FØRSTE BOG (continued 2)

Holst svarede meget rolig: »Deri kan De have Ret, men jeg har vigtige Grunde til at skjule Aarsagerne til mit Besøg hos Dem, da jeg ikke kender Dem og ikke véd, hvad jeg tør betro Dem.«

»Saa skulde De ikke søge mig,« sagde Advokaten tørt, »jeg har ikke haft Bud efter Dem. Ja, saa var der vel ikke mere, for der venter Folk ude i Kontoret.«

Holst saa skarpt paa den lille Mand, saa smilede han og sagde i en let Tone: »De maa ikke blive vred, Hr. Advokat, men det var jo muligt, at det, jeg vilde spørge Dem om, slet ikke var andet, end at De godt kunde svare paa det.«

»Ikke før jeg véd, hvem De er,« sagde den anden bestemt.

»Ja, saa maa De lade være.«

»Det maa jeg saa,« svarede Advokaten og bukkede.

Holst stod tvivlraadig, saa sagde han i en venlig Tone: »Gamle Mor Bengt er død i Gaar, jeg var hos hende i hendes sidste Øjeblikke.«

Den lille Mand greb hans Arm: »Hvad siger De — gamle Mor Bengt død, og Annie, hvor er hun da?«

Holst betænkte sig lidt, saa sagde han langsomt: »Annie er ogsaa død.«

Den lille Mand blev ligbleg: »Hvad siger De — død — er Annie Cederlund død?«

Holst lagde Mærke til Navnet — Annie var altsaa ikke gift, ellers maatte Advokaten have kaldt hende ved hendes Mands Navn.

Advokaten samlede sig, saa spurgte han: »Naar da?«

»Den 27. Marts i Aar.«

»Den Dag jeg talte med hende i Helsingborg, og det siger De først nu. Hvem er De da — I Jesu Navn sig mig det, siden De kender alt dette.«

Holst smilede venligt til ham: »Se blot at komme lidt til Ro, saa skal De faa alt at vide.«

Advokaten nippede til et Vandglas, der stod paa Bordet, og sank ned i Stolen.

Holst satte sig lige overfor ham. »Det tog nok paa Kræfterne, Advokat Karlkvist, hvad? Naa, slet saa galt er det ikke. Annie lever endnu og befinder sig i bedste Velgaaende i Paris. Men Sjöström har haft et lille Mellemværende med det danske Politi, og det er derfor jeg kommer til Dem.«

Advokaten saa op og ned ad Holst, han bed Tænderne sammen og hans Blik lyste arrigt.

»Herren morer sig nok?«

»Slet ikke,« sagde Holst venligt. »Vil Hr. Karlkvist se min Legitimation, saa værsaaartig — her er den,« han foldede Papiret ud for Advokaten. »Vi kan særdeles vel forhandle sammen hos Politimesteren, men jeg troede, Hr. Karlkvist vilde finde det behageligere, om vi kunde samtale i al Hyggelighed her.«

Karlkvist bed Tænderne sammen, han skottede arrigt op til Holst; han var overlistet, det følte han.

»Hvad vil Hr. Detektiven vide?« spurgte han i en treven Tone.

»Kun meget lidt,« sagde Holst. »Hvornaar har De modtaget Indbetaling fra Fru Cederlund? Ja, nu véd De, at De kan opsætte Svaret til et andet Tidspunkt, men svare skal De.«

Advokaten skulede lidt. »Jeg skal se efter i mine Bøger.«

Han gik henimod Skabet. Holst fulgte ham med et skarpt Blik; det syntes, som om han vilde søge at slippe bort. Holst rejste sig.

»Hr. Karlkvist,« sagde han, »De skal tage Dem i Agt, dette her gaar ikke med mig. Deres Samvittighed er ikke ren, det ser jeg, og der er kun en Vej for Dem, fuld Aabenhed overfor mig, saa skal jeg dække Dem, hvor jeg kan; hvis ikke saa følges vi ad til Politimesteren, jeg har været saa forsynlig at melde mig der, og jeg har Ret til at anholde Dem paa Stedet.«

Dette var mildest talt ikke sandt, men Holsts Tone lød særdeles overbevisende, og han havde allerede indjaget Brændevinsadvokaten en betydelig Skræk ved den Overrumpling, hvormed han havde tvunget ham til at bekende Kulør. Imidlertid var det jo slet ikke umuligt, at Karlkvist stod i Ledtog med Sjöström, og det var derfor nødvendigt at være meget forsigtig.

Karlkvist fik langt om længe Bøgerne frem. Det viste sig nu, at Annie i længere Tid havde foretaget Indbetalinger til Enskilda Banken, ganske vist direkte, men altid underrettet Karlkvist derom, og at hun gennem Karlkvist havde erhvervet et Hus i Christiansstad, ved hvilken Lejlighed det lod til, at hendes juridiske Konsulent havde snydt hende betydeligt. Dog dette var undskyldeligt. Mere Interesse laa der unægtelig paa Forholdet til Banken og Besøget i Helsingborg.

Karlkvists Beretning, der blev ham aftvunget gennem et meget skarpt Krydsforhør, gik ud paa, at Sjöström, som han havde kendt godt og i hans Løjtnantsdage hyppig forstrakt med Penge, havde oprettet et Dokument med Annie, hvorefter han skulde have ti tusind Kroner og rejse bort, ligesom Møbler og Udstyr, Parret ejede i Cannes, skulde tilfalde Sjöström. Gifte havde de ikke været, derimod lod det til, at Annie vilde gifte sig med en anden, der var gift, og at Karlkvist skulde besørge dennes Skilsmisse Dagen efter paa hurtig svensk. Han havde imidlertid ikke faaet noget at vide herom. Derimod havde han fra Banken modtaget en Forespørgsel, om han den næste Dag vilde indfinde sig der, da en Herre ønskede at hæve et stort Beløb, og man vilde vide, om han kendte noget til Sagen. Herren havde været Sjöström, som Bankpersonalet godt kendte, men hvis Rygte selvfølgelig havde været slet. Han var i Besiddelse af en Check, udstedt af Annie paa 90,000 Kroner. Karlkvist havde undret sig over Beløbets Størrelse, men da han vidste, at Annie havde 130,000 Kr. i Penge og Papirer i Banken, havde han tænkt sig, at Parret maaske havde truffet en anden Ordning, og paa hans Vidnesbyrd havde Sjöström faaet Beløbet udbetalt.

Fra Annie havde han ikke senere hørt noget; han formodede, at hun havde ændret Planen, og at hun var rejst til Frankrig igen. Han var forøvrigt en Art Fætter til Annie, og det mærkelige Tilfælde viste sig, at han og en i Vislanda boende Søster rimeligvis var Annies Arvinger. Dog Holst talte ikke til ham om Annies Død, han besluttede at holde Udkig med ham, saa meget mere, som han havde en stærk Formodning om, at Sjöström havde honoreret ham rigelig for hans saakaldte Vidnesbyrd. Det blev en lang Samtale, og Advokaten havde overgivet sig paa Naade og Unaade. Holst behandlede ham venligt og lovede ham, at han skulde holde Haanden over ham, saafremt Annie skulde falde paa at kræve ham til Regnskab, ja afgav et aldeles bestemt Løfte i saa Henseende, som han jo med stor Sindsro kunde gøre og aldrig vilde komme i Fristelse til at bryde.

Med Hensyn til Annies nærværende Opholdssted vilde han intet meddele, men han fortalte, at Sjöström sad fængslet i Hamborg og vilde blive ført til København. Han havde forfalsket Checken, og Annies nye Mand havde anmeldt Falskneriet. Angaaende dennes Navn tav Holst ligeledes.

Det blev ham imidlertid af alt dette klart, at der ikke kunde være Tale om Meddelagtighed fra Juristens Side i andet end Falskneriet, der jo pudsigt nok vilde ramme ham selv; og da det først og fremmest gjaldt om at faa fat i Sjöström, og Karlkvist nok skulde tie med det, han vidste, forlod Holst ham med den venligste Hilsen og lovede snart at se ind til ham igen.

Karlkvist var ikke henrykt ved Tanken, og Godtfolk i Christiansstad var klare paa, at der maatte være hændet Advokaten Karlkvist noget meget ubehageligt, for det var svært, hvor han havde skæmmet sig paa faa Dage. Han var heller ikke videre hyggelig ved det, for der var Ting, der kunde afbryde hans Virksomhed paa en uheldig Maade, om Folk tog sig af at undersøge dem. Den fordømte danske Djævel af en Detektiv.

Holst besøgte ingen i Christiansstad, men rejste direkte til Helsingborg over Eslöf-Billeberga, ganske veltilfreds med den Flytning af Enskilda Banken fra Christiansstad til Helsingborg, der i Aaret 1898 havde bedrøvet førstnævnte By saa saare.

XI.

Holst blev modtaget med stor Forekommenhed i Banken i Helsingborg. Han gik ikke nærmere ind paa sine Formodninger, men indskrænkede sig til at meddele, at man havde Mistanke om, at en international Svindler, hvis talrige Defraudationer berørte adskillige danske, havde gjort et stort Kup i Banken i Slutningen af Marts Maaned 1902.

Det viste sig ved Undersøgelsen, at Karlkvists Tilstaaelse i alt væsentligt havde været rigtig. Den 28. Marts var der ved Anvisning paa Bankens Berliner og Pariser Forbindelser udbetalt til f. d. Løjtnant Hugold Sjöström for Regning Annie Cederlund af Christiansstad 90,000 Kroner efter en Anvisning, dateret d. 27. Marts 1902 Helsingør.

Checken frembød intet usædvanligt; naar man havde Formodning om Falskneriet, kunde det nok se ud til, at Ti Tusinde var rettet til Ni-Ti Tusinde, en formel Ændring, der ogsaa i sin Tid i Stockholm havde kostet Rigsbanken en rund Sum — men for en almindelig Betragtning syntes det hele at være i Orden.

Det lykkedes Holst efter en Del Formaliteter at erhverve den originale Check udlaant særlig ud fra den Betragtning, at Falskneriet rimeligvis var begaaet i Helsingør, hvor Checken var udstedt. Og samtidig naaede Holst den store Vinding, at han under sin Efterforskning havde en med Faktum bilagt Sigtelse for Falsk, der frembød adskillige Fordele fremfor en tvivlsom Sigtelse for Mord og var langt mindre sensationel, et Punkt, der for Politimanden, der arbejder i en Tidsalder, hvor et nyhedstørstende Publikum ved sin Presse følger ham i Hælene, var af den allerstørste Betydning.

Desuden anstillede Holst Undersøgelser i Helsingborg, der kunde lede til nærmere Oplysning af selve Mordsagen. Sjöström havde boet under eget Navn paa Mollberg i Dagene fra den 25.—28. Marts; han havde været alene den første Dag, den anden havde han haft Besøg af en i Staden velkendt Officer, Løjtnant Claes Ankerkrone, der havde boet paa Hotellet i Dagene den 26.—27., men derefter var rejst med Færgen til Helsingør i Følge med Sjöström. Den 28. var Sjöström vendt tilbage og havde forladt Helsingborg over Lund, sandsynligvis for at begive sig til København over Malmø, da han til Portieren havde opgivet, at Breve skulde adresseres til Hotel Kongen af Danmark, København. Portieren erindrede forøvrigt ikke, at der var eftersendt Breve, men Dagen efter at Sjöström var rejst, havde hans Broder, Staldmester Bror Sjöström, ligeledes velkendt i Helsingborg, indfundet sig og spurgt efter ham.

Det viste sig, at Rygtet om de Penge, han havde hævet, var sivet ud, og at en Del bedrøvede Kreditorer havde besluttet sig til en Aktion imod ham, der havde givet sig Udslag i en Henvendelse til det stedlige Politi, som straks havde underrettet Broderen om Sagen med det Resultat, at den brave Mand øjeblikkelig havde indfundet sig paa Hotellet. Sagen var imidlertid døet hen; nogle mente, at Staldmesteren havde maattet afse nogle Krummer til de hungrige Kreditorer.

Det var alt, hvad man vidste i Helsingborg, og Holst maatte altsaa forfølge Sporet dels ved Henvendelse til Staldmesteren — en meget kilden Sag — og dels ved at søge Oplysninger i Helsingør. Han besluttede sig til først at gæste Hamlets Stad og tog med Færgen tværs over Øresund, hvor han atter efter sin indholdsrige Udenlandsrejse stod paa dansk Grund.

I Helsingør var Sjöström ikke kendt, og det viste sig ved Undersøgelsen af de stedlige Hotellers Rejselister, at han ikke havde opholdt sig der, i hvert Fald ikke under sit Navn. Derimod fremkom et og andet af den allerstørste Betydning.

Paa Jernbanehotellet ved Havnen, skraas overfor den smukke nye Banegaard, havde i Dagene fra den 25.—27. Marts boet en Dame, der efter Beskrivelsen kunde være den myrdede. At dette ikke ved de første Undersøgelser var fremkommet, beroede derpaa, at Hotellets Portier havde været bortrejst i anden Tjeneste, men nu var genengageret til det store Etablissement Marienlyst, og det derfor var muligt at erholde nøjagtigere Oplysninger. Kelneren og Stuepigen var nye Folk, og Værten havde i de Dage været paa en Tur til København.

I Hotellets Bog stod den paagældende indført som Fru Gorin, Nizza, og det lykkedes at konstatere, at hendes Bagage den 27. om Morgenen var ekspederet til denne Adresse Hotel Kongen af Danmark, København, som Ilgods. Hun havde været i Selskab med to Herrer, i hvert Fald den ene Dag, men det var ikke Portieren mulig at oplyse, hvem disse Herrer havde været. Hun havde ligeledes haft Besøg af en ung Dame, der imidlertid straks var rejst tilbage til København.

Dog vidste Portieren bestemt, at en af Kelnerne, der nu gjorde Tjeneste paa Marienlyst, og som var gift og havde Ophold i Helsingør, personlig kendte den ene af Herrerne. I Hotelbogen stod Navnet Lundkvist, Rentier, der imidlertid sikkert var et paataget Navn, den unge Herre var adelig og svensk Officer. Navnet kunde Kelneren ikke opgive til Portieren; han havde antagelig faaet en større Skilling for at tie stille med det.

Holst skyndte sig at tage Manden for, og ved en hensigtsmæssig Behandling lykkedes det ham at erfare, at den unge Herre var en Løjtnant ved Kronprinsens Husarer, rimeligvis tillige Godsejer, umaadelig rig og meget flot — hans Navn var Claes Ankerkrone.

Det gav et Sæt i Holst. Der var ingen Tvivl om den Ting; Claes Ankerkrone var altsaa stærkt impliceret i den hele Historie, og det slog Holst, hvor uforsigtig han havde baaret sig ad ved at sende Ritmesteren Annies Brev. Han maatte tilstaa, at han havde handlet meget uklogt. At han havde vist Ritmesteren Fortrolighed var forstaaeligt og naturligt. Men allerede Bror Sjöströms Fortælling maatte have kaldt hans Agtpaagivenhed frem, og efter Samtalen med Kurk burde han have været endnu mere mistroisk mod sin Ven Ritmesteren.

Annies Korrespondance havde yderligere ladet ham se, at Ritmesteren næppe havde været helt ærlig mod ham, og nu kunde det ganske sikkert siges, at Claes Ankerkrone, Ritmesterens Søn, vilde blive stærkt kompromitteret ved den hele Sag, selv om der intet forelaa, der berettigede til at antage, at han var medskyldig i eller endog vidende om Mordet.

Men saa stod alligevel det uopklarede Faktum tilbage, at Ritmester Ankerkrone i sin Samtale med Holst havde ladet Ord falde om sin Hjælp, og om at Holst maaske vilde komme til at trænge til ham.

Holst besluttede med det samme at søge Ritmesteren og, med Tilsidesættelse af alle Hensyn, at tvinge ham til at lægge Kortene paa Bordet og fortælle alt, hvad han vidste.

XII.

Da Holst sent paa Aftenen ankom til Herredsfogdens Bolig, blev han modtaget af hans Husbestyrerinde med den Meddelelse, at Herredsfogden Dagen forud var rejst med Orlov og havde forladt Stedet i Selskab med Ritmester Ankerkrone og den unge svenske Frøken. Det var blevet bestemt faa Dage forud, og Rejsens Maal var Tyrol.

Holst blev særdeles ubehagelig berørt ved denne Nyhed. At Herredsfogden havde taget Orlov, medens en saa vigtig Sag stod paa, fik være sin Sag; han maatte indrømme, at Udsigterne til Sagens snarlige Oplysning var særdeles smaa. At han var rejst med Ankerkrones var meget kedeligt, men ogsaa meget naturligt; Venskabet mellem Ritmesteren og Herredsfogden var blevet meget intimt. Men nu stod Holst der. Hans Foresatte var bortrejst; afgøre Sagen med Fuldmægtigen, en stræbsom dansk Jurist, der udelukkende levede for private Forretninger, vilde han ikke. Han maatte altsaa foreløbig lade den Side af Sagen hvile og ved et Besøg hos Staldmester Sjöström søge at finde Løjtnant Sjöströms Spor.

Meget nedtrykt vilde han vende tilbage til Helsingør, efter at han havde afslaaet Husbestyrerindens gæstfri Opfordring om at overnatte i Herredsfogedboligen, da det pludselig faldt ham ind at gaa ned til den Gaardmand, hvor Ritmesteren havde boet, og hvor han selv havde haft Ophold, for at erfare noget om den pludselige Afrejse.

Hans tidligere Vært modtog ham med stor Glæde, og uagtet det var sent, lod han dække et velbesat Aftensbord, som Holst lod vederfares al Retfærdighed for bagefter ved en stor Toddy at tale om gamle Dage. —

Holst fortalte kun lidt om sig selv, han havde intet oplevet, sagde han; men han spurgte, og det slog ham selv, hvor underlig Situationen havde ændret sig. Nu sad han her, hvor han saa tit havde været Ankerkrones Gæst, og anstillede de nøjagtigste Undersøgelser om sin »Farbroders« Liv og Levned i den senere Tid.

Det gik saa let. Gaardmanden beundrede Ritmesteren og talte om ham med den allerstørste Begejstring.

»Ja,« sagde han, »det var en Adelsmand, en Stadsmand i Ordets fulde Betydning. Fra jeg saa ham første Gang, og til han nu rejste i Gaar, har der ikke været et ondt Ord imellem os. Han betalte flot, men han stillede ingen Fordringer; han er ubetinget den bedste Mand, jeg i mit Liv har truffet. Og Datteren, hvor var hun nydelig.«

Holst tænkte paa Ulla — ja, hun var nydelig, og Faderen var en Hædersmand, hævet over al Tvivl; men hvorfor havde han ikke været ærlig — eller havde han været ærlig? Nej — han havde vidst, at den myrdede Kvinde var Annie Cederlund, han havde fordulgt det for Øvrigheden, og han havde haft sine Grunde til at fordølge det. Dog syntes Holst, at ham burde han have vist større Tillid.

Og han begyndte at spørge sig for, for at erfare, naar Ankerkrone første Gang havde sat sin Fod paa Egnen.

Gaardmanden gned sig lidt i Nakken. »Ja, egentlig skulde jeg vel ikke fortælle det,« sagde han, »men De er jo en Ven af Ritmesteren, og det er meget længe siden, saa nu kan jeg vel nok tale om det. Det varer vel ellers længe, inden han kommer her igen, om han kommer nogensinde. Hans Helbred var slet ikke godt; han har haft et Par Besvimelsesanfald fornylig, efter at De var rejst. Frøkenen var helt ude af sig selv, og selv sagde han saa underlig Farvel til mig. Men det véd vi jo aldrig, naar vi skal herfra. Ja, Ritmester Ankerkrone er ellers en gammel Bekendt.«

»Saa,« spurgte Holst — det slog ham, at det burde han have vidst før, men i Forholdet overfor Ankerkrone havde han ikke været paa sin Post; det skulde ikke ske mere. »Naar var det saa?« spurgte han.

Gaardmanden plirede lidt med Øjnene og tænkte sig om.

»Det kan vel være lige først i Firserne. Jeg havde overtaget Gaarden efter min Fader, der boede paa Aftægt nede i det lille Hus, hvor nu min Datter og hendes Mand har deres Handel. Saadan ved Sommertiden var det, saa kom der en skønne Dag en svensk Herre med en nydelig Dame og vilde have Logis i et Par Dage. Hun var ualmindelig smuk, lidt svagelig, naa det havde vel sine Aarsager. Hvad hun var for en, kan jeg ikke sige, men skammelig dejlig var hun, og han forresten ogsaa, det var et nydeligt Menneske. De boede her i en Maaneds Tid, gik og sværmede og var lykkelige med hinanden; gifte var de vel sagtens ikke, men det kom jo ikke os ved. Han kaldte sig Cederlund, og hun hed Annie. Det dejligste lille Kvindemenneske, nogen kunde se, og Kors hvor hun var forelsket.«

Holst trommede i Bordet med Fingrene. »Naa, og saa —«

»Ja, da der var gaaet en Maaneds Tid, saa rejste de.«

»Og saa —«

Gaardmanden saa op paa Holst med et stort polisk Smil.

»Da jeg saa ham igen i Aar, hed han ikke Cederlund, men Ankerkrone. Han generede sig vist lidt ved det, men han kunde jo nok forstaa, at jeg vilde ikke tale om det. Og det skulde jeg vel forresten heller ikke have gjort, skønt de Herrer af Politiet er jo saa vant til at høre alskens hemmelige Historier. Og nu er det jo længe siden.«

Holst var bleven bleg — han skyllede en kraftig Slurk Kognakstoddy ned og lænede sig tilbage i Stolen. Han var stærkt betaget af det, han havde hørt, skønt Annies Breve havde dog tydelig nok fortalt om hendes Forhold til ham; han vidste, hvem denne han var; at det var Ankerkrone, og nu her paa dette Sted, hvor Ankerkrone havde genset den Kvinde, der for 20 Aar siden havde været hans Elskerinde, som Lig — myrdet og nedsænket i den dybe Mergelgrav —, havde han kunnet gennemføre det fuldstændigste Falskspil med den Mand, der skulde bringe den begaaede Misgerning for Lyset.

En eneste Dag for sent var Holst kommen. Blodet susede for hans Tindinger, han rejste sig uvilkaarligt. »Her er varmt,« sagde han.

Gaardmanden løftede Glasset. »Skaal, Hr. Løjtnant — skal vi drikke et Glas for vores brave Ven Ritmesteren og hans nydelige Frøken Datter, som er vældig skudt i Dem, kan jeg hilse og fortælle Dem.«

Holst blev blodrød, men han drak Skaalen.

Saa spurgte han lidt aandsfraværende: »Hvordan gik det egentlig til, at Ritmesteren igen blev Gæst i Deres Hus?«

»Det gik helt naturligt til,« sagde Værten, »jeg var taget ned til Helsingør en Dag først i Maj Maaned, saa træffer jeg paa Jernbanestationen Ritmesteren og hans Datter. Vi gav os i Snak sammen, de sagde, de skulde Syd paa, og saa spurgte jeg, om de ikke vilde se indenfor hos os. Det vilde de godt nok, og saa blev de her i tre Maaneder.«

»De kendte ham straks igen?« spurgte Holst. »Det var mærkeligt, og de havde ikke set ham i tyve Aar.«

Gaardmanden lo. »Nej, saa god er min Hukommelse alligevel ikke, skønt helt ringe er den ikke, naar jeg faar tænkt mig om. Men Ritmesteren havde jeg nu alligevel ikke kunnet kende igen. Det var nede paa Hotel Øresund, der var et Møde om nogle Amtssager ved det Hestevæsen, jeg har saa meget at gøre med, nu i Foraaret en Gang. Der sidder jeg og faar en Genstand med et Par Bekendte, saa ser jeg lige overfor ved et Bord en Herre, der sidder og ser saa vist paa mig. Jeg synes, jeg skulde kende det Ansigt, men jeg anede alligevel slet ikke, hvem det kunde være. Saa rejser han sig og kommer hen til mig og spørger, om det var Anders Mortensen fra Byen her.

Jo, det var det da. Om jeg kunde kende ham. Det kunde jeg da ikke. Saa lo han og spurgte, om jeg da ikke kunde huske Hr. Cederlund, og saa var jeg straks med. Men saa syntes jeg, han blev lidt kort for Hovedet lige med et, da den unge, han var i Følge med, kom hen til ham. Saa busede det ud af ham: det er min Søn. Den Gang fik jeg ikke at vide, hvad han hed, før jeg saa en Maanedstid senere traf ham med Datteren, og saa var det, vi blev helt gode Venner; han har vel syntes, han var lidt studs imod mig forrige Gang.«

Holst havde lænet sig tilbage og hørte med stor Opmærksomhed paa den lange Beretning. Da Gaardmanden tav for at trække Vejret, spurgte han: »Naar var det Hestesagsmøde?«

»Ja, Datoen kan jeg ikke sige, men det var i Slutningen af Marts.«

»Kan De ikke se Datoen?«

»Jo, bi lidt — det staar paa min Pultkalender; jeg har saadan en Klatpapirsindretning, hvor jeg noterer alting af den Slags; man er jo efterhaanden inde i saa meget med Møder og den Slags Væsen, saa det halve kunde være nok.«

Anders Mortensen rodede lidt mellem sine Papirer og fandt da Datoen frem. »Det var lige bestemt den 26. Marts i Aar. Ja, det var det ogsaa, det var dejligt Foraarsvejr; jeg husker, jeg var kørende til Byen med min Kones Søster, og vi havde næsten ikke Rejsetøj med. Jo, det var saamænd den 26. Marts i Aar, at jeg saa Ritmesteren igen efter 20 Aars Forløb. Det er ellers kunstig nok, at jeg først nu, da han kom, fik at vide, hvad han hed. Min Kone og jeg snakkede tidt om, at det var et underligt Tilfælde. Hende, Pigebarnet, talte vi aldrig om, han heller ikke, det har vel været saadan en Tulle, han har haft den Gang, men skammelig dejlig var hun ligegodt.«

Saa talte de lidt om Ritmesterens Helbred; det var daarligt, sagde Gaardmanden. Ellers havde de ikke mærket noget, men for en otte Dage siden, lige ved Middagstid, Ritmesteren havde vel været oppe efter Posten, kom han hjem og blev da saa forskrækkelig daarlig. Datteren mente, han havde gaaet for rask, og det var jo muligt, for det var meget varmt.

»De fik Bud efter Doktoren, men saa var det ligesom bleven bedre; Ritmesteren holdt sig i Ro et Par Dage, saa kom der en Ven af ham fra Sverig, en høj statelig Kaptajn, som var Baron, og som de kaldte Farbror Holger — Kruk hed han, eller saadan noget. Han var der i et Par Dage, og saa bestemte de sig til at rejse. Det hed sig, de vilde til Tyrol, og Doktoren mente, det var rigtigt at tage op i Bjergene, der skal Luften være saa let. Ja, vi var kede nok af at miste dem. Det var dejlige Folk.«

Holst gik sent til Ro, han læste omhyggelig Annies Breve og bebrejdede sig bittert, at han havde ladet det allervigtigste gaa sig af Hænde. Det var en utilgivelig Fejl.

Den næste Dag rejste han til Skaane til Staldmesteren paa Riddartofte.

XIII.

Riddartofte ligger en kvart Mil fra Bjersjöladugård Station paa Esløf-Ystad Banen, højt, omgivet af venlige Bøgeskove med Udsigt over Vombsjön og Romeleklint ud over Sletten omkring Lund. Et herligt Herresæde med store Bygninger i hollandsk Renæssance og talrige Udbygninger. I en lille Pavillon, ikke ulig Badstuen ved Frederiksborg, boede Staldmester Bror Sjöström i en sirlig lille Ungkarlelejlighed, der blev passet af hyppig skiftende Jomfruer, som uvægerlig lod sig attakere af den gamle Soldat, forholdsvis hurtig strakte Gevær i Haab om at føre Sejren hjem, men ikke længe efter Nederlaget med Smerte og megen Sorg fjernedes og anbragtes for Godsets Regning, i det mindste for en Tid.

Greven paa Riddartofte, Tage Falkenberg, en venlig og hyggelig skaansk Magnat med saare meget Arveguld i Gemme, havde foreslaaet at optage Sjöström i Hofhusholdningen; det var forsøgt, men Grevinden gentog aldrig Forsøget. Og Affindelsessummen overgik som en fast Bestanddel af Staldmesterens iøvrigt ret betydelige Gehalt.

Holst havde ladet Staldmesteren vide, at han kom, og han blev afhentet paa Stationen i en fiks lille Pürschvogn, forspændt med et Par nydelige Juggere, kørt af en hørhaaret Smaakøring.

I Døren til Pavillonen, af Naboerne kaldet »Arkadien«, modtages han af en yppig, flot bygget Hebe, der endnu befandt sig paa Kapitulationens første indledende Stadium og smilede frejdig svensk med et Par søgende Øjne.

Der var »förbaskadt stiligt« i Arkadien.

Staldmesteren optraadte i elegant Smoking og præsiderede som en feudal Underkonge ved en charmant »Tillställning«; det faldt ham ikke ind at spørge om Holsts Ærinde, han var den uovertrufne, sirlige svenske Vært, den fødte skaanske Adelsmand og Kriger, som kun er en i denne Verden.

Det var lidt svært for Holst at fremføre sit Ærinde, og han gik da ogsaa en betydelig Omvej. Han maatte tilstaa, at det gjaldt Hugold, og Bror Sjöström gøs koldt ved Tanken. Hugold betød altid Penge ud af Lommen, ganske vist betalte Godskassen, men det ærgrede altid Staldmesteren at trække paa denne rummelige Kasse i den Anledning. Greven paa Riddartofte havde ved en saadan Lejlighed med større Alvor end sædvanlig sagt til sin Staldmester:

»Kære Bror — dine Kvindfolk betaler jeg med Fryd og Glæde, selv har jeg ingen anden end min Hjærtefru, og de stakkels Kvindfolk skal leve, at give dem er en Adelspligt, som Du besørger paa Riddartofte, Bror min. For dine Børn betaler jeg ogsaa, jeg har Tro til dit Afkom, men den Slusk, din Bror Hugold! Nej, nu skal det være Slut.«

Han vidste, at Greven uvægerlig betalte.

Men Staldmesteren holdt ikke af det. Holst tog derfor uhyre forsigtig paa det og fortalte, at han og en Ven, der var ansat ved Generalstaben, havde truffet Hugold i Nizza og der haft en Transaktion med ham, som ganske vist var ubetydelig, men et Papir var oprettet, som beroede hos Hugold, og som han ikke vilde udlevere. Det drejede sig kun om en Bagatel, og der var ikke Tale om Penge, men Holsts Ven ønskede Papiret udleveret, og det var umuligt at skaffe Hugolds Adresse.

I Nizza var han ikke mere — det havde Holst erfaret ved Henvendelse — og det var rigtigt nok. Da Staldmesteren mærkede, at det ikke gjaldt Penge, blev han noget beroliget og fortalte Holst, at han intet vidste om Broderen, som var beklagelig paa Afveje, men at han havde truffet en Nabo paa Esløf Station, der lejlighedsvis havde fortalt ham, at Hugold nu havde Domicil i Venedig med en charmant Pige, en lille Juvel, som han passede svært paa.

Staldmesteren trak paa Skulderen. »Hugold er en Slusk — men han er min Broder, jeg har gjort for ham, hvad jeg kan, jeg kan ikke mere. Blot han nu vilde holde sig fra Sverig og dø som en nogenlunde anstændig Adelsmand. Mere tør jeg ikke haabe.«

Holst sagde ikke noget, og Staldmesteren fortsatte:

»De kender altsaa min Broder Hugold?«

»Nej,« sagde Holst, »ikke personligt.«

Staldmesteren tog et Billede ned fra Skrivebordet, en høj rank Soldat, med smukke, regelmæssige Træk og en stor lys Knebelsbart.

»En rask Knægt var han,« sagde han med et Suk. »Det er de Fruentimre, der har ødelagt ham, og i Synderlighed denne Djævel Annie Bengtson, hvor i Verden hun nu færdes.«

Holst spurgte i en let Tone, hvem Annie Bengtson var, og erfarede omtrent det samme, som Kurk havde fortalt ham.

»Tror De nu, det er forbi mellem dem?« spurgte han forsigtigt.

»Det tror jeg,« sagde Staldmesteren bestemt. »I Marts dette Aar tilskrev Hugold mig, at nu var det Slut mellem dem; han lovede mig at komme hertil, han var nogle Dage i Helsingborg i en Art Affære, men da jeg kom derhen, var han borte. Siden har jeg ikke hørt fra ham, men jeg kunde forstaa, at med Annie var det forbi. Naa, saa har han vel en anden; de Djævels Kvindfolk er vort Køns Fordærv.«

Holst smilede; i det samme viste Husnymfen sig med pousse Cafeen, hun saa helt Værtinde-lig ud og bevægede sig med forførerisk Ugenerthed i et tækkeligt Kostume, der var afpasset i tilpas appetitvækkende Stil.

Staldmesteren nikkede og tændte en uhyre lang Cigar.

Holst bad om et Kort med et Par Ord til Hugold til Introduktion, om han skulde træffe ham, han laa paa Rejse til Venedig, og en Hilsen vilde han gerne bringe.

Det fik han med et Suk og uden videre Ceremonier. Det var ham klart, at om Hugold var der ikke stort mere at erfare, og han ledte derfor forsigtig Samtalen hen paa Ankerkrones. Det var ham særlig om at gøre at erfare noget om den unge og hans Forhold til Hugold.

Han følte sig for: »Var Claes Ankerkrone ikke en god Ven af Deres Broder?« spurgte han.

»Af Hugold —« Staldmesteren saa helt forfærdet ud. »Det har jeg aldrig hørt.«

Han vidste altsaa intet. Det forekom Holst, at Sjöström var den første, der havde fortalt ham om den unge Ankerkrone, og han berørte dette.

Staldmesteren rystede paa Hovedet. »Nej,« sagde han. »Jeg véd nok, at Claes har haft en Historie med en Dame, som han et Par Aars Tid har flakket rundt med i Frankrig, men jeg har aldrig hørt Tale om, at Hugold havde været med der.«

»Hvorledes endte da det?« spurgte Holst.

»Meget lidt romantisk,« sagde Staldmesteren, »som det altid ender med de Pokkers Kvindfolk. Claes' Papa, Gubben Ankerkrone, maatte købe Damen bort med Claes' Kones Penge, der nok skal være uudtømmelige. Det skete en Gang i Vinter eller Vaar, hed det sig. Damen rejste Syd paa, og Gubben tog Sønnen med sig til Italien, hvor der skal have været øm Forsoning. Det siger nogle. Andre siger, at da det kom til Stykket, rendte Damen bort med en anden, og gamle Ankerkrone beholdt selv Pengene, hvad der var yderst forstandigt, for han trænger til dem. Naa, det blev ordnet et Sted i Danmark, og man taler ikke om det. Greven her har truffet Claes i Venedig for et Par Dage siden; han var lige kommet med Frue og Børn, da Tage Falkenberg rejste gennem Byen. Han skal have været meget hyggelig Sammen med sin Frue, og det kan jo godt være Usandhed alt sammen. Gubben Ankerkrone er svært ilde lidt her i Skaane, og dog er han en charmant Mand, og hans Datter er nydelig — usædvanlig nydelig.«

Holst nikkede. »Jeg kender dem ganske godt. Det vil sige, jeg har truffet dem. Ritmesteren er en fortræffelig Mand, en smuk Mand.«

»Kors,« sagde Staldmesteren og nippede til en Maraskino med megen Andagt. Han vilde aabenbart nødig tale om Ankerkrone, og han havde ganske glemt de Indiskretioner, han ved første Møde havde begaaet med Hensyn til Ritmesterens tidligere Liv — eller han skøttede maaske ikke om at komme ind paa Spørgsmaalet.

Holst saa lidt skarpt paa ham under sænkede Øjenlaag og spurgte i en let Tone, om han troede Ritmester Ankerkrone til nogen uhæderlig Handling.

»Kors,« sagde Staldmesteren og tømte sin Maraskino, »han er en Adelsmand fuldt ud.«

Men han vilde ikke tale om ham, og Konversationen skiftede Emne. Den drejede sig væsentligt om de tre Ting, Staldmesteren forstod, Heste, Hunde og Kvinder, Holst var Tilhører, mens Staldmesteren talte ustandseligt og morede sig kongeligt. Han fandt Løjtnanten charmant, og de blev dus, inden Husnymfen intervenerede og sørgede for, at hendes strænge Husbond kom til blødt Leje.

Næste Morgen havde Staldmesteren Tømmermænd, og Holst rejste tilbage til København.

XIV.

Da Holst kom tilbage til sit Hjem i Hovedstaden, forefandt han foruden anden Post et Brev fra Ankerkrone, vedlagt en Pakke Papirer; det lød saaledes:

Kære Ven.

Længe har jeg overvejet, om jeg burde skrive til dig, eller om jeg burde vente og se, om vore Veje krydsedes. Vort Bekendtskab er ungt, men du kan tro mig, naar jeg siger dig, at jeg, som er en gammel Mand, om ikke af Aar, saa dog af Sind, fordi Livet har bøjet min Ryg og trukket Furer over min Pande, aldrig har mødt nogen Ungdom, der varmede mit Hjerte som din. Selv har jeg fra min første Ungdom tænkt mig Livets herligste Maal at efterlade mit Navn, og hvad Livet har lært mig, til den, der skulde tage den Gerning op, som jeg ikke har kunnet fuldføre, at leve Livet, som et Menneske skal leve det. Min Søn kan ikke tage dette op, fordi han staar alt det fjernt, som staar mit Hjerte nær. Hos dig har jeg fundet saa meget af det, jeg elsker, og saa meget af det, jeg savner, og jeg holder mere af dig, end du kan tro og ane.

Derfor skriver jeg til dig. Du sendte mig, uden at forstaa det, et Budskab, som du kaldte det, »fra hinsides Graven«, du kunde ikke have sendt mig tungere Budskab, endda det ikke lød første Gang for mig. Min Ungdomsven Holger Kurk har fortalt mig om sit Møde med dig; jeg véd nu, at du kender en Del af de Begivenheder, der knyttede min Skæbne til hende, hvis Lig de fandt i Skovsøen hin Dag. Du kender langt fra alle, men hvad jeg her sender dig, vil berette dig om alt, hvad jeg kan sige.

Jeg kendte hende straks den Dag, de fandt hende; du kunde maaske kalde det Svig, at jeg tav. Men jeg maatte tie om alt dette svundne, som du nu skal lære at kende, og du vil forstaa, hvorfor jeg tav, da man larmede om mig for at faa alt at vide og sprede det til tusinde ligegyldige og uvedkommende Mennesker. — Ikke sandt?

Jeg tror aldrig, du naar tilbunds i denne Sag. Jeg raader dig til ikke at opgive, det skal man ikke, jeg beder dig heller ikke om noget, fordi jeg stoler paa dig. Hjælpe dig kan jeg ikke; jeg er ikke heller rask mere, men skulde vore Veje mødes, saa søg mig som den jeg er

din faderlige Ven Arvid Ankerkrone.

Dette Brev laa øverst i en Pakke Papirer, der øjensynlig med stor Omhu var udsøgte af en større Samling Breve og Aktstykker, der fortalte om alt, hvad der var sket mellem Annie og Ankerkrone.

Først i Rækken laa et Hefte med løse Blade, paa hvis Omslag var skrevet med Ritmesterens faste, sirlige Haand:

Af Arvid Ankerkrones Dagbog.

Dagbogen var delt i korte Afsnit, hvert af disse indlededes med et Citat af Goethes venetianske Epigrammer. I flere af Afsnittene var Mesterens Ord fra disse Epigrammer flettet ind i Teksten i Oversættelse; det var tydeligt, at Ankerkrone i sin Ungdom havde været stærkt paavirket af denne Digtning, ja, endog forsøgt at bygge sin Dagbog over dens Strofer. Men sært og skurrende havde Livet grebet ind i dette Digt og bøjet det mere og mere mod alvorsfuld Prosa, til Ankerkrone havde lagt Pennen bort med tunge bitre Ord for at lukke sin Dagbog for stedse.

Dens Indhold var følgende:

Venedig, Juli 1875.

Seks og tyve Aar og i Venedig! — Sandelig, du store udødelige Digter, jeg behøvede ikke dig for at vise mig Vejen i den summende Labyrint; jeg har set Bajæ og Fiskene og Havet, som jeg har set Venedig og Pølen og Frøerne. Jeg sover ikke, jeg er lysvaagen. »Hvilken Kvinde jeg ønsker?« — I spørger mig, jeg har fundet hende, saadan som jeg ønsker hende — Perlen i Muslingen, som jeg vil bevare ved mit Hjerte.

Julia Cassini —

»Ja, jeg forstaar det saa vel, det er mit Legeme, der rejser, mens i den elskedes Skød hviler bestandig min Sjæl.«

Kort sagt, jeg er forelsket, forelsket og ung, jeg er i Venedig.

Det er Sommer, og Varmen hviler trykkende over Marcuspladsen, medens Vandet skvulper dovent i Canale grande. Timevis lænet tilbage i Gondolen, lader jeg mig føre forbi den elskedes Hus. »Med den blidt gyngende Vugge kan jeg ligne Gondolen, Kassen, der skærmer mod Sol, er som en sort Sarkofag. Og mellem Vugge og Grav ad Livets Kanal den mig fører, sorgløs drømmer jeg da, glidende let over Vand.« Jeg véd jo, hun kommer, og at naar hun kommer, er hun min.

Hun lovede mig det første Kys i Venedig, Venedig er hendes Hjem, og der skal jeg søge hende, der skal jeg møde hende, naar hun kommer.

Endnu er hun ikke kommen.

Saa længe faar jeg trøste mig med Venezia og Goethe.

Det er alligevel ikke let at vente. —

»Ellers agter jeg skarpt Aarets de skiftende Tider, hilser den gryende Vaar, længes mod Frugten i Høst. Nu er mig Sommeren lig Vinter, der dækker med Sne, Amors Vingeslag har skabt mig den evige Vaar.«

Julia er kommen.

»Sig mig, hvorledes du lever — jeg lever, var Aarene hundred, og var de hundrede til, hver Dag blot blive som denne.«

Store Mester, hvis dejlige Vers jeg Taabe har prøvet at gengive. Hav Tak for det, du var mig i disse Dage.

Hav Tak med dine egne Ord.

»Træt var blevet mit Sind, da stedse kun Billeder saa jeg, herlige Skatte, den Kunst, som ikkun Venedig bevarer, saadan bedaarende Lyst kalder dog ogsaa til Hvile, efter et Billed i Liv søgte mit smægtende Blik.«

— Forlad mig, Mester — nu prøver jeg at digte.

Poul Veronese har malt Julia dit Billed en Gang — men den Glød i dit Blik — Julia — ingen har malt.

Og dine Læber, Julia — nu er Drømmens Virkelighed.

Den 14. Juli 1875 gav i Venedig den ædle Donna Julia Cassini Arvid Ankerkrone sin Tro.

— — —

Smaaland, Aug. 1881.

Disse fire Linier fortælle alt. Jeg har fejlet, og først her i den grønne dejlige Dal ved Lagan har jeg indset, hvori min Fejl bestod. Jeg har elsket Julia, og i de første Aar af mit Ægteskab troede jeg paa Lykke. Men jeg har handlet Uret i at ville plante Sydens Rose i Nordens kolde Jord. De første Pust fra den ubarmhjærtige Nordenvind har isnet Rosen. Julia har født mig en Søn, og i Daaben har jeg skænket ham Navnet Claes, som er gammelt i min Slægt. Julia har født mig andre Børn, men de er døde, og med dem er det, som om hendes Blod er udgydt. Bleg er min Rose.

Julia er rejst mod Syden, mod Venedig, hun bad mig ikke følge, jeg ønskede det ikke heller, for vore Drømme er drømt til Ende. Fem Aar er en lang Drøm, og Drømmen var sød.

Nu er den forbi.

»Jeg tog fejl — jeg har taget fejl før — jeg har set det, men jeg er aldrig bleven lykkeligere derved.«

Nu hedder min Lykke Annie. Hun er seksten Aar og tog sit Bad i Aaen, da jeg saa hende første Gang. Nøgen stod hun ved Busken, der drikker af Aaen, og da jeg traadte frem uden at ane, at hun stod der, løftede hun sit Blik mod mig og lo. Skøn som Venus, der steg af Havet, skjulte hun intet, fordi hun intet havde at dølge, og hendes Blik lo mod mig, medens Aaens Bølger krusedes om hendes Fod.

Annie er Datter af Korporal Bengt, hun er født i Smaaland blandt Lyng, Blomster og blinkende Søer. Og Annie er føjelig og god, som hun er blid og taalsom.

Annie er min Elskerinde —

Cedersköld og Kurk har været paa Jagt i Dag. Jeg jager ikke mere, jeg har stødt min Fod. Nämdemanden ler, han véd, jeg gaar til Aaen for at fiske.

Annie er kyndig i at sætte Snører, og Fisken søger til hende. Annie fanger den let med legende Haand.

Imorgen rejser jeg, og Annie følger mig.

Det kan ikke nytte at spørge, og hvorfor ogsaa det. Hvilken Lykke skulde vel søge Annie i Smaaland.

Julia har sendt mig et Brev. Hun spørger, om jeg kommer til Venedig.

Nej, jeg har kaaret Annie — er det ej det rette, Guder saa skaaner mig dog og lad mig forblive i Troen — — —

Sjælland, Aug. 1882.

Det er Bøgene i de danske Skove nord for Hamlets By, der hvisker deres stille Sprog i vore Øren. Annie er mig en god og kærlig Kvinde, og Dagene gaar saa lindt og let under Kys og Sol. Den store Eros er det ikke — men —

Jeg har ikke glemt Julia. Dag efter Dag synes det, som dukkede hendes Billede klarere frem for mig — men disse Dage tilhører Annie.

Der ligger oppe i Skovbrynet en ensom lille Sø, hvor vi gærne dvæler, Annie og jeg. Tæt kranset af Skoven ligger den der som et lille blankt Skjold mellem blomstrende Hæge og Tjørne. Vi sidder paa Roden af en vindfældet Bøg, hvor Søen skærer sig ind under Skrænten, der støttes af Røddernes Fletværk. Det Sted elsker vi begge.

Annie er bedrøvet og bange. Hun bøjer tit sit Hoved mod min Skulder og hvisker: Arvid, jeg er saa angst, du vil forlade mig for at drage til hende. Sig, at du vil det, og jeg skal glide ganske stille ned i Søen med mit ufødte Barn — ganske stille, for at du kan gaa din Vej til hende, som har Ret over dig.

Saa svarer jeg: Annie — ingen har Ret over mig uden den, jeg kaarer.

Saa kysser hun mig med Taarer, — Annie, der steg op til mig af Vandet den lyse Sommerdag i Smaaland — og langsomt drager jeg hende bort fra Brinken.

Men stundom føler jeg mig tung i Sindet, naar Folkene kommer hjem fra Arbejde, og deres Skænden lyder i Gaarden.

Saa tænker jeg paa Mesterens Ord.

Hvorfor skriger dog Folket og larmer, det vil have Føden, Børn vil det avle og sørge for Føden til dem. Mærk dig Vandrer det, og gør du derhjemme det samme; Menneske, gør hvad du vil, du driver det aldrig til mer.

Gammalstorp, Okt. 1862.

Jeg er alligevel Soldat. Naar Teltene brydes af, og Signaltrompeten lyder, slaar Hjertet frit og let i mit Bryst, og jeg tøjler min sortbrune Flora, der danser under mig over sandede Veje. Saa gaar den henover Landet, mens Ljunggreen, min brave Vagtmester, rider tavs bag mig til vi naar Gaarden, hvor hans Kvinde og de krøllede Unger vifter til ham. Vi rider undertiden derind og drikker et Glas Mælk, mens jeg klapper hans lille lyshaarede Johanne, hvis klare blaa Øjne ler til mig.

Saa gaar det videre over Stok og Sten.

Annie er borte — Julia er endnu i Venedig.

Hvad kymrer jeg mig om Annie og Julia nu.

Jeg er alligevel Soldat, og nu gaar det mod Lejren, jeg har ikke mere Tanker for kælne Lege, og Vennerne venter.

Baade Cedersköld og min brave Kurk, som jeg har forsømt saa skammeligt, fordi jeg drømte med Annie. — Hvorfor mon hun forlod mig?

»Var jeg huslig og Viv, og havde jeg, hvad jeg behøved, vilde jeg trofast og glad kysse og klappe min Mand, saadant vrænged' i Sang en simpel Tøs i Venedig, Sangen lød som en Bøn, og frommere ej jeg har hørt.«

Nu gaar det mod Lejren — hvem tænker saa paa Kvindfolk.

Venedig, Maj 1883.

Atter i Venedig — men dog ved det første Blik hvor forandret — mest dog jeg selv. Kun 8 Aar er rundne, siden jeg gæstede dig, Venedig — kun 8 Aar, og hvad er ikke sket siden da!

Jeg søger ikke min Kærligheds første lyse Dage, dens straalende Nætter, Julia har bedt mig komme, og jeg kommer.

Men jeg venter intet — jeg haaber intet — det er en Pilgrimsfart til hellige Steder — — —

— — —

Jeg drømmer, men aldrig drømte jeg lifligere Drøm. Julia er min egen, og min Ungdom lever, lever et nyt Liv efter en Dvale, jeg troede var Døden. Jeg plantede Sydens Rose i den kolde Jordbund, som er mit Hjemlands, og Rosen trivedes ikke, dens Hoved bøjedes, og dens Blade visnede. Nu har den drukket Duggen af sin Moderjord, nu folder dens Kronblade sig mod Solen, nu smiler den rødere end før, og dens Duft stiger mod den lette Luft. Julia, jeg elsker dig nu, elsker dig varmere, end jeg elskede dig nogen Tid. Du er Venezias Rose, min dejlige, du er den ene. Og du smiler, du spørger ikke, du ved, at din Kærlighed er alt, den tvivler ikke, fordi den ikke ser, den spørger ikke, fordi den ikke hører. Nu begynder Livet af ny.

»Jeg har dig elsket tilforn, brændende hed i Begær, elskede hører du, tro og betro dig til mig.«

Fra den Dag og Time er jeg Julias og kun Julias, alt andet skal være glemt, alt andet.

Navnet ogsaa — alt.

Minderne vokser fra hver Sten, fra hvert Billed og hvisker om mig de samme søde Sagn som i svundne Dage.

Julia du —

Men vi vil dvæle i Venedig — dvæle længe, evigt om du vil, og jeg vil berede min Rose en Urtegaard, hvor Vinden ikke kysser dens Bæger med Slud, hvor Duggen falder mildt og sødt, og hvor Solen kærtegner den.

Om du vil det saa.

Her skal du føde mig et Barn, som skal være vor Kærligheds Barn, en Datter, der skal bære dit Navn, eller nej — dit Navn skal kun du bære. Og ingen anden.

Venedig er mig Mindets og Haabets Stad. Mindet og Haabet er du.

Verona, Marts 1884.

Julia har født mig en Datter, i Daaben fik hun Moderens Navn, men vi har besluttet, at hun skal kaldes Ulla. For der er kun en Julia. Naar Julia atter er rask, rejser vi til Capri og Palermo, og ved Sommertid vender vi hjem til Gammalstorp, mens Solen skinner. Posten er en fortrædelig Ting — den har bragt mig Brev fra Annie.

Annie var et Navn — Annie er glemt.

Men Brevene kræver at mindes. Jeg har bedt Holger Kurk sørge for Annie og hendes Barn. Jeg siger hendes Barn. Jeg har Børn, men de er Julias. En Elskerinde bør ikke føde Børn. Børn bør kun avles ved Arnen.

Annie vil jeg ikke se mere, ikke heller hendes Barn. Det har vel ingen Nød, det er avlet i Elskov — men det var Elskov, der svandt — en Spøg.

Es sei, Liebchen, des Scherzes genug!

Gammalstorp, Marts 1885.

Vi var tre fra de unge Aar: Kurk, Cedersköld og jeg. Vore Fædre var Venner, og vi legede vor Barndoms Lege sammen. Vi voksede op sammen, og vor Uddannelse har vi faaet under samme Tag. Vilde nogen spurgt mig, hvem af de to, der stod mit Hjerte nærmest, vilde jeg ikke have kunnet svare. For jeg satte dem begge lige højt.

Og nu. Jeg skriver fordi jeg en Gang har betroet disse Ting til Papiret, for en Gang om mange Aar atter at se, hvad jeg følte, for at min Dreng en Gang kan lære sin Faders Skæbne at kende, ærlig og sand, som den mødte ham i Livet. Men hvert Pennestrøg er en Rift i et aabent Saar.

Annie har talt. Hun var rejst til Smaaland til sin Fader, og derfra har hun skrevet til Julia og fortalt hende alt. Julia vil tilgive, det føler jeg, men vi talte ikke derom, og Julia var syg. Jeg følte mig bedrøvet. Ikke fordi jeg angrede, jeg fulgte en Røst i mig, som talte den Gang og som nu tier. Men det smertede mig, at Julia led. Hun forstod ikke, hvor uendelig højt min Kærlighed til hende stod over min Elskov til Annie.

Og jeg kunde ikke sige hende det, for man kan tale til en Kvinde om sin Kærlighed til hende, man kan ikke, endda kun med et Ord, berøre en venlig Følelse for en anden, endsige Elskov.

Høsten gik, og den var tung og mørk. Jeg vilde rejse mod Syd, men Julia vilde ikke. —

Julia var skønnere end nogensinde før, men hun vilde ikke se mig. —

Saa kom Vinteren og med Vinteren Fester, hvor Julia straalede som en Dronning blandt alle Terner smaa.

Hun var venlig mod mig igen, men min Drøm kom hun ikke i Møde. Jeg vilde vente og haabe. Saa skete det.

Jeg troede det ikke, jeg vilde ikke tro det, men jeg kunde ikke tvivle.

(Mellem Dagbogens Blade laa et gulnet Brev med Annies Haandskrift.)

Christiansstad, 20. Marts 1885.

Arvid Ankerkrone.

Du har voldet mig Sorg og Fortræd mere end nogen kan bære, men for mit Barns Skyld har jeg baaret det troligt. Jeg skriver mit Barn, for du siger, at Barnet er ikke dit, og det er vel muligt, for jeg har kendt andre end dig ogsaa den Gang — det siger du jo til Cedersköld og det er vel ogsaa sandt, for jeg har kendt ham ogsaa. Og nu har jeg kun ham at trøste mig til, for dine Penge vil jeg ikke eje eller have. Og Cedersköld vil sørge baade for mig og Barnet.

Mellem os er det jo alt forbi, for det vil du jo, du elsker jo din Kone over alt i Verden. Og hun vel ogsaa dig, skønt jeg har syntes, det var ret og rigtigt at vise hende, hvordan du var, og hvad en Kvinde kan stole paa dig i sin Nød, trods dine Ord og Forsikringer, som du aldrig mener. Men hun har jo ikke noget at lade dig høre, for I fine Folk er ikke bedre end en Pige som mig — for vi er jo alle lige for Vorherre og Syndere allesammen.

Men Ret skal være Ret alligevel.

Og det siger jeg dig, at du kan haane mig og forlade mig og støde mig bort, saa meget du vil, for jeg har Cedersköld, men din fine Frue, som du elsker, og som skal være saa stolt, skal ikke berøve mig mit det sidste og eneste.

Og nu ved jeg, at din Kone er Kæreste med Cedersköld, og de mødes baade det ene Sted og det andet, og tror du mig ikke, kan du faa Vished for det, naar du ønsker.

Og det, siger jeg dig, er ikke ret og rigtigt, for naar en Kvinde er gift og har Børn, saa er det ikke som med en anden en, der har sin Nød.

Og du har din Kone, som hun har dig, det vil jeg sige dig.

Annie Bengtson.

P. S. Vil du ikke tro mig, kan du komme selv og faa Syn for Sagen næste Mandag Kl. 8 Aften i Vestergaden hos Madam Engström. — — —

Jeg har dræbt min Hustru.

Ikke med min Haand, for jeg tror ikke, jeg kunde løfte Haand mod Julia, men jeg er Skyld i, at hun døde, og jeg bærer den Skyld til mit Livs sidste Dag, ja udover den, om noget udover findes.

Jeg gav Julia Brevet og spurgte: Er det sandt?

Og hun svarede ja.

Saa vilde jeg gaa — jeg havde kun et at gøre, at hævne min Ære, og det vilde jeg gøre i den Time, hvor jeg erfarede min Skam.

Hun bad mig blive og sagde mig, at Skylden var hendes og hendes alene. Men hun havde Ret til at handle som hun havde handlet, samme Ret som jeg.

Jeg svarede hende dertil, at her var ikke Spørgsmaalet Ret eller ikke Ret. Min Hustrus Ære var min Ære, mit Hus's Ære og mine Børns Ære, og dens Hævner var jeg.

Saa smilede hun og lagde sin Arm om min Hals og sagde, at det var ikke sandt. Hun havde kun villet hævne sig, kun villet prøve mig, og det var alt aftalt Spil. Nu var jeg straffet nok, og nu vilde hun tilgive mig.

Jeg troede hende ikke.

Saa bad hun mig vente og kalde de to til for af deres Mund at erfare, hvad jeg ikke vilde tro, naar hun sagde det.

Det var den tungeste Tid i mit Liv, de Dage der gik, for Cedersköld var da bortrejst, og Annie var i Christiansstad.

Men Dagen kom, og jeg lod de to kalde.

Cedersköld, der i saa mange Aar havde været min Ven, nægtede at tale, og Annie lo i bitter Haan og sagde, at det var sandt, det hun havde skrevet.

Julia græd, og jeg troede hende ikke.

Saa kom Natten, og hun tryglede mig om at tro hende, men hvor kunde jeg tro den, der havde forraadt mig? Hun sagde, hun vilde dø, om jeg tvivlede.

Og jeg tvivlede endda.

Saa døde Julia Natten den 27. Marts 1885 for sin egen Haand.

Jeg begravede hende, men begræd hende ikke.

Jeg svor at leve alene for mine Børn, og den Dag døde Smilet paa mine Læber, og jeg blev en gammel Mand.

Jeg svor endnu en Ed: at hævne den Vanære, der var bragt over mit Hus, og den Ed vil jeg holde.

— — — Her slutter min Dagbog, eller rettere de Optegnelser, der oprindelig havde været bestemt til at danne min Dagbog, men som Livets Alvor har afbrudt. En Mand kan ikke skrive sin Sorg ned; til hvad Nytte, til hvad Nytte! Tie! — og tal kun, hvor Ordet handler. — — —

Vedføjet laa tre Breve til Holger Kurk, der talte om det, hvorom Dagbogen tav. De var øjensynligt udvalgte af mange, men hver et af dem kastede det skarpeste Lys over en Handling.

Vintschgau »Neuspondinig«, d. 12. Aug. 1886.

Kære Holger.

Jeg skriver fra Tyrol, fra Stilfserjoch, hvor jeg bor i en Gæstgivergaard af det Navn Neuspondinig ikke langt fra det høje Punkt Ferdinandshöhe. Du véd, hvorfor jeg rejste, og jeg skriver dette for at meddele dig, at mit Hverv er fuldbragt.

Cedersköld er død.

Det gik ikke, som jeg havde ventet, og det var vel en højere Vilje, om saadan højere Vilje er, der bestemte det anderledes. Jeg holdt af ham, som jeg holdt at dig; hvad det vil sige, véd du selv. Han brød vort Venskab og handlede ilde mod mig. Jeg svor at finde hans Vej og kræve ham til Ansvar; jeg fandt ham her paa dette Sted døende, og han døde uden at tale.

Han var ankommen hertil fra Trafoi, hvortil jeg havde fulgt hans Spor. Han vilde skyde Genvej, tilfods og styrtede ned i en Bæk, der kaldes Klammbach.

Han var ynkelig at se, Brystkassen var knust og Hovedet stærkt læderet; han aandede svagt, da jeg saa ham, men han døde, ikke ti Minutter efter min Ankomst.

Jeg tænker endnu, om jeg havde truffet ham ved Franzenshöhe, hvor Ulykken skete, saa havde jeg sikkert nu staaet anklaget for Assiseretten i Bozen. Jeg kunde have slynget Cedersköld i hvilkensomhelst Afgrund i denne Verden.

Nu er han død, og jeg har ikke dræbt ham i Kamp. Jeg vilde ønske, jeg havde, for siden Julia døde, har hver Blodsdraabe i mig krævet hans Død, og jeg har forfulgt ham som hans onde Skæbne.

Annie har forladt ham; jeg ser af et Brev, der findes mellem hans Efterladenskaber, at hun har fundet en Ven i Wien. Annie er skabt til Glædespige, det bliver hendes Lod. Hun bedrog mig, da jeg elskede hende, hun bedrog ogsaa Cedersköld og løj for os begge.

Stakkels Korporal Bengt! Mig troede han, og medens jeg drog mod Syd for at se Venedig og Julia, forsøgte han at hævne sin Datters Ære ved at dræbe Cedersköld. Om Barnet er mit eller Cederskölds véd jeg ikke, men det skal ikke lide Nød; det har sit Forblivende med de trufne Bestemmelser. Ikke et Ord talte Cedersköld, men jeg tror han kendte mig, og det giver mig nogen Trøst. Jeg har aldrig troet, jeg kunde se et Menneske lide og føle Trøst derved. Men det gjorde jeg. Jeg har ladet ham begrave; han ejede intet, i hvert Fald kun lidt.

Nu er han død, og hans Navn skal ikke nævnes mellem os mere. Han fandt Døden den 6. Aug. 1886 ved Nedstyrtning mellem Ferdinandshöhe og Trafoi. Kusken, der kørte for ham, saa ikke, hvorledes Ulykken skete, og intet Menneske vil nogensinde erfare, hvorledes det gik til.

Nu vender jeg hjem til Børnene; deres Opdragelse er nu det, hvorfor jeg lever. Broderlig Hilsen.

Din Arvid.

Malmø, den 10. April 1898.

Kære Holger!

Du skriver til mig, at Annies Barn er dødt. Annie har skrevet mig til og søgt mig. Jeg svarer ikke. Annie har jeg holdt af, da jeg saa hende første Gang. Du vil maaske bebrejde mig denne Elskov, det kan man gøre bagefter. Jeg tror, at jeg handlede ret, fordi Livet byder saa lidt Solskin, og vi Mennesker bør søge Solskin. Naa, jeg vil ikke præke denne Lære, og det vilde ogsaa være dumt. Nu er jeg ændret i meget. Handlede jeg Uret, har jeg maattet bære »Straffen«. Jeg tror ikke paa Straf, men jeg tror paa Hævn. Al Straf er Hævn, og Hævn kan tilfredsstille, det har jeg selv følt en Gang i mit Liv.

At Barnet er dødt er kun godt, Annie fortjener intet Barn, og paa hendes Omvendelse, som du kalder den, tror jeg ikke. En Mand kan elske mange Kvinder og dog ikke præges af denne Elskov, en Kvinde, der elsker mange Mænd, er og bliver en Skøge. Saa faar I lære nok saa meget det modsatte og præke Jer Moral eller Umoral nok saa ivrigt.

Jeg er Junker fra Fødslen, og min Moral er Junkerens Moral, den bliver ikke anderledes. Det er slet ikke praktiske Hensyn, slet ikke Samfundet, jeg vil bevare, det er slet og ret min Soldatermoral, der vist, naar alt kommer til alt, ikke er nogen Moral. Skøgen har jeg glemt, og hendes Barn kendtes jeg ikke ved, da det levede, agter ej heller at græde ved dets Baare.

Begrav det og lad hende faa nogle Penge, det er vist det, hun trænger til.

Din Arvid.

Paris, den 25. December 1899.

Kære Holger.

Glædelig Jul — Du har vel undret dig over, at jeg ikke tilbragte Julen sammen med Ulla i Lausanne. Det var tilfældigt, vi havde besluttet, at hun skulde komme hertil, men ondt Vejrlig og Togstandsning krydsede vore Planer. Claes og hans Hustru er paa Sicilien, Hvedebrødsdagene varer vel endnu i 14 Dage, skønt Claes' Giftermaal huer mig ikke, hun er for rig og for lidt smuk. Gud være lovet, Ulla er fattig, saa spares hun for de Skuffelser. — Imorgen maa Ulla vel komme.

Juleaften tilbragte jeg her i Selskab med en Kvinde — Annie. Jeg drev ned ad Boulevarderne ved Aftentide for at se Julen i Paris; da mødte jeg hende og kendte hende straks. Det lod, som om hun led Nød, hun saa fattig ud. Du véd, jeg tror, alt i Verden har sin Bestemmelse, og jeg standsede hende og spurgte hende, om hun vilde tilbringe Juleaften sammen med mig. Jeg ved ikke, hvorfor jeg gjorde det, men nu, da det er sket, fortryder jeg det ikke. Det var den besynderligeste Juleaften, jeg har tilbragt.

Annie er gaaet fra Haand til Haand, men hun er endnu meget smuk. Sjöström har forladt hende, siger hun, han er, hvad jeg altid har sagt, en slet Knægt, der sikkert har levet af Annies Venner. Vi talte ikke om Barnet, hun forsøgte derpaa, men jeg afviste det. Jeg anerkendte ikke det Barn som mit. Jeg har elsket hende. Dengang anede jeg ikke, at hun var hans Elskerinde samtidig med, at hun var min. Men hun var sulten, og jeg gav hende et fyrsteligt Maaltid i Café de la Paix. Jeg tror virkelig, hun begyndte at haabe paa, at gamle Dage vilde oprinde paany, og jeg vil ikke nægte, at jeg bestyrkede hende i Troen og Haabet. Jeg vilde, hun skulde tale om det eneste, der endnu den Dag i Dag af alt, hvad Fortiden gemmer, staar min Hu nær.

Om Julia.

Hun talte, men hun sagde kun, hvad hun sagde den Gang, og jeg faar vel tro hende. Hun siger, at hun hadede Julia, fordi jeg elskede hende. Det er vel sandt. Hun siger, at hun hadede Cedersköld, og at hun blev hans Elskerinde, fordi jeg sveg hende. Det er vitterligt usandt, men Kvinder, der lyver, lyver med hele deres Sjæl og tror deres egne Løgne. Selv lyver jeg sjældent — kun én Gang har jeg løjet for dig, som du her vil se. Det blev silde, og jeg fulgte Annie til hendes Hjem, et tarveligt Kvistværelse i en Bydel, jeg ikke kender.

Hvorfor jeg gjorde det, ved jeg ikke, men der var faret noget af en Djævel i mig den hellige Julenat. Jeg kan være ond, og jeg var det. Jeg fortalte Annie, medens hun hvilede i mine Arme, hvorledes en Mand døde, der den 6. Aug. 1886 gik Vejen over Stilfserjoch fra Trafoi.

Annie, du og jeg er vel de eneste, der endnu mindes den Mand, hvis Ben smuldres paa en lille Kirkegaard i Tyrol. Jeg fortalte Annie noget mere, end jeg har fortalt nogen anden, og end jeg nogensinde vil fortælle nogen anden. Hun stivnede i Rædsel, og jeg glemmer sent hendes Blik. Hun talte kun lidt, og jeg tror, hendes Haab om Fornyelsen af gamle Dage blegnede under min Fortælling.

Om Julias Blod kommer over mit Hoved, ved jeg ikke, Cederskölds kommer over hans og ingen andens. Om jeg stod paa Vejen ved Ferdinandshöhe den Dag i Dag, jeg tvang ham atter at vove Springet og æske den Gudsdom, der skulde sige, om han var skyldig eller uskyldig. Det sagde jeg Annie den Julenat. Nu ved ogsaa du, hvorledes det gik til. Gem det og glem det.

Din Arvid.

Endelig fandtes vedlagt Brevene et Aktstykke, som Holst genkendte, det var Annies Brev til Ankerkrone, som han selv havde sendt. Hans Billet fandtes vedhæftet. En Hilsen fra hinsides Graven, Annies Brev lød:

— — —

Min eneste Ven.

Du faar tro mig, om du vil, jeg har aldrig elsket andre end dig, det sværger jeg for Gud Faders Ansigt, om jeg dør i denne Nat, som jeg tror, for jeg er meget syg. Men lever jeg, saa skal dette Brev sendes til et sikkert Sted, og min gamle Moder skal forvare det og sende dig det, om jeg dør før hun. Jeg har aldrig elsket andre end dig — aldrig. At Cedersköld har forført mig er vist og sandt, men jeg var ung og elskede ham ikke, men dig elskede jeg og Barnet var dit, det var det, for det fødtes, mens vi var sammen, og havde været sammen længe i de lykkeligste Dage af mit Liv, og det véd du godt.

Det var dit. Men saa blev du ond imod mig og vilde ikke skilles fra din Hustru, som du ikke elskede den Gang, og saa vilde jeg forlade dig for at se, om du ikke vilde vende tilbage, men det vilde du ikke, og du rejste til din Hustru, som du ingen Ret havde til, for hende havde du forladt, og det var mig, der var din Elskede og havde født dig et Barn med Smerte.

Jeg skrev til din Hustru og talte med hende og sagde, at du elskede mig før nu, og hun blev bleg og vilde ikke tro det, men jeg havde Barnet med, og hun kunde se, at det lignede dig, som det ogsaa gjorde, hvad der beviser, at det var dit Barn. Og hun talte saa meget til mig og var bedrøvet, for hun var vistnok god, men jeg hadede hende, fordi hun elskede dig, og fordi du havde svigtet mig. Men hun vilde ikke forlade dig, og saa var det noget efter, at hun lod mig kalde og sagde, at hun vilde straffe dig, for jeg havde ladet, som jeg var bedrøvet, og hun var god imod mig, men det gjorde mig kun ond, fordi jeg kunde se, hun frygtede mig.

Og saa var det, jeg sagde til hende, at hun skulde sige det med Cedersköld, og han gjorde, hvad jeg vilde, for han var en Nar efter mig, men ham brød jeg mig ikke om.

Og saa skrev jeg til dig.

Men bagefter sagde jeg, at jeg havde talt Sandhed, og det var ikke sandt, for Cedersköld har aldrig været din Kones Elsker; men jeg gjorde det for at hævne mig. Jeg vilde have fortalt dig det i Paris, men saa var det, at du fortalte mig, at du havde slaaet Cedersköld ihjel, og saa blev jeg bange for, at du skulde slaa mig ihjel, og saa turde, jeg ikke sige det.

Men det er sandt, og har du baade slaaet din Kone ihjel og Cedersköld, saa er det Guds Straf fordi du har bedraget mig og forladt vort Barn, som Vorherre har taget til sig, og som du ikke engang vilde svare mig paa, da jeg skrev saa rørende til dig, om dengang det døde. Se det vil jeg skrive til dig, og det skal du vide, hvis jeg dør, for at dine onde Gerninger kan være bekendt for dig, og det er altsammen Straf fra Vorherre.

Nu vil jeg ikke skrive mere, for jeg er meget syg, men nu véd du det altsammen, og at jeg aldrig har elsket andre end dig, Arvid Ankerkrone.

Din ulykkelige elskede Annie.

XV.

Foruden den betydningsfulde Post fra Ankerkrone forefandt Holst et kort Brev fra Helsingør, der lød saaledes:

Hr. Løjtnant Eigil Holst, Overbetjent ved Københavns Politi.

Efter Hr. Løjtnantens Bortrejse har jeg skaffet mig Underretning om, at den Herre, der den 27. Marts d. A. logerede paa Jernbanehotellet sammen med den Dame, der kaldte sig Fru Gorin, var en svensk Officer, af et daarligt Rygte ved Navn Hugold Sjöström. Jeg har ligeledes erfaret, at han samme Dags Middag hos Vognmand Larsen, Stengade, har lejet et Køretøj og ladet sig befordre til Esrom, og det har undret Kusken og Vognmanden, at han lod Vognen køre tom tilbage. Andet har jeg ikke kunnet erfare.

Med dyb Højagtelse ærbødigst Jens Petersen Stub, Kelner.

Dette Brev gav Holst Anledning til at foretage endnu en Rekognosceringstur til Stedet, hvor Liget var fundet, og Egnen derom, saavel som et fornyet Besøg i Helsingør. Det var udover Vognmandens Udsagn dog ikke væsentlig nyt, der fremkom, navnlig var der paa Esromegnen slet ingen, der havde lagt Mærke til Parret.

Holst besluttede sig til at søge sin direkte Foresatte i Hovedstaden og afgive en udførlig Rapport over det oplyste, dog undlod han at berøre de enkelte Omstændigheder, der havde Forbindelse med Familien Ankerkrone. Han lagde stor Vægt paa, at Eftersøgelsen og Arrestationen af Sjöström foregik paa Grundlag af Falskneriet, og at Sigtelsen for Mordet blev det subsidiære, derved gjordes det lettere at holde Sagen skjult. Mordet og Ligfundet i Mergelgraven var glemt, som alt Avisstof glemmes hurtigt og grundigt.

Holst var ikke af de Politimænd, der straks former en Mulighed til en kompromitterende Sigtelse. Han søgte ikke Anerkendelse som den, der rask griber til, og han lod rolig sine Kolleger paastaa, at det var Heldet og Tilfældet, der stod ham bi; men hans Foresatte vidste, at det var hans udholdende, stilfærdige Benyttelse af Tilfældet, der var hans Styrke, og at han som faa forstod lydløst at følge et Spor.

Holst traf i en Fart Forberedelser til Rejsen, han vilde søge Sjöström i Venedig, foranledige ham anholdt og transporteret til Danmark, men dernæst vilde han søge Ankerkrone, og saa skulde Ritmesteren tale, og tale ud.