KAPTAJNENS DATTER.
Reading edition
Solskin over toppede, smaa Bølger, over den nybyggede, hvidmalede Skonnertbrig, der glider langsomt gennem Sundet ud fra den fynske Søkøbstad med det ene Kirketaarn og de mange røde Tage; Solskin, der faar selve Røgen fra den lille Damper, der slæber Skonnerten ud, til at se munter ud, Solskin over Vimpler og Flags rødt og hvidt, over de feststemte Mennesker ombord og de skovklædte Kyster og de grønne Øer.
Skonnertbriggens Kaptajn er en stor lyshaaret og lysskægget Mand med skarpe, blaa Øjne og en vældig Latter, der i Dag hvert Øjeblik faar Lov til at runge; han er glad i disse Timer, befinder sig saa vel i sin Rolle som Vært for Rhedere med Familie og Venner, der følge Sundet ud og senere vil tage tilbage med den lille Slæber.
Ude i det fjerne ligger Havet! Havet, hvor han skal vise, at han er den dristigste af alle Byens og Øernes Kaptajner; han forstaar lige saa godt at tumle Negrene, der paa Kysten af Afrika hjælpe med Indladningen af Palmeolie, som Consulen i Liverpool og Folkene ombord.
Og saa er der det ... han kniber det ene Øje lidt sammen, medens det blinker lunt i det andet ... at Mutter skal med Gæsterne tilbage.
Vist holder han af sin Kone ... men nu har han gaaet hjemme et halvt Aar, drevet om ved Skibsbyggeriet og smaaskændtes med Mester ... taget et Glas med gode Venner, og ikke altid har han havt let ved at bøje sig under Mutters Tugt og de ensformige Smaastadsforhold. Derfor er der noget lokkende i dette: igen at skulle ud alene, være fri for Sludder baade fra den ene og fra den anden Kant ... ud at besøge hans sorte Majestæt i Afrika, ud til ensomme, drømmende Timer i Kahytten, naar Passaten fylder »Neptuns« tyve svulmende Sejl.
Ensomme Timer!
Ja. — Stemningen slaar med ét om, og Vemoden kruser hans Sinds Glæde som en Iling en lys, blank Flade.
Saa skal han ikke se Kone og Barn i flere Aar. Og i den Tid skal Pigebarnet konfirmeres.
Han vilde nok have været hjemme den Dag, gaaet ved hendes Side op ad Kirkegulvet, hørt hendes Svar til Præsten og senere — i en Kreds af Slægt og Venner — udtalt noget af det, som vilde fylde hans Hjærte paa en saadan Dag, hvor hans eneste Barn traadte ind til Livets Sorger og Fristelser og selv overtog Ansvaret for sine Handlinger. Aah, hun skulde nok klare sig! Saadan en dansk, kærnesund Sømandsdatter; for det var hun; smuk og høj, lys og kæk, ikke bange for et oprigtigt Svar, naar han havde faaet lidt for meget af Disciplinen med hjem i de smaa, sirlige Stuer ... men god og hjælpsom, rask paa Hænderne og flink til Læsning. Se, hvor net hun nu staar og taler med Konsulinden; — nu lægger hun Shawlet om den gamle Dames Skuldre, — Hans Holgersen henter en Pøs, der kan bruges som Skammel.
Ham har han selv taget sig af de Par Aar, Knægten har faret til Søs. Det er ikke blot pæne Manerer, han har lært ham, men ogsaa Sømandsskab. Og det, saa det kan forslaa: — den Jungmand kan skære boven Læsejls Fald bedre end mangen Matros og lægge en Stikbout, der nok skal dy sig for at glide under Raaen.
Ja, Gu' forstaar Kaptajn Martin Frederiksen at faa Skik paa sine Gutter og Orden i sit Skib. ... Vent nu bare, til han kanske om nogle Aar faar et større med Salon, Piano, Sovekahytter og Badekammer. Saa kan han ha' Passagerer med. Det kunde jo hænde, at der blandt dem var en ung, smuk Dame, som særlig blev ham anbefalet; — hun vil forbavses over, hvor Kaptajn Frederiksen er en dannet Mand med Interesser, en Mand, med hvem man kan underholde sig ... Saa giver hun ham sit Billede til Afsked og Tak. Han hænger det paa Væggen i sin Kahyt, og Toldembedsmænd og Faktoribestyrere sidde og forelske sig i det, naar de komme ombord hos ham ... Han skal vide at være den sikre Beskytter, den ærlige, jævne Sømand mod en hvilkensomhelst ung Lady, der betror sig til ham og hans Skib. Bærer han dog ikke — trods alle sine mange og store Fejl — en Stræben i sig mod »det store Ubekendte«.
Saaledes kalder han det, som han stadig tror paa og beder til, men ikke mere vil kalde ved det Navn, han brugte, da han var Barn. — Han rives ud af sine Drømmerier, idet én slaar ham klaskende paa Skulderen:
»Du er da 'tte søsyg, Kaptajn? Du ser saa spekulativ u'!«
»Sikken et Vejr, Jensen, se paa de hvide Skyer og se, hvor Solen skinner derinde paa Kirkegavlen og Rugmarken paa Bakken!«
»Ja, det begynder at blive lunkent; jeg sve'er Tran i min Søndagsjakke.«
»Aah, Du er en født Prosaikker, Jensen, som ikke tænker paa dit Fødelands Dejlighed mer end som —«
»Naa, det var da lige rent Mel ud af Posen, men vi kan jo være lige go'e Venner for det. Og Du har nu lagt or'entlig i Kakelonen for vos, Martin Frederiksen,« skæmter den tykke Guldsmed, der er bekendt for at være en Fa'ens vittig Ra'.
»Ja varmt er det.«
»La' vos nu faa Øller paa Dækket, og kom Du saa hen og gør en bitte Stads af Pe'ersen omme fra Torvet, for han er li'e ved at revne af Misundelse over det, at Mads Baron sitter og blærer sig af sit ny Butiksengventarium.«
— I en munter Kreds henne ved den store Vandtønde begynder Guldsmeden at fortælle:
»Ser I, det er sgu sandt, saa kommer der forleden saadan en temmelig før Bondepige ind til mig, i Botekken, forstaar I. Du ska'te grine endnu, Du — Rosinpiller. Hva' skal De ha', Jomfru, siger jeg. Ja, je' sku' da keve en Felovlsring til Jacob Hansen. Siger hun, forstaar I. Naa, jeg faar jo saa en go' stor en frem. Ja, siger hun, jeg vil jo saa gerne ha' stafferet en bitte Stads i den, siger hun. Ja, hvad skal det saa være? Jeg har tænkt: hans Navn og mit Navn. Ja, siger jeg saa — for at høre mere, forstaar I, — skal der saa staa mere? Jo, jeg vilde saa urimelig gerne ha' hans Hjæ-ærte og mit Hjæ-ærte.«
Her lagde Jensen skælmskt Hovedet paa Siden og sang endnu mere paa det, end han plejede. »Ja, siger jeg saa, er der saa ikke mere? siger jeg, helt forgrint indvendig, kan I regne u'. Jo, hvis der er Plads, sku' der gerne to Duer, der næbbes. Ja, er der saa ikke mere. Jo — hans Hand og min Hand. Er der saa ikke mere? Nej.«
Den skraldende Latter, der lønnede Guldsmeden, gjorde ham helt forhippet; han raabte højt for at overdøve de muntre Herrer.
»Jamen, jamen vær nu stille, kender I den om Bonden i det kongelige Theater?«
»Det nunsæns har du fortaalt saa tidt!« kom det gnavent fra Skomager Jespersen.
»Sikke no'et Slu'er. Op med den Jensen.«
»Ja, det er sgu sandt — den er passeret« — og saa fortæller Jensen ivrigt, ligetil der kommer en Smule Luftning, og Ordren lyder til at hejse Storsejlet for at hjælpe paa den lille Damper der forude ...
Folkene blive til deres store Morskab puffede væk fra Arbejdet af Herrerne, der ere blevne overstadigt muntre af Øl og Søluft, og som nu give sig til at hale under meget uens faldende ohi ohøj ... — —
Kaptajnens Datter, Marie, har listet sig ned i Kahytten.
Hun retter ved Væggens Billeder, føler med Hænderne ind i Faderens Køje, om Køjeklæderne ere stuvede ordentligt ned; hun løfter Medicinkassens gule Laag og ser paa alle Smaaflaskerne. Oppe i Reolen staar Lægebogen, som Kaptajnen raadfører sig med, naar de ude i rum Sø eller ved de usunde Kystpladser inde paa Varmen faar Sygdom. Marie tænker paa, at de siger, at hendes Fader har et eget Greb paa at klare Folkene fra Sumpfeberen.
Hvem skal hjælpe ham, hvis han bliver syg? Styrmanden. Bare han er sikker. — Hans Holgersen! Hans Fader var Skolelærer; han er vist mere klog paa den Slags; hans Ansigt ser da ud til det.
Bare Fader slet ikke blev syg.
Naada! Havde Fader ikke sagt, da de hjemme sagde rigtig Farvel: »Ingen Flæben vil jeg se ombord for alle de Herrer og Damer.« Og saa var Taarerne trillet helt ned i hans Skæg.
Desuden var det jo ikke første Gang, at hun tog Afsked. Det var hun jo vant til fra lille af. — Marie skubbede sig ind i Sofaen og satte sig til Rette.
Der var egentlig noget dejligt i disse Afskedstimer. Saa blev al Kiv og al Smaasludder glemt, og bagefter havde Moderen og hun at tænke paa, hvor Fader, som var saa klog, og som forstod saadan at tage Rhederne, og som kunde holde saa pæne Skaaltaler, hvor han havde sagt mange kønne Ord ...
I Morges havde han løftet hende helt op fra Gulvet, bedt hende være god mod Mutter og kaldt hende min Lysalf, min Yndling.
Saadanne Ord var der ingen anden, der brugte. Jo, for Resten ... forleden Dag havde Hans Holgersen sagt: »Farvel du kære, unge Jomfru«. Det lød saa smukt, han sagde det paa saadan en nydelig Maade ...
Det var dog alligevel bedst at sige Farvel hjemme i deres egen Stue. I London, hvor de undertiden besøgte Faderen og var ombord i nogle Uger, der var det da meget værre at komme fra hinanden.
Og saa Rejsen hjem.
Turen over Nordsøen, den kunde gaa, men der var ækelt i den tredje Klasses Jernbanekupé, hvor de havde saa travlt med at passe paa Kurve og Tasker med Tørklæder, Konkylier og Dyr i Spiritus.
Maries Tanker var i det Øjeblik langt borte fra Gæsterne, Folkene og hele den festlige Udfart.
Saa rystede hun det af sig, der var faret gennem hendes Hjærne hernede i den lumre Kahyt og gik igen op i Solskinnet, der blinkede i Søen, saa det formelig skar i Øjnene ...
Herrerne sled i det med Sejlet, og Marie lo højt ved det Syn. Se nu til Fuldmægtigen, den Spirrevip, hvor han asede og stønnede og gik paa, saa han saa arrig ud af bare Iver. Hvor han vilde blive elendig, om han vidste, at naar han løftede Armene, saa man Skjorten mellem Bukselinningen og Vesten. Sikken en Ulykke for ham, den Pyntekrukke! ...
Marie vilde sige Farvel til Folkene og gik forud, ... forbi Konsulinden, — som havde vendt sig fra Herrerne, der var blevne hende noget ugenerte, — forbi nogle Damer, der havde indrettet sig om en Kaffekande og var venlige mod Kaptajnens Kone.
Maries Humeur forsvandt pludselig.
Saadan de dog i Grunden allesammen var! Akurat ligesom de gik hjemme til Borgerforeningsbal. Nu skulde Folkenes Familie snart gaa fra Borde for at komme ind med Lodsens Jolle; hist og her stod en og anden med rødgrædte Øjne, — men det lagde Gæsterne nok slet ikke Mærke til. De kunde da ellers være sikre paa, at det var ikke saa let at sige Farvel til en Sømand, der skulde være borte i Aarevis. —
Henne ved Falderebet stod Hans Holgersen; hans Øjenbryn havde trukket sig smerteligt opad, hans Mund bævede. Det var slet ikke kønt, men Marie syntes, hun havde aldrig før set, hvad for en pæn Gut han var, — og saa voksen og alvorlig. Han holdt sin Moder i Haanden, han kyssede hende flere Gange ... hun sagde noget mellem hvert Kys; Hans nikkede og græd.
Marie listede stille agter og fik ikke sagt Farvel. —
Solen skinnede paa Badehotellet inde i Land og paa de lysklædte Skikkelser, der vinkede fra den lange Bro, der løb ud i Søen.
En Mand kom styrtende op paa den lille Høj til Flaget; han løste Linen, firede Flaget ned og hejste det, firede ned og hejste ... de derinde hilste det smukke Skib, der skulde ud paa de lange Farter.
Henne ved Rælingen begyndte man at raabe Hurra og svinge med Hattene.
Skomager Jespersens gnavne Bemærkning om, at Værten »ku' ha' spanderet et Par Kanonslau« druknede i Jubelen, for Folkene faldt ind med et langt, taktfast Hurra.
Maries Øjne lyste ... det var dog en stor og dejlig Dag; hun saa beundrende efter sin Fader, der sprang hen til Flaget agter ved Rattet for at gengælde Hilsenen.
Havde han for stærk Fart, eller tog han for haardt fat!
Den smekre Stang brast, Dannebrog segnede langsomt til Siden.
Det varede kun et Øjeblik for de omstaaende at surre Stangen sammen og rejse den, men Marie havde som ved et Jag gennem Hjærtet faaet et uudsletteligt Indtryk af dette Minuts pludselige Stilhed og af den Ansigtstrækning, som Kaptajnen ikke havde kunnet beherske; naar man saadan skal ud paa det uvisse, er man tilbøjelig til at tage Varsel af den mindste Hændelse.
Skonnertbriggen »Neptun« var i Aarevis paa de lange Rejser. Men ikke altid slog det til, hvad der var spaaet i hin Dags mange Festtaler.
Kaptajn Frederiksen beholdt Navnet som den hurtigste Afrikafarer, men Forhold, som han ikke var Herre over, og som gjorde, at man i de Aaringer overalt søgte at skille sig af med sine Sejlskibsparter, var Skyld i, at han stadigt maatte sende daarlige Efterretninger til Rhederiet.
Heldigvis for ham skulde Skibet ikke Hjemmet nærmere end England; men selv der følte han sig ikke fri, da hver Dag bragte gnavne Breve med nærgaaende Spørgsmaal fra Rhederne.
Det var med et Lettelsens Suk, at han, naar han endelig havde opdrevet et nogenlunde antageligt Tilbud, igen stod til Søs ...
Hans Fremtidsfantasier havde i Aarenes Løb undergaaet en langsom Forandring, indtil han var naaet til at ønske sig et Embede i Ro hjemme, i Fyrvæsenets Tjeneste, naar han endelig kunde trække sig tilbage fra disse Kvaler og disse Kapløb om at faa fat i daarligt betalte Fragter ...
Men for de to, der sidder derhjemme i det lille Hus med de elfenbenshvide Gulve, de blanke Dørlaase og skinnende Porcellainsvaser, staar han og »Neptun« endnu i hin Festdags Glans.
Naar Fatter engang lægger op, saa skal de jo leve af, hvad der er tjent med »Neptun«; og Skuden, og hvad der kommer den ved, er Samtaleemnet i de lange Vinteraftener, naar de efter Dagens Arbejde sætte sig til Ro med Strikkestrømpen og Linnedsyningen.
Skønt det nu er to Aar siden, at de sidst var ombord, det var i London, saa synes de dog, at de kender Skuden og dens skiftende Mandskab rigtig godt, for Fatter er saa flink til at sende de Amatørfotografier, som Agenterne paa Pladsen i Afrika tager.
Paa et af disse Billeder ser man under Solsejlet den høje, brede Kaptajn i helt hvidt Tøj med broderede Morgensko paa Fødderne og Kasketten skudt bag i Nakken. Omkring ham staa Folkene, Skibshunden, hvis Tunge hænger den ud af Halsen, samt flere af de engelske Herrer, som bo i Faktoriet. Det er slanke, smukke Mænd i flotte Stanleydragter.
Og dog er det ikke paa dem, at Marie ser, naar hun — hvad der kan hænde, naar Moderen er ude — tørrer sine Hænder og gaar fra sit Formiddagsarbejde ind i Stuen, hvor der er saa pudset som ombord i en Orlogsmand; hun tager Billedet i Kommodeskuffen og betragter det — længe.
Nej, da ser hun paa en ung, barbenet Fyr med et lille Overskæg, som er spiret frem, siden hun sidst var sammen med ham i London.
Alle de gode Minder der da komme op i hende! ... Saa morsomt og hyggeligt de havde det sammen i de Dage, da Losningen var forbi, og Indladningen endnu ikke var begyndt; de havde været sammen i Vokskabinetter, i Theatret og inde i de store Kirker.
Hans var dog saadan noget helt andet end disse Urtekræmmersvende og Handelskontorister, som satte alle deres Penge paa Klæder og var saa vigtige og saa snakkesalige og dog ikke kendte noget til Verden uden for denne lille By.
Se Hans, han har nu sparet op af sin Hyre og ligger i Kjøbenhavn og læser til Styrmandseksamen. Det ved hun af Faderens Breve, i hvilke han altid er rosende omtalt, om end Kaptajnen undertiden har hentydet til manglende Sans for højere Interesser.
»Skidt med det«, farer det pludselig halvhøjt ud af Marie. Hun mindes, hvor dejligt, hun syntes, det var, at Hans ikke talte og forklarede, ligesom Faderen plejede, da de vare inde i den store Kirke sammen, men bare gik stille ved Siden af hende og holdt hende i Haanden, ligesaa højtidelig til Mode, som hun selv var ...
Han kunde dog for Resten gerne gøre en lille Afstikker over til dem, inden han igjen rejste fra Landet ... ud i Verden, til store Byer med megen Lystighed og til usunde Pladser i Syd-Amerika og Afrika.
Og Hans kom en Søndag Morgen for at faa Hilsen med til Kaptajnen. Det træffer sig nemlig saa heldigt, at han igen kan komme til at fare med sin gamle Kaptajn.
Og den Dag var det med en egen husmoderlig, omhyggelig Følelse, at Marie lavede Sødsuppen til og stegte Rødspætterne ... det var saa morsomt at vide, at hun og Moderen ikke skulde sidde alene og spise den gode Søndagsmad ...
Hans sukkede undertiden, som om han var bedrøvet over noget, og bedre og finere Eksamen, end han mødte med, kunde der da ikke forlanges! Saa var han saa tavs. Naa, han havde jo aldrig havt det meget med at bralre op om al mulig Snak, tænkte Marie.
Hen paa Eftermiddagen sad de i Stuen alle tre. Hans, der havde slaaet sig til Ro paa Puffen mellem Vinduerne, saa hele Tiden efter Marie, der sad i Halvmørket inde i Stuen; men saa snart hun saa paa ham, trak han Øjnene til sig. Derfor gav Marie sig til at kige ud paa Gaden, for — kunde det glæde ham at se paa hende — saa maatte han saamænd saa inderlig gerne.
Naar hun rakte efter noget, eller naar hun rejste sig og gik over Gulvet, gjorde hun det uvilkaarligt langsommere og kønnere, end hun plejede, naar hun til daglig havde travlt. Hun tænkte ikke videre over det, — men hun nænnede ikke andet for hans Skyld.
Frøknerne fra Byfogdens og Candidaten paa Kontoret spadserede forbi og nikkede ind; og da Lampen derovre paa Lygtepælen var bleven tændt og spejlede sig i Vandpytterne, gik Skomagerens Døtre til Sangforeningsbal med opheftede Kjoler og hæklede Tørklæder over de krøllede Frisurer.
Ovre i Genboens Villa sad Frøkenen ved Klaveret, og hendes Kæreste stod ved Siden og spillede Violin. Skæret fra et Par smaa Lamper drev mellem Palmer og Blomster i Karnappen ud paa den sølede Vej.
Der er kønt derovre, tænkte Marie, men her er ligesaa rart, naar her saadan er en, som mener os det godt og er glad ved at være hos os, som Hans er.
Men nu var der ikke længe til, han skulde af Sted; Moderen var i Køkkenet for at lave en Kop Afskedskaffe. — Det varede nok længe, inden han igen kom til at sidde i en hyggelig Stue.
Marie fik pludselig en inderlig Lyst til at gaa hen og sætte sig ved Siden af ham — sidde ganske stille hos ham og holde ham i Haanden, medens Tiden gik.
Saa var det jo, som de var for Alvor Kærester. Snak. — Han vilde vel ikke, han sagde jo ingen Ting. Men kunde det glæde ham, naar han laa derude paa Søen og døjede ondt, at hun var hans Kæreste, saa bandt hun sig gerne til ham, for hvad Hans vilde, det vilde hun ogsaa.
Men de kunde vel ogsaa godt være Venner, uden at der straks skulde tænkes paa Forlovelse. Hun var vel ikke af dem, der absolut skulde have en Kæreste. Det jagede jo ikke. — —
Hans rejste sig. Han sagde Farvel et Par Gange til Marie. Da han havde faaet Frakken knappet og var halvt ude af Døren, vendte han sig til Madam Frederiksen og sagde:
»Ja, Kaptajnen har engang sagt noget til mig om, at han har lagt ud for dem, at ... ja, at Mandfolk tidt er noget Rak, og ... at fine Herrer ikke altid saadan er saa rigtig fine, naar det kommer til Stykket ... og Marie er jo ... hun er jo kønnere end Folk er flest«. — Han hakkede i det, men sagde pludselig bestemt:
»Hun skal vel ikke tage Plads og rejse fra Madammen?«
»Jeg bliver hos Mor, saa længe Far er paa Søen!« siger Marie. »Skønt jeg rigtignok helst vilde til et stort Hus og lære noget og se anden Folkeskik«, føjer hun til.
»Til næste Aar skal vi besøge Fatter i London«, trøster Moderen og giver Hans Pakken med Uldtøj og Strømper, som han skal have med til Kaptajnen.
»Ja, og saa skal vi maaske med en Rejse. — Mor skal skrives ind som Kok!« udbryder Marie, pludselig leende.
Hans bliver højrød, siger igen Farvel, og denne Gang kommer han da endelig af Sted.
— — — — — — — — —
Skonnertbriggen »Neptun« gaar igen fra England — denne Gang med Fragt til Brasilien ...
Kaptajn Frederiksen sidder efter endt Vagt i Kahytten. Han faar Piben tændt, laver sig en Grog og slutter et Brev til den korresponderende Rheder.
Dernæst begynder han at skrive til sin Kone og Datter.
Efter at have fortalt om Navigeringen i en Storm, som de nylig red af, anbefaler han dem at takke »det store Ubekendte« for, at han ogsaa denne Gang var lykkelig nok til at klare »Neptun« fra truende Fare.
Han læser denne Sætning igennem engang til, for han véd godt, at hans Kone ikke kan lide, at han ikke skriver »Vorherre i Himlen«.
Naa, det var ikke saadan at forklare sig for Kvinder, og paa dette Punkt vilde han nu være sand og oprigtig.
Der var saamænd nok, han maatte skjule og lave om paa.
Nu har han imidlertid tabt Lysten til at skrive videre og lukker Mappen for i Dag ...
Brevet ligger en Tid i hans Pult, til han tager det frem og igen begynder at skrive.
Sydatlanterhavet den 12 Juli 1888.
Min kære Kone og Datter.
Som I seer af Overskriften ligger vi i Atlanterhavet endnu. Det er i Dag blikstille, Neptun ligger stille og avangserer ikke, snarere gaar det lidt tilbage endsom frem — kedeligt — ubehageligt, saa jeg jo ikke er i det bedste Humør. Saa var Stormene bedre skønt vi havde den ene værre endsom den anden, ret som om det var onde Furier som var sluppet løs imod mig og Neptun. Men blæse være med de Storme paa Havet, skønt det har gjort mig lidt ondt for Skuden, der har øvet sig i akrobatiske Kunster, snart stod hun paa Næsen og snart paa Spejlet, men de Storme har jeg været vant til at bekæmpe fra min Ungdom af, jeg regner dem for Legeværk mod dem, jeg har i Havn. Men nu ikke mere om det. En Nyhed har jeg at fortælle Eder. En mærkelig Adspredelse har jeg havt i Dag, og som jeg skal fortælle Eder om. Da jeg kom paa Dækket kredsede et halvt hundrede Alen fra os nogle Fugle, som lignede Maager, kuns var de saa meget større, 7 Alen mellem Vingespidserne. Folkene havde i flere Timer skiftet til at have Udkigstørn efter dem, Fuglene holdt sig vedvarende til Luvart, og Gutternes Tænder løb mere og mere i Vand efter fersk Kød. Saa tog jeg mit Jagtgevær, gik i Jollen med Hans, han er paalidelig, den eneste Danske jeg har Ombord. De andre Fyre kunde maaske hitte paa Gavtyvestreger naar man var alene med dem i Jollen paa Verdenshavet. Man har jo ikke kunnet opdrage dem som Kæledægger. Det var forunderligt kan I tro. Et Stykke fra flød mit stolte Skib. Hans roede med smaa Tag for ikke at skræmme de kredsende Fugle; jeg tror ikke, han havde nogen Følelse af Øjeblikkets Storhed. Jeg skød 3. Det er min Mening, at Vingerne skal sendes til zoologisk Have.
Folkene holde stort Festmaaltid.
Jeg sidder alene i min Kahyt og skriver til Eder I to kære derhjemme i det lille dyrebare Danmark og tænker paa, hvor forunderligt det var — i den skrøbelige Jolle paa det store Verdenshav — for et Øjeblik ligesom sat helt udenfor det hele, alene med den Følelse — — — —
Det var de sidste Ord, som Kaptajn Martin Frederiksen skrev til sin Kone og Datter.
Et Telegram fra Rio meldte hans pludselige Død.
Madam Frederiksen og Marie flyttede ind i Landet til en større By og begyndte et Stryge- og Vaskeri.
Det kneb, særlig for Marie, at undvære »Stranden«.
Naar de Længsler kom op i hende, gik hun — hvis der intet presserende Arbejde var — en Tur ned til Byens Havn, der ved en Kanal stod i Forbindelse med Fjord og Hav.
Skibene og det muntre, travle Liv var der. Men den Rendesten var dog ikke i Stand til at mætte Længslen efter den friske Søvind og den videre Udsigt. Hun rystede saa irriteret Forknytheden af sig, — ingen Flæben, ingen Nykker; man skulde holde ud og ikke give sig! Hun og Moderen kunde bedst klare sig med Enkekassens og Skipperforeningens Tilskud her, — altsaa blev de her!
Saadan raisonnerede Marie, vendte, gik forbi den lille, graa Toldbygning og hjem; tog fat paa at hjælpe Moderen med Strygning eller gav sig til at udfærdige Regninger til Kunderne.
— Naar Dagens Arbejde var endt, gik Madam Frederiksen træt i Seng. Marie blev gerne siddende lidt og døsede over Avisen.
Hvor det var trist altsammen.
Hvad brød hun sig om Ensomheden, da Faderen levede. Dengang havde de saa meget at snakke om, saa mange Breve at tage frem, og Avisen ventedes med spændt Interesse, — der kunde jo være en eller anden Efterretning, som kunde have noget at sige for »Neptuns« Kaptajn; og alt, hvad de oplevede i deres daglige Liv, fik en særegen Betydning, fordi der skulde skrives om det til Faderen. Dengang vidste de, at naar Faderen kom hjem, eller de rejste for at møde ham, blev alt helt anderledes.
Nu var der ikke andet at gøre end at hænge i fra Morgen til Aften. Der var ingen afvekslende Hvile i Udsigt. Bedring i Kaarene var der ikke Tale om; de maatte nok være glade til, saalænge det gik, som det gik.
Marie havde havt Planer om at tage Plads; saa kunde Moderen fæste en Jomfru til Hjælp, om det skulde behøves.
Men den Aften, hun begyndte at tale om det, gav Moderen sig til at græde, ligesom naar de fordybede sig i Minderne, og hun lovede Marie, at hun vilde besørge alt Sliddet, naar blot Marie vilde blive hos hende og klare det med Regnskabet og Aftaler med Kunderne.
Marie gav intet bestemt Svar; hun syntes, det var hendes Pligt at gøre sig haard og udføre den Plan, hun havde lagt. —
Da hun vaagnede næste Morgen, hørte hun, at Moderen arbejdede forsigtigt ude i Køkkenet for ikke at vække hende. Marie saa paa Uhret; det var en Time tidligere, end de ellers plejede at begynde Dagens Arbejde.
Marie rejste sig for at staa op! Moderen kom ind med varm Kaffe og sad paa Sengekanten hos hende, medens hun drak.
Marie forstod godt disse tavse Ømhedserklæringer; de gjorde hende blød om Hjærtet, og af sig selv lovede hun at slaa Tankerne om at tage Plads ud af Hovedet.
Hendes Moder behøvede hende dog. Det var der jo ellers ingen, der gjorde.
Hans kunde jo saa udmærket undvære hende, selv om han havde skrevet rigtig smukt efter Faderens Død, og selv om han havde forhørt sig meget omstændeligt om deres Kaar.
Han laa mest derinde paa Varmen og sejlede; hjem kom han ikke — Fritid undte han sig ikke, og nu siden hans Moders Død havde det vel ikke saa meget at sige med en Maaneds Hyre og en Afmønstring; men nej, saa snart han naaede England — saa ud igen. Han kunde have taget hende dengang, om han havde brudt sig om hende; det gjorde han altsaa ikke, — Sømænd var ikke saadan at stole paa, de saa' saa mange og havde Tankerne saa mange Steder.
Naa, Kærestesorg for hans Skyld, det var der nu ikke Tale om; hun kendte ham jo saa lidt, saa der var ikke noget for hende at sørge over. — En af Vaskeriets regelmæssigste Kunder var en Kommis Lauritzen, der brugte meget Manchetlinned, og som altid selv kom og betalte sin Regning.
Han gjorde stormende Kur til Marie og bød hende med i Theatret anden Gang, han talte med hende.
Marie vilde ikke.
Hans Moder boede paa første Sal i Baghuset og havde Skole. Siden han havde »opdaget« Marie, kom han hjem hver Aften paa en kort Visit og kigede da altid ind til Frederiksens med det samme.
Madam Frederiksen, der var gæstfri, inviterede hans Moder over til Aftenkaffe, men fik Afslag.
Lauritzen friede til Marie otte Dage efter, at han første Gang havde set hende.
Marie blev ulykkelig, og Lauritzen ærgrede sig over sin ubehændige Taktik og begreb ikke, at han, der kendte Kvindehjærtet og saa udmærket havde Taget paa at appellere til dets yndige Svagheder, ikke havde forstaaet, at her skulde han have holdt sig afventende en Tid endnu.
Og Hr. Lauritzen beroligede Marie, erklærede, at det var hendes store Dejlighed, der havde faaet ham til at overile sig til et Skridt, hvis Vigtighed han fuldt vel anerkendte; men han var hendes oprigtigste Ven og skulde aldrig, aldrig bede hende om mere end Venskab, før det Momang kom, at hendes Hjærte flammede for ham.
Dette var Marie meget bekvemt; for vel kunde hun egentlig, naar hun rigtig tænkte sig om, ikke lide Lauritzen, men han var dog altid lidt Afveksling og paa en Maade ikke saa paatrængende som de andre Herrer, der paa Gaden og i Vaskeriet søgte at gøre hendes Bekendtskab.
Nogen maatte hun da for Resten ogsaa have at tale med.
Lauritzen bad hende halvt spøgende om, at hun — som Tegn paa, at hun tillod ham venskabelige, broderlige Følelser, — vilde gaa med ham i Theatret næste Søndag. Hendes Moder skulde ogsaa med, tilføjede han, da hun ikke straks svarede.
Igen Theatret! Det var saa fristende, for Marie elskede at gaa paa Komedie, især naar de spillede rørende Stykker.
Hun svarede ikke helt afgjort nej, og Lauritzen erklærede, at næste Søndag sendte han hende og Moderen Billetter, selv vilde han tillade sig at sidde ved Siden af dem.
Søndag Formiddag var han inde for at aflevere Billetterne; han snakkede vidt og bredt en Timestid om et Par formodede Skandaler og om sig selv og sine Udsigter paa den forestaaende Session.
Hen paa Eftermiddagen kom en Hotelkarl med et Brev til Madam Frederiksen. Hun fik Brillerne fat, og læste:
»I Continuation af mit tiligere og af Dags Dato har jeg forglemt at erindre den tiligere Begyndelse af den paa Theatret stedfindende Forestilling, som undtagelsesvis er Kl. 7. Min ærbødigste Hilsen til Deres Frøken Datter. Deres med megen Agtelse F. L. M. Lauritzen.«
Madammen blev yderligere imponeret af ham. For Resten havde hun været det straks, og hun skjulte det ikke, naar de talte om ham, der saadan havde boret sig ind i deres daglige Færden og dermed i deres daglige Tanker. — —
Da det første rørende Stykke, hvor Marie kun havde Øje og Øre for Scenen, var forbi, morede hun sig ikke rigtig. Der var saa meget halvsjofelt i det andet Stykke, saa meget af det grimme fra Gaden; — desuden: hendes Kavallers Latter fulgte lige efter de vovede Hentydninger, og det gjorde hende usikker og satte hende i daarligt Humør.
Efter Forestillingen vilde hun helst have været hjem, men Lauritzen vilde absolut have dem hen paa et Hotel for at drikke Kaffe, og Marie maatte føje ham og Moderen.
Men hun var ikke vel til Mode. Hun saa godt, at et Par ældre, pæne Kommisser, som Lauritzen paatrængende og flot hilste paa, knap gad hilse igen. Og det generede hende meget, at han kommanderede med Tjenerne, kasserede Kagerne og forlangte andre og henledte Opmærksomheden paa sig ved støjende og familiært at hilse til højre og venstre.
Da han gik hen til Buffetten, spærrede en Kammerat Vejen for ham ved at strække et Ben ud; Lauritzen besvarede denne indirekte Spørgen:
»Gelinde, gelinde, jeg er diskræ!«
»Fanden tro Dig, din Bondedreng!«
De to Herrer lo raat. — —
— Marie laa længe vaagen den Nat.
Hun tænkte paa det første Stykke.
Aah ja ja. Hvis der blot i Virkeligheden var saadan en rar, dannet Mand, som hun kunde gaa til, i hvis pæne Stue hun kunde sidde hyggeligt og blive net behandlet, saa kunde hun fortælle ham, hvordan det altsammen var og bede ham hjælpe med et godt Raad.
Naa, hvis der virkelig var saadan en, hvad vilde hun saa sige; hvad bildte hun sig egentlig ind, der var i Vejen?
Marie smaagræd.
De havde det jo helt godt, og der var ikke noget bestemt, som var kedeligt og trist, men Stuen var saa lille og beklumret, Gaden var saa grim, alle Mennesker jagede af Sted og var utilfredse saa med deres Stilling saa med hinanden. Og den evige Vasken og Strygen — blot for at skaffe Mad i Munden og Tag over Hovedet, det var saa ensformigt.
Hun var ikke doven; det var ikke det; men hun var da ung endnu og længtes efter lidt udover det sædvanlige — noget som Londonnerturene eller Faderens Hjemkomst; — bare ikke dette: op om Morgenen, Slid, Mad, Slid, i Seng og saa det samme næste Dag igen.
Var det Fornøjelser hun trængte til? — Saa kunde hun jo blot tage mod Lauritzens Invitationer til Theater og Baller; — — naa ja, saa kunde hun jo tage ud med ham; hun var jo da for Resten Kaptajnsdatter og vidste nok, hvordan hun skulde gerere sig, saa at han ingen Friheder tog sig. At han saa væmmelig ud tidt, naar han gloede paa hende, det var Sludder af hende at tænke paa; Mandfolk var jo nu Mandfolk. — — Men det var ikke væmmeligt, da Hans den sidste Eftermiddag sad og saa paa hende.
Marie kunde ikke rede det ud fra hinanden, og hun følte sig angst og hjælpeløs, som noget truede hende.
Madam Frederiksen snorkede.
Et Øjeblik var dette Legeme, der laa her i Sengen hos hende, Marie imod. Naa, nu var hun da ved at blive baade ækel og skruptosset.
Det var nok Tid at tage Reb i Sejlene, ellers gik da al sund Fornuft rabundus.
Og Marie tvang sig til at gennemgaa det første Stykke, Scene for Scene; ingen Springen over, ingen Svinkeærinder, ingen unødvendig Flæben over sig selv og Laven Grevindenykker; — — hun sov, før hun naaede til Frierscenen. — — —
Naar Lauritzen ikke kom, spurgte Madammen efter ham.
»Du skulde ikke støde ham for Hovedet, Marie, Du fortryder det, naar jeg er død, og Du sidder alene med Redeligheden.«
»Der er da andre til end ham.«
»Jamen Du vil jo ikke gøre noget for at faa Bekendtere.«
— Madammen tilskyndede kun lempeligt, hun trængte ikke ind paa Datteren, men Marie vidste saa inderlig vel, at naar hun gennem Dampen fra Vaskekedlen saa Moderens Ansigt blive tankefuldt, da var det Lauritzens fremtidige Boutik — Duge og Lagen, Stole og Borde, Køkkensager og Gardiner, der spillede glædeligt op i hendes Stump Fantasi, medens Hænderne skrubbede op og ned ad Vaskebrædtet.
Ogsaa for Marie var der — ved denne Indretten Hjem i Tankerne — noget lokkende, som satte hendes Drømmeevne i en behagelig Svingning og bar langt bort fra Vaskehusets klamme Dampe og vaade Stengulv. —
Det var heldigt for Lauritzen, at hun fik et Brev fra ham lige efter saadan et stjaalent Strejftog i Fantasiens Rige.
Hun satte sig ind i Stuen og læste:
Elskede Missemor.
Situasionen er nu af den Beskaffenhed, at jeg i Henhold til mit tidligere udtalte og Hjærtes Kærlighed.
Jeg kan sige, vær ej traurig i Sind og Skind, men lyt til mit Ord lad Lykken komme ind, hvis Du vil være min maa Du ikke gaa og spelle fin. Bliv min Kone, saa skal jeg sætte Dig paa en Throne. Ja nu frier jeg til Dig min elskede Pige. Jeg vil gerne have Dig saa snart som muligt, ved Din side kan jeg lægge mit flotte Ungkarleliv af. Og hør nu, har jeg digtet et Vers til Dig.
Du har et Ansigt meget fint Du speller i Vaskeriet første Fiolin ligesom Stjerner er dine Øjne klare du er en første Klasses Vare. Hvor højt jeg end fløj Du naaede mig dog dine Øjne mig ej bedrog Du har rigtig kunnet mig forhekse vær ej mer af de strekse.
Dette er skreven til din Ære min dyrebare Pige. Jeg maa medele Dig, at det har alletider været min Mening, at jeg vilde have en rigtig sød og flot Kone og kan jeg ingen bedre faa end Dig selv om Du ikke er øverst paa Rangstigen, hvad man jo ikke kan sige, er det min overbevisning. Om to Timer henter jeg dit Svar, naar vi har lukket, og skal Du da sidde paa mit Skød og skal det være mig en Fornøjelse at trykke det første Elskovskys paa din Mund. Var jeg ikke saa vis paa, at Du maatte elske mig, var jeg ikke saadan i kulør, som jeg er nu, jeg tænker paa, at Du nu skal blive min Kæreste rigtig med Ring. Nu glæder jeg mig til at se Dig alene og ser jeg helst, at Du sender din Moder i Byen at vi rigtig kan sitte i Sofaen alene som andre Kærestefolk. Og tegner jeg idet jeg er din, til Døden skilder os ad igen
F. L. M. Lauritzen.
Uf, hvor kunde det Menneske dog ogsaa skabe sig og vrøvle. Marie lagde Brevet sammen og glattede Folderne haardt. Hun skulde dog ikke have noget af at være alene med ham.
Hun rejste sig for at kalde paa Moderen. — Aah, hvor var her dog grimt i Aften.
Paa Kommoden stod en Lampe uden Kuppel og oste lidt; der var koldt, Gardiner var ikke rullet ned, og en vildfremmed Herre, der gik forbi, nikkede ugenert ind til hende. Paa Sofa og Stole flød Dynger af Fremmedes smudsige Tøj, som Marie skulde tælle. Døren ud til Gangen var ikke rigtig lukket, og Støjen af et Skænderi lød helt ind til den unge Pige.
Hun satte sig træt i Sofaen og lagde Hovedet ned paa sine Arme. Hvor alt dette dog var forskelligt fra »Neptuns« Udfart, da Sommervinden løftede Flag og Vimpler, og Festtalerne berømmede hendes Fader ... Det var forbi for længe, længe siden ... men hvor havde hun tænkt og tænkt paa den Dag og troet, at der vilde komme Dage, der var festlige som den.
Men det var der altsaa ikke kommet. Hvorledes skulde det ogsaa gaa til?
Marie løftede Hovedet og saa ud i Stuen.
Hun var vel gal, om hun kimsede ad Lauritzen; hun kom vel nok til at holde af ham, hun havde jo ikke holdt af nogen anden — det med Hans var jo alligevel ikke andet end Indbildning.
Naar hun ikke var lykkelig ved at blive ved at gaa her i Sliddet uden at opleve noget særlig kønt, saa maatte hun vel tage Lauritzen og sige Tak til.
Og Moderen vilde blive glad ved det, og hun kunde saamænd nok trænge til en rigtig Hjærtensglæde engang igen.
Hurtigt — for ikke at vige tilbage fra dette, der vilde give Forandring og forskaane for Moderens svage Tilskyndelser og hans paatrængende Plagerier, gik hun ud i Køkkenet.
»Lauritzen vil forloves med mig, Mor.«
»Jahne dog! Hvad er det Du siger!«
Madammen saa ængstelig paa hende. »Du tager ham vel, Marie?«
»Det gør jeg vel Mor, — — saa kan jeg maaske gøre det lidt bedre for Dig, saadan Du altid slider.«
»Herregu' lille Marie, det er jo nu det, som passer for mig. Men Du skulde jo da have det lidt finere. Og saa kan jeg da rolig lukke mine Øjne, naar Du er forsørget. — Hvis nu Fatter havde levet, Herregu'.«
Men der blev ikke Tid til Rørelse. Tøjet skulde ryddes til Side, Stuen opvarmes, og andre Forberedelser gøres. —
Lauritzen stillede Klokken ni med en Azalia i silkepapirspyntet Potte, den holdt sig bedre end en Buket, som jo egentlig hørte til ved en saadan Lejlighed.
Moderen blev lidt ude i Køkkenet, og Lauritzen begyndte uforstyrret et langt mundtligt Frieri. Marie tabte hurtig Traaden, for hun havde grebet den Sætning, at det ligefrem var hendes Pligt at forlove sig med ham, da hun havde Magt til at frelse ham fra daarligt Levned. Det forekom hende saa uendelig latterligt, at det skulde tages saa alvorligt med saadan en forbumlet, rødøjet Handelsbetjent; — hun havde den Pligt at gifte sig med ham, for at han skulde holde op at svire, sagde han; det var jo ogsaa nemmere end at gøre sig den Ulejlighed selv at sige stop! Hvor var det i Grunden grinagtigt — skønt det gjaldt hele hendes Fremtid; — hun smilede, Smilet blev til Latter; med Vilje blev hun ved at le, — det nyttede jo ikke at græde, man skulde jo gaa paa Jorden, selv om den var gloende, og hun var vel ikke mere højfornem og sippet end andre Piger.
For Resten fik hun sig vel nok en meget rar Mand, han saa jo da til sin Moder hver Aften.
Madammen kom ind. Lauritzen, der just ikke fandt Maries Latter afvisende, selv om den forekom ham mindre romantisk i et saadan Øjeblik, begyndte at kysse Marie med en Ugenerthed, som om de havde været forlovet i Aarevis.
Hun stødte ham vredt fra sig.
»Ja, Lauritzen, hun har jo ikke været forlovet før,« jævnede Madammen.
»Er med paa Noderne, Svigermama! En sart Kvinde. Gelinde. Forstaar!« — Lauritzen udviklede sin Menneskekundskab ved Hjælp af alle de Føljetoner, han kunde faa fat i.
Aftenen sneg sig langsomt hen for Marie.
Lauritzen var overbærende med hendes Koldsindighed, som han egentlig fandt ganske fornem, og han prædikede med al sin Tungefærdighed og Selvsikkerhed om det tilkommende Hjem og sin egen fremtidige Stilling. —
Da han skulde til at gaa, og Marie pligtopfyldende, men koldt, tog mod hans Kys, sagde han ærgelig:
»Du skal værsgo' at tage Dig i Situationen, Marie, og være min Kæreste rigtig.«
Marie følte det som en Lettelse, da hun drejede Nøglen om i Døren efter ham.
Naa, hun vænnede sig vel til det Slikkeri. Nu var hun jo bunden til ham, og han blev vel nok god imod hende, naar han syntes, hun var saa dejlig, som han sagde.
Men Højtid og Glæde, det var der ikke over hende, som hun gik der og ryddede til Side og af og til talte ind til Moderen, som træt skyndte sig i Seng.
Marie skyndte sig ogsaa og lagde sig snart i Dobbeltsengen ved Siden af Moderen.
De laa lidt stille i Mørket.
Derpaa sagde Moderen:
»Herregu' lille Marie, saa skal vi skilles.«
»Han skal da have Forretning først.«
»Det bliver da før eller senere. Saa bliver her stille.«
»Du skal bo i Nærheden af os Moder; saa kan vi gaa sammen, og Du bliver ikke helt alene.«
»Om Natten bliver jeg da. Du kan ellers tro, jeg har tidt havt Plasér af at ligge og lytte til, hvor Du dog kunde trække Vejret dybt, naar Du sov.«
Det, som hele Aftenen stille havde gnavet i Maries Sind, fik nu Magt, og hun brast i Graad.
»Saa saa lille Marie. Saa saa. Græd dog ikke saadan; det javer helt igennem mig at høre det. Du kan jo gøre det om, hvis det skal være. Du skal jo da ikke giftes lige med det samme. Og han siger, at han skal være saa mageløs mod Dig. Du skal bare ikke spekulere. Put Du Dig nu godt ned og læs din Aftenbøn, saa linder det.« — —
Næste Formiddag laa der et Brev til Marie i det aabne Køkkenvindue. — Marie læste det; det var Skolebestyrerinden i Baghuset, Lauritzens Moder, der henvendte sig til Frederiksens med Bøn om et Laan paa 15 Kr. til Hjælp til Husleje; hun havde betænkt sig længe, men vidste ikke andet Raad, og nu da hun af Rullekonen havde hørt, at Ferdinand havde kysset Marie ude i Gangen, og de sagtens var forlovede, mente hun, at hun i sin Nød turde henvende sig til dem. Det var jo kun et Laan. —
Hvad var nu dette?
Uden at sige noget til Moderen tog Marie sin Sparekassebog og gik hen og hævede Pengene.
Om Eftermiddagen gik hun over til Baghuset.
Ad en smudsig, stejl Trappe kom hun til en Dør, hvor der hængte en Tavle med Svamp og Griffel lige under Navnepladen. —
Dorothea Lauritzen Skolebestyrerinde
læste Marie og bankede flere Gange paa. Da ingen svarede, gik hun ind i Stuen.
Der syntes at være gjort ihærdige Forsøg paa at dække, at alt var i Forfald. Gulvbrædderne var slidte og graa; et af dem vippede, da Marie traadte paa det, og der laa mange smaa og uens Tæppelapper. Stoppede Gardiner hang for de lave Vinduer, hvor den blaahvide Maling paa mange Steder var skallet af Træet. Om Bordet stod forskellige Slags Stole. Hæklede hvide Stykker dækkede over det ituslidte Betræk. Langs den ene Væg hældede under en Del blegnede Fotografier et taffelformet Klaver; Pedalen var brudt af, og Laaget havde en Revne. Paa en Konsol stod mange Billeder af Hr. F. L. M. Lauritzen i forskellige Stillinger. Det dunkle Spejl over dem gengav udvisket et Hjørne af det triste Interiør.
Marie stod lidt.
Saa kom Fru Lauritzen ind. Hun var graa og mager; over Øjnene hvælvede Pandebenet sig kantet og skarpt, Munden faldt ind om nogle grimme Tandstumper. Hendes Væsen var nervøst og uroligt.
Marie sagde:
»Det var om Brevet.«
Skolebestyrerinden tav afventende. Marie fortsatte:
»Moder kunde jo komme til at trænge, hvis vi blev syge eller saadan. Jeg mener, De kan jo blot sige det til Deres Søn.«
»Min Søn! — Det er ikke saa let at bede sine egne, skal jeg sige Dem, Frøken. Desuden, han har frabedt sig, at jeg beder ham om mere end de 5 Kroner, han giver mig hver Termin. Og han kunde jo blive vred og tage dem fra mig ogsaa. Det er jo kun et Laan, De kan være saa sikker paa, at De faar dem igen. Alle Børnene har endnu ikke betalt Brændepengene.«
»Ja, værsgo, her er Pengene.«,
Skolebestyrerindens Haand, der nervøst havde glattet frem og tilbage paa Bordkanten, blev stille.
»Tak. Men De skal nok faa dem igen. Det kan De være vis paa.«
Hendes Ydre gik Marie til Hjærte; hun vilde gerne vise lidt Venlighed, men den anden stod og tav saa tillukket; Marie brød Pavsen ved at spørge:
»Hvor har De Skolestuerne?«
»Den er her; saa har jeg nogle Bænke om Bordet; jeg rydder dem ud til om Eftermiddagen, for jeg vil jo gerne have det lidt pænt.«
»Hvor mange Elever har De?«
»Ja, nu er et Par bleven konfirmerede. Jeg havde ellers atten.«
»Hvor meget faar De saa i Skolepenge?«
»Ja, — det er forskelligt; de større giver da som oftest 1 Krone 75.«
»Om Maaneden?«
»Ja; det er jo ikke meget, — men naar jeg endda blot fik nye ind. Men det er ikke saadan. Jeg kan jo da nok naa at sy lidt for Forretninger om Eftermiddagen. Men« — det kom næsten ufrivilligt — »sommetider har jeg alligevel knap Brød i Huset!«
»Men sig det dog til Deres Søn. Vi maa tale med ham om det!«
»Det maa De ikke! Og De vil endelig nok være saa god ikke at sige om Laanet. Han bliver saa vred og kunde let tage de 5 Kroner fra mig ved Terminen. Men hvad skulde jeg gøre?«
»De kan tro, naar han rigtig ved, hvordan det er, vil han nok ordne det noget bedre for Dem. Han faar jo god Løn og —«
»Han bruger ogsaa meget til sine fine Klæder! Ja, han maa jo nu ogsaa være pænt klædt i Forretningen, det maa han jo. Og engang maa det vel blive til noget, at han gør Alvor af at faa lidt lært; ellers kommer de jo ingen Vegne rigtig nu til Dags. Men jeg kan ikke give mere til ham, jeg har saamænd gjort, hvad jeg kunde, da han lærte og saadan. — Men saa mange Tak for Laanet; De skal faa dem igen, men De maa endelig ikke sige noget til Ferdinand og heller ikke, at jeg véd, De er forlovede, for han bliver saa vred, naar jeg blander mig i hans — som med den forrige Forlovede. Han fortæller mig det nok.« —
Med tungt Hjærte gik Marie ned ad Trappen.
Hvad vilde Hans, som havde været saa god ved sin Moder, sige, hvis han vidste, hun havde saadan en Kæreste.
I en dump, trist Stemning kom hun ind og gav sig straks til at arbejde med Regnskabet; alt det, som havde paavirket hende til at tage Lauritzen, laa som Taager over hendes Beslutsomhed.
En Buket, som Lauritzen sendte, lod hun ligge uden at sætte den i Vand.
Moderen stod med den ude i Køkkenet, da Lauritzen, uden at banke paa, overraskede Marie i Stuen.
Han trak hende ned paa sit Skød og kærtegnede hende paa en temmelig nærgaaende Maade.
Marie rev sit Hoved fra hans kognaksduftende Mund og gav ham en smeldende Lussing.
»Marie! Er Du tosset?«
»Jeg er til Sinds at give Dem en til. Det kunde maaske lette, for jeg er saa lynende gal i Hovedet paa Dem og paa mig selv, som har været ussel nok til at betro mig til saadan en Herre som Dem. Vi passer ikke sammen. Nu ved jeg det. De maa undskylde, jeg ikke fik det sagt i Aftes. Nu er det bedst, De gaar.«
»Men Tøs dog, hvad Fanden stikker der Dig!«
»Værsgo'. Skæld bare ud. Det er ikke mer, end jeg har fortjent, naar jeg forlover mig med én, jeg ikke rigtig har kær af Hjærtet. Gaa nu! — De maa ikke være vred. Men jeg kan ikke lide Dem. Det ved jeg nu. Dem! Og Deres »Redden« og Deres kunstige Breve. — Men kan De da nu ikke gaa, Menneske!«
»Hæ, Du er sgu godt tovli'. Men jeg er for Resten ligeglad. Bild Dem bare ikke ind, jeg bliver ved at gaa og sukke for Dem.«
Han satte Hatten paa. Saa stod han lidt og blev rørt.
»Farvel Frøken Frederiksen. Gud, hvor er De dejlig. — De kunde gerne give mig et Søsterkys til Afsked!«
»Gaa nu!«
»Naa, naa lille Missemor; ikke saa stor; det var da ikke første Gang.« Han slog Armen om hende. Marie tog ham i Skulderen, slængte ham væk og gik sin Vej.
Lauritzen stod lidt.
»Satans ogsaa. Satans ogsaa. Saadan en dejlig Pige.«
Han tog Hatten af og strøg den blank med Ærmet.
»Naa nu nix verknoten Ferdinand Lauritzen. Du gi'r hende Fanden gør Du — den Vasketøs!«
Lauritzen saa sig i Spejlet, trak sit Slips til rette, satte Hatten flot paa og gik. — — —
Efter den Tid holdt Marie sig helst hjemme. Hun var bleven sky for at komme i Lag med Fremmede. Af og til sendte hun Middagsmad over til Skolebestyrerinden i Baghuset. Denne takkede pr. Bud, men undgik Marie, da Laanet endnu ikke var tilbagebetalt.
Det var blevet Maries Livsvisdom, at skulde man gifte sig, skulde man holde af, saa der var Forslag i det, ellers maatte man helst blæse alt Kæresteri en lang Marsch og finde sig til Rette i sine Kaar uden alt for mange Spekulationer; og da hun betragtede det som givet, at hun ikke kom til at bryde sig noget om Bylapsene, saa behandlede hun de Herrer, som hun traf i Vaskeriet eller hos Naboens, med en munter Ro, som virkede afkølende. I Almindelighed troede man hende forskanset bag en hemmelig Forlovelse.
Naboerne søgte hende meget; hun rakte gerne en hjælpende Haand og var ikke bange for at sige sin Mening, naar det gjaldt om et godt Raad. Navnlig tog hun sig af et Pigebarn paa femten Aar, som hun lærte op til Vask og Strygning og anden huslig Dygtighed, og hvis Tendens til »Renderi« hun søgte at dæmpe.
Madam Frederiksen sagde rigtignok om Pigebarnet og hendes Søstre:
»De vil til den Side, Marie, og saa kan ti Par Vognmandsheste ikke slæbe dem til den anden.«
»Det kan da ikke nytte at opgive det ligestraks. De to ældre ... naa ja, for min Skyld ingen Allarm, naar bare Katinka bliver en ordentlig Pige; det har jeg nu sat mig i Hovedet, jeg gerne vil have. Hun kan blive Jomfru hos Konsulinden hjemme; der faar hun det som Blommen i et Æg, og saa gaar hun da ikke i Hundene som Høkerens Carla.« —
Da Katinka var atten Aar, meldte hendes Moder en Dag Marie, at nu var det galt fat med Pigebarnet.
Moderen sagde med forarget Mine:
»Jeg gjorde mig jo gal, da jeg saa', hvad der var i Vejen. Men saa fik jeg jo at vide, at der ikke var noget for Tøsen at stille op; Kæresten task hende jo, det Bæst.«
Marie tog sig det meget nær og havde en Følelse af Skam, — havde hun ikke engang kunnet gøre saadan et stakkels Pigebarn begribeligt, at hun bare kom ned i Skidtet paa den Maner. —
Hun arbejdede haardt Dagen igennem, men havde dog en ubehagelig Følelse af, at der var mere endnu, hun burde udrette.
Hvad havde det saa nyttet, da hun søgte at stive en anden af! Katinka var dog nu alligevel kommen ind i Hvirvlen; nu rendte hun med Alverdens Mandfolk og saa farlig ud.
Det var dog bedst at leve rolig og tro Menneskene gode og skikkelige, passe sit Arbejde og af og til at gaa i Theatret og se noget rigtig kønt. — Naar Bifaldet rungede op mod Skuespillerne, naar hun paa Byens Musæum saa Malerier, eller naar hun i Avisen læste om et eller andet dygtigt Foretagende, var det, som om en Slags piblende, stolt Glæde gjorde hende varm: der var dog altsaa alligevel nogen, der kunde udrette noget, overvinde Modstand og naa Maalet, saaledes som de havde talt og sunget den Dag, da alt samlede sig om at gøre »Neptuns« Udfart dejlig og uforglemmelig. —
Hun havde faaet indført, at de i Mørkningen hvilede sig et Kvarters Tid.
Da saa hun helst, at ingen Fremmede forstyrrede dem.
Moderen halvsov i Sofahjørnet. Marie sad tavs med Hænderne foldede under Nakken, Benene strakt ud og hele det trediveaarige stærke, kønne Legeme mageligt hvilende, medens Tankerne fløj rundt, eller en Drøm fangede hende.
Hun var igen kommen til ofte at tænke paa hin Solskinsdag, som bragte saa mangfoldige og saa festlige Skønheder over det hvide Skib, der droges langsomt gennem de klukkende, friske Smaabølger.
Med rigtig sikker Glæde mindedes hun ikke al den Festen; der var som noget uholdbart ved al den Fornøjelse og Stads, selv om det alligevel var dejligt at se for sig: Søen, Solskinnet, Baadene, hvor fremmede Mennesker svingede med Hattene, og alle Havnens Skibe, der var flagsmykkede fra Vandgangen til Flagknappen.
Pludselig kunde hele det flagrende Indtryk af leende, oprømte Mennesker, smeldende Flag og Søens og Himlens straalende Farver vige tilbage for et fast Billede: en ung bedrøvet Sømand, der sagde Farvel til sin Moder. Det gjorde godt at genkalde sig det, — der var noget virkeligt og tilforladeligt i det, noget, som ikke helt kunde forsvinde og blive til ingen Ting.
Mon Hans aldrig tænkte paa den Dag? Hvor mon han var henne i Verden?
En Januardag var det efter flere Dages stærkt Snefald begyndt at tø.
Sneen, der var falden saa munter og let, laa nu tung og halvsmudsig; de vaade Brosten var begyndt at vise sig, Spadseregangenes Træer var næsten sorte af klam Væde, og Skyerne drev lavt.
Det var Søndag, saa der var ikke mange Folk nede ved Havnen, hvor Marie langsomt kom gaaende mellem store Stenbunker og mørke Tømmerstabler.
Yderst ved det store, røde Pakhus laa »Neptun«, hjemkaldt fra England for at komme under Reparation.
Hans, der endnu var Styrmand ombord, havde fra London skrevet, at de Portrætter, som de jo nok vidste, at han havde i sin Varetægt og efter Kaptajnens Ordre kun maatte aflevere personligt, nu snart skulde komme dem i Hænde.
Det var dem Marie vilde ned at hente.
Hans havde skrevet to Gange, og hun havde svaret; det var falden hende saa let at fylde Papirets fire Sider, for hun vidste, at hun gjorde ham godt ved at fortælle om deres Hjem, og hvad der ellers angik dem. Ogsaa at hun af en Fejltagelse havde været forlovet i 24 Timer. Der var noget af en Bods smertelige Sødme i at bekende dette for Hans, og det var aabent Spil, han skulde ikke komme hjem og tro, at hun havde siddet og ventet paa, at han skulde komme og forlove sig med hende. Hun var ikke af dem, der ikke kunde kende lidt til et Mandfolk uden straks at tænke sig Forlovelse og den Slags. —
Det skulde blive sært at se »Neptun«, hvor Fader var død, og underligt at tale med Hans, som havde kendt hende dengang, da hun endnu ikke vidste, hvad Livet gav.
Saa tog hun et forsvarligt Tag i sine egne Tanker. Hun havde at være rolig og ikke at faa alt for mange Fornemmelser. Den Ro, som hun havde væbnet sig med hjemmefra, vilde hun ikke miste.
Men da hun staar her og ser ud i den snevre Kanal, hvor graa Isflager grøde sig sammen, mindes hun igen hin Udfartsdag, og hun hører Flagene smelde og ser den unge Sømands taarefyldte, trofaste Øjne.
Og da føler hun med urolig Sorg, at naar hun nu skal se Hans som en Fremmed og for sidste Gang have noget med Skuden at gøre, saa vil det være, som det jævnt kedsommelige skrider ned og begraver den lønlige Sti, der har ført til en aldrig helt glemt Drøm om Kærlighed og Lykke.
For Mindet om Hans, ung og betaget af en ren Sorg, der hævede ham over Omgivelsernes jævne Lystighed, og Mindet om Skibet, der i Festdragt, med Forventningens Glans over sig styrede gennem de solbeskinnede Bølger, — er dog det, der har vakt det blødeste, kønneste og det mærkeligste i hendes Sind. — Sæt, det var en Ondskab, en grim Handling, der havde været hendes Ungdoms første stærke Indtryk!
Hun var reven ud af sin sædvanlige Ro, og stærkt og bittert tænkte hun: »Jeg glemmer Herligheden med »Neptun«, men jeg finder mig ikke i at glemme Hans, og jeg kan ikke lade være at holde af ham, selv om han aldrig skal faa det at vide!«
Taarerne begyndte at trænge sig frem, — hendes Hjærte var saa fuldt og saa bevæget.
Da samlede hun resolut den sorte Kjole, løftede den omhyggeligt og gik raskt hen mod Skibet: ingen Scener, ingen Flæben for Folks Øjne!
Det havde Fader ogsaa sagt hin Festdag, da »Neptun«, pudset og hvidmalet, gled som en stolt Svane ud mellem de grønne Øer.
Der laa Skuden.
Nu var den sortmalet; det rustne Anker var halet op og havde skrabet den udenbords og afsat røde Streger.
Ved Rælingen stod Mægleren og Kaptajnen, der havde lodden Hue ned over Ørene og i Munden en kort Pibe, som han gumlede hen i den ene Mundvig, da han sagde:
»Ja, naar de kommer lidt nærmere Solen og faar mere Tørring, skal hun ha' en Omgang Pensel; hun er svært forkrabbet.«
Det var rigtignok sandt!
Hvor saa' dog Skibet ud!
Marie gik videre langs Bolværket for at se paa Navnepladen agter.
Standsede pludselig. Hendes Øjne fyldtes af Taarer, og Hjærtet begyndte at banke.
Oppe ved Rattet stod Hans Holgersen med Tømmermanden, der klarede Flagstangen, som var knækket i en Storm i Nordsøen.
Tømmermanden lagde Værktøjet og gik ned mod Malerrummet ...
Og Hans, der stod med Ryggen til, vendte sig og gav sig sindigt til at hejse Flaget.
Dette Billede sænkede sig vældigt og egenraadigt ned i Marie og mødtes med det Minde, som havde gnavet og pint i stormfulde Nætter, og naar tjenstagtige Venner havde refereret Rhedernes uvenlige Bemærkninger om hendes Fader, — Mindet om, da Flagstangen knækkede, da han vilde svare de Hilsende i Land.
Men Uhyggen ved det Varsel svandt hen, da hun saa Hans, der støt og rolig stod der og gjorde Flaglinen fast; Hans, som havde fulgt »Neptun« saa trofast i alle disse Aar. Og som ikke betragtede hende som en Fremmed, der var ham og Skibet uvedkommende. Det forstod hun med stille, lykkelig Jubel, da han opdagede hende og hilste hende.
I den milde, stærke Stemning — lige vidt fra hin Dags festlige Lys og fra dennes klamme, skjulende Taage — fulgte hun med ham ned i hans Lukaf.
Idet han aabnede Kisten for at fremtage Portrætterne, saa' hun, at hendes Billede var opklæbet indvendig i Laaget.
Da han mærkede, at hun havde set det, rejste han sig og tog om hendes Hænder.
De var begge af samme Højde, stod og saa' hinanden fast ind i Øjnene.
Naar Hans paa de ensomme Vagter eller paa slentrende Vandringer i store fremmede Byer havde tænkt paa Fremtiden, saa var Marie det Kærnepunkt, hvorom hans Lykketrang dannede en lysende Taage af Haab og Ønsker. Saa sikkert som noget var hun med, hvergang han spekulerede over noget særligt, — — — dengang, da han sparede for at tage Eksamen, og ved Sømandspræstens Juletræ i Hull, da det traf sig, at han fik et Halstørklæde med Juleønsker fra En hjemme i Byen; og da han laa paa Hospitalet i New York, efterat han var forlist og havde mistet alt; og Natten efter den Sommerdag ovre under England, da hun pludselig røg ud i en Nordvest, og Jungmanden gik over Bord og druknede lige for Øjnene af ham; — — altid var Marie med i hans Tanker. Hun var jo ogsaa for ham bestandig omgiven af det Mod og det Haab, som havde været over det hele hin Sommerdag i Sundet. Hvor akavet det end var gaaet for »Neptun«, saa havde den Skude dog siden den Dag noget mere over sig end andre Fartøjer, og hvad han saa end skulde faa at kæmpe med, saa skulde hendes Kærlighed hjælpe ham at klare det strængeste. —
Han vilde sige hende noget om dette; men en pludselig Jublen over endelig at skulle dele dette stærke, forhaabningsfulde med hende fyldte ham med en uvant, forvirrende Magt, der dirrede helt ud i hans forslidte Hænder, saa at hun uvilkaarlig tog med øm Fasthed om dem.
Han var ikke vant til at forme sine Tanker i Ord, da han ingen havde havt at skrive til, siden hans Moder døde, og ikke havde læst stort andet ude i Søen, end hvad han havde Brug for til Eksamen.
Det faldt da saa helt anderledes, end han havde tænkt det.
Men Lykken over ømme Længsler og stærke Følelser, som ikke skyggedes af nogen Tvivl eller Usikkerhed, Lykken over det nye, mærkelige, straalende, der foldede sig ud i hendes Sind, da hun saa ham ved Flaget agter, bringer hende til at fornemme den Glans og Varme, som er skjult i hans jævne Ord om, at han har Udsigt til at blive »Neptuns« Fører, da Kaptajnen lægger op efter denne Rejse, og at han saa kan gifte sig, men at han ikke vil have nogen anden Pige i hele Verden end hende. —
Da Marie sad hos sin Ven i den snevre, fattige Kahyt, tænkte hun, greben ind til Roden af sit Væsen, at det var en Styrelse, at Lauritzen havde listet sig saa lumskt ind den Aften, saa at hun var bleven saa forfærdelig vred og lige med et havde givet ham Afsked; sæt, hun var gleden dybere ind i det; ja, saa havde hun aldrig oplevet en Stund som denne sammen med ham, der nu sad og holdt saa trofast om hende og hviskede om Fremtiden og om den Dag for længe siden; den Dag, da hendes Sjæl havde optaget et Billede, der — disse Aar igennem — havde været som en Ankergrund, der var Skyld i, at hendes Tro paa ham og Mindet om ham aldrig helt var skyllet bort fra hende.