ANDEN BOG

Venezia.

I.

Det var først i Juli, da Eigil Holst ankom til Lagunernes By, Adriaterhavets Dronning, det eneste Venezia. Klokken var elleve om Aftenen, det var maanelyst og stjerneklart, ganske stille. Toget rullede hen over den lange stensatte Dæmning, der forbinder Lagunebyen med Fastlandet. Holst bøjede sig ud ad Vinduet; han saa i det fjerne Lysene blinke, men saa forsvandt de, og saa langt Øjet rakte, saa han kun Havets blanke Flade, hvori Himlen spejlede sig blank og blaa. Med et Ryk standsede Toget, Waggondørene sloges op, en forvirret Raaben og Støjen lød fra den overdækkede Hal, og Holst sprang ud, ledsaget af en ung Rejsefælle, en tysk Doktor ved Navn Braun, med hvem han havde stiftet Bekendtskab paa Rejsen fra München.

De fulgtes ad og værgede sig mandeligt mod de talrige Dragere, der tilbød deres Tjeneste; Tyskeren var kendt med Forholdene, han gik rask foran Holst, og snart stod de udenfor Stationsbygningen, hvor Lysene brændte saa underlig dæmpet, og hvor der var ganske stille.

Venedig modtager sine Gæster anderledes end nogen anden europæisk By. Her er ingen raabende Droskekuske, ingen rullende Omnibusser, ingen elektriske Sporvogne, der glider som bevægelige Lyshave over en menneskefyldt Plads. Her er ingen straalende Kafeer, ingen oplyste Butiksvinduer, intet bølgende Liv, intet Pust fra Storstaden, der aander ved Nat, og hvor Kærter flimrer fra hver en Vraa.

Der er saa underlig stille. Ikke en Lyd af en rullende Vogn, ingen Støj af hvæsende Maskiner, kun Vandets Sukken mod Kajen og dæmpet Aareslag fra de slanke, sorte Gondoler, der glider frem af Natten med et gulnende Blus, lydløst, med et blinkende Kølvand i Følge.

Holst og Braun tog Plads i en Gondol, og Braun nævnede Hotellets Navn — Bauer Grünewald, det Sted, hvor de fleste Tyskere søger hen. Gondolen gled lydløst fra Kajen og tværs over Canale Grande ind i et Næt af krogede Kanalgader, mellem hvide og gule Huse med lukkede Skodder. Den dybeste Stilhed sænkede sig over Farten; de to rejsende sad tavse, mens deres Øjne søgte hen over Vandet mod de fugtige Mure, hvor Kølvandet sukkede. Stille gled de forbi Husene; saa vendte Gondolen brat om et Hjørne, Gondolièren udstødte et kort dumpt Enstavelsesord, og forbi den gled en anden Gondol, hvis gule Lygte et Sekund kastede sit matte Skær over Vandet og den sorte Stævn paa deres Baad, der med sin brede takkede Snabel pegede fremad som Stævnen paa et Vikingeskib. Gondolen krængede let over og rejste sig atter i Fart ad en ny Gade lig den første, stille og øde. Den natlige Fart greb Holst mægtigt; han saa hen for sig — det var som en Eventyrfart i et ukendt Land, hvor Bølgen hviskede de sælsomste Eventyr, fortalte om Hundreder af Aar, om en By, hvis Magt var stor, men hvis Gader var tavse, hvis sælsomme Frasagn voksede frem, ikke af Mulde, ikke med Rod i det faste Land, men som Slyngplanter og sære Tangarter fra en dyb Bund, hvor Vandet udviskede hvert Spor, hvor alt var svøbt i Tavshedens dybeste Dække.

Saa gled Gondolen ud i Canale Grande. Livet steg, Baad efter Baad mødte dem, mens de gled forbi de høje, mørke Paladser med de svære Pæle, hvis Knapper, formede som Dragehoveder, fortalte om deres Ejeres Storhed, paa hvis brede Marmortrapper Venedigs store havde traadt, hvor Rigers Skæbne var afgjort, hvor Blomsterguirlander havde vajet for Havbrisen og gule Kærter flakket i Natten, naar de smaa sov og de store vaagede og spandt deres Rænker.

Hist og her stod et Vindu aabent, lysklædte Skikkelser bøjede sig ud over Marmoraltanen, og der klang Musik fra høje Sale, hvor Lysene glimtede i slebne Glaslysekroner og kastede et blankt Skær ud over Kanalen. Saa lød et kort Fløjt, og en hvæsende Damper arbejdede sig op ad den vuggende Gade, skar som en Flænge i Drømmen om svundne Dage og slog med Skovlen det stille Vand, saa Gondolen svajede hid og did, medens Skummet slog over Stævnen.

Saa drejede den atter ind i de smalle Kanalgader, det samme dæmpede Raab lød, det samme stille Møde, de samme døde Huse og Aarens dumpe Slag i det mørke Vand. Sagte gled Farten gennem Natten, sagte løftedes Sløret over den sovende By, saa standsede Gondolen med et Ryk ved en smal Trappe. En skarp Stemme rev Holst og hans Ledsager ud af deres Drømme.

Zwei Zimmer — vierter Stock.

Og de stod atter i Karavanseraiet, midt I et af det 20. Aarhundredes Hoteller, mellem Kufferter, Kasser, Gas og Telefoner, mens Duften af Mad slog imod dem, og Klokkerne kimede og kaldte.

Kjoleklædte Kelnere sprang ad tæppebelagte Trapper.

Hotel Bauer Grünewald.

Holst fik et Værelse paa fjerde Sal og fandt sig atter til Rette i den afbrudte Drøm. Han aabnede Vinduet og saa ud over Kanalen. Tag ved Tag med sære Tilbygninger, underlig kantede Skorstene paa de flade Tage, underlig fremspringende Mure og Gesimser og dybt nede Vandet, der sukkede.

Henad Kanalen gled en Baad med Musik. En Guitar, en Violin og Mandsstemmer sang de sære, vuggende Melodier, der steg op til ham i Nattens Stilhed — tunge, dæmpede, stundom bævende, stundom fulde af Ild og som klemtende Klokker, Bud fra fremmede Lande, Sang om Elskov, om Suk og Sorg, medens Aarerne plaskede.

Han saa op mod Himlen, hvor Stjernerne blinkede saa uendelig tæt, ligesom knugede ham med Tilværelsens stumme, uløselige Gaade.

Hvem er du? — hvem er du? — han følte sig saa fremmed for sig selv, greben af en ubetvingelig Rædsel, mens Stjernerne spurgte — hvem er du? — hvem er du? —

Han levede — og dog syntes han, det var slet ikke ham selv; han gøs og traadte et Skridt tilbage i det langagtige firkantede Rum, hvor Loftet hang saa lavt, og hvor det sukkede i hver Krog, som havde talløse Slægter hvisket deres lønligste Hemmeligheder til de tavse Vægge.

Han var i Venedig, Drømmenes tavse By.

Holst mødtes med sin Rejsefælle i Restaurationen. Køkkenet var fransk, hverken værre eller bedre end paa de fleste europæiske Hoteller. I den aflange Sal summede det fra Gæster, der talte alle Verdens Sprog, medens Opvartningen, kjoleklædt og ilfærdig, krydsedes over Gulvet med de dampende Fade og Vinen i de snoede Foglietter og de langhalsede tyske Flasker. Dr. Braun hævede sit Glas: »Velkommen i Venedig og Tak for Rejseselskabet.«

Holst smilede. Han havde været heldig med sit Selskab. Dr. Braun var en ung tysk Lærd, der studerede Kunst og havde set sig vidt om i Verden. I København havde han tilbragt flere Aar som Gæst hos en stor dansk Mæcen og Fabrikant, i hvis store Samling han havde virket ved Opstilling og Katalogiseren af indkøbte udenlandske Kunstværker. Han var en ægte Bayrer, med Sydtyskerens livfulde Væsen, fuld af Spøg, men ofte underlig tavs. Holst havde ganske vundet hans Hjerte paa Turen, hvor Rejseselskabet havde bestaaet af et Par mellemtyske Handelsrejsende af den internationale, forskrækkelige Haussirertype, hvis banale Snak og zünftige Historier havde ærgret Holst og Doktoren i lige høj Grad. I Bozen havde de fundet hinanden ret, og Resten af Turen havde de tilbragt i livlig Samtale om det skønne og store og om det forjættede Land — Venezia. Maaltidet var hurtigt til Ende, og ad de krogede, snævre Gader fulgtes de til Stedet, der drager og kalder, det Sted, hvorhen alle iler — den evig uforlignelige Marcusplads.

Gennem en Bue i Procuratiernes Søjlegang traadte de ud paa Pladsen, der laa hvid som dækket af Sne i det skarpe, klare Maaneskin; kun en enkelt Vandrer gled henover den, den tilhørte Natten — ikke den tunge, sukkende Nat, der bredte sit Dække over de tavse Kanaler, men Maaneskinsnatten, hvor Stenene bades i Straaler, hvor Drømmene tager deres lette Fart for i den lyse Stilhed at bæve i den flimrende hvide Glans i anelsesfuld Længsel.

Der lægger sig ikke Tyngsel over Sindet, naar Maanen lyser over Marcuspladsen. Det er ikke Dybden i dette Skønhedsvæld, der tvinger til at bøje Hovedet i ydmyg Undren. Der føles heller ikke Fred, Trang mod Hvile — det er et Drag, der tømmer Skønhed som Drue i Krystal, gulhvid og sød. Procuratiernes Arme strækker sig ikke vidt som Sct. Peters Søjlerækker i Rom, ikke aabne for at kryste Beskueren ind mod Kirkens store Moderbryst, men let glidende, som den sikre Kærlighed stryger over Haar og Nakke, den der véd, at dens Kalden følges saa villig.

St. Marcos byzantinske Kupler rejser sig bag de stejlende Gangere og de slanke Fanesøjler som for at byde Blikket en Dæmning. Kampanilen stræber mod Himlen som for at hæve Blikket mod Vidder, hvor intet stiller sig mod det, og den dejlige Port, der fører til Dogepaladset, lukker sig fast som en Mund, der, om den vilde, kunde aabne sig og fortælle om den Smerte, der ligger bag al denne tavse Lyst, der drager Øjet og Tanken.

Og Foden flytter sig villigt — til Piazettaen, hvor Dogepaladsets mauriske Flade byder sig frem for Øjet, utilsløret som Sultaninden i Eventyret for den, hun har kaaret i Løndom, og over Piazettaens Sten glider Blikket ud over Lagunen, det brede Vand, hvor Øen ligger i det fjerne med Sct. Giorgios' Kupler og Spir, en Anelse om, at endnu er Skønhedens Kalk ikke tømt, endnu har Venezia rige Skatte i Gemme for den, der vil træde den lette, vuggende Vej, der spejler Himlen og dens Lys, Vejen, der trædes som i Drømme uden Drøn af Fodtrin, medens Bølgerne sukker.

Man taler ikke, naar Maanen skinner over Piazettaen i Venedig; men lyder Slagene dæmpet fra Klokkeporten ved Procuratiernes venstre Fløj, dæmpet bævende Slag i Slag, saa bygges en Bro for hvert Skønhedsindtryk, drages Tankerne opad, samles i en eneste livsalig Følelse af at se og nyde.

Og videre gaar det langs Molen, over Kanalen, hvor Sukkenes Bro tegner sig mørk mod Justitspaladset, hvor alle Venezias mørke Sagn faar Liv i dæmpet Tale og underlige Fortællinger om Død og Glemsel. Vandet skvulper mod Kajen, og derude glider, som en Mindelse om Nutiden, Skroget af en stor Damper frem over Spejlet, Ankerkæden rasler og Spillene hviner, medens Dampen i korte, hæse Prust kastes ud fra de sugende Rør. Den vandrende vender sig uvilkaarlig mod Land, og hans Øjne møder Rytterstatuen af den piemontesiske Soldat, der satte Italiens Krone paa sit Hoved: il re galantuomo Vittorio Emanuele, hvis stejlende Hest knejser over Riva dei Schiavoni som et brutalt Monument over Sejren, der vandtes af andre og faldt i de tabendes Lod.

Atter drages Vandreren mod Fortiden, mod Piazettaen og Dogepaladset, og fra Buen i Procuratierne kaster han det sidste Blik mod den skønne Marcusplads, som den hviler, badet i Maanelyset, evig én i sin tavse Dejlighed — — —

Holst sov kun lidt den første Nat i Venedig.

II.

Tiden var knap, og Arbejdet ventede. Holst vidste intet andet, end at Sjöström var rejst til Venedig, og at han var truffet der midt i Juni af en Landsmand, der havde bragt det Bud fra ham, som Staldmesteren havde meddelt. Det lod ikke til, at hans Formuesomstændigheder var de bedste, han boede ikke paa et af de store Hoteller; det Hotel, Staldmesteren havde nævnet, var et lille uanseligt Hotel ved Rivaen, hvor særlig Søfolk søgte. Holst forhørte sig der den næste Dag, men man kendte intet til nogen Løjtnant Sjöström, og det var vel ogsaa rimeligt, at han havde boet der under et fingeret Navn. Det var naturligt at antage, at han, om han vilde blive i Venedig, havde søgt et privat Logis; men rimeligst var det at søge ham paa Lidoen, hvor den bedste Lejlighed aabnede sig for en Eventyrer, der som Sjöström kæmpede for Opholdet. Holst tvivlede ikke om, at han havde sat de røvede Penge til ved Spil i Monte Carlo; Staldmesteren havde jo allerede meddelt, at han i Maj Maaned var truffet der, ivrig i Lag med Rouletten.

To Dage tilbragte Holst med Søgen uden at opdage noget Spor; saa følte han en Aften, da han vilde gaa til Ro, en isnende Kulde, og da Natten kom, var det, som steg der gennem Vinduet giftige Taager og lagde sig om ham, hans Tindinger bankede, Blodet gød sig som Ild gennem hans Aarer, han mistede fuldstændig Bevidstheden og gled ind i Feberfantasier saa voldsomme, at det flimrede om ham som Ild, og al Tanke hvirvlede rundt som en Malstrøm. Dr. Braun, der boede tæt op ad ham, kom til og fik hentet en Læge, der rystede paa Hovedet og konstaterede en ondartet Forkølelsesfeber, den, der saa hyppig griber de fremmede, der giver sig Venedigs lokkende Skønhed i Vold. Holsts Tilstand var ikke uden Fare særlig i de første Dage, men lidt efter lidt løftedes Taagen, og hans stærke Natur sejrede.

I Løbet af otte Dage lykkedes det Holst at komme over sit Ildebefindende, og han besluttede nu at fortsætte Efterforskningen efter Sjöström med fuld Kraft. Da han sammen med Braun indtog sit lette Frokostmaaltid i Bauer Grünewald, lagde han Mærke til, at hans unge Ven var noget nedtrykt og syntes at beskæftige sig med en Række bestemte, stadig tilbagevendende Tanker. Holst gik ham paa Klingen, men han vilde ikke ud med det til en Begyndelse.

Det var en flov Historie, men Holst trængte paa.

Saa fik han Historien.

Medens han havde været syg, havde Braun paa Marcuspladsen mødt en meget smuk, ung, fransktalende Dame, med hvem han havde vekslet adskillige Blikke af dem, der indleder et Bekendtskab. Den unge Dame var ikke absolut afvisende, men paa den anden Side opførte hun sig fuldkommen ladylike, og Braun havde besluttet at spænde Germanias brede Sværd om Lænd for at skride til et Erobringstog. Det indlededes med smaa Høfligheder, smaa Ord ved Lejlighed, naar Damen havde taget Plads ved et af Arkadernes talrige Borde, og førte temmelig hurtig til smaa Udflugter til Akademia, ja endog en Tur pr. Damper til Lidoen. Saa besluttede Braun sig endelig til at vove et samlet og stærkt Angreb, og under en Promenade i Parken tilstod han den skønne sin Kærlighed med saa megen Varme, som hans bayerske Naturel tillod ham det. Det saa ud til, at Sejren skulde følge hans Vaaben. Han opnaaede Tilladelse til at følge den skønne tilbage til Rivaen og derfra i en Gondol til ukendt Fart i hemmelighedsfulde Sunde.

Gondolen bugtede sig gennem de særeste Krinkelkroge, uden at Braun kunde konstatere andet end, at han to Gange passerede Canale Grande og sluttelig efter denne mærkelige Omvej maatte befinde sig i Nærheden af Arsenalet. Der standsede Farten, og han fulgte den skønne ad en snæver Trappe til en Førstesals Lejlighed i et gammelt velholdt Hus af de sædvanlige venetianske med mange smaa Rum, Korridorer og Altaner.

Det var meget varmt, og den smukke ubekendte satte hurtig en Læskedrik frem for Erobreren, medens han iøvrigt fortsatte sine Angreb, modig ved de store Indrømmelser, han havde mødt hos sin fagre Fjende. Varmen steg, den skønne forbarmedes over den stærkt opvarmede Nordbo og bragte ham en meget fin og let Slaabrok, idet hun diskret trak sig tilbage, medens han iførte sig Tunikaen og samtidig bortlagde en ikke ringe Del af sine civiliserede Klædningsstykker.

Alt tegnede til en Hyrdetime — saa pludselig hjemsøgtes Arkadien af et Uvejr med heftige Tordenskrald. Det dundrede paa Døren og en stærk Mandfolkestemme lod sig høre paa Gangen udenfor Hyrdeparrets Enemærker. Den skønne fo'r op i Rædsel med Udbrudet: »Min Mand er kommen hjem uventet.« Braun grebes af en stivnende Rædsel, og ukendt med Krigens Farer lod han sig i en Fart putte til Side i et køkkenagtigt Bagrum, medens den vrede Mand som en Trold, der lugter Menneskekød, larmede i Lejlighedens Værelser.

I det skumle Rum dukkede nye Farer op i Skikkelse af en gammel Pulverheks, der indtog en meget truende Holdning og forlangte et betydeligt Beløb for at lade den uheldige Hyrde slippe ned ad Bagtrappen, med Trusel om at give ham i den retmæssige Ejers Vold, om han vægrede sig. Braun valgte at købe sig fri. Han havde halvandet Hundrede Lire hos sig, dem ofrede han, og efter at han havde strøget Silketunikaen af sig og gjort et hastigt Toilette paa Trappegangen, tiltraadte han Tilbagetoget i en stærkt afkølet Sindsstemning, der ikke opvarmedes ved den Opdagelse, at han havde mistet sit meget kostbare Guldur og en særdeles værdifuld Brillantring, der sikkert nu vurderedes efter Fortjeneste i Arkadien. Krigsomkostningerne beløb sig saaledes foruden den tabte Ære til henimod 1000 Lire i Landets Penge — alt var Nederlag.

Det var ikke saa underligt, at den unge Germaner var nedtrykt over denne Revanchekamp. Holst lo, men hans Politiinstinkt ledede ham ret snart til at planlægge et Forsøg paa at oprette det tabte ved et nyt energisk Angreb paa den skønne med andre mere jordbundne Formaal end det tidligere, og da det jo ikke var udelukket, at Lejligheden kunde tilbyde sig dertil, underkastede han sin Ven et skarpt Forhør til en Rapport til egen Glæde. De var hurtig enige om, at der ikke vilde være nogen Fornøjelse ved at indblande det stedlige Politi i Historien, det vilde kun føre til, at Tyskeren blev latterliggjort i den stedlige Presse, og den skønne i Tide blev advaret.

Først gjaldt det om at rekognoscere Terrænet, og det lykkedes at konstatere, at Vejen fra Gerningsstedet til Riva di Schiavone kun havde været tre à fire smaa Stræder fra Via Vittorio Emanuele, der fra Rivaen skærer sig op mod Nord. Det var selvfølgelig ikke muligt at konstatere Huset og desuden ikke klogt at bevæge sig for meget i den Omegn, hvad der sikkert vilde vække Opmærksomhed, men Holst udfandt en anden langt sikrere og bekvemmere Vej til Maalet ad Søvejen.

Braun havde den medfødte Egenskab, at han mærkede sig Ansigter med stor Sikkerhed, han kunde genkende enhver Person, han havde lagt Mærke til, selv en ganske fremmed, og i Tillid hertil besluttede Vennerne sig til at lægge Mærke til Gondolièren ved Rivaen, hvor Braun erindrede, at den skønne flere Gange havde benyttet den samme Gondol. Det lykkedes ogsaa at genfinde Manden, men at henvende sig direkte til ham vilde være uklogt, da han formodentlig hyppig var bleven benyttet af den skønne og derfor ret naturligt vilde vægre sig ved at give Oplysninger om hende. Holst valgte derfor i et Par Dage at benytte hans Gondol hyppigt og betalte ham fyrsteligt for ganske korte Ture. Manden undrede sig til at begynde med over dette, men slog sig til Taals med den Tanke, at det var en forstyrret Englænder, der havde fattet en vis Kærlighed til hans Gondol og hans Passiar og besluttede at udbytte ham.

Det varede ikke længe, før Holst og Gondolièren blev gode Venner, og Holst fik god Brug for de Brokker, han gemte fra sit Studium af Lombroso. Først drejede deres Samtale sig om en blond, høj Nordbo, der skulde have Ophold i Venedig, og som Holst ivrig søgte, uden at der dog fremkom noget af væsentlig Betydning; dernæst spurgte Holst forsigtigt Baadføreren ud om den skønne, og paa hans listige Smil saa han straks, at Manden vidste Besked. Han vilde dog ikke ud med sin Viden, og først efter at Holst, der for ikke at vække Mistanke havde ladet Braun blive tilbage paa Rivaen ved disse Ture, havde forsikret ham om sin brændende Kærlighed til Damen, indvilgede Gondolièren mod en betydelig Drikkeskilling i at vise Holst Huset, der laa ved en lille Kanal ikke langt fra Arsenalet, og besørge en Billet til Damen om et Stævnemøde paa Marcuspladsen til en opgiven Tid.

Holst stod selv af Gondolen faa Huse fra det udpegede Sted og gik igennem Trappegangen til den bagved liggende Gyde for nøje at mærke sig Stedets Beliggenhed. Nu var han ganske sikker i denne Henseende, og nu gjaldt det kun om, at Stævnemødet kom i Stand, uden at den skønne mærkede Uraad.

III.

I Prokuratierne lige overfor Kampanilen traf Holst den skønne ubekendte. Hun var meget smuk, lille og væver, klædt I en stramtsiddende Rejsedragt, decent og beskeden at se til, med et Par vidunderlig smukke, brune Øjne og et sørgmodigt Smil. Da Holst traadte hen til hende med Hilsen og de Par Ord, han havde opgivet som en Art Løsen, slog hun Øjnene op mod ham, og der gik en let Rødmen over hendes Kinder. Det slog Holst, at hun mindst af alt lignede en fræk Eventyrerske med sit lidt trætte Ansigt og det tungsindige Blik; hun vakte en vis Medlidenhed hos ham, og han saa venligt paa hende. Hendes Blik hvilede ligesom prøvende paa ham, det var øjensynligt, at hun fandt Behag i den smukke, unge Mand, det var næsten, som om hendes Rolle faldt hende mere naturlig, og det varede ikke længe, inden Samtalen var godt i Gang. Holst fandt med Lethed Udtryk, skønt det ellers kneb lidt med Fransken, og Parret fulgtes ned over Piazettaen mod Rivaen i munter Samtale som gamle Bekendte.

Holst fortalte, at han hyppig havde set hende og følt sig dragen mod hendes Skønhed og Ynde, at han havde anvendt alt tænkeligt Arbejde paa at opspore hendes Adresse, at han havde erhvervet den gennem hendes Gondolière, og at han var lykkelig ved den Tillid, hun viste ham. Han fortalte ogsaa, at han var en dansk Officer, der tilbragte sin Orlov i Venedig med Studiet af det skønne, særlig Kunst, men tilføjede en fin lille Kompliment til sin Ledsagerinde.

Hun kaldte sig Jeannette Gorin, hun var fra Lyon, sagde hun, hendes Forældre var Købmandsfolk, for hvem det var gaaet tilbage, hun havde forladt sit Hjem med en Kunstner, der nu levede i Venedig, men hun følte sig meget ulykkelig i et fremmed Land. Hun havde kun vovet Mødet, fordi Holst havde skrevet saa varmt og smukt til hende, hun stolede paa hans Ridderlighed og haabede ikke, han misforstod, hvorfor hun var kommen.

Det var øjensynligt, at der ikke var et Ord sandt i det hele. Hendes Holdning vilde sikkert rette sig ganske efter Holsts Taktik, hun hørte til de Kvinder, der, efter at have betraadt usikre Veje, følger Strømmen. Overfor en Kyniker vilde hun have strøget Sørgmodigheden af sig og været den flagrende Sommerfugl, overfor en tung Idealist som Braun havde hun været en Art Gretchen, en noli me tangere, og overfor Holst lod det til, at hun vilde slaa ind paa samme Stil.

Holst var nysgerrig. Det gjaldt om at føre dette Eventyr til Ende, og det var jo muligt, at et rask Tag fra hans Side kunde fremskynde Begivenhederne. Men Raahed var hans Natur imod. Han følte sig for, og det lod virkelig til, at han havde gjort et vist Indtryk paa den unge Dame; dette besluttede han at forfølge, og han smilede stille for sig selv ved den Varme og Forelskelse, han lagde for Dagen. Han var den kolde Nordbo, der smeltede for den sydlandske skønnes Blik som Fjældets Sne for den straalende Sol, og da de efter en Times Spaseretur sad overfor hinanden i et separat Kabinet i en af Rivaens Restaurationer, knyttedes Traaden lidt efter lidt imellem dem. Jeannette blev rørt og talte om sit Barndomshjem, om sin gode Fader og Moder, og Holst anslog de samme Strenge.

»Har De elsket før?« spurgte Jeannette og saa paa ham med et halvtilsløret Blik.

Holst saa frejdig op og svarede: »Aldrig.«

Hun troede paa det og trykkede varmt hans Haand.

Han fortsatte.

»Ja, De vil vel ikke tro mig, men det er sandt, jeg har aldrig elsket før, og dog har jeg truffet mange Kvinder. Men vi Nordboer er barske og haarde som Klimaet i vort Land, hvor Isen dækker Fjordene, hvor Bjørnen bygger sit Hi i de store Granskove, og hvor Ulvene tuder paa Stepperne ved Vintertid.«

Hun saa skarpt paa ham.

»De er fra Danmark, sagde De?«

»Ja, fra Danmark højt imod Nord, hvor Kvinderne er blonde og kolde, som Sneen der dækker Sletter og Høje« — han rettede det til Bjerge, fordi han syntes, det klang fastere.

Jeannette smilede — saa saa hun ligesom forskende paa ham og sagde:

»Hvorfor fortæller De mig alt det om Bjørne og Ulve og Bjerge? Jeg véd meget vel, at Danmark er et veldyrket Land, hvor der hverken er Ulve eller Bjørne, hvor Bjergene ikke er stort højere end Husene her i Byen, og hvor Kvinderne hverken er blondere eller koldere i højere Grad end Kvinderne her. Ja, jeg véd mere end det, jeg véd, at København er en By, der ligner alle andre Fastlandets Byer, hvor Kvinderne er lige saa listige, Mændene lige saa dumme som overalt i denne Verden, og hvor Løsenet er: din Skaal, min Skaal, og alle smukke Pigers Skaal.«

Holst blev rød i Hovedet.

Jeannette fortsatte paa fortræffeligt Svensk: »Forresten vil jeg sige, at saafremt Hr. Løjtnantens Følelser for mig er lige saa ærlige og ægte som Hr. Løjtnantens Prat om Deres Fødeland, saa Tak for mig, lad os saa hellere være ærlige mod hinanden. Hvad vil De mig?«

Holst tog sig sammen og greb hendes Haand. »Frøken,« sagde han paa Dansk, »De tager fejl, mine Ord var beregnede paa en Sydens Datter, mine Følelser er de samme. Deres Skønhed har virkelig taget mig fangen — helt — og mine Hensigter er kun at være, hvor De er, at se Dem, tale med Dem, derfor er jeg dobbelt glad, nu da jeg véd, at De forstaar det Sprog, som jeg taler ærligt som mit Modersmaal. Men De har løjet for mig. De er ikke Jeannette Gorin, De er ikke fra Lyon, De er svensk. Jeg har sagt Dem mit Navn, Eigil Holst, Løjtnant fra København, De har intet at frygte ved at sige mig Deres.«

Jeannette saa et Øjeblik skarpt paa ham, lidt efter lidt blev hendes Blik mildere, hun ligesom kæmpede med sig selv — saa sagde hun saa træt med halvsagte Stemme:

»Hvad skal det tjene til — hjælpe mig kan De dog ikke.«

Holst greb hendes Haand.

»Kære Frøken, De siger, jeg ikke kan hjælpe Dem; hvor véd De det, er De alene her i et fremmed Land, langt borte fra Venner og Slægt, er De ulykkelig, maaske i en Uslings Vold — —«

Jeannette fo'r sammen.

»Hvad mener De?« spurgte hun skarpt.

Holst tog sig i det. »De sagde selv, De var gift med en Kunstner, ikke sandt. Er De ulykkelig? Jeg beundrer Dem, og jeg vil hjælpe Dem, om De vil stole paa mig.« Han havde rejst sig og bøjede sig over hende, han slog Armene om hendes Hals og kyssede hendes Øjne.

Hun fo'r sammen og saa op.

»Nej, nej, jeg vil ikke tro Dem, De er som alle de andre — I er alle ens — alle.«

Holst følte, at nu gjaldt det. Maaske kunde han føre sit Angreb igennem, men lykkedes det ikke, vilde hun sikkert glide bort mellem hans Hænder. Hun vilde næppe gaa saa vidt med ham som med Braun. Men røbede han, at han kendte hendes Forhold, var der Fare for, at hun helt vilde trække sig tilbage. Det var en ret usædvanlig Situation, men Angrebet maatte føres igennem. Holst tog hendes Hænder i sine og saa hende lige i Øjet med et fast, varmt Blik. »Lille Jeannette,« sagde han, »jeg kalder dig Jeannette, fordi du selv kalder dig saaledes, jeg véd ikke, hvem du er, men jeg véd, hvorledes du lever. Jeg kender den Mand, der raader over din Skæbne, der tvinger dig til det mest nedværdigende af alt — for hans Fordel at lyve og bedrage, at drive Spot med det skønneste og ædleste paa Jorden, med selve Kærligheden, og hykle Elskov for ham og for andre for at lønnes med onde Ord og Spot.

Dig kender jeg ikke, Jeannette, men jeg kender ham, og vil du, saa skal jeg føre dig frelst ud af de hæslige Kaar, hvori du lever, og befri dig for ham og hjælpe dig til at vinde bort fra hans Vold.«

Holst havde bøjet sig over hende og sluttede hende fast i sine Arme.

Pigebarnet saa op paa ham, forskræmt gennem Taarer og hviskede næppe hørligt: »Kender De Hugold?«

Det gik som Ild gennem Holst fra Isse til Fod; som en Staalfjer, der smækker, rejste han sig op, og medens Blodet brusede i hans Tindinger, ligesom hvislede han Ordene mellem sammenbidte Tænder, Hugold og Pigens Navn Gorin! Navnet fra Helsingør. Enten eller — tog han fejl, saa fik det springe; hvad angik det ham, hvem denne Kvinde var, men var det, som han følte, det kunde være, som det maatte være, saa havde hans Held fulgt ham, og han stod nu ved Maalet.

Det varede et Sekund — saa talte han.

»Jeg kender Hugold Sjöström, og ingen Mand i Verden kender ham bedre end jeg.«

Hans Blik hvilede paa hende saa søgende skarpt, at det ligesom borede sig i hende. Hun blev ligbleg, slog Armene om hans Hals og brast i en hulkende Graad, der rystede hendes Lemmer.

Holst blev iskold, det var som Feber, der pressede alt Blodet bort fra hans Hoved, han maatte gribe om Bordkanten for at staa fast.

Det varede kun et Sekund.

Saa løftede han den hulkende Kvinde op til sig, lagde hendes Hoved mod sin Skulder og strøg varsom Haaret bort fra hendes Pande. Det var, som om Annie med et var bleven levende, som om dette hulkende Pigebarn paa hans Knæ var den Annie, hvis Skæbne i Maaneder havde fyldt hans Liv, og uden at han vilde det, uden at han formaaede at forme Ordene, lød det fra hans Læber, hviskende mildt: »Lille Annie skal ikke græde — lille Annie skal ikke græde.«

Navnet ramte Pigebarnets Øre — hun rettede sig op og saa paa ham med et Blik, der rummede en saa dyb Forbavselse, at han strax følte, hvad det gjaldt, og samlede sig for at modstaa alt, hvad der kunde træde hindrende mellem ham og hans Hverv.

Nu laa Vejen aaben for ham.

»Annie,« hviskede Pigebarnet, »hvorfor siger De Annie — kendte De Annie — hvilken Annie?«

Holst bøjede sit Hoved mod hende, han kyssede hendes Pande, men i det samme slog hun Armene om hans Hals og pressede sine Læber mod hans i et varmt Kys, der sved.

»Frels mig,« hviskede hun, »om du elsker mig, som du siger, frels mig, om du kan.«

Det jog gennem Holsts Hoved, Vejen er én — denne Pige kan bringe ham i mine Hænder, han har mishandlet hende, nedværdiget hende; hun har elsket ham, elsker ham maaske endnu. Men Vejen er én — kun én — jeg maa gribe til.

Og Holst greb til. Han talte ikke til hende om Sjöström og Annie eller spurgte, hvad hun hed, eller hvem hun var; han tog hende i sine Arme og hviskede de ømmeste, varmeste Ord i hendes Øre, fandt Vejen, der aabnede hendes Mund, og lukkede den straks med sine Kys. Det var som en Rus, hvor han dog ikke et Sekund slap sit Maal af Sigte, medens det bløde, svenske Sprog lød i hans Øren.

For første Gang i sin lange Tjenestetid brød Eigil Holst ud fra den Vej, han trolig havde fulgt. Han var 26 Aar, alene i et fremmed Land og stod paa Vejen, der førte til Maalet.

IV.

Holst og Jeannette mødtes til Frokost i den samme Restauration, hvor de havde tilbragt Aftenen forud, og her begyndte Alvoren i Form af Planer for Bruddet; Jeannettes Opfindsomhed, naar det gjaldt om at skuffe Mænd, var næsten ubegrænset.

Ganske vist, helt let var det ikke, men hun var taalmodig nok til at gaa gradvis frem, og Holst bestyrkede hende deri, for ham gjaldt det netop om at vinde Tid. Han vilde først vinde Jeannettes Fortrolighed fuldt, og det faldt ham saa meget lettere, som den smaa tydelig nok var meget forelsket, og han kunde berolige sig med, at hans Rolle slet ikke var vanskelig, i hvert Fald i Øjeblikket. Han skulde blot ikke støde hende fra sig, saa vilde det hele til et vist Punkt gaa lindt og glat.

Resten maatte Tiden bringe.

Jeannette fortalte om sig selv. Hun var 20 Aar, sagde hun, det betød vel lidt mere, skønt farlig meget forkert var det ikke. Hendes Fader havde været Sergent ved et skaansk Dragonregiment, men senere taget Tjeneste som Staldopsynsmand hos en stor skaansk Godsejer, en Greve af gammel Slægt. Da denne havde taget Ophold i Paris, var Ljunggren, saaledes hed Faderen, fulgt med og havde med Kone og Børn tilbragt otte Aar i Frankrig. Der havde Jeannette lært sit Fransk, og det talte hun godt nok. Seksten Aar gammel var hun bleven den unge Greves Elskerinde, og da hendes Fader døde, og Moderen rejste tilbage til Sverrig, blev Hjemmet opløst, og Jeannette kom ud i Verden.

Hvad hun saa mere fortalte om sin Skæbne var vel næppe helt sandt og ikke heller af stor Interesse. I Paris havde hun truffet Sjöström, der levede der med Annie, som han kaldte sin Hustru. Men om disse to var hun tavs. Holst vilde gerne spørge, men han maatte gaa forsigtig til Værks, og han lod sig paa intet Punkt mærke med, at han nærede Interesse for Parret.

Under Frokosten mindedes Jeannette, at han den foregaaende Aften havde kaldt hende Annie, og spurgte ham, hvad han havde ment med det.

Holst undveg.

Jeannette saa op paa ham og spurgte: »Hvad vil du saa med mig?«

»Hjælpe dig,« sagde Holst, »om du er ulykkelig, som du sagde i Gaar.«

Jeannette sukkede: »Der er vel ikke stort at gøre for mig, jeg har været saaledes omtumlet i de faa Aar, at jeg vel aldrig finder rolige Forhold. Det vil vi slet ikke tænke paa, men bare holde af hinanden, for du vil jo nok holde af mig — ikke sandt?«

Det vilde Holst jo nok — men praktisk set var det slet ikke saa let at arrangere. Jeannette var vistnok en Del forvænt, og Holsts Midler var ikke rigelige. Paa den anden Side generede det ham at tale om dette, og han vidste heller ikke rigtig, hvorledes han skulde gribe Sagen an. Fortælle hende om Braun vilde han ikke, det var ham imod at saare hende, hun var saa nydelig og kvidrede som en Smaafugl i Solskin. Det var jo desuden Sjöström, der havde Ansvaret, og med alt, hvad der angik ham, maatte Holst være meget forsigtig.

»Sig mig en Gang,« sagde han, »vil du vende tilbage til ham, vi talte om?«

»Er du allerede ked af mig?« spurgte hun med et hastigt Blik paa ham.

»Vist ikke nej, men her kan vi dog ikke blive, og bor du ikke hos ham?«

Jeannette rødmede. »Jo, men hvis du vil, vil jeg gerne forlade ham. Jeg hader ham — hader ham,« og hun knyttede sine Hænder.

»Har du altid hadet ham?« spurgte Holst og saa alvorligt paa hende.

»Jeg har aldrig holdt af ham, aldrig. Det var Annie, jeg holdt af, men han var ond mod Annie, og jeg — jeg stod uden noget i Verden, saa da Annie rejste, maatte jeg følge ham. Det vilde han have.«

»Hvornaar var det?« spurgte Holst.

»Nu i Vinter,« svarede hun, »jeg fulgte med dem til København, Annie var gode Venner med en meget rig, ung Mand, der gjorde forfærdelig meget af hende. Annie brød sig ikke om ham, men hun vilde giftes med ham.«

Hun greb sig i det. »Men her sidder jeg og taler om Annie, du kender hende jo slet ikke.«

»Aa jo,« sagde Holst, »lidt — Annie Cederlund — ikke sandt?«

»Jo — saa du kender hende — var hun ikke dejlig, og saa god var hun imod mig fra den første Dag, vi mødtes. Gud maa vide, hvor hun er! Jeg forlod dem i Helsingør. Sjöström fulgte hende, men kom alene tilbage til København. Hun er vel bleven gift med sin Ven, men hun har aldrig skrevet til mig — og det, synes jeg, var ikke smukt af hende, for hun lovede det dog; hun sagde, hun vilde tænke paa mig. — Jeg ventede paa Brev, og saa var det, Sjöström vilde, vi skulde rejse til Nizza. Der spillede han en Masse Penge op, som han havde faaet af Annie, og saa var det, han førte mig til Venedig, til dette forfærdelige Liv!«

»Hvilket?« spurgte Holst.

Jeannette rejste sig og gik hen til ham og lagde Armen om hans Hals.

»Vil du tage mig med — vil du ikke — jeg er saa grænseløs ulykkelig.« Hun brast i Graad.

Holst klappede hendes Kind og sagde venligt: »Fortæl mig det altsammen — du kan godt sige alt til mig.«

»Ikke nu — ikke nu — men siden,« hviskede hun. »Du skal faa alt at vide, hvis du vil være god imod mig. Det vil du nok, ikke sandt, Eigil, du er saa god og saa ærlig. Og jeg er saa forfærdelig ulykkelig.«

»Vil du forlade ham?« spurgte Holst.

Jeannette nikkede. »Straks, om jeg blot kan, men han gør mig Fortræd.«

Holst smilede. »Du kan stole paa mig, Jeannette.«

Jeannette saa forskrækket op. »Nej, du maa ikke, du véd ikke, hvor ond han kan være — du maa ikke gaa til ham.«

Holst smilede. »Du skal ikke være bange. Jeg har et Bud til ham fra hans Broder, som er en brav og hæderlig Mand. Det aller fornuftigste er, at jeg gaar til ham ganske rolig og bringer ham det Bud. Saa skal du se, naar jeg først faar talt med ham, kunde det være, der var et eller andet, som jeg kunde fortælle ham, der vilde gøre et vist Indtryk paa ham.«

Jeannette saa uforstaaende op. »Kender du ham da?«

»Ikke personligt, men lidt véd jeg om ham. Det bliver nok det bedste at tage det ganske roligt. Nu maa vi skilles. Jeg har noget at besørge.«

Jeannette greb hans Haand. »Du vil da ikke forlade mig. Eigil, du maa ikke forlade mig. Det er den eneste Redning, jeg har. Hører du, du maa blive hos mig.«

Hun trykkede sig ind til ham og lagde Armen om hans Hals, medens hendes Øjne duggedes af Taarer. Det skar Holst i Hjertet, han gjorde sig lempelig fri. De stod ved Vinduet, det var paa første Sal, Livet begyndte at røre sig paa Rivaen, det var langt op ad Formiddagen.

Pludselig greb Jeannette om hans Arm med et let Skrig og pegede ned mod Gaden. »Se,« sagde hun, »se, det er Annies Ven, der gaar der, de tre Herrer der, han den unge til venstre. Saa maa Annie være her.«

Holst bøjede sig frem og saa i den Retning, hvori hun pegede. Midt paa Gaden kom tre Herrer i Samtale; der gik en let Bevægelse gennem ham, han trak sig uvilkaarlig tilbage. De tre Herrer var Ritmester Ankerkrone, Kurk og den unge Løjtnant Claes Ankerkrone. Faa Skridt bag dem gik Herredsfogden og ved hans Side Ulla i Følge med en lille, lidt skævrygget Dame, Claes' Hustru, skønnede Holst, han havde ikke set hende før. Blodet fo'r Holst til Hovedet. — De var altsaa i Venedig — alle. Han bed Tænderne sammen. Nu gjaldt det at være paa Post.

Jeannette blev opmærksom paa hans Bevægelse. »Kender du dem?« spurgte hun.

Holst nikkede: »Ja, jeg kender dem.«

Jeannette saa skarpt paa ham.

»Hvem?«

»Alle,« sagde Holst, »men jeg skal fortælte dig mere herom senere. Jeg maa gaa nu. Og du, Jeannette, maa gaa hjem, der, hvor I bor. Endnu i Dag skal jeg opsøge Sjöström, men du skal ikke fortælle ham, at jeg kommer.«

Jeannette var tavs — hun stolede ikke rigtig paa Holst, hun syntes, hans Væsen var saa forandret.

»Sig mig, hvor du bor?«

Holst nævnede sit Hotel.

»Alene?« spurgte Jeannette.

»Jeg bor sammen med en ung Tysker, der hedder Dr. Braun, en meget net ung Mand, som jeg har truffet paa Rejsen.«

Jeannette blev blodrød, Holst lod som intet, men iagttog hende skarpt.

Jeannette tav. Saa aftalte de at mødes i hendes Hjem den samme Eftermiddag, og Jeannette forlod Hotellet først; hun var lidt nervøs, men Holst lovede hende at holde Ord, og hun tog Afsked med ham med stor Varme.

Holst smilede, da Kelneren forelagde ham Regningen med mange Buk for Excellencaen. Det var ubetinget et Par af de særeste Poster, han nogensinde havde ført i Regning under sin Virksomhed som Politimand, men det var sikkert ogsaa den ejendommeligste Oplevelse, han nogensinde havde mødt.

Det var nemlig aldeles givet, at hvis han om Aftenen havde trukket sig diskret tilbage, vilde hans nye Veninde med fuld uangribelig Ret have tvivlet paa hans Kærlighed. Han vidste, hvem hun var, et Pigebarn, der havde talt Elskere i Snesetal, hans Magt over hende bestod kun i den Kærlighed, han havde hyklet for hende ved deres Møde og senere, da han lærte hendes Skæbne at kende. Traadte han tilbage, vilde hun lynsnart gennemskue ham, hendes saarede Forfængelighed vilde vækkes, hun vilde blive hans Fjende, og Vildtet, han jagede, vilde glide bort fra hans Haand.

Han havde intet fortalt om Annie, men hendes Navn var nævnet mellem dem. Jeannette — hun kaldte sig vedblivende Jeannette, skønt hendes Døbenavn var Johanne — vilde skynde sig til sin Elsker og vare ham mod en Fare. Et Ord fra hende om Annie vilde være nok. Holst anede endnu ikke, hvor Sjöström var at finde. Han maatte tilstaa for sig selv, at det, han havde gjort, var det ene rigtige — taktisk set.

Men om han skulde skamme sig ved det eller ikke — ja — det var sin Sag. Han maatte ærlig tilstaa, at han følte ingen Skam — blot en vis Nervøsitet, hvorvel han fuldt ud indsaa, at overfor en saa erfaren Kvinde som Jeannette vilde hans Rolle ikke blive saa vanskelig, som hvis han havde staaet overfor en mere ufordærvet Kvinde.

Han skyndte sig tilbage til Hotel Bauer Grünewald og traf Dr. Braun, der var meget spændt paa Udfaldet af Expeditionen.

Holst trak paa Skuldrene — »Mislykket,« sagde han, »Donnaen udeblev, og jeg tilbragte Aftenen sammen med nogle Landsmænd, jeg mødte i Gaar i Akademia.«

Braun tvivlede — men Holst gav ham ikke yderligere Svar, han havde travlt. Det gjaldt om at træffe de fornødne Foranstaltninger med Hensyn til Sjöström.

V.

Holst besøgte gerne Akademiet, han nærede en varm Interesse for Malerkunst og glædede sig ved den sjældne Samling af Norditaliens Mesterværker: Tizian, Paolo Veronese, Tintoretto i Forbindelse med en stor Samling ægte gamle Hollændere af dem, der søgte til Italiens Mestere, men efterlod Rækker af deres hjemlige Sujetter. Det var vel tvivlsomt, om Fremtiden vilde byde ham Lejlighed til at se saadant igen, og han benyttede derfor sin Tid vel. Ved sin Henvendelse paa Politiets Centralkontor havde han ikke truffet Chefen hjemme. Han besluttede derfor at fordrive Ventetiden med et Besøg i Akademiet. Han havde maaske ogsaa en anden Tanke dermed.

Ustandselig, som en bølgende Strøm, gled der fremmede Ansigter forbi ham, Ansigter, han havde set paa Hotellet, paa Pladsen og Rivaen og paa Udflugterne til Lidoen, men stadig skiftende; en enkelt Landsmand, som han kendte fra København, men som han ikke skøttede om at træffe, saa vel befandt han sig fjernt fra alt kendt og tilvant. Som han stod foran Tizians berømte Mariæ Tempelgang og glædede sig over de herlige Detailler ved Trappens Fod, hørte han pludselig bag sig en stærk Stemme paa bredt Dansk: »Der har vi saa Herren hjælpe mig den berømte Maria af Tizian, saadan ser hun altsaa ud.«

Holst vendte sig rask og stod Ansigt til Ansigt med Herredsfogden fra Nordsjælland. Der var ikke andre i Salen end de to og en ung Dame, der netop vendte Ryggen til og betragtede et lille Billede, der hang paa den modsatte Væg.

Herredsfogden kastede et hurtigt Blik paa Holst, saa fortsatte han i samme Tone uden Overgang: »— og der har vi saa Herren hjælpe mig Løjtnant Holst af Hovedstadens Vægterkorps, saadan ser han altsaa ud i det fremmede.«

Den unge Dame vendte sig rask — det var Ulla Ankerkrone.

Hun rødmede, slet ikke let, og Holst følte, hvor Blodet skød sig op i hans Kinder, uden at han kunde hindre det. Det varede et Par Sekunder. Saa hilste de unge venligt paa hinanden, og Samtalen gik, som den skulde og maatte. Herredsfogden var paa Rejse en fortræffelig Biedermann, der strøg alt sit lidt sære Ungkarlevæsen af sig. Han fortalte om den pludselig fattede Rejseplan og Opholdet i Tyrol og det Behag, han fandt i Rejsen og det fortræffelige Rejseselskab.

Særlig holdt han af Frk. Ulla, der viste ham disse hundrede smaa Opmærksomheder, som en gammel Pebersvend modtager med Smil og let Spot, men dog ikke uden stort indre Velbehag, naar de hidrører fra en ung, smuk Pige. Ulla havde sat sig for at vise »Herredshøvdingen« Verden, som den var skønnest, og Herredshøvdingen saa paa Verden og paa Ulla og fandt dem begge skønne.

Hans Glæde ved at træffe Holst var oprigtig. Ullas Glæde var mindre oprigtig, forsaavidt som hun af og til søgte at skjule den uden rigtigt Held. Derimod glædede hun sig aabenbart stærkt paa sin »Pappa«s Vegne, og denne Glæde fik saa meget stærkere Ordlyd, som hendes egen følte sig forpligtet til at være tavs.

Det var en yndig Pige, syntes Holst, og hun var bleven smukkere endnu siden sidst. Han følte ligesom et Stik i Hjærtet ved Tanken om Gaarsdagens Eventyr — det pinte ham.

Ritmesteren boede i Hotel Victoria paa Rivaen; han holdt sig hjemme, da han ikke var helt rask, og en gammel Ven af ham, som ledsagede ham paa Rejsen, holdt ham med Selskab. De var alle lige ankomne, og som Herredsfogden smilende sagde:

»Nu turer den unge Frøken rundt med mig stakkels gamle Mand pr. Damper og Gondol som et Stykke Rejsegods.« Om alvorlige Forretninger talte de slet ikke; Herredsfogden havde Orlov, og han var lige saa samvittighedsfuld med sin Orlov som med sin Tjeneste.

Holst slog Følge med Herredsfogden og Ulla, og de gennemgik Akademiet nøje. Holst var jo kendt der, og den unge Dames Øjne hvilede med Undren paa ham, naar han gjorde Rede for de forskellige Kunstnere og Kunstværker. Herredsfogden indbød ham til Middag, men Holst maatte beklage ikke at kunne modtage Indbydelsen; ved Tanken om det aftalte Møde med Jeannette rødmede han let, det faldt ham egentlig svært at føre sit Forehavende igennem, nu da han vidste, at en vis ung Dame, som han satte megen Pris paa, befandt sig i Byen, og han kunde have tilbragt Dagen i hendes Selskab.

De fulgtes ad til Rivaen; ved Hotellet tog Holst Afsked med Ulla, idet han lovede at aflægge en Visit hos Ankerkrones, dog bad han Herredsfogden unde ham en kort Samtale om vigtige Ting, Herredsfogden gjorde det — men kun ugerne.

Ulla var glad ved Mødet, hun tænkte tiere paa Holst, end hun vilde være ved, og hun kedede sig ikke saa lidt i de gamle Herrers Selskab. Herredsfogden var jo nok en charmant Mand og Kaptajn Kurk — Farbror Holger en fortræffelig Farbror, men — — — kort sagt, det var svært rart, at Holst var i Venedig. Hvad han vilde der, anede hun ikke, men hun gjorde sig heller ikke nogen Tanke derom.

Herredsfogden og Holst fulgtes til Hotellets Læsestue. Holst besluttede at sige Herredsfogden saa meget, som han ansaa for ret og rigtigt. Sit Eventyr fortav han ganske, men meddelte, at han om faa Timer vilde staa Ansigt til Ansigt med Morderen, og at Sagen saa vilde træde ind i et nyt Spor, der vilde nødvendiggøre Herredsfogdens Hjemrejse. Herredsfogden vilde næppe tro sine egne Øren, han sprang op og lagde Hænderne paa Holsts Skuldre.

»Tror De det, Mand, det er jo et Eventyr.«

Holst bøjede Hovedet: »Ja, det er et Eventyr og dog ganske naturligt. Manden er en Slyngel at reneste Vand, en Spiller og Usling, der ernærer sig her paa den gemeneste Maade. Pengene, som hans Forbrydelse har indbragt ham, har han spillet bort, han ejer intet mere; men han er sikkert en desperat Natur, saa før jeg har ham, vil jeg ikke være rolig.«

»Har De sikret Dem det lokale Politis Bistand?« spurgte Herredsfogden.

»Endnu ikke,« sagde Holst, »som Herredsfogden véd, har jeg i denne Sag udelukkende stolet paa mig selv.«

»Ja, men nu staar De ved Maalet, nu maa De skam være forsigtig. Det gælder om at gribe til, Arrestordren har vi jo — i Deres Sted vilde jeg hurtigst muligt bringe Fyren i Sikkerhed. Ja, jeg er her jo kun en gammel Mand paa Lystrejse. Men det er mit Raad til Dem. Faar De først Fyren i Bur, saa kan vi tale om Resten.«

Holst tav et Par Sekunder. Han var ikke ganske sikker paa, om han skulde tale til Herredsfogden om den Forbindelse, der var mellem den myrdede og den Ankerkroneske Familie. Maaske vilde det være det rigtigste, men paa den anden Side vilde han ugerne blande den gamle Herredsfoged ind i Sagen, før det var nødvendigt. Han besluttede at tie og svarede i en let Tone: »Hr. Herredsfoged, jeg tror, det er rigtigst at gaa meget forsigtigt til Værks. Vi har her med en Eventyrer at gøre, som let kan volde os stor Ulejlighed, og jeg tror, det sikreste vil være at arrestere ham for Falsk og lade Mordsagen hvile. Jeg er bange for, at hvis vi spiller vor Trumf ud straks, vil han blive vanskelig at overbevise, og de ledsagende Omstændigheder er jo endnu særdeles slet oplyste. Det kan jo endelig være, at han ikke er Morderen.«

»Hvem skulde det da være?« spurgte Herredsfogden lidt betuttet.

»Jeg tror selvfølgelig, det er ham; men Falskneriet er aabenbart. Det lader sig næppe nægte, og hvis Herredsfogden ikke har noget imod det, vilde jeg gerne helt bortse fra Mordet ogsaa for Avisernes Skyld. Jeg har ordnet dette med Autoriteterne hjemme, men vil selvfølgelig ikke handle uden Herredsfogdens Billigelse. Det er jo Herredsfogden, der skal lede Undersøgelsen.«

»De er en flink ung Mand, Holst, og dette skal jeg aldrig glemme Dem. Jeg havde aldrig tænkt, at jeg skulde komme til at administrere mit Embede i en vigtig Sag — en Mordsag — paa Riva dei Schiavoni i Venedig. Men ligemeget, gør som De vil, men vær forsigtig og lad Dem ikke overliste. Vil De have Frokost med?«

Holst undskyldte sig og tog kort efter Afsked, idet han lovede at komme til Middag Kl. 6 paa Hotellet. Han besørgede det fornødne i Municipiet og fik et Par Detektiver til Assistance, der til den givne Tid skulde være paa det opgivne Sted. Arrestordren lød paa Sigtelse for Falsk og Bedrageri — om Mordet talte han ikke.

VI.

Klokken tre paa Slaget førte en Gondol Holst til Huset, hvor Sjöström boede. Han var fuldkommen rolig, dog havde han anset det for nødvendigt at bevæbne sig med en let Lommerevolver, som han aldrig før havde benyttet i Tjenesten, men som han forstod at bruge med stor Sikkerhed, fortræffelig Skytte som han var. Han sendte Gondolièren bort og gik rask op ad Trappen til første Sal, hvor Jeannette havde sagt ham, at Lejligheden laa. Paa Døren stod: Montuori, Agenzia. Han ringede paa, og en rynket Kælling viste sig; hun aabnede forsigtigt og spurgte om hans Navn og Ærinde. Holst talte daarlig Italiensk, men han kunde gøre sig forstaaelig og bad om at maatte tale med den svenske Herre. Konen lod uforstaaende, saa rakte han hende det Kort, hvorpaa Staldmesteren havde skrevet en Hilsen. Hun lukkede Døren og fjernede sig.

Holst maatte vente nogle Minutter, saa aabnedes Døren, og Konen førte ham ind. Medens han ventede, hørte han Skridt paa Trappen og en let Fløjten, der var Signalet til, at hans italienske Kolleger ventede paa et Tegn. Det var en Aftale, at Holst skulde løsne et Skud mod et Vindue i Lejligheden, saafremt der maatte blive Brug for Hjælp; men han havde ønsket, at det hele skulde gaa fredeligt til for at vække saa lidt Opmærksomhed som muligt. Han traadte hurtig ind og fulgte Konen ad en mørk, snæver Entré til et Værelse, der vendte ud mod Kanalen.

Det var tarveligt møbleret, mere som en Art Kontor; der stod et Par Pulte, der kunde tyde paa Sagførervirksomhed eller lignende. Værelset var ret lyst og rummelig. Holst hørte Stemmer i Naboværelset; de talte Svensk. Det var to Herrestemmer, den ene stærk og grov, den anden lysere. En Damestemme var øjensynlig Jeannettes. Han var altsaa ikke alene.

Døren gik op, og Sjöström traadte ind.

Holst bukkede og kastede et hurtigt Blik paa sin Modstander. Sjöström var tre Alen høj, meget stærkt bygget; hans Ansigt var rødligt, hans Skæg stærkt og lyst, han lignede en Feltsoldat, kun var Øjnene posede og røde, Haaret tyndt ved Tindingerne og Ansigtet furet af mange Rynker. Han havde været en prægtig Soldat, kunde man se, men hans Blik var uroligt, og der var udbredt noget nervøst over hans Holdning, der prægede ham som Eventyreren, den usikre Mand.

Han bukkede lidt stift for Holst og bad ham tage Plads.

Holst tog en Stol og satte sig mageligt til Sæde, idet han stillede sin Hat fra sig paa et Bord.

»Hvad skylder jeg Æren af Deres Besøg, Hr. Løjtnant?« spurgte Sjöström med en let Bøjning.

»Deres Broder, Staldmester Bror Sjöström, som De vil se paa det Kort, jeg gav Deres Tyende, har bedt mig opsøge Dem for at overbringe Dem en Hilsen,« sagde Holst venligt. »Jeg har den Ære at kende Deres Broder ret godt, og jeg vilde ikke undlade at opfylde hans Ønske.«

»Ja saa —« kom det fra Sjöström.

Holst satte sig magelig til Rette som en, der har god Tid.

»Deres Broder var meget bekymret, fordi han ingen Underretning havde faaet fra Dem udover tilfældige Meddelelser fra Landsmænd, der havde truffet Dem i Nizza. Han var rent ud sagt bange for, at der skulde være hændet Dem noget ubehageligt. De véd, Rygterne flyver saa hastigt. Saa lovede jeg at se at træffe Dem og erfare noget nærmere.«

»Ja saa —« Sjöström lod ikke til at være meget indladende; det var øjensynligt, at hans Tanker var i den anden Stue, hvor Samtalen syntes ganske at være gaaet i Staa. Holst lod sig ikke forstyrre af Sjöströms Holdning, han fortsatte i samme venlige Tone:

»Særlig har det foruroliget Deres Broder, at De ikke i Marts dette Aar, da De var i Helsingborg, har opsøgt ham.«

»Hvor véd De, jeg var i Helsingborg?« busede Sjöström ud.

»Aa, Sverig er ikke saa stort — Skaane mener jeg. Saa er der desuden en vis Hr. Karlkvist fra Christiansstad, der rent ud sagt har generet Deres Broder en Del.«

»Karlkvisten —«. Sjöströms Øjne blinkede, saa rettede han dem skarpt paa Holst.

»Jeg beder Dem tale tydeligere, Hr. Løjtnant, hvad vil De mig?«

»Jeg har jo sagt Dem mit Ærinde,« sagde Holst i samme sagtmodige Tone. »Deres Broder har paalagt mig at opsøge Dem. Han tænkte sig, at De var i Forlegenhed, og at De mulig kunde trænge til Penge — ja, undskyld, at jeg taler saa indiskret, men Deres Broder er min Ven. Altsaa rent ud: hvis De følger mig til den østrigske Bank, vil jeg kunne lade Dem udbetale et Beløb efter Deres Broders Ønske.«

»Jeg trænger ikke til Penge,« sagde Sjöström skarpt; saa lod han, som om han betænkte sig. »Desuden er det jo ikke nødvendigt, at jeg følger med. En Check kan vel gøre det.«

Holst smilede elskværdigt. »Deres Broder har, for at sikre sig mod alle Tilfælde, ønsket, at Pengene skulde udbetales i min Nærværelse.« Han saa meget skarpt paa Sjöström. »For alle Tilfældes Skyld.«

Sjöström blev urolig. Han tog sit Parti og rejste sig hurtig.

»Hr. Løjtnanten maa undskylde mig, jeg har Gæster, jeg kender ikke Hr. Løjtnanten og takker for Hilsenen fra min Broder. Jeg trænger ikke til Penge — aldeles ikke. Ja, det gør mig ondt at maatte være uhøflig mod en fremmed — en Ven af min Broder; men, som sagt, jeg har daarlig Tid. Jeg kan maaske hilse paa Hr. Løjtnanten, der hvor Hr. Løjtnanten bor, i Øjeblikket er det mig umuligt at tale længere med Dem.«

Holst blev rolig siddende.

Sjöström stod foran ham og betragtede ham med slet undertrykt Arrigskab; hans Blik flakkede uroligt, og han skottede af og til mod Døren.

»Ja, saa Hr. Sjöström trænger ikke til Penge,« fortsatte Holst i en let drillende Tone; han havde fattet sin Beslutning, da det mislykkedes at lokke Sjöström ud at Huset. Vennen derinde maatte øjensynlig være en Guldfugl, der lovede Sjöström god Gevinst. Der var altsaa ikke andet for at gøre end at skride til Anholdelse. Men paa den anden Side vilde Holst nødig slaa Alarm, medens en fremmed var i Huset; han maatte gribe til og se at faa det hele til at gaa i Rolighed.

»Ja, saa Hr. Sjöström trænger ikke til Penge,« gentog han, »da troede jeg ellers, de niti Tusind Kroner, Hr. Sjöström hentede i Helsingborg i Marts Maaned, havde faaet Ben at gaa paa i Nizza.«

Sjöström blegnede og greb om Ryggen af Stolen. Holst fortsatte:

»Men de er maaske endnu i Behold?«

»Hvem er De?« spurgte Sjöström, »hvor tør De vove at trænge ind i mit Hus og blande Dem i mine Sager? Vil De gaa?«

»Nej,« sagde Holst, »det vil sige: hvis De vil følge mig, Hr. Sjöström.«

»Dem —«

»Ja, mig. Jeg har et Ærinde foruden den Hilsen, De ikke lod til at sætte Pris paa, og det Tilbud, De ikke ønskede at modtage. Det staar i Forbindelse med Deres Afregning med Hr. Karlkvist og Enskilda Banken i Skaane. De har vist hævet for meget, Hr. Sjöström. Det mener i hvert Fald Banken, og den har overdraget mig at ordne dette Mellemværende med Dem.«

Sjöström var bleven bleg, men fuldkommen behersket svarede han:

»Hr. Løjtnant, jeg forstaar Dem ikke, og jeg afbryder denne Samtale. De kan gaa.« Han trak sig tilbage mod Døren. Holst rejste sig rolig og saa paa ham med et fast Blik.

»Det gør mig ondt, Hr. Sjöström, at maatte være ubehagelig mod Dem, men det er min Pligt at meddele Dem, at i det Øjeblik, De træder et Skridt nærmere til den Dør, vil der lyde et Skud, der vil have til Følge, at her bliver lidt Oprør i Huset, som vil kunne undgaas, i Fald De godvilligt vil følge mig.«

Sjöström stod et Øjeblik som en Tiger i Spring, saa samlede han sig og sprang lynsnart frem mod Holst, der nøje havde vogtet paa enhver af hans Bevægelser og med en hastig Bevægelse greb Stolen, slyngede den mod ham, saa han standsede i Springet og med et stærkt Brag faldt ned mod Gulvet faa Skridt fra Holst.

Døren til Naboværelset gik op, og Jeannette viste sig i Døren — ligbleg. Bag hende traadte en ung Mand frem og ilede mod Holst for at komme Husets Herre til Hjælp; Jeannette søgte at holde ham tilbage. Sjöström var rullet rundt og søgte at komme fri af Stolen. Holst stod rolig foran Døren til Entreen; Revolveren blinkede i hans Haand. Da hans Øje faldt paa den unge Mand, sænkede han den uvilkaarligt. Det var Claes Ankerkrone.

Den unge Svensker blev staaende paa Tærskelen i dyb Forbavselse.

»Detektiven — Papas Detektiv — hvad i alle gode Magters Navn er det, De stiller an med Hugold Sjöström?«

Jeannettes Blik hvilede paa Holst; ved Ordet Detektiv for hun sammen og blev staaende uden at røre sig. Sjöström havde rejst sig, han stod bøjet, støttet til Stolen, hvis Sæde var brudt af. Holst talte først:

»Hr. Sjöström,« sagde han, »jeg vilde have undgaaet enhver Scene i denne Dames og den unge Herres Nærværelse. Det er Deres Skyld, at den ikke er undgaaet. Hr. Ankerkrone kender mig og min Stilling. Det er min Ordre at anholde Dem, og jeg erklærer Dem for anholdt. De vil behage at følge mig.«

Sjöström løftede Stolen for at slaa, men Claes Ankerkrone sprang imellem. »Ingen Dumheder, Hugold — lad mig, jeg kender Herren.«

Sjöström sænkede Stolen. Claes vendte sig mod Holst og sagde i en kold, let overlegen Tone:

»Løjtnant Sjöström er min Ven; jeg tør maaske spørge, med hvilken Ret en dansk Detektiv tør anholde en svensk Undersaat paa international Grund?«

»Hr. Ankerkrone,« svarede Holst rolig. »De gør rettest i foreløbig at holde Dem udenfor denne Sag. Jeg handler paa mit Ansvar og efter Ordre.«

»Det er Uret, og det taaler vi ikke,« udbrød Ankerkrone hæftigt. »Jeg svarer for Hugold.«

Holst smilede. »Det kunde hænde, det blev sværere, end De tror, Hr. Løjtnant.«

»En Mand har i hvert Fald Ret til at kræve at vide, hvorfor han arresteres.«

»Falsk og Bedrageri, har jeg tilladt mig at sige.«

»Hvormeget?« spurte Ankerkrone.

»En Bagatel,« sagde Holst med et Smil, »nogle Tusind Kroner.«

»Dem skal jeg skaffe,« faldt Claes ind.

»Otteti Tusind Kroner — det er da ellers Penge.«

»Betyder intet — blot jeg faar Tid, skal Sagen blive bragt i Orden; mindre kan vel gøre det.«

Sjöström stod ubevægelig; han følte, at Holsts Øjne hvilede paa ham.

»Vil Fruen være saa venlig at lukke op,« sagde Holst med et fast Blik paa Jeannette, »der staar to Herrer udenfor Døren, som ønsker at komme ind.«

Jeannette tøvede.

»Alt vil bero paa, om Fruen vil eller ej — vil Fruen ikke, saa faar De tage Følgerne.«

Jeannette saa fast paa Holst med et Blink i Øjet, der spurgte — han bøjede Hovedet, og som et Lyn var hun ude af Døren.

Inden Sjöström fik samlet sig igen, blev Entrédøren revet op, og de to italienske Politimænd traadte ind i Stuen. Ankerkrone protesterede, men Holst traadte imellem og lagde sin Haand paa hans Arm.

»De bør af Hensyn til Deres Fader betænke, hvad De gør, Løjtnant Ankerkrone,« sagde han.

Sjöström søgte at gøre sig fri for de to Italienere, der stod hver paa sin Side af ham, men en kort Smækken af Staal forraadte, at Haandjernene var lagt om hans Haandled. Aarerne svulmede i hans Pande, han gjorde en krampagtig Bevægelse for at slippe løs, men sank udmattet ned paa en Stol. Ankerkrone stod tavs, medens hans Kinder farvedes af Harme. »Dette er en Slyngelstreg,« sagde han paa Svensk. »Jeg gaar til Konsulen.«

Holst vendte sig rolig mod ham. »Hvis De vil høre mit Raad, Hr. Løjtnant, saa gaa først til Deres Fader; jeg giver Dem mit Æresord paa, at denne Affære er alvorligere, end De tror.« Han bøjede sig henimod ham og hviskede: »Annie —.«

Claes Ankerkrone blev bleg. Sjöström rejste sig og sagde til ham i en dæmpet Tone: »Gør hvad Du kan for mig, Claes, og for hende dér med.«

Saa kastede den ene af Betjentene en Kappe om ham og førte ham bort. Ankerkrone blev staaende ubesluttet paa Tærskelen til Dagligstuen. Jeannette stod lænet mod en Pult med forstenede Ansigtstræk, og den gamle Kone viste sig i Døren med alle Tegn paa Forfærdelse.

Holst vendte sig mod Ankerkrone: »Hr. Løjtnanten kan rolig overlade mig at besørge alt. De bør gaa, jeg skal senere forklare det fornødne.«

Ankerkrone løftede trodsig Hovedet. »Jeg har lovet Sjöström at sørge for den unge Dame.«

»Det er ikke nødvendigt, Hr. Løjtnant, det Ansvar paatager jeg mig, ikke sandt, Frue?«

Jeannette bøjede Hovedet svagt. Ankerkrone vilde protestere, men Holst vendte sig mod ham og sagde bestemt: »Hvad der er passeret vil vise Dem, at jeg har Myndigheden; jeg agter at bruge den og beder Dem for sidste Gang alvorligt: Gaa!«

Løjtnanten traadte et Skridt tilbage, paa et Tegn fra Jeannette bragte Konen hans Hat og Stok, og med en let Bøjning for Jeannette forlod han Værelset med en næsten umærkelig Hilsen til Holst. Da Døren slog i efter ham, vendte Holst sig smilende mod Jeannette.

»Naa, lille Ven, der ser du altsaa, at det var mig, der var den stærkeste.«

Med et Spring kastede Jeannette sig i hans Arme, medens Konen i Døren maabende betragtede dem. Holst kyssede hendes Pande let. »Ham ser du næppe for det første, Jeannette. Lad os to nu overveje, hvad der er det klogeste for os, og sæt først og fremmest denne ældre Dame ind i Situationen. Jeg trænger til at hvile mig lidt ovenpaa dette.«

VII.

Den hæderlige gamle Signora Montuori var født Wienerinde og indvandret i Venedig i den østrigske Tid; hendes Mand, en Syditaliener, havde en ubestemmelig Forretning, der meget vel kunde betegnes som Agenzia, en Blanding af Lommeprokurator og Aagerkarl, som han var. For Tiden opholdt han sig, mindre for sin Sundheds end for sine Synders Skyld, paa et længere Aaremaal i det, Italienerne betegner med det velklingende Navn Ergastolo; vi vilde vel kalde det Tugthus. Holst underholdt sig livlig med Signora Montuori, der efter det passerede betragtede ham med overtroisk Rædsel. Han talte venligt til hende, hans Humør var fortræffeligt, han var oplagt til allehaande blid Spøg.

»Ærede Frue,« sagde han, »jeg har en Hilsen at bringe Dem fra en af mine Venner, der for faa Dage siden var saa lykkelig at besøge Dem i Deres Hjem. Han var saa lettroende at betro Dem til Opbevaring enkelte Effekter, der havde nogen Værdi for ham, en Ring med Brillanter, et Guldur og en halvandet Hundrede Francs i Sedler og Guld. Desværre kan han ikke komme personligt og afhente Sagerne, og han tænkte derfor paa at sende de to Herrer, der tog sig saa venligt af Løjtnant Sjöström. Jeg sagde ham, at jeg kunde udrette hans Ærinde, og jeg er temmelig vis paa, at De, højtærede Fru Montuori, vil betro mig de ommeldte Sager.«

Kællingen skjalv som et Æspeløv, og hendes tandløse Gummer mimrede af Skræk. Men hun erklærede, at hun intet forstod af det hele. Jeannette kom til; Holst lagde Armen om hendes Liv og drog hende ned paa sit Knæ.

»Lille Jeannette,« sagde han, »Signora Montuori og jeg kan ikke blive enige, hun vil ikke tro, at min Ven, Dr. Braun, har overdraget mig at afhente nogle Effekter, som han har betroet i dette Hus' Værge. Det er sandsynligt, at d'Hrr. »Spirrer« vil være nødt til at anstille Undersøgelser her i Huset, og min Ven mener derfor, det er bedre, disse Sager betros mig. Tror du ikke ogsaa, Jeannette?«

Jeannette var bleven ligbleg; hun vilde rejse sig, men Holsts Arm laa fast om hendes Liv, hun kunde ikke rive sig løs. Saa bøjede hun sit Hoved ned mod hans Skulder og brast i en heftig Graad, mens hun hviskede: »Det var altsaa det, De vilde mig.«

Kællingen stod og rystede. Holst strøg den grædende Piges Haar tilbage over hendes Pande og kyssede hende. »Din lille Tosse,« sagde han, »tror du, jeg vil gøre dig Fortræd?«

Hun saa spørgende paa ham gennem Taarer, Holst smilede saa venligt, at hun troede ham og lagde Armen om hans Hals, idet hun trykkede sig tæt op til ham.

»Du vil tage mig med dig, ikke sandt?«

Holst nikkede tavs og saa op paa Husets Frue.

»Naa, højtærede Dame, bliver det til noget?«

Kællingen tøvede. Holst skød lempelig Jeannette bort. »Den unge Dame staar under min Beskyttelse, men De skal paa Timen blive afleveret til Municipiet. Forstaar De det?«

Jeannette gik hen til Konen. »De maa hellere godvillig udlevere Sagerne.«

Holst rullede en Cigaret, saa rejste han sig og gik hen til Madammen, idet han lagde Haanden paa hendes Skulder. »Gør De, som jeg siger, lille Frue — det staar De Dem ved. Desuden er det alt, jeg forlanger af Dem, og saa at De sætter et af Deres fortræffelige Værelser i Stand til mig; jeg synes om Lejligheden, og jeg agter foreløbig at blive boende her hos Dem, hvis De vil have mig. De kunde maaske komme til at trænge til mig, og hvad Betalingen angaar, kan De forlange, hvad De ønsker, men Tyvekosterne vil jeg have.«

Jeannette klappede i Hænderne og fandt Ideen bedaarende. Signora Montuori delte ikke hendes Begejstring, men hun indsaa, at hun var den svageste, og forlod Værelset, idet hun rokkede med Hovedet.

Det vilde være uretfærdigt og tillige usandfærdigt at hævde, at Holst i dette Øjeblik følte sig som en arbejdende Politimand — det vilde være ubilligt at forlange det ogsaa.

Jeannette saa paa ham med store, bedende Øjne. »Tal aldrig mere om Dr. Braun —.« Hun afværgede Svaret med et Kys, der ikke kunde betyde andet end et Samtykke, for det blev ærligt besvaret. Holst lovede sig selv at gøre noget for det Pigebarn; at anbringe hende i en Magdalenestiftelse var trods hans sædelige Alvor og i øvrigt ret rene Karakter ikke det første, der faldt ham ind. Signora Montuori afleverede Byttet, der af Klogskabshensyn endnu ikke var realiseret, og Holst var saa generøs at skænke hende 25 Francs som en Art Dydsbelønning.

Den hele Scene morede ham kosteligt, men han steg gevaldigt i den gamle Dames Agtelse, og snart var hun og Jeannette ivrigt i Færd med at sætte Lejligheden i Stand til den nye Lejer. Klokken var nu bleven 5, og Holst maatte tilbage til Hotellet for at klæde sig paa til Middagen. Samtidig traf han Foranstaltninger til at lade sin lette Bagage overføre til sit nye Kvarter.

VIII.

Holst traf Dr. Braun i Hotellets Spisesal i Færd med sit ensomme Maaltid. Holst tog Plads lige overfor ham og berettede med et lille Smil, at hans Ekspedition nu var lykkedes.

»Jeg har her den Fornøjelse at lægge Corpora delicti frem for Dem og overrækker Dem herved Deres Ur, Deres Ring og 125 Francs, de 25 er medgaaet til Omkostninger.«

Braun blev blussende rød. »Og Damen?« spurgte han.

Holst smilede. »Saavel Damen som den gamle Heks og den skrækindjagende Ægtemand er under Politiets Opsigt.«

Braun rystede paa Hovedet. »Stakkels unge Kvinde, hun var saa fortryllende sød.«

»De kan være rolig,« sagde Holst, »jeg har sørget for, at det hele gaar i Stilhed, og den Politiofficiant, under hvis specielle Opsigt hun er stillet, vil nok være god imod hende.«

»Det tror Pokker,« afbrød Braun, »Politiet er sandsynligvis lige saa bundfordærvet og usædeligt her som alle Steder.«

»Det er muligt,« sagde Holst og rejste sig.

Braun vilde ikke lade ham slippe, han vilde have Lov til at vise sin Taknemmelighed, der yderligere forøgedes derved, at han slet ikke fik noget med Politiet at gøre, og at det hele var afsluttet med de 25 Frcs. Udgift. Men Holst svarede undvigende: »De har ved denne Sag gjort mig en større Tjeneste end jeg Dem, og jeg har intet Krav paa Taknemmelighed.«

Det forstod Braun ikke; skulde Holst selv være gaaet i Løvens Gab? Naa, vilde han ikke fortælle, saa var det ikke paatrængende at spørge. Han havde sine Sager, og glad var han.

Holst klædte sig paa, og Klokken seks stod han i Forhallen til Hotel Victoria. Hans Hjerte bankede en Smule ved Tanken om Gensynet med Ritmesteren. Herredsfogden var første Mand paa Pletten. Holst fortalte ham kort om Optrinet; Morderen var nu arresteret, sigtet for Falsk og Bedrageri, og de nødvendige Formaliteter til Udleveringens Iscenesættelse vilde blive indledede den næste Dag. Holst vilde personlig underrette Konsulatet om Sagen, men da Arrestanten var svensk Undersaat, vilde Forhandlingerne vel blive ret indviklede og trække ud. Det fandt Herredsfogden for saa vidt var heldigt, som han altsaa ikke af den Grund behøvede at afbryde sin Udenlandsrejse. Holst bad Herredsfogden tie om Sagen.

Medens de talte om dette, kom Ritmesteren, Ulla og Kaptajn Kurk tilstede. Ritmesteren hilste paa Holst med stor Varme. Det slog Holst, hvor træt og affældig han saa ud, han gjorde en Bemærkning derom, og Ritmesteren smilede svagt: »Jeg har det heller ikke godt, min Ven, det er Maskineriet, der ikke vil mere.«

Kaptajn Kurk var meget formel, Holst syntes næsten, han var uvenlig, og fandt dette ret ubeføjet, men han erindrede, at Manden maatte tø op, han havde jo heller ikke været indladende i Christiansstad. Ulla var fortryllende i lyst Silketoilette med mørkerøde Roser, der klædte hendes lyse Teint og mørke Haar. Holst saa beundrende paa hende og greb sig i at tænke, at i hvert Fald én Kvinde vilde have græmmet sig i Stilhed, om hun havde set dem sammen.

De sidste Dages Oplevelser, den umiddelbare Erotik, der aander over Adriaterhavets Dronning, virkede paa Holst med uimodstaaelig Kraft, og gjorde, at han følte sig ganske anderledes fri og selvbehersket overfor de smukke unge Piger. Han maatte tilstaa for sig selv, at han gjorde Stormkur til hende, og de tre gamle Herrer betragtede ham med Opmærksomhed. Herredsfogden drillede ham let. Løjtnanten havde sendt Afbud, han kunde først komme efter Middag.

Det var øjensynligt, at Ritmesteren ikke kendte noget til den skete Arrestation, derimod forstod Holst paa et Par Ord, som Kurk lod falde, at Løjtnant Claes havde sat ham ind i Historien. Men det var kun et Par Ord. Om denne Begivenhed blev der forresten slet ikke talt, og Stemningen steg under Maaltidet lyst og let. Kun Kaptajn Kurk var forstemt og ordknap.

Selskabet indtog Kaffen paa Hotellets Terrasse. Aftenen var stille og varm, dog blæste en let Havbrise over Lagunerne. Holst og Ulla sad sammen og talte om Sommeren i Norden og de grønne Bøgeskove.

»Længes De ikke?« spurgte Ulla.

»Aa jo,« svarede han, »— længes — det kan jeg vel ikke sige. Der er sælsomme Magter i Naturen hernede, ja, det lyder besynderligt, men det er sandt. Man fortæller om den store Goethe, at da han kom til Venedig, blev han greben af en besynderlig Stemning, egentlig en Aand, der for i ham, vidt forskellig fra den tyske spekulative, romantiske Digteraand.« Holst rødmede. »Jeg er ikke Digter, ikke en Gang af de smaa, men jeg føler det samme.«

Ulla smilede. »De mener, at da De som ung Werther sad paa Bænken ved den lille Sø deroppe, vilde De flygte, da De saa mig komme, og nu ...«

Holst saa paa hende. »Hvor besynderligt, at Deres Tanker netop følger det samme Spor som mine — det tænkte jeg netop.«

Ulla rødmede: »— og nu — — —«

»Nu vilde jeg — — — —« Holst tav. Hun saa paa ham med et forunderligt spørgende Blik, og han følte ligesom en rislende Kilde, dybest indefra, der steg igennem ham.

To Mennesker kan mødes i Elskov ved et Blik i et kort Sekund, og det skete i dette. Der førte ingen Vej tilbage fra saadant Møde. Det var ligesom den lille Jeannette havde aabnet Leddet for Holst til Egne, hvor han aldrig før havde vandret, som om hun havde ledet hans Veje over blomsterstrøede Marker mod det store Maal, og medens hans Blik hvilede paa den fine Pigeskikkelse foran ham med de rødmende Kinder og de store, søgende Øjne, hviskede hans Læber en Tak til den lille derhjemme, der havde lært ham mere i et Døgn, end Livet havde lært ham i mange Aar.

Der var ikke Vemod i Mindet, kun svulmende Haab til Fremtiden; det var et Livsmaal, det første virkelige han havde kendt.

Kaptajn Kurk afbrød de unge, han ønskede at tale et Par Ord med Holst. Den tydelige Skuffelse, der prægede Ullas Ansigt ved Afbrydelsen, forsonede Holst med Adskillelsen. Herrerne trak sig tilbage til Kaptajnens Værelse for at være uforstyrrede.

Det var tydeligt, at Kaptajn Kurk vilde vide fuld Besked, men i samme Øjeblik som Holst gjorde sig det klart, at det var en andens Ærinde, Kaptajnen gik, strøg han den milde Stemning af sig og samlede sig til koldt, klart og klogt at modtage Angrebet. Han forstod, at nu var Øjeblikket kommet, da han maatte tage Standpunkt til Spørgsmaalet om Ankerkrones Forhold til det udspillede Drama. Han var i et fremmed Land, Sagen beroede udelukkende paa ham, han havde det i sin Magt at lede den, og det forstod de alle. Men han var Soldat, og ingen Stemning i Verden skulde føre ham bort fra Pligtens Vej, der laa for ham, skarpt tegnet ved det, han vidste, og det, de maatte sige ham, om han ønskede at vide det.

IX.

Kaptajn Kurk bad Holst tage Plads og bød ham en af disse fortræffelige Cigarer, som betyder noget i Italien, hvor Lysten til Tobak maa tilfredsstilles med Minghetti, Cavour og andre afdøde Statsmænd i fugtig, nedrig Tobak eller i Virginia og Trabuco, der varer ugevis og koster en Formue i Tændstikker.

Holst tændte den og satte sig en garde.

»Hr. Løjtnant,« begyndte Kaptajnen, »Sjöström er altsaa arresteret.«

Holst nikkede.

»Løjtnant Ankerkrone kom til mig i største Ophidselse og fortalte mig, at De havde ladet Arrestationen foretage i Løjtnant Sjöströms Hjem, hvor han lever sammen med sin Elskerinde. Løjtnanten fortalte, at Sigtelsen lyder paa Falsk og Bedrageri. Er det rigtigt?«

Holst nikkede.

»Vil Sigtelsen indskrænkes til dette?« spurgte Kurk og saa spørgende paa Holst.

»Foreløbig — ja,« svarede denne.

»Foreløbig — men senere? Claes meddelte, at De havde nævnet et Navn, som De vil erindre, De skylder mig, at De kender. Anser De Sjöström skyldig i Mordet paa Annie, og er det derfor, at De har ladet ham arrestere?«

Holst saa roligt op paa Kaptajnen og svarede: »Det er imod mine Principper at udtale mig om mine Formodninger paa et saa tidligt Tidspunkt af en Sag. Jeg tror at kunne bevise, at Løjtnant Hugold Sjöström har forfalsket en af Annie Cederlund udstedt Check og tilvendt sig et betydeligt Beløb herved — eller rettere: Papiret er i min Haand, og der er overvejende Sandsynlighed for, at det begaaede Falsum kan bevises. Med Hensyn til Mordet har jeg ingensomhelst Formodning — kun véd jeg, at jeg i denne Sag vil være nødt til personlig at forhandle med Mænd, der ikke kan lade sig repræsentere.«

Kaptajnen bed sig i Læben. »De synes at glemme, Hr. Løjtnant, da De i sin Tid introducerede Dem hos mig, at De den Gang paakaldte et Baand, der binder os sammen, og at jeg respekterede Deres Adgang til at faa mig i Tale. Jeg fortalte Dem, hvad jeg vidste, det synes mig en simpel Taknemmelighed at gøre Gengæld.«

Holst saa fast paa ham. »Hr. Kaptajn,« sagde han, »hvad De fortalte mig var, hvad De selv fuldt ud var raadig over, mere ikke; jeg kan ikke heller fortælle Dem, hvad der er min Chefs og mine Foresattes Ejendom. Jeg er underordnet Funktionær og min Pligt, véd De, gaar frem for alt.«

Kaptajn Kurk slog over i en lettere Tone: »Selvfølgelig, det beror paa Dem. Det kunde synes rimeligere, at Arvid Ankerkrone talte med Dem, men han er syg, hans Helbred er pludselig i den senere Tid nedbrudt, og han taaler ikke aandelig Anstrengelse.«

»Jeg har Tid til at vente,« sagde Holst venligt, »mit Venskab for Ankerkrone og hans Hus er saa varmt, at De faar stole paa, Hr. Kaptajn, at jeg ikke foretager mig noget Skridt mod nogen af det Navn, før jeg har varet dem ad.«

»Vil De give mig Deres Ord paa dette?« spurgte Kaptajnen, »og paa, at De ikke vil benytte Deres Bekendtskab og den fortrolige Fod, paa hvilken De staar med Familien, i Deres Embeds Tjeneste.«

Holst rejste sig og rakte Kaptajnen Haanden. »Hr. Kaptajn,« sagde han, »den Dag, da min Tjenestepligt bringer mig til at foretage noget Skridt mod Ritmester Ankerkrone eller nogen af hans Slægt, som er mod deres Ønske og Vilje, den Dag træder jeg tilbage og stiller en anden for mig. Jeg vil ikke søge nogen Oplysning, som ikke frivillig gives mig, og jeg vil, før jeg nævner Navnet, som endnu ikke i noget i Tjenesten benyttet Aktstykke, ikke en Gang overfor Herredsfogden, er nævnt, træde frem for Familiens Hoved og sige ham, hvorfor jeg nævner det, give ham enhver Chance for, at det forbliver unævnt.«

Kurk stod et Øjeblik ligesom usikker. »De tror, det bliver nødvendigt at nævne det?«

Holst rystede paa Hovedet. »Det kan jeg ikke sige. I Morgen vil jeg tale med den arresterede, og meget vil afhænge af, hvad han siger mig. Jeg kan ikke med min bedste Vilje sige Dem mere i Dag.«

Samtalen blev afbrudt, og de to Herrer vendte tilbage til Selskabet. Claes og hans Hustru var imidlertid kommet. Den unge Englænderinde viste Holst ganske særlig Opmærksomhed; hun var meget lidt smuk, vistnok heller ikke særlig elskværdig, men hendes Øjne gnistrede af Intelligens, og hendes Evne til at se paa Personer og Forhold og bedømme dem koldt og klart var ualmindelig. Hun lod til at være meget forelsket i sin Mand, men syntes mere kølig mod sin Svigerfader og Svigerinde. Kaptajn Kurk behandlede hun med en paafaldende Mangel paa Sympati.

Claes Ankerkrone lod til ganske at have glemt Scenen hos Sjöström, han var overstrømmende elskværdig mod Holst, særdeles charmant, men næppe helt ærlig. Holst syntes ikke om ham. Aftenen blev Ullas, og i hendes Selskab glemte Holst de andre og det andet. Da han forlod Selskabet, trykkede hun hans Haand fast og længe og bad ham komme og ledsage hende paa en Tur gennem den vidunderlige Stad.

Det lovede han.

Ved sin Hjemkomst skød han den ventende Jeannette blidt til Side og gik til sit Værelse for at være alene med sine Tanker og sit unge Haab.

X.

Kaptajn Holger Kurk sov meget lidt Natten efter sin Samtale med Holst. Han var nervøs efter Sjöströms Arrestation, som han, Herredsfogden og Claes alene kendte. Han vidste mere end den unge, han vidste, at den sande Grund til Arrestationen var den Mistanke, der hvilede paa Sjöström for at være Annies Morder. Han delte den selv, men han anede tillige, at denne Sag vilde bringe hans Ungdomsvens Navn frem i en Retssag, hvis Omfang ikke lod sig overse.

Ankerkrone var syg, ganske vist havde hans Helbred været bedre i den sidste Tid, men Sindsbevægelse taalte han ikke. I Morgenaviserne stod en kort Notits om den stedfundne Arrestation, der selvfølgelig straks telegrafisk vilde blive meddelt til Sverrig, Ankerkrone vilde faa Nys derom, og hvad der saa vilde ske, kunde ingen beregne.

Da Kurk havde meddelt Holst, hvad han vidste om Annie, havde han med Vilje holdt Arvid Ankerkrones Navn udenfor, men han indsaa, at Holst, der allerede dengang havde været paa Sporet, nu vidste en Del mere, ja kan hænde mere end han selv. Thi ganske vist havde han erfaret det meste af, hvad der var hændet mellem Ankerkrone og den myrdede Pige før de sidste skæbnesvangre Begivenheder. Om disse selv havde han kun sine Anelser, intet positivt. Ankerkrone havde benyttet hans Medvirkning til at søge at holde Sønnen tilbage, dette var ikke lykkedes ham, og Faderen havde da selv taget Affære. Han havde meddelt Kurk, at det var lykkedes, men at Prisen havde været højere, end han nogensinde havde tænkt muligt. Først havde han troet, det drejede sig om Penge; efter Holsts Besøg i Christiansstad havde han været naget af den bitreste Tvivl og de tungeste Anelser og straks opsøgt sin Ven. Han var kommen, netop som Ankerkrone havde modtaget Holsts Meddelelser med Uro. Han havde intet faaet at vide, og Ritmesteren afviste ethvert Forsøg paa at erfare nærmere. Men han var meget syg, det var tydeligt.

Kurk vilde ikke tro, at der mellem Arvid Ankerkrone og Sjöström kunde være sket noget virkelig betydningsfuldt. Han kendte jo bedre end nogen anden, hvad der forhen havde tildraget sig, men dette — nej det vilde og kunde Arvid Ankerkrone ikke. Annie var død, myrdet, og Sjöström var hendes Morder, men Arvid Ankerkrone havde været tilstede og maaske plejet Forhandlinger med hende kort forinden. Han maatte vide mere, end han havde sagt, og deri laa Grunden til hans Tavshed og Sygdom.

Holst var en farlig Mand, han vilde gøre sin Pligt, hans Venskab for Ritmesteren maatte vige, der var kun et spinkelt Grundlag at bygge paa, han var indtaget i Ulla. Men ofre hende for at redde Slægtens Ære det vilde vel ikke en Gang Ankerkrone selv.

Og Herredsfogden var et skikkeligt, hjælpsomt Menneske, hvis Ubeslutsomhed overfor Ansvar kun vilde gøre Sagen endnu mere indviklet. Selv om det lykkedes at vinde Holst, hvorledes vilde saa den gamle Embedsmand stille sig, naar han pludselig stod overfor sin gamle Ven, der maatte indblandes i en Sag, hvor hele Norden vilde staa som nysgerrig Tilskuer. Danske Retsbetjente var en Race, der var vel kendt ogsaa i Skaane, og det var ikke en hel Glorie, der straalede om Standen som saadan, takket være den Behandling, Landets gamle og nye Literatur og Presse med Rette eller Urette havde givet den. Vilde Venskabet holde?

Claes var en dum Dreng, der blot vilde forværre Sagen, han maatte holdes udenfor. Og Ulla — aldrig. Nej, der var intet andet at gøre end at tvinge Arvid Ankerkrone til at tale, hvis da ikke Holst vilde række ham en Haand. Kaptajnen stolede alligevel ikke paa Holst.

Tidlig den næste Morgen gik han til Ritmesteren for at tale rent ud til ham.

Arvid Ankerkrone modtog ham i Dagligstuen paa Hotellets første Sal, han befandt sig ganske vel og hilste ham muntert. Det skar Kurk i Hjertet, men der var ingen Vej udenom. Han begyndte at tale om Holst og om hans nette Væsen.

Ritmesteren nikkede.

»Han er svært indtaget i Ulla,« sagde Kurk, »og véd du, hvad jeg tror? Ulla synes svært godt om ham ogsaa.«

Ritmesteren smilede. »Det vilde blive et kønt Par. Holst er en komplet Gentleman, og han vil sikkert kunne naa frem i en anset Stilling, han er en usædvanlig Dygtighed.«

»Synes du det?« brummede Kurk. »Det er en nedrig Bestilling, den burde han opgive.«

»Det kunde man vel faa ham til,« sagde Ritmesteren alvorlig, »om man anvendte noget derpaa. Men som Du véd, jeg er ikke videre bemidlet, Ulla har ikke andet end sin Mødrenearv, og den forslaar ikke langt. Det kunde blive svært at skaffe ham en anden Bestilling.«

»Saa du har virkelig alvorligt tænkt paa det?« spurgte Kurk.

»Ofte,« sagde Ankerkrone, saa føjede han til med en underlig dump Stemme: »Det er ogsaa den eneste Vej.«

»Hvad mener du?« spurgte Kurk.

»Intet,« svarede Ritmesteren med et svagt Smil.

»Véd du, at Holst har gjort en Fangst her i Venedig?« sagde Kurk med et søgende Blik paa Ritmesteren.

»Nej,« svarede denne.

»I Gaar har han arresteret Hugold Sjöström for Falsk og Bedrageri.«

»Se, se,« sagde Ritmesteren rolig, »og det fortæller du mig først i Dag. Eller vidste du det ikke i Gaar?«

»Jo,« kom det tøvende fra Kaptajnen.

»Saa skulde du sagt det, at jeg kunde ønsket Holst til Lykke med Fangsten; den Karl har ikke lidt paa sin Samvittighed.«

Kaptajnen saa forbavset op, Ankerkrone sad ganske rolig. Kun syntes Kurk, at der om hans Mund var et underligt fast Drag som hos en Mand, der har fattet en Beslutning og er bestemt paa at føre den ud.

»Arvid,« sagde Kaptajnen, »du er ikke ærlig mod mig.«

»Jeg forstaar dig ikke. Hvorfor skulde jeg tage ivrig Del i Hugold Sjöströms Skæbne; naar alt kommer til alt, staar han da dig nærmere end mig. Han var en rask Soldat i gamle Dage, nu er han bleven en Forbryder i Stand til en hvilken som helst lav Handling.«

»Ogsaa til Mord?« spurgte Kurk.

»Til alt,« svarede Ritmesteren.

»Véd du da ikke, hvad den sande Grund til hans Arrestation er?«

»Jeg véd ikke andet, end hvad du fortæller; jeg har overhovedet ikke vidst, at Sjöström var her, han har ikke søgt mig.«

»Den hele Sag interesserer dig altsaa slet ikke?«

Arvid Ankerkrone rejste sig og gik hen til Kaptajnen, han lagde begge Hænder paa hans Skuldre og saa ham fast i Øjet. »Bror Holger, tre Gange i mit Liv har jeg været svag, og alle tre Gange var det den samme Kvinde, der voldte det. Hun er nu død, jeg har staaet ved hendes Lig. Dengang var jeg rolig, og nu skal det aldrig hænde mig mere, at jeg bliver svag. Dig, kære Broder véd jeg, at jeg kan stole paa, og derfor vil jeg ogsaa betro dig det Hverv, som jeg ikke selv kan udføre. Du véd, at Sjöström en eneste Gang har været i Forbindelse med os; det gjaldt da en Sag, som maa være vor Slægts Hemmelighed, som ikke skal spredes til tusinde nyfigne, skandalesøgende fremmede. Vi staar nu foran en Retssag, hvori Sjöströms Arrestation er den første svage Begyndelse. Det beror paa dig, om den Sag skal blive andet og mere.«

Kurk saa spørgende paa ham, han forstod ikke et Ord.

Ankerkrone smilede svagt. »Broder, det er for tidligt paa Sagen, for tidligt paa Dagen ogsaa. Nu hviler Traadene i min Haand, og den ryster ikke mere. Men du maa være taalmodig, Du husker, at i gamle Dage var vi tre. Jeg var altid Hovedet, du var Hjertet dengang, og Cedersköld var Haanden. Haanden blev os utro, og derfor visnede den. Nu faar du være Haanden, Holger, Hjertet faar blive koldt. Vi raader ikke for vor egen Skæbne alene. — Du skal ikke tabe Modet, Broder, fordi du ikke forstaar mig, men du skal vide, at jeg vil og kan handle saa fast nu, at intet skal føre mig ud af min Vej.«

Kurk rystede paa Hovedet, men han følte, at Arvid Ankerkrone selv var den, der fik staa for Styret. Og han blev rolig, for han vidste, at Arvid var stærkere end han. Saa kom Ulla, og hendes lyse Smil bragte Solskin i Stuen, hvor de tre snart var bænkede om et fornøjeligt Frokostbord.

Ankerkrone skrev et Par Ord til Holst og bad ham være hans Gæst paa en Udflugt til Lidoen.

XI.

Holst indfandt sig paa Hotellet til den opgivne Tid. Han traf Selskabet forsamlet, og Ulla hilste ham med et straalende Smil. Ritmesteren befandt sig tilsyneladende langt bedre, han saa raskere ud, og det slog Holst, at hans hele Optræden bar Spor af megen Bestemthed og megen Værdighed.

Kurk var nedbøjet og talte kun lidt, han holdt sig borte fra Holst og sysselsatte sig mest med Herredsfogden, hvis glade Gammelmandssnakken lød saa underlig fremmed her, hvor et stærkt uroligt Liv pulserede under en smilende Overflade.

Selskabet tog med Damper til Lidoen. Det var, som alle Verdens Nationer havde sat hinanden Stævne paa den lille Dampers Dæk, og som babylonisk Sprogtummel lød de forskellige Sprog. Damernes kvidrende Latter og Sang fra en Kreds af tyske Studenter, der, samlede i Skibets Stævn, sang deres følsomme, tyske Sange.

Ritmesteren stod lænet mod Lønningen og saa ud over Dækket.

»Hvor mange Sorger tror du, der skjuler sig bag dette larmende Liv, hvor mange Trængsler tror du disse Mennesker søger at fly? Der ligger Neptunsstaden, som Goethe kalder den i sine udødelige Epigrammer, som du kender.« (Ritmesteren smilede svagt. »De fulgte mig til Venedig for 25 Aar siden, da jeg som ung Mand saa denne Stad for første Gang. Og de har fulgt mig siden. Se alle disse Venedigs Pilgrimme, der søger til Stedet, hvor Aandens store levede og elskede, se hvor de stirrer og hør deres Tale, alle søger de det samme, alle tror de her i Venedig at have fundet det, de søgte, at staa ved Lykkens Dør. Stakkels Pilgrimme,) hør hvad Mesteren siger:

Som du ser, endnu citerer jeg Goethe.«

Holst svarede ikke, Ritmesterens Blik hvilede venligt alvorligt paa ham. »Ogsaa du, Eigil Holst, har troet at finde det, du søgte i Venedig, i mere end et Stykke, ikke sandt? Og du standsede ved Tærskelen, fordi du ikke vovede at gribe til. Grib kun til.«

Holst saa alvorlig op. »Jeg forstaar dig ikke.«

Ritmesteren smilede med et underlig vemodigt Smil. »Jeg siger kun, grib til, min Ven, og for at du skal forstaa mig bedre, saa siger jeg: grib baade Fader og Datter.«

Holst blev rød.

»Ikke sandt — du forstaar mig? Pilgrim, du tror at staa ved Vejens Ende, og dit falske Begreb gør dig lykkelig, blot at din Lykke er af en egen Art. Du kan vide, at jeg har fulgt din Færd, og at en Plan og ikke Tilfældet har ført os sammen i Dag. Da jeg saa dig første Gang, faldt mit Øje paa dig med Venskab, og det føjede sig saaledes, at du blev den, der holdt min Skæbne i din Haand, fordi jeg selv lagde den i din Haand og bestyrkede den gamle Mand der henne i Valget af dig. Nu staar du ved Maalet, og nu tøver du med at gribe til. Saa underlige er vi Mennesker.«

Holst tav, han vilde ikke tale nu, skønt Ritmesteren her berørte Brevet og Dagbogen, ja endogsaa mere end han havde skrevet, mere end han havde lovet at tale om.

Ritmesteren lagde sin Haand paa hans Skulder. »Nu gør vi to den Færd sammen, og dine Tanker gaar kun den Vej, du helst ønsker. Naar du vender tilbage, og dine Tanker endnu følger samme Vej, saa vil vi læse min Dagbog sammen, og saa skal vi tale sammen. Da vi skiltes efter vort Samvær deroppe, hvor du arbejdede ivrigt, sagde jeg dig, at din Vej vilde føre til mig, og at du vilde faa Brug for min Hjælp. Du kan selv se, at saaledes skete det, og Hjælpen skal du faa. Mit Liv har nu kun et eneste Maal, og det eneste Maal er ogsaa dit, kære Ven. Derfor egner vi to os saa godt til fælles Arbejde.«

Ritmesterens Blik gled langs Lønningen, hvor Ulla stod støttet til en Trappe i munter Samtale med Herredsfogden. Holsts Blik fulgte Ritmesterens, og han rødmede.

Damperen gik ind ved Broen paa Lidoen. Holst og Ulla fulgtes langs Stranden, hvor Badelivet levede, hvor Hundreder af glade Mennesker under Spøg og Latter tumlede sig i Sandet, medens Solen blinkede paa Casinoets Ruder og kastede sine Straaler over Altaner og Gallerier.

Ulla standsede — »dette er ikke Venedig for mig, For mig er Venedig de tavse, sukkende Gader, de mørke Kirker med deres Skatte og de herlige Billeder i Doge-Paladset og Akademia, men mest af alt San Marco. Fader elsker Venedig, hvor han første Gang traf Moder, som døde, da jeg var ganske lille. Billeder fra Venedig har altid smykket vore Vægge, og Fader citerer altid Goethes venetianske Epigrammer; han kan dem udenad, men han vil aldrig rigtig forklare mig dem, og jeg forstaar dem slet ikke.«

Holst smilede: »Forstaaelsen er vel heller ikke altid lige let.«

Ulla blev ivrig: »Men De forstaar dem da. De maa kunne forklare mig meget af det — — —,« hun rødmede, »naturligvis ikke alt — men noget af det, som De forstaar, som man kan — — —«

Ulla var atter kommet ind i en af disse blinde Gader, hvor hun aldrig kunde slippe ud. Hun brød rask ud: »Som nu denne:

Holst smilede: »Det betyder vel, at Venedig er bygget paa sumpet, leret Bund.«

Ulla saa op: »— leret Bund — ja men — —«

Holst saa hende lige i Øjet: »Frk. Ulla, vil De, saa mødes vi i Eftermiddag i San Marco — saa faar vi maaske se, paa hvilken Grund Sankt Marcus hviler.«

Ulla blev rød. — »Klokken fem.«

»Klokken fem.«

Herredsfogden vinkede, at Maaltidet var beredt. — Lidt over Middag vendte de tilbage til Venedig.

XII.

Patriarken i Venedig læste Messen i San Marco. Foran Højalteret stod han klædt i sit guldindvirkede Ornat med Bispehuen paa sit Hoved, omgivet af Kordrenge og Prælater med Kors og Røgelsekar. Fra Orgelet brusede Sangen ned over Kirken, medens den tunge Røgelse sendte sin Duft over de hvalte Rum. Lyset faldt stærkt ind ad de malede Ruder, Mosaikken i Loftet glimtede i Guld og stærke Farver, medens Kærternes Skin flakkede gulligt mod Røgen i den lette, bævende Luft.

Paa Gulvet knælede de andægtige troende, medens nysgerrige fremmede stod og saa til; enkelte katolske bøjede sig i Andagt, men Størstedelen, udeltagende Englændere, samtalte ugenert, som var det et Folkeskuespil, de overværede.

Stærkere brusede Sangen og Orgelklangen, saa lød en enkelt dejlig Stemme alene gennem Hvælvet. Barnekoret faldt ind og smeltede sammen med Stemmen for at dø i et Væld af Toner. Musikken tav, og en tør Oldingestemme læste af Bogen ved Højaltret, to Stemmer svarede, og atter lød Orglet og Basuner, medens Koret flettede de latinske Salmestrofer i den skiftende Stemmes Læsen og afbrudte af den stærke, fuldttonende Enkeltsang.

De Gejstlige for Højaltret bevægede sig, de aftog Bispens Hue og satte et guldstraalende Mitra paa hans Hoved, Drengene fæstede en guldskinnende Kaabe om hans Skulder, og stedse skiftede de Plads om ham, rakte ham Kar og Klæde, samledes om ham for atter at skilles, medens Sangen ustandselig lød, og Røgelsen steg mod Mosaikken i Loftet om de flakkende Kærter; stundom dæmpet lød Sangen, stundom mumlende svagt, medens de troende knælede paa de skarpe Sten, der med sære brogede Billeder dannede den evige Marcus Kirkes Gulv.

I en Krog tæt op ad Sakristiets Indgang, hvorfra Præsteskaren var kommen, stod en ung Mand og en ung Kvinde, Arm i Arm. De talte ikke til hinanden, men hun lænede sig ind til ham, og hendes Hoved hvilede paa hans Skulder. Det var, som bares deres Tanker af den dejlige Musik til fjerne Egne. Og den vældige Magt, der ligger i den tusindaarige Kirkes sære Overlevering, tvang dem ind under dens Vælde. De forstod ikke Ordene, men de forstod, at der bag Sangen, bag Musikken laa et Rige, som intet menneskeligt Øje faar at se, men som er der, fordi Menneskeslægten i de tusind Aar, der svandt, har bygget sig dette Rige i sine Haab.