FØRSTE BOG

Annie.

I.

Hvem kender ikke Esløf Station, Skaanes Centrum, hvor Baner fra alle Himmelhjørner mødes, hvor Skaanes »Friherrer, Arrendatorer og Affärsmän« krydses og mødes med venlige Nik til de stærkt farvede Mamseller ved Disken, hvor røde Krebs og brune Knækkebrød vinker, for naar Stationsklokkerne klemter at ile til den lange, aabne Perron, hvor den prustende Damphest — en yndet svensk Talefigur — fører Troller, Bonder, Beck-Friis'er og Hamilton'er paa første Klasse — Person'er, Cettervall'er, Lindkvist'er paa anden straaleformigt ud over »sødra« og »sødraste« Sverige?

Et saadant lille Banecentrum er som Torvet i den lille By; hver Gang man standser der, synes man at se de samme Ansigter, og det bliver uvilkaarligt, som om alle Egnens kendte Mænd til enhver Tid satte hverandre Stævne paa samme Sted, hvor en tre Alens »Vaktmester« med den hørgule Militærknebelsbart vandrer majestætisk op og ned ad Perronen, kaldende, varskoende og bukkende for de øverste Rangklasser og særlig spendable Handelsrejsende, idet han pludselig, som efter en højere Magts Indskydelse sætter i Raab:

»Toget til Hässleholm, Toget til Lund, Toget til Billeberga, Toget til Klippan, Toget til Ystad, Toget til Christiansstad.«

Og Troller, Bonder og Hamilton'er nikker til hverandre, medens Person'er og Lindkvist'er visker de sidste Draaber Wolkes af det struttende Overskæg og tager Plads — henholdsvis paa første og anden Klasse Stambane eller paa første Klasse »enskilde«, thi paa de private Baner gaar Trolle og Person op i en fælles Rejseenhed og befinder sig vel ved det.

Vaktmesteren signaliserede Toget til Christiansstad, og Eigil Holst tog Plads i en bred, behagelig udstyret 1. Klasses Kupé, medens Klokken klemtede, og den angivne »frustande Ånghästen« rørte paa sig og skummede om Biddet.

Toget gled fra Stationen, først langs Stambanens brede, kongeligt officielt straalende Legeme, saa bøjede det mod Nordøst forbi Marker, hvor store Granitsten syntes at skyde frem af Jordens Skød, som det eneste den gav, forbi Skarhults røde, middelalderlige, knejsende Mure, bugtende sig gennem dyrkede Marker ved Christineberg til Bredden af den herlige Ringsjø, hvor Beck-Friis'ernes prægtige gamle Bosjø Kloster mellem grønne Træer spejdede ud over den blinkende Sø.

Holst sad ved Vinduet og saa ud over det smilende Land, hvor Borge og Hytter laa i Solglansen, ved de frugtbare Marker og Enge. Uden at bekymre sig om Navne og Steder, blot tagende imod Indtryk, som var ganske friske og nye, ikke kaldte nogen gammel Tanke frem eller dannede Tilknytningspunkt for nogen ny.

Det rent spejlende Rejseindtryk, hvor man kun ser, men ikke tænker.

Lige overfor ham sad en lille halvgammel Herre, øjensynlig en »før dette« Militær, let skaldet, men prøjsisk stram og vippende som paa en Staalfjeder, parat til at fare ud med en Oplysning, men for ceremoniel til at vippe før et Spørgsmaal udløste Staalfjederen.

Han morede Holst — men Holst tav. Ved Hørby Station nægtede Fjederen at fungere, og da Toget rullede videre, lettede den lille Mand sig i Sædet med et ærbødigt: »Herren er dansk, kan jeg tænke?«

Holst nikkede.

»Været i Sverige før?«

Det havde Holst ikke; derimod havde Herren været i København utalte Gange. Han nævnede et Dusin forskellige Kafeer, lutter Minder, der tændte et lille Blink i hans let rødsprængte Øjne, og galopperede forbi et Dusin bekendte Navne, indtil Holst forbarmede sig over ham og kendte Oberst et eller andet, der var hans mest intime Ven.

Saa maatte Holst frem med Livsstilling, og hans Løjtnantstitel gav Staalfjederen det sidste Knæk. Svenskeren for tilbage og præsenterede sig med stor Festivitet som »før dette« Løjtnant ved Vendes Artilleriregiment, Bror Sjöström.

Holst bøjede sig beæret og havde nu en Ven i Skaane. Landskabet skiftede, medens Ringsjøen forsvandt i det fjerne, Banen steg over granklædte Bakker og Aase, medens Toget rullede op for talrige smaa Stationer, hvor blonde Troller og Hamilton'er med et let Nik passerede Kupeen.

»Goddag med dig —« Sjöström kendte dem alle.

Han fik Tid til at fortælle lidt om hver, medens han pegede ud over Egnen og nævnede Navnene paa stolte Ætter og pragtfulde Herresæder. Holst kendte ingen og tog mod Talen som mod de skiftende Billeder, uden at reagere. De nærmede sig nu Karpalund, et Krydsningssted kort før Christiansstad. Løjtnant Sjöström bøjede sig mod Vinduet, »der ser Hr. Løjtnanten Gamalstorp, en smuk lille Ejendom med nogen Skov og flere Bøndergaarde.«

Holst nikkede.

Sjöström fortsatte: »Den tilhører en god Ven af mig, Claes Ankerkrone, det vil sige, Gubben lever endnu i Danmark noget Steds — en charmant Gubbe — før dette Ritmester, med en Datter — noget af det vakreste, man kan tænke sig.«

Holst nikkede stumt.

»Monsieur Claes er en livlig Knægt, en vakker charmant Kammerat, gift med en sygelig engelsk Kone, og svær at holde Styr paa. Der var en Historie med ham i Vinter, hans Papa maatte intervenere.«

Det var Holst ubehagelig at høre den fremmede Mand tale om Ankerkrone; han afbrød lidt skarpt:

»Jeg kender Familien —«

Saa blev der Pause.

Men længe dyede Sjöström sig ikke. Han kom ligesom forsigtig følende sig for.

»Løjtnanten kender Familien Ankerkrone fra København?«

»Ja,« svarede Holst kort.

»Meget behagelige Folk — særdeles behagelige Folk, og særlig da Ritmesteren — men —«

Holst var lidt usikker, om hvorvidt han skulde afbryde eller høre; han besluttede sig til at erfare; naar alt kom til alt, var hans Bekendtskab til Ankerkrone jo helt ensidigt, og det kunde være ganske interessant at høre lidt om ham af hans egne Landsmænd.

Holst vendte sig mod sin Rejsefælle og spurgte tøvende: »Men —«

Svenskeren trak lidt paa det. »Er Løjtnanten meget bekendt med Ritmester Ankerkrone?«

Holst smilede: »Ikke mere, end at De kan sætte ham i Forbindelse med Mordet paa Mac Kinley, om De vil. Det skal kun interessere mig at høre, hvor skrækkeligt et Menneske, der dølger sig bag hans charmante Ydre.«

Sjöström saa alvorlig op. »De har altsaa hørt det?«

»Ikke et Ord,« fortsatte Holst roligt.

Den anden sænkede Stemmen: »Jo ser De, Sagen er saa almindelig bekendt, alle Mennesker taler om den her i Skaane, ellers skulde Gud bevare mig for at tale om den Sag, men som sagt, den er publik nok. Ritmester Ankerkrone var, som Løjtnanten véd, tjenestegørende ved skaanske Dragoner; han har aldrig været rig, men var ret velstaaende og giftede sig ret tidligt med en italiensk Dame, en Komtesse Cassini, der var meget smuk, ganske overordentlig vakker. Jeg husker hende saa tydeligt fra Amaranthe Ballerne i Malmø og fra Herregaardsfesterne her paa Egnen. Jeg var den Gang ung Løjtnant og kom en Del paa Gamalstorp — det kan vel være en Snes Aar siden. Lad mig se — Claes er fyldt 26 — og Ulla — er otte Aar yngre. Det passer nok. Saa døde Fru Ankerkrone pludselig — efter et Bal paa Arasløf, det store Herresæde, De ser dernede ved Skoven.

Ritmesteren tog sig det meget nær, tilsyneladende da, han rejste til Syden, Fruen var hjemmehørende i Venedig, og Børnene blev hos hans Søster, den gamle Stiftsdame Frk. Ulla Ankerkrone, der nu bor i Trelleborg. Lidt efter døde en af vort Regiments flotteste Løjtnanter, Friherre Cedersköld; han var rejst til Italien omtrent samtidig med Ankerkrone. Rygtet satte de to Dødsfald i Forbindelse med hinanden. Jeg fortæller det kun, fordi Historien er saa publik, som den er. Men der rejste sig mange Stemmer for at lade Fru Ankerkrone opgrave. Tjenestefolkene paastod bestemt, at der havde forefaldet meget bevægede Scener mellem Ritmesteren og hans Hustru. Det blev efter Fruens Død temmelig sikkert oplyst, at der havde bestaaet et intimt Forhold mellem Cedersköld og den Afdøde, men Øvrighederne vendte her som altid, naar det gælder de store Navne, det døve Øre til. Sagen blev aldrig opklaret. Ikke heller fik man at vide, hvorledes Cedersköld var omkommen. Nogle sagde, han var falden i en Duel med en italiensk Officer, andre, at han havde duelleret med Ankerkrone et Sted i Tyrol, men dette er næppe rigtigt. De fleste mener, at han ganske simpelt blev myrdet, styrtet ned fra et Fjæld ved Ferdinandshöhe i Nærheden af Bozen. Opklaret blev det aldrig. Ankerkrone vendte et Par Aar efter tilbage, men han tog aldrig siden Ophold paa Gamalstorp; mest boede han i København, der skal han være endnu. Her kommer han aldrig.«

Holst sad stille og lyttede. Da Svenskeren tav, smilede han.

»Og den Historie tror De?«

»Gudbevares,« svarede den anden, »nu er det saa længe siden; men Folk siger, der skal være noget ved Ankerkrone nu, som er ganske anderledes end forhen. Jeg har ikke set ham i mange Aar. Datteren skal være meget smuk og ligne Moderen.«

Holst tav.

Toget nærmede sig Christiansstad.

»Hvor skal man saa tage ind?« spurgte Holst.

»Frimurerhotellet,« svarede Sjöström strax, »det smukkeste og komfortableste Hus i hele Skaane. Jeg bor der selv, og om Hr. Løjtnanten ellers har Stunder, skulde det glæde mig at gøre Honnør paa min gamle Garnisonsstads Vegne.«

Det forekom Holst at være ganske praktisk til senere Brug at sikre sig en saa stedkendt Mand som Løjtnant Sjöström, og da hans Rejsefælle med den Svenskerne egne Takt ikke havde rettet et eneste Spørgsmaal til ham om hans Ærinde, besluttede han sig til at holde sig den Adgang aaben, det tilfældige Møde kunde byde, om der skulde vise sig Vanskeligheder ved Efterforskningen af den unge Pige fra Christiansstad, som han havde døbt Annie Carlson, og som han i sine Betragtninger stedse nævnede ved dette Navn.

II.

Der er over de svenske Smaabyer et vist Façadepræg, der virker strax. Opholder man sig en Stund i saadan en By, opdager man hurtigt, at den i intet adskiller sig fra vore Smaabyer; den er for den Tilrejsende lige saa haabløst kedsommelig som Bogense og Æbeltoft, men Præget er fiksere, og Maden er bedre. Det gælder de fleste smaa svenske Byer, og det gælder i særegen Grad Christiansstad. Byen ligger ved Helgeaa, hvor denne paa sin Vandring fra de smaalandske Højder ved Alfvesta træder ud i en Bredning, Helgesøen; naar man nærmer sig fra sydvest, toner Højderne mod nordøst som Bjerge frem bag en vid Slette, og Staden ligger ganske pragtfuld med sine Kanaler og Lunde. Dens gamle Kirke er bygget af Christian den fjerde. Sagnet melder, at Anledningen var en Drøm, som den huldsalige Monark havde paa en Jagt, da han hvilede der paa Stedet; om Fjerde Christian virkelig har drømt eller ikke, faar staa hen, men Kirken staar der, saa lig Holmens Kirke, at Københavnerne uvilkaarlig spejder efter Tordenskjold, Børsen og Frederik Folkekær paa Springgangeren foran Slotsruinen.

I Stedet for disse kendte Bygninger maa man nøjes med Kronhuset, der ligger pragtfuldt paa et Torv med opmarcherede Kanoner, hvor Skaanes Hofret residerer Side om Side med Vendes Artilleriregiment, og Landshøfdingsresidensen med sine slanke Piller, foruden en anselig Række offentlige Bygninger og Frimurerlogen, der behersker sin Side af Torvet, bred, mægtig og rig paa god Mad og svensk Punch.

Som sagt det hele virkede særdeles storstadsmæssigt — særlig Frimurerhotellet, der dristig tør tage Konkurrencen op med europæiske Storstadshoteller, og hvor den skaanske Adel og Officererne af Vendes Artilleri bidrager stærkt til at holde Illusioner oppe, som et Blik paa den øvrige ret stilfærdige Befolkning i Lenets Hovedstad iøvrigt hurtig tilintetgør.

Indtrykket varer ikke; for den, der efter et fortrinligt Maaltid paa Hotellet vandrer ud i Staden, synker denne, som antydet, hurtig tilbage i beskeden landlig Tilbageholdenhed; dens stolte Bygninger bliver Enkeltheder, og Mindet knyttes kun til den berømmelige Fjerde Christian, der drømte gudelige Drømme, Hr. Gustavsköld, født Hellichius, der sammen med Gustav den tredie satte Sveriges Stænder Stolen for Døren, og den triste Begivenhed for faa Aar siden, da et særligt lejet Extratog fjernede Skaanes enskilda Bank med dens Kontanter i Guld fra Christiansstad for Næsen af det sultne Borgerskab og de forgældede Krigere for at føre Valuta, som Banken ejer, til Helsingborg.

Hovedgaden hedder Vestra Storgatan, og i Nr. 17 boede ikke A. Vikander, Leverandøren af de Strømpebaand, som Annie havde baaret, og som var den direkte Aarsag til Holsts Rejse til Christiansstad.

Det var den næste Skuffelse, der mødte ham, og den berørte ham dybere end Stadens for det skarpere Blik svindende Storhed. Ikke alene fandtes A. Vikander ikke i Storgatan, men der var blandt Stadens mange Manufakturhandlere ikke en af dette Navn.

Denne Omstændighed var naturligvis ret ligegyldig, for selv om Hr. Vikander havde siddet i Storgatan 17 og solgt sine Strømpebaand samt nydt sin Carlshamn Punch i bedste Velgaaende, vilde han næppe have været i Stand til at erindre den unge Dame, der havde afkøbt ham de Strømpebaand, Holst interesserede sig for.

Ved nøjere Eftertanke faldt det imidlertid Holst ind, at den Omstændighed, at A. Vikander ikke var mere, maaske kunde være fuldt saa interessant og lede til Tidsangivelser, der kunde fremme Efterforskningen. Det var givet, at Hr. Vikander med Hæder havde deltaget i Stockholmer Udstillingen 1897 — den Gang existerede han altsaa. Naar han nu ikke existerede mere, saa var det muligt, at hans Existens' Ophør kunde afgive et vigtigt Moment til Bestemmelse af hendes Person.

Det lykkedes Holst at erfare, at Hr. A. Vikander ganske vist havde levet, været en agtet og anset Borger i den gode Stad, men allerede Aaret efter Udstillingen i Stockholm var afgaaet ved Døden under saadanne Omstændigheder, at Kirkehyrden i Christian den fjerdes prægtige Kirke i Christiansstad med Føje kunde have gentaget Anders Sørensen Vedels mindeværdige Ord ved nævnte Konges Faders Baare: — om højsalig Hs. Naade havde været mindre hengiven til Nydelsen af stærke Drikke, som nu desværre over al Maade gængs er o. s. v. — og at en af de medvirkende Grunde til Undladelsen af denne milde Bebrejdelse vel nok har været den, at Hr. A. Vikander, som forøvrigt ogsaa højsalig Frederik den anden respektive, næppe har været noget enestaaende Tilfælde blandt Christiansstads brave Borgere.

Han var imidlertid død 1898 og Forretningen ophævet samme Aar.

Nu kunde ganske vist en Del af Hr. A. Vikanders Strømpebaandslager — ikke mindst efter den Ære, der var bleven disse nyttige Genstande til Del i 1897 — være overført til Efterkommere, men Sandsynligheden talte for, at disse vilde have benyttet Lejligheden til hurtigst mulig at knytte deres eget Navn til den udmærkede Brugsgenstand, og det viste sig ogsaa ved nærmere Undersøgelse, at de fortrinlige Strømpebaand som patenteret Artikel forhandledes af en Hr. Lindkvist i Tøjhusgatan, der havde forsynet det oprindelige Mærke med Tilføjelsen: Eneforhandling ved Oscar Lindkvist, Tøjhusgatan 5.

Holst blev altsaa staaende ved Hypotesen 1898 eller 97 Efteraar og besluttede sig til at søge oplyst, om der i den Verden, der i disse Aar morede sig i Christiansstad, havde været en ung Dame af Navnet Annie, eventuelt Carlson.

For at konstatere dette kunde han have henvendt sig til den stedlige Øvrighed, men det forekom ham i denne Forbindelse lettere at benytte sin Rejsefælle og dennes Forbindelse med Vendes hæderværdige Artilleri, idet han ræsonnerede saaledes, at en Dame som den stakkels Annie, i sin Ungdoms fulde Vaar, sikkert vilde have været kendt af Regimentets unge Mænd, og at disses Minder maatte være baade lysere og indholdsrigere end det stedlige Politis.

Efter Aftale skulde Løjtnant Sjöström og Holst spise til Middag sammen, og Sjöström havde stillet et Besøg paa Regimentets Etablissementer i Udsigt, saa Holst besluttede ganske rolig at afvente dette og benytte Lejligheden til at høre sig for. For at fordrive Tiden gik han en Tur i Omegnen og fik hurtig overset Byen. Hans Tanker vendte uvilkaarlig tilbage til Nordsjælland og Familien Ankerkrone, og han kunde ikke skjule for sig selv, at Sjöströms Fortælling om Familiedramaet havde gjort Indtryk paa ham.

Han var kommen til at holde af Ritmesteren, hvis fine, forstaaende Tankegang strax havde mødt hans, men han kunde ikke nægte, at det ikke i og for sig var udelukket, at Ritmester Ankerkrone havde sine Grunde til at henleve de sidste Aar af sit Liv fjernt fra sin Fædregaard i et fremmed Land. At han skulde have myrdet sin Hustru i Skinsyge, forekom dog Holst usandsynligt, men at han havde gennemlevet mere end en alvorlig Sorg fremgik tydeligt af hans Ord og hans Væsen. Det slog Holst, at Ulla aldrig havde talt om sin Moder, men lidt efter lidt dukkede enkelte Træk frem, der gjorde det mere end sandsynligt, at der i det Ankerkroneske Hus fandtes det saakaldte Skelet, og at Skelettet var den gaadefulde Begivenhed, der knyttede sig til Moderens Død.

Som det altid gaar, den ene Tanke førte til den anden, og næsten mod sin Villie lededes Holst til en Række af Betragtninger over Ritmesterens Udtalelser i Anledning af Ligfundet, særlig de Undersøgelser, der havde konstateret Giftmordet, som ganske vist kunde være helt naturlige, men som paa Baggrund af Sjöströms Fortælling — altsaa gængse Folkesnak — fik en dybere, besynderligere Karakter.

Disse Tanker vandt mere og mere ind paa Holst, knyttede sig stærkere og stærkere til Billedet af den smukke, fine Herre og prægede dette Billede rent uvilkaarligt, saa det var ikke langt fra, at Holst fattede den endelige Beslutning, naar hans Tid maatte tillade ham det, at sysle med dette gaadefulde Dødsfald og se at trænge ind i de Begivenheder, der havde ledsaget det. Foreløbig gjaldt det om at finde Annie Carlsons Morder, men først og fremmest oplede alt, hvad der kunde kaste Klarhed over hende selv.

Holst vendte tilbage til Frimurerhotellet, hvor hans Rejsefælle ventede ham.

III.

Løjtnant Sjöström havde arrangeret en »Tillställning«, der var helt festlig. Ved det obligate Smörgåsbord forestillede han for Holst en gammel Kammerat, der endnu gjorde Tjeneste ved Artilleriregimentet, Friherre Holger Kurk, en høj, mager, meget velvillig og velopdragen Kaptajn, som Sjöström spøgefuldt bemærkede, hele Egnens Farbror, og den mest søgte Kavaler i hele Christiansstads Len.

Kaptajn Kurk gjorde ikke sit Ry til Skamme, og Diner'en, der omfattede alle de Nydelser, den mest forvænte Garnisonssoldat kan ønske sig, blev baade lang og livlig. Stemningen var fortræffelig, muntre Historier fra Garnisonslivet og Hovedstadslivet krydsede hverandre. Det viste sig, at Sjöström var havnet som Staldmester hos en større feudal Godsejer i Sydskaane, i hvis Ærinde han besøgte Regimentet for at erhverve udsatte Heste til Avlsbrug. Holst tav om sit Ærinde, men lod dog saa meget forstaa, at hans Besøg stod i Forbindelse med en juridisk Sag, idet han angav sin Livsstilling som knyttet til et Statskontor i Hovedstaden, for hvilke han skulde søge nogle Oplysninger i Christiansstad og andre skaanske Byer.

Han forberedte saaledes Spørgsmaalet, og da Herrerne ved Kaffen sad foran Bygningen, hvor Stadens Ungdom promenerede over Torvet, forbi de smukke, blomsterfyldte Rabatter, henkastede Holst det Spørgsmaal, om nogle af Herrerne mindedes en ung Dame ved Navn Annie Carlson, der for faa Aar siden sikkert maatte have spillet en vis Rolle i den lille By.

Man kendte hende ikke. Sjöström var lovlig undskyldt, han havde allerede den Gang forladt Byen, men selv Kaptajnen, som var Ungkarl, og efter hvad Sjöström forklarede et rent Leksikon, naar det gjaldt Damer, ogsaa udenfor Familielivet, maatte erklære sig renonce. Holst gled let hen over Spørgsmaalet, han vilde ikke røbe, at han ikke kendte Navnet nøje og derved udsætte sig for Spørgsmaal, som han ikke ønskede at besvare; men Tilfældet kom ham til Hjælp, idet Kaptajnen ikke vilde give fortabt, men stadig vendte tilbage til den Dame, som han ikke skulde kunne huske.

Saa indrømmede Holst, at Navnet Carlson kunde være urigtigt — et paataget Navn, og dette satte Kaptajnens Tanker i en livlig tilbageskuende Bevægelse. Det var et anseligt Regiment Amazoner, den gamle Krigsmand mønstrede, et ikke uvæsentlig Supplement til Vendes berømte Artilleri, og da Holst hjalp til med en Skildring af den paagældende, hvis Træk han nøje havde mærket sig, klaredes Kaptajnens Tanker lidt efter lidt.

Han saa skarpt og opmærksomt paa Holst, dernæst kastede han et Blik paa Sjöström og sagde ganske kort: »A-ha — saa der!«

Holst kunde se paa Kaptajnen, at han kendte Navnet, men tillige, at der var Omstændigheder, der hindrede ham i at nævne det, og med stor Behændighed gled han fuldstændig bort fra Sagen for ikke at bringe den paa Bane mere. Sjöström blev efterhaanden ret tydelig paavirket af Aftenens Nydelser, han vilde absolut drikke Brorskaal med Holst, men Holst lagde Mærke til, at Kaptajn Kurk efter den lille Episode, der ganske var undgaaet Sjöströms Opmærksomhed, blev meget tilbageholden og af og til betragtede ham med et skarpt, stjaalent Øjekast.

Iøvrigt gjorde Kurk det bedste Indtryk paa ham, han var en behagelig Bordkammerat, der holdt stærkt Maade med Nydelsen og ikke forandrede sit Væsen en Smule trods det ret betydelige Antal Glas, der blev tømt. Holst besluttede sig da til at forfølge sit Maal, og da Selskabet efterhaanden voksede, idet flere Officerer kom til, men Sjöströms overstrømmende Livsglæde tillige antog overvældende Former, lykkedes det Holst at trække sig tilbage i et belejligt Øjeblik.

Kaptajnen rejste sig samtidig og fulgte ham ned ad Gaden. De gik uvilkaarligt mod Byens Udkant, og ligesom om Spørgsmaalet samtidig var steget frem hos dem begge, standsede de uvilkaarligt, og Holst tog Ordet.

»Jeg skal komme Kaptajnen i Forkøbet, idet jeg beder Dem undskylde, at jeg overfor Herrerne har været saa tilbageholden, — desværre har det været nødvendigt.«

Kaptajnen saa skarpt paa ham: »Herren er maaske slet ikke Løjtnant Holst?«

Holst saa op: »Jo jeg er, — rent bortset fra den Adgang jeg, som De vil have bemærket, har til at paaskyde Deres Tillid, har jeg ingen særdeles Grund til at skjule mit Navn.«

Kaptajnen bøjede sig. Holst havde allerede tidligere paa Aftenen gjort den Opdagelse, at Kaptajnen, — hvad der forøvrigt var saa naturligt i en By som Christiansstad — var Frimurer, ligesom Holst selv. Han fortsatte: »Det drejer sig kun om Hensigten med min Nærværelse her og med mit Spørgsmaal fra før — Pigen — jeg spurgte om.«

Kaptajnen bøjede Hovedet: »Pigen — Annie Cederlund.«

Holst saa op: »Cederlund hed hun altsaa.«

»Det vidste De ikke?« spurgte Kaptajnen.

»Nej,« svarede Holst, »det vidste jeg ikke. — Men for at vende tilbage til mig selv, jeg er, foruden at være Løjtnant, tillige ansat i Københavns Politi, og det er i denne min Egenskab, at jeg er kommen hertil.«

Kaptajnen bøjede atter Hovedet — det slog Holst, at hans Ansigt antog samme Udtryk som Ulla Ankerkrones, da han første Gang nævnede sin Virksomhed.

»Aha,« fortsatte Kaptajnen, »Herren er altsaa »Detektiv«.«

»Ja,« svarede Holst kort.

Kaptajnen smilede: »Det anede mig forresten, da De spurgte om Annie. Imidlertid havde jeg en Grund til ikke at nævne hendes Navn, medens stakkels Bror Sjöström var tilstede.«

»Saa — hvilken?« spurgte Holst interesseret.

»Jo, Annie Cederlund har kostet stakkels Bror det meste af hans Formue og endda hans Families Ære med i Købet. Naa, men hvad vil De egentlig Annie, har hun begaaet Forbrydelser i København? Sidst jeg hørte om hende — —« Kaptajnen tav pludselig.

Holst saa skarpt paa ham, saa talte han med dæmpet Stemme:

»Hr. Kaptajn, vi to kender ikke hinanden, og Kaptajnen kan selvfølgelig afvise min Indtrængen; jeg har jo kun den forretningsmæssige Vej at gaa, og af den venter jeg mig ikke meget. Vil Kaptajnen imidlertid vise mig den Tillid, som jeg altsaa, efter hvad Kaptajnen allerede véd, har noget Krav paa, vilde jeg muligvis kunne røgte mit Ærinde her endnu i Aften og forlade Byen saa stille, som jeg kom, uden at et Ord om de sørgelige Begivenheder, der har ført mig herhen, behøver at blive bekendt for andre end Hr. Kaptajnen. Det er en indtrængende Bøn i en meget vigtig Sag.«

Kaptajn Kurk stod et Øjeblik tavs, Maanelyset faldt paa hans ranke Skikkelse, Hovedet var bøjet, hans Tanker arbejdede stærkt. Saa kastede han Hovedet tilbage og sagde med bestemt Eftertryk paa hvert Ord: »Hr. Løjtnant Holst, der er Grunde, meget alvorlige Grunde, der kunde tvinge mig til at give Dem et afslaaende Svar. Jeg véd ikke saa lidt om Annie Cederlund, og det er et Navn, jeg helst ikke nævner; jeg kan give Dem mit Æresord paa, at jeg ikke véd, hvor Annie nu er, men jeg kan lige saa bestemt sige Dem, at jeg med Hensyn til Annie Cederlund kun kan give Dem Oplysninger, der ligger flere Aar tilbage i Tiden. Dermed er ikke sagt, at jeg intet véd om hende siden da, men kun, at jeg intet kan sige. Vil De paa Deres Side give mig Deres Ord paa, at De ikke vil forlange yderligere Oplysninger af mig end dem, som jeg kan give, og som jeg vil give?«

Holst betænkte sig et Øjeblik. Der var noget eget højtideligt over den Samtale i Maanenatten, medens Lyset sparsomt flakkede fra enkelte Lygter, og Sjøvikens Vand sukkede skvulpende mod Bredden.

Han løftede Blikket og saa Kaptajnen fast i Øjet: »Vil Hr. Kaptajnen saa give mig Deres Æresord paa, at De ikke véd, hvor Annie Cederlund er, eller hvilken hendes sidste Skæbne har været?«

Kaptajnen saa op — hans Ansigt var fuldt belyst, alvorligt og præget af, at hans Ord var fuldt ud sande: »De har mit Æresord, Løjtnant Holst. Kom saa med mig hjem, og jeg skal fortælle Dem, hvad jeg véd, og hvad jeg kan fortælle Dem om Annie Cederlund. Det Navn rummer mere for mig, end De aner — er hun død?«

»Ja,« svarede Holst dæmpet, »hun er myrdet i Danmark i Marts Maaned i Aar.«

Kaptajn Kurk blev ligbleg, men han sagde intet. Saa fulgtes de to Mænd til Kasernen.

IV.

Kaptajn Kurk beboede en Lejlighed i Artilleriregimentets Kaserne, der ved sin fuldkommen spartanske Simpelhed kontrasterede ikke lidet med dens Beboers udsøgte Elegance. Denne Modsætning slog Holst, men det var, som om Møbler og Vægge i det store firkantede Arbejdsværelse stumt, men overbevisende vidnede om Kaptajnens regelrette og fuldtud tilforladelige Vandel.

Bohavet var holdt strengt i Karl den fjortendes Stil — Biedermannstilen fra Aarene 1820—50, mørkt Mahogni uden Indlæg, bred, men haard Sofa med Skabe, og sorte, læderbetrukne Lænestole. Særlig var Skrivebordet, et spinkelt Mahognimøbel, et sandt Pragtstykke i sin Stil. Vinduerne var høje og indrammede med strenge, grønne Damaskes Gardiner, der kun som en Kappe dækkede deres øverste Kant. Gulvet var hvidskuret, og Stuen, hvor en gammel Moderatørlampe, der stod tændt, da Herrerne kom, udbredte et stilfærdigt, gult Lys, gav ligesom et Genskin af Renhed og omhyggelig Orden.

Paa Væggen over Sofaen var dannet en Vaabentrofæ af talrige blanke Vaaben, en righoldig Samling af tildels meget sjældne Hug- og Stødvaaben, og over denne stod en Buste af Sverigs regerende Konge i bronceret Gibs.

Væggene var tæt behængt med Kobberstik og Litografier, væsentligst Billeder af Sverigs Konger og fremragende Statsmænd, en Endevæg var prydet med Fotografier af Kammerater, og midt i denne Gruppe hang et Maleri af en vidunderlig smuk Kvinde med et fint ovalt Ansigt, indrammet af sort, lokket Haar. Om dette Billede var over Rammen slynget et sort Sørgeflor, og med sorte Bogstaver stod paa Rammens underste Kant: Giulia.

Under Billedet var ophængt et stort Fotografi, der fremstillede tre Mænd i Uniform foran et Lejrtelt, en Krans af halvvisne Evighedsblomster var lagt over den sorte Ramme, og da Holsts Øjne strejfede Billedet, saa han, at den ene af Mændene var hans Vært, den anden, der stod bøjet over ham med Haanden paa hans Skulder, var Ritmester Ankerkrone. Den tredie var ham ubekendt.

Kaptajn Kurk fulgte hans Bevægelser, da han stod overfor disse Billeder, og Holst vendte sig mod ham for at spørge; men det forekom ham, at hans Værts Ansigt udtrykte en saadan tilknappet Sørgmodighed, at Spørgsmaalet døde paa hans Læber. Kaptajnen bad ham at tage Plads, og en gammel, stilfærdig Tjener bragte paa en Bakke Forfriskninger, som han tavs stillede paa et Bord mellem Herrerne, hvorefter han lydløst trak sig tilbage.

Kaptajnen aabnede en Skuffe i et stort, smukt indlagt Mahognitræs Chatol, der stod mellem de høje Vinduer, og rakte Holst et Miniaturportræt, udført i Elfenben og indrammet i en smal Guldramme.

»Det var Annie Cederlund,« sagde han med et sørgmodigt Smil, »saadan saa hun ud i 1885.«

Holst saa forundret op: »1885 — og jeg som troede, hun kun var et Par og tyve Aar.«

»Hun er født den 7. Juni 1866 i Bäckaryd ved Laga Aaen nær Ljungby i Smaaland. Hendes Fader var Korporal og Vildtvogter paa de store Jagtdistrikter, som engelske Herrer har lejet i de Egne. Han er død, men Moderen lever endnu og bor i et lille Hus ved Lagan. Nogle gamle Venner af hendes Mand, deriblandt jeg, yder hende en aarlig Understøttelse; hun er nu barnløs, Annie var hendes eneste Barn. Jeg skal, som jeg lovede Dem, fortælle Dem saa meget af det stakkels Pigebarns Historie, som jeg kan, — endskønt stakkels kan man vel næppe kalde et Væsen, hvis Samvittighed har maattet bære saa tunge Byrder som Annies.« — Kaptajnen skød Karaflerne med Whisky og Vand over til Holst, og lænet tilbage i Lænestolen fortalte han Annies Historie med dæmpet alvorlig Stemme.

Det slog Holst, at denne alvorlige Mand, der sad her i sin strenge soldatermæssige Stue, lidet lignede den flotte, smilende Officer, hans Rejsebekendtskab havde præsenteret ham for, og han mindedes med Undren Kaptajnens Udtalelser om de skønne, han kendte; nu var det, som om hans Mund aldrig smilede, og han selv lignede mindst af alt en kæk Erobrer, en glad Soldat i Fredstid.

Holst lyttede, medens Kaptajnen talte, og Viserne paa et stort Mahogni Søjleur flyttede sig langsomt mod Midnatstimen.

»Som sagt, Annie er født i Bäckaryd 1866, hendes Fader hed Bengt, og efter Almuens Skik i Smaaland kaldtes hun Annie Bengtsdatter. Som eneste Barn var hun sine Forældres Øjesten, særlig Faderens. I Skolen lærte hun intet, men des ivrigere færdedes hun med Faderen paa Ry'erne og i Skovene; hun lærte at kende Urens Skogren, Tjurens Kalden og Raavildtets Bladen i Sommeren, hun lærte at kende Vildtets Veje, at jage Ræven og Haren paa Ry'erne ved Efteraarstid, og ingen Forstmedhjælper kunde være flinkere Skytte og Jæger end hun. Hun var rank og smidig, dertil skøn som en Hyrdinde paa et af Watteaus Billeder, og Sognets Knøse bejlede saa godt som alle til hende, ja Nämdemandens Søn i Bäck berøvede sig endog Livet, fordi hun besvarede hans Bejlen med Haan. Jeg saa hende første Gang i 1880, da jeg med et Par Venner var Jagtgæst ved Urfuglejagter paa Ry'erne ved Lagan. Hun var kun fjorten Aar, men fuldt udviklet og blændende smuk.

To Aar i Træk gæstede vi Stedet; foruden mig var der to Herrer, hvis Navn jeg ikke skal nævne, da Omstændighederne gør mig det til en Pligt ikke at nævne disse Navne i Forbindelse med hende. Det andet Aar skete det, at Annie forlod sit Hjem med en af disse Mænd.

Faderens Vrede var grænseløs, han besvor mig at skaffe ham Datteren tilbage, og jeg anvendte min yderste Anstrengelse, men forgæves. Saa rejste han selv her til Staden, hvor Datteren havde taget Ophold, men Annie nægtede at følge ham tilbage. Der gik to Aar, Annie fik et Barn og hendes Fader gjorde da et Forsøg paa at dræbe den Mand, han ansaa for hendes Forfører, men det mislykkedes, og i Kronelensfængslet hængte han sig saa en Nat, medens hans Vogter sov.

Det var en brav Soldat og en tro og dygtig Jægersmand.

Sagen vakte stor Opsigt, og Annie og hendes Elsker rejste bort. Han, der var Officer ved Regimentet her, stilledes uden for Nummer, men et Par Aar efter opnaaede han Tilgivelse hos sine Foresatte og vendte tilbage til Staden.«

Kaptajnen tav et Øjeblik og fortsatte saa:

»Saa underlig gaar det til her i Verden, han vendte tilbage til sit eget Fordærv og til Ulykke og Sorg for sine bedste Venner. Kort Tid efter hans Tilbagekomst skete her i Egnen en Begivenhed, som jeg, da Hemmeligheden, der endnu hviler over den, ikke er min, ikke kan og vil forklare Dem nøjere. En højtstaaende anset Familie hjemsøgtes af en sørgelig Hændelse, hvori Annies Elsker spillede en paatvungen om end hæslig og nedværdigende Rolle. Et Venskab, der knyttede ham til en af Standens bedste Mænd, blev brudt — Skylden var Annies — men de Begivenheder, der indtraadte, fjernede ham for stedse fra Annie og Landet og kostede ham Livet i Udlandet.«

Kaptajnens Stemme klang endnu mere dæmpet og alvorlig, og Holst saa med Undren, hvor heftig Mindet bevægede ham; det var næsten, som om Taarer duggede hans Blik.

Han brød kort af og fortsatte i hurtigere Tempo:

»I en halv Snes Aar var Annie borte fra Landet; hvor hun opholdt sig, vidste ingen, og hendes Navn, som havde været paa alles Læber i de Dage, var glemt af alle. Saa dukkede hun en skønne Dag atter op her i Byen. Hun kaldte sig Annie Cederlund, og under dette Navn aabnede hun en Systue i Voldgaden. Borgerskabet modtog hende med Mistro, og hendes Forretning kan næppe have været særlig omfattende. Men hun var blændende smuk, hendes Figur var nu statelig og fuldt udviklet, og hendes Evne til at tvinge Mænd og lede dem, som hun vilde, var saa sjælden, at jeg endnu ikke ret forstaar, hvorfor hun ikke havde søgt sig en Plads i en Storstads Halvverden, som hun lettelig kunde have indtaget som den første blandt sine Lige. Naa — hun havde det Barn — en Pige, der var bleven opdragen her i Byen, og det var vel en af Grundene til, at hun vendte tilbage.

Hun maa imidlertid have haft andre Grunde til at vælge Christiansstad til Opholdssted. Jeg søgte hende ikke; de Begivenheder, jeg for Dem kun har antydet, skilte os som ved et dybt, uoverstigeligt Svælg. Hun syntes derimod at søge mig, og da jeg stedse afværgede enhver Tilnærmelse, tog hun en Art Hævn ved at knytte fast til sig en ung Mand, for hvem jeg nærede et faderligt Venskab, en Broder til vor kære Fælle i Aften, Hugold Sjöström, der var min første Officer ved Tøjhuset, som jeg dengang kommanderede.

Hugold var en smuk, kæk Knægt med fortrinlige Evner, men uden Karakterstyrke og svag som et Siv overfor Kvinder. Annie pressede ham frem, Skridt for Skridt, uden Kærlighed tror jeg, blot af Lyst til at stifte Fortræd. Saa døde hendes lille Pige, og om det nu var for at døve Sorgen, hun opgav sin tilbageholdne Stilling og førte an i Orgier, der vakte Opsigt i Staden; men da hun var fri og uafhængig, kunde ingen Magt standse hende — og desværre ikke heller ham. Hugold Sjöström forgreb sig paa Regimentets Kasse, som han havde i Forvar, skrev falske Vexler til et betydeligt Beløb, og kun med stor Opofrelse lykkedes det den brave Bror, der mistede det meste af, hvad han ejede, at redde Broderen fra Vanære. Afskeden fik han og rejste saa med Annie til Udlandet. Det skete for faa Aar siden — i Efteraaret 1898. Siden da har jeg kun lejlighedsvis hørt fra Parret. Sjöström gled længere og længere ned, han var stadig Annies Følgesvend, men det er hævet over al Tvivl, at Midlerne til hans Ophold udelukkende skyldtes hende, og hendes Kilder har næppe været de reneste.

Selv saa jeg dem engang i Paris for et Aar siden. Sjöström dukkede sig, da han saa mig, men Annie nikkede genkendende til mig og lo. Parret var da i Følge med en ung Mand, hvis Skæbne laa mig en Del paa Sinde. Jeg advarede ham mod Annie. Naa, den Art Advarsler frugter ikke.« Kaptajnen sluttede med et Suk.

»Mere véd jeg i Grunden ikke — mere er der vel heller ikke — nej — mere er der ikke —.« Kaptajnen rejste sig og gik nervøs op og ned ad Gulvet.

Holst bøjede sig mod ham: »Tak, Hr. Kaptajn, for det, De har sagt; desværre synes det rigtignok, som om det, der for mig har størst Interesse, er det, som De har fortiet.«

Kaptajnen nikkede: »Jeg sagde Dem det, Løjtnant Holst; jeg sagde Dem, at der var Ting, jeg maatte fortie, og som ingen menneskelig Magt skal tvinge mig til at omtale. De vil maaske indvende, at De ad anden Vej kan erfare noget herom. Jeg tror det næppe. Foruden mig er der kun en, der kender denne Sag tilfulde, og han vil vide at tie; men vil han tale, saa har han Ret dertil, jeg har det ikke.«

»De kan ikke sige mig hans Navn?«

Kaptajnen rystede paa Hovedet.

»Ej heller Navnet paa Annies første Elsker?«

Kaptajnen tøvede et Øjeblik: »Aa jo, det kan jeg vel nok — han hed Cedersköld og er død for 16 Aar siden.«

Holst tav et Øjeblik, saa spurgte han dæmpet: »Kan det nytte at tale med Løjtnant Sjöström om Sagen?«

»Hvilken — Hugold — ja, om De kan finde ham, vil han vel nok kunne give Oplysninger. Men Guderne maa vide, om han lever mere, eller om han er paa fri Fod, for hans Veje førte ham tæt op ad Fængslets Mure — Synd var det, for han var en smuk Soldat før i Tiden.«

»Jeg mente Staldmesteren,« indskød Holst.

»Det tror jeg ikke,« svarede Kaptajnen. »Han véd sikkert knap saa meget, som jeg har fortalt Dem, og det vil kun berøre ham pinligt at tale om Sagen.«

Holst sad nogle Minutter tavs, saa rejste han sig og gik hen foran Kaptajnen, der stod lænet til Chatollet, og sagde bestemt og alvorligt: »Hr. Kaptajn, det, De har sagt mig, er noget, om end kun lidt. Jeg har givet Dem mit Ord paa ikke at søge at trænge ind paa Dem og forlange mere at vide, end De alt har sagt mig. Jeg kan sige Dem, at min første Rejse vil gælde Bäckaryd for at erfare, hvad Annies Moder maatte vide om det, som De ikke vil sige mig, og om de sidste Efterretninger fra Datteren. Ganske vist venter jeg mig ikke meget af denne Rejse, men jeg vil dog ikke undlade den. Jeg vil til min Tak kun tilføje, at der sikkert vil komme den Dag, da vi mødes igen og taler mere aabent om Annie Cederlund og de Mænd, hvis Skæbne har været knyttet til hendes. Mit Ord binder mig, og jeg vil ikke søge yderligere Oplysning hos Dem; blot spørger jeg Dem, om De vil sige mig Navnet paa den Officer, hvis Billede hænger der under Maleriet, den tredie, den unge, der sidder der foran Bordet paa Billedet med Evighedskransen.«

Kaptajnen kastede et skarpt Blik paa Holst: »Ham der?« saa tav han, ligesom ubesluttet.

Holst lagde Haanden paa hans Skulder: »Cedersköld?«

Kaptajnen svarede ikke, men Holst vendte sig for at gaa.

»Hvorfor spørger De om det,« sagde Kaptajnen pludselig heftig, »det er Billedet af mig og et Par Kammerater.«

Holst afbrød ham med et let Smil: »Kaptajn Kurk, vi to kender endnu ikke hinanden, vi lærer maaske hinanden at kende. Endnu en Gang Tak for alt, hvad De har sagt; jeg rejser nu tidlig til Morgen og skal ikke ulejlige Dem yderligere. De har Ret, de Oplysninger, Deres Pligt som Ven og Kammerat forhindrer Dem i at give mig, vil jeg søge der, hvor de ligger mig langt nærmere, hos ham, der er Herre over dem, og hvem jeg skal bringe Deres broderlige Hilsen.«

Kaptajn Kurk saa forbavset paa Holst, han blev staaende med hans Haand i sin uden ret at kunne klare sine Tanker: »Jeg forstaar Dem ikke —«

Holst smilede igen: »Det gør ikke noget, Hr. Kaptajn, — han vil forstaa mig.«

»Han — hvem?«

»Arvid Ankerkrone,« sagde Holst dæmpet og gjorde sig løs. Saa gik han med et stumt Nik. Kaptajnen blev staaende som fastnaglet til Gulvet, han gjorde en Bevægelse for at følge efter sin Gæst, men standsede pludselig.

»Her faar Gud raade,« mumlede han; han hørte Tjeneren tale i Korridoren og Trin paa Trappen. Saa sank han til Sæde i Lænestolen og betragtede nogle Minutter Annies Portræt, som han havde lagt fra sig paa Bordet. Hans Øjne gled uvilkaarlig over paa Billedet paa Væggen, og hans Læber bevægede sig sagte.

»Der faar Gud raade, for dig ogsaa, Arvid.«

Det var lys Morgen, før Kaptajn Kurk gik til Ro. Ved samme Tid dampede Toget afsted mod Hässleholm for at føre Holst til Vislanda og Ry'erne ved Lagan i det skovrige, bakkede Smaaland.

V.

Rejsen mellem Christiansstad og Hässleholm foretog Holst uden Synd — i dyb Søvn. Det var ikke underligt, da Naturen efter den foregaaende Nat, saa rig paa Oplevelser, krævede sin Ret, og Landskabet her i det midterste Skaane er ikke saa tillokkende, at det kan holde en træt Mand vaagen.

Holst sov trygt; i Hässleholm fik han en forsvarlig Jernbanefrokost og en Times god Hvile, og da Toget kom dampende sydfra for at føre ham over Grænsen til Smaaland, var hans Tanker klare som hans Øjne.

Ved Hässleholm holder Skaane op, og Smaaland aabner sig for Blikket. Skaane og Egnen om Christiansstad minder i det meste om Danmark, af og til blot vildere, store Naaleskove og Marker med Klippesten som Bornholms, men lidet fremmedartet. I Smaaland træder en hel anden Natur frem. Banen fra Hässleholm fører gennem store Skovstrækninger, tæt og kortstammet Gran og Fyr og store Birkeskove, Jorden er haard og stenet, Stenene bliver større og ligger spredte i Bakkerne, som om Jætter havde spillet Bold med dem, Kær ligger ved Kær, og over Skraaningerne risler Bække mod Søer, der breder sig over Landet og kigger frem mellem Smaaland og Blekinge, danner en Række, der fuldstændig gennemhuller Landskabet med blinkende Flader.

Først viser sig de brune Moser og bag dem Balingsløfsøen, saa skifter Moser og Heder med store Skove, hvor Søerne breder sig ved Elmhult og Liatorp, og over stenede, skovklædte Bakker naar man Vislanda, Knudepunktet hvorfra Baner udgaar til Vest- og Østkysten af Landet. Holst var fuldstændig under Indtrykket af den fremmede, egenartede Natur. Hans Øje gled over Bakker og Moser, Kær og Søer, fangedes hist og her af de rødmalede Huse og Gaarde, der, byggede af Træ, laa spredte ved Bæk eller Sø mod en skærmende Klint. Hist og her ved Ry'erne og de store Søer rejste store Skorstene sig i Vejret; det var, som om Civilisationen strakte sine Arme ud mod Skovens Idyl, men efterhaanden som Rejsen gik mod Nord, blev Skovidyllen den stærkeste, og Vinden bar den friske Skovduft mod Vognens Ruder. Holst var alene i Kupeen, og det passede ham godt.

Lidt efter lidt klaredes hans Tanker og frigjordes fra de stærke Indtryk af den fremmede Natur, vendte kolde og nøgterne tilbage til Sagen og hans Rejses Maal. Hvad han, begunstiget af en lykkelig Stjerne, der synes at hvile over denne hans Færd, havde erfaret, var ikke helt lidt.

Han vidste nu, at den myrdede var Annie Cederlund, en ikke uberygtet Kvinde, hvis Skæbne syntes ham saa rig paa Eventyr som nogen Romanheltindes. Hendes Livs vigtigste Begivenheder kendte han ogsaa, og Besøget i den lille Landsby ved Lagan skulde give ham større Kendskab til det, som endnu maatte være skjult for ham.

Men vigtigere end alt andet forekom ham det underlige Træf, der straks og endnu inden nogen Anelse var født hos ham om alt det, der skulde aabenbares, havde ført ham sammen med en Mand, der maatte kunne give maaske det vægtigste Bidrag til at hæve det Slør, der trods alt det, han havde erfaret, endnu dækkede Annies besynderlige Skæbne.

Ritmester Ankerkrone, hvem han regnede for sin Ven, og hvis fine Personlighed havde gjort det stærkeste Indtryk paa ham, maatte paa en eller anden Maade være traadt i Berøring med den Kvinde, hvis Lig han havde set draget frem af den ensomme Skovsø i et fremmed Land. Med sit Kendskab til Ankerkrone laa det Holst nærmest at slutte, at han ikke havde kendt den unge Kvindes Træk, da hendes Legeme droges frem af sit Gemmested. Det var ikke naturligt, at den afdødes forstenede Træk skulde vække Mindet om en smuk, smilende Kvinde.

Muligt var det dog, og i saa Fald kunde det synes besynderligt, at Ritmesteren aldrig med et Ord eller en Mine havde forraadt sit Kendskab til den Myrdede, saa meget mere, som han havde haft rig Lejlighed dertil under sine hyppige Samtaler paa Tomandshaand med Holst. Holst maatte indrømme for sig selv, at den store Interesse, Ankerkrone havde vist denne Sag, maaske kunde have sin Grund i, at han vidste mere om den Myrdede, end han ønskede at fortælle, og efterhaanden som Holst tænkte over Sagen, over Ritmesterens Ord og Holdning, over Sjöströms Sladder og Kaptajn Kurks alvorlige Tale, blev det ham klart, at Ritmester Ankerkrone maatte være den Mand, der, hvis Forsøgene glippede i Smaaland, kunde løse ham Gaaden.

En anden Sag var, om han vilde. Selvfølgelig havde han ingen Lod eller Del i Mordet. Ritmester Ankerkrone var, selv om han i sin Hjemegn havde maattet taale Sladder af den mest ondartede Natur, sikkert hævet over en Mistanke som denne. Det laa udenfor enhver Mulighed, at han, hvilke end hans huslige Forhold maatte have været, kunde mistænkes for at have berøvet et løsagtigt Kvindfolk Livet. Holst skød Tanken fra sig som et hæsligt Kryb. Men noget helt andet var det, at der mellem Kaptajn Kurks og Sjöströms Fortællinger kunde være en dulgt Sammenhæng, som Ankerkrone, om han vilde, kunde lægge klart for Dagen.

Cedersköld, Annies første Elsker, var sikkert Ankerkrones Ven, og Ankerkrone havde været den tredie i det Venneforbund, som i sin Tid var ophævet ved en sørgelig Begivenhed. Sjöström havde vel ogsaa nok Ret, naar han satte Fru Ankerkrones Død i Forbindelse med Cederskölds og Ritmesterens Bortrejse, ja en Duel i Italien var vel heller ikke usandsynlig. Forsaavidt betød Annie Cederlunds Navn for Ritmesteren de bitreste Minder, og selv om han havde genkendt hende, vilde det næppe have stemmet med hans indesluttede Natur at gøre nogen fremmed Meddelelser om Begivenheder, der kun kunde fremmane de tungeste Dage og Begivenheder i hans Liv. Nej, det vilde han aldrig gøre.

Gennem disse Tanker, og medens Smaalands Skove gled forbi hans Øje, vandt Holst mere og mere Forstaaelsen af Ankerkrones Færd. Han følte sig forvisset om, at Ritmesteren, naar han vendte tilbage, rustet med al den Viden, han kunde samle sig her, vilde træde ham imøde som en ærlig og oprigtig Ven og hjælpe ham ud over de sidste Vanskeligheder. Og medens han saaledes tænkte, randt Ankerkrones Ord ham i Hu, og det blev ham ganske tydeligt, at Ritmesteren maatte have vidst langt mere, end Holst havde anet, men tillige, at han havde været i sin gode Ret til at vente og se, om ikke Holst selv kunde naa til en Viden, som han ikke kunde have givet ham uden at røbe, hvad næppe noget Menneske kunde bevæge ham til at røbe uden dyb og tvingende Aarsag.

Det, der stod tilbage, var at følge Annies Færd fra den Dag, da hun med Sjöström forlod Christiansstad; det var naturligt, at hendes Slægtninge maatte vide noget om hende og muligt, at de vilde være villige til at hjælpe den, der mødte hos dem med et Budskab og et Maal som det, der førte Holst til Bäckaryd.

Det eneste, der forekom Holst uforklarligt, var Kaptajn Kurks Stilling til Spørgsmaalet om Annies sidste Aar. Hensynet til Hugold Sjöström kunde mulig holde ham tilbage, dog havde han udtalt sig med stor Aabenhed om den letsindige Officer, hvis Karriere Annie havde afbrudt, og det var næppe tænkeligt, at Sjöström skulde have begaaet Mordet; efter Kaptajnens Udtalelser at dømme, syntes han snarest at have Interesse af at bevare sin Elskerindes for ham ret dyrebare Liv. Snarere var det muligt, at den unge Mand, som Kurk havde set i Parrets Selskab i Paris, kunde være knyttet til Annies sidste Drama.

Her kunde det ikke være Hensynet til Ankerkrone, der holdt Kurk tilbage, thi det var hævet over enhver Tvivl, at Ankerkrone intetsomhelst Forhold havde staaet i til Annie hverken før i Tiden eller senere; men paa dette Punkt var Sagen endnu i høj Grad gaadefuld, og det var næppe sandsynligt, at Gaadens Løsning kunde findes hos andre end Sjöström. Maalet med Smaalandsrejsen blev da vel nærmest den at finde den Sti, der førte til ham, og skaffe større Klarhed over det Forhold, der havde bestaaet mellem Annie og ham.

Saa blev der forresten dunkle Punkter nok tilbage, og Holst havde samme Følelse som Vandreren, der gaar langs Klipper ved Havet og for hver Klippe, han naar, ser foran sig en ny, som han maa uden om for atter at staa Ansigt til Ansigt med en tredie, der spærrer ham Vejen og Udsigten. Men det forhindrede ham ikke i at spise en god og velsmagende Middag i Vislanda.

VI.

Fra Vislanda skærer en Sidebane ned til Halmstad; den fører gennem et ægte smaalandsk Skovlandskab med hængende Birke og smaa venlige Kær mellem lynggroede Skrænter, forbi Bolmensøen over Eksercerpladsen Skedalahede til Nisaaens Udløb. Men allerede inden Bolmen, ved den lille venlige Flække Ljungby ved Lagan, forlod Holst Toget for ad Aaen i en lille Damper at naa Bäckaryd, og den lille Hytte, hvor Annie Bengtsons Vugge havde staaet.

Det var slet ikke saa let en Færd, thi selv om den gamle Korporals Enke endnu levede, var det ikke sikkert, at hun vilde vise sig meget meddelsom mod en fremmed Mand, der talte et andet Sprog end hun og traadte ind ad hendes Dør for at tale til hende om Ting, der maatte kalde de tungeste Minder frem, og bringe hende en Tidende, der maatte virke som et tungt, maaske fældende Slag. Holst besluttede sig til at gaa frem med største Forsigtighed.

Af Baadfolkene erfarede han, at Nämdemanden i Bäckaryd boede tæt ved Aaen i en stor Gaard, og at han var en statelig og formaaende Mand, der gjaldt for den rigeste Bonde i Miles Omkreds; til ham vendte Holst sin Gang og traf ham i et stort, velbygget Træhus, hvis hele Udstyrelse tydelig viste, at her boede en af Egnens store. Huset laa i en prægtig lille Lund med smukke, velholdte Græsplæner og Rabatter med Levkøjer og Gyldenlakker, og Nämdemanden stod selv i Døren til en lille vinbevokset Veranda, stærk og glatraget som en sjællandsk Sogneraadsformand, købstadsklædt og bred.

Han studsede ved Synet af den fremmede, og Holst fandt det rigtigst at gaa lige til Sagen. Han bænkedes snart i Nämdemandens Stue, hvor nette Gardiner skyggede for Vinduerne og talrige Træsnit af Sverigs Konger regelret prydede Væggene, grupperede om et stort Billede af Karl XV og Frederik VII forenede i broderligt Venskab.

Nämdemanden var let reserveret, han gav tydelig nok den alvorsfulde Embedsmand, hvis Hvervs Vigtighed tidt medførte Besøg af lignende officiel Natur. Han beklagede som Good Templar ikke at kunne byde paa anden Læskedrik end Sodavand og foretog en formel Præsentation af en lille trivelig, venlig udseende Hustru med stivede Kappebaand, bag hvem nogle gullokkede Pigebørn nysgerrig tittede frem. Holst bukkede og vædede sin Tunge — han var tørstig, og det var svært varmt ude.

Han talte med Vilje lidt langsomt for bedre at blive forstaaet, men Nämdemanden forklarede ham, at han helt vel kendte det danske Sprog, da han i en Aarrække havde haft danske Jagtgæster, hvis klingende Navne han nævnede. Blandt disse var tilfældigvis en Soldaterkammerat af Holst og ad denne neutrale Vej fik Samtalen hurtig et lettere Løb.

»Herren er altsaa ansat ved Politiet,« sagde Nämdemanden efter nogen Udenomstale, »og hvad vil De mig saa?«

»Det er en alvorlig Sag,« sagde Holst med et Blik paa Døren, »en Sag, hvorom der ikke gerne skulde tales.«

Nämdemanden rejste sig og spærrede de smaa nysgerrige Hoveder ude; Børnene fløj ned i Gaarden som Kyllinger, der basker med Vingerne og pipper ivrigt.

»Jeg er til Tjeneste,« fortsatte han og saa uhyre officiel ud.

Holst begyndte: »De kender uden Tvivl et Pigebarn ved Navn Annie Bengtson eller Cederlund, født her i Sognet.«

Nämdemanden nikkede alvorligt: »Jo, jeg kender hende, hun har bragt Sorg nok over flere her i Forsamlingen, og da over min Slægt med.«

»Det véd jeg,« sagde Holst.

Nämdemanden saa forundret op: »Herren kender Historien om stakkels Bror Erik?«

»Jeg gør det,« sagde Holst.

»Saa kender Herren vel mere end det, kan jeg tænke. Naa, er Annie virkelig endt i det danske Politis Hænder, ja, man kunde tænke, det maatte gaa galt med hende, som hun levede. Slet har hun været fra Barn af, og Sorg har hun voldt Forældrene — Faderen, Korporal Bengt — —«

Holst afbrød: »Ja, jeg kender ogsaa hans sørgelige Historie — det var Moderen — —«

»Hun bor her et Par Skridt fra mit Hus. Det er en meget vakker gammel Kone; alene er hun og nedbøjet; i over et kvart Aar har hun intet hørt fra Datteren, hun holder meget af hende trods alt, og vi andre nænner ikke at tale ondt om hende. For ellers er Annie da et af vor Forsamlings sorteste Faar, som vi jo nok af og til taler om, men nu er det som sagt et kvart Aars Tid siden, vi har hørt fra hende. Jeg plejer at læse Brevene for gamle Mor Bengts, man nænner jo ikke at nægte sligt, og Synet er svagt paa hende. Men Annies Forhold til Moderen er vel ogsaa det eneste gode, der er ved hende. Hun sender Penge af og til, ikke lidt, og den gamle tager imod dem. Hvad skal man sige, Penge er jo dog Penge, og leve skal den gamle, arbejde kan hun jo ikke. I den sidste Tid har det knebet lidt, men saa hjælper vi andre jo til, som vi kan bedst; man skal jo støtte hverandre her i Livet. Man skal saa — jo.«

Nämdemanden talte alvorligt, belærende som den Mand, der er vant til at være den første, og den, hvis Ord har Vægt.

Holst sad og grundede paa, hvor meget han skulde sige, men besluttede sig da til at sige alt. Han talte atter lidt langsomt, betonede Ordene stærkt med sænket Stemme:

»Annie er i dette Foraar myrdet i Danmark; vi har fundet hendes Lig i en Skovsø i Nordsjælland, nøgent, uden Spor, der kunde lede til Opdagelsen af, hvem der har dræbt hende, og det er denne Efterforskning, der fører mig herop.«

Nämdemanden lænede sig tilbage i Stolen lidt bleg om Kinderne, saa rystede han paa Hovedet.

»Saa det tog den Vej med Annie — stakkels hun, hun var dog saa »gran« at se til.«

Holst fortsatte: »Jeg siger det til Dem, fordi De bedre vil kunne meddele Moderen det; desuden er det mig af Vigtighed at erfare alt, hvad der kan lede paa Spor, og som det synes, har Annie haft Forbindelse med sit Hjem.«

Nämdemanden var endnu overvældet, saa slog det ham pludseligt, at dette var en alvorlig Embedsforretning, og han samlede sig og rettede lidt forlegen Spørgsmaal til Holst:

»Hvor kan jeg nu vide, at Herren — forstaar sig, jeg tvivler ikke, men dette er jo en alvorlig Tjenestesag.«

Holst smilede og fremtog til Legitimation de nødvendige Papirer, udfærdigede af hans Foresatte og forsynet med behørige Paategninger af den svenske Stats Repræsentation i København.

Nämdemanden bøjede sig ærbødigt for Seglet og det klingende Navn.

Den Sag var i Orden. Holst fortsatte: »Jeg vilde nødig, at denne Sag skulde gaa den officielle Vej gennem Jurisdiktionens Embedsmand; det er en privat Efterforskning, og det er lykkedes mig at holde Sagen fuldstændig hemmelig i Danmark. Der vil rimeligvis komme den Dag, da den bliver officiel, men før jeg kan pege paa en bestemt Mand, vil jeg nødig, at Sagen skal frem for Offentligheden. Jeg beder Dem derfor behandle den med dybeste Diskretion.«

Nämdemanden saa ud som en Mand, der kunde tie — og det kunde han ogsaa. Han nikkede med Hovedet: »Ikke min egen Hustru skal erfare noget om dette — det er vel ogsaa rigtigt, foruden at være menneskekærligt, at gamle Mor Bengt ikke erfarer, hvorledes stakkels Annie er kommen af Dage.«

»Maaske, eller rettere sikkert,« svarede Holst. »De har jo Adgang til Korrespondancen, og jeg vil maaske kunne se Brevene her hos Dem.«

Nämdemanden rejste sig og gik hen til Chatollet ved Stuens Endevæg. »De ligger her — gamle Mor Bengt har bedt mig opbevare dem, for at ikke Naboens Koner og Piger skal løbe med dem; hun venter sig, at Annie en Gang skal komme med sin Mand og hente hende til Herlighed og Glæde — Stakkel — det blev helt anderledes — helt anderledes.«

Nämdemanden stod med en Pakke Breve i Haanden, sirligt indpakkede i en Avis, ombundet med et blegrødt Baand.

»De sagde Mand,« sagde Holst, »var Annie da gift?«

»Næppe, men hun vilde ikke tilstaa for Moderen, at hun ikke var viet, desuden rejste hun jo stadig med denne Sjöström, Løjtnanten fra Christiansstad, og mulig har de været gift, skønt i saa Fald havde han vel skrevet hertil.«

»Sjöström,« gentog Holst, »har han da ikke skrevet hertil siden?«

»Han har aldrig skrevet,« sagde Nämdemanden, »men hun talte om ham som sin Husbond. Skulde han — nej, det er ikke troligt, han har sikkert ikke haft Grund.«

Holst fortalte nu ganske kort Nämdemanden, hvad han havde erfaret i Christiansstad om Annie — det var lidet nyt for denne, det meste kendte han fra Annies Breve, om end i et noget andet Lys end det, Kaptajn Kurk havde kastet over det.

Annie havde været hjemme i et halvt Aars Tid før hun sidste Gang rejste til Christiansstad efter sin lange Udenlandstur, under hvilken hendes Moder kun ganske enkelte Gange havde hørt fra hende. Det var før Nämdemandens Tid; den Gang levede hans Fader endnu, og han tilgav aldrig Annie hendes Skyld i Sønnens Død og talte aldrig med Mor Bengts. Men han var død kort før Annie vendte tilbage, og Brevene, som Nämdemanden havde, var alle fra Tiden efter hendes Afrejse til Christiansstad. De var korte, men ret bestemte i Indhold og Form. Holst tog dem for at gennemlæse dem og sætte sig nøje ind i deres Indhold, — læse dem et for et for af dem at lære Annie at kende gennem hendes egne Ord. Men forinden han kunde give sig i Kast med sit Arbejde, maatte han deltage i Familiens Maaltid og modtage Nämdemandens gæstfri Tilbud om Husly hos ham.

Ved det velbesatte Bord i den glade Kreds af sunde og friske Børn taltes ikke et Ord om Sagen, men Holst fandt sig godt til rette hos sine Værtsfolk, der bød ham alt, hvad godt var — kun ikke Spiritus, og det kunde han undvære.

Det var klart, at Nämdemanden fandt, at den fremmede var en helt pæn Mand, en, han kunde bruge, uden mange Ord og lige til alligevel.

Det samme syntes Holst om Nämdemanden.

VII.

Tredive Skridt fra Nämdemandens Gærde laa en lille lerklinet Rønne, tækket med Spaaner. Stolperne havde før været rødmalede, men Farven var bleget, og Leret slog Revne ved Revne. Vinduerne var ganske smaa, og Dørens Laager sank i Hæld og lukkede slet. Der var kun en Stue med en dyb Alkove og en lille Ovn i en Ende ved en skæv Skorsten. Gulvet var stampet Ler, og Bohavet var gammelt og slidt. I Døren stod en gammel Kurvestol, der i sin Tid havde smykket Nämdemandens Salsstue, og i Stolen sad lille, indskrumpet og rystende en gammel Kone ved sin Rok og spandt, medens en gammel halvblind Kat strøg sig snurrende op ad Stolens bøjede Ben, og to smaa hørhaarede Nabounger rodede i en Pyt ret ud for Døren.

Den gamle Kones Ansigt var furet af Rynker, lille var det og gult som Pergament; det grøngraa Haar laa skilt over Panden, sparsomt dækkende den voksgule Isse, og en gammel falmet Kappe dækkede Nakken, hvor Haaret ganske var visnet bort. Kun et levede i dette gamle Ansigt, to store blaa Øjne, der trods Alderen og den svækkede Synskraft tillidsfulde som et Barns saa hen over de legende smaa, et venligt Gammelkone Blik fra Øjne, der har grædt tit og længe, set meget ondt, men altid set ud over det onde mod noget, der laa højt oppe over Skyerne, og som ikke var denne Verdens.

Det var gamle Mor Bengt, der sad i sin Hyttes Dør og ventede paa Annie, der skulde komme med sin Mand og hente hende til megen Herlighed paa hendes sidste Dage.

Nämdemanden gik hen til hende efter Aftensbordet, medens Holst hvilte i Haven; han syntes, han vilde forberede den gamle paa Sandheden, hvor tung den end maatte være. Det føles saa underlig haardt for Mennesker, der har Hjærte for andre, at se Tillid til og Tro paa noget, som ikke er, selv om Sandheds Fordølgelse maaske kunde være Lykke. Han gik langsomt, han vidste, hvor tung hans Gang var, og dog syntes han, det var hans Pligt.

»Godaften, Mor Bengt,« sagde han og nikkede.

Den gamle nikkede igen. »Godaften, Nämdemand.«

Nämdemanden stod lidt: »Nu har vi da ellers faaet Varmen.«

»Hvad siger han?« spurgte den gamle.

»Jeg siger, nu har vi da ellers faaet Varmen.«

»Vi har saa —,« sagde den gamle, mens Rokken snurrede.

»Der er en Mand Syd fra kommen her op i Aften — helt nede fra Danmark, han siger, det er meget værre med Varmen der.«

»Siger han det?« gentog den gamle.

»Ja,« sagde Nämdemanden, »de har det ikke saa lidt varmere end her, siger han; det skrev Annie da ogsaa i Fjor, da hun var der.«

»Ja, hun gjorde saa, ja, hun gjorde saa —,« den gamle sukkede.

Saa tav hun lidt, mens Rokken snurrede.

»Nu kunde hun ellers godt snart skrive — kunde hun; lad mig se, til »Berthe« bliver det, hvor meget bliver det, siden vi hørte fra hende sidst?«

»Fire Maaneder vel,« sagde Nämdemanden, nu var han lige ved det.

»Ja, hun kunde godt skrive nu, hun skrev ellers før saa flinkt til sin gamle Moder, gjorde Annie.«

»Hun kan jo være syg,« mente Nämdemanden.

»Det kan hun,« mente den gamle, »skønt hun har altid været rask og stærk, men det kan jo komme let.«

»Det kan det,« sagde Nämdemanden og rømmede sig.

Den gamle tav lidt, saa var det, ligesom om hendes Tanker knyttedes til det, Nämdemanden havde sagt om den fremmede fra Danmark. Hun søgte lidt efter Ordene, saa sagde hun tøvende:

»Jeg synes, Nämdemanden sagde, her var kommen en fremmed rejsende fra Danmark — naa ja, Danmark er vel ikke saa lille et Land, saa han har vel ikke set noget til Annie, om hun skulde være dernede.«

»Jo,« sagde Nämdemanden, »det har han ellers da, han har set noget til Annie.«

»Hvordan har hun det da?« spurgte den gamle, »har hun det godt mon?«

»Nej,« svarede Nämdemanden, »det har hun ikke; hun var blevet meget syg og laa paa Hospitalet dernede i en By, som hedder København.«

»Naa, og hendes Mand da, han Sjöström, ser han da ikke efter hende mon?«

»Han er rejst der Syd paa til Italien i Forretninger vist.«

»Men han kommer vel tilbage til Annie, naar hun er syg — er det meget syg, hun er?« den gamle Kone saa saa umistænksomt spejdende paa Nämdemanden, at det skar ham helt ind i Hjærtet.

»Ja,« sagde han, »noget syg er hun, ikke saa helt lidt.«

»Herregud,« sukkede den gamle Kone, »saa Annie er syg, ja, det tænkte jeg nok, det var derfor, hun ikke skrev. Men nu vil jeg bede til Vorherre, at lille Annie maa blive rask igen og maaske komme her op endnu en Gang, inden jeg lukker mine Øjne, det vil jeg bede til Vorherre om, vil jeg.«

»Ja, Godnat, Mor Bengt,« sagde Nämdemanden, »bed kun til Vorherre for Annie.«

Han nænnede ikke at sige det andet og syntes selv, han havde gjort noget godt ved det.

Saa gik han hjemad, mens gamle Mor Bengt blev siddende ved Rokken og sukkende tænkte paa lille Annie.

VIII.

Holst gik tidlig op paa sit Værelse, et lyst, smukt møbleret Gavlværelse, hvis brede, bekvemme Møbler i samme Stil og Snit, som de findes paa et første Klasses Provinshotel, skyldtes Hensynet til de fornemme Jagtgæsters Bekvemmelighed. Han satte sig til Ro ved et stort Mahognitræs Skrivebord for straks med Iver at kaste sig over Læsningen af Annies Breve. Det blev mørkt, han tændte Lampen og læste, medens Natten gik, og det blev atter lyst, før han naaede at fuldende Læsningen og lægge sig til Sengs under det stærke Indtryk af det læste, medens Fuglene i Træerne udenfor begyndte deres Morgenkvidren.

Men saa vidste han ogsaa alt, hvad han ad denne Vej kunde erfare. Der var ialt nogle og tredsindstyve Breve, fordelte over et Tidsrum, der strakte sig fra Julen 1897 til Marts Maaned 1902. En Del var uden Interesse, de var næsten alle korte, ret velskrevne og indeholdt smaa Meddelelser om Annies Liv eller korte Hilsener, der ledsagede mindre Pengeforsendelser. De var ordnede fuldstændig kronologisk med Nämdemandens stærkt udprægede Ordenssans, som han plejede at ordne Udskrivningspapirer og »Tyendebetyg«, nummererede efter fortløbende Numre, saaledes at han hurtigt kunde finde de vigtigste. Det var øjensynligt, at han hyppigt for den gamle Mor Bengt havde maattet læse enkelte af de mere betydende Breve; det var saa tydeligt, at disse bar Spor af ofte at være tagne frem for at trøste den gamle Kone i de lange Vinteraftener, naar hun trængte til at høre noget fra sit eneste Barn. Der laa en lille Seddel øverst i Pakken, hvor Nämdemanden havde skrevet Nr. som: Nr. 16, Brevet om lille Elsas Død; Nr. 30, Julekvælden i Paris; Nr. 43, om Annies Mand og saaledes fremdeles.

De vigtigste Breve gav i Følgerække fortræffelige Oplysninger om Annies bevægede Liv, og Holst besluttede at foretage Afskrifter af disse Breve til Brug ved Efterforskningen. De enkelte af større Betydning lød saaledes:

Christiansstad, Jul 1897.

Kære Mor!

Nu faar du have en glædelig Jul, om du ellers er ved Helbred. Lille Elsa og jeg holder Julen hos Mor Karlkvist i Vestergatan. Elsa har syet en varm Kappe til dig, som jeg haaber du faar med Posten, og Schalet, som jeg har købt til dig. 10 Kroner har jeg sendt til Nämdemanden; det er jo ikke meget, men det gaar smaat med Fortjenesten. Pengene, som Kaptajnen betaler for Elsa, gaar jo mest med til Klæder for hende og Skolegang, for hun skal have en god Opfostring, som du jo véd, det er bestemt. Hun er ogsaa helt dygtig og ganske rask, skønt lidt svagelig er hun jo, men det ligger vel i Opvæksten og retter sig nok. Her er jo meget ensomt, for jeg skøtter ikke stort om at se Folk og tror heller ikke, mange kender mig, hvad jo kun er godt. Noget at bestille har her været til Julen, men Folk er ikke saadan, og gaa rundt til Kunder vil jeg ikke, som du nok véd. Naar jeg faar flere Penge, skal du faa dem, kære Mor. Hav saa en glædelig Jul fra Elsa og

din Datter Annie.

6. Marts 1898.

Kære Mor.

Elsa er bleven temmelig ringe og kan daarlig gaa i Skolen. Doktoren siger, det er galt med Brystet, men vi haaber det bedste. Derfor sender jeg ingen Penge, for Medicin og Doktor er dyre og skal betales. Kaptajnen var her i Gaar, ham du véd nok, der sender Pengene til Elsa, men ham talte jeg ikke med, for du véd, det vil jeg ikke. Jeg hørte, han spurgte Mor Karlkvist, om jeg var ordentlig, og det sagde hun ja til, som sandt er, skønt Gud skal vide, man har ikke meget for det; men jeg vil gøre det, som du sagde, for Elsas Skyld, for at hun kan blive godt opfostret og faa en god Mand, naar det kommer saa vidt. Selv tror jeg ikke, det bliver til mere, og det kan forresten da ogsaa være det samme, for Mandfolkene kender jeg og venter mig intet godt af. Han lod dog til, at det var ham om at gøre, at Elsa blev rask, om det nu har været, fordi han havde Samvittighedsnag overfor Cedersköld, eller syntes, at den anden havde været haard imod os, det véd jeg ikke. Nu maa jeg ind til Elsa og kan ikke skrive mere — —

18. Marts 1898.

Kære Mor.

Elsa er meget daarlig — Doktoren siger, at det er meget farligt, men det kan jeg ikke tro, for skulde Elsa dø, saa var det jo det samme med mig, og hvad skulde saa det hele tjene til. Kaptajnen har ikke været her siden, og jeg gik saa til ham, men traf ham ikke, for han vilde ikke. Han har en ung Løjtnant, som hedder Sjöström, og som er meget venlig mod mig. Han véd vist ikke noget om det, men han tog godt imod mig og gav mig tyve Kroner, saa jeg kan sende dig de 10. Jeg er meget fortvivlet, og med Syningen gaar det slet ikke. Og jeg som troede, at naar jeg blot vilde leve et ordentligt Liv, saa skulde det altsammen gaa, men det gør det ikke. Jeg er meget bedrøvet og kan ikke skrive mere — —

25. Marts.

Kære Mor.

Elsa kommer sig aldrig, nu har Doktoren sagt det. Hun er saa sød og god og ligger saa stille og beder sine Bønner; men jeg kan se paa hende, at hun vistnok véd, at hun skal dø, for undertiden ser hun paa mig med saadan store Øjne og siger: Moder! Tror du, det er saa slemt at dø, og tror du, man kommer lige ind til Vorherre. Og hvad skal jeg svare, for det er vist, det véd jeg jo slet ikke, men saa kommer der en Sygeplejerske, som Kaptajnen har sendt, og hun kan bedre, for jeg véd jo hverken ud eller ind og kan kun to gamle Salmer, som jeg undertiden synger for hende. Men det er meget sørgeligt. Igaar skrev jeg til ham, om han da ikke vilde komme, for Elsa døde vist. Men han kommer nok ikke. Kaptajnen heller ikke. Naa det er jo heller ikke hans Barn, selv om han har lovet den anden at være hende i Faders Sted, men Menneskene er onde, og det véd den evige Gud, dengang, det kunde jeg ikke for, for jeg vilde ikke gøre noget ondt, og det var hans egen Skyld, men nu nytter det jo ikke — —

1. April.

Kære Mor.

Inat døde Elsa, hun var bleven saa lille og saa tynd og saa gennemsigtig, og saa var det ligesom, naar et Lys gaar ud, da hun døde. Jeg sad alene med hende, hun kunde ikke sige noget, men bare se paa mig med saadan store Øjne, og saa lignede hun Faderen, saa jeg tænkte paa ham, nu jeg aldrig tænker paa ham ellers. For jeg tror endnu fuldt og fast, at det var hans Barn og ikke Cederskölds, som jeg har sagt. For nu, da Elsa er død, saa vil jeg vidne til Gud, som jeg vidnede, da jeg prøvede paa at bede til ham, om at hun dog maatte leve og jeg dø, om det skulde være, at jeg var uskyldig, og at det var ham, der vildledte mig og voldte mig det onde, saa alt det andet kom. Og nu har Gud taget hans Barn, som han tog hans Hustru, om det var Gud, der gjorde det, for Gud kan da ikke være med til saadan Gerning som den, der sikkert blev øvet der. Gud véd alting, siger de, men skønt det er Synd at sige det, Moder, jeg tror slet ikke, Gud er til, for saa vilde han ikke være saa grusom og ond mod os stakkels Mennesker. Jeg vilde ønske, jeg var død, men jeg skal vel leve, fordi jeg ikke er nogen Nytte til for nogen Mennesker, og Elsa var vi alle saa glade ved, men hun skulde dø. Aa Moder, jeg er saa ulykkelig, at jeg kunde gaa ud i Søen, men saa er det, som om Fader viser sig for mig, og saa er det saa frygtelig, hvis det skulde være sandt med det bagefter. For Elsa troede jo, hun kom til Vorherre, hvad hun jo maatte, saa god og kærlig som hun var, om der er nogen Retfærdighed til. Jeg græder og græder og kan kun græde — —

Mellem dette Brev og det næste var et langt Mellemrum. Det var dateret 8. Juni 1898 og lød saaledes:

Kære Moder, saa gik da den Fødselsdag. Ja, du har ikke hørt fra mig saa længe, for først var jeg jo syg efter det med Elsas Død, og saa kom der saa meget, som det forresten ikke kan nytte at skrive om. Men jeg har det godt og tjener mange Penge ved mit Arbejde for nogle gode Kunder. Jeg sørgede saa meget, véd du, men saa var jeg jo ung endnu, og Guds Vilje skal jo ske. Menneskene er jo nok onde, men der er ogsaa gode iblandt, og Løjtnant Sjöström er god imod mig. Ikke paa den Maade, det gør jeg aldrig mere, for nu vil jeg være en ordentlig Pige, og nu har jeg jo heller ikke noget Barn mere, som Folk kan tale om. Ham hører jeg ikke mere fra, men Pengene faar jeg jo alligevel, det er ikke meget, var det ikke, fordi jeg tjente saa godt, skulde det saamænd fedt hjælpe, det han sender, men nu sender jeg dig 50 Kroner, saa du kan faa dig lidt godt for Pengene, søde Moder.

Din egen Annie.

30. Juli 1898.

Kære Mor.

I skal slet ikke tro det onde, som Folk fortæller om mig, for det er ikke sandt. Herregud en Pige har da Lov til at faa sig en Fæstemand, og jeg er jo kun 27 Aar højst endnu, Sjöström siger, at nu skal vi have Ring med hinanden, og saa skal du høre mere fra os — — —

Oktbr. 1898.

Kære Mor.

Det er slet ikke sandt, hvad der staar i det Blad, Nämdemanden sendte mig, det er altsammen Bagvaskelse af de onde Avismennesker, som skal have noget at skrive om. Sjöström har slet ikke taget af Kassen, som de skriver, og er slet ikke afskediget, men de vil ikke, at han skal gifte sig med mig, og det vil han, og derfor rejser vi bort. Og det med mit vilde Liv er heller ikke sandt, for Herregud, man maa dog have Lov at more sig, naar man er ung, og det er Guds Skyld, for han kunde ladet mig beholde Elsa, saa var det ikke gaaet saadan, men det bliver nok godt igen, for Hugold er meget dygtig. Og det, der staar i Bladene, er altsammen ikke sandt — — i de store og gode Blade staar heller slet ikke noget, det er blot de Smudsblade, der skal skrive om alting for at tjene deres Penge — —

Berlin, Novbr. 1898.

Kære Moder — nu er vi i Berlin, og den kender jeg jo, her er meget koldt, men det var bedst, at vi rejste, og Hugold skal se at faa noget at bestille hernede, hvor han kender mange Folk. Nu er vi gifte, det blev vi her hos Konsulen, og jeg skal sende Nämdemanden Afskrift af Papirerne, for at I kan se, at det hænger rigtig sammen. Penge har vi ikke saa mange af nu, men vi faar nok flere. Du skal nok høre fra mig snart igen — — —

Der syntes saa at hengaa lang Tid, hvor Annie og hendes »Mand« flakkede rundt i Tyskland og led en Del ondt. Det første Brev af virkelig Interesse i den lange Række er dateret Paris den 28. Decbr. 1899 og lyder saaledes:

Kære Moder — det var en stræng Jul, jeg har været her ganske alene, véd du, for Sjöström havde forladt mig og ladet mig ganske alene tilbage. Og det var ligesom da lille Elsa døde, at jeg troede, at nu skulde det ogsaa være forbi med mig, for Gud skal vide, at jeg har maaske syndet meget og gjort meget, som ikke var rigtig i min Tid, men Gud har heller ikke været god imod mig. For jeg har elsket ham dengang, og da var jeg 16 Aar, og siden har jeg ikke elsket nogen, om jeg ikke har været, som jeg skulde være, men Mændene er onde. Og saa vilde jeg dø, for jeg er syg og fattig og har skæmmet mig, og jeg vil ikke være fattig og styg, og de skal se ned paa mig, for jeg er ung, lige tredive Aar, og det er ikke gammel. Men saa hændte der mig noget, da jeg gik ned paa Gaden, for det var saa uhyggelig og koldt paa den Kvist, hvor jeg boede. Jeg gik efter Lysene og de Steder, hvor vi kom før, naar vi havde Penge, men jeg skammede mig ved mine Klæder, for de er ikke saa pæne mere. Saa var det, at jeg mødte ham, og saa gik jeg hen til ham, og han saa paa mig. Han er bleven meget gammel nu, han maa vel være halvtreds og er hvidhaaret, jeg har ikke set ham, siden det skete. Men saa var det, at han blev ligesom rørt ved at se, hvor ulykkelig jeg var, og det troede jeg ikke, han kunde blive, men det blev han. Og saa var vi sammen til Jul. Men da du jo maa lade Nämdemand læse det, som jeg skriver, saa kan jeg ikke fortælle dig, hvad der skete imellem os — men det var det skrækkeligste i mit Liv, og det var dog en hellig Juleaften. Nu er jeg flyttet og har det helt godt, for han har givet mig saa mange Penge, at nu kan jeg sagtens med Pengene, men det andet glemmer jeg aldrig — — —

Venedig, Maj 1900.

Kære Mor — du fik da Pengene. — Nu er det helt dejligt hernede i denne By, hvor der slet ikke er rigtige Gader, men bare Kanaler, hvor vi sejler i smaa sorte Baade, som de kalder Gondoler. Vi bor i et Hus ved den allerfineste Kanal, og Sjöström synes godt om det. Vi er nu helt gode Venner igen, for i Grunden er han god, men vi elskede jo ikke hinanden, men det er der mange Ægtefolk, som ikke gør, og for mig er det en stor Behagelighed at have en Mand, som har et pænt Navn. Her kommer mange Mennesker, mest Herrer, men ogsaa nogle Damer, og der er morsomt hernede i Italien, hvor alting er friere, og navnlig her, hvor de sejler rundt i Gaderne om Aftenen og synger saa kønt som hjemme i Bäckaryd nede paa Lagan om Sommerkvældene. Jeg er bleven helt ung igen, og alle siger, jeg er saa smuk, den allersmukkeste af dem allesammen. Og jeg har faaet en Mængde Ringe og Stene og saadant som Herrerne giver hernede. Du har vel faaet de 100 Kr., jeg sendte Nämdemanden — — —

Venedig, Aug. 1900.

— — — Nu er vi igen i Venedig. Véd du, hvem jeg har truffet, det vil sige ikke talt med hende, men hun bor her lige ved Siden af mig. Hendes Søster, og hun ligner hende som den ene Draabe Vand den anden. Du maa endelig ikke fortælle Nämdemanden noget om hende eller om ham for saa bliver jeg evig ulykkelig, men jeg skal nok fortælle dig det. Og vil du saa tro, hvem jeg mere har mødt — Hans Søn. Det er helt underlig, for jeg tror næsten, jeg bliver gammel, og det er jeg slet ikke, men han er gift med en meget grim Kone, og de bor hos hans Tante lige ved Siden af mig. Han var inde her for nogle Dage siden, men Konen var jo ikke med. Hun véd slet ikke noget om det. Jeg synes ikke om ham, han er ikke, som han var. Men han synes godt om mig, kunde jeg se. Vi træffes nok mere — — — Jeg har taget til mig en ung Pige, der hedder Johanne Ljunggren, hvis Fader har været Vagtmester ved hans Eskadron. Det er rart at have en hos sig, og hun har døjet meget ligesom jeg — —

Paris, Maj 1901.

— — — Nu er Sjöström rejst igen. Han vilde skilles fra mig, men det vil jeg ikke, for her i disse Lande er det godt at have en Mand, for ellers regnes man ikke for noget, og der er saa mange Fruentimmer og den Slags. Men han kommer nok tilbage, han er alligevel den bedste, skønt tidt er han hæftig og har slaaet mig og truet mig med at ville skyde mig en Gang i Monte Carlo, hvor der er Spilleborde, da jeg ikke vilde give ham flere Penge, for jeg synes, det er dumt at spille dem op, og vil gerne lægge saa mange sammen som mulig, saa vi kan komme hjem til Sverig og leve, naar vi bliver ældre og for at se dig igen, Mor, for jeg længes efter dig. Jeg har nogle Penge og Papirer for nu er jeg fornuftig og lægger op, og det er ikke saa lidt jeg har, men dennegang vil jeg have mange Penge, for det er ikke godt, naar man bliver ældre. Men Sjöström bruger saa mange, og er undertiden ikke til at have med at gøre — — —

Nizza, Febr. 1902.

Nu er det næsten et helt Aar siden, jeg troede, vi skulde hjem, men vi er ikke kommen endnu. Jeg kan ikke komme herfra og jeg kan ikke sige dig Grunden, men det kan være, at jeg skal til Sverig til Vaar. Men du véd, at jeg har skrevet om hans Søn, som er forfærdelig rig, og som giver mig alle de Penge, jeg vil have, og nu bruger jeg mange, for jeg vil leve nu, medens jeg er ung, jeg har her fire Heste og Kusk og Tjener, og Sjöström befinder sig godt ved det. Jeg kan ikke lide ham mere, egentlig har jeg jo aldrig holdt af ham, men man skal jo have en Mand. Han kunde vist godt lide mig før, saa var der jo nogen Tid, hvor han ikke brød sig om mig, men nu synes jeg, han er begyndt igen. Og det er ikke rigtig godt, for jeg kan ikke lide, at han hænger over mig, og det hele er jo dog mit, men det kan jeg ikke nærmere forklare. Kunde jeg, vilde jeg skilles fra ham, men det er heller ikke godt, og det bliver vel ved det gamle. Den anden, ham jeg talte om, elsker mig meget, og vil gøre alt for mig, men ham kan jeg ikke lide, fordi det er hans Søn. Men saa kommer det op i mig, at jeg kan faa ham til, hvad det skal være, og hævne mig for alt det, han har ladet mig døje, baade for længe siden og den forfærdelige Jul i Paris, og saa sætter jeg mig for, at jeg vil være rigtig ond, og det kan jeg være, for det har Menneskene gjort mig til, og jeg har dog været god en Gang, som Moder véd. Men det er Guds Skyld altsammen, og saadan skal det jo være. Nu sender jeg Penge hjem til Banken i Christiansstad, og Madam Karlkvists Søn, ham Advokaten, skal skytte om dem, for det er mange Penge, og flere har jeg, saa Moder skal ikke lide Nød paa sine gamle Dage — —

Resten af Brevene var kortere, men indeholdt stedse Meddelelser om de mange Penge, Annie havde og vilde sende hjem. De to sidste var ganske korte og de vigtigste af dem alle. Det næstsidste var dateret København den 21. Marts 1902 og lød saaledes:

Kære Moder — nu er jeg i København og nu skal du snart faa mig at se. Sjöström kommer ikke med, for nu har jeg sluttet med ham, og nu skal vi skilles. Han har taget til at drikke og er bleven Kæreste med Johanne, som jeg ikke synes om mere, og ofte er han ganske vild og vil gøre mig Fortræd, og det vil jeg ikke taale. Jeg trænger nu ikke til Mandfolk mere, for nu er det givet, at jeg faar taget Hævn over ham, som jeg har lovet, jeg vil tage, og nu véd jeg, hvor det skal ramme ham, men det bryder jeg mig ikke om. Det kan jeg ikke skrive, men det skal jeg fortælle dig altsammen. Om otte Dage er det i Orden, og saa kommer jeg — — —

Det sidste Brev var dateret Helsingør d. 27. Marts 1902 og lød saaledes:

Kære Mor — hvis Sjöström skulde skrive eller komme, saa maa du ikke sige, hvor jeg er, for jeg vil ikke se ham mere, han har faaet sit og mere til. Jeg skal sende 200 Kr., for at du kan have det i Orden, eller hvis Nämdemanden kan skaffe Hus, for jeg er rig og kan betale og har mange Penge i Banken. Jeg skal vente her, men det varer ikke længe. Husk endelig det med Sjöström, for han skriver nok — — —

Pengene var ikke ankomne; dette sidste Brev var skrevet paa et lukket Brevkort og afsendt fra Helsingør, rimeligvis den sidste Dag, Annie levede. I disse Breve var det meste af hendes Livsskæbne fortalt; men det, der syntes hendes onde Skæbne, var skjult for en almindelig Læser. Det var imidlertid muligt, at Nämdemanden kendte noget til dette; i hvert Fald maatte den gamle Kone da vide, hvem denne Han var, hvis Navn Annie ikke turde nævne, og som syntes at spille saa stor en Rolle i hendes Liv. Med Hensyn til selve Mordet var det ret naturligt at slutte til de ledsagende Omstændigheder og navnlig til Morderen. Det var Sjöström — besynderligt nok, at Nämdemanden ikke havde tænkt det, men de enkelte Omstændigheder havde vel næppe staaet ham klart. Et andet vigtigt Punkt var det, at Annie efterhaanden efterlod sig en betydelig Formue, der vel nok kunde opspores, omend Morderen rimeligvis havde taget den i Besiddelse, skønt det jo dog var muligt, at han slet ikke kendte dens Anbringelse. Men tydeligt var det i hvert Fald, at Sagen, som den nu stillede sig, blev betydelig interessantere, og Holst kunde ikke nægte for sig selv, at Byttet tegnede rigt, og at denne Omstændighed betød meget for ham nu.

Men han vilde sove — sove paa det og tage fat med al Kraft strax den næste Morgen, for her var noget at tage fat i.

IX.

Straks efter det første Maaltid gik Nämdemanden og Holst i Lag med Overvejelserne af det, der forelaa. Det viste sig snart, at Nämdemanden ikke vidste mere, end der lod sig udlede af Brevene og hans personlige Kendskab til Annie og hendes Moder. De første Breve havde den gamle læst selv, men i Efteraaret 1899 var hendes Syn blevet saa svagt, at hun ikke mere kunde læse, og da var Nämdemanden traadt til. Han havde ofte spurgt hende om de dunkle Hentydninger til Ham, og den gamle havde da altid svaret, at dette kunde hun ikke besvare. Selv havde han gjort sig sine Tanker derom, men da han var en ædruelig og meget lidt romantisk anlagt Natur, havde han efterhaanden vænnet sig til disse Hentydninger uden at tænke videre over dem. Han forstod ikke, hvorledes Annie var kommen til Penge, men Penge maatte hun have haft; han troede ikke paa Ægteskabet med Sjöström og var tilbøjelig til at dele Holsts Mistanke til denne. Det saa ogsaa ret naturligt ud, og navnlig vilde det være af Betydning at erfare, hvor Annies Penge var anbragte, og hvormeget der var tilbage, eller om Sjöström efter hendes Død havde sat sig i Besiddelse af Pengene. Herom kunde Oplysninger skaffes hos Advokaten Karlkvist i Christiansstad, og det vilde da være det næste Sted, hvorhen Holst maatte vende sine Skridt.

Han meddelte ikke Nämdemanden det mindste om sit Kendskab til Ankerkrone og Kurk eller om sine Formodninger med Hensyn til den Forbindelse, der mulig kunde være mellem Annie og Ankerkrones Historie. Det kom jo desuden slet ikke Sagen ved, og i de Aar, de tre Venner havde gæstet Bäckaryd, havde Nämdemanden været paa Rejse, saa personlig kunde han intet vide om, hvad der kunde være foregaaet. Derimod var det muligt, at Holst kunde faa noget at vide af gamle Mor Bengt. Det vigtigste vidste han jo, det indeholdtes i Annies to sidste Breve; særlig mærkelig var den Omstændighed, at Sjöström ikke, som Annie havde formodet, nogensinde havde henvendt sig skriftligt eller personligt til hendes Moder; det talte tydeligt for, at det var ham, der havde forøvet Mordet, og hans Motiv havde været det ret forstaaelige at faa Tag i sin Elskerindes Penge. At Sjöström skulde have været viet til Annie, troede Holst ikke; det var jo muligt, men da hun antydede en Skilsmisse, og da hun skrev, at nu var Sagen ordnet, maatte der jo hos hendes juridiske Konsulent i Christiansstad kunne indhentes Oplysninger om dette Spørgsmaal.

Det, som Mor Bengt kunde oplyse, var egentlig kun Annies Forhold til ham, og endda kun det rent positive, hvem han var. Holst maatte erkende, at hans Motiver til at søge dette Spørgsmaal oplyst var rent personlige, og at han ikke nærede nogen synderlig Tvivl om, hvem han var. Han maatte desuden indrømme, at det vilde være hjærteløst af ham, for at erholde Svar paa dette Spørgsmaal, at afsløre for den gamle, den skrækkelige Skæbne, der havde ramt hendes Datter. Saaledes som Nämdemanden havde forberedt Sagen, vilde Underretningen om Annies Død komme jævnt og naturlig til hende og træffe hende nogenlunde forberedt. Det var endogsaa muligt, at Efterforskningen om Datterens Formue kunde føre til, at den gamle, samtidig med Efterretningen om Annies Død, kunde meddeles den Trøst, at hun ikke paa sine gamle Dage vilde komme til at lide Nød. Holst besluttede sig derfor til at afstaa fra ethvert Forsøg paa gennem den gamle at erfare noget om den besynderlige og uhyggelige Sammenhæng, der utvivlsomt maatte være mellem Annies og hans Ven Ritmesterens Skæbne. Der var jo i Grunden ikke andet for ham at gøre end at tage de fornødne Afskrifter af Annies Breve og saa begive sig til Christiansstad for at følge Sporet, der kunde føre til Morderens Paagribelse.

Vant som Holst var til skriftligt Arbejde, gik Afskriften let fra Haanden, men det tog Tid og et Par Dage gik hen, medens han arbejdede troligt og med fuld Kraft, idet han for en Sikkerheds Skyld sikrede sig Afskrift af alle Brevene, selv de tilsyneladende uvigtige.

Den tredie Dags Middag kom Nämdemanden ind til ham, just som han var i Færd med at slutte Afskriften af det sidste Brev. Han saa meget højtidelig ud, og Holst for uvilkaarlig sammen, som ventede han en Meddelelse af stor Vigtighed.

»Hr. Løjtnant,« sagde Nämdemanden, »gamle Mor Bengt er bleven farlig syg, hun har sendt Bud efter Præsten og efter mig; jeg tænkte, mulig Hr. Løjtnanten kunde have Lyst til at følge mig, for om muligt et eller andet Ord kunde blive sagt, som kunde faa en eller anden Betydning.«

Holst rejste sig hurtig for at følge med; det var en Selvfølge, at det for ham kunde være meget vigtigt, saafremt den gamle Kone maatte have et eller andet at sige i sin sidste Stund — for at det var paa det sidste med hende, derom tvivlede ingen.

De fulgtes ad til Huset og traadte ind i den lille Stue, hvor den gamle Kone laa i Sengen, understøttet af Dyner, svag og døende, medens Præsten stod bøjet over hende og meddelte hende Nadverens Sakramente.

Holst og Nämdemanden stod tavse, til den hellige Handling var forbi, saa nikkede den gamle til Nämdemanden og saa op paa ham med et svagt Smil.

»Ja, nu faar jeg rejse, Nämdemand,« sagde hun, »kanske jeg faar træffe lille Annie før han. For jeg drømte saa tydelig den Aften, Nämdemanden fortalte om den fremmede fra Danmark, at lille Annie var gaaet forud for mig.«

Hendes Stemme lød ret kraftig og hendes Blik strejfede Holst.

»Naa,« fortsatte hun, »det er kanske den fremmede Mand, ham, der havde hørt om lille Annie.«

Nämdemanden nikkede, den døende Kone saa vist paa Holst, men sagde ikke noget. Hun vinkede Nämdemanden nærmere, han traadte hen til hende, hun lod ikke til at bryde sig om de andre.

»Nämdemand,« sagde hun hviskende, »naar jeg nu dør, vil han saa tage i den eneste Skuffe der henne det Brev, der ligger der, og fly det til den, som skal have det; det staar uden paa.«

Hun vinkede Nämdemanden nærmere og hviskede til ham med næppe hørlig Røst: »Navnet paa ham, Nämdemanden har spurgt om saa tit, er Arvid Ankerkrone; men Nämdemanden faar ikke sige det til noget Menneske i Verden, og Brevene skal flyes til ham.«

Holst hørte tydeligt hvert Ord, men han fortrak ikke en Mine.

Den gamle Kones Stemme blev svagere, hun sank hen i en Døs, og da Lægen kom et Kvarterstid efter, var hun død.

Holst og Nämdemanden fulgtes ad hjem. Holst spurgte, om den gamle Kone havde givet nogen Meddelelse, men det var tydeligt, at Nämdemanden nødig vilde give Svar, og de talte ikke mere om det.

Om Aftenen skulde Holst rejse; han takkede sin Vært for hans Gæstfrihed og vilde betale sit Ophold, men Nämdemanden vilde under ingen Omstændighed tage mod Betalingen. Han var derimod meget urolig, syntes Holst, og lidt efter lidt forstod Holst, at han var meget usikker med Hensyn til, hvad han skulde gøre med Brevet, som han havde taget i den gamle Kones Hjørneskab. Han syntes ikke, han kunde undlade at meddele Holst det, og det var jo desuden en Tjenestesag, som kunde indbringe ham en tjenstlig Reprimande fra hans Foresatte om han handlede urigtig; paa den anden Side vilde han nødig undlade at opfylde en døendes Bøn.

Holst saa godt hans Uro, og han vidste Grunden; dette gav ham en Overlegenhed, der hidførte netop det Resultat, han ønskede. Ved Afskeden sagde han til Nämdemanden: »Husk saa at besørge Brevet, som den gamle gav Dem.«

Nämdemanden gjorde en hastig Bevægelse: »Vil Hr. Løjtnanten, at jeg skal give det til Häradshøvdingen eller maaske — —«

»Nej,« sagde Holst rolig. »De skal sende det til Ritmester Ankerkrone og tie om Annie, til de hører fra mig.«

Nämdemanden for sammen.

Holst gentog: »Netop til ham.«

Han tøvede lidt, saa tog han en Lap Papir paa Skrivebordet og skrev med faste Træk:

Bäckaryd, d. 16. Juni 1902.

Kære Ven, min Hilsen med dette Brev fra hinsides Graven — vi to mødes vel snart, men lev vel saa længe.

Din Eigil Holst.

Han rakte Nämdemanden Brevet, denne læste det og stod stirrende paa Lappen med et uforstaaende Blik. Holst smilede og bad om en Tjenestekonvolut, saa skrev han med tydelige Bogstaver Ritmester Ankerkrones Adresse og sagde muntert til Nämdemanden:

»Send saa det Brev afsted efter Adressen og Tak for denne Gang.«

Vognen var kørt op for Døren, og kort efter skumplede den afsted over Heden mod Ljungby.

Men Nämdemanden stod længe og saa efter Vognen, saa gik han hovedrystende ind. Brevet gik af med Posten, men om Detektiven og Annie talte Nämdemanden ikke et Ord til nogen.

X.

Advokaten Karlkvist boede i Christiansstad og var det, Svenskerne kalder Brændevinsadvokat. Han havde ingen Eksamen, men var en snu og dygtig Mand, der havde en stor Søgning af Bønder og Haandværksfolk, og som med Held førte deres Sager og inkasserede deres Penge. Stedets Jurister saa ned paa ham, men han tjente godt, og da han havde Ord for at være en ret dygtig Mand, var der jo ikke noget at sige til, at han drev den frie Næring som »selvbestalter Advokat.«

Holst traf ham i hans Kontor, der mere lignede en Art Fæstekontor end et Sagførerkontor, og hele Mandens uautoriserede Stilling gjorde, at Holst var noget i Tvivl om, hvorledes han skulde behandle ham.

De sad lidt overfor hinanden; Karlkvist var en Mand paa nogle og fyrre, glatraget med smaa plirende Øjne, lille af Vækst og klædt som en Storbonde i Købstadsklæder.

»Jeg vilde gerne tale med Dem om en Frk. Annie Cederlund,« sagde Holst.

Advokaten kneb Øjnene sammen og gentog: »Annie Cederlund — hende kender jeg ikke.«

Holst fortsatte rolig: »Annie Bengtson — maaske kender Hr. Karlkvist hende under det Navn.«

Advokaten rystede paa Hovedet.

Holst lod sig ikke afficere, men fortsatte i samme høflige Tone: »Hvis Hr. Karlkvist hellere vil kalde hende Fru Annie Sjöström, saa for mig gerne.«

»Jeg kender ikke nogen Dame af det Navn heller,« sagde Advokaten, men der var en lille Nuance i Stemmen, der viste Holst, at Manden løj.

Holst fortsatte rolig: »Ja, naar Hr. Karlkvist ikke kender hende, saa er det muligt, fordi Damen har haft flere Navne end de tre, men da jeg kender hende og fra hende véd, at Hr. Karlkvist kender hende, saa faar det være det samme med Navnene.«

Karlkvist vendte det Kort i Haanden, som Holst havde givet ham:

»Herren hedder Løjtnant Holst og er fra København — om jeg maa spørge, hvad vil Herren mig?«

Holst smilede: »Det har jeg jo sagt Dem, tale med Dem om den unge Dame, hvis Navn jeg har nævnt for Dem, og hvis Penge De bestyrer.«

Advokaten for sammen.

»Ser De« — Holst smilede. »De kender hende alligevel.«

Advokaten sad tvivlraadig, saa rejste han sig og sagde meget høflig: »Selv om saa var, er der intet, der berettiger Dem til at spørge mig om hendes Sager, og intet, der berettiger mig til at svare, saa meget mere, som jeg ikke aner, hvem De er.«