolig og ikke slider sin Slægts Silke og Skind med stolt Glæde, men med Længsel efter svundne Dages Stilhed, der, engang brudt, aldrig bliver mere.

Inger gik i Solskinnet og plukkede Rose efter Rose og aandede deres søde Duft. Hun saa paa Træerne, der voksede opad med smaa, lyse Skud løftende sig frem paa de krogede, graa Grene.

Men Inger syntes, det var tungt at leve ...

Hun gik op ad Trappen til Fruerstuen, hvor alle de smaa Terner vævede og sang og talte om Troldskabsfærd, om raske Svende og mandelig Strid og om Elskovs stærke Baand.

Og Inger satte sig tavs ved Væven, og Skytten gik sin Gang.

Og Hjorten sprang i Skoven, og Dronningen gik alene ind mellem Stammerne.

Og medens Jomfruerne sang om Kongedatteren, som gav sig og sin Faders Lande til Hr. Riboldt, tænkte Inger paa, at hun véd, at der drager den Svend gennem Verden, hvis Hjærte vil le i hans Bryst, om hun sender ham et kaldende Brevskab ... Men som hun tænker den Tanke, driver Angstens Dug over hendes syge Sind, for det ved hun, at det er ikke ham, der kan kysse hendes Mund, til dette Sørgmods Trolddom viger fra hende, og hun igen er en varm og fager Jomfru ...

Længe var der stille, saa stille, at den, som lyttede, kunde høre Sommervindens sagte Kog i Voldgravens Siv.

Der var en Jomfru, der begyndte at synge, og de andre stemte villigt i med Omkvædet.

Der var stille.

Den Terne, som havde sunget for om den mægtige Vilmund, der friede sin væne Mø fra Trolddom og Fare, sad med Hænderne hvilende og saa frem for sig med et lyst og yndigt Blik.

En anden begyndte paa Visen om Jomfru Gloriant, der gik til Fangetaarnet og bad Holger om Hjælp mod den lede Burmand og siden løste hans Brynje og tog ham i sin Arm.

Men for Inger kom den Stund, at det drog gennem hendes tugtige Sind, at bedst var det, om en stor Elskov maatte tvinge hende og lægge sit gyldentrøde Lys over den graa Tid.

Da hvilede hendes Hænder, hun bøjede Hovedet mod Væven, og Taarerne randt stille ...

Men alle de smaa Terner sang sagtere.

Glæden har brede Vinger, og den stærkeste Bølge kan brydes. —

Der kom en Dag, da ædle Gæster holdt for Gaarden.

Borgfruen sad ene og lod Timerne drive deres rolige Vej, da en Svend meldte om det sjældne Syn af stampende Heste og statelige Herrer og Fruer.

Borgfruen rejste sig saa hastigt, at Mynden, der havde siddet logrende og set paa hende, glammede højt ...

Gud i Himlen, sad hun ikke her med Disk og Dug, med en fager Datter og Mindet om en høvisk Ridder at værne om og saa ...

hun tørrede langsomt en Taare bort, der gled ned over Kinden ...

saa burde den Tid vel komme nu, da andre skulde hylle hendes Barn i den lune og lystige Fryd, som al hendes Kærlighed ikke havde evnet at skabe.

Og Mjød og den klare Vin bares frem, og de brede Borde dugedes for stolte Mænd og gode Kvinder, og da Dansen gik i Gaarden, var det Inger, der ung og fin dansede forrest, medens Moderen syntes, at nu bar det igen mod en blid Sommer, hvor al Sorg skulde forvindes.

Og som Foraaret blev til Sommer og grønne Spirer til vuggende, gult Korn, strømmede Gæster til. Og med lige Glæde tog Borgfruen imod dem alle, baade mod dem, som kom ridende med hundrede Heste og Kjortel og Kappe af Skarlagen, og mod dem, som kom med Landevejens Støv paa den simple Vams ...

Men Ingers Hjærte er som lagt i Tvang, skønt hendes Læbe har baade Smil og muntre Ord.

Men hun har ikke mange Timer til at dukke i sine ensomme Tankers Væld, for neppe tier de klingende Jægerhorn, før Piber og Giger falde ind med deres lange, syngende Raab om Dans og Fest.

Dødt og tomt er der i hende, som hun gaar der i den bølgende, vekslende Skare af Mænd og Kvinder, der er, som de glide af Sted paa en bred Strøm, hvorover muntre Ord og kække Øjekast farer som Blink i Skjold og Sværd, naar Solen skinner en frisk Turneringsdag.

Dette var ikke Livet, som hun havde anet det, da hun stod ved Taarnets Tind og bød det et jublende Velkommen. —

Der er mangen en rask Svend, som helst ser derhen, hvor Inger er, og mangen ædel Ridder, der vil fæste hende med Tugt og Ære.

Men der er kun én ... han ejer baade Riddersværd og Sangens Gave ... der, naar Dansen eller Dystridtet gaar, tumler sin Hest paa den vide Hede, fordi hellere vil han være borte fra hende end lide den Kval, han lider, naar han ser hende smile, hvor hun helst vilde græde.

Kærlighed er stærk; den kan vel fælde den stejleste Mur.

Og han faar vel de Ord — om blide eller ramme, — der kan vinde ham Jomfruen.

Saaledes tænker Sangeren, og han vandrer sin Vej, som han maa, og er igen paa Borgen.

Der kommer en Time, hvor Jernet springer af hendes Sind, og hendes hele Hu vender sig mod ham. —

Gigers og Fløjters lystige Lyd dør hen. Ridderne slippe den, de i Dansen fører ved Haand. Omkring paa Bænkene rejser man sig for at se ind i Salen. Der bliver saa stille, at man hører to Unges tyste Hvisken, som straks tier.

Alle se forventningsfulde paa den ridderlige Sanger, der staar midt for den brede Dør. Hans Legeme vidner om ædel Byrd, og hans Blik er fast og hærdet i Vilje, og det er skønt af Kærlighed; og der er over ham den Tankens rene, kraftige Højhed, som drager dem alle i lyttende Kreds om ham.

Og han synger.

Det luer og gnistrer af hans Ord, og der staar Flammer mod Himlen af den ubesmittelige Ild.

Inger følte sig sælsomt greben, som var det for hendes Freds Skyld, at dette skete, og fordi hun sad langt borte, rejste hun sig og gik nærmere.

Da sænkede hans Blik sig og fæstede sig ved hende, og Stemmen bøjede sig til milde Ord om Solopgangstimens Kærlighedsbud, naar de spæde Sædspirer og Pilens smaa rødlige, sammenkrympede nye Blade staar og gror med Nattens Dug over sig, naar alle Fugle synge og pippe og fløjte, hver som de kan bedst, men aldrig som ved den klare Dag.

Og hans Stemme bøjede sig til inderlige Ord — om Aftenen, naar en eneste Stjerne lyser over de skære, grønlige Farver fra den svundne Sol, naar der ikke er anden Lyd end den af Agerhønen, der kalder paa sin Mage inde mellem det tunge, gule Korn, og Lyden af hans Trin, der gaar de ensomme Stier for at sænke sig i dybe Drømme om én eneste.

Og som han sagde det, var det, som Ord blev ham for trange, og han løftede den brede viëlle mod sin Kind og spillede over dens Strenge med den lydige Bue.

Og det klang saadan, at to barske Mænd, mellem hvem Fjendskabet havde skaaret sin dybe Rende, og de rakte hinanden Haand. — Kvindeøjne, der altid havde været sørgmodige, smilte, som var al Sorg forvunden.

Og Inger vidste, at hvis hun ikke havde været, havde Strengene ikke tonet.

Og da tænkte hun: »Nu har vi to, han og jeg, sammen løftet en Byrde, og saa maa han gaa hen til mig, tage med sine Hænder om mit Hovede og bøje det ind til sig, og siden vil vi aldrig skilles hverken Dag eller Nat.«

Og han sang igen ... med Blikket ud over dem, som seende ind i store Skove, de ikke kende og aldrig vil naa.

Men Ingers Hjærte er ved at sprænges af en frodig, rodfast Lykke, for det véd hun, at derind skal hun vandre med sin Haand i hans.

Og hele den store Skare fik det at se, at Inger ... med Dødens Alvor og Livets Varme i sit unge Sind .... at stolten Jomfru af sig selv, traadte ud af Kredsen, nærmede sig mere og mere, og da de sidste Toners Klang var forbi, gled ind i hans Arm og bøjede sit Hovede mod ham. —

Saaledes vandt han Jomfruen.

Og nu kan det siges med Sandhed, at Glæden er kommen i Gaarde.

De, hvis Tanker har været ude paa en ond Færd, følte, at det lede Troldskab i deres Sind vredes op med Rode; de, hvis dybeste Længsler hilstes af hans Sang, og de, hvis sorgfulde Hjærter løstes af Pine, løb jublende imod ham.

Og han slap hende af sine Arme og rakte hende sin Haand, hun lagde sin i hans, og Borgfruen og gamle, kloge Riddere lagde deres over, og de klappede dem paa Ryggen, som Fædrenes Skik var, og fra det var sket, regnedes Sangeren og Inger for Fæstemand og Fæstemø at være.

Og de blanke Sølvbægre klang, og Ord fløj til den, de maatte. Gamle barske Mænd brummede deres Ungdoms minderige Sange, og Fruer med spæde Stemmer nynnede med.

Det var fagert at lytte til Bruset af Glæden.

I den høje Sal og i den lune Borgestue bar Sang og Dans gennem Timerne, til det begyndte at lysne i Øst. — —

Naar Solen stiger, smelter Rimen af Skoven.

Inger og Sangeren gik under Lindene i den blide Sommernat.

Og ved det Stevne fik hun Lykken, hvis Plads hun havde værnet i sit Hjærte gennem onde Aar.

Som Minut dryppede til Minut, fæstede Kærlighedens stærke Rødder sig fastere om hver Tanke, hver Længsel og hvert spirerigt Haab, og i hendes Sind ridsede det sig ind med eneraadende Magt, at der var ingen Svend til i Verden uden ham, under hvis Kappe hun nu gik, som hun kunde give sin Tro, for med ham vilde hun leve og dø, og ham vilde hun følge, om saa Jorden skulde briste under dem.

For han var den Mand, som hun elskede. —

Og alle Jordens Urter stod i Blomst.

Og Tiden kom, da Inger spændte Brudesko om sin hvide Fod.

Men hendes Vej til Kirkens Brudebænk gik hen over Søsterens Grav, og hendes Blik sænkede sig og læste den prydede Flises stive Bogstaver:

»Her bor Germas Legeme, men hendes Sjæl er hos Gud«. —

Og alle de dybe Vande og alle de vundne Riger!